Tag: Grove

  • Han lærte aldrig at malke

    Dorthea og Christen Søndergaard købte ejendom i 1918 af Ulstrup-Ajs, hvis rigtige navn var Anders Jensen. Bygningerne var da næsten helt nye. Det fortælles, at en tidligere ejer en dag skød efter en fugl, der sad på stråtaget. Skuddet antændte taget, og hele gården nedbrændte til grunden. Sandt er det, at der stadig findes rester af fundamentet under og på den anden side af den vej, der fører ind til gårdspladsen.

    Arealet, der ligger nord for vejen mellem ejendommen og “Den stur Hie”, var i 1918 ikke i drift. Det lå så lavt, at der voksede siv, så Christen måtte dræne, inden marken kunne anvendes som landbrugsjord.

    Landbrug var, da Christen og Dorthea begyndte i Grove, en blandet landhandel. Man avlede korn, græs, hø, roer og kartofler, og af dyr var der heste som trækkraft foruden køer, høns og svin. Mange, der havde en moseparcel, tjente en ekstra skilling ved at grave tørv. Gik det dårligt med det ene, kunne man som regel få penge til at leve for fra noget andet. Man var som landmand ikke så sårbar i dårlige tider – når man lige ser bort fra 30’erne, hvor afsætningsforholdene var så elendige, at mange måtte gå fra hus og hjem.

    Men det er nu alligevel underligt at tænke på, at nutidens svinefarme leverer tusinder af svin til slagteriet hvert år, mens Christen kunne nøjes med at levere omkring 25 slagtesvin om året – og endda kalde sig svineavler.

    Det var ikke, fordi han var stolt af det, Christen, men han lærte aldrig at malke. Hvis han hjalp til i stalden om aftenen, gik han altid ind for at vaske sig, når malkningen begyndte. Men som i alle andre forhold, kunne han regne med Dorthea. Hun stillede altid op, når der skulle arbejdes, og hun beklagede sig aldrig.

    Bremser var et meget stort problem. Man kunne altid se på køerne, om der var en bremse efter dem. De bissede – løb forvildede rundt i forsøg på at undgå, at bremsen satte sig på deres ryg og lagde æg under huden. Det gjorde meget ondt, og når larverne var udklækket, borede de sig ud gennem huden, og så var den ødelagt. I et forsøg på at komme plagen til livs, sendte kommunen hvert år en mand ud i besætningerne for at klemme bremselarver ud.

    Ejendommens jord var let og sandet. Det var let at se om foråret, når sandstormene rasede. De kunne være så kraftige, at fygesandet lå i så store driver ud over vejene, at man måtte køre dem væk. Som man sagde.

    Bønderne i Grove ka’ it åltier vær sikker på, at djer jord æ hjem.

    Det blev straks bedre, da Hedeselskabet under krigen satte arbejdsløse til at plante læhegn mellem de små marker. Mændene, der arbejdede under Hedeselskabet, kaldte vi Det flyvende Korps, fordi de arbejdede over hele landet.

    Jorden var velegnet til kartofler, så Christen blev kartoffelavler i stor stil. Kartoflerne lå godt forankrede i jorden og tog ikke som roer og korn skade af en smule sandflugt.

    Der var brug for mange spisekartofler, og Christen fik efterhånden mange faste kunder. Han drog flere gange om året rundt på egnen og modtog bestillinger på kartofler, der senere blev leveret ved døren.

    Da Dorthea og Christen solgte gården flyttede de til Kastbjerg. Dorthea døde i 1971 og blev begravet på Sem Kirkegård. Christen blev boende en tid i huset i Kastbjerg, inden han til plejehjemmet i Mariager. Han døde i 1981 og blev begravet i familiegravstedet på Sem Kirkegård.

  • Fik pistolkugle med posten

    I Grove var vi vant til trygt at kunne forlade vore hjem uden at låse døren. Man kunne have sine ting i fred. Da tyskerne arresterede det danske politi den 19. september 1944, fulgte en næsten lovløs tid – selv i vort sogn.

    En aften lige omkring jul fik vi besøg i stalden. Mine forældre var gået til ro i soveværelset, der lå i den østre ende af stuehuset. Da stalden lå i udhuset lidt borte, kunne de ikke høre noget. Tyvene kom kørende med en af de lave, tohjulede vogne, man brugte til at fragte kreaturer på. Vognen blev placeret bag udhuset, mens tyvene gik ind i stalden og udvalgte sig den bedste ko, der stod i den nederste bås. Den blev trukket ud og op i vognen.

    For ikke at vække os drejede tyvene ud på Holmgårdens mark og forsvandt ad vejen mod Edderup.

    En ting undrede os meget. Vi havde en jagthund, der sov ude i kostalden. Den gav ikke lyd fra sig, da tyvene brød ind.

    Hos vores nabo Chren Møller i Dalsgaard stjal tyvene nogle høns, inden de fortsatte mod Edderup, hvor de drejede ud ad vejen mod Mariager. Hos Chr. Borresen fik de tid til at stjæle nogle gæs. En indbringende aften.

    Der havde været let snefald den aften, så man kunne følge deres spor et godt stykke ud ad vejen mod Trinderup.

    Senere fandt man i skoven ved Hou det sted, hvor koen var blevet aflivet. Man kunne se, tyvene havde haft travlt. Hoved og skind var efterladt på stedet. Det værste var dog, at slagteren havde været nødt til at stikke koen flere gange i halsen, inden det var lykkedes ham at aflive den. Vi havde en meget stærk formodning om, at den skyldige var en mand fra egnen – der havde meget tætte relationer til tyskerne og var kendt for at have svært ved at kende forskel på dit og mit. Hestehandler, Christen Juul, i Sem udtalte det offentlig. Få dage efter modtog han en pistolkugle i et brev – og i de tider behøvede man ikke at spørge, om det var alvorligt ment.

    Nogen tid efter spurgte Far, da han mødte “hjælperen” på gaden i Mariager:

    Nå! Er det så slagteren?

    Manden drejede rundt på stedet og forsvandt.

    Det var en begivenhed, der blev drøftet meget på egnen den vinter. Det rystede folk, at det var kommet så vidt her hos os.

  • Slagteren fik altid “bøddelstykket”

    Far, Hans Rasmussen, kørte mælketur til Havndal ligesom morbror Hans. Fatter kørte turen i Edderup og morbror Hans turen i Grove. Jeg skulle sammen med min tvillingebror, Hans, klare arbejdet i stalden, inden Far kom hjem fra mælketuren. Vores lillebror, Anker, hjælpe også til, hvis vi kunne få ham til det.

    Vi havde to heste og fire – seks køer, nogle grise, og endelig var der hønsene. Æggene blev solgt hos købmanden i Sem, Marta Hermansen. Med det begrænsede indkøb vi havde til husholdningen, kunne vi som regel dække købmandsregningen ved at sælge æggene.

    En gang imellem fik vi besøg af Marius Knudsen. Han var kreaturhandler. Det var gerne ham, Far handlede med, når han købte eller solgte dyr.

    Der kom også andre handlende. Bageren fra Assens og Uld-Søren fra Udbyover. Han kiggede gerne ind med sin store, blå sæk, der var fyldt med undertøj og strikvarer, bånd, bændler og lynlåse.

    Vi brugte en aflægger, når vi høstede. Det var en forbedring af slåmaskinen. Den samlede stråene og smed dem først af, når der var korn nok til et neg. Så kunne vi gå bag efter og binde negene op med halmbånd, som vi selv snoede.

    Når vi skulle tærske, lånte vi i begyndelsen motor og tærskeværk hos morbror Jens. Senere, da han fik installeret el, kunne maskinerne ikke flyttes, så måtte Far selv købe motor og tærskeværk.

    Vi holdt Randers Dagblad sammen med morbror Hans. Vi fik den først. Når den var læst, blev den, hvis vejret artede sig, sat op i Granerne, det læhegn, der gik mellem Chr. Møllers og morbror Hans’s marker. Der blev den hentet.

    Når der skulle slagtes gris, var det Villum Andersen fra Sem, der slagtede. Han var lidt gammeldags, bl.a. gik han i vadmelsbukser med klap foran i stedet for gylp. Inden han drog af sted, fik vi frokost med blodpølse, fedtegrever, medisterpølse og andet godt fra grisen. Villum fik altid bøddelstykket, når min mor havde kogt det med laurbærblade. Bøddelstykket var det stykke flæsk på halsen, hvor grisen var blevet stukket.

    Vi havde altid problemer med vand. Selv om brønden var dyb, løb den tør om sommeren, så måtte vi hente vand i de tre mælkespande i skolen, hos morbror Hans, Jens Møller, Magda og Julius eller ved det lille væld, der den gang sprang på marken mellem Harry Fynboes og Søren Ranchs ejendomme.

    Far prøvede at grave brønden dybere, men det hjalp ikke. Havde vi haft pengene, kunne vi måske have udnyttet det væld, der var på marken oppe ved Semmøgelhøj.

    Den smalle, dybe brønd havde vi også fornøjelse af, når vi legede. Vi gemte os under låget på rullen. Hvis vi var faldet ned i brønden, var det gået voldsomt galt, men dengang var det for os et gemmested som alle andre.

    Mangelen på vand gav mange besværligheder for Mor. Hvad hjalp det, at det var nemt at få vandet til at koge, hvis vi puttede en af de tjærebehandlede gødningssække under gruekedelen, når der ikke var vand nok til at vaske i.

    Nogle gange fik Mor lov til at vaske hos Carla og morbror Hans. Selvom alt tøjet skulle slæbes frem og tilbage, var det en fordel for hende. Ingen kan vel fortænke hende i, at da vi flyttede til Fyn, var hendes eneste krav, at der skulle være indlagt vand i det nye hus. I alle disse år havde hun manglet vand, når hun vaskede, slagtede og lavede mad.

    Vi fik aldrig råd til at installere el, så både i huset og i stalden brugte vi petroleumslamper og lygter.

    Min far var ivrig jæger. Det hjalp på økonomien og gav lidt afveksling i den daglige kost – saltmaden fra grisen. Høkeren, Valdemar, i Kastbjerg aftog det vildt, vi ikke selv anvendte. En gang skød min far to rådyr i Edderup, som blev solgt.

    Jeg var ganske ung, da jeg fik jagttegn. Min far måtte skrive under for mig. Det var herligt, nu kunne jeg følge ham på jagt. Under krigen blev jagten indstillet, for alle våben skulle afleveres på politistationen i Hadsund. Vi afleverede både jagtgevær og en riffel. Jagtgeværet fik vi tilbage efter krigen, men riffelen kunne man ikke finde på politistationen.

    Der var enkelte, der beholdt deres geværer og fortsatte med at gå på jagt.

    Som de fleste andre børn i Grove, gik vi hjem fra skole for at spiste middagsmad kl. 12. En dag havde min mor lavet en stor grydefuld grønkålssuppe. Det holdt vi meget af. Som alle andre halvstore drenge, var vi altid sultne og glædede os til at komme hjem og spise resten efter skoletid. Vi glædede os nu for tidligt. Den dag gad Hans ikke gå hjem til middag for at spise, så da vi kom fra skole, skulle han spise først. Han spiste af gryden. Anker og jeg måtte stå og se på, at han alene tømte gryden med den dejlige suppe.

