Tag: Nørresem

Da vi overtog ejendommen, flyttede mine svigerforældre over i naboejendommen, som de havde købt af Karl Thomsen. Vi skulle dyrke jorden, men Rasmus Petersen og Kristine, der hele deres liv havde slidt hårdt i landbruget, havde ikke let ved pludselig at blive pensionister. Rasmus måtte have noget at lave, så hver dag kom han over til os for at hjælpe til med det arbejde, han magtede – og det var hans alder taget i betragtning meget. Han var meget interesseret i dyrene.

Han var en rigtig bedstefar. Børnene var meget sammen med ham – så gjorde de gymnastik. Man skal holde sig i form og have en god holdning, mente Rasmus. En morgen blev det for meget for ham. Han strakte sig og fik voldsomme smerter. Vi fik ham ind og sendte bud efter lægen. Han kunne ikke komme, fordi konsultationstiden lige var begyndt. Det blev en meget lang dag. Lægen glemte opkaldet og ankom først kl. halv fem om eftermiddagen. Rasmus blev straks indlagt på sygehuset, hvor de konstaterede, at en svulst i maven var sprængt. Vi blev hos ham, indtil vi skulle hjem og fodre dyrene. Tidlig næste morgen døde han.

Kristine blev boende alene i huset, hvor hun fortsatte med at leve beskedent og enkelt, som hun havde levet hele sit voksne liv sammen med Rasmus. Intet blev forandret, for hun var utryg ved alt nymodens som el og vand.
Hun elskede at få gæster, men brød sig ikke om at komme hjemmefra, hvis det ikke var strengt nødvendigt. De få indkøb, hun mente at havde brug for, blev foretaget, når købmanden eller andre handlende kom forbi hendes dør på landturen.

Børnene havde, siden de var små, vænnet sig til hver dag at slå et smut over til Bedstemor om eftermiddagen. Det fortsatte, da de blev voksne og kom i lære – til stor glæde for Kristine. Hun var aldrig karrig og havde altid sørget for en godbid – lidt suppe eller et stykke kage. En dag, da de var blevet voksne, spurgte hun:

Han haj nåed i grøn flasker (øl). Ka’ I li’ de’ ?

Det kunne de. Besøgene hos Bejste huskes endnu.

Min farmor, Kristine Christensen, blev født den 7. september 1893 på Søholm i Fjeldsted. Hun mødte senere min farfar, Rasmus Petersen, mens han tjente som karl på en nærliggende gård, Lunddalsgaarden.

Bedstemor var en ihærdig dame, som havde slidt først på forældrenes gård, senere på en række andre gårde på egnen. I hendes hjem var der nok at gøre. Hendes far var syg, og en ældre bror døde som ung.

Hun satte en ære i, at der var orden i tingene, og hun havde lært, hvor vigtigt det var at holde nøje regnskab med indtægter og udgifter.

Den gang kom bager, slagter, uldkræmmer og flere andre handlende forbi og ville sælge deres varer til hende. Hun vidste, hvad tingene kostede, og ingen løb om hjørner med hende. Da hun blev ældre kneb det med at se mønterne. En af de handlende ville hjælpe hende ved at tage et par mønter i hendes pung. Det inkasserede han et ordentlig rap over fingrene for.

Ka’ han hol’ fængern for sig sjel!

Bedstemor var flittig. Kom vi på besøg, mens hun tog sig et tiltrængt hvil ved køkkenbordet med en kop kaffe, blev hun helt forlegen. I sin barndom havde hun lært, at man skulle arbejde for føden. Det glemte hun aldrig. Et langt liv havde lært hende at sætte tæring efter næring. Det er ikke hvad man tjener, men hvad man bruger, det kommer an på.

Til sig selv købte Bedstemor kun det aller nødvendigste. Gjaldt det derimod os børnebørn, var det en helt anden sag, så købte hun flittigt ind. Vi kunne altid regne med, at når en af de handlende havde været forbi, var der købt et eller andet lækkert ind, så et besøg ville være lønsomt.

Det var altid spændende, når det var bageren, der kom på besøg. Julebageren, kaldte vi ham. Han hed Juul og kom fra Mariager. Han kom altid sidst på eftermiddagen – ofte når det var blevet mørkt. Med sin lommelygte, som han havde hængende om halsen, lyste han ind i sit folkevognsrugbrød, så vi kunne se udvalget af wienerbrødsstænger og kager.

Bedstemor stillede ikke store fordringer til livet. Hun lavede sin mad på det gamle, sorte komfur i køkkenet. Hun fyrede op med de tørv, vi hvert år skar i den lille englod i Sem Enge og hentede hjem i en kassevogn. I kakkelovnen i stuen brugte hun træaffald – skaller, som hun købte af Jens Juul i Sem. Han kom med et helt vognlæs, der blev fyldt ind i udhuset. Selv da hun blev 90 år, hentede hun selv træ og koks ind.

Hun fulgte levende med i udviklingen i samfundet – men kun fra hjemmet – hun kom sjældent ud. Hun læste aviser og fulgte interesseret med i radioens programmer – især var hun meget optaget af Hanne Reintofts udsendelse Social Brevkasse.

Min bedstefar, Rasmus Petersen, blev født den 8. marts 1885 i Raaby. Hans far og et par brødre døde med kort mellemrum, hvorefter moderen flyttede fra egnen. Bedstefar, der var 3 år, blev sat i pleje. Tabet af familien må have været en traumatisk oplevelse, for han fortalte aldrig om sin barndom.

Bedstefar var en stille, varm og beskeden mand. Livet havde været hårdt for ham. Han var opvokset uden sine forældre, men som Bedstemor havde han helt fra barndommen lært at slide for føden.

