Tag: Sem

Jeg fik plads hos Niels Jørgen Svendsen i Annexgården i Sem lige efter min konfirmation i 1952, da jeg var 13 år. Han var vores nabo, så jeg havde ikke langt hjem. Min løn for hele sommeren var 600 kr. Jeg kom til at bo i et værelse, der lå lige ved siden af hestestalden – men med egen indgang. Det var ikke en selvfølge den gang. Værelset må have været koldt om vinteren. Det har krævet selvdisciplin at stå op om morgenen og vaske sig i koldt vand. Heldigvis var det mange steder muligt at smutte ind i køkkenet til pigen og få en sjat varm vand fra vandkedelen eller grisen, det lille rum bagest i komfuret. Men der var ingen tvivl om, at man var blevet vågen, når man mødte på arbejdet. Min mors familie stammede fra Mellerup, hvor de havde været knyttet til kredsen omkring valgmenigheden og friskolen.

Jeg kom til at tjene hos min farbror i Støvring. Lønnen var 2.500 kr. for hele året. Det var ikke nogen dårlig løn, men ting kostede. F.eks. måtte man betale mellem 300 – 500 kr. for et sæt tøj, så der var ikke plads til de store udskejelser.

Om sommeren spillede jeg på Støvrings håndboldhold. Der var den gang et ret stort mejeri i Støvring. Mejeristerne, der var i 30-erne, boede gratis på mejeriet og fik så god en løn, at de havde egen bil. Mens alle de andre hold kom asende på deres cykler til kampene, kunne Støvrings håndboldhold stige ud af bilen friske og udhvilede – klar til at spille. Det gav lidt status, men ikke i Gjerlev, der var kendt viden om for sit meget velspillende hold. Når vi spillede mod dem, fik vi bank.

De nye tider var så småt begyndt at slå igennem. Der blev færre arbejdspladser på landet, og forståelsen for, at viden og uddannelse var vejen frem, var stigende. Mine forældre var interesserede i, at jeg kom på skole. Valget faldt på Mellerup Ungdomsskole. Det var tæt på min familie. Opholdet varede fra november til april. Vi blev undervist i dansk, regning og orienteringsfag.

I to år – fra november 1956 – 1958 arbejdede jeg på Højstedgård i Stouby. Jeg blev meget forbavset, da jeg opdagede, at det var min farfar, der havde bygget og ejet gården i begyndelsen af det 20. århundrede. Ejeren var en ældre mand. Han havde ikke mod på at binde an med det nymodens. Vi gik stadig bag hestene i marken, kørte med kassevogn og høstede med binder, mens vi kunne se karlene fra de andre gårde køre rundt i markerne med traktorer og nye redskaber.

I min næste plads – hos Ahm i Gjerlev – oplevede jeg, hvordan det var at arbejde på et mere tidssvarende landbrug. Jeg kørte som de fleste af mine kammerater med en Ferguson traktor.

I fritiden spillede jeg på Gjerlevs fodboldhold. Klubben havde en flot bane med klubhus og omklædningsrum. Det var ikke almindeligt. Ingen på holdtet havde biler, så vi måtte ase på cykelen til Hald, Linde, Råby og Havndal, når vi skulle spille udekampe.

Om lørdagen mødtes jeg med mine venner til bal rundt om i forsamlingshusene. Det var foreningsballer, hvor kun medlemmer havde adgang, så folk var gerne medlem af en seks – syv forskellige foreninger. Det kostede ikke mange kroner. Man mødte op mellem kl. 20.00 og 22.00, og ballet sluttede som regel allerede kl. 24.00. Var orkesteret villig til at spille til overdans fra kl. 24.00 til kl. 1.00, stillede karlene op på en række og marcherede rundt i salen. Kassereren stillede sig op langs rækken og modtog de penge, den enkelte karl ville betale for overdansen. Det var sjældent folk var berusede, for man kunne ikke købe spiritus i forsamlingshusene. Lige da det var blevet renoveret, var der ofte bal i Sem Forsamlingshus. Jeg boede ikke hjemme, men var dog med et par gange. Pludselig ankom en taxa med folk fra Assens eller Dania. En af pigerne, der var beruset, sad i bilen og drak øl af flasken. Det var vi ikke vant til at se, og jeg brød mig bestemt ikke om det.

