Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Bent Bjerre Bach

  • Ufred i slægten

    David Pedersen blev født omkring 1724 i Nørre Nissum som søn fæstebonden i Nørre Touborg, Peder Davidsen og hans kone, Maren Johannesdatter Sparres. Den 5. februar 1753 overtager David fæstet på Touborg efter sin far. Dagen før, den 4. februar 1753 var stavnsbåndet blevet genindført. Adelen manglede arbejdskraft på deres godser, og kongen ville være sikker på, at der altid kunne udskrives værnepligtige til hæren. Stavnsbåndet betød, at bønderkarle mellem 14 og 36 år ikke måtte forlade det gods de tilhørte – var knyttet til.

    Fæstebrevet, ses indført i tingbogen under den 5. februar 1753 godt tyde på. Det lyder:

    No 19  F5 12 Sk   1753
    Underskrevne Anne Marie – Sal. Cammer Raad Mathias Pedersens efterleverske til Kongensgaard tilstaar og herved vitterlig giør at have sted og fæst til min Bondesøn David Pedersen det lidet stæd Nør Touborg i Nissum som hans Fader David Pedersen nu ibor i fæste har haft og til hannem afstaaede og oplat haver paa følgende Conditioner:

    I.         Saa længe begge hans forældre lever og er nogenledes ved Helbred og oven Sengen, sider han med dem, og ei gifter sig, uden deres gode villie og samtøke med Mindre der sygdom og svaghed skulle paakomme dem, da fornødenheden sligt udkræver.

    II.        Omgaaes hand dem sønelig, kierlig og vil og forsyene dem med deres fornødne underholdning lige med sig selv som ogsaa efter deres død skaffer dem en sømmelig begravelse og iordefærd, hvorimod David Pedersen for det.

    III.       Beholde alt hvad hans forældre efterlader sig, uden nogen Skifte og deling med hans afvgn sødskende, eller at de derpaa have nogen Protention.

    IV.        De gamle love at viise Sønnen ald den hjælp og assistence muligt er, og ei give aarsag til nogen uEnighed klager eller Dispute, og i fald Samme skulle ved døden afgaae før hans forældre, staaer ded gamle fæstebrev endda ved Magt. Naar nu ovenskrefne saaledes rhedelig og tilbørlig holdes skal fornte.

    V.         David Pedersen for det beholde bem. hans faders stæd og fæste sin lifs tid uud lige Ret og tillæg som hans fader og formænd, det have haft og brugt, Stædets bygninger forbedrer og istand holder, marker ei til upligt bruge, Aarlig til hver Martine betale Husbonde for ægt og arbejde Skyld og landgilde, de 4re Quartaler og kornskatten medberegnet, Rede penge 6 Rd, skriver 6 Rigsdaler. Indfæstning har han i dag betalt med 8 Rd og i alt Øvrigt, som een fæstebonde, retter sig efter Kongens Lov og forordninger, under denne fæstes fortabelse.

    Dete til bekræftelse under min haand og forsegling.
    Lemvig dend 5te febr. 1753
    Anne Marie
    Sal. Mathias Pedersen (B77 B-5a, side192b)

    Man kan undre sig over fæstebrevets skarpe ordlyd, men herskabet på Kongensgaard har måske ikke været helt uvidende om, hvad der foregik i Nr. Touborg – og det er vi heller ikke.

    Samme år fik David sine forældres samtykke til at gifte sig. Der var trolovelse den 19. oktober, og vielsen foregik i Nørre Nissum kirke lige før jul, den 19. december. Bruden var Maren Pedersdatter, der sikkert stammede fra Nørre Nissum.

    Da H. V. Richter overtog Kongensgaard i 1755, nævnes det i tingbogen, at det var David Pedersen og hans svoger, Jens Maltesen, der boede i Nørre Touborg, der som mange andre fæstegårde var en dobbeltgård.

    I tingbogen under den 29. januar 1756 får vi et tydeligt billede af, hvad Peder Davidsen, Davids far, og senere David måtte stå igennem på grund af moderens hidsige temperament, senilitet eller sindssyge.

    David har givet op og stævnet moderen for retten i Lemvig. Gennem vidnernes forklaring får  vi et indblik i et af de mest tragiske eksempler på ufred i vor slægt.

    Torsdagen den 29de Janv: 1756 Dommer og Skriver Jørgen Sørensen. Stolemændene vare: Morten Madsen, Søren Futtrup, Henrik Christensen af Lemvig samt Peder Pedersen Synderby i Fabjerg.
    Fremkom for Retten sr. Peder Nielsen Smith af Lemvig og producerede Een skriftlig Rettens stefning paa papir No 18 af Dato 22.  Janv: sidst hvilken stefning med sin forkyndelses paaskrift begierende i Retten læst, paaskreven og  den forventede act tilført som og skede, lyde fol: Efter Begiering paaberaabende Retten de indstefnte Neml: Maren Johannesdatter Sparres, Johannes Iversen, David Pedersen og Hustrue, Hvor efter anmeldte sig David Pedersen, som tilstod stevningens lovlige forkyndelse.
    Smidth begierede at Retten ville Æske David Pedersens fæstebrev og at dend i Retten maatte vorde fremlagt til læsning og protocollation, hvorefter David Pedersen fremlagde hans fæstebrev af Dato 5. Febr 1753, som blev læst og lyde fol: Jfølge stævnemaalet var Smith beføiet til at giøre følgende Spørgsmaal til David Pedersen.

    1.         om hand har nægtet sin Moder noget til hendes underholdning og lifsopophold af det han selv har haft enten ved hans bord eller i hans huus.

    2.         om hand veed eller er vidende at hans hustrue Maren Pedersdatter enten ved opsætsighed eller gienstridighed har forvoldt saadan ufrighed.

    3.         om han veed eller er vidende at hans Hustrue Maren Pedersdatter enten med Opsætsighed eller gienstridighed har forvoldt saadan ufrieghed, Paa hvilke 3de Spørgsmaale Smit begierede Retten ville indhente David Peders: svar
    David Pedersen svarede paa 1te Spørgsmaal, Nei hand havde ingen aarsag givet til den ufrieghed der har været jmellem ham og Moder. Paa det 2dte Spørgsmaal svarede, Nej vist havde han icke nægtet hende noget til underholdning, Paa 3die svarede, Nej vist havde hans Hustrue icke været aarsag til ufrigheden, og erklærede i det øfrige der paa at aflægge lovens Eed naar den ham vorde tillat: David Peders: blev endelig tilsidst tilspurt om han intet havde hans moders fæstebrev med sig eller quitaatj bogen, Svarede Nej ingen af delene, Man havde vel begieret quitaatj bogen af hende, men ej til Datum faaet dend.

    Videre erklærede Smith at dend uforliegelighed, dend forargelig Levemaade og onde forhold har foranlediget Smith at lade dend Gl. Maren Sparres Lauværge her til tinget at indstevne, for sligt at faa fremmet, om muligt er, og til den Ende indkaldt 4re af Nør Nissum Sognemænd, som og i lang tid har været ?)—-end og videre fremlagde en ?) Mi— fra Præsten Christian Brun i Nissum. angl. samme Beskaffenhed, hvilket Smith begierede i Retten maatte læses og Acten tilføres, som og skede lyde fol: hvorefter Smith var begierende at de indkaldede mænd maatte for Retten fremkaldes og tages under Eed for at vidne deres sandhed hvad de om dend ting er bevist, og fremstod da Jens Maltesen, Christen Jepsen og Peder Pedersen Støvlbæk samt Christen Christensen af Høgsgaard alle af Nissum sogn, for hvem forklaringen over Eeden af Lovbogen blev oplæst med formaning at sige sandhed, og derpaa med paalagte sore Lovens Eed at vidne deres sandhed i denne sag, hvor efter de 3de afvigede og Jens Maltesen af Nør Toubro Toubro, som er næste Naboe til den indstefnte Persoeen blev af Smith tilspurt.