Så meget desto mere nød han det, når han på sine gamle dage – hver dag – kom over for at hjælpe min far i marken eller kostalden. En gang imellem gav han sig tid til at sidde og betragte køerne, og så kunne vi se, hvor han nød livet. Det var ellers sjældent, han gav udtryk for, hvad han tænkte. Følelser var ikke noget, man i hans generation havde lært at håndtere, men de var der. Han elskede sine børnebørn, og vi ham.

En dag, jeg som lille pige sad og snakkede med ham om almindelige hverdagsting, tog han min hånd og sagde:

Pas godt po, at den hon it blywer slit op!

Jo! Følelserne var der, men de var meget svære at tale om. Jeg glemmer det aldrig.

Var der ærinde ud af huset, var det som regel Bedstefar. Med jævne mellemrum tog han til Mariager – en cykeltur på otte kilometer hver vej – og han var altid i sit pæne, mørke tøj.

Som det var almindeligt den gang, kom jeg ud at tjene, da jeg var 14 år – lige efter konfirmationen. Men først vil jeg fortælle lidt om min barndoms heste. Der var på alle ejendomme mange forskellige typer heste. Nogle var godmodige og andre mere viltre og nervøse. De sidste løb undertiden løbsk. Da jeg var en omkring de fire år, var jeg med min far i marken. Far spændte hestene fra, så de kunne gå og græsse. Jeg kom til at stille mig foran Musse, vores sorte hest. Den blev så irriteret, at den bed mig i skulderen, løftede mig op og kastede mig væk.
Da Far kørte mælkeruten, var vi nødt til at have nogle raske og stærke heste, der kunne trække. Den ene af dem, Jubbi, havde tendenser til at løbe løbsk. En gang løb den med radrenseren, men Far fik den hurtigt standset.
Når der ikke var foder nok, hentede vi lyng i heden. Far og Julius Møller gik bag vognen, mens vi ledte efter lyng, der var velegnet til foder. Vejen skrånede lidt. Hestene ville gerne hjem, og det ville jeg vel også, så efterhånden begyndte det at gå lidt stærkere. Pludselig løb hestene i fuld galop, så jeg ikke kunne standse dem. Jeg var kørt løbsk. Det var en gammel arbejdsvogn med jernhjul, løse sidefjæl – skrav, så vi kunne have ekstra meget lyng på vognen. Jeg gled ned i bunden af vognen, hvor jeg fortvivlet forsøgte at holde fast i tømmen. Først faldt skravet af, det lå løst ovenpå sidefjælene, så faldt de løse sidefjæl af. Nu gik det rigtigt stærkt. Da vi nåede ned til Julius Møllers ejendom, drejede vejen 90 grader, Under normale omstændigheder ville vognen være væltet, men i dette lykkelige tilfælde havde Julius Møller bygget en lille rampe. Den blev brugt, når de køer og kalve, han havde solgt, skulle læsses på lastbiler. Rampen skrånede den rigtige vej. Vognens yderste hjul kørte op på rampen, så den ikke væltede – vi mistede bare et par ekstra fjæl. Jeg sad stadigvæk i bunden af vognen og klamrede mig til stokkene. Den vilde færd fortsatte hjemover. Vejen slog endnu et par skarpe sving, men hestene fortsatte lige frem og standsede først, da de stod foran en roekule. Jeg var noget rystet, så jeg gik hjem, mens Far tog sig af hestene. Han kørte tilbage til heden for at hente et nyt læs lyng. Da han kom hjem, fik jeg skæld-ud, fordi jeg var gået hjem og ikke var blevet for at hjælpe.

1950 fik jeg plads hos Jens Justesen på Lille Vindbylund. Så vidt jeg husker, fik jeg 1.400 kr. for hele året. Det var vel vanligt på den tid, tror jeg. Vi fik lavet grutning til grisene på Gjerlev Mølle. Møllens store vinger kunne skræmme enhver hest. Det hændte for mig, engang jeg skulle hente grutning. Hans, den ene af hestene, blev vældig skræmt og løb af gårde med vogn, korn og mig. Heldigvis lå møllerens hus lidt længere nede ad vejen, så da han opdagede, at Hans og Lis var løb løbsk, kom han ud og hjalp mig med at stoppe hestene, så den gang gik det godt.

Da jeg havde arbejdet for Jens Justesen i tre år, flyttede jeg til Vindbylund hos Johan Schjults. Han drev lidt med travheste, så han havde et par lette heste i stalden – et par remontere. Derudover var der vel seks jyske heste og en syv – otte plage, så der var lidt å se til både om morgenen, midt på dagen og i kvælden. Hestene skulle jo fodres, og det var mit job. Nå, men de her remonter havde tendens til at løbe løbsk. Jeg skulle køre dem det første halve år. Når vi skulle køre ajle ud, sad jeg på tønden med et godt tag i tømmen og med fødderne på kjæpstokkene, der holdt sidefjælene, så kunne jeg holde hestene, så der ikke ske noget. Til maj fik vi en ny karl, Kristian, og så var det ham, der skulle køre med de lette heste. Da vi næste gang skulle kære ajle ud, skulle Kristian være stur kål. Han stillede sig foran ajletønden på den smalle bundfjæl, så han ikke kunne bøje sig tilbage, hvis han rigtig fik brug for at stramme tømmen. Det gik, som det måtte. Hestene løb løbsk. Først faldt ajletønden af – så Kristian. Hestene fortsatte ind i gården, tog et herresving rundt og fortsatte ud ad den anden port. Der standsede de ved et stort cementtrug, de ikke kunne komme forbi.
En anden gang var det den tiårige søn, Søren, der med de samme heste skulle køre et læs møg fra møddingen ud i marken, mens vi læssede næste læs. Hestene løb løbsk – lige ud i den branddam, der lå i nærheden af møddingen. Der stoppede de, og en noget slukøret og våd Søren måtte redde sig i land.
Det næste læs måtte yngste karl køre ud. Da Sørens far hørte om uheldet, spurgte han:

Sked der noed mæ hejsten? Nej! Har så mæ Søren?

