Tag: Grove

Nå. . . enkelte af de gamle var måske overtroiske – bare lidt. Man gik ikke gennem Semskoven om aftenen uden i smug at skotte over skulderen, og faldt et spejl ned fra væggen, blev der gerne mumlet: Syv års ulykke. Ingen brugte dog længere den gamle besværgelse at kaste salt over skulderen for at afværge ulykken.

Adskillige var derimod meget omhyggelige, når de bød til gilde. Man skulle ikke nyde noget af at være 13 til bords, for så troede man, at en af de tilstedeværende skulle dø – havde man så bare vidst, hvem det var. På den konto har mangen gammel moster eller morbror fået sig en hyggelig aften sammen med familien – som gæst nr. 14. En kone, der havde en rem af huden, fik en lys ide. Var antallet af gæster 13, inviterede hun Ludvig den 14., – da man af gode grunde ikke kunne forvente, at majestæten mødte op, blev hans plads ved bordet markeret med en knappenål i dugen. En genial ide. Der var god albueplads til de 13, og man sad 14 til bords – sådan da.

En aften oplevede man i et hjem, at et billede raslede ned fra væggen, fordi den mørnede snor sprang. Konen, der var lidt overtroisk, vendte sig med bekymret mine mod sin mand og spurgte nervøst: Har betyer de?
Manden, der var knap så troende, samlede roligt billedet op og svarede: De betyer såmænd bare, at der ska en nøj strik i!

Og så var der pigerne, der ikke hængte tøj til tørre julenat af angst for, at en skulle dø. De syede heller ikke 1. juledag, for så risikerede de at få bulne fingre, og løb en sort kat over vejen, sagtnede selv den modigste farten, for det var et varsel om ulykke. Af samme grund turde de færreste gå under en stige. Der var mange, der ikke kunne drømme om at trække i nyt tøj eller starte på et nyt arbejde en mandag, for så vidste man aldrig, hvad der kunne ske – og hvem var død, hvis stueuret pludselig gik i stå.

Jo, der var sandelig nok at tage sig i vare for. Så spørger du, om vi stadig er overtroiske. De fleste vil vel svare nej, men det afholder os dog ikke fra en gang imellem at mumle 7, 9, 13 og banke tre gange under bordet – sådan for en sikkerheds skyld.

Rationering – de nye underbukser.
Set med nutidens øjne var det en trist tid. Begrebet, velfærdsstat, var endnu ikke opfundet. For de fleste familier var dagligdagen præget af afsavn. Selv de, der havde penge, havde svært ved at købe ting på grund af vareknaphed og rationering, men det var ens for alle. For vi børn var det irriterende, men det var jo ikke vores problem.

Det medførte stor glæde stigende til jubel, hvis det lykkedes at komme gennem rationeringsjunglen – som da jeg fik et par nye underbukser.
Kort efter besættelsen den 9. april 1940 blev der for at undgå hamstring indført rationering. Til sidst kunne næsten intet købes uden rationeringsmærker: Sukker, koks, mel, soda, kaffe – og det selvom der næppe var bare en enkelt lille forskræmt kaffebønne i posen. Det mærkeligste var dog tobakken. Selv ældre damer, der aldrig havde rørt tobak, blev næsten voldelige, hvis man anfægtede deres ret til tobaksmærker. De kunne jo byttes med andre mærker.
Også i Grove var der personer, der udnyttede situationen og “hanled´’  swot” – drev lidt sortbørshandel med rationeringsmærker for at tjene en ekstraskilling. Det var ilde set, men de fleste har dog nok alligevel prøvet, når de ikke i tide havde fået sparet nok mærker op til en konfirmation eller et bryllup. Enkelte prøvede endog på den årlige tur til Randers at handle cykeldæk eller andet på Den sorte Børs ved Rutebilstationen.
Det faldt ikke altid heldigt ud. Enhver kunne jo på lang afstand se, vi var fra landet. Hvert kvartal strømmede folk til skolen, når medlemmer af sognerådet mødte op for at udlevere rationeringsmærker – selv tøj var på mærker. Nu lå det langt under drenges værdighed at beskæftige sig med mode. Det tog vore mødre sig af, og de var blændende til det.

Efterhånden gik vi alle rundt med lapper på albuer og knæ og stopninger på strømper og underbukser. Mange mødre udviklede det til en kunstart. Sirlige lapper og stopninger blev til pynt på tøjet, men det gjaldt jo os alle, så hvem tog sig af det. Alle lofter blev støvsuget for tøj. Gamle bukser, jakker og frakker genopstod efter en vask eller rensning som de fineste drengebukser eller jakker – og som de kunne strikke den gang – i farver og med snoninger. Jeg er nok ikke den eneste dreng, der med stolthed har gjort entre i en fin ny strikket trøje eller slip-over – gnubbende sig i varmen på grund af den hjemmestrikkede uldtrøje.

Nyt tøj fik vi næsten aldrig. Nogle påstod, at en flæskesteg eller andre naturalier kunne gøre underværker, når en handlende skulle lokkes til at finde varer under disken, men hvor skulle en degne-kone få den slags fra.
Med 3-4 sæt undertøj og storvask hver tredje uge var det trods klatvask i utide ikke nogen let sag for min mor at holde mig pæn og ren, men hun var lidt pillen, så det var ikke på det område, hun gik på kompromis.

En dag gik rygtet, at manufakturhandleren i Havndal, Martens, havde fået et parti børneundertøj. Mor smed, hvad hun havde i hænderne, steg på cyklen og ilede mod Havndal.
Nu var det at få fru Martens, der var tidligere oversygeplejerske, til at bøje sig ned for at se, om nogle af de eftertragtede varer skulle have forputtet sig under disken, ikke den nemmeste opgave. Der var jo langt fra nok til alle. Men hvad kan mødre, der kæmper for deres yngel, dog ikke skamme sig til. Jeg forestiller mig min mors sørgmodige øjne, da hun bøjede sig ind over disken mod fru Martens og hviskede ord som: Lille dreng, fryse, astma, rigelig. Det gjorde åbenbart indtryk, for fruen bøjede sig hurtigt ned under disken, tog et par underbukser, som hun diskret pakkede ind i brunt papir med en tynd snor om – papir-snor, for almindelig snor fandtes ikke. Selv omslaget til cigarer blev lavet af papir. Gad vide, om Mor ikke har sunget en lille sang på vejen hjem. Hun var i alle tilfælde glad og ikke uden grund.
Da jeg kom hjem for at spidse aftensmad, overrakte hun mig endnu glad og opstemt over sit held den brune pakke med papirsnoren. Jeg var meget spændt, grænsende til det lykkelige, indtil jeg så indholdet. Et par underbukser, mørkebrune, med lodden vrang og elastik i benene – pigeunderbukser.
Jeg turde ikke sige noget, men jeg så i et glimt mig selv som jaget vildt i drengeflokken. Jeg blev først rolig, da jeg nogen tid efter fik et glimt af Villums nye underbukser. De var af samme model som mine, men laksefarvede. Vi så et kort øjeblik hinanden fast i øjnene. Rigtige mænd klynker ikke – men broderskabet var genoprettet.

Og underbukserne. Ja! Farven blev vel lidt lysere efterhånden, men de holdt i ufattelig lang tid, så vidt jeg husker til langt efter krigen. Nej, så syntes vi, at de underbukser, vi overtog, når vore ældre brødre var vokset ud af dem, var mere fikse og maskuline, selv om de bestemt ikke fik os til at ligne modelapse. Vi krigsbørn savner bestemt ikke rationeringen.

Min far, der var lærer ved Grove skole ved Mariager, ville gerne, at skolebørnene fik så stort et kendskab til verden uden for sognet, som muligt, derfor arrangerede han en gang om året en skoleudflugt. Det kunne lade sig gøre, fordi alle børn en gang om året kunne få en gratis rejse med De danske Statsbaner. De ville gerne sikre sig fremtidige kunder. Deres slogan var: Ud at se med DSB.

Jeg husker især en tur. Far havde hele vinteren og foråret arbejdet på at arrangere udflugten. Alt var tilrettelagt til mindste detalje. Eleverne mødte om morgenen i deres fineste stads – smukt vandkæmmede.