    1.         om han icke veed at de har levet uforliigelig i Nør Touborg paa Nogen tid.? Svarede iae det vidste Hand og var icke dulgt.

    2.         om vidrer veed at skylden er hos Søn eller Kuen eller hos hans gl: Moder? Svarede saa vidt hand vidste hafte dend gl: Mor været aarsag til ufriegheden

    3.         om hand ved at Maren Sparres paa visse tider har voldt et slemt huus i Touborg? Svarede sidste aar havde hand icke været overværende, men Juuledag hen ad Aften kom der bud efter ham, og da var Maren Sparres meget Uregerlig saa det lod sig ansee hun enten var fuld eller gal.

    4.         tilspurt om vidnet dend tiid kunne Raade med Maren Sparres enten med det onde eller det gode? Svarede at hverken hand søn eller Hustrue kunde Raa de hende paa Nogen Maade og sønnen David havde hun oprevet i Ansigtet saa blodet gik ud.

    5.         om vidnet veed at slig hendes onde adfærd baade hemmelig og aabenbare er søgt at Raade Bod paa af Præsten?            Svarede: ia vist var der.

    6.         om vidnet veed at deres hosbond og fuldmægtig har søgt at Raade Bod der paa og Vigilleet for de skulle blive forliiggelig? Svarede: iae, det viste han og.

    7.         om vidnet veed at David Peders. og Hustrue saa nægtet deres Moder hendes underholdning oh lifs ophold af hvis de selv havde haft og nødt. Svarede nei det havde han intet hørt.

    8.         om hand veed Maren Sparres  er fløttet fra Toubro, da hvor og hvormed hun er fløttet? Svarede Vidnet og Christen Hundskier blev begieret d 5de Janr. sidst at komme der ind og da var Johannes Gilgaard. møt med hans vogn og afhentede Maren Sparres hiem til sig tillige med hendes kiste og seng, samt 1 Jern Kachelofn, 1 kaaberbrøg Kiedel af gruen og andre smaae Sager som hand ej just kand forklare.

    9.         om hand veed at Maren Sparres havde nogen lov af hendes Hosbond at flytte fra Touborg? Svarede nei det viste hand icke.

    10.        Endelig om hand var beviist Maren Sparres havde nogen Pass hvormed hun kunde have tilladelse at qvitere godset? Svarede det viste hand icke.

    Efter dette vidnes udsigelse af protocollen var oplæst og samme under aflagde Eed hafde tilstaaed og efter at Retten havde paaraabt den indstefnte Maren Sparres med Lauværge, Men icke mødt, blev vidnet Dimmitteret.

    Og igien fremstoed Christen Jepsen af Hundskier som svarede paa 1te qvestion til forrige vidne. Jae der havde undertiden været ufriighed imellem dem.
    Paa 2de sp: Sv Moderen var mere ondrig og klammeragtig end de unge, troede vel der for hun havde skylden.
    Paa 3die svarede: hand havde været der 2 à 3 gange og da hafte der været et slemt huus, saa det lod sig ansee som om hun ej var Ret ved forstanden.
    Paa 4de svarede hun lod sig beqvemme, men spurte siden, det ej stod sig længe der var fred.
    Paa 5te iae! havde hørt tale om at præsten havde formanet og til rette sat hende.
    Paa 6te svarede. det viste hand til visse.
    Paa 7de det havde hand icke hørt nogen tid.
    Paa 8de svarede ligesom Jens Maltesen afvieste hanen.
    Paa 9de ligesom forige vidne og  Paa 10de Ligeledes som forige vidne, Endelig før dette vidne blev dimitteret fra Retten vilde Smith spørgen ham om hand kan nægte om Maren Sparres it ofte har levet i et uforliigeligt og forargeligt levned baade med  hendes afdøde Mand og Børn?  Svarede hand havde hørt sige at hun Raadede for Manden og levede med ham og Børn ichun maadeligt. og da ingen var møtsom havde vidnet videre at tilspørge blev hd. fra Retten dimmitteret.

    Dernæst fremstoed Peder Pedersen Støvlbæk, som under lige soren Eed svarte
    paa 1te Spørgsmaal Jae hand hafde hørt meget der til, men icke selv overværende der ved.
    Paa 2dte derom viste hd. intet
    Paa 3die viste det iche uden hvad hd. har hørt af andre.
    Paa 4de og 5de viste intet uden efter sigende.
    Paa 6te det viste han til visse
    Paa 7de det hafte hand iche hørt.
    Paa 8de hand hafte hørt det lige saadan som de 2de vidner afvundet haver.
    Paa 9de og 10de svarede nej, det viste hand iche. Paa sidste qvestition til næstforrige vidne svarede at hand havde hørt at hun Raade for Manden. Smith ville nu tilspørge dette vidne om hand kan nægte at Maren Sparres io ofte har levet i stor uforligelighed og Dispute med hendes og vidnets Naboe Nafnl: Jørgen Stokholm. Svarrede de havde undertiden skiftet deres mellemværende noget knobervorren, for det 2dt kand nægte at Jørgen Stokholm  som Maren Sparres Naboe har anklaget hende for Præst og hosbonde og  hun derfor er bleven anklaget var og for i Lemvig ved hosbonden og blev til Rette sat derfor. Og da ingen havde ham videre at tilspørge blev hd. fra Retten demmitteret.

    Da igien fremstod Christen Høgsgaard, som paa1te Sp. svarede ia hand hafde hørt det og iche troet det var sandt.
    Paa det 2dte svarede nei, hand havde iche været overværende, dog troede han nok den gl. havde skylden.
    Paa 3die hand viste iche Nogen fordels vished, uden hvad han havde hørt sige af andre.
    Paa 4de kunde intet forklare.
    Paa 5te svarede ia Præsten havde inde hos hende.
    Paa 6te svarede ligeledes ia.
    Paa 7de det havde han iche hørt tale om.
    Paa 8de forklarede hun var flyttet til Geilgaard men hvad hun var flyttet med vidste hand iche uden efter sigende.
    Paa 9de og 10de det vidste hand iche. Smith vilde viidere tilspørge dette vidne om hand kand nægte at hand io ved Maren Sparres levned ofte uforligelig baade med hendes Mand og Børn og førte forargeligt lefnet. Svarede det kunde han iche nægte thi det var desværre en Sandhed. End mere tilspurt vidnet om hand  veed at David Touborg havde anden Kachelofn end den hans Moder tog, og om de iche havde ild og varme hver dag naar behov giørtes? Nej iche uden den samme. Viidere tilspurgt om de havde anden kiedel i grue eller uden grue, end den som Maren Sparres tog – Svarede Nej. Endelig og til slutning tilspurgt vidnet om David Peders, Hustrue og Spæde Barn iche maatte qvittere huuset da Kachelofnen var nedbrut og hvad tid det skeede? Svarede paa hellig 3 kongers aften, da Kachelofnen var nedbrudt matte de qvittere huuset, siden de ingen varme kunde have der, og tog Logimente  hos Jørgen Stokholm 1te Natten til de igien havde samlet nogle leerpotter at opsætte en Kachelofn af. Og da ingen havde vidnet videre at qvestionere enten pro eller contra blev hd. fra Retten Demitteret. sør P, Smit Kunde gierne føre flere vidner og beviiser over Maren Sparres hendes onde forhold, adfærd og forargelige levemaade ia baade muntlig og skriftlig beviiser hendesgierninger grovere end i dag afvundet er, men som er alt for erlat og aabenbar og deraf de 4re mænds aflagde vidne saas at hun er baade Guds og Kongens Lovs overtræder, saa slig hendes Gierning nok at afstraffes, saa Begierede Smith af Retten at hvis som i dag er passeret maatte ham formaa af tingsvidne en beskreven Meddel, som og af Retten stad. blev.

