Tag: Edderup

  • Spis brød til…

    Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i foråret 1962. Min mor og far havde indbudt godt 100 mennesker – familie og venner – til den efterfølgende fest i Sem Forsamlingshus. Efter middagen spillede Knud Tange op til dans på sin harmonika. Far og Mor havde mange bekendte, så jeg fik hele 500 kr. i konfirmationsgave. Var det nu gået for mig, som det gik for de fleste af mine kammerater, havde jeg fået plads på en gård som karl, men jeg ville gerne noget andet.

    I slutning af 1950’erne ændredes forholdene i det danske samfund voldsomt – også uddannelsesmulighederne. Skolerne i Mariager og Hadsund havde i fællesskab fået mulighed for at oprette en ny uddannelse: Teknisk Forberedelseseksamen. Det lød interessant. Efter tre måneders skolegang i Mariager Skole, begyndte jeg efter sommerferien 1962 på Hadsund Skole, hvorfra jeg to år senere fik mit eksamensbevis. Jeg cyklede hver dag hen til trinbrættet ved Trudsholm for at tage toget – Hadsund-Peter – til Hadsund. En af vore bekendte vidste, at man kunne søge kommunen om tilskud til et togkort, når man læste. De’ må do jo så op å spør’ Ejler om, sagde Far. Ejler Christensen, der boede på en lille ejendom mellem Sem og Skrødstrup, gik i marken og pløjede, da jeg kom. Det må have gjort indtryk på ham, at en dreng på 14 år selv kom og talte sin sag, for pludselig sagde han: Do ka kyr’ te Skrø’strup (til Niels Thorsen) å hent pengen te ed togkort, å for do brug for jet te nejst år, kommer do bar ijen! Farwal! Årene på Hadsund Skole var spændende. Det var Beatlestiden. Alt var i opbrud – også disciplinen, men der var stadigvæk skolegang om lørdagen. Jeg mødte andre unge fra Hadsund, Havndal og Dalbyover, der gerne ville noget andet – og som jeg – havde fået muligheden. En af lærerne mente, at jeg burde tage en studentereksamen, men det var kun muligt, hvis jeg havde realeksamen. Efter en samtale med Dalsgaard, skoleinspektøren på Hadsund Realskole, fik jeg dispensation. Jeg kunne begynde i 3. realklasse efter sommerferien.

    Da jeg året efter ( 1965 ) til translokationen blev kaldt op for at modtage mit eksamensbevis, var jeg meget glad og lettet, for det havde været et barskt år. Jeg blev også meget overrasket, da jeg ved samme lejlighed modtog årets flidspræmie. Det havde jeg ikke fået noget at vide om, men det lunede. Jeg var 17 år og meget skoletræt. Mit højeste ønske var at få et arbejde og tjene penge som mine kammerater. Indtil da havde jeg måttet nøjes med de lommepenge, jeg hvert år havde tjent i sommerferien som skovarbejder på Edderup Skovgård.

    Jeg kom i lære ( 1965 ) som smed på Dania. Ugelønnen var 40 kr. Det var stadig den gode, gamle mesterlære – og overværkføreren, Åge Mikkelsen, var en af de bedre. Han arbejdede, som var det hans egen virksomhed, og han så en ære i at uddanne og opdrage sine lærlinge godt. Engang imellem syntes vi, det var lidt træls. Der var voldsomme problemer med spiritus på Dania den gang, og Åge var streng – Ingen øl til lærlinge. Vi ville jo gerne være voksne, så selv om vi vidste, det var forbudt, sad vi tre lærlinge en fredag efter arbejdstid godt gemt og nød en bajer. Pludselig stod Åge i døren: Så ka’ I godt go op te’ direktøren å fo en fyreseddel! Der var langt op til direktørens kontor. Han var københavner og kunne vel huske sin egen ungdom. Efter i nogen tid at have set på hans hævede pegefinger, fik vi dog lov til at blive, men det varede flere uger, inden Åge havde tilgivet os og talte til os igen. Da smedelærlingene i Assens og Hadsund havde valgt mig til formand for lærlingeklubben, blev jeg sendt på kursus på Roskilde Højskole og Dansk Metals egen højskole i Jørlund. Jeg fik lært en masse om arbejdsmarkedets organisation. En viden jeg senere har haft stor brug for. Jeg kan tydeligt huske, hvor nervøs jeg var, da det gik op for mig, at jeg skulle holde tale – min jomfrutale – til lærlingenes julefest. Ak, ja. Det var den gang. Dania, der hørte under FL-Smidt gruppen, blev anvendt til at teste og fremstille nye maskiner til cementfremstilling. Det var en dynamisk og spændende arbejdsplads med store udfordringer. Man fyrede stadig med kul. En gang om ugen lagde en stor damper til ved kajen med en ny forsyning. Den medbragte også andre varer: Cigaretter og spiritus, så der var ofte stor aktivitet på kajen. En dag tolderen så et par lærlinge gøre en god handel ved skibet, satte han efter dem. De endte midt ude i den store kridtgrav. Har wæl do no gør, spurgte en af lærlingene tolderen. I en halv time stod de og så hinanden lidt an, inden tolderen, der ikke regnede med at kunne fange drengene, gik sin vej. Enkelte af smedesvendene krævede at blive tiltalt med De. Det gjaldt ikke Eskild. Det betød dog ikke, at han var i tvivl om, hvad der var passende for en smed. Da man i begyndelsen af 1960’erne indførte bedriftssikkerhedstjeneste på store arbejdspladser, fik en af værkførerne til opgave at finde medlemmer til et brandkorps. Han spurgte også Eskild, der bare så på ham, spyttede langspyt, så det smældede i cementgulvet og svarede: Om så hiele verden brænder, a rør’ it en spand!

