Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer
Landsbyhistorier
Oprettede Niels Knudsen i sit Bolsted, som han byggede op. Han solgte Kaffe, Sukker, Svovlstikker og Tobak m.m. Bag paa Døren i Stuen førte han Regnskab med Kridt paa de Folk, der købte paa Kredit.
Det var et uheldigt Sted. Han holdt nemlig Legestue for de unge, og de havde da altid Lyst til at Staa og gnide Regnskabet ud, naar de lænede sig op ad Døren. Saa blev han vred og førte Processer med Folk.
Fortalt af min farfar Jens Randers til Th. Johansen
Jens Christensen Randers(hus), Torsted havde en Datter Ane Marie, der var gift med en Smed Christian Larsen. Han byggede derfor et Hus til dem ca. 1 km. Nord for Gaarden hen mod Holmskovgaard ved Østsiden af Vejen der hen til. Til Huset lagde han ca. 4 Tdr. Land paa den Betingelse at det engang i Fremtiden kunne tilbagelægges til Gaarden.
Huset byggedes, da de blev gift (ca. 1850) og ca. 50 Favn syd for opførtes en lille Smedje ved Vestsiden af Vejen. Smeden var rigtig dygtig og smedede for Omegnens Folk til han døde i Juli 1883. Siden den Tid blev der ikke smedet der mere.
Huset havde Indgangsport paa Nordsiden og et Vindue i hver af de andre Sider. Essen var i Vestenden af det omtrent lige firkantet Hus. Derefter brugte Christen Randers det til Plove og Harver m. m. og i mange Aar var det Faarehus indtil det endelig helt forfaldt og nedreves for ca. 15.- 20 Aar siden.
Chr. Smeds havde en Søn Niels, der led af ”Daasel” (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Jeg har ikke kunnet finde ordet. Redaktionen af Jysk Ordbog mener det kan være en betegnelse for epilepsi, men ordet er ikke kendt.). Som Dreng faldt han i Køkkenet, medens Moderen var ude at malke Koen, da hun kom ind, mærkede hun en mærkelig Lugt. Niels laa da stadig besvimet over Ildstedet med den ene Haand inde i Ilden. Den brændte helt op. Han kom til Aalborg, men hans Arm ente siden i en Klump uden Fingere.
Han faldt om på Olle Ottes Gaards Mark og døde, just som han var paa Vej til Arbejde paa Torstedlund. I beboelseshuset levede Ane Marie sammen med Datteren Kirsten Marie, der ogsaa var blevet Enke. Da Ane Marie dode 1917 90 Aar gl. blev Datteren saa betaget derover, at hun ogsaa døde et Par Dage efter 54 Aar.
De blev begravet paa samme Dag (Jeg sang dem ud, men det har jeg helt glemt nu). De ligger Vest for Kirken. En kort tid boede en Søn af Christen Randers, nemlig Kristian Randers og saa blev huset revet ned, og Jorden lagt tilbage til Gaarden igen.
Da jeg arbejdede med Enggaards Sten, der var den første af mine Gaardsten talte Søren Ræbild og jeg om, hvad egentlig Bisgaard tænkte om, at vi tog en Sten fra Kildegaards gamle Plads og opsatte den ved Enggaard. Det var vist et fejlgreb, men Søren Ræbild sagde, da jeg ymtede lidt om ogsaa at lave en Sten til Kildegaard, at han havde en liggende i Engen udenfor ”Kraven”. Den kunne måske bruges til Erstatning for den han havde faaet. Den 29 og 30. Januar 1935 var vi ude i Kæret ca. 400 m Vest for og gravede en stor Sten op. Den saa helt godt ud. Den 1. februar var der lidt tøsne og vi fik den da paa en Slisk og Søren Ræbild og Marinus Knudsens Heste 2 fra hver Gaard i alt 4 slæbte den omtrent op til Ulvkærvejen, men her var saa blødt at den kom til at slæbe paa Jorden. Foruden vi nævnte var ogsaa Bisgaard, Jens Ræbild og Jens Olsen, Karl Bisgaard, Alfred Nielsen og Mejerist Jensen med. Saa kom vi ikke længere den Dag, men Dagen efter d. 2. Februar, var vi atter afsted med 4 Heste og vi 9 Mand sled med den i 2 Timer sent paa eftermiddagen, men naaede kun at faa den 100 m, nærmere mod Byen. Jorden var for blød. Det blev imidlertid Frost og Sne og den 4. Fbr. var vi atter i Gang, og efter at vi havde faaet den væltet op, trak de 4 Heste den med stor Lethed ind til Byen og 2 af Hestene kørte den helt op til Kildegaards østre Gaardsled og ned igen til den Plads, hvor den nu staar. Bisgaard gav en Cigar for den Præstation til hele Flokken.
Den 6. Febr. begyndte jeg saa i Frostvejr at arbejde paa Stenen efter Skoletid. I min Notesbog staar skrevet:
1935
6/2 begyndte at hugge Sten til Kildegaard
14/2 færdig med Navnet Kildegaard – 9 Eftermiddage
18/2 begyndte at hugge Skjoldet
25/2 tegnedes Bisgaards Navnetræk
4/3 begyndte paa Navnetrækket ovenpaa Stenen, det blev færdig d. 16/3
27/3 færdig med Køretøjet og dets Underskrift
28/3 begyndte på Borten fra oven, den var færdig d. 12/4 1935. Derefter Kokhovedet og Lammet.
Inskription:
Midt på Forsiden af Stenen ses tydeligt det 13 cm. høje Navn Kildegaard i ca. 3½ cm. brede Bogstaver. Stenen har en rød Overflade, men naar Skallen er hugget af er den af temmelig haard Art og den hvidlige Kvarts fremhæver de hvide ikke særlig dybt huggede Bogstaver.
Det var i 1899 at Jens P. Nielsen (Hede Jens) nedbrød Kildegaards Lade. En Grundsten blev liggende paa Stedet og en Tjørnehæk voksede op ogsaa over den der laa i den lille Skrænt der afsluttede Gaardens Have. I Efteraaret 1934 blev det bestemt, at Vejen skulde udvides i Svinget, og derfor blev Stenen gravet ud. For at komme af med den gravede man den ned paa Stedet i Vejens Nordside. Dagen efter kom jeg derned og spurgte Søren Ræbild og Bisgaard om hvor Stenen var blevet af, hvad de fortalte mig. Jeg beklagede det, da jeg gerne vilde have lavet noget ud af den. Da de hørte det, sagde de, at de nok skulde faa den gravet op igen. – Det gjorde de, og jeg var saa nødt til at dekorerer den. Hvorfor den blev valgt til at staa ved Enggaard husker/ved jeg ikke; men d. 10. December 1934 begyndte jeg at hugge Navnet “Enggaard” i den. Da det var Kristian Pedersen Ræbild, der havde ønsket at Gaarden skulde hedde Enggaard, blev hans Navnetræk [18 CR 91] sat under Navnet. (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: I starten på omtalen af Enggaard skriver Th. J., at det var den nuværende ejer, som i 1934 var Søren Ræbild, der gav gården navn. I omtalen af Stenen skriver han at det var ejeren i 1891, der gav Gaarden navn. Hvad der er korrekt er uvist.)
Paa Forsiden ses en Hest, der springer ud fra et halv Skjold med Krone over. Det er Halvdelen af Grev Frederik Christian Leventzaus Vaaben. Hans Navnetræk ses til Venstre derfor. Paa den anden Side Skjoldet ses SIS sammenslynget. Det er Grevens Fæster Søren Jensen Smed f. 1724, der i 1754 fik en af Leventzaus Garde i Ræbild i Fæste. Han blev Stamfader til Ræbildfamilien. Han var fra den Gaard der laa paa Skolepladsen (den gamle skole) til 1801 (Ørnsgaard). Søren Smeds Søn Peder Sørensen kom hjem til Arresthus igen 45 Aar efter, at Faderen var flyttet til Ræbild, og herefter blev Smed-navnet ombyttet med Ræbild-navnet, hvilket navn i Enggaard saaledes har sit Udgangspunkt i 1754. Peder Ræbild havde Lillvang.
