Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Bent Bjerre Bach

  • Korporalen Marinus

    I vort sogn var der mange, der havde kæle- eller øgenavne. Det gjaldt også Marinus Nielsen. Han blev kaldt Korporalen. Nogle fortalte, at det var på grund af hans fortid i hæren, andre, at det skyldtes hans lidt barske og koleriske temperament.

    I alt hvad Marinus foretog sig, var han en meget sirlig og punktlig mand. Det gjaldt også hans arbejde i haven. Den var særdeles velholdt. Især var han berømt for sin efterårsgravning – alle spadestikkene var lige dybe, lige brede, og alle lå de ens. Det var imponerende at se.

    Vi kendte Marinus og vidste, hvor øg han var over sin have, så kom vi til at kaste en bold over hækken, turde vi ikke gå ind for at hente den.

    Under krigen blev Marinus udpeget af kommunen til at gå rundt på gårdene for at tælle dyr og afgrøder op. Blev man udpeget, kunne man ikke undslå sig, for det var borgerligt ombud.

    Der var mangel på alt, så det, der ikke var nødvendigt til gårdens drift skulle afleveres – sælges. Samvittighedsfuld som han var, tog Marinus arbejdet meget alvorligt – mere alvorligt end dem, han talte op hos. En gang han mødte på Sembygård for at kontrollere Chr. Pedersens kartofler, fik han beskeden:

    Do ka sjel tæl dem! Å ta’ så lig de råden fra!

  • Fattigmandskosten smagte

    Far og Mor var ikke gift, da jeg blev født i Sem den 28. februar 1934. Mor kunne ikke tage mig med på en arbejdsplads, så det kom på tale, at jeg en tid skulle være på et børnehjem.

    Tøsen blywer her, sagde Bedstefar.

    Sådan gik det til, at jeg kom til at tilbringe de første ni år af mit liv som plejebarn hos mine bedsteforældre i Sem Bedstefar, Marinus Nielsen, havde som ung været en tur i USA for at søge lykken. Han har åbenbart ikke fundet forholdene attraktive, for han kom hjem igen.

    Han og Bedstemor var allerede, på det tidspunkt jeg flyttede ind hos dem, ældre mennesker, så det var noget af en opgave de påtog sig. For Bedstemor var der ikke noget nyt i at passe børn. Da hun kom til Sem som husbestyrerinde for Marinus Nielsen, var hun enke. Min biologiske farfar var død, og Bedstemor var alene med to børn: Min far, Niels Christian Cristensen, der var to måneder og min faster, Rasmine, der var ca. 2½ år.

    Marinus, som jeg kaldte Bedstefar, var enkemand. Hans kone og to børn var døde, men han havde stadig tre døtre: Magda, Helga og Ane. Da Bedstefar og Bedstemor blev gift, fik de sammen børnene: Rasmus, Signe og Christen.

    En gang kom min farbror, Christen, fra Sjælland med en radio til Bedstefar. Strømmen kom fra et batteri eller en akkumulator. Når strømmen var opbrugt, sendte folk deres akkumulatorer med rutebilen til Hvidsten til den navnkundige krovært, Marius Fiil. Når han havde genopladet dem, sendte han dem tilbage med rutebilen.

    Det var nu ikke noget problem, at vi en gang imellem måtte undvære radioen, for det var meget almindeligt, at naboer lige kiggede ind hos hinanden om aftenen. De var altid sikre på at blive budt på en kop erstatningskaffe og noget af vor mors hjemmebag.

    Mariane Andersen var blandt dem, der ofte kom på besøg. Hun boede alene og gik derfor tit en lille aftentur. Hun var meget dygtig til at strikke, så det lå lige for, at det blev hende, der lærte mig kunsten at strikke.

    Efter kaffen kom der kort på bordet, og så blev der – sagt med Marianes yndlingsudtryk: “Den-unden-fise-mæ” – spillet Stindrakker. Det var hyggelige aftener, man mindes.

    Den 20. februar var det Bedstefars fødselsdag. Så mødte vores familie fra Gjerlev Mølle og Øster Tørslev talrigt op. Som regel kom de med ål, som Bedstemor stegte på panden ude i køkkenet. Så blev der høj stemning omkring bordet i stuen.

    Til daglig var traktementet yderst beskedent. Flæsk i alle varianter med Bedstefars selvdyrkede kartofler til. Var det småt med kartofler, lavede Bedstemor undertiden stuvet kålrabi, som vi havde fået hos en landmand. Det blev betragtet som fattigmandskost. Jeg har selv som voksen lavet stuvet kålrabi. Det er en sund og nærende ret, der smager godt til frikadeller, som vor mor lavede dem.

    Jeg var seks år, da tyskerne besatte landet. Det blev straks påbudt, at alle voksne skulle have et legitimationskort med billede. Det havde nu ikke min store interesse, for jeg havde lige lært at cykle på den gamle damecykel, vi havde. Bedstefar havde godt nok sagt, at jeg ikke måtte cykle alene, før jeg var helt sikker – men hvad! Når de nu alligevel alle sammen var nede for at blive fotograferet hos købmanden, kunne jeg jo lige så godt øve mig. Resultatet var ikke blændende. Jeg kørte ind i stendiget ved vores trappe og brækkede venstre arm. Det blev ikke bedre af, at den samtidig gik af led. Stor opstandelse og barnegråd. Doktor Vester fra Gjerlev blev tilkaldt. Han satte armen på plads, men bruddet skulle ordnes på Hobro Sygehus. At komme fra Sem til Hobro var en omstændelig affære Vi måtte vente til næste dag. Bedstefar bestilte en taxa, som kørte os til Hobro. På sygehuset ville de beholde mig, måske fordi der var gået så lang tid siden bruddet, men Bedstefar holdt på, at jeg skulle med hjem, så jeg fik armen lagt i gips med det samme og kom med hjem i taxaen.

    Kort tid efter var vi en tur nede hos vores nabo, A-Mari, der boede i det lille hus, der lå lige over for Ajs Finns. Hun bød på te og franskbrød med birkes fra bageren. Det betragtede vi som en delikatesse. Jeg blev sendt hjem for at hente noget. På vej op ad bakken faldt jeg på grusvejen, så en flintesten satte sig fast ved knæet – der var den gang kun få asfalterede landeveje. Bedstemor mente, at det måtte hun selv ordne. Vi kunne jo ikke blive ved med at ulejlige doktor Vester. Med en tang pillede hun stenen ud og kom jod på. Jeg har stadig et stort ar på venstre knæ til minde om begivenheden.

    I Sem havde vi altid vand i hanerne fra det lokale vandværk, men i de hårde vintre 1942 – 1943 kneb det. Vandrørene frøs, og pludselig stod hele byen – mennesker og dyr – uden vand.

