Tag: Egtved

Vagtværn og evakueringsplaner under krigen

Under 2, verdenskrig da Danmark var besat af tyskerne havde man beholdt det danske politi, der virkede sammen med retsvæsnet, men under tysk kontrol indtil d. 19 september 1944. Da blev også dansk politi arresteret af tyskerne og mange blev sendt i tysk konzentrationslejr. Her mistede en del livet og andre fik et psykisk knæk, heldigvis lykkedes det en ret stor del af politistyrken at flygt og gå under jorden, og mange af disse politifolk gjorde siden et stort arbejde i modstandsbevægelsen. Efter tyskernes arrestation øgedes kriminaliteten betydeligt i Danmark, derfor udsendtes der i oktober 1944 et cirkulære til alle kommuner om oprettelse af vagtværn med bebyggelser over 2000 indbyggere med opfordring om vagtværn med fast ansat mandskab. Vagtværnene skulle fremme retssikkerhed og de var bemyndiget til at foretage anholdelser. I et regulativ om vagtværnets bemyndigelser hedder det: Anholdes en sigtet for en grovere forbrydelse, afleveres han snrest muligt sammen med et eksemplar af rapporten og evt. koster til arresthuset. Hvis forbrydelsen er af mindre grov karakter, såsom småtyveri, overfald uden væsentlig skade, kan anholdte løslades når rapport er optaget. Der indgår ved enhver anmeldelse om arrestation en rapport til statsadvokaten. (Der må åbenbart stadig eksistere en dansk retsorden, også efter politiets arrestation, men hvor meget den har betydet i praksis, er nok ret tvivlsomt). Der var kun et departementstyre i landet efter at regeringen var trådt tilbage på dette tidspunkt, men kommunerne blev dog fortsat ledet af folkevalgte sogneåd og byråd. Ufarligt var opgaverne som vagtværn dog langtfra. Der var total mørkelægning, og spændingerne mellem den tyske besættelsesmagt og på den anden side modstandsbevægelsen, var blevet mere og mere mærkbart. Manglen på næsten alle varer gav tyveknægte ekstra mod på at gå på rov, så det må siges at være prisværdigt, at der i Egtved meldte sig ca. 150 bogere til vagtværnet, hvor de fik vagtstue på den gamle stationsbygning, som sognerådet havde overtaget.. Det resulterede i vagthold til alle ugens dage, således at man kun én nat om ugen måtte afse til vagttjeneste i vagtværnet. Desværre er protokollen fra den tid ikke bevaret, men Emil Holm har fortalt om den tid, han som ung var mellem af de gæve vagtmænd.

Fhv. murermester Emil Holm var også indkaldt som CB under krigen, og står her vagt ved kasernen i Haderslev. CB stod for cevilbetjent, og de arbejdede meget med redningsopgaver sammen med dansk politi under krigen.

Og eksempel på et legimitationskort, som alle skulle bære på sig gennem krigen. Disse kort blev dog mange gange forfalskede.

Et andet og lidt større vagthold fra Egtved: fra venstre står tømrersvend Svend Pedersen, fabrikant Bent Andersen, murersvend Emil Holm, Bang, tømrermester Carl Bendix Pedersen. Siddende fra venstre: kommis fra brugsen, tørvefabrikant Thorkild Christensen, skræddermester Schnegelsberg, Jacob Lauersen og mejerist Sigvald Jensen.

Der var overalt i landet udgangsforbud fra kl. 20.30 indtil kl. 5.30 om morgenen, og alle der blev antruffet i dette tidsrum blev taget med til vagtstuen, afhørt medens deres navne blev noteret i rapportbogen. Det kunne give anledning til forlegne miner hos unge, der måske havde været på pigebesøg, eller på anden måde ikke havde rent mel i posen som Emil Holm husker.
Der var også besvær med nogle lastbiler uden nummerplader, det var gerne nogle der arbejdede på Vandel flyveplads, og de søgte så beskyttelse hos tyskerne, og klarede på den måde frisag hos værnemagten. En sabotørgruppe i Jordrup spængte også et par lastbiler i Egtved og i den forbindelse bankede de på vagtstuen og underrettede vagtchefen om deres forehavende, idet de havde deres pistol rettet mod ham.

Efter befrielsen d. 4 maj 1945 blev der, som overalt i landet, stor jubel og flere der havde været gået under jorden, som det blev kaldt, hvis de havde været eftersøgt af tyskerne for illegalt arbejde, kom hjem til deres familier igen.

Om morgenen d. 5 maj, da alle flag var hejst i Egtved, indtraf der en dramatisk begivenhed da der kom en bil med en tysk officer og to kvindelige passagerer kørende. Mona Andersen der bar frihedskæmperarmbind, standsede bilen og førte dem truende med pistol til vagtstuen. Under stor protest og efter at tyskerne var blevet alarmeret om episoden, kom flere lastvogne med tyskere til Egtved, hvor de afspærrede vejene og truede med alskens ulykker, hvis ikke officeren straks igen blev løsladt. Der blev truet med at sprænge hele byen af. Den spændte situation blev omsider afblæst efter at der blev forhandlet fred med de oprørte tyske soldater, som fik deres mand løsladt igen, og dermed kunne vagtværnene omsider også blive afløst af det danske politi, der nu kunne overtage retssikkerheden efter de uhyggelige tider gennem årene under krigen.

Der skulle udpeges personer til at følge familierne fra hvert distrikt i kommunen.

Alle vagtværnets medlemmer, som i øvrigt alle var frivillige, fik udleveret et fotografi med legitimation om at ihændehaveren tilhørte det kommunale vagtværn. Desuden fik de udleveret en stålhjelm og en stav, som dog kun måtte benyttes med besindighed og man måtte ikke tilføje større overlast end nødvendig ved anholdelse. Vagtværnets mandskab skal følge deres leders instrukser, og de udleverede udrustningsgenstande skal medføres i tjenesten og uden for denne opbevares omhyggeligt. En stavlygte fuldente vagtmændenes udrustning.

I Vester Nebel blev der oprettet et vagtværn d. 5 januar 1945, og her meldte der sig 25. De blev opdelt i 3 mands hold, der på skift holdt vagt i byen indtil de blev opløst nogle dage efter befrielsen i maj 1945.
Man havde i V. Nebel fast tilhør på kroen, og der patruljeredes fra kl. 23 til kl. 5 om morgenen, sidste gang d. 11 maj 1945.
I 58 nætter var der intet usædvanligt at notere, i 41 nætter blev der afkrævet legitimation af forbipasserende og påtalt mindre færdselsforseelser og lignende småting. I 6 nætter blev der noteret større begivenheder. Indbrud på Jordrup station,, indbrud i brugsen, hvor tyvene truede uddeleren med revolver, de flygtede derpå mod Kolding, hvor sporene fortabte sig. I februar kom tyske soldater til byen nogle dage og i april var der igen indbrudsforsøg et par gange. Den 4 maj var der betydelig uro i byen på grund af befrielsen, men det havde sikkert naturlige årsager. I april havde vagtværnet måttet se sig formindsket med hele 9 medlemmer på grund af arbejde i tørvemoserne, men man opretholdte dog alligevel 3 mandshold til patruljering.

I Egtved gik vagtværnet på patrulje fra kl. 22 til kl. 6 morgen. 25 liter benzin var blevet udleveret til at køre evt. arrestanter til Kolding, men det blev der vistnok aldrig behov for. Man skiftedes til at gå rundt i et par timer hvorefter der var frivagt og kortspil for dem der havde frivagt. I tilfælde af uroligheder kunne man dog hurtigt blive tilkaldt gennem fløjtesignal fra de øvrige vagtmænd. Egtved havde mod krigens slutning inkvartering af en del tyske soldater, og disse havde deres egne patruljer ude om natten, men Emil Holm oplevede ikke de to parter havde kontroverser mellem sig.

Et Egtveds vagthold: stående fra venstre: post B. Buhl Gaarde, smed N.P. Sørensen, maskinhandler. H.M. Pedersen, rutebilejer Steffen Dam, gartner, J.P. Thomsen. Siddende fra venstre: fabrikant A. Andersen, murermester P. etersen, murermester Chr. Holm.

De slagne tyskere på vej hjem til fods gennem Vestergade.

Evakueringsplaner for civilbefolkningen
Medens verdenskrigen endnu rasede i Europa og tyskerne så småt var begyndt at tabe krigen i sommeren 1944 efter invasionen i Nordmandiet, var der ingen der kunne forudsige hvordan enden ville blive. Derfor frygtede man i Danmark at der kunne komme til krigshandlinger, hvor civilbefolkningen ville komme i en situation, hvor evakuering ville blive nødvendig for at redde så mange menneskeliv som muligt. Og derfor blev der bestemt at alle kommuner skulle udarbejde retningslinjer for en given evakuering af lokalområdets befolkning.

Også på Egtved kommunekontor fik man udarbejdet lister for hvem der i givet fald skulle lede og forestå en evt. folkeforflytning. På lokalarkivet ligger endnu planerne for dette arbejde, og her skal kort gengives.

23. august 1944 blev planerne for en evakuering godkendt, og Knud Bruhn fik til opgave at være ordonnans, der skulle underrette de forskellige distrikter. Meget kunne man ikke medbringe.

Lykkeligvis kom de dystre planer ikke til udførelse, da tyskerne endelig overgav sig d. 4 maj 45.

Den første bil med engelske soldater blev hurtigt bestormet af glad børn, der fik en herlig køretur gennem Egtved.

Her er de kommet til torvet, og senere kører de op til sportspladsen ved Kirkevej, hvor de spiller fodboldkamp med unge danskere.

9. juni 2014
Dambrug omkring Egtved

Ådalen ved Egtved med Ege-Tved fiskeri 1953. Læg mærke til Turbinesøen, den hvide flade ovenfor de mange damme. Her blev produceret elektrisk strøm til Egtved og omegn i ca. 50 år indtil først i 60’erne. Det første lille, hvide hus var beboelsen inden familien Uth fik bygget den nuværende beboelse.

De første dambrug
Dambrug med karper kendes i Europa fra begyndelsen af det trettende århundrede. Det var hovedsagelig på de større godser, hvor man i tilknytning til de store haveanlæg også havde kunstige damme med springvand og fontæner.
De første egentlige damme til bækørreder med tilhørende klækkeanstalt blev etableret ved Randers og Søndersø ved Viborg omkring 1865, men dambrug blev først sat i egentligt system da H.P. Smidt Nissen ved Hvilstedgård og Kolding-Nebel å i 1880’erne fik held med en brugbar metode til udklækning af bækørreder og havørreder, som først blev fanget levende i åen ved hjælp af det såkaldte vippegarn. Det var et stort net man sænkede ned i vandet og med et snuptag vippede op, særligt i uvejr kunne det give en ganske god fangst, og fiskene gik derpå i dammene indtil de var kønsmodne og kunne afgive æg.
Nissen var oprindelig skolelærer, men havde købt Hvilstedgård og fattede interesse for at fremavle fiskeyngel ved at stryge æg og befrugte dem, hvilket var noget ganske nyt og uprøvet – i hvert fald herhjemme. Forsøgene faldt ganske pænt ud, og snart fik andre også øjnene op for denne ret specielle produktion af ørreder i dambrug.
I de næste hundrede år kom dette erhverv til at betyde utrolig meget her på Egtvedegnen, både landskabsmæssigt og økonomisk, ja dambrugerne var sådan set blandt Egtved sogns mest stabile og bedste skatteydere for 50 år siden, noget der smittede af på den øvrige befolkning i sognet.

Tilbagegang
Siden 1970’erne er der imidlertid kommet så mange miljøkrav til dambrugerne, at erhvervet i dag er skrumpet betydeligt ind, og ganske mange dambrug er blevet nedlagt eller omdannet til f.eks. ”put and take” fiskerier, hvor lystfiskere kan boltre sig for et beskedent beløb. De fleste spærringer og stemmeværker i vandløbene er nu også fjernet, og det har givet flere muligheder for laks- og havørreder i åer og bække, og det har vel været en væsentlig grund for den meget restriktive politik, som af myndighederne er blevet ført mod dambrugene.

Schmidt Nissen Jøker fortalte til en båndoptagelse i 1973 om hvordan han som en13 års dreng var med sin far fra Hvilstedgård ude i Spjarup, hvor Søren Thomsen gerne ville have lavet fiskedamme. Det gik i orden og i 1904 blev de første små ørredyngel sat ud i 8 damme. Da krigen kom i 1914 var der kommet flere damme til, deriblandt nogle store damme ude i Heden, som arealet ved Spjarup Krat blev kaldt. Alle damme blev gravet ud med skovl og trillebør. Under første verdenskrig gik produktionen dog helt i stå, det var nemlig umuligt at skaffe foder og de fleste moderfisk blev simpelthen sluppet ud, fordi man ikke længere ville se på at de sultede.
Jøker kom så til dambruget i Spjarup igen som voksen i 1928, han købte fiskeriet og udvidede det kraftigt, og det var hos Jøker mange unge kom for at lære håndværket gennem mange år. Schmidt påviste, hvordan vandets beskaffenhed betød utrolig meget med hensyn til iltindhold og renhed, men også den rigtige håndtering af de afstrøgne æg og de små nyklækkede fisk var afgørende for et godt resultat. Til at begynde med fodrede man således de nyklækkede fisk med mygge- og andre larver, som blev lavet i damme med lavt, stillestående vand.

