Forfatter: Tonny Nordal

  • Kyenmanden og Slattenlangpatte

    I meget gamle dage, flere hundrede år før fjernsynet blev opfundet, gik de lange vinteraftener bl.a. med at fortælle gamle historier og sagn, som var gået i arv fra generation til generation. Hver egn sine historier. Her er en af de få fra Ledøje, som har overlevet.

    På Ledøje Bymarks sydvestlige hjørne lå i sin tid en høj, og her boede Kyenmanden. På bymarkens nordøstlige hjørne ligger den dag i dag en høj, der hedder Lemene Høj (Lemming Høj). Her boede Slattenlangpatte, og hun var kæreste med Kyenmanden. Han red tit hen og besøgte hende om natten. Så tog han hende med hjem. Han lagde hende tværs over ryggen på sin hest.

    I det sydvestlige hjørne af byen ligger endnu en gård, hvor der er en port både i den nordlige og den sydlige længe lige overfor hinanden. Der skal Kyenmanden have redet igennem med Slattenlangpatte. Beboerne på gården turde ikke lukke portene om natten, for hvis Kyenmanden kom, og portene var lukket, blev de spoleret.

    Engang havde han tabt en vante, og den var så stor, at den kunne rumme en halv skæppe sæd (8,7 liter korn). Så blev folkene på gården enige om at binde en magen til, og den blev om aftenen lagt ud i porten på et bjælkehoved, og den blev også borte om natten.

    Nogle nætter efter kom der én og bankede på det ene vindue og sagde: “Hør du, vante-ven, du må skynde dig op, for begge dine hvide heste ligger i en tørvegrav og er ved at drukne”. Og lige så snart som de kom til tørvegraven og hestene, var disse oppe med det samme.

    Mange at disse gamle sagn og historier har i mere eller mindre grad rod i virkeligheden, det er sandsynligvis også sådan med denne historie.

    Gården, som der fortælles om, må være Gammelgård, som netop ligger i Ledøje Landsbys sydvestlige hjørne og har to porte overfor hinanden med en gennemgående vej. Geografisk ligger Gammelgård i en linie mellem Lemming Høj og “øen” Kyen, som optræder på gamle kort, som en ø sydvest for Øbakkegård ude i Porsemosen, som dengang havde betydeligt mere overfladevand. Den nuværende Gammelgård er opført i 1792, men det må formodes, at længerne er opført på det gamle fundament. Gammelgård har for øvrigt været i samme slægts eje siden 1837, hvilket så vidt vides ikke modsvares af andre gårde i byen.

    Under Christian V (1646-99 konge 1670-99) henlå Ledøje Bymarker under den kgl. vildtbane, hvilket medførte store ulemper for bønderne. Kongens yndling overhofjægermester Vincents Hahn ((1632-80) drev det især vidt med hensynsløs jagt, og var derfor forhadet af bønderne, som han chikanerede på alle måder. I Ledøje kaldtes han “den onde jæger Hahn” eller “Kymanden”, fordi hans natlige togter gik over Kyen, opad Helledvejen, gennem 2 gårde i Ledøje og ad Smørum til. Det må formodes, at Overhofjægermester Hahn må tage ansvaret for Kyenmandens opståen. Vincents Hahn var for øvrigt en mecklenburgsk adelsmand, som i 1661 blev overhofjægermester, og som Christian V´s jagtfælle og yndling fik stor politisk indflydelse og samlede meget gods.

    Slattenlangpat(te) er kendt fra flere andre sagn i det sjællandske område fra den tid.

    Som en pudsighed er der stadig heste på Gammelgård, som jo i dag er hestepension, og inden for de seneste år har det flere gange været nødvendigt at tilkalde Falck, for at redde heste op af mosen!

    (Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

  • Jul i Ledøje

    Som jeg husker julen fra omkring 1934, det var småt for mange mennesker dengang, det var de små gavers tid, men maden og bagninger blev der gjort lidt ekstra ud af i anledningen af julen.

    Alle, som havde plads og muligheder for det, slagtede julegrisen i november – december måned. Det gav travlhed med at lave medister, blodpølse, rullepølse, og koge fedt af til at lave fedtegrever. Småkød og fedt blev kørt gennem kødmaskinen til fars, og de store stykker kød blev lagt i saltkaret, for der var ingen fryser dengang i 1934. Og hvis man havde ænder og gæs blev de slagtet lige inden juleaften.