    Der stod en brandhane i vejsiden over for købmanden lige ved det sted, hvor rutebilchaufføren efterlod asken, når han rensede bilens generator og kom nyt brænde på. Det var vist nok den eneste vandhane i byen, der modstod frosten og kun, fordi den blev isoleret med et tykt lag halm. På bestemte tider af dagen fjernede man isolationen, og så flokkedes byens borgere om hanen for at hente vand. Fra vores hus var det Bedstefar, der drog af sted med et åg og to spande. Det måtte vi så klare os med til rengøring, vask og madlavning indtil næste dag, hvor min bedstefar igen asede af sted op ad bakken med de to spande.

    Et bryllup var en stor begivenhed, man nødig gik glip af, så den vinterdag Jens Laustens Karen Margrethe blev gift med Svend Pedersen, stod Ester Raj og jeg ved vinduet i stuen. Vi måtte ånde på ruden for at holde et lille kighul fri for is, så vi kunne se brudeparret, når de kom kørende.

    Bagefter fortalte man, at Svend Pedersen havde haft brudebuketten med i rutebilen fra Randers. Turen havde været så kold, at blomsterne tabte hovederne, da parret stod ved alteret i kirken.

    Og så var der lusene. De spredtes med lynets hast. Jeg var lidt heldigere end Ester. Det var, som om lusene jagtede hende. Vi legede altid sammen og med de samme børn. Havde Ester fået lus, sagde Bedstemor gerne: Så ka do godt hent kammen – den lille tætte kam, der kunne fjerne både lus og æg.

    For mig var kammen ikke det værste. Det var at få håret vasket om morgenen – med lusemiddel. Almindelige mennesker vaskede ikke hår om morgenen, så havde man vådt hår, når man var på vej til skole, vidste folk besked. Man trykkede sig lidt på turen gennem byen.

    En morgen i 1943 var jeg sammen med Geert og Grethe på vej til skole. Som altid gik vi gennem Sem Skoven, men den morgen blev vi, da vi kom ind midt i skoven mødt af en tysker til hest. Vi måtte ikke gå gennem skoven, så vi måtte tage den lidt længere vej op forbi Sem Møgelhøj.

    Da vi drejede ned langs skoven ved Høwen, mødte vi ham igen. Vi var noget urolige, for han blev ved med at ride bag os hele vejen ned til skolen. Der fik vi at vide, at tyskerne holdt skydeøvelse. Hele dagen, mens vi var i skole, skulle vi holde os inden døre. Vi måtte først gå hjem, da øvelsen var forbi kl. 16. På hjemvejen så vi en person komme mod os. Det var Bedstefar, der var blevet så urolig, at han ville gå os i møde for at følges med os hjem.

    Den samme dag blev en tysk soldat kastet af sin hest. Han fik voldsomme kvæstelser, fordi han ikke kunne få foden ud af stigbøjlen. Hans død chokerede mange, ikke mindst min bedstemor.

    Egentlig tror jeg, at Bedstemor havde været syg, længe inden jeg opdagede det i sommeren 1943. Det var en svulst på hjernen. Da jeg var på sommerferie hos min mor, var der tale om, at jeg skulle blive der, fordi Bedstemor var blevet dårligere. Bedstefar var imod det, så jeg kom alligevel hjem til Sem efter ferien.

    I oktober måned var doktoren på besøg. Jeg stod bag døren og hørte ham sige til Bedstefar, at nu var den tid kommet, da jeg måtte flytte op til min mor.

    Den 22. oktober 1943 sluttede min barndom. Jeg sagde farvel til Bedstemor og Bedstefar og rejste op til Mor i Lindum. Det var sidste gang jeg så Bedstemor. Hun blev få dage efter indlagt på Randers Centralsygehus.

    Personalet fortalte, at hun hele tiden lå og spurgte efter en, der hed Kirsten. Hvem var Kirsten, og kunne hun ikke komme på besøg? Mor og Faster i Gjerlev talte om det i telefonen. Bus- og togforbindelserne fra Lindum til Randers var meget dårlige under krigen. Hvordan skulle Mor kunne komme af sted med mig? Hvem skulle passe de små? Og endelig – det var dyrt. Det blev i alle tilfælde ikke til noget.

    Den 24. november 1943 døde Bedstemor. Hun blev kort efter begravet på Sem Kirkegård. Jeg var ikke med til begravelsen.

    Jeg kom på juleferie hos Bedstefar, men det var ikke det samme. Det har sikkert også været vanskeligt for ham, for den følgende sommer solgte han huset og rejste til Edderup, hvor han boede i et par år hos min faster og onkel, Signe og Christen Borresen Møller.

    I 1947 rejste han fra Edderup til Ørsted til min faster, Helga, hvor han boede i seks år.

    Den 19. marts 1953 døde han på De gamles Hjem i Ørsted, og fem dage senere blev han begravet på Sem kirkegård ved siden af Bedstemor. Politisk havde Bedstefar altid været dybt forankret i Socialdemokratiet. Som en sidste hilsen kom der på hans grav til at stå en snehvid marmorplade med inskription – skænket af Socialdemokratisk Vælgerforening for Hem – Sem kommuner.

  • De kastede bomber

    Før mine forældre blev gift, arbejdede min mor på et lille lokalt postkontor i Assens, hvorfra hun stammede. Der kom dengang mange udenlandske skibe til Dania.

    Når et medlem af besætningen manglede danske penge, var det min mor, der af postmesteren i Mariager var bemyndiget til at veksle valuta.

    Når tyskerne under krigen holdt skydeøvelse i Sem Hede, stillede de vagter ud ved skovvejen, så måtte vi ikke gå den sædvanlige vej ind gennem skoven til skole. Vi skulle da gå op ad Sembakken forbi Semmøgelhøj.

    Tyskerne var ikke altid lige omhyggelig med sigtet. Der var mange, der oplevede, at kuglerne faldt meget tæt omkring og undertiden i Sem By.

    Et par gange stod vi ved vinduet i stuen og kikkede op over Semskoven, hvor engelske og tyske maskiner var i kamp.

    En aften måtte en engelsk maskine for at slippe væk fra de forfølgende tyske maskiner kaste sin bombelast tæt ved Marius Knudsens gård, der lå mellem Kærby og Hald. Marius, der heldigvis var alene hjemme, nåede lige at trække dynen op over hovedet, inden husets mure faldt sammen om ham.

    Senere hørte vi, at en anden maskine var faldet ned ved Skrødstrup. Det var ved den lejlighed vores genbo tog en patron med hjem. Han havde aldrig været soldat. Det var måske grunden til, at det gik så galt.

    Om middagen lige før familien skulle spise, stod han ved stuebordet og forsøgte at få krudtet ud af patronen med en saks. En gnist antændte krudtet. Ved eksplosionen mistede han hele den højre hånd og pegefingeren på venstre hånd og hans søn, fik en metalsplint i lungen.

