Forfatter: Bent Bjerre Bach

Min mormor, Karen Vase, er født den 11. februar 1901 i Homaa ved Grenaa. Hun tjente på en gård i Mørke, da hendes forældre flyttede til Skrødstrup. Bedstemor ville blive på Djursland, men hendes forældre syntes, at det var for langt væk, så de bad hende komme hjem. Det viste sig, at de havde lavet en aftale om en plads i Hem, hvad Bedstemor var meget ked af.
Sammen med sin mor skulle hun kort efter til en samtale på gården. I gårdsleddet kom en ung pige løbende – på bare ben. Synet forargede hende og hendes mor, der bemærkede:

Sån’ må do it go, Karen! – det var der nu heller ingen fare for.

Mod forventning blev Bedstemor glad for at være i Hem. Med sit sprudlende humør førte hun ofte an, når de unge lavede løjer i byen. I Hem mødte hun min morfar, Jens Vase, til hvem hun blev viet i kirken den 23. marts 1923.

Ca. fire år senere flyttede de til en lille ejendom i Edderup. Stedet var så forfaldent, at det krævede enorme kræfter at få det omdannet til et hjem. Men gå-på-modet og viljen var der, så efterhånden blev det lysere tider.

Den underholdning, der var i Edderup, stod man selv for. Nytårsaften var der frit slaw, og Bedstemor gjorde sit bedste for at indfri forventningerne. Et år kom hun forbi naboens vindue og bemærkede en plade med boller, der stod til hævning. Det var for fristende. Bedstemor fiskede pladen ud ad vinduet, tog den med hjem og bagte bollerne, hvorefter hun diskret stillede pladen tilbage i vindueskarmen – til stor undren for nabofamilien.

Et andet år måtte Eli Nielsen stå for skud. Bedstemor tog ham på fersk gerning med hendes kaffekande i hånden. At snuppe kaffekanden hos naboen var en gammel nytårsskik i vort sogn. Hwa’ lawer do her, spurgte Bedstemor, hvorefter Eli blev inviteret på kaffe.

No gor A ud å lawer kaffe, så ka’ do snak’ lidt mæ’ Jens imens!

Mens snakken gik ved stuebordet, løb Bedstemor og Sigrid, min mor, over til Eli og vendte hans seng på hovedet. Det gik så hurtigt, at Bedstemor kunne servere kaffen og sætte sig ned og deltage i snakken, som om intet var hændt. Eli anede ikke uråd.

Bedstemor var ihærdig og meget proper, udenfor som indenfor var alt i sirligste orden. Det var nok grunden til, at der ofte var bud efter hende, når en og anden havde brug for hjælp til rengøring, vask eller madlavning. Der var flere der fandt, at hun var uundværlig ved fødsler – hos dyr og mennesker.

Hjemme var det hende, der mangen en nat måtte våge over en so, der berigede familien med smågrise. Hun glædede sig over resultatet, når hun havde fået smågrisene tørret og anbragt varmt og godt uden for soens rækkevidde.

Den hårde start med et hus uden gulve, utætte vinduer og manglende døre gjorde, at Bedstemor senere i livet forstod at glæde sig over de små ting – at der var pænt ude og inde. Blånelse og Nu’ren (sæbe) var altid at finde på hylden i hendes hjem. Alting lugtede af sæbe, og sengelinned var let stivet, så det knitrede dejligt, når vi skulle sove. Der under dynen læste hun børnene i Nyskoven, og da jeg blev lidt større dilettantstykker.

Jeg tror, der var gået en god lærer tabt i Bedstemor. Hendes fantasi var formidabel, og når hun fortalte, blev vi alle revet med.

Søndag eftermiddag var der altid liv i huset. Bedstefar sad for bordenden og spillede kort med min morbror, Aage, og naboen, Peter Munch. Det var en selvfølge, at Bedstemor til kaffen stillede an med galopkringle, udrullet lagkage og kaffekage.

Den gang fik vi heldigvis lov til at kede os. Det udvikler jo fantasien. Og Bedstemors fortællinger om skærslipperne og uldkræmmerne fra hendes barndom fik stor indflydelse på mine lege, der ikke altid var helt almindelige. Mens mændene spillede kort og damerne snakkede, gik jeg rundt og forsøgte med større eller mindre held at sælge, hvad jeg havde i min bylt af kamme, børster m.m. At være sælger er i dag mit levebrød, hvem ved, måske kan jeg endnu nå at avancere til skærslipper.

Handel interesserede også Bedstemor. Hun handlede selv med æg, juletræer og bær, som hun plukkede i heden. Og når Christian Andersen kaldet Long Krasjan kom forbi, købte hun sommetider fisk af ham. En dag kom han spadserende på landevejen. Bedstemor stod i døren. Christian råbte til hende, om hun ville købe ål.

Å, de æ wal bare nåed bitte skidt, råbte Bedstemor.

Resolut tog Christian en ål op af sækken, og med et af de imponerende kast, han var berømt for, slyngede han ålen af sted med så stor kraft, at den landede for fødderne af Bedstemor.

Så ka do sjel si, om de æ nåed bitte skidt!

Min bedstefar, Jens Vase, er født i Hem den 27. januar 1899. Han overlevede Den spanske Syge og oplevede to verdenskrige.
Da han i 1927 flyttede fra Hem til Edderup med Bedstemor og børnene, fik han rig lejlighed til at udvikle de evner, han havde som håndværker. Han var selvlært, men efterhånden som folk i området bemærkede hans kunnen, blev der sendt bud efter ham, når nyt skulle bygges eller gammelt repareres. Ikke så få bygninger på egnen vidner om hans indsats.

Bedstefar var som katten sin egen. Hans stil var kontant. Han sagde tingene lige ud – ganske ligeglad med, om folk syntes om hans meninger eller ej. Han gjorde ikke forskel på folk. Høj eller lav – alle fik de, om de bad om det eller ej, hans uforbeholdne mening. Det skabte respekt.

Den stil har han altid haft. Som soldat kom han til Kastellet og Bådsmandsstræde Kasserne i København. Han blev hurtigt klar over, at de mange tåbelige ordrer kunne han ikke leve med. Blandt andet skulle han samle tændstikker op mellem brostenene. Det ville han ikke.

Der var to, som blev kasseret som infanterister og i stedet blev oppassere. Bedstefar og en fra Mariager. Majoren bad om en forklaring.

Hvorfor er De blevet kasseret, spurgte han.
A ka’ it’ go i trit, svarede manden.
Og ganske rigtigt – øvelsen bekræftede det.
Så blev det Bedstefars tur.
Majoren: Hvorfor blev De ikke infanterist?
Bedstefar: For A æ it suer fatnem!
Majoren: Hvad F., tal dog dansk mand!
Manglende fatteevne, svarede Bedstefar.
Majoren brølede: Det er sgu løgn!
Javel, svarede Jens.

Men Bedstefar vandt hans respekt, og det blev senere hans arbejde at følge mandens børn til og fra skole.

Er det din bedstefar? Spørgsmålet har jeg ofte hørt, og jeg kunne fornemme, at der lå respekt bag.

En gang er jeg dog kommet i tvivl. Det var Marius Møller fra Grove, der spurgte. Marius var et år ældre end jeg. Hans far, Julius Møller, havde fået Bedstefar til at mure for sig. Den lille Marius var meget interesseret og stillede sig tæt ved Bedstefar.
Gå væk, lød det barskt. Marius fik sig ikke flyttet i tide. Han troede måske ikke, at det var alvor. Ikke før Bedstefar med bagsiden af murerskeen sendte en klat mørtel i ansigtet på ham.

Bedstefar var heller ikke typen, der lod sig imponere af penge. Han sagde ofte: Peng løjter i hvordan det goer. Jo! Jens Vase var min bedstefar.

Han vidste besked om mange ting i samfundet. Mange gange har jeg trampet i pedalerne over heden til Edderup for at få hjælp, hvis regneopgaverne omhandlede aktier eller obligationer. Bedstefar kunne altid hjælpe – desværre havde han ikke Bedstemors pædagogiske evner.

Da han blev ældre fik han knallert. Det blev hans kæreste eje. På den kunne han køre landevejene tynde for at træffe gamle bekendte. Han kerede sig ikke så meget om, hvorvidt han var velkommen eller ej. Han havde sin egen ligefremme facon, og den forventede han også fra andre. Når han så havde fået en historie eller nyhed, sagde han ofte:

Den er gevaldig! Den ska a hjem å fortæl’ Karen!

Bedstemor lyttede gerne. Den ros skal hun have. Og Bedstefars historier – de blev ikke dårligere med årene.

Hans afsked med Edderup blev tung. Han flyttede til Fjorvang i Mariager, men han savnede sit værksted og sit værktøj. Det undrede os, at han ikke gik ned og arbejdede på det lille værksted, der var på Fjorvang.

Hvorfor går du ikke ned og snedkererer på værkstedet, Bedstefar? For der ska a ryd’ op!

