Forfatter: Bent Bjerre Bach

I gråzonen mellem det jeg kan huske, og hvad min mor undertiden omtalte med varme følelser, dukker et billede op.

Min lillebroder, Holger, blev meget syg af lungebetændelse. Det var en sygdom mange den gang døde af. Den eneste behandling man kendte, var varme omslag.
Efter et lægebesøg var min mor helt slået ud. Hun tolkede lægens væremåde sådan, at nu var alt håb ude.
Fru Bach kom lidt efter lægen var kørt igen. Hun forstod situationens alvor og sagde: Vi fortsætter med varme omslag! Så blev der ellers kogt vand, og vredet skoldede klude til de varme omslag. Processen gentog sig mange gange om dagen i den følgende tid. Når Mor fortalte historien, sagde hun gerne, at vi kunne takke fru Bach for, at Holger klarede skærene.
Mor bad fadervor sammen med os hver aften, når vi var kommet i seng, Det var med til at give dagen en rolig afslutning.

Var der uenighed mellem os børn, var det sjældent Far dømte helt forkert. Vi blev sat til et stykke arbejde, som alligevel skulle udføres. Hans mundheld var i øvrigt: Den der it’ wæl arbed, ska heller it’ ha’ føen! – og ellers mente han, at enhver bliver salig i sin tro. På den måde kunne han forholde sig nogenlunde neutral og undgå at tage parti for den ene mod den anden.
Arbejde var ellers vigtigere end skolen. Om sommeren efter skoletid – nogen gange før – måtte vi med i engen som tørvetrillere. Vi nød kaffen i det fri, og vi blev ofte underholdt af gøgen.

Når vi søskende senere mødtes på Skovly om søndagen, var der mange emner, der kom under behandling: Hvilken gårdejer, der havde de bedste heste, om jerseykøer var bedre end andre kvægracer, om indstilling til militæret, vegetarisme, vaccination, Rudolf Steiners pædagogik, den biodynamiske dyrkningsmetode, J.A.K. og meget andet måtte en tur op at vende. Diskussioner, der fik mig til at tænke over, hvad jeg ville med mit liv – f.eks. hvilke gårde jeg ønskede at tjene på.

Jeg kom ikke som mine to ældste brødre ud at tjene før jeg var konfirmeret, men det forår jeg var 10 år, arbejdede jeg sammen med Åge og Tage nede hos Konsulenten, som landbrugskonsulent Rasmussen fra Mariager blev kaldt i daglig tale. Rasmussen ejede Hammergården i Grove og noget af Semskoven. Det år havde han ikke nogen bestyrer på ejendommen, så han havde hårdt brug for arbejdskraft til at passe roerne – og vi kunne sagtens bruge pengene.

Den 1. november 1947 kom jeg til at tjene hos Jens Møller i Dalsgård i Grove. Lønnen for det første år var 1.300 kr. Det var en god plads. Jeg blev der i tre år. Men det var hos Jens Møller, jeg kom ud for det, Johannes Møllehave kalder Bekymringer, der aldrig blev til noget.
Jeg blev sendt ned på Edderup Skovgård med en kvie, der skulle ned og hilse på tyren. Det har sikkert været Palle, som skræmte Viktor K. og Rasmus K., da de arbejdede ved åen. Da jeg kom til Skovgården, fik jeg den besked, at jeg kunne trække ud ad Nebstrupvejen, der gik tyren i en fold sammen med køerne.
Jeg trak af sted med kvien, mens jeg tænkte, hvordan jeg skulle få den ind i folden. Hvad nu, hvis køerne og tyren stimlede sammen ved leddet? Men jeg var jo nødt til at forsøge. Jeg kom ud til folden, fik leddet lukket op, kvien trukket indenfor, og leddet lukket. Køerne gik og græssede langt oppe i folden, men tyren have fået færten, den var allerede næsten fremme og klarede sit gøremål i løbet af et øjeblik. Meeen! hvordan skulle jeg kunne hindre tyren i at følge med kvien ud af folden, hvis det var det, han ville?
Pludselig kom køerne stormende, måske troede de, at de skulle hjem. Kvien blev så forskrækket, at den hoppede eller nærmest væltede ud over hegnet – ud på Nebstrupvejen. Heldigvis uden der skete noget med hegnstråden – eller kvien. Jeg var lettet. Hjemturen var uden problemer, og jeg havde lært, at man ikke skal bekymre sig i utide.

28. november 1950 rejste jeg over til P. Madsen, Oldhøjgård, Bråde, hvor min storebror, Hans, før havde tjent. Folkeholdet var to karle, en fodermester og en tjenestepige. Da jeg ankom, skulle vi spise. Det var lidt over normal spisetid. Familien var vegetarianere. De bagte selv mørkt hvedegrovbrød næsten hver dag. Da jeg havde taget en pæn portion af grønsagerne over på min tallerken, opdagede jeg, at det jeg havde anset for snittet hvidkål var meget store, rå, snittede zittauerløg. Hjemmefra kendte jeg kun de meget mindre chalotteløg. Jeg lod mig ikke mærke med fejltagelse – men spiste godt med brød til.

Madsen var modstander af vaccinationer. Han mente, at når afgrøderne blev dyrket på rette vis, blev hverken mennesker eller dyr syge. Hans synspunkt kom til at stå sin prøve, da mund – og klovsygen slog ned i naboens besætning. Han boede lige på den anden side af vejen, og hans katte kom ofte på besøg i vores stald. Vores køer var ikke forsikrede. Det eneste der blev gjort for at undgå smitte var opstilling af nogle underkopper med myresyre hist og her rundt om i stalden. Besætningen forblev rask, men vi kunne godt mærke en stor lettelse, da faren for, at den skulle blive ramt af mund- og klovsyge var drevet over.

Gården blev drevet efter den biodynamiske driftsmetode. Gødningen fra dyrene blev via kompostering omsat til muld. Den kunne indeholde mange regnorme. En daglejer bebrejdede meget forarget P. Madsen, at han som vegetar og humanist kunne forlange, at arbejderen skulle stå og stikke sin greb ned i levende væsner. Livsholdningen, intet skal dø, fordi jeg skal leve, er ikke let at leve op til.
Da jeg et par år senere arbejdede på Buddegård ved Nexø deltog jeg i ungdomsforeningens møder, der blev afholdt på gården. Vi startede en slags diskussionsklub, som fungerede på den måde, at hver deltager skulle vælge en bog. Når det blev ens tur til at indlede aftenens møde om den valgte bog, skulle man gøre sit bedste for at fortælle hovedtrækkende i bogen, og hvorfor man havde valgt netop den bog. Derefter startede diskussionen. Alle deltog efter evne. Det føg gennem luften med spørgsmål og kommentarer i den næste time. Så blev der serveret kaffe. Derefter fortsatte diskussionen efter princippet: Frit slaw på alle hylder.

