Forfatter: Lars Peter Lund

Moser og tørvegravning under 2. verdenskrig

I midten af 1800-tallet, inden den systematiske dræningsindsats begyndte, var 20-25% af Danmark dækket af moser, som næsten alle var tørveproducerende. De var en vigtig brændselskilde og havde derfor også en økonomisk betydning. Ved kortlægning mosernes udbredelse og størrelse var det praktisk kun at medtage tørv over 25 cm, idet mindre tørvetykkelser let kunne pløjes væk. I dag er ca. 1% af landet dækket af moser, og den største udbredelse er i Nordjylland.

Tørv har altså førhen været en vigtig brændselskilde, og indtil for ca. 50 år siden blev tørv i stor stil opgravet og brugt overalt på landet. I forrige århundrede dog især under de to verdenskrige, hvor tørv også måtte erstatte byernes behov for brændsel. Derfor blev der dengang sat en egentlig masseproduktion i gang i de større moser overalt i landet for at dække denne efterspørgsel efter midler til opvarmning og madlavning, da der var knaphed på kul og koks som jo ellers havde været almindelig i byerne.

Man skelner mellem forskellige former for moser og for deres tilblivelse. Der er højmoser, lavmoser og skovmoser. De fleste moser her på egnen er skovmoser, dannet i kedel- eller trugformede fordybninger fra istiden, hvor der gennem tiderne så er blevet aflejret planterester. Disse lag er på grund af humussyre og manglende ilt blevet bevaret som organisk materiale. Det er bl.a. også derfor man har kunnet finde moselig bevaret og nedlagt for mere end 2 tusinde år siden, enten som offer eller måske som en grusom straf. Moserne blev også benyttet til henlæggelse af besejrede fjenders våben og ejendele i Jernalderen. I Vingsted mose gemmer der sig således stadigt et stort antal gamle våben lige som ved de store fund fra Illerup ådal ved Skanderborg, i Vingsted er disse fund aldrig rigtig undersøgt endnu.

Egtvedegnen har haft et utal af disse mindre skovmoser, mange, ja vel de fleste, er i dag udgravede og enten opdyrkede eller endt som en lille sø. Karakteristisk for mosernes betydning førhen, var deres stednavne. På gamle lokale kort er de nævnt som f.eks. Dulmose, Kirkemose, Ondmose, Sortemose, Rødmose, Holtmose og Spjarupmose, hvert lille tørvehul havde faktisk sit egennavn.

Det var vigtigt førhen for enhver gård, både at have ret til tørveskær og en læggeplads, akkurat som det, at have en englod til høslet, også mange steder var man desuden fælles om en lergrav til de lerklinede bygninger – og de gamle tingbøger omtaler ofte langvarige stridigheder om sådanne gamle fælles rettigheder.

Moserne på Spjarupgård
Som skoledreng oplevede jeg den hektiske tørvegravning under sidste verdenskrig i 1940erne. På Spjarupgård var der 4 sådanne større eller mindre moser, der blev lejet ud til tørvegravning. Hele gården var i sommertiden totalt forandret under den aktivitet og de mange tørvebissers færden under 2. verdenskrig.

Mange af arbejderne kom langvejs fra og boede og spiste under meget primitive forhold i lade og på lofter, eller ude ved mosen i primitive skure. For os børn var det jo en herlig adspredelse, og også en god indtjening, idet der også var en del heste på kost, og det var vist 20-25 kr. om ugen jeg på den måde kunne score på den konto – en fyrstelig sum dengang.

De fleste tørv blev lavet i et par ælteværker, det ene drevet af en gammel dampmaskine og det andet af en stor jævnstrømsmotor, der jævnligt satte ud. I ælteværket blev tørvedyndet blandet med vand. Det øverste lag var nemlig ikke så godt til tørv fordi materialet var for let, og det nederste lag kunne indeholde en del sand, derfor var det bedst at kunne blande massen. Først måtte vandet pumpes eller ledes bort fra mosen og det allerøverste lag graves væk inden man kom ned til tørvemassen.

Der blev så lagt et tipvognsspor ned i tørvegraven, hvorefter tørvejorden med håndkraft blev læsset på vognene inden de blev trukket op til den store trækasse, hvor selve æltningen foregik.

Det var et hårdt og beskidt arbejde at være tørvebisse, her læsses den opgravede tørvejord op i en tipvogn i Spjarupgårds mose under krigen i 1940-45.

Efter at den fyldte vogn er trukket op på fast land af et spil, bliver tipvognens indhold væltet ned i en transportør, der fører den opgravede tørv op til æltekarret. Her bliver der tilført vand og det hele æltes igennem til en tyktflydende tørvemasse, der nu er klar til udkørsel.

Derpå blev den æltede dynd lukket ud i en stor lukket trævogn forspændt 3 heste og kørt ud til læggepladsen på marken.

Den flydende tørvedynd fordeles på læggepladsen i et passende lag dvs. ca. 10-20 cm.

En mand kørte med en hest forspændt den såkaldte Bjørn, det var en stor rund tromle og på tromlen var der hele vejen rundt lavet små felter, sådan at tørvene formes i passende størrelser dvs. ca. 15×30 cm.

Og så skulle der helst blive tørvejr, så tørvene i en fart kunne tørre så meget, at de kunne rives op og vendes og efter nogle dages tørvejr stakkes. Der skulle helst laves fire gange tørv på den samme læggeplads på en sæson.

Et hårdt arbejde sommeren igennem med lange arbejdsdage, hvor tørvebisserne boede og spiste under meget primitive forhold.

Udover ælteværkerne var der også et par mindre tørvepressere, der ved tryk pressede det meste vand væk, sådan at tørretiden blev noget kortere. Her var ulempen, at tørvene ikke blev så homogene, idet der kunne være stor forskel på brændværdien afhængig af hvor meget sand tørvene indeholdt.

Og det var ikke altid tørvene var lige tørre inden de blev kørt til Bindeballe station med hestevogn eller måske en gammel lastbil med gasgenerator. Fra stationen blev tørvene kørt videre med tog rundt i landet. Sammen med skovens brænde og brunkul fra lejerne i Midtjylland, var tørvene med til at vi nogenlunde kunne holde varmen, selv i de hårde isvintre først i 40’erne.

Men et par år efter krigens afslutning var tørveeventyret forbi og de gode kendte brændsler, som kul og koks kunne atter fås i nogenlunde rimelige mængder.

Moserne ligger i dag stille hen og ligner til forveksling uberørt natur. Men deres krat, sumpe, enge og søer gemmer på en gammel historie og om det hårde slid i tørvemoserne, også om hvordan tørvegravningen helt har omformet det oprindelige landskab.

Der læsses tørv på den gamle lastbil med gengasmotor, som også fik kraft i form af bøgebrænde og en gang tørv, som chaufføren her er i færd med at fyre op med.

Mange gravede selvfølgeligt også tørv i ethvert mosehul om det var end så lille, sådan som man havde gjort i århundreder til privat brug, med håndkraft og med forskellige udformede tørvespader.

På billedet ses tørveredskaber på museet på Højvang.

3. juli 2015
Vester Nebel fattiggård

Skæbner og minder fra 20 år som bestyrer…

Tidligere tiders fattighjælp
Når man læser om tidligere tiders fattighjælp og dets fattigvæsen, har det alligevel i loven været sådan, at de fattige skulle hjælpes, men det kan jo også skønnes, hvorledes det blev praktiseret. Helt fra enevældens tid har det nok været den stedlige præst og tre fire af sognets største gårdmænd, der med præsten som formand har været fattigvæsnets bestyrelse, ingen af de fattige har været repræsenteret.

Allerværst må det have været for de mennesker, der kom ud for en ulykke, så de med kort varsel blev bortvist fra arbejdsstedet, og var det personer udensogns fra, blev de sendt tilbage til deres hjemstedskommune.

Treårs – opholdsperioden blev nøje overholdt, og selv om loven gav ret til klage, er der nok ingen, der har turdet gøre det, og der er sikkert ingen eller næsten ingen, der har anet , at der fandtes en sådan bestemmelse.

Efter at være kommet igennem enevældens tid og til hoveriet blev afskaffet, er der nok sket store fremskridt.

Den periode og helt til vor tid må have været fattighusenes tid med al deres elendighed. Al den hjælp de fik, blev altid leveret i naturalier, ingen kontante penge. Det har vel også været det rigtige i den periode, da drikfældigheden var stor. Der ville jo nok være blevet gjort brug af nogle af pengene til brændevin, men de naturalier de fik, var så småt tildelt, at det altid var på sultegrænsen, og helt op til 1849 var al fattighjælp ved frivillige gaver. I kirken blev der indsamlet ”mæ æ klinkpung”, ja det var helt op til vor tid.

En lille historie fra den tid: En lille dreng var med sin far i kirke. Da de var gået forbi med klinkepungen , sagde drengen til sin far: ”Hvormøj fik do får?” – ”A fek et ant end en to øre”. Det er jo nok små beløb, der er kommet ind på den måde. Efter grundloven i 1849 ser det ud til, at der kan udbetales lidt mere i kontante penge, da det var vedtaget, at der skulle udskrives så meget i skat, så der blev et lille beløb til fattigvæsnet, – til stor forargelse fra skatteydernes side. Jeg kan ikke tro andet , end at forbedringerne alligevel må være kommet fra velmenende præster og gårdmænd, da ingen af de fattige har vovet sig frem Først 1933 fik vi den ny sociallov, som vel nok blev præget af, at landarbejderne og byarbejderne for længst havde begyndt at gøre sig gældende.

Til venstre ægteparret Andersen fra Fattiggården i Vester Nebel og til højre gården der nu er nedrevet.

Fattiggården i Vester Nebel blev købt og oprettet som arbejdsgård af Vester Nebel og Starup sogn i 1867 med 37 tdr. land. De første, der tog gården i brug, var beboerne af fattighusene eller kommunehusene.

Da man overtog gården var det en firlænget gård med en stor lade ud mod Donsvejen med to porte. Den blev så revet ned, og det af materialerne, der kunne bruges, blev brugt til opførelse af en ny fløj, der blev bygget i vinkel for det gamle stuehus, sådan at der vist var ca. 10 små værelser i selve stuehuset og en lille arrest, og så var der plads til seks senge i udhuset. Det blev så ombygget i 1921 og gjort større, så de gamle havde ret gode værelser med bræddegulv, men ellers havde vi jo slet ingen af nutidens bekvemmeligheder, fik dog indlagt vand efter nogle års forløb. De havde nu hver sin kakkelovn, foruden en ret stor opholdsstue, arbejdsstuen kaldte vi den. Der fik de rejsende deres mad og kunne lave deres musefælder og deslige der, og hvor de kunne lave deres campagne.

Gården blev bygget først i 1800- tallet til en søn fra Elkærholm, havde så forskellige ejere indtil 1867, den sidste hed Svanbjerg. Den første bestyrer hed Mads Foged. Da gården ingen heste havde, blev den drevet af en husmand, der havde en hest. Han drev så begge ejendomme vistnok til 1897, da sognerådet blev enige om, at der skulle købes et spand heste, sagde Mads Foged pladsen op, han ville ikke på sine gamle dage til at løbe efter et spand heste, de byggede så huset over for.

Jeg har set en gammel regnskabsbog, hvor der stod 12 børn optegnet, og der var vist familier med børn helt op til 1900. Efter Mads Foged kom Hans Fink, som var forpagter i 30 år, dernæst Peter Petersen, som var bestyrer i 5 år, Søren Bang var der i 5 år, og fra 1928 kom jeg som forpagter i 18 år, købte så gården og solgte den igen 1½ efter på grund af sygdom.

Da vi overtog gården i 1928, var der fire alderdomsunderstøttede; der var nemlig fire værelser adskilt, der var anerkendt til det formål, det var nu ellers uden betydning, da vi gav dem alle akkurat den samme behandling. Deres stuer var malede lidt pænere det var det hele. Så var der 7 såkaldte fattiglemmer foruden de rejsende – og desuden skulle vi beværte sognerådet både til møder og skatteligning. Det skete tit, vi var 25 til spisning, så der var noget for en husmor at se til med kun en pige til hjælp, men vi havde også meget dygtige unge medhjælpere, og alle var de gode til at omgås de gamle, det betød meget for os.

Alle som kunne, skulle jo arbejde, derfor blev de flere steder kaldt arbejdsgårde helt op til 1885, da blev det til fattiggårde, hvad jeg syntes var kønnere. Vi sagde altid kommunegård, når vi talte med de gamle, og da måtte ingen sættes til regelmæssigt arbejde, selv ikke vagabonderne, men jeg gjorde det alligevel. Når det blev vinter, ville de jo gerne blive ved kakkelovnen, men når det blev ved med at strømme ind med gæster, kneb det med plads.

Vi havde plads til 4 i sengene, og når det blev for mange, måtte jeg have dem anbragt i høet over stalden. Når det blev for mange, sagde jeg til ham der boede længst: ”Dersom du vil blive her længere, skal du ud og slå sten.” Jeg gav ham så værktøj dertil. Det virkede aldeles omgående. Jeg kan huske, den første, jeg prøvede med , sagde: ”Nej, så dybt er jeg alligevel ikke sunket”, og så gik han.

Det gik egentlig godt længe med stenhammeren, men så en dag var der en der ville prøve, og da han så, jeg gik i marken, tog han min hammer med sig og solgte den for 5 kr. Ham så vi aldrig mere. Stenene havde ingen skade taget. Jeg tror nok, det var skik på mange fattiggårde, at bestyreren forlangte deres tændstikker og vandreseddel. Der var også en der afleverede tændstikkerne til mig. Lidt efter stod han ved husgavlen og var ved at tænde piben. Siden sagde jeg altid til dem: ”nej, lad os være fri, du er jo ikke den slags der går rundt og stikker ild på”. Det var de alligevel lidt stolte over, at man viste dem tillid.