    Som regel kom de unge i Grove ud at tjene, når de blev konfirmerede. Jeg kom ud lidt før. Jeg var kun 13-14 år, da jeg i 1943 fik plads i Gjerlev hos Laurids Sørensen. Jeg skulle have 300 kroner for et halvt år, og hvis Laurids blev tilfreds med mit arbejde, skulle jeg have yderligere 25 kroner.

    Jeg gik til præst en gang om ugen hos pastor Nørgaard i Hem. Jeg havde tre gange tilbage, da jeg kom ud at tjene, så jeg måtte gå fra Gjerlev til Hem.

    Da jeg kom hjem den første gang, syntes Laurids Sørensen, at det havde taget for lang tid, så jeg fik en på skrinet med besked om, at jeg ville få en til, hvis det skete igen. Det gjorde det, så jeg gik hjem til Far. Han tog med mig til Gjerlev for at snakke med Laurids – så var det hele pludselig en misforståelse, og jeg slap for al videre tiltale.

    Jeg kørte Brugstur i hestevogn. Det vil sige, jeg kørte rundt i Stangerum, Gjerlev og Enslev til de folk, der havde bestilt varer i Brugsen i Enslev.

    På hjemvejen havde jeg æg med tilbage fra landmændene. Jeg regnede det for en fridag. Hesten havde prøvet det så mange gange før, at den kendte vejen. En gang, jeg lagede tømmen, fandt den selv hjem.

  • Semmøgelhøj var hans og ingen andres

    Hans Rasmussen var fynbo, sammen med sin kone, Marie, blev han kaldt hjem for at hjælpe svigerfaderen, Hans Lindskov, med at drive hans ejendom i Edderup. Familien flyttede med, da Hans Lindskov senere flyttede fra Edderup til ejendommen, Semmøgelbo, som Hans Rasmussen overtog i 1923.

    I 1950 solgte Hans Rasmussen den lille ejendom ved foden af Semmøgelhøj til sin nabo, Anthon Møller, og vendte tilbage til tilbage til Steenstrup på Fyn med sin familie.

    Han havde da ejet Semmøgelbo i 27 år.

    Marie, der var født i Sem, var søster til Hans og Jens Lindskov. I mange år gik hun strikkende langs granskellet, når hun skulle ned at gøre rent i Grove Skole.

    Brønden ved Semmøgelbo løb ofte tør for vand. Derfor måtte Hans, når han kom hjem fra mælketuren i Edderup, hente vand i skolen. Når Marie næsten var færdig med at gøre rent, kom Hans med mælkejungerne, som han fyldte med vand, så kunne han og Marie følges ad hjem.

    Slap vandet op, mens Hans arbejdede i marken eller på anden måde var optaget, gik Marie over til sin bror, Hans Lindskov i Skovly, med to spande. Når spandene var fyldt op, lagde hun altid to hyldegrene oven i vandet, så skvulpede de dyrebare dråber ikke over på vejen hjem. Under krigen, i 1943, hentede Hans vand i et par specielle tønder. De stammede fra en våbennedkastning på Sem Hede. De containere, der blev kastet våben og andet udstyr ned i, kunne deles op, så der blev to udmærkede tønder ud af hver. De var nemmere at anvende end de almindelige mælkespande, når der skulle hentes vand.

    Det gik udmærket, indtil den dag Hans blev standset og spurgt, hvor han havde tønderne fra. Han blev truet med fængsel, hvis han ikke straks afleverede dem hos sognefogeden, Anders Møller, i Edderup.

    Ved samme lejlighed fik sønnen Christian sin cykel “stannerd” – sat i stand. Enderne af containerne var gjort stærkere og tætte med brede, klæbende gummibånd. Båndene var som skabt til at surre om vor barndoms udslidte cykeldæk, og hvis man surrede et lag om cykelsaddelen, blev den noget blødere at sidde på, så det gjorde Christian. Der sad de godt, indtil sagens alvor gik op for ham, så kom de af i en fart.

    Familien Rasmussen oplevede under besættelsen en dramatisk begivenhed. En ko, der var sat på græs, blev stjålet. Man fandt senere de sørgelige rester i en skov ved Fladbjerg, hvor den var blevet slagtet. Alle regnede med, at det var C.C kaldet “Baseren”, der stod bag. Hestehandler, Christen Juul, udtalte det offentlig og modtog få dage efter en pistolkugle i et brev.

    Da salgsskødet i 1950 skulle underskrives hos sagføreren i Mariager, meddelte køberen, Anton Møller, at han ikke ville betale for den jord, Semmøgelhøj lå på. Han forlangte et afslag på 800 kr. Salgsprisen blev så 21.000 kr. Der blev holdt lidkøb hos Antons bror, Jens Møller.

    Under sine senere besøg hos datteren og svigersønnen, Magda og Julius i Hammergaarden, sagde Hans Rasmussen gerne på syngende fynsk: Jeg må jo hellere gå op og se til min høj! Den senere ejer, Axel Jensen, blev lidt usikker, når man drillede ham med, at han i virkeligheden slet ikke ejede Semmøgelhøj.

    Semmøgelhøj var i Hans Rasmussens tid rammen om en ældgammel tradition. Valborg aften, den 30. april, samledes egnens unge på højen til blus – bål. Træ blev hentet i Semskoven og et kæmpe bål, der kunne ses langt omkring, blev antændt. Når bålet var brændt ud, blev de endnu glødende grene slynget ud fra højens top. Det var et flot syn, især hvis man stod nede på marken.

    Et par af de små drenge blev belønnet for at løbe ned efter is m.m. hos købmanden i Sem, Martha Hermansen. Når man kom tilbage med kassen, var det med at være hurtig, hvis man ville have sin is. Alle ville være sikre på, at de fik det, de havde betalt for. Som altid var der enkelte, der forsøgte at få lidt mere. Men ellers var der råhygge – på forskellige planer – på Semmøgelhøj.

    Hans Rasmussen gjorde aldrig indsigelse, når de unge mødtes på højen Valborg aften eller Skt. Hans aften. Det gjorde de senere beboere i Semmøgelbo, så i løbet af få år døde den århundrede gamle skik ud.

  • Lønnen var farvel og tak

    Mens jeg som ung boede hos mine forældre i Sem, spillede vi unge næsten hver aften pind eller kegler nede ved Laurids Pedersen. Det kunne også hænde, at jeg sammen med Jens Juul slog et slaw ned til “Brækil” – Bredkilde for at fiske ørreder.

    Om vinteren spillede vi som regel kort ovre hos Maren og Christen Juul.

    Da jeg lærte Signe at kende flyttede jeg fra Sem til Grove. I tre år – fra 1955 til 1958 – tjente jeg som karl hos Dorthe og Christen Søndergaard. I 1956-57 gik jeg et halvt år på landbrugsskole i Malling.

    Den 1. april 1958 overtog Signe og jeg gården. Dorthea og Christen flyttede til Kastbjerg, hvor de flyttede ind i det hus, de havde købt af murer Kouring.

    Min kommende svoger, Svend, og jeg besluttede at forsøge for os selv. Forpagteren på Edderup Skovgaard havde plantet en mark på 34 tdl. til med asparges. Vi lejede marken for et år og aftalte, at forpagteren skulle sørge for gødningen – asparges kræver meget gødning. Vi havde også en aftale om, at han om foråret skulle pløje med sin traktor og en speciel plov, der når han kørte med den mellem aspargesrækkerne, kastede jorden op i højbede. Ploven var for tung til at blive trukket af heste.

    Vi skulle selv holde stykket rent. Det var noget af et arbejde, for marken var tilgroet med senegræs og ukrudt. Vi måtte arbejde på marken om aftenen i vores fritid, for om dagen havde vi andet arbejde, der skulle passes. Når stykket var harvet, samlede vi senegræs og ukrudt med hånden.

    Arbejdet blev ikke mindre, da vi kunne begynde at stikke asparges. To gange om dagen måtte Signe, Magda, Svend og jeg ned på marken for at stikke. Kom spirerne oven over jorden, blev de grønne og var uanvendelige. Der var ingen, der spiste grønne asparges dengang. Vi plukkede om morgen fra kl. 3 til kl. 7 og om aften fra kl. 19 til kl. 22.

    De plukkede asparges skulle pakkes i specielle kasser, som vi fik tilsendt fra en konservesfabrik på Fyn. Vi sendte kasser hver anden dag. Pakningen skulle være færdig, så mælkekusken kunne få kasserne med og sende dem fra stationen i Havndal. Fortjenesten var beskeden i forhold til det store arbejde, at opsagde vi lejemålet, da der kom en ny forpagter på Skovgaarden,.

    Da jeg kom til Grove, var det en selvfølgelighed, at folk hjalp hinanden. Signe interesserede sig meget for at lave mad. Da det rygtedes, blev hun ofte inviteret ud i de forskellige hjem for at varte op. Undertiden kom folk nogle dage efter med et par viskestykker eller en anden lille ting, men de fleste gange var lønnen farvel og tak. En gang i 60’erne, da hun vartede op hos Pi Raj i Sem, stak Marie hende 10 kr., da hun skulle hjem. Det var den første gang, hun tjente penge på sit arbejde.

    Efter den tid blev det mere og mere almindeligt, at hun havde lidt penge med hjem, men det vedblev med at være et underbetalt arbejde.

    Da Signe og jeg overtog gården, fortsatte vi med at avle kartofler på 1½ tdl. Det tog ca. tre uger, inden alle kartoflerne var taget op. Dorthea og Christen kom og hjalp til. Der var ikke maskiner til kartoffeloptagning dengang.

    Kartoflerne blev løsnet af jorden enten med plov eller hakke. Derefter kravlede vi række op og række ned – to mand med en “løw” – vidjekurv mellem os og en spand til affaldskartoflerne. Når kurven var fuld, skulle den slæbes hen til vognen eller kulen. Selvom vi lå på en kornsæk, blev vi ofte halvvåde og kolde. Vi sov godt om natten.

    Når kartoflerne var taget op og sorteret, drog Christen rundt for at modtage ordrer fra vore ca. 70 kunder i Havndal, Dania og Assens, hvorefter vi leverede kartoflerne. Lige efter jul drog han rundt igen, og havde vi flere kartofler tilbage, tog han på en sidste tur om foråret.

    Svinestalden blev, da vi flyttede ind, udvidet, så der kunne leveres omkring 50 svin til slagteriet om året. Vi handlede smågrise med to kreaturhandlere, Jens Skjødt eller Bogner, der boede i Havndal.

    Omkring 1960 fik vi traktor. På de mindre gårde, havde vi ikke råd til at købe nye redskaber, så smedene havde gode dage. De havde travlt med at lave de gamle redskaber om, så de kunne bruges til traktoren.

    Mens vi brugte heste, havde Gunnar og jeg ofte hjulpet hinanden med heste og redskaber. Det samarbejde fortsatte, da vi fik traktor.


    Jørgen havde mistet sin kone, og jeg min mand, da vi mødtes. Efter nogen tid flyttede jeg fra Nordjylland til Grove sammen med mine børn.