Jow! Jow! Bønderne satte pris på deres heste.

Kort efter 2. Verdenskrig brændte Vagn Rasmussens gård i Sem, Vestergaard. Gården blev ikke bygget op igen. I stedet startede Vagn en maskinstation med en traktor, et tærskeværk og diverse redskaber.
Første gang, jeg så en traktor, var, da Vagn arbejdede i Den stur Hie, der blevet opdyrket i 1947. Jeg var ude at se på og fik lov til at komme op at køre hjem fra heden. Det var som at opleve et under.
Efterhånden var der flere og flere, der købte traktorer til at trække selvbinderen. Det var en stor forbedring. Hele min barndom havde vi gået efter slåmaskinen og bundet negene op i hånden med halmbånd.
Hos Jens Justesen på Lille Vindbylund havde vi selvfølgelig ikke traktor, men en nabo havde en David Braun, som blev startet med benzin og først, når den var blevet varm, blev der slået over på diesel.

Efter tre år, fik jeg arbejde som traktorfører på nabogården, Vindbylund, hos Schultz. Han var en mand, som kunne se, at mekanisering var vejen at gå. Han købte både en lastbil og en mejetærsker. Der kom en montør fra Tyskland for at montere mejetærskeren. Jeg måtte hjælpe til. Det var et interessant arbejde, og det lagde vel grunden til mit fremtidige arbejde som industrimekaniker.

Jeg har ofte siden arbejdet sammen med tyske montører – flinke folk. Jeg brugte lastbilen til at køre roer ind med. Naboen kom og sagde, at den havde jeg ikke lov til at køre med, og det havde han vel ret i, men det er jo mange år siden. Efterhånden blev det mere og mere almindeligt med traktorer på gårdene, men på det tidspunkt var jeg rejst til Norge.

I november 1958 rejste jeg via København til Oslo sammen med min ven, Bent Bjerre. Vi boede et par dage på Hotel Phønix, inden vi flyttede ud til Prinsedalen, hvor min søster, Karen, arbejdede i en butik. Der lejede vi et værelse. Mens vi hjalp sønnen i huset med at demontere en garage, kom vi i snak med en entreprenør, der var ved at nedrive et hus samme sted. Hos ham fik vi arbejde frem til jul.

Til nytår 1959 fik jeg arbejde hos O. S. V. Mortensen på et mekanikerværksted som chauffør og svejser. Der blev jeg i fire år. Efter et enkelt år på Norsk Viftefabrik kom jeg til at arbejde i Hansen og Bjørnerud Elektrisk – et elevatorfirme. Nogle af de elevatorer jeg var med til å sætte op, er stadig i drift.

I 1965 begyndte jeg at arbejde på Schous Bryggeri som industrimekaniker med ansvar for bryghus, malteri og maskiner med diverse kompressorer, så man kan sige, at jeg fik lærte faget fra bunden af. Efter 15 år blev Schous Bryggeri opkøbt og nedlagt. Jeg kom med flyttelæsset til Frydenlunds Bryggeri, hvor jeg blev mekaniker i tapperiet. Arbejdet var lidt forskelligt fra mit tidligere arbejde, men er man uddannet mekniker, kan man godt klare den meget komplicerede mekanik i et bryggeri. Efter 10 år blev også Frydenlund opkøbt. Vi flyttede med over på Ringnes Bryggeri. Når man presser produktionen fra tre bryggerier ind på et, siger det sig selv, at man måtte begynde at arbejde på treholdsskift. Jeg var 58 år, så det var en hård overgang. Jeg holdt på med det i fire år.
Det sidste år jeg var i arbejdede, flyttede jeg vort reservedelslager og lagde det ind på data – lavede lagerstyring. Nu kunne enhver se, hvad der var tilbage og foretage bestillinger. På bryggeriet havde vi reservedele for ca. 1 mio. kr., så det var et stort arbejde at få alle reservedelene anbragt på den rigtige plads.

Jeg gik af med pension, da jeg var 62, og siden har jeg ikke arbejdet for løn – men med en datter med eget hus er der jo også nok at gøre. I 1980’erne gik jeg på Bryggeriernes Brevskole og opnåede standpunktskarakteren 6, som var den bedste. Jeg var stolt. Mine yngre medarbejdere fik 3 – 4. Vi som fuldførte skolen fik lidt ekstra i løn, og det er jo en god drivkraft til at gøre en ekstra indsats. I 1969 blev jeg gift med Berit. Det er jeg stadig. Vi bor i en tre rums lejlighed. I ni år var jeg med i styret i beboerforeningen.

I 1952 blev Sem Kirke restaureret, så konfirmationen foregik det år i Hem Kirke. Da Line fra Sembygård mødte op i mit hjem for at fæste mig, sagde hun: Jæ hår jo haj tow o de kuld i forvejen – å de var ærlige. De håber jæ også den tredde æ. Det gik som en rød tråd gennem hele vores opdragelse, at man skulle være ærlig og oprigtig, så jeg følte mig dybt krænket over bemærkningen, men det skulle blive meget værre.