Af de mange, der i årenes løb kom til os, vil jeg skrive lidt om nogle stykker, jeg husker bedst. De allerfleste fik vi ingen kontakt med, de gik og kom igen, nogle var ædruelige, nogle var religiøse på deres egen maner, men det lød jo ikke særlig overbevisende, når de stod og dinglede og fremsagde skriftsteder, selvom det absolut var korrekt, men de fleste var fordrukne og ødelagt af mange forskellige grunde, vel mest en karakterbrist. Mange af dem ville gerne fortælle, og var der en, jeg gerne ville have til at fortælle, tog jeg gerne cigarkassen frem og satte mig ned og sludrede med dem, men vedkommende skulle være ene, ellers tav de med det, jeg gerne ville høre. Mange af dem viste os billeder af en kone eller kæreste eller af deres børn, og i de fleste tilfælde tog de selv skylden for, hvordan det var gået.

Det er ikke for at stille nogen til skue eller latterliggøre dem, men for det særprægede, og da sagen i sig selv er dybt alvorlig, bør man være nænsom med at dømme. Der er jo næsten en tragedie for hvert enkelt menneske, vi har og fælles for dem alle var, at de var glade for børn. Vi har tit set deres øjne stråle, når et af børnene tog deres hånd, vi var aldrig bange for at lade dem ene med dem, og jeg har i de 20 år aldrig hørt nogen sige et ufint ord til min kone, de var altid rolige og besindige.

Nu vil jeg fortælle noget om dem, der var mest særprægede. Der var jo mange, som vi aldrig kom til at kende, de var tillukkede eller var sig selv nok eller måske blufærdige.

Verner
Jeg husker hvem den første var. Det var Verner fra Skibet, ca. 60 år i 1928, gik altid med pakke under venstre arm og stok i højre hånd. Han var en ener, der ikke sagde ret meget, var forlegen når der var flere. Han drak ikke, men bare gik og fægtede lidt, gik en bestemt rute og kom så igen flere gange hvert år, havde lidt indtægt af at handle med sine træsko. De kunne få forskellige ting, når hjemstedskommunen ville refundere beløbet. Verner havde fået en seddel ved sognerådsformanden. Han ringede så til Skibet for refusion. Han svarede, ja lad gå denne gang, men I må godt spare lidt ved det, da han har fået 300 par sidste år. Det var nok lidt højt sat, men han havde omsat et par hver gang han skiftede fattiggård. Han var absolut arbejdssky. De havde haft ham på arbejdsanstalt. På det punkt lod han sig ikke rokke.

Den gamle smed Niels Thomsen
Boede ved Donssøerne og arbejdede på Elkærholm som smed og mark kusk. De havde det meget fattigt, han var meget fordrukken, mishandlede konen og stjal lidt til husbehov. Engang da mølleren og forvalteren en aften var på vej til Vester Nebel kro, fangede de smeden med en sæk korn og tog ham med tilbage til gården. Der blev de alle tre kaldt ind til godsejeren, som skammede smeden ud. Da han var færdig med det, sagde han: ”Ja nu må vi ha’ en anden ordning på det hele, du er jo ellers en dygtig mand, og så lover du mig ikke at stjæle tiere”, og så vendte han om mod mølleren og forvalteren: ”Hvordan tror de to herrer, en stakkels mand skulle leve med den elendige løn, jeg gir ham hvis han ikke stjæler lidt, men nu får du Niels 50øre mere om dagen, og så kører forvalteren ned med en sæk malet korn og 50 knipper halm, og så kommer vi med en halv gris, skal vi så lade det være godt”.

Nogle år senere døde hans kone, og han kom på fattiggården, hvor han var meget nem at have. Han blev meget religiøs, tænkte meget over sit levnedsløb. Da han lå for døden, skiftedes min kone og jeg til at våge, han var bange for at dø, han ville holde os i hånden og blev ved at gentage: ”Bare Vorherre vil tage godt imod mig”. Vi trøstede ham så godt vi kunne. Et fattigt liv var endt.

Bette Fanden
En lille beskidt fyr af værste slags. Han var vel en 60 år dengang, så han var ikke så farlig. Jeg har aldrig hørt et menneske, der sådan kunne bande, han kunne slet ikke gå forbi et menneske, uden han skældte dem ud med de værste udtryk, uden der var nogen grund. Folk var bange for ham. Engang sad han oppe i arbejdsstuen og råbte og skreg og var blevet uenig med vore egne folk. Jeg måtte jo derop, for han kunne godt true med kniven eller træsko. Da han så mig, blev han fuldstændig desperat og for hen imod mig.

Jeg snuppede ham så og klemte ham så han skreg, bar ham ud og bad ham forsvinde. Han løb så ud på vejen, og da han fortsatte og var ved at samle opløb, måtte jeg derud igen, og det var ellers meningen, jeg ville tage hårdere ved, men han løb alt det han kunne. Men der er jo ingen der ved, hvad sådan et lille menneske har været igennem. Han havde arbejdet med mange ting: banearbejder, tørvearbejder, skovarbejder, og er jo nok hele livet igennem blevet holdt nede af sine kammerater, og hans gale sind har nok ikke gjort det bedre. En halv snes år efter blev han fundet død i en vejgrøft oppe i Nordjylland.

Han gik en del år med en kurv med træskeer, som han vist ikke solgte ret mange af, kun til dem, der var bange for ham. De, der ikke var bange for ham, blev så tværet ud i den værste svovlpøl, eller også fik han nogle lussinger og blev smidt ud. Jeg kan ikke huske hans rigtige navn, men han er født i Vejle, og altid hed han Bette Fanden fra Vejle.

Karl Knigger
Hans moder en nu afdød distriktsjordemoder i Give. Da drengen blev født uden for ægteskab, blev han bortadopteret til en proprietær på Århus egnen og fik en særdeles god barndom.

Efter skoleårene fik han lov til at læse til realeksamen, det var omkring 1930, da landbokrisen satte ind. Karls stedfar gik fallit og måtte begynde på noget nyt. De havde en svoger i Randers, der var grosserer. De ville gerne have Karl, som de også fik. Han var hos dem til han fik studentereksamen, så gik grossereren fallit, og nu sad Karl skidt i det, som han sagde.

For han havde jo ikke lært at bestille noget, skulle bare være til stads. Han prøvede så en del af forskellig slags, var kontorelev og prøvede at gå handelsvejen, men alt gik i fisk for ham.

Blev forsikringsagent, støvsugeragent, symaskineagent. Han prøvede at sælge tran til landmændene. Det var vist det sidste, inden han gik over til at handle med sikkerhedsnåle og lignende småting, så var der jo ikke andet end landevejen, men han blev ved at beholde kufferten og politimesterens tilladelse til handel. Når det kneb, måtte han begynde at indlogere sig på fattiggårdene og kom også til os. Vi havde ondt af ham. Han var rigtig en nobel og pæn ung mand, han blev ved så godt, han kunne at holde sig ordentlig i tøjet, det var ikke let under disse forhold. Han blev så hos os i 14 dage, hvor han hjalp mig med hvad han kunne, han fik jo også en lille dagløn og kosten, og min kone vaskede hans tøj og ordnede det så godt det lod sig gøre. Han fortalte os så hele livshistorien, og nu havde han sat sig for at finde sin rigtige mor. Jeg vidste god besked med moderens familie, som var fra Øster Starup, og moderen boede på det tidspunkt i Give og var gift og havde flere børn. Jeg havde fået besked på ikke at fortælle ham noget, da han var adoptivbarn.

Jeg var tit ved at være i tvivl om det var rigtig, men lod være. Han både græd og tryglede for at få det at vide. Det var nærmest lidt tragisk, for vi havde på det tidspunkt en kusine til ham som tjenestepige

De snakkede med hinanden uden at vide, de var af samme slægt. Karl blev ved at komme 2 eller 3 gange om året. I mange år holdt han sig fri af spiritus og så nogenlunde ud i tøjet. Vi snakkede også om vi skulle have prøvet at få ham til at blive som karl. Han arbejdede altid en 14 dages tid, når han var hos os var venlig og rar mod os.

Efter disse små optegnelser af alle de mennesker vi har mødt, er det for langt de flestes vedkommende med venlighed jeg mindes dem, langt de fleste var jo kommet i vildrede med sig selv ved druk og dårlige familieforhold. Det var absolut ikke altid fattigdom i hjemmet, der havde leveret de fleste til landevejen, og de har sikkert alle haft perioder, hvor de var langt nede. Vi har tit set dem græde over det, de havde tabt, og så måtte de ty til spiritussen for at dulme smerten. Det syntes jo mærkelig for mange, at de ikke kunne lade være, men det kan vi vist ikke komme nærmere, end at vi ingenting ved derom, – os der er blevet fri for denne last.

Jeg har lige haft besøg af en vagabond, han var her for tre måneder siden, og da fortalte han, at han havde haft en Købmandsforretning i en af forstæderne til Århus, kunne pludselig ikke mere og gik så og sjuskede rundt indtil han havnede på landevejen. Den første gang, han var herinde var han nogenlunde i tøjet, renvasket og barberet, næste gang, han kom, kunne jeg straks ikke kende ham, langskægget, beskidt og pjaltet, overhængt med ølkapsler og deslige dingeldangel. Jeg udbrød så ”hvordan pokker er det du ser ud Møller”?, Nå, han fik sin 1-kr., ”men næste gang du kommer og har fået alt det skidt smidt væk og er blevet klippet og barberet, så får du en femmer”, og nu har han lige været her i nogenlunde påklædning og ren og glatbarberet. Jeg prøvede at snakke med ham om dem derhjemme, så brød han sammen.

”Jeg kan ikke blive ved at holde det ud , for min kone og fire børn er helt uskyldige”. Han fik så en fem-krone, og jeg vil håbe at han får lov at græde mange gange endnu; så længe de kan det, er der håb for et stakkels menneske i nød.

Der var en periode først i trediverne, hvor der kom en mængde helt unge københavnere, de kom tit fem- seks stykker ad gangen. Dem var vi ikke glade for, de var både frække og uforskammede. Når pigen var oppe med mad til dem, og hun var ved at være bange og ked af det holdt jeg mig i nærheden, og hørte jeg deres råheder, rev jeg døren op og gav dem en ordentlig skylle. ”Så må I ud ad døren med samme, ellers skal politiet snart få jer hen, hvor der er ro”. Det var de alligevel bange for. De blev jo også noget flade, når jeg selv engang imellem gik op med maden til dem, men jeg havde selv meget at bestille, så jeg havde ikke altid tid at være vagt. Jeg lod dem vide, at hvis de igen vovede sig frem med deres frækheder, ville politiet øjeblikkelig blive tilkaldt. Vi havde ellers aldrig nogensinde politiet blandet ind i de forskellige forhold. Det var ikke altid så let, men jeg havde jo en uvurderlig støtte i min dygtige kone, som altid havde god mad og var venlig mod dem. Vi var enige om, at vi var der for deres skyld og ikke omvendt.

Vi beværtede jo også sognerådet til alle møderne og skatteligning til heldagsbespisning, det fik vi 200-kr. for årligt. Det var en ren underskudsforretning, men det gik jo alligevel. Vi var først bestyrer i to år, derefter forpagter i 16 år og købte så gården i 1946 for 42000-kr. Der var på det tidspunkt en ejendomsskyld på 25000 kr. alt fulgte med, heste og maskiner var mit eget, men jeg fik en klausul lagt på, at vi skulle nedbryde huset, der var beregnet til de gamle. Det var ellers ombygget i 1921, så der var gode materialer, som vi byggede et hus af her ved siden af, hvor vi nu bor.

Da vi igen solgte gården og flyttede ned i vort nye hus kunne jeg ikke undvære jorden, byttede så og fik en lille ejendom ved Nebel skel ved Bølling, men vi følte os altid som hørende til Nebel. Jeg gav mig da til at fuske i murerfaget og fik så travlt som aldrig før, indtil sygdom for alvor satte ind, og min kone var stærkt angrebet af hjertesygdom, hun havde også bestilt noget så det forslog.

Men det har jo alligevel været en rig tid, man har gennemlevet, og nu hvor der er rigelig tid til at tænke, så er der jo så meget man gerne ville have gjort bedre.

Hans E. Andersen

Det er en datter fra fattiggården, Inger Andersen, Alleen 2 i Vester Nebel, der har givet museet denne interessante skildring, som hendes far skrev for mange år siden, om livet for dem, der havde de ringeste vilkår, men dog alligevel fik lidt hjælp og støtte i deres elendighed for 60-70 år siden.

3. juli 2015
Koldborg – gammelt voldsted og vadested

Koldborg er et gammelt voldsted og et vadested over Vejle ådal ved Vork. Selve voldstedet ligger lidt vest for Vork på nordenden af et langstrakt og stejlt højdedrag på kanten af Vejle ådal. Den yderste stejle del af højdedraget har sikkert tjent som borgbanke, og er afskåret af en ca. tre meter tør grav og en ydervold tværs over højdedraget.

Den gamle borgbanke, Koldborg, ligger i dag skjult i træerne i baggrunden.

På den ca. 10 x 30 m store topflade er der fundet rester af syldsten, men ellers er dateringen ret usikker. I gamle matrikel-lister ses dog at en væbner har ejet stedet og senere byttet med Jep Vilsen Ferke til Kjeldkær. Der igen solgte til Hr. Bent Bille. Det står der i hvert fald i Traps årgang 1915 under Egtved sogn. I dag ser man ikke meget af de gamle beskrivelser om voldstedet.

