Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Bent Bjerre Bach

  • Men de tror mig ikke?

    Hvor tit har jeg ikke hørt ordene udtalt med dyb undren i køkkenet hos min gode ven Kai Christensen, når vi sidder om køkkenbordet og nyder godt af hans store gæstfrihed og lytter til historierne fra dengang – for længe siden.
    Kært barn har mange navne. Blandt venner kaldes Kai, Aguas, fordi han i sin ungdom var en vellidt fodboldspiller på Hornslets førstehold – eller Swot Kai på grund af det sorte, lokkede hår, der kunne give en den tanke, at han måske blandt sine aner tæller en af de spanske soldater, der under Napoleonskrigene havde deres gang på Ebeltoft egnen. I så fald har han ikke arvet temperamentet, for Kai er en solid og rolig bondedreng fra Holme.

    Hans forældre, Ella og Laurids Christensen arbejdede på Skjærsø. Ella malkede køer – om sommeren tre gange om dagen. Laurids arbejdede som daglejer. Lønnen var beskeden: 18 kr. om ugen, fri mælk og kartofler samt logi i et af godsets gamle, dårligt isolerede arbejderhuse.
    Fagforeningerne forsøgte at få landarbejdere til at organisere sig. En aften havde en fagforeningsmand indbudt til møde i Skjærsø skov. Flere arbejdere mødte op for at høre om deres rettigheder. Pludselig stod forvalteren på pladsen. En af de ansatte havde for at mele sin egen kage fortalt ham om mødet. Folk skuttede sig utilpasse. Værre blev det, da forvalteren roligt meddelte, at han selvfølgelig ikke kunne forbyde dem at melde sig i fagforening, ” men – – i så fald har vi ingen brug for jer på Skjærsø”. Mødet opløstes. Ingen havde råd til at løbe den risiko.
    Da Kai blev født den 21. juli 1936, var familien flyttet til Holme i Smedens Hus, et lille, stråtækt bindingsværkshus af den slags folk i dag finder idylliske. Huset var såmænd ikke dårligere end andre huse. Det stod direkte på jorden. Vinduerne var utætte. Gardinerne blafrede, når det blæste. Lergulvet var isnende koldt. Undertiden fik børnene forfrysninger i fødderne om vinteren, så fyrede mor op i gruekedelen, hvorefter alle fire unger blev placeret på kanten for at få fødderne varmet godt igennem i det lune vand.
    De sov alle fire i en stor karlekammerseng. Kaj og hans to brødre lå i hovedenden og lillesøsteren på tværs i fodenden. Undertiden fik de selskab af små mus, der i deres søgen efter føde balancerede rundt på hovedgærdet – det vender man sig til.
    I 1930erne lignede Holme alle andre landsbyer i Danmark. Gennem byen løb den lille grusvej, der først i midten af 1940erne blev asfalteret. Trafikken var minimal. Der var ikke meget at se i gadespejlene, hvis man havde et – en enkelt cyklist eller hestevogn. Til gengæld var den en yndet legeplads for ungerne, der spillede kegler og fodbold, hvis de da ikke var så heldige at blive inviteret på en køretur i den flotte, grønne sæbekassebil med pedaler, smedens sønner havde lavet.

    Familien
    Kaj så højst sin fars forældre, der boede i Hinnerup, et par gange om året. De forskellige rutebiler tog ikke hensyn til andre selskabers køreplaner, derfor varede rejsen til Hinnerup seks timer, og en overnatning var nødvendig.
    Fra Skjærsø station rejste man med Ebeltoftbanen, der var en privatbane, til Trustrup, hvor man måtte vente, til en af DSB’s røde togvogne rullede frem til perronen og førte en videre til Ryomgaard. Her var der god tid til, inden rejsen gik videre mod Aarhus, at styrke sig med et par kopper kaffe og fire sodavand.
    Og hvad kunne tre landsbydrenge dog ikke opleve på Århus Hovedbanegård. Undertiden var de så heldige, at en voksen spenderede en 10 øre, så de kunne se de små tog suse rundt på modelbanen i ankomsthallen, inden de nød bylivet fra stationstrappen.
    Den sidste del af rejsen fra Aarhus til Hinnerup voldte sjældent problemer, bortset fra den gang Laurids meddelte drengene: “Næste gang toget stopper, skal vi af”. Han havde glemt trindbrættet i Søften – her stod Jørgen af.
    På Hinnerup station blev der stor opstandelse. Jørgen manglede. Men drenge fra Holme finder altid råd. Der blev stor gensynsglæde, da man til alles store lettelse så en  forpustet og svedende dreng komme asende langs skinnerne.
    Belønningen for alle trængslerne var historien om, hvordan farfar havde tilbragt sin tid på skolebænken i Farsø som sidekammerat til en af Danmarks Nobelpristagere, Johannes V. Jensen.

    Kais morforældre boede i Holme. Fra det højeste punkt på deres grund var der en vidunderlig udsigt over Kattegat. “Ja, og hwa så”. Morfar interesserede sig ikke så meget for naturen. Den kendte han alt for godt fra et langt liv som landarbejder. Hans ryg var ødelagt, og gigten tvang ham til at sidde op og sove om natten. Derimod holdt morforældrene meget af at sidde på den bænk, der var placeret i forhaven ud mod vejen. Her kunne de få deres viden om mennesker og begivenheder i sognet opdateret, når der kom folk forbi de kendte, og der var altid tid til en snak og en kop kaffe – husmødre i Holme var flittige med kaffekanden.
    Kais mormor var en lille, trind og væver dame, med et varmt hjerte. Socialforsorg fandtes knap, så hun havde påtaget sig at passe en ældre dame i nabolaget – hjælpe hende i tøjet om morgenen og i seng om aftenen – hvem sku’ hejs (ellers) gøre det?
    I Holme “gjorde man sig ikke” af småting.
    Drengene havde stor respekt for mormoderen. Hun havde sin egen mening og var ikke bange for at udtrykke den – og hun flirede ikke.
    Til guldbrylluppet indvilligede mormor i at sætte sig i sofaen for at blive fotograferet. Alle var himmelfaldne, da morfar helt uventet bøjede sig over og gav hende et lille kys på kinden. En enkelt nåede at fatte sig og fik taget et billede.
    Det gav et sæt i mormor. Rasende vendte hun sig om og udbrød: Hold så op mæ’ de’ pjat. Og til fotografen: De’ bælled’ ka’ do got få sletted. Ingen i familien var i tvivl om, at kærligheden var der, men den blev ikke vist udadtil.
    Under middagen, hvor drengene holdt lidt igen med kartofler og steg, fordi de glædede sig til isen, formanede mormor: Spis no nown kartofler. How po (husk på), huen de gik Peter. Historien om Peter kendte alle i Holme. Under en fest fik han et ildebefindende, sank sammen over istallerkenen og var død – men selv så barske kendsgerninger kunne ikke afskrække drenge fra Holme. De sparede på kartoflerne og vovede livet.

    Drengeliv
    For livsglade drenge har livet sine stjernestunder. Desværre opfatter uforstående voksne dem undertiden som “kunster” – som nu historien om naboens pæretræ, hvor pærerne i toppen nærmest lyste.
    Kaj havde ikke sine ældre kammeraters livserfaring. Mens de diskret stillede sig bag hjørnet, smuttede Kai op i træet for – “do æ jo så gue te å klatter (klatre)”. Han havde lige fyldt lommerne, da døren gik op. Fruen i huset havde besluttet sig for at tilbringe en lille hyggestund med håndarbejdet på bænken under træet. Det blev en lang eftermiddag for Kai. Det er den slags oplevelser, der giver status i en drengeflok.

    En Neger!
    Drengene måbede, da den lille, hestetrukne vogn drejede ind i skolegården. Kusken en mørk, krøllet mand tjente til livets ophold ved at drage rundt og vise sit trylleshow på skolerne. Alle var enige om, at de 25 øre var givet godt ud. Også hesten optrådte. Den kunne tælle til syv ved at trampe i skolestuens gulv. Havde man kendt magen. Drengene var så begejstrede, at de efter forestillingen fulgte vognen en hel kilometer på vej.

    Fastelavn
    Hvert år til Fastelavn kom der ekstra liv i byen. Drengene indøvede fastelavnssangen. Mødrene klippede skulder-stjerner og ordensbånd til uniformerne, så drengene med manér kunne drage ud for at indsamle penge til fastelavnsfesten. Højdepunktet var, når fruen på en af de store gårde inviterede hele “hæren” ind i folkestuen til kakao og smørboller. Når besøget sluttede, kom husfaderen ind og puttede lige så mange penge i raslebøssen, som drengene kunne forvente at indsamle på resten af turen.
    Det gav lidt munter uro, da en af de voksne under fastelavnsfesten ville vise, hvordan man “bed til bolle”.
    Sådan, sagde han, idet han tog sine forlorne tænder ud i hånden og lod tænderne bide i den ophængte bolle.

