Tag: Edderup

Ens for os i Edderup var, at vi var fattige, og at vi kun sjældent smagte kød. Vores understøttelse på 12 – 18 kroner om ugen strakte ikke langt, når en hel familie skulle forsørges.

Jeg var imidlertid blevet gode venner med Jens Lindskov, som havde en lille ejendom i Grove. Han tilbød mig at låne hans hest samt plov og harve, når jeg skulle have noget lavet. En dag sagde han: ”Jeg har en ko til salg, men jeg kan kun få 38 kroner for hende, og det er for lidt”. I folk ude i Edderup skulle gå sammen og købe hende i fællesskab. På den måde kan I få billigt kød, og det er hvad, I trænger til”.

Jeg mindede ham om, at ingen af os Edderup-folk havde penge. Han svarede: ”Tænk nu over, om ikke 8 familier hver især kan rejse 5 kroner. Bliver I enige, så giver I mig 40 kroner, og jeg leverer koen. Men I skal selv skaffe en slagter”.

Det var et fornuftigt forslag, men det var næppe realistisk at tro, at 8 mand i Edderup hver kunne stille med 5 kroner. Der var da også flere, der klart meldte fra, da de hørte forslaget. Men 8 mand blev faktisk enige. En slagter på Hou Mark tilbød at slagte koen, hvis han fik huden som betaling. Alt var således på plads, da Jens Lindskov kom med koen. Hun stod klar, da slagteren kom cyklende. Den første dag skulle han slagte, den næste dag partere. Han betragtede koen og konstaterede, at hun vejede cirka 1000 pund. Efter slagtningen skulle koen hænges op, og eftersom vi havde det højeste hus, skulle koen hænge hos os. Ingen havde tænkt på at købe et reb, så jeg måtte en tur til Assens. Til alt held havde jeg den krone og de 22 øre, som rebet kostede.

Slagteren var lige så fattig som os. Han havde hverken noget at skyde med eller en kødsav. Koen skulle slås for panden, og det mente han, jeg skulle gøre, mens han holdt hende. Sikke en opstandelse der blev. Konerne ville ikke se på, og børnene måtte ikke.

Slagteren skar først hovedet af koen. Ingen af kvinderne havde rigtig mod på at få det. Der opstod bred enighed om, at Karen havde fortjent det, eftersom hun lagde hus til slagteriet. Slagteren pakkede kohuden sammen på bagagebæreren og cyklede hjem for så at komme og partere koen næste dag.

Karen arbejdede møjsommeligt med kohovedet. Da hun var færdig, havde hun 90 frikadeller. Børnene stod sultne og med store øjne og betragtede de spruttende frikadeller: ”Mor, hvor mange frikadeller må vi få i dag” spurgte Sigrid og hoppede på ét ben af bare spænding. ”Alle dem I kan spise”, svarede hendes Karen.
Efter 5 frikadeller var Sigrid fornøjet, og i lang tid derefter rørte hun ikke frikadeller.

Næste dag kom slagteren for at partere koen. Der blev 50 pund kød til hver, og alle var enige om, at det var en vellykket dag. Det må vi gøre hver uge, lød det fra flere sider.

Nummer 2 ko var ikke så stor som den første, så hende købte vi for 38 kroner. Nu var der imidlertid ikke 8 men 20 personer om at dele, for kød eventyret var rygtedes. Den 3. ko, vi købte, var mindre, og da var der ikke kød til alle.

Slagteren var ovenud tilfreds med vort samarbejde. Han var nu i stand til at opfylde sit store ønske: En kødsav. Det var en luksus, han havde ønsket sig i mange år.

Det forår slagtede vi 17 køer. Men da vi stod overfor en stor tyr på 1800 pund, sagde jeg stop. Den vægt turde jeg ikke lægge hus til. Med foråret kom der arbejde, og vi havde ikke mere tid til at slagte. Det var måske i virkeligheden udmærket. Ideen med fælles slagtning havde bredt sig, og det var kommet myndighederne for øre, at der blev slagtet uden kontrol. Det satte en stopper for slagteriet, da der rundt om blev uddelt bøder. Vi undgik bøde, men kød-eventyret var slut for vores vedkommende.

(Kilde: www.aasethomassen.dk)

Vi havde længe været på udkik efter en anden bolig. En dag kom en handelsmand og fortalte, at der i Edderup var en ejendom til salg. Den tilhørte Ajs Skovrider i Hou men var beboet af en anden familie. Ejendommen var på 7 tønder land og kostede 4000 kr. med 250 kr. i udbetaling. I får aldrig noget billigere, erklærede han. Det lød fristende, og vi besluttede at give det en chance.

Dagny passede børnene, så Jens og jeg kunne tage med til Edderup. Heden strakte sig til alle sider. Jorden var afgjort ikke meget værd. Fordybet sad jeg i mine egne tanker, da jeg mærkede, at vognen satte farten ned. Det gav et sæt i mig, da jeg foran mig så et faldefærdigt hus. Der, hvor ruderne skulle sidde, var der stoppet frakker, klude og pap ind. ”Det er da vel ikke det hus der” udbrød jeg forskrækket. ”Jens er håndværker. Han kan sagtens sætte vinduer i”, sagde handelsmanden beroligende.

Da vi kom op til huset, så vi forfald overalt. Yderdøren hang i kun 1 hængsel. Inden døre var det ikke bedre. Skorstenen var åben, så det kunne regne ned. Der var brolagt gulv i køkken og gang. Stuegulvet bestod af rådne brædder, hvoraf flere manglede, så det var den bare jord, man gik på. Lidt forlegne hilste vi på konen i huset. Hun stod med en kost, og foran hende lå et dynge lyng. Hun var i gang med at bage. Efter hendes opfattelse var husets tilstand ikke det værste.
Hun sagde: ”Det værste er, at der ikke er vand i juli og august. I skal da dyppe en spand i brønden, der ligger i skellet til naboen. Og nabokonen er ikke nem at komme overens med”.