I starten af trediverne kom der en hel del nye dambrug til vest og nord for Egtved. Ved Rosdam på Liegård, Hededambruget, i Tågelund anlagde et par fiskeeksportører dambrug, i Bøgvad kom en tidligere fiskemester fra Haugård, Micael Munk og fik en stor produktion i gang, og Søren Therkelsen, en svoger til Jøker, købte et engstykke fra Spjarupgård, hvor han anlagde sit dambrug. Senere kom Peter Hansen til i den nederste ende af Ballehule bæk, Georg Bundgaard ved Egtved å, hvor også Kristian Sørensen ved Nybjerg mølle og længere nedstrøms Refsgård dambrug blev anlagt i sidste halvdel af trediverne.

Regnbueørreden er en krydsning af mindst 3 forskellige laksefisk, den sælges som regel ved en vægt på 2-300 gram og en længde af ca. 30 cm, men den kan nå op på en vægt af hele 7-8 kg. Den er andre ørredarter overlegen ved at vokse hurtigt og være villig til at æde kunstigt foder, og har efterhånden vundet indpas som den mest fremelskede fisk i dambrugene.

Jøker beretter om nogle meget hårde snevintre, som tog hårdt på bestanden, men afsætningen sydpå gik godt. Fiskene pakkede man i trækasser med is og blev så sendt afsted sydpå fra Bindeballe station. Egtvedegnen er blevet dambrugernes Mekka, noterer Jøker, som dengang også etablerede sig som eksportør af fisk især til England. Men så kom der igen verdenskrig og foderknaphed da havene blev fyldt med miner og fangstpladserne indskrænkedes betydeligt. Både spisefisk og fiskefoder blev en mangel og en kostbar vare. Der var dog aldrig problemer med at afsætte vore ørreder herhjemme og sydpå fortæller Jøker.
Under den sidste del af krigen prøvede dambrugerne at lade være med at levere til tyskerne, fordi de ville gemme deres ørreder til det blev bedre tider efter krigen.
Jøker fortæller således om hvordan de med alle mulige krumspring narrer tyskerne om antallet af fisk, og hvordan han lige efter krigen rejser til England og sælger alle de fisk de kunne undvære.

Efter anden verdenskrig kom der endnu flere dambrug til ved Egtved bl.a. i Torsted, Balle Hule, Klingebæk, Koldborg og et par ved Vork. Også alle mulige andre steder, hvor der var vand, men ikke alle steder var kvaliteten god nok, dambrugene lå efterhånden for tæt på hinanden.

Esther Uth fortæller
Vi havde dambruget ”Ege-Tved” i over 40 år, og vores fiskeri eksisterer stadig og bliver brugt endnu af en ny ejer.
Engang var der rigtig mange dambrug, og der skulle ikke meget vand til, for at ha’ bare et par damme. Der var ingen, som kom og så efter, om alt var i orden og gik rigtigt til. Vi havde et par naboer, som hentede en spand foder eller to hver dag, de havde ved siden af deres landbrug lidt yngel i et par damme, og det kunne godt give en ekstra skilling at lave de små sættefisk og sælge dem om efteråret, det kom jo ikke nogen andre ved.

Inden vi blev gift var min tilkommende mand, Kristian Uth, fiskemedhjælper hos Jøker i 1943. Hans bror Niels Holger havde i 1940 købt et stykke eng nede i ådalen overfor Spjarupgårds marker, lige neden for Turbinedæmningen. Der var gravet en 3-4 damme og lavet et stemmeværk i åen, da Kristian overtog jorden efter sin bror, men det var guld værd, at han var i lære hos Jøker, og det var sikkert også ham, der gav Kristian mod til at låne 5000 kr. af sin far for at kunne blive selvstændig.

Det gav dog ikke meget de første år, der var jo krig, og der skulle først og fremmest graves flere damme. Det var helt manuelt med en skovl og en trillebør, men i 1946 foregik det dog med en slæbeskovl og et spand lånte heste. Der kom en fætter, som var flink til at hjælpe, og de fik en gammel traktor, det hjalp alt sammen, så det ikke var lige så hårdt.

Kommunen gav os 500 kr. og gav lov til at bygge et lille træhus til beboelse mod at huset til at begynde med måtte fungere som ”kantine” for en del tørvearbejdere ovre fra Spjarupgårds mose, hvor der blev lavet en masse tørv under krigen. Der var en bro over åen og gennem den dybe hulvej ned til os fyldt med en masse sand, måtte de seje jyske heste trække tørvevognene op, det var et rigtigt strengt arbejde for både mennesker og dyr.

Men ellers var det et dejligt og naturskønt sted nede mellem bakkerne og åen. Der blev gravet en fødekanal, som vandet fra stemmeværket blev ledt ind i, og så fik dammene det friske vand ledt ind i den ene ende, medens det brugte vand igen løb ud i åen gennem trækasser som blev kaldt tuder. En dam er typisk 30 m lang 6 m bred og 1 m dyb. Den indeholder ca. 1 ton ørreder og kræver 600 l. frisk vand i minuttet og fiskene fodres 5-10 gange i døgnet alt efter størrelsen. Efter 1½ til 2 år er ørreden salgsklar med en vægt af 2-300 gram, dog er der nogle markeder som forlanger ørrederne noget større.

Især om efteråret var det et stort arbejde at holde ristene fri for nedfaldne blade, og ikke ret lang tid kunne et dambrug være uden opsyn og fejning af alle disse indløbsriste. Hvis de blev blokerede ville fiskene dø i løbet af kort tid, så hvis vi var i byen i de kritiske perioder, måtte der altid være én til at passe og se til fiskene. Også varm lummer tordenluft var en kritisk tid, men med tiden fik vi nogle apparater, der kunne ilte vandet ved at piske rundt i det, også nogle boringer gav godt og frisk vand, der supplerede det mere brugte vand i åen.

Det var svært at skaffe foder til fiskene under krigen. Kristian havde en cykel med et lille lad på, og når der var kommet noget ”skidtfisk” med banen til Bindeballe, cyklede han tværs over til stationen og fik en kasse eller to af disse fisk fra Frederikshavn, eller hvor de nu var kommet fra, men vore fisk sultede den gang, der var alt for lidt foder. Alting blev bedre efter krigen, og det gik hurtigt fremad.
Vi fik bygget et klækhus, garage og nogle cementkummer til at sortere fiskene i. Vi havde en stor hakkemaskine til at lave lækker mad til fiskene, men det var absolut ”luftforurening”, lugtede ikke godt. Vi fodrede manuelt til at begynde med, det vil sige vi måtte rundt og kaste foderet ud fra en spand. Senere blev det lidt mere mekaniseret, jeg er ked af at jeg ikke har nogle billeder af de forskellige primitive køretøjer, vi havde den gang.
Første gang vi fik sygdom i fiskene var i 1951. Det var en virus som blev kaldt ”Egtved-sygen”. Alle damme skulle så tømmes, renses og kalkes, og så ellers ligge stille i 3 uger. Det var ikke godt, og det var første gang man oplevede denne Egtved virus. Vi fik i årene derpå et par gange sygdom, men havde så lejet nogle damme i nærheden af Nybjerg mølle, det var alle tiders vand, som kom ud fra jorden, og det var godt at kunne have nogle fisk i forråd, især havde vi yngel og sættefisk i dammene hos Kr. Sørensen.

Den gang var der ingen miljøkrav eller restriktioner, skulle vi fiske ud (det vil sige tømme en dam) – jamen så var det bare at sætte et hyttefad ned i åen ved udløbet af dammen – og skulle der gøres rent i et par damme, ja, så ringede vi kun ned til det næste dambrug, at der ville komme lidt slam og skidt, så satte de bare et par skodder for deres stemmeværk imens.

Vores fiskeri ”Ege-Tved” blev så miljøgodkendt i firserne. Der blev forlangt, at alt vand, der blev brugt på dambruget skulle nedfældes i rør og der skulle laves slambassin i begge ender af dammene. Det var alt sammen dyrt ad h.. til og en forfærdelig omgang, nu har jeg for nylig læst i avisen, at dambruget igen er godkendt. Jamen, altså, det må da snart være godt nok, men der er også restriktioner om hvor meget foder man må bruge, selv om vandet, der kommer ud af dammene er renere end når det løber ind, men de er også så forbandet kloge på Christiansborg. Jeg forstår da godt, at mange dambrugsejere efterhånden har måttet sige stop.

Pleje og transport
H.P. Smidt Nissen har lavet dette lille meget sigende digt om den rette behandling af dambrugsfisk.

Når vinden er stille, og solen bager,
da sommervarmen mig ikke behager.
Fri mig da for skidne og stinkende damme,
og husk med frisk foder mig at amme.

Stiger varmen til 20 og højere op,
da spar resten, hvis du vil beholde min krop.
Som varmen går ned fra seks til til tre,
appetitten jeg taber, til sidst jeg ej lar’ mig se.

Ved 16 grader og rigelig strøm,
jeg tåler trekvart portion inden maven bliver’ øm.
Går vandet og luften op imod atten,
da gi’ kun min halve portion til katten.

Når vandet mellem 8 og 14 står
da lystig på hele min portion jeg går,
thi da er som oftest vinden eller blæsten frisk
og jeg er da en rigtig spillevende fisk.

Altså betyder temperaturen i vandet utrolig meget for foderoptagelsen, og hurtigt fandt dambrugsejerne ud af at bore efter rent koldt vand. Det var der til gengæld også rigeligt af i de store underjordiske reserver i Spjarup og i ådalen. Vandet blev flere steder ved eget tryk skudt meterhøjt op af borerøret, ulempen var nogle steder for meget okker som kunne sætte sig i fiskenes gæller.

Efterhånden blev fodring med skidtfisk afløst af tørfoder, som i dag er helt enerådende på grund af mindre forurening af vandløbene, og som Ester Uth er inde på, har de store miljøforbedringer på dambrugene i dag resulteret i en helt anden vandkvalitet end for år tilbage.

De fleste dambrug producerede efter, hvor godt deres vand var egnet til enten øjenæg, sættefisk eller portionsfisk, nogle havde hele produktionen fra moderfiskene til de færdige spiseklare portionsfisk, men det betød meget for sygdomsudbrud, at jo længere oppe ad vandløbet man var, jo større var chancen for at undgå de smitsomme virusangreb.

Det er store summer dambrugerne gennem årene har brugt på miljøforbedringer. Slam fra dammene bliver ledt til bassiner, hvorfra det senere køres bort, og i dag bruges der udelukkende tørfoder, det er kun et par eksempler på, at naturen er bedre beskyttet og at det udledte vand fra dambrugene ikke mere forurener som førhen.

Stemmeværkerne er i dag ændret, så man har fri passage af vildtlevende fisk i vandløbene, men alligevel har erhvervet haft det meget svært de seneste år, og af de større ca. 20 dambrug i sognet, som Ester Uth omtaler, er der vel nu kun 4-5 tilbage. Dertil kommer, at de helt små for længst er væk. De tilbageblevne klarer sig forhåbentligt, for hører der ikke stadig f.eks. en frisk røget ørred til en god frokost?

Også bækørreder og laks bliver i her de senere år opdrættet i dambrugene, ja på det sidste er der kommet en helt ny produktion på egnen nemlig åleopdræt i store indendørs bassiner, men det er et helt kapitel for sig.

Det er dog ikke danskerne, som har været de største aftagere af dambrugsørreder gennem tiden. De katolske lande har tradition for at aftage mange især i deres fastetid. Problemet har før været transporten. Levende eksport er altid bedst men også dyr. Allerede i trediverne eksperimenterede Jøker med at køre fisk i træbassiner, hvor man skiftevis pumpede vandet rundt under kørslen. Vognmand Poul Uldal begyndte ret hurtigt at indrette et specielt lastvognstog, hvor fiskene gik i store bassiner med konstant ilttilførsel fra store iltflasker, og så kørte man uden stop til aftagerstedet.
Senere tog Jøkers familiefirma traditionen op, og der er i dag flere firmaer, som udelukkende kører levende fisk rundt i Europa.

For mere end 50 år siden var det en helt anden og besværlig og langsommelig affære at få afsat fiskene, nediset og pakket i trækasser, til gengæld var det en god forretning, som har betydet meget for hele Egtvedegnen i nu snart mange år.

Afsætningen
I 1948 var eksporten i alt på 1.300 tons, stigende til 3.600 tons i 1955 og 6.000 tons i 1960 og siden er produktionen igen steget væsentligt, så den i 1980 var på 15.000 tons, men da er havdambrugene kommet til og har givet en betydelig del af den samlede produktion. Ørred eller forel, som erhvervet ofte benævner fisken, bliver også i større grad spist herhjemme i dag. Saltvandsfisk er blevet så dyre at ferskvandsfisk kan konkurrere, og købes nu hos fiskehandlere og supermarkeder til en rimelig pris.

Men her på Egtvedegnen er dambrugenes storhedstid ovre – eller fiskerierne, som de selv kaldte sig – dominere nu ikke længere langs vandløbene. Både i antal og indtægt ligger de ikke mere langs åen og luner i kommunekassen som for 50 år siden.

