Forfatter: Bent Bjerre Bach

Som mine to store brødre, Villum og Gunnar, kom jeg til at opholde mig nogle år hos Moster Else, og hendes mand, Jens Lindskov, i Grove. De havde ikke selv børn, så jeg legede meget med Hans Lindskovs børn.
Fyrværkeri kunne kun fås til nytår – og hvem havde råd til at købe det? Men vi klarede os. Hans Lindskov havde ikke fået indlagt elektricitet, så de brugte karbidlamper. Karbid var et fast, lyst stof, der når det blev vådt udviklede gas. Det udnyttede vi omme bag laden – kun i små doser, for Moster Else havde en god hørelse.
Vi kom en lille klump karbid i en tom dåse. Når vi spyttede på karbidklumpen, udvikledes der efterhånden så meget gas, at dåselåget blev sprængt af med et højt knald. Borede vi et lille hul til en garnlunte i siden af dåsen og satte ild til, blev det en hel lille bombe.
En dag skulle Moster i byen – vist nok over i skolen for at hente rationeringsmærker. Jeg kom en god klump karbid i en dåse. Nu skulle det være!
Klumpen var så stor, at en almindelig spytklat ikke var tilstrækkelig, men heldigvis kan drenge i en snæver vending levere væske på anden vis – gennem buksebenet. Det skulle vise sig, at jeg havde forregnede mig. Lige da jeg havde antændt lunten, kom Moster ud fra hønsehuset med en kurv fuld af æg. Hvad nu?
Hurtigt og diskret anbragte jeg dåsen i ajletønden og gjorde mig usynlig. Kort efter lød der et brag. Låget fløj af dåsen – og bunden af ajletønden.
Jeg nåede lige at se Moster gå i spagat med kurven ved siden af slibestenen, inden jeg hurtigt fjernede mig over mod skolen og op langs granskellet til Sem Møgelhøj, hvor jeg en stund sad eftertænksomt og funderede over livets fortrædeligheder.
Tanken om, at Moster kunne være død, strejfede mig. I alle tilfælde var jeg sikker på, at min tid i Grove var omme. Jeg ville hjem til mine forældre i Nørre Onsild.

Jeg kunne ikke finde andre steder at gå hen end ned til min morbror, Pi Raj, i Sem. Tante Marie var et besindigt menneske. Hun lyttede roligt til min version af historien. Derefter tog hun mig i hånden og fulgte mig gennem Sem Skoven til Grove. Jeg blev anbragt på tørvekassen i køkkenet, mens moster Else og tante Marie fik sig en god, fornuftig snak. Det blev bestemt, at jeg fortsat skulle bo i Grove – hvis jeg lovede at holde mig fra karbid og tændstikker i fremtiden. Det gjorde jeg – men skal sandheden frem, havde Moster en gang tidligere haft mig i ørene af samme grund.
Moster havde ikke lidt nogen større overlast – bortset fra forskrækkelsen, men hun var ikke skudsikker. Siden gården i 1932 brændte ned til grunden efter et lynnedslag, havde hun været meget bange i tordenvejr og afskyede høje lyde. Det var årsagen til, at hun havde haft nødig at skifte en intim beklædningsgenstand. – og så var der naturligvis tabet af ægpengene. Det kunne være slemt nok. Det var dem der dækkede regningen i Brugsen og gav hende økonomisk frihed til at købe lidt ekstra til sig selv.
Onkel Jens, der ellers sjældent udtalte sig om noget som helst, brummede, at jeg sikkert ville have godt af at få brugt nogle af mine kræfter. Det gjorde jeg så i de følgende uger ved at hjælpe ham med at læsse roer.

En hel ny og vidunderlig verden åbnede sig for os, da vi i puberteten begyndte at interessere os for piger – vi, der ikke havde søstre lige ved hånden syntes bare, at der var alt for få.

Om efteråret og vinteren havde vi chancen, når Lisbeth Møller ledede damegymnastikken i Sem Forsamlingshus. Vi vidste godt, at vi ikke måtte liste os hen kigge ind under gardinet, når damerne gjorde gymnastik, men hvem kunne dy sig, hvis muligheden viste sig?

Ethvert drengehjerte skælvede ved synet af de søde og dejlige piger i de hjemmesyede, lyseblå gymnastikdragter. Damerne var der selvfølgelig mere gods i. De var måske knap så yndefulde, men det var kvinder. Vi nød det. Af bar begejstring og spænding lo vi højt og kom med kvikke, opmuntrende tilråb.
Damerne delte ikke vores begejstring, men når de kom ud på trappen for at tale os til rette, var vi væk. Til sidst blev det for meget. Der måtte statueres et eksempel. Man gik til Denen i Grow. Han plejede at være mand for den slags.
Det var årsagen til, at jeg, da jeg frisk og veloplagt mødte op i skolen næste morgen, blev kaldt op til katederet. Jeg blev noget overrasket, da jeg fik en knaldende lussing. Bag efter fik jeg forklaringen – om jeg så for eftertiden kunne lade være med at genere gymnastikundervisningen i Sem Forsamlingshus. At jeg slet ikke havde været i Sem den pågældende aften, var der ingen, der tog sig af. Havde jeg klaget til Moster, havde jeg sikkert fået beskeden: Så haar do sikkert fortjent’n en aan gaang!

Efter min konfirmation i Grove den 27. marts 1949, blev jeg hos Moster Else og Onkel Jens, indtil jeg i august måned rejste hjem til Nørre Onsild. Min far foreslog, at jeg skulle være maler. Det ville jeg ikke.

Jeg havde mod på livet og min bedste ven, Ib, der var købmandssøn, var lige kommet ud at sejle. Han fortalte om sit spændende sømandsliv, så jeg besluttede at rømme. Næste gang han kom hjem på besøg, pakkede vi en kuffert og sneg os ud ad bagdøren. Vi havde bestemt os for at tage ud i den vide verden med den melassebåd, der gik i fast rutefart mellem Hobro og København.
Lige uden for døren mødte vi Ibs mor. Da hun spurgte, hvor vi skulle hen, svarede vi, som sandt var:

Te Hobrow! Så skal I lig ha et pund kaffe og nuer kager mæ te’ Faster Jørgensen.