Fra Gjerlev flyttede jeg til Mellerup, hvor jeg arbejdede som karl hos min bedstemor, indtil jeg i 1959 blev indkaldt til flyvevåbenet. Bedstemor kunne der fortælles meget om. Det var blandt andet hende, der forfattede den tekst, der står på digteren Jacob Knudsens gravsten. Hun var søster til en anden dansk digter – Valdemar Rørdam. Efter de tre måneders grunduddannelse i Jonstruplejren blev vi overført til Flyvestation Skrydstrup. Jeg arbejdede i brand- og redningstjenesten. Hver gang et fly lettede eller landede, skulle vi være ved landingsbanen med en ambulance og slukningsmateriel. Og kunne hjulene ikke slås ud, var det os, der skulle sprøjte skum ud på landingsbanen. Det var ikke noget hårdt arbejde. Vi havde god tid, men vi levede så afsondret, at vi måtte køre i bil, når vi skulle op og spise i kantinen. Da jeg kom hjem fra militærtjeneste i foråret 1960, var der kun få ledige pladser, men jeg var heldig at få arbejde hos Chr. Andersen i Hem.

I vinteren 1960 – 61 var jeg elev på Ask Højskole. Der var to linjer: Forberedelseslinjen, hvor ”manden fra ploven” blev undervist, så han kunne søge optagelse på et seminarium. Tanken om at blive lærer som min storebror strejfede mig, men jeg valgte alligevel landbrugslinjen. Udsigterne til at få sin egen ejendom var ikke lyse – og jeg var vel heller ikke rigtig interesseret, så jeg søgte ind til politiet. Jeg bestod alle prøver, men efter en lægeundersøgelse blev jeg afvist.

Jeg vendte tilbage til landbruget. Denne gang til en plads i Dalbyover, hvor jeg tjente 1.000 kr. om måneden. Det var en god løn, men jeg var ikke længere glad for at arbejde i landbruget. I efteråret 1961 havde jeg heldet med mig, da jeg søgte ind hos toldvæsenet. Den 1. april startede jeg min uddannelse i Helsingør. Det var ellers normalt, at uddannelsen foregik i København. Jeg fik udbetalt 1.100 kr. om måneden, så nu det gik fremad. De næste 13 år var mit arbejde bl.a. at undersøge om passagerer og lastvognchauffører, der ankom med færgerne fra Sverige, nu også havde husket at fortolde de indkøbte varer – i farten kan man jo komme til at glemme. Efterhånden som de små, lokale toldkontorer blev nedlagt, kom vi til at arbejde rundt langs hele Sjællands nordkyst. Også selve arbejdet ændrede sig. Til sidst skulle jeg på arbejde hver fjerde nat. Det var meget anstrengende. Det var, mens jeg arbejdede i Helsingør, jeg mødte Lis, som jeg blev gift med i 1964. Et af de sidste år, jeg var på Sjælland, kom min kollega og jeg en aften til Hundested Havn. Der var livlig aktivitet ved en af fiskerbådene. Det viste sig, at tre familier havde været på en tur til Helgoland, hvor de i rigeligt mål havde forsynet sig med tobak og spiritus. Desværre havde de glemt, at det skulle fortoldes. Vi havde radio i bilen, men den kunne ikke nå hovedkontoret, og assistance skulle vi have. Mens min kollega kørte op i byen for at finde en mønttelefon og ringe efter hjælp, stod jeg på havnen og snakkede hyggeligt med de seks smuglere. Heldigvis havde vi ikke nævnt, hvad sådan en tur med told og bøder kunne løbe op. Det var en meget ubehagelig ventetid. Mere end en gang strejfede den tanke mig, at det kunne ende med, jeg fik mig en ufrivillig svømmetur i havnen. Jeg var lettet, da hjælpen endelig nåede frem et par timer senere.