1952 flyttede jeg til Arne Sørensen i Sodemark ved Esrum. Der var tre heste på Gården. To oldenborgere og en krydsning mellem en oldenborger og en fuldblods. Den brugte vi, når der skulle renses roer eller til en ridetur i Grib Skov efter fyraften. En aften, jeg red over en åben plads i skoven, hvor der græssede nogle hjorte, oplevede jeg, at hjortene kun veg et par meter ud til siden. De blev ved med at græsse, som køer ville gøre. De så kun hesten og bemærkede ikke min eksistens. Der er plads til os alle – hvis vi vil. Måske er ekspansion og effektivitet alligevel ikke altid det eneste svar.

Diskussionerne derhjemme var måske skyld i, at jeg meget tidligt begyndte at undre mig over, at skønt vi i vores del af verden bekender os til kristendom og demokrati, har kærlighedsbudet indtil nu ikke haft nogen større indflydelse på den politik, der føres. Der drives rovdrift på jordens resurser, og det er så som så med fordelingen af goderne.
Mener man noget med det, man tror på, har der altid været nok at tage stilling til – man kunne f.eks. demonstrere mod: Atomkraft, krig, eller den økonomiske udbytning. Jeg aftjente min værnepligt som militærnægter i Oksbøllejren.

Jeg haft altid haft stor lyst til at opleve verden, og da jeg altid har lagt større vægt på, hvem jeg arbejder samme med, end hvad jeg arbejder med, har jeg haft store muligheder.

I 1960 rejste jeg til Norge, hvor jeg tjente i Telemarken hos lensmanden, Bunkholt, der, fordi han var medlem af Stortinget, kun var hjemme på gården i weekenderne.
En søndag, jeg i fint vejr gik på fjeldet, fandt jeg ud af, at man aldrig skal føle sig helt sikker, hvis man færdes på ukendt grund. Jeg blev overrasket af et voldsomt torden og regnvejr. Jeg fandt i læ i et uaflåst skur, mens tordenbragene gav genlyd og vandet fossede ned ad fjeldsiderne. Lynglimtene kom både fra oven og fra fjeldet. På vej ned ad det fugtige og glatte fjeld, fik jeg brug for at støtte mig til et ca. fire meter højt træ. Pludselig bevægede jorden sig. Jeg nåede at give et hop, og lå nu i den lille hulning i fjeldet, hvor træet havde stået. Jeg undrede mig over, at stormen ikke for længst havde sendt træet på den rutschetur, når der ikke skulle mere til end en torden-byge et lille skub. Jeg tror, det er den eneste gang jeg har følt ubehag ved tordenvejr.

Efter hjemkomsten fra Norge fik jeg arbejde som jord- og betonarbejder hos K. Hindhede i København.
Da min bror, Tage, fortalte om sit arbejde i Grønland, syntes jeg det lød spændende. Jeg søgte ansættelse hos A/S Jesper & Søn, og i foråret 1962 fik jeg tilbudt en stilling i Grønland. I de følgende fire år arbejdede jeg som sæsonarbejder i byggebranchen flere forskellige steder i Grønland. Jeg var bl.a. med, da sygeplejeboligen i Jacobshavn blev bygget.
Jeg mindes endnu den dag, vi i havnen skulle losse hele årets forbrug af cement. Sækkene blev kørt fra skibet op til et teltet på kajen, hvor vi anbragte cementsækkene i høje stabler. Ved at bruge sækkene som trappetrin, kunne vi nå op til toppen af teltet med de bagerste rækker. Vi sov godt om natten, og næste dag var vi meget ømme i arme og skuldre.

Kun en enkelt vinter blev jeg i Grønland. En aften gik jeg, der ikke danser, til dansemik. Jeg var vist nok den eneste dansker. Jeg var ikke utryg, for jeg havde iagttaget, at grønlænderne aldrig sloges selv når der var mange samlede – og dog. På vejen hjem blev jeg passet op af en grønlænder, der gerne ville prøve kræfter. Det blev dog ikke til noget, for pludselig kom to af hans kammerater, tog ham under armen og gik med ham.
Efter en kort arbejdsperiode i Sverige 1966/67 arbejdede jeg forskellige steder i Københavns omegn: På Rigshospitalet, i Ballerup, Vejlesøparken, Teknikerbyen og Farum Midtpunkt. Og midt i det hele – det bedste. Jeg mødte Birthe, som jeg blev gift med i Herluf Magle kirke i 1971.
Jeg startede på min sidste arbejdsplads, Østre Anlæg, i 1977. Min chef var, som jeg jyde, så vi forstod hinanden, og jeg var meget glad for, at arbejdet var udendørs. I 1993 gik jeg på efterløn.

Efter min konfirmation i Hem Kirke foråret 1927 arbejdede jeg hjemme på Holmgården som pige i huset.
I Mors barndomshjem, Kastbjerg Mølle, drev man udover almindeligt landbrug også et mejeri. Mor, der var lille og spinkel, havde fået sin ryg ødelagt ved at slæbe rundt på de tunge mælkespande. Hun havde altid smerter og kunne dårligt klare det daglige arbejde i huset. Hun kunne skrælle kartofler og lave andre lettere ting, men skulle det gå hurtigt, f.eks. morgenmad eller frokost til folkene måtte hun give op og andre tage over. Det var grunden til, at jeg de første fire år efter konfirmationen arbejdede hjemme.

Min første plads ude var hos Isager i Årslev. Foruden mig var der manden, konen, to børn og tre karle. Der var nok at se til, selvom jeg ikke skulle hjælpe til i mark og stald.
Efter 1½ år flyttede jeg til Randers som elev i køkkenet i Marie Christensens konditori. Det var en spændende plads, men der var travlt. Der var både en under- og en overetage. Jeg skulle arbejde i køkkenet i underetagen, hvor der fra tidlig morgen blev smurt smørrebrød og lavet små retter: hvidkålsrouletter og fiskefileter, som kunne købes i forretningen. Vi havde en pause midt på dagen, hvorefter arbejdet fortsatte og sluttede omkring kl. 18.00 med rengøring. På første sal lå konditoriet eller kaffekøkkenet. Det passede vi piger alene. Var gæsterne lidt langsomme til at drikke aftenkaffen, kunne vi risikere, at en arbejdsdag, der startede kl. 7.00 først var slut kl. 22.00. Vi skulle have vasket op og stillet frem til næste dag, inden vi kunne gå hjem.

Da min bror, Søren, var på højskole, min søster, Asta, ude at tjene og Mor ikke brød sig om at skulle fæste en fremmed pige, blev det bestemt, at jeg skulle hjem for at arbejde på Holmgården.