    Det kan vel ikke undre, at forholdet mellem de to naboer og fætre, David Pedersen og Johannes Iversen, der sad i Geilgaard, kølnedes en anelse.  Af fadderlisterne ses det, at de i tiåret fra 1755 – 1765 ikke var blandt fadderne i henholdsvis Geilgaard og Nr. Touborg. Efter 1765 er forholdet åbenbart normaliseret.

    David levede endnu tyve år som fæstegårdmand i Nr.Touborg. Århundredets sidste årtier var gode år for landbruget med fremgang for de fleste, bønder som fæstebønder – også i vor slægt – men David. Han døde året før de store bondereformer og blev begravet den 9. april 1787 – stadig fattig – så fattig, at han blev begravet uden ligprædiken eller salmesang af degnen.

    Jo! Familien i Nørre Touborg var stadig i stand til at leverede stof til hyggesnakken over hækken i Nørre Nissum, men måske fik folk andet at tale om to år senere, da Den franske Revolution brød ud (1789).

    Og stakkels Maren, der nu ikke længere kunne beholde fæstet. Om hun er død i Nørre Nissum vides ikke. Hun har nok delt skæbne med de mange andre enlige kvinder, der måtte leve nådsensbrød hos familien eller kom på sognet, når de ikke længere var i stand til at ernære sig som spinde- eller malkepiger eller på anden måde kunne gøre sig nyttig på gårdene. Marens død er endnu ikke fundet.

  • Vist vaskede vi da hænder!

    Herligt. Hvem vil undvære det – morgenbadet. Ud af fjerene, ind under bruseren, et let drej på blandingsbatteriets hane, og det herligste tempererede vand fosser ud – men vi skriver jo også 2007. I min barndom i 1940’erne var der måske vand nok, men kvaliteten kunne være svingende.

    Alle havde på deres egen krop erfaret, hvor meget arbejde det krævede, at pumpe drikkevand op til kreaturerne og hente vand til husholdning og rengøring – for slet ikke at tale om de ca. 70 spande vand, en storvask krævede – selv uden vandafledningsafgifter lærte vi at spare på vandet.

    De fleste familier havde deres egen lukkede brønd med pumpe i rimelig afstand fra møngen, – møddingen. Hos dem var det ingen sag at hente en spand vand, hwis da’t pomplæj’åd – læderpakningen – war bløwen tør eller slit op, for så måtte der hældes en sjat vand ned i pumpen, inden den virkede. Var der ikke mere vand i spanden, kunne sjatten hentes i kjæltrowed, – vandtruget – der altid stod tæt ved pumpen. Selvfølgelig huske man så at lade de første fire – fem pumpeslag gå i vandtruget, inden man begyndte at pumpe rent vand i spanden.

    Mere problematisk var det i de hjem, hvor man stadig havde kæl, – brønd – i gården. Det kunne gå, de steder, hvor brønden var indhegnet med brædder og dækket af en trælem, så børn og andet ikke faldt i vandet. Vi kaldte det kælhused, – kildehuset. Det blev af de dristigste drenge brugt som skjulested, når vi legede gemmeleg.

    Tog en frø ophold i brønden, betragtedes vandet som værende af god kvalitet, for også frøer var kræsne og krævede frisk vand – til gengæld formodedes de at tage sig af uønskede smådyr.

    I enkelte hjem hentedes vandet i en uafdækkede brønd. Det kunne give problemer i regnvejr og næsten altid om foråret, når smeltevandet fossede ned i brønden. Så var vandet ubrugeligt, indtil brønden var renset for overfladevand, og slam og nyt grundvand var sivet ind – i den mellemliggende tid måtte man hente vand hos naboen eller smelte sneen på komfuret.

    I en nabokommune måtte en familie, der boede til leje i et arbejderhus hos en gårdmand, helt op i 1950-erne hente deres brugsvand i den lille dam, hvor køer og heste blev vandet. Først, da de klagede til sundhedskommissionen, blev forholdene ændret – men . . . sån var’ed slet it i Siem.

    Indtil man i 1908 byggede et fælles vandværk, havde alle gårdene i Sem deres egen brønd. Nogle af husene havde slået sig sammen om en fællesbrønd. Med det nye vandværk var byen sikret en mere stabil og hygiejnisk vandforsyning. Vandet blev hentet i et væld, der lå nær Brækil – den lille sø i Sem mose, hvor man kunne se sandet hvirvle op, når grundvandet fossede ud i søens bund. Vandet var friskt og hele året kun 80 varmt, men også i den lille opsamlingsbrønd var der frøer. To hæverter pumpede dag og nat vand op i en ca. ca. 4 m3 beholder, der stod tæt ved kirkediget.

    I 1958 byggedes en ny brønd på 27 m3 tæt ved Chren Juuls hus på et stykke jord, Axel Pedersen i Toftegaard havde skænkede til vandværket. Til gengæld skulle have lov til at vande sine køer ved boringen. Det skulle vise sig at være en dårlig ide. Køerne var heller ikke renlige, så snart fandt man kolibakterier i vandet – nogle mente, at det var udsivning fra kirkegården. Det fik kredslæge Gilberg til at nedlægge forbud mod at anvende boringen.

    Bent Fynboe havde tidligere drevet dambrug ved Brækil – Bredkilde. I 1978 sikrede vandværket sig langt ud i fremtiden ved at købe det nedlagte dambrugs pumpeværk. Prisen var 70.000 kr. og en stikledning til Bent Fynboes hus, der var nærmeste nabo til Hestekjærgaard.. Få år efter kunne man føre en vandledning til Grove og Edderup.

    I de hårde vintre 1942-44 led alle. Selvom mange, når vinteren nærmede sig, isolerede pumpen med halm og sække, kunne den fryse til. Så måtte man, indtil smeden fik tid til at tø rørene op, skaffe sig vand hos naboen, tø sne op eller hente vand i Brækil, der aldrig frøs til..

    Et enkelt år under krigen, var der mange hjem i Sem, der havde store problemer. De usædvanlig høje kuldegrader fik mange vandrør til at fryse til. Folk valfartede op mod købmanden med deres zinkspande, for i skellet ved Chren Juuls grund stod en brandhane, der kunne modstå kuldegraderne. Hver formiddagen blev den viklet ud af isoleringen, så folk kunne fylde deres spande med rent, iskoldt vand. Mens man stod og ventede på, at det skulle blive ens tur til at tappe vand, var der rig lejlighed at tale om danskernes yndlingsemner, vejret og krigen.

    De gammel ville korse sig, hvis de så vor tids store toiletmiljøer med designede møbler, lækre bløde håndklæder i mange størrelser og farver, forkromede haner, toiletpapir med farvede mønstre.

    Som om der war nown, der ku’ si mæ den æn!

    Æ de nåd’ å brug si pæng te’ – – –

    – ville en og anden nok mumle – men de, der var vant til de iskolde cementgulve, ville sikkert have nydt badeværelsets gulvvarme.

    Varmt vand fandtes kun i den lille vandbeholder bagest i komfuret, grisen, hvis pigen havde nået at fyre op. Så skulle karlene, når de stod op, have det iskolde vand tempereret, måtte de slå en tur over gården med potmålet – og hvem havde lyst til det kl. 5.00. Nej, det var forståelig nok ikke alle, der vaskede sig om morgenen. Men om aftenen vaskede man sig – flere af karlene i kjældtrowed – vandtruget i gården – i koldt vand. Ikke underligt, at det var nødvendigt at skifte sengetøjet i karlekammeret ofte – hver 14. dag. Ellers stod man ved køkkenbordet i undertrøje og skrubbede hænder, arme, ansigt og nakke – nogle nøjedes med at kiltre ærmer op og bøje skjortens flip lidt rundt. Man forstod dem, der var formildende omstændigheder.