    Jeg har altid været interesseret i at sy, så ud over det almindelige arbejde på gården begyndte jeg at sy lidt for naboerne, når der var behov. Omkring 1960 henvendte jeg mig til Fruensgaard, en herre- og dameekviperingsforretning i Mariager, for at høre, om der var brug for en syerske til forandringer. Jeg blev antaget. Senere kom jeg til at sy for en tilsvarende forretning i Havndal. I mange år syede jeg gardiner, kjoler, bukser eller fornyede lynlåse. Prisen for at sy en kjole var, da jeg begyndte ca. 25 kr. Der blev syet mange kjoler, inden jeg havde fået betalt min symaskine, der kostede 2.110 kr.

    Omkring 1982 fik vi mulighed for at deltage i en jordfordeling. Staten overtog jorden, som blev betalt kontant, for senere at videresælge den til andre landmænd.

    I sin ungdom havde Jørgen en drøm om at blive snedker. Da jorden var solgt og han gik på pension, fik han muligheden. Nu drejer han lamper, skåle, salt- og peberbøsser og andet, som jeg har stor fornøjelse af at sælge sammen med de ting, jeg selv fremstiller: Malede æg, dukketøj og blomsterdekorationer.

  • Godt at blive naturlig træt

    I 1947 var Gunnar B. Petersen en vinter på Store Restrup Husmandsskole ved Skørping. Der lærte han meget, som han senere fik brug for, da han overtog ejendommen i Grove.

    På sessionen i 1949 blev han udtaget til garder. Mens han var soldat, tog jeg plads i huset i København, så vi kunne se lidt mere til hinanden. Umiddelbart efter soldatertjenesten var han på Lyngby Landbrugsskole.

    Jeg har selv kun kendt Grove og Sem fra 1952. Det var det år, vi købte Else og Jens Lindskovs ejendom. Else og Jens var Gunnars moster og onkel. Det første halve år, indtil Else og Jens flyttede ind i det hus, de havde købt i Havndal lige over for den nu nedrevne jernbanestation, boede vi sammen på ejendommen.

    Jens havde det svært. Han kunne slet ikke undvære arbejdet på marken og i stalden. Han havde arbejdet hårdt hele sit liv, så hver mandag morgen kom han cyklende fra Havndal til Grove, hvor han blev indlogeret i gæsteværelset. Han gjorde et kort ophold ved Kastbjerg Brugsforening for at købe lakridspiber til vores børn og en pakke stangskrå til sig selv. Det hele “bløw skrøwen” – noteret i brugsbogen. Sådan en havde alle. Bogen blev regelmæssigt gjort op og regningen betalt – som regel den første i hver måned.

    Lørdag over middag cyklede Jens tilbage til Havndal. Det var kun i den hårdeste vinter, han blev hjemme – så ved jeg ikke om Moster Else til daglig gik og sang døgnvisen: Hele ugen alene. Af og til var hun også med, det var gerne, når der skulle samles kartofler op eller hakkes roer. Senere var hun barnepige, mens vi andre arbejdede.

    Havde Jens haft en pause om vinteren, sagde han gerne, når han igen kom for at deltage i arbejdet: Det er nu godt at blive naturlig træt!

    Det blev til mange år, Jens kom og tog en tørn med. Ham kunne vi altid regne med, når der skulle tærskes. Han var et dejligt menneske. Børnene var meget glade for ham og han for dem. Efterhånden blev arbejdet for hårdt for ham, så gik de ture sammen. Han trak dem i trækvognen.

    Da Gunnar og jeg overtog ejendommen, var der ikke indlagt vand. Tidligere havde vi måttet hente det ved en pumpe i gården. Der gik kun et år (1953), så havde vi vandværk. Det var smeden i Kastbjerg, der forestod arbejdet. Det er lidt underligt at tænke på, at han mødte op hver morgen – på cykel. Havde han glemt et stykke værktøj, måtte han til Kastbjerg på cykel for at hente det. Der er meget, der har ændret sig. Det var en stor lettelse for os, at have vand i hanerne til husholdningen og i stalden.

    De første 4 – 5 år skar vi tørv i engen. Først blev de slæbt ud fra tørvegraven til tørrepladsen af heste. Senere, da hestene var borte, brugte vi traktoren. Efterhånden som koks og briketter blev billigere, brugte vi dem. I 1964 fik vi oliefyr. Vi har aldrig brudt os om at skylde noget bort, så både vand og varme betalte vi kontant.

    De første mange år høstede vi med selvbinder og satte negene i traver, så håbede vi på, at vejret måtte blive godt, så det kunne blive tørt, inden det skulle køres ind på kornloftet. Var sommeren meget fugtig, kunne vi komme ud for, at det var nødvendigt at splitte traverne ad igen eller flytte dem, inden græsset voksede op i negene. Det var et tungt arbejde.

    Et år fik vi maskinstationen til at høste en mark med mejetærsker. Kornet havde lagt sig ned, så det var vanskeligt at høste med selvbinderen. Det næste år fik vi høstet to marker, og til sidst overtog mejetærskeren hele høsten. Det var en meget stor lettelse. Nu skulle vi ikke længere ud og tærske korn om vinteren.

    Da hestene blev afløst af traktoren, blev markarbejdet meget lettere at overkomme. Selv om vore landbrug ikke var så store, ville vi også gerne have del i de lettelser, moderne redskaber kunne give. Der kom maskiner til at tage toppen af roerne og til at tage roerne op med. Smeden i Kastbjerg forsøgte i begyndelsen at lave nogle af de gamle redskaber om, så de passede til traktoren. Efterhånden slog naboerne sig sammen og købte nye maskiner. I Grove har vi altid været gode til at hjælp hinanden, så arbejdet blev gjort til tiden. F.eks. købte vi sammen med Jørgen Høeg, Aksel Jensen og Julius Møller en ny roeoptager

    Gunnar, der gennem Onkel Jens havde truffet Niels Overvad i Kjærby, var blevet interesseret i den del af JAK’s program, der omhandlede økologi. Det betød, at han gik ind for begrænset gødskning og helst ville undgå anvendelse af kemikalier.

    Da en af vore marker i foråret 1959 blev så voldsomt angrebet af lus, at alt var ved at blive ødelagt, besluttede Gunnar sig alligevel for at sende bud til maskinstationen for at få marken sprøjtet.

    For at sikre sig, at føreren ikke skulle glemme det målebæger, han anvendte, når han blandede giften, var der monteret i en holder på traktoren. Alene at røre bægeret uden handsker var livsfarligt.

    Børnene ville selvfølgelig gerne se, hvad der skete, så mens manden holdt i gården for at fylde tanken og komme gift i, stod vi i god afstand oppe på trappen og så til. Desværre glemte han at sætte målebægeret i holderen, da han kørte ud i marken for at sprøjte.

    Da vi om aftenen kom ind for at spise, begyndte Flemming pludselig at vakle rundt på gulvet. Vi fik straks mistanke om forgiftning, og da vi fandt bægeret i vandtruget, lånte vi Julius Møllers telefon, for at ringe til lægen. Vi havde ikke selv telefon. Flemming skulle straks på sygehuset, så lægen foreslog, at vi kørte i møde med ambulancen. Vi måtte igen over til Julius for at låne hans bil. Vi kørte hen til Randersvejen ved Kastbjerg. Der skulle vi møde ambulancen, der kom fra Hadsund. Det var en frygtelig aften. Vi fik at vide, at der var 50% chance for, at Flemming ville blive rask igen. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at vi ikke måtte besøge ham. Han ville blive ked af det, sagde man. Men alt gik godt. Efter tre dage fik vi Flemming hjem igen frisk og rask. Begivenheden blev omtalt i avisen. Journalisten skrev, at Gunnar havde taget Flemming med på traktoren, mens han sprøjtede marken. Jeg syntes, at det var uretfærdigt. Jeg ringede til Randers Dagblad og klagede, men det kom der selvfølgelig ikke noget ud af.

    Da man i 1970’erne begyndte at stille krav om store forandringer i stald – kølerum m.m., opgav vi malkekøerne, og så var der pludselig plads til et nyt fyr til affaldstræ i stalden.

    I april 1993 solgte vi ejendommen til Bo Poulsen og flyttede til Mariager. Gunnar havde altid haft lyst til at arbejde med træ, så nu, hvor han havde tid, købte han en drejebænk, indrettede et værksted og tog på kursus i trækdrejning i Visborg.

  • Der var mange munde at mætte

    Far, Alfred Møller, købte ejendommen i Grove i april 1936 af Anders Moustsen. Året efter blev han gift med Mor i Sem Kirke. Han var født i Svenstrup Mølle ved Mariager, som min fars forældre dengang ejede. Senere solgte min farfar møllen og flyttede til Lindegård i Sem. Min mor er født på Skrødstrup Mark.

    Mine morforældre flyttede rundt på egnen, men endte i Vestergaard i Sem. Da de gik på pension, flyttede de ned i nabohuset, det lille hus, der stadig ligger i svinget på højre side af vejen mod Skrødstrup. Huset er muligvis en del af en af de to gårde (3a) i Sem, som godsejeren på Kjellerup Hovedgård sammenlagde en gang i 1800’tallet.

    Da det omkring 1950 blev bedre tider for landbruget, købte Far mere jord og byggede ny kostald og lade. De gamle maskiner blev udskiftet med en Ferguson traktor og nye og mere tidssvarende redskaber.

    Jeg kan huske, at der i de første år ikke var meget at gøre godt med. Der var mange munde, der skulle mættes. Vi har alle fem haft en god barndom, selvom det var lidt småt. Det var for os, som det var for alle andre, der boede i Grove, fattigt.

  • Små potter har også ører

    I 1929 fik min far embede ved Grove Skole i Hem-Sem Kommune. Den 2. februar startede flyttebilen fra Rask Mølle Hovedgaard, hvor min far var lærer, mod Horsens. Vejret var meget dårligt. Snestormen rasede, da min mor og storebror, Sven, der på det tidspunkt var syv måneder, rejste med toget fra Horsens over Randers mod Havndal. Da Far i flyttebilen kørte over viadukten vest for Skanderborg, så han toget køre nordpå med Mor og Sven. Det blev en hård tur. Da Mor stod af toget i Havndal, holdt en taxa og ventede for at køre dem til Grove. På grund af vejret havde chaufføren, Marius Dahl, fået den unge murer, Kouring, med som snekaster.

    Ved vejkrydset i Edderup, hvor vejene fra Sem og Mariager mødes, stod Jens Ranch og hans karl og vinkede med en lygte. Vejen op til skolen var føget til, så Mor og Sven måtte blive hos Ranchs, mens de ventede på Far.

    Flyttevognen var kørt forkert i Randers og endt på torvet i Mariager. Chaufføren, der ikke turde køre længere, besluttede at blive i byen natten over og først køre videre den næste dag. Far, der gerne ville til Grove, spurgte, hvor langt der var. Da han hørte svaret: Traj kilometer, besluttede han sig for at gå til Grove. I små sko og uden ordentlig overtøj gik han op ad bakken forbi Hohøj og videre mod Edderup. Her var han ved at miste modet, det var jo ikke just spadsevejr. Han spurgte igen om vej og fik at vide, at der stadig var: Traj kilometer, men nu var der kun en mulighed – at nå frem til Grove.

