Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Tag: Bistrup

  • Anders og Ingeborg

    Anders og Ingeborg var vores naboer da jeg var barn i en hel del år. Anders var gammel naver og Ingeborg var hans husbestyrerinde. Anders var en lidt svær mand, der altid gik rundt med en gammel murerkasket og seler. Hvor de kom fra ved jeg ikke, men Anders havde altid et væld af historier på lager når vi børn blev passet der ovre. Vi blev altid sendt der over når mor eller far skulle til lægen eller på sygehus med et af de andre børn. Han elskede at fortælle historier og i særdeleshed skræmme os lidt. Vi elskede det, og var samtidig skrækslagne, en gang fortalte han at der hang en død mand ude i skoven og hver gang han blev skåret ned, hang han der næste morgen. Dette resulterede i at mine brødre cyklede over Fodby for at komme om til forskolen i Saltø Skovvænge i et par dage. En anden gang fortalte han at der var en løve ude i skoven, de viste sig senere at det var en papkasse som var smidt der ude.

    Hans historier var ellers om elverpiger, mosens ånder, trolde og hekse og deslige.

    En af de historier han kunne fortælle var om troldfolkets oprindelse. En dag vilde Eva vaske sine børn ved en kilde. Da kalde Vorherre på hende hun blev forskrækket og skjulte de børn som endnu ikke var vasket. Vorherre spurgte om alle hendes børn var tilstede, og Eva svarede ja fordi alle ikke var vaskede og for at undgå hans vrede. Men Vorherre sagde at alt hvad hun skjulte for han også skulle være skjult for menneskerne – og i samme stund forsvandt de urene børn og skjultes af bjergene og fra dem nedstammer alle de underjordiske.

    En anden historie er om varulve: Det er jo en kendt sag at varulvens kendetegn er at øjenbrynene er sammenvokset, over næsen. ( vi børn så efter øjenbryn der var sammen vokset) I gamle dage var der en varulv i skoven, han huggede tænderne i pigernes forklæder og slæbte af sted med dem. Det var en nat, at der kom nogle piger på vej hjem efter at have været til gilde. De mødte varulven, men den forreste pige havde løst sit forklædebånd op, for hun viste hvor at varulven vilde angribe dem. Varulven huggede tænderne i forklædet, med da forklædet var løst, løb han med forklædet og ikke pigen. Pigerne gik hjem og i seng. Da pigen med forklædet om morgenen skulle ind til davre, kom karlen også ind og spiste, da så hun hvem der var varulv for resterne af forklædet hang i hans tænder.

    Vi holdt meget af Anders og Ingeborg  og det var dem der fik mig til at holde op, med at bruge sut, for Anders sagde at jeg var alt for stor til at bruge sut, og det så grimt ud at sådan en stor pige brugte sut.

  • Fortællinger omkring et humlekar

    I oktober blev der samlet humle og man sad i køkkenet nogle aftner omkring et bryggerkar og plukkede de lande ranker. Det var sådanne aftner der blev sunget og fortalt historier.

    Store pigen Marie fortæller: “Jeg havde forleden været på besøg hos skovfogedens Sofie og hun og broderen fulgte mig et stykke på vej.  Ligesom de havde sagt godnat, bemærkede jeg pludselig en skikkelse på den anden side af vejen. Jeg blev så underlig til mode og tænkte et øjeblik på at løbe tilbage til Sofie og Erik, men jeg syntes det var flovt. De kunne måske finde på at tro, det var et påskud til at få følgeskab. Nu havde jeg altså følgeskab, når jeg gik til gik skikkelsen også hurtigt. Når jeg holdt igen sagtnede skikkelsen også sine skridt. Hvorfra den endelig var kommet og haltede den ikke lidt, jovist haltede den, det var tydelig nok“. “havde den horn i panden “ spurgte tjenestedrengen. “Det ved jeg ikke, for jeg ture ikke dreje hovedet. Skikkelsen var der og jeg var voldsomt angst. Kunne der dog bare komme en vogn. Det var temmelig mørkt og himmelen var overtrukket, men jeg kunne dog tydelig se buskene på den anden side af vejen. Bestandig hørte jeg de haltende skridt, og hjertet sad oppe i halsen på mig.