Men nok så interessant ligger overgangstedet ved Vejle å nedenfor det gamle voldanlæg Koldborg. Helt fra slutningen af sidste istid, har begge sider af det højere liggende terræn været beboet, men det lave sumpede område på siderne af de stejle skrænter ved ådalen og selve åen, har været meget vanskelige at passere. Samkvem over dalen har selvfølgelig været nødvendigt, så det var om at finde de steder, hvor dette lettest lod sig gøre. Der var næsten 800 meter på det brede sted ved Ravning, hvor vikingebroen i sin tid blev anlagt, 5 m bred og med en bæreevne på 5 tons, hævet så kørebanen var hævet over de årlige oversvømmelser. Men da den forfaldt efter få årtier, faldt den lokale befolkning tilbage til de gamle vadesteder ved Tørskind, Koldborg og Vingsted. Stednavnene Tørskind og Vingsted henfører jo også til henholdsvis tørskoet og stedet, hvor åen krummer. Ødsted betyder også vadested eller overgangsted. Helt til vejen ved Ravning blev bygget 1897 var det de foretrukne overgangsteder vest for Vejle, lige bortset fra Vingsted.

Omtrent midt mellem Tørskind og Vork, kun 2 km vest for broen ved Ravning Enge lå Koldborg på en høj bakkeknold, der sydfra skyder sig ud i Vejle Ådal, og her skulle man blot et par hundrede meter for at komme fra tørt land til tørt land igen.

Ved åen neden for Koldborg, er der tidligere registreret rester af et vadested eller en dæmning, og her har der, både før og efter vikingebroens forfald, været en almindelige overgang over åen.

Engene ved Vejle Å overvåges i disse år af Vejle Museum i forbindelse med genslyngningen af åen. I 1986 blev der foretaget prøveboringer på åens nordbred, og man fandt træstykker fra dæmningen, der blev C14-dateret. Dateringerne falder i tre hovedfaser: 3. 6. århundrede, 9. 10. århundrede (vikingetiden) og 1300-årene. Der var dog sket skader ved udretningen af åen i 1954, hvor mange af de tilspidsede og nedbankede pæle var blevet fjernet, men der er ingen tvivl om at der har været almindelig færdsel over ådalen på dette sted. Ellers var vejforløbet vel heller ikke blevet udbedret den ene gang efter den anden, helt fra jernalderen og op til middelalderen.

Vejle å har en anselig størrelse ved Koldborg, og billederne til venstre viser de omtalte pælerester i åen, der engang var vadestedet ved Vork.

11. maj 2015
Egtved kirkes synsforretning og restaurering

Nedenstående omhandler Egtved kirkes synsforretninger 1861 til 1963, og restaureringen i 1972.

Egtved kirke som den tog sig ud inden den store istandsættelse 1972

Tiden før 1861
Egtved kirke er en af vore allerlængste, romanske landsbykirker, 26 meter lang, og der synes ikke at have været andre kirker på stedet før den blev bygget i slutningen af 1100-tallet. Dog har man ved gravning ved kirkens kors mur fundet rester af frådsten, som er naturlig kildekalk, og flere gamle kirker blev opført af i dette lette bearbejdede materiale i de ældste tider. Gennem tiderne har kirken i Egtved selvfølgelig flere gange skiftet udseende og har måttet ombygges og restaureres efter krige, ufred og efter at tidens tand har hærget. Kirkens usædvanlige størrelse skyldes sikkert, at kirken måtte udvides en gang, da de tre mindre sogne, Karbjerg ved Tågelund, Thorsted, samt Yding ved Rugsted blev nedlagt, henholdsvis i 1300 tallet, og ved reformationen midt i 1500 tallet. Oprindelig tilhørte kirken sognemenigheden, men efter reformationen i 1536 ejedes den af kongen. I 1582 blev kirkens administration overdraget lensmanden på Koldinghus, og ved lensmanden Casper Markdanner, fik kirken en kirkeklokke, prædikestol og paneler langs ydervæggene, måske også de første stolesæder, ligesom det ældste kirketårn sikkert blev bygget af denne lensmand. Menigheden betalte selv driften gennem korn- og kvægtiende. Svenskekrigene i 1600tallet var til gengæld en hård tid, hvor egnen blev udplyndret, tienden blev nedsat til det halve, men det var vanskeligt i disse år, at holde kirken i orden. Siden var kirken ejet af forskellige pengemænd, inden den endelig 1910 blev selvejende.

Nordsidens udvidelse mangler granitkvadre

Ellers er kirken opført at granitkvadre, 1600 stk. på nær et stykke af nordsiden, der er af rå kløvede kampesten Inden den omtalte restaurering i 1861-64 var kirkens kvindedør og to højtsiddende romanske vinduer på nordsiden dog blevet tilmurede, og de 5 spidsbuede vinduer, omgivet af brede rammer af røde mursten på sydsiden var blevet erstattet af de oprindelige romanske vinduer. Tårnet var ved at falde sammen og blev erstattet af det nuværende.

På lokalarkivet i Egtved ligger der udførlige beskrivelser over den store restaurering af kirken i årene1861 til 1864, og senere ved de mindre årlige synsforretninger frem til 1963, hvor kirken igen måtte gennemgå en større ombygning. Det var medens Olav Lindegård var sognepræst 1961-1972.

Synsprotokollen 1861 fortæller
Kirken er dækket med stentag overalt, dens mure er af granit forskalning, fyldt indvendig med rå kampesten. Murenes udvendige højde fra grundstenenes nederste kant til taget er for skibet 8 alen, for koret 7 alen. Tårnets højde til tagets ryg er 32 alen, tårnets bredde og dybde er 16 alen. Det er firkantet forneden, og ottekantet foroven. I folkemunde verserer der en historie om at tårnet oprindelig skulle have været en del højere, men man sparede ved at bestille smalle mursten til byggeriet. Gulvet er af fliser, under stolene og i tårnet af mursten, omkring alteret bræddegulv.Stolesædernes antal for mandfolk 42, fruentimmer 42, med bagklædning 20, med ryglæn 46, desuden på pulpituret 4 bænke til ca. 50 personer. I kirken 3 gamle ligsten, pastor Søren Poulsen, 1591-1640, og hustru, Mette Stensdatter, samt pastor, Peder Iversen.. Altertavlen er af træ fra den katolske tid, den er malet 1857 tillige med hele kirkens indre. Kirkegården er i en regelmæssig firkant, ca. 4 skj. Land, lige stor mod syd og nord, kirkeporten er mod syd, en låge mod nord. På kirkegårdens dige er sat sten, indenfor samme, er nylig plantet poppel og hvidel. Kirkeklokken har følgende indskrift: Anno 1595 Lodt Erlig og Velborlig Mandt Casper Marcaadener Slotsherre På Kolding Denne Klokke Støbe hos Matthias Benning udi Lubeck. Kirken er assureret for 8000 RD.

Det er med stor glæde, at synet har taget denne kirke i øjesyn, der nu efter fuldførte og meget betydelige reparationer og forskønnelser, er en af de smukkeste kirker i provstiet.

1871: Kirkeejeren har af egen drift lagt nyt loft i tårnet og gibset dette.

1873: Den syvende bjælke fra koret repareres.

1877: Der anskaffes nyt knæfald af oval form.

1880: En ny kirkeport mod syd anskaffes, helst af jern mod sten eller murpiller. En ny lysekrone skænket af pige Maren Sørensen af Spjarup.

1881: Flytning af østre låge til nord indrømmes af synet.

1882: Døbefonten afpudses for maling, stenen i tårnets sydvesthjørne renses for kalk.

1883: Kirkegården udvides mod vest.

1884:Kanten om korbuen istandsættes, det forbydes at indhugge søm for at anbringe blomster mv.

1889: Et stykke gipsloft over pulpituret er nedfalden og må oplægges.

1890: Den søndre låge fornyes, den store repareres, alle 4 låger males

1891: Kirken hvidtes indvendig, de påsatte lisner om vinduerne bortfalder.

1892: Synet angår anskaffelse af en kakkelovn.

1893: Der anskaffes et panel med hængsler og brædder, for at lukke buen ved pulpituret. En foreslået udvidelse af kirkegården mod nord af 5 skp, land, fandt synet intet at indvende imod.

1895: Den vestre indgangslåge fornyes delvis.

1896: Den norde port til kirkegården fornyes.

1898: Gulvet i tårnet omlægges, farves sort og gult, man tillod at prædikestolen sænkes.

1899 Der bør anbringes en lynafleder.

1901: Kirkentrænger til en gennemgribende restauration, 2 udgangdøre, nyt gulv, og nye stolesæder, døbefonten flyttes, prædikestolen flyttes for at skaffe bedre lydforhold, korgulvet hæves, og da disse arbejder kræver en forud lagt plan, bør der senest 1. maj 1902 indsendes til provsten, af en kirkebygning arkitekt forslag i førnævnte retning. 2 udgangsdøre bortfaldt når der jkom lynafledere.

1902: 2. sept. afholdes møde om kirken i forsamlingshuset.Der er modstand imod at flytte døbefonten, der står smukt i korbuen, og stolestaderne er ganske vist ikke flotte, men vi er også på egnen tarvelige folk, der ikke behøver at sidde i lænestole for at høre en prædiken.

1903: Sagen er forelagt ministeriet, der har indhentet bygningsinspektørens erklæring. Følgende arbejder kan udsættes: Reservedør, fornyelse af stolesæder, og deres forbedring, og flytning af døbefonten. Der kræves opmålinger og tegninger for inventaret, og bag alteret anbringes et skab med låge samt hylder med vandtøj. Orglet vil i nær fremtid blive købt.

1905: Vindfløjen er nedblæst, og en ny foreslås af forgyldt kobberplade i form af fløjstangen.

1906: I tårnlugerne indlægges ½ tommer skiferplader som sålbænke. Ligstenen optages meget forsigtigt og anbringes til venstre for indgangsdøren til kirken.

1907: særligt syn afholdes i anledning af tiendeafløsningsloven. I kirken findes en altertavle af kunstnerisk værdi, en udskåret prædikestol, og et epitafium, 3 ligsten, 1 runesten og 1 døroverligger.

1911: Sålbænkene under tårnets sydvindue nedtages og erstattes med nye med dryp som går ind under vinduerne.

1912: Stolestaderne males.

Orglet og pulpituret flyttes i 1972

1916: Der foreligger tegnig og overslag over en større istandsættelse af kirken, og med elektrisk lysanlæg, samt tegning og overslagbudget over nyt ligkapel.

1917: Nyt loft og indskudsdæk, således at bjælkerne kommer til syne. Ved restaureringen blev der fundet gamle kalkmalerier i korhvælvingen, de bliver fremkaldt og restaureret af figurmaler E. Rothe i efteråret 1920.

Det var nogle usædvanlige kalkmalerier man fandt i alle hvælvinger i 1917. Mod øst over altertavlen ses Kristus som verdensdommeren siddende på regnbuen og støttende fødderne på jordkloden, over ham basunblæsende engle. Fra et motiv i Johannes åbenbaring, udgår et tveægget sværd, der peger mod de fortabte, og som små djævle tager sig af, mens de udvalgte går ind til Gods herlighed. Ved Jesus sider står Johannes Døberen og Jomfru Maria, medens Sct. Peter tager imod de frelste ved himlens port. Mod vest er den centrale skikkelswe en engel, der blæser i dommedagsbasunen, så de døde myldrer op af deres grave. I syd viser en engel Kristi våbenskjold med en fremstilling af lidelseshistorien med mange detaljer. Mod nord ses processen mod det enkelte menneske. Ærkeenglen Sct. Michael løfter en stor vægt, i hvis venstre skål har været en sjæl. Små djævle hiver ned i højre skål, mens Maria hjælper et par engle med at tynge den venstre skål ned for staklen, selv Sct Michael snyder lidt ved at lægge sin hånd på skålen også.

1920:Malerierne bag altertavlen fløj konserveres, og en præstetavle fra reformationens indførelse laves af kunstmaler Termansen, og anbringes i kirken. Maler Munk istandsætter og maler altertavlen.

1923: Menighedsrådet ønsker opført et brændehus på kirkegården.

1925: Bræddegulvet i stolene ferniseres.

1926: Fliserne i koret og gang omlægges og delvis fornyes. Tømmeret på taget forsynes med jernhagler.

1928: Loftet i tårnet forsynes med jernbjælker og hvælvinger. 16 bjælker nr. 12 og en drager, fuges og kalkes.. De to sydlige rækker grantræer i læbæltet mod nord fjernes, foran graves og til foråret plantes to rækker løvtræer, nordligst elm, sydligst bornholmsk røn.

1929: Den 4.,5. og 6. bjælke fra vest i skibet undersøges for svamp. Nye brædder og bjælker påføres Cuprinol forinden opsætning. 5. underramme med skråstiver i klokkestolen fornyes med egetræ. Yderdør fornyes, tegning indsendes til approbation.

1930: To stensøjler til kirkens vestre låge og låse til lågerne.

1932: Fornyelse af kirkedøren annulleres indtil videre. Klokke revnet og repareres.

1934: Stregning af kirkens nordre side og østre gavl, kalkes om vinduer.

1935_ ” nye kirkebøsser af malm.

1937: En thujahæk plantes på kirkegården og et lille anlæg ved kapellet.

1941: Korets østgavl afhugges for gl. puds, asfalteres om muligt og forsynes med nyt puds.

1942_ Da cement pt. ikke kan skaffes, beslutter man kun at kalke korets indre gavl.. Ophængning af rep. klokke.