Urolige og spændte gik vi rundt i skolegården knugende skoletaskerne eller skoæsken med de hjemmesmurte sukker-, ægge- eller leverpostejmadder, der i dagens anledning var indsvøbt i kølige rabarberblade, så de trods varmen kunne holde sig hele dagen Var ventetiden lang for børnene var den ikke kortere for “denen”. Han havde en aftale med vognmand Buus i Kastbjerg, om i god tid at køre den spændte flok til stationen i Havndal – troede han. Tiden nærmede sig faretruende det tidspunkt, da “Hadsund-Peter” skulle afgå fra stationen i Havndal mod Randers medbringende en flok forventningsfulde unger. For en sikkerheds skyld ville Far lige ringe og undersøge, om Buus var på vej. Det var han ikke. Dyb stilhed – derefter spørgsmålet: Sku” a kyr’ jer te Havndal i daw? A kommer!
Der var megen trippen, men kun lidt tale i skolegården, mens vi ventede på Buus. Da han kom hvinende om hjørnet, hørtes kun min fars råb: Op, op, op! Turen var reddet.

Efterhånden gik det op for os, at Buus nok havde fået fejet lastbilen efter den sidste grisetransport, men ikke haft tid til at spule med vand. Dog, tiden var ikke til klager. Vi sad musestille og forsøgte ikke at røre ved gulvet eller træværket. Alt endte lykkeligt.
Vi ankom til stationen tidsnok til at se stationsforstander, Korreborg, med det store ego, ulastelig klædt i velsiddende uniform og kasket skridte perronen af med sit “spejlæg” (den stok med rund skive, han brugte til at give signal med, når toget måtte køre). Det var imponerende at se den lille, trinde mand stå stirrende mod Hadsund balancerende på det strakte venstre ben, mens det højre strittede lige ud i luften, mumlende: Kommer hun mon snart. Det gjorde “hun” for det meste “Hadsund-Peter”, selv om forsinkelser og aflysninger ikke hørte til sjældenhederne. Aflysninger blev ikke meddelt publikum. Det opdagede man, når man havde ventet forgæves nogen tid.
Det blev en dejlig udflugt, selv om de mennesker vi mødte ikke kunne være i tvivl om, at vi var landbobørn. Brisen af gris bølgede blidt om os, hvor vi gik. Den blev dog mere udholdelig, som dagen gik.

Udflugterne med DSB bragte os til større byer. I Århus så vi Domkirken, Den gamle By, FBD’s fabrikker i Viby, hvor der vankede smagsprøver, Tivoli Friheden og, mens den endnu eksisterede, Århus Zoo.

I Randers glædede vi os til opholdet i Doktorparken og Randers Zoo, men inden skulle vi lige en lille tur om Randers Dagblad, hvor man kunne være så heldig hos en af sætterne at få sit navn trykt i bly, Randers Museum, Junchers Tøjfabrik, hvor vi benovede så skytterne fare hen over de store væve eller Schandia, hvor de mange togvogne og især de vældige bøffelskind, der blev anvendt til sæderne, fik os til at gøre store øjne.
Der var langt at gå fra Scandia til Doktorparken, men som altid skred karavanen frem med min far i spidsen. Derefter kom børnene to og to småpludrende med hinanden i hånden. Ingen råbte, for selv drenge med smut i øjet, vidste nøjagtig, hvor “denens” tolerancetærskel gik. Pigerne var der aldrig vrøvl med. De havde travlt med at passe på de mindre søskende og skotøjsæsken med “madderne”. Deres tilbageholdenhed har altid undret mig. Det var, som gik de mere op i at være pyntelige end at opleve verden, selv om de nu havde chancen. Min mor og Mariane Andersen afsluttede karavanen. Det var deres opgave at se til, at alle fulgte med, og ingen groede fast med åben mund foran en forretnings udstillingsvindue.

Ålborg var nok den by, vi holdt mest af. Efter et besøg på sodavandsfabrikken og Cementfabrikkerne endte vi gerne i Aalborg Zoo, der var den flotteste af alle de zoologiske haver. Det bedste var tilbage, Tivoli Karolinelund. Der kunne “denen” få sig et par timers hvil, mens vi susede rundt og brugte resten af pengene på is og forlystelser – hvilken fryd.
Efter krigen, foregik udflugterne med bus. Det gav mulighed for at besøge andre lokaliteter: Viborg, Silkeborg, Himmelbjerget eller Nationalparken i Rebild og Bundgårds  skulpturer i kalkminerne i Tindbæk.

Herligt. Hvem vil undvære det – morgenbadet. Ud af fjerene, ind under bruseren, et let drej på blandingsbatteriets hane, og det herligste tempererede vand fosser ud – men vi skriver jo også 2007. I min barndom i 1940’erne var der måske vand nok, men kvaliteten kunne være svingende.

Alle havde på deres egen krop erfaret, hvor meget arbejde det krævede, at pumpe drikkevand op til kreaturerne og hente vand til husholdning og rengøring – for slet ikke at tale om de ca. 70 spande vand, en storvask krævede – selv uden vandafledningsafgifter lærte vi at spare på vandet.

De fleste familier havde deres egen lukkede brønd med pumpe i rimelig afstand fra møngen, – møddingen. Hos dem var det ingen sag at hente en spand vand, hwis da’t pomplæj’åd – læderpakningen – war bløwen tør eller slit op, for så måtte der hældes en sjat vand ned i pumpen, inden den virkede. Var der ikke mere vand i spanden, kunne sjatten hentes i kjæltrowed, – vandtruget – der altid stod tæt ved pumpen. Selvfølgelig huske man så at lade de første fire – fem pumpeslag gå i vandtruget, inden man begyndte at pumpe rent vand i spanden.

Mere problematisk var det i de hjem, hvor man stadig havde kæl, – brønd – i gården. Det kunne gå, de steder, hvor brønden var indhegnet med brædder og dækket af en trælem, så børn og andet ikke faldt i vandet. Vi kaldte det kælhused, – kildehuset. Det blev af de dristigste drenge brugt som skjulested, når vi legede gemmeleg.

Tog en frø ophold i brønden, betragtedes vandet som værende af god kvalitet, for også frøer var kræsne og krævede frisk vand – til gengæld formodedes de at tage sig af uønskede smådyr.

I enkelte hjem hentedes vandet i en uafdækkede brønd. Det kunne give problemer i regnvejr og næsten altid om foråret, når smeltevandet fossede ned i brønden. Så var vandet ubrugeligt, indtil brønden var renset for overfladevand, og slam og nyt grundvand var sivet ind – i den mellemliggende tid måtte man hente vand hos naboen eller smelte sneen på komfuret.

I en nabokommune måtte en familie, der boede til leje i et arbejderhus hos en gårdmand, helt op i 1950-erne hente deres brugsvand i den lille dam, hvor køer og heste blev vandet. Først, da de klagede til sundhedskommissionen, blev forholdene ændret – men . . . sån var’ed slet it i Siem.

Indtil man i 1908 byggede et fælles vandværk, havde alle gårdene i Sem deres egen brønd. Nogle af husene havde slået sig sammen om en fællesbrønd. Med det nye vandværk var byen sikret en mere stabil og hygiejnisk vandforsyning. Vandet blev hentet i et væld, der lå nær Brækil – den lille sø i Sem mose, hvor man kunne se sandet hvirvle op, når grundvandet fossede ud i søens bund. Vandet var friskt og hele året kun 80 varmt, men også i den lille opsamlingsbrønd var der frøer. To hæverter pumpede dag og nat vand op i en ca. ca. 4 m3 beholder, der stod tæt ved kirkediget.

I 1958 byggedes en ny brønd på 27 m3 tæt ved Chren Juuls hus på et stykke jord, Axel Pedersen i Toftegaard havde skænkede til vandværket. Til gengæld skulle have lov til at vande sine køer ved boringen. Det skulle vise sig at være en dårlig ide. Køerne var heller ikke renlige, så snart fandt man kolibakterier i vandet – nogle mente, at det var udsivning fra kirkegården. Det fik kredslæge Gilberg til at nedlægge forbud mod at anvende boringen.

Bent Fynboe havde tidligere drevet dambrug ved Brækil – Bredkilde. I 1978 sikrede vandværket sig langt ud i fremtiden ved at købe det nedlagte dambrugs pumpeværk. Prisen var 70.000 kr. og en stikledning til Bent Fynboes hus, der var nærmeste nabo til Hestekjærgaard.. Få år efter kunne man føre en vandledning til Grove og Edderup.

I de hårde vintre 1942-44 led alle. Selvom mange, når vinteren nærmede sig, isolerede pumpen med halm og sække, kunne den fryse til. Så måtte man, indtil smeden fik tid til at tø rørene op, skaffe sig vand hos naboen, tø sne op eller hente vand i Brækil, der aldrig frøs til..

Et enkelt år under krigen, var der mange hjem i Sem, der havde store problemer. De usædvanlig høje kuldegrader fik mange vandrør til at fryse til. Folk valfartede op mod købmanden med deres zinkspande, for i skellet ved Chren Juuls grund stod en brandhane, der kunne modstå kuldegraderne. Hver formiddagen blev den viklet ud af isoleringen, så folk kunne fylde deres spande med rent, iskoldt vand. Mens man stod og ventede på, at det skulle blive ens tur til at tappe vand, var der rig lejlighed at tale om danskernes yndlingsemner, vejret og krigen.

