Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Tag: Hyllinge

  • Angiveri

    I september 1944 var en tyverårig pige fra Hyllinge til bal i Sneslev Forsamlingshus. Her blev hun generet af en kommis fra Fuglebjerg. Han spurgte hende, om ikke hun skulle “hen og snakke med de sorte”. Underforstået medlemmer af Sommerkorpset, indkvarteret i Førslev.

    Sammen med en veninde og en ven gik hun hen til smeden for at låne telefonen. Hun ringede til en navngiven ven blandt sommerfolkene. Inden vennen og hans kammerater nåede frem til forsamlingshuset, var kommisen taget hjem.

    Efter befrielsen blev hun idømt en straf på to års fængsel med fradrag af 78 dages udstået varetægtsarrest og frakendelse af almen tillid i 5 år.

  • Klipning og spark

    4. maj 1945 om aftenen blev mørklægningsgardinerne oppe. Lyset strømmede ud af vinduerne. Modstandsfolkene gik på plads. Dagen efter begyndte opgøret. Det var mange steder ikke noget kønt syn.

    På Hyllinge Station havde en masse nysgerrige taget opstilling ved perronen om eftermiddagen. Andre stod foran kroen, hvor den lokale modstandsleder havde oprettet kommandostation. Modstandsfolk kom og gik. Der blev råbt højt inde i kroen. Modstandslederen havde fået ordre til at sende folk til Ringsted, hvor schalburgerne havde forskanset sig på kasernen. Nu skulle der skaffes både folk og transport.

    Et par karle luftede på perronen deres patriotiske forargelse over, at to mænd i tyverne havde plejet omgang med tyske flygtningepiger indkvarteret på Hyllinge Skole. De skulle klippes, mente de. For en sikkerheds skyld gik de ind på kroen for at få tilladelse hertil. De kom tilbage og meddelte, at de havde fået lov til at klippe de unge mænd. Tilladelsen skulle være givet af modstandslederen.

    Karlene stillede sig op på perronen. Da toget fra Næstved ankom, steg de formastelige mænd intetanende af toget. De havde som mange borgere i Hyllinge været en tur i Næstved for at se, hvad der skete. Det var jo en spændende dag.

    De klippeivrige karle tog fat i dem og nærmest klaskede dem op mod stationsbygningen mur. Efter en del råben, skrigen, puffen og spytten kom saksene i brug. Da klipningen var klaret, fik de besked på at skrubbe hjem. Ordene blev ledsaget af skub og puf. De gik ned ad hovedgaden mod brugsforeningen fulgt af en råbende skare med de to karle i spidsen. Flere gange blev de sparket eftertrykkeligt bagi.

    I sparkeriet deltog en af Hyllinges i øvrigt velansete gårdejere.  Han sparkede med træsko og understregede sin patriotisme højlydt med kraftige udtryk som “skide tyskersvin” med mere.

    Mændene forsøgte ikke at løbe. Gik bare med forstenede ansigter stirrende stift frem for sig. Heldigvis faldt de ikke omkuld. Hvis det var sket, havde den ophidsede mængde nok sparket dem både her og der på krop og hoved.

    Senere på dagen ankom nogle klippeivrige patrioter til en ejendom, hvor en syttenårig pige boede hos sine bedsteforældre. Hun skulle have gået med tyske soldater. Bedsteforældrene nægtede dem adgang til huset. Bedstefaderen blev skubbet til side. Pigen blev klippet.

    Jeg så hende nogen tid senere i toget til Næstved. Hun sad med en alpehue, der skjulte håret. En femtenårig dreng morede sig med at lave klippebevægelser med fingrene, når hun kom til at se i hans retning.

  • Da Hyllinge mølle brændte

    Møllen i Hyllinge var en Hollandsk vindmølle, bygget før 1906, den lå på hjørnet af Tåstrupvej og Søndergade. Møllen brændte i 1915, men beboelsen og avlsbygningerne er der stadig.