Jeg havde set tilstrækkeligt. ”Her vil jeg altså ikke være, erklærede jeg uden tøven. Jens udtrykte sig på en anden måde: ”Med i købet skal vi have en halv tønde kartofler til at sætte og en halv tønde korn til såning”.

”Ikke tale om. Det er billigt nok i forvejen”, svarede ejeren. Jeg åndede lettet op ved tanken om, at der så heldigvis ikke blev noget af den handel. Jeg skulle blive klogere. Vi blev budt på kaffe hos Skovrider i Hou, og bedst som snakken gik, sagde han: ”Så skidt da, så får I får kartofler og korn med i handlen”. Dermed var sagen var afgjort. Vi skulle bo i Edderup.

Jeg vil fortælle lidt fra min barndom og ungdom i Edderup og om Enghavegård, som jeg driver i dag.

Barndomsårene var gode på Enghavegård. Der var som regel altid nogle at lege med. Børnene fra Edderup Skovgård, Hugo og Thomas, legede jeg ofte med. Vi lavede huler i skoven. Legede cowboys og indianere. Gemte os for de voksne i laden, hvor vi havde en hule, som de ikke vidste noget om.
Fodermesterens søn på Edderup Skovgård legede vi også med, i de år de boede der.

Skoletiden startede i Havndal Skole. Vi fulgtes som regel altid ad på cykel op til skolebussens holdested ved Korsvejen, så kunne vi samtidig aftale, om vi skulle lege sammen den dag.
Jeg kan huske, at vi havde indøvet, hvordan vi kunne få kaffe og kage to steder pr. dag. Først på Edderup Skovgård kl. 15. Derefter skyndte vi os ned på Enghavegård, hvor Mor Inga forbarmede sig over os.

Om vinteren var der tit sne, så brugte vi megen tid på de gode kælkebakker.

Senere, da jeg blev ældre, var der pligter, der skulle gøres efter skoletid.
Det kunne som regel ikke gå hurtigt nok med at komme hjem fra skole for at komme ud i mark og stald for at hjælpe til. Far Erik var god til at sætte en i gang med forskellige opgaver, som ikke bare var kedelige og trælse.
Jeg syntes nu nok, at det var markarbejdet, der var det sjoveste. Den gang kunne man få lov til at køre med maskinerne i en tidlig alder. Jeg tror, at jeg var en 10, 11 år, da jeg fik lov til at presse halm i høsten. Pløje og harve kunne jeg også. Det hele kom nærmest ind med modermælken.

I fritiden spillede vi meget fodbold. Først i Skrødstrup senere i Havndal. Man blev ikke kørt – altid måtte vi af sted på cykel.

Da jeg gik ud af folkeskolen, stod det mig helt klart, at jeg ville være land-mand, selvom jeg en kort overgang mente, at jeg skulle være elektriker.
Da sommerferien begyndte, startede jeg på månedsløn ved min far og min bror, Anders. De var ved at bygge om, så der kunne være flere søer. Jeg tror, der var ca. 100 stk. Det var spændende at være med til.
I oktober måned fik jeg plads ved Mads Brøndum i Øster Kondrup. Det var malkekøer og markarbejde. Efter et år fandt jeg ud af, at det var grise, jeg ville arbejde med, så tog jeg plads på en svinegård i Asferg.
Efter to skoleophold og endnu en plads på et svinebrug i Hadsten fik jeg Det grønne Bevis i 1988.

Jeg vidste, at jeg ville være selvstændig, men først ville jeg ud og prøve det af, jeg havde lært. Jeg tog plads som fodermester på Vestervang.
På det tidspunkt havde jeg kendt Lone et års tid. Hun flyttede med ud på Vestergård sammen med sin datter, Dorthe, der var 2 år.
Ejeren, Jens Arne, blev under tragiske omstændigheder dræbt under en vogn få måneder efter, jeg var startet der.
Jeg fik pludselig det store ansvar at drive gården videre sammen med Jens Arnes far, Svend Hjort. Da fik jeg lært meget, som jeg ellers ikke ville have fået mulighed for at lære.

Efter et års tid begyndte Far og jeg at tale om, at jeg skulle flytte hjem på Enghavegård igen for at være med i driften. Skulle det kunne lade sig gøre, måtte produktionen udvides.

Samtidig med at jeg havde plads på Vestervang, begyndte jeg at projektere et nyt byggeri til 170 søer med slagtesvin. Da en naboejendom blev til salg, var vi hurtige til at slå til. Vi skulle jo have et sted at bo.
I fritiden blev beboelsen på Grovevej 10 gjort i stand. Huset var færdig, så vi kunne flytte ind i foråret 1990.
Om sommeren påbegyndte vi nybyggeriet, der skulle give plads til de 170 søer. Byggeriet stod færdigt til sommerferien. Vi fejrede det ved at holde åbent hus, så interesserede og naboer kunne komme og bese resultatet. Der kom mange den dag.

Far og jeg talte om, at nu havde vi lavet en fremtidssikret gård med en produktionsstørrelse, der ville holde mange år ud i fremtiden. Hvem kunne vide, hvordan det ville komme til at gå.

