Tag: 2. Verdenskrig

Krigen 1940-45 – set med mine øjne

Krigen gik ikke sporløst forbi mig, selv om jeg kun var en meget lille purk, da den startede. Der er enkelte glimt, der står helt tydeligt for mig, men meget er vel fortalt så mange gange, det er svært at skelne. Jeg husker kun ikke krigen som noget særligt gruopvækkende, der til var jeg for lille, men alligevel var der mange ting, der var, som ikke burde være. Det kunne jeg mærke på både bedstefar og min far og mor.

Jeg kan huske mørklægningsgardinerne og den ret uhyggelige stemning, når der blev skudt fra luftværnskanonerne på Sønderholm hede, der ligger små 2 km fra mit barndomshjem. Det var næsten altid på mørke aftner.
Først kunne man høre flyvemaskiners karakteristiske summen over os, kort efter lød kanonernes smelden og bragen. Når den lyd kom, blev vi altid placeret så langt væk fra vinduerne som muligt, – ind midt i huset, og lyset blev slukket.
Det kunne ske far linnede lidt på de mørkelægningsgardiner, så vi kunne se lidt af det, der foregik. Det var som en nytårsaften i dag, på grund af de mange sporprojektiler, der oplyste himlen – og bragene.
Mange gange kunne vi høre granatsplinter fløjte over huset og høre dem falde som store hagl ned over tagene. Dagen efter kunne vi finde dem på gårdspladsen.
En aften blev en af vore naboers mælkespande gennemhullet af en granatsplint, så mere end halvdelen af mælken løb ud. Da blev han også meget ophidset og vred.

Hjemme i stuen hang ofte lugten af stenkulsnafta. Det var når far skulle lappe sin cykel. Limen lavede han af gamle rågummisåler, der blev opløst i denne væske. Han skulle tit lappe slanger. Han skar også slanger over og satte andre stykker i, han håbede på var bedre. Dækkene blev repareret med læderstykker, der blev syet på med såkaldt kinesertråd. Dæk og slanger var som så meget andet ikke til at skaffe, men han skulle helst bruge cyklen hver dag til og fra arbejde.

Far startede sit arbejde på mejeriet allerede klokken tre om natten, hvor han skulle fyre op under kedlerne. En nat blev han holdt op af bevæbnede tyske soldater. Han var meget betænkelig ved situationen, fordi han netop denne gang ikke havde sit legitimationsbevis på sig.
Der blev uro hos tyskerne, indtil en af soldaterne så fars hvide tøj under hans mørke frakke og kunne så genkende ham. Han havde sit kvarter på St. Restrup højskole, der var besat og en af dem, der hentede mælk hver dag på mejeriet.
Far blev fri for at komme til afhøring.

Krigen fik jeg også mærket til fulde på min egen krop. Det var alt det hjemmestrikkede uldting jeg blev udstyret med og absolut skulle have på. Bedstefar og bedstemor i Binderup kartede og spandt selv uld fra deres får, og bedstemor strikkede næsten alt til sine børnebørn af dette uld, – undertøj som strømper, – men det kløede og stak alle vegne. Det var en gru, – det var en lidelse at få på. Selv efter det var vasket flere gange kløede det. Strømperne var af de helt lange, som damestrømper, og blev holdt oppe af et livstykke og elastik stropper , så det var kun ansigtet, der gik fri af dette klø-uld. Og så skulle man i tilgift takke pænt med hånd og give kys af bare taknemlighed. Men det varmede og der var ikke andet at få i disse rationeringstider.

Da jeg var omkring fem år, var jeg en dag ved middagstid, sammen med mor, vidne til en luftkamp. Nogle engelske flyvere ville foretage et overraskelsesangreb på Aalborg flyveplads, der ligger omkring 8-10 km i luftlinje fra mit hjem. De blev opdaget, og en flok tyske jagere gik i luften. Det kom til et kraftigt opgør. Nogle, om ikke alle engelske flyvere blev skudt ned. Hjemme på gårdspladsen kunne vi følge en del af dramaet. Vi kunne se, hvordan en af de engelske flyvere fik en fuldtræffer, – hvordan en sort røg vældede ud af den, og den begyndte at tabe højde. Lidt efter kunne vi se en lille hvid klump falde ud af maskinen, og en stor faldskærm foldede sig ud, som en kæmpesvane. Neden under hang en lille mørk klump, alt imedens maskinen faldt mod jorden – udenfor vort synsfelt. – lige så med faldskærmen.

Jeg husker, hvordan mor var meget tavs og stille resten af dagen Alt var rationeret. Tyskerne lagde jo beslag på alt hvad de kunne og sendte det til Tyskland, men af en eller anden grund var ventilgummi ikke rationeret. Koner og piger mødtes ofte hos smeden og købte i metervis, ikke til det oprindelige formål, men til bukseelastik. Man kunne aldrig vide, om det også kom på listen , så var det med at forsyne sig. Mejerivarer, som eksempelvis smør kunne man også kun få mod rationeringsmærker, men på grund af fars arbejde, kunne han ind i mellem få lidt ekstra sådan under hånden.

En anden ting jeg også husker tydeligt, var fars store radioantenne. Hvordan han om aftenen skruede og indstillede på radioen og prøvede at finde Englands danske radioudsendelser, – husker kendingsmelodien: “Prins Jørgens Marc”, og de kryptiske hilsner og meddelelser. Det var også fra radioen, vi fik frihedsbudskabet den 4. maj komme, og mindes stadig, hvordan radioen gik for fri udblæsning den 5. Maj og dagene derefter, – husker hvordan mor tog mig op mange gange den dag og gav mig et utal af knus og kys, samtidig med tårerne løb i stride strømme ned af hendes kinder. Jeg forstod ikke ret meget, – kun at tårerne var glædestårer.

2. marts 2010
Barndomsminder fra Anden Verdenskrig

I Gudme havde besættelsesmagten oprettet en baraklejr til de tyske soldater. Hvor mange, der var, vides ikke. Men der var flere hundrede. En del officerer boede på herregården Broholm. Dels på slottet og dels i vandmøllen, der ligger på modsatte side af vejen som slottet. En gammel lade med stråtag, som lå ude ved Svendborg-Nyborg-landevejen blev brugt til opbevaring af krigsmateriel: biler, kanoner og andre ting, som bruges i krig.

Den store lade brændte den 7. oktober 1943.

Vandmøllen brændte i 1943, men stuehuset blev opbygget igen i gammel stil, så det i dag stort set ser ud som det gjorde inden branden – men dog uden selve vandmøllen, der lå i den sydlige ende af huset. Og uden udhusene, der lå bag ved stuehuset.
Senere i 1943 brændte laden med alt krigsmateriellet. Mor kom ind og vækkede os en nat i oktober og fortalte, at Broholm brænder. Vi så et vældigt stort og flot bål.- Og så sov vi videre.
Der blev opbygget en ny lade i 1944. Den kom til at se noget anderledes ud, end den gamle. Og så var den med fast tag.

Broholm mølle blev genopført efter branden i 1943.

Efter at officererne var flyttet ind på Broholm slot, blev der stationeret vagter ved broen ind til avlsgården. Der stod gerne to soldater med maskingeværer.
Når vi børn skulle hente mælk om eftermiddagen, gik vi bare ind, som vi plejede. Nogle af vagterne lod os bare passere. De kunne nok se, at vi, med vor mælkespand, ikke kunne gøre nogen fortræd. Andre soldater råbte og skreg og pegede på os med deres maskinpistoler. Vi var da godt klar over, at de næppe ville skyde os, men det var alligevel en ubehagelig oplevelse at stå og glo lige ind i et ladt maskingevær.
Der fandtes ikke radar under 2. verdenskrig. Hvis man ville skyde en fjendtlig flyver om natten, anvendtes kraftige projektører. For at genere fjenden på jorden, smed piloterne lange, smalle strimler af sølvpapir (stanniol) ud fra flyverne. Vi fandt ofte disse strimler på markerne.
En af de tyske soldater i Gudme (han hed August) havde til opgave hver tirsdag at hente fisk i Lundeborg. August kørte ofte forbi “Polakhuset”, hvor vi boede . August holdt meget af at få en sludder med vor Far. August kunne ikke tale dansk, og Far kunne ikke tale tysk, men de talte godt sammen alligevel. August var en ældre, trind og venlig herre. Han kørte i en lille fladvogn forspændt en islandsk hest. August sad på et sæde forrest på vognen.