    Til alt held var Jens Ranch og karlen stadig på udkig efter flyttevognen, som de ventede ville komme fra Kastbjerg. Det blev Fars held, da han udkørt og frysende ankom til Korsvejen. Familien blev genforenet. Trætte – men lettede – gik de den første nat til ro i et fremmed hus i det sogn, der skulle blive deres de næste 23 år.

    Dagen efter gik de op til skolen – et sørgeligt syn. Den var ubeboet. Den tidligere lærer, Jacobsen, havde fået embede i Vestjylland, og den unge vikar, Brix, boede i Mariager. Op ad dagen kom flyttebilen med det spartanske indbo. Alle var glade – bortset fra dværghønsene, der havde tilbragt turen i en papkasse midt i flyttelæsset. Ikke noget rart opholdssted i den hårde vinterkulde. Hanen blev aldrig mere i stand til at rejse kammen, den var visnet – men spankulere, det kunne han.

    Skole lå indtil 1889 i Edderup som genbo til Enghavegaard. Huset, der nu er nedrevet, fik senere navnet, Thrue Lines hus, efter den sidste ejer. Der var en lille lejlighed i den ene ende og en skolestue i den anden ende af huset. Da huset blev nedrevet i 1942, anvendte Karl Pedersen materialerne, da han byggede sit nye hus på Thorshede – nu Havndalvej nr. 67.

    I slutningen af 1880’erne blev det besluttet at bygge en ny skole. Man købte et husmandsbrug i Grove, og i 1889 blev skolen bygget. Et stort, rødt hus med loft. I den ene ende var der skolestue med forgang og i den anden ende en lejlighed til læreren. Den gamle bygning blev brugt som udhus med hønse- og vaskehus, dueslag, redskabs- og brændeskur, og hele tre “dasser” – et til pigerne, et til drengene og degnens private. Det var her min mor en dag forgæves rykkede i døren, fordi Geert Raj holdt et tiltrængt frikvarter med en cigaret på træsædet – han fik senere foretræde for min far.

    Med passende mellemrum tømte mine forældre tønderne. Mens de langsomt med et fast greb i tøndens håndtag “krappede” sig op gennem haven, hvislede min mor ord, jeg havde svært ved at opfatte, især når “pigetønden” skulle tømmes. Den var lidt livligere end de andre. Indholdet blev gravet ned ved frugttræer, buske og rabarber – vi havde sognets flotteste rabarber.

    Indgangen til lejligheden vendte ud mod den store skolegård, der var omkranset af høje birke og elmetræer. Gik man op ad de tre grove cementtrin, stod man i baggangen. Lige inden for døren til venstre var en lille skrålem, der førte ned til en lav, mørk kælder, hvor saltkarret, det store, runde trækar med flæsk og kød var placeret. På en cementhylde på væggen stod saft, henkogt medister, henkogte og syltede frugter m.m. Det hændte, at en flaske eller et glas forputtede sig. Engang fandt min mor tre flasker med gæret kirsebærsaft. De havde stået så længe, at smagen nærmede sig den, vi kendte så godt fra det lille glas KIJAFA, som alle i familien indtog – af likørglas – nytårsaften, når vi højtideligt ønskede hinanden: Godt Nytår!

    I min barndom holdt hønsene ferie om vinteren, så æg var en mangelvare. Mor klarede det ved i god tid inden “ferien” at lægge nogle æg ned i krukker med vandglas, så der var rigeligt til julebagning og madlavning.

    En lille trætrappe førte op til pigekammeret over kælderen. Det var her min farbror, Ejnar, holdt ferie og trods forlovelsen – til stor forargelse for naboerne og nogen uro for min far – deltog i kampen om de lokale ungmøers gunst.

    Også et par af mine forældres søstre logerede her, da dydens vej blev dem for trang. Endelig var der Axel, min morbroder, der udmattet efter en lang feriedag faldt i søvn fra petroleumslampen. Den osede, og lugten blev i nattens løb så gennemtrængende, at min mor vågnede. For en sikkerheds skyld ville hun undersøge sagen. Hun åbnede forsigtigt døren og stirrede rædselsslagen ind i værelset, hvor soden hang som guirlander i gardiner, billeder og ned ad væggene. Alt var sort. Dengang, før elektricitet blev alles eje, mistede adskillige livet ved kulilteforgiftning. Mor skreg højt. Aksel satte sig forbavset, men i høj grad levende op i sengen. Han, der hele livet var meget lysblond, var kulsort i ansigtet og havde i nattens løb tillagt sig et stort, kraftigt, sort overskæg. Lettet og fuldstændig overvældet af det komiske syn, brød min mor ud i den smittende latter, der var hendes særkende, når hun rigtig morede sig – en kendsgerning, der i højtidelige øjeblikke kunne få Axel til at reflektere over kvinders – i særdeleshed ældre søstres – træskhed, når yngre brødre udsættes for skæbnens tilskikkelser:

    Her lå man og var lige ved at dø,

    og så knækkede hun sammen af grin, så sygekassebrillerne duggede.

    En tid var min moster, Astrid, ung pige i huset hos os. Det var for øvrigt i den periode Axel Pedersen fra Sem – ham med det flotte, mørke, krøllede hår – ofte kom på besøg. Det blev nu ikke til noget. Moster kom i huset i Havndal, og der mødte hun min senere onkel, Karl. Han var leder af gymnastikken for områdets karle. Moster Ingrid, der var sygeplejerske i Hobro, var også en flittig gæst i Grove. I den periode havde vi besøg af den høje, flotte, mørkhårede tidligere garder fra Edderup, Jens Christian Jensen – det blev heller ikke til noget.

    Den lille trætrappe op til værelset har sin egen historie. Det var her, siddende på trappen, mange af sognets beboere oplevede husets specielle gæstfrihed. Min far var biavler. Om sommeren, når honningen blev slynget, anbragtes besøgende på trappen med en underkop med nyslynget honning, en skive af Mors nybagte kovring – et lille, rundt franskbrød – og en kop kaffe. Men det var ikke her i lærerboligens baggang sognets nyheder blev bragt til torvs. Var der tilløb til det, lød Fars stemme rolig, men bestemt: “Små potter har også ører” – så skiftede man emne.

    På venstre hånd lige efter trappen var døren ned til den store kælder. Den var så dyb, at man under den store ombygning i slutningen af fyrrene kunne lave et hyggeligt værelse til mig ovenover. Snedkeren konstruerede en trappe, der kunne slås op, når man skulle ned i kælderen. Sagt på jysk, var det “møj træls”, når Mor havde været i kælderen, glemt at slå trappen ned og – for at afslutte værket – lukket døren. Så var udgangen fra værelset op over sengen, ud ad vinduet ned på havegangen langs huset i strømpesokker.

    Fra fordøren kunne man gå lige op ad trappen til loftet. Løftede man lemmen, var man i paradis. Hvad findes der ikke på loftet hos en familie, der har svært ved kassere ting. Til venstre for trappen ved skorstenen stod en stor trærulle med de tunge marksten og træstokke, som Mor anvendte hver tredje uge, når hun efter storvasken rullede duge og sengelinned. På skorstenen hang i brunt papir den røgede skinke. Hvis man turde, kunne man snige sig op og file en lækker en luns med brødkniven – det turde jeg. Henne over skolestuen stablede min far årets høst af æbler. Der lå de frostfrit, og man kunne nyde duften, hvis man havde et ærinde på loftet.

    Nå, ja! Så var der sukkeret. Som biavler havde min far trods rationeringen under krigen lov til at indkøbe 100 kg sukker om året. Det var selvfølgelig beregnet som mad til bierne i stedet for den honning, Far tog fra dem i sommerens løb. Men – – det var jo småt med søde sager den gang, så det var fristende for en slikmund, hvis man nu alligevel var på loftet. Vores loft duftede altid rent, tørt og godt. Andre havde besvær med at holde skorstenen fri for løbesod, fordi de anvendte våde tørv og vådt træ.

    Gik man fra forgangen ind ad døren til højre, stod man i køkkenet. Det var i og omkring den dør Far, Mor og fars fætter, Holger, der arbejdede hos købmand Hannibal Jensen i Havndal i trediverne, tilbragte adskillige sene nattetimer med at diskutere. Det forlyder, at diskussionerne, der drejede sig om alt mellem himmel og jord, begyndte i stuen, når man havde taget afsked, og fortsatte ud gennem køkkenet, ud i baggangen, ud på trappen og først sluttede, når Holger – noget over midnat på cykel svingede forbi skolestuen op ad bakken mod Havndal. På turen gennem huset, nedlagde Holger, der var bevæbnet med Randers Dagblad adskillige fluer – man var jo på landet. Det irriterede min mor, der på det tidspunkt sædvanligvis var gået i seng.

    Køkkenet var husets centrale rum. Køkkenbordet var langs vinduet ud mod skolegården. Vasken, der havde for vane at fryse til om vinteren, var placeret for enden af bordet ud mod baggangen. Det var her, man etagevaskede, før der blev indlagt vand og lavet badeværelse i slutningen af fyrrene.

    Over køkkenbordet på væggen ud mod skolegården hang et skab med to låger. Nederst i skabet stod de tallerkener og kopper, vi brugte til daglig, men på de øverste hylder, der kunne “nås”, hvis man tog en taburet til hjælp, stod kagedåserne. De var gamle og bulede, men man kunne stadig se, at det var gamle margarinedåser. Der havde været fem kg i hver dåse. De var fra en tid, hvor det ikke var en dødssynd at spise fedt. De var uundværlige i et hus, hvor der kom gæster, og husmoderen var “god med kaffekanden”, og det var min mor. Man kan undres over, at det var nødvendigt med så mange småkager. Og dog. Vi oplevede aldrig at smage gamle eller tørre vaniljekranse, klejner, pebernødder eller jødekager, og der var jo mange flere slags. Angående jødekager. Må man godt bage dem, skal jeg undrende have spurgt min mor, da jeg en gang som fem – seksårig under krigen hjalp til med julebagningen.

    Tyskernes krigslykke begyndte at svigte, og de allierede og russerne startede tæppebombningene de tyske storbyer. Senere, da de overskred Tysklands grænser, begyndte tyske flygtninge at søge mod Danmark. Det var en sørgelig skare, der i deres hjemland og her måtte døje med sygdomme og lus. Derfor blev der iværksat massevaccinationer mod tuberkulose og difteritis.

    Et par af mine klassekammerater indlagde sig ved den lejlighed uvisnelig hæder. Birthe og især Lilly fandt det lidet tillokkende at stå sammen med ca. 30 andre halvnøgne, rædselsslagne unger, der hylede og skreg ved udsigten til at blive stukket i skulderen af en af dem ukendt mandsperson. De fleste gav dog hurtigt op. Det gjaldt ikke Birthe og slet ikke Lilly. Alt blev prøvet for at få dem overtalt, guld, grønne skove og trusler, intet hjalp. Til sidst var der kun den hårde vej. Den lille spinkle Birthe blev hurtigt nedkæmpet, men Lilly, der var veltrimmet og tilvirket af ægte, jyske materialer, gav ikke op. Hun kæmpede bravt mod overmagten. Selv da fire voksne holdt hendes arme og ben, kæmpede hun, men forgæves. Hun fik stikket. Vi var dog mange, der følte, at Lilly alene havde æren i behold.