Vi ansatte en ung medhjælper i 1991, da Far ville trappe lidt ned.
I 1992 var vi så heldige, at Mads kom til verden. Ju-hu, en dreng, der kunne hjælpe til.
De følgende år gik med at passe produktionen. Der blev købt lidt jord til, og maskiner blev fornyet hen ad vejen.
Besætningen blev udvidet med 200 søer + slagtesvin.
Mindre investeringer, der var rentable blev gjort, f.eks. fik vi i 1996 lavet et nyt bigballefyr og en halmlade, så vi kunne spare på energiregningen.
Vi fik også lavet en ny gylletank, da kravene til gylleopbevaring blev skærpede.
Kravene til landbruget voksede år for år.

1997 blev det år, hvor Mor og Far besluttede, at de ville gå på efterløn og pension. De byggede et hus i Mariager, der var klar til indflytning i oktober måned.
Da mine forældre havde forladt stuehuset på Enghavegård, besluttede vi at lave en gennemgribende renovering.
Det var et projekt, vi selv stod for. Alt blev revet ned på nær ydervæggene, vinduerne og dørene.
Når vi i dag ser tilbage, var det måske lidt dumt – et halvt års slid.
Vi var klar til indflytning i foråret 1998, og resultatet blev godt.

I 1999 blev Emma født. Det var dejligt, så var det med børn jo på plads.

De efterfølgende par år gik med at drive gården og passe arbejdet i Kronjysk Landboforenings bestyrelse. Samtidig funderede jeg over, hvad der skulle ske med Enghavegård i fremtiden. Skulle det være en gård, der blev opkøbt af andre, eller skulle det være en gård i vækst. En gård, som kunne klare de fremtidige krav til miljø, lavere priser, krav fra medarbejdere og krav fra familien. Vi valgte det sidste – en gård i vækst.

Der blev lavet et projekt til 750 søer med salg af mange smågrise samt op-fedning af et mindre antal slagtesvin. Der blev lagt vægt på et pænt byggeri med gode forhold for mennesker og dyr. Søerne blev sluppet løs af hensyn til dyrevelfærd.
Byggeriet varede hele året 2001, og der blev bygget på begge gårde. Det var en stor arbejdsindsats gennem hele året, så vi var ved at være godt møre, da vi nåede jul.

Der var fire ansatte på bedriften. Nu skulle man virkelig til at være arbejdsgiver – en udfordring i sig selv. Fra at kunne gøre det hele selv, skulle man nu få sine ansatte til at gøre arbejdet og stole på, at de gjorde det korrekt. En markant ændring i den måde man tænker og agerer på. Nu var det blevet til en virksomhed, men der var ikke blevet mindre at lave.

Vi var helt sikre på, at vi havde fået de børn, vi skulle have, men sådan skulle det ikke komme til at gå. Sine kom til verden den 31. maj 2002. En rigtig lille krudttønde, men dejlig.

Årene 2002 og 2003 gik med at optimere produktionen, så den var trimmet til de skærpede produktionskrav. Nu gik tankerne meget på, hvad vi skulle gøre med de resterende, gamle bygninger på Enghavegård, skulle de blive stående og måske restaureres lidt, eller skulle de væltes. Efter lange overvejelser blev det besluttet, at de skulle væltes, så der kunne blive opført nogle nye, moderne og mere tidssvarende bygninger med større vidde.

Alt det er vi i skrivende stund – august 2004 i gang med. Store dele af de gamle bygninger er revet ned, og vi er selv gået i gang med at opføre nogle nye. Det er planlagt, at der ved udgangen af 2005 skal være opført en ny foderlade, siloer, garage og stald. Der vil til den tid ikke være en eneste af de gamle bygninger tilbage fra min fars og mors tid på gården.

Det bliver nok ikke det sidste, der kommer til at ske her i bedriften. Gad vide, hvor det ender – hvis det ender.

I 1977, efter jeg havde overstået landbrugsuddannelsens grundskole og 10. klasse fra Havndal Skole, kom jeg i lære på en gård i Linde, hvor der var malkekøer og lidt grise.
Det var en meget flink familie, der tog sig af mig, som var jeg en af familien. Den gang var det almindeligt, at man boede og spiste på sin plads.
Det første år jeg var ansat, boede og arbejdede også sønnen hjemme.
Arbejdstiden var fra klokken 7.00 til klokken 18.00 med en halv times formiddagspause, en times middagspause og en halv times eftermiddags-pause. I alt ni timers arbejde dagligt fra mandag til fredag og hver anden weekend.
Lønnen var 3.700 kr. pr. måned + kost og logi.

Efter et halvt år i Linde fik jeg en plads på en gård i Gettrup ved Hobro, hvor jeg var fodermester for gårdens 90 køer. De gik i en nyere løsdriftsstald med malkekarrusel. I forlængelse af stalden var en foderlade.
Det var som at komme i Disneyland for en ung landmand. Alting var i orden, og hvis der var noget, vi ønskede os til driften, skulle vi bare sige det, så fik vi det prompte.
Maskinparken var aldeles topmoderne med nye Fedt-traktorer. Det var på det tidspunkt helt unikt. Lønnen var også helt eventyrlig – 6.500 kr. om måneden – sådan!

Forskellen mellem de to landbrug var som dag og nat. I den første plads prøvede manden at spare sig gennem tilværelsen, og i den anden red manden på de stigende konjunkturer, der var i landbruget og de gode muligheder for forøget låneoptagelse.
Dertil hørte, at renten på det tidspunkt var tårnhøj – fra 19% til 22 % p.a. for kontantlån. Selvfølgelig var inflationen også tårnhøj. De to ting hænger unægtelig sammen.

