Modstandslederen i Hoptrup sogn, Martha Uldall Jessen, “Hoptrups Jeanne d’Arc” var lærerinde på Hoptrup skole
før og under besættelsen. Er født d. 8.1.1913 i Høgelund, Vedsted sogn, Haderslev amt, død 11. august 1994 i Haderslev.
Datter af mejeribestyrer, sognefoged Mads Christensen Jessen (1874-1944) og Gyde Cathrine Uldall (1873-1937). Gift 12. februar 1949 med sognepræst Peder Vigh-Pedersen, født 12. juni 1908 i Sundby sogn, død 18. april 1992 i Haderslev. Børn: Inga (1950).
Hun har sagt og skrevet følgende:
Følelser af modstand mod nazisterne i Sønderjylland begyndte faktisk i 1933. Straks efter den tyske besættelse, som begyndte 9. april 1940, begyndte unge at arrangere møder mellem sig og dannede en gruppe kaldet “The Young For Defense” (Det Unge Grænseværn). Efter den 9. april blev den censureret, vi var nødt til at sørge for at holde gruppen hemmelig. Vi samledes i små grupper, kaldet vores aftenmøder, for at synge. Ulovlige magasiner blev sendt rundt i denne tid – disse modtog jeg personligt med posten i breve og almindelige kuverter. Jeg måtte bruge den lille løn, jeg modtog som lærer, til at betale for porto til disse blade. Jeg kørte på min cykel ud til små landsbyer i nærheden og delte materialerne mellem de forskellige postkasser. Pengene for bladene og bøgerne blev sendt til flere adresser i København.
Vi havde også blandt os illegale bøger. Vi indsamlede penge fra folk til modstand, pengene for bladene og bøgerne blev sendt til flere adresser i København, og vi fik lavet nogle kontakter.
Derefter sluttede jeg mig til en gruppe kaldet ” Dansk Samling ” som var en national organisation til modstand mod tyskerne.
I september 1944 blev politiet i Danmark taget af tyskerne. Mange af betjentene gik under jorden – vi skjulte dem. Nogle politifolk kom fra Aabenraa. Det er meget svært at skjule dem ude på landet, i byerne er det meget nemmere, men disse politifolk blev meget omhyggeligt skjult rundt på de forskellige i gårde i sognet. En af disse politimænd, der også var en militærmand, kom til mit hus. Han talte til mig meget hemmelighedsfuldt og spurgte, om det var muligt for vores gruppe at lave nogle modstandsgrupper i Hoptrup. Jeg vidste ikke, hvem denne mand var, jeg vidste ikke, at han var politimand. Han sagde, at hans navn var Peter Andersen. Første gang han kom, sagde jeg: “Jeg kender dig ikke, jeg har ikke med noget at gøre, du bliver nødt til at gå.”
Nogle dage gik og borgmester i Aabenraa, Holger Fink, kontaktede den lokale læge, der også var involveret i arbejdsgruppen, og siger til Dr. Ottosen “Vil du gå til frøken Jessen og fortælle hende, at kontaktmanden, der besøgte hende for et par dage siden, er ok”. Dr. Ottosen kom, og jeg sagde, ”ok”. Manden kom igen, og fortalte mig meget omhyggeligt, at jeg var god nok til at være en leder. Jeg var omkring 30 år gammel. Jeg boede ovenpå skolen, og lærer Olesen boede nedenunder. Han vidste nok, hvad der foregik, men stillede ingen spørgsmål.
Skolen var fyldt med tyske soldater, de kikkede noget på mig om morgenen med de mange mandlige bekendtskaber, der besøgte mig om aftenen.
Vi skulle i gang med at finde folkene til grupperne, det foregik ved, at hver enkelt vi fandt sikker, skulle besøges og spørges om deres deltagelse i gruppen.
Det næste var at finde steder til at uddanne dem. Der blev fundet 3 steder, sløjdlokalet i Diernæs skole, hønsehuset på Ottanggaard i Hoptrup og hos gårdejer Jørgen Mikkelsen på Hoptrup Mark. Her mødtes så gruppen til uddannelse. Ingen i grupperne havde været soldat, den ældste var 23 år. Modstandsbevægelsen i Hoptrup bestod af 3 grupper, lederen af gruppen kom til mig med instruktøren.
Der var disciplin. De kunne ikke komme hjem og sige, “Jeg skal på sabotage på jernbanen i aften.” Meget blev krævet af dem, og vi havde en instruktør, der var meget hård.
Grupperne skulle lære at bruge deres våben, vi fik dem meget hurtigt. De skulle kunne adskille og samle dem i mørket, lige i nærheden af jernbanen, hvor de skulle bruges. Vores opgave var at undervise disse unge mænd, så at de kunne foretage sprængning af jernbanen. Vores primære målområde var en strækning af jernbanen nær Hovslund, ca. 2 km lang.