    Jeg tror ikke det var mange , der kom til København, for at se juleudstilling, og det var i hvert fald ikke alle der havde et juletræ hjemme.

    Jeg kan huske købmand Klinke i Ledøje havde et udstillingsvindue i forretningen på Ledøje Bygade med juletræspynt og lidt legetøj. Der stod altid nogle børn fra byen og trykkede deres næser flade mod ruden.

    Fra omkring 1938 lave min mor og far 4-5 julekurve med lidt julemad og julegodter, og dem bragte min bror og jeg ud til enlige gamle mennesker, som var alene. Min mor fik hjælp til at stoppe strømper til familien, for hun var for det meste i marken og passe grønsagerne. De fik også en kurv med julegodter.

    Så kom juleaftensdag, de sidste ting skulle på plads. De familier, der ikke selv havde tid, eller ikke selv kunne stege anden, gik op til bageriet i Ledøje, hvor bageren klarede andestegningen i den store brødovn. Så hentede man anden, når man gik hjem fra kirke eller senere på eftermiddagen.

    Indtil 1936 holdt min familie juleaften på Amager hos mine bedsteforældre, men senere blev det tradition at holde julen i Ledøje hos mine forældre. Dengang var kirken fyldt til sidste plads, halvdelen var folk på gennemrejse, for de syntes det var hyggeligt at komme i Ledøje Kirke. Det samme skete også i 1980- 1990, da jeg selv var graver ved kirken i Ledøje. Jeg har ofte spurgt folk om, hvorfor de kom netop her til Ledøje for at være med til julegudstjeneste. Og svaret har ofte været, at de selv som børn under krigen kom til gudstjeneste og ville give denne stemning videre til deres egne børn.

    Tilbage til 1936

    2. juledag var der bal på Smørum Kro for de unge mennesker fra kl. 20.00 til 2.00. Det var Smørum Idræts- og skytteforening der stod for ballet.

    I Ledøje havde man en forening, der hed ”Hundredmandsforeningen”, jeg mener det var en forening man kunne få lidt sygehjælp i. Denne forening arrangerede juletræ for byens borgere i Ledøje Forsamlingshus 4. juledag kl. 19.00. Her dansede man om juletræet og sang julens sange. Bagefter fik alle børnene godteposer og juletræet blev plyndret for julepynt og godter, som derefter blev delt ud til alle deltagerne. Det blev til en helt del, for træet nåede helt op til loftet. Det sjoveste var, når træet skulle trækkes ud fra salen. Dengang var der en dobbeltdør i gavlen, og når de voksne trak træet ud, for alle børnene hen og trak træet ind i salen igen. Det vakte stor jubel blandt alle os børn. Vi ville ikke have festen til at stoppe.

    Når træet endelig var kommet helt ud, blev der spillet op til en del sanglege igen. Ved 22- tiden blev der så spillet op til dans for alle deltagerne. Det var sjovt at være med til, for vi var 7 børn der lige var begyndt at gå til dans i Ballerup på Ballerup Kro, så vi fik også et par ”svingommer” på dansegulvet.

    Det var et par erindringer fra min barndom i Ledøje.

    (Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

  • Fastelavnsfesterne i Ledøje har gamle traditioner

    Bylauget opbevarer en bog, hvor alle fastelavnsfesterne er beskrevet og regnskabsført fra 1948. – Her kommer et kik i bogen :

    I årene frem til 1960, hvor Ledøje-Smørum fik en centralskole, arrangerede de unge elever både fastelavnsfest og eksamensfest i Ledøje. Fastelavnsfesten gav overskud, og det blev brugt til at holde eksamensfesten senere på foråret.

    Den gang som i dag rasledes penge, men også æg, ind til festen ved “fastelavnsløbning” . Hovedparten af æggene blev brugt til pålæg ved festen, de øvrige solgte man. Til festen var der også indtægt på salg af sodavand. Selve festen begyndte kl. 16 med tøndeslagning og derefter sanglege indtil spisningen kl. 18.30. Så kom spillemanden og dansen begyndte, der var pause, hvor der serveredes kakao og derefter fortsatte ballet til midnat.

    I bogen kan man for hvert år læse, hvem der slog tønden ned; den som slog tønden ned valgte en kattedronning og katteparret åbnede senere på aftenen ballet med en brudevals. Man kan også læse, hvem der blev præmieret for bedste maskering; i 1952 fik de to udvalgte piger hver en pose bolsher, de var klædt ud som hyrdinde og cowboy.