Jeg blev i Gettrup et år. Derefter tog jeg hjem, hvor jeg fik plads hos mine forældre et år, inden jeg skulle på landbrugsskole for at tage Det grønne Bevis.
Det var lidt svært at komme hjem efter at have været i en plads, hvor penge ikke var noget problem.
Hjemme skulle man tjene pengene, før de kunne bruges. Det var lidt svært for mig at forstå på det tidspunkt, men i dag ved jeg bedre.

At drive forretning er en kombination af de to lærepladser, jeg var ude i. Der skal spares lidt indimellem, men der skal også investeres, når det er nødvendigt.

Under et ni måneders ophold på Asmildkloster Landbrugsskole tog jeg driftsledereksamen. Det var en god tid, hvor vi blev proppet med teoretisk viden om landbrugsdrift. På kort sigt den nyeste viden om optimal landbrugsdrift – men mere vigtigt, vi lærte også, hvordan vi fremover kunne tilegne os den sidste nye viden om, hvordan man driver landbrug.

I 1971 havde min far købt nabogården, Edderup Østergaard, til. Det var insiminør Hans Mikkelsen, der drev gården. Han havde købt den af Erik Ørfeldt. Den blev drevet som planteavlsbrug.

I 1978 renoverede Far staldene og satte 60 søer ind. Smågrisene skulle så fedes op på Enghavegaard.

Da jeg var kommet hjem fra landbrugsskolen i 1981, købte Birthe og jeg, Edderup Østergaard af Far. Som det første byggede vi en gastæt silo til opbevaring af korn, derefter kom der nyt tag på laden, og i stuehuset blev badeværelset moderniseret.
Året efter byggede vi en fravænningsstald til grise op til 30 kg. Det foregik ved, at jeg hyrede en nabo til at være murer. Jeg var selv murerarbejdsmand. Jeg gravede soklen ud og blandede betonen.
Alt tømrerarbejdet udførte vi også selv. Det var dengang, der var flere kræfter at tage af, og hvad der kunne spares, var tjent.

I 1982 fik vi mund- og klovsyge i Danmark. Vi kunne ikke sælge svinekødet til udlandet. Det betød, at der blev for meget på hjemmemarkedet, så priserne faldt. På det tidspunkt besluttede vi at udvide produktionen første gang.

I 1983 byggede vi en drægtighedsstald, et halm- og et maskinhus og en udvidelse af kornsilo. Hele besætningen blev saneret til SPF-grise.

En meget stor del af byggeriet lavede vi selv med hjælp fra venner og familie. Det er godt at have venner, der ikke er bange for at hjælpe, når der skal tages fat. Udvidelsen betød, at vi nu kunne have 110 søer med salg af smågrise. Det var også den sommer, vi blev gift.

Det var heldigvis en rigtig beslutning både brylluppet, udvidelsen og byggeriet. Priserne blev gode i 1984 både på korn og svinekød. Der blev råd til at ansætte en ung landbrugselev.

Om morgenen den 23. november 1984 brændte den del af gården, der havde halmloft. En røggaseksplosion fra halmfyret antændte noget halm. Ilden bredte sig til halmlofterne. Det var forfærdeligt. Den svinebesætning, vi havde etableret, måtte slagtes eller aflives.
Branden efterlod de nye bygninger forholdsvis uskadte, da der var opført brandmurer fra gulv til kip mellem dem og de gamle bygninger med halm-loft. Det betød, at der nu lå to ensomme bygninger tilbage på hver sin side af det sted, hvor de gamle bygninger havde ligget.

Men livet går videre. Vi måtte i gang med en genopbygning i 1985. Vi besluttede, at vi ligeså godt kunne foretage en udvidelse med det samme. Med den nybygning fik vi plads til 200 søer.

I 1987 renoverede vi stuehuset. Der var ikke foretaget renovering udvendig på gården, siden den blev bygget i 1933. Det var de samme vinduer og det samme tag, der altså var 54 år gammelt. Hvis bare tingene holdt halvt så lang tid i dag, ville det være godt. Det var en bevidst beslutning, at vi ikke tidligere havde lavet nogle forbedringer på huset. Vi ville vente og lave det, som vi ville have det. Vi byggede ca. 72 m2 til og satte mursten om huset.

I 1989 byggede vi til slagtesvin, så vi selv kunne opfede alle grisene til slagteriet. Som sædvanlig stod vi selv for byggeriet – dog med hjælp fra håndværkere. Der var plads til 900 svin. Bygningerne blev taget i brug den 30. december 1989.

Op gennem 1990’erne blev der ikke bygget nyt, men der var nogle ombygninger. Den gamle fravænningsstald blev lavet om til ungsvin, løbeafdelingen blev moderniseret, og vi fik drægtighedsstald og nyt inventar.

Inde fik vi nyt køkken/alrum i stuen.

I 1997 købte vi en gård til i Nebstrup på 40 ha, Langvang. Derved fik vi mulighed for at producere nogle flere slagtesvin selv.

År 2000 blev brugt til at planlægge en større udvidelse og omlægning, der gav plads til flere søer med salg af 30 kg grise.

Min bror og jeg lavede i fællesskab et projekt til os begge. De var i det store og hele identiske – kun med tilpasning til den enkelte gårds eksisterende bygningskompleks. Udvidelsen blev til 750 søer med salg af 30 kg smågrise og lidt slagtesvin på begge gårde.
Det sparede os for mange penge, at vi fik lavet de samme tegninger, og at vi kunne udbyde byggeriet til licitation sammen.
Byggeriet startede den 7. februar 2001 og var færdigt i november måned samme år. Det gjaldt også smågrisestaldene på Langvang i Nebstrup. Denne gang stod vi ikke selv for byggeriet. Det var alligevel for stort, men vi stod selv for montering af inventar og for maling af drægtighedsstalden. Vi stod også for ombygning af de gamle svinestalde til fårestalde samt for bygge-styring.