Om han nu lærte at rydde op eller arbejdede på dispensation, ved vi ikke, men senere kom han i gang i værkstedet og lavede mange gode ting til oldebørnene.

Som Bedstemor havde Bedstefar lune og var gerne med på en spøg.

Da ældrecenteret en gang inviterede til fastelavnsfest med tøndeslagning tog Bedstefar med. Ingen har nogen sinde kaldt ham feminin, så da han velbarberet ankom – i lang blå kjole med hat og sort dametaske – var han ikke nem at genkende. De præcise slag og den kvindelige ynde smeltede mændenes hjerter. Og udsigten til et nyt spændende, kvindeligt bekendtskab gjorde flere af mændene ganske livlige. En spurgte sin sidemand:

Hwem æ hin der?
A ved’ed it! De sejer, de’ æ jen fra Gierløv!

Da vi ville hejse flaget på hans 97 års fødselsdag, sagde Bedstefar:

Nej! Vent I no mæ’ de’ te’ om traj or, så æ’d nåd å fejer.!

Men det skulle hverken han eller vi opleve. Vi hørte aldrig Bedstefar beklage sig over noget – helbred eller alder. Jeg oplevede at have ham med til mit sølvbryllup. Kun ved den lejlighed har jeg hørt ham omtale alderen. Han sagde, at han følte sig gammel, når han så på mig.

Det jeg husker bedst om Bedstemor og Bedstefar er, at de aldrig gav op, og altid forsøgte at få det bedste ud af tingene. De havde evnen og viljen til at lytte og var levende interesserede i livet omkring dem. Det er ingen selvfølge, men måske medvirkende til, at de opnåede så høj en alder.

Min far er født 1911 på en ejendom ved Ramten på Djursland. En overgang drev han sit barndomshjem sammen med sin søster. Senere arbejdede han som herregårdsbisse. Det kaldte man de karle, der arbejdede på godserne og de større gårde.

Der var nu ikke meget bisse i min far. Han ville mere, så da stillingen som ladefoged på herregården Store Sjørup ved Ørsted blev ledig, søgte han den og blev ansat. Det forandrede hans liv. Han fik højere løn, og så skulle han hver morgen møde på arbejdet i en fin manchetskjorte – med knækflip. Det var han bestemt ikke vant til.

Da Far og Mor blev gift i 1936, drømte de som alle andre drømte om at få deres eget. I 1946 fik de muligheden, da forpagtningen på Bakkely, der hørte under Edderup Skovgård, blev ledig.

Fem år senere, da Bakkely blev udskilt som selvstændig ejendom, købte de den.

Statshuse, kaldte man den slags ejendomme i daglig tale, for staten garanterede, så det var muligt at få låne- og afdragsordninger på rimelige betingelser.

Der var også ulemper. Far måtte bl.a. ikke uden videre gå ud og fælde træer i den skov, der hørte til ejendommen. Han måtte pænt vente, til der kom en statsskovridder for at vise træer ud – bestemme, hvilke træer der måtte fældes det pågældende år.

Det første halve år, vi boede i Bakkely, lærte vi at spare på vandet. Brønden var løbet tør, så alt det vand, vi skulle bruge både til dyr og mennesker, måtte vi hente i den lille bæk, der løber gennem engen lige neden for vor nabo, Rasmus Kastbergs ejendom.

1947 var et tørt år. Den vinter kom de fleste landmænd i sognet til at mangle foder til dyrene. Eli Nielsen og hans søn, Niels, lejede et stykke af Sembygårds Hede. De tjene en ekstra skilling ved at slå lyng og revling med slåmaskine og sælge risene til de landmænd, der mødte op med deres kassevogne i heden. Folk skulle selv læssede risene på vognen, så det kunne hænde, der var lidt diskussion om, hvor stort et læs skulle være.

Vores jord var sandet og langt fra den bedste i sognet. Det var dyrt og ikke almindeligt at bruge meget gødning, så avlen var beskeden. Undertiden var kornet så lavt, at det ikke var muligt at binde det i neg, når vi høstede.

Man var endnu ikke begyndt at sprøjte for ukrudt i markerne. Det kunne gå, hvis det var valmuer eller kornblomster, men var der for mange af de store, stive tidsler, var det bestemt ikke spændende at gå efter slåmaskinen og binde kornet op i neg for bagefter at anbringe dem i sæt ( 12 neg ). Det gav ømme arme og rygge.

Det var almindeligt, man hjalp hinanden, hvis der var brug for det. Vi havde kun to heste. Det var nok til daglig, men der skulle bruges tre heste til at trække selvbinderen. Den tredje hest lånte vi hos naboen. Han vidste, at vi altid ville hjælpe ham en anden gang, når han fik brug for det.

Når vi skulle tærske, lejede vi et tærskeværk i Ajstrup. Det blev drevet af en petroleumsmotor, for vi havde ikke indlagt el.
Min søster og jeg skulle tage halmen fra tærskeværket. Det var et hårdt arbejde. Det støvede meget, så det var det rene svir, når motoren strejkede, og fik vi en hårdt tiltrængt pause – det hændte af og til. Først i 1951 eller 1952 fik vi indlagt el. og kraft.

Var der mulighed for det, arbejdede Far og Mor ude for at tjene lidt ekstra penge. Når de var færdige med arbejdet hjemme, fulgtes de undertiden ad ned til Edderup Skovgård for at tynde roer. Når vi kom hjem fra skole, hjalp vi også til. Det var hyggeligt. Mor havde altid lavet kaffe. Den nød vi sammen, når vi holdt en pause.

Min faster, der boede i Auning, holdt gæs. En dag kom posten med en pakke – det var før man i postvæsenet begyndte at kaste med pakkerne. Det var Faster, der havde sendt min mor to gåseæg. Æggene blev ruget ud og de to gæs blev sammen med den gase, som Mor senere købte hos Christen Borresen, grundstammen i en større gåseflok. Nu kunne også Mor tjene ekstra penge til husholdningen. I flere år leverede hun gæs til andespillet i Sem Forsamlingshus.
Det var et stort arbejde at slagte gæssene. Først skulle de skoldes, så det blev nemmere at pille fjerene af dem. Brystdunene skulle samles fra. De blev brugt som fyld i dyner og puder. Derefter blev gæssene svedet over en spritflamme, så de sidste rester af dun forsvandt. Endelig blev de gæs, der ikke skulle anvendes med det samme, taget ud – det vil sige, at man fjernede indvoldene, så kødet ikke blev ødelagt. Alt skulle gøres ordentligt, ellers købte folk deres gæs hos andre.

Næsten ingen havde biler, og kun de færreste havde så mange cykler, at alle i familien kunne cykle på en gang. Far og Mor havde hver deres cykel. Kaja og jeg måtte deles om min mosters gamle cykel. Den var blevet malet og sat i stand.

Mormor boede i Keilstrup på den anden side af Mariager Fjord. Det var ikke så ofte, vi så hende eller resten af familien, men det var en fast tradition, at familien hvert år besøgte hende på hendes fødselsdag. Det glædede vi os til.

Vi skulle cykle til Mariager. Far og Mor på hver sin cykel. Kaja og jeg cyklede på mosters den nymalede. Det var noget besværligt. Først cyklede jeg et stykke vej, så stillede jeg cyklen og begyndte at gå. Når Kaja nåede cyklen, spurtede hun forbi mig og satte den et godt stykke længere fremme. Sådan fortsatte vi, til vi noget forpustede nåede Mariager. Fra havnen sejlede vi med cyklerne over fjorden med damperen, Stygge Krumpen. Når den lagde til ved Høllet, stod vi af, og så gik det igen på cykel helt til Keilstrup.

Den første søndag i juli var der børnefest i Havndal. Det glædede vi os til længe i forvejen. Vi kørte i god tid, så vi kunne nå at få hesten staldet op i Udbyover, inden vi skulle til Havndal for at se optoget lige over middag.
Vi fik fem kroner med til at more os for, men det hændte, at vi, hvis vi deltog i sække- og æggevæddeløbene – og vandt – havde flere penge med hjem end da vi kom.

Far havde arbejdet hårdt hele sit liv. Det satte efterhånden sine spor. Han døjede med sin ryg, og til sidst fik han en diskusprolaps. Han havde store vanskeligheder med at klare det daglige arbejde i landbruget.
Nogle venner rådede ham til at sælge ejendommen og tage et almindeligt arbejde. Det ville blive lettere for ham, mente de.

I 1963 blev Bakkely solgt til apotekeren i Grenå, der ejede Edderup Skovgård. Prisen var 50.000 kr. Far og Mor flyttede til Dalbyover, hvor de købte et hus.

Fars arbejde blev nu ikke lettere. I den periode var der mange af de gamle grusveje, der blev asfalterede. Det var Far med til en tid. Det var et hårdt og farligt arbejde. Han fik ødelagt sine lunger. Nu havde han også vanskeligheder med at trække vejret. Han arbejdede en tid på en fabrik, hvor der blev lavet vinduer og senere hos en cementstøber. Det var heller ikke ideelle jobs for en mand med dårlig ryg.