Billedet viser moderne transport. Bemærk at fiskene føres med snegl op i bassinerne på lastvognen, flaskerne med ilt står klar bag ved førerhuset.

14. juli 2013
Om sognesparekassen i Egtved

“Naar man ikke har Overflod, hører der en ikke ringe Resignation og Viljekraft til, at sørge for Fremtiden paa Nutidens Bekostning, og disse Egenskaber findes desværre meget naturlig mindst hos dem, der mest af Alle trænger til at spare, nemlig Arbejdets Kvinder og Mænd. Kunne den Unge Arbejder bevæges til, blot at spare en Del af det, han til stor Skade for sin Moralitet og Arbejdsdygtighed forbruger i Dansesalonen og paa Værtshuset, ville såre meget være vundet!”

Dette er et udpluk af en artikel i Sparekasseforeningens officielle organ Sparekassetidende nr. 1 år 1883. Sparekassetanken og de allerførste sparekasser blev til omkring 1810 og stiftet som det hedder af rettænkende adelsmænd og godsejere, netop på baggrund af de tanker og problemer, som ovennævnte artikel giver udtryk for.

Sparekasserne rundt i de små sogne, generelt benævnt sognesparekasserne, blev stiftet senere og på et andet grundlag. Her var det driftige bønder, mindre håndværkere og ikke sjældent suppleret med sognets førstelærer, der tog initiativet til oprettelsen, og drev den nyoprettede sparekasse. Formålet var på filantropisk grund at modtage indlån til forvaltning, samt at yde lån inden for virkeområdet imod betryggende sikkerhed, og det er vel nærliggende at tro, at der var et vist slægtskab med folkehøjskoler og andelsbevægelsen.

Indskyderne var i vid udstrækning tjenestekarle på landet, der målbevidst sparede op til egen bedrift, til en vis grad også tjenestepiger, der dog nok snarere var tilbøjelige til at “investere” i udstyr, og så børnene, som kom for at få tømt sparegrisen og med sparemærkehæfter, da skolespareordninger kom på mode, for at nævne nogle oplagte grupper.
Egtved sogn var fra 1870 med i Aagaard Sparekasse, der desuden omfattede Starup, Viuf og Nebel sogne.
Men i 1885 brød Egtved ud, idet man stiftede Spare- og Laanekassen i Egtved. Sparekassens første formand var Rasmus Eriksen (sen.), og det var da også i hans endestue på Højvang, at Kassen havde sit kontor de første 20 år.
Da Gulvet for nogle år siden blev udskiftet på Højvangs stuehus fandtes der en hel del mønter fra tiden hvor stuen fungerede som sparekasselokale. Selvfølgelig fordi de gamle gulvbrædder havde store revner. Pudsigt nok var der også svenske mønter, men omkring århundredskiftet var der en del svenske karle i Danmark og det er måske forklaringen herpå.

Højskolehjemmet i Dalgade, hvor Sparekassen flyttede til i 1912, efter at have haft lokale de første 20 år på gården i Højvangs endestue.

I 1912 flyttede man kontoret til Højskolehjemmet, sikkert samtidig med, at gårdejer Mads Ditlefsen overtog formandsposten.
Efter Ditlefsen blev gårdejer Chr. Alminde, Refsgaard formand, og da han senere blev udnævnt til direktør overlod man formandsposten til gårdejer Søren Olesen, Kathrinebjerg. Søren Olesen var en betydningsfuld person i sognet. Han var i en lang årrække sognerådsformand, startede vist som 24-årig, var sognefoged og blev sparekassens næste direktør. Søren Olesen døde i 1959 som en gammel mand 14 dage efter at han var fratrådt som direktør for sparekassen.

Det har ikke alt sammen været tørre tal og højtidelige miner i sparekassen. F.eks. skabte det munterhed, da en mand, der var flyttet fra egnen, fortsatte med at trække checks på sin konto der efterhånden viste noget overtræk. Da manden blev gjort opmærksom på problemet og rykket for overtrækket, sendte han straks en check på beløbet – trukket på den samme konto.

Engang sognepræst Anker Jensen havde ærinde i sparekassen beklagede han sig højlydt over hvor omfattende og vanskeligt arbejdet var for en præst, hvortil Martin Smed roligt bemærkede, ”at havde det ikke lige været for æ prædiken, så ville han da gerne bytt!

Sparekassens faste mandskab og lokale i Søndergade før 1960. Fra venstre M.C. Sørensen, Sejer Jensen, Peter Alminde og Hans Korsholm. I forgrunden skranken, hvor man nøje blev vurderet inden et eventuelt lån var bevilliget.

Gårdejer Sejer Jensen, Paaskeborg overtog formandsstolen efter Søren Olesen, og beklædte posten frem til 1979, hvor den blev overtaget af gårdejer Tage Mortensen, Vester Ballesgård, og senere af forsøgsleder Niels Gade.
Af andre markante personligheder i sparekassens tilsynsråd skal nævnes blikkenslagermester Nis Mortensen, som Søren Olesen i en tale ved en festlig lejlighed udråbte til Egtved bys ukronede konge. Selv var Søren Olesen nok over mange år i sine velmagtsdage at betegne som Egtveds sognekonge. Han var strateg, og dengang han blev direktør, var det nok ikke hel tilfældigt, at han som sin efterfølger i formandsstolen fik anbragt tilsynsrådets yngste mand! Smedemester Martin C. Sørensen. Han beklædte, lige som Nis Mortensen før ham, den meget betydningsfulde kassererpost. Martin Smed var folkekær, han var slagfærdig og jovial, og han kunne tale med alle, desuden havde han den gode egenskab, at han selv højt op i alderen havde fremsyn, han havde f. eks. sin store andel i beslutningen om, at sparekassen skulle bygge det nye hus på torvet.

Der har været en tendens i sparekassens tilsynsråd til, at fædre blev afløst af sønner, således har både Peter og Niels Alminde været med på skift, Nis Mortensen blev afløst af Hans, og derfor var det en stor skuffelse for M.C.Sørensen, at man ikke valgte Niels Peder i hans sted, men på det tidspunkt stod det klart, at tilsynsrådets sammensætning var ude af trit med kundeunderlaget, hvorfor Kobindselsfabrikkens solide medarbejder Rasmus Hansen blev valgt ind som repræsenterende lønmodtagerne.

Den filantropiske del af kassens virke blev understreget ved, at sparekassen holdt administrationsudgifter nede på et absolut minimum. Således fik tilsynsrådsmedlemmerne, som ved fælles hjælp klarede driften, ikke nogen løn, – men alene æren af at “sed’ o æ spårkass”! Filantropien blev også understreget ved, at Kassen af sit overskud uddelte beløb til foreninger med almennyttige formål, og i hel særlige tilfælde til trængende enkeltpersoner, og det på trods af, at renteforskellen imellem ind- og udlån i mange mange år ikke oversteg ½%. Denne beskedne rentemarginal, blev holdt langt op i 60-erne, og var jo også et led i hele ideen bag sparekasserne.

Oprindelig blev der i de store protokoller og i sparekasebøgerne prentet med pen og blæk, men moderne skifter, så efterhånden blev de faste protokoller til løsblade-protokoller og senere kontokort. Kongepennen blev skiftet ud med fyldepennen og senere kuglepennen, men bogholderimaskinen nåede aldrig til Egtved Sparekasse, her gik man direkte til elektronisk databehandling, da det blev løsningen.

Indlånskapitalen, som var det man målte sparekasser på, steg støt og rolig op igennem årene. Dog har kurven et tydeligt knæk i 30-erne, og afspejler dermed klart landbrugskrisen og lavkonjungtur. Da man i 1958 stærk tilskyndet af sparekassetilsynet, søgte en faguddannet medhjælper og ansatte Kristian Jensen, var indlånskapitalen vokset til knap 5 millioner koner. Og så skete der jo næsten uhyggelig meget i samfundet op igennem tresserne, og det smittede af på sparekassen, der nu med sin “professionelle medarbejderstab”, gerne ville favne om det alt sammen. Alle måtte have mindst én god grund til at benytte sparekassen som pengeinstitut. Af disse gode grunde kan nævnes: Det var byens lokale pengeinstitut, der var en venlig betjening, en ærlig rådgivning og en lav udlånsrente. Indlånsrenten lå i mange år fast, bundet af renteaftalen imellem bank- og sparekasseforeningen.

Da kommunen omkring 1963-64 begyndte at udstykke byggegrunde, og parcelhusbyggeriet tog fart, var sparekassen involveret i rigtig mange byggerier med byggelån og som formidler af den endelige finansiering. Det var også omkring den tid, at sparekassen fik “taget temperaturen” i forbindelse med, at Mejeriet gik over til at indsætte mælkepenge direkte på leverandørernes konti. Her havde sparekassen 75% af alle leverandører som kunder, mens alle øvrige pengeinstitutter måtte deles om resten. Skønt indlånskapitalen steg pænt, kneb det sparekassen at imødekomme kundernes låneønsker, for også indenfor landbruget, der måtte betegnes som sparekassens fundament, var der bud efter de sparsomme udlånsmidler. Den om sig gribende mekanisering gjorde, at landmændene fik kassekredit, hvor man måske hidtil havde haft check-konto med et indestående. Det betød, at man hel afstod fra at yde 1. pants lån i fast ejendom, der ellers var tillokkende, enkelt og risikofrit. I stedet stod sparekassen nu for hjemtagelse af lån fra kreditforeninger og fra Dansk Landbrugs Realkreditfond, som blev stiftet omkring 1960, samtidig blev afdragstiden på mange gamle langfristede lån nedsat.

Som et udslag af den øgede økonomiske bevidsthed, gjorde Kobindselsfabrikken en epokegørende opfindelse, ved at lancere lønkontobegrebet. Ideen greb hurtig om sig og det medførte, at cigarkassesystemet hjemme i skrivebordsskuffen eller i køkkenskabet blev afløst af budgetkonto i sparekassen, og en hel ny og stor kundegruppe var kommet på banen. I 1950 blev “den gamle sparekasse” i Søndergade opført, efter at man som nævnt indtil da, havde benyttet lejede lokaler forskellige steder i byen til virksomhedens drift, senest på Højskolehjemmet først i den bagerste stue, og senere i et specielt lokale, så man var fri for at skulle ekspederes kunder i restaurationslokalet.
Endskønt huset i Søndergade var bygget til formålet, blev der i 1960 i forbindelse med sparekassens 75-års jubilæum, indviet en større ombygning, nærmest en modernisering indenfor husets rammer, men så rivende var udviklingen, at tilsynsrådet allerede i 1970 vedtog at bygge ny sparekasse på torvet. Brugsen havde haft blikket rettet imod denne plads, men fandt, at mulighederne ville være for trange, men til sparekassens brug ville den være ideel. Så med velvilje fra Sogneråd og Menighedsråd, og efter at have overvundet genvordigheder med at få “fortrængt” byens pølsemand og nogle af præstens træer, var det nye hus klar til indvielse i 1971 på sparekassens 86-års fødselsdag den 2. marts.

Særlig i disse forrygende år, hvor vinden i den grad blæste med, og hvor tab var et utænkeligt begreb, følte sparekassefolk sig anderledes end bankfolk, måske nok lidt bedre, for sparekasserne var her for andet og mere end blot at tjene penge, det var som om, at der her var tale om noget historisk, og dermed et samfundsmæssigt ansvar, er der en tidligere medarbejder i Sparekasseforeningen F. Kyed, som har udtrykt det. I øvrigt i forbindelse med anmeldelse af en bog af Per H. Hansen: “Da sparekasserne mistede deres uskyld”.
Det var også i disse år at sparekasseloven føltes som en spændetrøje, der var ting som for eksempel veksler, garantier og fremmed valuta, man ikke måtte beskæftige sig med. Til gengæld havde man så eneret på ordet spare, og som en vittig mand, sikkert Mads Thomsen, der i en årrække var direktør for Sparekasseforeningen, og senere blev direktør i Vejle Bank, sarkastisk udtrykte det: “Sparekassemanden må gerne banke sin kone, men bankmanden må ikke forlange, at hans kone skal spare”!

Tilsynsrådet ved Egtved Sparekasse 1979, var fra venstre Svend Nielsen, Asger Thomsen, Hans Mortensen, Rasmus Hansen, Niels Alminde, Mads Larsen, og Tage Mortensen. Derefter står artiklens forfatter, sparekassedirektør Kristian Jensen, Sejer Jensen og længst til højre bogholder Ejvind Sørensen Billedet er taget ved formandsskiftet, hvor Tage Mortensen afløser Sejer Jensen.

Det var så i begyndelsen af 70-erne at det bar imod en liberalisering af sparekasseloven. Alle de ting, som man ikke måtte ifølge loven, kunne man til nød få klaret igennem Fællesbanken for Danmarks Sparekasser, som blev stiftet i starten af 50-erne, men nu skulle man selv kunne det hele, og det var nok i den forbindelse, men også på grund af kommunesammenlægningerne, at der kom rigtig gang i sammenlægning af sparekasser. Man erkendte den manglende ekspertise i forbindelse med alt det nye, kravene fra erhvervslivet blev større, og i Egtved måtte man ofte søge hjælp hos kollegaer, for at klare store finansieringsopgaver. Der var også gået “mode” i store enheder, og efter grundige overvejelser og snakken for og imod, besluttede man at blive en del af Sparekassen Vejle, der snart efter blev til Sparekassen Sydjylland.