Som de fleste andre jyder, der var ansat i politiet- og toldvæsenet, havde jeg efterhånden et stærkt ønske om at vende tilbage til Jylland. Jeg fik tilbud om ansættelse i Grenå og i Herning, men først, da der blev en stilling ledig i Horsens, slog jeg til. Min moster, der var stedkendt, vidste, at en mindre ejendom på grund af ejerens død ville blive sat til salg. Vi købte den, og satte vi den i stand. Det har siden været vores hjem. Den 1. januar 1976 blev jeg overført til momskontrollen, hvor jeg skulle kontrollere forskellige virksomheders bogføring og regnskab. Det var et dejligt roligt arbejde med faste arbejdstider og ordnede forhold. Der arbejdede jeg til jeg den 1. juli 2002 havde 40 års jubilæum. Tre måneder senere gik jeg på pension.

Søndag den 15. marts 1959 blev min tvillingsøster og jeg konfirmeret i Sem Kirke af pastor Nørgaard fra Hem. Der blev holdt en stor konfirmationsfest samme dag i Sem Forsamlingshus med mange inviterede gæster: Familie, venner, præsten og lærerne fra henholdsvis Skrødstrup og Grove Skoler. Det var den gang kotume på landet, at præst og degn blev inviteret med til alle store begivenheder i familien – gad vide om de ikke, inden enden tog, blev godt trætte af al den suppe, steg og is, der blev serveret til alle store fester? Anna og jeg gik ud af skolen, da vi blev konfirmeret. Desværre var skolen den gang ikke min store lyst. Det blev den siden hen, men lad nu det ligge. Hjemme på Annexgården kunne Far godt bruge min hjælp, så jeg kom med i arbejdet i mark og stald et stykke tid.

En dag fortalte Bedstemor, Anna Svendsen, at hun havde talt med Line på Sembygård. Hun ville gerne, hvis jeg kunne komme ud og hjælpe hende lidt. Det blev til 10 dejlige måneder på Sembygård. Jeg blev rigtig forkælet. Om lørdagen, når sønnen, Søren Pedersen, havde været til marked i Randers, kom han altid hjem med chokolade og bananer til mig. Bananer kendte vi næsten ikke. De kunne i alle tilfælde ikke købes hos købmanden i Sem den gang.

Den 1. maj 1960 kom Anna og jeg på Mellerup Ungdomsskole. Desværre blev Anna syg og indlagt på Randers Centralsygehus få dage efter, vi var begyndt på skolen. Det betød, at hun måtte springe fra. Det betød også, at det faktisk var sidste gang, Anna og jeg fulgtes ad – i hvert fald i tvillingesammenhæng. Året efter var Anna på Mellerup Ungdomsskole alene. For mig var opholdet på Mellerup Ungdomsskole lidt af en omvæltning. Jeg måtte kun komme hjem hver anden weekend. Værre var det dog for andre af mine kammerater på skolen. De var så langt hjemmefra, at de slet ikke kunne rejse hjem i de seks måneder skoleopholdet varede – så jeg var alligevel privilegeret. Jeg var i øvrigt meget glad for efterskoleopholdet. Mens jeg var på efterskolen, havde Far fået den aftale med hr. Haulrik, der var direktør på korn-, foderstof- og kolonialforretningen, Fa. Frederik Johansen i Mariager, at jeg, når jeg kom hjem, skulle i lære på kontoret. Jeg havde selvfølgelig ytret ønske om at komme i lære på et kontor. I den tilhørende butik var der ansat mange unge mennesker, så der var liv og glade dage. Det var også i den periode, jeg fandt min livsledsager, Arne. Han var elektriker hos Harald Brandt i Kirkegade i Mariager.

I 1962 blev Arne optaget på Århus Teknikum for at blive uddannet som el-installatør. Jeg ville jo selvfølgelig gerne være i nærheden af ham, så jeg meldte mig til et tre måneders kursus i moderne husholdning på Århusegnens Husholdningsskole. Det blev nu ikke meget, Arne og jeg så til hinanden. Han skulle jo passe sit krævende studium, og på husholdningsskolen havde vi en meget bestemt forstanderinde, der ikke tog nogen chance. Hun forlangte, at kursisternes kærester sagde både goddag og farvel til hende. Det indbød ikke just til samvær hver aften. Det var irriterende, men det har sikkert været nødvendig for at holde disciplin, og hun har vel følt et ansvar for sine elever.