    Min far (Mads Hansen), Ajs Finn og Jens Navndrup skiftedes til at holde hans indbundne arme i vejret for at forhindre at han forblødte, inden doktor Fuglsang kom.

    Sagens alvor gik – om ikke før – op for os, da vi så, Fuglsang komme susende i sin benzindrevne bil og ikke i den sædvanlige, der kørte på generatorgas.

    Det var almindeligt, at folk efter skydeøvelserne gik ud i Sem Hede for at samle patroner op. De voksne, der gik på jagt, samlede patronerne for krudtets skyld. Under krigen skulle jægere nemlig selv genoplade deres patroner. Vi drenge samlede på de tomme patronhylstre, men det hændte dog, at vi fik en ladt patron med.

    Efter en skydeøvelse havde min bror, Kristian, og jeg fundet nogle patroner. Muligvis har vi tabt en af dem i brændekurven, for da mor næste dag intetanende fyrede op i komfuret, lød der et øredøvende brag – og pludselig stod alle komfurets låger åbne. Vi kendte Mor og vidste, at hun nok skulle bruge lidt tid til at få nerverne i ro, så det varede noget, inden vi vendte hjem den dag.

    Vort hus var, som så mange andre huse i Sem, stråtækt. Ikke underligt, at mine forældre havde stor respekt for ildebrand. Nervøsiteten gav sig udslag i, at vi i tordenvejr havde vort tøj liggende lige inden for rækkevidde ved siden af sengen, hvis det skulle blive nødvendigt.

    En gang stod Far under et voldsomt tordenvejr og kiggede ud af vinduet. Pludselig kom der et stort lyn efterfulgt af et brag. Far blev slynget hen på sengen. Da han fik sig sundet lidt, udbrød han: De’ var dælen-knæk-mæ tæt po!

    For at hjælpe lidt på økonomien, holdt vi husdyr. En ged, nogle høns og en gris. Det var en rigtig fedegris. Den fik bl.a. gedens mælk. Ved juletid blev den slagtet.

    I årets løb havde vi fået fersk kød fra andre, der havde slagtet gris, så nu var det Mors tur til at dele ud af medister, blodpølse, flæsk og kød. Det var en praktisk ordning fra gammel tid, før det blev muligt at fryse ned. Det jo dejligt med en gang ferskt kød til afveksling fra alt det røgede og saltede.

    Kristian og jeg var ikke glade for det fede grisekød. En gang, vi protesterede, lovede Mor os, at vi skulle få en rigtig oksesteg. Ih, hvor den smagte, indtil hun fortalte, at det var stegen fra grisen.

    Året 1947 var det tørreste år i mands minde. Det var det år, hvor 37 tønder land af Sem Hede blev opdyrket. Der var stor mangel på foder til dyrene, men så havde man jo heden. Som så ofte før, blev der slået lyng. Den blev solgt i vognlæs. Gårdmændene gav 15 kroner pr. læs, mens husmændene kunne nøjes med at betale 10 kroner pr. læs.

    Ved opdyrkningen blev hele heden brændt af. Vognmand, Tahl Jensen, fra Udbyneder leverede den kalk, der skulle strøs ud over jorden og pløjes ned.

    Ved den lejlighed blev vi igen mindet om tyskerne. Granathullerne var næsten dækkede. Jeg fik til opgave at finde og afmærke dem. Det kunne være farligt for hestene, hvis de faldt i de dybe huller med redskaberne. Selve afbrændingen var heller ikke helt ufarlig. Den ammunition, tyskerne havde tabt, eksploderede med store brag.

    Der var flere handlende, der kørte rundt og solgte varer. En blind mand, der hed Tange, kørte rundt med børster. Han havde haft lupus, en form for kræft, der havde bortædt store dele af ansigtet, men han klarede sig glimrende. Han kendte pengesedler og mønter, så han kunne give korrekt tilbage, og han kunne, selv om han ikke havde set folk i mange år genkende dem på stemmen.

    Der blev skåret mange tørv i Sem Mose. Et slidsomt arbejde, der gav ømme rygge, men som mange sagde: Man hår da it søvnbesvær om nætten!

    Tørvene skulle i hænderne mange gange, men arbejdet gav luft i økonomien. Havde man skåret 10.000 tørv, var daglønnen hjemme.

    1. Først blev tørvene skåret ud af tørvegraven i klyner og delt op i tørv.

    2. Derefter blev de kørt ud til tørrepladsen, hvor de skulle ligge og tørre. Efter nogen tids tørring, blev de vendt – undertiden flere gange.

    3. Til sidst skulle tørvene, sættes i skruer og tørre færdig, inden de kunne sælges.

  • Byens piger gik i tivoli kjoler

    Mor og Far, Alfred Møller, boede i Grove indtil 1980, da de solgte ejendommen til Ove Lindskov, Grove. De flyttede til Randers, hvor de kom til at bo i en ejerlejlighed på Randers Kollektivhus. De fik nogle rigtig gode år der. Det var en stor forandring for dem, men de nød deres otium og var tæt på vi tre søskende, der bor i Randers.

    Far døde i 1991. Han var syg i tre år og måtte til sidst på plejehjem. Mor kom oven på igen og fik ti år, hvor hun deltog i mange arrangementer på Randers Omsorgscenter. Desværre faldt hun og brækkede lårbenet i august 2001. Hun døde i september samme år efter at have ligget i syv uger på Randers Centralsygehus. Det er et stort savn for hele familien. Hun var vores samlingspunkt, og hun fulgte med i vores liv til det sidste.

    Om sommeren gik de store børn, sturklasse, i skole tirsdag og fredag og de små, betteklasse, mandag, onsdag, torsdag og lørdag. Det kunne jeg godt lide. Det gav et lille pusterum, for når vi kom hjem, måtte vi hjælpe til med, hvad hver især nu kunne udrette af dagens arbejde. Der var altid ting, der skulle laves både i haven, marken eller inde hos Mor.

    Vi var næsten selvforsynende i husholdningen. Vi avlede alt i haven: Frugt, grønsager, kartofler. Vi havde også høns og duer. Det gav foruden arbejdet æg, og dueunger. Det var dejlig søndagsmad, når de blev serveret med persille.

    Hver morgen og hver aften skulle vore 12 køer malkes. Det var håndarbejde, for malkemaskine var ikke almindelig på de små ejendomme den gang. Jeg skulle malke tre køer, inden jeg gik i skole. Jeg var ikke så glad for det malkeri, så jeg sad ofte og tænkte på, at det ville jeg ikke, når jeg flyttede hjemmefra.

    Jeg kom heller aldrig til det mere, for Far og Mor fik malkemaskine, da de købte mere jord omkring 1950. Det var det år, jeg rejste på ungdomsskole. Far fik også traktor, en grå Ferguson. Det var hårdt, da alt arbejde skulle laves ved håndkraft, og pengene var små. Nu blev arbejdet meget lettere.