Instruktøren ville komme med en meddelelse fra modstandslederen i Haderslev, der havde direkte kommunikation med England. Vi ville blive underrettet den nat, vi skulle udføre noget.
Sabotageordre fra England fortalte os, hvad vi skulle gøre, og jeg ville så beslutte hvilken gruppe, der skulle
gennemføre ordren. De arbejdede sammen således, at hvis en fra gruppen blev fanget, skulle en anden aflægge rapport til gruppelederen. Jeg var kun i fare, hvis gruppelederen blev fanget, da han var den eneste, der kendte til mig, og så havde han et dæknavn for mig også. Men gruppens modstand fik ikke lov til at gå i stykker.
Vi havde hele tiden opmærksomheden på, hvad hvert medlem vidste, hvis han blev fanget. Vi var nødt til at tænke: “Hvad kan denne person sige til tyskerne?” Ethvert medlem fik at vide, at hvis han kunne holde fast i alle informationer i mindst 12 timer efter at være fanget, hvis han kunne holde ud så længe under forhør af Gestapo, så kunne han herefter sige noget, fordi så ville enhver, der kunne være i fare fra oplysningerne være væk.
Selvom medlemmerne kun kendte deres leder, mig, som et dæknavn, har jeg altid følt, det var usikre forhold for mig at være en alene lærerinde i Hoptrup. Så mange unge mennesker i organisationen som hele tiden gik ind og ud af min dør på skolen, medlemmer fra Haderslev, fra Aabenraa. De var kurerer fra forskellige grupper, og ikke bare sabotagegrupper, men også med illegale bøger, illegale blade og lignende. Folk var tilbøjelige til at tænke med undren: “Hvad sker der med alle disse mennesker, der kører ind og ud?” Det er tankevækkende, at vi blev beskyttede, det er et faktum, at ingen af modstandsfolkene blev taget i Hoptrup.
Tyske soldater, der boede på skolen, boede i et par af klasseværelserne og først til allersidst, overtog de hele skolen.
Med al den uro der foregik, bemærkede ingen organisation, at folk kørte ind og ud. Og ingen mistænkte os for at være her, lige under de tyske soldaters næser.
Marts eller april 1944 (Jeg husker ikke præcis hvilken af de 2 måneder, det var, fordi vi ikke måtte skrive noget.) Der kom en meddelelse fra Aabenraa om, at vores instruktør skulle gå lige med det samme, fordi Gestapo havde taget så mange af politiet der, at de havde brug for ham. Vi vidste dengang, at enden var nær. Det næste der skete var, at nogle dele af modstanden begyndte at gå i stykker – gruppeledere i Haderslev blev bedt om at forsvinde, Gestapo skal have en raid. Jeg hjalp en leder ud af byen ved at gå med ham på cykel til Hoptrup. Det var altid bedst at gå med en kvinde, især af cyklen, for at undgå mistanke.
Derefter, med alle angreb på diverse i Aabenraa og Haderslev, var grupperne ude af billedet.
Lederen med kommunikation fra England måtte gå under jorden, en anden måtte overtage denne pligt. De fortæller mig, at jeg skal stå for disse meddelelser, og de giver mig koden til den engelske radio. Min opgave var at lytte til radio hver aften kl. 18.15, og beskeder måtte ikke skrives ned. Men jeg kan ikke huske nogen af dem i dag.
Så kom en ordre fra England til os om at ramme jernbaner. Vi vidste ikke, hvorfor det ikke var os, der havde tænkt på det.
Året efter i 1945, gik snakken rundt, at vores indsats ikke var mere end et prik til tyskerne. Andre siger, at vi gjorde tyskerne megen skade. Men det er en kendsgerning, at fra jul 1944 til 5. maj 1945 havde tyskerne mange soldater til at patruljere langs alle jernbaner gennem Danmark.
Patruljer, vi var nødt til at finde ud af, præcis hvor lang tid det tog for hver patruljering. De havde altid to patruljer pr. station — for at sende dem fra et sted til et andet og tilbage igen. Så for at vi kunne have tid nok til at oprette en sprængning, var vi nødt til at være omhyggelige og præcise for at undgå at blive fanget. Jeg havde ikke tilladelse til at gå med til jernbanen, så jeg har aldrig været der. Hvis jeg skulle blive fanget, så ville vores organisation øjeblikkelig være opløst, fordi jeg havde koden for kommunikation.