Paa Vestsiden staar P.R. Søns Navnetræk i en Ring nemlig Søren Pedersen Ræbild, der købte Gaarden 1842. Hans Sønnedatterssøn af Samme Navn den nuværende Ejer Søren Pedersen Ræbild fik Gaarden i 1934. Navnetrækket er altsaa baade hans og hans Oldefaders.
Paa Østsiden ses en lignende Ring med Jens Sørensen Ræbilds Navnetræk og det Aar han fik Gaarden nemlig 1860. Desuden gælder det ogsaa for Stine og Jens Ræbild, der drev Gaarden i et Aarstid efter 1933, efter Chr. Ræbilds Død. Herover staar mit eget Navnetræk og 1934.
Den 22. Januar 1935 var jeg foreløbig færdig med Stenen og Søren Ræbild lod støbe under den den 13/4 1935 tog jeg dog fat igen og paa Bagsiden af Stenen huggedes ”Liden Sten har fordum Kildegaards Lade”.
Det var først efter mange lange Overvejelser, at jeg i det hele taget vovede mig til at tænke paa at udføre en Mindesten om den første kendte Person i Aarestrup Sogn, nemlig Joen Viffert, der ejede Torstedlund i 1300erne.
Jeg talte med Maler Rebstrup paa et Aftenbesøg i Torsted hos Ham, om de i Torsted By kunde have lyst til at faa en Sten opstillet der ved Byen, f. Eks. paa Wol Høw. Jeg talte da om, at der skulde være et Billede af den vidtbefarne Mand og nedenunder skulde der, hvis Stenen kunne komme til at staa paa Højen, hvorfra der er en vid Udsigt, skulde Indskriften være: ” Herfra saa Joen den Vidtbefarne for første Gang ud i Verden”” Stenen skulde staa saaledes at Personen saa Syd paa. Jeg skrev til Nationalmuseet, om det kunde tillades, at vi opstillede en historisk Bautasten paa Kæmpehøjen, men de skrev tilbage, at vel ønskede de, at der kunde opstilles historiske Sten, men ikke paa Kæmpehøje. Volhøj var fredet faa Aar før. Da det altsaa ikke kunde tillades tænkte jeg paa flere andre Steder, f. Eks. paa Toppen af Junker Stens Bakke, paa Toppen af Ersted Kirkebakke eller inde i Skoven paa Enden af Elkjærs Dige.
Torstedboerne sagde ja til Forslaget og saa skulde de hente den derover, naar den var færdig. Martinus Støvring, Ersted havde opstillet to høje Sten paa hver Side af sin Vej, der hvor den gaar ud i Erstedvejen (Nu Haverslevvej 54 (8 E 8)). Jeg havde flere Gange i al Stilhed undersøgt den ene, som jeg mente egnede sig godt. Jeg kunde dog ikke blive klar over, om det kunde gaa an at opstille Stenen et andet Sted. Imidlertid bestemte jeg, at lade ham afgøre Sagen. Jeg vilde byde ham 50 Kr. for begge Sten eller 25 Kr. først for den ene og fik jeg siden Brug for den anden, vilde jeg ogsa købe den. Det var ved Juletid i 1933, at jeg gik ud til ham og spurgte om han vilde sælge Stenene. Det sagde han straks ja til. Resultatet blev at jeg skulde give ham 30 kr. for den tykkeste, og saa skulde han ved Lejlighed køre den op til mig og levere den ved Bilgaragen. I 1932 havde han fundet een stor Sten ca. 400 m nord- nord-vest for hans Gaard paa Højmarken. Den opløste sig let ved nogle Slag med en Stenhammer i 4 Større flade Sten, hvoraf den ene dog blev slaaet helt itu og en anden var kortere ca. 2 Al og kun 3 Tommer tyk medens de to andre var 67½ Tommer lange og ca. 33 Tommer brede og en ca. 8 og 10 Tommer tykke. Det var de to største, der stod ved Vejen.
Den største af disse kom han saa kørende med op til mig d. 22. Januar 1934 og i Løbet af Vinteren udsmykkede jeg den med et Mandspotræt lidt ophøjet. Stenen var meget haard at arbejde i og indeholdt en del Flint. Særlig haard er den foran Joens Ansigt, og det tog adskillige tusinde Slag for at lave Fordybningen der. Ingen Mejselæg kunde holde og jeg bankede derfor Stenen ud med mange Slag af min haarde og gamle Sømhammer, om hvilken Snedker Andreas Larsen sagde, at dens Bane, havde han aldrig truffet Mage til i nogen anden Hammere han i hans lange Liv havde kendt.
Joen skal forestille en ung Mand med Storkefjer i Hatten og en Hasselkæp fra Skoven over Skulderen. Fjeren og Kæppen er parallelle for at fremhæve Billedet og Landevejens parallelle Sider, ad hvilke den vidtbefarne har færdes. Jeg har tænkt mig hans vidstrakte Vej gaaende ogsaa mellem Fjeren og Kæppen. Mens han gaar ser han fremad og holder Kæppen med højre Haand. Paa Ryggen har han en Ransel. Hans Kasketfacon er taget med Henblik paa en Kasket som bære af en Person paa et Billede tegnet af Rasmus Kristiansen: Marked ved Falsterbro i ca. 1300. Under Billedet staar Jonas Wifferdsz, den vidtbefarne levede paa denne Egn til Anno ca. 1400 e J. H S. (Jesus Homenium Salvator —n— Aaget og IHS er taget fra den gamle Stolpe med Aarstallet 1716 som for nogle Aar siden fandtes i P Boiers Hus i Aarestrup.
Paa hver Side af Jonas Wifferdsz ses 3 Ringe. Det er Joens og hans Slægts i lige Linie en for hver nemlig Viffert Joens, Iver Viffertsen, Matties Joensen, Joen Madsen og Niels Joensens Ringe. De var alle Far og Søn efter hinanden.
Paa Bagsiden er hugget et ca. 4 Tommer bredt Baand begrænset af 2 Linjer, der tilsammen er 9 ¾ Al. I Bæltet eller Baandet staar udhugget Torstedlund, Rebstrup, Albæk, Lindenborg, Viffersholm. De Garde ejedes af Joens Slægt. I Midten ses et tredelt Skjold, og nedenunder det en kort Sabel. Her er tænkt paa Niels Joensens Sabel, der skal have hængt i Kirken i ca. 258 Aar efter hans Død., den var dog meget længere (ca. 44 Tommer ca. 116 cm). Sablen har samme Længde, som den de tyske Tropper glemte i Hyldgaard, da var her i 1864.
Forneden til venstre staar 14 Pr. 3.2.se prædikens Bog: ”En Slægt gaar, og en Slægt kommer, men Jorden staar evindelig” og ”Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante, og en Tid til at oprykke det plantede”. Tillige staar Mt.6.1 ”Vogter Eder, at I ikke give eders Almisse for Menneskene for at ansees af dem, ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlen” Dette sidste Skriftord har jeg sat, da det stod meget for mig i den Tid da jeg besluttede at udføre denne Sten.
I Stenens Top for oven ligger Vesselhornene fra Vifferternes Vaaben, nemlig de to Svanehalse, der bider i en gylden Ring. I kanten af Sydspidsen ses en større Kirkeklokke (Aarestrup) med Tallet 4.1 = Joens mandlige Efterkommere. Herunder to Firkanter der skal forestille en Luthers Katekismus. Paa det ene Blad staa M paa det andet N. Det er Mester Niels der underviste Niels Joensen i Hobro det første Barn der lærte Luthers Lære her i Sognet. Her staar ogsaa Bogstaverne H. J. L og hvad det siger, har jeg glemt og vil ejheller undersøge, hvad de siger. Paa Nordkanten ses Dronning Margrethes Krone; thi i hendes Tid levede Joens – og under denne en mindre Kirkeklokke (Suldrup), der ringer over Tallerne 25 Joens kvindelige Efterkommere. Endvidere + 1601 hvilket Aar den sidste Mand Batzer paa Rebstrup døde og dermed slægten. O. S. Bogstaverne, de gaadefulde kan sige Hil os!