En dag inviterede Far August ind til en kop kaffe. Selvom August var en flink fyr, der ikke kunne gøre en kat fortræd, så var jeg ikke glad ved denne invitation. Vi var trods alt i krig med tyskerne, og August var en fjende. Under samtalen mellem August og Far spurgte August om, hvor mange børn, Far havde, hvortil Far svarede ni. August slog en stor latter op, slog begge hænder i lårene og sagde: ‘Prima, prima. Ich habe zwölf kindern’. August og Far var jævnaldrende, omkring de 40.

En gang så vi et engelsk fly lavt over skoven ‘Folehave’ med retning mod Lundeborg. Over ‘Folehave’ blev der kastet noget ud af flyet. Vi var selvfølgelig nysgerrige og skulle se, hvad det var, der blev kastet, så vi løb alt ‘hvad remmer og tøj kunne holde til’ over til Folehave. Et stykke inde i skoven fandt vi en lang trækasse, hvor låget var åbnet, og kassen tom. Der havde sikkert allerede været nogle frihedskæmpere og tømt kassen for – måske – geværer. Vi blev dog alligevel en smule bange og skyndte os at liste derfra.

Mens Far og Mor var ude at malke – køerne stod bundet på en mark, der ligger mellem landevejen og åen(Tange å) i retning mod Broholm – kom en flyver lavt hen over marken. Fra flyveren blev der i en højttaler råbt, at man skulle søge dækning. Far havde imidlertid ikke lyst til at søge dækning, så han fortsatte med malkningen, og der skete heller ikke noget.

En dag faldt der en bombe i nærheden af Gudme kirke. Kirken fik ingen skader, men tre huse blev jævnet med jorden og de omkringliggende huse fik alvorlige skrammer. Der, hvor bomben faldt, blev der et flere meter dybt hul i jorden. Jeg var med Far på cykel henne at se, hvor bomben var faldet. Det var en stærk oplevelse.

Hen imod slutningen af krigen gravede tyskerne skydehuller langs med Svendborg-Nyborg landevej. Hullerne blev fortrinsvis gravet inde i hegnene, så de var skjulte for fjenden. Hullerne var i størrelsen en meter brede og lange og ca. en meter dybe. Formålet med hullerne var, at her skulle de tyske soldater sidde og skyde englænderne, når de kom i deres køretøjer. Vi talte en del om, hvad vi skulle gøre, når skyderiet tog sin begyndelse. “Polakhuset”, hvor vi boede, lå vel omkring 100 m. fra landevejen, så det var lige i skudlinjen.
Mor fandt ud af, at når skyderiet begyndte, så skulle vi skynde os at løbe hen bag ‘den lille skov’ og gemme os på engen. ‘Den lille skov’ lå mellem engen og en markvej, der førte forbi vort hus. Skoven lå på en lille bakke, som var et par meter højere end den nedenfor liggende eng. Hvis vi gemte os der på engen, ville skuddene ikke kunne ramme os.
Heldigvis blev der ikke noget skyderi, så vi kunne ånde lettede op. Men var der blevet skyderi, så ville det have været en farlig situation.

En dag så vi adskillige jagerfly i kamp i retning af Lundeborg. Da vi kom i skole dagen efter kunne skolekammeraterne fra Lundeborg fortælle, at det var engelske jagerfly, der havde angrebet et tysk krigsskib ud for Lundeborg. Drengene kunne fortælle de grusomste historier om de tyske soldater, der blev bragt i land i Lundeborg havn. Der var folk, der havde mistet arme og ben, nogle havde store åbne sår på kroppen. En enkelt havde fået maven revet op, så indvoldene væltede ud – og andre rædselsfulde historier.

Da vi ikke havde radio i vort hjem, hørte vi ikke, at krigen sluttede den 4. maj 1945. Vi fik det først at vide i løbet af den 5. maj. Storebror Åge og jeg var sendt til Hesselager for at købe ind. Her hørte vi, at krigen var slut. Vi besluttede at fejre denne glædelige begivenhed med at købe en stang wienerbrød, som vi spiste på hjemvejen. Og så var vi så heldige, at vi i grøftekanten fandt en cigaræske indeholdende to cigarer. – Dem burde vi naturligvis have ladet ligge. De kunne jo have indeholdt sprængstof. – Vi tog dem med, og da vi kom hjem, listede vi hen bag et læhegnet og røg de to cigarer, som smagte ad helvede til. Men vi havde haft en god befrielsesdag.

26. januar 2010
En nødlanding i Vork 1918

Var tysk militærfly på spiontogt under 1. Verdenskrig?
For mange år siden, da den første Verdenskrig rasede i sit fjerde år, skete der en bemærkelsesrig hændelse ved landsbyen Vork i Egtved sogn. Der er kun få nulevende, der som børn oplevede det tyske militærflys bratte nødlanding på Vorkvej 47, dengang “Enemærkes” marker, men det var en begivenhed, som der blev talt om, og som nok er værd at genopfriske.

Erindringer:
Det er Frode Christoffersen, tidligere ejer af Østergård i Vork, der satte museumsforeningen på sporet om flyet i Vork og nødlandingen som ingen mere næsten kan huske noget om. Frode Christoffersen har talt med gdr. Karl Knudsen, Vork og Peder Hansen, tidl. “Engvang” ved Tørskind. De to ældre, men meget åndsfriske herre, beretter nogenlunde sammenstemmende:

En forårsdag i 1918 kommer et lille topersoners biplan kredsende ind over dalen og efter flere runder i lav højde sættes maskinen ned på Hans P. Skovsgaards mark. Mange har bemærket det usædvanlige og mærkelige syn, men inden folk når hen til landingsstedet har besætningen stukket flyet i brand. Disse første fly var bygget af træ og sejldug, så der var hurtigt kun nogle forvredne metalrester tilbage.
Peder Hansen, der dengang var en halv snes år og boede i Limskov, var med sin mor løbet op til nødlandingen. De fik reddet en messingdel fra det brændende fly, sandsynligvis vandpumpen, som nu efter disse mange år meget betænksomt vil blive overdraget museumsforeningen. Peder Hansen husker at messingdelen endnu var så varm, at moderen måtte bære den hjem i sit forklæde.
Der skulle også være reddet et kompas, som har været opbevaret på Højskolehjemmet i Egtved og måske lidt fra haleroret, som i mange år lå i hønsegården hos Skovsgaards i Vork. Dette er dog ikke bekræftet og museumsforeningen har desværre heller ikke kunnet finde billeder af nødlandingen eller flyverne.

Fhv. sognefoged, nu afdøde Karl Knudsen fra Vork, huskede også det tyske fly og det var ham, der gav det omtrentlige tidspunkt for landingen, nemlig maj måned 1918, Karl Knudsen kunne udpege stedet, hvor det skete. Han var skuffet over, at der kun var skrevet så lidt i avisen om begivenheden, og mente det var fordi Danmark var erklæret neutralt under 1. Verdenskrig og derfor ikke interesseret i nogen større offentliggørelse af sagen. Især da ikke, hvis det stemte som Karl Knudsen erindrer, at de tyske flyvere søgte asyl som desertører, og at det derfor var en ømtålelig sag for de danske myndigheder. Også Peder Hansen nævner, at flyverne udtrykte lede ved krigen og derfor var søgt til Danmark. Det skulle de have sagt ved det første forhør hos gdr. Laurids Hagen Petersen. Det blev sagt, at den samme gårdejer også havde lånt flyverne tændstikker til at brænde flyet af.