    Da jeg var kommet forbi bommen ser jeg et lyn slå ned foran mine føder og fare hen over vejen. Herren min skreg jeg og løb alt hvad jeg kunne, så det susede og hamrede i mig. Heldigvis var der kun et lille stykke tilbage, så var jeg ude af skoven, og så ikke skikkelsen mere.” “hvor var den blevet af “ spurgte drengen. “Det kan du da nok forstå “sagde karlen Peder “ den var fulgt med til det varmeste sted og hvor skidne knægte kommer hen.”

    Så er det assistenten Ernst der fortæller: En måneskindsaften kommer jeg fra Skraverup gennem skoven og da jeg når stien, vil jeg slå ind på den, da der står et hvidt dyr, en hind lige foran mig på stien. Jeg slå med stokken for at få den til at løbe men den rører sig ikke ud af pletten, kun hørte jeg et dybt suk fra busken og en raslen. “Hvad er dog dette” tænkte jeg og blev både kold og varm i det jeg standsede. Skulle jeg virkelig gå tilbage, nej, nej frem måtte jeg. Et øjeblik og hinden blev til en jomfru, i det samme for et opskræmt dyr fra busken lige gennem jomfruen og nu så jeg klart. Det var måneskindet og et birketræ, der havde spillet mig et pus.

    Så var der historien om den Svenske karl der var blevet en varulv og havde tjent under den forrige skovrider, men den historie kender jeg ikke.

    Så er der en rigtig jægerhistorie: En jæger gik i skoven en dag og så en gammel kone samle brænde, pludselig forsvandt konen og i stedet var der en harer jægeren fulgte efter  og haren førte jægeren vild i skoven. Hvorefter den igen blev til en gammel kone , der møjsommelig slæbte sig af sted mod Stenbæksholm. Det var også her historien om skytten Lange blev fortalt men desværre kender jeg den ikke.

    Derimod kender jeg historien om slattenpatten: Slattenpatten var en troldkvinde som boede i skoven, hvor hun traskede rundt efter urter og andet troldstads. Unge mænd skulle passe på med at tage sig en lur eller sove i skoven om natten. Hun kunne nemlig godt lide unge mænd, og tit vågnede de unge mænd fortumlet op og kunne mærke at de havde delt leje men hende. Hun kunne dog også være behjælpelig med gode råd og lægeurter mod betaling. Hun havde også så lange bryster at hun kunne slå dem over skulderne og så kunne børn gå og sutte på dem.

  • Høhøsten ved Saltø å

    Høhøsten indtraf i den varmeste tid af året. Man kørte gennem skoven ned til engen. Høstfolkene var de samme hvert år, karlen Peder og pigerne og assistenten hans lund, Per Jensen som var i 60-erne og skråede voldsomt og havde skårede tænder og betændte gummer, han var fader til 7-8 børn. Så var der Chr. Dragon det blev han kaldt fordi han en gang havde tjent som dragon, han var i 30-erne og ungkarl. Han ejede et hus tæt ved skovfogdens med jord til og han havde en hest og 2 køer. Han var en senet og stærkt bygget, og havde lidt trætte bevægelser over sig. Der var noget forslidt over ham og hans sorte øjne lå dybt inde under hans sorte øjenbryn. Trækkene var regelmæssige og når han smilede var der 32 hvide tænder. Han var meget rynket, og i hans sorte hår var der enkelte stænk i tindingerne. Både børn og kvinder elskede ham da han altid havde et varsomt tag på disse.

    Under arbejdet gik karlen forrest, så per Jensen dernæst Chr. Dragon of til sidst hans Lund, der altid sakkede bagud og hvis skår var mindst. Der var også kvindfolk med, gamle Sidse nystrøget i tøjet, hun var omkring de 70 og hun og børnene tog det letteste tag med riven, så var der Karsen Marie en kone på omkring de 50, som også hjalp til ved vask og hoved rengøring, endvidere var storpigen Marie med.