De gammel ville korse sig, hvis de så vor tids store toiletmiljøer med designede møbler, lækre bløde håndklæder i mange størrelser og farver, forkromede haner, toiletpapir med farvede mønstre.

Som om der war nown, der ku’ si mæ den æn!

Æ de nåd’ å brug si pæng te’ – – –

– ville en og anden nok mumle – men de, der var vant til de iskolde cementgulve, ville sikkert have nydt badeværelsets gulvvarme.

Varmt vand fandtes kun i den lille vandbeholder bagest i komfuret, grisen, hvis pigen havde nået at fyre op. Så skulle karlene, når de stod op, have det iskolde vand tempereret, måtte de slå en tur over gården med potmålet – og hvem havde lyst til det kl. 5.00. Nej, det var forståelig nok ikke alle, der vaskede sig om morgenen. Men om aftenen vaskede man sig – flere af karlene i kjældtrowed – vandtruget i gården – i koldt vand. Ikke underligt, at det var nødvendigt at skifte sengetøjet i karlekammeret ofte – hver 14. dag. Ellers stod man ved køkkenbordet i undertrøje og skrubbede hænder, arme, ansigt og nakke – nogle nøjedes med at kiltre ærmer op og bøje skjortens flip lidt rundt. Man forstod dem, der var formildende omstændigheder.

Renlighed er en god ting sagde kællingen. Hun vendte særken nytårsaften.

I Sem Sogn foregik det lidt oftere. Mange af vi unger kom i bad i en zinkbalje på køkkengulvet en gang om ugen, andre hver tredje uge, når mor havde storvask. Nogle få nøjedes med etagevasken ved køkkenbordet, og en par stykker var kendt for aldrig at misbruge vand.

De fleste skiftede undertøj en gang om ugen – eller når det var nødvendigt. Det kunne hænde, vi trak det en dag eller to, for at spare mor for alt for meget vaskeri.

Jeg hørte en gang en mand i fuld alvor påstå, at den største økologiske katastrofe i verdenshistorien var opfindelsen af det moderne vandkloset. Han var sågar skolepsykolog. Havde han så været landmand. Men når jeg tænker på de struttende frugtbuske og træer i skolehaven – for slet ikke at tale om rabarberne, der var sognets kraftigste, burde jeg måske give ham ret.

En lille jydehistorie:

Ane gravede ikke, som andre i sognet, wc-tøndens indhold ned. Hun hældte det ud over rabarberne. En dag præstefruen var på besøg, pralede Ane af sine flotte rabarber. Præstefruen bestyrtet: Jamen Ane! Kan det ikke smages?

Ane: Kuns lig.

Toiletter?

Det kunne hænde, at enkelte gårde havde et lokum i udhuset. Det blev som regel kun brugt, når der var gæstebud, Til daglig delte de fleste toiletfaciliteter med køerne. Man brugte grebningen – i daglig tale kaldt grewlingen. Der sad vi så på vagt med en halmvisk eller en halv side af Randers Dagblad i hånden og det ene øje diskret bagudrettet, for blev koen inspireret, skulle man være hurtig.

Vaske hænder? Hvor? Der var hverken vand, sæbe eller håndklæde i kohuset. Nej! Vi lærte fra vi var små ikke at beskæftige os med uvæsentlige ting, og vi vidste, at vi sku’ ha’ syw pund skit i wos om ored – året. Til gengæld voksede vi op og blev en sund, karsk jysk stamme, der ikke kom til at fylde meget i sygestatistikken. Det er skam ikke uden grund, vi kunne opbygge en velfærdsstat og i dag kaldes: Det grå Guld. Der fandtes selvfølgelig folk som min far og mor, der vaskede hænder, men det var ikke en selvfølge.

Skolen havde et tissehus til drengene – sædvanligvis brugte vi et andet ord. Urinen løb gennem et hul i væggen ud i vores mødding, som Hans Lindskov en gang imellem tømte over sine marker. Desuden var der et das til pigerne, et til drengene og denens private. Vi brugte nu i daglig tale et mere folkelige ord, men var denen til stede, sagde vi WC.

De høje zinkspande fra de tre dasser blev med passende mellemrum tømt. Det klarede min forældre. Mens de småtrippende med tønden mellem sig krappede sig op i haven, for at grave indholdet ned ved buske, træer og eller rabarber – sognets flotteste – hørte jeg undertiden min mor hvisle ord, som jeg ikke skulle have hørt – især hvis det var pigetønden, der var noget livligere end de to andre.

Nytårsårsaften morede de unge sig. Et år fortalte man, at en mand i Sem havde udført det kunststykke at hejse tønden ned fra flagstangen, hvor de unge i ly af mørket havde anbragt den. For at give ham mulighed for at brillere, havde de endog indkøbt for ti øre gær hos vores købmand, Marta. Efter den tid var der flere, der låste eller taw tønden ind nytårsaften.

Heller ikke i Sem Forsamlingshus var der problemer til baller eller fester. Var der behov, smuttede man diskret ud bag salen, der var et lille område med træer og buske. Her kunne karlene sagtens stå og kikke stjerner, og pigerne uden at vække opsigt sidde fnisende på hug, mens de diskret svang med skørtet.

En nutidsdansker med adgang til et moderne badeværelse vil anse forholdene i vort lille, fattige sogn for ekstreme. Vi kan kun give ham ret, men de var ikke unikke. Vi delte vilkår med stort set alle danske landsogne, og vel også med mange beboere i fattige bykvarterer med lokum i gården – selvom de dog i det mindste havde koldt vand i vandhanerne.

Omkring 1950 begyndte landet så småt at rejse sig. Marshallhjælpen fik Europas hjul til at snurrede hurtigere. Lønnen steg. Vi fik råd til ting, vi tidligere end ikke havde turdet drømme om. Unge måtte rejse fra sognet, for på grund af landbrugets mekaniseringen var der ikke længere brug for så mange hænder. De vænnede sig hurtigt til højere løn og fast arbejdstid, og de fik nye vaner. Også de unge, der flyttede ind på gårdene havde været udensogns. Den øgede indtjening gav dem mulighed for at ændre på forholdene inde. Man fik badeværelse med toilet og bruser, og det gamle vaskebræt blev udskiftet med en vaskemaskine. I løbet af få år var alt det, vi kendte borte – men vi begræder det ikke. Længes vi tilbage til barndommen, er det bestemt ikke de hygiejniske forhold, vi tænker på.

Spørger du nu, om jeg vaskede hænder, er svaret:

Vist vaskede vi da hænder, . . . .hvis de trængte.

Den gamle Hans Lindskov var gift to gange. Da hans første kone døde, blev han bestyrer på en gård i Dalbyover hos sin søster. Hans anden kone hed Mariane. Hun stammede fra Annexgaarden i Sem. Hendes Far, Hans Jensen, blev i daglig tale kaldt Soffy Hans – Sophies Hans. Han havde 24 børn.

Hans Lindskov boede i en gammel, stråtækt gård i Grove, som nærmeste nabo til skolen. Det efterår, han købte gården, var usædvanligt vådt. Roerne sad endnu i jorden i oktober måned, fordi det ikke var muligt at køre i markerne for vand. Det kneb med at få foder til dyrene, så om vinteren måtte man som så ofte før fodre med lyngris fra heden. Høsten havde ellers været god det år, men heller ikke den var blevet reddet ind i tide.

Familien havde det i begyndelsen meget småt. Hans måtte supplere indtjeningen. En tid gik han til Stangerum og tærskede. Han fik 11 øre om dagen. Nogle somre boede og arbejdede han en hel måned hos sin søster og svoger i Tørring i høhøsten. Når arbejdet var slut, blev han kørt hjem på det læs Hø, der var hans løn.

Hans og Mariane boede på ejendommen indtil hendes død i 1922. Sønnen, Jens, der lige var blevet gift med Else Andersen fra Maagaard i Sem, købte gården. En tid boede Hans hos Jens og Else. Else følte imidlertid, det var vanskeligt, fordi hun, der var nygift kone, blev betragtet som ung pige i huset. Hans tog konsekvensen og købte en ejendom på Havndalvej i Edderup af Rosenkilde (senere Victor Christensens ejendom).

Sønnen, Hans, og datteren, Marie, arbejdede en overgang på Fyn. Det var her Marie lærte sin senere mand, Hans Rasmussen, at kende. Han havde fast arbejde på Stevnstrup Teglværk, og det var der parrets første tre børn: Gudrun, Alfred og Magda blev født.