Det at være landmand i dag er ikke kun at passe sine dyr og sine marker godt. Det kræver også, at man efterhånden tilpasser sine omkostninger til den pris, det er muligt at opnå for landbrugsprodukterne.
Da vi startede i begyndelsen af 1980’erne var prisen pr. kg svinekød mellem 11 og 14 kroner. I dag er den fra 8 til 10 kroner pr. kg. Det siger sig selv, at for at få overskud skal effektiviteten være høj og produktionen stor.

En anden grund til at øge produktionen er, at der nu igen er flere ansatte på Edderup Østergaard. Der er 3 fastansatte. Det giver en bedre arbejdsplads for os alle. Der er flere at tale med til daglig, end da jeg gik alene med en enkelt ansat.

Det giver også større mulighed for at få en ordnet fritid – få en weekend fri eller holde ferie.

Min oldefar, Anders Møller overlod Enghavegaard til sin søn, Anders Rasmussen Møller, den 31. marts 1920 for 34.000 kr. Den 6. maj 1925 købte han yderligere 5,2 ha for 4.800 kr.

Anders og Dorthe, havde ingen børn, så de kastede deres kærlighed på dyrene og på gårdens drift i det hele taget. Som Dorthe udtrykte det:

A væl heller ha pæn kyer i stolden end pæn møbler i stowen!

Den gang var der mange om arbejdet, der for det meste foregik med håndkraft og ved hjælp af heste.

Da jeg kom til at tjene som pige på Enghavegaard, lærte jeg meget. Dorthe var dygtig og proper. Det betød meget for hende, at tingene var i orden – også andres. Når vi bagte, skulle alle småkagerne være nøjagtig lige store, og pæne lysebrune – også under bunden. Når hun var inviteret ud til kaffegilde, undersøgte hun gerne kvaliteten ved lige at vende småkagen – ikke altid lige diskret.

Når folkene havde gået bag harven eller ploven en hel dag, var der hverken problemer med appetitten eller med at sove om natten. De havde 14-15 timers arbejdsdag og kun fri søndag eftermiddag hver tredje uge.
Den gang må man sige, at folk arbejdede for føden. De fik ikke ret meget i løn. Man sagde, at arbejdet var løn i sig selv – og man havde et sted at være.

Karlene var sultne, så der skulle rigelig og helst god mad på bordet, og Dorthe var god til at lave mad, men hun forstod samtidig at spare. Til tider var hun næsten nærig, men det var nødvendigt for at klare sig godt den gang.

På Enghavegaard fik vi, mens jeg tjente der, to retter mad om middagen. Som forret var det gerne byggrød eller mælkegrød lavet på skummetmælk. Den var slem til at brænde på, hvis vi ikke var over den hele tiden – og så var der altid en der spurgte: Haar ræven wot her? Det var lidt flovt.
Hovedretten var som regel kartofler med flæsk, udvandet saltkødmad fra saltskarret, gule ærter eller grønkålssuppe. Om søndagen fik vi frikadeller. Fik vi en sød efterret, kunne det være sødsuppe eller sagosuppe. Om lørdagen fik vi pandekager med syltetøj. Hver aften serveredes der brasede kartofler.

Den 1. oktober 1958 overtog min mand og jeg Enghavegaard efter Dorthe og Anders. Aftalen blev, at de skulle blive boende på gården.

MEN!!!!! Et sådant arrangement kræver stor indføling fra begge parter. Som ung har man meget forståeligt et ønske om at blive herre i sit eget hus. Man har set så meget nyt og kommer med ideer til forandringer, som de gamle måske opfatter som en kritik af deres livsværk.

Anders havde ikke noget besvær ved at overgive nøglerne og ansvaret til en ny ejer. For Dorthe, der havde kendt mig, siden jeg var en lille pige og været min arbejdsgiver i flere år, var det en helt anden sag – her kunne det undertiden knibe med indfølingen. Indimellem kunne det også føles lidt hæmmende, at man aldrig var alene i sit eget hus – for Dorthe fulgte til det sidste ivrigt med i alt, hvad der foregik, og ikke så sjældent følte hun sig kaldet til at deltage i afgørelser, som vi mente tilfaldt andre.

Anders døde to år efter – den 7. juni 1961, mens Dorthe kom til at bo hos os i endnu 15 år, inden hun flyttede på plejehjem i Mariager. På det tidspunkt led hun af en fremskreden senilitet.

Pladsen i Enghavegaard blev anset for at være en af de hårdeste i sognet, men man lærte meget, for Dorthe (Anders Møller’s kone) var dygtig, og hun var interesseret i alt. Hun deltog i gårdens drift. Det var hende, der vidste, når en ko skulle holdes til eller et dyr sælges, og undertiden var det hende, der løjted o – lygtede af. Udtrykket stammer fra den tid, da landmænd gik dagens sidste runde i stalden med en petroleumslampe i hånden.

Og som Dorthe kunne malke. En morgen hændte det, der aldrig måtte ske – vi sov over. Stor opstandelse. Kunne vi nu nå at malke og få mælkespandene på plads ude ved vejen, inden mælkekusken kom forbi på sin vej mod mejeriet i Havndal. Alle måtte hjælpe, og vi nåede det, for Dorthe stod ud af sengen og ledede slagets gang.

Også livet i sognet interesserede Dorthe. Der var enkelte, der påstod, at det, hun ikke vidste, ikke var værd at vide – nogle brugte andre ord.

