Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Svend C. Dahl

  • Den hovedløse rytter

    “Fra Mortensdag til Skt. Hansdag rider den Hovedløse Rytter fra Marvede ad Taastrupvejen. I Taastrup By drejer han til venstre, hen forbi Gartneriet, og forsvinder ude i Donerne, og saa staar Donerne i lys lue. Det er Lygtemændene, der tager imod ham. Folk skal helst flytte sig, naar de hører ham komme – ellers flytter han dem: de faar nemlig et stærkt Stød for Brystet, saa de tumler omkuld. Der er mange Fortællinger om ham; nogle siger at hans Hest er hovedløs, og andre siger, at Rytteren selv har sit Hoved under Armen.”

    ”Donerne kaldes den flade Mark, hvor Taastrup, Jenstrup og Saltøbys Marker støder sammen. Her har der før været en betydelig stor Skov. Vejen hen forbi Gartner Christensen er den gamle Markvej, der før har ført ud til Taastrup Huslodder … som nu er lagt ind under Taastrupgaarden” (NPP).

    At der har været skov, er ikke forkert, men ved Udskiftningen sidst i 1700-tallet var den ikke længere særlig stor. På det tidspunkt fik gårdene deres jord samlet. Før da var landsbyens jorder hovedinddelt i 3 vange / marker. Ordet mark har derfor totalt ændret betydning. Dengang omfattede en mark omkring 1/3 af landsbyens jord. Markerne var igen underinddelt i åse, et større dyrket stykke agerjord, der igen var inddelt i en række strimler, agre.

    Hver gård havde én ager i hver ås, og en gård kunne have strimler af jord liggende op til 100 forskellige steder inden for ejerlauget, så alle kunne få del i den gode eller dårlige jord. Det krævede fælles aftaler i landsbyen om, hvornår der skulle pløjes, sås, høstes osv.

    Da man skulle ændre denne struktur blev der tegnet præcise kort over ejerlauget, og på dette såkaldte udskiftningskort blev der først noteret en lang række benævnelser på agre, åse, enge – og derefter blev der trukket grænser, så de enkelte gårde blev ligeligt tilgodeset (matrikelkort). Ofte fik de udflyttende gårde lidt ekstra jord, da jorden på udmarken ikke var så attraktiv. Disse linealstreger kan genkendes i landskabet i dag, bl.a. i levende hegn.

    Der var vangelag mellem Jenstrup, Tåstrup og Saltøby. Det betød at dyrkningen af de forskellige vange (marker) blev koordineret mellem landsbyerne, og at de mere eller mindre havde fælles overdrev mellem byerne. Som følge heraf blev der tegnet et fælles udskiftningskort over de tre byer i 1784. Normalt fik hver landsby deres eget kort: én landsby = ét ejerlaug = ét kort.

    Ikke meget mere end halvdelen af jorden var dyrket agerjord dengang. Resten henlå som skov, kratskov, overdrev, mose eller eng. Marken (i gl. betydning) mellem Tåstrup og Jenstrup hed apropos beretningen Skovmarken (Schow Marcken).

    Donerne omtales som en flad mark. Stedet er i 1784 vist som et stort engområde. Der er ikke megen udtaleforskel på doner og dåner, når man tænker på planten dunhammer, der netop blev stavet donhammer i ældre tid. Donerne/Dånerne betyder: ”et fugtigt sted, hvor der vokser planter, som spreder sig ved dun” (tagrør, dunhammer, kæruld).

    Mosen/engen blev afvandet til Harrested Å, men inden havde noget af vandet gjort nytte i Saltø Vandmølle. Vandmøllen blev gradvist overflødiggjort af en, og forsvandt helt i 1860. Mange af vandløbene er blevet rørlagt, men man kan stadig se den snoede bæk lige før ”vandmøllen” ligesom man i terrænet kan fornemme den fhv. mølledam lige før dæmningen/vejen.

    Donerne var det største af de mange vådområder, der ellers lå spredt mellem det opdyrkede. Et par af åsene ved Tåstrupgård hed ”Store – og Lille Waasebroe”. En vase i denne betydning var et vadested/lille vej over en å eller et fugtigt område, gerne skabt ved opfyldning med risknipper, grene, jord o.l. Vase blev netop udtalt våse if. en gl. beretning.