    Måske var det det inspirerende arbejde på Dania, der gav mig lysten til at søge optagelse på Århus Teknikum i 1969. Jeg ville gerne være maskiningeniør. Mens jeg arbejdede på Dania, havde jeg lært Inger Lise at kende. Hun boede stadig hjemme hos sine forældre, mens jeg boede hos min broder, Jon, der havde etableret sig som maler i Århus. Da Inger Lise blev gravid, besluttede vi at gifte os og flytte sammen i en lejlighed i Dronningborg. Der var den gang ikke noget, der hed støtte til unge under uddannelse (SU), så vi havde en lidt anstrengt økonomi. Mens jeg læste, var det Inger Lise, der forsørgede familien ved at sy Randers Handsker. Betalingen var tre kr. pr. par. Det blev man ikke fed af. Det lettede lidt, da jeg søgte og fik et stipendium på 7.000 kr. og et statsgaranteret, rentefrit lån på samme beløb, som vi dog satte i banken.

    I november 1973 var jeg færdiguddannet som maskiningeniør. P.g.a. studiet havde jeg fået udsat min militærtjeneste. Jeg blev den 1. januar 1974 indkaldt til Prinsens Livregiment i Viborg, hvor jeg blev uddannet som beregner i et morterkompagni. Familien var blevet forøget med tre piger, og vi var flyttet til Kvols, hvor vi havde lejet os ind i stuehuset på en gård. Soldaterlønnen var på 70 kr. om ugen, så det kneb med at få enderne til at nå sammen. For første og eneste gang i mit liv måtte jeg gå på kommunekontoret for at bede om hjælp. Soldaterfamilier var berettiget til at modtage en ydelse på 1.500 kr. pr. måned. Det fik vi i de sidste tre måneder, jeg var soldat. Allerede mens jeg var soldat, blev jeg ansat hos Ide Smeden, et lille opfinderfirma, der arbejdede med at udvikle nye maskiner.

    Efter hjemsendelsen, søgte jeg og fik ansættelse hos Frigaard i Hvam. Firmaet havde specialiseret sig i at bygge kølecontainere til biler og skibe. Da udviklingschefen rejste, overtog jeg i 1976 hans job. I 1978 gik moderselskabet i betalingsstandsning, og vores fabrik blev solgt til et norsk busselskab. Da jeg havde været involveret i salget, blev jeg sendt til Stavanger i et privatfly for at deltage i et opklarende retsmøde. Ved hjemkomsten fik jeg besked om, at den norske direktør ønskede at ansætte mig som administrerende direktør i den nye virksomhed. Direktionen ønskede en helt ny og uafhængig ledelse, så jeg fik som noget af det første, jeg skulle foretage mig, pålagt at afskedige to af mine tidligere overordnede. Selv om chefer på det plan kender vilkårene, var det ikke nogen rar opgave. Fabrikken ekspanderede i tiden frem til 1992 fra 50 til 450 medarbejdere, og vi udvidede ved at købe en fabrik i Tommelilla i Skåne. I de efterfølgende år voksede den yderligere og blev til sidst en international virksomhed med kunder over hele verden. Bl.a. fik vi en forespørgsel fra det saudiarabiske kongehus. Man ønskede at købe 25 luksuscampingvogne på størrelse med et dansk parcelhus – 85 – 100 m2. Det var en meget speciel oplevelse at sidde med korslagte ben i ørkensandet og drikke te med en saudisk prins, mens vi forhandlede. Jeg havde sat mig godt ind i landets skikke, så jeg var påpasselig med ikke at vise mine fodsåler. Jeg må have klaret det nogenlunde, for vi fik ordren, og jeg kom sikkert hjem til Inger Lise og ungerne.

    I 1991 solgte vore norske ejere virksomheden til et investeringsselskab. Arbejdet ændrede sig og var ikke længere så interessant. Det drejede sig nu mere om at tjene penge end at udvikle virksomheden. Da DAB-Leyland i Silkeborg i 1992 manglede en ny direktør, fandt en headhunter ud af, at jeg var manden. Det var noget nyt at komme til et firma, der byggede busser – hele 250 stk. om året. Det svarer til 50% af alle nyindkøbte busser i Danmark. I 1983, mens jeg var direktør på Norfrig, blev jeg valgt ind i bestyrelsen for virksomheden Dantherm. Da ejeren døde i 1990, testamenterede han sin formue til Dantherm Fonden – samtidig blev jeg formand for selskabet. I forbindelse med en stor udvidelse af firmaet blev jeg i tre år – indtil 1981 – direktør i et datterselskab i Skive, som Dantherm stiftede sammen med et amerikansk selskab. Mobiltelefoner var ved at blive almindelige, og netværket – radioerne i basestationerne – skulle afkøles. Det blev vores niche. Vi ekspanderede og havde allerede i 1996 bygget en fabrik i USA, men firmaet blev stadigvæk styret fra hovedkontoret i Skive. I 2001 fik jeg tilbudt stillingen som administrerende direktør for hele Dantherm Gruppen. Firmaet havde på det tidspunkt en omsætning på en halv mia. om året. For øjeblikket – i 2005 – består firmaet af 26 selskaber – blandt dem Nordfab ved Assens, som vi købte af AP Møller-gruppen – der er 2800 ansatte, og vi omsætter for tre mia. kr. om året.

    Jeg er taknemmelig for, at jeg havde et par forældre, der opdrog mig til at tro på, at hvis man arbejder hårdt, kan man nå meget. Det gav mig modet til at gribe de chancer og muligheder, som livet bød mig. Men hvordan mon historien om ”Jens Krastjans kneit” fra Edderup havde lydt, hvis ikke direktøren på Dania – trods sin løftede pegefinger – havde vist lidt storsind og forståelse for vi tre unge. Mit liv kom til at forme sig langt mere spændende, end jeg den dag kunne forestille mig, men episoden lærte mig:

    at man onertien ska’ spis’ brø’ te’,

    når man har magten til at bestemme over andre menneskers skæbne og liv.