Det gamle ordsprog: Hun ka bær lig så møj ud i sit forkle, som han ka kom hjem mæ i sin pong, passede ikke på Dorthe. Hun var møj nøw. Intet blev smidt ud. Da jeg havde været der nogle uger, sagde jeg til True Line, der havde været gammelpige på gården i mange år, at jeg ikke syntes, det var så slemt. Hun svarede lakonisk: Vent en måned! Og sandt var det, ingen har nogensinde sagt, at Dorthe roste for meget.

Dorthes og Ajs’s forhold til tjenestefolkene var lidt gammeldags. Når vi sad ved langbordet og spiste, sad Dorthe og Ajs ved den ene ende af bordet. Der var dækket op med smør, sødmælk og franskbrød. Ved den anden ende af bordet, hvor vi sad, var der margarine, skummetmælk og rugbrød.

Når vi for eksempel fik grønkålssuppe, skulle vi spise en hel tallerkenfuld af suppen, inden vi begyndte at spise af kødet. En af karlene havde ikke hørt det, så han tog straks efter kødet. Dorthe gav ham et rap over fingrene. Men sådan var forholdene på mange store gårde.

Biler var der ikke mange af den gang. Der var dyrlæge Munch, doktor Fuglsang og Ajs Møller. Dorthe og Ajs Møllers bil havde nummer V44.

Det var så ualmindeligt at se biler, at flere, der i dag er ældre herrer, erindrer, at lærer Bach tillod, eleverne at forlade skolestuen for at beundre vidunderet, hvis der kørte en bil forbi oppe på vejen.

Når Ajs og Dorthe kørte en tur i V44, var det selvfølgelig Ajs der styrede, men det hændte ikke så sjældent, at Dorthe blandede sig i kørselen. Pas på ham der, Ajs, formanede Dorthe, hvis han lagde an til at overhale en cyklist. Ajs var ikke uden lune, så en dag de overhalede en cyklist, bemærkede han lunt:

Æ de jen, vi ska’ pas’ po, Dorthe!

Hvis Ajs og Dorthe en aften kørte i byen, blev Line siddende oppe og ventede, til de kom hjem. Det var nemlig hendes arbejde at tæppe af – lægge sengetæppet sammen, når de skulle i seng, og det måtte hun først gøre, når de kom hjem.

Ajs (Anders Møller) og Dorthe havde ingen børn. Det var måske grunden til at dyrene – køerne og hestene blev så stor en del af deres liv. Ajs var ikke uden grund stolt af sin besætning, der gjorde sig godt på ethvert dyrskue – og så var der den berømte hingst, Grandi, som havde den glæde at stå til rådighed for egnens hopper. Til gengæld kunne han hver dag fylde sig med havre og rå hønseæg i så store mængder, at han til sidst ikke gad æde det. Det værste var, at han blev så fed og uoplagt, at han også havde besvær med at klare sit arbejde med hopperne. Jeg spurgte Ajs, om det ikke ville være en god ide at lade Grandi motionere med lidt let markarbejde. Ajs var ikke begejstret, men gik til sidst med til det. Det skulle vise sig, at det var et tiltag, alle blev glade for – også Grandi og hopperne.

De landmænd, der havde valgt Grandi som far til deres føl, mødtes hvert år hos Ajs’ og Dorthe til gilde – Hingstegilde. Det så alle frem til. Dorthe serverede god mad og kaffe, og bagefter blev der spillet kort.

Gæsterne skulle have pungen med, for på den aften skulle betalingen for hingstens arbejde falde. Der var to takster. Havde Grandi gjort sit arbejde dårligt, skulle man selvfølgelig ikke betale så meget, som man skulle, hvis man var blevet den lykkelige ejer af et dejligt føl.

Køerne var Dorthes område. Hendes falkeøje så straks, om der var en ko skulle holdes til eller en kvie eller kalv, der skulle sælges, og så holdt hun skarpt øje med, om folken arbejdede hårdt for lønnen.

Dorthe (Anders Møller’s kone) var en lille dame, men hun hørte ikke til blandt sognets sagtmodige kvinder. Ingen var nogensinde i tvivl om, hvad hun mente. Det lagde hun aldrig skjul på, og det blev forkyndt med høj og klar stemme, enten folk brød sig om det eller ej. Trods et dårligt ben styrede hun dygtigt og myndigt husholdningen på Enghavegård. Den almindelige mening var da også, at hos Dorthe lærte man noget.

Skulle der tages en afgørelser om gårdens drift eller det daglige arbejde (som Dorthe selv deltog i så længe helbredet tillod det) skete det sjældent uden hendes godkendelse.

Stærk var hun, Dorthe, og der er ingen tvivl om, at hun gennem sit lange ægteskab med vores sognefoged, Ajs (Anders) Møller, var ham en god støtte. Efter Ajs død blev hun boende på Enghavegaard. Det blev ikke en tid uden problemer, for Dorte havde modsat Ajs svært ved at slippe tøjlerne.

De sidste år blev svære. En ulmende demens slog ud i lys lue, og Dorthe, der fik sværere og sværere ved at forstå, hvad der foregik omkring hende, følte stor angst. Da hun fik brug for megen hjælp, flyttede hun på plejehjem i Mariager.

Hun overvågede til stadighed arbejdet, så personalet hørte tit udbrud som: Vi ska’ lig ha tørret støv o her! – og det gjorde man så.

Den 22. juni 1975 døde Dorthe. Hun blev begravet i det store familiegravsted på Sem Kirkegård ved siden af Ajs.

Sognet havde mistet endnu en af sine stærke kvinder. Dorthe, der aldrig stak noget under stolen, var af dem, der på godt og ondt satte mærker i sjælen, men de er vel ikke de værste.