Efter perioden hjemme, kom jeg til en gård i Ørrild, inden jeg i 1936 kom ud at tjene for sidste gang. Det var hos Frederik Frederiksen i Havndal. Konen i huset var meget syg. Hun skulle have hjælp til alt – også påklædning, så det kunne ind imellem være en barsk og lang arbejdsdag.
Jeg var glad for at være i Havndal. Det var, mens jeg arbejdede der, jeg mødte Elfred, den mand jeg skulle komme til at dele livet med i næsten 60 år. Forlovelser var den gang en langvarig affære. Der kunne gå adskillige år, inden man økonomisk og på anden vis var klar til at blive gift – men jeg glædede mig til helt og fuldt at få ansvaret for mit eget liv. Det sidste halve år inden brylluppet stod i Sem Kirke den 2. november 1937 arbejdede vi begge to hjemme på Holmgården – både som karl og pige.

I foråret 1938 købt vi Granly, et statshusmandsbrug, der var udstykket fra Kjellerup Hovedgård. Elfred flyttede ind på ejendommen allerede i april måned. Jeg måtte vente til skiftedag, den 1. maj.
Endelig sig selv. Fra stuen kunne vi kigge ud i haven, ud over markerne og bakkerne ned til Kjellerup og helt over til den ejendom, som min søster og svoger senere kom til at bo på. Ejendommen var jo ikke helt ny, så vi begyndte straks at lave lidt om. Vi havde bl.a. svært ved at vænne os til, at toilettet var ude bag køerne, så vi fik hurtigt lavet et WC i udhuset. Den gang kunne en familie godt få sit udkomme på en lille ejendom. I begyndelsen var småt og slidsomt, men vi klarede os, selvom familien efterhånden voksede til fem personer.

Vi opnåede aldrig at få en traktor og arbejdsbesparende redskaber, inden de nye tider satte ind i 60’erne. Skulle vi som andre have bil, fjernsyn, telefon og måske en enkelt rejse til udlandet, måtte der flere penge til. Dem kunne vi ikke tjene på ejendommen, så i begyndelsen af 1960’erne begyndte Elfred at arbejde på Randers Fjerkræslagteri. Jeg passede dyrene til daglig og Elfred passede jorden, når han kom hjem fra arbejde. Vi var ikke helt unge længere, så til sidst overtog maskinstationen al arbejdet. Jorden blev lejet ud, da vi fik solgt køerne og ikke længere havde brug for afgrøderne. Elfred havde svært ved at give helt slip på landbruget. Da de gamle heste var solgt, købte han et par frederiksborgerføl. Dem gik han og passede så godt, at de gjorde sig rundt om på dyrskuerne. Det havde han stor fornøjelse af, og når han senere solgte deres føl, gav det også lidt penge.

Elfred har altid måttet betale til fagforeningen, selv om han de første mange år ikke var pensionsberettiget. I 1978 blev han pensioneret. Der fulgte nogle dejlige år, hvor vi havde stor fornøjelse af vore børn – vi var bl.a. sammen med dem på en tur til Jordan.
Siden 1938 havde Elfred og jeg boet sammen på Granly. Vi havde delt alt ondt og godt i livet, så der blev stille og meget ensomt, da han døde i 1995.
Med alderen bliver mange ting mere besværlige, men man har ikke længere de store behov. Jeg får maden bragt, og jeg er to gange om ugen nede på Fjordvang i Mariager, hvor vi ældre holder os i gang med gymnastik, hygger os og spiller kort. Det er mit store håb, at det ikke bliver nødvendigt for mig at flytte fra Granly, hvor jeg har haft så mange dejlige stunder.

Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved, om hvor vi skulle hen, da vi efter vores konfirmation i Hem Kirke skulle holde blå mandag, det var naturligvis Randers. Det var vor handelsby næst efter Mariager. Vi gik lidt op og ned ad gaderne, så på forretninger, og købte små minder, spiste is for vore egne penge og følte os frie. Det blev en god dag.

Efter konfirmationen fortsatte jeg i Havndal Skole, til jeg havde taget afgangsprøven efter 10. klasse. Det var et godt år, da vi var få elever i klassen.

I 1983 startede jeg på EFG på Randers Handelsskole. Da transportmulighederne fra Grove til Randers var meget dårlige, var vi enige om, at jeg skulle bo på kollegium i Randers. Min bror Flemming boede også i Randers på det tidspunkt. Det var nok lidt ualmindeligt. Jeg fik kørekort til bil det år, jeg gik på handelsskole i Randers, og i min fritid begyndte jeg at gå til folkedans hos Bonde, det har jeg gjort siden, og mine piger syntes også, det er sjovt, og har let ved at lære det.

Allerede inden jeg var færdig med basisåret, havde vi en forhåndsaftale om, at jeg kunne komme i lære hos Fruensgaard i Mariager, områdets førende tøjforretning (manufaktur). Forretningen kunne såmænd godt have heddet Skjerns Magasiner efter den berømte TV-serie Matador. Ledelsesformen var den samme – og vi have såmænd også en Agnes i køkkenet, der hyggede om os og lavede mad i den travle udsalgstid. Kom der pletter på tøjet, tryllede fru Fruensgaard i køkkenet, og tøjet var igen som nyt. Hr. Fruensgaard overvågede selv alting, og man var ikke glad for at se ham i øjnene, hvis en kunde forlod butikken uden at have købt noget.

Da jeg startede hos Fruensgaard, skrev vi nota i hånden, den blev stemplet i kasseapparatet. Senere fik vi EDB, men vi ventede, til vi kunne få en tydelig strimmel med tekst som kvittering. Mærkning af varerne foregik også i hånden. Der blev skrevet en mærkat til hvert enkelt stykke tøj efter diverse forskrifter. Da der kom EDB, skulle der bare laves en på computeren, så kunne man udskrive det ønskede antal og sætte dem på tøjet.

Til at forandre tøjet til kunderne, havde vi to syersker – en i Sdr. Onsild og en i Mariager. Der var også en skrædder i Randers, der udførte arbejde for os. Som lærling var det min opgave at bringe det tøj, der skulle forandres ud til syerskerne, og afhente det tøj, der var færdigt. Efter elevtiden, der varede to år, blev jeg i forretningen som butiksassistent. Jeg tog kursus som vinduesdekoratør og fik lov at skrive skilte og pynte vinduer. Da firmaet i 1989 overgik til nye ejere, fik vi lov til at komme med på modemesser, og mit arbejdsområde blev udvidet.
Medens jeg var ansat hos Fruensgaard, boede jeg til leje hos Bjarne Thomsen, som jeg var gift med fra 1992 til 2003. I 1991 fik vi Pernille og i 1996 Lise.

I 1993 fik jeg lyst til forandring. Jeg søgte en stilling hos Modecenteret i Randers og blev ansat som sælger.
Året efter fik vi mulighed for at komme på en 14 dages ferietur til Grønland. En af vore bekendte kunne skaffe os en lejlighed. Det blev vendepunktet. Jeg oplevede luft, lys og storslået natur, og kunne ikke længere trives som sælger på 1. sal bag nedrullede gardiner.