Sparekassen nybygget på torvet, som nu er overtaget af Den Danske Bank.

Da så sparekasseloven igen blev ændret, så sparekasserne, som hidtil havde været selvejende institutioner, kunne omdannes til aktieselskaber, var den sidste rest af sparekassernes ånd og tanke hel væk. De blev til Banker! – Sparekasserne mistede deres uskyld, som Per H. Hansen udtrykker det i sin bog! Egtved Sparekasses dage som selvstændig endte d. 1. april 1972, hvor den blev indlemmet til Vejle og i løbet af sommeren kom flere sparekasser til at hedde Sparekassen Sydjylland.
Men sparekassetankens rutsjetur blev nok indledt der i første halvdel af halvfjerdserne, da sparekassernes symbol, det gamle velformede egetræ virkede for “støvet”, og blev skiftet ud med den intetsigende røde plet, – en lidt rødmosset aftensol, om man vil!

Så mange var medarbejderne blevet til i 1978, hvor sparekassen hed Sydjylland.

29. november 2012
Nybjergmøllefredningen 1972-1980

og balladen omkring den

Optakten
I begyndelsen af 70´erne begyndte lodsejerne i Bøgvad, Egtved Holt, Spjarup, Tågelund, Vollund og Refsgård at undre sig over, at de flere gange så nogle personer med kort og mapper, der uindbudt var begyndt at færdes over deres jorder, og udtrykket ”kratluskere” så vist for første gang dagens lys i den forbindelse på vores egn.
Det var sikkert de færreste, om nogen af de ca. 100 lodsejerne, der dengang anede noget om fredningsplaner, før der dumpede et digert værk op i deres postkasse, hvori det meddeltes, at de berørte ejere fra nu af ikke længere havde fuld rådighed over deres jorder, og at de på flere angivne betingelser skulle underkaste sig Vejle Amts Fredningsoplæg indtil en endelig fredningskendelse var afsagt.

Ikke så mærkeligt skabte denne fremgangsmåde, med den manglende forhåndsinformation, stor forbitrelse og oprørsstemning. Det blev da også stærkt beklaget af myndighederne, da fredningsforhandlingerne gik i gang i 1974 ved indkaldelsen til det første møde med de over 100 berørte lodsejere. Men det blev undskyldt med, at man var bange for at flere så ville have begyndt foranstaltninger for at imødegå hensigten med fredningsbestemmelserne.
Dog havde dette allerførste lodsejermøde i Egtved forsamlingshus alligevel nær endt i opløsning og udvandring. Fredningsnævnets daværende formand, dommer Bruun fra Kolding optrådte ret så enevældigt, og han fratog også et par af de mest ophidsede lodsejere ordet. Stemningen var trykket og vreden over de ret så bombastiske forbud og regler var ikke til at tage fejl af.

I oktober 1975 blev der valgt et lodsejerudvalg til at varetage og tale lodsejernes interesser. Formand blev landsretssagfører Uldall Juhl fra Kolding, der havde et sommerhus ved Spjarup Krat. De øvrige medlemmer af lodsejerudvalget var:
Gårdejer Poul Østerlund, Egtved Holt
Fiskeriejer Jens Erik Hansen, Refsgård
Gårdejer Svend Riber Christensen, Refsgård
og undertegnede Gårdejer Lars Peter Lund, Bøgvad.
Vi fik under hele sagen god hjælp fra Landboforeningernes ekspertise på området ”Landboret” ved Ole Kirk og Verner Hansen i Århus.

5. november samme år havde lodsejerudvalget sit første møde med Fredningsnævnet. Der var sat en dagsorden, hvor vi navnlig gerne ville diskutere dambrugene, stisystemet og landskabsplejen, men der kom ikke nogen som helst indrømmelser fra dommer Bruuns side til disse punkter.
Lodsejerne indkaldte derefter d. 11. nov. 1975 til et protestmøde, hvor man i et stuvende fyldt forsamlingshus fordømte både kommunalbestyrelse og amtsråd, og hele den måde fredningssagen var startet på.
Der var her i begyndelsen mest og størst modstand mod de planlagte stier til offentlighedens adgang og for bestemmelserne om forbud mod rydning og genplantning af nåletræer. I den forbindelse havde Hedeselskabet en halv snes år tidligere beplantet mange af ådalens skrænter, der førhen havde henligget som græsningsarealer, men disse beplantninger skulle nu ryddes for at give udsynet frit.

Men i oplægget fra Fredningsudvalget var der jo mange andre generende påbud, om forbud mod oppløjning af nuværende brakjord, om ukrudtssprøjtning og om nyopførelse af bygninger, om veje og selv af forbud om små terrænændringer, forbud om campering osv.

Seje Forhandlinger
Lodsejerudvalget havde mange tidskrævende møder, hvor vi blev enige om at koncentrere modstanden til de mest generende forbud og bestemmelser. I de generelle krav var det i prioriteret rækkefølge:
Mængden og fastlæggelse af stiforløb for offentligheden
Forbud mod nye vandindvindinger
Forbud mod nytilplantning
Forbud om opdyrkning af vedvarende græsningsarealer
Forbud mod nye havearealer
Offentlighedens færdsel på udyrkede arealer
Forbud mod pesticider på græsarealer og helt mod sprøjtning fra fly
Andre mindre belastende forbud gik vi så derimod ikke så hårdt imod.
Af specifikke bestemmelser var især påstanden om nedlæggelse af Refsgårdslund dambrug ikke acceptabelt, idet vi mente, at dette kunne blive begyndelsen på nedlæggelser af dambrug overalt på hele egnen. (Hvilket senere også har vist sig rigtig set).

I flere møder med Fredningsnævnet, der bestod af en dommer og en politiker udnævnt af Amtsrådet og en anden af Egtved kommunalbestyrelse, fik vi i første omgang lempet lidt her og der, men slet ikke nok til at dæmpe oprøret hos de mange vrede lodsejere, som var berørt af den hidtidige største fredningssag, der nogensinde var rejst i Vejle amt. Det var vort indtryk at formanden dominerede nævnets to øvrige medlemmer, der også på det tidspunkt var oppe i årerne.

Besigtigelserne
Der kom så nu en fase hvor alle lodsejere blev besøgt for besigtigelse af Fredningsnævnet, lodsejerudvalg og repræsentanter for Naturfredningsforeningen og Fredningsplanudvalget, der havde stået for hele fredningens oplæg. Alt i alt en større forsamling, der over stok og sten spadserede over jorderne og langs de påtænkte naturstier.
Her blev der igen ført drøje diskussioner i marken, og i nogle tilfælde faldt det da ud til lodsejerens fordel. Vi havde i lodsejerudvalget fremført argumenter, som kunne mildne de værste gener, idet vi også var blevet klar over, at vi slet ikke kunne forhindre selve fredningens gennemførelse, men Fredningsnævnet, som jo også talte politikere, var nu til at tale fornuftigt med, (den megen presseomtale havde nok alligevel gjort indtryk). Det gjaldt ikke de øvrige af selskabet. I Naturfredningsforeningen var det især Ebbe Walther fra Vester Nebel og fra Fredningsplanudvalget Paul Degner, de kunne ikke få restriktionerne skrappe nok. Begge de herre, der nu er døde, var altid i opposition til lodsejernes ønsker, og især dambrugsejerne måtte høre for deres mange påståede synder på især miljøområdet.

Under besigtigelserne blev flere stiers forløb ændret til mere hensigtsmæssige steder for ejerne, der var dog også mange diskussioner om hegn eller ikke hegn langs med stierne. I den forbindelse var man bange for at de besøgene ville færdes udenfor stierne, og der kunne være problemer med dyr, der løb ud af indhegninger, eller at dyrene kunne gøre fortræd på mennesker og hunde, der kom forbi, eller at der ved uheld ville stå led åbne, så dyrene forsvandt fra indhegningerne.

Der var i det hele taget mange bekymringer omkring disse stier. Men man blev også nu klar over, at der i visse tilfælde kunne gives en ganske pæn erstatning, så beløbsstørrelser begyndte vi også at forhandlede mellem lodsejer og Fredningsnævn. Samtidig prøvede vi at overbevise forskellige politikere om det kloge i at lægge sig ud med en hel befolkning, vi skrev endda til Anker Jørgensen, der var statsminister på det tidspunkt, og pressen blev benyttet al det vi kunne, hvilket også gav os nogle store overskrifter i aviserne.

Under hele sagens forløb havde vi uvurderlig hjælp fra Landboforeningernes afdeling for Landboret, og de fungerede også som en slags ”støddæmpere” mellem de ophidsede gemytter. Uldall Juhl havde som jurist også sin fortjeneste af udfaldet, som jo efterhånden ikke blev så slemt som først frygtet.

Overfredningsnævnet
Fredningsnævnet for Vejle amts sydlige kreds afsagde så sin kendelse d. 2. feb. 1976 om de 1.248 ha. som blev kaldt ”Naturfredning ved Nybjerg Mølle” i sag nr. 2293/76. 100 ha. var gledet ud af den første påstand, og fredningen tilsigter at bevare de landskabelige værdier i området og beskytte de til området knyttede naturvidenskabelige interesser i navnlig geologisk, botanisk og zoologisk henseende. Fredningen giver endvidere offentligheden øget adgang til området. Kendelsen omfatter 94 ejendomme og i samlet fredningserstatning tilkendtes 2.371.500 kr. Refsgårdslund dambrug blev ikke krævet nedlagt, det blev derimod ruinerne af gården Refsgårdslund.
Denne kendelse med dens specifikke bestemmelser på 23 sider ligger sammen med andre dokumenter fra sagen på lokalarkivet i Egtved under betegnelsen A2038.

I alt 73 ejere, Naturfredningsforeningen, og Amtsrådet ankede til Overfredningsnævnet. Ejerne over fredningens indhold og erstatningens størrelse, naturfredningsforeningen om påbud om nedlæggelse af dambruget og amtsrådet ønskede fredningsgrænsen tilpasset den påtænkte landevej Egtved-Billund, samt at staten burde betale 90% af erstatningen.

Overfredningsnævnet begyndte at besigtige området i 1977, hvor det samme lodsejerudvalg stadig havde forhandlingsretten. Overfredningsnævnet bestod af en højesterets dommer Bendt Andersen og nogle folketingspolitikere. De lyttede pænt til det vi fremførte ved et møde i forsamlingshuset, hvor vores formand desværre ikke kunne deltage og det derfor blev mig, der skulle komme med afsluttende bemærkninger fra lodsejerudvalget. I arkivet ligger mit håndskrevne manuskript, som jeg citerer slutningen fra:

Talrige møder har været afholdt i denne sag, utallige læserbreve har argumenteret mod behovet for denne fredning, da området syntes sikret gennem bl.a. råstofloven, den nye miljølov og ikke mindst zoneloven. Flere ting i denne sag burde have indeholdt lidt mere sund fornuft. Tænk på sådan en påstand, som at vi skal søge fredningsnævnet om at plante eller sløjfe et læhegn, eller at pløje en græsmark om til en anden afgrøde. Miraklet om en afvisning af fredningspåstanden, som mange lodsejere havde håbet på, fortonede sig i den blå luft, men enkelte af vore forslag, er retfærdigvis efterkommet… Jeg vil gerne afslutningsvis appellere til jer om at vor anke om erstatningsbeløbene vurderes efter de priser, der er gældende i dag. Desværre er det jo en kendt sag, at vi har inflation i dette land – og et gammelt ord siger, at mens græsset gror, dør horsemor.
Strengt taget må der også være forskel på interesserne på en lystejendom og på en alm. landbrugsbedrift. Vilkårene rammer naturligvis hårdere for den landmand, der skal drive sin jord og retfærdigvis burde der skelnes mellem de to typer af ejendomme.

Det blev der nu ikke, men erstatningsbeløbene blev dog forhøjet væsentligt. Der udgik igen i alt 123 ha. af fredningen, der lå mod nord og vest af arealet i den endelige kendelse. Stisystemet blev afkortet med 1/3 del, hvilket vakte glæde ligesom andre lempelser fra Overfredningsnævnet. Her skal nævnes, at græsningsarealer kan omlægges, herunder afdrevne skovarealer kan indtages under plov.
Læplantning kan foretages og havearealer i tilknytning til eksisterende haver eller beboelsesbygninger kan etableres. Der er også tilladelse til ukrudtssprøjtning hvor ”almindelig god landbrugsdrift gør det påkrævet”.