    Bakken lige NV for Tåstrupgård hed endvidere ”Vaasebierg”. Bjerg betød kun bakke dengang (tænk på Jeppe på Bjerget). Der er udtalemæssigt ikke langt mellem våse og gåse, og på et kort fra 1891, hedder Tåstrupgården Gaasebjerggård.

    Noter til denne historie

  • Løngange

    Ligesom herregårde har spøgerier, er der rigtig mange af dem, der if. folketroen havde ”løngange”, dvs. hemmelige gange/tunneler under jorden. Så kunne folk fx flygte ud fra en belejret herregård eller herremanden kunne uset besøge sin elskerinde.

    Lokalt fortælles om en løngang mellem Førslevgård og Harrestedgård. Det tvivler Niels Peder Pedersen dog på, og mener det er en forvanskning af ”løvgang”, idet der blev anlagt en mindre vej mellem de to herregårde i 1730’erne, da de havde samme ejer, C.A. von Plessen. Han ejede for øvrigt hele syv herregårde og stort set hele egnen fra Fuglebjerg til Karrebæk!

    Fra Harrestedgård førte efter sigende en tilsvarende løngang til Tofteskov (den lille skov ved Slagelselandevejen), og: ”Haven, der hørte til herregården, gik indtil 1850 helt ned i Tofteskov, og her nede i skoven lå 1886 en kreds af sten [vel fra oldtiden]. Om disse sten fortaltes der, at her endte løngangen, som begyndte i det gamle porthus (den nuværende hovedbygning)”. – Og så bliver løngangen som så meget andet uforklarligt henført til Svenskekrigen 1657-60 (efter PSH – Noter til denne historie).

  • Røverne i Tofteskov

    Det er svært at forestille sig røvere i den lille Tofteskov ved Slagelselandevejen nær Harrestedgaard, men Niels Peder Pedersen har i al fald optegnet flg.:

    ”Den kørende Post [der var også gående post dengang] mellem Fuglebjerg og Næst-ved passerede en December Eftermiddag mellem Kl. 4 og 4½ Harrestedgaards Tofte-skov. Det var næsten mørkt.

    Pludselig sprang 3-4 Personer op af Landevejsgrøften ud for Hestene. Hvad der så i Grunden gik for sig, ved jeg ikke. Kusken har tilsyneladende brugt sin Pisk, der blev i hvert Fald bagefter talt om, at ”Røverne” kom nok næsten hurtigere ind i Skoven igen, end de før var kommet ud. Den ene af Mændene, en stor Karl, havde Skørter på, som var meget for snævre [korte?] for hans lange Ben. Posten skal have sagt, at det var ko-misk at se det lange Menneske hoppe omkring.

    Hvorvidt der skete Anmeldelse om Overfaldet vides ikke, men der blev talt meget om det, og et par Mænd fik nok anskaffet sig en Revolver i den anledning. Men da sin-dene var faldet til Ro, kom Folk til at se anderledes på Sagen.

    Der boede 4 Mænd i det gamle Hus ved den nordre Ende af Skoven. Den ene var kendt som en Gavstrik, og en af de andre havde en lang, knoglet Skikkelse. Og hvis det var dem, der havde ageret Røvere over for Postvognen – ja, dem var Folk ikke bange for. Det skete i 1883 eller 84” (NPP – Noter til denne historie).

    Der bor stadig mennesker (fredelige!) ved den nordre ende af Tofteskoven, for her ligger en lille række huse, Lerbækshusene. Nogle af dem virker bygget malplaceret lidt ude på marken. Det skyldes, at landevejen engang just gik nord om Tofteskoven og ikke som i dag lige igennem skoven.

    Det ses fx på et kort fra Vejdirektoratet fra 1796 (Rigsarkivet), der blev udarbejdet over hele landevejen mellem Næstved og Slagelse. Kortet skulle danne grundlag for vejudretninger. Det fremgår tydeligt, at datidens slyngede vej lå langt fra nutidens, der er trukket efter en lineal. Den nuværende landevej svarer til de to rette linjer med et knæk, der rammer ind midt på Tofteskov. På et kort fra 1830 er vejen ikke blevet udrettet, men det er den på det næste kort, der kom i 1861. Knækket er dog for få år siden blevet gjort mindre skarpt. Der står stadig nogle store træer inde på marken nord for ”knækket”. De stod før på vejens sydside.