    Min egen rolle i seancen var lidet flatterende. Da det blev min tur, slap jeg min fars hånd, susede ud ad døren op over naboens mark mod skoven, hvor jeg troede redningen var. Men jeg opdagede til min rædsel, at en storebror kan være svigefuld. Han indhentede mig og bar mig ind i skolestuen på skulderen. Jeg blev ikke roligere, da jeg hørte kredslæge Effersøes irriterede råb: Kom så med ham, den brøleabe. Skrigende fik jeg som den sidste af flokken stikket.

    Heller ikke lusene holdt sig til flygtningelejrene, hvis det da var der, de kom fra. Der har jo altid været lus i Danmark. Måske skyldes det bare, at de hygiejniske forhold var blevet vanskeligere. Når vi tumlede og legede eller byttede huer, flyttede lusene. Til sidst blev det for meget for nogle af forældrene, de klagede. Læge Gilberg ankom med en sygeplejerske. Alle børn i skolen måtte efter tur ind i køkkenet. Var der lus, vendte de tilbage til skolestuen med vådt hår. Man var blevet afluset – ikke nogen rar entre’. Enkelte familier var så plagede, at hele hjemmet kom under behandling – så var der ro en tid. Joh, køkkenet i lærerboligen anvendtes også til andet end kaffedrikning.

    Ved køkkenvæggen ud mod baggangen stod husets stolthed – et elektriske komfur. Det bestod af en stor og en lille kogeplade, der med en løs ledning fra hver plade kunne forbindes til den transformer, der hang på væggen. Der var tre huller til hver kogeplade, så man kunne øge varmen efter behov – det var ikke et apparat, der kan anbefales i tinder med energiafgifter.

    Under loftstrappen var døren ind til spisekammeret med alle de dejlige dufte af krydderier, kaffe og te, der opbevaredes i en lille, skinnende kobberdåse, svesker, rosiner og sukat, der ikke måtte spises i utide – men ofte blev det. Det var her under loftstrappen – i spisekammeret – badeværelset blev installeret sidst i fyrrene. Indgangsdøren blev ved den lejlighed flyttet ud i gangen til venstre for loftstrappen. Enhver, der har oplevet et køkken med jernkomfur, vil erindre strålevarmen, den stille syden i den blå vandkedel, og det dejlige varme vand, der altid kunne hentes fra “grisen” bagest i komfuret. Nå, ja! Så var der jo lige brændekurven, der skulle fyldes, asken, der skulle ud på møddingen og komfurringene, der skulle pudses med sort ovnsværte. Måske er et moderne, elektrisk komfur ikke en dårlig ide – men alligevel. Vores komfur stod langs sydvæggen ind mod spisestuen.

    Det var vanskeligt at få ordentlig regntøj. Derfor mødte mange af børnene om vinteren gennemblødte og forfrosne. Det våde tøj blev hængt til tørre på kakkelovnen i skolestuen eller på stole omkring komfuret i vores køkken. Nogle børn var så våde, at de måtte låne tøj af min mor, mens deres eget blev tørt.

    Fra køkkenet kom man ind i spisestuen. Midt på gulvet stod det tunge egetræsbord og de fire stole. Her ved spisebordet foregik familiens sociale liv. Der var faste pladser. Jeg sad med ryggen mod køkkendøren, indtil Sven, min storebror, flyttede hjemmefra, så avancerede jeg til pladsen på den modsatte side af bordet Min mor stammede fra en gård, så der blev serveret sund og nærende kost i vort hjem – men vi frådsede ikke. Der var altid to retter – sjældent fisk. Fiskehandleren kørte rundt på cykel, og mine forældre, der fra deres barndom ved Limfjorden var vant til friske fisk, havde svært ved – især om sommeren – at vænne sig til de torsk, rødspætter eller sild, der hele vejen fra Udbyhøj til Grove havde ligget og hygget sig i kasserne på fiskehandler Nygaards cykel.

    Vi fik ikke kød hver dag, men når det hændte, var det som regel farsmad, medisterpølse, frikadeller, kødboller eller en skive af den store skinke, der hang tørt og lunt ved skorstenen på loftet indpakket i brunt papir. Anden ret var sædvanligvis grød. Om søndagen kunne vi få en bøf eller delte et par dueunger fra eget dueslag. Men til hverdag eller fest – man spiste op.

    Noget af det, der står klart i min erindring, er mine forældres omsorg. Var der ikke nok til alle, var det altid os børn, der spiste, mens Mor og Far så på. Jow! Jow! Der var ikke noget at udsætte på yngelplejen i Grove Skole.

    Hvor har der i øvrigt siddet mange ved det bord. Da Mathilde og Laurids Pedersen i Sem mistede deres voksne søn, Jens Anker, kom de nir til Bach for at snakke. Jeg husker også, da min barndoms store kærlighed, “Stinne”, Peter Svendsens Kirstine, der havde passet mig, da jeg var ca. to år, sad foroverbøjet med ansigtet skjult i hænderne, mens Mor og Far trøstede hende. Tyskerne havde arresteret hendes mand, Arne Rousing Pedersen, og resten af det danske politikorps og ført dem til koncentrationslejre i Tyskland.

    En overgang modtog en ung landmand ekstraundervisning, fordi han ikke kunne læse og skrive. Jeg fik strenge formaninger om aldrig at fortælle det til nogle af mine kammerater.

    Det kunne også hænde, at der kom forældre, der med eller uden grund var utilfredse med min fars behandling af deres unger, så måtte Mor og jeg tilbringe en rum tid i køkkenet, mens der blev “talt” i stuen. Jeg er forbavset over min mors sikre fornemmelse for, hvornår kaffen og småkagerne skulle ind. Sædvanligvis skiltes man – om ikke enige – så dog i forståelse.

    I hjørnet til højre for døren var den dejlige kamin med marieglas i lågen. Det var omkring den, vi samledes sidst på eftermiddagen, når det var for mørkt til at arbejde ude og for tidligt at tænde lys – lige inden mor begyndte at lave aftensmaden. Vi holdt mørkning. Far sad i lænestolen og fortalte eller læste højt af f. eks. Den lange Rejse eller Men jeg så ham dø. Når jeg tænker tilbage, var det gerne bøger med historisk indhold, min far læste højt for os.

    Ved siden af kaminen stod den flotte metalkulkasse, som jeg fik et helt specielt forhold til i oktober 1946, da jeg blev storebror. I den anledning kom min moster, Jenny som husmoderafløser.

    Mor skulle, som det var almindeligt den gang, ligge i barselsseng i en hel uge. Jeg var naturligvis meget interesseret i alt, der vedrørte min lillebror. Moster greb chancen og “underviste”. Hun mente, at det var rimeligt, jeg så min lillebrors navlestreng. Det gjorde jeg så – og besvimede. I faldet ramte jeg kulkassen og flækkede mit venstre øre. Stor opstandelse. Mor overvejede at forlade barselssengen. Far blev kaldt ind fra skolen for at ringe efter læge Fuglsang Damgaard fra Havndal. Han ankom iført sin pels af hundeskind et levn fra hans tid som læge i Grønland. Den kunne skræmme ethvert barn fra vid og sans. Mens Fuglsang sludrede med min far på sønderjysk, syede han uden bedøvelse mit øre sammen med tre sting. Her 60 år efter fortæller Moster stadig historien ved enhver familiesammenkomst og forlanger at se arret på mit venstre øre.

    Når vi sad i stuen om aftenen, hentede Far som regel nogle Bodil Nedergaard æbler på loftet og anbragte dem på kaminens rist. Efter nogen tid lød et højt pff.t. Det var tegn på, at æblet var stegt. Det kunne nu spises med en teske – en rigtig herreret.

    Var der ikke aftenskole, møder eller gæstebud – hvad der ofte var – tilbragte vi vinteraftenerne omkring spisebordet. Mor sad altid med sytøjet, jeg med legetøjet og Far med hovedet begravet i den bog, han forberedte sig efter, mens vi lyttende til radioens musik eller hørespil. Hvem husker ikke Gregorymysteriet eller Mordets Melodi. De var så uhyggelige, at Mor og jeg kunne “klemme” i lang tid, inden vi skræmte besluttede os for med hinanden i hånden at liste ud på dasset, der var placeret i udhusets vindblæste østhjørne.

    På stuens vestvæg over lænestolen hang den gamle telefon, partstelefon, hed det den gang, fordi der var fire abonnenter på samme nummer. Vi havde nr. 38u, Chr. Møller 38v, Julius Møller 38x og 38y tilhørte vistnok sognefogeden, Anders Møller, i Edderup. Skulle vi telefonere, løftede vi forsigtigt røret og lyttede, om telefonen allerede var i brug. Det var ikke en telefon, man fortalte familiehemmeligheder i. I øvrigt ringede man ikke unødigt og aldrig mellem kl. 11 og 12, for da var Kirstine, centralbestyrerinden, ved at lave “unden”, middagsmad, og så kunne det knibe med at få propperne ud igen, når der blev ringet af. Det kunne ses på regningen. Hvert kvartal modtog vi fra centralen i Skrødstrup en lille håndskrevet seddel på hvert eneste opkald, vi havde foretaget.

    På den anden side af døren ind til Den stur Stow stod skænken med det fineste vi ejede – sølvtøjet. Far og Mor fik ikke løn for arbejdet i aftenskolen. I stedet indsamlede eleverne hvert år penge og købte sølvtøj, som mine forældre fik, når sæsonen var slut. Når vi havde gæster, blev hjemmet vist frem ved en højtidelig rundtur. Far og Mor gik i spidsen, og vi fulgte glade og stolte efter. Optoget endte altid foran skænken, hvor Far og Mor “i al beskedenhed” viste sølvtøjet frem. Efterhånden fik de samlet sølvtøj til tolv personer. Gafler, skeer, dessertskeer, teskeer, kagegafler samt alt det løse – kun knivene manglede. I dag synes det måske lidt komisk, men dengang delte vi vore forældres dybe glæde og stolthed over, at de trods dårlige odds – var nået så langt. Oven over skænken hang uret med den smukke klang. Far fik det i julegave af skoleeleverne det første år, han var i Grove (1929).

    I hjørnet ind mod kontoret stod orgelet. Her øvede Far sig hver lørdag med én finger på de salmer, han skulle synge i kirken om søndagen. Jeg husker især en episode, hvor orglet spillede hovedrollen. Det var i marts 1945. Min far sad og trampede i pedalerne, mens han med én finger kæmpede sig gennem Frihedssangen. Den var blevet offentliggjort i et af de illegale blade, der ad uransagelige veje altid fandt frem til denen i Grow Skuel. Derfor kunne vi, da befrielsen kom, og kort tid efter skolebørnene synge med på Frihedssangen.