Jeg søgte ansættelse som dagplejer i Mariager Kommune. Det var et dejligt arbejde. Nu kunne jeg nyde friheden og de dejlige unger. Pernille var i børnehave, og da jeg fik Lise, blev hun passet hjemme hos mig.

Det var ikke så tit, jeg gik til fester, mens jeg var ung. I Randers fik jeg en veninde fra Hald, der var tilknyttet Indre Mission. Vi kørte landet tyndt for at komme til kammeratskabsaftener. Vi var gerne flere biler af sted og kørte bagefter hjem til en og fik kaffe og rundstykker. Det var spændende og hyggeligt, og jeg fik muligheden for at opleve et helt nyt miljø indefra.

Mens jeg var hos Fruensgaard, lærte jeg Gudrun Christensen, Randrup, at kende. Hun forandrede tøj for forretningen, og i sin fritid var hun folkedanseinstruktør i Læsten. Det var naturligt for mig at køre med dem og blive undervist der. Folkedansen har givet mig og min familie mange gode oplevelser, bl.a. har vi i Mariager Folkedanserlaug fejret 17. maj hos vor venskabs forening i Klepp på vestlandet i Norge, og vi har været til flere landsstævner rundt om i landet med folkedansere fra hele landet. Som forening, har vi deltaget i mange stævner i lokalområdet med opvisninger i folkedanserdragt.
Tilskyndet af Gudrun, meldte jeg mig til Landsforeningen Danske Folkedansere for selv at blive instruktør på Nørregaards Højskole i Bjerringbro. Kurset tog i alt fire uger – en uge om året fordelt over fire år, så i den periode røg der noget af sommerferien Vi blev undervist i flere forskellige fag: Psykologi, sang, beskrivelseslæsning samt krop og bevægelse.

I 2002, året før jeg var færdig med uddannelsen, fik jeg p.g.a. en kollegas sygdom muligheden for at overtage folkedanserholdet i Gjerlev. Det er både sjovt og udfordrende at undervise voksne dansere, og der er en god opbakning og stemning på holdet. I starten spillede Hilda for os på klaver. Året efter fik jeg Martin på harmonika.

Jeg har været aktiv i flere bestyrelser inden for folkedans. Senest er jeg kommet i bestyrelsen for Nørhald Musik- og Teaterforening. Her sad jeg i bestyrelsen for sommerudvalget, da vi flyttede sommerspillene fra Hald bakker til Støvringgaard Klosterhave. Det er et meget spændende arbejde. Vi har stået for flere store arrangementer – bl.a. Støvringgaard Festspil: Styrmand Karlsens flammer, Frk. Nitouche og Slotskoncert med Randers kammer orkester. Lige nu er vi i gang med forberedelserne til The Sound of Music.

Fredagen før min konfirmation i Sem Kirke i foråret 1951 havde hele familien meget travlt med at gøre rent bl.a. i haven. Det kunne vi nu have sparet os, for på selve dagen startede en forrygende snestorm midt på formiddagen. Den bestilte taxa kunne ikke køre, så det blev til en rask – men meget kold kanetur til kirken – i tynd konfirmationskjole og ny frakke. Det blev ikke bedre i kirken, der ikke kunne varmes ordentlig op. Alle beholdt overtøjet på også konfirmanderne. Det blev en konfirmation i farver.
Arme Mor. Hun havde de voldsomste bekymringer om maden. Hvad skulle vi gøre med al den mad? Vi havde jo ingen fryser. Det klarede kogekonen. Vi fik tidlig eftermiddagskaffe, og kort tid efter serverede hun aftensmaden, som hun allerede havde gjort klar dagen i forvejen. Alle gæsterne blev mætte af den gode maden og kunne tage afsked i tide. Det næste år blev som alle de foregående. Jeg var stue-, inde-, ude- og barnepige hjemme hos Mor og Far. Jeg fortsatte med at malke mine tre køer hver morgen og aften, som jeg plejede.

Det år, jeg fyldte 15, følte jeg, at verden åbnede sig. De fleste piger i området kom på ungdomsskole i Vivild, men jeg startede den 1. maj sammen med en kusine og ca. 100 andre piger på Haubro Ungdomsskole ved Års. Vi lærte en masse om husførelse, som det hed: Husholdning, syning og alm. skolefag. Alle mindes sikkert de hyggelige sommeraftener i parken med foredrag, sang, kaffe og underholdning – og der var mødepligt. Det var livet, men der var disciplin. Hver aften gik den lærer, der havde vagt rundt for at se, om nu også alle var i hus – ærbarhed er en god ting, og vore forældre skulle jo nødigt have flere hjem, end de sendte ud. Da jeg rejste hjem fra skolen den 1. oktober, havde jeg kun været hjemme i Grove nogle få gange på cykel – og så selvfølgelig i sommerferien. De få måneders ophold på ungdomsskolen havde øget min selvrespekt og gjort mig mere selvstændig.

Efter et ophold hos min moster i Skals, hvor jeg skulle gå til hånde i huset og passe en kusine på fire år samt et par tvillinger, ville min far og mor gerne have mig ud på en gård i drift – et sted hvor jeg kunne lære noget. Det kom jeg, da jeg fik plads hos Charles Brønnum. Mand, kone, fire børn af samme temperament som dem derhjemme, tre karle, en fodermester og mig – en pige på 16. Jeg skulle tidligt op, for de voksne skulle have røgtet og spist, inden de tog i marken kl. 7.00. Børnene skulle op og have spist, inden kl. 8.00, så de kunne komme i skole til tiden.

Senere er jeg kommet til at tænke på, at hver gang vi spiste, blev der brugt et helt spisestel – vi var 12 personer. Opvaskemaskinen – det var mig. Så var der lige de seks til otte senge, der skulle redes, og halmen rystes, inden jeg gik i gang med at skrælle eller skrabe en spandfuld kartofler med top. Måske blev der lige tid til en lille cykeltur til fryseboksen i Enslev for at hente det kød, der skulle anvendes til middagsmaden kl. 12,00, for der blev lavet god mad, og der var ingen forskel på ”folken” og herskabet.

I 1954-55 flyttede jeg over til Charles Brønnums søster i Bjergby. Her var en karl, en gift fodermester, der spiste hjemme, familien på fem og mig. Det var næsten som at komme på ferie. Jeg havde tid til at gå til syning, håndbold og bal i Borup – og endelig var der ikke langt til Randers, så det var heller ikke vanskeligt at komme i biografen. Det var på det tidspunkt, jeg lærte min senere mand, Arne, at kende.