De sidste år blev svære for min far. Han var opvokset i en tid, hvor man satte en ære i at klare sig selv. Alene tanken om at få afslag var nok til at afholde ham fra at søge pension. Først da dr. Fuglsang foreslog det, søgte han og fik tilkendt den mellemste invalidepension.

Vi var nok fattige, men når jeg tænker tilbage på min barndom, synes jeg ikke, vi savnede noget. Vi levede i et godt og trygt hjem. Havde lige så pænt tøj som andre børn og gik aldrig sultne i seng.

Noget af det, jeg tænker på med størst glæde, er, når vi om søndagen sammen med Far og Mor gik rundt for at se på markerne og skoven. Man kunne fornemme Fars glæde, når korn og roer stod godt. Han forklarede, hvad der manglede, når der på en mark voksede mange stedmoderblomster og på en anden rødknæ.

1914 kom min farfar i vejen for en hest og blev trådt ned. Han pådrog sig så store kvæstelser, at han døde få dage senere på Randers Centralsygehus. Min farmor passede ejendommen sammen med et par sønner, indtil min far, Rasmus Kastberg, var gammel nok til at overtage den i 1927.

I 1960 solgte far, til Åge Vase for 60.000 kr. Mine forældre skulle bo der gratis i syv år mod at passe Åges gæs. Der blev senere bygget et helt nyt hus til dem. Der boede de indtil de i 1972 flyttede til Mariager.

Da far overtog ejendommen, var den kun på ti td. land, men han købte kort efter naboejendommen, Pjaltenborg, der var på ca. 11 td. land, så der blev 21 td. land i alt. Størstedelen af jorden var hede, som Far efterhånden opdyrkede. Jorden var sandet og sydvendt, så udbyttet var meget begrænset. Det skulle regne næsten hver uge, hvis vi skulle have rimelig høst.

Der var ingen af familierne i Edderup, der havde for meget at gøre med, så når mejeriet en gang om året holdt licitation over mælketuren til Edderup, bød Far. Han var så heldig at have indsendt det billigste tilbud, så vi fik turen. Det betød, at der var en større indtjening det år, men også, at mor og resten af familien for en stor del måtte tage sig af markarbejdet.

Da Hans Lindskov omkring 1950 holdt som mælkekusk i Grove, bød min far også på den tur. Han vandt licitationen, så vi blev nødt til at købe et par ekstra heste. Min bror, Villy, kørte mælketuren i Grove, mens min far fortsatte med at køre turen i Edderup.

Hver sommer arbejdede Far ved Kastbjerg Å med oprensning. Sammen med vor nabo, Victor Kristensen, rensede han åen op for grøde dvs. græs, siv eller andet, der hæmmede gennemstrømningen. Med en hjølle, en høle, i hånden arbejdede de sig gennem hele åløbet fra Kærbybro til Å Mølle. Når de kom hjem om aftenen, sov de godt i bevidstheden om, at de i alle tilfælde havde fortjent deres dagløn.
Engang holdt de frokost på skrænterne ved Edderup Skovgård. Det var her tyren, Palle, med hård hånd regerede over sine køer. Han tålte absolut ingen indblanding.
Efter frokosten hvilede Far og Victor sig på brinken liggende på ryggen. Det blev en brat opvågnen. Pludselig opdagede de, at Palle stod og så på dem, mens han skrabede ildevarslende i jorden med klovene. Far var den hurtigste til at komme over i den næste indhegning. Victor var knap så hurtig. Han blev hængende i pigtråden. Far, der var en mand med stor humoristisk sans, lo, så han havde besvær med at hjælpe Victor over hegnet, men alle reddede æren – også Palle.

I mange år høstede vi kornet med en slåmaskine. Det var et meget stort arbejde. Først blev kornet skårlagt, så blev det bundet op med halmbånd og senere sat i traver, inden det til sidst, når det var tørt, blev kørt ind. Var det en særlig våd sommer, kunne vi komme ud for, at traverne skulle flyttes, fordi græsset begyndte at gro op i negene.
Da far senere købte en selvbinder, skulle der tre heste til at trække. Vi lånte Victors Kristensens hest. Til gengæld lånte han selvbinderen og hestene, når han skulle høste.

Under 2. Verdenskrig arbejdede Far om sommeren i tørvegraven i Sem Mose sammen med Niels Wickberg. Niels havde lidt svært ved at komme op om morgenen, så sædvanligvis måtte Villy arbejde med i mosen, indtil Niels ankom lidt op ad formiddagen, for daglønnen var først hjemme, når man havde lavet 10.000 tørv.
Var det en tør sommer, kunne Far stå nede i tørvegraven. Med en spade skar han tørvene ud og smed dem op på kanten af graven. Var det en våd sommer brugtes en anden type spade. Den lignede et L. Den blev trådt ned i kanten af tørvegraven. I venstre side var der et håndtag med en kniv i bunden, når kniven blev drejet rundt, blev en klyne, en klump af tørvemassen, skåret fri. Klynen blev trukket op på kanten af tørvegraven og skåret ud i små tørv. Tørvene blev lagt på en bred fjæl, som med en hest som trækkraft blev kørt ud til tørrepladsen. Tørvene lå på pladsen i nogen tid og blev vendt nogle gange for at tørre ud. Derefter blev de skruede – sat op i stakke, indtil de var så tørre, at de kunne køres hjem i brændeskuret eller sælges til fremmede. Lønnen var 1 kr. pr. 1000 tørv og det samme for at køre dem ud. Det gav ømme rygge, men lønnen gav mad på borde.

Når vi skulle i skole, gik vi uanset vejret de fire km til Grove. Om vinteren i træsko og om sommeren i gymnastiksko. Alle børn og voksne gik i lærredssko. Der var to udgaver. De brune, der var de mest praktiske og de hvide, der blev anset for at være de fineste, hvis de blev holdt rene. Når de var snavsede, skulle de vaskes og kridtes med skopasta fra den tube, man kunne købe i Brugsen, så var de som nye, indtil man kom til at trampe lidt hårdt i grusvejen, kom for tæt på en græstot eller en ko . . . . Nej! De brune var nu de mest praktiske – i alle tilfælde til drenge.

Det var en alvorlig sag at gå i skole i Grove. Man skulle arbejde og lære noget – i alle tilfælde skulle man sidde stille og holde mund – tænkte man på konsekvenserne, var det også kun de færreste, der havde lyst til andet.

Havde en af tjenestedrengene været tidligt oppe om morgenen for at hjælpe med i stalden, kunne det undertiden være svært for ham at holde sig vågen, når han sad der i den varme sol ved vinduerne.

Når skoledagen var til ende, stillede vi op på række ved siden af pultene og sang en lille sang:

Nu er dagen til ende,

og vi hjemad skal gå,

hvad vi lærte derhenne,

skal vi nok huske på.

Efter sangen gik pigerne først ud. De sad på bænkene midt i skolestuen ved siden af den store, sorte kakkelovn. I Grove Skole var det drengenes privilegium at sidde langs de store, utætte vinduer og fryse om vinteren. Når pigerne gik forbi lærer Bach nejede de. Derefter gik drengene – vi bukkede. Jow! Jow! Vi lærte skam pli i Grove Skole.

Jeg husker især min første skoledag. Idet jeg gik forbi Bach, tog han min hånd og gav mig en to-øre og en fem-øre. Syv ører! Jeg blev overrasket. Jeg kom ud i den lille forgang, fandt mine træsko og tumlede ud i skolegården.

Jeg, der ellers aldrig havde penge, var den lykkelige ejer af SYV ører. I dag kan man trække på smilebåndet af det, men jeg så allerede mig selv i købmandsbutikken. Købmanden bag disken stod med en af de høje metaldåser, der altid først skulle have et kraftigt dunk i disken, inden han kunne komme for to øre Kongen af Danmark-, althea-, hindbær- eller pebermyntebolcher i det hjemmelavede kræmmerhus – måske har tanken om at spille flottenhejmer – at købe nogle af de dyre, fyldte bolcher – strejfet mig. Jeg husker det ikke, men syv øre. Jeg kunne jo købe bolcher eller knalde, som vi kaldte bolcher, til hele familien. Jeg glemmer det aldrig!

Når vi gik i skole, havde vi mellemmadder med i brunt papir. Som pålæg havde vi købt pølseender hos slagteren til fuglekvidder. Det var billigt og rakte til mange stykker mad – men for det meste var det leverpostej og æg.

Det betød ikke så meget, hvis bare jeg havde et stykke af Mors hjemmebagte sigtebrød med, så kunne jeg altid bytte med Casper, som vi kaldte Knud Pedersen fra Sem. Han var en meget stor ynder af min mors hjemmebag.