Under besøget hos Faster fortalte Ib så levende om høje bølger og søsyge, at jeg blev noget betænkelig. Da vi senere stod på Hobro Havn ved båden for at tage hul på eventyret, begyndte jeg at græde. Jeg havde jo ikke engang fået sagt farvel til min mor. Sådan sluttede den rømning.

Kort efter kom min Morbror Christian, Long Krasjan, på besøg. Det blev aftalt, at jeg nogle uger skulle med ham op til Spritfabrikkernes forsøgsgård, Trinderup, for at samle kartofler på akkord. Det blev en oplevelse. Undertiden sagde han: No gir’ed sgu’ kroner, knejt – for han kunne arbejde hårdt, hvis han ville, og så var det svært at følge ham. Foruden os var der nok 20 kartoffelmadammer, husmands- og arbejderkoner, der ved det hårde slæb tjente en hårdt tiltrængt ekstraskilling.
Christian elskede at drille. Når en af damerne listede hen i læhegnet for diskret at løfte nederdelen, havde Long Krasjan gerne en rådden kartoffel ved hånden. Med et velrettet kast med kejten, placere han den, hvor konen var bredest. Når den chokerede og rasende kone fløj op, så hun kun flittige kartoffeloptagere, der passede deres arbejde – men Long Krasjan havde ret, vi tjente gode penge.

Den 1. november 1950 fik jeg plads hos Hans Nielsen i Karlby ved Hobro. Der blev jeg, til jeg året efter fik mulighed for at komme i lære som bager hos Lauge Andersen, der havde forretning i Jernbanegade i Hobro.
Fire år senere fik jeg svendebrev. Det kunne være svært at få lov til at blive i pladsen, når man var udlært. Det var jo dyrt for mester, men jeg blev i bageriet i Jernbanegade, til jeg 1. maj 1956 blev indkaldt til forsyningstropperne i Padborg. Nu kunne man jo tro, at det havde noget med bageri at gøre, men det var bestemt ikke tilfældet.

Efter rekruttiden flyttede jeg til Vester Alle’s Kasserne i Århus. Jeg blev privatchauffør hos Oberst Stensgaard, til jeg blev overflyttet til Nymindegab Lejren. Der blev jeg chauffør for kaptajn Toksmann og samtidig var jeg assisterede skydeinstruktør for hjemmeværnets kursushold.

Da jeg blev hjemsendt 1. september 1957, skulle jeg selvfølgelig forsørge mig selv. Det var ikke muligt at få arbejde som bager, så jeg hjalp min far, der var vært i forsamlingshuset og samtidig passede kirkegården i Nørre Onsild. Så kunne jeg i det mindste kunne tjene til kost og logi.

En kort periode arbejdede jeg som tankpasser hos Esso på Randersvej i Hobro, inden jeg i 1958 endelig fik en stilling som bagersvend i Sdr. Onsild. I november samme år blev jeg gift med Oda.
Der var lidt stille i Sdr. Onsild, så da jeg fik chancen, flyttede jeg til bager Søren K. i Hobro. Det var en stor forretning. I bageriet arbejdede chefen, fem svende, tre lærlinge og en bagerikarl. Der var ansat tre damer og to buddrenge i forretningen, og til at betjene de ca. 25 udsalg, var der ansat to salgschauffører.
Det var en dejlig arbejdsplads med store udfordringer og meget arbejde, så det var en stor skuffelse, da Mester en uge før jul gav mig og en anden svend en fyreseddel, fordi salget svigtede. Det hjalp ikke meget, at han samtidig meddelte, at vi kunne blive ansat igen, når der blev mere arbejde. Vi havde lige fået en ny lejlighed og købt møbler på afbetaling, og julen stod for døren, så vi havde brug for pengene.
Jeg gik ned på Hobro Svineslagteri. Der var arbejde. Jeg fik besked på at melde mig næste morgen kl. 5.30 til tarmmester, Carlo Ganshorn. Slagteriet blev min arbejdsplads de næste 11 år. Da man indførte akkord, så vi dag efter dag måtte stå på den samme plads og lave det samme arbejde, begyndte jeg at længes efter et lidt friere liv, I august 1971 så jeg en annonce i Hobro Avis. Skole- og behandlingshjemmet, Hostruphøj, søgte en pedel og en vikar. Jeg lagde billet ind på begge stillinger og blev indkaldt til en samtale. Jeg blev ansat som vikar, indtil jeg i 1972 blev optaget på børneforsorgsseminariet, Råens Minde, i Ålborg.
Efter min afsluttende eksamen i 1974 var jeg så heldig igen at få ansættelse på Hostruphøj i en stilling som 1. assistent. Gennem 25 dejlige år var min hobby mit arbejde, indtil jeg i 1996 gik på efterløn.
Man sagde gerne om Hostruphøj, at det var et behandlingshjem for vanskelige børn. Som jeg oplevede det, var det børnene, der havde vanskelige forældre.

Kort efter jeg havde fået ansættelse på Hostruphøj, mødte jeg pastor Nørgaard fra Hem hos urmageren i Mariager. Vi faldt i snak, og pastor Nørgaard ville vide, hvad jeg lavede. Jeg er på Hostruphøj, forklarede jeg. Pastor Nørgaard så overrasket op fra piben, som han var ved at stoppe, så sagde han alvorligt: Det har de sandelig været længe om at finde ud a! Ikke Halfdan!

Jeg var 15 år, da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke i marts 1962. Skoleåret startede den gang 1. april, men netop det år blev det ændret til august, så mit konfirmationshold skulle egentlig gå i skole et par måneder længere, end man plejede. Det blev der snakket meget om, inden vi fik lov til at gå ud af skolen 1. april, som man altid havde gjort.

Min bror, Jens, der kendte lidt mere til livet, forsøgte ellers at få mig til at gå i skole noget længere, men jeg var som de fleste af mine kammerater interesseret i at komme ud at tjene og klare mig selv. I Grove var der ikke tradition for at gå længe i skole. Vi vidste vel knap, hvad man skulle bruge en eksamen til. Jens tilbød at betale skolepengene, så Far havde sikkert givet lov, hvis jeg havde ønsket at fortsætte med at gå i skole.