Min sidste plads var hos en lærerfamilie i Randers. De var meget engagerede i deres arbejde og ofte hjemmefra, så her førte jeg i 2½ år hus, som var det mit eget med rengøring, madlavning, indkøb og børnepasning.
I maj 1958 blev jeg gift med Arne i Sem Kirke. Det var vi nødt til. Nej! Nej! Det var fordi man den gang ikke kunne få en lejlighed uden at være gift. Vi var heldige at få en lejlighed på 1. sal i en villa i Hornbæk.
Vi betalte 53 kr. om måneden i husleje, men så var der også både garage til vores motorcykel og plads til koks – og dem blev der god brug for. Gik vi ud i skunken, kunne vi næsten se gennem væggen, der bestod af tynde forskallingsbrædder. Isolationen bestod kun af fire lag tapet, så selvom vi fyrede bravt om vinteren, måtte vi rykke godt sammen i sengen for at kunne holde varmen.
Vi levede for ca. 75 kr. om ugen, så vi kunne lægge penge til side til en byggegrund. Arne, der var murer, drømte om at komme til at bygge vort eget hus.
Det var meningen, jeg skulle være hjemmegående. Det kunne jeg ikke finde mig i, så jeg fandt et rengøringsarbejde hos en lægefamilie. Jeg arbejdede fra kl. 7.00 til kl. 13.00 til en timeløn på mellem tre og fem kr.

I 1960 byggede vi hus. I et halvt år tilbragte vi næsten al vores fritid med at planere, byggemodne grunden og bygge huset.
En lokal vognmand stillede, når han kom hjem fra arbejde, sin lastvogn på grunden. Næste morgen kørte han væk med al den jord, vi den foregående aften havde gravet ud og læsset på bilen.
Huset kom til at koste knap 50.000 kr. Det var lille, men det var vores, og efter en senere udbygning blev det rammen om et dejligt familieliv for os og vore to piger.
Jeg fortsatte med at arbejde. En overgang syede jeg konfirmationskjoler til otte kr. pr. stk. Senere syede jeg Randers Handsker for tre kr. pr. par.

I 1970 søgte jeg arbejde på Kollektivhuset i Randers. De lovede at give besked, hvis jeg fik jobbet, men vi havde ikke telefon. I stedet mødte en medarbejder op og indbød mig til en jobsamtale. Derefter fik jeg stillingen.
Der var meget at bestille på Kollektivhuset, men i begyndelsen havde vi tiden til at klare arbejdet. Efterhånden som nedskæringerne i begyndelsen af 80’erne satte ind, blev det sværere. Det var ikke rart at skulle sige nej, når vi kunne se, at folk behøvede hjælpen, men det var ikke altid, vi kunne nå det hele. Kollektivhuset blev min arbejdsplads, indtil jeg gik på efterløn i 1998.

Vi var altid glade, når muligheden for en camping- eller ferietur til udlandet bød sig. Tiden, hvor vi kunne gå på efterløn og senere pension, nærmede sig. Vi forventede større frihed og muligheder for at rejse. Jeg forberedte mig ved at følge et kursus i tysk på aftenskole, så vi bedre kunne klare os i udlandet. Men det skulle gå helt anderledes. I 1996 ændredes mit liv voldsomt, da Arne blev syg og døde.
Ved børnenes, familiens og gode venners hjælp har jeg genvundet glæden ved livet. Jeg har også været med familien på ture i udlandet, men mindet om ham, jeg delte alt ondt og godt med i 38 dejlige år, lever stadig.

Vi var mange børn derhjemme. Hans og Jos kom ud at tjene allerede, da de var 13 år – et år før de blev konfirmeret. Alligevel var vi så mange børn, at det kunne knibe med pladsen, når vi skulle i seng.
Tre af de mindste sov i slagbænken i stuen. Om dagen slog Mor, der havde nok andet at se til, bænkens sæde op. Så kunne de små gå rundt i slagbænken uden at gå i vejen eller komme noget til. De fleste af os tog de første skridt i slagbænken.
Vi seks stur – store – sov oppe på loftet i en enkelt- og en dobbeltseng. Man vænnede sig til at sove to i sengen. Det var trangt, så man måtte være forberedt på i løbet af natten at blive vækket af en vildfarende arm.
Kammeret var bygget op af forskallingsbrædder, og det var ikke isoleret, så det var en kold fornøjelse om vinteren. Når vi efter en lang arbejdsdag skulle i seng, måtte vi være forsigtige. Vi måtte for at komme op på loftet, ud i laden og balancere op ad den løse hønsestige.
Om vinteren blev der i god tid lagt nogle mursten på kakkelovnen. Når de var varmet op, blev de pakket ind i tæpper eller håndklæder og anbragt i sengene, så vi ikke skulle i en iskold seng. Vi fik lært, at stenene måtte ikke være for varme, når de blev pakket ind. Det skete en gang. Røgen bølgede os i møde, da dynen blev slået til side, men der blev heldigvis ikke ildebrand.

Hver søndag kom de stur gerne en tur hjem. Det glædede vi os til, for med dem kom også en masse andre unge og børn, og så var der liv og glade dage. Jeg kan huske, at jeg var både lidt forundret og forarget, når vi skulle spise. De stur tog en hel frikadelle hver. Det var jo det rene fråds. Vi andre gjorde, som vi altid havde gjort – delte frikadellerne. De skulle jo række til mange. Jeg konstaterede, at der åbenbart var andre madvaner, hvor mine ældre søskene tjente. Jeg glædede mig.

Vi havde ikke elektrisk lys. Det fik vi først efter 2. Verdenskrig. Far skulle bruge lys, når han tidligt om morgenen stod op for at fodre kreaturerne, inden han tog på mælketur. Den petroleum, vi skulle bruge til lamper og primus, var rationeret, så undertiden var der problemer med at skaffe nok. Jeg har prøvet at sidde i flammeskæret fra kakkelovnen og læse mine lektier, hvis jeg ikke havde nået det, mens tid var. Der var ikke mange, der havde lyst til at møde uforberedt i Grove Skole.

Senere fik vi en karbidlampe. Den lyste meget kraftigere. Jeg kan huske første gang den blev tændt. Jeg troede, den ville eksploderede. Den hvæsede og spruttede, og så skulle man lige vænne sig til lugten.

Undertiden kom Chren Møller på besøg. Han havde en Petro-Max lampe. Det var nærmest en primuslygte. Når den blev tændt, var det ikke nemt for de små nullermænd at skjule sig i hjørnerne. Mor brød sig ikke meget om den lampe.