Min far og mor havde boet to steder i Enslev, inden de omkring 1923 flyttede til et hus i Edderup. Huset solgte vi senere til Jens Vase.
Vi flyttede derefter ned i Sprut Jens Christians og Karolines hus – i daglig tale kaldet Pjaltenborg. Det lå lige neden for Bækkebo, hvor Rasmus Kastbjerg boede. Jorden var meget dårlig og sydvendt, så det var så som så med udbyttet. Til sidst måtte vi rejse derfra, fordi min far ikke kunne klare udgifterne. Ejendommen blev overtaget af kreditforeningen.

Rasmus Kastberg så efter bygningerne og dyrkede jorden. Efter nogen tid købte han ejendommen. Huset forfaldt og blev senere revet ned.

Vi flyttede ud i det hus, der blev kaldt Sorgenfri. Det lå ved den vej, der nu hedder Havndalvej, som nærmeste nabo til Jens Vase. Her kom vi til at bo sammen med to andre familier, indtil vi omkring 1928 flyttede til Skrødstrup.
I Sorgenfri, der nu også er nedrevet, var der tre små boliger. Vi kom til at bo i den lejlighed, der vendte mod vest. Hver bolig bestod af to rum, så det var småt med pladsen.
Havde vi gæster om aftenen, kunne vi børn ikke komme i seng, før de var gået hjem, de sad jo på slagbænken, hvor vi skulle sove.
Alt var meget spartansk. Vand til madlavning og vask hentede vi i blikspande ved brønden ude i gården.

Far var arbejdsmand. Han påtog sig alt muligt arbejde. Når en kuldamper tudede nede ved Dania, betød det arbejde. Far måtte skynde sig af sted, for der var mange, der havde brug for pengene, og arbejdet gik til dem, der kom først. Det var et slidsomt og hårdt arbejde at losse kullene. Værst var det om vinteren, for Far havde kun træsko. For at beskytte sig mod kulden var han nødt til, når han gik på arbejde, at snøre sække om benene og putte en avis ind på brystet.
Undertiden kom han først hjem sent om aftenen – sort som en neger, så måtte Mor gnide ham ind i margarine, inden han vaskede sig, ellers kunne han ikke få kulstøvet af.

Alligevel var vi heldige. Mange af de, der arbejdede fast på Dania, boede i barakker ved fabrikken og kom kun hjem om søndagen.

Engang var der storbrand i Sem Hede. Far og andre arbejdsmænd blev tilkaldt. De forsøgte at slukke ilden ved at slå den ned med våde sække. Det tog lang tid, inden ilden blev slukket. En stor del af heden brændte ved den lejlighed.

Om sommeren i høsttiden vaskede vi os udenfor. Mor, der var meget omsorgsfuld, stillede en balje fyldt med vand ud i solen, så var vandet lunt om aftenen, når vi kom hjem fra arbejde. Hun havde også hængte et forhæng af sække op, så kunne vi stå der bag forhænget og bade i det dejlige, lune vand fra baljen.

Far var fagforeningsformand. Det betød, at han en overgang sad i sognerådet. Det var ikke altid nemt den gang. Kommunen var en venstre kommune, så gennemslagskraften var ikke så stor for en socialdemokrat.

Det var meget svært at få pengene til at slå til. For at være sikker på, at der var lidt at holde jul for, satte mange penge i Julens Glæde, hvor Far en tid var formand. Indsamlerne gik rundt til folk en gang om måneden. Man kunne så indbetale et beløb – stort eller lille. Ved juletid kunne man hæve det indbetalte beløb. Det var en kærkommen håndsrækning i en dyr tid.
Julen var en travl tid. Gulvene skulle ferniseres, og kakkelovnen pudses i sort kakkelovnssværte til den skinnede. Julegaver var der ikke råd til i mit hjem, før mine store søskende kom ud at tjene. Vi havde ikke pengene, men det var jo ens for alle den gang.
Julemaden var meget spartansk. Hvis der var råd, fik vi flæskesteg, men som regel var det risengrød, hvortil vi drak en kande jule- eller hvidtøl med sukker.

Der var ikke ret mange kvinder, der havde fast arbejde uden for hjemmet. De var hjemmegående. Det var min mor også. Om sommeren kunne hun tjene lidt penge ved at plukke blåbær og tyttebær i Sem Hede. Når hun havde plukket det antal kilo, der var bestilt, kom hun bærrene i en barnevogn og kørte rundt og afleverede dem. Det hjalp godt på husholdningspengene.

Lige over for os på den anden side af vejen boede Jelne Pier i et lille hus, han selv havde bygget. Materialerne havde han kørt næsten to km på sin trillebør fra et sammenfaldet hus, der lå næsten i Grove.

Når han skulle i byen, kom han undertiden over og bad min mor om hjælp. Hun skulle fodre og malke geden. Det var nu ikke et arbejde, hun var særlig glad for. Ikke så sjældent var hun fyldt med lopper, når hun kom hjem.

Vi gik til skole i Grove. Det var en lang tur at gå, især om vinteren. Hvis der var meget sne eller is, fik vi trukket lange strømper uden på kludeskoene, det var af den slags, som havde sorte såler af bildæk, så kunne vi bedre holde varmen og stå fast, hvis det var glat.
I skolen blev vort våde tøj lagt til tørre på kakkelovnen i skolestuen eller inde i køkkenet hos fru Bach ved komfuret, så var det dejlig tørt og varmt, når vi skulle gå den lange vej hjem fra skole.

Efter min konfirmation i Sem Kirke, blev der holdt en fest hjemme. Jeg fik tre kroner i gave af gæsterne.
Det var den almindelige opfattelse, at når man var blevet konfirmeret, var man voksen, og så skulle man kunne klare sig selv. Man kunne ikke længere regne med at få hjælp hjemmefra.

Jeg kom straks ud at tjene. Lønnen var 15 kroner om måneden. Hvis jeg passede på og kun brugte penge på nyttige ting, kunne jeg klare mig selv.

Tøj kunne købes billigt i Sommers Magasiner, Dalls Varehus eller Bulldog. De tre varehuse, der et par gange om året – sommer og vinter – sendte kataloger ud til alle husstande i landet. Man kunne købe alt muligt, legetøj, julepynt, bånd, sygrej, bordpynt og tøj. For eksempel kunne man købe en sød bomuldskjole for to kr., hvis man da ikke foretrak en af de dyre, der kostede hele ni kr. Det var ikke så sjældent at flere af de unge piger gik i den samme type kjole, for alle købte jo den slags tøj, der måske ikke var det mest moderne, men tøjet var godt og holdbart.

Om søndagen var der livligt i Sorgenfri. Der boede en familie i hver af de tre lejligheder. Det var ikke ualmindeligt, at alle børnene kom hjem på en gang, så var vi 36 personer.

Da vores bedstefar døde, overtog morbror Søren ejendommen. Mor blev boende for at passe hus for ham, som hun havde gjort for Bedstefar.

Morbror Søren var en overgang med i det Det flyvende Korps. Det kaldte man de mænd, Hedeselkabet ansatte, når de mange læhegn og store skovarealer skulle plantes til. Han cyklede mange hundrede kilometer rundt i landet for at arbejde.

Han var meget praktisk. Det var altid ham, man skulle have fat i, hvis symaskinen ikke fungerede, eller hvis der var vrøvl med cykelen.

Han blev som en far for mig. Det var ofte ham, der hjalp mig med lektierne – selv om tålmodighed ikke var hans stærke side.

Jeg husker specielt en gang, vi blev uvenner, fordi han ville lære mig klokken. Jeg var ikke ret gammel og forstod til hans store ærgrelse ikke instruktionen. Vi gav op. Jeg har senere lært klokken.

Da jeg var 10 år, løb jeg og legede med nogle af mine kammerater nede ved vandet i Fladbjerg, hvor min familie boede. En mand fra Nebstrup havde været i Assens for at søge en hjorddreng. Der var ingen ledige, så da han så os, råbte han: Æ’d ingen o jer, der hår lyst te å kom ud å tien. Det kunne jeg da godt tænke mig. Så gik turen hjem til min mor. Væl han ud, ska’ han da også ha’ lov, sagde hun. Så fik jeg plads i Nebstrup.

Da jeg var 15 år, tjente jeg hos sognefogeden i Edderup, Anders Møller. Det var det år, jeg blev konfirmeret.

Senere arbejdede jeg i fire år på Jomfrubakken ved Mariager. Der kørte jeg mælk. Jeg kunne næsten ikke løfte spandene. Først løftede jeg dem fra jorden op på hjulet og derefter op på vognen.

Jeg lærte Agnes Møller at kende. Hun var datter af Chr. Møller i Dalsgaard i Grove. Jeg blev karl på gården og senere, da Chr. Møller købte ejendom i Edderup, forpagtede vi Dalsgaard i seks år.
Det gik godt. Så godt, at Chr. Møller forlangte mere for forpagtningen. Det ville jeg ikke give, så vi flyttede til Edderup i det hus, der stadig ligger overfor Enghavegaard. Jeg fik arbejde som fast daglejer på Edderup Skovgaard.