    Undertiden mødte en af jomfruerne ved mellemmads tiderne og havde æbleskiver med. Pigerne var gerne lidt pyntede med fint forklæde og et let hovedtøj der kunne skærme for solen og havde også løst bundne ærmer på for at skærme for solen.

    Husmændenes dragt var enkel et par blå lærreds bukser og en skjorte og blå bluse bundet sammen i halsen, de havde tykke bomulsstrømper på og træsko. Når der var arbejdet et par timer spiste man skårne mellem madder ved en af stakkene og fik øl og brændevin og snakken og sladren gik lystig i engen under frokosten og det var karlen der gav signal til at arbejdet skulle gå i gang igen.

    Åen vrimlede med liv dengang, skaller med røde finder, stimer af småfisk som løjter og grundlinger og så bundfisken smerling der havde en torn på gællelåget, der var også muslinger.

    Græsset var blevet slået nogle dage forinden og så revet sammen i lange rækker. Derefter blev det slæbt sammen til bunker med læssetræet. Til hammeltøjet blev læssetræet fastgjort med en løkke i hver ende. Desuden havde karlen foruden tømmerne også et langt reb fra hammeltøjet op i hånden og ned under læssetræet og så op til hånden igen.

    Hestene begyndte fra en ende af en række  og så sprang karlen op på læssetræet og høet bunkede sig op foran ham. Stakken blev lavet af kvinderne og det krævede god øvelse, en stak var lidt over mandshøjde, og for at stakken ikke skulde flyve for meget i vind og vejr snoede man noget hø sammen og lagde det over toppen af stakken.

    Arbejdet forsatte lige til duggen begyndte at falde og hjortedrengene på den anden side af åen begyndte at lulle til hinanden, det var sådan man kaldte de skiftene toner, mellem høje og lave,  de fremkaldte, når de gik hjemad. Når man kom hjem fik man mælkebrød eller mælkegrød go det var mørkt inden man kom i seng.

    Efter nogle dage skulle høet køres hjem man lejede skovfogeden og hans køretøj til hjælp. Der blev altså benyttet 2 spands heste og 3 vogne. Tidligt om morgnen kørte man hjemmefra endnu menes duggen lå der endnu. De var karlen assistenten, storpigen og fortælleren. På engen stak karlen hø op til pigen på vognen mens assistenten samlede det hø der var fløjet bort  sammen igen, det krævede stor øvelse at lægge et læs rigtig. Blev det skævt kunne det vælte på vej hjem. Det  blev bundet sammen med hjælp fra læssetræet der blev lagt på toppen og stukket ned fortil. Der var mandskab 2 steder på engen og hjemme. Den ene vogn afløste den anden og det blev til 13-14 stykker om dagen i et par dage. Det var så lidt om høhøsten.

  • Dagligdagen i køkkenet

    Den gamle skovrider stod altid tidlig op og vækkede folkene, i sommertiden var de oppe ved 4-5 tiden. Når der var malket fik folkene davren i folkestuen, altid anrettet i et lerfad, det bestod af kogt mælk med rugbrødsterninger , vi andre fik the, rugbrød og sigtebrød.

    I sommertiden fik man smørebrød med øl og dram, og til aftensmand var det den sædvanlige landlige kost, stegeflæsk med kartofler eller grønsager, klipfisk med vandsennep. Folkene fik samme kost som herskabet, men de måtte spise af et fad og med træskeer. Karlen og drengen slikkede deres skeer rene og satte dem tilbage i en fals i vindueskarmen. Jerngafler blev derimod pudset  på et knivsbræt med sand.

    Efter frokost sov folkene til middag, men det var ikke altid pigerne havde tid til at sove, der skulle først vaskes op og andre småting. Kl. 13.30 var der kaffe med brunt sukker og så gik man i gang med arbejdet igen. Efter kaffetid fik pigerne tid til at nette sig, de havde et lille lerfad, grøn sæbe og duftpromenade. Så flettede de håret bag på hovedet og tog en fløjelshue på og flade sko. For nu var de færdige med alt de grove arbejde også at skylle rendestenen, der ellers kom til at lugte.