    Renlighed er en god ting sagde kællingen. Hun vendte særken nytårsaften.

    I Sem Sogn foregik det lidt oftere. Mange af vi unger kom i bad i en zinkbalje på køkkengulvet en gang om ugen, andre hver tredje uge, når mor havde storvask. Nogle få nøjedes med etagevasken ved køkkenbordet, og en par stykker var kendt for aldrig at misbruge vand.

    De fleste skiftede undertøj en gang om ugen – eller når det var nødvendigt. Det kunne hænde, vi trak det en dag eller to, for at spare mor for alt for meget vaskeri.

    Jeg hørte en gang en mand i fuld alvor påstå, at den største økologiske katastrofe i verdenshistorien var opfindelsen af det moderne vandkloset. Han var sågar skolepsykolog. Havde han så været landmand. Men når jeg tænker på de struttende frugtbuske og træer i skolehaven – for slet ikke at tale om rabarberne, der var sognets kraftigste, burde jeg måske give ham ret.

    En lille jydehistorie:

    Ane gravede ikke, som andre i sognet, wc-tøndens indhold ned. Hun hældte det ud over rabarberne. En dag præstefruen var på besøg, pralede Ane af sine flotte rabarber. Præstefruen bestyrtet: Jamen Ane! Kan det ikke smages?

    Ane: Kuns lig.

    Toiletter?

    Det kunne hænde, at enkelte gårde havde et lokum i udhuset. Det blev som regel kun brugt, når der var gæstebud, Til daglig delte de fleste toiletfaciliteter med køerne. Man brugte grebningen – i daglig tale kaldt grewlingen. Der sad vi så på vagt med en halmvisk eller en halv side af Randers Dagblad i hånden og det ene øje diskret bagudrettet, for blev koen inspireret, skulle man være hurtig.

    Vaske hænder? Hvor? Der var hverken vand, sæbe eller håndklæde i kohuset. Nej! Vi lærte fra vi var små ikke at beskæftige os med uvæsentlige ting, og vi vidste, at vi sku’ ha’ syw pund skit i wos om ored – året. Til gengæld voksede vi op og blev en sund, karsk jysk stamme, der ikke kom til at fylde meget i sygestatistikken. Det er skam ikke uden grund, vi kunne opbygge en velfærdsstat og i dag kaldes: Det grå Guld. Der fandtes selvfølgelig folk som min far og mor, der vaskede hænder, men det var ikke en selvfølge.

    Skolen havde et tissehus til drengene – sædvanligvis brugte vi et andet ord. Urinen løb gennem et hul i væggen ud i vores mødding, som Hans Lindskov en gang imellem tømte over sine marker. Desuden var der et das til pigerne, et til drengene og denens private. Vi brugte nu i daglig tale et mere folkelige ord, men var denen til stede, sagde vi WC.

    De høje zinkspande fra de tre dasser blev med passende mellemrum tømt. Det klarede min forældre. Mens de småtrippende med tønden mellem sig krappede sig op i haven, for at grave indholdet ned ved buske, træer og eller rabarber – sognets flotteste – hørte jeg undertiden min mor hvisle ord, som jeg ikke skulle have hørt – især hvis det var pigetønden, der var noget livligere end de to andre.

    Nytårsårsaften morede de unge sig. Et år fortalte man, at en mand i Sem havde udført det kunststykke at hejse tønden ned fra flagstangen, hvor de unge i ly af mørket havde anbragt den. For at give ham mulighed for at brillere, havde de endog indkøbt for ti øre gær hos vores købmand, Marta. Efter den tid var der flere, der låste eller taw tønden ind nytårsaften.

    Heller ikke i Sem Forsamlingshus var der problemer til baller eller fester. Var der behov, smuttede man diskret ud bag salen, der var et lille område med træer og buske. Her kunne karlene sagtens stå og kikke stjerner, og pigerne uden at vække opsigt sidde fnisende på hug, mens de diskret svang med skørtet.

    En nutidsdansker med adgang til et moderne badeværelse vil anse forholdene i vort lille, fattige sogn for ekstreme. Vi kan kun give ham ret, men de var ikke unikke. Vi delte vilkår med stort set alle danske landsogne, og vel også med mange beboere i fattige bykvarterer med lokum i gården – selvom de dog i det mindste havde koldt vand i vandhanerne.

    Omkring 1950 begyndte landet så småt at rejse sig. Marshallhjælpen fik Europas hjul til at snurrede hurtigere. Lønnen steg. Vi fik råd til ting, vi tidligere end ikke havde turdet drømme om. Unge måtte rejse fra sognet, for på grund af landbrugets mekaniseringen var der ikke længere brug for så mange hænder. De vænnede sig hurtigt til højere løn og fast arbejdstid, og de fik nye vaner. Også de unge, der flyttede ind på gårdene havde været udensogns. Den øgede indtjening gav dem mulighed for at ændre på forholdene inde. Man fik badeværelse med toilet og bruser, og det gamle vaskebræt blev udskiftet med en vaskemaskine. I løbet af få år var alt det, vi kendte borte – men vi begræder det ikke. Længes vi tilbage til barndommen, er det bestemt ikke de hygiejniske forhold, vi tænker på.

    Spørger du nu, om jeg vaskede hænder, er svaret:

    Vist vaskede vi da hænder, . . . .hvis de trængte.

  • Han røg egeblade

    Den gamle Hans Lindskov var gift to gange. Da hans første kone døde, blev han bestyrer på en gård i Dalbyover hos sin søster. Hans anden kone hed Mariane. Hun stammede fra Annexgaarden i Sem. Hendes Far, Hans Jensen, blev i daglig tale kaldt Soffy Hans – Sophies Hans. Han havde 24 børn.

    Hans Lindskov boede i en gammel, stråtækt gård i Grove, som nærmeste nabo til skolen. Det efterår, han købte gården, var usædvanligt vådt. Roerne sad endnu i jorden i oktober måned, fordi det ikke var muligt at køre i markerne for vand. Det kneb med at få foder til dyrene, så om vinteren måtte man som så ofte før fodre med lyngris fra heden. Høsten havde ellers været god det år, men heller ikke den var blevet reddet ind i tide.

    Familien havde det i begyndelsen meget småt. Hans måtte supplere indtjeningen. En tid gik han til Stangerum og tærskede. Han fik 11 øre om dagen. Nogle somre boede og arbejdede han en hel måned hos sin søster og svoger i Tørring i høhøsten. Når arbejdet var slut, blev han kørt hjem på det læs Hø, der var hans løn.

    Hans og Mariane boede på ejendommen indtil hendes død i 1922. Sønnen, Jens, der lige var blevet gift med Else Andersen fra Maagaard i Sem, købte gården. En tid boede Hans hos Jens og Else. Else følte imidlertid, det var vanskeligt, fordi hun, der var nygift kone, blev betragtet som ung pige i huset. Hans tog konsekvensen og købte en ejendom på Havndalvej i Edderup af Rosenkilde (senere Victor Christensens ejendom).

    Sønnen, Hans, og datteren, Marie, arbejdede en overgang på Fyn. Det var her Marie lærte sin senere mand, Hans Rasmussen, at kende. Han havde fast arbejde på Stevnstrup Teglværk, og det var der parrets første tre børn: Gudrun, Alfred og Magda blev født.