Mens jeg arbejdede hos min svigerfar, Chr. Møller, i Grove, kom sognefogeden i Sem, Chr. Pedersen, på besøg. Inden han gik ind i stuen, tog han sine støvler af. Da han skulle hjem, kunne han ikke på grund af en dårlig tå, få sine støvler på igen. Min svigerfar spurgte, om jeg ikke lige kunne køre ham hjem. Æ’u (er du) skikkelig kyren, spurgte Chr. Pedersen. Det var vi altid med den Bitte Røde. Det gik i hvert fald stærkt. Så snart jeg satte foden på trinnet, satte hesten i gang som en hvirvelvind. Den standsede ikke, før vi holdt på Sembygaard. Chr. Pedersen havde på hele turen ikke mælet et ord. Han holdt sig, så godt han kunne, fast med et hårdt greb i vognen.
Det var søndag lige efter kirketid. I Sem ved kirkevejen stod pastor Nørgaard, organisten, lærer Christiansen, fra Skrødstrup, og kirkesangeren, lærer Bach, fra Grove, og snakkede. Mens de høfligt lettede på hatten, kikkede de forundret efter jumben, der jog af sted. Chr. Pedersen nåede ikke at lette på hatten. Han holdt fast. Senere kommenterede lærer Bach episoden med ordene: Jeg skal love for, at Chr. Pedersen kom af sted.

Under krigen var der en tysk garnison i Assens. Når de manglede forplejning til mennesker og dyr, drog de ud for at købe det i omegnen. De medbragte da en skriftlig rekvisition fra kommandanten – på tysk forstås. Det var nu ikke, fordi vi mærkede så meget til tyskerne i Edderup, men et par gange havde vi fornøjelsen.
Vi boede dengang i Vestervang. En dag kom en tysker og en russisk medhjælper ind i gården og forlangte kartofler. Jeg forklarede, at vi ikke havde nogle kartofler inde. Tyskeren blev vred og truede mig med sin pistol. Så måtte vi jo ud til kartoffelkulen. Her ville han have kartoflerne sorteret. Det skulle russeren og jeg gøre, mens han gik op til Christen Søndergaard.
Da han var godt på vej, begyndte vi at læsse kartofler på vognen – uden at sortere dem. Det opdagede tyskeren. Han kom springende tilbage og gav os en ordentlig omgang, så gik han igen op mod Christen Søndergaard. Kort tid efter vendte han tilbage. Nu ville han ikke have vores kartofler, for Søndergaard havde allerede sorteret sine kartofler i fine bunker, så dem tog han i stedet.

En dag, jeg kom på besøg hos min svoger, Christen Borresen, der boede i Engvang, var han meget oprørt. Ude i gården stod to tyske soldater i grønne uniformer og med geværet over skulderen. Den ene var noget aggressiv, mens den anden, der kunne tale lidt dansk, var venligere. Det skulle senere vise sig, at han også havde humor.

Di wæl ha mit kuen, sagde Chresten. Harfor genner do dem it ud, spurgte jeg. Vi vidste, at tyskerne havde ordre til ikke at skyde på civile, så vi kunne jo tage chancen. Efter nogen diskussion fik jeg den sure skubbet ud i gården, mens den anden tysker stod og morede sig.

Så forsøgte de sig på naboejendommen, hvor Carly var alene hjemme. Victor Christensen var på arbejde. Carla begyndte at græde. Efter succesen hos Christen forsøgte jeg mig igen. Inde i huset fik jeg et godt tag i den sures nakke og r.., så jeg kunne trække ham ud af huset. Hans kammerat nøjedes igen med at grinede.

Så forsøgte de tredje gang. Det var hos mig i Vestervang. Vores hund, Lütt, en stor dansk hund, kom springende ud. Det kølede den sure lidt af, men han tog sig sammen og begyndte at undersøge, om der var noget at hente på loftet eller i laden.

Jeg var efterhånden blevet godt træt af deres besøg. Vi havde lige skåret nogle havreneg til hakkelse. Da den sure skulle ned fra loftet, hjalp jeg ham lidt – han endte i hakkelsekassen. Lettere chokeret kom han ud på gårdspladsen med avner og korn i håret og på uniformen. Kammeraten kunne igen se det kosmiske og lo højt. Pludselig skulle de hjem. Det var sidste gang, vi havde besøg af tyske soldater.

Den gang skulle alt tælles, vejes og kontrolleres: høns, svin, korn, uld. En del af kornet og ulden skulle man aflevere. Alle kunne af sognerådet blive udpeget som kontrollant. Det var borgerligt ombud. Victor Christensen og jeg var en overgang udpeget.
Man kunne være mere eller mindre emsig. Det blev fortalte, at Marinus Christensen alias Korporalen i Sem under vejningen var så akkurat, at han næsten skulle have den sidste kerne bidt over for at få resultatet til at stemme.

Om vinteren rykkede Mads Hansen og Anders Finn rødder op i Semskoven. Jeg kørte rødderne til Mariager, hvor de blev læsset på et skib. De blev betalt pr. rummeter. Det var som at købe elastik i metermål. Mads var god til at stable rødderne op – den tykke ende inderst. Jeg plejede at kunne have to rummeter på vognen. Når jeg kørte træ fra Semskoven, var der undertiden otte rummeter på ladet.

Jeg kørte en overgang grus fra en sandgrav tæt ved Nebstrup. Senere, da veen fra Edderup Østergaard til Trinderup skulle anlægges, kom jeg igen til at arbejde sammen med Mads og Anders. De harpede gruset, der blev brugt til vejen i en sandgrav tæt ved Nebstrup. Jeg kørte det op til vejen i den nye gummivogn, jeg lige havde købt for 2.100 kroner, som jeg lånte i banken.

Min svigerfar havde købt 30 td. land hede af Laurids Pedersen i Sem. Jeg opdyrkede de 16 td. land. Det var et stort arbejde. Vi lagde jernkæder om træerne, og lod hestene trække, mens vi huggede med øksen eller gravede med skovlen for at få rødderne op. De store sten blev slæbt væk af hestene, efter at vi havde lagt en tyk jernkæde om dem.
Derefter måtte vi i gang med at pløje med den brede plov, inden vi kunne begynde at harve med fjederharve. De rødder, vi harvede op, var gode til at fyre med i komfuret, hvis de da ikke blev brændt af på stedet. Så harvede vi igen flere gange. Ind imellem samlede vi sten op. Endelig kunne vi så forårsbrug eller lupiner, der var gode til at gøde jorden.
Chr. B. Møller fandt en sten, der var så stor, at der blev tre hele vognlæs ud af den. Han slog den i stykker med en forhammer – det tog meget lang tid.

I 1943 holdt tyskerne øvelse i Sem Hede. Ved den lejlighed skød de med kanoner op i heden lige nord for Grove Skole. Kanonerne var placeret i Sembygaards Hede. At de skød op over husene i Edderup generede ikke tyskerne.
Agnes og Karen Vase tyndede roer på skolemarken nord for skolen. De måtte gå hjem, da kuglerne begyndte at falde rundt om dem. En af vore heste fik en kugle gennem manken. Hos Christen Borresen gik en kugle gennem bryggersvinduet og en anden gennem et vindue i stuen. Den borede sig ned i gulvet, hvor sønnen, Anders, kort før havde leget.
I 1944 beslaglagde tyskerne heste. Lisbeth kom ud i marken, hvor jeg arbejdede og fortalte, at der lå tyske soldater i grøften og ventede på, at jeg skulle komme hjem med hestene. Jeg trak dem op i Edderup Skovgaards Hede bag Rosenborg, hvor Peder Molberg boede, for at gemme dem. Jeg ventede med at tage hjem, til jeg kunne se, at soldaterne var borte.

Efter Krigen havde min svigerfader købt 32 td. land af Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard for 50 kr. pr. td. land. Vi fik 10 td. land, hvor vi skulle bygge en ejendom.

Byggeriet begyndte i 1956, mens jeg var karl hos Anders Møller. Først gravede vi brønden. Vi gravede ind under de store brøndrør, så de sank ned. Til sidst var der ni rør oven på hinanden.

Nogle år senere måtte vi atter i gang, fordi der ikke var vand nok i brønden. Der blev sat to lidt mindre rør indeni. Jens Navndrup murede. Jeg klarede selv gravearbejdet og var arbejdsmand om dagen. Om aftenen gik jeg ned og arbejdede hos Anders Møller, hvor også Ingrid arbejdede. Taget lagde jeg selv op med Jens Vase som hjælper. Det var en stor lettelse, da huset var færdigt, og vi havde vort eget.