    Møllen brændte tidlig om morgenen søndag den 11 april, kl. ca. 4.30. Ilden var opstået som selvantændelse i et leje, man havde om lørdagen slukket en mindre brand i et tapleje, som var løbet varm, dette var blevet opdaget i tide og slukket af møllersvenden.

    Det var møller Røndum der havde møllen, og han gik en runde i møllen ved 1.30- tiden lørdag nat og da var der ikke noget i vejen, og herefter gik han til ro.

    Et par timer efter blev der slået alarm og da stod møllen ikke til at rede, foruden møllen brændte det sammenbyggede bageri og elektricitetsværk. Men avlsbygningerne og beboelsen blev redet, da vinden bar fra, og da der hurtigt kom hjælp fra hyllingesprøjten som oversprøjtede de truede bygninger med vand, for at fortrænge ilden. En portbygning der forbandt bygningerne blev revet ned, så ilden ikke kunne løbe den vej. Hyllinge henlå i tiden efter i mørke, man måtte igen have petroleumslamperne, tællelys og stearinlys frem, indtil man fik lavet en nødforsyning fra Spjellerupsværket.

  • Kirkebyggerier

    Utallige sagn landet over omhandler kirker, der skulle have ligget et andet sted. Hvis ikke man havde taget de underjordiske trolde i en nærliggende bakke eller gravhøj i ed før et byggeri, kunne de let blive sure. Troldene gik i aktion om natten og rev ned, hvad der blev bygget om dagen. Byggematerialet flyttede de underjordiske til et mere passende sted, hvor de ikke blev forstyrret. Særlig kirkeklokkerne kunne man ikke lide, og deres oprindelige formål var netop at skræmme onde ånder væk. Således skulle Marvede Kirke oprindeligt have været planlagt opført ved sognets største by, Menstrup. Et sted siges oppe på Menstrup Bjerg, og der skulle i øvrigt ligge en stor skat gemt deroppe. – Karrebæk Kirke skulle have været bygget ved Karrebækstorp og Førslev Kirke ved Arløse (man havde glemt, at der oprindelig havde været en kirke i Arløse). Om Hyllinge kirke fortælles det, at der: “fordum har boet en Høvding eller Viking, som så blev kristen og byggede den første Kirke. Der blev fortalt, at han havde sine Skibe og laa i Havn, der hvor nu Vognmanden har Have” (NPP – Se noter).

    Noter til denne historie

  • Rappestenen

    Er en af de mange sten, der ”er blevet” kastet mod en kirke. Historien lyder (NPP): ”Hvor nu Hyllinge Stationsplads er, laa der en Sten, der hed Rappestenen. Den ragede vel 2 Alen op over Jorden [ca. 1,3 m], og henved en 8 Alen i Omkreds. Paa den vestre Side var der en glat Flade, saa bred at vi Drenge kunde glide ned ad den. – Om denne Sten fortælles der, at dengang Hyllinge Kirke var bygget, var der en Kæmpe, som hed Rappe, som besluttede, at han vilde slaa Kirken omkuld. Nogle siger, at han stod paa Rappenborg Galgehøj [Ved Saltø Gods], andre at det var Elmsbjerg [Menstrup Bjerg]. Stenen gik imidlertid for højt og for langt. Den glatte Flade paa Stenen kom, idet den fór ud af Kæmpens Haand.

    Stenen blev sønderslaaet omkring ved 1875, og der blev en stor Grav [hul], dér hvor den havde været, thi den gik dybt i Jorden. Trappestenen ved Industribygningen i Næstved stammer derfra. Den var ualmindelig god at flække”. – (Industribygningen blev nedrevet i 1960’erne, da det tidligere Kvickly blev bygget). – Spejderne i Hyllinge har i øvrigt taget navn efter stenen, der også har givet navn til Stensgaard).