Skriftlige kilder:
I Vejle Amts Årbøger og i Egtved Sogns historie leder man forgæves efter oplysninger, mærkeligt – for det er dog ikke på nogen måde hverdagskost for den tid, idet flyvemaskiner helt op til 1940’erne var et særsyn på vore kanter. På Vejle Amts Folkeblad var man meget behjælpelig, da vi ville forsøge at finde mere om denne nødlanding i Vork. I første omgang kunne man dog ikke finde noget fra maj 1918 i arkivet, men jeg fik selv helt undtagelsesvis lov til at studere de gamle guldnede blade med gotisk skrift, og det var en hel oplevelse i sig selv. Mange spændende og pudsige oplysninger gemmer de tætskrevne sider uden overskrifter og med ni spalter på hver side. Pludselig d. 16 maj 1918 står det der så, næsten en hel spalte og ikke nok med det, de følgende dage står der også notitser, og det mere end antydes, at flyet var på spiontogt og at der måske havde været endnu et fly i følgeskab over vort neutrale territorium. Det skal her bemærkes at Danmark under 1.Verdenskrig havde en meget stor sikringsstyrke stående til at imødegå en evt. besættelse, vi var ikke – som i 1940, så godt som forsvarsløse.
Tyskerne har sikkert haft stor interesse i de danske forsvarsstillinger og frygtede vel også en engelsk invasion fra Jylland, ellers havde de vel næppe bygget den linie af bunkere gennem Sønderjylland, i det område der indtil 1920 var tysk. Disse bunkere står de fleste steder for øvrigt den dag i dag.

Men hvad skriver Vejle Amts Folkeblad fra 1918 den 16 maj: I Formiddag kom en tysk Flyvemaskine Syd fra sejlende ind over Egtved Sogn, og ved Halvti Tiden gik den i flot Glideflugt ned paa Gaardejer H.P.Skousgaards Mark i Vork Det var Maskinskade, der tvang den til at lande. Om Bord i Flyvemaskinen var to Flyver-Officerer. Vor Korrespondent telefonerer, at Flyvemaskinen var steget op fra Flensborg i Morges Kl.8, og efter et Sving over Schverin, Kiel og Hamburg var den i en Sløjfe gaaet over Sønderjylland og kommen ind i Nørrejylland ved Kolding Opland. Flyverne fortæller, at de har bevæget sig til Tider ca. 4000 m. oppe, og at de ved Kurveflyvningen i den ret disede Luft er blevet desorienterede. De havde været over Ammitsbøl, og derfra havde de faaet Øje paa Vejle og Fjorden. De mente, det var Flensborg og havde sat kurs mod Øst, idet de fulgte Dalen. Da de var ved Ravning, gik der Brud paa Motoren, og de maatte lande.
De vidste ikke hvor de befandt sig, for de havde intet Kort over Danmark. Da det mislykkedes at starte Maskinen igen, da den var absolut defekt, hældte de Benzin over den og satte Tændpatronen til, som Skik og Brug var i saadant Tilfælde, fortæller Flyverne. De havde en Del Bagage med sig, Kort og Tøj. Det kom ligeledes paa Baalet. derimod brændte de ikke deres Kamera.
De to Luftfarer, Flyverfører Nagel og Løjtnant Frange, spadserede hen til en Gaard, Gaardejer Hagens, og der fik de noget at spise. Imidlertid var Politibetjent Jørgensen fra Gravens og en Løjtnant fra Militærkommandoet i Aagaard kommen til Stede, og der blev etableret et foreløbigt Forhør. Senere gik man hen til Sognefogeden, hvor Herredsfogedens Ankomst afventes.
Der blev sat Vagt ved Flyvemaskinen, som er fuldstændig Vrag. Det har været en stor Maskine med en kraftig 6 cylindret Motor af en anden Konstruktion end den Grom-Motor, der hidtil sædvanlig er benyttet. Der er en livlig Valfart til Stedet af Egnens Folk, som samler Erindringer fra Ruinerne. Flyverne ser ud til at være ganske unge. De spurgte meget interesseret ud om Forholdene, men var selv ret reserverede i deres Udtalelser. De var naturligvis ogsaa optaget af, om det kunde lykkes dem at slippe over Grænsen, og blev synligt deprimerede, da Flugt blev fremstillet som umulig for dem. De vil efter al sandsynlighed blive internerede.

Ved Forhøret blev det oplyst, at de to Flyvere er 26 og 19 Aar gamle. Foreløbig opholder de sig hos Sognefogeden i Refsgaard, mens der ventes paa Ordre fra Oberstløjtnanten i Kolding. Maskinen var en Observationsflyver, Kameraet med Plader er beslaglagt af Militæret.

17/5.1918 Vejle Amts Folkeblad:
De tyske Flyvere kom Torsdag Aften til Kolding. De havde Station i Schverin, men var i Torsdags Morges steget op fra Flensborg. I 4000 m. Højde var der Taage. I den herved opstaaede Usigtbarhed er de uden selv at vide det kommen ind over den danske Grænse. En Brand i Forgasseren var den direkte Aarsag til, at de maatte foretage Nødlandingen.
Efter Ankomsten til Kolding, kom Flyverne, efter hvad “Kolding Folkeblad” meddeler, i Forhør hos konstitueret Herredsfoged Hvid. De opholder sig under militær Bevogtning paa Hotel “Kolding”. Det herværende Dep.chments Ajudant, Løjt. Rasmussen, er attacheret dem. Resterne af Maskinen, der var en Observationsmaskine af Albatrostypen, mrk. “G.7”, blev sendt til København i Gaar.

18/5. 1918 Vejle Amts Folkeblad:
Var der to Flyvemaskiner? I Gaar Eftermiddag lød det Rygte, at Flyvemaskinen, som maatte nødlande i Vork havde haft Følge af et andet Aeroplan. En Meddeler underretter os om, at han ved 11 Tiden Torsdag Formiddag i Tudvad saa en Flyvemaskine komme Syd fra og kredse ca. 20 Minutter over Mosen, hvorefter den krydsede frem og tilbage over Byen og forsvandt i retning af Rugstedlund. Dens Nationalitet kunde ikke bestemt konstateres. Hvis Klokkeslettet 11 er rigtigt, har der været to Maskiner over Egnen, for ved den Tid laa Aeroplanet ved Vork i Flammer.
Gaardejer Holger Knudsen i Vesterby, der har talt med Flyverne, fortæller, at de havde to Rejsekufferter med paa Maskinen, og de var solidt klædt paa. Nogle af Pladerne fra Kameraet blev overgivet til Ødelæggelse. I Løbet af et Kvarter var Flyvemaskinens Planer med Lærredet fortæret, men det brændte ca. 1½ Time i Stellet, der bestod af Kobbertraad og Aluminiumsrør.
Maskinen var en Todækker, mærket “F.B. 13”. Den kunde medføre 300 Liter Bensin, og Motoren havde 220 Hk. Motoren var fast, 6cylindret, akkurat som paa Automobiler. De Flyvemaskinermotorer, der kendes mest, har Cylinderne siddende som Eger i et Hjul og roterer om en Midtakse. Det var en Observationsmaskine, som var ubevæbnet.
Da de to unge Flyvere kom ind til Gaardejer Hagen, som tog vel imod dem og beværtede dem, hvad de var yderst taknemmelige for, spurgte de, om det kunde lade sig gøre at faa civilt Tøj. De vilde til Grænsen, hvor langt der var at spadsere? De var øjensynlig kede af, at der var saa langt, og Udsigten til at maatte tilbringe Resten af Krigens Tid i Uvirksomhed i Danmark. I Gaar Eftermiddag førtes de unge Flyvere til Kolding. Antagelig bliver de interneret i Odense, hvor deres tidligere forulykkede Flyverkolleger opholder sig. Da Maskinen gik ned i Glideflugten, stødte den først mod Jorden i en nylig tilsaaet Havremark, hvor den lavede et stort Hul, og pløjede nogle dybe Spor over Marken, indtil den standsede paa et Stykke Grønjord. Her var det den blev afbrændt. Baalet udviklede en vældig Varme. Græsset blev afsvedet i en stor Omkreds. I Dag kommer der en Tekniker fra København til Vork. Han skal se paa Vraget og forsøge at skille de forvredne Metaldele saa meget, at de kan transporteres bort.