    Af regnskaberne kan man se, hvor der blev købt ind og hvad de enkelte varer kostede på den tid; de første år havde Købmand Klinke faste kunder til Fastelavn.

    I 1970´erne begyndte festerne at tage lidt mere forskellig form. På denne tid blev der serveret pølser til festen, og musikken blev nogle år spillet af bands med udenlandske navne som “The More” og “The Torpedo express”

    I 1977 var der fest for de små op til 12 år om eftermiddagen og fest for de 13-20 årige om aftenen, hvor musikken blev leveret af “The Torpedo Express”. Arrangørerne skriver bl.a. : “Der blev drukket øl og spiritus, og der var kun et par stykker, der blev fulde, ellers havde vi det meget godt. Peter ville have festen færdig kl. 23.00. Trods mange protester blev der lukket, og vi begyndte at rydde op.”

    I 1980’erne ændredes festerne yderligere, man begyndte festen tidligt på eftermiddagen og sluttede ved 17tiden – omtrent som i dag, hvor det stadig er Ledøje-børn, der går i 7. klasse på Søagerskolen, som arrangerer.

    De fine regnskaber for fastelavnsfesterne blev revideret af lærer F. Hermansen fra Lille Smørum frem til 1974, da gav han opgaven og bogen videre til den daværende Ledøje Borger og Grundejerforening (nu Ledøje Bylaug).

    (Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

  • Ledøje forsamlingshus 100 år

    I gamle dage før 1800 holdt man fester på gårdene for gårdmændene, og husmændene holdt deres fester hos en husmand. Kun høstfesten holdt man sammen på en af gårdene. Der var ingen, der holdt fester på kroer og der var ingen forsamlingshuse.

    Men efter år 1800 var de fleste gårdmænd i Ledøje blevet selvstændige bønder og arbejdede alene på markerne. Det var slut med de store høstfester, og de fester husmænd og gårdmænd havde holdt. Der kom nye tider og de selvstændige bønder begyndte at sende deres unge sønner på højskoler.

    På disse skoler lærte de unge at samles til foredrag, gymnastik og fester. Og de lærte at feste sammen på tværs af arbejdsskel. Når de igen vendte hjem til landsbyen videreførte de unge, det de havde lært på højskolerne. De ville have oplysning, som foredrag og feste med hinanden. Foredrag og fester blev holdt i Ledøje Rytterskole, men det var ikke nok.

    I Smørum havde de en kro og i sidste halvdel af 1800-tallet, blev kroen indrettet til at man kunne holde fester, der blev bygget en sidebygning, med en stor sal. I Ledøje havde man også haft en kro, men den blev nedlagt omkring 1850 og havde kun været et herberg.

    Med de nye tider havde Ledøje også brug for et sted at være sammen og især for de unge mennesker at feste og udfolde sig.

    Ledøje’s unge mandskab gik derfor til Smørum kro, hvor det var blevet meget populært at feste. Men som vi alle kender det, så er det ikke let at komme til et fremmede sted, de lokale er oftest fjendtlig indstillet. Om der var for stor konkurrence om de unge piger, ved vi ikke, men Ledøje-drengenes besøg på Smørum kro endte tit i et slagsmål og et ydmygende nederlag for de unge mennesker, der blev jagtet hjem af Smørums unge mænd.

    Det var de voksne i Ledøje ikke tilfredse med og de bestemte sig for at bygge et forsamlingshus, hvor de selv og deres unge kunne få viden og oplysning. I de år var der stor mode i at bygge forsamlingshuse. Hvert sogn, der ikke havde en kro, ville i stedet bygge et forsamlingshus. Der blev også bygget mange missionshuse, så trangen til at forsamle sig var stor. En anden årsag var de store uroligheder i begyndelsen af 1880-erne, hvor Danmark var på randen af en borgerkrig og enhver havde våben, men ingen steder at øve sig. Så forsamlingshuse blev rammen om skytte- og gymnastikforening og meget mere. Det kommer jeg ind på, når vi ses på Jubilæumsdagen.