De første to år tjente jeg hos min tidligere lærer, Andersen, i Skrødstrup. Det var en dejlig plads, hvor jeg havde det meget lettere end mange af de andre piger, der blev ansat på gårde. De skulle hjælpe til både ude og inde. Andersens havde kun voksne børn, og de var flyttet hjemmefra. Det var mit arbejde at holde huset, mens lærerparret var i skole. Jeg var især meget glad for at få mit eget værelse, og så vidt jeg husker, havde jeg fri hver søndag.

Fra maj til oktober 1964 gik jeg på Hadsten Husholdningsskole. Hver morgen skulle alle elever møde op i ren blå kjole, hvidt forklæde og kappe. Vi lærte meget om ernæring og hygiejne. Vi skulle selv gøre rent på skolen, så der blev ikke smidt papir eller æbleskrog på gulvet. Gad vide hvor mange elever, der ville finde sig i det i dag. Ville jeg hjem til Grove i weekenden, måtte jeg cykle de 36 km frem og tilbage.

Da jeg kom hjem fra husholdningsskolen, fik jeg arbejde på Århus Lærlingehjem, hvor min svoger var pædagog. Det var en institution, hvor unge, der havde haft en vanskelig opvækst kunne bo, mens de fik en uddannelse. Jeg arbejdede i køkkenet og skulle bl.a. smøre madpakker. De unge mennesker havde en god appetit. Jeg husker især en dreng, der hver dag skulle have 24 halve i madpakken for at blive mæt.

I 1965 kom jeg til at arbejde hos en slagterfamilie på St. Pouls Plads i Århus. Jeg var med til at lave de færdigretter, der blev solgt i forretningen: Bøf, forloren skildpadde og biksemad. Jeg spiser stadig ikke biksemad, hvis den er købt i en slagterforretning. Det var mig, der skulle tø alle de ”friskslagtede” kyllinger op, der i stort tal blev solgt i forretningen. Desværre led min tillid til handelsmoral ved den lejlighed et stort knæk, som jeg aldrig har forvundet – nu kalder jeg det sund skepsis. Det var i øvrigt en god plads, og der var den store fordel at tre af mine søskende, Tove, Else og Ole boede i og omkring Århus, så vi ofte så hinanden.

Min næste plads (1966) var på Frøvadsholm, et lærlingehjem i Hornbæk ved Randers. Det var skam en god plads, men der var kun fire beboere, da institutionen var under afvikling. Det største arbejde var næsten at få det til at se ud, som om vi lavede noget.

Den 4. februar 1967 blev jeg gift med Henry Thommasen fra Dalbyover. Jeg havde mødt ham tre år tidligere ved et bal på Havndal Kro. Jeg var kun 20 år, men Far havde stor tillid til Henry – for han var landmand. Vi flyttede ind i en lejlighed hos købmanden i Dalbyover. Efter vores indtjening, var den meget dyr. Vi skulle betale 225 kr. om måneden samt lys og varme.

To år senere købte vi et nedlagt landbrug lidt udenfor Dalbyover. Prisen var 32.000 kr. Jeg blev hjemmegående for at passe vores søn, der på det tidspunkt var to år. Senere, da en nabo fik behov for at få sit barn passet, oprettede vi en tid en dagpleje.

Den vognmand Henry kørte for blev syg og måtte lukke sin forretning. Inden da skaffede han Henry et nyt arbejde som chauffør på Randers Kulkompagni. Det blev hans arbejdsplads de næste 35 år.

Vi syntes, vi boede lidt for langt ude, så vi besluttede at flytte til Jennumparken i Randers. Det var et lidt barskt kvarter, så da børnene skulle til at gå i skole, besluttede vi at flytte tilbage til Dalbyover.

Min svigerfar var syg, så han havde brug for Henrys hjælp på ejendommen. Det var grunden til at vi i 1974 fik dispensation til at bygge et hus på den grund, vi havde valgt, selv om den lå i landzone. Vi skulle jo bo tæt på min svigerfars ejendom. Byggegrunden, der var på 961 m2, kostede 25.000 kr., og huset, der var på 120 m2, kostede kun 172.000 kr.. Vi lavede en stor del af arbejdet selv, men havde en dog murer til at skalmure og støbe gulve og en elektriker til at tage sig af elarbejdet. Efterhånden som familien voksede og vi fik brug for mere plads, blev det nødvendigt at foretage et par ud- og ombygninger – men vi bor stadig i det samme hus.

I 1981 syntes jeg, at jeg havde brug for at se andre end børnene. Jeg søgte og fik ansættelse i køkkenet på plejehjemmet i Øster Tørslev i 30 timer om ugen. Jeg var gerne hjemme, når børnene kom fra skole kl.14.00. Det var min arbejdsplads i 12 år, indtil jeg en dag i 1992 pludselig blev uarbejdsdygtig på grund af leddegigt. Efter 120 dages sygefravær blev jeg afskediget og umiddelbart derefter pensioneret.

Vi har altid nydt at køre rundt i vores eget smukke land og en enkelt gang i Sverige. Derfor har vi aldrig haft brug for et pas. Det fik vi først sidste år, da vi var på en tur til Tønder. Vi ville gerne prøve at handle ind syd for grænsen.
Nu går vi og overvejer, om vi skal tage med på en bustur til Østrig, nærmest for at se, om det at rejse i udlandet er så vidunderligt, som folk påstår, men lad os nu se – man ska’ it’ forjaw sæ!

Min far, Hans Lindskov, var mælkekusk. Han kendte mange mennesker på egnen, så da Harry Jensens karl rejste i utide sidst på sommeren 1935, har han vel spurgt Far om, hvor han kunne finde en ny karl. Det var grunden til, at jeg som 11-årig kom ud at tjene i to måneder i sensommeren 1935.

Den følgende sommer tjente jeg på Thorshede hos Marius Hjort. Lønnen var 65 kr. Jeg cyklede til skole i Grove og senere, da jeg begyndte at gå til konfirmationsforberedelse en gang om ugen, cyklede jeg til Hem.
Jeg var meget stolt, da jeg kom hjem til Mor og Far med min første løn. Den var dog skrumpet lidt. Jeg havde brugt to kr. på den årlige skole-udflugt.

I foråret 1937 blev jeg konfirmeret. Det var dyrt, men jeg var heldig. Hos Marius Hjorts nabo tjente en dreng, der lige var blevet konfirmeret. Jeg købte hans jakkesæt for 20 kr., så efter en tur til Hadsund, hvor jeg fik et par nye sko, var jeg klar til at blive konfirmeret i Hem Kirke foråret 1937.

