Tag: 2. Verdenskrig

Ikke mange kender i dag Hans Jacobsens fortid som soldat og grænsegendarm, men alle kender vist nok den gamle bonde fra Bølling Skanse. Her boede familien i mange år, og samtidig var Hans sammen med sin kone, Gerda gennem mange år bestyrer og passede forsamlingshuset i Bølling.

Hans er en markant skikkelse, der fortjener at få sin historie fortalt, og han er en god fortæller med megen lune må man konstatere. Efter han blev enkemand bor han nu i en hyggelig lejlighed ved Egetoft. Her, hvor han levende fortæller om et spændende liv, om soldaterlivet op til 2. verdenskrig, hvor han blev sendt på en umulig opgave d. 9. april, om arbejdet som landmand og alt muligt andet arbejde, og sidst men ikke mindst ”de skrå brædder” og mange gode oplevelser ved dilettant i Bølling og til tider også lokale egns-spil har fyldt Hans Jacobsens et par og halvfemsårige tilværelse.

I egnsspillet om Egtvedpigen spillede Hans en sjov rolle.

Men først et par generelle oplysninger om gendarmeriet ved den dansk-tyske grænse, der hvor Hans Jacobsen i sin ungdom også gjorde tjeneste, og hvor han gik vagt i under første del af verdenskrigen.

Grænsegendarmeriet oprettedes ved en kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten og var underlagt hæren indtil 1864.
Gendarmeriet kæmpede i 1864-krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed og blev herefter nedlagt.
Korpset blev så genoprettet i 1866 og virkede herefter som et militært organiseret grænsetoldpolitikorps ved Kongeågrænsen.

Den 5. maj 1920 indtog Grænsegendarmeriet da efter genforeningen sin nye post langs grænsen mellem 1. og 2. afstemningszone, der pr. 21. juni 1920 blev den nye dansk-tyske toldgrænse på land. I 1920 blev grænsen inddelt i 5 officer-distrikter med i alt 16 afsnit. Hovedkvarteret lå i Gråsten.

I perioden 1920-32 overtog grænsegendarmeriet dele af toldklaringen og kontrollen med grænsetrafikken ved de små overgangssteder, herunder paskontrollen, der oprindeligt hørte til politiets opgaver. I forbindelse med truslen mod grænsen i 1930-erne blev der gennemført en bedre bevæbning af korpset, og dets funktion ved grænseoverskridelser blev præciseret. Fra 1937 indgik Grænsegendarmeriet direkte i det militære forsvar af Sønderjylland.
I årene omkring anden verdenskrig var Grænsegendarmeriet et militært organiseret og bevæbnet korps, der sammen med toldvæsenet havde til opgave at kontrollere varetrafikken i området ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland.
I samarbejde med politiet deltog korpset endvidere i paskontrollen og i opgaven med at opretholde ro og orden ved grænsen.

Den 9. april 1940 blev tre gendarmer dræbt af tyske efterretningsfolk. Omkring klokken fire på besættelsesmorgenen 1940 blev overgendarmerne A.S. Albertsen, J.P. Birk og A.A. Hansen under bevogtningstjeneste ved jernbaneviadukten i Padborg skudt ned af tre civilklædte tyske agenter fra Regiment Brandenburg. Tyskerne var som ”fortrop” for besættelsesstyrken sendt over grænsen for at forhindre, at vigtige broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær.
Ved jernbaneviadukten i Padborg stødte de tre tyske agenter på gendarmerne. Gendarmerne spurgte, hvad de skulle her. Der blev svaret på tysk, at de skulle til banegården, hvorefter tyskerne trak deres pistoler og skød gendarmerne på kort afstand.
Overgendarm Birk var død på stedet, mens de to andre sårede døde senere.
Tyskerne har angiveligt troet, at gendarmerne var ved at forberede sprængning af banen.

Korpset som helhed kom ikke i kamp, regeringen havde nemlig den 8. april givet Grænsegendarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i kamp, hvis tyskerne overskred grænsen.

Fanevagt ved mindesmærket for de tre dræbte gendarmer d. 9. april 1940.