Jeg altid kunnet lide at handle. Min første erindring om handel går langt tilbage. Min far var meget interesseret i heste. Han var mælkekusk, så det var vigtigt, at vore heste var i god stand. En aften vi havde fremmede, sad de og snakkede om heste i almindelighed og sluttede med at snakke om min onkel, Hans Rasmussens, heste. Hans havde ikke mange penge, det bar hestene præg af. De var med et udtryk, vi anvendte om lidt afpillede dyr – nogle skabilkener – det var ingen ros. Far sagde bl.a. Di æ it manne øre værd. Jeg lyttede, skulle muligheden for at blive hesteejer være kommet. Jeg samlede hele min rørige formue, syv øre, med dem i lommen ilede jeg ad stien over til Hans Rasmussen i Semmøgelbo.
Jeg ville ikke være smålig, så jeg tilbød ham straks hele beløbet for hesten. Hans var imidlertid ikke indstillet på handel. I stedet sagde han med sin bløde, fynske accent: Du må hellere gå ind til Marie og få en bolle!
Da jeg med bollen i hånden var på vej hjem, kom jeg til at græde. Selv om det ikke stod mig helt klart, havde jeg en fornemmelse af, at jeg uden at ville det, havde gjort noget helt forkert.
Det viste sig senere, at Hans ikke bar nag og oven i købet havde humor. Når han kom på besøg hos os, spurgte han sædvanligvis: Hvor er han, hestehandleren?

Under krigen havde enhver dreng i Grove med respekt for sig selv kaniner. Det var ikke almindeligt at have mange grise, så da vi alligevel havde et par stier, der var tomme, anskaffede Per og jeg kaniner. Dyrene gik sammen i de to stier. Enhver med bare lidt kendskab til kaniners seksualliv kan forestille sig resultatet. I løbet af kort tid var der ca. 50 kaniner, der vrimlede rundt i stierne. Hannerne sloges, så uldtotterne føg. Det blev for meget for Far. Kaninerne blev solgt. Fortjenesten? Far mente, at det var ham, der havde betalt foderet, så han beholdt pengene, og det var vel kun rimeligt. Men siden har jeg nu altid sikret mig, at der ved enhver handel også er en lille fortjeneste til mig.
Historien med kaninerne har en lille krølle. Kaninkødet smagte dejligt, og det var rart med lidt andet end det evindelige flæsk. Første gang en af kaninerne skulle slagtes, ville min far ikke slå den ihjel.

Go over til Hans. Han ka’ skyde den.

Hans Rasmussen var jæger. Han gik i marken, da vi kom over og bad ham skyde kaninen. Hans holdt den op i bagbenene og gav den et håndkantslag i nakken, så måtte min mor tage sig af resten. Senere aflivede Far selv kaninerne.

Under krigen var det kun postbude og nogle få andre, der kunne få rigtige dæk og slanger til cykler. Vi andre måtte køre rundt på faste gummidæk med træfælge. De var meget ubehagelige at køre på. Det var grunden til, at jeg en gang jeg var i Randers kom til at handle på Den sorte Børs.
På hjørnet ved rutebilstationen stod der den gang altid en masse sortbørshandlere. Det var folk, der kunne levere alle slags varer – som regel stjålet eller skaffet til veje på anden uærlig vis. Da jeg gik forbi, spurgte en af sortbørshandlerne, hvad jeg manglede – tobak eller andet.

Ingenting, svarede jeg. Det kan da ikke passe? Noget må du da mangle!

Det eneste, jeg kunne komme i tanker om, var cykeldæk. Kom igen om en time, sagde manden. Da jeg kom tilbage, bad en mand mig følge med.

Vi gik op i Thorsgade, ind i en baggård, op ad en hønsestige til en mørk lejlighed. Der skulle mandens kone til at lave mad. Hun var sur, fordi han ikke havde kød med hjem. Han fandt to dæk og to slanger frem, som jeg kunne købe for 100 kr. Jeg havde 60 kr. i lommen, og jeg ville ikke betale mere. På det tidspunkt følte jeg mig så utryg, at jeg ville gå igen. Man kan også sælge guld for dyrt, udbrød konen. Så fik jeg dæk og slanger pakket ind i en avis, betalte de 60 kr. og skyndte mig ud på gaden.
Knap stod jeg på fortovet, før jeg opdagede to betjente på vej ned ad Thorsgade lige imod mig. Jeg overvejede at smide pakken og løbe, men tog mig sammen og gik stilfærdigt til jeg kom rundt om hjørnet. Så løb jeg, alt hvad jeg kunne, ned til rutebilstationen, hvor jeg fandt frem til Carl Thomsens rutebil. Jeg smed pakken ind under et sæde. Hvor var jeg lettet. Nu kunne de i alle tilfælde ikke tage mig på fersk gerning.
Jeg turde ikke blive på rutebilen, så jeg spurtede op til Hadsundvej, hvor jeg stillede mig og forsøgte at se rolig ud, da rutebilen kom. Til min store lettelse lå pakken stadig under sædet. Helt tryg blev jeg dog først, da vi nåede Enslev. Jeg steg lettet af rutebilen, fandt min cykel og skyndte mig hjem. Jeg følte aldrig senere trang til at handle på Den sorte Børs.

Ved flere lejligheder kunne folk genkende de varer, der blev forhandlet nede ved rutebilstationen. Det kunne være vasketøj stjålet fra tøjsnoren – stadig vådt. Så blev der sendt bud efter smedene på Skandia, når de kom, vankede der tæv til de sortbørshandlere, de fik fat i.

Under krigen skulle man skrives op på Trekroner i Randers for at komme i betragtning, når de nye cykler blev delt ud. Kort tid efter var jeg en af de heldige. Der kom besked, at nu kunne jeg købe en ny cykel. Den havde jeg jo ikke brug for nu, så jeg solgte den til Per og tjente derved til mine nye dæk.

Når man kom ud at tjene, blev man fæstet for et år ad gangen. Løn og arbejdsvilkår forhandlede man om, inden man blev fæstet. Kost og logi hørte med til lønnen. Sommerlønnen på ca. 500 kr. var større end vinterlønnen. Husbond betalte også karlens skat og sygekasse.
Lønnen blev først udbetalt til skiftedag, så de karle og piger, der ikke havde penge eller andre indtjeningsmuligheder – og det var de fleste, fik i løbet af sommeren udbetalt mindre beløb, forskud, til tøj, eller fem kr., hvis man skulle til fest eller bal i forsamlingshuset.
Selv om der ikke var så store muligheder for at bruge penge, kunne en del af lønnen, hvis man ikke passede på, let være brugt inden skiftedag. Så havde man drømmen om at få sin egen gård, måtte man agte sig og ikke feste for meget.
Man kunne godt forhandle, så man fik fri på bestemte dage. Mange var for eksempel interesserede i at komme til marked. Det betød lidt frihed, og man mødte kammeraterne, og så var der jo dyrene.