Vandboringer beregnet til drikkevand til enkelthusholdninger kan tillades, hvorimod markvanding kræver tilladelse fra nævnet.
Eksisterende dambrug må kun udvides efter tilladelse, hvorimod cementering og omlægning af damme kan foretages. Også restriktioner ved nybyggeri og tilbygninger til landbrug, dambrug og skovbrug kan ske efter tilladelse fra nævnet, læskure og midlertidige skurvogne dog helt undtaget. Hvad angik de stærkt kritiserede stier, bestemte Overfredningsnævnet, at hegn opsættes kun, hvis det bestemmes af anlægsmyndigheden eller ønskes af vedkommende grundejer og da uden udgift for grundejeren. Anlægsmyndigheden har ret og pligt til at foretage de arbejder, der er påkrævet i forbindelse med almenhedens færdselsret, f.eks. etablering af spange eller gangbroer. Opsætning af elektrisk tråd i hegn påhviler grundejeren. I øvrigt henvises til forskellige kort med forskellig signatur for beskyttelse af arealerne med hensyn til beplantning, anlæggelse af parkeringspladser og stiforløb.
Denne kendelse blev endelig tinglyst d. 13.3.1980.

Tiden derefter
Hvordan er det så gået i de forløbne 30 år siden fredningen endelig blev vedtaget?
Ja, først og fremmest blev de først fremsatte krav jo lempet betydeligt både af det lokale Fredningsnævn men så sandelig også af Overfredningsnævnet. Det er også et almindeligt indtryk, at lodsejerne i det store og hele efterhånden affandt sig med tingenes tilstand, og at det ikke gav de frygtede gener man forudså. Enkelte har haft besvær med gæster langs stierne, enten fordi de ikke har fulgt stien, eller de har haft hunde med som har skræmt dyr i indhegning, måske ligefrem har lukket dyrene ud, men det hører til sjældenhederne.
Dambrugerne har helt sikkert følt myndighedernes restriktioner mest, men det har ikke været fredningens skyld, men andre lovindgreb.
Nogle granplantager er blevet ryddet og det er som regel sket i fordragelighed.

Undertegnede blev kort efter fredningens endelige gennemførelse valgt af Egtved kommunalbestyrelse til at indtræde i fredningsnævnet, som kommunens repræsentant, og derved var jeg med til at afgøre en del dispensationssager i området igennem 12 år. Almindelig sund fornuft kom i disse år til at præge afgørelserne, og sjældent var der afstemning om nævnets holdning. Der var også kommet en ny og mere pragmatisk dommer som formand, det i sig selv betød meget.
Flere dambrug er blevet enten nedlagt med erstatning eller omdannet til ”put and take” søer i forståelse med ejerne. Hvor der i enkelte tilfælde har været forbud mod en grundejers ønsker, har det som regel været i bygningssager, som helt klart har været i modstrid af bestemmelserne i den afsagte fredningskendelse.

Myndighedernes ret til at lave landskabspleje på særlige sårbare og naturskønne arealer, har i enkelte tilfælde ført til det groteske, at man ved en fejl af det udsendte mandskab har ryddet enebærbuskene og ladet de selvsåede birketræer stå – det omvendte af, hvad der var meningen!

Gennem de forløbne år er der har overalt i det åbne land sket ret voldsomme ændringer. Det åbne landskab med vide udsyn vi havde for år tilbage, er nu mange steder blevet til bevoksninger af mere eller mindre selvsået karakter. Det er sket i takt med, at landbrugsbedrifterne er svundet ind til under en tiendedel og mindre selvstændige landbrug så at sige ikke findes mere som et erhverv, kun som lystejendomme og dermed også uden det dyrehold, som førhen afgræssede marginaljorderne.

Dette kan man måske beklage, men udviklingen har ikke været til at undgå. Fredningen har nok i det store og hele haft sin berettigelse. Vi er vist alle enige om at naturen i området langs ådalen er ganske unik og bevaringsværdig – og at mange har, og vil forhåbentligt også i fremtiden få gode oplevelser i denne naturperle, som det meste af Egtvedegnen lykkeligvis består af.

2. september 2012
Levnedsbeskrivelse fra Egtvedegnen

Helga Andersen var født d. 9/10. 1879 og døde d. 7/11. 1963 med døbenavnet Grundahl. Hun skrev i en meget høj alder ret så levende om sin familie og sit liv. Helga Andersen var gift med Christian Andersen, Egtvedgård, og de havde sønnen Frederik, der senere overtog Egtvedgård, samt datteren Agnes, der blev gift med vognmand Poul Uldall. Deres søn, Per Uldall, har nu velvilligst ladet Museumsbladet tage uddrag af sin mormors skrift, som er på 23 maskinskrevne sider. Her er der især medtaget beretning fra ægteparrets tid på Egtvedegnen, nemlig da de ejede og boede på Spillingsgård, senere på Egtvedgård og i deres villa, ”Solfang” på Østergade 33 i Egtved. (LPL)

– Jeg vender nu tilbage og vil fortælle om mit eget livs skæbne og kan med det samme sige, at livet har skænket mig rigeligt af glæde og lykke i mit ægteskab.
Jeg fik en god og dygtig mand, to kære børn og et dejligt hjem, og det rummer vel alt, hvad man kan ønske sig, og hvad der kan give livet indhold.

Da jeg for anden gang rejste fra Ødsted mejeri (hvor Helga havde truffet sin kæreste, Christian som var mejerist samme sted) var det for at bestyre huset for min broder Bjergagergård ved Århus og året efter flyttede jeg til Kærsholm ved Stenderup. Efter en god vinter der, tog jeg til søster Alma på Vester Ballesgård, hvor mor også boede den gang. Så skete det under et besøg, at min ven og min svoger kom til at drøfte, om det ikke var bedre at købe en gård i stedet for at vente i årevis på en mejeribestyrerplads. En gårdejer Niels Jensen på Påskeborg kunne anvise en gård, der var til salg i nærheden, og det endte med at de 3 unge mænd tog ud og købte Spillingsgård den næste dag. Mor blev noget forskrækket, da hun hørte de havde købt gården med det samme, og først da to ældre brødre til min ven, som selv havde gård på Fyn, kom over og godkendte handlen, var hun tilfreds.

Spillingsgård var på 50 tdr.ld. og kostede 19.000 kr. Vi blev så gift d. 4. juni 1906. Bryllupsfesten stod i vort hjem og var et familiebryllup, kun mejeribestyrer Duers fra Ødsted, hvor vi første gang mødtes og gårdejer Jens Boesen, Knudsbøl, en bror til min svoger, var også med.
Vi kørte i lukket vogn til kirke, hvilket var en sjældenhed den gang. Naboerne derude mente vi måtte være af fornem slægt, siden vi kørte i lukket vogn; endvidere var de betænkelige ved, hvordan det ville gå, når en mejerist skulle til at være landmand. De fleste naboer var ældre mennesker, som hørte til den missionske retning, men ellers var meget flinke.
Vi fandt to dejlige nabohjem: sognefoged Terkel Poulsens på Hedelykke og Niels Jensens på Påskeborg, 4 prægtige mennesker, hvis venskab vi bevarede så længe de levede. Det har stor betydning at møde rare mennesker, når man som fremmede kommer til en ny egn.

Gården var noget forsømt og lå ensomt; der var et temmelig nyt stuehus, men udbygningerne var gamle og ingen have, kun en gammel tilgroet frugthave bag ved stalden.
Vi havde en ung karl og pige til hjælp, men der var arbejde nok til os alle 4.
Vor tanke var straks, at det ikke var vort ønskehjem, som vi havde tænkt os, vi ville forbedre gården og så siden sælge. Der var ingen høstmaskine, så vi høstede kornet med le, vi tog fat alle 4 og glædede os om aftenen, når vi havde fået høstet et godt stykke korn; trods alt var der en vis hygge ved dette arbejde.
Når dagen kom, og kornet skulle køres i hus, fik jeg min plads på vognen og skulle læsse negene indtil læsset var tilstrækkeligt højt, så blev tømmen kastet op til mig for at køre hjem, og det var uden læsse-træ eller reb til at holde sammen på det. Jeg var nu slet ikke stolt af den post, jeg var altid bange, at hestene skulle blive skræmt af ét eller andet og løbe deres vej, men mærkeligt nok slap jeg altid godt fra det. Men jeg mindes endnu med et smil, hvor vi havde en stor og stærk karl fra Vorbasse. Han var lidt sen i vendingen, men flink og godmodig. En dag kom han kørende ind i gården med et læs korn, pludselig væltede hele læsset, og med det samme var Laurids forsvunden. Jeg blev forskrækket ved tanken om hans skæbne, det varede en tid, så stak han hovedet frem af neg-dyngen og så sig helt forvirret omkring til alle sider, som om han ville sige, hvor er jeg? Hans pudsige ansigtsudtryk kan jeg se endnu, men heldigvis var ingen kommet til skade, så det hele endte i latter.

Jeg længtes den første tid vi boede derude. Når min mand kørte til Egtved fulgte jeg ham med øjnene, til han var forsvundet for mit blik, og trods det, at jeg vidste han ikke kunne komme så hurtigt tilbage, begyndte jeg ret hurtigt at spejde efter hans tilbagekomst, hvorfor kan jeg ikke forklare. Men denne længsel forsvandt, da vi d. 20. okt. 1907 blev givet en dejlig lille dreng, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg så bestemt havde ønsket en lille pige. Drengen var så god og kær, og vi var enige om, at hans navn skulle være Frederik efter min far, og jeg ønskede, at han måtte komme til at ligne ham i sind og tanker, så vidste jeg, at han ville blive en god og retsindet søn. Og dette mit ønske blev opfyldt, han var altid rørende i sin omsorg for mig, når jeg var syg, vidste han aldrig det gode han ville gøre mod mig. Han var stille af natur, men havde mange fornøjelige og pudsige indfald, så vi to havde det rart, når vi så ofte gik ene derhjemme.
6 år efter kom der en lille søster, men Frederik kunne ikke rigtig forstå, at der skulle gå så lang tid, før hun kunne blive hans legekammerat – ja, rigtig kunne blive til noget – som han engang udtrykte sig. Hun var livlig af natur, men jo stadig de 6 år tilbage, og derfor fik de vel knap den glæde af hinanden før i den voksne alder.
Lillepigen fik navnet Agnes Ragnhild Grundahl Andersen. Hun blev døbt d. 16 nov. på hendes fars fødselsdag. Da hun blev større savnede hun Frederik, når han var i skole, når han så kom hjem, løb hun ham altid i møde og fortalte ham en hel del på sit gebrokne sprog, som han alligevel godt kunne forstå.

Frederik havde en lang og dårlig vej til skole, og var der sne måtte træskostøvlerne på og imellem måtte han foruden skoletasken have et rugbrød eller andet med hjem. Så det kunne gøre mig ondt, når han kom hjem og fortalte, at han var træt. Alt var jo besværligt dengang, børnene kunne ikke som nu køre på cykel eller blive kørt i bil til skole. Der kom ingen varebiler rundt til hjemmene, ikke mange havde telefon eller elektricitet – ja, når man tænker tilbage på tiden dengang, forundrer man sig over den store forandring, der er sket.

Efter 12 års forløb solgte vi så Spillingsgård og købte Egtvedgård. Frederik med sit følsomme sind smertede det at skulle flytte fra barndomshjemmet, jeg fandt ham en dag stående i den gamle have og græde, der hvor han i så mange år havde følt sig glad ved selv at gå og lege, det drejede sig ofte om at lave maskiner. Vi forundrede os tit over alt, hvad han kunne lave af gammelt jern så det kom til at ligne et eller andet maskineri.
Jeg følte med ham, men glædede mig alligevel til det nye hjem, og Agnes som endnu var lille og sorgløs, nynnede en lille sang mens vi rejste til det nye hjem.

Til Egtvedgård hørte 90 tdr.ld. og den kostede 87.000 kr. Den havde ligget lige over for kroen i midten af byen, men var flyttet ud på et bakkedrag sydvest for byen for 6 år siden og havde i dette tidsrum haft 3 ejere, så gården var meget forsømt.
Besætningen bestod kun af to heste, 10 køer og to kalve og der fandtes intet foder til kreaturerne da vi flyttede derop d. 1. marts, så der måtte købes foder til et par måneder, men det altoverskyggende var den skønne beliggenhed, som gjorde at det fremover i tankerne kunne blive vort ønskehjem.
Der var indlagt både telefon og elektricitet, og Frederik glædede sig allermest over, at mor nu ikke mere behøvede at køre hestene i hestegangen for tærskeværket, et arbejde, jeg dog aldrig selv havde været ked af.
Vi havde en flink karl og pige som var flyttet med os, og vi tog alle fat. Modet og kræfterne havde vi også og arbejdet lykkedes. Markerne blev renset og gødet. Staldene blev fyldt med dyr og bygningerne blev også gjort større.
Min ønskedrøm blev opfyldt med rammen om vort hjem, en stor og smuk have. På den store sandbakke, som skrånede ned mod byen, fik vi i samråd med en anlægsgartner fra Kolding anlagt den skønne have, so var vor glæde i mange år, og som nu værnes af børnene.