    Kl. 16 fik man en mellemmad og et krus øl i folkestuen. Hvorefter der blev samlet æg og fodret grise, man skulle også træffe forberedelse til aftensmanden kl. 18. Man hentede også vand der stod 2 spande fyldte på en bænk ved komfuret og der hang en metaløse til at bruge. Kl 20 spiste folkene deres nadver det var enten mælkebrød eller mælkegrød.

    Undertiden måtte pigerne dog også luge haven eller skuffe gangene, men for det meste gjorde skovrideren det selv.

    Kælderen under rulestuen var fyldt med mælkebøtter malede røde indvendig og grønne udvendig . Man skummede mælken morgen og aften med en flad træske og kom det i flødespanden som stod midt i kælderen. Man kværnede smør 2 gange om ugen, dette foregik i bryggerset i baggården, med håndkraft. Af skummemælken lavede man ost, der blev hældt kalveløbe i så blev mælken varmet op så den begyndte at kogolerer. Så hælde man valen fra og osten kom i træforme med huller i. Der blev så lagt en vægt oven på, hvorefter man opbevarede  det på hylder i et kammer ved siden af bryggerset, af valen lavede man myseost. Dette var lidt om pigernes dagligdag .

    Storepigen var ofte med i høhøsten i engen ved Saltø å, men mere om det senere.

  • Skovrider

    En skovriders arbejde bestod ved århundredeskiftet i administration og regnskab, over lønninger og indtægter af salg og han skulle føre tilsyn med fældede træer, at det blev opmålt rigtigt af skovfogderne . En del af skovriderens løn bestod i at dyrke jorden til den gård han boede i. Han var alsidig uddannet og teorien fik han på landbohøjskolen. Han skulle helst være en dygtig kortspiller og vide besked med alt der foregik på egnen, samt ligge inde med en del gode historier. Så kunne han være en nyttig person for godsejeren, og selvfølgelig skulle han kunne alt med hensyn af takt og tone. Skovrideren på Saltø var i en længere periode i 1860 – 70- og 80-erne en  Kann af samme slægt.  Niels Jørgen Kann var skovridder i 1863 da denne historie fortælles, han var enkemand,  og det var hans datter Birgitte Sofie Kann der bestyrede huset.

    Johan Miskow
    Johan Miskow født i 1862 i Kerteminde, hans far var manufakturhandler indtil 1869, så kom han til København som kontorassistent. Johan Miskow kom på ferie på Saltø Skovridergård som 10 åring, fordi hans helbred var dårligt. Det er han der fortæller om skovridergården til Dank folkemindesamling.

    Skovridergårdens udsende
    Den gamle hovedbygning var lav, den havde to skorstene og var med stråtag. Facaden vente mod syd, med en rummelig gårdsplads. I forstuen stod nogle skabe og et lille bord under et spejl. Gulvet var hvidskuret med sand. Man gik derfor til daglig gennem køkkenet for ankomme ind, for at skåne rengøringen.

    I gangen var der en dør indtil dagligstuen, der havde 3 fag lave vinduer. For det midterste vindue stod et blomsterbord af naturtræ, grankogler og mos. På kakkelovnen stod en udstoppet kongeørn, spisebordet var rundt og på vægen over sofaen hang billeder af herskabet. Der var den gamle skovrider, to tvillingedøtre Marie og Birgitte og Birgitte var forlovet med forstasistenten fætter Ernst. De blev også gift, men Ernst havde tuberkulose  og døde efter 7 mdr. Birgitte kom hjem på gården , med sin lille dreng og blev til faderen døde. Hvor efter søstrene åbnede en brodeributik i Næstved. Foruden de to døtre var der en gammel faster Rikke, som ofte var på besøg hos familien. Hun boede i gæsteværelset når hun var hjemme. Døtrenes værelse vente ud mod gården og blev af folkene kaldt jomfruburet, fordi folkene på gården altid benævnte de unge piger jomfruer.