1944: Fliserne i midtergang og kor omlægges. Murværk udvendig renses for mos og fuger repareres

1946_ Parkeringsplads planeres og beplantes, tjørn på kirkegården mod nord.

1949: Fugerne kalkes.

1952: Indgangsdør fornyes. Tag på kor og skib rep. enkelte tagsten fornyes. Nordsiden anbefales at fornyes i løbet af 5 år.

1954: Det henstilles, at hele på skib og kor fornyes samtidigt. Ny trappe til prædikestol.

19556: Bagsiden af altertavlen males lys.

1957: Kirkedør og døbefont renses.

1958: En låge fornyes.

1959: Ny kirgårdslåge i østdiget svarende til den påtænkte i sydsiden. Kirkelåge rep.

1960: Det forsloges at korbuen føres tilbage til sin oprindelige form.

1961: 2 lågestolper (stenhuggerarbejde). Kirkedøren gives linolie.

1963: Nyt jernbånd om spirets midterstolpe. Menighedsrådet slår nu alarm om kirkens tilstand med følgende svada:

Kalkmalerierne i koret har nylig slået flere revner, og kalken buler ud, det befrygtes at billederne derved delvis bliver ødelagt. Menighedsrådet anbefaler at der straks indberettes om skaderne, og at kirken igen får en gennemgribende restaurering. Kirken fremstår brøstfældig hvad angår gulv, inventar og fyr, og skæmmes af tidligere tiders uheldige ombygninger, som der står i synet fra 1963.

Den omfattende restaurering 1964-1972
Kirkerummet fremstår efter restaureringen harmonisk med sine dæmpede olivengrønne farver. Til venstre dødedansfrisen på kirkens nordvæg

Der blev afholdt mange møder inden man blev enige om omfanget og behovet for denne større ombygning af Egtved kirke. Arkitekterne R. Aas, Varde, og Rolf Graae, Hellerup holdt i alt 56 byggemøder med medlemmer af menighedsrådet og håndværksmestre fra begyndelsen af 1964 og til den endelige genindvielse af kirken d. 12 marts 1975 . I det følgende vil jeg tage nogle udpluk af alle disse byggemøder, hvor menigheden måtte undvære deres kirke.

Varmeanlægget
Er det første man tager stilling til. Et blandingsanlæg med kanal i nordsiden, aftagende i tykkelse gennem sydsiden af fjernvarme bliver vedtaget og overdraget til Rud. Sørensen i 1968. Der kommer dog en del bekymringer i de følgende år, bl.a. med befugtning, kanalerne placering osv. Først d. 25/9 1972 foretages afleveringsforretning, hvor alle er tilfredse med hensyn til inventar og orgelets bevaring.

Ellers drøfter man en etapevis udførelse af istandsættelsen af kirken, men enes om, at det ikke ville være hensigtsmæssig. I stedet bliver det nødvendigt at lukke kirken i et tidsrum medens arbejdet står på. Kunstmaler Aage Sørensen bliver antaget til at forestå rensning af træet i paneler og stolesæder. Der opstilles et budget i 1968 priser med en samlet udgift på 600.000 kr. 1969 bliver man ved et byggemøde enige om nødvendigheden af at hugge al puds ned i kirken under museets ledelse, undtaget i koret, hvor der ses gamle kalkmalerier, hvis man under arbejdet støder på malerier eller andet usædvanlig, skal arbejdet straks indstilles. Korbuen skal rekonstrueres.

Dødedansen
Ved nyt byggemøde d. 26 august 1969 finder konservator Gregers Lind de første spor af frisen med dødedansen og den tekst, der hører med til kalkmaleriet. Frisen har hidtil været beskyttet af panelerne ved stolesæderne. Han fornemmer en væsentlig kvalitet i de sorte gotiske bogstaver. Afdækkes med brædder for at skåne for nedfaldende puds højere oppe på væggen. Ved et efterfølgende byggemøde, enedes man om at søge frisen kopieret og sat højere op på væggen. Det vil medføre nødvendigheden af at til mure vinduerne i nordsiden, men det vil også gøre belysningen i rummet bedre.

Prædikestolen og den ombyggede korbue

I den endelige udførelse står dødedansen på nord væggen, hvor fornemme folk i en kædedans med skeletter, der prøver på at antaste de levende personer. Skriften er en gammel bøn fra 1400tallet om at gøre bod.

Kalkmaleri i koret

Korbuen
Efter nedhugning af gammelt puds finder man flere oprindelige buede kvadre, som kan rekonstrueres sådan, at korbuen næsten kan føres tilbage til sin oprindelige form.

Bjælker og loft
Enkelte loftsbjælker udskiftes sammen med nogle af loftsbrædderne. Eg og Kalmar fyr i de oprindelige mål opsættes.

Stolestader
Forskellige udkast til nye stolegavle og låger bliver bedømt, snedker udfører en prøvebænk. Man vedtager nye rygge på stolestaderne.

Arbejdets gang
Ved et af de senere byggemøder 25.3.1971 ses følgende referat: Gulvet i midtergangen færdiglagt. Den fremtidige arbejdsgang drøftedes, følgende tidspunkter fastlagt: Eltavle leveres i uge 14. Ventilationsanlæg startes i uge 15. Lægning af trægulve i stolestader påbegyndes 22 april. Henlægning af gulvstrøer påbegyndes inden denne dato. Gulvet færdiglagt 3 maj. Konservator Lind påbegynder opsætning af dødedansfrisen i juni måned. Opsætning af paneler og stolestader påbegyndes 1 juli. Altertavlen kommer til Egtved midt på sommeren. Prædikestolen opsættes umiddelbart efter at vægpaneler er opsat. Mureren begynder istandsættelse af tårnets murværk så snart tårnstillads er opsat. Alterbordet opmures når arkitekterne har forelagt menighedsrådet tegning af dette. Orgelpulpituret udføres af 2 lag 51/4” brædder med mellemlag af Rochfon. Den store ligsten anbringes på korets nordvæg. Billedhuggeren anmodes om at være behjælpelig ved flytningen. Orgelbyggeren bedes oplyse hvor lang tid det vil tage at opsætte orgelet. Kunstmaler Aage Sørensen redegjorde for arbejdet med restaureringen af altertavlen, og i denne forbindelse drøftedes alterbordets udførelse, arkitekterne vil fremkomme med tegning til et muret alterbord indklædt antipendium, bag alterbordet indbygges et skab. Næste byggemøde 16 april kl.14.30 kl. 15 på Egtved hotel.

Afleveringsforretning d. 25.9.1972
Endelig, efter alle disse byggemøder, er tiden kommet til en sidste gennemgang af arbejdet. Til stede var: Menighedsrådet, murermester Henning Iversen, snedkermester Henry Nielsen, malermester Knud Bruun, ingeniør Mogens Storr, arkitekt Rolf Graae, arkitekt Richard Aas og arkitekt Niels Grønne. Her blev man enige om:

Gulvsten med knækkede hjørner udskiftedes. Korhvælvet isoleres og halvtag i tårnet som beskyttelse for orglet, fjernes. Oprydning på loftet i samråd med arkitekterne. Malermester Bruun kalkbehandler fyrretræsgulvet i stoleværket og skab bag alter males. På grund af den usædvanlige fugtige sommer, har fyldningerne i en mindre del af lågerne udvidet sig så meget, at ramtræet er sprunget, måske vil de i løbet af vinteren igen få sin oprindelige størrelse, så man enedes om at reparation udskydes til sommeren 1973.. Der anskaffes 10 stk. hynder, 35×35 cm. Arkitekterne kommer med forslag til afspærringsgreb ved orgel og til koret. Ingeniøren fremsender forslag til serviceeftersyn på varmeanlægget. Arkitekterne kontakter billedhugger Vitus Nielsen og aftaler sammenlimninger af ligstenen. Stenen søges efter istandsættelsen placeret i kapellet, murermesteren drager omsorg for stenens flytning.. Endelig fremsender ingeniøren også forslag til udvendig armatur for udvendig belysning af kirken.

Udgifterne
De samlede udgifter for den omfattende restaurering af kirken kunne ikke holdes indenfor budgettet, men løber op i 873.181 kr. I hvert fald ifølge et håndskrevet ark, som også ligger sammen med referaterne af de mange byggemøder. Efter den tids priser og de store arbejder og ombygninger, især omkring dødedansfrisen, kan der nok ikke siges, at være for meget. Nu vil Egtved kirke kunne stå i mange år uden de helt store behov for reparationer. Det skal dog tilføjes, at kirken også fik en ny kirkeklokke i 1975, støbt i Frankrig.

Ved kirkens genindvielse, som først skete den 12 marts 1972 talte biskop Thyge V. Kragh, provst B. V. Hvidberg-Hansen og sognepræst Olav Lindegaard. Da havde kirken også været lukket i en del år, sådan at alle kirkelige handlinger var henlagt til skolen i Egtved samt sognets nabokirker. Siden har man bekostet et helt nyt tegltag, da stormen i 1999 ødelagde mange af de gamle tagsten, og for nylig har man også bygget helt nyt kapel med kontor og venterum. Lågerne i stolestaderne er forsøgsvis fjernet, da de generede i kirken ved høje bump.

Men man kan passende afslutte denne gennemgang med Grundtvigs salme: Kirken den er et gammelt hus – står, om end tårnene falde. Og selv om mange i dag ikke er religiøse, eller tror på en opstandelse, så hviler vores kultur og tankegang stadig, som igennem generationer på en kristen filosofi og tankegang om medmenneskelighed og næstekærlighed, det må vi værne om.

Man ser tydeligt at tårnets dimensioner ikke helt svarer til kirkens, så myten om de smalle mursten kan måske være sandfærdig

Det nye kapel indgår smukt på kirkegården

4. maj 2015
Barndomstid i Vork og Bølling

Jeg blev født i 1922, som nr.5 i søskendeflokken. Mine forældre havde en mindre landejendom i Vork, nuværende Vork Skolevej 15. Til ejendommen hørte en lille englod i den naturskønne Vejle Ådal, hvor åen slynger sig som en sølvsnor mellem bakke og dal nær Ravning broen. Jeg mindes særligt et lille kildevæld, hvor vi børn elskede at drikke det friske kolde kildevand, når vi var med nede for at stakke høet eller køre det hjem.

Vi boede nabo til skolen i Vork og til møller Hans Husballe, der var bestyrer af telefoncentralen, nuværende Mellemvej 3. Han havde også et lille landbrug med et par køer og kvier. En dag havde Mølleren tøjret en kvie, så den kunne nå op på diget, som var Helge’s, lærerens søn, og min legeplads. Kvien efterlagde en del kokasser. Så tog Helge og jeg hinanden i hånden, og gik hen til mølleren og klagede over det griseri kvien havde lavet på vores legeplads. Vi havde flere problemer med vore legepladser. Store hunde kom og generede os. En nat havde en skærslipper været på besøg, og han stjal al det gamle jern og andre ting, som vi havde samlet med salg for øje.

I skolen boede Lærer Søren Andersen med kone og tre sønner. De var vore daglige lege- kammerater. Den yngste søn Helge og jeg var på samme alder. Vi tilbragte megen tid sammen med sang og leg på forskellige plan, før skolegangen begyndte, den startede 1.april 1929. Vi begyndte da fire piger og en dreng – Helge.

Møller Husballe døde en nat i foråret 1928. Jeg husker min far blev kaldt til hjælp med forskelligt. Om morgenen fortalte han, at Hans Husballe var død. Det gjorde et dybt indtryk på os alle. Det er det første dødsfald, jeg erindrer.

Mine søskende og jeg gik i søndagskole i Refsgård hos gamle Inger Nielsen, eller hos smeden i Ballehule, Sophus Madsen’s, vi var som regel en 10-15 børn samlet.
Søndagsskolen varede ca. en time. Vi begyndte med en salme ofte: Ingen er så tryg for fare eller: Når Han kommer, når Han kommer. Derefter blev der læst et skriftsted fra biblen og vi fik forklaret og snakkede om hvad det betød.
Så bad vi Fadervor, og sluttede med en salme igen.
Om sommeren var vi med vore forældre på søndagskole-udflugten til Egtved Skov, i familien Busch’s skov. Her mødte vi børn fra hele sognet, det var en begivenhedsrig dag for os børn. Vi medbragte en kurv med kaffe og kage, som vi nød på et tæppe i skovbunden. Efter kaffen blev der arrangeret en del sanglege, hvor alle deltog . Det var en fornøjelig dag, som vi med glæde så hen til.

Da vi senere kom til Bølling, var det Maren Gregersen, Peter Korsholm eller Peter Larsen, der ledede søndagsskolen.

3. juledag var der altid stor Juletræsfest i Missionshuset for alle børn med deres forældre, vi var ca. 100 i alt og de voksne kom med kringle og lagkage til kaffen. En rigtig hyggelig dag fra kl. 14.00 til ca. 17.30, hvor vi gik om juletræet og sang mange julesalmer og alle børn fik en slikpose med en appelsin.

Min far, Chr. Skovsgaard var en udadvendt, men enerådig person, der gerne debatterede med alle, som han mødte på sin vej.
I Foråret 1924 købte han sin første automobil en Chevrolet af ældre dato, og vi fik også indlagt telefon med nummeret 25. Han startede med lillebil kørsel, (taxa i dag). Lidt ekstra indtægter kunne nok også være nødvendigt, landejendommen var jo ikke ret stor.