I 1920 kom genforeningen, og vi søskende oplevede den store glæde at blive indbudt til at være med til at stemme Sønderjylland tilbage til Danmark. Rejsen og opholdet dernede var gratis. Sognefoged Sandberg i Endrupskov, hvis forældre havde været nære venner til far og mor, havde gjort et stort arbejde for at finde os 5 søskendes adresser, Anna og Alma havde ikke tænkt på at tage Grundahl navnet med da de blev gift, men vi blev samlet og boede hos Sandbergs i disse dage, glæden var ubeskrivelig. Der var dannebrog overalt og der var pyntet med guirlander som til fest. De mange år, hvor man havde levet under tvang var nu forbi.
Skolestuen var om aftenen omdannet til festsal, der var kaffebord med taler og sang og til sidst blev der spillet op til dans.
Efter nogle dage rejste vi fra Endrupskov til Ribe for at besøge fars grav hvor vi lagde en krans med røde og hvide bånd, hvor der stod: Sønderjylland vunden, det var kampens mål. Ja, hvor havde vi ikke undt far at skulle have oplevet denne dag, det havde jo været hans livskamp.

Helgas rejse ved genforeningen er her forkortet. Hendes far, Frederik Grundahl var veteran fra 1864, hvor han blev taget il fange ved Dybbøl og hvor hans bror faldt, men aldrig blev fundet efter slaget. Frederiks helbred tog skade under fangenskabet, han blev dog senere en værdsat forpagter og plantør under Gram slot, men måtte se sig forvist af tyskerne for sit danske sindelag og for at hjælpe unge sønderjyder over grænsen. Forvisningen tog hårdt på ham og familien. (Anm. LPL)

– Vi søskende måtte skilles igen. Eventyrrejsen var endt, og denne gang var det for de fire af os til et hjem hvor ægtefælle og børn glædede sig til vor hjemkomst, det havde været min sorg, at jeg ikke kunne tage min mand og mine to børn med på denne vidunderlige rejse, flere af vore venner havde også sagt til mig – ”kunne vi dog få lov at tage med dig”.

Men hjemmets pligter kaldte, og der måtte tages fat igen. Et par år derefter opfordrede Kolding Folkebanks bestyrelse min mand til at bestyre deres filial i Egtved sammen med sognefoged Terkel Poulsen. Efter en betænkningstid tog vi imod tilbudet, da min mand havde lyst til regnskab, og det blev en gerning, som han varetog i 31 år. Senere fik han desuden adskillige tillidshverv, blev indvalgt i sognerådet, formand for elektricitetsværket, i bestyrelsen for Kolding-Egtvedbanen med mere. Alt dette optog meget af hans tid, og han måtte være meget borte fra hjemmet.
Jeg glædede mig meget over den tillid han nød i befolkningen og søgte i alle måder, at være ham til støtte i hjemmet.

Vi var heldige at have flinke medhjælpere, som altid var gode venner med børnene, som voksede op og tog en tørn med derhjemme. Da de blev voksne kom de på skoler for at lære noget, men vi havde gerne én af dem hjemme.
Jeg var især glad da Frederik i en tidlig alder overtog forkarlepladsen, jeg vidste da, at alt kom til at gå sin rolige og støtte gang, selv om far ikke var hjemme.
Den 4. juni 1931 fejrede vi sølvbryllup sammen med slægt og venner.
Vi vågnede om morgenen ved sang og musik, en skare af naboer og venner var mødt. De havde i nattens løb rejst en meget smuk æresport og en flagallé fra stuehuset og ud til landevejen, et smukt og rørende syn, og fra Ungdomsforeningens anlæg vajede Dannebrog fra den tidlige morgen.
Klokken 4 samledes vi med vore gæster ved Forsamlingshuset, udenfor stod musikanterne og hilste gæsterne ved deres ankomst med hornmusik, en gammel skik, som jeg havde taget med fra Sønderjylland.
Middagen forløb på en fornøjelig måde med taler, sang og musik. Senere samledes en flok ungdomsvenner til Frederik og Agnes og dansen gik med lyst til langt ud på natten, jeg husker klokken var 4, da vi kørte hjem til Egtvedgård, det var blevet lyst og fuglene hilste os med deres morgensang. En dejlig dag var afsluttet, som vi kunne mindes med glæde og leve videre på.
I de følgende dage havde vi endnu gæster, der var 18 familiemedlemmer, som overnattede, fra Finland, Fyn og Nordjylland, man savnede bilerne dengang.
Finnerne blev ca. 14 dage og efter 3 uger rejste søster Anna som den sidste af sølvbryllupsgæsterne.

Der gik igen nogle dejlige år med arbejde og fremgang. Stuehuset var blevet større og haven var vokset til, og dermed forskønnedes vort hjem, hvor børnene kunne nyde deres ungdomstid.
Det var også dejligt at kunne samle slægten af og til, og i tidens løb havde vi fundet mange gode venner, især mindes vi en klub, hvor vi samledes skiftevis i vore hjem til hyggeligt samvær og et spil kort. Herrerne spillede l’hombre og damerne spillede whist. Det var lærer Andersens, mejeribestyrer Sørensens, trælasthandler Thygesens og senere også maler Bruuns og uddeler Nielsens, alle prægtige mennesker, som vi tilbragte mange hyggelige stunder sammen med.

Der kom igen festdage hos os. Den 12. nov. 1936 fejrede Gerda og Frederik bryllup, og den 18. december 1938 fejrede Agnes og Poul deres bryllup. Jeg ser endnu for mig højtidelighederne i den smukt pyntede Egtved kirke, hvor de begge to var blevet døbt og konfirmeret. Jeg ser Agnes og Gerda i deres hvide brudedragt, og jeg ser far føre vore børn op i kirken som brud og brudgom på deres bryllupsdag. Det var både store og hyggelige fester, som blev fejret i Egtved Forsamlingshus. Men mon ikke hos de fleste forældre er glæden iblandet vemod en sådan dag, man tænker hvordan vil livet nu forme sig for dem, som var det kæreste for os? Og i hjemmet er de savnet, vi to er nu blevet alene.

Senere blev jeg indvalgt i Kolding landbrugsforenings husholdningsudvalg med det formål at få startet en husmoderforening i sognet. Der var 21 kredse, og enhver af disse kredse skulle have sin forening. Jeg var betænkelig derom, men sammenkaldte til et møde, hvor sagen blev forelagt. Der var mødt mange husmødre, og vi fik startet en forening med ca. 100 medlemmer og 7 bestyrelsesmedlemmer, jeg måtte overtage formandsposten. Vi mødtes én gang om måneden sammen med vor konsulent, frk. Andersen, Vejen. Det var jo under krigen, hvor det var småt med mange ting, så der var emner nok at tage fat på.

Husmødrene mødte flittigt, foruden at lære noget var det rart at komme sammen i disse mørke år. Der blev syet børnetøj af brugt herretøj, der var jo næsten intet at købe. Tyskerne havde tømt vore butikker. – Vi bagte også kage af bygmel fordi det var så sparsomt med flormel, og mange mange andre ting fik vi lært. Imellem havde vi hyggeeftermiddag, jeg mindes en sådan i Egtvedgårds have, hvor vi drak kaffe. Vejret var strålende med varme og solskin. Lærerinde frk. Kamma Lauersen, Askov højskole talte om fangernes ven, Mathilde Wrede. Senere samledes vi i stuerne og lærer Ingemann Petersen, Tågelund læste en fortælling, vi sluttede af med musik og sang. Til vor glæde var der mødt mange, som vi oplevede en god eftermiddag sammen med.
Vi havde også oplysende foredrag af fru læge Daugaard, Kolding og fru læge Starup, Vejle, samt koncert- og skuespilaftner, og traditionen tro havde vi ind mod jul et hyggeligt julemøde, dobbelt hyggeligt fordi vi denne aften også havde vore ægtefæller med. Kaffebordene blev festligt julepyntet med gran og lys. Vi havde altid en præst eller en anden god taler til at underholde foruden sangen af vore dejlige julesalmer. Jeg nævner nogle af dem: Pastor Tobiasen og pastor Reventlow, begge Kolding, pastor Sarnæs, Harte, pastor Jensen, Egtved, pastor Lauersen Vig, tidligere Egtved, pastor Jensen, Haderslev, realskolebestyrer Buhl, Tørring, fru højskoleforstander Lund, Rødding, fru højskoleforstander Vedsted Hansen, Ølgod og koncertsangerinde fru Stotz, Kolding. Det var ikke i bilernes tid, så nogle måtte overnatte hos os, og det var en fornøjelse at komme i kontakt med disse mennesker.

I husmoderforeningen havde vi også kursus i håndgerning og kjolesyning, og vi havde udveksling med husmødre fra andre egne. En særlig interessant udveksling med svenske husmødre, hvor vi var på en 10 dages Sverigesrejse, måske fortæller jeg derom senere.
Det var et stort arbejde at være formand, men jeg mødte megen taknemmelighed, og derfor fandt jeg en glæde ved at kunne være lidt for andre ud over dem, som hørte hjemmet til.
Således gik 14 år, og jeg fandt at der skulle yngre kræfter til, nu hjalp der ingen overtalelse mere. Ved et julemøde blev jeg udnævnt til æresmedlem tillige med smukke og gode ord som tak for de mange år. Og til min fødselsdag modtog jeg en gave med et kort, der lød således:

Til vort æresmedlem
Med øjet vendt mod syd og nord,
et sind altid fyldt med milde ord,
en trang til at virke og skabe stort,
så stille du gik, og fik alting gjort.
Hjertelig tillykke og tak!
Egtved husmoderforening

Det var krigens mørke år, og vi blev bedsteforældre til Agnes små drenge, Bent og Peer. Bent blev født d. 29. okt. 1940, og Peer d. 6. juli 1943, og de to kom ligesom for at sprede solskin over vore aldrende dage. Men årene gik, vi blev ældre, og det blev for meget at drive gården tillige med arbejdet i banken. Jeg havde dog mere mod på at blive på gården noget længere. Vi talte så om, at hvis Frederik og Gerda, som dengang boede på Degngård i Højen, ville overtage Egtvedgård, ville det ikke blive så svært at flytte derfra, hvor vi havde levet i 32 lykkelige år.
Og det blev således. Gerda og Frederik overtog Egtvedgård i efteråret 1947, og vi flyttede til vort nuværende hjem, ”Solfang”, som vi havde ladet bygge. Samtidig flyttede Agnes med familie ind i lejligheden på første sal.
Det var meget besværligt at bygge lige efter krigen, der skulle søges om alt, og så var det endda vanskeligt at fremskaffe de fornødne materialer.

Nu kunne det blive tid til arbejdet i banken, og der skulle anlægges have, så der var nok at tage fat på. Nu havde vi også daglig Bent og Peer at glæde os over og forkorte tiden for os. De havde fået så mangen god arv i vuggegave, som jeg ønsker og håber nu vil blive dem til lykke i livet.
Vi har nu fulgt dem fra barn til voksen og fået dem så kær, fordi de altid har vist os et rørende hensyn og godhed.
Det har også altid været os en glæde at besøge vort gamle hjem og se hvordan alting gik fremad. Alt var i orden både ude og inde, de unge fik fuldført det vi ikke nåede.
Det var også dejligt at gå deroppe og agere bestyrer, når Gerda og Frederik tog en lille sommerferie og rejste mod syden, da levede vi de svundne dage om igen.

Og alle vore søskendebørn skylder vi tak fordi de altid har søgt at glæde os, de glemte os aldrig når de havde familiefester eller andet, og vi kunne følge dem i deres livsgerning. For mig har det altid været en rig oplevelse at kunne samle og værne om slægten.

I 1954 tog min mand afsked som bankbestyrer i Egtved, det skete ved en festlig sammenkomst her i vort hjem. Formanden for Kolding Folkebank, dyrlæge Nielsen, Donsgård samt bankens to direktører, Nielsen og Brink og nogle flere var mødt og overrakte min mand et sølvfad med inskription som tak for de 31 års virke herude. Der blev holdt en række taler, som fortalte at han i disse år havde vundet befolkningens tillid og agtelse.
I årene derefter vedblev de gamle kunder at komme her og spørge om råd, de savnede ham nede i banklokalet, og det blev også et savn for ham.
Vi mindes stadig de hyggelige udflugter vi havde sammen med direktionen og Folkebankens personale, hyggelige mennesker, som det var en fornøjelse at være sammen med.

Den 4. juni 1956 kunne vi holde guldbryllup, og da vi var raske blev det bestemt, at dagen skulle fejres. Men vi var noget betænkelige forud, hvordan det ville lykkes at få den rette feststemning frem, nu vi var blevet ældre, for ikke at sige gamle, og flere af vor slægt og venner var gået bort. Men den bekymring kunne vi have sparet os, for det viste sig, at trods alderen ikke var glemt. Det blev den dejligste fest af alle de mange vi har oplevet.
Det var ikke til at holde tårerne tilbage, da vi om morgenen vågnede ved sang af vore gode naboer og venner, og se det store arbejde, de havde gjort for at smykke vort hjem. Alle de mange blomster og de mange guirlander der nåede fra huset igennem haven og helt ud til landevejen. Det var festligt at tage vennerne med ind i stuen og drikke morgenkaffe og synge: Se nu stiger solen af havets skød.