Pastor Nørgård overhørte alle konfirmander på en gang. I var heldige, sagde min far, da vi kom hjem. Det skyldtes, at en af konfirmanderne fra Skrødstrup var fra et missions hjem. Han kendte bibelen ud og ind og kunne svare på alt. Da Pastor Nørgaard bad ham tie stille, blev der lidt længere mellem svarene.

På grund af Fars arbejde som mælkekusk, var der mange, der gav telegrammer med penge i. Fem kr. var den almindelige takst. Enkelte gav to kr., men sagde så nej tak, da de blev bedt til kaffebord en af de følgende aftener.
Jeg købte en cykel for 100 kr. for nogle af mine konfirmationspenge.

På mindre gårde var det almindeligt, at man fæstede en karl for hele året og som ekstra hjælp ansatte en dreng om sommeren. Efter konfirmationen fik jeg fik plads som dreng hos Anton Olsen i Kastbjerg. Vi var to karle og en pige på gården. Lønnen for sommeren var på 225 kr. I Grove Skole havde man kun gymnastik et par gange om sommeren, så jeg vil ikke betegne mig som elitegymnast, da jeg om vinteren meldte mig til gymnastik i Kastbjerg Forsamlingshus. Lederen – en kontrolassistent – var heller ikke imponeret. Han bad karlen træne lidt med mig i fritiden. I skal it gyr jer nowen ulejlighed, sagde jeg. A ka’ hold! – Og det gjorde jeg.

Året efter flyttede jeg lidt længere hen i byen til Jens P. Olsen. Der var lønnen for hele året 425 kr. Jeg fik mavesår og kom i behandling hos Mathis Fuglsang Damgaard, der var læge i Havndal. Han ordinerede Bella Donna pulver. Det hjalp ikke, så til sidst blev jeg indlagt hos nonnerne på Skt. Josephs Hospital i Randers. Deres pleje og skånekost hjalp godt, så jeg blev hjemsendt efter 14 dage. Jeg gik hjemme hele den vinter. For at tjene lidt til føden, begyndte jeg at arbejde i Semskoven, hvor jeg fældede og plantede træer. Min farbror, Jens Lindskov, spurgte undrende min Farfar, hvorfor jeg gik hjemme.

De æ naad mæ mawen, sagde bedstefar. Han ska ha skaanekost.
De ka Else da law, sagde farbror Jens.

Og det kunne hun, så jeg fik plads hos Farbror Jens og Faster Else. Hun var en bestemt dame, så der var mange, der ikke brød sig om at tjene der, men jeg var glad for det. Hver morgen gik jeg i stalden og røgtede hestene, mens Farbror Jens og Else passede køerne. Efter morgenmaden gik vi i marken. Farbror Jens var en mand af få ord, så det var ikke hver dag, vi talte med hinanden, men jeg vidste jo, hvad jeg skulle lave – så hvad var der at snakke om.
Da jeg en dag fortalte Faster Else, at jeg ville være militærnægter, udbrød hun bestyrtet. Nej! Nej! Nej! Så æ’d jo ingen piger, der wæl ha dæ.

De næste to år arbejdede jeg som anden karl hos Fløche Jensen på Edderup Skovgård. Lønnen var nu steget til 900 kr. for hele året.
Han var en venlig men bestemt mand, der havde styr på tingene. Vi var mange ansatte: fire karle, en daglejer, to arbejdsmænd i skoven, to piger og en bittepig, der nærmest var barnepige. Fløche Jensen var altid i en slags militæruniform med spidsbukser, når han om morgenen mødte op i stalden, eller når han kom ridende ud i marken for at sætte os i gang med det daglige arbejde.
Det andet år jeg var der, spurgte han pludselig, om jeg ikke kunne tænke mig at være forkarl.

Nej, sagde jeg. A ka it set så manne folk i gong.
Det ved du jo godt, jeg gør!
Men jeg skal bruge en til at passe hestene!

Så turde jeg godt, for arbejdet med hestene kendte jeg hjemme fra. Pludselig steg jeg i graderne, for pladsen som forkarl på Edderup Skovgaard var meget eftertragtet og lønnen god. Min løn steg fra 900 kr. til 1.750 kr.
Der var nok at se til, når der skulle fodres, strigles, strøs halm og muges ud hos hingsten, de fire spand heste og plagene. De mange roer skulle vaskes i vaskemaskinen og halmen skulle snittes til hakkelse. Fløche Jensen ville ikke have, at hestene blev fodret af før efter kl. 21, så jeg var meget bundet i stalden det år.
Jeg kunne ikke danse, men ville gerne gå til aftenskolen i Grove Skole. De andre karle ville gerne ud at more sig lørdag aften og sov derfor længe søndag morgen, så vi lavede en aftale, alle var glade for. De klarede hestene, når jeg gik i aftenskole, og jeg klarede alene hele arbejdet i stalden søndag morgen, så de kunne sove ud.
Til daglig passede jeg hingsten, og det spand jeg kørte i marken med, mens de andre karle passede deres eget spand heste. Klokken 7.00 skulle vi være færdige i stalden og have spist morgenmad, for da kom Fløche Jensen ned i stalden og satte os i gang med arbejdet.
Hver morgen skulle jeg kalde på de andre karle. Jeg har åbenbart ikke været skrap nok, for snart skulle der kaldes både to og tre gange. Det varede indtil den morgen Fløche Jensen kom ned i stalden og spurgte: Vil de ikke op? De er i alle tilfælde ikke kommet. Han drejede rundt på hælen og aflagde et lille besøg i karleværelset. Efter den tid mødte alle til tiden.

Flere landmænd i Grove bl.a. Chren Møller, Farbror Jens og min far var interesseret i de tanker om biodynamisk landbrug, der førtes frem af bevægelsen, Jord, Arbejde, Kapital kaldet JAK. Den byggede på filosoffen Rudolf Steiners teorier.