Som chauffør blev han inviteret med til festen, hvor de kom frem og han blev til hjemturen atter fandt sted . Min far havde udover de hjemlige gøremål også forskelligt arbejde bl.a. hos sin broder Hans Peter på “Enemærkegård” i Vork. Gården havde han i 1910 overtaget efter forældrene Maren og Carl Skovsgaard, de havde nu købt et lille hus i Egtved nær stationen. Toget blev kaldt Egtved-grisen, og blev nedlagt i 1930. Det hændte, når vi børn var på besøg hos vore bedsteforældre, at vi fik en køretur med toget fra Koldingvej og til stationen. Det mindes jeg som en stor oplevelse.
Dem var der ikke så mange af i min barndom.

Min mor var et stille, hjemmets menneske, hun var overordentligt dygtig til alt det huslige arbejde, og var god og omsorgsfuld over for os børn. Om aftenen, særlig ved vintertid, fornøjede vi os med oplæsning eller forskellige spil. Der var et spil firekort, hvor vi skulle gætte navnet på kendte personer, bobspillet blev ofte hentet frem, æselspillet blev også flittigt brugt. Andet kortspil måtte ikke finde sted i mit hjem.
Mine forældre tilhørte Indremissionen, som dengang havde stor tilslutning i sognet, og kortspil og dans var ikke velset når man tilsluttede sig indremission.

Farbrors kone Marie og min mor var søstre og født Kruse på en gård i Refsgaard, som min mors forældre havde købt i 1875. Min morbror Peter Kruse ombyggede gården i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, til en firelænget gård, den er stadig i familiens eje.
Vi var dobbelt beslægtet. Onkel og tante fik efterhånden 11 børn. Det var et stort leben, når vi børn var med til familie-sammenkomster. På hjemvejen skiftede vi ofte plads med vore kusiner, for de var altid kørende i hestevogn, vi havde jo bilen, så det var anderledes.

Min far og hans broder var født i Vendsyssel, hvortil min farmors forældre flyttede, fra Rands, Gårslev kommune i april 1868 med 6 voksne børn. Oldeforældrene havde købt gården “Gundestrup” i Hørby kommune. Rejsen derop tog 10 dage. Den jyske længdebane gik kun til Randers. Derfra hestevogn med alt deres habengut, det var en lang besværlig rejse på det tidspunkt.

Farmor havde helt fra ungdommen længtes tilbage til den mildere egn hernede. Hun var uddannet mejerske på store gårde. Det var jo før andelsmejeriernes tid.
I 1904, da de to drenge var konfirmeret, købte forældrene “Enemærkegaard” i Vork. Så blev det farfar Carl Skovsgaard’s tur til at længes hjem til Vendsyssel. Men han faldt vist hurtigt til her i Egtved kommune.
I min barndom kom der ofte besøg af fars slægtninge fra Vendsyssel.
Vi børn havde besvær med at forstå deres sprog.
En dag i midten af 20erne, bestemte min ældre bror og et par fætre, at de ville prøve at tænde et bål nede i Pabst’s skov. De var blevet bekendte med at jord ikke kunne brænde. Et par af vi piger sneg os efter dem, det var spændende om eksperimentet kunne lykkes. Og – alt lykkedes på bedste måde. Jorden består da endnu, og skoven ligeså.

I 1930 købte mine forældre så gården “Vibehus” i Bølling, nuværende Egtvedvej nr. 100. Det var en stor oplevelse for os børn, at flytte ind på en stor gård med et langt stuehus, med mange værelser.
Jeg blev dog meget skuffet da vi kørte ind på gårdspladsen, der var ingen port at køre igennem. Det var nu min opfattelse af en stor gård.
Det havde de hos mine bedsteforældre i Refsgård, og det havde de større gårde i Vork. Vi havde også en fremmed karl boende på eget værelse, det blev kaldt karlekammer. Ham skulle vi lære at omgås på rette måde. Der var 3 heste, 12 køer og 30 grise. Og en flok gæs med en gal gase, som fløj efter os, når vi kom dem for nær, eller drillede dem. En dag fik min lille bror et bid og en flænge i bukserne.

Bølling bæk løb tæt forbi gården. Om sommeren opdæmmede vi vandet, så vi kunne bade deri. Vi forsøgte også at ro i en zinkbalje, men kæntrede desværre ret så ofte.
Vi byggede skure af granrafter og salpetersække. Hvor kunne vi lege med vore hjemmelavede dyr. Vi elskede at ligge i skuret i regnvejr og lytte til dråbernes trommen på taget. Der blev ikke købt legesager til børn i 30erne. Det måtte vi selv hitte på at fremstille. De dukker vi piger havde, syede vi selv af stof, og ligeledes tøjet vi klædte dem på med.

En forårsdag, da min ældre bror ville cykle over vores private bro over bækken, ville han stoppe ved at støtte sit ene ben på rækværket, det brast, så både han og cyklen lå nede i det kolde vand. Han havde tabt sin hat, der flød med strømmen et par hundrede meter, inden vi fik fat på den igen.

Der var mange høje træer, som vi elskede at klatre i. En dag klatrede jeg op i et gammelt æbletræ, der hang ud over bækken, grenen jeg sad på knækkede og pladask lå jeg også i vandet.

Da vi blev større anskaffede vi nogle springstokke, hvormed vi kunne sætte over bækken. Det var særligt spændende om foråret, når den var bredfuld af vand. Så måtte vi overbevise os selv om, at vi kunne nå tørre og helskindet over på den modsatte brink. Ja, der var mange forskellige oplevelse, vi siden kunne mindes på en god måde.

Der var også meget arbejde, vi skulle hjælpe med både ude og inde. Bl.a. om sommeren var det vort arbejde at holde roerne luget og udtyndet. Så repeterede vi Bibelens ord. – Mange er kaldet, men kun få er udvalgte.
Som 10-11 årige, lærte vi også at malke. Jeg lærte også at lægge seletøjet på hestene og spænde dem for vognen. Jeg hjalp gerne i mark og stald, de skiftende årstider ja, hele naturens forandring interesserede mig meget. Især tiden om sommeren, det var særlig spændende, når vi skulle i tørvemosen, (den lå i Fuglsang tæt ved Egtved skov.) Mosen var helt overgroet med lyng, der først skulle skrælles af inden man kunne komme ned til tørvedyndet.
Der var forskellige måder at få lavet tørvene på. Nogle skar tørvene ud på størrelse af ca.10 x 20 cm med en tørvespade, hvis tørvemassen var tilpas tør. Vi havde så fugtig en dynd, så dyndet blev æltet og hældt ud i nogle forme, derpå blev tørvene lagt ud på marken og tørrede lidt, og siden stablede vi tørvene i små stakke, som blev kaldt tørveskruer og lignede bikuber. Der stod de så og tørrede færdigt indtil de kunne køres hjem.
Der blev ca. 1½ m dybe vandhuller hvor tørvene blev hentet, de var farlige at falde i, og der var også en del hugorme, som vi børn skulle tage os i agt for.

Jeg færdedes gerne ude i det åbne landskab, det var dejligt at føle sin egen eksistens, og jeg brugte tiden på at betragte fugle- og dyrelivet i det frie – i det hele taget mærke årstidernes skiften i naturen.

I høstens tid, når selvbinderen havde afhøstet kornet og bundet det i neg, blev det sat til tørre i hobe. Senere skulle det så hjem i laden. Jeg elskede at ligge oven på et læs korn og filosofere over solen og himlens skyformationer.
Jeg formåede ikke at sidde inde i stuen og brodere, som mine ældre søstre. Jeg er født kejthåndet, det blev mig ofte bebrejdet af min far, når skeen, kniven eller nålen kom i den forkerte hånd.
Livet for et kejthåndet barn i 30erne var langtfra enkelt. Skolegangen skulle passes, og jeg havde besvær med skolen. Fik ofte også der skænd af læreren, når griflen kom i den forkerte hånd. Skolen var en strid tid i 30erne. Salmevers, bibel- og danmarkshistorie skulle vi kunne uden ad og daglig remse op. Jeg var en del ordblind, skriftligt dansk var nok sværest for mig. Man måtte lære at tage sine forholdsregler. Senere i livet har jeg erfaret, at modgang gør en stærk. Ingen sejr uden kamp.

Mor skulle også hjælpes. Særlig et par gange om året med hjemmeslagtning. Det var en hård og besværlig dag. Dagen før blev vandet med håndkraft pumpet op i baggården og båret ind i gruekedlen. Det skulle næste morgen være kogende, når slagteren ankom. Der fandtes ikke hjemmefryser, så meget af kødet blev straks hakket til medisterpølse og derpå henkogt. Også koteletter og forskelligt frugt blev dengang henkogt i glas med en gummiring til at lukke lufttæt. Der skulle hakkes leverpostej, og flæsket blev saltet i det store saltekar i kælderen, og senere sendt til røgning hos “røg Signe” i Egtved ( Det hus hvor Lokalhistorisk Arkiv i dag har til huse). Jo, slagtedagene gav meget arbejde dengang.

Storvasken var også en besværlig sag. Ingen vaske- eller vridemaskiner. Alt tøjet blev møjsommeligt skrubbet med håndkraft på et vaskebræt, skyllet i koldt vand og hængt ud til tørring. Om vinteren hængt op på loftet.

En dag om året var vi på skoleudflugt. Sommetider en sejltur fra Kolding til Løveodde, eller fra Vejle til Hvidbjerg. Det var skønne ture for os landkrabber at komme ud til det ”store hav”, hvor vi fik lov til at bade, og senere spiste den medbragte madpakke ved skov og strand.

Efter min konfirmation i 1936, kom jeg som 16-17 årig et år i huset hos familien Locht i Egtved. Passede børnene Eva og Hermann, plus lidt husligt arbejde.

Den 3. Nov. 1943, begyndte jeg som elev på Børkop Sygeplejehøjskole. Årene efter fik jeg min sygepleje-uddannelse på Århus Kommunehospital. – Men det er en hel anden historie.

Min onkel Søren Peter Sørensen, fortalte os børn mange historier fra ældre tid. Om hans barndom i Oustrup. Ja, i det hele taget Egtvedegnens historie havde han studeret og nedskrevet og fik en hel del udgivet i Vejle Amts Årbøger. Han døde i jan. 1960. Jeg tror det er fra ham, jeg fik interesse for historie og slægtsforskning. Det meste af min slægt kan jeg føre helt tilbage til 16-1700 tallet.

Redigeret i samarbejde med Lars Peter Lund.

29. januar 2015
En vikingetidsbebyggelse navngav Egtved

Det har gennem årene undret flere i vores lille by i Egtved, at kirken lå ret alene og isoleret på et tved, et højdedrag nord for den øvrige bebyggelse. Byen er som bekendt koncentreret i en dalsænkning, hvor vejene fra henholdsvis Vejle og Kolding krydsede inden de fortsatte mod vest til Ribe og nordpå mod Varde og Ringkøbing. Og for hundrede år siden bestod Egtved blot af en halv snes gårde og ligeså mange huse længere østpå ved Aftensang, men da banen til Kolding kom, gav det en stor tilvækst af håndværkere og forretninger, der siden er fortsat til den centerby, som vi har i dag, og hvor Kirkevej nu så godt og vel også har omfattet jorderne ved Egtved kirke.

Kortet til højre viser Egtved i 1780. Kun nogle få gårde og huse. Vejen fra Vejle til Ribe går ad Aftensang forbi kirken og krydser Kolding- Ringkøbingvejen mod syd. Kirken i Egtved lå mod nord og lå stadig helt isoleret fra byen.

Billedet her til venstre viser Egtved 1910, nu er banen til Kolding kommet og der er bygget huse langs Søndergade og Dalgade.

Afdøde malermester Knud Bruhn, der i sin tid ogsåvar amatørarkæolog, ejede hus med jord og værksted helt nordlig ved kirken i Egtved. Han havde som yngre fundet både en tenvægt og en bronzeragekniv fra vikingetid ved et stykke jord, der hørte til ejendommen, desværre er begge dele gået tabt i mellemtiden, men Knud var overbevidst om muligheden for en tidlig bebyggelse på stedet, og dermed grunden til, at netop Egtved kirke var blevet bygget her, og givet navn til lokaliteten, tvedet med egene – ikke ret langt fra bronzealderens og Egtvedpiges boplads nær Egtved Holt.

For nogle år siden købte Egtved kommune et areal af Knud Bruhns jord med henblik på at udvide det nærliggende plejehjem Egetoft. Imidlertid kom det ikke til at ske, da Vejle kommune opførte et helt nyt Hejlskov plejecenter syd for Egtved. I stedet har enken, Inger Bruhn nu solgt en byggegrund til en ny præstegård, og det har givet mulighed for at museet i Vejle kunne lave en arkæologisk undersøgelse på de nævnte arealer.

Sidste år blev der gravet et par enkelte søgegrøfter, og det gav også bonus for en evt. tidlig bebyggelse, idet der kom adskillige stolpehuller til syne med keramikskår der tyder på vikingetid. En detektorafsøgning gav desværre et negativ resultat, men der lå meget, der ikke var søgt på endnu på grund af bevoksning.

Til venstre – Grubehus under udgravning dec. 2014, og nedenfor til højre, fund af enkelte jernstykker og stolpehuller ved Kirkevej udgravningen i 2013.

Her i efteråret, er der, efter en del træer er blevet fjernet, igen blevet undersøgt et større stykke af grunden. Det har til fulde bestyrket teorien om en tidlig vikinge landsby, hvor kirken i sin tid blev rejst. Rektangulære stolpehuller, der viser tilhuggede bærende piller til huse, og enkelte gamle jernstumper må sandsynliggøre, at Egtved i sin tid blev grundlagt sent i 11hundredtallet, det omtrentlige årstal for kirkens opførelse af tilhuggede granitkvadre, og hvor der i sin tid blev fundet en runesten over en viking, der sikkert var faldet i Sverige.