Jeg arbejdede paa Stenhugningen fra d. 22. Januar til 1. Maj 1934.
Allerede i April Maaned havde Torstedboerne og jeg aftalt at Stenen skulle sætte paa Skrænten ved Vejen paa Bakken der gaar nord op fra Byen ca. 3 Al nedenfor Ingvard Andersens Mark og ca. 5 Al fra Vejkanten. Murer Anders Andersen fra Aarestrup havde lovet at støbe Fundamentet og Jacob Jacobsen, Ingvard Otte, Jens Chr. Hansen og Christen Randers og vist ogsaa den gamle Henrik Randers (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Hverken Christen eller Henrik hed Randers men Jensen, idet det kun var min farfar der havde erhvervet kaldenavnet RANDERS. Christen (som også blev kaldt Mortensen Chresten) var søn af Henrik, som var bror til min farfar Jens Chr. Randers der i 1906 fik tilladelse til at føre familiens kaldenavn.) med. Vi hentede Sten bag Gd. Petrea Mortensens Lade af hendes stenbunke, hvor vi maatte tage hvad vi havde Brug for. Hullet til Fundamentet blev gravet et Par Alen dyb for, at Frosten ikke skulde naa ned under det. Det blev i det hele taget gjort meget godt. Fundamentet var derfor tørt da Stenen blev hentet d. 1. Maj om Eftermiddagen med Ingvard Andersens to hvide jyske Heste. Foruden han var Hmd. Jens Rebstrup, Christen Randers og Jacob Jacobsen i Vestergaard med herovre efter Stenen. Vi drak Kaffe her og kørte saa med Stenen til Torsted, hvor Murer A. A. samt Jens Christian og Bolsmd. Karl Jensen (Knudsen) ogsaa hjalp til. Ingvard Andersen kørte ind paa sin Mark, saaledes at vi fik Stenen ned fra Toppen af Skrænten og saa gled den ganske langsomt ned paa Fundamentet, hvor vi kilede den fast med smaa Stenkiler og Murer Anders Andersen slog Cement i. Alt skete uden Uheld af nogen Art og stenen har staaet urokket nu i 8 Aar.
Den 6. maj 1934 var der stor fest (se Artikel i Aalborg Stiftstidende) ved Afsløringen af Stenen, hvilken foretoges af den 11 Aarige Christen Otte fra Ottegaard i Overværelse af en 230 Menneskers stor Forsamling, som Maler Rebstrup bød Velkommen, Torsted Skolebørn under Ledelse af Lærer Furbo sang: Dejlig er Jorden og Med Ransel paa Ryggen, Jeg elsker de grønne Lunde og Nu har vi Maj alt før og efter mit Foredrag om Joen den vidtbefarne og hans Slægt.
Til stede ved denne Højtidelighed var den rige Original Particulier Chr. P. Jensen, født i Katlbygaard boende i Jelling). Han var prydet i gammeldags Bondedragt, behængt med 103 Smykker i Guld, Sølv og Ædelstene og havde vist 4 Guldure paa, hvoraf et havde tilhørt Fr. d. 6, et Napoleon o.s.v. Han gjorde megen Lykke. Holdt Tale ogsaa for mig sigende at mit Hjerte var som Ædelstene og Diamanter og mine Evner Ord og Tale var som et Overflødighedshorn i min Haand indeholdende Guld og Sølv o. s. v. J. Rebstrup, Jensen og jeg blev fotograferet sammen med Joen.
I Rebstrups Lade blev ved Kaffebordene sunget Guds Ord det er vort Arvegods og Fru Ingvard Andersen havde skrevet en sang:
1. Vi kan holde Fest paa ny,
vi har faaet en Mand til By
Ikke ret af samme Slags,
som vi er vant at færde iblandt.
2. Johansen straks Ideen fik,
huggede han paa en Prik
som Skaber og og ret forstod
at han var hjemme i den gamle By.
3. Manden han er stærk og sej
han staar højt i Nøj og Naj!
Gaar nu op og gaar nu ned
Altid vi Manden for os ser.
4. Vi kan sagten synge frit
for vi ham til Gave fik.
Derfor da et Hurra
runge for Johansen, som os Manden ga!
d. 1/7 1934 holdt Foredrag paa Volhøj om Stenen for 55 unge Mennesker.
Den 24. og 25. August 1942 malede jeg i det herligste Solskinsvejr Stenen. Jeg havde aldrig været ret glad for den, da den var saa utydelig, og jeg synes nu, at den er meget bedre end forhen. Skjoldet maledes (her er der en tegning af et skjold – delt i tre felter 2 foroven og et forneden) 1. blaat 2. hvidt 3. rødt = Viffernes Farver. Svanehalsene hvide med sorte Knopper, gult Næb med røde Rande og gule Øjne. Ringen gylden (med rød Sten).
I Marts 1950 indhuggedes Navnene Axelvold og Brobukke.
Den 14.november Kl. ca. 7 Aften, medens Christen Jakobsen, Holmskovgaard sad og spiste Nadver hørte de en underlig Lyd. De troede først at det regnede og saa at det haglede. Da de saa ud var der Ild i Laden, og det elektriske Lys i Stalden var tændt, men det gik straks ud. Gaardens tre Længder nedbrændte i Løbet af Aftenen, endskønt baade Aars og Falcks’ Brandbiler kom til Stede en times tid efter Branden var Opkommen. De havde heller ikke Vand nok, og” saadan et Par Cykelpumper gjør et no Gavn”. Der var adskillige Hundrede Mennesker til Stede hele Aftenen. En ung Mand, der kom løbende tværs fra Haverslev Kanten kom til Sønderup Aa, maa han springe i Aaen og blev vaad til midt paa Livet. Han nåede dog ikke at redde noget; da Folkene selv fik alle Dyrene ud, men en ung Hest løb ind i Laden, hvor den omkom. Allerede 8. Decbr. Var Vestlængden Hestestalden under Tag. Her var Hvælvinger. Svinestien og Stuehuset brændte ikke ligesom 300.000 Tørv til Aarestrup Mejeri heller ikke brændte. Vinden var i sydvest.
I hele forrige Aarhundrede var Sognet rigt paa Træskomænd, Træskokarle og Træskodrenge. Mange var dygtige, og der var Kappestrid og Konkurrence i Faget. Niels Boier kunde saaledes paa en lang Sommerdag hugge og hule 18 Par. Han var ogsaa en anset Læremester. Mads Kr. Madsen lærte saaledes hos ham i med det Vidnesbyrd, at han blev god til det, eftersom han var saa gammel en Læredreng, nemlig ca. 32 Aar. Dennes Søn Mads Peter Madsen Lærte ogsaa her, og 10 Aar gammel tog han selv til Nibe og solgte sit første selvlavede Par Træsko. Grunden til denne Handel var, at hans Søster skulde til Begravelse; men hun manglede Penge til at faa sin Kjole i Orden. Denne Forlegenhed hjalp Broderen hende over, da hun fik Træskopengene og kom lykkelig med til Begravelsesfesten. I Aarene fra 1870 — 1915 lavede Mads P. Madsen ca. 800 Par Træsko om Aaret. Hele hans Produktion anslaaes til ca. 36,000 Par. Han var derfor ogsaa den sidste betydelige Træskomand og industrien i Sognet faldt med ham ved hans Død i 1917. Han fik 18 – 20 kr. for Snesen hos Træhandler Niels Didriksen og hos Møller Hjort i Nibe.