    Vi havde også en stur stow. I mange år var der ingen møbler ud over et Hornung og Møller klaver, som mine forældre havde købt for 200 kr. Da stuen i 1947 skulle møbleres, kom jeg med min far og mor til Randers for at købe møbler, tæpper, billeder m. m. I en familie, der ikke kan bestemme sig, fordi man ønsker det smukkeste, billigste og mest holdbare, er det en meget langsom proces. Stuen blev flot, men som alle andre ordentlige menneskers fine stue, blev den kun brugt et par gange om året, når vi havde gæster. Der var ingen kamin i Den stur Stow, så skulle den varmes op, fyrede vi ekstra godt op kaminen i spisestuen og åbnede en lille rist i væggen – og døren naturligvis.

    Når jeg var alene hjemme, fik jeg gerne lov til at sove i mine forældres dobbeltseng. Sove er nu så meget sagt. Det var under krigen, og jeg var som de fleste andre, der var børn under Den 2. Verdenskrig hunderæd i mørke.

    Kontoret, som vi gik ind i fra spisestuen, var et spændende rum. Inden for døren til venstre ved bogreolen stod den store, blågrå plyslænestol. I den tilbragte jeg mange dejlige timer i selskab med H. C. Andersen, Peter Freuchen og Johannes V. Jensen, hvis jeg da ikke fortabte mig i Gyldendals Leksikon eller måbende betragtede billedet i Frem af den myrdede Karl d. 12. eller mammutten, der så sørgelig kom af dage i Sibirien, da den faldt i en revne i isen i urtiden. 50 år senere kunne jeg konstatere, at historien var sand, da jeg med egne øjne så den på et museum i Skt. Pedersborg.

    I min barndom var det almindeligt, at drengene fra Grove om søndagen legede i Siemskowen – Semskoven, Hien – Heden eller Kratted – Krattet ved Edderup Skovgaard. Lykken var efter sådan en lang spændende eftermiddag at komme hjem og finde Far og Mor siddende i kontoret i plysmøblerne ved kaffebordet. Det vil sige, min far drak aldrig kaffe. Han drak saftevand, mælk eller kogt vand. Derimod var han god til alle slags kager, og dem var der rigeligt af på vores kaffebord.

    I kontoret holdt vi jul. Træet hentede vi i Semskoven. Den 24. december om formiddagen satte Far det på fod og placerede det i kontoret foran døren til den lille veranda, der var bygget ud i haven. Jeg fik altid lov til at hjælpe med at pynte – undtagen med lamettaen. Den kunne kun min far hænge på, så det så ordentlig ud, mente han.

    I vort sogn var der som regel to julegudstjenester. Klokken 14 i Sem Kirke og klokken 16 i Hem Kirke, der var pastor Nørgaards hjemkirke. Som søn af kirkesangeren ved Sem Kirke gennem 23 år var jeg altid til julegudstjeneste i Sem sammen med min familie. Der var stuvende fuldt – helt anderledes end på almindelige søndage. Folk i Sem Sogn var ikke meget kirkesøgende, og det hændte undertiden, at pastor Nørgaard måtte prædike for en eller to kirkegængere, men juleaften mødte alle op i kirken.

    Pastor Nørgaard var en meget venlig og afholdt præst. Min far regnede ham blandt sine nære venner, selvom de trods 20 års samarbejde i Sem Kirke vedblev at sige De til hinanden.

    Eftermiddagen var forfærdelig lang. Det havde min far og mor forståelse for. I god tid før jul havde de indkøbt Knold og Tot, Fyrtårnet og Bivognen og Troldepuds, som vi måtte læse i, mens vi ventede. Som regel fik vi også lov til at vælge en af de få gaver. Bløde gaver var ikke noget ukendt begreb den gang, men med lidt hjælp fra Far og Mor blev det en af de gaver, man kunne lege med.

    Inden Mor begyndte på maden, stod hele familien gerne en lille stund ude på cementtrappen i skolegården og lyttede, når Kren Juul – der i virkeligheden hed Christian Andersen Møller – kimede julen ind i Sem Kirke.

    Maden spillede en stor rolle i vort hjem juleaften. Vi fik altid flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål, syltede agurker samt ris a’ la mande med mandel og selvfølgelig med karamelsovs, for vi holdt meget af søde sager. Det var næsten altid min far, der fik mandelen. Vi snød ikke. Til gengæld kunne mandelgaven altid deles med andre – og det var skik i mit hjem. Efter opvasken blev vores egen jul kimet ind med den lille sølvklokke, der var hængt op i døråbningen mellem spisestuen og kontoret.

    Klokken syv blev lyset slukket og træet tændt. Vi sad andægtigt omkring det glimtende træ og sang julesalmer – mange salmer – alle versene, for min far havde den aftale med sine søskende – troede han – at alle i familien begyndte at pakke julegaver ud kl. 20. Det har senere vist sig, at kun vores familie overholdt aftalen – men sådan er der jo så meget.

    Endelig blev klokken 20. Gaverne lå fristende under træet, men vi havde ingen hast i vores familie. Gaverne blev pakket ud en ad gangen. Først valgte den yngste en gave og pakkede den ud, mens andre interesserede så til og kommenterede. Papiret blev rakt til min far, der afgjorde, om det skulle gemmes og bruges til indpakning af gaver året efter. Udpakningen fortsatte efter tur. Det tog lang tid, men når vi var færdige med at pakke ud, var der også ryddet op – og vi havde indpakningspapir til næste års jul. Det var da praktisk.

    Et år lige efter krigen fik jeg en meget stor gave, et par ski, som jeg brændende havde ønsket mig. Det blev der gjort lidt ekstra ud af. Far havde skrevet små sedler: Led i soveværelset på sengen – led i kælderen ved honning-krukken – led under høvlbænken på loftet. Jeg “filede” huset rundt skarpt fulgt af min familie. Turen sluttede i skolestuen under tavlen. Der stod jeg målløs af glæde med mine nye ski i hånden – dog ikke ret længe. Jeg måtte i gummistøvlerne for at prøve en tur rundt om pumpen i skolegården – hvilken fryd. De efterfølgende år prøvede jeg igen at lede efter en af gaverne, men glæden blev aldrig så stor, som da jeg fik skiene.

    Tilbage til juleaften i kontoret. Efter udpakningen var der julehygge. Vi legede med gaverne, mens Mor og Far sad og læste julebreve fra familien. På et tidspunkt lavede Mor kaffe til sig selv og mælk eller saftevand til vi andre – og så kom godterne på bordet. I tiden op til jul havde Mor lavet pebernødder, brunekager, havregrynskugler – dem måtte der nu gerne laves to portioner af, fordi den første portion gerne var spist inden juleaften. Der var også “marcipankonfekt”. Det blev lavet af kartoffelmel opbagt i smør og tilsat smags- og farvestoffer. Den gang syntes vi, den hjemmelavede marcipan smagte godt. I dag ville man nok ikke skrive hjem om det. Endelig var der resterne af de godter, min far havde købt til skolebørnenes juletræsfest.

    Hvert år i begyndelsen af december, kom jeg med min far hen til Brugsen i Kastbjerg, når der skulle købes ind til de godteposer, børnene fik udleveret ved julefesten i skovlen. Det var en større udskrivning. Far var meget omhyggelig med, hvad han købte, for pengene gik af hans egen lomme. Det skulle “se ud” og smage godt – og det var ikke nemt under krigen. I posen kunne der være: Et æble, og da det igen blev muligt efter krigen at købe dem, en appelsin eller en mandarin, en romtop, som min far elskede, et par karameller, et par bolcher – og for at spare lidt, kom der nogle af min mors hjemmelavede pebernødder, havregrynskugler og konfekt i. Dengang var slik ikke noget, man bare gik hen og købte. Det fandtes ikke.

    Aftenen før skoleafslutningen skulle slikket puttes i poser. Det var en fest. De mange poser blev stillet op på køkkenbordet. Undertiden fik jeg lov til at komme et par stykker slik i hver pose. Det var forbudt at smage – der var kun købt det antal, der skulle bruges og ikke mere. Som regel var der dog et par ekstra poser – for tilfældet. MEN . . alene duften – og muligheden for, at Far forbarmede sig, så jeg fik lov at smage et enkelt stykke, var det hele værd.

    Fra kontoret var der en dør ud til verandaen, den lille tilbygning ud mod haven. Et meget lyst og dejligt rum med vinduer til alle sider og en dør ud til haven. Der var knebent med plads, for i rummet stod et bord og tre kurvestole, min far havde flettet, da han holdt husflidsskole for de unge. Så snart vejret tillod det om sommeren, spiste vi til middag på verandaen klokken 12. Var det meget varmt, flyttede vi ud på have-gangen. Men ligegyldigt hvor vi sad, var der en dejlig udsigt til min fars velholdte have. Jeg husker især en gang. Det var regnvejr. Far kom ind fra skolen, og Mor serverede kakao og et stykke nybagt franskbrød med honning. Der sad så hele familien og spiste “honningmadder”, mens regnen trommede på bliktaget, så det næsten var umuligt at tale sammen. DET var råhygge.

    Da Far og Mor ankom til Grove Skole, var haven meget traditionel med blomsterhave og et lille bindingsværkslysthus under kastanietræet, hvor vores egen – og andres katte til min fars store ærgrelse fik killinger. Det var nu nok ikke alene derfor, huset forsvandt, da haven blev lagt om. Det var meget forfaldent.

    I 1946, da min far endelig var færdig med at betale af på sin studiegæld eller læsegæld, som det kaldtes den gang, blev der lidt luft i økonomien. Far havde i vinterens løb siddet ved stuebordet og læst om blomster og buske og i ny og næ haft papir og blyant fremme. I smug havde han besøgt alle omegnens stendynger og fået de flotteste sten kørt hjem i haven.

    Da foråret kom, tog han til Råby til gartner Greve. Efter megen snak frem og tilbage var alt på plads. Gartneren havde med få rettelser godkendt min fars tegning. Planen kunne sættes i værk. Lysthuset blev brækket ned. De store sten blev anbragt i mægtige cirkler bl.a. omkring kastanien – de ligger der vist endnu. En stenhøj blev kunstfærdig kreeret. Så manglede kun det store runde vandbassin med hvide og røde åkander – men ingen fisk. Det var ikke nogen større udfordring for min far, murersønnen fra Ajstrup at støbe bassinet.

    Far var helt euforisk, da han skulle til at udplante alle de mange planter og buske i bede og stenhøj. Haven blev flot, og da min far som min mor havde grønne fingre, blev den smukkere og smukkere, efterhånden som blomster og buske groede op. Når vi havde gæster om sommeren, var en havevandring obligatorisk. Med denen i spidsen gik man mere eller mindre interesseret rundt og hørte på latinske navne og så på smukke blomster. Kunne min far komme til at prakke folk et par planter på, var det ham en glæde. Han kunne ikke fordrage at kaste planter bort. Der var tre urtehaver fyldt med grønsager, rabarber, frugttræer og buske. Alt struttede af sundhed – vi havde jo også de tre dasser.