    Det var næsten umuligt at få tøj, da vi var børn. Vi var heldige, fordi vi havde en mor, der kunne sy. Hun syede nyt tøj til os af næsten alt det gamle tøj, hun kunne få fat i. Var Far i Randers, købte han tit en pakke brugt tøj hos en marskandiser. Når han kom hjem, flokkedes vi om ham, spændte på at se, hvad der denne gang var i pakken. Mor skulle nok få tøjet syet det om til os. Jeg syntes altid, at vi var lige så fine, som de andre børn.

    Vi fik også et katalog fra Dalls Varehus. På et tidspunkt havde de stof med Tivolimotiver på blå og rød bundfarve. Jeg tror, at alle mødre, der boede i Grove, Sem og omegn, havde skrevet efter mange meter af det stof. For alle pigerne gik i kjoler, nederdele eller skjorter med det motiv.

    Mor syede også vores overtøj. Det havde sin fordel at være en af de ældste, for tøjet gik i arv til de yngre søskende, så længe det kunne holde.

    Vore mødre gik til sykursus i Grove Skole. Der blev fabrikeret tøj i alle afskygninger. Lederen af kurset, fru Holm, boede i Mariager.

    Vi kunne heller ikke købe strømper, men vi manglede ikke, for Mor købte uld og tog den med op til min bedstemor, Maren Jensen, der boede i Sem. Det var ikke helt lovligt, da alt skulle afleveres til videre forarbejdning, så alle kunne få glæde af det. Bedstemor kartede ulden og spandt den til garn på sin rok, og derefter strikkede hun lange strømper til os.

    Vi gik alle med et ufikst livstykke. Det lignede en kort undertrøje uden ærmer. Det var lavet af tykt faststrikket stof. Nederst på livstykket sad to knapper, så vi med de sortstribede elastikstrømpebånd kunne holde strømperne oppe. De var varme. Ih, hvor de kradsede.

    Vi havde heller ikke meget fodtøj. Hjemmesko lavede Mor selv. Hun strikkede eller syede dem af det stof, hun havde. Træsko havde vi altid – sikkert også træskostøvler. Og så fik vi en gang imellem et par dejlige, varme sivsko.

    Ca. hver fjerde uge vaskede Mor storvask. Dagen før store vaskedag blev tøjet sat i blød i baljer i bryggerset, og en kedelfuld hvidt tøj blev kogt i gruekedelen, så vaskekonen havde noget at gå i gang med den næste morgen.

    Gruekedelen blev opvarmet med masser af træ, inden Mariane Andersen fra Sem kom næste morgen. Hun levede bl.a af at gå rundt i hjemmene som vaskekone. Hun hjalp også min Mor med tøjvasken. De stod hele dagen i vaskehuset og kogte, vaskede og skyllede tøj. Sikke et arbejde, vi var syv personer. Jeg kan huske, at vi næsten kun kunne skimte dem, når de stod derude i dampen en kold vinterdag.

    Men der kom bedre tider. Far og Mor lejede en Ferm vaskemaskine i Kastbjerg hos Bersang, den var til el. Det var en lettelse, nu kunne Mor selv klare storvasken.

    Vi slagtede en gris, når saltkarret og henkogningsglassene var tomme.

    Der var stor opstandelse, når slagteren kom kørende ind i gården. Far skulle have stigen klar og fyret godt op under gruekedelen, så vandet spilkogte.

    Grisen blev fanget i stalden. Den hylede og skreg, når den blev bundet og lagt op på det kar, slagteren havde medbragt. Der skulle tre mand til at holde den, når slagteren stak den i halsen, så blodet væltede ud.

    Mor stod klar med en spand med rugmel til blodet. Hun rørte og rørte. Blodet måtte ikke klumpe, for det skulle bruges til blodpølser.

    Derefter blev karret vendt rundt og fyldt med kogende vand. Den døde gris skulle skoldes i vandet, så slagteren kunne skrabe alle hårene af med sit skrabejern, der lignede en stor isvaffel af metal.

    Når grisen var blevet skrabet, så der ikke var flere børster, blev den lagt op på stigen og bundet godt fast i bagbenene. Stigen kunne nu rejses op mod muren. Med et langt snit skar slagteren grisen op fra hoved til hale og trak alle indvoldene ud. Kroppen blev renset og skyllet godt, så den var fin. Derefter skulle den hænge til næste dag for at blive hel kold. Så gik slagteren i gang med at rense de forskellige indvolde: Hjerte, lever og tarmene, der skulle bruges til medister- og blodpølser. Hovedet blev brugt til sylte.

    Den næste dag parterede mor grisen i passende stykker. Flæsket blev røget og kødet kom i saltkarret. Senere blev det moderne at henkoge steg og medisterpølse m. m. Det var et meget stort arbejde for Mor.

    Det var en stor dag, når Uld-Søren fra Udbyover kom på besøg. Han kom afhængigt af vejret enten gående eller cyklende. Han havde et rigtigt stort, blåt klæde, som var bundet sammen i spidserne. I klædet havde han det tøj, han solgte. Vi var spændte, når han løsnede knuderne, og alle de spændende varer væltede frem. Vi var jo ikke så forvendte med forretninger. Vi var stolte og glade, hvis der blev købt et par undertrøjer eller underbukser, men det var jo kun, hvis det var meget nødvendigt. Han havde også småting som elastik, tryklåse, tråd og kamme – og måske var vi heldige at få en kam eller et nyt spænde til håret.

    Om søndagen, især om foråret, kunne det ske, at vi fik lov til at komme en tur i Kratted. Det var en lille skov af løvtræer, der lå nede bag Edderup Skovgaard på den anden side af åen.

    Det var noget særligt at komme der ned og lege. Vi mødtes med mange andre børn også nogle fra Kastbjerg. Vi legede forskellige lege, og det kunne hænde, at vi fik skrabet et knæ eller en hånd. Der var store, stejle bakker, og det gik jo ikke altid stille af. En slåskamp mellem et par af drengene kunne sagtens forekomme. Vi var stolte, når vi havde et par nyudsprungne bøgegrene eller en buket hvide anemoner med hjem til Mor.

    Min første udflugt med skolen gik til Randers. Vi kørte i hestevogn til Havndal station. Derefter gik turen til Randers med Hadsund-Peter, som motorvognen blev kaldt. Vi så flere ting: Scandia, Randers Amtsavis, Niels Ebbesen og til sidst endte vi i Doktorparken. Jeg kan ikke huske, om der stadig var ZOO dengang.

    Vi spiste vor medbragte madpakke i det lille overdækkede træhus med bænke. Det er der endnu. Jeg mindes det som et stort hus, men det er et barns fantasi. Jeg har boet i Randers siden 1958 og været der tit, nu syner det lille.