En overgang var jeg snefoged. Det var borgerligt ombud. Man fik fra kommunen tilsendt lister over, hvor mange personer der skulle stille til snekastning fra hver ejendom. Det var afhængigt af ejendommens areal. Edderup Skovgård skulle stille fire karle. En større gård to karle. En ejendom en karl. Et hus en mand ½ dag pr. bud. Et bud gjaldt i tre dage, så begyndte man forfra igen.

Ejeren på Edderup Skovgaard kunne dårligt undvære de fire karle. I stedet tilbød han at stille med en hjemmelavet sneplov og fire belgiere. Mens snekasterne sad på ladet, gennemkørte han turen fra Edderup til Trinderup. Til sidst kørte han en tur ude på marken langs vejen ned til Edderup Skovgaard. Det betød, at driverne kom på marken og ikke på vejen. Ingen havde noget imod den ordning.

Den vej havde vi ellers respekt for. Under den store snestorm i 1943 tog det 21 dage at rydde den, fordi sneen skulle kastes op i tre etager. Det var for øvrigt her Erik Ørfeldt, der var snefoged det år, blev udsat for snekasternes drilleri.

Man havde lige gravet sig gennem en stor drive. Der blev gravet ekstra dybt ind i bunden af driven, inden man råbte til Ørfeldt: Ska’ vi også kåst sne i muen – i morgen. Da Ørfeldt intetanende trådte op på den udhængende kant, fik han sig en rask tur på enden ned på vejen til stor fornøjelse for snekasterne. Han prøvede det samme en gang senere, inden han lærte at gå ned på vejen et sted, hvor driverne var lavere.

En gang bød Christen Borresen og jeg på mælketuren i Edderup – og fik den. Hver anden dag startede jeg kl. seks om morgenen og kørte i skridtgang mod Havndal, hvor jeg skulle være kl. otte Der var ca. 50 spande a’ 40 kg, der skulle læsses. Turen hjem foregik i trav, så den tog kun 1½ time.
Det var almindeligt, at folk ringede til Brugsen eller dyrlægen for at få varer med mælkevognen hjem. Det kunne medføre små specialopgaver.

Dagny Ørfeldt brød sig ikke om, at hendes mand røg, men Ørfeldt elskede en cigar. Vi havde derfor den aftale, at jeg skulle købe en æske cigarer, 10 Golf, og anbringe den i den kasse med grutning, der stod ude i stalden. Erik Ørfeldt kunne så ryge en cigar, når han var i marken uden at genere sin kone Mælketuren kunne være hård om vinteren. En gang kom vi tre mælkevogne til Kastbjerg på samme tid. Der lå en stor drive. Jeg kørte igennem. De andre turde ikke. Da jeg kom til Havndal, kunne jeg give sneploven besked, så vejen kunne blive ryddet.

Jeg er født 1916 på Ajstrup Mark ved Hadsund, der havde mine forældre en lille landejendom. Min mor døde af den spanske syge i 1918, da jeg var 2 år gammel. Ved hendes begravelse var der en ældre dame, en moster til min far, som bad, om hun måtte tage mig med hjem en tid. Det fik hun lov til. Der var syv ukonfirmerede børn i hjemmet. Vi var fire småpiger og tre lidt større drenge fra et tidligere ægteskab og to store piger, som var ude at tjene. En tid blev til 6½ år. Jeg var 8½ år gammel, da jeg kom til at bo hos min moster Line i Edderup.

Min far ville have mig hjem, men min første plejemor syntes ikke, at mine søskende havde det godt med de forskellige husbestyrerinder, og jeg var jo vant til at være enebarn.

Sådan begyndte min tid i Edderup og Grove Skole. Min moster Line arvede huset i Edderup, da hendes mor døde i 1915. Så vidt jeg har forstået, flyttede min moster hjem til sin mor, da hendes far døde i 1908.

Min mormor vævede, og Moster havde en strikkemaskine, så hun kunne strikke for folk. Hun gik også ud og arbejdede, når der var arbejde at få. Det kunne være roe- eller kartoffeloptagning, høstarbejde, vask eller rengøring rundt om i hjemmene. Hun hjalp også til ved fester.
Moster Line var et sødt og meget flittigt menneske. Jeg kan huske, at lønnen for en storvask fra tidlig morgen til sen aften var to kroner, da jeg boede hos hende.
Der kunne være flinke folk, som sagde, at jeg skulle komme hen til dem efter skoletid, når Moster arbejdede hos dem. Så spiste jeg til aften der, og Moster var fri for at gå alene hjem, når det var mørkt. Det var hun ikke glad for.
Sammen med huset havde min moster “arvet” en ældre mand, som hed Peder Frederiksen. Han blev kaldt Pier. Han havde haft den aftale med min mormor, at han skulle bo i den ene stue – der var fire – og have renlighed og forplejning. Til gengæld skulle han betale regningen i Brugsen.
Pier havde to geder, som græssede i vejgrøfterne om sommeren. De gav mælk til husholdningen.
Jeg havde været hos Moster Line i 1½ år, da Pier døde. Han havde voksne børn, som kom og hentede hans ejendele bl.a. gederne.

Efter den tid hentede vi mælk hos Anders Møller. Det var mest mig, der gik efter mælk, når der var malketid. Jeg måtte pænt vente, til Dorthe havde tid. Hun havde en hofteskade, men var selv med til at malke køerne. En liter mælk kostede den gang 20 øre.

Dorthe har aldrig gjort mig noget ondt, men hun og mange andre syntes, at Moster ville have det meget bedre uden mig, så det var tit, jeg følte, at jeg var i vejen – aldrig for Moster, men for hendes omgangskreds.

Når der var tomt i spisekammeret, eller der ikke var mere petroleum, måtte jeg traske i mine spidsnæsede træsko til Brugsen i Kastbjerg. Kunne jeg få følgeskab af en anden, var det en spændende tur. Vi fik som regel en to eller fem øre, som vi måtte bruge.

Ved Kastbjerg Mølle kunne vi gå ned under den bro, der var over åen. Der var en cementkant, som vi kunne sidde på og svinge med benene. På varme dage kunne vi dyppe tæerne i vandet. Jeg behøvede den lille hvilestund, når jeg havde mel, sukker, kaffe m.m. i Mosters bæreklæde, et stykke firkantet tøj, som vi stablede varerne midt på, inden hjørnerne blev bundet sammen to og to. Foruden klædet havde jeg dunken med de fire liter petroleum. Det med bæreklædet var nok allerede i min barndom lidt gammeldags. Jeg har aldrig set det andre steder end hos Moster. Jeg brugte det også sommetider, når jeg skulle bringe strikvarer ud til Mosters kunder. Så var jeg spændt på, om jeg fik betalingen. Jeg vidste jo, at hun behøvede pengene.

Da jeg begyndte i Grove Skole hed læreren Jacobsen. Vi var ikke de allerbedste venner. Jeg syntes altid, han var efter mig. Jeg havde gået i Udbyover skole. Det hed den, selvom den lå i udkanten af Havndal. Den var noget større end skolen i Grove. Jeg gik i 3. klasse, da jeg blev flyttet.

Min skønskrift var forfærdelig dårlig, og så kunne jeg ikke synge. Det var ellers de to ting, lærer Jacobsen gik meget op i. Jeg kunne godt selv se, at de, der var begyndt i Grove skole, skrev meget pænere end jeg. Vi skulle synge en ad gangen. Det fik jeg megen utak for, men det hjalp jo ikke spor. Jeg ville så gerne synge, men jeg var tonedøv og det, selvom jeg havde søskende, som var meget musikalske.

Lærer Jacobsen rejste. Han blev afløst af en vikar, der hed Brix. Det er meget sjovt, for da jeg blev født, var mine forældre og lærer Brix’s forældre naboer. Min storebror sagde: Ham har jeg leget med, da jeg var dreng. Min bror var bare ti år ældre end jeg, så det siger sig selv, at lærer Brix var meget ung. Vi fik også at vide, at han var for ung til at blive fast ansat, så han var der vist bare nogle måneder. Så kom Lærer Bach med frue og en ganske lille søn.

Med lærer Bach begyndte en lykkelig tid i mit skoleliv. Stod den lille dreng ude i sin vogn, kunne man være sikker på, hvor jeg var i frikvarteret. Jeg var meget glad for ham, og hvis det ikke er helt galt med hukommelsen, hed han Sven Egon. Jeg blev spurgt, om jeg ville køre lidt med ham efter skoletid. Det ville jeg meget gerne. Så skulle jeg spise sammen med familien, inden jeg gik hjem. Jeg var også sommetider med inde at spise i middagsmad i frikvarteret. Det var en lykkelig tid for en fattig pige. Jeg elskede den lille dreng og var lykkelig for at få lov til at lege med ham – og så fik jeg oven i købet penge for det. Jeg var gammel nok til at forstå, at det var en hjælp for Moster Line. Både lærer Bach og fru Bach var meget gode mod mig.

Når jeg traf dem senere i livet sammen med mine børn, sagde Bach altid til dem, at han var deres Bedstefar.