I sommeren 1944 så jeg et opslag i JAK- bladet om en plads på Oldhøjgaard, på Sjælland. Ejeren, Peder Madsen, skrev tilbage, at han troede, det lige var en plads for mig – sidst i brevet nævnte han, at kosten var vegetarisk. Jeg anede ikke, hvad det betød, men da Mor havde forklaret det for mig, sagde jeg: Ka di løw o’ed, ka’ a osse!
Mor ville gerne på grund af krigen have mig til at vente et år, men jeg ville af sted. Sidste dag i oktober, tog jeg med Grønnings rutebil fra skolebakken i Grove og kørte mod Randers, hvor jeg overnattede på Missionshotellet. Jeg skulle jo nå morgentoget mod Sjælland næste dag.

Det skulle vise sig, at rejsen kom til at tage næsten tre dage. Da jeg næste morgen stod på perronen og ventede på toget, blev det meddelt over højtaleren, at passagerer til Sjælland først ville blive sejlet over Storebælt den følgende dag. Englænderne havde om natten udlagt miner i bæltet. De skulle fjernes, inden færgen måtte sejle. Jeg valgte sammen med mange andre at fortsætte rejsen over Fyn mod Sjælland. De fleste stod af i Odense for at finde hotelværelse. Der var for få, så de fleste måtte tilbringe natten sovende på hovedbanegårdens bænke. Vi, der fortsatte til Nyborg, sov lidt bedre. Vi blev indkvarteret i private hjem. Om middagen den tredje dag ankom jeg til Oldhøjgaard, hvor jeg lærte utroligt meget. Jeg fik et helt nyt livsgrundlag. Jeg blev bl.a. vegetar, og i de følgende 18 år spiste jeg ikke kød.

Min næste plads var på Rudbjerggaard, JAK’s forsøgsgård. Jeg skulle tage mig af landbruget og en fodermester af arbejdet i stalden, så lederen, konsulent Elstrup Rasmussen, kunne få mere tid til at rejse rundt og vejlede de landmænd, der var interesserede i biodynamisk landbrug. Forholdene var nu ikke helt, som man havde lovet mig, bl.a. var maden ikke udelukkende vegetarisk, så da jeg ind under jul fik besked om, at jeg den næste dag skulle hjælpe til med at slagte julegrisen, sagde jeg stop.
Jeg blev truet med, at jeg ikke ville få min løn udbetalt, men jeg ville ikke bøje mig. Jeg følte, at mit helbred var meget bedre, når jeg levede som vegetar.

I et halvt år var jeg på en gård ved Dronning Mølle, hvor der ud over et lille landbrug var 25 tdl. med frugttræer. Selv om jeg om aftenen kunne gå tur og se, når Cirkus Benneweis elefanter badede i Øresund, var det lidt trist at sidde mutters alene og spise i folkestuen. Peder Madsen foreslog, at jeg skulle rejse til en gård Lunde i Vestjylland, hvor en familie ville lægge om til biodynamisk landbrug. Det viste sig, at familien var uenig, så jeg rejste igen. Også i den næste plads rejste jeg i utide, da vi ikke kunne blive enige om lønnen. Da oplevede jeg for første gang i mit liv at stå uden arbejde.

Da jeg kom hjem til Grove foreslog Johannes Christensens søn, Karl, at jeg skulle tage med ham til Folkemarked i Randers den 2. november. Når unge karle og piger, der ikke havde fundet en ny plads inden skiftedag gik rundt i byen, kunne de være heldige at møde landmænd, der ikke havde fået ansat karle eller piger i tide. Vi blev som ventet kontaktet af en mand, der spurgte om vi søgte plads. Da vi svarede ja, inviterede han os på en kop kaffe, så vi kunne snakke om tingene. Sådan gik det til, at jeg kom til at arbejde et år på gården, Mellemmølle ved Lime, inden jeg vinteren 1948-49 tog på Husmandsskolen i Høng. Det var som at komme hjem, da jeg igen i 1½ år fik arbejde hos Peder Madsen på Oldhøjgård. Denne gang blev jeg ansat som fodermester.

Da stillingen som bestyrer på forsøgsgården Rudbjerggaard blev ledig, syntes Peder Madsen, jeg skulle søge den. Jeg havde stillingen i to år, indtil jeg på grund af intriger i bestyrelsen rejste hjem til Grove med de 20.000 kr., jeg havde opsparet, og købte Dalsgaard af Jens Møller.
Et par år efter byttede jeg ejendom med min bror, Ove. Han ville gerne have lidt mere at rive i, og jeg lidt mindre, så pludselig sad jeg som ejer af et af de 13 husmandsbrug, der var udstykket fra enkesædet under Rosenholm Gods på Djursland.

Jorden var leret og meget vanskelig at bearbejde, og stald- og beboelseshuset var utidssvarende, men det blev alligevel i Bale livet fik et helt andet indhold for mig, ungkarlen Hans Lindskov – Eli flyttede ind på ejendommen.
Hun var meget interesseret i landbrug og passede dyrene og bedriften, i en periode, hvor jeg arbejdede som jord- og betonarbejder, da man udvidede Århus Universitet.

Eli havde i flere år levet i et barnløst ægteskab, og jeg havde i min ungdom haft fåresyge, så tanken om at blive forældre end ikke strejfede os. Men . . .! En dag jeg var på arbejde, kom en nabo på besøg. Eli gik i stalden og fodrede dyrene. Da han så hende slæbe rundt på de tunge spande, tilbød han sin hjælp med ordene: De æ da vist for hårdt for dæ!

Eli var blevet lidt kraftig, men vi havde ikke tænkt på, at hun kunne være i lykkelige omstændigheder – vi troede, det var den sunde kost. Efter et besøg hos lægen, blev hun ringet op. Sidder du ned, sagde han, inden han gav besked om, at hun var gravid i sjette måned. Nu blev der travlhed i Bale. Vi ville ikke lade et barn vokse op i det stuehus, så mens Eli blev indlagt for at føde, fik jeg solgt ejendommen. Kort tid efter flyttede vi med de 20 jerseykøer op til den ejendom i Nørre Onsild, der skulle blive vort hjem de næste 17 år.

Anden gang, Eli overraskede mig, var, da hun meddelte, at hun ikke længere ønskede at være vegetar. Jeg havde to muligheder: En skilsmisse eller Eli og maden, som vor mor lavede den. Jeg valgte Eli og maden.