  • Flyvende rotter

    Min far tjente lidt ekstra penge ved at gå ud som tækkemand, men indtjeningen hos os var – som på de andre små ejendomme i sognet – let at overse. Egentlig var det ikke så underligt, at vi, så snart det var muligt, blev sendt ud til fremmede for selv at tjene til føden. Jeg var 13 år, da jeg kort efter min konfirmation i Sem Kirke 1952, rejste til Hou for at være tjenestedreng hos Carl Skovridder. Det var nu ikke så slemt, for min ældre fætter, Gunnar ( Ejvind ) Vichberg, var førstekarl og hans kone husbestyrerinde. Jeg fik et godt værelse i stuehuset, og arbejdet var overkommeligt. Vi havde traktor på gården. For mange andre var det en ganske anderledes barsk oplevelse for første gang at flytte i plads. Da Gunnar og hans kone 1½ år efter rejste, steg jeg i graderne og blev enekarl, så var det mig, der kørte rundt med den lille Ferguson.

    Året efter flyttede jeg til Strandholtgården, der lige var blevet overtaget af en københavner. Her gik meget af tiden med at rydde op. Der lå 1½ år gammelt korn i laden, som skulle tærskes. Det var noget af en oplevelse. Der er sagt meget om gummistøvler, men jeg var glad for dem, især da vi nåede ladegulvet. Aldrig har jeg set så mange rotter. De var så skræmte, at de bed sig fast i grebens skaft, så vi måtte slynge dem væk. Som på de fleste andre gårde havde vi en foxterrier. Den ville have gjort sig på ethvert håndboldhold. Den bed rotterne i nakken og slyngede dem op i luften. Undertiden svævede en død rotte i luften, mens hunden var i gang med at ruske den næste. Af en eller anden grund kom kornet, når det var tærsket, i sække a’ 110 kg. Det var et hårdt arbejde for en dreng på 16 år, når sækkene skulle bæres fra laden, over gården og op på stuehusets loft ad en trappe med forkert hældning. På Strandholdt boede jeg i staldbygningen, så jeg måtte vaske mig i koldt vand i malkemaskinrummet efter arbejdstid. Det kan godt være, at det en gang imellem gik lidt for hurtigt med etagevasken i den kolde periode. Jeg arbejdede mest ude og var kun med i stalden, når der var travlt, eller når jeg havde vagt hver tredje søndag.

    I 1956 tjente jeg et år i Vindblæs. Der havde vi stor fornøjelse af naboens lille 5-årige søn. En dag spurgte manden ham: Nå, do ska’ ha’ en bittesøster? Æ de jen, der kommer mæ storken? Nej, F. . . . . nej! Hin hår wi sjel laved, men hun æ it hiel færdig endno! Man tog skam ikke let på seksualundervisning i Vindblæs.

    Året efter flyttede jeg over til sognerådsformanden i Hem, hvor jeg blev forkarl. Jeg havde byttet min knallert ud med en motorcykel. Det gav mere opmærksomhed fra pigerne. Om aftenen samledes vi gerne fire – fem unge mennesker på værelset for at snakke. Der foregik jo ikke så meget i Hem. Datteren kom ofte listende for at være med, men hun blev i god tid før sengetid hentet af sin far eller mor – også i Hem passede man på de unge pigers dyd. At tynde roer er jo ikke det mest ophidsende arbejde, så det hændte, vi tog et lille uofficielt hvil og nød den liter is, jeg havde hentet på motorcykel i Skrødstrup. Datteren på gården havde for en sikkerheds skyld altid et par teskeer i lommen.

    2. juli 1958 rejste jeg til Holstebro. Jeg skulle være dragon, så i de følgende 16 måneder var jeg medhjælper på en Centurion tank. Allerede mens jeg var soldat, blev det aftalt, at jeg, når jeg kom hjem, skulle rejse ned til min morbror, der var smed i Esbjerg, for at søge arbejde. Han havde fundet en lille niche. Fjernsynet var ved at dukke op, men man kunne ikke få fjernsynsantenner. Han lavede dem i kobber og satte dem op. Det varede nu kun, til andre så fidusen og satte en stor fabrikation i gang.

    Fra 1960 – 62 arbejdede jeg på et cementstøberi. Vi var 4-5 mand, der støbte fliser og stolper af cement. Det var ikke altid let med de bare hænder at lægge terrasser og fortove med 50 x 50 cm fliser eller rejse et hegn af de store, tunge cementpæle rundt om en minkfarm. Det gav hård hud i hænderne og kræfter, hvis vi da ikke var uheldige at ødelægge ryggen. På det tidspunkt begyndte min motorcykel at gøre knuder, så jeg fandt det klogest at bytte den ud med en bil – en Simca. En aften, jeg var ude at more mig på Strandgaarden i Hjerting, mødte jeg Else. Hun var kun 17 år, men havde plaget sine forældre så længe, at hun endelig havde fået lov til at tage til bal sammen med sin kusine, hvis de fulgtes ad – også hjem. Til mit held glemte hun at fortælle sine forældre, at kusinen havde fået forfald, så hun var nødt til at tage til bal alene.