Den 17. maj 1963 blev jeg ringforlovet med Arne. Tiden i Århus var for mit vedkommende forbi. Jeg skulle ud og finde mig et job. I en annonce i Randers Dagblad, så jeg, at der var et svensk firma, som søgte personale til et kommende Tempo Supermarked i Randers. Jeg søgte et job som kassedame og blev antaget. Jeg var meget glad for arbejdet og beholdt det til midten af 1966. Arne, der i mellemtiden havde gjort sin uddannelse som el-installatør færdig, havde fået plads hos Harald Brandt i Mariager. Allerede i september 1964 var vi blevet gift i Sem Kirke. Året efter blev vores ældste søn, Torben, født, og i 1968 kom Flemming. Med to små børn var der pludselig blevet nok at se til. Arne og jeg blev enige om, at jeg skulle være hjemmegående. Det kunne lade sig gøre den gang, selv om vi lige havde bygget et nyt hus i True.

Jeg kunne sagtens finde mig til rette med at gå hjemme. Vi havde en stor have og et stort hus, og jeg syntes, at det var et privilegium selv at kunne passe sine børn. Tom, den yngste af vore tre børn, blev født i 1971. Da han var fyldt 1½ år, fik jeg to – tre fremmede børn i dagpleje frem til 1976. Efter jeg havde været hjemmegående i 10 år, traf jeg en dag, jeg var i Mariager for at handle ind, Kirstine Pedersen fra Sem. Hun var sygeplejerske på Mariager Plejehjem. Hun spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til at arbejde i køkkenet på plejehjemmet. De manglede en medhjælper. Jeg slog til. Det blev til 23 gode år i køkkenet på Mariager Pleje-hjem. På grund af omstruktureringer lukkede køkkenet i 2000. Jeg havde allerede i august 1999 fået nyt arbejde i køkkenet på Pinsebevægelsens Efterskole i Mariager. Der var jeg et år.

Allerede i 1984 var vi flyttet fra True til Mariager, hvor alle i familien efterhånden havde deres daglige gøremål. Arne havde noget tidligere skiftet til sit nuværende job som overmontør ved Mariager Kommunes Rensningsanlæg.

I mange år havde jeg haft lyst til at forbedre mine skolekundskaber, så i august 2001 meldte jeg mig ind på VUC i Hobro. Det første år gik jeg til EDB og tysk. Det gik fint med at sidde på skolebænken, så da jeg havde muligheden for det, fortsatte jeg i 2002 med at tage tysk, engelsk og dansk på 10. klasses niveau. Sommeren 2003 bød på et job af et halvt års varighed. Jeg blev ansat på et værksted for psykisk syge mennesker i Randers. Det var et sted, jeg holdt meget af at være. Man bliver hele tiden mindet om, hvor godt man selv har det. Det var en meget givende periode. Mit arbejdsliv udenfor hjemmet er nu passe’. Jeg gik på efterløn i foråret 2005. Det er dejligt at have tid og overskud til mange ting – ikke mindst familien, der er forøget med tre svigerbørn og fire børnebørn.

Da jeg var lille, var der kun få børn på min alder i Sem. En gang imellem kom der et par tilflytterbørn, men de forsvandt som regel hurtigt igen. Jeg brugte meget af min tid til at tullede rundt i byen og snakke med folk. Mest tid brugte jeg nok hos bedstefar og bedstemor. Senere, da jeg fik lov til at cykle rundt, fandt jeg nogle legekammerater i Grove. Jeg legede også en del med børnene fra Sembro. Jeg glædede mig til at komme i skole og få nye kammerater. Både Grove og Skrødstrup Skole var for længst blevet nedlagt, så vi blev kørt med skolebus til Havndal Skole. Her opdagede jeg, at der faktisk var andre børn på landet, og jeg fandt hurtigt nogle kammerater i Edderup og Skrødstrup. Børnene fra Havndal og Udbyneder gik i a-klassen, mens vi andre kom i b-klassen. Ingen af os fra oplandet havde den store erfaring i at begå os blandt mange børn, så det store sammenhold var der ikke noget af. Det blev hurtigt til, at man kun havde to muligheder for at begå sig: At finde sin rang i en klike, eller stå alene udenfor. I så fald var det klogt, hvis tingene kørte op i skolegården, at gå en tur til gartneren – som solgte slik – og først komme tilbage, når det ringede ind. Man skulle i det hele taget være meget forsigtig med at vise, hvad man kunne – så var det klogere at spille dum. Klassens motto var: Succes er en god ting, men andres fiasko er ikke at foragte! Men det vidste jo allerede Axel Sandemose (Janteloven).