21/5.1918 Vejle Amts Folkeblad:
De internerede tyske Flyvere tabte et kort. “Kolding Avis” har faaet tilsendt et Kort, som de i Kolding foreløbig internerede Flyvere tabte, da de fløj hen over “Østerbygaard”s Mark. Kortet, der omfatter Strækningen fra Aabenraa til et Stykke Nord for Horsens og fra Vesterhavet til Midtfyn, er ifølge den nævnte Kilde trykt i Aabenraa og synes at være en Kopi af det danske Generalstabskort. Det er stemplet “Kgl. preus. Flieger Beobachter-Schule, Schverin, Mechlenburg”. Særlig Interesse frembyder med Rødkridt tegnet Pile, der fra Aabenraa peger i nordvestlig Retning, altsaa mod Hjertet af Jylland. Det synes just ikke at bekræfte Flyvernes Udsagn om, at de havde været paa Vej fra Schverin til – Hamburg. Kortet er af Bladet overgivet til de militære Myndigheder. De to tyske Flyvere der dalede ned ved Vork, og som foreløbig har været internerede i Kolding, er efter Ministeriets Ordre afrejst til Aalborg, hvor de skal interneres.

Efterskrift
Her ender de skriftlige meldinger, måske har der været yderligere informationer fra de to, men de er så sikkert i vore militære arkiver. Holger Knudsen, Vesterby, var ikke gårdejer men lægestuderende på det tidspunkt og kunne derfor tysk. Gårdejer Hagen hed Pedersen til efternavn og ejede gården, som Familien Brødsgaard siden har haft. Sognefogeden i Refsgård, hvor forhøret af de to unge flyvere officielt fortsatte hed Christian Alminde og boede på “Stinnesminde”, der senere hedder “Lindelyst”.
Ret usandsynlig virker piloternes forklaring. Først at de havde været et sving over Hamborg, der ville bestemt ikke være brændstof til så lang en tur tilbage til Vork i den forholdsvis lille maskine med en primitiv, uøkonomisk motor. Senere kommer forklaringen, at de forvekslede Vejle med Flensborg, da de intet kort havde, hvilket jo ikke passede, og til sidst forklarer de, at flyveturen skulle gå fra Flensborg til Hamborg. At der blev tåge i 4000 m højde og hvad de ville i den højde, lyder også meget usandsynlig, det er på grænsen for iltmaske.
Sandheden har nok været, at de skulle tage billeder af de danske befæstninger, det indikere det tysk stemplede kort, og så passer det fint med, at de har været ret højt oppe, dog næppe mere end det halve af de 4000 meter. Nogle af de optagelser de havde gjort, endte øjensynlig også på bålet i Vork, kameraet nænnede de åbenbart ikke at brænde, men de havde jo også i begyndelsen håb om at nå grænsen – i lånt civilt tøj. Lidt naivt synes man i dag. Spændende om der skulle findes billeder fra beslaglagte glasplader.
Åbenbart har der tidligere været tyske fly under krigen over Danmark, idet vi hører at der er interneret nogle i Odense. Derfor må vore to uheldige piloter til internering i Ålborg, sikkert for at holde dem adskilt fra deres fæller. Desertører har de vel næppe været efter det foreliggende, hvis det virkelig skulle være tilfældet har de været meget udspekulerede og lagt meget røgslør bag sig. Desertør i krigstid er også en dødsensfarlig bedrift, hvis de nu var havnet tilbage i Tyskland? Men en spændende historie var det.

Tak til alle de, der var med til at genopfriske den.

19. januar 2010
Flyverstenen i Torstedlund

Denne sten er sat over den engelske Lancasterflyvemaskine (4 motors), som fladt ned her den 20. april 1945 kl. 11.40 nat. Det var arbejderne ved Konradsminde savværk, der tog sagen op. En komite dannedes og denne rejste stenen den 4. august 1945 af William Kristensen (formand), Frederik Eriksen, Hans Nielsen samt Kristian Gustavsen, Svend Kjær, Jens Lundquist, Kristian Svendsen. Samtlige arbejdere ved savværket hjalp til med at rydde pladsen, hvor maskinen var faldet og med at udgrave og køre stenen fra det sted, syd for Lundemose i Hestehaven, hvor den blev fundet og udgravet lørdag den 23. juni 1945. Den 14. juli kørtes den på vogn forspændt med 4 savværksheste til ulykkesstedet. Jeg begyndte hugning af indskriften, som komiteen bestemte, den 23. juli 1945 og den 4. august var jeg tilsted en lørdag eftermiddag i smukt vejr, da ovennævnte personer rejste stenen og opsatte en af maskinens fire propeller over denne.

Propellen var blevet ført til Rold, men William Christensen fik fat i den og satte den fast i en aksel fra et af maskinens landingshjul, og den blev støbt op bag stenen.

Lørdag den 6. oktober 1945 klokken tre afsløredes stene af Flying Officer J. M. Gillan, der på den tid opholdt sig i Aalborg. Det var det dejligste solskinsvejr den 6. oktober, da flyverstenen afsløredes under overværelse af cirka 50 spejdere og op mod 200 mennesker. Major Bradtfield havde været i Aalborg om onsdagen og fået én af de derværende engelske officerer til at komme herud. Efter vi havde sunget “Lyksalig, lyksalig” talte William Christensen om stenens oprejsning, der alt var udført uden udgift. Derefter afslørede Flying Officer J. M. Gillan stenen, der var dækket af et engelsk flag samt Dannebrog. Officeren holdt en tale på engelsk og Major Bradtfield oversatte denne derefter til dansk. Han udtalte sin glæde over at være til stede. Stenen ærede ikke alene de faldne, men også deres kammerater, der overlevede krigen. Major Bradtfield talte derefter og udtalte hvor vanskeligt det var at få oplysning om det faldne mandskab, da England havde så mange forskellige tropper samlet i denne krig. Han omtalte de faldnes familier og sagde, at der ville blive gjort et arbejde for at bringe dem kundskab om de faldne så vidt som muligt det kunne lade sig gøre

Derefter talte jeg og mindede om at Admiral Nelsons sidste ord fra Trafalgar “England expects every man will do his duty” (England forventer hver mand vil gøre sin pligt) mindede om krigen mod England i 1808 – 14 og nævnte de store engelske kommanderende fra den krig og nævnte fem veteraners navne: Christen Salomonsen, Christian Hornum, Jens og Anders Rasmussen og Niels Pedersen, der som menige havde kæmpet mod England. Som deres navne endnu mindedes her på egnen, ville også de faldne englændere mindes i den kommende tid som Englands værdige sønner, der nu kom som Danmarks venner modsat 1808. Æret være deres minde.

Majoren oplyste, at Topliff tilhørte det Kgl. Luftvåben og vist var overkommanderende i den nedfaldne maskine, hvor der også var englændere med.