    Delfaer
    Nå, ja. Så var der jo den gang, knægtene bød en ældre, senil kone på delfaer – de små, velsmagende lakridspastiller. Smagen var måske lidt anderledes, for drengene havde samlet dem op bag en ged, men til deres store skuffelse udeblev den ventede reaktion.
    Kais kommentar: F. hvalp, at vi ku’ fin po’ed!

    Gammel livet
    Det kalder Martin A. Hansen det liv, der levedes i et landsbysamfund som Holme. De fleste, arbejdere og handlende, fik deres udkomme fra landbruget. Alle kendte hinanden på godt og ondt og var ofte afhængige af hinanden. Det styrkede sammenholdet. Man så det til Fastelavns- og høstfesten og til de private fester. Næsten alle deltog. Der kunne dog være enkelte, der havde sat sig så meget uden for samfundet ved at forbryde sig mod skrevne eller uskrevne love, at de ikke blev inviteret – og så var der de husmødre, der ikke inviterede enlige kvinder. De ville ikke være skyld i, at der “bløw lawed øwn te djer men (deres mænd)”.
    Fester blev afholdt i forsamlingshuset, der havde til huse på Brugsens loft. I lokalet var borde og bænke, der tjente deres formål, men var en trussel mod enhver damestrømpe.
    Runde fødselsdage og bryllupper blev, hvis man havde plads, afholdt i hjemmet. Borde, stole og service lånte man hos brugsuddeleren i forsamlingshuset. Man holdt meget af fester i Holme, og mindet om dem holdt sig i lang tid – som nu festen med suppen.
    Manden i huset havde altid travlt, men han hørte måske ikke til de hurtigste. I alle tilfælde havde han glemt i tide at bestille borde og service til barnedåben. Da han endelig fik spurgt, var alt lejet ud.
    Fest i morgen! Ingen borde! Gode råd var dyre. Et rundspørge hos venner og naboer gav resultat. Man fik samlet så mange brædder og æblekasser, at der om søndagen kunne dækkes et festligt bord. Menuen var superb: Suppe, steg og is.
    Festen begyndte, da kogekonen anbragte den store terrin med suppe på bordet. Alt gik vel, indtil en gæst kom til strække benene og med foden skubbe til en af æblekasserne. Resten af selskabet så måbende til, mens terrinen hurtigt gled fra bordet ned på gulvet, hvor suppen fordelte sig i et jævnt, fedtet lag.
    Da bordet var genrejst, serveredes stegen uden uheld.
    Stemning var let og munter. Alle bortset fra værtinden og kogekonen havde milde øjne, man glædede sig allerede til isen – for tidligt skulle det vise sig.
    Måske havde man været lidt lemfældig med gulvvasken efter uheldet. Da kogekonen stolt trådte frem på gulvet og præsenterede den smukt pyntede is, oplevede de forbavsede gæster igen et syn, de aldrig glemte. En kogekone, der mens hun kæmpende for at holde balancen på det fedtede gulv forsøgte at redde isfadet, inden hun med fortællerens ord: Sat’ stængerne lig’ i lowtet.
    Den barnedåb blev der i adskillige år talt om over hækken – og den huskes endnu.

    En Stauning-unge
    Livets alvor meldte sig tidligt for “stauningungerne”, den tids øgenavn for arbejderbørn. Begrebet blev indført i Holme den dag Kais storebror, Jørgen, kom slæbende på en stor kurv med varer fra Brugsen. Hjemmefra var han vant til, at man hjalp hinanden, hvis der var behov. Troskyldig spurgte han en gårdmand, der kom gående samme vej, om han ville hjælpe med at bære kurven. “Har bilder do dæ ind, din stauningung”, var svaret efterfulgt af et tjat med stokken.
    Klasseforskellen trivedes også i Holme – ikke alle var begejstrede for landsfaderen.
    En dag Laurids var i Brugsen sammen med Jørgen og Kai, mødte han en landmand, der bad ham hjælpe med at tærske korn – “å så ka’u jo lig’ ta’ knejten mæ”.
    Om aftenen, da Laurids havde fået udbetalt sin dagløn, henvendte gårdmanden sig til de to kulsorte drenge, der havde slidt hele eftermiddagen med at tage halm fra: “De’ var godt I knejt vil hjælp te. Go I no ind te kuenen å fo ed godt æwel (æble)”.

    Ak, hvor forandret – tænker man med Johannes Evald, når man i dag kører gennem byen. Brugsen, skolen, ungerne og alle de andre er borte. Holme ligner en af de så almindelige sovebyer på landet, men mindet om noget andet lever stadig, hvis man er 75 og barnefødt i Holme.

  • Mine krigeriske aner

    Peder Vium er, hvis man fæster lid til den alder, der opgives i kirkebogen ved hans død, født omkring 1720. Hvor han stammer fra, vides ikke.
    I et skøde fra Krogsgaard i Gudum fra den 4. januar 1796, ses Peders Viums rigtige efternavn.

    (B77B -sp 1 s. 548, og 195 skøde nr.98)
    “Bortsolgt 4 Agre af Sall: Niels Jespersen Møller efter Skøde dateret den 20de September 1765 til Peder Jensen af Vium i bemeldte Gudum Sogn og ere opgivne. beliggende paa Norder, Sønden og Øster Siden til bemeldte Mands Eiendomme og for Vester Siide til den Vej der kommer fra Sool Huus og gaar gennem til Nissum uden nogen Hartkorn at medfølge”.
    Vidner er Jens Jensen, Ø. Vium (broderen) og Jens Pedersen V. Vium (sønnen) Peder Vium henter sin kone, Johanne i Mejrup. Hun er datter af Jens Christian Bruusen og Kirstine Marie Jensdatter.

    Peder og Johanne bliver viet i Gudum Kirke den 25. januar 1757. Ved den lejlighed kaldes Peder “Krogager”.

    At ikke alt var idel lykke i familien ses i justitsprotokollen lige før jul 1766. (B77B-2, side 179a-b)
    Om efteråret strøede fæstebønderne “liim” – mergel – fra den nærliggende Nissumbol “liimgrav” ud på markerne. Agrene var den gang meget lange og smalle, så det er vel ikke utænkeligt, at man kunne falde for fristelsen til at skyde genvej over markerne – til stor gene for naboen.
    De to brødre er i den grad røget i totterne på hinanden. Det endte med et sagsanlæg, så de den 4. december 1755 mødtes i retten i Lemvig.

    1. Naar Peder Vium herefter bestandig og altid forholder sig Kiørsel Vey over Mads Viums Tvær-Mark eller Agger og icke enten selv eller tillader andre at kiøre der over eller rettere over den Agger mellem Liim-Graven og Vium, Vesten for Vium Høye – Men kiører den sædvanlige Vey imellem Høyene, naar hand agter sig til Liim-Graven, Hvilken Liim-Grav og Bond Peder Vium efterdags beholder allene, Saa tilstaaer Mads Vium at hand icke udi Mindste Maade haver noget imod, at Peder Vium bruger og lader bruge Kiørsel med den almindelige Heede-Vey fra Liim-Graven, enten af Peder Vium Selv eller af Andre, som er berettiget at bruge Liim af Nissumbol Grav.

    2de. Derimod frafalder ieg Peder Vium det Sagsmaal og den Sag, som ieg i dag den 13de Nov: haver indstevnet mod min bem:te Broder Mads Vium, da enhver af Os betaler Sagens Omkostninger 1 Rd og 2 s til de Fattige. Da vi Brødre forbinder os til herefter at leve fredelig, forligelig og kierlig, baade mellem os selv, Vores Hustruer og Børn, samt Tjenestefolk – At saaledes Enig og Mindelig er jndgaaet, det tilstaaes her ved af Os.
    Underskervet Lemvig den 13. Nov 1755 Mads J. Vium, Peder J. Vium.

    Man kan jo håbe på, at det trods alt blev en god jul i de små hjem i Vium i det Herrens år 1755.

  • Et folkesagn

    Det var vores afholdte præst, Henry Nørgaard, Hem, der under studier på sit kontor fandt ud af, at vort sogn i 1800-tallet havde haft fint besøg af ikke blot en, men to af Danmarks største digtere. H. C. Andersen lige efter den skæbnesvangre krig i 1864 og B. S. Ingemann, den daværende præsts svoger, ca. 1800.

    B. S Ingemann sad i folkestuen og hørte karlene og pigerne fortælle historier og sagn – blandt andet sagnet om, hvordan Mariager fik sit navn.
    NB. Vi ved godt, at der er andre, som påstår noget andet, men vælger at tro, at det er, fordi de ikke ved bedre.

    På en herregård i Jylland boede der en ærbar og dejlig jomfru ved navn Maria. Til hende kom to drabelige riddere, Hem og Sem, og bejlede, og da hun ikke kunne vælge den ene frem for den anden, blev de enige om at udkæmpe en tvekamp for at afgøre, hvem hun skulle have. I denne kamp dræbte de imidlertid hinanden, og det tog jomfruen sig så nær, at hun gik ned og druknede sig ved stranden. Alt hendes gods tilfaldt da kirken. Det sted, hvor hun blev begravet, blev efter hende kaldt Mariæ ager. Men de to riddere blev begravet i indviet jord, som endnu efter dem hedder Hem Kirke og Sem kirke
    J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn,(Bd. 1 s. 138)

    Hr. Hem og Hr. Sem.