Hans samtidige Konkurrent Hans P. Boier opnaaede derimod kun 16 Kr. pr. Snes. Han protesterede fagmæssigt over for Forhandleren ved at sige, at deres ”Hvoller i Træskoene var jens”, for de havde lært ved samme Mester. Mads P. Madsens Søn Christen Madsen, fortsatte Fædrenes Haandværk, men flyttede kort efter Faderens Død til Sønderup, hvor han endnu i 1932 har fremstillet ca. 400 Par Træsko med Faderens Værktøj, som han fik med fra Hjemmet.
Træskofremstillingen havde flere faglige Udtryk. Træskomændenes Dagsarbejde begyndte ofte Kl. 3 – 4 om Morgenen. Man huggede Træskoene til; thi saa snart Dagslyset kom, kunde man se at hule. Hulningen foregik i Hulhuset, der var Aabent mod Syd for Lysets Skyld. Om aftenen tællede man dem ved Lampelys. De færdige Træsko røgedes i de gamle vide Skorsten, hvori der stod Stativer til at sætte dem paa.
Træsko, træ og trægilder
Træskoindustrien spillede en stor rolle i egnene om Rold skov, hvorfra man i ubegrænset mængde kunne få bøgetræ til træsko. I hele 1800-årene var der i Aarestrup sogn mange mænd og karle, der ernærede sig ved at lave træsko. Hvorledes det stod til i 1700-årene er vanskeligere at bedømme, men træskohåndværket har næppe på langt nær været så almindeligt som i tiden efter bondens frigivelse. I folketællingslisten af 1. juli 1787 opgives 72 bosiddende familier, hvortil tilsammen hørte 357 personer. Blandt disse var kun to træskomænd i byen Ersted og to i Torsted, men slet ingen i Aarestrup by, der dog var mere end dobbelt så stor som Ersted og Torsted tilsammen. Fra ca. 1850’erne siges der dog almindeligt, at på den tid kunne alle mænd i byen lave træsko, et udtryk, der dog må tages med forbehold.
Spørger man gamle og ældre folk på egnen, om de nogensinde har været med til et træskogilde, svarer de med forbavselse: ”Nej, de’ ved a et! Hva’ æ de for nøj?”, men spørger man derimod, om de har været med til et trægilde, så ved de besked.
Vedrørende træskohåndværket holdtes der kun trægilder i sognet og disse holdtes, når man fik træ kørt hjem fra skoven. De faldt i den tid, da skovauktionerne holdtes eller kort tid efter. De trægilder, der omtales her, faldt i tiden 1870 til 1890, da træskomanden som oftest ikke var kørende.
Nørlund-Torstedlund skove var dengang som nu inddelt i fire distrikter:
1. distrikt: Damborg skoven, hvortil købere fra Rold sogn ofte kom.
2. distrikt: Skovene ved Trads, hvor folk fra Ravnkilde sogn købte.
3. distrikt: Hjortespring
4. distrikt: Espelund
De to sidste begge i Aarestrup sogn, hvor samme sogns købere holdt til. Der holdtes i ovennævnte tidsrum sædvanligvis to auktioner i hvert distrikt om året eller i alt otte. De første fandt sted midt i oktober, og de sidste sidst i november eller først i december. På auktionsdagen samledes man et bestemt sted, og der kunne da være en mængde købere, ikke alene træskomænd, men også gårdmænd og husmænd, der købte kævler til gavntræ. Her var alle sognets træskomænd sikre købere. Ved en auktion førte skovfogederne Rasmus Hansen og Peder Gregersen an sammen med skovrideren, som var auktionarius. Der solgtes ofte op til 200 kævler eller korrer, som træskomændene altid benævnte dem. Endvidere solgtes der træer på roden, og før hver auktion oplæstes altid reglement for hentning af træ og fældning. Ingen bud måtte falde under 20 øre. Auktionen begyndte gerne klokken 10 om formiddagen og varede til aften, da man ofte måtte marchere vidt omkring fra sted til sted.
Når man så havde budt et par timers tid, spurgte skovrideren: ”Er I snart sultne?”, og derefter fulgte en slags trægilde i skoven. Skovrideren plejede gerne at indlede gildet med at spørge: ”Hvor meget snap plejer I at få?”, hvorefter der råbtes op efter ønske: 4-6-10-16 potter!
Køberne havde sædvanlig en mellemmad med. Desuden sørgede godset for at en ”Maketender” kom til stede, fx Else Marie Nielsdatter fra Conradsminde, der havde kørekarl med en trillebør belæsset med hvedebrød eller også en vogn. Desuden gav godset snaps til køberne på det sted, man lejrede sig. Snapsen dram man af 3 eller 4½ pægls glas, der gik rundt, så enhver kunne tage så meget, han ville, endskønt den, der kom med glasset pegede udenpå sigende: ”Hertil går den næste snaps”. Når glasset var tomt, bragte den, der havde fået det eller hvem som helst det hen til tønden og fik det fyldt. Mens snapsene var gratis, måtte enhver selv betale de fem øre hvedekager eller kringler, der købtes. Der var nok af begge slags. Hele gildet gik i særdeleshed god forståelse og behagelighed, og endte altid med, at de mest tørstige til slut løb til dunken for at få endnu et par sidste ”krumskyllere” for at få munden renset.
Efter frokosten var det klogt ikke at byde alt for stærkt. Ingen drak for meget, men dog nok til, at buddene på træet faldt livligere. I timen efter frokost købtes det dyreste træ. Hen mod aften sluttedes og Else Marie og vognen vidste besked med, hvor i skoven auktionen hævedes. Så vankede atter en kage og en snaps.
Hver træskomand havde købt efter evne. Niels Boier købte gerne et dusin korrer, nogle kun enkelte, Mads Chr. Madsen cirka 15 og Mads P. Madsen op mod 30 korrer, efter for cirka 500 kroner, hvilket var en anselig sum i 1890’erne. Måske købtes dog alt dette træ på flere auktioner.
Efter auktionen fik enhver træskomand travlt med at ”boie” til kørsel for at få sine kævler kørt hjem. Niels Boier i Torsted havde ”ingen tiggeri, nej aldrig!”, når han skulle have sit træ hjem. Alle gårdmændene i Torsted kørte, for det var ”nøj de skul’ gjør, og det skul’ osse vær’ den daw, Boieren såe”. Kørerne fulgtes altid ad, hjalp hinanden at læsse og kom så bag efter hinanden. Der var gerne ti vogne i flok og følge. Om aftenen, når de havde været hjemme med hestene samledes de så ved hos Niels Boier til ”et vildere gilde”, der varede til klokken 3 eller 4 om morgenen. Det fik både at spise og drikke, det de ville have med snaps og puns. De snakkede og forskellige kortspil. Rasmus Skovfoged var også sommetider budt med, men der var ingen koner med.
Da sønnen Mads Peter ude hos Mads Chr. Madsen var blevet gift, købte han gerne dobbelt så meget træskotræ som faderen, og da de ikke selv var stærkt nok kørende, havde de altid alle Aarestrups bys gårdmænd, der var 15 gårde, til at køre. Turen i skoven varede hele dagen. Mads Peter havde en stor kurv med mellemmad og snaps med derud, og det var også godt at have et par karle med. I mørkningen kom de hjem og hjalp hinanden med at læsse træet af. Var det regnvejr, så de forfærdelig snavsede ud. Her blev hestene jævnligt stående for vognen, mens de var ind at holde trægilde, der da kun varede 2 til 3 timer. Konen købte en så stor steg, at der beregnedes ¾ pund kød pr. kører. Ved bordet i stuen med den faste bænk langs vinduerne kunne sidde tolv mand, så de måtte undertiden have et bord bag ved. Mændene smed deres kasketter på sengen og blev budt til bords. Der var aldrig nogen, uden at de gerne ville køre med træ, thi de ville gerne med til trægildet. Til gildet købtes almindeligvis 2 til 6 pots-dunke med brændevin, der blev hældt over i ¾ pægl-flasker og sat ind på bordet. Når en flaske var drukket blev den fyldt i køkkenet. Mads Peter holdt ikke selv af snaps og konen var ikke så glad ved det hele. Ud på aftenen, når samtalen gik højt, kom et par ud i køkkenet for at undersøge, om dunkene var tomme. Når de var det, skulle gildet slutte. Af og til stak træskokarlen og drengen hovedet ind ad døren og råbte: ”Hestene er så urolige, vi kan ikke styre dem, de fryser”! ”Ja, nu kommer vi snart”, råbte én, men de kom ikke. På et tidspunkt gik Mads Peter ud i køkkenet og sagde til konen, at han syntes at snapsen slap lidt tidligt op. Til svar fik han, at hun også havde hældt lidt af dunkene.