Bogen “Historien om “Flyverstenen” i Torstedlund Skov” blev udgivet af Arkivet i efteråret 2011 og i efteråret 2013 er udsendt 2. udvidede udgave.

2. december 2009
Flaget blev halet ned 5. maj 1945

Min bedstefar, Jens Christian Randers, der var født i Torsted 1864, hørte til de gamle anerkendte i byen. Det kan således nævnes at han på hans 80 års fødselsdag viste førstelærer Th. Johansen ham den æresbevisning at komme over på gården med en skoleklasse og sang for ham. Han døde den 5. maj 1945 (befrielsesdagen). Jeg kan huske at jeg oplevede befrielsen på en lidt speciel måde, idet vi midt på eftermiddagen måtte tage flaget ned som var hejst om morgenen. Normalt ville vi have hejst det på halv stang i anledning af dødsfaldet, men det kunne vi jo ikke, for så ville vi blive antaget for at være nazister. Bedstefar havde haft problemer med hjertet i nogen tid, og var meget optaget og bevæget over, hvad han havde hørt i radioen om befrielsen og kongens tale til befolkningen.

Jeg havde selv hele formiddagen assisteret Niels Jensen, som var fast daglejer hos fader og ringer ved kirken, med at ringe og kime freden ind. Da vi kom hjem og fik kaffe, lavet på hjemmebrændt rug, for man kunne ikke få kaffebønner under krigen, sagde bedstefar efter kaffen: “Jens kan du ikke spænde for jumber og køre mig til Gravlev. Jeg så ikke tyskerne komme ind, nu vil jeg gerne se englænderne”. Han havde hørt i radioen at de ville komme op gennem Jylland og der var rejst en æresport over hovedvejen ved Gravlev. Han ville dog først gå til barberen. Jeg gik på loftet for at finde det sølvbeslåede seletøj frem. Pludselig hørte jeg nogen råbe om hjælp. Det var min moster Mary, der var på vej op til gården og havde set bedstefar falde om. Jeg løb derned, og vi fik ham båret ind på chaiselongen, hvor han straks udåndede. Selv om moster løb ud for at hente mor og faster, der var oppe på griseloftet for at finde sølvtøjet frem, som var gemt der, fordi der havde verseret rygter om at tyskerne ville komme og tage det – der gik på til befrielsen mange rygter om, hvordan soldaterne stjal og røvede. Hverken mor eller faster nåede ned inden han udåndede ved min side – hans barnebarn med samme navn som ham.

Døden skyldtes et hjerteslag formentlig fremkaldt i forbindelse med befrielsen og den megen uro i dagene deromkring. Han havde gennem længere tid haft problemer med hjertet og var meget bevæget over befrielsen. Han havde fra vinduet set, hvordan byens befolkning aftenen før, efter fredsbudskabet havde lydt i den illegale radio fra London om aftenen den 4. maj, var mødt op ved genforeningsstenen ved bydammen nedenfor gården og med sang og jubel givet udtryk for deres glæde over budskabet. Han havde med bevægelse hørt Kong Christian den 10. tale og andre reportager i radioen om formiddagen. Alt dette ovenpå, at han et par forinden havde overværet en episode, hvor tyskerne ville beslaglægge fars heste, var nok for meget for ham. Jeg husker tydeligt, hvordan vi alle: bedstefar, faster, mor og alle vi 8 børn stod og så på, at far holdt fast i bidslerne på hestene og den tyske officer trak fra den anden side for at få hestene med. Far bad mig om at løbe over og hente lærer Th. Johansen, som kunne tale tysk. Da han kom til stede forklarede han tyskeren, at far ikke ville udlevere hestene frivilligt, og de måtte skyde ham hvis de ville tage hans heste. Det ville den tyske officer ikke, der var meget kultiveret, med fastholdt dog sin ret til at beslaglægge hestene. Det blev bedstefar for meget og han sagde: “knægt lad dem få de krikker – tænk på dine børn” eller noget lignende. Jeg husker ikke ordene ordret. Det var klart at bedstefar var bange for, at vi 8 børn skulle blive faderløse. Far fastholdt sit og officeren gav op – måske havde han også forstået problemet. Rygterne om tyskernes hensigter gik som en stormvind gennem byen, og da ringeren Niels Jensen, som var på arbejde hos far, og jeg gik op i kirketårnet for at se hvor tyskerne drog hen, så vi et syn jeg aldrig glemmer, idet der fra alle gårdene i byen blev drevet heste ud på de yderste marker. Det var som at se, når en stjernekaster sender strålerne ud.

1. december 2009
Danmarks første aktive sabotør

På tyskernes officielle liste over henrettede danskere, der tæller 112 navne, findes også navnet Svend Otto Nielsen, der er opvokset i Aarestrup sogn hvor hans far og bror var skovfogder i Torstedlund Skov. Under dæknavnet ”John” kom han tidligt ind i modstandsbevægelsen og var med i den første Holger Danske gruppe. Senere blev han leder af Holger Danske ll kendt som Jørgen Kielergruppen. Med dannelsen af denne gruppe så man for første gang aktioner lagt til rette i så stort format, at de nærmest havde karakter af militære angreb. En af Frihedsbevægelsens nøglepersoner direktør Jens Lillelund har på siderne 373 – 376 i bind 2 af bøgerne ”Fem År. Indtryk og Oplevelser”) skrevet følgende:

Matematiklærer Svend Otto Nielsen, kendt over det ganske Land under Dæknavnet ”John”, var en af ” Holger Danskes modigste og dygtigste Sabotører. Han var den ledende i en række dristige og veludførte Aktioner. Han arbejdede som et Urværk og tilsyneladende uden Nerver. Hans Gruppe indenfor ”Holger Danske” var i lange Tider i Aktion saa at sige i hvert eneste Døgn. Intet Job var for vanskeligt, og han havde den faste Overbevisning, at alt kunde gennemføres, bare det blev grebet rigtigt an. Det første regulære Partisanangreb blev hans Opgave at udføre: Angrebet paa Industri – Syndikatets Afdeling paa Havnevej i Hellerup. Aktionen i hvilken der deltog ca. 20 Mand, lykkedes fuldt og helt. Fabrikken blev sprængt i Luften.

”John” var fantastisk afholdt af sine Folk, der havde den mest ubegrænsede Tillid til ham. De troede faktisk, at de var usaarlige, naar han var med. Selv var han altid klar over Risikoprocenten ved de forskellige Aktioner og tænkte altid paa Risikoen for sine Folk, aldrig paa sin egen.

”John” var fuld af humoristisk Sans, han tog sig selv meget lidt højtideligt og var fuld af Sjov. Jeg husker en Dag, hvor han paa en Sporvogn morede sig med at bede en tysk Soldat holde en færdigpakket Sprængladning, mens han tændte en Cigaret.

Efter Aktionen mod American Radiofabrik, der nedbrændte, tog ”John” ud paa Fabrikken og kom smilende tilbage med et langt Interview med Sabotagevagterne, som han havde fortalt, at han kom fra B. T. De havde fortalt ham, at de var parat til at skyde enhver Sabotør ned og regnede os Sabotører for en Samling Forbrydere, der blev betalt af England og arbejdede mod vort eget Lands Interesse, en Anskuelse, som de jo – indtil Krigslykken vendte – delte med saa mange andre i vort Land.

”John” var meget følsom, og det kneb for ham, naar han saa nogle af sine Elever paa Gaden, ikke at gaa hen og hilse paa dem. Han sagde tit: ”Du kan tro, det er nogle dejlige Drenge, bare de nu ikke roder sig ind i noget illegalt, saa det sker dem noget”. Han var jo meget matematisk interesseret, og det skete ofte, naar vi boede sammen, at han pludseligt ragede Lunter, Sprængstof, Ammunition Pistoler og Aktionsplaner til Side og satte sig til at løse de mest indviklede matematiske Opgaver, idet han sagde, at det var rart af og til at føle sig lidt legal.