    Piger legede den gang med dukker. Jeg havde en dukke lavet af papmache’. Den var jeg meget glad for, men ellers syede Mor dukker til os af gamle strømper. Vi samlede også på servietter og glansbilleder eller legede med påklædningsdukker Vi var heldige, hvis det var en købt. Ellers tegnede, malede og klippede vi selv både dem og tøjet.

    Jeg kunne godt lide, når vi havde botanik i skolen. Vi samlede blomster og planter. Lærer Bach fortalte om planterne og lærte os navnene. Jeg tog dem gerne med hjem og tørrede dem i nogle gamle aviser, for senere at klistre dem ind i en bog.

    Det var også spændende, når Bach tog os med ud i sin nyanlagte have for at fortælle om blomsterne der.

    Ved befrielsen, den 5. maj 1945, gik vi samlet over i haven for at hejse flaget. Bagefter sang og hyggede vi os. Det var en dejlig dag.

    Om efteråret kom der træ hjem til skolen. Det lå i en stor dynge ude i skolegården under træerne. Vi fik lov til at lave huse. Vi stablede brændet op og lavede forskellige rum. Her boede vi i små familier både drenge og piger. Vi kunne næsten ikke løsrive os fra legen, når lærer Bach stod på trappen og kaldte os ind til timen. Det var en nem måde at få træet tørret på.

    Om vinteren, når himmel og jord stod i et, blev mange hjemme fra skolen. Jeg stred mig i hvert tilfælde der ned, for så hyggede vi os. Vi tegnede, fik historie og sang. Der var sange, vi kun lærte sådan en dag. Var vi heldige, kom fru Bach med saftevand, boller eller kage.

  • God for et sukkermærke

    Christen Søndergaard kunne godt have overtaget Dortheas fødehjem efter sin svigerfar, Jens Ranch, men han var bange for at blive stik-i-rend-dreng. Han valgte i stedet at købe en ejendom i Grove af Ulstrup-Ajs.

    Christen var kendt som en arbejdsgiver, der var god til at sætte andre i arbejde. Han havde i Dorthea med de sørgmodige øjne en meget rar, dygtig og særdeles flittig kone. Hun sled altid både i hjemmet og i marken, men beklagede sig aldrig. Moder Gro findes ikke blot i Johannes V. Jensens roman: Den lange rejse. Stærke, slidsindede kvinder var der mange af i Sem Sogn.

    Da Christen havde købt ejendommen, var han en tid handelsmand. Han gik rundt på gårdene og opkøbte køer og kalve. Når han havde købt et passende antal, entrerede han med en vognmand og fik dyrene kørt til marked eller på slagteriet.

    På det lille areal sydøst for ejendommen ned mod Havndalvej plantede han frugttræer, men jorden var sandet og ikke velegnet til frugtavl. Selv om han forsøgte at forbedre jorden ved at lægge halm under træerne, blev det aldrig den succes, han havde drømte om. Til sidst plantede han arealet til med nåletræer, hvorefter frugttræerne forsvandt lidt efter lidt.

    Christen glemte aldrig helt at handle. Det opdagede folk under krigen. Kom en husmoder i bekneb for et rationeringsmærke til et kaffegilde eller en konfirmation, kunne det betale sig at spørge Christen. Ikke så sjældent havde et ekstra kaffe-, smør- eller sukkermærke forputtet sig bagest i hans tegnebog. Det kunne erhverves mod et passende beløb.

  • Han lærte aldrig at malke

    Dorthea og Christen Søndergaard købte ejendom i 1918 af Ulstrup-Ajs, hvis rigtige navn var Anders Jensen. Bygningerne var da næsten helt nye. Det fortælles, at en tidligere ejer en dag skød efter en fugl, der sad på stråtaget. Skuddet antændte taget, og hele gården nedbrændte til grunden. Sandt er det, at der stadig findes rester af fundamentet under og på den anden side af den vej, der fører ind til gårdspladsen.

    Arealet, der ligger nord for vejen mellem ejendommen og “Den stur Hie”, var i 1918 ikke i drift. Det lå så lavt, at der voksede siv, så Christen måtte dræne, inden marken kunne anvendes som landbrugsjord.

    Landbrug var, da Christen og Dorthea begyndte i Grove, en blandet landhandel. Man avlede korn, græs, hø, roer og kartofler, og af dyr var der heste som trækkraft foruden køer, høns og svin. Mange, der havde en moseparcel, tjente en ekstra skilling ved at grave tørv. Gik det dårligt med det ene, kunne man som regel få penge til at leve for fra noget andet. Man var som landmand ikke så sårbar i dårlige tider – når man lige ser bort fra 30’erne, hvor afsætningsforholdene var så elendige, at mange måtte gå fra hus og hjem.

    Men det er nu alligevel underligt at tænke på, at nutidens svinefarme leverer tusinder af svin til slagteriet hvert år, mens Christen kunne nøjes med at levere omkring 25 slagtesvin om året – og endda kalde sig svineavler.

    Det var ikke, fordi han var stolt af det, Christen, men han lærte aldrig at malke. Hvis han hjalp til i stalden om aftenen, gik han altid ind for at vaske sig, når malkningen begyndte. Men som i alle andre forhold, kunne han regne med Dorthea. Hun stillede altid op, når der skulle arbejdes, og hun beklagede sig aldrig.

    Bremser var et meget stort problem. Man kunne altid se på køerne, om der var en bremse efter dem. De bissede – løb forvildede rundt i forsøg på at undgå, at bremsen satte sig på deres ryg og lagde æg under huden. Det gjorde meget ondt, og når larverne var udklækket, borede de sig ud gennem huden, og så var den ødelagt. I et forsøg på at komme plagen til livs, sendte kommunen hvert år en mand ud i besætningerne for at klemme bremselarver ud.

    Ejendommens jord var let og sandet. Det var let at se om foråret, når sandstormene rasede. De kunne være så kraftige, at fygesandet lå i så store driver ud over vejene, at man måtte køre dem væk. Som man sagde.

    Bønderne i Grove ka’ it åltier vær sikker på, at djer jord æ hjem.

    Det blev straks bedre, da Hedeselskabet under krigen satte arbejdsløse til at plante læhegn mellem de små marker. Mændene, der arbejdede under Hedeselskabet, kaldte vi Det flyvende Korps, fordi de arbejdede over hele landet.

    Jorden var velegnet til kartofler, så Christen blev kartoffelavler i stor stil. Kartoflerne lå godt forankrede i jorden og tog ikke som roer og korn skade af en smule sandflugt.

    Der var brug for mange spisekartofler, og Christen fik efterhånden mange faste kunder. Han drog flere gange om året rundt på egnen og modtog bestillinger på kartofler, der senere blev leveret ved døren.