    1. To Riddere droge fra Ledding, og det var Hr. Hem, ved Siden red paa sin Abildgraa den unge Ridder Sem.

    2. Hr. Sem reed paa sin Abildgraa, hr. Hem paa Vallakken sad: “hvor drager I hen, unge Ridder Sem?” “jeg vil mig ride til Stad.

    3. “Jeg rider mig til den liden Stad hist ved hiin salte Søe, der fanger jeg mig en Jomfrue skjøn, alt til min Fæstemøe.”

    4. “Og vil I fæste en Jomfrue skjøn i Bye ved den salten Søe, saa kan vi jo ride baade did: der vil jeg og fæste en Møe.”

    5. Og fritted unge Ridder Sem: “hvad er den Pigelils Navn?” “Maria hedder den Lillievand, hun sove skal i min Favn.”

    6. “Maria hedder den Lillievand?” hr. Sem blev sort som Jord; det siger jeg Eder for Sanden, I hende ret aldrig faar.

    7. Det siger jeg Eder for Sanden, Maria I aldrig faaer; thi hende er det, jeg fæste vil; hun er saa væn en Maard,”

    8. Og meldte sig Ridder Hem saa snild: hans Ganger den var saa rap – “hvo først når Møllen, først malet faaer, thi vil vi ride om Kap.”

    9. Og sporede han sin Vallak snel, hr. Sem spored Abildgraa, og rede de over Steen og Stub, af flint sprang de Funker små.

    10. Saa fore de over Stub og Steen, af Flint sprang de Funker smaa; men der de kom til Borgeled, da styrted Abildgraa.

    11. Og da de kom til Borgeled, hr. Hem ville oversætt; men Vallakken løb en Staver i Liv, og det gik ej så let.

    12. Paa Jorden laae de Bejlere to, baade med Quide og Harm; hr. Hem havde brudt et Sidebeen, og unge Hr. Sem en Arm.

    13. Ved Borgeled stod den liden Smaadreng, han kynded paa Stand den Mød; paa Borgen bar man de Riddersmænd, og lagde paa Hynde blød.

    14. Det var den unge Ridder Hr. Sem, han meldte med sørgelig Snilde: “I brød jer Sidebeen, jeg min Arm, det Varsel huer mig ilde.

    15. I brød jer Sidebeen, jeg min Arm, alt for den væne Maard, og aner mig, Enden bliver paa Leeg, at Ingen af os hende faaer.”

    16. Og det var Maria den Lilievand, randt Taarer paa Rosenkind; hun pleied dem baade med Linned og Urt, og gik baade ud og ind.

    17. Hun pleied dem baade med Urter og Liin, og gik baade ud og ind; og meer og meer stod de Ridderes Hu alt til den Jomfru fiin.

    18. Og i sit Hjerte den Rosenblom bar unge Hr. Sem saa huld, men hver gang hun paa Hr. Hem mon see, hun havde baade Angest og Kuld.

    19. De Dage ginge, de Uger gik, der gik vel Maaneder trende, og lægt blev Sideben, lægt blev Arm; men Saaret i Hjertet mon brænde.

    20.Og beiled Hr. Hem, og beiled Hr. Sem; den Møe var heel angest og moed, hun havde Hr. Sem i Hjertet kjær, men Ingen hun det tilstod.

    21. Og det var stolte Hr. Hem, han drog sit Sværd med Harm, “hvad ei skjøn Jomfruen raade vil, det raade vor egen Arm.”

    22. Og det var unge Ridder Hr. Sem, tog Glavind udi Haand, og kæmped de for den Rosenblom, dem baade til møgen Vaand’.

    23. Den første Gang de Skioldet hug, fornam de om Sværdene beed; den anden Gang de i Skioldet hug, det trilled paa Jorden ned.

    24. Den tredje Gang, der de sammenfoer, de Sværde farvedes røde, og Hjelmen brast, og Panderne brast, og de slog hinanden til døde.

    25. Og det var Maria den væne Møe, randt Taare paa Liliekind; saa eene hun ganged af Borgen ud, – men aldrig meer gik hun ind.

    26. Saa ene hun ganged af Borgen ud, alt til den mørke Fjord; i Fjorden fandt de den Jomfrues Liig, og gjemte det dybt under Jord.

    27. De lagde den Møe i Agerland, men ikke i christen Jord; og Mariager kaldes den Stad, lt ved hin mørke Fjord.

    28. Og nær ved Byen to Kirker staae, de kaldes end Hem og Sem, og indenfor Kirkernes hvide Muur, der har man jordet dem.

    29. Saa hvile de Kæmper bag hviden Muur, paa Ageren Møen tit gaaer, og hver gang de Klokker ringe til Lig, det klynker ved mørken Fjord.

    B. S. Ingemann:Digte (2. udgave 1817, s. 23)

  • Nye underbukser eller rationering

    Rationering – de nye underbukser.
    Set med nutidens øjne var det en trist tid. Begrebet, velfærdsstat, var endnu ikke opfundet. For de fleste familier var dagligdagen præget af afsavn. Selv de, der havde penge, havde svært ved at købe ting på grund af vareknaphed og rationering, men det var ens for alle. For vi børn var det irriterende, men det var jo ikke vores problem.

    Det medførte stor glæde stigende til jubel, hvis det lykkedes at komme gennem rationeringsjunglen – som da jeg fik et par nye underbukser.
    Kort efter besættelsen den 9. april 1940 blev der for at undgå hamstring indført rationering. Til sidst kunne næsten intet købes uden rationeringsmærker: Sukker, koks, mel, soda, kaffe – og det selvom der næppe var bare en enkelt lille forskræmt kaffebønne i posen. Det mærkeligste var dog tobakken. Selv ældre damer, der aldrig havde rørt tobak, blev næsten voldelige, hvis man anfægtede deres ret til tobaksmærker. De kunne jo byttes med andre mærker.
    Også i Grove var der personer, der udnyttede situationen og “hanled´’  swot” – drev lidt sortbørshandel med rationeringsmærker for at tjene en ekstraskilling. Det var ilde set, men de fleste har dog nok alligevel prøvet, når de ikke i tide havde fået sparet nok mærker op til en konfirmation eller et bryllup. Enkelte prøvede endog på den årlige tur til Randers at handle cykeldæk eller andet på Den sorte Børs ved Rutebilstationen.
    Det faldt ikke altid heldigt ud. Enhver kunne jo på lang afstand se, vi var fra landet. Hvert kvartal strømmede folk til skolen, når medlemmer af sognerådet mødte op for at udlevere rationeringsmærker – selv tøj var på mærker. Nu lå det langt under drenges værdighed at beskæftige sig med mode. Det tog vore mødre sig af, og de var blændende til det.

    Efterhånden gik vi alle rundt med lapper på albuer og knæ og stopninger på strømper og underbukser. Mange mødre udviklede det til en kunstart. Sirlige lapper og stopninger blev til pynt på tøjet, men det gjaldt jo os alle, så hvem tog sig af det. Alle lofter blev støvsuget for tøj. Gamle bukser, jakker og frakker genopstod efter en vask eller rensning som de fineste drengebukser eller jakker – og som de kunne strikke den gang – i farver og med snoninger. Jeg er nok ikke den eneste dreng, der med stolthed har gjort entre i en fin ny strikket trøje eller slip-over – gnubbende sig i varmen på grund af den hjemmestrikkede uldtrøje.

    Nyt tøj fik vi næsten aldrig. Nogle påstod, at en flæskesteg eller andre naturalier kunne gøre underværker, når en handlende skulle lokkes til at finde varer under disken, men hvor skulle en degne-kone få den slags fra.
    Med 3-4 sæt undertøj og storvask hver tredje uge var det trods klatvask i utide ikke nogen let sag for min mor at holde mig pæn og ren, men hun var lidt pillen, så det var ikke på det område, hun gik på kompromis.