Oberst Svend Paludan, Muller, chef for Grænsegendarmeriet, faldt den 26. maj 1944 i ildkamp med tyskerne. Fra sin tjenestebolig ved Gråsten Slot kæmpede han heroisk mod den tyske overmagt, og tog flere tyskere med sig i døden. Forinden havde han fået sin familie og to ordonnanser bragt i sikkerhed ad bagdøren.

Obersten havde både før og under besættelsen markante meninger om tyskerne, og tyskerne havde også obersten mistænkt for illegalt at modarbejde besættelsesmagten. Da tyskerne den 26. maj 1944 ville arrestere obersten, var det helt i overensstemmelse med hans overbevisning og handlinger, at han modsatte sig arrestationen og dermed betalte den ultimative pris.

Den 19.-20. september 1944 blev hele korpset interneret og et stort antal gendarmer sendt til tysk koncentrationslejr. Den 5. oktober 1944 blev 141 gendarmer (af i alt 291 som var interneret) udtaget til deportation til koncentrationslejren Neuengamme. Inden det i marts 1945 lykkedes at få de sidste gendarmer hjem var 35 omkommet, en savnedes, to døde før befrielsen og tre døde senere som følge af den grusomme behandling i Tyskland.

En ny grænsebevogtning blev straks efter befrielsen 5. maj 1945 etableret i samarbejde med modstandsbevægelsen, siden Den danske Brigade og den regulære hær. I løbet af 1949 afvikledes korpsets militære opgaver helt, og i 1952 skiftede korpset navn til Toldgrænsekorpset. 1. april 1969 nedlagdes korpset helt.

Hans Jacobsen som korporal i 1940.

Hans Jacobsen får herefter ordet:
Jeg er født d. 6. juni i 1917 i en lille landsby syd for Rødding, der hedder Brandstrup. Min far var på det tidspunkt indkaldt som tysk soldat, og han kom først gående hjem fra Rusland et stykke tid efter 1. verdenskrigs afslutning. Jeg husker gennem min barndom at far tit vågnede om natten med de værste mareridt, som plagede ham i flere år. Han var oprindelig kampestensmurer, og flere gårde og huse på egnen står stadig efter far, så de har været lavet godt.
Efter genforeningen i 1920 flyttede familien lidt nord for Rødding til Hjerting Skov. Selv om jeg kun var tre år, kan jeg stadig huske denne flytning pr. hestevogn. Vi var 6 søskende hjemme, og da jeg næsten var fyldt 10 år kom jeg over på en gård at bo en sommer. Her skulle jeg op før kl. 5 og malke to køer og siden trække alle 17 køer ud og tøjre dem inden skolen begyndte kl. 7 hver morgen. Denne sommer tjente jeg 50 kr. 30 købte vi tøj for og de 20 blev sat i sparekassen.
Hjemme igen gik jeg lidt ud på dagleje, når jeg ikke var i skole, men der var især en lærervikar, der godt ville give os fri, sådan i høsten, og da kunne man tjene 1 kr. og 50 øre om dagen.
Jeg kunne nu ellers godt li’ at gå i skole og da jeg blev lidt større inden konfirmationen, blev jeg tit sat til at hjælpe de mindre skolebørn.
Efter jeg kom ud af skoen, var jeg i en plads, hvor vi kørte grus ud på sognevejene med hestevogn, og i en lidt mærkelig plads, hvor manden holdt på at have særskilt vogn til høst, til at køre møg og til at køre i byen.
I 1933 tog jeg så på Skibelund efterskole. Både opholdet og mit tøj havde jeg selv tjent til. Det var en skøn tid, jeg lavede en dragkiste, og jeg husker endnu en lærer La Cour, som havde det mundheld: ”Du skal altid stikke fingeren i jorden, for at lugte hvor du er” Jeg synes dengang det var underligt, men i dag forstår jeg ham bedre.