Da Moster og jeg blev alene, lejede hun den ene ende af huset ud. Der var to stuer og et køkken. Moster og jeg havde to stuer, men intet køkken. Vi kunne koge på kakkelovnen eller på den primus, der stod i mellemgangen mellem de to lejligheder. Vi vaskede os også i mellemgangen. Det blev nu ikke til et rigtigt bad. Vi måtte klare os med etagevask. Moster var meget renlig, så der blev skrubbet.
Når jeg skulle i skole om morgenen, satte Moster vaskefadet ind på en stol ved siden af kakkelovnen, så jeg kunne stå der i varmen og vaske mig. Vandet hentede vi i en lille bæk, der løb nedenfor huset. Det var en fin legeplads. Vi legede ofte ved og omkring bækken, især om sommeren.

Vi spiste meget øllebrød og grød, men vi fik også tit kartofler og flæsk. Moster købte en gang imellem et stykke røget flæsk. Det kunne bedst holde sig. Vi havde jo hverken kælder eller køleskab. Når slagtervognen kom, kunne vi få knækpølser og leverpostej for 10 øre. Så var der fest, ellers spiste vi mest ost og sukker på vores mad.
Når jeg havde fødselsdag, skulle jeg have budding med saftsauce eller pandekager. Da måtte man jo selv ønske.

De første nye lejere, vi fik efter Peders død, var Martinus Molberg og hans kone, Ane. De blev senere skilt. De havde to piger, Minna og Asta. De var begge lidt yngre end jeg, men i dem fik jeg legekammerater og følgeskab til skolen.
Vi piger gik sommetider en tur til Edderup Krat især om foråret, når der var nyudsprungne bøgegrene og anemoner.
Om sommeren badede vi i åen, selvom det var lidt koldt. Vi havde ingen badedragt, men vi vidste jo, hvad der hørte sig til. Skam få den, som giver sig. Vi havde en undertrøje, og var den ikke lang nok, så havde vi en underkjole, der ved hjælp af en sikkerhedsnål blev til en fin badedragt, så vi kunne bade anstændigt.
Vi piger spillede meget bold, hvis vi da ikke legede med dukker. Jeg, som først havde været plejebarn i et mere velhavende hjem, havde både dukker og dukkevogn fra den tid.
Henne i nabohuset boede en familie med mange børn. Der var en dreng, der var lidt ældre end jeg. Han kom sommetider hen for at lege. Så spillede vi pind eller langbold. Det var meget brugt på den tid.

Jeg var jo ikke forældreløs, for min far levede. Han blev 95 år. Af og til kom han og så efter, om jeg havde det godt hos Moster.
Når jeg havde ferie fra skolen, forlangte han, at jeg skulle være hjemme hos ham, så jeg kunne holde kontakten med ham og mine søskende ved lige. Mine søstre kom somme tider på ferie i Edderup hos Moster Line.

Jeg havde en søster, som var 14 år ældre end jeg. Hun var gift og boede i Assens. Hun syntes, at jeg skulle tage ansvar for mig selv og selvfølgelig hjælpe Moster Line. Da jeg var 13 år, bestemte hun, at nu skulle jeg ud at tjene. Jeg fik plads på en gård i Skrødstrup. Jeg skulle have 30 kroner for et år. Mit arbejde var at malke og hjælpe til i marken.

Det sidste halve år, jeg gik i skole, blev jeg flyttet til Skrødstrup Skole. Det var den 1. november 1929.
Det var hårdt at sige farvel til Grove Skole, parret Bach og den lille dreng, men der var ingen kære mor. Jeg skulle nu til at forsørge mig selv.
Jeg blev udskrevet fra Skrødstrup Skole om foråret, men fortsatte med at gå til præst hos pastor Skjærbæk i Hem sommeren over.

Den 5. oktober 1930 blev jeg konfirmeret i Sem Kirke. Anders Møller kørte os til kirken. Han var en af de få, der havde bil den gang. Nummeret var V44, så man kan se, at der ikke var mange biler i amtet.

Der hvor jeg tjente, skulle vi samle kartofler op om lørdagen. Vi skulle være helt færdige, så klokken var over ni om aftenen, inden jeg kunne begynde at gå til Edderup. De kunne slet ikke forstå, hvor jeg blev af. Min søster var jo for længst kommet.

Min ældre søster var ikke bare streng. Hun havde lært at sy, så hun syede alt mit tøj. Det var også hende, der bestemte, at mine brødre, der var voksne, skulle give en skilling til hjælp, så jeg skulle få nyt tøj til min konfirmation. Efter konfirmationen blev der holdt en lille fest i mit hjem. Det var i den gamle skole i Edderup hos Moster Line. Det var jo stadig mit hjem.

Det blev forlangt, at jeg mandag morgen skulle møde i min plads for at malke, men her sagde min søster stop. Jeg skulle have fri om mandagen. Det hørte sig til, mente hun, så kunne jeg gå til Skrydstrup tirsdag formiddag. Det fik jeg mange skæld ud for, men pyt – – – der var ikke lang tid til 1. november, skiftedag.

Jeg havde fået plads på Nebstrup Mark. Det var lidt nærmere ved Edderup. I min nye plads skulle jeg have 180 kr. for et år. Det var virkelig mange penge.

Min far var gift med to søstre efter hinanden. Min moster var altså også en kær moster til min ældre, strenge søster, selvom vi ikke havde samme mor.

Da jeg kom til at bo hos Moster, havde hun nogle gode venner: Sophie Kastberg, hendes søn, Rasmus, og svigerdatter, Marie. Jeg mener, at vi var lidt i familie med dem. Jeg tror nok, at Mormor og Sophie var kusiner.

Jeg var ni år, da Rasmus og Marie blev gift. Jeg var med til brylluppet. Jeg syntes, at Marie var så fin i sin sort silkekjole med det hvide slør. Selvom jeg absolut ikke kunne synge, gik jeg og skrålede på deres bryllupssange længe efter. Jeg havde så let ved at lære udenad. Jeg husker meget af dem endnu.

Om sommeren hjalp vi Rasmus og Marie med at skære tørv. Det var en skik helt fra Piers tid. Når tørvene blev kørt ind, fik vi et læs. Jeg syntes, at det var festligt, når det var tørvetid. Jeg kunne nok ikke hjælpe meget, så længe tørvene var våde. De var jo tunge. Men jeg husker, at jeg skulle tælle og stikke et hul i en våd tørv ved et vist antal. Vi havde saftevand og mellemmadder med, som vi sad nede ved åen og spiste. Når tørvene skulle rejses og sættes i skruer, kunne jeg hjælpe til. Og tænk, hvor vi blev sorte, når det var varmt. Vi svedte, og tørvene støvede. Rasmus og Maries lille dreng, Villy, var også med.

Det par jeg blev ansat hos på Nebstrup Mark var nogle, Anders og Dorthe kom sammen med. En gang sagde Dorthe til Moster Line. Der får hun rigtignok lov til at gøre gavn for sin løn. Det var en ros, som rørte mig meget, fordi den kom fra hende. Jeg var da 14 år.

Min mand og jeg flyttede til Sverige i 1957. I 1958 blev Moster indlagt på sygehuset i Randers med betændelse i den ene fod. Der var en læge, der udtalte, at det var tvivlsomt, om hun kunne komme til at gå igen.

Da sagde Dorthe: Kan Line it go så ka’ vi it ha hinne her!

Min storesøster svarede: Det ka’ wi, og hun ska nok blyw passet.

Så kom vores kære, lille Moster til Assens. Hun var der, til hun døde, og vist kom hun til at gå igen. Til alles glæde fik hun gode dage og mange gode venner i Assens. Hun var Moster Line til det halve af Assens.
Der kom mange mennesker hos min søster og svoger. Min søster syede for folk og min svoger var med i fodboldklubben og den førende kraft inden for Assens dilletanterne.

Moster fik mange skønne bilture. Hun besøgte mig i Sverige fem gange. Den første gang var, da min mand og jeg havde sølvbryllup i 1965. Hun kom igen året efter, da jeg fyldte 50 år.
Da Moster var i Sverige sidste gang, var hun 92 år. Hun kunne altså ikke rigtigt lide, at banken snød hende, når hun vekslede til svenske penge. Den gang fik man 79 danske kr. for 100 svenske kroner – nu er det omvendt.

Moster Line var født i Skrødstrup og opvokset i Edderup. Hun blev der, til hun var 78 år. Hun satte sit præg på den lille by på sin egen stilfærdige og flittige måde. Hun var meget dygtig til håndarbejde. Hun hæklede og syede mange fine ting, mens hun var hos min søster. Nu havde hun jo pludselig fået tid til sine egne interesser.
Moster kom til at være på gården hos Anders Møller og Dorthe mere og mere, da jeg kom ud at tjene. Hun var ked af at være alene i huset. Til sidst var det næsten, som om Dorthe ejede hende. Hvis hun ville besøge os, skulle hun skam pænt spørge, om hun kunne få fri.