    Det var i gæsteværelset de spøgte, det kunne bankbog knalde hårdt i møblerne, nogle gik hen over gulvet og flyttede om på møblerne, men om morgenen var alt som det plejede at være. Det var ikke bare en person, der havde oplevet dette, det var en hel del.

    Havestuen havde 2 fags vinduer og en dobbelt glasdør, endvidere var der skovriderens værelse og folkestuen. Det var i folkestuen pigernes seng stod sammen med deres skabe og kister.

    Karlen og drengen sov i den vestlige længe der4 var adskilt fra stuehuset. Her var en port ud til møddingen, hvor der om sommeren vrimlede med snoge. Her var også hestestald og selekammer, og så var der et smalt foderkammer.

    Fadeburet vente ud mod gården, køkkenet havde indgang fra smøgen og i baggården var den store ladebygning og brændeskuret. Så var der bryggerset der også rummede kontor til assistenten som også sov her, med sine protokoller dette  hus blev også benyttet som gæstehus om sommeren, og mælkestue om vinteren. Adskilt fra bryggerset med en væg var hughuset med høvlbænk, sav, økse også videre.

    I baggården var der et lille hus til 4 svin de gik 2 og 2 sammen og havde en indhegning udendørs. Sydligst havde de kostalden med plads til 11 kreaturer der vente hovederne mod hinanden med en smal fodergang i midten.

    Mod øst var der en laden og loen på den anden side af loen var vognporten hvor charabancen og fjedervognen stod. Arbejdsvognen stod i laden.

    Haven var på ca. 3 tdr. land, der var bøgehæk langs skoven og langs markvejen mod nord, uden om var der et flettet risgære. I den første del af haven var der blomsterbede indrammet af vinca. Der var også en græsplæne med en spejlglaskule på miden. I miden var der frugttræer og frugtbuske, og så var der en tørreplads og bagerst humlehaven og urtehaven. Der var også en dan med et risgære omkring midt i haven. Gangene var snor lige og græsplænen firkantet.

    Til gården hørte 14 tønder land agerjord og 9 tønder eng på den anden side af skoven.

  • Johannes Høgsvig

    Han var sjællænder af fødsel, hans mor var vestjyde og hans far sjællænder. De fleste år af sit liv har han tilbragt som landsbylærer i Bistrup, det blev til 33 år fra 1931 til 1964. Han er uddannet på KFUM’s seminarium i København, efter at have været ved landbruget nogle år.

    Hans første lærergerning var i Stenløse i Nordsjælland, hvor han var et år. Derefter gik det til Søndersted ved Holbæk hvor han var i 4½ år og her giftede han sig med Marie. Med Marie fik han sønnen Jørgen og datteren Marie-Louise. Men fordi deres lejlighed var så dårlig søgte han stillingen i Bistrup.

    Lærer Høgsvig var den person der gjorde mest for børnene og ungdommen i byen og sognet. Han startede skolebibloteket på skolen, han kunne ikke få penge til det af sognet, så han satte en del af sine egne bøger til udlån, og sagde til børnene at hvis de havde nogle hjemme som de havde læst kunne de glæde deres kammerater ved at forære dem til udlåndsbiblioteket. På den måde fik han 150 bøger til rådighed til udlån.

    Han tog også ud til byens og sognets mange gravhøje og oldtidsminder med børnene. De nød det og kom ofte i skole med mange flinteøkser og lignende som de forærede skolen. Han købte også en del udstoppede fugle og fik nogle foræret. På den måde fik han en god samling af materiale til at undervise med.

    Mindst en gang om året tog han med børnene til Bornholm eller Jylland, det var gerne en 3 dages udflugt som alle nød. Han havde også en del jobs uden for undervisningen, aftenskole, studiekreds, ungdomsforening osv. særligt ungdomsforeningen havde han glæde af, det var tidligere elever der mødtes hver 3 uge til sang, foredrag, kaffe og kage, og hver 3 møde var for hele skoledristriktes beboere, og det var meget populært. Der kunne engang være 120 personer til et foredrag.