    Ledøje Forsamlingshus blev bygget på en tom gårdsplads, hvor før Krogården lå. Allerede i 1737 fik en af de store gårdmænd Peder Andersen tilladelse til at holde kro. Krogården lå på samme sted til 1845-50. Da blev kroen nedlagt og gården flyttet ud på Øbakken, hvor den ligger i dag og kaldes Øbakkegård.

    Da forsamlingshuset stod færdigt den 25.9.1904 blev Ledøje læseforenings bogsamling (det var begyndelsen til et folkebibliotek) overført til huset. Bogsamlingen havde været i Forbrugsforeningen. Den næste, der fik husly i ”Huset”, var Ledøjes kvindeforening, der lånte salen til den første juletræsfest i byen for børn og voksne. Foreningen betalte 3 kr. for lys og varme.

    I 1906 stod rejsestalden færdig. En del gårde lå udenfor byen og når der var fest i Forsamlingshuset, kom de i hestevogne og havde brug for et sted til dyrene. Omkring 1924 blev stalden lavet om til cykler og retiraderne udenfor blev sløjfet og der blev også indrettet et ”das” i rejsestalden.

    Skytteforeningen kom også til og benyttede salen indtil omkring 1960. Det fortælles at der var riller i scenegulvet ned til kælderen under scenen. Her kunne man så hejse skydeskiverne op og ned til markøren i kælderen. Fugleskydningskonkurrence blev holdt i Forsamlingshuset. Tidligt begyndte Gymnastik-foreningen at holde fester med dilettant, hvor mange af byens boger optrådte. I 1913 fik foreningen faste redskaber som ribber, men løse redskaber skulle stilles væk efter brug. Militæret havde adgang til øvelser under 1.verdenkrig og som solidaritet med militæret låntes salen ud uden betaling. Forsamlingshuset blev også lånt ud til kommunalvalg mod betaling fra kommunen. I

    Perioden fra 1816-23

    blev en del børn undervist i Forsamlingshuset, da Rytterskolen var blevet for lille. Den nye skole stod færdig i 1923-24, og undervisningen ophørte. Men der stod mange foreninger på ryggen af hinanden for at låne huset.

    Men det kneb med økonomien og i 1925 besluttede bestyrelsen at holde en forårsfest. Det blev med kaffebord og bal. Udenfor havde man gynger og karruseller i løbet af dagen til børnene. Det blev en stor succes og det gentog man til en efterårsfest, en tradition som kom til at få en stor betydning i Ledøje. I 1928 lejede fru Rasmussen en stue til syskole for vinteren og året efter holdt man et stort Radiobal med kaffe og dans til radiomusik. Samme år holdt man 25-års jubilæum for ”Huset” med kaffe, kagebord og bal.

    Perioden fra 1930-54

    Private fester holdt deres indtog i ”huset” og gav deres bidrag til økonomien. Der blev holdt barnedåb, bryllupper, runde fødselsdage, sølvbryllupper og begravelser. Af aktiviteter i perioden kan nævnes foredragsforening, kvindeforening, bibliotek, skolegymnastik, Ledøje Skytte- og Gymnastikforening, Ledøje vandværk, dilettant, Ledøje Borger og grundejerforening, Husmandsforeningen, Danseskole, Folkedans, Den selskabelige forening, 100-mandsforeningen(støtteforening for trængende med af delinger i mange byer) Sangforeningen og de mange generalforsamlinger. Engang imellem kom der biograf og sparekassen var også en trofast besøger. Når Sparekassens folk mødte op, modtog de indsættelser på sparekassebogen og hævelser. Det skete der blev holdt en privatfest, når sparekassen kom og så blev personalet inviteret med til festen, for man kendte jo hinanden og sparekassefolkene kunne nu nok også huske nogle af kundernes formuer på sparekassebogen.

    Under krigen manglede man brændsel til den store kakkelovn, men ellers gav det ikke de store bemærkninger i forhandlingsbogen. Der blev dog holdt en ”Fredsfest” da krigen var ovre med sange, optræden og bal.

    I 1954 blev huset udvidet og den lille vinkel vi kender i dag blev bygget til.

    Der blev holdt sommerfest i 1959 med spisning, tivoli med boder og aftenunderholdning og bal. Amerikansk lotteri var også blevet en fast forteelse. Ved forårsfesten lavede man arrangementer for børn med håndbold osv. I 1961 afholdtes St.Hansfest ved gadekæret og derefter var der bal i forsamlingshuset.