Så nu kommer vi til den 4. maj 1945, dette var den mest kritiske dag for alle. I bakkerne uden for Hoptrup havde de tyske tropper oprettet deres artilleri- og kanonstillinger. Der var en levende spærring af polakker ved udkanten af Hoptrup – disse var tankspærring til at stoppe de engelske kampvogne. Englænderne skulle stoppes ved sådanne spærringer. Rygterne var, at engelske allierede var på vej denne dag. Om morgenen den 4. maj kom britiske fly over Hoptrup, de beskød de tyske busser og lastbiler samt de tyske tropper.
Først den 5. maj 1945 kom 24 mand frem fra ”undergrunden” med våben og armbind, først der så de, hvem der havde været involveret i det samme netværk, under den samme leder.
Befrielsen
Med budskabet om de tyske troppers overgivelse i Danmark blev tre grupper samlet på Hoptrup Højskole for at afvente nærmere besked fra byledelsen i Haderslev.
Om eftermiddagen den 5. maj fik gruppen i Hoptrup ordre på at foretage interneringer. Turen gik først til overbetjent Søren Schmidt med en anmodning om, at han deltog. I Schmidts bil og i en lastvogn fra Selbjerg Mølle foretoges arrestationer af værnemagere, danske nazister, zeitfreiwillige m.m. De blev i første omgang bragt til Hoptrup Højskole og derfra til internering i Haderslev. Der blev i dagene efter befrielsen interneret 24 personer fra Hoptrup Sogn. Gruppen hjalp også med interneringen i Vedsted Sogn.
I dagene efter befrielsen havde modstandsgruppen i Hoptrup travlt med at sikre ro og orden i forbindelse med de 
tyske soldaters hjemmarch. Hoptrup var bievakueringssted for soldaterne, og det betød, at godt 10.000 soldater opholdt sig i kort tid ved byen. Der blev holdt øje med “soldatertøser”, frikorpsfolk og plattenslagere blandt soldaterne; de blev sendt videre efter afhøring til internering eller fik en advarsel.
Afvikling
Gruppen i Hoptrup deltog med seks mand i bevogtningen af grænsen og senere på sommeren måtte man om end nødtvunget påtage sig vagttjeneste ved flygtningelejre. Våben og ammunition, som tyskerne efterlod, skulle samtidig samles og afmonteres.
Modstandsgruppen i Hoptrup blev afviklet den 1. august 1945, og Martha Uldall-Jessen kunne vende tilbage til sin lærergerning på Hoptrup Skole.
protokollen fra den tid ikke bevaret, men Emil Holm har fortalt om den tid, han som ung var mellem af de gæve vagtmænd.
Carl Bendix Pedersen. Siddende fra venstre: kommis fra brugsen, tørvefabrikant Thorkild Christensen, skræddermester Schnegelsberg, Jacob Lauersen og mejerist Sigvald Jensen.
efter de uhyggelige tider gennem årene under krigen.
Vagtværnets mandskab skal følge deres leders instrukser, og de udleverede udrustningsgenstande skal medføres i tjenesten og uden for denne opbevares omhyggeligt. En stavlygte fuldente vagtmændenes udrustning.
gennem fløjtesignal fra de øvrige vagtmænd. Egtved havde mod krigens slutning inkvartering af en del tyske soldater, og disse havde deres egne patruljer ude om natten, men Emil Holm oplevede ikke de to parter havde kontroverser mellem sig.
efter invasionen i Nordmandiet, var der ingen der kunne forudsige hvordan enden ville blive. Derfor frygtede man i Danmark at der kunne komme til krigshandlinger, hvor civilbefolkningen ville komme i en situation, hvor evakuering ville blive nødvendig for at redde så mange menneskeliv som muligt. Og derfor blev der
bestemt at alle kommuner skulle udarbejde retningslinjer for en given evakuering af lokalområdets befolkning.
lister for hvem der i givet fald skulle lede og forestå en evt. folkeforflytning. På lokalarkivet ligger endnu planerne for dette arbejde, og her skal kort gengives.
Her er de kommet til torvet, og senere kører de op til sportspladsen ved Kirkevej, hvor de spiller fodboldkamp med unge danskere.
En morgen kom fru Blume og fortalte at en gammel morlille i nattens løb var faldet ud af sin overkøje og havde slået sig slemt. Et stort lyst værelse, hvor der dagen igennem sad en flok driverter for at høre radio blev nu til et ”alderdomshjem” og 8 gamle kvinder flyttede ind til stor ærgrelse for slynglerne, men til ubeskrivelig glæde for de gamle…
billede af forholdene bag pigtrådshegnene. Det var jo således at det var strengt forbudt for den danske befolkning at ”fraternisere” med flygtningene, og derfor var der både pigtråd og vagtposter rundt om lejrene.