Jeg startede på Sembygård den 1. november. Line var meget sparsommelig, så det blev ikke i den plads, jeg lærte meget om at føre hus. Hun ville selv lave maden, så når jeg var færdig med mit rengøringsarbejde kl. 14.00 kunne jeg gå hjem til næste dags morgen – så sparede Line jo også kosten.
Jeg havde selvfølgelig fri hver anden søndag. Jeg fik Lines mistro at mærke, da to punge blev væk. Alle følte sig under mistanke, så det var en lettelse, da de blev fundet – i Sørens bowser. Men der blev ikke givet undskyldninger på Sembygaard – tværtimod.
En dag jeg skulle gøre rent i soveværelset, havde Line lagt en plovmand, 500 kroner, på sengen for at prøve mig af. Det var rigtig mange penge. Søren vidste, hvad det drejede sig om. Han kom ind og tog sedlen, men det var meget ubehageligt at være under mistanke.
En dag fortalte Line mig, at hun havde været hjemme hos mine forældre og fæstet mig for endnu et år. Hvor blev jeg skuffet. Jeg havde håbet på at få en anden plads, men nu kom jeg til at skrælle kartofler endnu et år.
Om vinteren var der uhyggelig koldt ude i karlekamrene, så jeg undrede mig ikke over, at en af karlene anskaffede sig en varmeovn til at lune lidt op. Pedersens datter, Anna, vidste det godt, men ingen af os sagde noget til Line. Nu var hun som sagt meget økonomisk, så hun kom op på stikkerne, da Jens Laustsen henvendte sig og fortalte, at der blev brugt mere strøm end sædvanlig. Vi syntes, han var lidt nævenyttig. De gennemgik hele ejendommen ude og inde, og fandt ovnen i karlekammeret – sikke et hus vi fik.
Der var 42 malkekøer på Sembygaard. Jeg undrede mig lidt over, at vi kun måtte bruge skummet- og kærnemælk til madlavningen – men så var der selvfølgelig ikke kommet så mange mælkepenge i den pung Line gemte under tæppet. Folkene kunne ellers godt have brugt kalorierne, for man arbejdede hårdt på Sembygaard. De to karle, Jens Juul og Jæ, var flittige arbejdere, så de kunne tage godt fra ved spisebordet. Jæ var Karl Thomsen. Han sagde jæ om sig selv og ikke a, som vi andre gjorde.

Min næste plads var på en gård i Gjerlev, hvor vi var fem voksne og fem børn til daglig. Der var bestemt ikke mindre arbejde, men stemningen var altid god. Konen havde en fast vilje, men der fik jeg sandelig lært noget – også at lave mad. Om aftenen spillede vi alle, mand, kone, to karle og jeg hjerterfri, femhundrede eller hyggede os på anden vis, hvis vi da ikke var til KFUM møde hos lærer Møller i Gjerlev Skole. Vi var delt op i et karle- og pigehold. Til fællesmøderne samledes vi alle i missionshuset – og der kom rigtig mange.
Mit store ønske var at lære at spille på klaver. Nu, da jeg tjente 75 kr. om måneden, måtte muligheden være der. Et klaver var for dyrt, men jeg lånte 375 kr. af min bror, Erik, så havde jeg lige penge nok til at købe et orgel. Hos lærer Christiansen i Skrødstrup fik jeg undervisning i tre måneder for to kr. i timen. Jeg blev aldrig koncertpianist, men jeg har haft stor fornøjelse af ”spilleriet”.

Det blev helt anderledes, da jeg fik plads på Hebron, der lå i Sjællandsgade i Randers. Vi var ti piger til at passe de ældre. De gamle var opdelt i klasser. De fineste boede på øverste etage, men alle måtte de, når det behøvedes, bevæge sig hen til de fælles toiletter. Arbejdstiden var fast – fra kl. 7.00 – kl. 15.30, men ca. en gang om måneden var vi ”i gryderne”. Når man lavede mad, havde man samtidig vagten ved de syge om eftermiddagen. Havde man fri om eftermiddagen, skulle man stå for aftenkaffen, så sluttede arbejdsdagen først kl. 21.00. Mens jeg var på Hebron, blev der indført lørdagsfrihed fra kl. 14.00.
Personalet underholdt undertiden de ældre med sang, spil eller en lille sketch, så jeg anskaffede mig en mandolin og lærte at spille til husbehov.

I 1958 opholdt jeg mig på Rønde Højskole. Det tænker jeg tilbage på med megen stor glæde. Det var et rent pigehold. Og maden, hvor var den sund – masser af spinat. Det er nu også mere venskaberne, jeg mindes. Jeg har stadig forbindelse med seks af pigerne fra den gang.

Efter endnu en periode på Hebron fik jeg plads hos Knud Kjærgaard i Hald. Det var næsten som et hjem og de havde tillid til folk. Jeg måtte selv tage pungen og betale de handlende, der kom til gården og solgte varer.

En tid tjente jeg hos lærer Johansen i Hald. Jeg oplevede dagligdagen i et lærerhjem. Der var arbejde nok med tre børn og de mange gæster.

I 1962 søgte jeg pladsen som husbestyrerinde hos Jens Karl, der havde overtaget og boede på sine oldeforældres gård, Højvang. Vi blev gift året efter. Med 22 malkekøer, arbejde ude og inde og en familie, der efterhånden var vokset til seks, havde jeg nok at se til. Forholdene i landbruget var begyndt at ændre sig, så skulle vi fortsat leve af gården, måtte vi øge produktionen. Jorden var god, men bygningerne var meget gamle og utidssvarende.
I 1973 byggede vi nyt stuehus. Pludselig skulle vi til at betale 1.500 kr. hver termin. Det var næsten 20 gange så meget, som vi plejede. Det gik for os som for mange andre familier på mindre ejendomme. Jens Carl begyndte at arbejde ude – på Skandia i Randers. Dyrene blev solgt, og for pengene blev der købt bedre og mere tidssvarende landbrugsmaskiner og redskaber, så han selv kunne passe jorden i sin fritid.
I 1996 solgte vi ejendommen til vores søn og flyttede ind til Gjerlev, hvor vi bor i et dejligt hus. Har man hele sit liv arbejdet, er det svært bare at sidde hen. I fritiden er jeg med i kredsen omkring Dan-Missions genbrugsforretning i Gjerlev og den lokale børnekreds, hvor vi holder søndagsskole og hygger om børnene med kage og saftevand. Det kan også hænde, at jeg en gang imellem hjælper folk med en lejlighedssang.