    Da Dorthea og Christen solgte gården flyttede de til Kastbjerg. Dorthea døde i 1971 og blev begravet på Sem Kirkegård. Christen blev boende en tid i huset i Kastbjerg, inden han til plejehjemmet i Mariager. Han døde i 1981 og blev begravet i familiegravstedet på Sem Kirkegård.

  • Fik pistolkugle med posten

    I Grove var vi vant til trygt at kunne forlade vore hjem uden at låse døren. Man kunne have sine ting i fred. Da tyskerne arresterede det danske politi den 19. september 1944, fulgte en næsten lovløs tid – selv i vort sogn.

    En aften lige omkring jul fik vi besøg i stalden. Mine forældre var gået til ro i soveværelset, der lå i den østre ende af stuehuset. Da stalden lå i udhuset lidt borte, kunne de ikke høre noget. Tyvene kom kørende med en af de lave, tohjulede vogne, man brugte til at fragte kreaturer på. Vognen blev placeret bag udhuset, mens tyvene gik ind i stalden og udvalgte sig den bedste ko, der stod i den nederste bås. Den blev trukket ud og op i vognen.

    For ikke at vække os drejede tyvene ud på Holmgårdens mark og forsvandt ad vejen mod Edderup.

    En ting undrede os meget. Vi havde en jagthund, der sov ude i kostalden. Den gav ikke lyd fra sig, da tyvene brød ind.

    Hos vores nabo Chren Møller i Dalsgaard stjal tyvene nogle høns, inden de fortsatte mod Edderup, hvor de drejede ud ad vejen mod Mariager. Hos Chr. Borresen fik de tid til at stjæle nogle gæs. En indbringende aften.

    Der havde været let snefald den aften, så man kunne følge deres spor et godt stykke ud ad vejen mod Trinderup.

    Senere fandt man i skoven ved Hou det sted, hvor koen var blevet aflivet. Man kunne se, tyvene havde haft travlt. Hoved og skind var efterladt på stedet. Det værste var dog, at slagteren havde været nødt til at stikke koen flere gange i halsen, inden det var lykkedes ham at aflive den. Vi havde en meget stærk formodning om, at den skyldige var en mand fra egnen – der havde meget tætte relationer til tyskerne og var kendt for at have svært ved at kende forskel på dit og mit. Hestehandler, Christen Juul, i Sem udtalte det offentlig. Få dage efter modtog han en pistolkugle i et brev – og i de tider behøvede man ikke at spørge, om det var alvorligt ment.

    Nogen tid efter spurgte Far, da han mødte “hjælperen” på gaden i Mariager:

    Nå! Er det så slagteren?

    Manden drejede rundt på stedet og forsvandt.

    Det var en begivenhed, der blev drøftet meget på egnen den vinter. Det rystede folk, at det var kommet så vidt her hos os.

  • Slagteren fik altid “bøddelstykket”

    Far, Hans Rasmussen, kørte mælketur til Havndal ligesom morbror Hans. Fatter kørte turen i Edderup og morbror Hans turen i Grove. Jeg skulle sammen med min tvillingebror, Hans, klare arbejdet i stalden, inden Far kom hjem fra mælketuren. Vores lillebror, Anker, hjælpe også til, hvis vi kunne få ham til det.

    Vi havde to heste og fire – seks køer, nogle grise, og endelig var der hønsene. Æggene blev solgt hos købmanden i Sem, Marta Hermansen. Med det begrænsede indkøb vi havde til husholdningen, kunne vi som regel dække købmandsregningen ved at sælge æggene.

    En gang imellem fik vi besøg af Marius Knudsen. Han var kreaturhandler. Det var gerne ham, Far handlede med, når han købte eller solgte dyr.

    Der kom også andre handlende. Bageren fra Assens og Uld-Søren fra Udbyover. Han kiggede gerne ind med sin store, blå sæk, der var fyldt med undertøj og strikvarer, bånd, bændler og lynlåse.

    Vi brugte en aflægger, når vi høstede. Det var en forbedring af slåmaskinen. Den samlede stråene og smed dem først af, når der var korn nok til et neg. Så kunne vi gå bag efter og binde negene op med halmbånd, som vi selv snoede.

    Når vi skulle tærske, lånte vi i begyndelsen motor og tærskeværk hos morbror Jens. Senere, da han fik installeret el, kunne maskinerne ikke flyttes, så måtte Far selv købe motor og tærskeværk.

    Vi holdt Randers Dagblad sammen med morbror Hans. Vi fik den først. Når den var læst, blev den, hvis vejret artede sig, sat op i Granerne, det læhegn, der gik mellem Chr. Møllers og morbror Hans’s marker. Der blev den hentet.

    Når der skulle slagtes gris, var det Villum Andersen fra Sem, der slagtede. Han var lidt gammeldags, bl.a. gik han i vadmelsbukser med klap foran i stedet for gylp. Inden han drog af sted, fik vi frokost med blodpølse, fedtegrever, medisterpølse og andet godt fra grisen. Villum fik altid bøddelstykket, når min mor havde kogt det med laurbærblade. Bøddelstykket var det stykke flæsk på halsen, hvor grisen var blevet stukket.

    Vi havde altid problemer med vand. Selv om brønden var dyb, løb den tør om sommeren, så måtte vi hente vand i de tre mælkespande i skolen, hos morbror Hans, Jens Møller, Magda og Julius eller ved det lille væld, der den gang sprang på marken mellem Harry Fynboes og Søren Ranchs ejendomme.

    Far prøvede at grave brønden dybere, men det hjalp ikke. Havde vi haft pengene, kunne vi måske have udnyttet det væld, der var på marken oppe ved Semmøgelhøj.

    Den smalle, dybe brønd havde vi også fornøjelse af, når vi legede. Vi gemte os under låget på rullen. Hvis vi var faldet ned i brønden, var det gået voldsomt galt, men dengang var det for os et gemmested som alle andre.

    Mangelen på vand gav mange besværligheder for Mor. Hvad hjalp det, at det var nemt at få vandet til at koge, hvis vi puttede en af de tjærebehandlede gødningssække under gruekedelen, når der ikke var vand nok til at vaske i.

    Nogle gange fik Mor lov til at vaske hos Carla og morbror Hans. Selvom alt tøjet skulle slæbes frem og tilbage, var det en fordel for hende. Ingen kan vel fortænke hende i, at da vi flyttede til Fyn, var hendes eneste krav, at der skulle være indlagt vand i det nye hus. I alle disse år havde hun manglet vand, når hun vaskede, slagtede og lavede mad.

    Vi fik aldrig råd til at installere el, så både i huset og i stalden brugte vi petroleumslamper og lygter.