    Nederst i haven ud mod Farbror Jens’s – Jens Lindskovs mark stod de mange bistader. En overgang var der 15 med to bifamilier i hvert stade. Når Far havde slynget honningen, blev den rørt grundigt, inden den blev hældt på glas. Hvert efterår aftog Mariager Apotek en anseelig del af høsten For at blive ansat som lærer i Grove, var det en betingelse, at Far kunne forestå sangen i Sem Kirke, som det hed i kaldsbrevet, der var underskrevet af amtmanden i Randers. Det betød, at han mødte i kirken til alle kirkelige handlinger og i hjemmene, når der skulle synges ud – den højtidelighed, der blev afholdt i hjemmet, før den afdøde blev ført til kirken. Far skulle møde i smoking, knækflip og nypudsede sko. Det sørgede min mor for. Når Far kom farende ind fra skolestuen, lå tøjet parat på sengen lige til at hoppe i. Hvis børnene ikke kunne senedes hjem, måtte min mor agere vikar.

    At være lærer var et kald for min far. Var der ting, han ikke vidste noget om, satte han sig ind i det. At lære var det vigtigste af alt. Hans valgsprog, Man kan, hvad man vil, men slid skal der til, ses stadig i adskillige gamle poesibøger. Han forstod og tolererede ikke dovenskab, hvad den end skyldtes. Man skulle ikke regne med ros, hvis man, når han spurgte om, hvor mange gange man havde læst på lektien, svarede: Tow gång! Man bliver ved, til man kan.

    I dansk inddelte Far eleverne i fire hold – alligevel hørte man ham aldrig råbe om støttelærer eller øgede bevillinger. Det havde nok heller ikke hjulpet. Hold 1 skrev diktat, mens hold 2 læste op, hold 3 skrev genfortælling og hold 4 indøvede staveord. Ganske vist rettede eleverne hinanden – men alligevel.

    Kort efter sin ansættelse som lærer i Grove besluttede min far, at starte en aftenskole for de unge i sognet. Han bad sognerådsformanden, Axel Qvotrup, om tilskud til materialer. Det første år var svarret: Nej! Men aften-skolen blev alligevel gennemført. Far og eleverne betalte selv materialer, lys og varme. Det andet år lød svaret:

    Do ka fo 20 kr., men så ska’ do også gi’ kaffe den sist awten

    – og sjel betaal lys å warm!

    Sådan startede den ulønnede aftenskole for unge og andre interesserede i Grove Skole. Det blev en succes, der blev gentaget år efter år, og den gav inspiration til mange andre arrangementer i skolen.

    20 kr. er set med vore dages øjne ikke noget store beløb, men sammenlignet med min fars månedsløn, der det første år var på 195 kr., var det måske it så ring endda.

    Man kom ind i skolestuen gennem den lille gang. Overtøjet blev hængt på knagene, og træskoene sat med næserne helt ind mod væggen. Selve skolestuen var et lille rum. Der var tre rækker skoleborde med fast sæde og skrå bordplade. Drengene sad ud mod vejen ved vinduerne, der var utætte. Der var varmt om sommeren, men det trak fælt om vinteren, selvom der blev fyret rigeligt med tørv og træ i den gamle runde jernkakkelovn. Det hjalp ikke meget, at vi undertiden flere gange om dagen blev flyttet rundt, efter hvor mange fejl vi havde haft i diktat eller regneprøve.

    Inden for døren stod det gamle skab, hvor skolebøger, udstoppede dyr – og i et bolcheglas i sprit den hugorm, Peter Munk engang havde haft med i skole, samt de fysikinstrumenter min far havde købt for sine egne penge.

    På samme side stod skabet med Sem Sognebogsamling. Oprindelig startede bogsamlingen som en bogklub. De indkøbte bøger blev grundstammen i det bibliotek, der under min fars ledelse voksede sig større og større år for år.

    Da en ny bibliotekslov påbød alle områdets sognebiblioteker at samarbejde med Centralbiblioteket i Randers, fik min far et chok. Et par bibliotekarer kom og kasserede over halvdelen af bøgerne – de lasede, de uaktuelle og de bøger, der sjældent blev læst. De skulle brændes. Far reddede adskillige af bøgerne, som igen kom til at stå i samlingen, men de blev taget ud, når der var inspektion fra Randers Centralbibliotek.

    Der var en særegen duft i lokalet. Den skyldtes rengøringen. Om eftermiddagen kom Marie Rasmussen og stillede alle skolebordene på højkant, så dryssede hun savsmuld vædet med olie ud på gulvet og fejede det sammen igen. Smuldet blev brugt mange gange. Efterhånden som det svandt i spanden, blev der hældt nyt smuld og olie oveni – bakterier? Jow – det var jo også derfor gulvet blev vasket og ferniseret hvert år til jul og sommerferie.

    Det var sparsomt med materielle goder i vor barndom, men vi havde så meget andet. I skolegården og på legepladsen legede alle med hinanden. Det gav social træning, og venskaberne varede livet ud – men det er en anden historie. Sikkert er det, at denungen fra Grow og alle de andre ser tilbage på den barske, men lyse tid, der nu kun findes i erindringen med stor glæde og taknemmelighed.

    Efter 2. Verdenskrig rejste landet sig. Vi mærkede det også i vores sogn. Maskinstationer, traktorer og arbejdsbesparende maskiner vandt indpas. Den beskedne plads bag køerne blev afløst af et moderne badeværelse, og i de fleste husholdninger fik man støvsuger, røremaskine, food processor og fryser. Arbejdet blev mere overkommeligt og kunne overstås på kortere tid. Der var ikke brug for så mange hænder til daglig. Arbejdskraften blev dyr. Det forstærkede udviklingen – de unge næsten flygtede fra landet.

    Skoleloven af 1947 gav de små landsbyskoler dødsstødet, men landsby børn fik samtidig mulighed for som by børn at få en realeksamen, som det hed den gang. Skolerne blev efterhånden nedlagt og solgt til private. Læreren forsvandt og med ham aftenskolen, sykurserne, foredragene og biblioteket. En epoke var forbi.

    Far, der på det tidspunkt var 45 år gammel, så skriften på væggen. Grove Skole ville som alle de andre landsbyskoler blive nedlagt. I bedste fald ville han kunne blive i embedet en kort årrække som forskolelærer, indtil alle klasser var overført til de nyoprettede centralskoler.

    Den dejlige tid i Grove var forbi for altid.

    Da han et par år efter blev opfordret til at søge stillingen som førstelærer ved den nye centralskole i Udbyover, slog han til. Familien flyttede fra Grove til Havndal i 1952, hvor min far fungerede som førstelærer og kirkesanger, indtil han i 1967 blev pensioneret på grund af sygdom. Livet i Havndal blev desværre ikke så lykkeligt som tiden i Grove – men det er en anden historie.

  • De sagde jeg var ædruelig

    Lige efter min konfirmation fik jeg plads hos Anders Steffensen på Norup Mark. Jeg har aldrig haft nogen stærk ryg og arbejdet i landbruget med maskinerne og de mange tunge løft medførte, at min ryg blev mere og mere ødelagt. Efter at have undersøgt mig, sendte dr. Fuglsang mig på Ortopædisk Hospital i Århus. Et stykke tid måtte jeg ligge i gipsleje om natten. Det hjalp ikke, så jeg kom under revalideringen. De skaffede mig kort tid efter en læreplads hos cykelhandler Juul i Havndal.

    I to år gik jeg to gange om ugen fra kl. 19.00 – 22.00 på Teknisk Skole i Havndal. Jeg havde aldrig været nogen ynder af lektielæsning – og resultatet var derefter. Men da jeg opdagede, hvor nødvendigt det var at kunne læse, startede jeg i aftenskolen i Grove. Det er nok noget af det klogeste jeg har gjort. Jeg fik lært at læse, og det har jeg mange gange senere i livet været meget glad for.

    Juul havde to biler og tre motorcykler, som han lejede ud. Da det ofte var mig, der udleverede både biler og motorcykler, mente han, det var nødvendigt, at jeg fik lidt større kendskab til de dele. Kort tid efter sørgede han for, at vi kunne deltage i et svejsekursus, der blev afholdt i Randers. Juul kørte motorcykelen derud, mens jeg – uden kørekort – kørte hjem. Det gik skam fint.

    Bilerne kunne jo ikke stå ude på gaden, så dem måtte jeg køre gennem den lille gyde ned til værkstedet. Det var jeg ikke altid lige heldig med. En gang endte jeg i trappeskakten. Det kostede en ny køler, men hvad, hvor der handles, der spildes.

    Da en af mine venner, der var kommet ud at sejle, meget levende og dramatisk fortalte mig om sølivets glæder, vågnede en udlængsel, jeg slet ikke vidste, jeg havde. Han skaffede mig hyre på et skib. Selv om jeg ikke var udlært, sagde jeg straks op hos cykelhandler Juul og begav mig mod Tuborg Havn, hvor jeg skulle påmønstre. Skibet var sejlet, da jeg ankom. Det var den udlængsel.

    En kort tid, inden jeg tog tilbage til Juuls cykelværksted, fik jeg arbejde hos Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard.

    Jeg blev udlært januar 1951. I Havndal havde jeg mødt Klara, dyrlæge Munchs tjenestepige. Vi blev gift i februar 1951 og har i 54 dejlige år delt alt, hvad livet bød os.

    Jeg så i avisen, at der var en cykelforretning til leje i Aalestrup. Jeg kontaktede ejeren og blev meget glad, da jeg kunne få lejemålet. Umiddelbart efter opdagede jeg, at der i forvejen var både en cykelfabrik og to andre cykelforretninger i byen, turde vi ikke. Det ville være alt for risikabelt. I stedet besluttede vi at opsige lejemålet og rejse til Stenstrup på Sydfyn, hvor også mine forældre boede.

    Revalideringen sendte mig på et tre måneders efteruddannelseskursus i København, derefter stillede de i udsigt, at de ville hjælpe mig med at etablere min egen cykelforretning i området. Det blev nu ikke til noget. I stedet fik jeg arbejde hos en mekaniker i Stenstrup.

    Senere fik jeg plads som traktorfører på Rygaard Gods. Lønnen var meget god – hele 125 kr. om ugen og logi. Pengene kunne vi sagtens bruge. Vi var efterhånden blevet en lille familie. Vi havde fået to børn.

    Efter i 1955 at have arbejdet på en gård i Gislev, fik jeg i 1956 job som traktorfører i skoven på Langeskovgård ved Stenstrup. Der blev jeg i to år. Da sønnen på Langeskovgaard i 1958 fik tilbudt bestyrerpladsen på Ubberudgård, bad han mig om at rejse med. Kort tid efter, da han rejste til England, blev det Klara, der måtte sørge for kosten til den ansatte karl og fodermesteren.

    I 1960 havde jeg et meget sundt arbejde. Jeg fik ansættelse på en stor frugtplantage og det tilhørende mosteri. Jeg skulle hente æblerne, når de ankom til stationen i jernbanevogne og senere aflevere kasserne med den færdige most, når den blev returneret til kunderne.

    Efter et lille intermezzo som traktorfører i Korinth, fik jeg plads som bestyrer på en gård i Lyndelse, der ejedes af et par søstre. Vi skiltes nu lidt pludselig i juni 1965, fordi vi ikke var enige om lønnen. Pludselig en dag kl. 12.00 stod jeg på gaden sammen med Klara, børnene, hunden og svigermor, der netop var på besøg og ikke ytrede ønske om at rejse. Vi fik hurtigt tilsagn om at måtte flytte ind i en tom lejlighed i Tommerup Missionshus – når den var færdigrenoveret. Møblerne blev opmagasinerede i missionshuset. Men hvor kunne vi være?