Ajs var vores sognefoged – politiets forlængede arm – i vort lille samfund. Det var hans opgave at sælge hundetegn, udbringe stævninger, etablere brandvagt ved ildebrand og meget mere. Han bestred – i øvrigt som sin far – embedet i over 25 år og fik også som sin far af kong Chr. X tildelt Dannebrogsordenen for lang og tro tjeneste.

At være sognefoged var et æreshverv. Intet under, at Dorthe var lidt stolt af Ajs. En af hendes faste vendinger var:

Ja, vi æ traj søstre, å vi æ ål traj gywt mæ en sognefoged!

Vores farfar, Poul Peter Nielsen, der var murer på Dania, købte i slutningen af 1800’tallet 20 tdl. hedejord. Som ejer af så meget jord, kunne han ikke længere være i fagforeningen, derfor begyndte han at opdyrke heden – med sin hakke, sin skovl og sin spade.

Bedstemor fik tuberkulose, der var en almindelig og ofte dødbringende sygdom. Da hun døde, overtog vores forældre i 1919 ejendommen. De måtte ikke flytte lige ind. Først skulle huset desinficeres. Vinduer og døre blev klistret til, hvorefter huset blev gasset.

Udbyttet fra den lette hedejord var ikke det største. Man sparede på den dyre kunstgødning, som vi selv måtte blande, og gødningen fra vore 4-5 køer rakte ikke langt.

Skulle stråtaget repareres, måtte Far høste rugen med le – og senere tærske med plejl, så stråene kunne bruges til at tække med. Ellers høstede vi med slåmaskine eller aflægger. Når kornet var blevet tørt, blev det kørt hjem i laden eller i stak.

Det var – sagt på jysk møj træls – at gå en hel eftermiddag og genne på hesten i den hestegang, vi havde i gården, men det var nødvendigt for at få vores pigetærsker, det lille, primitive tærskeværk, til at fungere. Helt galt var det de år, hvor kornet var så lavt, at det ikke kunne bindes i neg, så blev det kørt hjem som rivelse og tærsket – som det dog støvede.

Når vi havde tærsket, lå avner, korn og halm i en bunke. Halmen kunne vi fjerne med en greb, og så kunne vi begynde forfra med at rense kornet i den hånddrevne rensemaskine. Den brugte Mor også, når hun rensede de tyttebær, hun og pigerne hvert efterår plukkede i heden og solgte til Andi-Peter fra Assens for at tjene en ekstra skilling til husholdningen.

Vi havde ikke el eller vand på ejendommen. Vandet måtte vi hente i brønden, der lå på den anden side af vejen. Tre store cementrør var gravet ned i jorden. I bunden var et rent lerlag, her sivede vandet ud. Kunne der leve frøer i brønden var vandet rent – og vi så ofte frøer.

Værst var det, når Mor en vinteraften sagde, at der ikke var mere vand, så måtte en af os drenge ud i vejret, over vejen til brønden. Man kunne ikke se, og der var ingen hegn om brønden, så de sidste meter var det klogt at kravle, så man undgik et ufrivilligt bad.

Når sneen smeltede om foråret, kunne det ske, at arealet ved brønden stod under vand, så skulle den tømmes. Til sidst blev en af vi drenge hejst ned for at skrabe mudder op, indtil vi igen kunne se det fine, rene ler på bunden.

I den tid vi ikke kunne bruge vandet fra brønden, kom Far, der kørte som mælkekusk, hver dag hjem fra Trinderupgården med et par mælkespande fyldt med vand.

Til ejendommen hørte en lille skov. Træerne blev solgt på roden. Når de var fældede, blev de kørt til et savværk og savet i brædder. Grenene kørte Far til Assens. Her solgte han dem til arbejderkonerne, der huggede dem op og bandt dem i små bundter, der lige passede til komfuret og kakkelovnen.

Selv om Mor var dygtig og nøjsom, var indtægterne fra landbruget langt fra nok til at forsørge en familie med 13 børn, så Far måtte tage arbejde ude.

Hjemme kunne vi altid høre, når en kuldamper ankom til Dania, så blev der travlhed. Mor smurte madpakke og viklede våde aviser om trepæglsflasken med kaffe. Far fandt cykel og skovl frem, for det gjaldt om at komme hurtigt af sted. De, der kom først frem til Dania, fik arbejdet.

At læsse kul på Dania var akkordarbejde og godt betalt, så når Far 10 – 12 timer senere kom hjem kulsort over det hele, var Mor glad:

No æ’d peng, så wi ka’ kyw tøw te’ knejten.

Et år, der var småt med foder, lejede Far sammen med et par andre et stykke af Sem Hede for at tjene lidt ekstra. Hus- og gårdmænd måtte som så ofte før i Hien for at hente revling og lyng til kreaturfoder. Gik det lidt trægt med betalingen, stak Far gerne en greb op til manden i læsset med ordene: Do ka’ set pengen her!

Da tyskerne forlod landet i 1945, blev en masse biler kørt op i kanten af Skrødstrup Skoven, hvor de blev sprængt. For at forhindre folk i at stjæle fra bilerne, holdt frihedskæmperne vagt.

Det forår gik Far og Eskild Bregendahl og tog stød, trærødder, op. Far havde lært at sprænge dem ud af jorden. Tidligere var det hårdt arbejde at brække dem ud af jorden med en rafte, når man havde hugget smårødderne over med en økse.

Pludselig så de, at der under de grene, de skulle have med hjem, lå dæk og hjul fra bilerne. De var ikke længe om at finde ud af, at der kunne tjenes en ekstra skilling, hvis de tog dem med hjem og solgte dem – så det gjorde de.