    I 1962 blev den store kakkelovn fjernet og der blev lagt centralvarme ind i huset. Huset skulle vedligeholdes og i 1968 ville man låne 50.000 til istandsættelse. Der skulle dog gå fire år før lånet kom i stand og samtidigt udvidede man aktiekapitalen.

    Forsamlingshuse var og er rammen om kulturelle aktiviteter i sognet og deres betydning for fællesskabet, udvikling og lokalidentitet kan vanskeligt overvurderes.

    (Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

  • En Gedsted drengs erindringer

    Den 29. juli 1916 kom jeg til verden, i mine bedsteforældres lejlighed c/o fabrikant Carl Pedersens hus på torvet i Gedsted. Som 1½ årig flyttede jeg med min moder og min stedfader til Tange og derfra til V. Torslev ved Hobro, hvor jeg fik en lillesøster. Jeg var nu 4 år og ret ofte var jeg i Gedsted. Min bedste hentede mig og jeg var da hos hende i lang tid. Der begyndte mine gåture til fjorden om aftenen. Bedstefar var jo på jagt eller fisketure med Carl Pedersen, så når bedste havde lukket butikken, var vi nede at hente dem. (butikken var en urmagerforretning med musikinstrumenter samt tobak og cigarer mm.).

    Min stedfader var jo lokomotivfører, så de blev forflyttet til Mundelstrup. Jeg var 6 år og skulle begynde i skolen, og det var Fårup skole jeg kom i.

    Vi skrev da 1923, det gik også stærkt dengang, for allerede om efteråret flyt-tede vi til Gedsted, og jeg kom i skole hos lærer Knudsen, hvor jeg sad sammen med Willy Frank Pedersen. Vi blev fine venner, og lavede en del bal-lade. Lærer Knudsen syntes, nu kan det være nok, så i en sangtime mærke-de jeg pludselig violinbuen oven i hovedet og den brast. Det fik Willy til at le højt, så han fik en drejning i øret, men det hjalp da ikke på os to.

    I Gedsted (det var nu blevet 1924) boede vi to steder. Jeg husker bedst hos Martin Hansen, Vesterbro 18, men så blev stedfar lokomotivfører i Hestbæk, det var ved mergelbanen, og vi flyttede så til Ullits, og jeg kom til Foulum i skole hos lærer Regnar. Det var jeg ked af, jeg ville være blevet i Gedsted, der var min bedstemor, og der var jeg hjemme, men nej. For min stedfader var Ullits bare et springbræt, og vi flyttede derfra til Hornum st., hvor jeg gik i 2, 3 og 4. klasse, og hvor jeg også blev konfirmeret.

    Disse 4 år indtil min konfirmation var en start til, at jeg ikke var barn mere, men dog, jeg fik cykel, som jeg faktisk selv samlede, og hver eneste ferie var jeg i Gedsted og ellers også der ind imellem. Jeg cyklede mange gange fra Hornum fredag og tilbage igen søndag aften, turen gik over Våsen og gen-nem Gl. Ullits og tilbage på igen lidt før Farsø, det var 21 km, og det gik glimrende i disse 4 år. De sidste par år i kartoffelferien var der jo landmænd, der skulle have taget kartofler op, og en skolekammerat og mig ville jo gerne tjene nogle penge, og det var bedstefar ret stolt over, alene det at knægten ville arbejde, så fornyede jeg jo cyklen lidt.

    Vi er nu nået til 1930, og jeg er blevet konfirmeret. Jeg skulle så i lære og gerne noget med biler. De havde jo lastbil derhjemme og der var jeg ret iv-rig.

    Jeg kunne ikke være hjemme, jeg skulle på landet. Jeg kendte lidt til Jens og Margrethe i Holmmark, og jeg syntes de var ret flinke. De ville godt have mig derned, og Karl Olsen og Nilda rådede mig til det for en sommer, men nej, det landbrug det var ikke noget for mig, rent ud, jeg stak af derfra og til Hornum igen. Der arbejde jeg forskellige steder, lidt derhjemme på lastvog-nen, men der var en cykelhandler, ham oj jeg var fine venner, så der var jeg faktisk hele tiden. Han opdagede at jeg godt kunne lave cykler, han spillede musik (mest om aftenen hist og her), så han sov meget om formiddagen. Det ene år gik, og det andet med, jeg lærte faktisk cykelfaget.