Egtved kirke, til venstre, og runestenen (nedenfor til højre) fra våbenhuset, der fortæller om vikingen Fain, der døde i Svia, og hvor der står, at stenen skal lyse meget længe. Denne halvdel af runestenen blev fundet i kirkegårdsdiget for ca. 150 år siden.

Museet i Vejle er nu ikke helt færdige med udgravningerne, men præstegårdsbyggeriet kan gå i gang, og det ville have glædet min gamle ven Knud, at teorien om vikingerne i sin tid grundlagde Egtved, stemte med virkeligheden.

29. december 2014
Egtved tilhørte engang kongen

Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det indebar at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre med varer og aflevere en vis aftalt mængde naturalier på Koldinghus, der dengang var kongeslot. Til gengæld var de fritaget for hoveriarbejde, som de fleste andre bønder måtte på herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet Brakker.

Ved en stor auktion i Kolding i året 1765 blev hele Ryttergodset imidlertid solgt af Kronen og overgik nu til selveje for beboerne og enkelte andre, men det var en meget stor økonomisk byrde for bønderne at udrede købesummerne. Pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset, som det fremgår af en af hans indberetninger til biskoppen.

Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til ”fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.

Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder.
Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.

Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres ”ekstraskat”. Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem.
Der lever 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogn. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ.
Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, samt huggehus og vognskur.

Gamle fotos af Skærsø og Hejlskovsø.

13. juli 2014
Hans Jacobsen – Veteran og grænsegendarm

Ikke mange kender i dag Hans Jacobsens fortid som soldat og grænsegendarm, men alle kender vist nok den gamle bonde fra Bølling Skanse. Her boede familien i mange år, og samtidig var Hans sammen med sin kone, Gerda gennem mange år bestyrer og passede forsamlingshuset i Bølling.

Hans er en markant skikkelse, der fortjener at få sin historie fortalt, og han er en god fortæller med megen lune må man konstatere. Efter han blev enkemand bor han nu i en hyggelig lejlighed ved Egetoft. Her, hvor han levende fortæller om et spændende liv, om soldaterlivet op til 2. verdenskrig, hvor han blev sendt på en umulig opgave d. 9. april, om arbejdet som landmand og alt muligt andet arbejde, og sidst men ikke mindst ”de skrå brædder” og mange gode oplevelser ved dilettant i Bølling og til tider også lokale egns-spil har fyldt Hans Jacobsens et par og halvfemsårige tilværelse.

I egnsspillet om Egtvedpigen spillede Hans en sjov rolle.

Men først et par generelle oplysninger om gendarmeriet ved den dansk-tyske grænse, der hvor Hans Jacobsen i sin ungdom også gjorde tjeneste, og hvor han gik vagt i under første del af verdenskrigen.

Grænsegendarmeriet oprettedes ved en kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten og var underlagt hæren indtil 1864.
Gendarmeriet kæmpede i 1864-krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed og blev herefter nedlagt.
Korpset blev så genoprettet i 1866 og virkede herefter som et militært organiseret grænsetoldpolitikorps ved Kongeågrænsen.

Den 5. maj 1920 indtog Grænsegendarmeriet da efter genforeningen sin nye post langs grænsen mellem 1. og 2. afstemningszone, der pr. 21. juni 1920 blev den nye dansk-tyske toldgrænse på land. I 1920 blev grænsen inddelt i 5 officer-distrikter med i alt 16 afsnit. Hovedkvarteret lå i Gråsten.

I perioden 1920-32 overtog grænsegendarmeriet dele af toldklaringen og kontrollen med grænsetrafikken ved de små overgangssteder, herunder paskontrollen, der oprindeligt hørte til politiets opgaver. I forbindelse med truslen mod grænsen i 1930-erne blev der gennemført en bedre bevæbning af korpset, og dets funktion ved grænseoverskridelser blev præciseret. Fra 1937 indgik Grænsegendarmeriet direkte i det militære forsvar af Sønderjylland.
I årene omkring anden verdenskrig var Grænsegendarmeriet et militært organiseret og bevæbnet korps, der sammen med toldvæsenet havde til opgave at kontrollere varetrafikken i området ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland.
I samarbejde med politiet deltog korpset endvidere i paskontrollen og i opgaven med at opretholde ro og orden ved grænsen.

Den 9. april 1940 blev tre gendarmer dræbt af tyske efterretningsfolk. Omkring klokken fire på besættelsesmorgenen 1940 blev overgendarmerne A.S. Albertsen, J.P. Birk og A.A. Hansen under bevogtningstjeneste ved jernbaneviadukten i Padborg skudt ned af tre civilklædte tyske agenter fra Regiment Brandenburg. Tyskerne var som ”fortrop” for besættelsesstyrken sendt over grænsen for at forhindre, at vigtige broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær.
Ved jernbaneviadukten i Padborg stødte de tre tyske agenter på gendarmerne. Gendarmerne spurgte, hvad de skulle her. Der blev svaret på tysk, at de skulle til banegården, hvorefter tyskerne trak deres pistoler og skød gendarmerne på kort afstand.
Overgendarm Birk var død på stedet, mens de to andre sårede døde senere.
Tyskerne har angiveligt troet, at gendarmerne var ved at forberede sprængning af banen.

Korpset som helhed kom ikke i kamp, regeringen havde nemlig den 8. april givet Grænsegendarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i kamp, hvis tyskerne overskred grænsen.

Fanevagt ved mindesmærket for de tre dræbte gendarmer d. 9. april 1940.

Oberst Svend Paludan, Muller, chef for Grænsegendarmeriet, faldt den 26. maj 1944 i ildkamp med tyskerne. Fra sin tjenestebolig ved Gråsten Slot kæmpede han heroisk mod den tyske overmagt, og tog flere tyskere med sig i døden. Forinden havde han fået sin familie og to ordonnanser bragt i sikkerhed ad bagdøren.

Obersten havde både før og under besættelsen markante meninger om tyskerne, og tyskerne havde også obersten mistænkt for illegalt at modarbejde besættelsesmagten. Da tyskerne den 26. maj 1944 ville arrestere obersten, var det helt i overensstemmelse med hans overbevisning og handlinger, at han modsatte sig arrestationen og dermed betalte den ultimative pris.

Den 19.-20. september 1944 blev hele korpset interneret og et stort antal gendarmer sendt til tysk koncentrationslejr. Den 5. oktober 1944 blev 141 gendarmer (af i alt 291 som var interneret) udtaget til deportation til koncentrationslejren Neuengamme. Inden det i marts 1945 lykkedes at få de sidste gendarmer hjem var 35 omkommet, en savnedes, to døde før befrielsen og tre døde senere som følge af den grusomme behandling i Tyskland.

En ny grænsebevogtning blev straks efter befrielsen 5. maj 1945 etableret i samarbejde med modstandsbevægelsen, siden Den danske Brigade og den regulære hær. I løbet af 1949 afvikledes korpsets militære opgaver helt, og i 1952 skiftede korpset navn til Toldgrænsekorpset. 1. april 1969 nedlagdes korpset helt.

Hans Jacobsen som korporal i 1940.

Hans Jacobsen får herefter ordet:
Jeg er født d. 6. juni i 1917 i en lille landsby syd for Rødding, der hedder Brandstrup. Min far var på det tidspunkt indkaldt som tysk soldat, og han kom først gående hjem fra Rusland et stykke tid efter 1. verdenskrigs afslutning. Jeg husker gennem min barndom at far tit vågnede om natten med de værste mareridt, som plagede ham i flere år. Han var oprindelig kampestensmurer, og flere gårde og huse på egnen står stadig efter far, så de har været lavet godt.
Efter genforeningen i 1920 flyttede familien lidt nord for Rødding til Hjerting Skov. Selv om jeg kun var tre år, kan jeg stadig huske denne flytning pr. hestevogn. Vi var 6 søskende hjemme, og da jeg næsten var fyldt 10 år kom jeg over på en gård at bo en sommer. Her skulle jeg op før kl. 5 og malke to køer og siden trække alle 17 køer ud og tøjre dem inden skolen begyndte kl. 7 hver morgen. Denne sommer tjente jeg 50 kr. 30 købte vi tøj for og de 20 blev sat i sparekassen.
Hjemme igen gik jeg lidt ud på dagleje, når jeg ikke var i skole, men der var især en lærervikar, der godt ville give os fri, sådan i høsten, og da kunne man tjene 1 kr. og 50 øre om dagen.
Jeg kunne nu ellers godt li’ at gå i skole og da jeg blev lidt større inden konfirmationen, blev jeg tit sat til at hjælpe de mindre skolebørn.
Efter jeg kom ud af skoen, var jeg i en plads, hvor vi kørte grus ud på sognevejene med hestevogn, og i en lidt mærkelig plads, hvor manden holdt på at have særskilt vogn til høst, til at køre møg og til at køre i byen.
I 1933 tog jeg så på Skibelund efterskole. Både opholdet og mit tøj havde jeg selv tjent til. Det var en skøn tid, jeg lavede en dragkiste, og jeg husker endnu en lærer La Cour, som havde det mundheld: ”Du skal altid stikke fingeren i jorden, for at lugte hvor du er” Jeg synes dengang det var underligt, men i dag forstår jeg ham bedre.

Endnu en plads på en lidt større gård, her var jeg først 2. karl og senere fodermester. Da vi kom til november, sagde manden, at jeg blev nok nødt til at søge en ny plads, for han havde ikke råd til at give mig det, jeg nu var værd. Jeg forlangte 100 kr. om måneden, det ville sognefogden godt give på en anden stor gård, så her blev jeg fodermester, vi havde opdræt af avlsdyr, både tyre og kvier. Det var en rigtig god plads, jeg havde frie hænder til indkøb af foder, og når dyrene skulle ind på auktion i Haderslev var jeg altid med, for som manden sagde: ”Du har jo selv lavet dem”.

Nu var jeg så blevet 20 år og var på session. Til april 1938 blev jeg indkaldt til 18. batl. 4. komp. 3. deling. Efter rekrut tiden blev jeg udtaget til korporal skolen i Haderslev. Her blev vores lærer skam DM i bajonetfægtning, vi blev rigtig lært op.

Som rekrut fik vi 50 øre om dagen, og det steg til det dobbelte som korporal, men var alligevel meget mindre end da jeg fik 100 kr. om måneden. Der var meget kadaver disciplin, især da vi kom tilbage til Sønderborg, og nu nærmede krigen sig, begyndte vi at mærke.
Sidst i august 39 blev vi sendt på øvelse oppe ved Sjølund, hvor vi blev indkvarteret på gårde og større huse, jeg var havnet i Brugsforeningen. Den 1. sept. hvor Hitler gik ind i Polen, blev vi alarmeret og måtte stille med en madpakke og skarp ammunition. Jeg fik en feltvagt og fik ordre at stille op med sigte mod Hejls mejeri, og her måtte jeg så virkelig til at råbe op, for der stillede et par soldater lidt berusede – hvad kunne der ikke ske med de skarpladte geværer rettet ind mod mejeriet, tænkte jeg. Vi fik intet at vide, og sådan var det også senere, det der foregik var meget mærkeligt. Medens vi var i Sjølund fik jeg også ordre til at tage til Varde med 3 mand. Her skulle vi bevogte en tysk pilot, der var nødlandet på Fanø. Der gik 3 dage inden flyveren blev afhentet, og i den tid stod vi troligt vagt uden for hans hotelværelse.

Op til tyskernes overfald d. 9. april 1940, blev situationen mere og mere anspændt på kasernen i Sønderborg. Allerede i marts måtte vi kun færdes feltmæssig og orlov var inddraget. Om morgenen d. 7/4, lå der pludselig ca. 30 mindre skibe i Alssund, vi fik senere at vide at alle skibene var lastet med heste på vej til tyskerne i Norge. D. 8. april fik jeg udleveret nøgle til våbenkammeret og skulle udlevere 20 skarpe patroner til hver geværskytte og 60 til rekylgeværene, tænk det var jo ingenting hvis vi virkelig skulle i kamp.

Kl. 10 om aftenen, stadig den 8. april, kunne vi gå i seng, men helt feltmæssig og kl. 4 om morgenen blev vi vækket, da fløj de tyske flyvemaskiner allerede lavt hen over os, men de skød ikke på os.
Oberst Kristensen beordrede nu en kaptajn til at rykke over til Als for at indtage en stilling, men kaptajnen indvendte, at det var en ren selvmordsopgave, så det ville han ikke.
Så beordrede obersten mig tage en gruppe ud på broen over til Als for at forhindre at broklapperne kom op. Vi lå så der midt på broen, helt ubeskyttet, og med et større tysk krigsskib liggende nede ved slottet. Ingen af parterne løsnede et skud, vi lå bare der og vidste ikke hvad der skete, men kl. 9 ringede obersten, at nu kunne vi godt komme hjem.
Vi måtte så resten af formiddagen grave skyttegrav foran kasernen, men vi så ikke spor til tyskerne, de hastede alle sammen nordpå.
Vi soldater syntes alle bagefter, at det var et spil for galleriet, at der måtte falde gode danske soldater, når hensigten hele tiden havde været, at vi ikke for alvor ville gøre modstand.

Broen over Alssund, som Hans Jacobsen bevogtede d. 9. april 1940.

Jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt blive ved militæret og søgte ind på sergentskolen i Sønderborg, det blev ikke rigtigt til noget, for obersten ville ikke være med mere. Senere på sommeren søgte man grænsegendarmer, og der meldte jeg mig også, men fik at vide at der var 300 der søgte foran mig. Så tog jeg en plads ved Alminde på Stensbjerggård til 50 kr. om måneden + 50 øre i timen, når jeg ikke passede køerne.
Der blev jeg glad for Gerda, der tjente samme sted, og vi blev forlovede.