  • De tre herremænd

    ”Dér hvor Gunderslevholm, Førslevgaard og Harrestedgaards Skove grænser sammen på Toppen af Spenthøj, stod indtil i 1870’erne Rester af en Eg, og der fortælles, at fordum stod der et Bord deroppe og Bænke, – og de tre Herremænd fra de nævnte Godser sad der og spillede Kort; hver Mand på sin egen Grund. Deres Navne skulle være: Lave Bech til Førslevgaard, Gersdorf til Gunderslevholm og Niels Lykke til Harrested. De spillede fem Kort, og sidste Stik gjaldt en Bondegård. – Bech tabte Lindesgaard (Karre-bæk Sogn) til Gersdorf” (NPP). Sådan lyder historien. Imidlertid passer navnene på de tre godsejere ikke sammen. La-ve Bech ejede Førslevgaard 1572-1607, mens Niels Lykke besad Harrested 1634 og solg-te videre allerede 1638. Endelig har der if. TRAP-Danmark slet ikke været nogen gods-ejer på Gunderslevholm ved navn Gersdorf! Den nuværende godsejer på dette gods, Rolf de Neergaard, har en anden version med tre von Plessen-brødre, der hyggede sig på Spenthøj. Mellem 1771 og 1789 ejede Chr. Ludvig Harrestedgård og Saltø, Chr. Frederik Førslev, Fuglebjerg og Fodby mens Carl Adolph sad på Gunderslevholm og Kastrup. Den omtalte Lindesgaard var i middelalderen en mindre herregård mellem Bjørne-bæk Strand og Spjellerupgård, der har overtaget jorderne. Spenthøj ligger i Tvedevænge ved vejen gennem skoven mellem Førsløv og Gunders-lev, lige over for et nyere bjælkehus. Det er opført samme sted som et ældre hus, ”Spenthøy Huus”, som er aftegnet på Videnskabernes Selskabs konceptkort helt tilbage i 1770. Frem til 1950’erne hørte der ca. 1½ ha mark og eng til, der lå som en åben plet inde i skoven.

    ”Spent” kunne if. Ordbog over det Danske Sprog betyde noget lig med spinke og spare (”spente og spare, kan længe vare”). – Men ”Stednavne i Vestsjællands Amt” 2001 og Strange Nielsen ”Skelby og Gunderslev” 1985 giver en bedre forklaring. Spente kan betyde ”kløve” eller ”dele”, og Spenthøj deler netop de tre sogne og de tre godsers jorder.

    Lige syd for den markante lille Spenthøj findes en større bakke inde i skoven, der ikke bare er Hyllinge Sogns højeste punkt (58 m o.h.), men også hele vesteg-nens. Tvedevængeskoven består af afdelinger, der er adskilt af flere hundrede år gl. stendiger, som også afgrænser sognene. Diget på foto er just fra Spenthøj.

    Mod vest hører Storevænge under Førslev Gods og Sogn, Harrested Skov mod syd hørte under Harrestedgaard (nu Sorø Akademi) og Hyllinge Sogn, mens Tokkerup Overdrev hører under Gunderslevholm Gods og Gunderslev Sogn. Stednavnet Tokkerup er i øvrigt et levn fra landsbyen Tokkerup med 10 gårde, der lå i området og som Gunderslevholm fik nedlagt i 1727.

    Noter til denne historie

  • Tyvmalkning

    Det har været en udbredt forestilling, at ”hekse” kunne omskabe sig til – eller gå i alliance med harer, der så kunne sendes over til naboens køer for at ”tyvmalke” dem. Hjemme afleverede disse ”mælkeharer” så mælken. Det ville svare til at tappe strøm fra ledningsnettet uden at betale.

    Denne tankegang var nok vokset ud af, at man ville have en forklaring på, hvorfor ens køer måske ikke gav så meget mælk som normalt. Forestillingen holdt sig nogle steder til omkring 1900, hvorfra der er flere optegnelser. Normalt var det kvinder, der ”tappede” gratis mælk, men i beretningen nedenfor er det en mand, der er på spil. Og det på en raffineret måde.