    Hans Lindskov kaldte datteren, Marie, og hendes mand, Hans Rasmussen, hjem fra Fyn. Han havde svært ved at klare arbejdet på ejendommen nu han var alene. De flyttede ind på ejendommen og boede de sammen med Hans, indtil han mageskiftede med Peter Fuur, der boede i den lille ejendom, Semmøgelbo, øst for Semmøgelhøj.

    En del af ejendommens jord op mod skoven var blevet tilkøbt omkring århundredeskiftet. Johnsen Winter, der ejede Maagaard i Sem, solgte ud af jorden, inden han rejste fra Sem.

    Under 2. verdenskrig havde Hans Lindskov det, som andre rygere, meget svært. Tobak var som alt andet rationeret. Man måtte klare sig, som man bedst kunne, så Hans røg kirsebær-, kartoffel- rabarber- og kastanieblade, hvis han da ikke var så heldig at få lidt af den hjemmedyrkede tobak, som mange dyrkede i haven. En enkelt gang forsøgte han at ryge tørrede egeblade i sin lange pibe, men det var dog for stærkt.

    Hans Lindskov boede til sin død i marts 1949 hos Hans Rasmussen og Marie. De havde overtaget ejendommen, da han gik på aftægt.

  • Tre med samme navn!

    Så længe Bedstefar kunne holde til det, var det hans arbejde at passe køerne, fordi min far jo som regel kørte mælketur. Bedstefar trak de 4-6 køer op på marken, hvis der var græs nok. Undertiden kom der en og anden forbi, så han kunne få sig en lille snak.

    Bedstefar var meget glad for børn, så når skolebørnene var på vej hjem, drillede han dem og lod, som om han ville fange dem med stokken.

    Hvis græsset ved højen slap op i løbet af sommeren, måtte han trække køerne ned i kjared, Sem Mose. Ved den lille gravhøj, som vi kaldte Ilderhøj, lagde han sig i læ og røg på sin lange pibe, indtil det hen mod aften blev tid at trække køerne hjem igen.

    I 1930 fik han sig et ekstra arbejde. Da min søster Mariane var tre år, opdagede min far og mor en morgen, at hun ikke kunne støtte på sit højre ben. Hun havde fået børnelammelse. Det var ikke nogen ualmindelig sygdom den gang. Den dukkede gerne op om efteråret, og det var gerne børn og unge, der blev syge. Resten af sit liv måtte Mariane gå med en stiv jernskinne på begge sider af benet som støtte.

    Bedstefar fik et helt specielt forhold til Mariane. Det blev ham, der passede hende, da hun var lille. Far kørte mælketuren, og Mor havde rigeligt at se. Når Far ikke var hjemme, blev det hende, der ud over arbejdet med børn og hus måtte stå for arbejdet på ejendommen.

    Hans blev altid kaldt: Den gamle Hans Lindskov. Han var nemlig ikke ene om navnet. Sønnen, der boede i naboejendommen, Skolely, hed som sin far Hans Lindskov, og da han fulgte gammel skik og opkaldte sin ældste søn efter sin far, var der en overgang hele tre i Grove, som hed Hans Lindskov.

  • Men nye tider var på vej

    Arbejdet på landet var anderledes hårdt i min barn- og ungdom, end det er nu, hvor maskinerne har overtaget det meste.

    Om foråret, når der havde været så meget tørring i luften, at markarbejdet kunne begynde, blev jorden fælled. Efter at have samlet de sten, der var kommet frem i vinterens løb, lod man hesten gå hen over marken forspændt en hjulring, en omvendt harve eller et bræt, så de værste jordklumper fra efterårets pløjning kunne blive slået i stykker. Til sidst blev harven vendt om, og jorden bearbejdet, så den var myg og løs. Efter en hel dags arbejde i marken var det de færreste, der følte trang til at gå en aftentur.

    Såmaskinerne den gang var små. Ca. 1 til 2 meter brede. De kunne så mellem 15 og 24 rækker korn ad gangen.

    Når magasinet var fyldt med sædekorn, gik turen igen frem og tilbage over marken. Man skulle have et øje på hestene og et på piberne, som kornet strømmede ned igennem. De kunne nemt stoppe til, så de måtte af og til løftes, for at blive rengjorte. Det gav også ømme rygge og en god søvn.

    I ældre tid blev kornet sået med hånden. Enkelte havde en kurv flettet af halm, som de bar i en rem over skulderen. De fleste nøjedes med en sæk fyldt med så meget korn, de kunne bære. Så gik det med store skridt hen over marken. Når venstre ben var fremme kastedes kornet jævnt med højre hånd. Vi anvendte også den metode, når vi spredte kunstgødningen, som vi selv blandede. Der var jo ingen maskiner den gang.

    Når kornet var kommet op, blev marken harvet igennem med ukrudtsharven, så kunne det klare sig selv indtil høst.

    Høsten startede med, at kornet rundt i kanten af marken, blev slået med le. Derefter kørte man rundt med slåmaskinen. Det var som regel mandens arbejde. Efter slåmaskinen gik alle andre og bandt op. Man samlede en passende bunke aks, snoede et stramt bånd af strå, som man bandt om neget. Det lyder nemt, men den gang sprøjtede man ikke for ukrudt, og ofte var der ubehagelig mange tidsler på marken. Negene blev sat sammen. Der var 6 – 8 stk. i hver hob.

    Efterhånden afløstes slåmaskinen af aflæggeren. Den havde fem vinger og kunne kaste kornet af i neg, så var det lidt nemmere – men tidslerne var der stadig. Galt var det også, hvis det havde været en fugtig sommer, så kornet lå ned. Så måtte en mand gå foran høstmaskinen og løfte det op.

    Inden kornet blev kørt ind, måtte vi måske vende negene flere gange, til vi var sikre på, at de var helt tørre. Hvis ikke, kunne de brænde sammen, når de blev kørt i stak eller kom ind på loen.

    Der blev avlet mest byg, men hos os også noget rug, fordi vi havde så let jord. Man kunne regne med 21 – 22 tønder korn pr. tønde land, nu får man næsten det dobbelte.

    Efter høst skulle vi først skrælpløje. Så blev jorden harvet to gange, inden den til sidst blev pløjet med en enfureplov forspændt to heste. Der var mange omgange at gå selv på små marker, så der var god tid til at nyde vejret.

    Høhøsten begyndte allerede lige efter grundlovs-dag, den 5. juni.

    Vi kørte møg og ajle ud på de marker, hvor vi skulle så sukkerroer, fordi de var så grådige.

    Roerne blev sået med maskine – to rækker ad gangen. Senere fik man maskiner, der kunne så et frø ad gangen. Det var besparende, og det blev meget nemmere at tynde roerne.

    Sukkerroerne skulle tyndes, så der var 15 cm mellem hver plante, mens der skulle være ca. 30 cm mellem kålroerne – og så, som Karen Vase forklarede: Kun jen! Den lille Sigrid misforstod. Hun troede, Karen mente et blad, og omhyggelig som hun var, pillede hun, indtil den lille misforståelse blev opklaret. alle de overflødige blade af roerne.

    I løbet af sommeren kørte man et par gange med radrenseren, der kunne tage to rækker ad gangen. Man gik mange kilometer i løbet af den dag.

    Roeoptagningen gav ømme rygge. Sukkerroerne skulle rykkes op, hvorefter toppen blev skåret af med en speciel roekniv. Roerne måtte ikke skades, så kunne de ikke holde sig i kulen om vinteren.

    Kålroerne var mere robuste. Med et jern skar man først toppen af roen, hvorefter den blev trukket op med et par hager, der sad bag på jernet. Til sidst fik man maskiner, der klippede toppen af roerne, så man kun skulle trække dem op af jorden med jernet. Det var en stor lettelse.