Nytårsaften kom der så brev om, at jeg skulle begynde som gendarmaspirant den 9. januar. Det var jo en overraskelse, men jeg tog ned til grænsen og fik logi ved en gift gendarm dernede.
Tjenesten bestod i 4 timers vagt og 8 timers fri, skiftende døgnet igennem, samt én dag om ugen fri. Bevogtningen for vort vedkommende var i Frøslev plantage, et ret øde område. 5 km. rundt i terrænet og så tilbage igen. Kun en enkelt gang pågreb jeg en grænseoverløber, en dansker, der havde været en tur i Berlin.
Mange gange, når de engelske flyvere angreb Flensborg, skød tyskerne som vilde og det var ikke ufarligt at færdes derude om natten, når projektiler fløj om ørene på os.

Gerda og jeg blev så gift d. 13. april 1942 i Fredsted, hvor hun var fra, og vi fik vores første barn året efter. Det blev til 8 gennem årene, fire af hver og det var godt nok.

Det nygifte par med deres første barn, Hans er i gendarmuniform.

Medens jeg var gendarm hjalp jeg undertiden en bonde, der havde jord på begge sider af grænsen, og en dag jeg var ude at høste med selvbinder gav det et hop, jeg så bagud og hårene rejste sig lodret, da jeg så at jeg var kørt lige hen over en granat, der ikke var gået af.. Jeg skulle ikke have høstet mere på marken, og der blev et ordentligt hul i marken, da en sprængningskommando fik den uskadeliggjort. Det tog dog 8 dage inden det skete, og i den tid fik kornet lov til at blive stående.

Som gendarm tog jeg to idrætsmærker, det var noget oberst Paludan opmuntrede os til, han havde dem alle selv, men manden vi boede hos kunne ikke rigtigt med min kone, så efter godt et års tid tog jeg min afsked som gendarm og ville være landmand igen.

Vi blev så bestyrer på Fiskærsminde ved Alminde, her var vi i 17 år, her blev børnene født på nær den første og den sidste, og vi sparede hele tiden op til at kunne få vores eget landbrug.

Skansegården i Bølling inden den brændte.

Det blev Skansegården ved Bølling som vi købte i 1960.
Desværre brændt det meste ned 8 år senere, to længer stod ikke til at redde da vores bil kortsluttede. Det var en rigtig grim oplevelse, hvor vi mistede næsten alt, og vores søn blev beskyldt i starten for at forårsage branden, og politiet forsøgte på forskellig vis, at få drengen til at tilstå, det blev jeg godt gal over, kan jeg huske. Heldigvis viste de tekniske undersøgelse noget andet.
Et held i uheld var det dog, at branden ikke skete om natten, for så var vi næppe kommet ud i live, men vi mistede jo alle vore ting og sager.

Branden var også en økonomisk lussing af format, forsikringen kunne slet ikke dække de nye bygninger, og jeg måtte begynde at tage arbejde uden for landbruget for at redde økonomien.

Jeg har både arbejdet på Zoneberg elementfabrik i Kolding og hos kobindselfabrikken Dan i Egtved. Det var en hård tid med arbejde fuldtid og bagefter at få passet bedriften på gården. Efterhånden jeg blev ældre lejede vi jorden ud og solgte dyrene.

Hesteforsikringen for de mindre husbrug har også haft mig som medlem og i bestyrelsen i mange år. Det rørte mig meget at de udnævnte mig som æresmedlem her ved deres nyligt afholdte jubilæum. Forsikringsforeningen lever den dag i dag i bedste velgående, modsat den store kasse, som er gået ind for mange år siden.

Jeg må sige at være faldet til her på Egetoft efter at jeg blev alene i marts 2004, hvor Gerda døde.

13. juli 2014
Egtved Brugsforening gennem mere end 100 år

Dagligvarehandlen i Egtved har førhen været betjent af et par købmænd og af kroen i Egtved. Helt indtil andelsbevægelsen fik vind i sejlene omkring 1880. Da skød andelsmejerier og – slagterier op takket være fremsynede bønder overalt i Danmark, og snart fik man også den tanke, at omsætning af dagligvarer lige så godt kunne ske på samme andelsniveau. Det skete dog med en betydelig modstand fra flere sider. Både arbejderbevægelsen og socialisterne i byerne var imod brugsforeningerne , idet de ville have al produktion og handel overtaget af staten, og konservative kredse var også imod kooperationstankerne, fordi det ville svække den private handel. Her på egnen startede den første brugsforening i Balle allerede 1868, og i V. Nebel i 1874. Året efter blev den senere kendte andelsforkæmper Severin Jørgensen uddeler i byen og han organiserede fællesindkøb, som hurtigt udvidedes til det FDB, som alle kender i dag. Som sagt var der i starten ret stor modstand mod brugforeningstanken, sågar kunne det skille familier ad – om man tilsluttede sig eller – man gik ind for den private handel. I landbruget havde mange gennem højskolebevægelsen og i partiet Venstre fået kæmpet sig fri af Estrup og hans provisoriske love, og var nu blevet en folkelig drivkraft, der gav næring til de nye tider med andelstanken, som et bærende element. Herhjemme begyndte den første brugsforening i Thisted i 1868, og allerede i 1870 fik man i Ågård en sparekasse for Starup, V. Nebel, Egtved og Viuf sogne. I 1888 blev andelsmejeriet i Egtved bygget på Højvangs jord, samme år fik Egtved sin egen sparekasse, også med Højvangs ejer Rasmus Eriksen som kasserer i sit stuehus.

Næringsbeviset fra 1893, der gav ret til at handle i Egtved.

I Egtved havde man en ”vareuddelerforening” en kort tid, men d. 26 marts 1893 vedtog man i et møde i forsamlingshusetenstemmigt, at nedlægge denne forløber for en egentlig brugsforening og danne Egtved Brugsforening. Hele 106 underskrevne medlemmer tegnede sig solidarisk til den nye forretning i Søndergade, og det var fortrinsvis den sydligste del af sognet, der gik ind for foreningen, således tegnes den første bestyrelse af Knud Jensen, Bølling, Jørgen Hansen, Egtved Skov, Mads Ditlevsen, Svanbjerg, Rasmus Hartvigsen, Vinkelgård og møller Johan Johansen, Egtved.

Hjuler Terkel Jensen blev foreningens første uddeler, han skulle dog selv afholde et evt. svind og sørge for indpakningspapir og lys og varme i lokalerne. Huset blev siden købt i 1900 af Terkel Jensen, der som løn fik 6 3/4% af omsætningen, dog lidt mindre for markfrø, foderstoffer og kunstgødning.

Anders Simonsen kørte varerne hjem fra Kolding med hestevogn for 22 øre pr. 100 pund, men dette beløb faldt da Egtvedbanen åbnede, til kun 2½ øre pr. 100 pund. I 1900 købes Brugsen i Søndergade for 7.000 kr. – og da Terkel Jensen ikke kan få 5½% af omsætningen, som han krævede, ansættes J. Birk som uddeler, og Jensen startede sin egen købmandsforretning i Søndergade 4. Men det gik stadig fremad for brugsen i Egtved, allerede i 1904 er medlemstallet steget til 229, og uddeleren fik nu også 25 kr. om året til kundernes lange piber, men bajersk øl måtte ikke drikkes indenfor butiksdøren, og nu kan Birk godt få 6% af omsætningen som løn. Der er kommet telefon og elektrisk lys fra Egtved elværk, og i en hestegang kunne kunderne få knust de hårde foderkager til køerne. I 1928 blev der udbetalt hele 10 % i dividende (overskud) til medlemmene. Under 1. verdenskrig var der gentagne gange røre om regnskabet og uddelerens aflønning. Birk opsiger sin stilling, og H.J. Jensen fra Knudsbøl købmandshandel ansættes i stedet, men ikke med særligt held, da hans regnskab og gæld til Brugsen ikke kan holde for revision. Familie og beboere ved Knudsbøl dækker underskuddet, men det gav et knæk i tilliden og samarbejdet i foreningen. Omsætningen under krigen steg ellers på et år fra 67.295 kr. til 120.549 kr. Nu kom der så et dygtigt uddeler par fra Rugsted brugsforening til Egtved med Maren og Niels Hansen Nielsen, og dette samarbejde betød en væsentlig fremgang. Samtidig med at byen nu var blevet stationsby og vokset til at Søndergade havde fået forskellige butikker næsten på hele vejen op og byen fik et større opland, gav det mod på en større ombygning og udvidelse i butikken 1923 for 18.878 kr. Der blev bygget en hel etage ovenpå den gamle og omsætningen var steget til 222.404 kr. Medens byggeriet stod på havde man lejet Chr. Thomsens butik på den modsatte side af gaden.

Det nye uddeler par, Maren og Niels Hansen Nielsen fra 1919 til 1951.

Den flotte nye ombyggede Brugsforening i Søndergade 1923.

Under krisen i trediverne voksede medlemmernes gæld voldsomt og var en overgang på 20 % af årsomsætningen, man søgte og fik bevilling til at handle med ikke-medlemmer, og det øgede omsætningen. Efterhånden var der en stor husholdning i det store hus, personalet bestod nu af fire komiser og to lærlinge, en chauffør, et par piger og familien Nielsen selv. Ca. 15 personer til spisning, hvor man sad ”efter rang” – var en lærling lidt kræsen, sagde uddeleren gerne: ”Vi må vist have fadet rundt en gang mere” – man blev nødt til at spise af det, der kom på bordet.

Butikken ved skiftet til sønnen Hans Nielsen som uddeler 1951. Den gamle uddeler Nielsen ville gerne trække sig tilbage i 1951, og anbefalede sin søn Hans Nielsen som sin efterfølger, han valgtes med et stort flertal af medlemmerne. Nu begyndte en ny tid med større og større omsætning, varerne forsynes med deklaration om indhold og holdbarhed og emballeringen bliver mere og mere opfindsom. Der tages også som noget nyt fat på annoncering, og i 1952 udgør udgiften til Egtvedposten for annoncer – 15 kroner. Efterhånden forsvinder kontrabogen også. Den har gennem årtier været regnskabet mellem forbruger og butik, hvor man som regel afregnede ved månedens udløb, og ved årsskiftet fik man dividende udbetalt. Dette overskud kunne være helt op til 10 % af omsætningen, men også noget mindre, alt efter hvor store investeringer foreningen havde foretaget. I 1961 blev forretningen indrettet til selvbetjening og kontanthandel. Nu fik man i stedet værdimærker til indklæbning, og og rabat blev udbetalt efter sådanne køb. Men allerede midt i halvfjerdserne blev man enige om at binde overskuddet som foreningskapital i stedet for at skulle forrente dyre lån til nødvendige udvidelser og investeringer.

Brugsen flyttes
Den stadige vækst i omsætningen, der 1963 er kommet op på 1,6 mil. kroner gør det påkrævet at flytte Brugsen til et mere hensigtsmæssigt areal, og da Asger Thomsen allerede har besluttet at flytte sin butik til den nye vej Aftensag, købte man areal af Laurids Bjerre mellem denne vej og Kirkevej i Egtved. Selvbetjeningsbutikker havde efterhånden vundet indpas i byerne og foreningen planlagde et byggeri med slagteafdeling og frugt og grøntafdeling, og da flere købmænd og slagtere havde opgivet deres forretninger var der behov for at øge også denne omsætning. Den gamle butik i Søndergade blev solgt til en møbelhandler (siden er der indrettet lejligheder) og året efter flytningen kan butikken meddele om en omsætning på 2.433.000 kroner og et medlemstal på 800. Ok tankanlægget ved den nye butik blev købt, da det viste sig at den kunne tjenes ind på blot et år.

Butiksdød
Det er også i denne periode, at de små brugser på landet må bukke under på stribe. I 1950 fra 1800 brugsforeninger til ca. 1200 ti år senere. Brugserne i Brakker, Øster Starup, Rugsted, Haraldskær, Kærbølling, Ravning, Gammelby, Limskov, Gødding og Vork bev lukket og det gav selvfølgelig en voldsom øget handel til Egtved. 1974 påbegyndes den første udvidelse på den nye Brugs i Egtved. Pris, 3,2 mil. Medlemmerne har hidtil heftet solidarisk, dvs, at ved en konkurs skulle alle medvirke ved en gældssanering, men nu bliver vedtægterne lavet om til begrænset ansvar, hvilket er en betydelig lettelse for det enkelte medlems forpligtelser. I 1970 afgår Peter Jensen, Vinkelgård som formand, og han afløses af Regnar Olesen, Vork, der beholder denne post helt til 1986, hvor Poul Egon Hansen vælges som ny formand.

Parkeringspladsen ved Brugsen efter udvidelsen, hvor der nu er kommet en bagerafdeling til.

Uddelerne skifter
Hans Nielsen havde siden 1951 sammen med sin kone Hilda bestridt uddelerhvervet på bedste måde, nu døde han pludselig alt for tidligt 1981, og man måtte ud og finde en ny. Valget faldt på Poul Erik Rasmussen, der sammen med sin kone Karin, de næste år også blev et populært uddeler par i byen. Han fik desværre også en ret kort tid i sit virke, da han ved et brutalt røveri bliver kvalt. Dette mord er aldrig blevet opklaret, den 57 årige uddeler blev d. 4/6 2002 fundet død på gulvet i sit kontor, og et beløb mellem 30 – og 40.000 kr. var røvet fra stedet. Efterfølgende er der rejst en mindesten ved Brugsen over den dræbte uddeler. Som ny uddeler ansættes Ole Kolding i 2002, han er ligesom den nye førstemand Henrik Nederby kommet fra Børkop.