I 1986 blev jeg konfirmeret hos Pastor Juul i Hem. Man holdt ikke ungdomsgilder i hjemmene eller i forsamlingshuset mere. Man holdt blå mandag. Far og Mor mente, at det var nok at tage en tur til Randers, men Ålborg med Karolinelund og Jomfru Ane Gade trak lidt mere. En af mine skolekammeraters far var buschauffør på det tidspunkt. Det var ham, der kørte os til Ålborg og sørgede for, at vi kom godt hjem igen. Jeg havde fået godt 4.000 kr. i konfirmationsgave, så jeg syntes, jeg havde både råd og lov til at slå mig lidt løs. Indgangsbilletten til Karolinelund kostede vist nok 60 kr. og en tur i boomerang 25 kr. Vi fik også lidt at spise. Efter en tur i Jomfru Ane Gade, der også den gang havde forskellige arrangementer for konfirmander, endte det med, at jeg havde brugt omkring 500 kr. Men så havde jeg også købt en ny pung. Resten af pengene brugte jeg til at købe en brugt computer.

Da jeg i 1988 blev færdig med 9. klasse, var der ikke megen diskussion. Landmand var noget man ikke skulle blive, med mindre man insisterede kraftigt – og mine evner lå vist nok også et andet sted. Jeg havde klaret mig godt i skolen, og min interesse for teknik gjorde, at jeg havde lyst til at komme videre på en eller anden måde. Om det skulle føre til en videregående uddannelse, spekulerede jeg ikke på. Det lå så langt ude i fremtiden, at jeg lige så godt kunne tage et skridt af gangen. Gymnasiet skulle jeg igennem uanset hvad. Jeg valgte at tage til Hobro Gymnasium, hvor min storebror havde taget sin HF-eksamen to år tidligere. De følgende tre år var en dejlig tid præget af et tæt sammenhold og godt kammeratskab. Jeg oplevede lærere og kammerater, der kunne række en hjælpende hånd, når det var nødvendigt, opmuntre og glæde sig på andres vegne. Min matematiklærer havde opfundet sit eget karaktersystem. Skrev man med blyant, fik man 7, skrev man med kuglepen fik man 8, og skrev man skråskrift, fik man 9 eller 10. Det værste var, at det næsten altid passede. Det var også ham, der låste døren kl. 8.00, krydsede de tilstedeværende af i protokollen og låste op igen. Kun hvis man deltog i sociale arrangementer, som f.eks. den årlige skolekomedie, kunne der dispenseres. Da jeg i 1991 blev student, var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg ville. Årene på gymnasiet havde givet mig nye ideer, så jeg begyndte at læse fysik og kemi på Århus Universitet uden egentlig at vide, hvad det skulle føre til. Det første år gik med at lære, hvordan man studerer. Pludselig havde jeg selv hele ansvaret for at lære. Det var en brat og lidt hård omstilling. Efter det første år måtte jeg erkende, at fysik var for teoretisk for mig. Jeg valgte derfor at fokusere på kemien. I virkeligheden var fysik bare meget mere anderledes end forventet, og jeg har flere gange fortrudt fravalget.

Mine forældre havde hørt så meget dårligt om kollegier, at jeg først kom til at bo i et kælderværelse i Viby. Det var et rigtig dårligt valg. Det duer ikke at være isoleret fra andre mennesker, mens man studerer, men der gik næsten tre år, før jeg fandt et værelse i et ungdomsboligkompleks i Hasle. Her var jeg tættere på dem, jeg læste med, og det endte med, at jeg mødte Mette, der studerede historie og arabisk. Mens jeg læste i Århus, fik jeg arbejde på Sødisbakke i Mariager. I begyndelsen gjorde jeg rent, men senere blev jeg medhjælper på en af afdelingerne som weekendvagt. Det var nogen gange hårdt, men det betød, at jeg kunne forlade universitetet uden studiegæld. I 1997 kunne jeg kalde mig cand. scient. i kemi. Og hvad nu? Jeg kunne i princippet søge et hvilket som helst kemiker job, men min vejleder på Århus Universitet foreslog, at jeg skulle søge til Ålborg Universitet, hvor der måske var brug for en undervisningsassistent. Fik jeg stillingen, ville jeg måske på et senere tidspunkt få mulighed for at tage en Ph.d. grad, en mulighed, jeg ellers helt havde afskrevet. Jeg søgte og blev i første omgang ansat som amanuensis.