    Jeg boede på et dårligt, uopvarmet værelse i Esbjerg. Fugten drev ned ad væggene. Jeg længtes efter forandring, så selv om min svigerfar strittede imod, blev vi viet i Guldager Kirke den 29. december 1962. Den gang var man kun berettiget til at få en lejlighed, hvis man var gift. Jeg fik arbejde samme sted som min svigerfar – på sildeoliefabrikken. Først som altmuligmand, men snart som fjerde mand i et sjak. Der var 700 fiskekuttere i Esbjerg den gang. Nu er der kun 70 tilbage. Når bådene kom ind med tobis, der blev anvendt til fiskeolie, fik vi travlt på kajen. 1. mand lænsede den første båd. 2. mand lænsede den anden båd osv., så jeg kom først til at arbejde på akkord, hvis der var mindst fire både at losse – ellers måtte jeg nøjes med den faste ugeløn. Fiskene i lasten havde ofte samme konsistens som vand, men de lugtede meget anderledes. De blev læsset op i tipvogne med kran. Vi kørte vognene op til den snegl, der førte dem ind i fabrikken. Vognene blev tippet med håndkraft. Hurtigt – men med følelse. Var man for hurtig, sprøjtede det, så man stod tilbage gennemblødt til skindet af halvrådne tobis – så lugtede man værre end til daglig, når man kom hjem. Man lærte at skynde sig. Jo flere fisk vi fik landet, des større var ugelønnen. I dag bliver fiskesuppen suget op i sneglen.

    Efterhånden var vel både Else og jeg lidt trætte af lugten af sildeolie, der altid hang i tøj og hud, så da en ny regnskabschef ændrede akkorderne, og de gyldne tider i fiskeindustrien var forbi, skiftede jeg arbejde. Der var stadig stor optimisme og aktivitet i byggeindustrien, så jeg blev i 1972 arbejdsmand og senere chauffør og altmuligmand i et byggefirma. Jeg skulle sørge for at svendene fik de materialer, der var brug for: Brædder, sand, mursten og andet, og skulle der udskiftes en flise i badeværelset eller i en nybygning, var det også mig, der lavede det. Der var ingen grænser for, hvor meget vi måtte arbejde. Fik vi brug for en ekstra skilling, tog jeg på arbejde om lørdagen og imprægnerede brædder. De skulle med hænderne løftes op i et stort kar med solignum og derefter lægges til tørre. Jeg kunne også flytte en skurvogn om natten, så den var klar til brug på en ny arbejdsplads næste morgen. Vi måtte kun køre 30 km i timen – til overarbejdsbetaling, så der var mulighed for at tjene en god løn.

    Nye momsregler satte i 1973 en stopper for byggeriet, så alt stagnerede. Jeg måtte igen se mig om efter et nyt job. I 1975 arbejdede jeg en kort overgang på en køkkenelementfabrik i Løsning. Inden vi flyttede til Løsning, havde vi boet i to år i et selvbygget hus (1969) i Alslev ved Varde og senere et parcelhus i Esbjerg. Jeg brød mig ikke om at arbejde på fabrik, så jeg søgte og fik arbejde på Fragtcentralen i Horsens. Jeg var meget hjemmefra, fordi jeg kørte med gods til Sjælland. Med læsset vogn tog jeg Julsmindefærgen kl. 22.00, så jeg var klar til at aflevere gods på Sjælland næste morgen kl. 7.00. Som regel var der 30 – 40 kunder. Til sidst tog vi konsekvensen og flyttede til Kalundborg. Derefter kunne jeg nøjes med at hente den læssede lastvogn ved færgen og køre min rute. Min dag sluttede som regel kl. 15 eller 16, men jeg har prøvet på en dag at køre 300 km og besøge 70 kunder – da var jeg først hjemme kl. 17. Det var altid dejligt at hente gods hos Lagerman. Der fik man udleveret et halvt kg lakridskonfekt af truckføreren, og var man lidt fiks, kunne man få et ekstra halvt kilo i informationen. Vi havde den gang flere kagedåser fyldt med lakridskonfekt på køkkenhylden.

    Vi flyttede til Holbæk, da jeg af direktøren på Fragtcentralen fik tilbudt en plads som lagerforvalter. I 1989-90 begyndte man at rationalisere på området. Det betød, at vi igen skulle flytte. Det gjorde vi så – hjem til Esbjerg, hvor jeg fik plads som lagerforvalter på Fragtcentralen. Da jeg i 1993 blev opereret for en diskosprolaps, var det slut med at løfte tunge pakker. Jeg kom til at arbejde på Colorlux, hvor min barndomsven, Poul Arne Pedersen fra Trinderupgården, havde en lederstilling. Jeg skulle lave skilte, men det bedste var, at der på fabrikken blev taget hensyn til min dårlige ryg. Jeg besluttede, at jeg ville gå på efterløn i maj 2002, men firmaet krakkede allerede i februar måned, så de tre sidste måneder fik jeg min løn udbetalt fra Lønmodtagernes Garantifond. Ud over arbejdet i hus og have, har jeg nu tid til at beskæftige mig med min store interesse – frimærker, men der har også været tid til et par rejser til Marokko og Spanien.

  • Rottehaler og røde sløjfer

    Der er nok ikke mange konfirmander, der har oplevet at skulle være fadder på deres konfirmationsdag. Det gjorde jeg i foråret 1964. Da min storebrors søn skulle døbes, stod jeg sammen med de andre faddere ved døbefonden. Jeg skulle holde sutten under dåben. I forvirringen glemte jeg at aflevere den, så da jeg lidt senere skulle konfirmeres af pastor Nørgaard, måtte jeg diskret sende den bagud til min søster, Grethe. På grund af barnedåben blev min konfirmationsfest først afholdt ugen efter. Mine forældre havde indbudt omkring 100 gæster – familie og venner – til fest i Sem Forsamlingshus.