    Så skete der noget hjemme, min stedfar var uheldig en dag i Nibe, han kørte galt og kørekortet røg. Jeg var kun 17½ og var på dette tidspunkt i Haubro hos en vognmand, hvor jeg var arbejdsmand og alt mulig. Derhjemme fir de så en chauffør, men det gik ret skidt, så de solgte forretningen og flyttede til Farsø, hvor de købte en anden vognmandsforretning, og stadig med chauffør på. Det var for dyrt og jeg var nu blevet 18 år og begyndte så med kørekor-tet, Det stod hårdt på, jeg måtte selv tjene til det, da stedfar og jeg ikke just var på bølgelængde. Jeg gjorde noget ved det og tog til Gedsted til Chr. Jut-temand (Chr. Christiansen), det tog en time til 4 kr. En uge efter havde jeg kortet. Jeg begyndte så at køre hjemme, vel et års tid, men det gik ikke.

    Jeg var imidlertid blevet fine venner med en chauffør, der kørte på Hornum-Farsø-Fjeldsø-Viborg, så en søndag aften in imellem var jeg med i Viborg og kom derved til at kende andre chauffører i Viborg. En dag sagde en af dem om jeg havde lyst til at komme til Skelhøje til en vognmand, der havde flere biler. Det lykkedes og jeg kørte der i ca. 1½ år, og et var så starten til at jeg blev rutebilchauffør.

    Jeg var nu lige ved at runde 22 år, og jeg fik så det røde kort, da jeg fyldte dem, men det var en lidt usikker tid. Vi skrev 1938 og det ulmede, men jeg kørte på flere ruter i Viborg og da også i Farsø. Det blev da også til en som-mer (1942) hos Martin Nielsen i Gedsted, og jeg glemmer aldrig da bedstefar sagde: Kan du ordne så stor en vogn?

    Jeg var nu ved at blive en blakket fyr, og drog nu til Ålborg, der var der ar-bejde nok, men det var ikke min livret. Jeg kom hurtig i forbindelse med en vognmand fra Tylstryp. Og han manglede en som mig, der var kendt med generator. Tiden gik fint i Ålborg, jeg fandt en sød pige, og hun var fra Års, ja, godt arbejde og en sød og fornuftig pige. Magda og jeg blev gift i 1944 og fandt da også et sted at bo. I 1945 fik vi en pige og lykken var stor. Imidler-tid sluttede krigen, og jeg fortsatte så med at køre lastvogn. I 1949 fik vi en pige mere, og det blev så ikke til flere. Vi har nu rundet 1950 og rutebilen svævede stadig i hovedet. Jeg kom da også til at køre en turistbil, og i en pe-riode på ruten Ålborg-Hobro, men at blive fastansat var umulig. Vi talte nu en del om at forlade Ålborg, så efter en samtale med rutebilejer Henry Ting-gaard, som jo havde rødder i de forenede rutebiler her i Gladsaxe, tog jeg herover og fik arbejde. Mange rejste hurtigt hjem, men jeg blev og efter 3 mdr. flyttede vi herover, vi skrev 1954, og jeg har også kørt for andre sel-skaber. Alting gik ret godt, og vi fik en dejlig lejlighed. Ikke alt går efter den lysegrønne sti, sygdom kom der også, jeg fik noget med balancen, og efter lægens råd måtte jeg holde op med bussen. Jeg kørte så varevogn og hyre-vogn i en 4-5 år. Imidlertid kom jeg på højkant igen og begyndte med bus-sen igen. Forholdene blev bedre og bedre og vognene bedre og mere i løn, så alt har fungeret fint. Begge vores piger er gået i mit fodspor og har haft kort i mange år, og børnebørn er der 3 af, og de er alle voksne og i gode stillin-ger.

    Nu er det efterhånden 8 år siden jeg ble pensioneret, men disse år har ikke alle været i fuldt flor. I sommeren 1990 skrantede jeg en del, hvad resulte-rede i en stor operation, som da også gik godt. Det var hovedpulsåren, der var ved at sprænges, men jeg er ikke den samme mere. Med ryggen er det heller ikke godt, men med medicin går det, og vi kan rejse ud med måde, takket være min kone Magda og familien, så derfor håber, at få nogle gode år endnu.

    Ejler Olsen sov ind den 21. marts, 1999. Han skrev ovenstående erindringer i 1992 til lokalhistorisk arkiv i Gedsted. (Historien er indsendt på vegne af min morfar)