    Der blev hver vinter holdt dilettant i skolen, senere nogle gange i forsamlingshuset. Dette var for alle sognets beboere, foruden dilettanten opførte man hver sommer friluftsspil i Borgnakke skov ude ved Margrethehøjen. Her spillede man eventyr på fodrejsen eller deslige.

    Han var også med i offentlige gøremål såsom menighedsrådet, sognerådet. Grunden til at han gik ind i sognerådet var den, at der skulle besluttes om der skulle bygges en ny centralskole eller om de 2 skoledistrikter skulle udbygges. De valgte centralskolen, den blev færdig i 1962.

    Da han havde nået sit mål med at sikre sognet en centralskole, trak han sig tilbage fra skolearbejdet, men fortsatte nogle år endnu i sogneråret indtil det blev sammenlagt med Næstved. Efter nogle år her, rejser ægteparet til Jylland, til Gellerup ved Århus hvor de havde en af deres børn og børnebørn.

  • Den ny skole i Bistrup

    Den ny skole i Bistrup er bygget i 1838 ifølge papirene, efter en 20 år lang strid mellem beboerne i Skraverup og Bistrup. Det var en strid om hvor nøjagtig den ny skole skulle ligge, og først i 1838 blev man enige om hvor den skulle ligge, nemlig midt i mellem de to byer.

    Skolen mindede om et lille husmandssted, idyllisk beliggende nær skoven. Her var et stort, lavloftet skolelokale med en forgang til børnene, hvor træsko og overtøj kunne være. Gymnattiksal var der ikke, man brugte gårdspladsen om sommeren, den vendte ud til sognevejen. Gang, løb og stående øvelser gik udmærket på pladsen, og ved liggende øvelser lå man på opskåret gødningssække, for ikke at snavse tøjet til.
    Der var en rummelig lærerbolig med 5 værelser forneden og 2 på loftet, desuden var der en have på over 1 td. land.
    I 1931 regnede børnene endnu på tavler og skrev med grifel, men til skønskrivning og skriftlig Dansk brugte børnene dog skrivebøger, pen og blæk. Det første Johanes Høsvig indførte var blyanter og regnehæfter.
    Bistrup skole var opdelt i en for- og hovedskole. Der var en skov og ca. 1 km afstand imellem dem. Forskolen havde de 3 første årgange i 2 klasser. Herude ved skoven gik 4-5-6-7 klasse. Børnene gik i skole hver anden dag, 6 timer, i alt 18 timer om ugen, det blev til 36 timer for læreren.
    Hovedfagene var dansk, regning, skrivning og religion , foruden historie, geografi, naturhistorie, fysik, sang og tegning. Elevtallet var omkring 10 – 20 stykker pr klasse.

    Marinus Brenhars Frey var den sidste skoleholder i den Plessenkse skole og den første i den ny skole. Han blev afløst af Jacob Albert Schiøtt, som var der fra 1860 til 1868, den næste var Mathias Schøndorph født i Branderup i Sønderjylland. Han blev gift i 1870 med Marie Eleonora Lund fra Fodby.
    Schøndorph var lidt upopulær blandt beboerne i Bistrup, fordi han satte slyngesnarer i skolens havehegn og fangede derved rådyr, der kom fra skoven på den modsatte side af vejen. Dette var ikke ulovligt, med det pådrog ham megen uvilje, navnlig fra egnens herregård. Han lå også i strid med sognets præst der ikke mente at han egnede sig til lærergerningen. Han fik sin afsked uden ansøgning, men med pension.
    Niels Sørensen kom til Bistrup i 1890 og var gift med Margrethe Kirstine Markussen født i 1866 og død i 1920. Niels sørensen er født 8 febuar 1865 i Hjørring ved Skanderborg og stammer fra en gammel Nørre og sønderjysk bondeslægt. Han var uddannet fra Skaapri seminarium og kom som sagt til Bistrup i 1890 i en fastansætteles. Han udførte sin skolegerning med stor flid og interesse.
    Han var forgangsmand på mange områder, og havde en bedrift og et jordtilliggende der hørte til skolen og embedet. Han havde en besætning af jersykvæg og racehøns, han var biavler og havde også frøavl.
    Han var forgangsmand inden for sognet og havde adskillige poster, såsom medlem af sognerådet, formand for Fodby sogns understøttelsesforening og en overgang formand for Fodby mejeri, foruden regnskabsfører i Bistrup brugsforening, endvidere var han formand for Bistrups skoledristrikts lærerforening.
    Han var en af egnens foregangsmænd inden for jersykvæg. Niels Sørensen sluttede sin gerning i 1930, som Johannes Høsvig overtog.