    I halvandet år blev jeg boende hjemme, men jeg arbejdede ude hos fremmede. Først hos Ingrid Jensen i Vestervang, hvor jeg skulle passe hus, og når det kneb, hjælpe til i stalden. Derefter var jeg et halvt år på Edderup Østergård og endelig i Enghavegaard hos Inga og Erik Kristiansen. Den tidligere ejer Dorthe Møller, der var gået på aftægt, men stadig boede på gården, havde lidt svært ved at slippe tøjlerne. En dag hun kom ud i køkkenet sagde hun: Ka’u wri en karklud ornli’ ? Selvfølgelig kunne jeg vride en karklud – hvem troede hun, jeg var!

    I 1965 rejste jeg til Århus på en ungdomspension for unge sukkersyge, Sahralyst, i Højbjerg. Her skulle jeg gøre rent og hjælpe økonomaen i køkkenet. Efterhånden arbejdede jeg mest i køkkenet. Jeg lærte meget om madlavning, for alt skulle på grund af elevernes sukkersyge vejes og måles. Mens jeg boede i Århus, fulgte jeg et danskkursus under Taleinstituttet.

    Da jeg blev 17 år, fik jeg arbejde som husassistent på en kvindeafdeling på Sødisbakke i Mariager, hvor også min søster, Grethe, og min mor arbejdede. Far har altid holdt på, at vi skulle have en uddannelse, men da jeg var i tvivl om, hvad jeg ville være, forsøgte jeg mig først som smørrebrødselev på restaurant Jylland i Randers. Det var ingen succes. Det blev derimod opholdet på Hadsten Højskole, hvor jeg var fra 1. april til 1. oktober 1968. Jeg var meget utryg ved igen at skulle gå i skole, så da jeg drog fra Edderup til Hadsten, meddelte jeg, at jeg var indstillet på at komme hjem hver weekend. Jeg ændrede nu hurtigt indstilling. På grund af de mange skoler: To højskoler, Håndværkerhøjskolen og en husholdningsskole, var der mange unge mennesker i byen. Der var liv og glade dage – og undertiden en lun spadseretur i skoven, så jeg glemte at komme hjem hver søndag. Vi blev undervist i alm. skolefag, samt vævning, kjolesyning og stoftryk. Jeg valgte også psykologi, for den danskundervisning, jeg havde modtaget i Århus, i Mariager og på højskolen, havde givet mig så meget selvtillid, at jeg nu var besluttet på at uddanne mig til pædagog. Jeg søgte ind til Åndssvageforsorgen, som det hed den gang. Den praktiske del af uddannelsen foregik på Sølund i Skanderborg og Sødisbakke i Mariager, hvor vi fulgte det daglige arbejde på de forskellige voksen- og børneafdelinger. Den teoretiske del af undervisningen: Pædagogik, psykologi og anatomi m. m. foregik i København. Da jeg var færdig med min uddannelse i 1971, blev jeg ansat på en afdeling for unge mongoler på Sølund. Samme år blev jeg gift med Peter, som jeg havde lært at kende, til et julebal i Mariager.

    På den tid var det blandt unge piger moderne at gå med rottehaler og røde sløjfer, så det er tænkeligt, at vi har set lidt ungdommelige ud. En dag vi skulle på tur til Århus med nogle af eleverne, spurgte en lidt urolig togfunktionær, mens vi stod ventede på toget på Skanderborg Station, om vi nu også havde fået lov til at tage på tur alene. Lidt stødte kunne vi fortælle ham, at det var os, der var ledere – hvad bildte han sig ind? Det var ellers en dejlig tid. Alt var under forandring til det bedre. De store sovesale blev afløst af nye, velindrettede tomandsstuer, vi holdt op med at gå i blå uniformer, og pædagogikken blev mere moderne og fri. En af drengene henvendte sig en dag til lederen og bad om nogle penge. Han ville invitere mig på restaurant til en øl. Det måtte han gerne, men så skulle han selv hente øllene og låne en lighter, så jeg også kunne ryge. Rævestolt kom han tilbage med det hele. En lys øl og en lighter til mig og en guldøl til sig selv. Man har vel ansvarsfølelse. Ved en lovændring i 1976 blev alle pædagoger ligestillede. D.v.s. man kunne søge mange forskellige pædagogstillinger. Jeg havde lyst til at prøve noget nyt, så i 1978 flyttede jeg til Børnehuset i Østbirk, hvor jeg i tre år var støttepædagog for et hjerneskadet barn, der skulle integreres.

    I august 1981, da Peter blev arbejdsløs, besluttede vi at søge lykken i Grønland. Peter fik arbejde som fabriksmester på Grønlands største rejefabrik i Sisimiut, og jeg fik arbejde i en daginstitution samme sted. Opholdet i Grønland var en stor naturoplevelse. Da en grønlænder lagde op og ville sælge sine hunde, fik vi også lært at svinge pisken over vort eget hundespand. Vi kom ret billigt til et sæt nye hundeseler. I et forsøg på at løse de store spiritusproblemer, der var på Grønland, havde man indført rationering. Hver person fik 70 point eller mærker om måneden. En øl kostede et mærke og en flaske vin kostede tre mærker. Vi kunne ikke bruge alle de mærker. Andre ville gerne købe dem, så på den måde fik vi penge til indkøb af nye hundeseler. Da vores kontrakt udløb i 1983 besluttede vi at vende hjem – også af hensyn til børnenes skolegang. Den ældste gik i 2. klasse og den yngste skulle starte i 1. klasse.

    Vi havde ikke arbejde, da vi kom hjem. Jeg var en kort tid i en vuggestue i Horsens, inden jeg igen fik arbejde i en daginstitution i Østbirk. Far og Mor boede i en beskyttet bolig ved plejehjemmet i Assens, da Mor i 1994 fik en hjerneblødning. Det kneb for dem at klare sig, så jeg fik i 1995 orlov, så jeg kunne tage op for at besøge og hjælpe dem hver onsdag. Da de sidst på året fik en plads på plejehjemmet, begyndte jeg igen at arbejde – først i skolefritidsordningen på Østbirk Skole og senere på en skole i Horsens.