Når dunkene var tomme, tog de af sted til byen. Enhver måtte sørge for sig. Havde én kørt sin vogn i stykker, måtte han selv have reb med til at binde den sammen. Tog seletøjet skade, kom alt det ikke træskomanden ved, eller væltede han i grøften på hjemvejen efter de mange snapse, så stod alt for kørerens regning og risiko.
Hos de mindre træskomænd var der ikke rigtig gilde, men alle steder fik kørerne altid en mellemmad og en snaps. Enkelte steder, fx hos Hans Boier i Aarestrup, kom flere af byens koner med, og der gjordes også en dags arbejde i høet til gengæld. Betaling i rede penge har vist aldrig fundet sted.
Enkelte steder kunne tummelen ud på natten dog blive noget høj. Det sædvanlige var, at man gav hinanden det glatte lag både i ros og dadel, men alle var lige gode venner og hinanden behjælpelige bagefter. Hos en bestemt træskomand skete det dog, at man selv gik i spisekammeret og spiste alt, hvorpå tællestolen stilledes derind og huggeblokken trilledes ind i stuen, mens man før afskeden havde bundet reb om bilæggeren, for før man forsvandt, ude fra forstuen rykkede hele ovnen ned, så den trillede hen ad gulvet.
Fra år 1900 var træskohåndværket her i sognet som andre steder stærkt på retur, og trægilderne ophørte således helt.
Denne Gaard laa forhen lige Vest for Nr. 6, hvor denne nu har Have.
Søren Christensen, der var Fæster i 1688 er sandsynligvis Søn af Christian Sørensen der nævnes 1664.
Byrial Justesen skyldte i 1707 i Landgilde 7 Skp. Rug og 7 Skp. byg. Han gik fra Gaarden i 1723 af Armod, men døde, først i Torsted 1733.
Christian Lauridsen Aade (Fb. 18/6 1726) var fra Odde i Als Sogn (Christen er født i 1696 på Oddegaard i Als sogn. I 1723 købte Christopher Due, Torstedlund et par heste af Fr. Arenstorff, Overgaard som var opstaldet på Oddegaard. Det blev aftalt at sende en bonde til Torstedlund med dem, og det blev Christen Laursen. Enden på handlen blev imidlertid at den 27 aarrige unge karl fulgte med i lidkøb, for Christopher Due manglede en fæster til Byrials Justesens gård nr. 5 i Torsted. Besætningen var kun paa 4 Bæster, 2 Føl og 3 Fæhøvder; men da Godset forlangte, at der altid skulde være 6 Hoveriheste paa hver Helgaard, fik han tillige 2 gode Øg Bæster og 2 Køer samt Vogn og Plov. Rollinghuset paa 8 Bindinger skulde repareres paa Loft Vinduer og Døre. 4 bindinger Lade skulde bygges til den gamle, der med 9 Bindinger Fæhus med ny skulde tækkes, alt paa Herskabets Bekostning. Han var gift med Maren Bendixdtr., med hvem han havde 3 Sønner. Hun døde efter en Barnefødsel 1739, 42 Aar 1 Md. 2 Uger gl.; men samme Aar giftede han sig atter med Else Knudsdtr. fra Torstedlund, der efter at have født 7 Børn døde 42 Ara gl., i 1753. Christen Aade eller Ode synes derefter at have forladt Sognet efter begrundet paa Alder og Skrøbelighed at have afstaaet Gaarden til Sønnen, skriver Th. J. i bogen om Slægten paa Holmskovgaard.
Laurs Christensen Odde (Fb. 28/4 1754), der var gift med Karen Jensdtr.. De havde 5 Børn, inden Faderen døde d. 12/1 1763, 38 Aar gl. Da de havde en Gæld til Herskabet paa 51 Rdr., lovede Enken at hun kunde vedblive at sidde paa sin salige Mands Fæste, af yderste Flid at forbedre Gaarden. Dette skete 8. Marts, og allerede 12. maj trolovede hun sig med.
Christen Nielsen Ræbild (Fb. 8/9 1763) af Aarestrup, og de holdt Bryllup d. 23. Oktbr. De fik en eneste Datter, Ellen. Han døde 20/9 1805, 74 Aar gl.
Christen Jensen Otte var fra Haverslev, havde været Soldat og blev samme Aar gift med Ellen. I Ægteskabet var 4 Døtre og 3 Sønner. Han døde 4/12 1821, 62 Aar gl., og Sønnen. Otte- Slægten var temmelig talrig og hørte hjemme særlig under Nørlund Gods i 1700erne. De havde Ord for at være stærke Folk, og naar de gjorde Hoveri, turde man ikke behandle dem som mange andre godmodige Hovbønder; thi flere af dem kunde faa i Sinde ”at tage igen”. En Bonde væddede med Ladefogden paa Nørlund, at han kunde bærer 3 Tdr. Rug med sig hjem til Skaarup. Paa toppen af bakken Syd for Ladegården mødte han Borgfruen, der bød ham lade Sækkene staa paa Stedet. Hun troede, at Han havde stjaalet dem. Han fulgte med tilbage til Gaarden¸ men her fik hun Forklaringen af Ladefogden, der efter Forhøret fik Ordre til at køre Sækkene fra Stedet, hvor de stod, til otte Gaard i Skaarup som var hans ejendom.
Ole Christensen Otte, født 1801, var Fæster, indtil han i 1832 købte Gaarden af Rasmus Conradsen for 900 Rdr. Da Gaardbygningerne var Gamle, tænkte Ole Otte paa at flytte Gaarden ud paa Marken. Hans Kone Karen var ikke enig med ham heri; thi hun vilde blive i Byen. Han lavede Kjældhul paa Marken, men hun truede med at vilde dække det til igen. (Sådan skriver Th. J. i forannævnte Slægtsbog):
Bygningerne var ældgamle – de ældste fra 1600erne. Ole havde derfor planer om at flytte gården ud på marken, men Karen var ikke så begejstret for at flytte ud for som hun sagde “Der kunde al slags skitinger rigtig tage magten fra dem, og hun ville hellere købe et hus eller sidde i en lejestue inde i byen end være gårdmandskone ude på marken. En begivenhed kom dog Ole til hjælp. En nat i 1830erne havde en røverbande paa 5, der huserede rundt om i Himmerland med urmager Johannes Nielsen i spidsen udset sig Jens Randers’ Gaard som et godt sted at bryde ind, thi der var “Moneter i gården”. Indbruddet mislykkedes, thi Jens Randers var aale oppe om morgenen, hvorved hele overfaldet opgaves i vild flugt vesten ud af Torsted By. Det var den samme bande som natten mellem den 12.-13. november overfaldt Niels Sørensen Mortensen på (gård Nr. 3 E) Viergaarden i Ersted.). Karen døde imidlertid, og samtidig byttede han Mark og Kær med Jens Christensen Randers, hvorefter han i 1838 opførte den ny Gaard lidt længere mod Nord, hvor den endnu har sin plads. Ole Otte var meget flittig, han opdyrkede Kæret og udvandede det ved brede Grøfter, som han selv gravede. Ofte begyndte han sin Arbejdsdag Kl. 3 om Morgenen. Han var vittig og slagfærdig. En Dag, da han gravede, kom en Mand og fortalte, at en af hans Kvier sad druknet i en af hans brede Kanaler paa et bestemt Sted. ”Naa” sagde Otte, ”det var kedeligt! Men hvad det er lige der, A skal ha’ lavet en overkørsel, og den fylder jo ogsaa op!” Rundt om Gaarden plantede han. Et af hans Træer, der staar ved Indkørslen, er nu Sognets Største. (Iflg. forannævnte Slægtsbog: er Ole født den 5. juli 1801 og gift den 20. september 1829 med Karen Nielsdatter født 1801. De fik 3 børn:
– Ellen Marie (* 4.04.1830) gift med Jens Peter Hansen, smed på Albæk, senere Gaardmand i Rosted.