Da jeg fik plads hos Jens Møller i Grove, fik jeg at vide, at det var vigtigt at sikre sig en fridag, når han tog til marked. Jeg skulle trække til Hadsund med de dyr, der skulle sælges. Jens ankom senere på cykel. Jeg havde fået at vide hjemmefra, hvad dyret skulle koste, så undertiden var handelen overstået, når Jens kom. Med lidt held kunne jeg sælge til en halvtredser mere, end Jens forlangte. Så var den dag reddet. I alle tilfælde lærte jeg meget om handel, som jeg senere har nydt godt af.
Man har jo også lov til at være heldig. En gang, jeg købte et lod i tombolaen på dyrskuepladsen, vandt jeg en kviekalv. Den løb hele vejen hjem efter cykelen. Jeg havde ikke noget at bruge den til, så den fik min far. Den voksede op og kom til at stå som ko hjemme hos ham.

I 1952 fik jeg muligheden for at blive ansat som kontrolassistent i kontrolforeningen i Sivested ved Grenå. Lønnen var 4.000 kr. om året. Det var for en karl den gang en særdeles god løn, så jeg slog straks til.
Jeg havde et fast værelse, hvor mine ting stod, men ellers var det en evig rejsen rundt mellem gårdene. Jeg cyklede til et nyt sted hver dag, mens kassen med de remedier, jeg skulle bruge, blev hentet af de forskellige bønder. På de større gårde var jeg en hel dag. Var ejendommene mindre, kunne jeg klare op til fire på en enkelt dag. Jeg skulle bestemme fedtprocenten i mælken. Jo højere fedtprocent, des bedre var afregningen fra mejeriet.

Jeg oplevede store forskelle rundt om på gårdene. Et sted måtte jeg kravle over cykler og kasser, inden jeg kunne komme i seng ude i det lille værelse bag hestestalden. Om morgenen måtte jeg vaske mig i koldt vand. Sengetøjet lå fra gang til gang, som jeg havde forladt det – uden at blive vasket. Og maden . . . .

De fleste steder var forholdene dog gode. Man spurgte som regel, hvad jeg kunne tænke mig at spise. Jeg svarede, som rigtigt var, at jeg kunne lide alting. Tænk, hvis jeg skulle have haft min yndlingsret hver dag.

Hos Mathilde i Sivested var det som at komme på luksushotel. Når jeg ankom, var sengetøjet nyvasket og hængt ud til luftning, og var vejret køligt, var der en varmedunk i sengen – og maden. Den kunne man godt skrive hjem om. Mathilde var den eneste i området, jeg sagde De til, ikke fordi hun forlangte det, men hun havde myndighed, så det lå i luften.

Et sted jeg kom, var de så fattige, at hvis jeg skulle overnatte der, måtte deres børn den nat sove med en frakke over sig, fordi de ikke havde en ekstra dyne. Det syntes jeg ikke, jeg kunne byde dem, så jeg cyklede hjem på mit værelse. De var helt sikre på, at jeg skulle ud for at besøge en pige. Jeg lod dem blive i troen, så havde de jo det at snakke om.
Når kontrolassistenten kom, skulle der spilles kort. Jeg sagde, at jeg ikke kunne spille kort. Det passede ikke, men hvem kan holde ud at spille kort hver aften.

Jeg havde i nogle år arbejdet på forskellige gårde, da jeg fik tilbudt stillingen som bestyrer på en større gård til 14.000 kr. om året. Det var en meget god løn, men jeg ville gerne have mit eget.

Det fik jeg i 1954, da jeg købte ejendom i Bale ved Rønde.
Min storebror, Hans, havde købt Dalsgaard i Grove af Jens Møller. Det var måske lidt for tæt på vores far. Han blandede sig. Og Hans havde nok lidt svært ved at sætte sin vilje igennem – i alle tilfælde var han ikke helt tilfreds. En jul foreslog vores bror, Jens, at vi kunne bytte gårde. Det gjorde vi i 1956. Hans flyttede til Bale, og jeg fik Dalsgaard i Grove.

Hvert år skulle man indlevere et skatteskema. Marius Winter i Skrødstrup, der var sygekassekasserer havde forstand på tal. Han hjalp mig med at skrive skemaet. Når vi var færdige, sagde han gerne: Haar do no howed de hiele, Ove? Når jeg nikkede, råbte han til konen: Så ka’ do godt kom mæ hyldebærsaften. Vi fik gerne et glas varmt saft efter anstrengelserne.

Den gang fik man ansat skatten efter privatforbruget. Det hændte, ligningsmyndighederne syntes, mit forbrug var sat for lavt, så blev vi indkaldt til torskegilde.
Jeg fortalte, at jeg gik til madlavning, hvor vi lavede tre retter mad for fire kr. om dagen, og til morgenmad spiste jeg kun havregryn. De knurrede, men efter lidt snakken frem og tilbage sagde Marius: I ka’ godt trow po ham!
Vi kunne snakke om tingene i Hem-Sem Kommune, men da ligningen kom til at foregå på rådhuset i Mariager, var det overstået.

I midten af 1960’erne satte mekaniseringen i landbruget for alvor ind. Det betød, at meget af det hårdeste arbejde forsvandt, og at der ikke længere var brug for så mange medhjælpere på landet, daglejere, karle og piger.

Det havde altid været almindeligt, at man holdt igen med det derinde, nye møbler m.m. Det derude gik forud. Det var jo der, man tjente pengene. Da tiderne blev bedre, forandredes dagligdagen på landet i løbet af et par årtier dramatisk. Folk ville ikke længere nøjes med at dele toiletfaciliteter med dyrene. Der blev indlagt vand og lavet badeværelser. Kakkelovnene blev udskiftet med oliefyr, og der kom varmt vand i haner og radiatorer.

Tidligere havde der ikke været mange restriktioner med hensyn til byggeri og indretning af udhuse og stalde. Nu begyndte man fra officiel side at opbygge et regelsæt. Pludselig måtte vi ikke levere mælk til mejeriet, hvis ikke der var indrettet malkemaskinrum med fliser og nedkølingsfaciliteter.
Så var der jo ikke andet at gøre end at få fat i Jens Vase. Hvis Jens havde sin murerske og hammer, kunne han lave alting. I løbet af kort tid byggede han rummet, beklædte det med fliser og lavede en ny gulvrist. Jeg var godt tilfreds, indtil jeg kom til at se på gulvet. Det skrånede den forkerte vej.

Har æ no de’ for nåed’ mæ golled, Jens? De’ hæller jo den forkirt vej!
Jens: Wær do glå for de, få så for do it’ skit’ i risten!

Efterhånden blev jeg helt glad for det. Jens havde jo ret. Når jeg havde fejet vandet i risten, lå skidtet i hjørnet lige til at feje op på en skovl. Praktisk!
Det hårde arbejde i marken krævede en kalorierig kost. Vi fik kartofler næsten hver dag. Kogte kartofler, brasede kartofler, kartoffelmos med stegt flæsk og stegefedt eller sovs lavet på stegefedtet i panden. Grønsager fik vi ikke så tit – men dem, vi fik, var godt gennemkogte.