Hans Lindskov kaldte datteren, Marie, og hendes mand, Hans Rasmussen, hjem fra Fyn. Han havde svært ved at klare arbejdet på ejendommen nu han var alene. De flyttede ind på ejendommen og boede de sammen med Hans, indtil han mageskiftede med Peter Fuur, der boede i den lille ejendom, Semmøgelbo, øst for Semmøgelhøj.

En del af ejendommens jord op mod skoven var blevet tilkøbt omkring århundredeskiftet. Johnsen Winter, der ejede Maagaard i Sem, solgte ud af jorden, inden han rejste fra Sem.

Under 2. verdenskrig havde Hans Lindskov det, som andre rygere, meget svært. Tobak var som alt andet rationeret. Man måtte klare sig, som man bedst kunne, så Hans røg kirsebær-, kartoffel- rabarber- og kastanieblade, hvis han da ikke var så heldig at få lidt af den hjemmedyrkede tobak, som mange dyrkede i haven. En enkelt gang forsøgte han at ryge tørrede egeblade i sin lange pibe, men det var dog for stærkt.

Hans Lindskov boede til sin død i marts 1949 hos Hans Rasmussen og Marie. De havde overtaget ejendommen, da han gik på aftægt.

Så længe Bedstefar kunne holde til det, var det hans arbejde at passe køerne, fordi min far jo som regel kørte mælketur. Bedstefar trak de 4-6 køer op på marken, hvis der var græs nok. Undertiden kom der en og anden forbi, så han kunne få sig en lille snak.

Bedstefar var meget glad for børn, så når skolebørnene var på vej hjem, drillede han dem og lod, som om han ville fange dem med stokken.

Hvis græsset ved højen slap op i løbet af sommeren, måtte han trække køerne ned i kjared, Sem Mose. Ved den lille gravhøj, som vi kaldte Ilderhøj, lagde han sig i læ og røg på sin lange pibe, indtil det hen mod aften blev tid at trække køerne hjem igen.

I 1930 fik han sig et ekstra arbejde. Da min søster Mariane var tre år, opdagede min far og mor en morgen, at hun ikke kunne støtte på sit højre ben. Hun havde fået børnelammelse. Det var ikke nogen ualmindelig sygdom den gang. Den dukkede gerne op om efteråret, og det var gerne børn og unge, der blev syge. Resten af sit liv måtte Mariane gå med en stiv jernskinne på begge sider af benet som støtte.

Bedstefar fik et helt specielt forhold til Mariane. Det blev ham, der passede hende, da hun var lille. Far kørte mælketuren, og Mor havde rigeligt at se. Når Far ikke var hjemme, blev det hende, der ud over arbejdet med børn og hus måtte stå for arbejdet på ejendommen.

Hans blev altid kaldt: Den gamle Hans Lindskov. Han var nemlig ikke ene om navnet. Sønnen, der boede i naboejendommen, Skolely, hed som sin far Hans Lindskov, og da han fulgte gammel skik og opkaldte sin ældste søn efter sin far, var der en overgang hele tre i Grove, som hed Hans Lindskov.

Under 2.Verdenskrig var det næsten umuligt på grund af varemangel og rationering at skaffe kul og koks til komfur og kakkelovn. Men i vort sogn har vi altid kunnet klare os – også i krisetider. Livremmen blev strammet en tand, og så købte vi ellers et passende antal rummeter bøgetræ hos de lokale skovejere – og i intet hus savnedes tørv.

Til alle gårde og husmandssteder hørte den gang et lille stykke eng, hvor ungkreaturerne græssede hele sommeren, og hvor man gravede de uundværlige tørv.

Allerede i de første forårsmåneder og senest når man havde tilsået markerne, strømmede folk til “Kjar’ed”, det lave sumpede engareal, der omkransede åen, der løb. lige syd for Sem By. Det var her blandt siv og flæg, man kunne finde tørvegravenes klare, mørke vandspejl, og det var ud af gravenes lodrette, brune vægge, man hvert år skar millioner at tørv til eget forbrug og til salg til fremmede – 10.000 om dagen, hvis daglønnen skulle holdes.

“Tør æ’ed værre slæw, men di gir warm tow gang”, sagde de gamle.

Og de havde ret. Det var et hårdt arbejde, og det gav varmen.

Et 1,5 m langt bræt, der i højre side havde påmonteret en bøjle, der nederst endte i en jernplade, en kniv, (der sad vinkelret på brættet) blev skubbet lodret ned i tørvemassen. Ved at vride kniven ind mod brættet skar man en “klyne” på (ca. 30 cm x 20 cm x 100 cm) ud af graven. Når den tunge vandfyldte “klyne” var trukket op af graven og væltet ud på jorden, blev den skåret op i små tørv med en lille spade, hvis blad var pæreformet. Tørvene blev læsset på en træplade og af en hest slæbt ud til tørrepladsen. Det var Mors eller ungernes arbejde.

På tørrepladsen blev tørvene stillet på højkant, så de kunne tørre. Som regel skulle de vendes et par gange, inden de var så tørre, at de kunne “skrues”, stables op i små stakke. Det lå i luften, at hos ordentlige tørvesælgere var der 500 eller 250 tørv i hver skrue. Der hviskedes dog om, at en enkelt tjente en ekstra skilling ved at komme færre tørv i skruerne. Det kunne sagtens lade sig gøre, for ingen ordentlige mennesker kunne jo finde på at tælle, om de havde fået færre end de tusinde tørv, de havde bestilt og betalt for.

Når tørvene var helt tørre blev de kørt hjem i tørvehuset eller ud til kunderne sækkevis på en af de små knirkende trævogne med løse sidefjæl. Først da var de surt tjente penge i hus.

Der var som regel ingen disciplinære problemer, når man en hel dag havde gravet tørv i “Kjared”. Ungerne kom i seng til tiden, og sov godt, men dagen efter kunne de godt være lidt stive i ryggen.

Mange gange har små barnehænder efter leg i sneen igen fået varmen i skæret fra de brændende tørv i kaminen, og et hav af saftige “deller” er blevet stegt over den buldrende tørveild i det gamle, sorte komfur i køkkenet – som regel var farsen på grund af rationering dog strakt lidt med mel eller havregryn.

Mangen mor har, når hun stod ved komfuret – med ryggen til, mumlet ord, som børn ikke skulle høre, for tørvene svinede og gav meget aske.

Der blev lagt aviser ud, når risten i kakkelovnen skulle rystes, eller når vi forsigtigt baksede den fyldte askeskuffe gennem stue, køkken og gang ud på møddingen, for asken var jo glimrende gødning.

Mange af os har prøvet med den ene hånd at åbne døren, mens vi samtidig med den anden hånd forgæves forsøgte at holde både den tunge askeskuffe og avisen, der var lagt over. Men vinden er en svigefuld partner. Undertiden var det, som lå den på lur. I et pust fjernede den avisen og sendte en sky af aske ind i gangen, som Mor lige havde fejet, og selv stod vi tilbage, som små, grå snemænd.

At gå ud med askeskuffen var ikke et eftertragtet job. Det gav sjældent rosende omtale.

Undertiden kunne man være heldig at få fat i lidt brunkul. De blev brudt i lejrene i Midtjylland. De gav lidt mere varme, men de svinede lige så meget som tørvene.

Nej! Alle længtes efter andre tider uden tørv, rationering og erstatningsvarer.

Det siges, at naturen kan forme et menneskes sind. Som eksempel nævnes gerne de milde fynboer og de barske vestjyder. I så fald gælder det vel også vi unger fra Sem Sogn. Vort sogns natur var ikke særlig kendt. Kun vi kendte Kæret, engene syd for Sem, hvor travle hænder hver sommer skar millioner af tørv til akkompagnement af fuglesang, åen hvis dovne, plumre vand vi badede i om aftenen, mens de sidste solstråler glitrede i overfladen, Semskovens dunkle dyb, hvor vi kunne opleve det tyste dyreliv eller hengive os i fantasiens verden, når legen tog over, Den stur Hie med sensommerens blomstrende lyngtæppe, som vi måtte forcere, når vi søgte efter blåbær eller hedens guld, tyttebærrene og Højen, fra hvis top vi kunne drømme os så langt ud i verden, vi lystede.

Semskoven
Alle sognets gamle drenge mindes med glæde de muntre lege i Semskoven. Gled man gennem skovbrynet ind mellem de høje, mørke granstammer, var man i eventyrland. Havde man tålmodighed – det kunne knibe – kunne man, hvis man en stund satte sig i det bløde mos bag klyngen af lyngfarvede gederams i udkanten af en af de små, åbne lysninger, være heldig at se både rådyr, ræv eller en fasan, der skogrende flagrede bort mellem træerne.