    Noter til denne historie

  • Præsten og Naboen

    Det har vist altid været kært at kunne gøre lidt grin med sin præst, eller med ærefrygt at brygge historier på hans overnaturlige evner. Han stod jo i forbindelse med de højere magter.

    Tænk blot på oprindelsen til ”Hokus Pokus”, som var middelalderpræstens ord: ”Hoc est korpus”, når han løftede alterbrødet (hostien) op mod Gud under messen: ”Dette er legemet”. Denne overnaturlige evne til at skabe et stykke fladt brød om til Jesu legeme kunne udnyttes, og mange præster var ferme til at (vel)signe og (for)mane, som historien sidste gang viste. – En af NPP’s præstehistorier (fra før de indendørs toiletters tid) er lidt vovet:

    ”Præsten og hans Nabo var tidt Uvenner, for deres Mark grænsede sammen, og Kreaturerne gjorde Skade. En Dag havde Præsten taget nogle af Naboens Køer op, og nu trættedes de om Løsladelsen, og den kunde de ikke blive enige om. Omsider blev de enige om, at den der først fik sagt Godmorgen til den anden, han skulde eje dem. Om Aftenen gik Naboen ind i Præstehaven og klatrede op i et stort Kastanietræ, som stod lige udenfor Præstens Hoveddør, og her tilbragte han Natten, og ventede paa at Præsten, naar han om Morgenen stod op, skulde et nødvendigt Ærinde ud i Haven. Præstens Pige [tjenestepige] skulde den Nat ud i et nødvendigt Ærinde, og hun mente ikke, at det var nødvendigt at tage noget Tøj paa, saa hun hoppede ud i den bare Særk. – Men nu traf det sig jo, at Præsten også skulde ud. Og da han saa Pigen, foreslog han hende, om de ikke skulde lade – ”Pilatus gøre en rejse til Jerusalem?” – Og det blev de enige om, og lagde sig så ned i Græsset. – Saa gik de ind igen. Præsten stod tidligt op for han vilde jo ind og hilse paa Naboen, men næppe var han kommen ud i Haven før det lød oppe fra Træet, ”Godmorgen Hr. Pastor.” – Præsten stammede: ”Hva’ hva’ – hvad er det? Hvor længe har du siddet der?” – ”Lige siden Pilatus rejste til Jerusalem.” – ”Tys, tys,” siger Præsten: ”Ti dog endelig stille med det, saa maa du gerne faa Køerne”.

    Noter til denne historie

  • Helligovnspræsterne

    Som det fremgår af det følgende, er det ikke helt almindelige præster, der omtales: – ”Naar man fra Hyllinge følger Vejen østerud af Byen kommer man igennem det Terræn der kaldes Helligovnen. Et gammelt Hus, der ligger der, kaldes Helligovnshuset. Det hed sig, at det var farligt at færdes der ved Nattetid, thi Præsterne var ikke bange for at slaa Folk ihjel.

    Ved Oprensning af et Vandhul fandtes et Skelet, vel sagtens nok af en Kræmmer. Der blev dengang kastet Jord derover, og nu er hullet fyldt. Omtrent ude ved Kyse Skel, paa venstre Side af Vejen, har der i sin Tid ligget en Høj eller Stendysse, der er ikke langt derfra hen til Harrested Aa, der har maaske været et Offersted her, naar de gamle Vikinger vendte hjem med godt Bytte, saa at det er derfra Helligovnsnavnet stammer” (NPP – Se noter).

    Noter til denne historie

  • En grum smuglerhistorie

    ”I Hyllinge boede der en Mand; han hed almindeligvis Lanseneren. Det var en raa og lidt fordrukken Person, og han var tit borte i flere Dage, og ingen vidste rigtig, hvor Lars var. Paa den Tid, omkring ved 1850, var der nogle jøder [!] i Næstved, der smuglede – navnlig Silketøj. Nogle af gaardmændene i Ladby og Lille Næstved hentede Varerne ved Klinteby strand (dengang hed det Gumperup) og kørte dem hjem til sig selv – for saa en anden Nat at smugle dem over Susaaen. [Købstæderne var beskyttet af toldporte til 1857]. Sisebetjenten [tolderen] ved Store Bro havde været efter dem; saa derfor besluttede Smuglerne, at hævne sig paa ham.