Kun Bodil og Hans Mortensen i Edderup spiste rå grønsager – men de var jo også vegetarer og stammede fra Fyn.
Hvor ofte har vi ikke, hvis husmoderen satte for mange grønsager på bordet, hørt husfaderen mumle: Trower do, vi æ kaniner!

Kartofler avledes uden hjælp af maskiner. Det betød meget og hårdt håndarbejde.
Det begyndte om foråret, når de skulle i jorden. Forrest gik en mand og pløjede. Bag ham gik en anden med en sæk om livet fyldt med så mange læggekartofler, han kunne bære. En efter en blev de kastet i furen og dækket, næste gang ploven kom.
Når kartoflerne skulle renses og hyppes, travede man efter hestene række op og række ned. Det blev til mange skridt i løbet af dagen. Om aftenen følte vi det, der blev kaldt sund træthed. Vi havde ikke behov for at gå i byen.

Kartoffeloptagningen i oktober måned var en så vigtig begivenhed, at selv Denen i Grow tog hensyn og lagde efterårsferien, som vi kaldte kartoffelferien, på det tidspunkt – hans egne kartofler skulle jo helst op til tiden. Der var brug for alle hænder. Var der ikke børn nok i familien, måtte man rekvirere arbejdskraft udefra. Drenge, arbejder- og husmandskoner og kartoffelkonerne fra Assens mødte op for at tjene lidt ekstra. Lønnen var som regel kartoflerne i hver 5. række, man samlede op. En gang tingede Jens Møller med en arbejder om prisen.

Do ka’ wal ha hver femte raj – række!
Manden protesterede. Nej! A væl ha’ hver 7.!
Jens: Nå, jamen så for do de’.

Man var klædt på i flere lag tøj, for vejret var som regel koldt og fugtigt og årsag til den gigt, mange senere kom til at døje med.
Kartoflerne blev hakket eller pløjet op. Mange havde en gammel sæk på som forklæde. Den tog noget af fugten og skånede arbejdstøjet. Og så gik det på knæene op langs rækkerne. Med en lille skraber eller håndrive blev kartoflerne skrabet ud af jorden og lagt i en løb – en kurv flettet af pilekviste.
De kartofler, der var beskadigede, kom i en zinkspand. De blev senere kogt og brugt til dyrefoder.

Skulle man have kogt et helt vognlæs kartofler til dyrene, kunne man tage til Havndal Mejeri. Her blev vognen dækket med sække, og et dampspyd stukket ind mellem kartoflerne, så var hele læsset kogt i løbet af et par timer.
I enden af marken blev kartoffelkulen gravet med en skovl. Det var en stor, bred rende foret med halm, fyldt med kartofler og dækket med jord. Havde man husket udluftningen, kunne kartoflerne holde sig i kulen hele vinteren.

Da Far holdt som mælkekusk, overtog jeg hvervet. Det passede mig godt. Jeg stod op kl. 4 og havde røgtet, inden jeg kl. 6 startede traktoren og tog på mælketur. Kl. 8 var jeg hjemme igen efter at have afleveret de ca. 70 spande. Så kunne jeg starte på markarbejdet samtidig med naboerne.
Jeg havde i den periode stor fornøjelse af postbudet. Når jeg kom hjem, havde han gerne lavet en kop frisk kaffe og smurt et stykke brød, hvis han havde tid, og det havde han ofte. Det var rart lige at sidde og få en lille sludder, inden arbejdet fortsatte.
Det var anderledes, da min far kørte turen. Det tog længere tid med heste end med traktor. Ikke så sjældent tog han sig tid til en bitte snak. Han sagde heller ikke nej, hvis han blev budt på en kop kaffe hos Carl Pedersen på Thorshede eller i Grove Skole.

Da jeg arbejdede på Djursland i begyndelsen af 1950’erne satte mekaniseringen i landbruget så småt ind. Hestene blev sat ud, og de små Ferguson traktorer holdt deres indtog. Som regel blev hestene solgt, så man havde til udbetalingen på traktoren. På Djursland var man nu så praktiske igen. Der fulgtes hestehandleren og maskinhandleren ad ud til landmanden, så kunne man ordne både salget af hestene og indkøbet af traktoren på samme tid. Hestene blev som regel solgt til eksport, hvis de da ikke blev slagtet.

I Grove var vi ikke så praktiske, men de fleste fik dog solgt hestene og investeret i en traktor. Der var stor skepsis i begyndelsen. Flere – blandt dem Niels Jørgen Svendsen i Sem – mente ikke, at det kunne lade sig gøre at så og rense roerne ordentligt med traktoren, så han beholdt en hest. Efterhånden blev han og alle andre dog overbeviste og solgte hestene.

Der stod en lille traktor i Dalsgaard, da jeg flyttede ind. Den solgte jeg til Gunnar Bjerregaard og fik en hest i bytte.
Som ungkarl havde jeg jo ikke så meget at komme hjem til, så da jeg havde købt en hest til, begyndte jeg at arbejde for andre. Et år såede jeg for Harry Jensen.
De lokale maskinhandlere og smede mistede handel, fordi folk begyndte at handle med f.eks. Dronningborg Maskinfabrik.

Traktorer og mejetærskere var dyre, så man tænkte sig godt om, inden man købte. Vi købte en Volvo traktor til 50.000 kr. Efterhånden som vi fik indkøbt flere traktorer og maskiner, begyndte vi at arbejde som maskinstation. Da vi havde ansat et par traktorførere, kom vi til at arbejde så langt væk som i Hald, Vindblæs og Mariager.

Det var i de gode gamle dage. De fleste forretninger var tilfredse, hvis regningerne blev betalt inden tre måneder – først derefter begyndte man at skrive renter på. Vi havde det på samme måde. Nogle af landmændene havde ikke pengene. De kunne først betale regningen året efter, når kornet var høstet og solgt.
Jeg henvendte mig til smed Østergaard i Kastbjerg, fordi jeg ville bytte min gamle bil med en traktor. En aften ved 24 tiden ringede telefonen. Østergaard havde fundet en traktor til mig hos sin bror, der var maskinforhandler på Samsø. Jeg skulle bare levere bilen på kajen i Århus, så kunne jeg køre i min nyerhvervede traktor hele vejen fra Århus til Grove. Det blev noget af en tur.

Da jeg var meget ude for at arbejde for andre, måtte arbejdet på Dalsgaard, klares, når der var tid. En gang, der var meget travlt, måtte jeg ordne marken, der lå mellem Dalsgaard og Alfred Møllers ejendom meget sent om aftenen. Alfreds svigermor, Maren Jensen, boede hos dem. Hun blev lidt irriteret, for hun havde svært ved at sove for støjen. Til sidst spurgte hun Alfred.

Hvis no vi inviterer ham ind te en kop kaffe, trower do så it, det blywer så sille, at han kyrer lig hjem å sower.