Mens man ventede, kunne man betragte solstrålerne, der som små lyn skar ned mellem kviste og blade og dannede smukke, dansende mønstre på skovbunden. Det var, som kunne man høre stilheden – den sagte susen i trætoppene.

Om sommeren var der en gennemtrængende duft af harpiks fra de nyskovede stammer, om efteråret en krydret duft af svampe og hele året en lidt ram lugt af forfald fra skovbunden, hvis det da ikke var Mikkel Ræv, der sneg sig forbi i grantykningen.

Vi kendte skoven. Den skærpede vore sanser og nærede vor fantasi. Vi vidste hvor krage og spurvehøg byggede rede, og hvor den lille gravhøj lå. Den vidnede om, at området engang havde været åben land og ikke en granskov så tyk, at vi kunne bygge en grenhytter og være Robinson Crusoe.

I den del, der lå ud mod Narresiem, havde skoven karakter af løvskov. Der kunne man næsten se Robin Hood og hans lystige svende. Med sværd i hånd kunne vi deltage i hans tapre kamp mod den onde Prins John og sheriffen af Nottingham – og til sidst vinde den smukke Lady Marian. Nå, nej! Nok måtte flere af os på grund af tidernes ugunst – tøjmangel og rationering – føre os frem i brune eller laksefarvede pigeunderbukser, men piger interesserede os ikke. Det kom først senere.

Kun en gang har jeg haft en ubehagelig og skræmmende oplevelse i skoven. Det begyndte ellers så godt. En sollys sommersøndag (selv om statistikken siger noget andet, var der altid solskin om sommeren i vores barndom) samledes vi, som vi plejede, hos Carla og Hans Lindskov i Skovlyst.

Vi små holdt os lidt på afstand af de større drenge, hvis de havde deres slangebøsser med. De store skød ikke bevidst efter os, men det kunne jo hænde, vi stod i vejen for en vildfarende fyrrekogle eller et agern. Det sved og i de følgende dage blomstrede stedet op i alle regnbuens farver.

Da vi drog til skovs, fulgte Polly, Hans Lindskovs lille, vakse foxterrier med. Den var en glimrende rottehund, der, når den var med i skoven, som regel fik færden af en hare eller en fasan. Denne dag var det et lille egern, der nysgerrig betragtede den støjende drengeflok fra sin plads bag en granstamme. Pludselig vendte stemningen. Den glade flok landsbydrenge forvandlede sig i løbet af et øjeblik til en bande blodtørstige jægere. Vi små løb rundt og samlede de sten, som de store brugte, når de forsøgte at ramme det flygtende egern. Hver gang egernet blev borte mellem grenene, fandt Polly det igen. Til sidst sad det i et åbent egetræ helt ude i skovbrynet mod marken. Det havde ikke en chance. Snart lå det dødt og forslået ved egetræets fod.

Mens vi stod og betragtede det lille, mishandlede dyr, var det, som bredte der sig en hvad-skete-der stemning? Man mishandlede jo ellers ikke dyr i vort sogn.

Min mor og far undrede sig, da jeg den søndag eftermiddag kom hjem. Som regel havde jeg en masse at fortælle og kunne gøre et godt indhug i kagerne på fadet, men denne søndag var jeg meget fåmælt og spiste ingenting. Det næste lange stykke tid var jeg bange for, at min far skulle høre, hvad der var hændt i skoven den eftermiddag. Jeg fortalte det aldrig til Mor eller Far. Jeg skammede mig vel.

Når jeg nævner begivenheden for de nu 70-årige herrer, kan jeg mærke, at også de tænker: Hvad skete der egentlig? Hvordan kunne vi?

Hulvejen
Længe før vor tid har den snoet sig frem gennem lyng og småkrat, vejen ower hien, smutvejen fra Grove til Sem. Dybt inde i skoven, hvor den drejer ned over den lille bakke mod Sem, har knirkende vogne, rappe fødder og regnen gennem årene lavet et dybt skår ned i bakken. Men først da Maagaard Skoven eller Sem Skoven, som vi kaldte den, blev rejst omkring 1902, blev den til den vej, vi kendte så godt, Hulvejen.

I vor barndom var der trafik på Skovvejen. Det var ad den Mariane Andersen fra Sem kom hvirvlende med strikketøjet i hånden, når hun skulle hjælpe til ved en slagtning, en storvask, være med til at samle kartofler op eller bare skulle på familiebesøg.

Skolebørnene fra Sem og Nørre Sem fulgte med større eller mindre lyst vejen i de syv år, de gik i skole. Om efteråret kunne man se et lille grantræ pyntet med et rigt udvalg af alle de smukke svampe, der fandtes i Skoven: Rød fluesvamp, gule kantareller, brune Carl Johan svampe og mange flere.

Degnen i Grow fulgte vejen om søndagen – i nypudsede sko, gamacher og stok i de godt 20 år, han varetog arbejde som kirkesanger ved Sem Kirke.

Alle færdedes ad Skovvejen.

Her 60 år efter er det svært at forestille sig, at selv voksne mennesker syntes, stedet var så uhyggeligt og ensomt, at man nødigt gik alene gennem skoven om aftenen.

Vi, der oplevede 2.Verdenskrig og mørkelægning, kender til mørket, der kunne være så dybt og sort, at man rent bogstaveligt ikke kunne se en hånd for sig. Der var ingen store byer, hvis lys oplyste himmelen og alle vinduer i hele landet var dækket af sorte, mørke gardiner. Selv de små cykellygter skulle afskærmes, så der kun kom en lille, tynd lysstråle frem.

Og stilheden kunne være øredøvende, hvis ikke en lille vind fik træernes blade til at hvisle, for ingen biler eller maskiner larmede.

Til gengæld kunne man hver dag i Radioavisen høre om sabotage og clearingmord. Mennesker, der ikke var rædde i mørke, var næsten undtagelsen.

Endnu kan enkelte huske historien om den ældre mand fra Assens, der var så mørkeræd, at han, hver gang han skulle gennem Sem Skoven om aftenen, talte højt og slog med stokken for at tøgs manne – synes mange. Long-Krasjan havde nær kyst livet af ham, da han en aften uventet dukkede frem bag en busk.

Min storebror, Sven, kom som andre drenge ud at tjene straks efter konfirmationen. Han tjente hos Peder Svendsen i Sem. Når han om aftenen havde været hjemme i Grove Skole, måtte han gå ad vejen langs Sem Møgelhøj hjem til Sem. Han turde ikke gå gennem skoven.

Man pralede ikke af, at man var bange for at gå ad Skovvejen om aftenen, Da Sven fyldte 15 år, bestemte han, at nu skulle det være. Lidt urolig, men fast besluttet på at foretagendet skulle lykkes, satte han kursen mod skoven, der mørk og stille lukkede sig om ham. Da han gik gennem Hulvejen, hørtes han kun stilheden og sit eget hjerteslag.

Han var allerede begyndt at føle lettelsen, da en ugle på jagt lydløst dykkede ned over ham – her 60 år efter påstår han, at han stadig kan mærke hårrødderne bevæge sig, bare han fortæller om det.

Rædselen greb ham. Han startede et hurtigløb, han aldrig senere har kunnet gentage. Det sluttede først, da han hivende efter vejret stod med ryggen til sin låste kammerdør hos Peter Svendsen. FRELST!

I 1943 var der skydeøvelse ude i Den stur Hie. Ikke en af de sædvanlige, hvor et enkelt kompagni tyske soldater holdt øvelse med håndvåben eller rifler. Denne gang deltog tre tyske tanks. En af dem kørte i vejgrøften mellem Victor Kristensen og Chr. Borresen. Man morede sig over vognstyreren, en SS-mand i ulastelig, sort uniform. Han gik helt amok, da han indså, at det trods al hans råberi ikke var muligt at få køretøjet op af grøften uden hjælp. Efter sigende antog hans ansigt en smuk, mørkerød farve, der stod godt til uniformen. Han var jo aldeles hjælpeløs over for det skæve danske grin.

De tre kampvogne, hvoraf den ene var malet i gule camouflagefarver – et tegn på, at den havde i deltaget i feltmarskal Erwin Rommels ørkenkrig i Nordafrika – kom kørende gennem Grove, forbi Hans Lindskov, ad Skovvejen mod Sem. Larvefødderne skar bredt og dybt i Hulvejen. Ved den lejlighed forsvandt lidt af dens uhygge og magi.

Senere tiders opdyrkning af Den stur Hie gjorde det ikke bedre. Vejen fik et slidlag af grus, så man kunne køre med større vogne og maskiner.

I dag fremstår Hulvejen som den rene idyl – om dagen. Men den gang!