”John” var Antinazist med Liv og Sjæl og havde altid været det. Han elskede sit Fædreland, men foragtede den hule og forloren Patentpatrioisme, som gjorde, at man ikke kunde se udover Danmarks Grænser og først6 beskæftigede sig med Nazismen, da Danmark blev besat – og knapt da. Da vi den 9. April kom i Krig med Tyskland, tog ”John” den fulde Konsekvens af sit Standpunkt og begyndte at bekæmpe Tyskerne aktivt.

Natten før ”John” blev taget boede vi sammen. Inden vi faldt i Søvn, laa vi og talte lidt. Han sagde omtrent følgende: ”Jeg vil saa gerne leve og igen faa en normal Tilværelse sammen med min Kone og lille Pige, men Chancen er vel højst fifty – fifty. Tænk at se Danmark efter Krigen ikke alene befriet for Tyskerne, men ogsaa for Samarbejdsfolk i officielle Stillinger, som nu af bar Opportunisme eller Skræk gør alt for at genere Frihedskampen.” ”John” fortalte ogsaa om en ganske ung Mand i hans Gruppe, som havde sagt til ham: ”Jeg vil ikke altid have de letteste Poster, fordi du ved, at jeg er bange. Jeg ønsker ikke, at Kammeraterne skal tage Risikoen for mig.” ”John” fortsatte med at sige: ”Man kan sagtens gaa til en Aktion, naar man ikke er bange, men at gøre det, selvom man ryster af Skræk, bare fordi man ved, at det rigtigste, det er den Aand, mange flere skulde have.”

Næste Morgen blev ”John” altsaa taget af Gestapo.

Om ”John” var bange paa Aktionerne ved jeg ikke, det var han vel som de fleste af og til, men man kunde aldrig mærke det paa ham.

”Johns” sidste Breve tyder paa, at han ikke frygtede Døden, da han til sidst maatte give sit Liv for sin Overbevisning som et af Ofrene i den Frihedskamp, der gjorde, at Danmark trods alt kom til at deltage ikke i Tysklands Nederlag, men i de forenede Nationers Sejr.

Derfor døde hverken ”John” eller hans Kammerater forgæves!

”John” gennemgik efter sin Tilfangetagelse i flere Maaneder frygtelige Pinsler. Den Madras, han laa paa, blev efterhaanden en Kage af Materie, Blod og Afføring. Han havde kun sin Suppe at vaske sig i. Efter lang Tids nytteløse Henvendelser lykkedes det omsider hans Medfanger at faa lov til at passe ham. Han blev baaret paa Toilettet og af og til paa Gaardtur. Han blev sat paa en Stol ude i det trekantede Tremmebur, og de faa Minutter i frisk Luft hjalp ham lidt til at genvinde sin Optimisme og sit Humør. At han havde mistet Førligheden kunde ikke slaa ham ned.

Den 8. april 1944 skrev han et Brev til sin Bror Skovfoged Knud Nielsen:
Jeg vil gerne gøre dig Følgeskab ud i din Skov nu til Løvspring, men det er tvivlsomt, om jeg igen kommer til at dyrke mine Sports- og Fritidsinteresser. I øjeblikket er Benet helt ubrugeligt, og før jeg bliver opereret, bliver det ikke bedre. Lægen har lovet mig Krykker, nu haaber jeg at faa dem. Det vilde være rart afvekslende at komme op og humpe lidt rundt, hvis man ellers har Kræfter til det.

Den 27. april om Aftenen blev han dømt til Døden, og Kl. 3 om Natten skrev han til sin Bror og Svigerinde:
I undre jer vel over jeg skriver med Blæk, det er jo ikke normalt, men dette er ogsaa en højst usædvanlig Stund. Jeg fik i Gaar taget mit dejlige Fuldskæg af, og regnede med, at det maatte være Forløber for et eller andet. Og ganske rigtigt. I Dag blev jeg baaret paa Dagmarhus. Krigsretten blev sat Kl. 20, og jeg blev dømt til Døden, ført tilbage til min Celle, og Kl. 2,30 kom Dommeren og sagde at Dommen var fuldt vedtaget (stadfæstet) og skulde fuldbyrdes Kl. 6 Morgen. Jeg har alsaa tre Timer tilbage at leve i – – – Hidtil har jeg taget det mærkværdigt roligt, nærmest med en Antydning af et Smil, om Gud vil, gaar jeg i Døden paa samme Maade. Jeg ønsker at dø med Værdighed. Nu er det Slut. Mon man hører Skraldet, eller er man død forinden? Ja, det vil jo snart vise sig. Jeg er ikke bange for at dø, og jeg håber heller ikke, at jeg bliver det, men prale skal man ikke for tidligt, der er Grænser for Mod.

I Afskedsbrevet til sin Hustru og lille Datter, dateret den 28. april kl. 4,45, skrev ”John” blandt andet:
Sørg ikke over mig, det ønsker jeg ikke, vær fornuftig, du kan jo ikke ændre noget i det skete. Selv er jeg kold og rolig, jeg tog min Dom uden Klage eller Nervøsitet, med et lille Smil paa Læben. Ja, saadan kan man blive. Disse 5 Maaneder har hærdet mig, Klokken er nu fem. Jeg har lige faaet nogle dejlige Stykker Smørrebrød og nyder Kaffen med en rigtig god gammeldags Cigar til. Maatte den almægtige nu lade mig gaa ligesaa roligt i Døden som han har givet mig Kraft til at bære disse smerterfulde Maaneder. Jeg ønsker snarlig Fred i Verden, Fred i Jeres Sind, Fred og Lykke for vort lille Land, og min sidste Bøn vil jeg bede for Jeres Fremtid.
De kærligste Hilsner og Tanker.
Svend.

Jens Lillelund beretter endvidere på side 330: Den 8. december 1943 havde jeg aftalt et Møde med en Kammerat ”John” (Matematiklærer Svend Otto Nielsen) i en ubeboet Lejlighed inde i Byen. Vi skulde mødes Kl. 19,30 paa et Hjørne i Nærheden og sa følges ad derhen, da det var ”John” der havde Adressen – – da vi mødtes var det saa mørkt, at vi næsten ikke kunde se hinanden. Han havde været henne og observere Huset og fortalte, at det sværmede med mystiske Mænd omkring det, det var sikkert ikke tilraadeligt at bo der, da det muligvis var under Observation. Hvad skulde vi gøre? Spærretiden begyndte Kl. 8 og Kl. var 7,45. Vi blev saa enige om at tage ud til en norsk Dame, en Fru Helbo, Faksegade Nr. 3, som tidligere havde hjulpet os, og bl. a. en Gang været med paa en Aktion. Næste Dag fik vi Morgenkaffe, og Kl. 8,30 bar vi vore Cykler ud.

Fru Delbo fulgte os ud, da hun skulde over i en Forretning. Udenfor gav hun os Haanden til Farvel, og løb saa skraat over Gaden ind i en Forretning. Idet vi satte os paa Cyklerne, fik jeg øje paa to Mænd, der stod paa Hjørnet af Faksegade og Odensegade, i hvilken Retning vi kørte. Jeg siger til ”John”: ”Der er noget galt ved de to der,” vi var jo altid paa Vagt. ”Ja, det er ogsaa Gestabo, der holder der.

Jens Lillelund beretter over mange sider om flugten hvor ”John” bliver taget og hvordan han slev slap med et par skudhuller i Frakken og beretter herunder: Jeg havde hele Tiden spekuleret paa, hvorledes Gestapo havde fundet os, og der var kun en Mulighed: Fru Delbo havde om Natten – medens ”John” og jeg sov, ringet til Gestabo. Hun var alsaa Stikker.