    I 2005 sagde jeg mit job i SFO op. Jeg trivedes ikke under de ændrede forhold. Tre måneder senere fik jeg arbejde i en almindelig daginstitution i Østbirk. I vore ferier har vi haft stor glæde af sammen med vore to børn at besøge de fleste af Europas lande i campingvogn. Vi har også haft mulighed for at komme en tur til Canada og New Zealand.

  • Et par på skrinet

    Da jeg var omkring 10 år, fik jeg vand i lungerne. Det tolkedes som begyndende tuberkulose, der den gang var en udbredt og ofte dødelig sygdom. Jeg blev indlagt på Vejle Sanatorium, hvor jeg måtte opholde mig de næste 10 måneder. Da jeg kom hjem, var jeg blevet storebror.

    Det var almindeligt, at drenge for at stive selvrespekten af begyndte at ryge, når de blev konfirmeret. Det var ikke så lige til under krigen. Tobakken var som alt andet rationeret.
    Jeg fandt ud af, at man kunne skrive efter tobaksfrø og så selv avle tobak i haven. Når bladene var store nok, blev de brækket af og hængt op til tørring. Derefter blev de, inden de blev findelt og røget, behandlet med “aroma”. Tobakken kunne ryges, men vi var nu glade, da vi efter krigen igen kunne få rigtig tobak.

    Min far var ivrig jæger. Vildtet, han skød, blev solgt til en vildthandler i Hadsund. Jeg var som min far interesseret i jagt. Første gang jeg gik ud med bøssen, var det med et lånt gevær. Efter en lidt ureglementeret tur i Edderup Skovgårds plantage kom jeg stolt hjem med det første dyr. Det er nok den bedste dyresteg, jeg nogensinde har smagt.
    Når jeg senere var på jagt, blev vildtet: Duer, regnspover, fasaner, harer og rådyr sendt med rutebilen ud til fiskehandler Møller i Randers, så tjente jeg en hårdt tiltrængt skilling.

    Pi’ Molberg og Mine var et par gamle mennesker, der boede i Rosenly i Edderup. Ejendommen er lavt beliggende. I haven udsprang en lille bæk, der fortsatte ned gennem Edderup og til sidst løb ud i Kastbjerg Å.

    I vort sogn holdt alle høns. På de små ejendomme var indtægten fra salget af hønsenes æg ofte så stor, at den kunne betale den beskedne regningen hos købmanden eller i Brugsen. Det gjaldt også for Peder og Mine.
    Når Mine havde samlet en kurv fuld med æg, gik hun til Brugsen i Kastbjerg for at sælge dem. Grusvejen til Kastbjerg var lang, og kurven var tung for en gammel kone som Mine. Det kan ikke undre, at hun på en sådan tur blev glad, da en venlig mand, der overhalede hende, tilbød at tage kurven med og sætte den et stykke længere fremme ad vejen. Mine så aldrig hverken æg eller kurv igen. Det har uden tvivl været et tab, der satte sine spor i husholdningsregnskabet.
    Lidt naivt tænker vi dag. Men den gang havde vi i vort sogn tillid til og troede på hinanden. For eksempel kunne ingen, der var ved sine fulde fem, drømme om at låse døren, når man gik i byen. Derfor!

    Da Peter og Mine blev så gamle, at de havde besvær med at malke deres to køer selv, gik min mor, Marie Kastberg, hver dag over og malkede for dem. Hun tjente på den måde 35 øre om dagen.
    Peder og Mine havde ikke selv radio, så hver søndag kom Peder gående ad jord-vejen op til os for at høre søndagsgudstjenesten.

    Efter min konfirmation hjalp jeg til hjemme på ejendommen hos Far og Mor. Hvis der var tid, arbejdede jeg som daglejer på bl.a. Edderup Skovgård. Allerede under krigen begyndte Far at køre mælketur fra Edderup til Havndal for at tjene lidt ekstra. I 1946 overtog vi mælketuren i Grove. Det var ellers gennem mange år Hans Lindskovs arbejde. Det var hårdt for hestene. De kunne æde 200 pund valset rug om ugen. Det var ikke gratis. Ud over at køre mælken til og fra mejeriet havde vi kurve med til folk, der havde bestilt varer hos de handlende i Havndal. Vi skulle være vågne, for der kunne være mange kurve. Bl.a. var der rigtig mange, der til jul købte flødeskum på mejeriet. Det var sjældent folk var utaknemmelige, men det kunne hænde. En dag jeg kørte mælketuren, havde Ajs’ Møller, vores sognefoged, bestilt varer. Om eftermiddagen mødte han op i Bækkebo og spurgte efter en pakke søm. Jeg kendte ikke noget til hans søm og har vel svaret for mig, så godt jeg kunne. Ajs’ blev i alle tilfælde meget ubehagelig og kaldte mig en grøn, snotniesed knejt. Jeg blev rasende og sagde, at han kunne vægre glad for, han var en gammel mand, ellers havde han fået et par på skrinet. Så sluttede den samtale. Dagen efter kunne Far aflevere sømpakken. En mejerist havde stillet den på mejeriets indvejningsvægt. Kort tid efter mødte jeg Ajs’, der kom kørende i V44. Jeg blokerede vejen og spurgte, om ikke det var rimeligt, han tog til Havndal og gav mejeristen den samme omgang, som jeg havde fået. Ajs’ vred sig lidt, men jeg fik ingen undskyldning.