Da Grove Skole blev nedlagt og bilismen satte ind i slutningen af 1960’erne, mistede Hulvejen sin berettigelse. Til sidst blev den, som så mange andre af de veje vi benyttede som børn, lukket.

Høwen
Siden bronzealderen (1700 – 500 f. Kr.) har Høwen ligget på toppen af Sembakken som en knude i landskabet. Det er nærliggende at tro, at bavnen har blusset fra højens top og kaldt egnens folk sammen, når svensken eller tysken i ufredstider invaderede vort sogn, hvis da ikke Den stur Hie, de små marker og huse overbeviste ham om, at her ikke var meget at hente.

Om aftenen virkede den tunge skygge dyster og skræmmende. En og anden har nok i tidens løb skelet over skulderen, når han gik forbi ved nattetide. Man sagde jo, at Helhesten, det gamle øg, der humpede rundt på sine tre ben og varslede død, huserede om Høwen. Og hvordan var det nu med bønderne fra Sem, der drømte om at finde skatten? Hver gang de begyndte at grave i Høwen, så det ud, som om Sem By brændte. De styrtede hjem blot for at opdage, at alt var i den skønneste orden. Troldtøj.

En væsentlig del af de unges sociale liv har i århundreder udspillet sig omkring Høwen.Valborgaften, den 30. april, hyggede man sig ved et fredeligt bål – for at drive de onde ånder bort. En karl fik undertiden mildnet sit barske, jyske sind, når hun fik ham lokket ned i gryden, hvor amorinerne – i ly for nyfigne blikke – drev deres spil. Og hvem af sognets knægte har ikke efter behændigt at have undgået kokasserne, når de trillede en rask gang Tyk-Maren ned i Gryden – det lykkedes ikke hver gang – skuet ud over flere sogne eller bare ligget på ryggen i solen med smagen af søde blåbær i munden, og set skyerne danne ansigter eller skibe.

I den lune midsommer endte aftenturen ofte på Høwen. Enkelte år kunne man, hvis man var heldig, plukke så mange blåbær, at man senere på aftenen kunne mæske sig med en hel tallerken bær med mælk og sukker. Var der ikke nok bær på Høwen, kunne man for en sikkerheds skyld lægge hjemvejen om ad Sem Skoven og Den stur Hie, så var der rigeligt til både aftenhyggen og de mange glas blåbærsyltetøj, der var nødvendige i enhver husholdning, hvis man i vinterens løb skulle nyde de nybagte pandekager og æbleskiver.

Jo, har Høwen en gang mærket dig, vender du tilbage. Synd for nutidens ungdom, der aldrig fik chancen. Læs mere om Sem Møgelhøj her.

Krattet
Vejen fra Edderup Skovgård til Nebstrup eksisterer åbenbart ikke mere.

I vor barndom var det en offentlig vej, som postbudet fra Havndal benyttede hver dag, når han på cykel eller gåben kom for at dele aviser og breve ud, og var vejret godt, kunne det hænde, at vi drenge kørte ad vejen, når vi tog til Å Mølle for at bade i Mariager Fjord.

Den smukke bøgeskov, Krattet, lå lige op ad vejen på den anden side af åen over for Edderup Skovgård.

I tiden før og under den 2. Verdenskrig hændte det, at eleverne i Bitteklasse med hinanden i hånden gik fra skolen ned til Krattet.

Når man havde leget lidt under bøgene, var det tid til at se efter, hvad der var i den skotøjsæske, mange brugte som madkasse. Den var i dagens anledning foret med rabarberblade for at nedkøle ægge-, spegepølse- og sukkermadderne.

Efter frokosten mener en enkelt at kunne huske, at man fik lov til at tage en dukkert i det dovne, lunkne åvand. Drenge for sig og piger hver for sig, for det var kun få, der havde badetøj. Sikkert ikke en udflugt, nutidsbørn ville skrive hjem om, men for os var det en hyggelig oplevelse.

Hver søndag eftermiddag sommeren igennem samledes op mod 20 børn og unge i nykridtede, hvide gymnastiksko for at lege og hygge sig i Krattet.

Drenge og unge mænd brugte mange kræfter på at jagte hinanden rundt på de stejle skrænter ned mod åen for at imponere pigerne. Undertiden lykkedes det.

Vi, der mødtes i Krattet, opførte os eksemplarisk. Det kan ses af den kendsgerning, at forpagteren på Edderup Skovgård, Laurits Fløche Jensen, en søndag inviterede alle i Krattet på kaffe og smørboller i haven.

Jow! Jow! Også gæstfriheden havde gode kår.

Engen
Husmænd og arbejdere holdt ofte geder. Chr. Navndrup trak hver dag sine geder ned i engene syd for Sem for at græsse. Han havde mange geder, og da vi ofte anvendte øgenavne i vort sogn, lå det lige for, at Chr. Navndrup fik tilnavnet Gedekongen. Christen havde også en gedebuk. Det afstod de fleste ellers fra på grund af lugten.

I ældre tid var det almindeligt, at man lejede fællesjorden og vejgrøfterne som græsningsarealer til gederne.

Mange mente, at hvide geder gav mælk, der smagte næsten som komælk, mens brogede geders mælk havde ord for at være kraftigere i smagen.

Mælkens smag var også afhængig af foderets kvalitet. Var der meget ukrudt i foderet, var mælken så stærk, at de fleste afstod fra at drikke den.

Mælken blev anvendt i husholdningen. Det man ikke drak, blev der lavet smør eller ost af. Var der rigeligt med mælk, fik også grisene en tår.

Der var flere, der holdt geder, fordi de anså gedemælk for at være sundere end komælk. Det gjaldt f.eks. Hans Mortensen i Edderup.

Det var almindeligt, at drenge og karle efter aftensmaden skulle en tur i engen for at vande kalve og kvier. Var vejret godt blev der som regel også tid til en svømmetur i Kastbjerg Å.

Det foregik enten nede bag Edderup Østergaard eller i engen neden for Hestehavegård. En overgang udviklede det sig til drabelige mudderkampe mellem drengene fra Grove og Sem – i al venskabelighed forstås.

En 10 – 12 nøgne drenge blev delt op i to hold, et hold på hver side af åen. I en tørvegrav æltede vi det dejligste pludder af tørvemuld. Med ammunitionen på venstre arm, ventede man på et gunstigt øjeblik til at foretage et fremstød over åen – målet var jo at indtage den anden åbrink.

Under en sådan mudderkamp foretog fjenden et dristigt fremstød over åen. Selv om vi overdængede dem med tørvemudder, lykkedes det dem at komme op på brinken. Der stod jeg pludselig ansigt til ansigt med Henning Domino. Henning var på min alder – lille og tæt med lysende rødt hår.

Vi kæmpede begge tappert og indædt, som det nu sømmer sig. Pludselig havde Henning ikke mere ammunition, og da det ikke var muligt at nå vores mudderbunke, drejede han resolut om og sprang i åen for at hente mere mudder i sin egen lejr.

Nu er et angreb jo det bedste forsvar. Og i krig og kærlighed gælder alle kneb – troede jeg. Jeg hoppede i åen efter Henning. Febrilsk svang han benet op på åbrinken for at komme i sikkerhed. Ikke just den bedste forsvarsstilling for en dreng – uden badebukser. Er ens modstander en nidding – og det var med skam at melde jeg – så kan situationen udvikle sig uheldigt. Som Henning hang der på brinken forsvarsløs, kunne jeg ikke modstå fristelsen til en letkøbt sejr. Et let greb i klokkestrengen havde en forbløffende virkning.

Henning nærmest kollapsede. Uden en lyd eller bevægelse gled han ned i åen. Kun boblerne viste, hvor han forsvandt.

Da han kort tid efter igen dukkede op af vandet, havde hans ansigt antaget en smuk, mørkerød farve. Han talte meget højt, da han repeterede reglerne for gentlemen fight for mig – og blandt dem var mit ufine trick ikke nævnt. Beskæmmet måtte jeg indse, at i rigtige, ædle kampe mellem mænd og i alle tilfælde i mudderkampe mellem drenge i Sem Mose gælder ikke alle kneb. Jeg har nu – 60 år efter begivenheden fandt sted – givet Henning min uforbeholdne undskyldning og med forbavselse måttet konstatere, at han ikke har den fjerneste erindring om episoden.

Min far påstod, at han kunne udpege de drenge, der havde deltaget i mudderkampen i engen aftenen før – bare ved at se på ørerne.

Vandstanden i åen er i dag kun en brøkdel af, hvad den var, dengang vi lærte at svømme. Borte er flere af de store, smukke dunhammer- og sivskove med måger, blis-og rørhøns samt flægen – småbuskene. Men isfugl og nattergal er efter sigende rykket ind. Det er fremskridtet. Ak, ja!