Jens Lillelund fortsætter med at fortælle om hvordan, man ved en anden prøve konstaterede at det var tilfældet og at man, da gruppen mødtes afblæste alt planlagte Arbejde og da man savnede ”John” var man bange for han var taget, han beretter endvidere: ”Flammen blev sendt af Sted til Politigaarden for hos Politifuldmægtig Leifer, som gav os alle nødvendige Oplysninger, at faa at vide hvad der var sket. Vi mente først, at ”John” var død, men fik så at vide, at han laa i Vestre Fængsel med? skudsaar og aabent Laarbensbrud uden nogen Form for Lægehjælp.

Fire en halv Maaned Senere stod denne Bekendtgørelse i de danske Blade:

Sabotør og Morder henrettet.

Fra officiel tysk Side meddeles:
Den 26. april 1944 er Matematiklærer Svend Otto Nielsen, født den 29. August 1908 i Herfølge og bosat i København, i Henhold til Krigslovene blevet dømt til Døden og henrettet for Sabotage og Mord paa en tysk Politiembedsmand.

”John” som Tyskerne gennem fire en halv Maaned forgæves havde pint, som vel intet andet Menneske i Danmark, for at tvinge ham til at tale, var som invalid blevet baaret til Henrettelsespladsen hvor hans lidelser var endt. På side 383 i sin beretning om ”Flammen” hvis rigtige navn var Bent Fauerskuu-Hvid, beretter Fru Lis Bomhoff følgende:
I oktober 1943 mødte han ”John”, om hvis Personlighed, Mod og Indsats der er berettet tidligere. ”John” blev den store Mester for Bent. Allerede ved den første Aktion øjnede han de usædvanlige Evner hos sin unge, uerfarne Elev og Bents Ildhu, hans trang til at virke, hans Mod og fremherskende og Forbavsende hurtige Reaktionsevne bragte ham, under ”Johns erfarne ledelse, hurtigt ud i større og større Opgaver. Det snævre Samarbejde begyndte, men skulde snart sørgeligt afbrydes, da ”John”, stukket af Fru Delbo, saaret og mishandlet blev taget til Fange af Gestapo.

Der er mange der i året 2008 har set filmen ”Citronen og Flammen” som undres over at ”John” vor ubestridte største Frihedskæmper fuldstændig er glemt i denne film. Fru Delbo fik fra det tyske Politi en Dusør på 20,000 Kr. for angivelsen af ”John”. Hun flygtede til Norge, men da jorden brændte under hende der vente hun tilbage til Danmark, hvor hun efter tre måneders ihærdigt arbejde blev likvideret den 9. marts 1944. I hendes Lejlighed fandt det danske Politi 35.000 Kr. i kontanter.

Efter en omfattende korrespondance med såvel Provst, Biskop, stiftsøvrighed, Nationalmuseet gav Kirkeministeriet i 1946 Aarestrup Borgerforening tilladelse til i kirkens våbenhus at sætte en mindetavle med teksten:

Lærer Svend Otto Nielsen 29/8 1908 + 27/4 1944. Var Barn og ung her. Gav sit Liv for Danmark. ”Hvis alt du gav foruden Livet, så vid at du har intet givet”. (af Henrik Ipsens ”Brand”).

Grunden til at man ønskede Inskriptionen sluttet med disse linjer var at han i sin gerning som lærer ved Skovshoved skole, havde skrevet disse i sine elevers poesibøger og at Borgerforeningen syntes at han bogstaveligt havde efterlevet sine Ord.

I Oktober 2013 kom bogen om en af Holger Danskes modigste og dygtigste sabotører – sagt af Jens Lillelund modstandsmand i Holger Danske om “John”. Bogen som har titlen “John frihedskæmper og charmør” er skrevet af DR – journalisterne Thomas Hjortsø & Preben Lund og udgivet på Informations Forlag.

8. marts 2009
Klipning og spark

4. maj 1945 om aftenen blev mørklægningsgardinerne oppe. Lyset strømmede ud af vinduerne. Modstandsfolkene gik på plads. Dagen efter begyndte opgøret. Det var mange steder ikke noget kønt syn.

På Hyllinge Station havde en masse nysgerrige taget opstilling ved perronen om eftermiddagen. Andre stod foran kroen, hvor den lokale modstandsleder havde oprettet kommandostation. Modstandsfolk kom og gik. Der blev råbt højt inde i kroen. Modstandslederen havde fået ordre til at sende folk til Ringsted, hvor schalburgerne havde forskanset sig på kasernen. Nu skulle der skaffes både folk og transport.

Et par karle luftede på perronen deres patriotiske forargelse over, at to mænd i tyverne havde plejet omgang med tyske flygtningepiger indkvarteret på Hyllinge Skole. De skulle klippes, mente de. For en sikkerheds skyld gik de ind på kroen for at få tilladelse hertil. De kom tilbage og meddelte, at de havde fået lov til at klippe de unge mænd. Tilladelsen skulle være givet af modstandslederen.

Karlene stillede sig op på perronen. Da toget fra Næstved ankom, steg de formastelige mænd intetanende af toget. De havde som mange borgere i Hyllinge været en tur i Næstved for at se, hvad der skete. Det var jo en spændende dag.

De klippeivrige karle tog fat i dem og nærmest klaskede dem op mod stationsbygningen mur. Efter en del råben, skrigen, puffen og spytten kom saksene i brug. Da klipningen var klaret, fik de besked på at skrubbe hjem. Ordene blev ledsaget af skub og puf. De gik ned ad hovedgaden mod brugsforeningen fulgt af en råbende skare med de to karle i spidsen. Flere gange blev de sparket eftertrykkeligt bagi.

I sparkeriet deltog en af Hyllinges i øvrigt velansete gårdejere. Han sparkede med træsko og understregede sin patriotisme højlydt med kraftige udtryk som “skide tyskersvin” med mere.

Mændene forsøgte ikke at løbe. Gik bare med forstenede ansigter stirrende stift frem for sig. Heldigvis faldt de ikke omkuld. Hvis det var sket, havde den ophidsede mængde nok sparket dem både her og der på krop og hoved.

Senere på dagen ankom nogle klippeivrige patrioter til en ejendom, hvor en syttenårig pige boede hos sine bedsteforældre. Hun skulle have gået med tyske soldater. Bedsteforældrene nægtede dem adgang til huset. Bedstefaderen blev skubbet til side. Pigen blev klippet.

Jeg så hende nogen tid senere i toget til Næstved. Hun sad med en alpehue, der skjulte håret. En femtenårig dreng morede sig med at lave klippebevægelser med fingrene, når hun kom til at se i hans retning.

24. november 2008
Hilsen til Peter

Den 29. august 1943 fik forvalteren på Hellestrupgård Jens Chr. Lunn kontakt med Flinteruplejrens marinepersonel, der om dagen arbejdede i Store Bøgeskov og om natten illegalt. I december 1943 dannede Jens Chr. Lunn sin egen gruppe bestående af blandt andet sognepræst Karl Andersen, Gyrstinge, skovfoged Jacob Jørgensen, Store Bøgeskov og gårdejer Helmer Sørensen, Ørslevvester. Senere blev der dannes flere grupper, som under et blev kaldt Flinterupdelingen.

I Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne stod sognepræst Karl Andersen for forbindelsen til Jens Chr. Lunn. Gårdejer Helmer Sørensen var fører for Ørslevvestergruppen. Den sidste overlevende fra den gruppe er Johannes Lyngsgaard, Lyngsgaarden.

Da han en aften i sommeren 1944 cyklede hjem fra håndbold, spurgte Helmer Sørensen, om han ville være med.

Er der kommunister med?

Nej, vi skal kun bevogte nogle strategiske steder, når besættelsen hører op, svarede Helmer Sørensen.