I 1948 skulle jeg konfirmeres og forlade skolen i Grove. Som fattig husmandsdatter måtte jeg nok forvente at skulle arbejde som tjenestepige på en gård eller lignende. Jeg var ked af at forlade skolen. Min mor og lærer Bach mente også, at der var bedre udsigter, hvis jeg fik mere skolegang. Hvordan de to fik det ordnet, så jeg fik en friplads på Mariager Borger- og Realskole ved jeg ikke. Jeg mener, at det var Randers Amt, som betalte for pladsen.

Vinteren 1948 fik jeg ekstratimer i engelsk hos Frk. Nicolajsen, og nogle få timer i tysk hos lærer Schrøder. Eleverne i Mariager havde engelsk fra 4. og tysk fra 5. klasse Jeg startede til april i 6. klasse, og 14 dage efter blev jeg konfirmeret i Hem Kirke. Jeg cyklede fra Nørresem til Mariager, ca. 10 km hver vej, seks dage om ugen på en gammel cykel. Fra Sembygård fik jeg som regel følgeskab med Karen Elise, som gik i 5. klasse. Det var da hårdt, men vi klarede det. Ved afslutningen på 6. klasse fik jeg en flidspræmie. Jeg blev mere accepteret blandt de, som fortsatte i realklassen. Mit sprog ændrede sig nok i retning af ”Mariager jysk”, som én af lærerne kaldte det sprog, som blev snakket i Mariager.
Jeg gik to år i realklasserne. I 1949 flyttede Far og Mor til Skrødstrup, så jeg fik lidt kortere vej. Efter realeksamen fik jeg arbejde på Mariager Bogtrykkeri på kontoret, og her var jeg i to år. Jeg gik på handelsskole om vinteren. Det var om aftenen, så jeg havde nok at se til, men jeg fik da en god handelsskoleeksamen.

Så måtte jeg prøve andre ting. Jeg rejste til Trige ved Århus, hvor jeg arbejdede i en købmandsbutik et års tid. Derpå tog jeg arbejde som Mothers Help i Leatherhead syd for London. Der arbejdede jeg et år og tre måneder. Jeg havde en ugentlig fridag, så London blev udforsket, ofte sammen med danske eller norske piger, som arbejdede i samme område.

Da jeg kom tilbage til Danmark, regnede jeg med at kunne få arbejde på et kontor eller lignende. Jeg syntes, jeg var rigtig god til engelsk. Jeg havde taget et engelskkursus på aftenskole, mens jeg var i England. Kurset var oprettet under Cambridge Universitet. Jeg havde min handelsskoleeksamen og var i gang med et korrespondancekursus i stenografi; men det var svært i 1954. Købmanden i Trige tilbød, at jeg kunne komme tilbage og arbejde i butikken samt ordne hans regnskaber.

I begyndelsen af 1956 rejste jeg til Norge. Jeg arbejdede i en købmandsbutik i nærheden af Oslo de næste par år. Derefter begyndte jeg på Røde Kors Sygeplejeskole i Oslo og tog i løbet af de næste tre år en sygeplejeuddannelse. Jeg arbejdede som sygeplejerske på Lørenskog Centralsygehus i ca. otte måneder. Derefter gik jeg på barselsorlov.

I 1959 var jeg blevet gift med sønnen fra købmandsbutikken, og i oktober 1962 kom min søn til verden. Nogle måneder efter rejste vi til Danmark, og jeg begyndte kort tid efter at arbejde som timelønnet medhjælper på Sødisbakke på en afdeling med svært handicappede patienter. Efter at have arbejdet der et stykke tid, blev jeg souschef, og i 1973 blev jeg afdelingssygeplejerske. Det var jeg til 1994, da jeg som 60-årig gik på efterløn.

Det meste af tiden, efter vi kom til Danmark, har vi boet i Kærbybro. Hele livet har ikke bare været arbejde. Vi har rejst meget i de første år mest i Norge – senere i store dele af Europa. En af de fritidsinteresser jeg har brugt megen tid på er hundearbejde. Jeg begyndte i 1981 at gå til træning i DcH-Mariager med vores hund. Jeg tog senere uddannelse som træner, og var i otte år formand for foreningen. Det har givet mig mange gode timer, både med de hunde jeg selv har haft, og med de gode kammerater, jeg fandt blandt hundeførerne.

Det er ikke så mange af dem, jeg kendte fra min barndom og ungdom, jeg ser mere. Et år i England og seks år i Norge gør, at man lærer andre mennesker at kende. Men jeg har da været til 50 års jubilæum for nogle år siden med mine realskolekammerater. Ellers er det mest veninder, jeg har fået i mine 31 år på Sødisbakke, jeg kommer sammen med.

I 1994 købte min mand og jeg et hus i Portugal. Det ligger i Algarve ud mod Atlanterhavet. I 11 år har vi rejst frem og tilbage et par gange om året, så jeg har opholdt mig der fire – fem måneder om året. Jeg har min hund med, så vi kører i bil. Vi begynder måske at blive lidt for gamle til det, og helbredet svigter iblandt, så det kan være, vi skal til at bruge flyveren noget mere, og lade hunden blive i Danmark hos min søn.

Efter min konfirmation fik jeg plads hos Gudrun og Niels Jørgen Svendsen i Annexgaarden i Sem som stue-kokke-barne-malkepige. I min fritid deltog jeg i marken, når der skulle luges roer, køres korn eller hø ind og flere andre småting – til gengæld lå jeg aldrig vågen om natten. Jeg blev der i tre år, og da jeg skulle rejse, græd den yngste af pigerne og ville med mig, så det er vel gået nogenlunde.