Jeg begyndte at arbejde som husbondafløser. Det fortsatte jeg med, indtil jeg i 1983 fik konstateret leddegigt. Da Eli heller ikke var rask, solgte vi ejendommen og købte et hus i Sønder Onsild. Efter Elis død i 2001 blev jeg et par år boende alene i huset, indtil min søn og svigerdatter foreslog, at jeg skulle flytte ned til Lind ved Herning, hvor de boede. Sådan blev det. Et halvt år efter boede jeg i Lind – tæt ved den søn, jeg aldrig havde regnet med at få, og hans dejlige familie.

Om vinteren gik sturklasse i Grove i skole mandag, onsdag, torsdag og lørdag. Tirsdag og fredag kunne vi hjælpe til hjemme.

Det år vi skulle konfirmeres, gik vi til konfirmationsforberedelse i Hem Præstegård hos pastor Nørgaard to gange om ugen – tirsdag og fredag.
Nogle af de tidligere års konfirmander klagede over, at drengene fra Skrødstrup mobbede. På mit hold var der kun to drenge – den anden dreng var fra Hem. Vi havde ingen problemer udover sne og kulde. Det var bidende koldt det år. Selv de, der havde cykler, måtte som regel gå til Hem. Man var endnu ikke begyndt at rydde vejene så systematisk for sne, som man gør nu.

Vi blev konfirmeret en søndag i marts 1951. På selve konfirmationsdagen var kun familien inviteret. Det havde sneet så voldsomt, at vejen op mod Grove var lukket af snedriver. Mine bedsteforældre, der boede ved Å Mølle kom kørende i Emils Taxa fra Assens. Vi måtte hente dem nede ved Korsvejen, hvor Kastbjergvejen og Semvejen mødes. Emil turde ikke køre længere.
Der var jo mange, der kendte far, fordi han var mælkekusk. De der havde sendt et telegram med penge, blev inviteret til en kop kaffe en af de følgende aftener.

Da jeg var ti år, kom min storebror, Jens, ud at tjene. Mor havde nok at se til inde. Vi var jo stadig mange børn. Far havde fået sine hænder ødelagt af de forfrysninger, han havde pådraget sig i en af de hårde krigsvintre, så han kunne ikke malke. Det var grunden til, at det nu var min tur til at stå op kl. 5.00 om morgenen, for sammen med Far at fodre dyrene og malke de fem køer. Vi skulle være færdige, inden han kørte ud på mælketuren kl. 6.00. Når jeg efter morgenmaden gik i skole, var jeg måske ikke altid helt så velforberedt, som lærer Bach kunne ønske sig. Når vi kom hjem fra skole, skulle vi hjælpe til i marken, og om aftenen skulle dyrene igen fodres, og køerne malkes, inden vi spiste. Måske var det ikke så underligt, at vi en gang imellem glemte lektierne.

Selv om man ikke var overtroisk, tog man hensyn til de gamle – det skadede jo ikke. Jeg oplevede det, da jeg efter min konfirmation fik plads på Holmgården, hvor også min bror, Åge, arbejdede. Jeg skulle møde mandag morgen. Det var den gamle Ane lidt utryg ved, for var man overtroisk, troede man, at den, der startede på et nyt arbejde en mandag morgen, ikke blev i pladsen. For at berolige Ane fulgte jeg med Åge ned til Holmgården allerede søndag aften for at sove i mit nye værelse om natten – så var alle glade. Det værelse, vi boede i, lå ude ved siden af hestestalden. Nok var der halm i sengene, men både lønnen og pladsen var god – jeg fik 1.000 kr. for de syv sommermåneder.

Da jeg kom til at tjene hos Aksel Pedersen i Sem, lærte jeg at håndtere urolige heste. Min fars heste var meget rolige, men Aksels heste blev nervøse, bare et blad eller et stykke papir fløj med vinden.

Året efter flyttede jeg de få hundrede meter hen ad vejen til Niels Jørgen Svendsen i Annexgården. Der blev jeg, til jeg i 1953/54 fik arbejde hos Breinholdt i Kastbjerg.
Det var et lidt gammeldags landbrug på 56 tdl. I dag kan det synes mærkeligt, at en gård af den størrelse kunne brødføde en familie, to karle og en fodermester – men måske fortæller det bare noget om den tids lønninger på landet. Breinholdt ville ikke have traktor. Han holdt sig til heste. Det var belgiere – store, kraftige dyr, der aldrig gav op. Sad vognen fast i marken, blev de ved med at trække, til den var fri, eller hammelen og seletøjet sprang. På nogle gårde brugte man stangmiler. Det var ikke rart for hestene. Det brugte vi ikke hos os – så hellere lidt ødelagt grej.

Flere af mine brødre har tjent som karle på Sjælland. Hans og Jens havde bl.a. plads på Rødbjerggård ved Holbæk. Gården blev drevet som et økologisk brug. Man anvendte kun et minimum af gødning – staldgødning og kompost – og man sprøjtede ikke afgrøderne. Det var ellers ved at blive almindeligt i andre landbrug. Jeg fik plads på Rødbjerggård, hvor Hans i mellemtiden var blevet forpagter. Da han købte Jens Møllers gård i Grove, inden forpagtertiden var udløbet, blev det mig, der i de sidste tre måneder, passede arbejdet på gården.
Senere fik jeg i halvandet år plads på en gård nær Horneby. Det var et dejligt, livligt sted kun to km til Hornbæk Strand, hvor vi altid kunne få et friskt havbad efter en varm høstdag.

I 1956 søgte jeg ind til postvæsenet, hvor min bror, Åge, allerede arbejdede. Jeg kom op til en prøve i dansk og regning og fik beskeden: Du kan begynde på Vesterbros Postkontor på mandag! Det kunne nu ikke lade sig gøre. Jeg havde ikke mine ejendele med, og jeg havde ingen steder at bo. Men den følgende onsdag startede min karriere i postvæsenet som brevbærer.
Vi mødte på arbejdet kl. 6.00 om morgenen for at sortere posten. I begyndelsen, mens jeg endnu ikke kendte ruten, var det ud over sortering af breve og tryksager nødvendigt at skrive navn og adresse på de ca. 80 aviser, jeg skulle dele ud, så de kom de rigtige steder hen. Det var noget af et arbejde.

Postvæsenet gav en meget bedre service den gang. Vi måtte ud og løbe på trapper fire gange om dagen kl. 7,00, kl. 9.30, kl. 12.00 og den sidste tur kl. 16, hvor vi også skulle omdele eftermiddagsaviserne – Information og AftenBerlingeren. Det blev til mange trappetrin på en dag.