    En dag gik rygtet, at manufakturhandleren i Havndal, Martens, havde fået et parti børneundertøj. Mor smed, hvad hun havde i hænderne, steg på cyklen og ilede mod Havndal.
    Nu var det at få fru Martens, der var tidligere oversygeplejerske, til at bøje sig ned for at se, om nogle af de eftertragtede varer skulle have forputtet sig under disken, ikke den nemmeste opgave. Der var jo langt fra nok til alle. Men hvad kan mødre, der kæmper for deres yngel, dog ikke skamme sig til. Jeg forestiller mig min mors sørgmodige øjne, da hun bøjede sig ind over disken mod fru Martens og hviskede ord som: Lille dreng, fryse, astma, rigelig. Det gjorde åbenbart indtryk, for fruen bøjede sig hurtigt ned under disken, tog et par underbukser, som hun diskret pakkede ind i brunt papir med en tynd snor om – papir-snor, for almindelig snor fandtes ikke. Selv omslaget til cigarer blev lavet af papir. Gad vide, om Mor ikke har sunget en lille sang på vejen hjem. Hun var i alle tilfælde glad og ikke uden grund.
    Da jeg kom hjem for at spidse aftensmad, overrakte hun mig endnu glad og opstemt over sit held den brune pakke med papirsnoren. Jeg var meget spændt, grænsende til det lykkelige, indtil jeg så indholdet. Et par underbukser, mørkebrune, med lodden vrang og elastik i benene – pigeunderbukser.
    Jeg turde ikke sige noget, men jeg så i et glimt mig selv som jaget vildt i drengeflokken. Jeg blev først rolig, da jeg nogen tid efter fik et glimt af Villums nye underbukser. De var af samme model som mine, men laksefarvede. Vi så et kort øjeblik hinanden fast i øjnene. Rigtige mænd klynker ikke – men broderskabet var genoprettet.

    Og underbukserne. Ja! Farven blev vel lidt lysere efterhånden, men de holdt i ufattelig lang tid, så vidt jeg husker til langt efter krigen. Nej, så syntes vi, at de underbukser, vi overtog, når vore ældre brødre var vokset ud af dem, var mere fikse og maskuline, selv om de bestemt ikke fik os til at ligne modelapse. Vi krigsbørn savner bestemt ikke rationeringen.

  • Skoleudflugt med forhindringer

    Min far, der var lærer ved Grove skole ved Mariager, ville gerne, at skolebørnene fik så stort et kendskab til verden uden for sognet, som muligt, derfor arrangerede han en gang om året en skoleudflugt. Det kunne lade sig gøre, fordi alle børn en gang om året kunne få en gratis rejse med De danske Statsbaner. De ville gerne sikre sig fremtidige kunder. Deres slogan var: Ud at se med DSB.

    Jeg husker især en tur. Far havde hele vinteren og foråret arbejdet på at arrangere udflugten. Alt var tilrettelagt til mindste detalje. Eleverne mødte om morgenen i deres fineste stads – smukt vandkæmmede.

    Urolige og spændte gik vi rundt i skolegården knugende skoletaskerne eller skoæsken med de hjemmesmurte sukker-, ægge- eller leverpostejmadder, der i dagens anledning var indsvøbt i kølige rabarberblade, så de trods varmen kunne holde sig hele dagen Var ventetiden lang for børnene var den ikke kortere for “denen”. Han havde en aftale med vognmand Buus i Kastbjerg, om i god tid at køre den spændte flok til stationen i Havndal – troede han. Tiden nærmede sig faretruende det tidspunkt, da “Hadsund-Peter” skulle afgå fra stationen i Havndal mod Randers medbringende en flok forventningsfulde unger. For en sikkerheds skyld ville Far lige ringe og undersøge, om Buus var på vej. Det var han ikke. Dyb stilhed – derefter spørgsmålet: Sku” a kyr’ jer te Havndal i daw? A kommer!
    Der var megen trippen, men kun lidt tale i skolegården, mens vi ventede på Buus. Da han kom hvinende om hjørnet, hørtes kun min fars råb: Op, op, op! Turen var reddet.

    Efterhånden gik det op for os, at Buus nok havde fået fejet lastbilen efter den sidste grisetransport, men ikke haft tid til at spule med vand. Dog, tiden var ikke til klager. Vi sad musestille og forsøgte ikke at røre ved gulvet eller træværket. Alt endte lykkeligt.
    Vi ankom til stationen tidsnok til at se stationsforstander, Korreborg, med det store ego, ulastelig klædt i velsiddende uniform og kasket skridte perronen af med sit “spejlæg” (den stok med rund skive, han brugte til at give signal med, når toget måtte køre). Det var imponerende at se den lille, trinde mand stå stirrende mod Hadsund balancerende på det strakte venstre ben, mens det højre strittede lige ud i luften, mumlende: Kommer hun mon snart. Det gjorde “hun” for det meste “Hadsund-Peter”, selv om forsinkelser og aflysninger ikke hørte til sjældenhederne. Aflysninger blev ikke meddelt publikum. Det opdagede man, når man havde ventet forgæves nogen tid.
    Det blev en dejlig udflugt, selv om de mennesker vi mødte ikke kunne være i tvivl om, at vi var landbobørn. Brisen af gris bølgede blidt om os, hvor vi gik. Den blev dog mere udholdelig, som dagen gik.

    Udflugterne med DSB bragte os til større byer. I Århus så vi Domkirken, Den gamle By, FBD’s fabrikker i Viby, hvor der vankede smagsprøver, Tivoli Friheden og, mens den endnu eksisterede, Århus Zoo.

    I Randers glædede vi os til opholdet i Doktorparken og Randers Zoo, men inden skulle vi lige en lille tur om Randers Dagblad, hvor man kunne være så heldig hos en af sætterne at få sit navn trykt i bly, Randers Museum, Junchers Tøjfabrik, hvor vi benovede så skytterne fare hen over de store væve eller Schandia, hvor de mange togvogne og især de vældige bøffelskind, der blev anvendt til sæderne, fik os til at gøre store øjne.
    Der var langt at gå fra Scandia til Doktorparken, men som altid skred karavanen frem med min far i spidsen. Derefter kom børnene to og to småpludrende med hinanden i hånden. Ingen råbte, for selv drenge med smut i øjet, vidste nøjagtig, hvor “denens” tolerancetærskel gik. Pigerne var der aldrig vrøvl med. De havde travlt med at passe på de mindre søskende og skotøjsæsken med “madderne”. Deres tilbageholdenhed har altid undret mig. Det var, som gik de mere op i at være pyntelige end at opleve verden, selv om de nu havde chancen. Min mor og Mariane Andersen afsluttede karavanen. Det var deres opgave at se til, at alle fulgte med, og ingen groede fast med åben mund foran en forretnings udstillingsvindue.

    Ålborg var nok den by, vi holdt mest af. Efter et besøg på sodavandsfabrikken og Cementfabrikkerne endte vi gerne i Aalborg Zoo, der var den flotteste af alle de zoologiske haver. Det bedste var tilbage, Tivoli Karolinelund. Der kunne “denen” få sig et par timers hvil, mens vi susede rundt og brugte resten af pengene på is og forlystelser – hvilken fryd.
    Efter krigen, foregik udflugterne med bus. Det gav mulighed for at besøge andre lokaliteter: Viborg, Silkeborg, Himmelbjerget eller Nationalparken i Rebild og Bundgårds  skulpturer i kalkminerne i Tindbæk.

  • Slavekrigen 1848

    Uddrag af:
    CHR. KOLLERUP
    EN VESTHIMMERLANDSK BONDESLÆGT
    Slægten Bro med Sidelinjer.
    Løgstør Bogtrykkeri 1951

    Slavekrigen i Vesthimmerland,(side. 245-49) Godt et århundrede er forløbet siden slavekrigens dage, og det kan vel have sin interesse at opfriske Nogle enkeltheder fra den tid, da det forfærdelige rygte om Rendsborg-slavernes udbrud forårsagede en sådan panik i befolkningen, at noget lignende næppe er set hverken før eller siden. Rygtet lød, at hvor slaverne kom frem, afbrændte de gårde og huse, mishandlede eller ihjelslog Befolkningen og røvede dens ejendele, såsom rede penge, sølvtøj og lignende.

    Det var den 31. marts 1848, at den urovækkende melding nåede op til Vesthimmerland. Fra Herreds-fogederne var der sendt ordre ud til sognefogderne om, at disse ved ridende stafetter måtte underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene for at værne hjem og arne.

    Der blev en travlhed uden lige. Særlig kneb det med at fremskaffe de fornødne våben til mandskabet, da det kun var ganske enkelte, der havde gamle muskedonnere. Disse blev fundet frem fra lofterne, eftersete og afprøvede.
    Egnens smedeværksteder blev omdannet til hele våbenfabrikker; man måtte jo have noget at forsvare sig med. Alt, hvad der kunne gøre fortræd, blev taget i brug, jernstænger, forke, møggrebe, udrettede høleer og høtyve på en lang stage. Man måtte hjælpe sig, som man bedst kunne.

    Af tidligere gårdejer i Vester Falde, sparekassedirektør Jens Sørensen Bak [Bach], der døde i Ranum 1940 i den høje alder af 99 år, har jeg for år tilbage fået fortalt enkelte træk om det røre, meddelelsen om slavernes udbrud vakte i hans hjemby, den lille landsby Braarup i Oudrup sogn, hvor hans far, Søren [Christensen] Bak, dengang var sognefoged og ejede den nu udstykkede Bakkegaard.