– Anne (* 17.11.1832) død den 15. marts 1933 ¼ år gammel.
– Christen (* 5.01.1835) overtog fødegården.
Ole Christensen Otte døde den 16. december 1868.
Christen Olesen blev hans Efterfølger. (Iflg. udpluk fra forannævnte Slægtsbog) skriver Th. J.:Om Skolegang. Det er først nu med Christen Olesen Otte og hans Søster, at vi kan faa lidt at vide om, hvor meget Børnene fra Gaarden gik i Skole. I Aarestrup er der holdt Skole fra 11.2 1648. Fra dette Aar har Torsted Børn slet ikke søgt Skolen. 200 Aar efter stod det meget sløjt til med Torsted børnenes Undervisning. Christen og Laurs Aades Børn fik Undervisning hos Husmand Søren Simmonsen i Torsted. Han fødes Aar 1707 og døde 8/6 1759, kun 52 Aar gl. Denne ”Skoleholder” var ustuderet, men optræder ofte som Fadder til nyfødte. I 1757 gik ingen Børn fra Torsted i Skole i Aarestrup, men det meddeltes at Folk gav Søren Simmonsen Betaling for at Undervise deres Børn. Først efter Skoleloven af 1814 er Torsted børnene søgt til Aarestrup Skole. Til Lars Peter Krabsen (1836 – 52) gik Ole Ottes Børn Ellen Marie og Christen Olesen i Skole, thi da holdtes ikke mere Skoleholder i Torsted. Lars P. Krabsen var en af de udueligste Lærer Skolen har haft, og Folk var umaadelig ligegyldige med Deres Børns Skolegang, hvad ogsaa ses af skemaerne over Ellens og Christens mødte Skoledage for ca. 100 Aar siden i 1830erne.
Christen var Dragon i Randers i 1850erne og indkaldt i Krigen i 1864. Det var kun kort Tid efter at Chr. Olesen havde aftjent sin Værnepligt, at han lærte Ane Marie Larsdatter at kende. Hun var født i Diørup i Bislev Sogn, d. 16. Oktober 1836 og var Datter af Husmand Lars Nielsen og Hustru Ane Marie Nielsdatter. Hun har saaledes sin Moders Navn, men hun mistede Moderen, da hun var 4 Aar gammel. 7 aar gammel kom hun derfor ud at tjene i Krybily. Hendes Bestilling var at passe 1 Ko, som hun skulde lade græsse langs Vejkanten. Derefter blev hun Faarehyrde paa Heden paa en Gaard i Brasted eller Byrsted. Om Vinteren var hun i sit Plejehjem hos en Moster i Diørup og gik saa i skole hos Degnen Lars Jacobsen i Bislev. Mosteren fik Pjalter fra Nibe. Disse Skulde sprættes op og leveres tilbage til Papirfabrikken, hvor de anvendtes til Fremstilling af Papir. Naar de havde et Parti færdigsprættet, kørte Ane Marie Læsset paa Trillebør fra Diørup til Nibe. Paa Hjemvejen blev hun af og til drillet af Nibedregene. Særlig slemme var Doktorens Knægte, der vilde vælte Trillebøren for hende. Paa disse Ture traf det sig, at hun paa Vejen blev indhentet af en kørende Mand. Han tog hende op paa Vognen at Age, og Ane Marie fortalte siden, at skønt hun ikke fik at vide, hvem Manden var, saa mente hun, at det var Ole Otte, der blev hendes Svigerfader. Efter sin konfirmation tjente hun hos et Søskendebarn i Hjeds. Her var det, at hun kom i Skrædderlære, og da hun havde lært tilstrækkeligt, tog hun på egen Hånd ud at sy for Folk i forskellige Hjem, hvor Skrædderpigen så foruden Syløn fik Kost og Logi. Det var i 1857, at hun Ane Marie – kom til hendes Morbroder Christen Knudsen på Torsted Mark for at sy. Derfra kom hun ned til Olle Otte, men den syning resulterede i, at hun blev Husholder for ham i Gaarden, og saa fik Sønnen Christen Lyst til hende. De blev viet den 9. Oktober 1857 i Aarestrup Kirke Christen 22 ¾ Aar og Ane Marie 22 Aar gammel.
De overtog Gaarden i følge skøde af 16. Maj 1863 og berigtigede købesummen ved at udstede Aftægtsbrev til mig (Faderen) af Capitalværdi 1675 Rdr. og meddele min Svigersøn Gaardmand Jens Peter Hansen (Smed) i Rosted sin Panteobligation for 500 Rdr. som aftalt. Det blev Christen Otte forundt, at han i de 36 Aar, han var Mand i Gaarden, saa at sige byggede hele Gaarden op fra Ende til anden. I Ægteskabet fik de 8 børn:
– Karen (*25.05.1858) gift med Chr. Vestergaard fra Bravlstrup, købte gård i Giver.
– Kirstine (* 10.11.1860) hun døde 14 Aar gammel.
– Ole (* 2.03. 1862) blev gift i Brostrup og købte Boelsted i Brunholm.
– Ane (*16.06.1864) hun døde 13 Aar gammel.
– Ane Marie (*8.12.1866) gift med Jens Randers, Damgaard, Aarestrup
– Larsine (*10.03.1869) hun døde 22 Aar gammel.
– Jens Christian (*28.06.1872) gift med Sabine Fischer og Ejer af Suldrupgaard.
– Louise Christine (*27.12.1875) gift med Christen Jakobsen, overtog hjemmet
Christen Olesen Otte døde den 14. Octbr. 1902, 76 ¾ Aar gl. Ane Marie den 1. august 1930, 94 Aar 9 mdr. 15 Dage gl.
Christen Jacobsen, overtog Gaarden i 1899. Til Gaarden hører ca. 100 Tdr. Land. Paa en Hedelod paa ca. 23 Tdr. Land byggedes Hedegaard i 1927 til en Søn, Kristian Jakobsen. Han blev valgt ind i tilsynsrådet for Aarestrup Sparekassens i 1939 og afløstes af sønnen Kristian i 1941. Christen Jacobsen, der er født den 29. October 1869 i Tøtttrup, som Søn Ane Kirstine Jensen af Sønderup og Jacob Christensen Otte og blev den 6. Oktober 1899 gift med Louise Olesen i Aarestrup Kirke og Forloverne var: Folketingsmand Gaardmand Jens Jensen Sønderup og Gaardmand Christen Olesen, Torsted Mark.
Christen Jacobsen og Louise Olesens Bedstefædre var Brødrene Christen Christensen Otte, født i Holmskovgaard 26/6 1796 og Ole Christensen Otte, født sammesteds 5/7 1801 og begges Oldefader var saaledes Christen Jensen Otte (se 5 T 7).
Brylluppet.