Det var dejligt at have et arbejde, men igen måtte jeg til at lære noget helt nyt – at undervise. Det tog godt et år, inden jeg nogenlunde var i stand til at tilrettelægge og fremlægge stoffet, så jeg i det mindste selv var tilfreds med resultatet. Da min ansættelse på Aalborg Universitet som udgangs-punkt kun var midlertidig, besluttede vi at blive boende i Århus, og i 1999, da Laura blev født, købte vi en grund og byggede hus i Harlev vest for Århus. Mette havde på det tidspunkt endelig fået arbejde som analytiker ved TDC. Indtil da havde hun været arbejdsløs i over et år. Jeg fortsatte på Aalborg Universitet og startede samme år på et treårigt Ph.d. studium. Siden jeg blev færdig med det, har jeg været ansat som adjunkt. Det er imidlertid usikkert, hvorvidt det varer ved. I dag kræver en fast stilling på et universitet, at der er mange studerende, og at der er nogen, der vil sponsorere ens projekter. Så hvor jeg er, og hvad jeg laver om to-tre år, har jeg ingen anelse om, men det involverer forhåbentlig en god del kemi.

Efter tre år i Grove Skole, der fungerede som forskole, gik jeg fire år i Skrødstrup Skole. Efter 7. klasse var det meningen, at jeg skulle fortsætte i Harboes Privatskole i Randers. I Skrødstrup sluttede skoleåret den gang 1. april, så jeg tyvstartedede i Randers i en syvendeklasse fra april til sommerferien. Det var en stor forandring. I Skrødstrup havde vi været 10 elever i klassen – i Randers var der 36! Det gjaldt dog ikke realklasserne. Privatskolen blev senere til Randers Realskole. Der gik jeg fra 1961 – 1964.

Efter realeksamen skulle jeg egentlig have været i handelslære, men da jeg tænkte på måske at blive lærer, gjaldt det jo bare om at blive gammel nok til at komme på seminariet. Mens jeg ventede på det, gik jeg tre år i gymnasiet på Randers Statsskole, ikke mindst takket være den på det tidspunkt vistnok nye ordning, som muligvis allerede dengang havde sit nuværende navn: Statens Uddannelsesstøtte. Uden den, havde min mor, der var enke, ikke haft råd til sådan en luksus, men nu endte det så med, at jeg også fik en studentereksamen. Seminarium kom jeg aldrig på. I stedet blev det til en universitetsuddannelse, som jeg i et par og 30 år alligevel har brugt til at være lærer. Det blev blot på et gymnasium i stedet for folkeskolen. I de seks år, hvor jeg først tog realeksamen og bagefter studentereksamen, boede jeg stadig hjemme i Sem. Selv om der gik megen tid med skolen – lektierne og ikke at forglemme transporten frem og tilbage mellem Sem og Randers, blev der alligevel tid til fritidsinteresser.

Jeg dyrkede forskellige sportsgrene. Fra 1963 skete det lokalt, idet Skrødstrup Idrætsforening blev dannet – jeg kan muligvis huske et enkelt år forkert. Drivkraften bag dannelsen af foreningen var Anders Møller. Så vidt jeg ved, er han stadig i bestyrelsen den dag i dag. I nogle år var jeg med i bestyrelsesarbejdet, så næsten al fritiden gik med sport, enten som udøver, leder, arrangør eller baneopkridter. Håndbold og fodbold var mine foretrukne idrætsgrene. Oprettelsen af Skrødstrup Idrætsforening betød meget for den lokale ungdom i den gamle Hem – Sem kommune. Den blev samlingspunkt for unge på tværs af sognegrænser og forskelligheder af enhver art.