    Tegnet på, at der var nye tider på vej kom i løbet af 60’erne. Det var traktoren – i de fleste tilfælde den lille Ferguson. Det betød, at arbejdet blev lettere. Med traktoren og de nye redskaber var arbejdet overstået uden så meget besvær og på kortere tid. Pludselig kunne både mand og kone klare lidt arbejde uden for hjemmet. Det gav lidt mere luft i økonomien.

  • Geden fik jakke på

    Under krigen var det svært at købe tøj, selvom man havde tøjmærker – og det man kunne købe var dyrt og dårligt. Mor syede selv alt mit tøj – som regel af aflagt tøj. Det var af meget bedre kvalitet end det, man kunne købe.

    Når køerne havde kælvet på gårdene, fik Mor undertiden noget af råmælken, så blev der bagt franskbrød. Det smagte dejligt.

    Det var oftest Mor, der hjalp mig med lektierne, men en gang hun sad og syede, måtte far træde til. Mor blev mere og mere irriteret, da hun så, hvor uoplagt jeg var. Til sidst rejste hun sig og kom over på den anden side af bordet for at give mig en på hovedet. Jeg dukkede mig, så hun ramte Far, der forbavset udbrød: Hva’ F..! Wæl do slå!

    Hver lørdag var det mit arbejde at gøre komfuret i stand. Først skulle det slibes rent med smergellærred. Bagefter skulle det smøres ind i ovnsværte, så det skinnede flot.

    I 1947 sad jeg en aften ude på muren og ventede på Far og Mor. Vi skulle ud til Bedstefar og Bedstemor til aftenkaffe. Pludselig så jeg et ildskær oppe i et lille loftsvindue på Vestergaard, der lå lige på den anden side af vejen. Jeg løb ind til Far. Da han så ilden, løb han op gennem byen og kaldte folk til hjælp. Branden blev så voldsom, at malingen på vores yderdør begyndte at smelte. En overgang var der fare for, at branden skulle brede sig til vores hus, så man begyndte at kaste vand op på vores tag. Alle vores personlige papirer blev for en sikkerheds skyld stillet op i haven under en balje. Vi slap dog med skrækken. Vestergaard derimod brændte ned til grunden, og er ikke siden blevet bygget op.

    Lige efter jul mødte min far Kren Juul *) oppe i byen. Vi havde undret os over, at han det år havde holdt en lille pause, da han kimede julen ind. Kren Juul forklarede, at hammeren var blevet slået tilbage fra klokken, så han havde tabt den ud af gluggen ned på kirkegården. Det lille ophold, som vi havde bemærket, var den tid det tog for Kren at løbe ned på kirkegården efter hammeren.

    *) Graveren hed egentlig Kristian Andersen.

    Møller – måske var det juleringningen, der havde givet ham tilnavnet Jul.

    Far var et par gange uheldig med ild. Den ene gang ville han brænde det visne græs af i vejgrøften uden for Marens hus. Ilden løb fra ham og op ad Skrødstrupvejen.

    Værre var det dog, da han og onkel Mads skulle brænde den gamle lyng af ude i Sem Hede. Det gjorde man, for at der kunne gro nye, fine lyngris frem, som kunne bruges til kreaturfoder. Ilden løb fra dem og blev til en meget stor hedebrand. Ilden blev først standset ved Trinderupvejen.

    Det var ved den lejlighed Jelne Pier, der sad udenfor sit hus og kikkede ud over den brændende hede sagde: A gor F . . . pine’me it her fra! Til sidst blev varmen og røgen dog så voldsom, at Pier måtte flytte sig.

    Far kunne godt lide at lave sjov. En gang fik nogle af familiens børn besked om at stille sig op på muren ved huset. De skulle lege bier. Far skulle give dem honning. Han havde lidt vand i munden, som han sprøjtede ud på dem.

    En anden gang blev de folk, der sad i vores stue, noget forbavsede, da en ged pludselig kom gående ind med en jakke trukket omvendt på.

  • Han forswan sgu

    Anna og Jens Peter Svendsen, vores bedsteforældre, kom vi til at tilbringe en meget stor del af vores barndom sammen med. Især Karen og Anna havde et utroligt nært forhold til dem. Birthe kunne også finde på at pakke sin lille røde kuffert og drage af sted over til dem. Bente derimod, ville helst blive hjemme hos Far og Mor. Fordi de boede så tæt ved gården, kunne vi løbe over til Bedstefar og Bedstemor, når vi havde lyst, og det havde vi tit. Vi overnattede også hos dem op til flere gange om ugen. Vi elskede det.

    Vores bedsteforældre var to vidt forskellige mennesker. Bedstemor, Anna, var altfavnende. Hun var alt for os. Hun fulgte os med stor interesse og opmærksomhed. Hun havde stor indsigt i vores liv, og så var hun en, man kunne betro sine små hemmeligheder til – vel at mærke uden at de kom videre. Bedstemor var meget ung af sind. Hun var meget udadvendt og havde lune. Hun var på bølgelængde med os altid. Vi var heldige. Vores far, Niels Jørgen, lignede hende utrolig meget.

    Bedstemor var 10 år ældre end Bedstefar. Aldersforskellen mærkede vi aldrig tværtimod.

    Bedstefar var af en anden støbning. Han var melankolsk til tider lidt tungsindig. Han elskede at gå sine egne veje. Han gik meget i skoven eller tog en tur ned i engene bag Sembygård. Det var ikke altid, han huskede at fortælle Bedstemor, hvor han gik hen, men vi har aldrig hørt hende skælde ud, når han endelig dukkede op efter disse turer. Derimod sang hun med sognets mest falske stemme: Very, very wellcome home, Mr Swendsen. Det var hendes ironiske hilsen til Bedstefar. Han kommenterede det aldrig.

    Når vores bedsteforældre skulle på besøg, det være sig familie-, nabo- eller vennebesøg, var Karen og Anna altid med. Det bevirkede, at vi kom til at kende deres omgangskreds ganske godt.

    Vi har besøgt lærer Bach og fru Bach flere gange, mest mens de boede i Havndal. Især husker vi deres køleskab. Det var meget spændende, for i det blev der gemt hvide vaniljeis og lyserøde jordbæris, og fru Bach gav os altid en af hver slags, når vi var med på besøg.

    Bedstefar var dybt afhængig af Bedstemor i alle dagligdags ting. Han var vandt til, at hans tøj blev lagt frem til ham om morgenen, og at maden var øst op. Bedstemor forkælede ham ud over alle grænser, og det bevirkede, at han kunne være lost i visse uvante situationer.

    Der er en episode, vi aldrig glemmer. Karen og Anna, Bedstemor og Bedstefar skulle på besøg hos faster Stinne i København. Vi skulle sejle fra Århus til København om natten, så vi havde bestilt en kahyt med fire køjer. Vi ville jo gerne være friske ved ankomsten til København.

    Bedstefar gik tidligt til køjs. Bedstemor, Karen og Anna skulle lige have et slaw kort inden sengetid. Vi sad i salonen i umiddelbar nærhed af vores kahyt. Pludselig gik døren til salonen op, og der stod bedstefar i sine lange underhylere og sagde:

    A ved it, Anna, men hur æ toilettet?

    Der var to piger, som hellere havde siddet under bordet i den situation. Vi blev meget flove, men vi havde en god ferie hos faster i København.

    Vores farbror, Bay, fra Hem, var en sommerdag på besøg i Sem. Han havde lånt sin karls knallert til turen. Vel ankommet, fik han – sikkert efter lang tids overtalelse – Bedstefar til at prøve en tur på knallerten. Bedstefar blev løbet i gang oppe ved skoven og kørte ind mod Sem. Lidt efter kom han tilbage, men han stoppede ikke. Han kørte bare videre op over den stur bak op te høwen. Farbror Bay stillede sig ud midt på vejen og kiggede efter ham. Hans eneste kommentar var: Han forswan sgu?