Der bliver givet sponsorstøtte på 10 øre af hver solgt liter benzin til sporten i Egtved. Poul Egon Hansen havde overtaget formandsposten efter Regnar Olesen i 1986, men han dør uventet i 2012, hvorefter Bjarne Neermann bliver den 9. formand i foreningen.

Ilse Ladefoged i Brugsen.

Hans Nielsens enke Hilda blev i mange år ved med at være et stort aktiv i butikken, og mange husker hende som et pligtopfyldende menneske som havde en stor andel i Brugsens fremgang igennem årene.

Og ved 100 års jubilæet festede hele byen og omegnen. Med et ekstranummer i Egtvedposten og ved en stor fest i forsamlingshuset. Nu skiftede butikken navn til SuperBrugsen, som er en lidt større udgave med bl.a. slagterafdeling og et butiksareal over 300 kvm. Der er siden 1988 været drevet bageri sammen med Brugsen, men i 2005 overgår dette til en privat bager efter uoverensstemmelse med den ansatte bager.

Større konkurrence i Egtved
I de seneste år er der kommet ret så meget konkurrence på dagligvareområdet, og SuperBrugsen er slet ikke ene om handlen længere. På Aftensang kom der allerede en Bonusforretning i 1983, den er senere overtaget af Fakta, som en overgang konkurrerer voldsomt med prisen på mælk, det hævdes at denne blev solgt under markedsprisen. Regnar Olesen siger til VAF, at det koster 2.500 om ugen at sælge under indkøbsprisen i Brugsen.

Få år senere åbnede ABC Lavpris endnu et supermarked på Aftensang, og de har her formået at tiltrække kunder fra et stort opland. Starten på ABC Lavpris kæden var i 1981, hvor fætrene Esper og Henning Tobiasen gik i kompagniskab. I fællesskab købte de et minimarked i Videbæk, som bar navnet ABC-Super (Senere er navnet ændret til ABC Lavpris). Personalet bestod, ud over de to købmænd, af 2 lærlinge og 1 kassedame på halvtid, og første års budget lød på en omsætning på 10 mio. kr.I dag består ABCLavpris af 13 store lavpris supermarkeder med en årlig omsætning på ca.975 mill. kr. De beskæftiger ca.475 medarbejdere fordelt på 13 butikker, med hovedkontor og centrallager i Tarm. Kæden er stadig 100% ejetaf de 2 Tobiasen familier.

SuperBrugsens nye facade efter ombygning og ændret parkering, som har kostet et to cifferet millionbeløb, og nederst travlhed i bagerafdelingen.

Ledelsesberetning 2013
SuperBrugsen i Egtved er stadig en selvstændig Brugsforening og er medlem af SuperBrugsens kædeforening. Foreningens resultatopgørelse for 2013 udviser et underskud på kr. 1.018.455 og foreningens balance 31.12 2013 udviser en egenkapital på kr. 14.517.175. 2013 blev et år i ombygningens tegn, og blev afsluttet i foråret 2013 og fremstår nu som en moderne og spændende dagligvare butik. Byggeriet har naturligvis en afsmittende effekt på slutresultatet i negativ retning, men dette var forventet. Butikken ser fremtiden i møde og håber ombygningen kan have en positiv betydning. Nettoomsætningen blev på 45.605.162 kr. Det er bestyrelsens vurdering er fortsat at styrke en god udvikling, være synlig i lokalsamfundet og være den centrale butik med det største sortiment.

Brugsen set fra Kirkevej efter ombygningen.

Der har været mange ansat i Brugsen gennem tiderne – her et gruppebillede fra 90erne.

Med de nye tider har man fx sagt endegyldigt farvel til den gamle kontrabog – ligesom så meget andet i den gamle brugsforening, men endnu lever andelstanken og dens principper i den gamle veltjente SuperBrugs i Egtved.

Kilde: bl.a. Houbaks jubilæumsskrift 1893 1993

9. juni 2014
Vagtværn og evakueringsplaner under krigen

Under 2, verdenskrig da Danmark var besat af tyskerne havde man beholdt det danske politi, der virkede sammen med retsvæsnet, men under tysk kontrol indtil d. 19 september 1944. Da blev også dansk politi arresteret af tyskerne og mange blev sendt i tysk konzentrationslejr. Her mistede en del livet og andre fik et psykisk knæk, heldigvis lykkedes det en ret stor del af politistyrken at flygt og gå under jorden, og mange af disse politifolk gjorde siden et stort arbejde i modstandsbevægelsen. Efter tyskernes arrestation øgedes kriminaliteten betydeligt i Danmark, derfor udsendtes der i oktober 1944 et cirkulære til alle kommuner om oprettelse af vagtværn med bebyggelser over 2000 indbyggere med opfordring om vagtværn med fast ansat mandskab. Vagtværnene skulle fremme retssikkerhed og de var bemyndiget til at foretage anholdelser. I et regulativ om vagtværnets bemyndigelser hedder det: Anholdes en sigtet for en grovere forbrydelse, afleveres han snrest muligt sammen med et eksemplar af rapporten og evt. koster til arresthuset. Hvis forbrydelsen er af mindre grov karakter, såsom småtyveri, overfald uden væsentlig skade, kan anholdte løslades når rapport er optaget. Der indgår ved enhver anmeldelse om arrestation en rapport til statsadvokaten. (Der må åbenbart stadig eksistere en dansk retsorden, også efter politiets arrestation, men hvor meget den har betydet i praksis, er nok ret tvivlsomt). Der var kun et departementstyre i landet efter at regeringen var trådt tilbage på dette tidspunkt, men kommunerne blev dog fortsat ledet af folkevalgte sogneåd og byråd. Ufarligt var opgaverne som vagtværn dog langtfra. Der var total mørkelægning, og spændingerne mellem den tyske besættelsesmagt og på den anden side modstandsbevægelsen, var blevet mere og mere mærkbart. Manglen på næsten alle varer gav tyveknægte ekstra mod på at gå på rov, så det må siges at være prisværdigt, at der i Egtved meldte sig ca. 150 bogere til vagtværnet, hvor de fik vagtstue på den gamle stationsbygning, som sognerådet havde overtaget.. Det resulterede i vagthold til alle ugens dage, således at man kun én nat om ugen måtte afse til vagttjeneste i vagtværnet. Desværre er protokollen fra den tid ikke bevaret, men Emil Holm har fortalt om den tid, han som ung var mellem af de gæve vagtmænd.

Fhv. murermester Emil Holm var også indkaldt som CB under krigen, og står her vagt ved kasernen i Haderslev. CB stod for cevilbetjent, og de arbejdede meget med redningsopgaver sammen med dansk politi under krigen.

Og eksempel på et legimitationskort, som alle skulle bære på sig gennem krigen. Disse kort blev dog mange gange forfalskede.

Et andet og lidt større vagthold fra Egtved: fra venstre står tømrersvend Svend Pedersen, fabrikant Bent Andersen, murersvend Emil Holm, Bang, tømrermester Carl Bendix Pedersen. Siddende fra venstre: kommis fra brugsen, tørvefabrikant Thorkild Christensen, skræddermester Schnegelsberg, Jacob Lauersen og mejerist Sigvald Jensen.

Der var overalt i landet udgangsforbud fra kl. 20.30 indtil kl. 5.30 om morgenen, og alle der blev antruffet i dette tidsrum blev taget med til vagtstuen, afhørt medens deres navne blev noteret i rapportbogen. Det kunne give anledning til forlegne miner hos unge, der måske havde været på pigebesøg, eller på anden måde ikke havde rent mel i posen som Emil Holm husker.
Der var også besvær med nogle lastbiler uden nummerplader, det var gerne nogle der arbejdede på Vandel flyveplads, og de søgte så beskyttelse hos tyskerne, og klarede på den måde frisag hos værnemagten. En sabotørgruppe i Jordrup spængte også et par lastbiler i Egtved og i den forbindelse bankede de på vagtstuen og underrettede vagtchefen om deres forehavende, idet de havde deres pistol rettet mod ham.

Efter befrielsen d. 4 maj 1945 blev der, som overalt i landet, stor jubel og flere der havde været gået under jorden, som det blev kaldt, hvis de havde været eftersøgt af tyskerne for illegalt arbejde, kom hjem til deres familier igen.

Om morgenen d. 5 maj, da alle flag var hejst i Egtved, indtraf der en dramatisk begivenhed da der kom en bil med en tysk officer og to kvindelige passagerer kørende. Mona Andersen der bar frihedskæmperarmbind, standsede bilen og førte dem truende med pistol til vagtstuen. Under stor protest og efter at tyskerne var blevet alarmeret om episoden, kom flere lastvogne med tyskere til Egtved, hvor de afspærrede vejene og truede med alskens ulykker, hvis ikke officeren straks igen blev løsladt. Der blev truet med at sprænge hele byen af. Den spændte situation blev omsider afblæst efter at der blev forhandlet fred med de oprørte tyske soldater, som fik deres mand løsladt igen, og dermed kunne vagtværnene omsider også blive afløst af det danske politi, der nu kunne overtage retssikkerheden efter de uhyggelige tider gennem årene under krigen.

Der skulle udpeges personer til at følge familierne fra hvert distrikt i kommunen.

Alle vagtværnets medlemmer, som i øvrigt alle var frivillige, fik udleveret et fotografi med legitimation om at ihændehaveren tilhørte det kommunale vagtværn. Desuden fik de udleveret en stålhjelm og en stav, som dog kun måtte benyttes med besindighed og man måtte ikke tilføje større overlast end nødvendig ved anholdelse. Vagtværnets mandskab skal følge deres leders instrukser, og de udleverede udrustningsgenstande skal medføres i tjenesten og uden for denne opbevares omhyggeligt. En stavlygte fuldente vagtmændenes udrustning.

I Vester Nebel blev der oprettet et vagtværn d. 5 januar 1945, og her meldte der sig 25. De blev opdelt i 3 mands hold, der på skift holdt vagt i byen indtil de blev opløst nogle dage efter befrielsen i maj 1945.
Man havde i V. Nebel fast tilhør på kroen, og der patruljeredes fra kl. 23 til kl. 5 om morgenen, sidste gang d. 11 maj 1945.
I 58 nætter var der intet usædvanligt at notere, i 41 nætter blev der afkrævet legitimation af forbipasserende og påtalt mindre færdselsforseelser og lignende småting. I 6 nætter blev der noteret større begivenheder. Indbrud på Jordrup station,, indbrud i brugsen, hvor tyvene truede uddeleren med revolver, de flygtede derpå mod Kolding, hvor sporene fortabte sig. I februar kom tyske soldater til byen nogle dage og i april var der igen indbrudsforsøg et par gange. Den 4 maj var der betydelig uro i byen på grund af befrielsen, men det havde sikkert naturlige årsager. I april havde vagtværnet måttet se sig formindsket med hele 9 medlemmer på grund af arbejde i tørvemoserne, men man opretholdte dog alligevel 3 mandshold til patruljering.

I Egtved gik vagtværnet på patrulje fra kl. 22 til kl. 6 morgen. 25 liter benzin var blevet udleveret til at køre evt. arrestanter til Kolding, men det blev der vistnok aldrig behov for. Man skiftedes til at gå rundt i et par timer hvorefter der var frivagt og kortspil for dem der havde frivagt. I tilfælde af uroligheder kunne man dog hurtigt blive tilkaldt gennem fløjtesignal fra de øvrige vagtmænd. Egtved havde mod krigens slutning inkvartering af en del tyske soldater, og disse havde deres egne patruljer ude om natten, men Emil Holm oplevede ikke de to parter havde kontroverser mellem sig.

Et Egtveds vagthold: stående fra venstre: post B. Buhl Gaarde, smed N.P. Sørensen, maskinhandler. H.M. Pedersen, rutebilejer Steffen Dam, gartner, J.P. Thomsen. Siddende fra venstre: fabrikant A. Andersen, murermester P. etersen, murermester Chr. Holm.

De slagne tyskere på vej hjem til fods gennem Vestergade.

Evakueringsplaner for civilbefolkningen
Medens verdenskrigen endnu rasede i Europa og tyskerne så småt var begyndt at tabe krigen i sommeren 1944 efter invasionen i Nordmandiet, var der ingen der kunne forudsige hvordan enden ville blive. Derfor frygtede man i Danmark at der kunne komme til krigshandlinger, hvor civilbefolkningen ville komme i en situation, hvor evakuering ville blive nødvendig for at redde så mange menneskeliv som muligt. Og derfor blev der bestemt at alle kommuner skulle udarbejde retningslinjer for en given evakuering af lokalområdets befolkning.

Også på Egtved kommunekontor fik man udarbejdet lister for hvem der i givet fald skulle lede og forestå en evt. folkeforflytning. På lokalarkivet ligger endnu planerne for dette arbejde, og her skal kort gengives.

23. august 1944 blev planerne for en evakuering godkendt, og Knud Bruhn fik til opgave at være ordonnans, der skulle underrette de forskellige distrikter. Meget kunne man ikke medbringe.

Lykkeligvis kom de dystre planer ikke til udførelse, da tyskerne endelig overgav sig d. 4 maj 45.

Den første bil med engelske soldater blev hurtigt bestormet af glad børn, der fik en herlig køretur gennem Egtved.

Her er de kommet til torvet, og senere kører de op til sportspladsen ved Kirkevej, hvor de spiller fodboldkamp med unge danskere.

9. juni 2014