    Jens Bak, der på det tidspunkt var i 7-årsalderen og lige var begyndt at gå i skole, huskede tydeligt, da den urovækkende melding kom til den lille, fredelige landsby. Sognefogden kom midt på formiddagen efter endt fodring af sine kreaturer gående tværs over gårdspladsen, der skrånede mod stuehuset, da han ved at se ud af det venstre gårdsled fik øje på en rytter, der i stærk fart kom vest fra ned ad vejen mod Braarup by. Pludselig holdt rytteren i gården. Det var en ung karl, der hurtigt, men meget nervøs kom frem med sit ærinde.

    »Jeg skulle sige fra sognefoged Simon Pedersen i Vilsted, at han fra herredsfogden i Løgstør har fået meddelelse om, at flere hundrede slaver er brudt ud af Rendsborg tugthus og nu er på vej op gennem Jylland, hvor de på den skammeligste måde afbrænder gårdene og ihjelslår ordentlige folk. Alle vegne, hvor de kommer frem, slutter alskens pak sig til dem, så hæren vokser i størrelse for hver time. Det forlyder, at slaverne allerede er et par mil syd for Viborg og kan ventes at være på egnen allerede i aften eller ud på natten«.

    Karlen forsvandt hurtig efter at have afleveret herredsfogdens brev til Søren Bak, der ved meddelelsen var blevet stærkt rystet. Brevet gik ud på, at han hurtigst muligt skulle lade meldingen gå videre til sognefogderne i Lundby og Gundersted, så der også dér kunne træffes de fornødne foranstaltninger.
    Vel vidste alle, at krigen stod for døren; men ligefrem overfald af slaver eller tugthusfanger måtte da være meget værre, så her gjaldt det at vise snarrådighed.

    Foråret kom tidligt det år, og markarbejdet var allerede begyndt, men Søren Bak fik karlen kaldt hjem og anbragt på ryggen af en hest, for at herredsfogdens budskab hurtigt kunne komme til de før omtalte sogne. Selv løb han over til naboen, gårdmand Kr. Overgaard, der var en rask mand, der tit vidste råd i en snæver vending. Kristen foreslog ham at tage op til skolelærer Kollerup, der dengang boede i Toftegaarden vest for Oudrup kirke; muligvis kunne han få læreren til at lede forsvaret. – Søren Bak mere løb end gik. Hvert øjebliks spild kunne jo forårsage, at man ikke blev beredt til at modtage fjenden.

    Skolelæreren var en ældre mand, over midten af tresserne; han havde i sin ungdom under Napoleonskrigene været indkaldt i fjorten år, og deltaget i mangen hård dyst nede i det tyske, så han skulle have alle mulige betingelser for at være en god rådgiver under den forhåndenværende ulykkelige situation.
    Læreren syntes at tage sagen med en vis ro; dog kunne han ikke tage afstand fra øjeblikkets alvor. Han havde den dag i sin tærskelo en arbejdsmand, Niels Hornum, der boede i Hummelhaven Oudrup. Han var året i forvejen kommet hjem efter at have siddet i syv år i tugthuset i Rendsborg for tyverier, han skulle have forøvet sammen med den på hele egnen berygtede mestertyv Jens Bager.
    Tærskemanden mente, at det var helt utænkeligt, at de stakkels slaver, hvoraf flere var lænkede både på hænder og fødder, kunne fuldføre en sådan kraftanstrengelse, som det var at bryde ud af den stærkt bevogtede straffeanstalt.
    Det interesserede Søren Bak at vide, hvordan man tog sagen i nabosognene, og skolelæreren indvilligede i, at hans søn, Kristian, kom på ryggen af en hest og skyndsomst red til Engelstrup for at høre, hvad Jakob Borup, der var sognefoged i Vindblæs sogn, mente, der burde gøres. Han kom tilbage med den besked, at Jakob Borup ikke mente, man kunne sidde herredsfogdens ordre overhørig, og at han, som sognefoged i embeds medfør måtte gøre, hvad der kunne gøres, når faren truede i et tilfælde som her.
    Da skolelæreren på grund af sin høje alder og svigtende helbred ikke mente at kunne stille sig i spidsen for hæren og lede forsvaret, og da der ikke i sognet fandtes nogen, der havde været korporal eller havde nogen videre militæruddannelse, bestemte Søren Bak sig til selv at overtage anførelsen.

    Kommet hjem til gården fik han ved naboers hjælp sendt ridende bud ud til alle beboerne i det noget tyndt befolkede, men vidtstrakte sogn. Alle mandspersoner fra gårde og husmandssteder skulle møde kl. 4 om eftermiddagen ved Oudrup kirke, men også kvinderne og ungdommen fik travle timer med at bære lyng og rafter sammen på den store Tinghøj oven for byen, så baunen kunne tændes, så snart fjenden var i sigte.
    Også de ældre kvinder fik noget at forrette. Man skrev breve og formularer, der, når de blev båret på brystet, skulle gøre fædrelandsforsvarerne usårlige for fjendens kugler. Kun kugler af sølv skulle så kunne bide på, og dem mente man ikke, at slaverne havde let ved at komme i besiddelse af. Der gik også denne eftermiddag mange bud til den kloge kone, Maren Haaning, om medikamenter og trylleord.

    Det var en ret anselig styrke – vel omkring et halvt hundrede mand – anføreren kunne mønstre, da man var samlet og drog af sted fra kirken og op på Tinghøjen, der var egnens højeste punkt, og hvorfra der kunne ses milevidt omkring. Søren Bak havde hos smeden fået lavet et spyd næsten i lighed med en høtyv, og denne var sat på en alen lang stage; dette våben mente han var bedst anvendeligt.
    Den øvrige150 mands hær var bevæbnet med våben af alle mulige slags. Man lejrede sig på højen, og mens mørket hurtigt faldt på, havde man stadig udkik mod syd. Der sporedes vel nok nogen nervøsitet blandt de fleste, men én ting var alle enige om: ikke at vige for fjenden – der ville vanke brådne pander.

    Sent på aftenen var der nogle, der mente at have hørt skud sydpå i heden efter Flejsborg til, og da andre bestemt påstod at have set enkelte ildglimt, troede man, at nu var slaverne ikke langt borte, og man skyndte sig at antænde baunen, der snart blussede op mod himlen i den halvmørke forårsnat. Dette blev signalet til, at der flere steder antændtes bauner, både i Hanherred og rundt omkring. Man troede, at angrebet var begyndt. Men natten gik og morgenen kom, og der viste sig stadig ingen slaver – heller ikke da den lyse dag kom frem. Konerne kom med øllebrød til deres mænd og karle, der var forvågede efter den lange, spændende nat. Op ad formiddagen kom så herredsfogdens bud, at det hele var løgn og opspind opstået i nogles vilde fantasi sammen med den store uro over den rigtige krig, som man vidste ville komme. Hæren opløstes, og enhver drog til sit.

    Der forefaldt selvfølgelig mange begivenheder, som vor tid har moret sig over. En husmandsenke østpå, der var meget overtroisk, og hvis eneste søn også var kommet af sted mod slaverne, havde bagt en tyk pandekage, som hun så sendte med sognets lærer, da denne afgik med sin afdeling den 1. april om morgenen. Da han nåede stedet, hvor karlen skulle være at træffe, var denne allerede afgået med fortroppen, og da læreren var ked af at slæbe rundt med pandekagen hele dagen, og han op ad formiddagen blev sulten, spiste han den.
    Straks efter kom karlen tilbage, og læreren fortalte ham hele sammenhængen og tilbød at betale kagen. Det lod til, at karlen blev meget nedtrykt, og da læreren trængte nærmere ind på ham, forklarede han, at hans moder havde indbagt 25 store lus i pande-kagen. Maren Haaning fra Vindblæs havde nemlig oplyst, at når lusene blev anvendt, skulle der ikke være nogen fare for den unge mands liv. Det fortælles, at læreren fik svære opkastninger ved meddelelsen!

    Et andet sted i Himmerland var der en husmandsenke, der kun havde en tjenestedreng, som også måtte med hæren mod slaverne. Konen, der holdt meget af drengen, fulgte bagefter med sin trillebør, og da man spurgte, hvorfor hun ville med, svarede hun: »Jeg ser jo nok ikke drengen levende mere, og så vil jeg så gerne have hans lig med hjem«. Hun troede, som så mange andre, at det var den visse død, hæren gik i møde.
    I et sogn på samme egn var der en ældre, noget trivelig forvalter, der eksercerede med mandskabet. Det kneb for ham at holde orden på de uøvede bønderkarle – nogle drejede højre og andre venstre om, og det hele var forvirring. Forvalteren, der havde været korporal, blev hidsig og råbte: »Klodrianer, I skal gøre som jeg gør«, hvorefter han trådte et skridt tilbage og faldt baglæns i en kalkkule, der var fyldt med vand!

    Den hele kommers varede blot et døgn. Bagefter gik der flere steder det rygte, at det var kong Frederik 7., der havde udspredt historien om slaverne for at se, hvad folket duede til.
    I alt regnede man med, at der alene i Aalborg amt var kaldt ca. 16000 mand under våben foruden soldaterne, der rykkede ud fra Aalborg.