Det svingede lidt med, hvad gruppen skulle lave, fortæller Johannes Lyngsgaard.

Vi har en bestemt opgave. Når den tiden kommer, skal vi nok få at vide, hvad den går ud på, forsikrede Helmer Sørensen altid.

Hilsen til Peter
Johannes Lyngsgaard blev udrustet med en maskinpistol. Han deltog i en øvelse i Store Bøgeskov, men fik ikke lov til skyde med maskinpistolen af frygt for, at schalburgerne eller tyskerne skulle blive alarmeret. Da han som hjemmeværnsmand i 1945 fik lov til at skyde med maskinpistol, konstaterede han med stor tilfredshed, at han var skrapt til at ramme.

Gruppernes våben blev opbevaret i bag brændestabler i Kildehuset i Store Bøgeskov. Det var alt for farligt at færdes bevæbnet på vejene. Schalburgerne foretog hyppigt de såkaldte landevejsstrejf.

Alle i gruppen vidste, at når BBC fra London sendte særmeldingen »Hilsen til Peter«, skulle de ud og modtage våben ved Lille Enemærke vest for Hellestrup. Gruppen mødtes hos gårdejer Marius Beck, Ørslevvester, og cyklede derefter ud til Kildehuset for at hente deres våben og videre til skoven Lille Enemærke, hvor de ventede i et skur. Senere blev de ført ud til deres standpladser på nedkastningsstedet.

Nogle modstandsfolk blev sat i stilling med maskingeværer på adgangsvejene. De skulle stoppe tyskere eller schalburgfolk, hvis de dukkede op. To hold á to mand blev anbragt på nedkastningsstedet. Når flyet kom, skulle de med en lygte afgive to korte og et langt blink, som tegn på, at det var den rigtige plads.

I oktober 1944 var der planlagt to nedkastninger ved Hellestrup. Hver gang kom der et fly, men der blev ikke nedkastet containere med våben, ammunition og andet godt. Frihedsmuseet har dokumenteret begge planlagte nedkastninger. Den ene blev aflyst på grund af vejret.

Efter den mislykkede operation gik der nogen tid, inden vi vovede at cykle hjem. Schalburgerne, som må have hørt flyet, kørte rundt ude på vejene og belyste terrænet med kraftige projektører. Vi lå og trykkede os, indtil der blev ro igen. Derefter kørte vi ned til Kildehuset og afleverede vore våben. Derfra kørte vi hjem to og to.

Mor er syg
Den 1. november 1944 blev Johannes Lyngsgaard elev på Dalum Landbrugsskole ved Odense. Så vidt han har hørt, blev der også kastet våben ned efter den dato.

Inden afrejsen blev det aftalt, at hvis schalburgerne eller tyskerne begyndte at søge efter ham, skulle beskeden »Mor er syg. Kom hjem!« ringes til Landbrugsskolen.

Den telefonbesked kom den 16. februar efter, at hele modstandsbevægelsen i Ringsted og omegn var blevet revet op. Ringsteds byledelse undslap med nød og næppe Gestapo.

Johannes Lyngsgaard forlod fluks Landbrugsskolen og tog til Stenlille, hvor hans daværende forlovede og senere hustru opholdt sig. Hans flinke morbror, Johs. Møller, som var sognerådsformand i Kirke Flinterup, udstedte et nyt identitetskort på navnet Peter Hansen.

Det var skam ikke forkert, men heller ikke den fulde sandhed. Dengang hed jeg Johannes Peter Lyngsgaard Hansen. Senere har jeg smidt Hansen væk, fortæller han med et stort smil.

14 dage senere vendte Johannes Lyngsgård tilbage til Dalum Landbrugsskole.

Gestapo slår til
Allerede i oktober 1944 var flere modstandsfolk ude i Gyrstinge-Ørslevvester gået under jorden. Blandt dem var en gårdejer, som dog overnattede i ægtesengen natten mellem den 14. og 15. februar. Han slap væk, da tyskerne kom til gården. De konstaterede, at ægtesengen var varm i hele sin bredde, og skulle til at tage konen under hård behandling for at få hende til at tale. Så langt kom det heldigvis ikke. Kontrolassistenten, som pludseligt kom ind fra stalden, fattede hurtigt situationen.

Det var ham, der har sovet i ægtesengen om natten, hævdede han uden at blinke. Den historie troede tyskerne på. Den stakkels kone slap for at blive torteret.

Sognepræst Karl Andersen gik under jorden i slutningen af oktober 1944. Først da befrielsen kom, vendte han hjem.

Den 15. februar 1945 dukkede Gestapo op i præstegården. Med pistol i ryggen blev præstefruen tvunget ind i en bil og til at vise vej til de steder, hvor forskellige gruppemedlemmer boede.

Dengang gik snakken om, hvor Gestapo havde fået deres navne fra. Var det fra præstefruen? Næppe! Gestapo havde brugt måneder på at forberede denne razzia. Da Gestapo i oktober 1944 arresterede forvalter J. Chr. Lunn på Hellestrup, fandt det en lommebog eller liste med adresser og dæknavne. Med pistol for panden blev Lunn tvunget til at tage telefonen, hver gang den ringede. Han talte med flere modstandsledere.

Selv blev han blev torteret 26 gange. Den 27. gang kunne han ikke mere holde mund.

En rapport sendt til Berlin den 1. december 1944 afslører, at Gestapo kendte modstandsbevægelsens organisation i Sorø Amt. Det har givet arbejdet videre med de oplysninger, der blev indhentet i oktober-november 1944, og fundet frem til det ene navn efter det andet. Også navnene på medlemmerne af Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne. Det har næppe været svært!

Mange danskere havde stadig ikke lært at holde mund. Andre brød sig ikke om frihedskæmperne. Stikkerne lyttede med, når folk lod munden løbe på offentlige steder.

I enkelt tilfælde fortalte en ansat tyskerne, hvor hans arbejdsgiver, der tilhørte Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne, var gået under jorden.

Så kom maj
Ved tilbagekomsten til Dalum Landbrugsskole opdagede Johannes Lyngsgaard, at der var mange modstandsfolk blandt eleverne. Mejeriets loft var fyldt med nedkastede våben, som skulle renses for ferronat. Den 1. maj sluttede han på Dalum og tog hjem for at overtage Lyngsgaarden. Den har været i slægtens eje i 238 år!

Han stillede på Dampmøllen i Ringsted den 4. maj sammen med andre fra Gyrstinge-Ørslevgrupperne.

Vor tilknytning til Flinterupdelingen gjorde, at vi var ukendte i Ringsted. Da jeg meldte mig på Ringsted Dampmølle, hvor den lokale frihedsbevægelse havde indrettet sit hovedkvarter, mærkede jeg en tydelig mistro. Da jeg begyndte at mærke, at de troede, jeg var en 6. maj-medløber, havde jeg ikke mere at gøre der. Jeg fik ingen opgaver. De andre fra Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne havde det på samme måde. Jeg tog hjem og passede min dont på gården, fortæller Johannes Lyngsgaard.

Officiant Clausen, som kendte ham fra værnepligtstiden i Ringsted, sørgede dog for, at han fik sit frihedskæmperarmbind.

Forklaringen på, hvorfor der blev set med skepsis på modstandsfolkene fra Ørslevvester-Gyrstinge, ligger ligefor. Modstandsbevægelsen i Ringsted og omegn blev revet op den 15. februar 1945. Det var den også blevet i oktober og november 1944.

Den nye byleder, Holger Aakjær, tog ingen chancer. Han afbrød forbindelsen til de få delings- og gruppeførere, der var tilbage, og startede forfra med rekrutteringen. Det lykkedes ham at opbygge en ny organisation inden 4. maj.

21. marts 2008