  • Hans Olsen

    Hans Olsen var stedsøn af gårdmand Lars Olsen fra Bistrup. Hans forældre var Ole Nielsen og Mette Hansdatter fra Appernæs. Han er født den 28. september 1828. Mette Hansdatter blev senere gift med Lars Olsen, der boede på matr. 5a, Bryllingsgård. Gården brændte en gang før 1822, og Lars Olsen byggede den op igen, under svære forhold. Gården blev revet ned da vejen oppe på bakken skulle rettes ud. Hvornår den er bygget ude på marken ved jeg ikke.

    Hans Olsen gik i Bistrup skole, og den 29. marts 1843 blev han udskrevet og antaget til konfirmation. Han var en dygtig, flittig og opmærksom elev, står der i hans skudsmålsbog.

    Han blev udskrevet med følgende karakterer:

    • Relegion – Godt
    • Bibelhistorie – Godt
    • Salmer – Godt
    • Boglæsning – Godt
    • Skriftlæsning – Godt
    • Tavleregning – Godt
    • Hvoedregning – Godt+
    • Skrivning – Godt
    • Opførsel – Godt

    Hans Olsen bliver gift med Birthe Marie Hansdatter, og de får en dreng, Lars Olsen, født 22. december 1859, og en pige, Mette Kirstine Olsen, født 12. august 1867.

    De har i mange generationer heddet Hans og Lars Olsen. Den sidste Bulow Olsen i Bistrup var Hans Bulow Olsen gift med Ingeborg Larsen, datter af husmand H. C. Larsen fra Bistrup, de blev gift 2. juledag 1924.

  • Barndomsglimt fra Bent Madsen

    Bent Ove madsen er født i Bistrup i 1930 den 25 maj, han er født i Bistrupgade 29, hans forældre var Emanuel Madsen og Karen Madsen født Johansen. De flyttede senere til Bistrupgade 19 og derfra til Møllevænget 13, hvor de boede det meste af hans barndom. Både Emanuel og Karen kom fra Holløse, hvor Emanuels forældre var Nikolaj Madsen og Petrine Emilie Madsen, Karen Madsen født Johansens forældre var Ole Johansen og Marie Johansen. Ole Johansen var med til at bygge Ladby mølle.

    Emanuel arbejdede på Ladby Teglværk om sommeren og i skoven om vinteren, han var i skoven i 40 år. Bent mistede sin mor i 1939, hvorefter Alma flyttede ind. Bent gik i skolen ude ved skoven, og havde Høgsvig som lærer. Bent husker skolen som en tid med mange øretæver, og eftersidninger. De gik ofte i skoven i frikvarterene og kom for sent tilbage til timerne, hvorefter de fik en ørefigen og en eftersidning. En gang han sad efter og skrev- jeg må ikke- så og så mange gange, kom Rasmine, hun gjore rent i skolen og spurgte om han ikke skulle hjem, ” nej jeg sider efter og skal skrive dette her” svarede han. Efter et stykke tid siger Rasmine, “nu kommer Emanuel og han ser meget vred ud”, for Bent skulle nemlig møde sin far ude i skoven, for at klippe gran til sin mors grav. Den dag fik Høgsvig læst tæksten, for han havde nemlig glemt drengen. Ellers blev frikvarterne brugt til at besøge hans tante og farbror, de boede lige over for skolen. Desuden husker Bent at når de kom med hue på, bad Høgsvig dem altid om at tage den af og viste dem hvordan man tager en hat af og bukker.