    Vi piger var lidt beklemte ved situationen. Tænk, hvis Bedstefar aldrig mere kom tilbage. Efter en rum tid kom han til syne oppe på bakken trækkende med udyret ved sin side. Han satte sig aldrig mere op på en knallert – for resten heller aldrig på en traktor.

    Vi er dybt taknemmelige over, at de to har været så stor en del af vores liv. De gav os så meget.

    Bedstemor døde hjemme i Sem i oktober 1966. Hun blev 86 år.

    Bedstefar døde på plejehjemmet i Mariager i april 1971. Han blev 82 år.

  • Kuglerne fløj os om ørene

    Som 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem.

    En dag gik Bay og jeg og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden. Pludselig kom en kortege af hestevogne med tyske soldater ad den markvej, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie. Senere fik vi at vide, at de havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, som hun brasede.

    Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud i heden, hvor skydeøvelsen begyndte. De tog ikke hensyn til, at folk arbejdede i markerne.

    Pludselig kunne jeg høre nogle kugler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Jeg løb hen til Bay og fortalte det. Han troede mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu en kugle susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde Bay også hørt smældet, så syntes han også, det var tid at gå hjem. Det endte med, at vi fulgtes vi ad hjem til Sem – kravlende på alle fire.

    Vi var ikke lige mere end kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen. Bønder holdt umådelig meget af deres heste, og Peter Svendsens heste gik og græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det var ikke nogen behagelig tur.

    Vi var ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.

    I Grove Skole var børnene mødt om morgenen. En tysk officer til hest kom ridende og fortalte min far om skydeøvelsen. Børnene blev kaldt ind. Man regnede med, at de ville være i sikkerhed i skolestuen bag de to murstensvægge.

    Lidt senere på dagen kom mælkekusken, Hans Lindskov, kørende gennem skolegården. Som så ofte før fik han og Far sig en lille snak. Det varede nøjagtig, til der kom en kugle susende lige mellem dem. Den endte med et smæld i den store lind, der stod lige udenfor skolestuen.

    Da tabene blev gjort op til: En tysk soldat blev slæbt til døde, da han faldt af hesten. Et par kalve var blevet ramt og måtte nødslagtes og endelig var der en hest kunne nøjes med en bred skilning tværs gennem manken, hvor et projektil havde pløjet sig igennem.

  • Gravide sku’ it go så læng den gång!

    Jeg er ikke født eller opvokset i Sem. Jeg kom der kun på besøg, mest hos mine bedsteforældre. Jeg husker ikke så meget fra dengang, jeg kom der som barn, det var jo mest samværet med mine kusiner, der betød noget. Lidt erindrer jeg dog, og lidt har min mor fortalt.

    Bedstemor var født i Stangerum i 1880. Hendes forældre var året før kommet fra Fyn. Oldefar havde været forvalter på godset Ravnholt, hvor Olde-mor havde været mejerske. Oldemor havde to søstre, der også arbejdede på Ravnholt.

    Min oldefars ældre bror havde været forvalter før Oldefar, men han var fulgt med sønnen fra Ravnholt til godset Villestrup på nordsiden af Maria-ger Fjord. Siden købte han selv en gård ved Havndal, Fuglsø. Det var få familiemedlemmer Bedstemor havde i nærheden. De fleste blev tilbage på Fyn, så der blev skrevet mange breve Når Bedstemor slagtede gæs op mod jul, blev de solgt. Var der en, der var gået lidt i stykker i skindet, kunne det hænde, at den blev sendt med toget fra Gjerlev station til hendes kusine i Odense. Når der kom brev fra kusinen, var det altid i en speciel konvolut. Hendes mand arbejdede i frøfirmaet Dähnfeldt. Det var ikke netop den slags kuverter min mor og hendes søs-kende ellers så.

    Bedstemor havde også en ugift moster, som var husbestyrerinde hos en gårdmand i nærheden af Kolding. Da han døde, kom der fine kørefrakker, så Bedstefar kunne blive godt og varmt klædt på. Når der kom tøjpakker fra kusinen i Odense, var Mor og hendes søstre glade. Familien havde kun en pige, der var lidt ældre end Mor. Det var fint tøj, som kunne sys om, så det passede.

    Da mine bedsteforældre blev gift i 1913, var Bedstemor næsten 33 år. Hun holdt altid fødselsdag for hele familien, for som hun sagde: Jæ blev sent gywt, så jæ nor it å fo sølbryllup, men hun nåede nu at få både sølv- og guldbryllup.

    En af mine kusiner spurgte undrende Bedstemor, hvordan det kunne være, at der havde været bryllup den 12. marts 1913, og hendes far var blevet født allerede den 14. august det år.

    Dengång sku’ vi it’ gå så længe, svarede Bedstemor.

    Den lille ejendom, Hjørnebo, som de boede i, lå skråt over for Annexgården, som de havde købt i 1913. Før dem havde der boet en familie med 24 børn. Da Bedstefar og Bedstemor som nygifte kom til Sem, var der nogle, der sagde: Godt, hun æ så gammel, som hun æ, så kommr’ed val it så manne børn!

    Der hørte hede til Annexgaarden. Her plukkede Bedstemor og hendes piger hver sommer tyttebær. Nogle år kunne der være ret mange. Der kom en opkøber fra Randers. Et år tjente Bedstemor så mange penge, at hun købte sig en symaskine.

    Engang havde min bedstefar været ude for at slå lidt græs til kalvene. Han havde min moster til at sidde ovenpå græsset i trillebøren, da han kørte hjem. Ved aflæsningen krøb der en hugorm ud af græsset.

    En anden gang, mens moster Stinne var lille og sad i barnevogn, havde en hugorm viklet sig ind i hjulene.

    Når de kørte korn hjem, kunne de i det lille vindue i gavlen se, hvordan hugormene søgte efter et sted at komme ud.

    I vinteren 1941-42 var der så streng frost, at vandet frøs i rørene i jorden, så der ikke kunne pumpes vand op. Der var en pumpe i et udhus, der havde tilhørt enten Hestehavegaard eller Sembro, to gårde, der ca. 1870 var blev revet ned og flyttet uden for byen. Der hentede min far vand sammen med Niels Jørgen.

    Da Mor var barn, tjente der piger hos dem. De kom ofte fra Assens. Her var mange arbejderbørn. Deres fædre arbejdede på cementfabrikken. De kom ud at tjene i de omliggende landsbyer. Der var især mange drenge, der tjente på landet om sommeren som hjorddrenge. De gik i skole der, hvor de tjente. Der gik flere af dem i Grove Skole. I timerne sad de ofte og sov. De arbejdede hårdt på gårdene.

    Pigerne fra Assens kom først ud at tjene, efter de var blevet konfirmerede.

    Mange arbejdsmænd fra Sem, Grove og Edderup, arbejdede på cementfabrikken. Folk kom langvejs fra og sov i barakker på fabrikken. De var kun hjemme hos familien fra lørdag aften sent til søndag sidst på dagen.

    Efter at mine bedsteforældre var blevet 67 år, spurgte Bedstemor engang min far, om han mente, at de kunne tillade sig at søge om aldersrente. Han svarede:

    Det manglede da bare. Nu har I betalt skat hvert år – bl.a. også til det.

    22. juni 1950 mageskiftede Bedstefar med Niels Jørgen. Niels Jørgen flyttede over i Annexgaarden, mens Bedstefar og Bedstemor flyttede ind i den lille ejendom, Hjørnebo. Den havde Niels Jørgen den 8. august 1936 købt af Jens Ulstrup. Hvor han kom fra, ved jeg ikke, men der er forbindelse med Ulstrupper i Assens.