Mosters hus blev til sidst solgt til nedrivning. Materialerne blev brugt til en bygning på Thorshede. Når vi kører forbi, siger vi gerne: Det er Mosters hus.

Det er rigtigt, at der har været skole i Mosters hus engang. Det har hun fortalt mig. Der var mange ting at undre sig over, bl.a. var det ikke almindeligt, at der i et så gammelt hus var så højt til loftet.

Jeg blev gift i Vindblæs Kirke i 1940, så vi fejrede guldbryllup i 1990. Min mand var ikke rask de sidste 1½ år. Han døde i 1992.

Alle vi søskende er født i Andrup, i Skjellerup Sogn, hvor min familie boede inden vi flyttede til Edderup. De fem ældste gik i skole i Andrup. Min søster Ester gik de sidste år i Grove Skole, hvor jeg gik alle syv år.

Vi flyttede til Bakkely i 1936, da jeg var 6 år gammel. Min far, Marinus Axelsen, havde forpagtet ejendommen, som på det tidspunkt hørte under Edderup Skovgaard. I de år vi boede der, kørte Far en mælkerute. Han hentede mælken fra omegnens landbrug og leverede den på Havndal mejeri. På hjemturen var mælkejungerne fyldt op med syrnet-, kærne- og skummetmælk til landmændene, der brugte mælken som foder til kalve og grise. Jorden på Bakkely var meget mager, så pengene var små. Mælkeruten gav en god fast indtægt, så vi fik råd til de daglige fornødenheder.

I marts 1944 købte vi et lille landbrug på Hou Mark. Det var første gang, vi fik et hjem med elektrisk lys. Vi havde stadig brønd i gården og bar alt vand ind i spande. I 1952 opgav mine forældre landbruget og købte et lille hus i Fladbjerg. Med aldersrenten som fast indtægt fik de omsider en god alderdom.

Min far havde da arbejdet, siden han som 6-årig blev sendt ud for at vogte kvæg. Som ung var han karl på herregårdene bl.a. Tjele og Trudsholm. Han var slidt op af det hårde arbejde. Min mor havde også arbejdet med i mark og stald og derudover passet en stor børneflok.

Mine forældre fik mange gode år i det lille hus ved Mariager Fjord, som de købte for 6.000 kr. Min far døde i 1963. Min mor blev boende alene i huset til 1973, derefter flyttede hun til Hadsund, hvor hun levede sine sidste år.

Der skete nok ikke så meget i hverdagen. Jeg voksede nærmest op som enebarn, for mine ældre søskende var sendt ud at tjene, så jeg var meget alene. Det er nok derfor, jeg har været meget glad for at gå i skole. At være så heldig at få en så enestående lærer, det er bare lykken.

Da Jelne-Pir døde i 1934, købte min morfar, Peder Munch, den lille ejendom, Hedenold, i Edderup for 800 kr. Der var 7½ tdl. – mest hede, som Bedstefar gik i gang med at opdyrke. Det var et hårdt arbejde, for han havde kun almindelige redskaber som hakke, skovl og spade.
Da en naboejendom senere blev revet ned, hentede han materialerne på sin trillebør og gik i gang med at udvide huset. Efterhånden fik han bygget både et kohus og en lade til.

I min mors ungdom fik unge piger ingen uddannelse. De skulle jo bare giftes og have mand og børn. Da hun senere blev skilt fra min far, var hendes situation næsten uoverskuelig. Hvem ville have en husbestyrerinde med to børn – eller hvordan skulle hun få os passet, hvis hun var så heldig at få et arbejde. Det var et held for hende, at hun kunne flytte hjem til Bedstefar – og dog. Hun fik ikke løn, så hver gang vi børn manglede noget – tøj eller andet, måtte Mor bede Bedstefar og senere morbror Søren om penge. Det kunne føles nedværdigende.
Men det var grunden til, at jeg voksede op i en storfamilie hos min bedstefar i Hedenold i Edderup sammen med min mor, min storebror, Peter, min Lille-søster, Annelise, morbror Søren, og Bedstefar.

Bedstefar var jo allerede, da jeg var barn, en ældre mand, så vi var ikke ret gamle, før vi fik pligter. Jeg var sammen med ham hver dag, når han gik i marken.
Vi havde ingen landbrugsmaskiner, så han slog høet og høstede kornet med en le. Jeg lærte tidligt at flette de halmbånd, der skulle bindes om negene, når vi havde revet kornet sammen.

Jeg var også med i tørvemosen i Sem, når vi skar tørv. Det var et hårdt arbejde at skære klynerne ud i tørv, køre dem ud til tørrepladsen, hvor de senere skulle rejses, stakkes og sættes op i skruer. Når vi fik dem hjem, var vi alligevel glade, for de gav meget mere varme end de små knipper af lyngris, som Bedstefar ellers sad og bundtede til kakkelovnen og komfuret. De varmede godt nok lidt, men hvor de dog osede.

Der var ikke nogen stor indtjening i vores familie, men vi var stort set selvforsynende med æg, mælk, kartofler og flæsk, så vi fik maden hver dag. Af dyr havde vi to køer, en hest og fjerkræ.

Vores jord var sandet hedejord. Det var ikke altid, der var foder nok til dyrene i de tørre somre, så måtte jeg trække dem ud langs vejen, så de kunne græsse i grøfterne. Det var lidt trivielt at sidde der i vejgrøften og vente på at køerne skulle blive så mætte, så vi kunne gå hjem igen. Manglede vi foder om vinteren, måtte vi som egnens andre landmænd ty til heden, hvor man slog lyng til foder.

Når jeg kom hjem fra skole kunne det ske, at Mor sendte mig til købmanden i Assens eller Sem efter de varer, vi var nødt til at købe. Vi havde ingen cykel, så jeg måtte gå – frem og tilbage. Værst var petroleumsdunken. Den var tung at bære, men det var nødvendigt, for vi havde ikke elektrisk lys.

Vand trak vi op af en dyb brønd, der var gravet i vores have. Når vi endelig havde fået spanden hejst op af brønden med håndsvinget, var den tung at svinge rundt med, så vi lærte hurtigt at økonomisere med vandet.

Vi var mange børn i Edderup, så der var altid nogle at lege med – hvis der var tid. Det var som regel lege, hvor mange kunne deltage: Boldspil, gemmelege, tik, hoppe i mand eller pind.

Variationen i min skolemadpakke var til at overse. Det var sukkermadder. Jeg kunne godt kigge lidt langt efter de børn, der mæskede sig med leverpostej- og rullepølsemadder. Efterhånden opdagede jeg, at andre godt kunne blive lidt hægen efter en sukkermad, så byttede vi. Det var lækkert.

Under krigen tror jeg, at mange børn var bange. Vi hørte de rygter, der gik blandt folk om mord og overfald. Hos os havde vi også stor fornøjelse af tyskerne. En gang imellem kom vi ud for, at de inddrog vores hus i deres øvelser. Når der sad vagtposter inde i huset, var jeg mest at finde bag Mors ryg – hun var nu heller ikke for modig. Helt galt var det den dag de havde opstillet et maskingevær ude i vores have.

En dag jeg gik ned ad vejen mod skolen, så jeg en mand vinke inde fra Anders Møllers sandgrav, der lå lige op ad vejen. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg susede ind over heden op gennem Sem Skoven. Jeg ankom forpustet til skolen ved middagstid. Stor opstandelse. Kunne børn nu ikke længere være sikre på skolevejen?
Lærer Bach iværksatte en undersøgelse. Det viste sig, at det var den rare Carl Jensen fra Edderup, der havde forsøgt at berolige mig. Han blev noget forbavset, da han hørte om resultatet af sine anstrengelser.

Vore naboer, Bodil og Hans Mortensen, var vegetarer. Folk undrede sig. Ingen kød ? Kan man løv o de’ ? ( leve af det?)
Vi syntes nærmest, at det var lidt synd for dem. Bodil var stærk i troen, men var Mor ved at lave mad, når Hans lige kiggede ind, kunne han sagtens listes til at smage en nylavet frikadelle. Hun behøvede kun at spørge en gang, og der var ingen, der sladrede.

Som min mor, fik jeg ingen uddannelse. Jeg arbejdede rundt om på gårdene når der skulle tyndes roer, høstes eller samles kartofler op. Piger skulle jo bare giftes. Det blev jeg så – som tyveårig – med naboens søn, Kristen Jensen. Vi bosatte os på Hou Mark. Da vi havde været gift i 13 år, døde Kristen. Han havde i flere år lidt af dårligt hjerte.

Forholdene for enlige mødre var blevet meget bedre end i min mors ungdom, men alligevel var det ikke nemt at stå alene med ansvaret for tre børn på 16, 13 og 3 år, som 33-årig. Det var en barsk tid. Uden uddannelse var det ikke de vellønnede jobs, der ventede. Tre år senere mødte jeg min nuværende mand, med hvem jeg har en søn. Vi bor i Mariager.