    De senere generationer har moret sig over disse begivenheder; men det er på en måde uretfærdigt, da man jo sagtens kan være lystig, når faren er ovre. Vore forfædre greb til våben – ikke blot de yngre, men også de ældre, mænd helt op over de tres, og halvvoksne drenge; de var rede til at ofre livet for fædrelandet.

  • Ikke helt ufarligt at køre på en røvskubber

    Som små hjalp vi børn Mor med at holde kirkegården pæn og nyrevet til hver søndag.
    Vi lærte tidligt at ringe med kirkeklokken. Mor ringede solen op om morgenen, og Far ringede den ned om aftenen, hvis han da kom så tidligt hjem fra arbejde, at han kunne nå det, ellers var det et af os børn eller Mor.

    Når der skulle være begravelse gravede Far graven med håndkraft. Om vinteren når jorden var frosset til, måtte han bruge en hakke, til han kom ned til den bløde jord. Gravens sider blev stivet af med brædder, så jorden ikke kunne skride. Når begravelsen var overstået, og følget var gået til kaffe i forsamlingshuset, skulle graven dækkes med jord. Vi havde en jomfru (en tyk pæl med en rund pind igennem) til at stampe jorden med, så den blev fast. Når graven var dækket, hjalp vi til med at dække den med blomster og kranse.

    Om søndagen skulle der ringes til gudstjeneste. En time før blev der ringet første gang uden bedeslag. En halv time senere blev der ringet anden gang – også uden bedeslag. Tredje gang, lige inden gudstjenesten begyndte, sluttedes ringningen af med 3×3 små bedeslag. Det skulle der stor øvelse til, så det var næsten altid Far, der ringede sidste gang inden gudstjenesten. Præsten var pastor Nørgaard fra Hem. Kirkesangeren var de første mange år lærer Bach fra Grove Skole – senere blev det Villy Møller fra Hedely. Organisten var læreren i Skrødstrup, Henry Christiansen, og Far var kirketjener eller ringer og graver, som vi sagde i min barndom.

    For at tjene lidt penge gik vi med aviser og ugeblade. Vi kunne heldigvis cykle det meste af året. Det hændte, at vi om vinteren ikke kunne cykle, så var det en lang gåtur rundt i Grove, Edderup og Nørre Sem, for aviser og blade skulle ud til tiden.

    Under krigen og lang tid efter gik og cyklede folk, når de skulle i byen. Det var et vældigt fremskridt, da min far i slutningen af fyrrerne fik en røvskubber, som man respektløst kaldte de første knallerter. I virkeligheden var det bare en påspændt motor, der ved hjælp af nogle ruller trak cykelhjulet. Den kunne være spændt på både for- og baghjulet. Det var ikke helt ufarligt at køre på en røvskubber. Fjedrende forgaffel var endnu et ukendt begreb. Og var motoren monteret på forhjulet af en damecykel, der slet ikke var konstrueret til at køre 40 – 60 km i timen, var det direkte livsfarligt. Vi færdedes på hullede grusveje, hvor især damecykler havde let ved at slingre.

    Mange i Sem havde geder. Vi havde to hvide geder. Om sommeren stod de hele dagen i vejgrøften langs vejen til Enslev og græssede, der var jo ingen særlig trafik. Om vinteren opholdt de sig i vort udhus, hvor de blev fodret med roer og hø, som vi havde hentet hos bønderne. Vi drak mælken. Den smagte dejligt.

  • Ingen kan vide sig sikker

    I G. Th. Graversens bog: Gårde og slægter i Salling og Hardsyssel kan man læse, at gården Frøjk i Måbjerg i 1683 var en dobbeltgård (den ene var øde, og at der i 1687 – 88 var to fæstere Niels Christensen og Christen Nielsen.

    Det er interessante navne, for det er nærliggende at tro, min ane Poul Nielsen, der er født omkring 1703 er søn af Niels Christensen i Frøjkgårdene og hvem ved måske sønnesøn af den anden fæster Christen Nielsen sammesteds, men intet er bevist, for kirkebogen i Måbjerg begynder først 1752.
    Den 30. oktober 1730 møder Poul Nielsen, der er blevet hjemsendt fra soldatertjenesten, i herredsretten med et fæstebrev, der lyder på den halvgård, som Bertel Christensen Torn fradøde uden arvinger. Denne gård er lige så ringe som den anden. Der gives skattefrihed i tre år.

    Fogeden forklarer, at der: – – – – til de gamle huses uomgængelige reparation – førend korn og hø deri kan lægges – må indkøbes fra Holstebro og Struer, 7 stk. fyrretræ, 2 – 3 tylter fyrrelægter, 150 favne simer mm. Bertel Øgaard laver tømmerarbejdet for 4 mark og kosten. 22. december 1730 får Poul Nielsen fæstebrev på Frøjkgården. Han bevilges skattefrihed i tre år. I den periode skal han for egne penge bringe sætte gården i stand samt indkøbe besætning og avlskorn. Efter de tre år skal han årligt betale 8 rigsdaler i landgilde.

    Tilsyneladende er Poul kommet godt i vej. Måske har han været så heldig at undgå kvægpest, uår og stormene, der i de tider ødelagde mange bøndergårde.

    Den 17. april 1731 bliver Poul i gården, Birkild, i Asp sogn trolovet med Poul Sørensen datter, Mette. Brylluppet stod i Asp kirke den 16. juni samme år.

    Syv år senere bemærker Poul, en aften han går tur, at et par mænd fisker i den å, der løber langs hans marker. Det er tyveri. I en tid, hvor man trods saltning og røgning ofte havde svært ved at få maden til at holde sig, var ferske råvarer som fisk efterspurgte, så Poul Frøjk tjente lidt til skatter og afgifter ved at udleje fiskeriet i sin halvdel af åen til Sig. Christen Møller i Holstebro. Da det kommer ham for øre, at en person kaldet Christen Ræv stjæler hans fisk, anmelder han sagen, og Poul bliver selvfølgelig indkaldt som vidne, hvilket ses i tingbogen under (22. maj 1739 s. 227- 228.)

    – – hvorefter de 2de naungifne Vidner af Retten blev paaraabt og Eeden for dem af Dommeren oplæst og forklaret og efter at Eeden som meldt for dennem af lovbogen lydelig var læst fremstod for Retten det vidne naufn. Niels Davidsen og Christen Ouergaard begge af Holstebro som giorde deres Eed med opragte fingre efter Loven, hvor efter de af Høeg paa Citantens Vegne blev tilspurgt om de ike har seet og er bevidst at Christen Rev udi Østerlund ere og bor den tiid saa velsom færdedes mellem d. 2 og 3 april sidst udi hans naunl. Christen Møllers berettigede Fiskeri er skeed de da ville forklare om sagen med sligt fra først til sidst. hvorpaa begge vidner forklarede, at først i Marty sidst afvigte, var de af Sig. Christen Møller begieret, at gaa med til Frøik, for at fornemme om bem.te Christen Rev der var at fiske, og som de der da henkom ved aftenen omtrendt klokken mel-lem 7 à 8 slett. Da det var mørkt forrefandt de en Persohn paa denne siide Frøik som gik paa Landet og trækkede med et fiske reeb eller ret kaldet Vaad Reeb, og som de talte med samme Persohn der gick og træckede med et Vaad Reeb hørte de Christen Revs lydelig talte paa den anden siide af Storaaen og nefnte samme Persohn som gick paa denne siide samme Aa, ved Naun Jacob, og sagde Christen Rev da til same Persohn at Hand skulle lade sit Reeb løss fordi der var indtet for dem videre at gaa efter at fiske, og med det samme loed benefnte Jacob sit reeb løss som Christen Rev hafde sagt ham, hvoreftter da begge vidnerne gik til bage hiem, og betydede same for Sr. Christen Møller, ydermeere forklarede vidnerne  at imellem 2den og 3die april sidst var de atter af bem. Sig: Chr: Møller begieret. at gaae til Storaaen needen for Frøik for igien at reconnosere om bemt. Christen Rev der var at fiske og som de derdid kom omtrent Klocken ved 7 slett, da Dagen end icke var af himlen, og som de der kom til Storeaaen neden for Frøik da forrien fandt de atter der en Person paa denne side som gick med et Baad Reeb og træckede med et fisker Garn saa nær ind paa denne side saa at de faar Gangstangen paa dend ene siide af Garnet, saa nær ved landet som de kunde træcke med Vaadet eller Garn, mens same Person som de baade saa og talte med ville ike give dem sit navn tilkiende men som de saa og kiente Christen Ræv, som gik paa den anden side af Storeaaen, med bagreebet af Baadgarnet, spurgte Vidnerne hannem ad hvad rettighed eller adgang hand hafde til at fiscke i Storeaaen længere ind til mit: strømm, og om hand ike af Sr. Møller var bleven forbuddet hand icke maatte, derpaa svarede Christen Ræv, det var saa længe siden saa hand huskede det ike.
    Og blev saa fremdeles ved at fiske, og vidnerne gik derfra hiem til Sr Christen Møller og betydede ham hvad der i saa maade passerede. Sr. Ellerup tilspurgte disse 2de Vidner om de kunde forklare at bem. Christen Rev, hafde brugt fiskeriet anderleedes end som tilforn i mands minde af ham og hans formænd ja end og af Frøick beboere paa begge siider hafde været brugt, hvor paa vidnere svarede, derom kunde de ingen forklaring giøre siden de ingen har seet Frøickmænd som paa denne side Storeaaen er boende. icke heller paa dend anden siide Storeaaen nogen af Øøsterlunds beboere af Idom Sogn nogen sinde der at fiske.
    = Følgende dend 228 Citert hans Seddel, saaledes som følger herved tilstaar underskrevne Laurs Lauridsen og Poul Nielsen iboende Frøickgaard, Maabjerg Sogn, da som det er enhver bekiendt her omkring at der løber en storeaae vester synden om Vores iboende gaard, som vi vil kunde fiske noget lidet fisk udi inderst inde, mens da for hvilken min gaardmand eller mig icke haver lejlighed dertil formedelst vores aufilng dermed at forsøme saa haver vi begge med en God villie forundt og accorderet med Christen Møller i Holstebro udi en 3 aars tiid, at hand maa have fri forlov der at fiske i ovenmeeldte aae mit: strøm, saa langt Vores Grund og Ejendom varer som er fra Frøick Mølle beck gaar til som løber i same aae og saa langs med i Vester til Jegebjerg Backe undtagen, og som Fisking og Rettighed paa Vores Grund maa hand antage ad Mickeld. dend. 29. Septr 1738 og kan blive til mand skrivendes Vorder 1741 – d: 29de Septr. som ovenmeldte Christen Møller haver fornøyet og afbetalt os for dend første aar forud, og ligeledes skal vi nyde for hver af de andre Aaringer som er tilbage og derimod lover vi begge for een og een for begge at ingen hvo det end være maa skal have forlov eller maa gaa paa vores Grund at Fiske enten med Garn eller Reeb saa Vidt Vores Eiendom stræker ved Aaen ide ovenmeldte 3de aar uden som ovenmeldte Møller eller hans Folck som der til haver fri forlov, og skulle nogen omkringsnige sig til samme aae derudi at fiske efter loulig advarsel til dem maa de tage imod dend straf som Loven befaler om Fiskeris Rettighed, mens aparte om det skulle Være med vores hosbondes Villie som vi icke paaber eller troer bliver ventelig, saa skal vi være Christen Møller svalig og fornøye hannem igien, dets til bekræftelse under vores hænder Poul Nielsen, Laurs Laursen, Frøickgaard dend 18de Septr. 1738. (Justitspr. Hjerm-Ginding 22.05.1739 s.228-233)