Endnu en plads på en lidt større gård, her var jeg først 2. karl og senere fodermester. Da vi kom til november, sagde manden, at jeg blev nok nødt til at søge en ny plads, for han havde ikke råd til at give mig det, jeg nu var værd. Jeg forlangte 100 kr. om måneden, det ville sognefogden godt give på en anden stor gård, så her blev jeg fodermester, vi havde opdræt af avlsdyr, både tyre og kvier. Det var en rigtig god plads, jeg havde frie hænder til indkøb af foder, og når dyrene skulle ind på auktion i Haderslev var jeg altid med, for som manden sagde: ”Du har jo selv lavet dem”.

Nu var jeg så blevet 20 år og var på session. Til april 1938 blev jeg indkaldt til 18. batl. 4. komp. 3. deling. Efter rekrut tiden blev jeg udtaget til korporal skolen i Haderslev. Her blev vores lærer skam DM i bajonetfægtning, vi blev rigtig lært op.

Som rekrut fik vi 50 øre om dagen, og det steg til det dobbelte som korporal, men var alligevel meget mindre end da jeg fik 100 kr. om måneden. Der var meget kadaver disciplin, især da vi kom tilbage til Sønderborg, og nu nærmede krigen sig, begyndte vi at mærke.
Sidst i august 39 blev vi sendt på øvelse oppe ved Sjølund, hvor vi blev indkvarteret på gårde og større huse, jeg var havnet i Brugsforeningen. Den 1. sept. hvor Hitler gik ind i Polen, blev vi alarmeret og måtte stille med en madpakke og skarp ammunition. Jeg fik en feltvagt og fik ordre at stille op med sigte mod Hejls mejeri, og her måtte jeg så virkelig til at råbe op, for der stillede et par soldater lidt berusede – hvad kunne der ikke ske med de skarpladte geværer rettet ind mod mejeriet, tænkte jeg. Vi fik intet at vide, og sådan var det også senere, det der foregik var meget mærkeligt. Medens vi var i Sjølund fik jeg også ordre til at tage til Varde med 3 mand. Her skulle vi bevogte en tysk pilot, der var nødlandet på Fanø. Der gik 3 dage inden flyveren blev afhentet, og i den tid stod vi troligt vagt uden for hans hotelværelse.

Op til tyskernes overfald d. 9. april 1940, blev situationen mere og mere anspændt på kasernen i Sønderborg. Allerede i marts måtte vi kun færdes feltmæssig og orlov var inddraget. Om morgenen d. 7/4, lå der pludselig ca. 30 mindre skibe i Alssund, vi fik senere at vide at alle skibene var lastet med heste på vej til tyskerne i Norge. D. 8. april fik jeg udleveret nøgle til våbenkammeret og skulle udlevere 20 skarpe patroner til hver geværskytte og 60 til rekylgeværene, tænk det var jo ingenting hvis vi virkelig skulle i kamp.

Kl. 10 om aftenen, stadig den 8. april, kunne vi gå i seng, men helt feltmæssig og kl. 4 om morgenen blev vi vækket, da fløj de tyske flyvemaskiner allerede lavt hen over os, men de skød ikke på os.
Oberst Kristensen beordrede nu en kaptajn til at rykke over til Als for at indtage en stilling, men kaptajnen indvendte, at det var en ren selvmordsopgave, så det ville han ikke.
Så beordrede obersten mig tage en gruppe ud på broen over til Als for at forhindre at broklapperne kom op. Vi lå så der midt på broen, helt ubeskyttet, og med et større tysk krigsskib liggende nede ved slottet. Ingen af parterne løsnede et skud, vi lå bare der og vidste ikke hvad der skete, men kl. 9 ringede obersten, at nu kunne vi godt komme hjem.
Vi måtte så resten af formiddagen grave skyttegrav foran kasernen, men vi så ikke spor til tyskerne, de hastede alle sammen nordpå.
Vi soldater syntes alle bagefter, at det var et spil for galleriet, at der måtte falde gode danske soldater, når hensigten hele tiden havde været, at vi ikke for alvor ville gøre modstand.

Broen over Alssund, som Hans Jacobsen bevogtede d. 9. april 1940.

Jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt blive ved militæret og søgte ind på sergentskolen i Sønderborg, det blev ikke rigtigt til noget, for obersten ville ikke være med mere. Senere på sommeren søgte man grænsegendarmer, og der meldte jeg mig også, men fik at vide at der var 300 der søgte foran mig. Så tog jeg en plads ved Alminde på Stensbjerggård til 50 kr. om måneden + 50 øre i timen, når jeg ikke passede køerne.
Der blev jeg glad for Gerda, der tjente samme sted, og vi blev forlovede.

Nytårsaften kom der så brev om, at jeg skulle begynde som gendarmaspirant den 9. januar. Det var jo en overraskelse, men jeg tog ned til grænsen og fik logi ved en gift gendarm dernede.
Tjenesten bestod i 4 timers vagt og 8 timers fri, skiftende døgnet igennem, samt én dag om ugen fri. Bevogtningen for vort vedkommende var i Frøslev plantage, et ret øde område. 5 km. rundt i terrænet og så tilbage igen. Kun en enkelt gang pågreb jeg en grænseoverløber, en dansker, der havde været en tur i Berlin.
Mange gange, når de engelske flyvere angreb Flensborg, skød tyskerne som vilde og det var ikke ufarligt at færdes derude om natten, når projektiler fløj om ørene på os.

Gerda og jeg blev så gift d. 13. april 1942 i Fredsted, hvor hun var fra, og vi fik vores første barn året efter. Det blev til 8 gennem årene, fire af hver og det var godt nok.

Det nygifte par med deres første barn, Hans er i gendarmuniform.

Medens jeg var gendarm hjalp jeg undertiden en bonde, der havde jord på begge sider af grænsen, og en dag jeg var ude at høste med selvbinder gav det et hop, jeg så bagud og hårene rejste sig lodret, da jeg så at jeg var kørt lige hen over en granat, der ikke var gået af.. Jeg skulle ikke have høstet mere på marken, og der blev et ordentligt hul i marken, da en sprængningskommando fik den uskadeliggjort. Det tog dog 8 dage inden det skete, og i den tid fik kornet lov til at blive stående.

Som gendarm tog jeg to idrætsmærker, det var noget oberst Paludan opmuntrede os til, han havde dem alle selv, men manden vi boede hos kunne ikke rigtigt med min kone, så efter godt et års tid tog jeg min afsked som gendarm og ville være landmand igen.

Vi blev så bestyrer på Fiskærsminde ved Alminde, her var vi i 17 år, her blev børnene født på nær den første og den sidste, og vi sparede hele tiden op til at kunne få vores eget landbrug.

Skansegården i Bølling inden den brændte.

Det blev Skansegården ved Bølling som vi købte i 1960.
Desværre brændt det meste ned 8 år senere, to længer stod ikke til at redde da vores bil kortsluttede. Det var en rigtig grim oplevelse, hvor vi mistede næsten alt, og vores søn blev beskyldt i starten for at forårsage branden, og politiet forsøgte på forskellig vis, at få drengen til at tilstå, det blev jeg godt gal over, kan jeg huske. Heldigvis viste de tekniske undersøgelse noget andet.
Et held i uheld var det dog, at branden ikke skete om natten, for så var vi næppe kommet ud i live, men vi mistede jo alle vore ting og sager.

Branden var også en økonomisk lussing af format, forsikringen kunne slet ikke dække de nye bygninger, og jeg måtte begynde at tage arbejde uden for landbruget for at redde økonomien.

Jeg har både arbejdet på Zoneberg elementfabrik i Kolding og hos kobindselfabrikken Dan i Egtved. Det var en hård tid med arbejde fuldtid og bagefter at få passet bedriften på gården. Efterhånden jeg blev ældre lejede vi jorden ud og solgte dyrene.

Hesteforsikringen for de mindre husbrug har også haft mig som medlem og i bestyrelsen i mange år. Det rørte mig meget at de udnævnte mig som æresmedlem her ved deres nyligt afholdte jubilæum. Forsikringsforeningen lever den dag i dag i bedste velgående, modsat den store kasse, som er gået ind for mange år siden.

Jeg må sige at være faldet til her på Egetoft efter at jeg blev alene i marts 2004, hvor Gerda døde.