    En Sommeraften kom en Vogn i stærk fart ind i Lille Næstved; der var to Mand paa Vognen, og de raabte til Tolderen, at de skulle efter Doktor. Saa fik de lov til at køre, og Bommen blev staaende aaben. Tolderen gik saa en lille Tur hen ad Fortovet. Det varede ikke længe før Vognen kom tilbage i samme fart – nu var der kommet en Haand til syne bag i Vognen. Vognen blev sagtnet lidt i farten, da den var nær ved Tolderen, og Hestene drejede lige ind paa ham. Uvilkaarligt slog Tolderen den ene Haand i Vejret; men: i det samme blev et Reb kastet ned over ham, saa Løkken paa Rebet kom ned over Arm og Hoved. Vognen fortsatte rasende sin Fart, og den ulykkelige blev kastet omkuld og slæbt efter Vognen idet den anden ende af Rebet var fastgjort til Vognen. Det skal have været skrækkeligt at høre den arme Mand jamre. Endelig snittede de Rebet og forsvandt i retning af Klosterskoven; men da var nok Klæder og Kød næsten slidt af den stakkels Tolder. Han laa længe syg; og hvad der blev af ham vides ikke. Men – det var Lanseneren, der laa bag i. Vognen.”

    Noter til denne historie

  • Gammel ”retspleje”

    Ved Tåstrupvej støder bymarkerne for Hyllinge, Agerup og Tåstrup sammen. Stedet kaldtes tidligere ”Stendyssen,” og indtil 1870’erne lå der her en stendynge; og det fortælles, at alle forbipasserende skulle kaste en sten på dyngen. – En tradition med baggrund i flg. beretning:

    ”For mange Aar siden var der i Hyllinge Sogn en slem Mand som drev sit Spil, saa Folk ikke kunne være i Fred. Til sidst besluttede Bymændene at slaa ham ihjel; og en Aften passede de ham op og dræbte ham. Derefter begravede de ham – dér hvor de tre byers Jorder stødte sammen – for, blev der sagt, det var deres Ret fra gammel Tid. Faktisk skriver Birgitte Kragh i Til Jord skal du Blive (2003, s. 137), at: ”et mordoffer langt tilbage i tiden blev betragtet som urent, og derfor måtte jordfæstes ved åstedet uden ritualer og uden at komme i kristen jord. Især ved vejene inde i landet var det en indgroet skik, som i øvrigt kendes fra hele Europa, at forbipasserende kastede en sten eller kvist på et sådant sted.” – Stendyngerne kunne blive ganske høje og sikrede mod at den ombragte stod op som genganger for at plage den rejsende. – Så måske har der været noget om historien?

  • Manden på den hvide hest

    Mystiske gengangermænd m/u hoved på hvide heste har altid været godt sagnstof, og lokalt har NPP tre af slagsen. – Fra Slagelselandevejen går en sidevej forbi Petersminde til Tvedevænge. Her huserede Manden på den hvide Hest:

    “Gaar man ned ad Bakken til Harrested Aa [nu rørlagt], naar man knap at passere Broen, før man mærker, at der i den højre Side af Vejen – eller rettere paa den anden Side af Vejgrøften – er “noget,” der følger med. Først naar man er kommet op af Lavningen, og forbi Skoven, forlader “det” den Vejfarende, og forsvinder skraat over Marken i Retning af Mosen. Det er ikke alle, der ser noget selv om de ser sig omkring – men andre siger, at det er en Mand paa en hvid Hest”.

    Noter til denne historie