    Ved Frøbjerg Bavnehøj havde de lige fået bygget nye toiletfaciliteter, så efter at have fået tilladelse til at bruge dem, flyttede vi – og svigermor – i villatelt ved foden af Frøbjerg Bavnehøj i tre uger, indtil vores nyistandsatte lejlighed i Tommerup Missionshus var klar. Det gik nu meget godt, så vi fortæller ikke historier om intrigante svigermødre i vores familie, for vi kender ingen.

    Jeg fik straks arbejde som smed og afløser for fyrbøderen, der passede ovnene på Skovstrup Teglværk.

    I 1973 fik jeg arbejde hos Krarups Maskinfabrik. Jeg stod ved en drejebænk hele dagen og kom hjem om aftenen sort som en neger. Det holdt jeg til i to år, derefter søgte jeg og fik ansættelse i Svendborg Vinkompagni.

    Jeg blancherede gennem årene utallige tons grønsager. Undertiden fik jeg tilbud om at hjælpe i vinafdelingen med at fylde whisky på flasker – efter sigende fordi jeg var ædruelig. Det havde sin charme, for ved arbejdstids ophør var der som regel en lille sjat tilbage – ikke nok til en hel flaske. Det skulle hældes i kloakken. Men vi vidste jo, at Svendborg Vinkompagni var interesseret i, at medarbejderne havde et godt kendskab til selskabets produkter, så det hændte, at vi tog en lille smagsprøve.

    Svendborg Vinkompagni blev min sidste arbejdsplads. Jeg blev der, til jeg i 1999 gik på efterløn.

    Da min far i 1976 fik cancer og havde svært ved at klare sig alene, ville han gerne, at vi flyttede ind hos ham. Vi købte huset og passede ham, til han døde som 80-årig i 1976.

    – nu mangler kun historierne om huset, haven, campingvognen i Lundeborg, børnene, børnebørnene og ikke mindst Klara.

    Så – – – er du trist, og har du sorg i sinde, så kig ind hos os i Lundeborg.

  • Vildænder sælges

    Det var et muntert hold, der i 1959 mødte op i Hem Præstegård, for at gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Nørgaard. Vi sad i det samme lokale som damerne, der gik til kjolesyning. Det hændte, at de tabte en knappenål på gulvet. Vi konfirmander brugte dem lidt anderledes end damerne. En dag jeg fløj op på bordet for at undgå at få en knappenål i bagen, klappede bukkene, der holdt bordpladen, sammen. Da vi ikke kunne nå at stille bordet op igen, inden pastor Nørgaard kom ind ad døren, måtte vi i en stiv klokketime sidde og holde bordpladen. Det var lidt anstrengende.

    Konfirmationsfesten foregik hjemme i Grove. Stuerne blev ryddet. Borde og stole stillet op, så der var plads til hele familien. Nogle dage senere blev venner og bekendte, der havde givet gaver eller penge, inviteret til spisning. De nye skikke var ved at snige sig ind, for vi fik serveret et enkelt glas vin til maden. Det var ellers ikke spiritus, man brugte penge på i Grove. Jeg fik et fotografiapparat og 600 kr. i konfirmationsgave.

    Jeg arbejdede hjemme det første halve år, inden jeg til 1. november fik plads på Enghavegaard i Edderup. Lønnen for hele året var 2.900 kr. Jeg var glad for at være hos Inga og Erik. Det var en gård i drift, hvor vi lærte meget, og forholdene på Enghavegaard havde ændret sig, siden Dorthe gik på aftægt. Vi havde det godt.

    Året efter (1963) fik jeg plads hos Rasmus Brønnums svigersøn, Jens Madsen, i True, hvor jeg skulle være enekarl. Det var en gård som de fleste på den tid. Det war jo lit lont hjemfra, så jeg blev glad, da nogle kammerater fra Grove meddelte, at de ville besøge mig. Jeg købte en kasse øl hos købmanden. Konen i huset, Ruth, ville gerne hjælpe, så hun nedkølede øllene. Jeg tror nu nok, at hun har nok været bedst til snaps, for hun anbragte dem i fryseren. Da de igen blev taget op, var flaskerne sprængt. Vi ærgrede os lidt, men det er en af de episoder, jeg stadig husker fra en festlig ungdom.

    Året efter flyttede jeg 500 m ned ad vejen til Truegaarden. Det var en stor, moderne gård. Vi var to karle til at passe markerne og de 60 køer. Det var nu til at overkomme, for vi havde både traktor og moderne maskiner – bl.a. rørmalkningsanlæg. Der var meget ordnede forhold. Jeg havde fri hver anden weekend fra lørdag middag til mandag morgen, så jeg havde god tid til at køre hjem til Grove på den knallert, jeg havde anskaffet mig. Var jeg heldig, kunne jeg få et lift med Hans Lindskovs, Ole, der tjente i nærheden. Han havde bil.

    Fra slutningen af 1950’erne var stemningen meget optimistisk. Det var, som om alt kunne lade sig gøre. Folk fik flere penge mellem hænderne. Der blev også penge til det inde. Badeværelse med toilet, nye husholdningsmaskiner og møbler. Der var efterhånden traktorer og moderne maskiner på gårdene, og man begyndte at se flere biler på vejene. Far og Mor var nogle af de første i Grove, der fik bil. Den var gammel og uden selvstarter. Skulle vi ud at køre, satte Far sig ind i bilen bag rattet, mens Mor måtte stille sig foran bilen med enden i vejret og dreje med startsvinget.

    Min næste plads var Ødumgaarden. Den plads kunne der fortælles meget om, men det gør jeg ikke. Mellem frugttræerne var der sået græs og ærter, som blev slået med le til dyrefoder. En søndag, manden selv slog foderet, kom han til at brække leen. Det havde han åbenbart glemt, for mandag morgen, da jeg tog leen op, for at slå græs, kom han ud og gav mig skylden.

    1966 blev jeg indkaldt til flyvevåbnet. Efter rekruttiden i Karup blev jeg overført til flyvestation Ålborg, hvor jeg blev chauffør i eskadrille 723. Jeg kørte med piloterne og havde ansvaret for tre minibusser. Lønnen var 60 kr. om ugen samt kost, logi og fri rejse, når jeg i weekenden rejste med Hadsund-Peter hjem til trinbrættet ved Trudsholm, hvorfra Far hentede mig i bilen.

    Da jeg var 15 år, købte jeg en brugt rugemaskine, 80 fasanhøner, 16 kokke, og begyndte at opdrætte fasankyllinger. Når kyllingerne havde gået otte uger i den voliere, jeg havde lavet i haven, blev de solgt til skytter, der brugte dem til udsætning. Det var en rimelig forretning, hvis de kunne være i fred for ræv og mår. Det gik kun galt en gang. En mår kom ind i volieren og bed halvdelen af kyllingerne ihjel. Da det gik bedst, udrugede jeg 4000 kyllinger. Også skattevæsenet syntes, det gik strygende, men det snakkede vi nu om – det har vi for øvrigt gjort flere gange siden. Senere begyndte jeg også at ruge vildænder ud.

    Jeg var glad for min flittige mor, der påtog sig at passe bedriften, mens jeg var soldat. Pengene kunne jeg jo godt bruge. Kun en gang var vi lidt uenige. Jeg havde sat en annonce i avisen:

    Vildænder sælges 12 kr. pr. stk. – plukkede 13 kr.

    Mor blev lidt overrasket.

    Hwem ska’ pluk dem, spurgte hun. De’ ska’ do da! Ka de’ it go rundt?

    Det er ikke altid nemt at være arbejdsgiver.

    Efter soldatertjenesten begyndte jeg at arbejde som chauffør på Foderstoffen i Havndal. Jeg boede i Grove hos Mor og Far. Arbejdet bestod i at køre rundt mellem fjordene med byggematerialer og dyrefoder, som kunderne havde bestilt. Der var et meget hårdt arbejde.

    I oktober 1969 søgte jeg plads som chauffør på Havndal Andelsmejeri. Der var kommet nye regler. Landmændene skulle af hygiejniske grunde installere rørmalkningsanlæg og køletanke, så mælken hver dag kunne blive afhentet af tankbiler. Det var et meget bundet job. Skulle jeg have fri, måtte jeg betale vikar. Til gengæld bestemte jeg selv, hvor lang tid jeg ville bruge på ruten. Det blev som regel til seks timer.

    I 1970 købte jeg et par byggegrunde på ca. 1.400 m2 i Havndal og begyndte at bygge huse. Det første, der var på 170 m2, solgte jeg for 190.000 kr. Det andet var jeg lidt uheldig med. Vi havde ikke fået aftalt, hvor meget inventaret måtte koste, så da køberne valgte dyrere materialer, end jeg havde beregnet, holdt jeg kun lige skindet på næsen, men så blev jeg så klog. Jeg fik den ide, at jeg kunne supplere min indtjeningen ved at købe en varebil og i min fritid køre ud på landet og sælge ost, som jeg købte på Havndal Andels-mejeri. I 1973 blev jeg gift. Vi kom til at bo i Vestparken i Mariager.

    Der var store forandringer i landbrugssektoren i de år. Stort er godt, lød mottoet, da Havndal Andelsmejeri blev opkøbt af Mælkecentralen i Randers og nedlagt. Jeg kom til at køre ud fra Randers i et nyt, større område, der nåede næsten helt til Viborg. Den ene uge kørte jeg i fem dage, den næste uge i to dage, så der var rigeligt med fritid.

    I 1984, da jeg blev skilt, fik jeg brug for lidt ekstra kapital. Jeg købte en trailer. På den satte jeg en kasse med køleanlæg. Da den blev godkendt, begyndte jeg at køre en landtur med oste, som jeg kunne købe på mejerierne. Efterhånden fik jeg mulighed for at udvide varesortimentet. Det fik både kunderne og jeg glæde af.

    I 1992 blev jeg gift med Pia. Fire år senere købte vi den gamle dyrlægeboglig, Klostergade 9 i Mariager I 1997, da jeg var sygemeldt i 11 måneder, fik jeg at vide, at jeg ikke længere kunne arbejde som chauffør. Jeg begyndte at arbejde på Åge Larsens plastfabrik i Mariager, hvor jeg var ansat til 1. januar 2003.

    Mange havde gennem årene spurgt mig, om jeg ikke kunne tænke mig at åbne en osteforretning i Mariager. I 1998 syntes jeg, at tiden var inde. Vi indrettede en forretning med lager i udhuset. Jeg gik stadig på arbejde, kørte landtur med oste m.m., og der blev også ind imellem tid til med venstre hånd at klare et rengøringsjob.

    Sortimentet af ost, vin, spiritus og øl udvides stadig, og vi kan glæder os over, at indtægterne fra forretningen nu næsten kan forsørge vores familie.

    Ud over forretningen er fiskeri og jagt min store hobby. Første gang jeg var på jagt i Sverige, var jeg så heldig at skøde en elgkalv.

    Ser jeg tilbage på, hvordan det er gået, kan jeg se, at det ikke er nok, at man er heldig. Man skal også være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og være rede til at turde tage chancen, når den byder sig.