    Laurids Nielsen Skomager og Bertel Andersen Mejer indkaldes af Christen Møller i sagen om fiskeri langs Frøjkgaardens jord samme dag. Også den 8. maj er der forhandling i sagen.

    Domsdagen fastsættes til om 14 dage. Christen Rev dømmes og skal betale processen med 8 rigsdaler. Hans advokat giver dog ikke så let op. Han påstår, at en fæstebondes seddel ikke kan danne grundlag for dom, og kræver, at sagen forelægges en anden ret. Det modsætter både forsvarer og dommer sig – og sådan bliver det.

    Poul Frøjk blev en holden mand. Alle børnene fik gårde og blev senere selvejere. Man kan sikkert regne med, at familiens velstand ikke udelukkende er kommet af opgangstiderne i landbruget eller et veldrevet landbrug. Poul Frøjk har sikkert med held deltaget i den udbredte heste- og kreatur-handel der foregik på Holstebroegnen på den tid. Omkring 1770 er han gået på aftægt på gården efter et langt liv som bonde.

    Sønnen, Peder Poulsen, og naboen, Laurs Laursen, køber hver sin gård i 1771, hvilket ses i auktionsprotokollen for Hjerm og Ginding herreder under den 22. oktober samme år. Hartkornet var da 5 td. 2 skp. 0 fdk. 2 alb. og landgilde 8 rigsdaler. Laurs betalte 82 rigsdaler for sin halvgård, Peder lidt mindre. Den 16. april 1775 låner Peder 200 rd. af Chr. Madsen Naursgaard.

    Næste gang vi hører om Poul Nielsen Frøjk er Påskelørdag 1777 Det er den 29. marts. I kirkebogen, beretter sognepræsten:

    29. marts døde Povel Froick, da han tillige med begge Froickgaardene op brændte, den overblevne Del af ham, som blev reddet fra Ilden, blev 31. Marts begravet i Maabjerg Kirkegaard.  Hans Alder var 74 Aar.

    I fantasien kan man forestille sig en gammel mand tumle ud af sengen hin martsmorgen 1777. Bæsterne, der var familiens livsgrundlag, skulle reddes, men Poul Frøjk tabte kampen. Gården, høsten og bæsterne var borte – hvordan med  fremtiden. Det har ikke været en lykkelig familie, der den 31. marts 1777 for sidste gang fulgte Poul Frøjk til kirkegården i Maabjerg.
    Hvordan det videre gik, kan vi få et lille indblik i justitsprotokollen under den 22. august 1777.  (B78A – 3, 27.08.1777 s.)

    Peder Poulsen Frøjk mødte for Retten og i Henseende til den ham vederfarne ulykkelige Ildebrand, producerede en udtagen Rettens Stævning, Herredernes og Amternes Øvrighed samt Etatsraad Hansen eriIndkaldt at anhøre de Vidner, som om den ulykkelige Hændelse kan give Oplysning Alle indkaldte Vidner mødte, men kun Karlen i Frøjk og Mølleren Laurs Pederen saa Ildebranden og løb straks til Hjælp for at redde, hvad reddes kunne, men da  han kom til, var Salshuuset paa Fald.  Ilden opstod ved 7 tidligen om Morgenen, hos Henrik Laursen i Øster Frøjk, Øster for Skorstenen i Salshuuset, men hvordan den opstod, vidste ingen. Hele Vester Frøjk blev aldeles lagt i Aske, undtagen ti Fag smaa Huse, der brugtes til Faarehøveder, 40 Fag blev lagt i Aske, 4 gode Bæster, alt Indbo og Tøj, alt det tærskede korn, 70 tønder Byg og Havre samt det utærskede Korn blev fortæret af Ilden. Peder Poulsens Far omkom, da han ville redde sin Søns Bæster. Ligesaa mødte Henrik Laursen i Øster Frøjk og berettede om branden, som opkom hos ham Lørdagen før Paaske, og hvor alt ligeledes opbrændte undtagen lidt Sengeklæder, der blev reddet, og en gammel Bygning, der blev brugt til Hestestald paa 4 – 5 Fag.
    Begge de to Frøjkmænd bad ydmygst om at faa en skriftlig Tingsvidne, saa de allernaadigst kunne ansøge Hans Majestæt om noget Frifindelse for de kongelige Skatter, dette blev dem bevilget, var for begges Vedkommende 5 Td. 2 Skp., men hvem der havde beboet i Landopmaalingstiden, vidste de ikke.

    De to gårdmænd fra Frøjk er sikkert, som det var sædvane, blevet fritaget for skat og afgifter i en periode på to eller tre år, mens de opbyggede gården. Derefter var alt, som det hidtil havde været, med hoveri, tiende og ekstraskatter.
    Peder Poulsen og Laurs Laursen havde allerede den 22. oktober 1771 købt henholdsvis Vestre- og Østre Frøjk. Laurs Laursen måtte betale 82 rd. Peder lidt mindre.
    (Hjerm Ginding justitsprotokol.)

  • En horeunge

    Det bødes der for i mange år som kun var en stakket glæde
    skriver J.P. Jacobsen

    Jeg ved godt, at det ikke var de uægte, horeungerne, slegfred- og elskovsbørnene, han skrev om, men i min barndom byttede vi om på de to sidste ord og satte et lille i ind, så passede det.

    I min slægt findes de i hobetal – især i min indremissionske farmors livskraftige gren. Det er grunden til, at netop den gren af anetavlen er meget kort – for jeg nedstammer fra horeungerne, fruentimmerne og de udlagte barnefædre.

    Nu har jeg aldrig rigtig fundet ud af, hvordan man laver uægte børn. Horeunger – det kan jeg forstå. Det er der saft og kraft i. Til gengæld har jeg aldrig kunnet forstå, hvorfor de arme unger hele livet skulle moppes, fordi deres forældre havde brudt samfundets strenge morallove. Som nu min ane, Anders Mogensen. I folketællingen opgiver han, at han er født i Haubro i 1796. Lykkelig iler man til kirkebogen, men han er der ikke. Man forsøger igen. Han er der stadigvæk ikke. Pludselig får man den tanke, at den gode hr. Friedrich Godtfred Stampe, sognepræst i Haubro, er en af de fordømmende præster i 1700-tallet, der ikke skulle have deres kirkebog tilsmudset. Det var han. Så bag i bogen med dem – horeungerne. På side 86 finder vi med spids, letlæselig skrift den lille uægte Anders’ dåbsdag indført:

    1796 den 10. januar.
    Lod Ungkarl Mogens Andersen Ladefoged paa Mølgaard og Pigen Maren Jensdatter som forhen haver tient paa Mølgaard, tient indtil Juli hos Gaardmand Anders Larsen i Sdr. Haubro i Torsgaard, deres uægte Søn som i Hiemme Daaben var kaldet Anders, fremstille i Kirken til Daabens Bekiendelse, frembaaren af Fru von Büllow paa Mølgaard fulgt af Jomfru Kold ibd. (sammesteds) og var Fadderne Niels Krogh og 2’de Sønner Poul og Niels alle af Torsgaard.