Men de skulle nu have haft lov til at prøve en badetur i engen – wos unger.

Vejene
Landet begyndte i 1950’erne igen at rejse sig efter Besættelsen. Folk fik flere penge mellem hænderne. Fremskridtet satte ind. De unge, der begyndte at overtage ejendommene, havde set andre skikke. De ville bl.a. ikke længere dele toilet med køerne. Der blev installeret træk og slip, badeværelser og oliefyr. Og ude begyndte der at dukke traktorer og nye arbejdsbesparende maskiner op samt en enkelt bil.

Når vi tidligere skulle købe ind, kunne vi, når det drejede sig om dagligvarer som mel, sukker og gær, nøjes med en gåtur gennem Sem Skoven op til Martha – købmanden i Sem.

Skulle vi klippes, til læge, købe julegaver, kød eller tøj, måtte vi på cykel til Assens, Mariager, Kastbjerg eller Havndal, hvis det da ikke blev til en af de sjældne ture til Randers med Grønnings rutebil fra Sem eller Carl Thomsens rutebil fra Kastbjerg.

Har man bare en gang på vej ned ad Sembakken efter et tordenvejr eller en voldsom regnbyge oplevet at stige af cyklen over styret, fordi man kom til at køre ned i en af de dybe render, som regnvandet havde dannet, så glemmer man dem aldrig – grusvejene.

Vi lærte at færdes med lempe. Et uheld kunne betyde, at vi, hvis vi fik ro til det, i flere dage efter kunne sidde i skolen og pille småsten ud af håndflader og knæ med en kongepen.

Vejen mellem Kastbjerg og Mariager var en lang og lige grusvej uden de store stigninger. Så længe der kun kørte cykler og landbrugsvogne, gik det nogenlunde, men efter krigen, da trafikken og farten øgedes, havde vejmanden svært ved at holde den fri for huller.

Undertiden syntes det, som var vejen til Havndal dobbelt så lang, som den egentlig var, fordi man hele tiden måtte krydse ud og ind mellem de mange huller og vandpytter.

Havde denen i Grow, der var lidt pillen med sit tøj, været på sin månedlige cykeltur til Havndal, gjorde man klogt i ikke at spørge ham om eventuelle oplevelser, før han havde fået cykelklemmerne af og børstet støvet af buksebenene – i regnvejr spurgte man slet ikke.

Tempoet på vejen var adstadigt. Man talte om middelfart – 60 km. Det fortælles dog, at især dyrlæge Munch fra Havndal, der var en temperaments-fuld mand, efter den tids forhold kørte meget stærkt. En dag, han var ude på en gård for at se til en ko, spurgte manden, hvad dyrlægen syntes om hullerne i vejen. Hvilke huller, svarede Munch. Han var kendt for sine hurtige bemærkninger.

Der var stor glæde, da man i foråret 1951 begyndte at asfaltere vejen. Allerede om efteråret havde man forberedt arbejdet ved at køre sand og grus ud. Det fik man stor fornøjelse af den vinter.

Vejen gik over fladt land, så der plejede ikke at være mange snedriver, men sandbunkerne gav ly for fygesneen, så der blev rigeligt at lave for både snekasterne og sneploven.

Da arbejdet på vejen startede om foråret, blev der brug for mange arbejds-mænd. Blandt andet stod Ajs Finn og Mads Hansen i en grusgrav i Nebstrup og harpede det sand, som Carl Jensen kørte op til vejen i sin nyindkøbte gummivogn.

Det var hårdt fysisk arbejde at anlægge en vej. Det var håndarbejde med trillebør, skov og stengreb.

Først blev vejen gravet ud. I renden fyldtes håndstore sten, som blev trykket sammen af vejtromlen – et monstrum med to store jernhjul fyldt med cement.

Når arbejdsmændene derefter havde kastet et jævnt lag sand ovenpå, kørte vandvognen en tur. Det var en almindelig kassevogn med en ajletønde fyldt med vand. Det var meget vigtigt, at sandet blev vandet godt ned mellem stenene, inden det hele igen blev trykket godt sammen med vejtromlen.

Når vejen var fin og jævn, kom lastbilerne kørende med tjærebelægningen, som arbejdsmændene spredte jævnt ud over sandet, inden vejen igen fik en overhaling med tromlen. Det tog lang tid, men da den var færdig, kunne man også køre fra Kastbjerg til krydset ved Harry Jensens ejendom uden at have hænderne på styret. Jow! Jow!

Vejene blev ikke gjort bredere. De smukke, gamle elmetræer stod stadig som en alle’ langs vejen.

Da der begyndte at komme mange biler og farten øgedes, hændte det, at et vejtræ blev skrammet, og man hørte om tilskadekomne. Det startede en hetz – ikke mod bilisterne, der kørte for stærkt efter forholdene, men mod vejtræerne.

Hans Mortensen i Edderup gik rundt med en liste og indsamlede under-skrifter til kommunen for at få træerne fældet. De faldt for øksen. Mange af dem endte i den store grusgrav, der den gang lå på bakken øst for vejen, når man kører fra Havndal mod Stangerum – for nu havde vi råd – oliefyr var kommet på mode.

Nu, mange år efter breder nostalgien sig. Man er igen begyndt at plante træer langs vejene. De skal efter sigende få trafikanterne til at nedsætte farten.

Mor og Far, Alfred Møller, boede i Grove indtil 1980, da de solgte ejendommen til Ove Lindskov, Grove. De flyttede til Randers, hvor de kom til at bo i en ejerlejlighed på Randers Kollektivhus. De fik nogle rigtig gode år der. Det var en stor forandring for dem, men de nød deres otium og var tæt på vi tre søskende, der bor i Randers.

Far døde i 1991. Han var syg i tre år og måtte til sidst på plejehjem. Mor kom oven på igen og fik ti år, hvor hun deltog i mange arrangementer på Randers Omsorgscenter. Desværre faldt hun og brækkede lårbenet i august 2001. Hun døde i september samme år efter at have ligget i syv uger på Randers Centralsygehus. Det er et stort savn for hele familien. Hun var vores samlingspunkt, og hun fulgte med i vores liv til det sidste.

Om sommeren gik de store børn, sturklasse, i skole tirsdag og fredag og de små, betteklasse, mandag, onsdag, torsdag og lørdag. Det kunne jeg godt lide. Det gav et lille pusterum, for når vi kom hjem, måtte vi hjælpe til med, hvad hver især nu kunne udrette af dagens arbejde. Der var altid ting, der skulle laves både i haven, marken eller inde hos Mor.

Vi var næsten selvforsynende i husholdningen. Vi avlede alt i haven: Frugt, grønsager, kartofler. Vi havde også høns og duer. Det gav foruden arbejdet æg, og dueunger. Det var dejlig søndagsmad, når de blev serveret med persille.

Hver morgen og hver aften skulle vore 12 køer malkes. Det var håndarbejde, for malkemaskine var ikke almindelig på de små ejendomme den gang. Jeg skulle malke tre køer, inden jeg gik i skole. Jeg var ikke så glad for det malkeri, så jeg sad ofte og tænkte på, at det ville jeg ikke, når jeg flyttede hjemmefra.

Jeg kom heller aldrig til det mere, for Far og Mor fik malkemaskine, da de købte mere jord omkring 1950. Det var det år, jeg rejste på ungdomsskole. Far fik også traktor, en grå Ferguson. Det var hårdt, da alt arbejde skulle laves ved håndkraft, og pengene var små. Nu blev arbejdet meget lettere.

Det var næsten umuligt at få tøj, da vi var børn. Vi var heldige, fordi vi havde en mor, der kunne sy. Hun syede nyt tøj til os af næsten alt det gamle tøj, hun kunne få fat i. Var Far i Randers, købte han tit en pakke brugt tøj hos en marskandiser. Når han kom hjem, flokkedes vi om ham, spændte på at se, hvad der denne gang var i pakken. Mor skulle nok få tøjet syet det om til os. Jeg syntes altid, at vi var lige så fine, som de andre børn.

Vi fik også et katalog fra Dalls Varehus. På et tidspunkt havde de stof med Tivolimotiver på blå og rød bundfarve. Jeg tror, at alle mødre, der boede i Grove, Sem og omegn, havde skrevet efter mange meter af det stof. For alle pigerne gik i kjoler, nederdele eller skjorter med det motiv.

Mor syede også vores overtøj. Det havde sin fordel at være en af de ældste, for tøjet gik i arv til de yngre søskende, så længe det kunne holde.

Vore mødre gik til sykursus i Grove Skole. Der blev fabrikeret tøj i alle afskygninger. Lederen af kurset, fru Holm, boede i Mariager.