Det var et smukt Bryllup Christen Olesen Otte gjorde for sin yngste Datter Louise. Hele Familien og hele Torsted by var Gæster. Musikanter fra Støvring blæste Bryllupsgæsterne velkommen, da de mødte op til Frokosten i Holmskovgaard og et langt Vogntog kørte hele Brudeskaren ned Gennem Torsted By mod Torstedlund og gennem Skoven til Aarestrup Kirke, hvor Musikken spillede for Kirkedøren. Pastor Koch forrettede vielsen og Lærer Flyger ledede fra Orglet et Kor paa 4 – 5 Piger, der sang. Præst og Degn fik et stort Offer, inden Brudefærden fortsatte hjem til Gaarden, hvor Lærer Holst sang for ved Middagen. Om Aftenen dansedes lystigt i Storstuen baade af unge og ældre. Sigvard Andersen Torsted Nygaard bød sin Kone Madam Andersen op saa Mange Gange, at hun undslog sig, men saa sagde han: Ja, vil du ikke saa tar jeg en anden” Ja, man blev ved paa gammel vis til helt ud paa Morgenstunden.
Christen Jakobsen fik skøde på gaarden den 24. Oktober 1899 for Værdien 14000 Kr. for fast Ejendom og 11000 for Løsøre som berigtiges ved køber overtager 1. Prioritetsgæld stor 6000 kr. til Spare og Laanekassen, Nibe, dels betalt kontant og udstedt Panteforskrivning for ialt 10,000 kr. dels ved særskilt Kontrakt forpligter sig t til at svare mig og Hustru Ane Marie Larsen en til 3500 Kr. kapitaliseret Aftægt. Slægtsbogen der er på 160 håndskrevne A 4 sider indeholder endvidere oplysninger om: Louise Olesens Barndom og Ungdom., Christen Jakobsen og Louise Olsens fælles slægtsforbindelser (Oldefar), Chr. Jacobsens Slægt i Tøttrup Østergaard, hans Barndom og Ungdom, Skolegang, Hyrdelivet, Konfirmationen i Suldrup Kirke og Højskole alt fortalt af dem personlig. Afskrift af Skøde og Aftægtskontrakt. Driften af gården med oplysninger besætning fra 1900 – 1942, om de præmierede Heste og Kvæg over 30 præmier fra 1905 til 1939. Mælkeleverancer fra 1911 til 1939 og Levering og priser på Slagterisvin samt bygningsfornyelser og maskinanskaffelser.
Min bedstefar, Jens Christian Randers, der var født i Torsted 1864, hørte til de gamle anerkendte i byen. Det kan således nævnes at han på hans 80 års fødselsdag viste førstelærer Th. Johansen ham den æresbevisning at komme over på gården med en skoleklasse og sang for ham. Han døde den 5. maj 1945 (befrielsesdagen). Jeg kan huske at jeg oplevede befrielsen på en lidt speciel måde, idet vi midt på eftermiddagen måtte tage flaget ned som var hejst om morgenen. Normalt ville vi have hejst det på halv stang i anledning af dødsfaldet, men det kunne vi jo ikke, for så ville vi blive antaget for at være nazister. Bedstefar havde haft problemer med hjertet i nogen tid, og var meget optaget og bevæget over, hvad han havde hørt i radioen om befrielsen og kongens tale til befolkningen.
Jeg havde selv hele formiddagen assisteret Niels Jensen, som var fast daglejer hos fader og ringer ved kirken, med at ringe og kime freden ind. Da vi kom hjem og fik kaffe, lavet på hjemmebrændt rug, for man kunne ikke få kaffebønner under krigen, sagde bedstefar efter kaffen: “Jens kan du ikke spænde for jumber og køre mig til Gravlev. Jeg så ikke tyskerne komme ind, nu vil jeg gerne se englænderne”. Han havde hørt i radioen at de ville komme op gennem Jylland og der var rejst en æresport over hovedvejen ved Gravlev. Han ville dog først gå til barberen. Jeg gik på loftet for at finde det sølvbeslåede seletøj frem. Pludselig hørte jeg nogen råbe om hjælp. Det var min moster Mary, der var på vej op til gården og havde set bedstefar falde om. Jeg løb derned, og vi fik ham båret ind på chaiselongen, hvor han straks udåndede. Selv om moster løb ud for at hente mor og faster, der var oppe på griseloftet for at finde sølvtøjet frem, som var gemt der, fordi der havde verseret rygter om at tyskerne ville komme og tage det – der gik på til befrielsen mange rygter om, hvordan soldaterne stjal og røvede. Hverken mor eller faster nåede ned inden han udåndede ved min side – hans barnebarn med samme navn som ham.
Døden skyldtes et hjerteslag formentlig fremkaldt i forbindelse med befrielsen og den megen uro i dagene deromkring. Han havde gennem længere tid haft problemer med hjertet og var meget bevæget over befrielsen. Han havde fra vinduet set, hvordan byens befolkning aftenen før, efter fredsbudskabet havde lydt i den illegale radio fra London om aftenen den 4. maj, var mødt op ved genforeningsstenen ved bydammen nedenfor gården og med sang og jubel givet udtryk for deres glæde over budskabet. Han havde med bevægelse hørt Kong Christian den 10. tale og andre reportager i radioen om formiddagen. Alt dette ovenpå, at han et par forinden havde overværet en episode, hvor tyskerne ville beslaglægge fars heste, var nok for meget for ham. Jeg husker tydeligt, hvordan vi alle: bedstefar, faster, mor og alle vi 8 børn stod og så på, at far holdt fast i bidslerne på hestene og den tyske officer trak fra den anden side for at få hestene med. Far bad mig om at løbe over og hente lærer Th. Johansen, som kunne tale tysk. Da han kom til stede forklarede han tyskeren, at far ikke ville udlevere hestene frivilligt, og de måtte skyde ham hvis de ville tage hans heste. Det ville den tyske officer ikke, der var meget kultiveret, med fastholdt dog sin ret til at beslaglægge hestene. Det blev bedstefar for meget og han sagde: “knægt lad dem få de krikker – tænk på dine børn” eller noget lignende. Jeg husker ikke ordene ordret. Det var klart at bedstefar var bange for, at vi 8 børn skulle blive faderløse. Far fastholdt sit og officeren gav op – måske havde han også forstået problemet. Rygterne om tyskernes hensigter gik som en stormvind gennem byen, og da ringeren Niels Jensen, som var på arbejde hos far, og jeg gik op i kirketårnet for at se hvor tyskerne drog hen, så vi et syn jeg aldrig glemmer, idet der fra alle gårdene i byen blev drevet heste ud på de yderste marker. Det var som at se, når en stjernekaster sender strålerne ud.
Undertegnede var knap 22 år gammel, da jeg pr. 1. februar fik vikarjob i Torsted Skole. Jeg manglede på daværende tidspunkt et år i at afslutte min læreruddannelse fra Hjørring Seminarium. Det var en “enelærerskole” med kun et klasseværelse, og ved siden af klasseværelset med en større forgang imellem boede lærer Furbo i sin lejlighed sammen med sin kone. Grundet svagt syn måtte Furbo ophøre med lærergerning, men han boede fortsat på skolen, indtil de nogle måneder senere flyttede til Løgstøregnen. Som 22-årig var Furbo for mig den gamle lærer, men han var i øvrigt ikke ret gammel – ca. 60 – 62 år er jeg sikker på. De ældste af de elever, som jeg havde, er i dag jævnaldrende med Furbo! Det var ikke det letteste for Furbo at se på, at der kom mange vikarer, der kun var der meget kort tid. Jeg fik mangen en god snak med Furbos, da de som regel bød på kaffe midt på formiddagen.
Skolen er beliggende ude på landet vel ca.2 km øst den gamle hovedvej mellem Ålborg og Viborg ved Suldrup. Skolen ligger ca. midtvejs mellem 2 meget små bysamfund Torsted Mølleby og Torsted. I Torsted Mølleby var der i 1960 en smed og en købmand, der var meget aktiv, som jeg husker ham. Frits eller Friis Nyholm var navnet, og han havde, hvad jeg skulle bruge for at drive en skole f.eks. hefter, kridtblyanter og ikke mindst tændvæske og en masse småting.