Da jeg flyttede fra Annexgården, fik jeg plads på en gård i Gjerlev, hvor min søster, Kamma, tidligere havde tjent. Jeg lovede mig selv, at det aldrig skulle ske igen, for jeg følte, man sammenlignede os, og at det ikke altid faldt ud til min fordel. Jeg havde lært Anker at kende, mens jeg tjente på Annexgaarden.

Sammen rejste vi til Højer på hver sin gård. Der var meget arbejde, men jeg fik lært en masse. Da konens bror flyttede ind med tre børn, fik jeg bl.a. lært at spise hurtigt. Det var nødvendigt, hvis jeg overhovedet ville have noget at spise. I 1954 blev jeg gift med Anker. Vi har siden delt godt og ondt – som livet nu har budt os. Sammen hentede vi i barske tider styrke og mod i den tro, vi begge er opdraget i.

Vi fik plads på en gård i Bostrup som fodermesterpar. Anker tjente 100 kr. om ugen. Manden var ikke af den slags, der gik ind for velfærdssamfundet. Han mente vel nærmest, at arbejderne skulle gå lidt ned i løn, så ville der blive mere arbejde til alle – og større indtjening. Vi syntes, der var arbejde nok. Som de andre, der arbejdede på landet, havde vi ofte svært ved at betale købmandsregningen. Købmanden sagde ikke noget til os, men klagede til bønderne: Jeg synes, det er mærkeligt, at det er mig, der skal finansiere jeres arbejdere, fordi I ikke kan give dem en ordentlig løn. Det fik han vist aldrig noget svar på. Var der ekstraarbejde at få, tog vi det. Om foråret hakkede vi roer. Manden blev rasende, da vi forlangte 1.50 kr. pr. 100 favn – 1500 m. På andre gårde var lønnen højere. Vi boede i en lille uisoleret loftslejlighed. Om vinteren kunne der være op til syv minusgrader i stuen om morgenen. Vi måtte krybe sammen i en seng under to dyner, og vores ældste dreng, der var spæd, kom i sin babyseng med hue, vanter og sokker. Var bleerne hængt til tørre på loftet, var de stivfrosne og måtte tørres ved kakkelovnen.

Vi kom fra asken i ilden, da vi fik en fodermesterplads på en gård i Kragelund. Manden var meget hidsig. Han slog dyrene. Det kunne jeg ikke lide, men heldigvis boede vi hos min svigermor. Familien var nu vokset til fire. Jeg gik ud og gjorde rent for folk til en timeløn på 1.00 kr. Det var dejligt de steder, hvor jeg kunne tage drengene med. I de følgende år havde vi pladser på forskellige gårde, men efterhånden slog industrialiseringen igennem i landbruget. Der blev der færre pladser, og folk begyndte at søge mod byerne.

I 1959 blev det vores tur. Anker arbejdede i syv år på en fabrik i Bøgballe, hvor de samlede og solgte gødningsspredere. De havde travlt, for der var brug for mange nye redskaber i landbruget. Da fabrikken engang fik en meget stor ordre, arbejdede Anker fra kl. 8.00 morgen til næste dag kl. 12.00. Da han den eftermiddag var hos frisøren for at blive klippet, faldt han i søvn i stolen. Med en arbejdstid på 45 timer om ugen og en timeløn på 4.60 kr. samt overarbejdet tjente vi mange penge. Det var rart at kunne gå forbi købmanden uden at se til siden. Vi udskiftede sofaen og bordet med de fire gamle stole med pæne nye møbler, og alt blev betalt kontant. Vi følte os rige. Jeg tjente en ekstra skilling ved at gøre rent på kontorerne.

I 1965 arbejdede vi sammen med Ankers bror på et vaskeri i Vejle. Det betød igen meget arbejde og lille løn, så vi besluttede at flytte til Horsens, hvor Anker fik flere arbejdspladser. Først arbejdede han et par år som chauffør på et større snedkerværksted. Derefter havde han i otte år et meget ubehageligt arbejde på en plasticfabrik. Han vaskede farvekarrene i ren fortynder. De to første år arbejdede han i et rum uden udluftning eller filtre. Når han kom hjem, var han meget svimmel, og hans ånde lugtede stærkt af fortynder.

Inden Anker i 1985 gik på pension, arbejdede han i syv år på Hede Nielsens fabrikker med at rengøre de iltflasker, der blev brugt på sygehuse og værksteder. Da vi flyttede til Horsens, fik jeg arbejde som rengøringskone i flere private hjem. Folk ville have noget for deres penge. Et sted forsøgte konen at sætte mig til at skrælle æbler et par minutter, før jeg skulle gå kl.12. Det gik nu kun en gang. Sammen med fire andre familier holdt vi søndagsskole. Vi lavede om aftenen en lille kaffebar, hvor unge kunne droppe ind til en kop kaffe og høre evangeliet. Der kom så mange, at vi måtte finde nye lokaler. Det forsømte Nørregades Hotel blev købt og istandsat ved frivillig arbejdskraft. Her boede vi, og i vor fritid arbejdede vi som værtsfolk. Anker og drengene spillede, jeg sang. De unge nød en kop kaffe med hjemmebag, mens de hørte ”budskabet”. Det var en dejlig tid, der varede til 1981, hvor cafeen lukkede. I 1972 begyndte jeg at arbejde som rengøringsassistent i svømmehallen. I tyve år slæbte jeg hver morgen fra kl. 5.30 til svømmehallen åbnede kl. 7.00 rundt på spande og sæbevand og skurede og skrubbede. Det var et rart arbejde, for jeg kunne være hjemme kl. 10.00, inden drengene kom fra skole. Da jeg var 58 år, kunne ryggen ikke klare det mere, så jeg måtte gå på pension.