Senere på formiddagen kom min mands slægt fra Fyn og Finland til frokost, og kl. 4 tog vi imod alle vore gæster til middag i forsamlingshuset. Middagen forløb på det festligste, der var god musik, sange og 18 indholdsrige taler. Jeg mindes endnu så mange af de gode ord der blev sagt.
Og senere – vi havde bestemt, at der ikke skulle danses brudevals, da min mand havde et dårligt ben og gik ved stok – så blev jeg overrasket, da brudevalsens toner lød og min man bød mig op til dansen. Doktor Pedersen, som var blandt vore gæster, havde givet sin tilladelse dertil. Og det gik meget godt, trods dette, at stokken fulgte med til alles jubel. Pastor Jensen havde været fraværende og tænkte da han kom tilbage, at vi ikke kunne danse brudevalsen, gik derfor hen til musikken og bad om brudvalsen. Det hjalp ikke at jeg fortalte ham at den var overstået, jeg måtte også danse den med ham, og således gik det til at der blev danset to brudevalse i stedet for ingen.
Men hvad er vel også skønnere end at høre en brudevals’ dejlige toner. Jeg har altid holdt meget af at danse og jeg kunne holde ud til det denne aften, så jeg fik danset meget. Selv Bent og Peer ville danse med deres mormor. Min mand hyggede sig som tilskuer og passiarede med slægt og venner.
Vi festede til dagen begyndte at bryde frem, det var jo i de lyse nætters tid.
Vi havde igen oplevet en vidunderlig dejlig fest: Vor guldbryllupsdag!

Her slutter Helga Grundahl Andersens optegnelser. Hun levede endnu i 7 år og døde året efter sin mand. Men et interessant indblik i et arbejdsomt og anset ægtepars hverdage og festdage i Egtved for mange år siden – med navne og hændelser nogle endnu kan huske. (LPL)

26. august 2012
Små Egtvedbanefortællinger

Den smalsporede private jernbane blev åbnet i 1898 og levede kun i 32 år. Den blev som den første banestrækning lukket allerede i 1930. Men den dag i dag kan flere strækninger endnu følges som stier eller markveje.
For nogle år siden talte Egtved Museumsforening med dengang nulevende, der havde rejst med toget, og her følger nogle af de små fortællinger:

Ejner Buhl Gaarde:
Når far kom hjem med toget fra Kolding kl. 11 skulle han hjem og spise, jeg fik så lov at rangere de togvogne der skulle ud på turen tilbage kl. 12. Far var togfører på Egtved-Koldingbanen der var etableret i 1898 og kørte frem til 1930, hvor den smalsporede bane blev nedlagt. Sammen med lokomotivføreren hjalp jeg som dreng altid med at vende lokomotivet på drejeskiven, fylde vand og kul på, samt sætte vognene rigtigt sammen. Stationsforstanderen hed Nissen og var også Postmester, han var en fin mand.

Dengang var der jo et virkeligt liv på pladsen nede ved stationen, hvor nu posthuset ligger. Dengang var der næsten ingen biler, og alt gods til kroen, hvor der var købmandshandel bl.a. med foderstoffer og meget andet, blev fragtet med banen og siden kørt ud af vognmand Simonsen, der havde Afholdshotellet. Med hestevogn kørte han så varerne ud til kunderne i byen.

Den anden vej husker jeg de levende svin, bønderne kom med. Der var virkelig liv på stationen, især om mandagen. Stationsforstanderen var også kongelig måler og vejer, og svinene skulle vejes og afregnes kontant. Så skulle bønderne gerne en tur omkring kroen og have et par kaffepunche inden hjemturen.

Også tørv og brænde kom der mange vogne med. Det var faktisk den største del af transporten fra Egtved, som så skulle videre til Kolding og så omlades til Fyn og Sjælland. To kasser af vores slags, der fyldte en vogn, kunne være i een statsbanevogn. Det var en alt for stor udgift i længden med den omladning i Kolding, og da først rutebiler og lastbiler blev almindelige, var det sket med Egtvedbanen.

Karen Jacobsen, Vorkvej 20:
Den 13. dec. 1927 brækkede min bedstefar, L. P. Madsen sit ene ben. Han var smed i Ballehule og de havde fået et tungt redskab leveret med Egtvedbanen. Slisken brækkede under aflæsningen hjemme, hvor vi boede, nu Vorkvej nr. 20, og maskinen faldt ned over bedstefar. Han kom på Kolding sygehus, og vi tre børnebørn på 4, 6 og 7 år skulle med mor ud og besøge ham.

Vi skulle så med toget fra Egtved, det var snesjap og vi skulle gå i forvejen i vore træsko derop. Mor, Anna Madsen kom på cykel bagefter, men da hun kunne se os oppe ved Kirken, blev hun hed om ørerne, idet hun havde glemt kurven med vore sko. Der var ikke tid til at hente dem, så vi smuttede ind til “Røgsinne” for at låne sko. Jeg fik som den ældste et par fine nye laksko, men Simone måtte have et par gamle, alt for store med aviser i, – uha gå i Koldings gader med sådanne nogle, Mika fik et par snørestøvler. Hjemme så søster Gudrun kurven med skoene og løb ud til far, Sofus Madsen. Han var ved at sko en hest, men hest og mand måtte vente. Far havde en lille motorcykel, nærmest som en lille knallert i dag, – han af sted med vore sko og nåede akkurat at lange dem ind af vinduet i toget, og vi kom standsmæssigt til Kolding.

Johanne Andersen, Kirkevænget 7C:
I min barndom hørte “Egtvedgrisen” med til min hverdag. Vi kunne hører den når den kørte fra Egtved og ind, og igen fra Bølling Station, som vi boede ikke så langt fra. Vi børn kendte alle togtiderne, og da vi intet ur havde, var det med at komme hjem fra marken, når toget fra Egtved kom forbi et par minutter over 12. Vi var tit nede på stationen i Bølling for at sende breve eller pakker med toget.

Far var også tit med toget til Kolding, det var gerne når han skulle til eksportmarkedet, hvor dyrene blev handlet. Når vi skulle have grise eller kreaturer med til slagteriet, blev der sat en jernbanevogn på Bølling Station og dyrene blev så læsset på ad en rampe. Min yngre bror blev tit sendt til Egtved med toget for at handle lidt ind i Brugsen. Han var da en halv snes år og skulle sige til togføreren, at han skulle med toget hjem igen.
En gang var han ikke kommet tilbage til toget i Egtved og der blev så ringet til Brugsen, at nu skulle han komme, for toget skulle køre.

Jeg havde også en ældre bror, der hver dag kørte med toget til Kolding, da han gik på realskolen der. Vi havde en lidt besværlig vej til Bølling Station, den var ikke lang, men vi skulle over Hjelmdrup mose, hvor der kun gik en sti dengang. I den mørke vintertid, havde han en lille flagermuslygte med og det skete han var lidt sent på vej. Når han så kunne se toget skulle til at køre, svingede han lygten og da ventede toget selvfølgelig lige på ham.

Han oplevede og fortalte meget fra skoletiden i Kolding. Især de mange forskellige mennesker, der var med toget og som fortalte historier på vejen. Der var en grisehandler, Peter Søndergaard, som særlig var god til det med historier. En vinterdag under en slem snestorm, kunne toget ikke kører længere end til Viuf. Der blev ringet til en nabogård, at der var en ung mand, der absolut ville hjem og at det sikkert var min bror. Far gik ham så i møde og fandt ham da også på linien i snefygningen. “Far er det dig”, sagde min bror forundret, da far fandt ham i sneen.

Stationsforstanderen i Bølling hed Madsen, de havde mange børn, som jeg gik i skole med. Senere kom der en ny der hed Lund. Ham fik min yngre bror lov til at køre med på troljen, når Lund skulle ud på linien for at tilse denne. Det gik stærkt ned mod Egtved. Toget kørte meget langsomt opad fra Bølling Station mod Vendborg. Vi børn kunne høre den sagde: “Kom til hjælp – kom til hjælp”! Når toget så omsider var kommet i fart sagde det helt anderledes: “Behøves ikke – behøves ikke”!

Aksel Larsen, en jævnaldrende nabodreng, fortæller om toget, at de kunne godt standse dette hjemme ved deres hus, så de ikke behøvede at gå til stationen for at stige på. Han blev i øvrigt engang meget forskrækket og kunne ikke sove om natten. Han havde været med sin mor i Gravens og i toget var der en mærkelig mand, der alvorligt talte om sære ting. bl.a. at verden ville forgå dagen efter. Det var bare for meget for en dreng på 10 år dengang i 1920erne.

Det var en mærkelig dag, og dagene derefter, da vi ikke længere hørte togets fløjt og kunne konstatere om det var middag. Da var jeg 14 år slutter Johanne Andersen.

Mogens Terp, Terpsminde ved Brakker:
Mine to brødre var noget ældre end jeg og jeg husker, at de skulle med toget til Kolding fra Brakker Station kl. 6.40 om morgenen og så var de først hjemme igen med toget 17.35. Især om tirsdagen nåede de ikke skolen før hen ad kl. 9, for da var der så mange svin der også skulle læsses på toget, men det var mine brødre ikke spor ked af.
Om vinteren så mine brødre faktisk kun deres hjem ved dagslys om søndagen, det var lange dage dengang. Hvis mine brødre nu var kommet lidt sent af sted, så havde de altid en lygte med og den svingede de med oppe ved vejen. Det så lokomotivføreren os så stoppede han og tog dem med.

Min far havde leveret en orne på stationen engang, og man ringede lidt senere fra Alminde Station, at ornen var ikke mere på toget. Far og karlene tog derpå ud for at lede efter dyret, men de kom næsten kun udenfor indkørslen, så kom ornen luntende af sig selv hjemad.

En anden gang havde toget fået for meget fart på ved Alminde Hule og i et sving røg sidelågen op på en vogn med grise. Resultat, alle grise trimlede ned ad jernbanedæmningen.

Opad på denne stækning, hvor toget kom ned i godt skridtgang, var det en yndet sport blandt skoledrengene, at hoppe af og skubbe lidt, men det var til stor ærgrelse for togpersonalet, og een gang lykkedes det da også at få toget så hurtigt i fart, at drengene blev agterudkørt.
Sådan drillede man hinanden. Drengene sang: “A kan eet – a kan eet, a trower det goer – a trower det goer”, og så når toget kom i fart – “det gik jo lie – det gik jo lie”.

Sønnen fra St. Roed har fortalt mig, at han engang han kedede sig, havde tændt et bål mellem skinnerne. Toget måtte jo pænt holde og slukke branden og derpå måle om skinnerne havde slået sig, hvad de nu ikke havde, men det var en betydelig værre historie for drengen, end han havde tænkt sig.

Mine forældre og de andre bønder her på egnen, skulle gerne hver tirsdag til Kolding, da var der markedsdag og man havde en stiltiende aftale om at sidde på de samme pladser i toget. Der var plyssæder på 2. kl. og træsæder på 3. kl. Bønderne havde altid 2. kl. og det var ikke velset, hvis der kom en fremmed og satte sig på ens foretrukne plads. Det var næsten lige som i kirken.

Da motorvognen kom og der ikke skulle rangeres så meget med godsvogne, kom vi noget hurtigere frem. Motorvognen kunne ikke trække andet en enkelt postvogn foruden sig selv, hvor passagerne sad. Her på egnen var det en yndet fornøjelse om sommeren at gå ned på Brakker Station og se det sidste tog til Egtved kl. 22.09. Der var jo ikke så megen anden adspredelse, så vi spadserede ned for at se hvem der nu havde været med toget og måske høre lidt nyt. Det var jo inden både radioen og fjernsynet kom til at ændre folks vaner.

Så vil jeg lige også tilføje, at når man i dag færdes ad den gamle banelinie, kan man ikke undgå at lægge mærke til de mange blommetræer, kirsebærtræer, æble- og pæretræer, ja også nøddebuske er der mange af. Det undrede mig i mange år indtil det slog mig, at det er vel passagererne, der har spist disse frugter og smidt resterne ud. Det har så resulteret i disse træer langs banelinien, der stadig står her 70 år efter den sidste tur med “Egtvedgrisen”.

Aksel Kyed, Ågård:
(Sådan blev Marius Kyed til)
Den første stationsforstander i Starup – eller ekspeditrice som kvinderne hed – var frk. Madsen. Iver Kyed fra Hesselballe tog tit Egtvedgrisen til Kolding, og på Starup Station trak han altid kupèvinduet ned og spurgte: “Hwoden goert frk. Madsen”.

Dette blev optakten til den lune og første borgmester i Egtved storkommune, idet Marius blev født efter en del parlementeren gennem vinduet og senere frk. Madsens og Ivers giftermål.

Hans Ravn i Gravens købte en lastvogn og blev fragtmand for stationerne ved Egtvedbanen, men med en klausul om ikke at konkurrere med banen. Dette gav helt groteske situationer. Han hentede en gang et klædeskab i Hesselballe og kørte det til Gravens Station. Dernæst hentede han igen skabet på Haurballe Station og kørte det een km ud til karlens nye adresse.

Ida Skovmand Siggaard, Vejle:
Min far drev gartneriet “Flora”, Sdr. Vang i Kolding og min mor havde blomsterforretning i Jernbanegade fra 1898 til 1934. De sendte mange planter, kranse og buketter med “Egtvedgrisen”, så dens navn hørte jeg tit som barn.