    Fritiden blev bruge over hos Valdemar og Sofie, der skete nemlig altid noget. Valdemar Christian Petersen født 3 marts 1888 hjemmedøbt den 11 marts af lærer Schøendof og i kirke den 19 oktober, hans forældre var Peter Petersen og Inves Maria Natalia. Hun havde ikke noget efternavn da hendes forældre var ukendte (iflg. dåbsbog i Stockholm).

    Valdemar havde mange Ladbiler som kørte diverse ting så som træ og kævler fra skoven, desuden havde han flere tærskeværker, og der skulle altid to mand til at betjene disse.

    Sofie og Valdemar havde omkring 16 – 17 karle, sådan husker Bent det og de fleste på kost. De boede på loftet, det var et stort rum med køjesenge og der sad et rør ud gennem loftet, ned til tagranden det blev brugt til at tisse ud så var man fri for at gå ned. Bent fortæller videre, at han syntes det var noget af et gedemarked når Sofie skulle lave mad til alle de menesker, Valdemar selv sad i sofaen og skulle bare have et par stykker tynde rugbrød.

    Videre husker Bent at de fik lov til at kører traktorerne når Viggo havde været ude aftenen før, for så kunne han side og sove på den ene skærm med fødderne oppe på den anden skærm, de var altid med når Valdemar havde været i Næstved. De sad på forsædet der op og på ladet hjem, for Valdemar skulle jo sidde i førehuset. Det var meget koldt, men med ville de.

    Foruden Valdemar husker Bent svinemanden, som boede i rytterskolen. Han blev kaldt svinemanden fordi han passede grisene på Saltø gods. Oppe ved siden af svinemanden, på bakken, boede vejmanden og på gården Jens Nielsen, som var kusk på saltø. Han flyttede så op på gården Bistrupgade 8. Desuden husker han at vejen oppe på bakken blev rettet ud, der lå ellers et lille husmandssted, de havde køer, men ikke noget jord til, de havde nogle små lodder ude på den anden side af Saltø å og trak hver dag køerne der ud for at græsse. Samtidig med at vejen oppe i byen blev rettet ud, blev vejen ude ved skovridderen også rettet ud.

    Bent rejste hjemmefra i 1944.

  • Fodbys sogns konfirmations- og brudeudstyrslegat

    Dette legat er stiftet af Peder Didrich Henriksen og hustru Karen Nielsine Henriksen født Christensen. De er begge født i Bistrup, Peder Didrich Henriksen er født 30. juni 1849 døbt 3. august i kirken. Hans forældre var gårdmand Henrik Hansen og Ane Katrine Didrich. Karen Nielsine Christensen født 21. september 1857 og er hjemedøbt den 12. oktober og fremstillet i kirken den 30. oktober. Forældrene er gårdmand Svend Christen Nielsen og Ane Margrethe Poulsen.

    Peder Didrich Henriksen rejste som ung til Amerika, hvor han købte et stykke jord og efterhånden blev det til en større farm. I 1902 kom han hjem som en holden mand og giftede sig med sin hustru. De byggede huset walla-walla i Roskilde.

    Legatet blev stiftet den 29. marts 1922, og var på 100.000 kr. sat i 3% statsobligationer, således at konfirmander fik 250 kr. og brude 500 kr. Men der var betingelser der skulle være opfyldt, nemlig at de skulle være bosat i sognet og forældrene skulle også var bosat i sognet. Hvis der var penge tilovers skulle resten uddeles til værdigt trængende enker som havde bopæl og bosiddende i fodby sogn. Baggrunden for legatets opførelse kender jeg ikke ret meget til, men da jeg selv har fået legatet, mener jeg at kunne huske at der blev sagt at det var fordi at han selv var blevet konfirmeret i træsko, og han ikke ønksede at nogle skulle opleve dette.