    Ved Flakhøjgård i Marvede boede Hekse-Peder i et hus, der for længst er nedbrudt: – “Der fortælles af Folk, som havde været inde hos ham, – at oppe i Bjælken, inde i Stuen, sad der en stor Kniv med Bladet langt oppe i Bjælken. Der var ligesom Mælk paa Bladet, og paa Bordet underneden var der Mælkedryp. Han fik skyld for, at han sad hjemme i sin Stue og malkede folks Køer ved Hjælp af Kniven.

    En Ting var sikker. Og det var, at naar Jesper Jensens Piger om Morgenen kom ud i Marken for at malke, saa var det lidt af [ligesom], at baade 3 og 4 Køer var malket. Og hvem var saa det, der havde været paa Spil? Det var naturligvis Per, der sad hjemme og holdt Spanden under Knivskaftet” (NPP).

    Noter til denne historie

  • Langdyssen i Harrestedgaards skov

    ”I Harrested Skov ligger en delvis forstyrret Langdysse. Den er bevokset med Bøgetræer. Retningen er Nord til Syd. I den nordre Ende er der taget Sand, og ved den Lejlighed, blev et lille Gravkammer ødelagt. Det var opsat af små Sten … Der fandtes flere Flintsager, deriblandt [en] sleben Økse. Dyssens Længde er 15 Favn ved Bunden, 4 Favne bred, og ovenpå 2 Favne. Det er ikke sikre Mål. Højden over Skovbunden er henved 2 Alen. Fra den østre Side ser Dyssen anseligere ud. Ved Foden har der været en tæt Række af Sten, nu er der kun enkelte tilsyne” (NPP – Noter til denne historie). [1 alen = 63,3 cm; 3 alen = 1 favn]

    NB: Langdyssen er ikke registreret på museet. Historieforfatteren har spurgt et dusin personer med til-knytning til Harrested Skov, inkl. nuv. og fhv. skovrider, -foged og –løber samt naboer til skoven, men ingen har set denne dysse. – Hvis der er nogen, der kender den præcise beliggenhed af (resterne af) langdyssen vil det blive modtaget med glæde.

  • En mand ved navn Bakke

    Her følger en beretning fra den tid, hvor en stor del af sognets gårde var ejet af Førslevgård. Resten hørte til Harrestedgård, Saltø eller Universitetet (klostergods i middelalderen). Gårdene var derfor pligtige til at yde hoveri på herregården:

    ”Bakke hed han og boede i Agerup. Han blev tilsagt at komme op og tække [på Førslev]. Han kom ogsaa, og gav sig i Lag med sin Haandtering. Samme Bakke var en tyk og meget stærk Mand, men umaadelig rolig – og tillige en lun skælm. Som nu Bakke laa oppe paa Taget, faar han øje paa Etatsraaden [godsejeren], der gik nede i Gaarden; og saa for Skælmen op i Bakke: han slap en Vind, som gav Genlyd fra den store Gaard.

    Lidt efter kom der Bud til Bakke, om han øjeblikkelig ville møde op paa Godskontoret. Bakke gik. Da han kom ind paa Kontoret, stod Ridefoged og Ladefoged med hver sin svare Ridepisk i Haanden. Nu skulle Bakke have tak for den “Skænk,” han havde givet Etatsraaden. Men inden de to Herrer rigtigt fik begyndt, snappede Bakke Ridepisken fra Fogden, tog med to Fingre om den tynde Ende og rykkede en Ende af Snoren:

    “I – usle – Drenge,” sagde Bakke, og for hvert Ord han sagde, røg der en Stump af Pisken, “Hvis – jeg – tog – fat – paa – jer – ” Mere fik han ikke udtalt, førend begge Fogederne fór ud af Døren. De havde faaet respekt for hans kæmpekræfter. Siden den Tid var der sjældent bud efter Bakke; at han skulle gøre Spanddage” (NPP).

    Hvis historien er sand, er den fra før 1787, da der ingen Bakke har været siden den tid i Agerup. En anden beretning om Bakke fortæller, at han havde 3 tdr. land (husmand), og at ikke havde råd til vogn, hvorfor han gik den lange vej til møllen i Tornemark med en sæk korn på ryggen, når han skulle have malet mel.