    I 1946/47 aftjente jeg min værnepligt ved Prinsens Livregiment i Viborg som infanterist – fodtudse. Da jeg kom hjem, arbejdede jeg hjemme og på forskellige gårde. I 1956 blev jeg gift med Anne Lise. Samme år fik jeg arbejde hos Reinholdt Pedersen i Skrødstrup. Der blev vi i tre år. Det var en dejlig tid. Reinholdt passede køerne, og jeg passede markerne. Det var næsten som at være selvstændig. Reinholdt blandede sig aldrig. I 1959 fik jeg plads på en gård i Gassum, hvor jeg skulle passe markerne og de ungkreaturer, manden købte op til opfedning og videresalg. Et år var prisen på kvier så høj, at han i stedet købte køer, der var malket tørre. Det var udmærket, indtil de havde ædt så godt af foderet, at de begyndte at give mælk. Det betød så meget arbejde for mig, at jeg begyndte at tænke på at forlade landbruget.

    Mekaniseringen var så småt begyndt at slå igennem på gårdene, så der var ikke brug for så mange karle. Vi besluttede – som så mange andre – at prøve lykken i Randers. Det var ikke nemt at få arbejde og slet ikke at få en lejlighed. Vi måtte købe et lille havehus i Nordbyen. Der vi boede i 1½ år.

    Jeg fik arbejde på Randers Aktietømmerhandel, der lå på Randers Centralbiblioteks nuværende parkeringsplads. Da firmaet kort tid efter fik en ledig lejlighed i en af sine ejendomme, flyttede vi ind. Huslejen var på 29,50 kr. om måneden. Det var billigt. I 1964 købte vi et hus i Vorup, som vi selv renoverede. Bl.a. lavede jeg hele træarbejdet. Ledelsesformen var meget gammeldags på Tømmergården. Direktøren betragtede nærmest de ansatte som slaver. Der var ingen, der turde bede om lønforhøjelse af angst for at miste arbejdet. Når lageret skulle tælles op, foregik det altid i vores fritid. Det skulle jo nødig ødelægge forretningen. Jeg syntes, at det var urimeligt, at vi ikke fik løntillæg for ekstra arbejde, så jeg klagede. Jeg blev kaldt ind til direktøren, der spurgte, om jeg var klar over, jeg kunne miste mit arbejde. Jeg mente, det var os, der gjorde firmaet en tjeneste, så jeg holdt på mit. Kunne det ikke være anderledes, måtte de afskedige mig – vi fik løntillægget. På Tømmergården arbejdede jeg på lageret med at sortere og pakke brædder. Jeg har vel ikke været helt umulig, for det var min arbejdsplads i 29½ år, indtil jeg i 1989 gik på efterløn. Der var stadigvæk nok at se til. Da min datter og svigersøn renoverede deres hus og byggede et nyt værksted, hjalp jeg med alt træarbejdet. Siden min ungdom har jagt været min store hobby. Det betød, at jeg i mange år havde forbindelse med flere af mine barndoms og ungdomsvenner. Det sluttede desværre i 1998 p.g.a sygdom.

  • Sognets spasmager

    Bent B.B. fortæller
    Erik Ørfeldt var en lille, venlig og meget smilende mand. Sproget røbede, at han var københavner. Selvom det var vanskeligt at blive godtaget i sognet, hvis man kom udefra, var Erik Ørfeldt meget afholdt. Han var en munter og hjælpsom mand, der altid var klar til en lille snak over skellet – og man var dus med Erik Ørfeldt – det var man ikke med fru Dagny Ørfeldt.

    En gang kom et par elever fra Grove Skole til Edderup Østergaard for at sælge mærker. Mange store organisationer solgte dengang mærker. Dybbølmærket, Sommerblomsten og Valdemarsflaget. Pengene gik til foreningernes humanitære arbejde. Da børnene, som de havde lært i skolen, høfligt spurgte fru Ørfeldt:

    Wæl do vær venlig å kyw et mærke?

    svarede fru Ørfeldt, at det ville hun gerne, hvis de næste gang ville huske at tiltale hende med De.

    Børnene undrede sig så meget over anmodningen, at de fortalte om det, da de kom hjem fra skole.

    Så hun de’ ? ? ? ? ?

    Det blev der talt meget om ved middags- og kaffeselskaber den vinter.

    Jamen ! ! !

    Under krigen måtte Erik Ørfeldt en tur i forhør hos tyskerne. Han talte jøder blandt sine aner. Han klarede dog frisag, men nazismen havde vist sit fæle ansigt for beboerne i vort sogn – og havde en og anden nazistiske sympatier, blev man efter den tid forsigtig med at lufte dem offentlig.

    Ørfeldt var kendt som en stor spasmager. Da naboens kone havde 50’års fødselsdag, indbød hun fru Ørfeldt og andre nabokoner til festen.

    Ørfeldt kunne godt tænke sig at komme med, og han fik Dagny Ørfeldt med på spøgen. Hun ringede til nabokonen og beklagede, at hun på grund af fa-miliebesøg måtte melde afbud – en gammel tante fra København. Men gæstfriheden har altid haft gode kår i vort sogn, så beskeden lød: Ta’ hin da mæ!

    Ingen ville nogen sinde beskylde Erik Ørfeldt for at virke feminin. Så der forestod et større maskeringsarbejde.

    Stor var forbavselsen i selskabet, da Dagny Ørfeldt indfandt sig med tanten. Alene udstyret – sølvræv og hat – gjorde indtryk. Og tænk, så nægtede hun, som alle andre ordentlige koner at efterlade overtøjet i gangen. Gigt i nakken, påstod hun. Havde man kendt magen?

    Den underlige fremtoning lagde med sin entre en vis dæmper på hele selskabet. Anders Møllers Dorthe, der var kendt for at have sin egen mening og aldrig var bange for at udtale den, fik dog hvislet: Har æ’ da de’ for jen! – vad er da det for en!