Min mor fortalte at bønderne var noget bange for deres kreaturer på marken den gang banen startede. Jeg kan huske at der i den bagerste vogn, øverst oppe i højre hjørne, var et lille træ-lukaf til en banemand. Han skulle bremse toget med en stang oppe fra sit lukaf. En hund, der boede i et hus langs banelinien ved bakken op mod Bramdrupdam, havde set sig gal på denne bremsestang, og når toget passerede op ad bakken løb den bagefter og hagede sig fast i denne stang så toget standsede. Da det var sket flere gange fik hundens ejer besked på at holde hunden inde når toget kom. Toget kunne tidsnok blive forsinket på strækningen inden det nåede Egtved.

31. oktober 2011
Fra telefonens barndom

Den første telefoncentral i Egtved havde til huse på kroen, hvor en ugift datter af kromand Møller passede centralen for omkring 100 år siden. På et billede af kroen fra dengang ser man telefonmasterne med ca. 8 linier, og det har sikkert også været antallet af abonnementer, telefonen var et ret nyt fænomen, som dog hurtigt blev populært.

Telefonselskabet havde da 16 centraler her på egnen og var hjemmehørende i Ågård, hvor doktor Vinther var formand. I 1917 var centralen flyttet til Egtved Afholdshotel i Dalgade, og blev bestyret af Marie og Anton Jensen. De havde centralen i mange år, og da Anton Jensen døde i 1945 overtog enken hvervet som centralbestyrer helt indtil centralen blev automatiseret i 1968.

En datter, Kethy Elmstrøm i Vejle fortæller at centralen blev flyttet til sit nuværende sted, Dalgade 26, ca. 1920. Allerede nu var der 86 abonnenter og midt i trediverne var dette tal vokset til ca. 150. 1940 blev centralen overtaget af Jysk Telefon, og herefter gik udviklingen endnu stærkere.

Inden Jysk Telefon overtog centralen bestilte man ikke telefonnumre, men bad bare om Brugsen, snedker Thomsen eller Jens Hansen, og man var nødt til at huske numrene udenad siger Kethy Elmstrøm og tilføjer, at folk dengang troede vi vidste alt på centralen, hvad der nu ikke var helt rigtigt. Dengang blev der oprettet partstelefoner med et x, y, u og v tilføjet til nummeret. Det var billigere for abonenterne og sparede selskabet for at trække alt for mange luftledninger. Det indebar at man skulle løfte røret og høre om der var andre i røret, i så fald måtte man pænt vente til der var fri.

Inden 2. verdenskrig var der to telefonmontører, Marinus Johnsen og Andreas Christensen. Når der var stormvejr blev ledningerne ofte slynget sammen og så talte folk i munden på hinanden. Montørerne måtte så ud i al slags vejr for at rette trådene ud eller sætte knækkede master op igen, tit en ret håbløs opgave om vinteren. Efter kl. 20 om aftenen var centralen lukket, men man kunne godt ringe i nødstilfælde, det kostede 50 øre ekstra, også efter kl. 11 om søndagen.

Efterhånden som centralen voksede blev der flere ansatte, og det var et ret eftertragtet job at være telefonistinde, arbejdstiden var 7 timer, med et kvarter og en halv times pause, hvor man blev afløst af en anden. Havde man vagt om søndagen, gav det en fridag ugen efter. Når det var tordenvejr op over måtte vi slet ikke betjene centralen. Det skete dog engang at der kom en mand cyklende og meldte om en ildebrand, da så vi stort på forbuddet og ringede efter brandvæsenet beretter den forhenværende telefonistinde Kethy Elmstrøm.

Siden automatiseringen i 1968 har telefonens sejrsgang været eksplosiv. Luftledningerne blev lagt i kabler og ned i jorden, og nu er det ikke længere så meget fastnettelefonen der benyttes. Mobilen, der for 25 år siden vejede 10 kg og kostede en formue, overtager mere og mere telefonsnakken plus alt det med SMS og hvad det nu hedder. Vi er nogle der mener, det næsten er blevet for meget af det gode, men hvem vil undvære sin mobil i dag?

31. oktober 2011
Fra “slavekrigens tid”

Rædsel og panik i Egtved for 150 år siden
I foråret 1848 var oprøret i hertugdømmerne mundet ud i en krig mod Danmark, og kort efter udbrød der en ganske voldsom panik i befolkningen overalt i Jylland.
Rygtet ville nemlig vide, at en stor skare tugthusfanger, (de blev dengang benævnt slaver) var sluppet ud fra fængslet i Rendsborg, og nu drog disse røvere hærgende op gennem landet sydfra, og da den danske hær var involveret i kampe mod oprørerne i Sydslesvig, var der ingen til at stoppe slavernes voldsomme plyndringer, ildspåsættelser og voldtægter.
Rygterne herom gik som en løbeild fra sogn til sogn, det var jo inden man kendte til en almindelig kommunikation, som vi kender i dag, med aviser endsige radio og TV.

Her på Egtvedegnen er der forskellige gamle beretninger om, hvad alle disse falske rygter afstedkom, og nogle skal her genopfriskes, idet der vel aldrig siden har været en så udtalt frygt i befolkningen, men også på samme tid en vilje til at gøre modstand.

En mand fra Oustrup fortalte omkring 1900:
Jeg mødte min søster, hun havde været til konfirmationsforberedelse, og nu hun kom løbende og fortalte, at en af mændene i Egtved stod udenfor sin gård og græd.
Han havde fortalt hende, at Keldkær skov var fuld af røvere, og at vi sikkert også fik deres besøg. Man skulle imidlertid bevæbne sig og samles for at tage imod dem.
Far var for gammel til at møde og ingen af os brødre var voksne, men så længere hen på dagen kom “gal Søren smed” jagende forbi vores gård i strakt galop. Han var på vej mod Ødsted for at erfare nyt om fjenden. Jeg hørte dog aldrig hvad han havde fået at høre.

Medens dette stod på, beredte mændene i byen sig på at give slaverne en varm modtagelse, og kvinderne havde travlt med at gemme værdigenstande. Sølvtøj blev gravet ned under bryggersgulvet, kister med klæder og andre ting, som man nødig ville miste, blev måske kørt udenfor byen og gemt på afsides ejendomme, imedens de våbendygtige mænd stævnede til Egtved, og var udrustede på samme vis som i vikingetiden. En husmand på Egtved mark mødte med sin store buløkse fæsnet på en et langt skaft, nogle havde forke eller udrettede leblade, kun de færreste havde et gevær at forsvare sig med.

En anden mand, Christian Pedersen har fortalt. – Min far, Peder smed boede på en lille gård mellem Egtved og Fuglsang, det nuværende Tagkærhus. Far havde været smed og havde en smedje ved gården, hvor han endnu drev håndværket. I disse dage bestilte han ikke andet end lave spyd og rette leblade til “hæren”. Denne samledes i sandgraven i Egtved, hvor senere kroen blev bygget, og de indøvede så på marken ovenfor, hvor møllen siden blev bygget i 1861.
Vi drenge fandt, at det var kostelige løjer og stillede os i geled som de voksne. Nogle af mændene havde været soldat i København og de agerede befalingsmænd og brugte de kommandoer de kunne huske. Når der blev kommanderet: Til angreb! Løb hele hæren mod kirkegårdsdiget og de faldt sommetider, de var jo ikke vant til denne bestilling.

Dagen efter kom to store høstvogne til Egtved fyldt med bevæbnede mænd fra Randbøl sogn. De havde hørt, at slaverne huserede i og omkring Kolding, og ville nu stille sig til de derværende forsvareres rådighed. De kom nu ikke længere, men deltog vistnok i den lokale styrkes eftersøgning inde i Egtved skov, hvor rygtet sagde, at der var set nogle mistænkelige personer, denne eftersøgning var dog også resultatløs.

I det hele taget kunne de udsendte vagtposter ikke melde om noget som helst usædvanligt, men fortællinger og rygter om herregårde, der var brændt ned, folk som var slået ihjel osv blev ved med at gøre folk forvirrede og rædselsslagne nogle dage endnu. Selv fra nord var man begyndt at frygte undvegne tugthusfangers tilsynekomst, rygtet fortalte nemlig at fangerne i Viborg også var sluppet fri, og nu var på vej sydpå for at forenes med slaverne fra Rendsborg. Derfor blev der sat vagt på Råbjerg, hvorfra man kunne se viden om.

I Vork, som dengang var større end Egtved by og dens gårde, samledes man også og indøvede modstand, der er beretning om at flere kvinder og børn gemte sig nogen tid under bakkerne i jordhuler, men efter nogle dage slappedes spændingen lidt efter lidt, da der stadig ingen slaver ankom, og det hele viste sig at være opspind.

Der er mange fortællinger fra alle egne af Jylland om disse grusomme rygter, hvor både præster og andre øvrighedspersoner lod sig opsluge af panik. Selv Herredsfogden sendte ordre ud til sognefogderne, og disse måtte så med ridende stafetter underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene, for at værne hjem og arne, som det hed. Senere kunne man så dog også more sig sammen over hele postyret, og det gav anledning til at der findes så mange fortællinger om hændelsen.

Dog undgik Egtveds borgere ikke den efterfølgende krig, hvor især de såkaldte “friskarer” huserede i længere tid medens de var indkvarteret på Nybjerg Mølle. Men det er en anden historie.
Egtved Museumsforening har i øvrigt et par eksemplarer af de hjemmegjorte våben fra “slavekrigen” i sin samling.

24. januar 2010
Egtved i gamle dage

Rytterdistriktet
Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det ville sige at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre med varer og aflevere en vis aftalt naturalier til kongen på Koldinghus. Til gengæld var de fritaget for hoveri, som andre bønder måtte på herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet, Brakker.

Ved en stor auktion i Kolding 1765 blev hele Ryttergodset solgt af Kronen og overgik til beboerne, men det var en stor byrde for bønderne at udrede købesummerne, og pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset:

Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til “fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemtage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.

Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder.

Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.

Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet, skriver pastor Storm. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres “ekstraskat”. Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ. Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, huggehus og vognskur. Sognepræsten Knud Storm giver i sin indberetning 1766 altså en hel del oplysninger om sine sognebørns kår. Der boede dengang 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogne.

Kirken
Storm oplyser at der i kirken står en kampesten i våbenhuset, den viser Sct. Peder med nøgle. Deraf slutter han, at kirken er viet til denne helgen. Stenen er en gravsten sat over en præst fra tiden 1200-1300. Den døde er afbildet stående mellem to kors, og ovenover sår en engel med udbredte vinger og nøglen til Paradiset.

En åben begravelse står i den søndre side i tårnet, hvori står general Ingenhaven og dennes hustru i ligkister betrukket med sort læder. Nedenunder med en lem over ligger min forgænger pastor Peter Storm og dennes hustru. Ved ombygningen i 1863 blev disse kister sænket under gulvet, og der blev indrettet siddepladser i det gamle tårnrum, fortæller Eliassen. S.P. Sørensen fortsætter:

Kirken var meget brøstfældig, da den i året 1863 blev ombygget. Det var en gammel tale, at Egtved kirke ville falde sammen en gang den var fuld af mennesker. Det skete dog heldigvis ikke. Våbenhuset gjorde tillige tjeneste som sprøjtehus. I kirkens kor fandtes tre små stolestader ved hver side, og desuden havde præsten og degnen hver sin lukkede stol ved enderne af altret, og når folk ofrede ved barnedåb og bryllup, skete det på den ene ende af altret til præsten og på den anden til degnen. De gamle kirkestole var forsynede med nummer, og hver familie havde sin bestemte plads. De gamle stole var meget ubekvemme, de bestod, foruden endestykket, af et siddebræt og et smalt ryglæn (hældtræ), der sad omtrent i højde med folks skuldre. På gulvet lå et bræt til at sætte fødderne på, men der var altid fodkoldt, især før der blev anskaffet varmeapparat. Enkelte havde en lille fodpose, andre havde halmsko til at trække uden på støvlerne.
Folk var tarvelige i deres klædedragt, også når de gik i kirke. For 40 år siden gik endnu mange med træsko og en del af kvinderne med forklæder.

Kroen
Som omtalt af Eliassen, var kroen i den vestligste gård i byen. Her var tillige brændevinsbrænderi i en fløj, som gik ned i haven. På det gamle kort over Egtved har krogården nr. 8. Den havde 4 Tdr. Hartkorn, og såvel møllen som den nybyggede kro på den anden side af vejen, er udstykket fra gården nr. 8. i Egtved. Krogården, eller Vestergården, som den også blev kaldt, fik kgl. bevilling i 1857 til værtshushold, handel og bageri og sammen med vindmøllen og kroen var det omkring årene 1860-1890 absolut egnens største virksomhed.

Den gamle gæstestald brændte tilligemed gården i begyndelsen af 1880erne. Den nye kro blev udskilt fra gården allerede i halvtresserne og bygget i en sandgrav på den modsatte side af vejen. Her havde folk hentet sand til nødvendigt brug, men nu hentede de så sand i en bakke lidt ovenfor, der hvor nu forsamlingshuset ligger. Denne bakke hed “Savladbakken”. Her blev planker og brædder udsavet med håndkraft, idet den ene mand stod ovenover den anden og førte saven næsten lodret.

Lige øst herfor lå bakken fuldstændig nøgen, før den blev taget ind til præstegårdshave af pastor Tilemann (sognepræst i Egtved 1864-1875).

19. januar 2010