Jeg var stadig ungkarl, så i weekenden besøgte jeg undertiden min bror, Tage, der arbejdede på en gård i Odsherred nær Nykøbing Sjælland. Jeg hjalp til på gården og fik til gengæld kost og logi. Det var på de ture til Odsherred, jeg lærte min kone, Ulla, at kende. Da vi blev gift i 1962, flyttede vi ind i en lejlighed på Vesterbro.

I de glade 60’ere fik alle flere penge mellem hænderne. Da vi fik råd til en bedre bolig, besluttede vi at flytte til Ballerup, hvor man var begyndt at bygge 1900 lejligheder i Hede- og Magleparken. Alle lejlighederne blev lejet ud på to dage. Vi kom for sent til at få en af de eftertragtede lejligheder på 1. sal. I stedet fik vi en af de dejlige, lyse lejligheder på tredje sal.

Det er et hårdt arbejde at være brevombærer, så i 1970 søgte jeg og fik et andet arbejde indenfor postvæsenet. Jeg skulle fremover køre ud med postpakker.

I 1976 var tiderne blevet så meget bedre, at vi fik råd til at flytte ud i et rækkehus i Albertslund. Onde tunger påstår, at børn har svært ved at finde hjem, når de har været i skole. Det har vi voksne såmænd også, men der er kort afstand til grønne områder, så vi er stadig meget glade for at bo her.

I 1992 skulle der rationaliseres i Post Danmark. Effektivitet og spareiver var nøgleordene. Man skulle afskedige personale – spare- og prikrunder – kaldte man det. Det var for mange en tragisk affære. For mig, der i flere år havde døjet med den slidgigt i knæ og ryg, jeg havde pådraget mig ved al den løben på trapper, var det et stort held. Jeg fik bevilget pension.

Pludselig fik jeg chancen for at lære lidt mere, end det vi havde haft mulighed for at lære i Grove Skole. Jeg meldte mig på VUC i Albertslund, hvor jeg tog 9. og 10. klasses afgangsprøve. Senere blev det til kurser i engelsk, tysk og EDB.
Når jeg går min daglige motionstur rundt i de smukke, grønne områder her i Albertslund, kan jeg godt undre mig over, hvor meget verden har forandret sig, siden jeg som tiårig skulle op kl. fem for at hjælpe min far med morgenmalkningen.

Da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke i 1978, gik min mor og døjede med ryggen, derfor blev festen mod sædvane afholdt på restaurant Tagterrassen i Mariager. Det er ikke så meget, jeg husker fra selve dagen, men det var jo dejligt at blive fejret, spise fint og høre Morfars tale:

Blyw woksen . . . . Åltier arbed’ til dem, der wæl ha’ed arbed’ . . .

Det var ord alle kendte. Men pludselig sagde han:

Do ska vår dæ for men, der hwisker – å damer, der råver høwt!

Det brændte sig ind. Jeg køber aldrig af en sælger, der ikke kan tale højt og stolt om sine varer, og hvor tit har vi ikke sunget med Johannes V. Jensen:

Og milde kvinder, hvor har de magt.

I 1981 forlod jeg Havndal Skole efter at have taget afgangsprøven efter 10. klasse.

Min første plads var hos Lars Andersen i Hem som andenkarl. Det var en rar plads. Jeg kom ud og opdagede verden. Lars respekterede mig for det, jeg var, og gav mig det ansvar for driften, jeg var i stand til at påtage mig på det tidspunkt. Den slags styrker selvtilliden. Jeg hjalp smeden med at reparere maskiner og redskaber. Det har jeg siden haft stor gavn af. Vi kom med til mejerimøder, markvandringer og besøg på gårde med løsdriftsstalde – og endelig tog jeg kørekort. Jeg oplevede meget, så jeg var kun hjemme om fredagen med mit vasketøj.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være landmand, så jeg måtte uddanne mig. Jeg ville gerne på landbrugsskole i Viborg. Det kunne ikke lade sig gøre, så jeg begyndte på Borris Landbrugsskole i 1982. Borris var møj lont hen. Jeg tog bussen mod Randers søndag aften kl. 17.30. Jeg skulle skifte i Randers og ankom først til Borris kl. 23.30. Så var der kun tilbage at gå de tre km ud til landbrugsskolen med en af bagerens fem kroners automatbasser i hånden.
Vi blev undervist i almindelige skolefag, udarbejdede foderplaner og lærte at beregne gødningsbehov. Det mest spændende var måske turene ud til de moderne landbrug f.eks. gårde, der var gået over fra bindestalde til løsdriftsstalde – Vardestalde – de findes stadig.

Da jeg kom hjem fra skolen marts 1983 fik jeg plads hos brødrene Mogensen. Jeg endte med at være enekarl i otte måneder, så jeg havde god til at afprøve alt det, jeg havde lært på skolen, i praksis. De 75 køer og de 75 ungkreaturer (opdræt) skulle passes i den nystartede løsdriftsstald og den tilhørende motionsfold, og endelig var der de mange tyrekalve, der skulle opfedes.

I min næste plads hos Ernst Hauer Laursen i Nørre Onsild blev forholdene endnu større. Der var 110 køer og 110 opdræt. Jeg lærte stadig nyt. Vi havde en gastæt tårnsilo, hvor der kunne være et helt års forbrug af foder til 110 køer. Foderet blev blæst fra siloen over i en foderblander, så var det bare at køre frem med traktoren og hælde foder i krybben. Det var nemt, men noget anderledes end det, jeg havde oplevet som barn hjemme i Grove.

Konkurrencen var hård, ville jeg være landmand – og det ville jeg, så måtte jeg sørge for at få en solid uddannelse. Jeg meldte mig til Dansk Landbo Ungdoms kurser i Hobro. I to – tre år gik jeg om vinteren på kurser i pasning af kvæg og svejsning. Om sommeren tog jeg sprøjtebevis og blev undervist i planteavl.
I oktober 1984 fik jeg plads hos Torben Hauer Andersen i Døstrup, hvor jeg kom til at bo i et dejligt værelse med eget bad. Det blev en af mit livs store oplevelser. Ser man på gårdens størrelse, kunne man kalde det et tilbageskridt, men det blev i den plads, jeg lærte stort set alt det, jeg kan i dag.