Far kunne – som Bedstefar – ikke komme i en fagforening, fordi vi havde 4 – 5 køer. Grænsen gik ved to, men han ville ikke skille sig af med nogle af dem.

Det var som regel Far der malkede køerne. Om vinteren, eller hvis det blev ud på aftenen, fordi en eller anden kom og snakkede, var det altid en af os, der måtte stå og holde flagermuslygten – og koens hale. Det var der ingen af os, der syntes, var spændende.

Mor vaskede spandene – under skarpt opsyn fra Far, for var de ikke pinligt revne, gik mælken i anden klasse på mejeriet. Det betød dårligere afregning, og vi havde brug for pengene, for der var mange munde at mætte.

Når Far arbejdede ude, var det gerne med heste og vogn. Han var meget glad og stolt, da han fik råd til at købe to frederiksborgere fra Edderup Skovgård. Nu havde han heste, der kunne trække, når han arbejdede i marken, skulle køre mælketur til Assens eller Havndal, sand fra Ajs Møllers sandgrav i Edderup til kommunens vejarbejde eller træ i skoven.

Det var ikke almindeligt at holde mange grise, men en julegris var der som regel i stalden. Vi har dog været ude for, at pengekassen var så slunken, at Far var nødt til at sælge den inden jul.

Skulle der slagtes, blev der sendt bud efter Nicolai fra Hou.

Når grisen lå med bundne ben på det store trækar, skar Nicolai halspulsåren over, så den kunne forbløde, ellers blev kødet ødelagt. Først når grisen ikke skreg mere, blev den stukket i hjertet, så den døde. Så gik Mor i gang med at skære grisen ud, lave blod- og medisterpølse og meget andet.

Engang havde vi en gedebuk som legedyr, indtil Fløche Jensen fra Edderup Skovgård kom og købte den. Man mente den gang, at man kunne afværge kalvekastning i besætningen, hvis en gedebuk gik rundt i stalden.

Vi havde næsten alle typer fjerkræ. Høns, ænder, gæs, duer og en overgang kalkuner.

Både når det gjaldt høns og duer, var Posten en af vore gode kunder. Han købte æggene, fordi han syntes så godt om farven. Vi havde hvide høns, der gik frit omkring. Der var jo ingen trafik. Æggene havde vi tit besvær med at finde. Hønsene gemte dem alle steder – selv på møddingen.

En gang manglede Far penge, så han ikke kunne betale for avisen. Posten syntes ikke, at det var et store problem. Han lovede at ordne det, hvis han fik Dueunger for beløbet. Men sikke et cirkus. Han ville selv med ud i dueslaget og penge duerne ud. Trods vore protester vred han halsen om på nogle voksne duer. Dem var der mere kød på, mente han – og det havde han jo helt ret i.

Om foråret havde vi en lille bibeskæftigelse. Ikke langt fra os lå Simmismues – Simons Mose. Egentlig var det en lille sø. I søen lå en lille ø, hvor der var en stor måge- og ternekoloni. Var man kendt med forholdene og passede lidt på, kunne man vade helt ud til øen og samle mågeæg. Man skulle altid lade et æg blive i reden, ellers holdt fuglene op med at ruge. Æggene solgte vi til bageren i Assens for ti kroner for en kurvfuld. Var man uheldig og trådte ved siden af stimen, kom man i land med våde bukser, og så var det klogt at se efter, om der sad igler på benene.

Der var et lille problem. En mand, hvis grund gik helt ned til mosen, troede, at han havde eneret på at samle æggene. Hvis han hørte mågerne skræppe op, kom han stormende, så var det klogt at være lidt årvågen, så man kunne nå at komme væk i tide. Desværre blev indsamlingen til rovdrift, så til sidst forsvandt mågene helt fra øen. De er aldrig senere vendt tilbage.

En af vore naboer havde en søn, der boede i Ålborg. Når han under krigen var på besøg hos os, havde han gerne en pakke med. Det var illegale blade. Far gemte dem under loftsbrædderne ude i laden, indtil han kunne give dem til posten, der skulle dele dem rundt.

En dag kom tyskerne fra Assens for at søge efter en undvegen fange. Vores lillesøster forstod ikke, hvad de sagde, men pegede op på loftet. Heldigvis fandt tyskerne ingenting. De ledte jo efter en mand,.

Far og Niels Wichberg var ikke altid de bedste venner. Niels, der kørte som mælkekusk, havde irriteret min far groft. En gang de mødtes på Assens Mejeri, undgik Niels kun at komme en tur i ostekarret, fordi mejeribestyreren lagde sig imellem.

Deres skærmydsler var skyld i, at min søster og jeg skulle køre vores mælk på mejeriet den 19. september 1944, da tyskerne arresterede det danske politi. Det er en dag, der står tydeligt i min erindring.

Der stod tyske vagtposter ved alle indfaldsvejene til Assens. Man skulle have en skriftlig tilladelse for at komme forbi. Det havde jeg ikke. Først da Slagter-Peter kom og hjalp os, fik vi lov til at køre på mejeriet med mælken. På vejen hjem gik det galt igen. Vi blev arresteret og måtte tilbringe adskillige timer på skolen, som tyskerne havde beslaglagt. Det samme skete dagen efter. Først den tredje dag fik vi den skriftlige tilladelse, så vi kunne køre mælken på mejeriet uden problemer.

Vores storebror, Holger, var politibetjent i Hadsten. Sammen med en kollega var han i Randers. En lokal købmand advarede dem og lånte Holger tøj og en cykel, så han uden besvær kunne tage ud til sine svigerforældre i Råby. Resten af krigen var han under jorden – skjult for tyskerne. Ingen vidste, hvor han var.