    Det hele opløste sig dog i latter, da det gik op for selskabet, hvem damen var.

    På vejen hjem gik Ørfeldt , der stadig var iført sit kostume ind i stalden hos Ajs Møller i Enghavegård. Han kendte karlen godt og ville lige spørge ham om vej til Edderup Østergaard. Ved synet af den fine dame, sprang karlen, der sad og malkede, beredvilligt ud på gangen med kasketten i hånden og gik med ud ad døren for at vise vej. Han blev lidt forundret, da damen på klingende københavnsk udbrød – Hold da kæft mand! Kan du ikke kende mig?

    Den historie lo vi meget af i sognet den vinter.

    Dagny og Erik Ørfeldt havde ikke selv børn, så det var en stor lykke for dem, da de blev adoptivforældre til den venlige og rare Poul. Desværre skulle de opleve den store sorg, at han som ganske ung mistede livet ved en tragisk færdselsulykke, da han på sin knallert drejede ud foran en bil.

    Carl J. fortæller
    Vejen fra krydset ved Harry Jensen ned til Edderup Skovgaard havde vi respekt for. Under den store snestorm i 1942 tog det 21 dage at rydde den, fordi sneen skulle kastes op i tre etager. Det var for øvrigt her Erik Ørfeldt, der det år var snefoged, blev udsat for snekasternes drillerier.

    Man havde lige gravet sig gennem en stor drive. Der blev gravet ekstra dybt ind i bunden af driven, inden man råbte til Ørfeldt:

    Ska’ vi osse kåst sne i muen?

    Da Ørfeldt intetanende trådte op på den udhængende kant, fik han sig til stor fornøjelse for snekasterne en rask tur på enden ned på vejen. Han prøvede turen en gang til lidt senere. Tredje gang lærte han at gå ned på vejen et sted, hvor driverne var lidt lavere.

    Anna A. M. fortæller
    Jeg tjente en overgang hos Dagny og Erik Ørfeldt. Jeg fik 75 kr. om måneden. Det var en god løn.

    Fru Ørfeldt ville have, at vi sagde De til hende og hendes mand. Ørfeldt kom senere listende hen til vi nyansatte og sagde, at vi gerne måtte sige du til ham, når hans kone ikke var til stede.

    En gang skulle jeg med Christian, min senere mand, i biografen. Vejret var meget dårligt, så fru Ørfeldt sagde, at jeg skulle tage gummistøvler på.

    Anna: A hår ingen gummistøvler!

    Fru Ørfeldt: Det har jeg!

    Anna: Må a lon din’ gummistøvler?

    Det måtte jeg gerne og fru Ørfeldt lod endog, som om hun ikke hørte min fortalelse.

    Hver uge tog fru Ørfeldt en tur med rutebilen til Randers, hvor hun besøgte sin familie. Når hun kom hjem, havde hun altid en kage med til alle – både familien og vi ansatte.

    Der var mange, der så lidt skævt til fru Ørfeldt, men jeg var meget glad for at tjene på Edderup Østergaard.

    Sven B. fortæller
    Straks efter min konfirmation kom jeg ud at arbejde som daglejer på forskellige gårde. En overgang arbejdede jeg hos Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard, hvor jeg bl.a. skulle spre’ mog. Det var et beskidt stykke arbejde. Først blev møget læsset på vognen i møngen – møddingen, så blev det ude på marken hakket af vognen med en møggreb i små hobe. Derefter skulle vi ælte os frem gennem marken i gummistøvler for at sprede det ud i et jævnt lag. Daglønnen var ikke overvældende. For en hel dags hårdt slid med moggrewen – møjgreben, fik jeg 15 kr. Efter at min far havde talt med Ørfeldt blev lønnen dog hævet til 18 kroner om dagen. Det var stadig ikke en løn, man blev fed af, men arbejdskraft var billig den gang.

    Chr. R. fortæller
    Jeg arbejdede på Edderup Østergaard i et år. Jeg havde det godt med Erik Ørfeldt, mens mit forhold til Fruen var mere reserveret.

    Vi spiste ikke sammen med Ørfeldts, og fru Ørfeldt så meget gerne, at vi ikke kom ind, men i fritiden opholdt os ude på vore værelser. Anderledes var det, hvis hun var alene hjemme i tordenvejr, så blev vi inviteret ind til kaffe og bedt om at blive, hvis vi gjorde tegn til at gå, inden uvejret var forbi.

    Ove Lindskov fortæller
    En gang arbejdede Marinus som daglejer på Edderup Østergaard hos Erik Ørfeldt. Fru Ørfeldt var kendt for ikke at lade alle og enhver komme sig nær. Helt modsat sin mand, krævede hun, at blive tiltalt med DE, hvilket var ualmindelig på vor egn.

    Det var almindeligt at daglejere som en del af lønnen fik serveret eftermiddagskaffe. Det gav et tiltrængt hvil i det hårde arbejde.

    Da Marinus den første dag mødte op for at få kaffe, undskyldte fru Ørfeldt, at hun havde fået uventede gæster, så desværre kunne hun ikke servere eftermiddagskaffe.

    Også den anden dag var der forhindringer, så . . hr. Axelsen måtte undskylde.

    Da Marinus tredje dag mødte op og fik samme besked, blev han vred og udbrød: DO! Dagny! ! ! !

    Slutningen af udbruddet er for længst glemt, men at Marinus havde sagt Do til fru Dagny Ørfeldt, blev der talt meget om den sommer. Det vakte en vis anerkendelse. Vi vidste nemlig, at respekten for mennesker ikke ses i tiltaleformen – DE eller DO – den gør hver enkelt sig fortjent til.