Midt i januar besøgte jeg skolen uden for skoletid – jeg talte med Furbo, erindrer jeg. Jeg kunne godt se, at der for mig var visse vanskeligheder med at bo på skolen. Ovenpå var et kammer med en seng, et bord og en stol. Men det var vinter, sne og februar, og jeg var forvænt med centralvarme! Her var ingen varmekilde. I skolestuen var der en kakkelovn, som jeg fik et “varmt ” forhold til på godt og ondt! Jeg kunne ikke se mig selv sidde og kukkelure på dette kammer, og resultatet blev, at jeg tog rutebilen fra Ålborg – ved Torstedvejen efter Suldrup stod min cykel parkeret på en landejendom, og så cyklede jeg de sidste par kilometer. Men kun få dage. Det duede ikke. Jeg syntes ikke, jeg kom betids nok til skolen tidlig om morgenen. Mange af børnene mødte op langt før kl. 8, og det var koldt! Ingen varme. Jeg skulle jo til at få liv i den kakkelovn, så der gik nok en times tid, før der var lunt dvs. tæt på kakkelovn særdeles varmt, og ved vinduet! Det kan man selv regne ud, da mur mod øst var revnet – man kunne skimte lyset udenfor gennem væggen. Det var derfor så koldt, at eleverne de første ca. 45.min sad med overtøj på inkl. hue, vanter og halstørklæde. Rutebil og cykel blev udskiftet, da jeg blev den lykkelige ejer af en Opel Rekord 1957 ved min fars hjælp. Nu kunne jeg møde op om morgenen, så jeg var der i fornuftig tid til at lukke elever ind og ikke mindst fyre op i det “skrummel”. Første gang jeg prøvede, kom en stikflamme ud, så øjenbryn og hår blev lidt afsvedet. Uden en sjat tændvædske var det svært at få ild i ovnen. Man var ikke indstillet på fra sognerådets side at ofre noget på skolen overhovedet, for som man sagde til mig: Skolen lukker nu. Eleverne skal til Årestrup, og det var der bestemt en god grund til! Men der gik 3 år, erfarer jeg nu, før skolen blev lukket!
Jeg har kikket lidt i de gamle protokoller. Der var 31 elever i foråret 1960. 17 elever i 4.-5.-6. og 7. årg., der samlet blev undervist mandag – onsdag og fredag 8 – 14. Den anden klasse bestående af elever fra 1.- 2. og 3. årgang de andre 3 dage i samme tidsrum – man gik jo i skole også om lørdagen! Som man kan se, gik eleverne kun i skole hver anden dag, hvilket var meget usædvanligt. Min viden om den skolestruktur med tilhørende pædagogik var ikke meget værd, og det var ikke just det, seminariets undervisning var baseret på.
Eleverne kunne fortælle mig, hvordan man plejede at gøre – og var jeg i tvivl, kunne jeg bruge Furbo som konsulent, så i løbet af kort tid forløb undervisningen i al beskedenhed på rimelig vis til glæde forhåbentligt for alle. I praksis var ældste klasse delt op fagligt i 2 grupper m.h.t. dansk og regning/matematik. Når jeg havde mundtlig regning med 4.-5-årgang, så sad 6.-7.årgang med skriftlige opgaver. Ulempen var i særdeleshed, at når jeg gennemgik nyt stof for den ene gruppe, så kunne jeg ikke samtidig hjælpe individuelt. Eleverne måtte uundgåeligt væbne sig med tålmodighed. I historie, naturhistorie og geografi spiller det næppe den store rolle, som man går i 5. eller 7. årgang, når forskellige emner bliver taget op.
Den anden klasse bestod af 1. – 2. og 3. årgang. Det var en del vanskeligere, men der var også færre elever, så det blev undervist langt mere differentieret/individuelt.
Timeplanen bød næsten sig selv – vi startede med morgensang og lidt bibelhistorie. Det var ret praktisk, for hvem kan skrive med vanter på? Vi havde også noget, som elever kaldte stuegymnastik dvs., man står ved sin pult og bevæger arme og ben m.m. efter en “gymnastiklærers” anvisning. Resten af formiddagen blev delt nogen lunde ligeligt mellem dansk og regning. Over middag tog vi emner op fra historie, geografi eller naturhistorie, eller hvad der var på tapetet!
Det ny skoleår startede 1. april, så i slutningen af marts havde vi skriftlige prøver i dansk og regning – fru Furbo var censor og kunne bevidne, at det gik ærligt og redeligt til. Mundtlig årsprøve husker jeg som var det i går! Pastor Harald Davidsen, Årestrup, var som formand for skolekommissionen selvskreven, og sognerådsformanden Chr. Jacobsen gjorde også sin entre! Eleverne blev overhørt i 2 salmer, som de havde lært udenad – det “plejede” man, så jeg ville ikke lave om det. Eleverne læste hver noget tekst op, ligesom de også blev overhørt i regnefærdigheder.
Pr. 1. april udskrev man så de elever, der havde overstået 7 års skolegang, men det var en overdrivelse, idet de jo kun havde gået i skole hver anden dag.
Pr. 1. april sagde man goddag til 2 – 3 stykker i 1. årgang – en lang skolevej var det for de små. I skrivende stund kommer jeg til at tænke på, at jeg ikke kan huske, at jeg har måttet hjælpe de små elever af eller i tøjet – de var meget selvhjulpne og praktisk indstillet. Jeg kan ikke huske det, men jeg vil gætte på, at de små i 1. klasse bare slog følge med de “store” i 3. klasse. Og det var så det. Det var en meget billig skole at drive anno 1960. Jeg kan huske, at jeg søgte om et Danmarkskort, men nej! Men så viste Shell sig imødekommende og forærede skolen 32 Danmarkskort.
Vikariatet varede 3½ måned, og jeg var en oplevelse rigere! Et år senere sad jeg bag katederet på en skole i Ålborg, hvor de fysiske rammer for skole var noget anderledes. Altid varme i skolestuen – ingen daglig kamp mod mus – og kom der en snestorm på en lang skolevej – så ydede husene læ modsat de åbne marker ved Torsted Skole. Men når nu forholdene var, som de var i Torsted, så blev elevernes udbytte så godt som muligt. Eleverne var positive, meget direkte, som nævnt selvhjulpne og parat til at hjælpe andre.
Lige uden for passerede livets skole forbi: Bag skolen lå en ejendom, og markvejen dertil går lige øst om skolen. Degnen står med de små i skolegården, da Ole ca. 11 år gammel kører forbi på markvejen som fører af traktoren. Med en finger op mod kasketskyggen hilser han på degnen! Og næste dag! Da sidder den 11-årige Ole igen på skolebænken. Min månedlige hyre var kr. 1133, hvilket ikke var så ringe endda. Prisen for Opel Rekord’en var i øvrigt kr. 11.200 for at få det hele sat i perspektiv.
Livets skole gjorde sig endnu en gang meget synlig. “Kom maj, du søde milde”. Sognerådsformand Chr. Jacobsen kom en formiddag og lige ville snakke med mig i enrum. Romantikken havde holdt sit indtog på skolen rent fysisk uden for skoletid. Nogle havde fundet ud af, at kammeret ovenpå kunne bruges som elskovsrede, og det duede jo ikke! Noget af det sidste jeg foretog mig var at sørge for, at dette kammer blev afspærret, om jeg så må sige!
Min tid som lærer i Torsted var ved at være forbi – pastor Davidsen var så venlig at anmode Seminariet, om jeg måtte blive helt til sommerferien. Det kunne ikke lade sig gøre – men skal ret være ret, så var jeg en gang i maj/juni vikar alligevel. Jeg var glad for jobbet og kunne godt lide samspillet med eleverne. Forholdene var så fremmede for mig, at indtrykkene altid vil stå prentet i min hukommelse – og eleverne! Jeg kan stadig huske en hel del af dem ved navns nævnelse.