    Ikke enhver horeunge blev båret til dåben af nådigfruen på Mølgaard, mens jomfru Kold stod hos, men “wos Ajs” havde jo også en ladefoged som far, der havde vedkendt sig faderskabet og endog deltog i dåben.

    Der var åbenbart også forskel på folk den gang, i alle tilfælde har hverken Maren Jens-datter eller Mogens Andersen stået offentlig skrifte i Haubro kirke. Men skandale har der nok været, for ved den næste folketælling fem år senere finder vi hverken Maren eller Mogens – men vi håber stadig på engang at finde dem som lykkeligt ægtepar i et andet sogn.

    Hvordan det gik “wos Ajs”?
    Jo, i 1801 var han som seksårig tjenestedreng på gården Enigheden i Sdr. Haubro.
    I 1834 arbejdede han som medhjælper hos den nye ladefoged på Mølgaard, så herskabet havde ikke helt glemt ham.
    Året efter den 8. november 1835 blev der lyst til bryllup i Skivum kirke for ham og Ellen Marie Christensdatter. Brylluppet stod den 27. november. I kirkebogen noterede præsten, at Anders havde haft “naturlige Kopper”. Kopper var ellers en dødelig sygdom, hvis man overlevede den, var man resten af livet vansiret af store ar i ansigtet og på kroppen.

    Anders og Ellen Marie slog sig ned i Foldmosehus. De fik seks børn, hvoraf flere arvede ladefogedens gener og mødte op i hjemmet med horeunger Da Danmark i 1864 tabte krigen mod Preussen og Holsten, var Anders en gammel mand, men han oplevede den store glæde at se sin ældste søn Anders Andersen vende uskadt hjem fra krigen for at bosætte sig som murer på Barmer Mark.

    Kort efter jul. Den 27. januar 1868 døde Anders. Han blev begravet på Skivum kirkegård.

    Se, nu skulle man jo tro, at historien om horeungen var til ende, men Anders var jo ikke en helt almindelig horeunge. Han var søn af en ladefoged, og den slags glemmer vi ikke i vor slægt. Derfor har hans fars navn; Mogens, i dele af slægten overlevet, som et uofficielt efternavn. De hedder Andersen, men de fleste kender dem under navnet Mogensen.

    – og her slutter så historien om horeungen,  Anders Mogensen – “wos Ajs”

  • Gårdbrand i Fabjerg

    Bertel Jepsen er født i Vestergaard i Fabjerg omkring 1733. Han var søn af Jep Vestergaard, efter hvem han overtog fæstet på gården. I 1767 – samme år som faderen døde – blev han den 22. april viet i Fabjerg kirke til den 20’årige Kiersten Katrine Povelsdatter, der var datter af Poul Madsen i Hyldgaard og hans kone Kirsten Maltesen.
    Underskriverne af forlovelsesattesten i kirkebogen er svigerfaderen, Poul Madsen Hyldgaard og Søren Mortensen i Pindsboel.
    De første år hører vi ikke noget til familien i St. Vestergaard, så vi må formode, at livet har udfoldet sig for dem som for andre familier i landsbyfællesskabet i Fabjerg med barnefødsler, slid og slæb for at holde sulten fra døren.
    Den 8. januar 1777 brænder gården. Bertel må gå den tunge gang til herredsretten i et forsøg på at få et par års skattefrihed, så han kan få råd til at genopbygge gården.

    En katastrofe for Bertel, men vi, hans efterkommere, får pludselig mulighed for at løfte lille en flig af glemselens slør, og få et lille indblik i de barske vilkår Fabjergboerne levede under i 1700-tallet.
    For Retten fremstod Bertel Jepsen, Fæste Bonde af Store Vestergaard i Fabjerg Sogn under Skodborg Herred, Beufling Amt, som beklagelig Anmeldte i Retten, at Mandagen d: 8 January næstafvigte om eftermiddagen, noget over Middag opkom Vaade Jld udj bem.te hans paaboende Gaard som uanseet tilkommende Naboers hielp saaledes tog Overhaand formedelst daværende stærk Stormveyr, at det hele Stue Huus længe og dertil tilstødende høelade ialt 19 Fag vel bebygt huus med Kub eller Halvtag i begge Ender aldeles af Ilden blev fortæret og lagt i Aske, saa deraf ej blev det mindste tilovers fra ildens Lue, som kunde anvendes til nogen Nytte hvorved tillige største Deelen af hans Indboe blev opbrændt  saavel som en 14 læs høe med noget mere hvoriblandt hans aftærskede Korn, som laa paa Loftet, hvorved han er sat i ynkelige og beklagelige Omstændigheder, trængende til Kongens Naade, og Med Christnes hielp, til hvilken Eed og for at ansøge Hans Majestæt om De Kongel: Contributioners eftergivelse, Bertel Jepsen var begeærende at hans Naboer og flere, som ved ilds Vaaden har været tilstæde, maatte tillades deres Eedelige Vidnesbyrd for-inden Retten at aflægge og hannem derefter et louligt Tings Vidne desangl: maatte blive meddelt, i hvis følge han fremstillede Søren Laursen af Lille Vestergaard, Laurs Christensen Vinte sgaard, Peder Nielsen Svensensgaard, Christen Nielsen Bloksg, Søren Pedersen af Bloksgaard Huus og David Lauritsen af Hyldgaard, alle af Fadbjerg Sogn, som han begiærede i Eed tages og stedes til Forhør.
    Retten fremkaldte berørte 6 Vidners Persohner, forelæste og betydede dem Lovens Eed, og formanede dem til Sandheds Udsigende, som de og enhver belovede og derpaa med oprakte Fingre giorde Lovens Eed, og derefter paa Rettens tilspørgende qvestering forklarede: at det udi alle Maader forholdt sig saal: med den ilds Vaade, som Bertel Jepsen foran for Retten forklaret haver, meml: at Stuehuuset med høe laden aldeles blev lagt i Aske, og ikke det mindste deraf blev reddet fra ildens lue, og at største deelen af indboen, kornet paa Loftet og Høet i Laden ligel. Af ilden blev fortæret, saasom ilden tog saa kraftig og stærk overhaand, at det næppe varede en halv Time, fra ilden først saaes, og til det alt sammen var i Aske. – Vidnerne forklarede d: at ingen af dem vidste nogen Aarsager til ildens Opkomst, Ligesom det ogsaa var dem bekiendt, at der den dag ei var brugt brygning ell: bagning i Bertel Jepsens huus, hvoraf saasom ilds Vaade kunne opkomme, og desuden tændte ilden først an i vester ende af huuset, hvor hverken Ofn, Kycks eller Skorsteen var. Endnu forklarede Vid-nerne: at berørte Store Vestergaard staar i matriculen for hartkorn 9 td. 7 skp. 1 alb. Som stodhe i Deres Minde tid har været under en Beboer, og da Vidnerne paa nye efter op Læsning havde tilstaaet Deres Vidnesbyrds rigtige Tilførelse og aflæggelse blev de fra Retten dimitterede, da dert passerede efter Bertel Jepsens begiering hannem i Tings Vidnes form blev bevilget.- Da ingen efter Rettens Paaraab meldte sig med noget videre blev Retten udlyst og ophørt (Sk.-V. hrd’s Tb 25.01,1776, s. 3b).

    Man må formode, at Bertel Jepsen, som det var kutyme, fik eftergivet skatter og afgifter 2 eller 3 år, så han kunne genopbygge gården og indsætte en ny besætning for derefter igen at blive en af Hans Majestæts gode, stabile skatteborgere.
    Det nåede han nu ikke. Måske har branden knækket han. I alle tilfælde døde han året efter 1777 og blev den 13. februar begravet på Fabjerg kirkegård 44 år gammel. Man kunne ellers have undt den stakkels plagede Bertel at opleve jubelåret, 1788, året, hvor kongen ved lov ophævede vornedskabet.
    Det var en ung enke, der sad tilbage med ansvaret for gården. Men, på en gård skal der være såvel husbond som madmor, så allerede den 12. november 1777, var der bryllup i St. Vestergaard. Kirstens nye mand var Christen Lauritsen Trans med hvem hun fik to børn.
    Den 31. marts 1822 døde Kirsten. Hun var 75 år, da hun blev begravet på Fabjerg kirkegård.