Anker og jeg har gennem årene haft stor fornøjelse af at mødes på højskoler og i lejre med mennesker, der deler vores livsholdning og tro. Det er blevet til ca. 10 højskoleophold og adskillige lejre. Har man arbejdet hele sit liv, sætter man pris på at holde sig i gang. Jeg går til gymnastik og stavgang en gang om ugen, og sammen med fire andre damer er jeg med i en strikkeklub, der strikker til børn på et børnehjem i Rumænien. Når jeg her i 200-året for H. C. Andersens fødsel sidder i vores lille hyggelige pensionistlejlighed med altan, bad og alle de andre moderne bekvemmeligheder, synes jeg næsten, at også mit liv har formet sig som et eventyr:

Først går man så grusomt meget igennem, og så…..

En klasse med otte elever var, hvad min årgang kunne præstere i Grove Skole. På skolen boede lærerparret Normann Andersen. Hun var lærer i Grove. Han i Skrødstrup. Skolevejen spadserede vi gennem Sem Skov eller cyklede ad landevejen. Mange farer trodsede vi undervejs. Personligt måtte jeg passere Sem Sø. En smuk tur men ikke uden problemer, når et svanepar havde udset sig selve vejen som fundament for deres rede. I en rugeperiode var det så nødvendigt at gå udenom over markerne, for en svane på rede er det klogt at respektere. Næste forhindring var ved dem ved Høwen. Her gjaldt det om i god tid at få cyklen godt op i fart, benene op på styret, for sikkert var det, at Aksels gæs og kalkuner ventede på at nappe os i benene. Om vinteren fulgte vi ofte skovkanten, men det kunne være svært at komme igennem.
En vinter var det særlig slemt. Karna Møller fra Sem og jeg fulgtes ad. Hele tiden sank vi ned i driverne, men vi hjalp hinanden igennem. Ved købmanden i Sem tog vi afsked, og jeg fortsatte nordpå. Hvor langt ved jeg ikke. Men jeg husker, at jeg vågnede hjemme på divanen. Min far havde samlet mig op og båret mig hjem.
At skolebørnene fra Skrødstrup kom til at gå i Grove Skole medførte, at en skolebusordning blev indført, og skomageren Alfred fra Skrødstrup kom i sit folkevognsrugbrød og samlede også os Sembørn op. Med oprykning til 3. klasse skulle vi skifte til Skrødstrup Skole. Det var en spændende tid, for der blev bygget idrætssal og skolekøkken m.m. Udover den faste stab af lærere oplevede vi nu at have vikarer og gæstelærere. Endda helt fra Sverige og Færøerne kom de med masser af nyt at fortælle. En vikar bragte oven i købet ideen om en skolekomedie med sig. Indtil da havde vores fester været noget, der blev holdt i Sem Forsamlingshus. Juletræ og fastelavnsfest var et par sikre fester, og hvor skræmmende var ikke tanken om at skulle gøre sin entre’ i selve salen. Det var forbundet med svære overvejelser at krydse salgulvet. Øjeblikket fra overtøjet var hængt på plads i gangen, og til man nåede – forhåbentlig uset – over til den nærmeste bænk, blev aldrig en vane.
Fastelavnsfesterne var et kapitel for sig. Det flotte optog af drenge udklædt som konge, prins, soldater og bajads kom rundt og sang, og der blev festet for de indsamlede penge. Men et år var der ikke længere drenge nok. Og hvis nogen spørger mig, hvornår kvindesagen for alvor tog fat, så var det i Sem Forsamlingshus i slutningen af 50’erne. På det tidspunkt var festen i fare. Der var ikke længere drenge nok til optoget. Men så tog pigerne affære. Kunne drengene ikke mobilisere mandskab nok til en fest, så kunne pigerne. Og så blev der rullet crepepapir over strikkepinde, og konge og prins fik de flotteste crepepapir roser i hatten, og mødrene syede skråbånd – og så gik det over stok og sten fra Sem til Grove og sluttelig til spisning hos Harry Jensens. Og der blev fest i Sem Forsamlingshus. Var der ingen drenge at danse med, så kunne vi piger også klare den sag alene. Hvad Sem manglede i antallet af drenge, havde byen til gengæld i ungkarle.

Der var mange, og de kom ofte og besøgte mine forældre. En aften i selskab med Hilmer Hansen var utrolig morsom. Erik Lund fulgte trop, når han siddende i skrædderstilling kunne hoppe på enden over gulvet, alt imens han skrællede et æble. Den slags aftener var der mange af, og utallige er de aftener, hvor mor har siddet og strikket og været vidne til, hvordan min far legede blindebuk med Lene, Anne Rank og mig. Den leg sluttede først, når vi alle tre stod trængt op i en krog skreg om nåde – klar til næste runde. Efterhånden blev der længere mellem besøgsaftenerne. Folk var blevet hjemmemennesker. Et nyt møbel – fjernsynet – havde nemlig holdt sit indtog i mange hjem, og vi blev revet med, når Gunnar ”Nu” Hansen piskede en stemning op, og vi så på speaker pigernes kjoler, og skrev selv efter et udvalg fra Daells Varehus.

Efter 7. klasse var det tid at vælge videreuddannelse. Nogle forlod skolen. Andre fortsatte i Mariager, hvor nogle tog realen med – andre valgte 8. – 9. klasse. Alle os fra landet blev bogstavelig talt rystet sammen på hjemvejen, når skolebussen kørte os over Mariager, Hou, Trinderup og Skrødstrup. Mariager Skole var en positiv oplevelse – også her var der skolefester. Jeg husker ikke hændelserne, men jeg husker, det år festen blev holdt den 22. november. Netop som vi skulle feste, blev det meddelt, at John F. Kennedy var blevet skudt.
Venindebøgerne var et kapitel for sig. Igennem dem gav man udtryk for sine drømme. Jeg vil uddanne mig til…Damefrisør, barneplejerske, vognmand. Og drengene. Mit største ønske er … en cykel, et ur, at komme til Italien. Det var blot nogle af de ting, man drømte om. På væggen på ungpigeværelset hang Cliff Richard, Harald Nielsen og Siw Malmquist. Sidstnævnte var forelsket i København sammen med Henning Moritzen, og hun var dejlig – og lige til at folde ud fra ugebladet Flittige Hænder. Det var bladet, som gav os et kig ind i modens verden, men samtidig bevarede det de gode dyder og gav tips om henkogning og børnepasning. Men allerbedst var, at bagest i bladet var der otte sider med de nye populære melodier. Når det blad kom, lånte vi det af Olga Rank i Sem, og med hendes døtre Lene og Anne sad jeg i hønsehuset og sang af fuld hals. Nye forbindelser blev sluttet, og nye søm blev slået i. Snart måtte Cliff finde sig i at dele væg med Egon Thomassen fra Skrødstrup.