  • Forsvundne landsbyer

    Navnene Dalbye Raad og Skiældstrup var i 1784 begge bebyggelsesnavne, der næsten uden tvivl viser hen til et par forsvundne bebyggelser. Skælstrup er påvist arkæologisk forud for nedlæggelsen af naturgasledningen til Hyllinge i 1996. Hvor store de har været, og hvornår og hvorfor de er forsvundet, er der ingen der ved. Men det er utænkeligt, at alle tre bebyggelser (inkl. Saltøby) har eksisteret samtidig. Dertil ligger de for tæt på hinanden.

    Måske er befolkningen i Dalby og Skælstrup stort set alle døde under den store pest i 1300-tallet. Men hvorfor hedder landsbyen så Saltøby i stedet for Dalby, der stednavnemæssigt er ældre end Skælstrup og må have været større?

    Det skal måske ses i sammenhæng med Saltø Slot, der i middelalderen var en befæstet borg og kronens ejendom ligesom hele Karrebæk Sogn. Måske er borgen først anlagt på dette sted midt i 1300-tallet (den er ældre), idet kongen har bedt de overlevende i Dalby, Skælstrup og Saltøby om at samle sig i én landsby: Saltøby på dens nuværende placering. På den ledige plads kunne man så opføre borgen, der netop ligger på den ”forkerte” side af Saltø Å i forhold til Karrebæk Sogn. Men kongen kunne flytte sognegrænsen, og slottet hører stadig til Karrebæk Sogn.

  • Brorupgaard

    Følgende ”røverhistorie” er optegnet af Nils Peder Pedersen: ”Der skal i gamle Dage have boet en Røver i Brorup, den gang var der Sejlads i Saltø Aa. Til sidst drev han nok sine Fribyttertog for vidt; han kunde nok ikke kende forskel på dansk og tysk [en personlig tilføjelse?]. – Lensmanden paa Saltø fik saa Befaling til at sætte en Stopper for den Trafik. Der siges, at det var selve Julenat, at lensmanden og hans Svende gæstede Røveren. Borgen blev indtaget og Røverne dræbt. – Et Hussted i Brorup By omgiven af Stengærder angives som Stedet, hvor Borgen har staaet”.

    Der råder overdrevne forestillinger om, med hvor store skibe, man har kunnet sejle op ad mange små åer. Selv om vandstanden generelt var højere før ”dræningens tid”, samtidig med at der er sket en vis tilgroning og landhævning – så har man næppe kunne sejle med andet end robådestørrelse til Brorup (men måske nok trække større skibe).

    Noget andet er, at der faktisk findes et gl. marknavn (på udskiftningskortet 1795) lige øst for Brorup By, der hedder ”Barfræed”. En barfred er et forsvarstårn, så måske er der lidt sandt i røverhistorien?

  • Gravøl

    Sognets præst, Bründum, døde i 1831. I den anledning bad enken lærer Mortensen om hjælp, hvorefter denne skrev til Morten Larsen:

    ”Gode Morten Larsen, fra provstinde Bründum skulde jeg anmode ham og Christian Lassen om, paa Onsdag Formiddag kl. 11, at komme til Marvede og være behjælpelige med at bære Hr. Provsten til Graven. De 6 Karle til at ringe i Hyllinge vilde I to gode Mænd jo nok besørge udnævnte. Foruden Mad og lidt Brændevin i Taarnet, kunde de jo, hvis Hosbonderne tillade det, tage del i Gildet hos Jørgen Andersen.

    I øvrigt vilde han maaske lade Sognefogden eller Oldermanden at bekjendtgøre, at hele Sognets gaardbrugende Mænd [ej husmænd] samme Dag efter egen Lyst og Lejlighed kunde møde hos bemeldte Jørgen Andersen, der har 20 Potter Brændevin og en Tønde godt Øl, hvorved Mændene ville erindre deres hengangne Sjælesørger, eller med andre Ord, hvori de vilde drikke Provstens Gravøl.
    Den 26 Septbr 1831 / Mortensen” (NPP).

    Noter til denne historie