    Min far var ivrig jæger. Det hjalp på økonomien og gav lidt afveksling i den daglige kost – saltmaden fra grisen. Høkeren, Valdemar, i Kastbjerg aftog det vildt, vi ikke selv anvendte. En gang skød min far to rådyr i Edderup, som blev solgt.

    Jeg var ganske ung, da jeg fik jagttegn. Min far måtte skrive under for mig. Det var herligt, nu kunne jeg følge ham på jagt. Under krigen blev jagten indstillet, for alle våben skulle afleveres på politistationen i Hadsund. Vi afleverede både jagtgevær og en riffel. Jagtgeværet fik vi tilbage efter krigen, men riffelen kunne man ikke finde på politistationen.

    Der var enkelte, der beholdt deres geværer og fortsatte med at gå på jagt.

    Som de fleste andre børn i Grove, gik vi hjem fra skole for at spiste middagsmad kl. 12. En dag havde min mor lavet en stor grydefuld grønkålssuppe. Det holdt vi meget af. Som alle andre halvstore drenge, var vi altid sultne og glædede os til at komme hjem og spise resten efter skoletid. Vi glædede os nu for tidligt. Den dag gad Hans ikke gå hjem til middag for at spise, så da vi kom fra skole, skulle han spise først. Han spiste af gryden. Anker og jeg måtte stå og se på, at han alene tømte gryden med den dejlige suppe.

    Som regel kom de unge i Grove ud at tjene, når de blev konfirmerede. Jeg kom ud lidt før. Jeg var kun 13-14 år, da jeg i 1943 fik plads i Gjerlev hos Laurids Sørensen. Jeg skulle have 300 kroner for et halvt år, og hvis Laurids blev tilfreds med mit arbejde, skulle jeg have yderligere 25 kroner.

    Jeg gik til præst en gang om ugen hos pastor Nørgaard i Hem. Jeg havde tre gange tilbage, da jeg kom ud at tjene, så jeg måtte gå fra Gjerlev til Hem.

    Da jeg kom hjem den første gang, syntes Laurids Sørensen, at det havde taget for lang tid, så jeg fik en på skrinet med besked om, at jeg ville få en til, hvis det skete igen. Det gjorde det, så jeg gik hjem til Far. Han tog med mig til Gjerlev for at snakke med Laurids – så var det hele pludselig en misforståelse, og jeg slap for al videre tiltale.

    Jeg kørte Brugstur i hestevogn. Det vil sige, jeg kørte rundt i Stangerum, Gjerlev og Enslev til de folk, der havde bestilt varer i Brugsen i Enslev.

    På hjemvejen havde jeg æg med tilbage fra landmændene. Jeg regnede det for en fridag. Hesten havde prøvet det så mange gange før, at den kendte vejen. En gang, jeg lagede tømmen, fandt den selv hjem.

  • Semmøgelhøj var hans og ingen andres

    Hans Rasmussen var fynbo, sammen med sin kone, Marie, blev han kaldt hjem for at hjælpe svigerfaderen, Hans Lindskov, med at drive hans ejendom i Edderup. Familien flyttede med, da Hans Lindskov senere flyttede fra Edderup til ejendommen, Semmøgelbo, som Hans Rasmussen overtog i 1923.

    I 1950 solgte Hans Rasmussen den lille ejendom ved foden af Semmøgelhøj til sin nabo, Anthon Møller, og vendte tilbage til tilbage til Steenstrup på Fyn med sin familie.

    Han havde da ejet Semmøgelbo i 27 år.

    Marie, der var født i Sem, var søster til Hans og Jens Lindskov. I mange år gik hun strikkende langs granskellet, når hun skulle ned at gøre rent i Grove Skole.

    Brønden ved Semmøgelbo løb ofte tør for vand. Derfor måtte Hans, når han kom hjem fra mælketuren i Edderup, hente vand i skolen. Når Marie næsten var færdig med at gøre rent, kom Hans med mælkejungerne, som han fyldte med vand, så kunne han og Marie følges ad hjem.

    Slap vandet op, mens Hans arbejdede i marken eller på anden måde var optaget, gik Marie over til sin bror, Hans Lindskov i Skovly, med to spande. Når spandene var fyldt op, lagde hun altid to hyldegrene oven i vandet, så skvulpede de dyrebare dråber ikke over på vejen hjem. Under krigen, i 1943, hentede Hans vand i et par specielle tønder. De stammede fra en våbennedkastning på Sem Hede. De containere, der blev kastet våben og andet udstyr ned i, kunne deles op, så der blev to udmærkede tønder ud af hver. De var nemmere at anvende end de almindelige mælkespande, når der skulle hentes vand.

    Det gik udmærket, indtil den dag Hans blev standset og spurgt, hvor han havde tønderne fra. Han blev truet med fængsel, hvis han ikke straks afleverede dem hos sognefogeden, Anders Møller, i Edderup.

    Ved samme lejlighed fik sønnen Christian sin cykel “stannerd” – sat i stand. Enderne af containerne var gjort stærkere og tætte med brede, klæbende gummibånd. Båndene var som skabt til at surre om vor barndoms udslidte cykeldæk, og hvis man surrede et lag om cykelsaddelen, blev den noget blødere at sidde på, så det gjorde Christian. Der sad de godt, indtil sagens alvor gik op for ham, så kom de af i en fart.

    Familien Rasmussen oplevede under besættelsen en dramatisk begivenhed. En ko, der var sat på græs, blev stjålet. Man fandt senere de sørgelige rester i en skov ved Fladbjerg, hvor den var blevet slagtet. Alle regnede med, at det var C.C kaldet “Baseren”, der stod bag. Hestehandler, Christen Juul, udtalte det offentlig og modtog få dage efter en pistolkugle i et brev.

    Da salgsskødet i 1950 skulle underskrives hos sagføreren i Mariager, meddelte køberen, Anton Møller, at han ikke ville betale for den jord, Semmøgelhøj lå på. Han forlangte et afslag på 800 kr. Salgsprisen blev så 21.000 kr. Der blev holdt lidkøb hos Antons bror, Jens Møller.

    Under sine senere besøg hos datteren og svigersønnen, Magda og Julius i Hammergaarden, sagde Hans Rasmussen gerne på syngende fynsk: Jeg må jo hellere gå op og se til min høj! Den senere ejer, Axel Jensen, blev lidt usikker, når man drillede ham med, at han i virkeligheden slet ikke ejede Semmøgelhøj.

    Semmøgelhøj var i Hans Rasmussens tid rammen om en ældgammel tradition. Valborg aften, den 30. april, samledes egnens unge på højen til blus – bål. Træ blev hentet i Semskoven og et kæmpe bål, der kunne ses langt omkring, blev antændt. Når bålet var brændt ud, blev de endnu glødende grene slynget ud fra højens top. Det var et flot syn, især hvis man stod nede på marken.