    Jens Ulstrup havde ingen børn, men de havde taget en plejesøn til sig – vist lidt af en bandit, sagde min mor – måske lidt af en eventyrer. Han rejste fra Sem, og i flere år så de ham ikke. Pludselig en dag mødte han op og fortalte Jens, at han var blevet gift og havde en lille dreng, som han havde fået døbt Jens Ulstrup. Den gamle blev så glad, at han gav plejesønnen 500 kr. Det var rigtig mange penge den gang. Sønnen lovede at komme tilbage med familien, men han kom aldrig. Der var folk i Sem, der sagde, at det kun var noget, han havde fortalt for at få penge.

    Mor husker historien, og hvornår drengen skulle være blevet født. Da der var gået 50 år, så min mor en dag i avisen, at der et sted nær Hobro var en mand, der hed Jens Ulstrup. Han fyldte 50 år, så måske var det sandt alligevel. Hvem ved?

    Jeg husker kun mine bedsteforældre som gamle mennesker, så det er begrænset, hvad de lavede. Skulle de have gæster, kom min mor altid cyklende og hjalp.

    Bedstemor sad ofte på en spisestol ved bordet i køkkenet. Når hun skar et stykke af det hjemmebagte franskbrød, holdt hun altid brødet med venstre hånd mod brystet, mens hun skar mellemmaden af med højre hånd. Jeg har aldrig set hende selv lave mad, bage, sylte eller andet. Men i hendes spisekammer var der syltekrukker med asier og græskar. Det duftede så godt – bedre end min mors, syntes jeg dengang. Det er nok fordi, det var en anden opskrift.

    Bedstefar var næsten aldrig inde i dagtimerne. Der var altid et eller andet, han gik og nussede med. Når man kom på besøg, var han der straks for at høre, hvordan det stod til derhjemme, og om vi havde det godt.

    De havde ikke noget badeværelse. Der var et gammelt lokum med indgang fra baggangen eller nærmere gangen mellem beboelsen og stalden. De vaskede sig ved køkkenvasken i det varme vand, de havde i grisen på komfuret.

    Ude foran huset mod vejen havde de en lille have, og bag ved huset var der en urtehave med bærbuske. Det kunne hænde, at jeg, når jeg som halvstor pige kom på besøg, skulle cykle til Øster Tørslev med bær til Bedstefars bror og svigerinde. Der var et hønsehus med brombærbuske bagved. Det var her mine kusiner og jeg legede købmandsforretning – jeg husker ikke, om der var høns i huset.

    De havde to stuer og et soveværelse. Alle tre rum var forholdsvis store. I soveværelset var der foruden deres senge, natborde, en kommode med et ur, som Bedstefar altid skulle trække op, inden han gik i seng, et stort klædeskab og en seng, næsten som dem, vi i dag kalder en ¾ seng. Her sov vi al-tid, når vi var på ferie et par dage.

    I dagligstuen var der et chatol, et spisebord med stole, et tobaksbord med en bagplade af broderet stof, her hang Bedstefars lange piber. Tobakken var i skuffen. Der var også et lille skab, hvorpå diverse billeder stod, en stol, en sofa og en kakkelovn i hjørnet. På væggen over sofaen var gamle billeder bl. a. et af mine oldeforældre fra Fyn, da de blev forlovede.

    Om den anden stue husker jeg ikke så meget, der kom vi ikke så tit, men der stod et mærkeligt, smalt skab. Der var vist porcelæn i og på toppladen pyntegenstande. Der var et flot møbel – vist en buffet med glaslåger – her var der også porcelæn. Der var også et ovalt sofabord og tre lænestole med plysbetræk. Derforuden var der blomstersøjler. For mig at se, havde de et pænt hjem.

    Mine bedsteforældre hørte nok ikke til de mest fattige. Der var penge til at blive fotograferet hos en fotograf i Randers. Det kan jo også bare være, fordi det er en familie, der har passer på tingene. Min bedstemor, min mor og jeg har været samplere: Breve, billeder, postkort, lejlighedssange, samleralbum til margarine-, Richs- og Danmarksbilleder, rationeringsmærker, legitimationskort, svinekort, servietter, glansbilleder, ja, alt tænkeligt.

    En dag var jeg med mine kusiner, Karen og Anna, i skole i Grove. Vi havde fri i Mariager Skole, og jeg var taget til Sem. Vi gik gennem skoven til sko-len.

    Jeg fik noget af et kulturchok. Så lille en skole, og der var kun grus og sand i skolegården, hvis man da kunne kalde det en skolegård. Og sikke skoleborde vi sad ved.

    Bedstefars søster, Mathilde, var gift med Laurits Pedersen i Sem. Ved gavlen af Laurits Pedersens gård samledes de unge om aftenen efter arbejdstids ophør – måske helt frem til 1960.

    En nu afdød mand fra Assens, Hans Laursen, tjente i sine unge år i Sem. Han fortalte, at der en aften, da de samledes oppe ved Laurits, var optræk til regn. Laurits var ikke færdig med at køre høsten ind, så de unge sagde til ham:

    Si no aa blyw færdig med at spis, så hjælper vi aal mand mæ aa kyr ind!

    Kornet kom ind, inden det begyndte at regne.

    Bag ved forsamlingshuset i Sem lå der for mange år siden en smedje. Smeden kunne vist mere end at smede. Der går mange historier og rygter om ham. Smedjen blev jævnet med jorden i begyndelsen af tyverne.

    Engang jeg var nede i engen, fandt jeg den sjældne plante, soldug.

  • Man småbandede og gnubbede sig

    Pladsen som hjorddreng, hyrdedreng, hos Laurids Pedersen blev anset for at være den hårdeste i sognet. Køerne stod tøjret på marken, kvierne i engen neden for Sem, og fårene i Sem Hede. Man skulle tidligt op, for at nå at flytte alle dyrene, inden man skulle i skole. Efter skoletid blev dyrene atter flyttet, og man skulle arbejde med i marken. Sent om eftermiddagen skulle køerne hentes ind til malkning, kvierne i engen vandes, og måske skulle køerne gennes ud eller flyttes en ekstra gang, inden man kunne gå til ro. Sådan var det på alle gårde, men afstanden mellem Toftegaards marker var længere end på egnens andre gårde, og man gik rundt. Fårene stod ude til omkring november måned, hvis de da kunne finde føde så længe. Alle ungdyrene slagtedes, mens avlsdyrene tilbragte vinteren i fårestien i stalden.

    Under krigen blev det igen populært at holde får. Tøj kunne kun købes på mærker, så de der havde mulighed for at få uld klarede sig bedst. Gamle koner, der i deres ungdom havde lært at karte og spinde, kom pludselig i høj kurs. Maren Jensen i Sem arbejdede til tider i døgndrift for at klare efterspørgselen. Alle kvinder strikkede, og Mariane Andersen tjente mangen en god skilling ved at strikke ny fod i slidte hurser, strømper, for andre – og så var der de mange børn, der småbandende gik og gnubbede sig, fordi de måtte gå i hjemmestrikket undertøj.

    Laurids Pedersen havde 30 td. land hede lige nord for Grove. Omkring 1921 solgte han 12 td. land til Jens Lindskov og seks td. land til Jens Peter Ham-mer, som de straks begyndte at opdyrke. Der blev fældet buske og træer, gravet rødder og sten op, og til sidst blev lyngen pløjet ned. Flere år efter kunne man samle rødder op på marken, men de var glimrende i kakkelovnen.

    I 1990 blev 30 td. land af den opdyrkede jord i Sem Hede tilplantet. 10 td land ad gangen. Da de første 10 td. land med juletræer blev høstet, var prisen god, Konkurrencen gjorde hurtigt forretningen dårlig, så man slog over til pyntegrønt.