Vi kunne heller ikke købe strømper, men vi manglede ikke, for Mor købte uld og tog den med op til min bedstemor, Maren Jensen, der boede i Sem. Det var ikke helt lovligt, da alt skulle afleveres til videre forarbejdning, så alle kunne få glæde af det. Bedstemor kartede ulden og spandt den til garn på sin rok, og derefter strikkede hun lange strømper til os.

Vi gik alle med et ufikst livstykke. Det lignede en kort undertrøje uden ærmer. Det var lavet af tykt faststrikket stof. Nederst på livstykket sad to knapper, så vi med de sortstribede elastikstrømpebånd kunne holde strømperne oppe. De var varme. Ih, hvor de kradsede.

Vi havde heller ikke meget fodtøj. Hjemmesko lavede Mor selv. Hun strikkede eller syede dem af det stof, hun havde. Træsko havde vi altid – sikkert også træskostøvler. Og så fik vi en gang imellem et par dejlige, varme sivsko.

Ca. hver fjerde uge vaskede Mor storvask. Dagen før store vaskedag blev tøjet sat i blød i baljer i bryggerset, og en kedelfuld hvidt tøj blev kogt i gruekedelen, så vaskekonen havde noget at gå i gang med den næste morgen.

Gruekedelen blev opvarmet med masser af træ, inden Mariane Andersen fra Sem kom næste morgen. Hun levede bl.a af at gå rundt i hjemmene som vaskekone. Hun hjalp også min Mor med tøjvasken. De stod hele dagen i vaskehuset og kogte, vaskede og skyllede tøj. Sikke et arbejde, vi var syv personer. Jeg kan huske, at vi næsten kun kunne skimte dem, når de stod derude i dampen en kold vinterdag.

Men der kom bedre tider. Far og Mor lejede en Ferm vaskemaskine i Kastbjerg hos Bersang, den var til el. Det var en lettelse, nu kunne Mor selv klare storvasken.

Vi slagtede en gris, når saltkarret og henkogningsglassene var tomme.

Der var stor opstandelse, når slagteren kom kørende ind i gården. Far skulle have stigen klar og fyret godt op under gruekedelen, så vandet spilkogte.

Grisen blev fanget i stalden. Den hylede og skreg, når den blev bundet og lagt op på det kar, slagteren havde medbragt. Der skulle tre mand til at holde den, når slagteren stak den i halsen, så blodet væltede ud.

Mor stod klar med en spand med rugmel til blodet. Hun rørte og rørte. Blodet måtte ikke klumpe, for det skulle bruges til blodpølser.

Derefter blev karret vendt rundt og fyldt med kogende vand. Den døde gris skulle skoldes i vandet, så slagteren kunne skrabe alle hårene af med sit skrabejern, der lignede en stor isvaffel af metal.

Når grisen var blevet skrabet, så der ikke var flere børster, blev den lagt op på stigen og bundet godt fast i bagbenene. Stigen kunne nu rejses op mod muren. Med et langt snit skar slagteren grisen op fra hoved til hale og trak alle indvoldene ud. Kroppen blev renset og skyllet godt, så den var fin. Derefter skulle den hænge til næste dag for at blive hel kold. Så gik slagteren i gang med at rense de forskellige indvolde: Hjerte, lever og tarmene, der skulle bruges til medister- og blodpølser. Hovedet blev brugt til sylte.

Den næste dag parterede mor grisen i passende stykker. Flæsket blev røget og kødet kom i saltkarret. Senere blev det moderne at henkoge steg og medisterpølse m. m. Det var et meget stort arbejde for Mor.

Det var en stor dag, når Uld-Søren fra Udbyover kom på besøg. Han kom afhængigt af vejret enten gående eller cyklende. Han havde et rigtigt stort, blåt klæde, som var bundet sammen i spidserne. I klædet havde han det tøj, han solgte. Vi var spændte, når han løsnede knuderne, og alle de spændende varer væltede frem. Vi var jo ikke så forvendte med forretninger. Vi var stolte og glade, hvis der blev købt et par undertrøjer eller underbukser, men det var jo kun, hvis det var meget nødvendigt. Han havde også småting som elastik, tryklåse, tråd og kamme – og måske var vi heldige at få en kam eller et nyt spænde til håret.

Om søndagen, især om foråret, kunne det ske, at vi fik lov til at komme en tur i Kratted. Det var en lille skov af løvtræer, der lå nede bag Edderup Skovgaard på den anden side af åen.

Det var noget særligt at komme der ned og lege. Vi mødtes med mange andre børn også nogle fra Kastbjerg. Vi legede forskellige lege, og det kunne hænde, at vi fik skrabet et knæ eller en hånd. Der var store, stejle bakker, og det gik jo ikke altid stille af. En slåskamp mellem et par af drengene kunne sagtens forekomme. Vi var stolte, når vi havde et par nyudsprungne bøgegrene eller en buket hvide anemoner med hjem til Mor.

Min første udflugt med skolen gik til Randers. Vi kørte i hestevogn til Havndal station. Derefter gik turen til Randers med Hadsund-Peter, som motorvognen blev kaldt. Vi så flere ting: Scandia, Randers Amtsavis, Niels Ebbesen og til sidst endte vi i Doktorparken. Jeg kan ikke huske, om der stadig var ZOO dengang.

Vi spiste vor medbragte madpakke i det lille overdækkede træhus med bænke. Det er der endnu. Jeg mindes det som et stort hus, men det er et barns fantasi. Jeg har boet i Randers siden 1958 og været der tit, nu syner det lille.

Piger legede den gang med dukker. Jeg havde en dukke lavet af papmache’. Den var jeg meget glad for, men ellers syede Mor dukker til os af gamle strømper. Vi samlede også på servietter og glansbilleder eller legede med påklædningsdukker Vi var heldige, hvis det var en købt. Ellers tegnede, malede og klippede vi selv både dem og tøjet.

Jeg kunne godt lide, når vi havde botanik i skolen. Vi samlede blomster og planter. Lærer Bach fortalte om planterne og lærte os navnene. Jeg tog dem gerne med hjem og tørrede dem i nogle gamle aviser, for senere at klistre dem ind i en bog.

Det var også spændende, når Bach tog os med ud i sin nyanlagte have for at fortælle om blomsterne der.

Ved befrielsen, den 5. maj 1945, gik vi samlet over i haven for at hejse flaget. Bagefter sang og hyggede vi os. Det var en dejlig dag.

Om efteråret kom der træ hjem til skolen. Det lå i en stor dynge ude i skolegården under træerne. Vi fik lov til at lave huse. Vi stablede brændet op og lavede forskellige rum. Her boede vi i små familier både drenge og piger. Vi kunne næsten ikke løsrive os fra legen, når lærer Bach stod på trappen og kaldte os ind til timen. Det var en nem måde at få træet tørret på.

Om vinteren, når himmel og jord stod i et, blev mange hjemme fra skolen. Jeg stred mig i hvert tilfælde der ned, for så hyggede vi os. Vi tegnede, fik historie og sang. Der var sange, vi kun lærte sådan en dag. Var vi heldige, kom fru Bach med saftevand, boller eller kage.

Christen Søndergaard kunne godt have overtaget Dortheas fødehjem efter sin svigerfar, Jens Ranch, men han var bange for at blive stik-i-rend-dreng. Han valgte i stedet at købe en ejendom i Grove af Ulstrup-Ajs.

Christen var kendt som en arbejdsgiver, der var god til at sætte andre i arbejde. Han havde i Dorthea med de sørgmodige øjne en meget rar, dygtig og særdeles flittig kone. Hun sled altid både i hjemmet og i marken, men beklagede sig aldrig. Moder Gro findes ikke blot i Johannes V. Jensens roman: Den lange rejse. Stærke, slidsindede kvinder var der mange af i Sem Sogn.

Da Christen havde købt ejendommen, var han en tid handelsmand. Han gik rundt på gårdene og opkøbte køer og kalve. Når han havde købt et passende antal, entrerede han med en vognmand og fik dyrene kørt til marked eller på slagteriet.

På det lille areal sydøst for ejendommen ned mod Havndalvej plantede han frugttræer, men jorden var sandet og ikke velegnet til frugtavl. Selv om han forsøgte at forbedre jorden ved at lægge halm under træerne, blev det aldrig den succes, han havde drømte om. Til sidst plantede han arealet til med nåletræer, hvorefter frugttræerne forsvandt lidt efter lidt.

Christen glemte aldrig helt at handle. Det opdagede folk under krigen. Kom en husmoder i bekneb for et rationeringsmærke til et kaffegilde eller en konfirmation, kunne det betale sig at spørge Christen. Ikke så sjældent havde et ekstra kaffe-, smør- eller sukkermærke forputtet sig bagest i hans tegnebog. Det kunne erhverves mod et passende beløb.