    Et par af de små drenge blev belønnet for at løbe ned efter is m.m. hos købmanden i Sem, Martha Hermansen. Når man kom tilbage med kassen, var det med at være hurtig, hvis man ville have sin is. Alle ville være sikre på, at de fik det, de havde betalt for. Som altid var der enkelte, der forsøgte at få lidt mere. Men ellers var der råhygge – på forskellige planer – på Semmøgelhøj.

    Hans Rasmussen gjorde aldrig indsigelse, når de unge mødtes på højen Valborg aften eller Skt. Hans aften. Det gjorde de senere beboere i Semmøgelbo, så i løbet af få år døde den århundrede gamle skik ud.

  • Lønnen var farvel og tak

    Mens jeg som ung boede hos mine forældre i Sem, spillede vi unge næsten hver aften pind eller kegler nede ved Laurids Pedersen. Det kunne også hænde, at jeg sammen med Jens Juul slog et slaw ned til “Brækil” – Bredkilde for at fiske ørreder.

    Om vinteren spillede vi som regel kort ovre hos Maren og Christen Juul.

    Da jeg lærte Signe at kende flyttede jeg fra Sem til Grove. I tre år – fra 1955 til 1958 – tjente jeg som karl hos Dorthe og Christen Søndergaard. I 1956-57 gik jeg et halvt år på landbrugsskole i Malling.

    Den 1. april 1958 overtog Signe og jeg gården. Dorthea og Christen flyttede til Kastbjerg, hvor de flyttede ind i det hus, de havde købt af murer Kouring.

    Min kommende svoger, Svend, og jeg besluttede at forsøge for os selv. Forpagteren på Edderup Skovgaard havde plantet en mark på 34 tdl. til med asparges. Vi lejede marken for et år og aftalte, at forpagteren skulle sørge for gødningen – asparges kræver meget gødning. Vi havde også en aftale om, at han om foråret skulle pløje med sin traktor og en speciel plov, der når han kørte med den mellem aspargesrækkerne, kastede jorden op i højbede. Ploven var for tung til at blive trukket af heste.

    Vi skulle selv holde stykket rent. Det var noget af et arbejde, for marken var tilgroet med senegræs og ukrudt. Vi måtte arbejde på marken om aftenen i vores fritid, for om dagen havde vi andet arbejde, der skulle passes. Når stykket var harvet, samlede vi senegræs og ukrudt med hånden.

    Arbejdet blev ikke mindre, da vi kunne begynde at stikke asparges. To gange om dagen måtte Signe, Magda, Svend og jeg ned på marken for at stikke. Kom spirerne oven over jorden, blev de grønne og var uanvendelige. Der var ingen, der spiste grønne asparges dengang. Vi plukkede om morgen fra kl. 3 til kl. 7 og om aften fra kl. 19 til kl. 22.

    De plukkede asparges skulle pakkes i specielle kasser, som vi fik tilsendt fra en konservesfabrik på Fyn. Vi sendte kasser hver anden dag. Pakningen skulle være færdig, så mælkekusken kunne få kasserne med og sende dem fra stationen i Havndal. Fortjenesten var beskeden i forhold til det store arbejde, at opsagde vi lejemålet, da der kom en ny forpagter på Skovgaarden,.

    Da jeg kom til Grove, var det en selvfølgelighed, at folk hjalp hinanden. Signe interesserede sig meget for at lave mad. Da det rygtedes, blev hun ofte inviteret ud i de forskellige hjem for at varte op. Undertiden kom folk nogle dage efter med et par viskestykker eller en anden lille ting, men de fleste gange var lønnen farvel og tak. En gang i 60’erne, da hun vartede op hos Pi Raj i Sem, stak Marie hende 10 kr., da hun skulle hjem. Det var den første gang, hun tjente penge på sit arbejde.

    Efter den tid blev det mere og mere almindeligt, at hun havde lidt penge med hjem, men det vedblev med at være et underbetalt arbejde.

    Da Signe og jeg overtog gården, fortsatte vi med at avle kartofler på 1½ tdl. Det tog ca. tre uger, inden alle kartoflerne var taget op. Dorthea og Christen kom og hjalp til. Der var ikke maskiner til kartoffeloptagning dengang.

    Kartoflerne blev løsnet af jorden enten med plov eller hakke. Derefter kravlede vi række op og række ned – to mand med en “løw” – vidjekurv mellem os og en spand til affaldskartoflerne. Når kurven var fuld, skulle den slæbes hen til vognen eller kulen. Selvom vi lå på en kornsæk, blev vi ofte halvvåde og kolde. Vi sov godt om natten.

    Når kartoflerne var taget op og sorteret, drog Christen rundt for at modtage ordrer fra vore ca. 70 kunder i Havndal, Dania og Assens, hvorefter vi leverede kartoflerne. Lige efter jul drog han rundt igen, og havde vi flere kartofler tilbage, tog han på en sidste tur om foråret.

    Svinestalden blev, da vi flyttede ind, udvidet, så der kunne leveres omkring 50 svin til slagteriet om året. Vi handlede smågrise med to kreaturhandlere, Jens Skjødt eller Bogner, der boede i Havndal.

    Omkring 1960 fik vi traktor. På de mindre gårde, havde vi ikke råd til at købe nye redskaber, så smedene havde gode dage. De havde travlt med at lave de gamle redskaber om, så de kunne bruges til traktoren.

    Mens vi brugte heste, havde Gunnar og jeg ofte hjulpet hinanden med heste og redskaber. Det samarbejde fortsatte, da vi fik traktor.

    Jørgen havde mistet sin kone, og jeg min mand, da vi mødtes. Efter nogen tid flyttede jeg fra Nordjylland til Grove sammen med mine børn.

    Jeg har altid været interesseret i at sy, så ud over det almindelige arbejde på gården begyndte jeg at sy lidt for naboerne, når der var behov. Omkring 1960 henvendte jeg mig til Fruensgaard, en herre- og dameekviperingsforretning i Mariager, for at høre, om der var brug for en syerske til forandringer. Jeg blev antaget. Senere kom jeg til at sy for en tilsvarende forretning i Havndal. I mange år syede jeg gardiner, kjoler, bukser eller fornyede lynlåse. Prisen for at sy en kjole var, da jeg begyndte ca. 25 kr. Der blev syet mange kjoler, inden jeg havde fået betalt min symaskine, der kostede 2.110 kr.

    Omkring 1982 fik vi mulighed for at deltage i en jordfordeling. Staten overtog jorden, som blev betalt kontant, for senere at videresælge den til andre landmænd.

    I sin ungdom havde Jørgen en drøm om at blive snedker. Da jorden var solgt og han gik på pension, fik han muligheden. Nu drejer han lamper, skåle, salt- og peberbøsser og andet, som jeg har stor fornøjelse af at sælge sammen med de ting, jeg selv fremstiller: Malede æg, dukketøj og blomsterdekorationer.