Torben var en meget dygtig landmand, lidt af en opfinder og ejer af en af Hobroegnens højstydende besætninger, men det vigtigste for mig var, at han turde give mig det fulde ansvar for arbejdet. Da jeg havde været der et år, tog familien for første gang på ferie – en tur til Gardasøen – mens jeg passede det derhjemme.
I samarbejde med Herborg Roeskærerfabrik udviklede Torben en computerstyret roevasker, der var så effektiv, at man kunne fodre køerne med 70 kg roer mod de sædvanlige 35 kg, uden køerne fik roe- eller jordforgiftning. Den blev koblet sammen med det eksisterende computerstyrede kraftfoderanlæg. Det gav højere ydelse, bedre foderudnyttelse og lettere håndtering af roerne.

1986 blev næsten et skæbneår for mig. I forbindelse med en influenza fik jeg konstateret sukkersyge og stillet i udsigt, at min drøm om at blive landmand aldrig ville gå i opfyldelse – men det var også det år, jeg kom på Asmild Kloster Landbrugsskole, hvor jeg tog Det grønne Bevis.

I et halvt år (1987) havde jeg en fodermesterplads i Nørager, inden jeg igen flyttede tilbage til Torben i Døstrup. Der blev jeg, til jeg to år senere rejste til Hobro og fik arbejde på Faltec Porte. Det var i den periode, jeg levede ungkarlelivet – men det var min uddannelse, vi kom fra.
Trods det muntre liv, huede det mig ikke at bo i byen og gå på arbejde fra kl. 8.00 – 16.00 for at lave aluminiumsporte. Jeg slappede af ved at tage til Døstrup og hjælpe Torben på gården i fritiden.

I 1992 begyndte jeg, når der var tid, at arbejde som landbrugsvikar, mens jeg så småt – tilskyndet af Torben – begyndte at se på gårde. I foråret 1993, hvor der ikke var så meget arbejde, fik jeg orlov fra Faltec, mens jeg tog Driftslederuddannelsen på Vejlby Landbrugsskole. Det var spændende at lære om ledelse, samarbejde, organisation, virksomhedsøkonomi, landbrugsjura og nationaløkonomi. Det var tungt stof, så her sluttede ungkarlelivet. Samme efterår rejste jeg sammen med en kammerat i egen bil rundt i USA – en fem ugers tur gennem 20 stater fra øst til vest.

Jeg var stadig på udkig efter en gård med løsdriftsstald, men der var stor konkurrence. bl.a. måtte jeg engang give op, fordi jeg ikke kunne hamle op med en hollænder, der kunne præstere en udbetaling på to millioner kr. kontant.
Der var ikke økonomi i at overtage mit fødehjem i Grove. Jorden var for dårlig. Der var ingen udvidelsesmuligheder, og det var nødvendigt. Men til sidst lykkedes det. Den 1. oktober 1994 købte jeg ejendommen i Møgelholt ved Als. Den var, da jeg købte den på 36 ha. – jorden fra fire husmandsbrug. I 1994 købte jeg yderligere 19 ha og indgik en aftale med en nabo om forpagtning af hans ejendom på 10 ha. Efter en ombygning i 1996 var der plads til 75 – 80 køer i løsdriftsstalden. Jeg faldt godt til i Møgelholt, og jeg kom hurtigt med i den lokale erfa-gruppe. På møderne udveksler vi erfaringer eller har lærerige diskussioner på baggrund af de indkaldte specialisters oplæg. Det har også været spændende at være med i det lokale vandværks bestyrelse, hvor vi har formået at nedsætte prisen pr. m3 vand ved at renovere ledningsnettet. I 1997 blev jeg formand for vandværket.

Da jeg i 1995 gik til folkedans i Ommersysselhallen, lærte jeg Lene at kende. Hun var sygeplejerske og stammede oprindelig fra Assens. Det blev ikke ved dansen. Lene flyttede ind på gården og i 1996 blev vi gift – pinsebryllup med familie, venner og naboer, for vi vil gerne bevare landbokulturen. Siden er antallet af beboere på gården øget med fem dejlige unger – alle med gamle danske navne: Jens-Christian, Eline-Marie, Jens-Peter, Jens-Michael og Signe-Marie.

For at bevare levestandarden, måtte vi have flere køer, og da også arealkravene til dyrehold blev øget, måtte vi skaffe os mere jord. I 1995 fik vi mulighed for at købe fire ha. af en nabo og i 1998, hvor alle eksperterne spåede prisfald på alle landbrugsprodukter de næste 10 år, købte vi yderligere en ejendom på 12 hektar. I 2001 blev der brug for regnemaskinen. Sammen med en nabo købte vi en ejendom på 46 ha. – jorden og maskinerne delte vi mellem os. Jeg kunne også have købt en ejendom på 12 ha, men det måtte vente til 2002.

I dag – 2005 – er ejendommens areal på 110 ha. jord samt 20 ha. lejet eng- og agerjord, og efter en tilbygning på 1.000 m2 og en ombygning af stalden i 2003 er der nu plads til 150 køer og opdræt. Man kan godt blive lidt svimmel, når man tænker på, at for kun 50 år siden, var der arbejde og udkomme til 12-13 husmandsfamilier på det areal, jeg og min familie – med hjælp af en enkelt karl – nu lever af.

I 1999 tog vi på en længe ønsket ferie – 12 dages bryllupsrejse til Florida. Efter mellemlanding i London var vi på en 10 dage guidet bustur fra Miami til Key West, til Vestkystens brede strande, tre dage i Disneyland og til sidst Kennedy Space Center.

Med fem børn i huset fra otte mdr. til otte år og en voksen pige, der lige er flyttet på kollegium, er vi ikke plaget af tosomhed eller kedsomhed. Vi nyder, når legekammerater eller familie kommer på besøg. Næsten hver dag er der et par børn ekstra ved bordet, og da Lene er sygeplejerske, hænder det, at en nabo eller hans familie skal lappes, når sav eller hammer har været for tæt på. Fritiden går med bestyrelsesarbejdet i Møgelholt Vandværk og udlejningen af det lokale forsamlingshus, og Lene er med i Als Børnehaves bestyrelse.

Ska’ a beskryw mæ sjel, æ a nok møj tolle o en moderne landmand å vær!