Verden ændrede sig. Skolen sluttede – og det var igen tid at vælge. Dengang gik det ikke så meget efter, hvad man havde lyst til. Det var mere et spørgsmål om, hvad du kunne få. Jeg blev ansat som kontorelev på Mariager Bogtrykkeri, hvor også Gjerlev Bladet blev lavet. For 410 kr. erhvervede jeg en brugt Velo Vap knallert. Det var ikke just et stabilt køretøj, så jeg flyttede snart til et værelse i Mariager.
I starten ønskede jeg brændende, at telefonen på Bogtrykkeriet ikke ville ringe, for jeg var ikke vant til telefon hjemmefra, og det at skulle besvare et opkald var svært. Men som så meget andet blev også det en vane, og efterhånden fik jeg det fornødne mod, og kunne også duplikere festsange, lave bogholderi og skrive. Uddannelsen blev suppleret med nye spændende fag på Handelsskole i Hobro og Randers.
I den periode havde Egon Thomassen helt overtaget Cliff’’s plads på væggen. Men Egon var flyttet til Lemvig, så når arbejdsugen var færdig lørdag middag, rejste vi på skift mellem Mariager og Lemvig. Når jeg i dag fortæller mine børn om, hvordan de lange togture blev brugt til at brodere klokkestrenge, sy mellemværk og hardangersyning, ser de overbærende på mig.

I 1969 blev vi gift, og dagen efter flyttede vi til København. Jyderne havde ry for at være stabile og pligtopfyldende, så jeg fik hurtigt job som kontorassistent i et ingeniørfirma. Efter et år valgte jeg at skifte til et vinfirma. Der var jeg de næste 13 år, ikke mindst fordi chefen der ikke anså kvinder for at være mindre betydningsfulde end mænd. Gang på gang blev jeg sendt ud i opgaver, som ellers var forbeholdt mænd.
Det var ved en sådan lejlighed, jeg var til vinsmagning på Den Argentinske Ambassade. En af deltagerne sagde lettere overbærende: I vores firma er vi ikke så moderne, at vi bruger kvinder til den slags. Samme mand var dog stor nok til nogle år senere at komme og sige, at det måske var en fejl. Det blev til 13 spændende år som PR-konsulent i Glostrup. Et job der indebar rejser rundt i verden, bestyrelsesposter, arrangementer m.m. Min chef var af de sjældne. F.eks. fik jeg lov at arbejde fra mit kontor derhjemme, da børnene var små – og så – med barnevogn – komme forbi et par gange om ugen. Det var et job i konstant udvikling, men en dag fik min mand tilbudt en ønskestilling ved Post Danmark i Randers, og vi flyttede tilbage.

I 1969 rejste vi ud – i november 1986 vendte vi tilbage til Jylland. Familien var da forøget med tre børn. Sønner født i 1972, 1975 og en datter født i 1982. Vi valgte at bo i de naturskønne omgivelser i Ålum ved Fussingø. Vinbranchen var inde i en svær fase, så jeg genoptog min gamle branche, og har siden 1986 arbejdet på aviser. For tre år siden var jeg med til at starte en ny ugeavis op i Randers. Og det job trives jeg stadig i. Og dermed er ringen ligesom sluttet. Jeg laver det, jeg er udlært i, men ind i mellem har der været mange år med arbejdsopgaver, jeg ikke havde forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med.

Mit største ønske er at uddanne mig til….Ifølge venindebogen var det hverken vinkender eller avismager, jeg ønskede at uddanne mig til. Men det har været spændende alligevel. De ønsker, vi havde dengang var beskedne efter nutidens målestok. Men set med datidens øjne var det nærmest uopnåeligt. Vores generation har været med i en tid med kolossale udfordringer. Vi har oplevet børstenbindere, handelsmænd, sygekasse og julens glæde. Vi husker de ferniserede gulve, og da petroleumslampen blev udskiftet med gaslampen – senere blev der skruet op for blusset, og landet er nu badet i elektrisk lys. Gruekedlen blev erstattet af vaskemaskinen, og vore mødre fik kørekort, kom på arbejdsmarkedet og fik medbestemmelse. Og det fundament kunne vi andre så bygge videre på.

Mit højeste ønske er….Et ur, en cykel, at komme til Italien o.s.v. Når jeg i dag ser på de ønsker, bøgerne indeholder, så tror jeg, at de fleste af os har fået vores højeste ønske opfyldt. Og det er da værd at glæde sig over. Udviklingen er bare gået så hurtig. Somme tider alt for hurtigt, men så er det godt at have et fristed. Mit findes på Sem Hede. En tur over heden giver ro i sindet. Her har jeg rod. I de velkendte omgivelser er der højt til himlen, og plads til at lade tankerne gå tilbage til bedsteforældrenes beretninger om slid, slæb, nøjsomhed og glæder, og efter sådan en spadseretur over heden, bliver jeg ærbødig og glæder mig over, at jeg kender mine rødder. Det giver ro – det giver identitet.