Forfatter: Jørgen Thulesen

Murer Niels Jensen (Ildmureren) boede i et meget gammelt hus i Krogen (nu Bystævnet). Det lå lige ved siden af Krogsmeden, som nu er væk, den blev brækket ned i ca. 1953, der findes et billede af Smedjen på Arkivet. Ildmurerens hus er også væk, det blev brækket ned i 1957-58,fordi en vej skulle føres igennem til Skovgyden. Når vejen var ført igennem, kunne der blive plads til 4 byggegrunde; i forvejen havde der været en gangsti.

Han blev kaldt Ildmuren, fordi han altid var første mand på brandstedet for at hjælpe til med at slukke ilden.
Da Korshøjgård brændte, var han på stedet og redede 2 meget fine frederiksborgheste ud, for den indsats fik han af forsikringsselskabet 6 sølvskeer i et fint etui.

Bag ved hans hus, i Rasmus Kristians mark, lå der en høj. Når han hørte, Falck kørte igennem byen, løb han op på højen for at se, hvor det røg henne.

Han cyklede rundt til gårdene og kom nyt glas i staldvinduerne. Han rensede også kakkelovne for folk.

Ildmurens kone hed Signe. Det var et hyggeligt hjem at komme i, selv om der ikke blev gjort så meget ud af rengøringen. Engang Signe havde sat sig på potten, inde i stuen på gulvet, kom Hans Laurits fra Højgård på besøg. Han opdagede hurtigt, hvad der foregik, så han blev ved med at gå rundt om Signe, for at snakke med hende, så hun var nød til at blive siddende. Hvor længe han blev, melder historien ikke noget om, Men hun har nok været godt øm i ballerne.

Når Signe kogte suppe, og den skulle skummes, smed hun det hen i et hjørne af bryggerset.

Her, på Kertemindevej 1, boede Peter Bengtson (Lille Peter). Lillepeter var lidt af en særling, derfor blev han drillet meget af byens børn, særligt til Nytår gik det voldsomt til, hvis vi kunne få ham lokket ud af huset var det særligt spændene, for så løb han efter os op i gennem byen med en jernstok, men han nåede os aldrig for vi kunne nemt løbe fra ham.

Jeg kunne godt komme ind og snakke med ham og det morede jeg mig tit af, for så fik jeg at se hvordan der så ud i hans stuer og køkken, Peter lavede selv sin mad, han kogte øllebrød i en gryde som aldrig blev gjort ren, så den lignede en tilrøget pibe, når øllebrøden kom op i tallerkenen dryssede han kaffegrums på.

Peter var glad for at høre radio, når vi spurgte ham om det var en god radio han havde, pralede han med at den kunne tage 4 faste stationer samt 24 løse og så kunne den tage Sahara så sandet fløj ud af højtaleren.

Peter var engang på sygehuset, han var jo ikke en type der vaskede sig hver dag, så for at få alt den gamle snavs af, var de nød til at lægge ham i blød i et badekar med varm olie.

Under opholdet på sygehuset, fik Peter Kommune og min far undersøgt huset for lus og lopper, det viste sig at der ikke var noget, huset blev gjort rent, der blev købt 2 sæt sengetøj, så han havde en ren seng at sove i når han kom hjem, da der var gået en månedstid, efter at han var kommet hjem, gik far over og så til ham, da viste det sig at han overhovedet ikke havde brugt sengen, men havde ligget på sofaen med et gammelt tæppe over sig.

Vi havde en sjov oplevelse om søndagen, når vi sad og drak morgenkaffe, vi kunne se over til hans hus, her gik døren op, ud kom Peter, hvor han smed natpottens indhold til den ene side og askeskuffen til den anden.

Et år til jul, gik vi over til ham med julemad, der var andesteg, ribbensteg, medister samt risalamande, dagen efter, kom Peter over med gryder og tallerkner, blev du mæt Peter, jo tak sagde han og bag efter spiste jeg en hel pande flæsk.

Peters far hed Gustav Bengtson, han var svensker, han havde ord for at være byens største løgnhals.

Han havde købt en pattegris som skulle fedes op og slagtes til jul, en dag Gustav var ved at drikke sin formiddagskaffe, kom hans kone farende ind og råbte, grisen er væk, det kan ikke passe sagde Gustav jeg har lige smidt kartofler ind til den , det viste sig at kartoflen var så stor at grisen havde ædt sig ind i den, grisen blev så stor at de måtte skolde den i gadekæret, da den skulle slagtes til jul, den blev som marcipan.

De historier som Gustav har fortalt findes på et bånd på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv i Nyborg, fortalt af Aksel Frederiksen.

Da Peter døde, blev huset solgt til Brostbøl som oprettede et vaskeri. Efter hans død, blev huset solgt til et par unge mennesker fra Søgyden i Korkendrup, som lavede 2 lejligheder i huset som blev lejet ud.

Peter Bengtson (Lillepeter) født d. 26-2-1886 i Nyborg.

Død 16-5-1967.

Jeg er født den 1/12 1924 i Skovgyden nr.14. Huset hed dengang Højbo.

Min far var slagter og kreaturhandler. Jeg gik i Aunslev skole. Jeg begyndte i forskolen, hvor jeg gik i 2 år. Her havde jeg frk. Hansen som lærer.
Jeg var kejthåndet, det hed det dengang, da jeg kom i skole, men Frk. Hansen lærte mig at skrive med højre hånd, det skulle man dengang. Jeg har godt nok hørt, at man kunne komme til at stamme, hvis man blev tvunget til at skrive med højre hånd, men ellers bruger jeg venstre til alt, også når jeg spiser.
Jeg havde en dag fået en bule i panden da vi legede ude i skolegården i frikvarteret. Det så Frk. Hansen, da vi kom ind i klassen, det ville hun lige gøre noget ved, så hun hentede en brødkniv, hvor det var meningen, at det kolde knivsblad skulle holdes på bulen, men da jeg så kniven, løb jeg min vej, jeg troede, at hun ville skære bulen af med kniven.
Da jeg kom i tredje klasse, kom vi over i en anden bygning, hvor der var 2 klasseværelser, som blev opvarmet af en kakkelovn. Konen som gjorde rent på skolen lagde til rette i kakkelovnen med brænde og papir, så læreren kunne tænde op om morgenen.

Vi havde 2 lærere, førstelærer Andersen og andenlærer Arne Jørgensen, begge lærer boede på skolen. Vi startede hver dag med morgensang ved lærer Andersen, hvor han sluttede med morgenbøn.
Lærer Andersen var meget interesseret i naturen, så ham havde vi mange gode ture med, hvor vi cyklede rundt i omegnen. Vi var engang i Hjulby Mose for at se på fugle. Vi må have vidst i forvejen at vi skulle i mosen, for nogle dage før havde nogle drenge været nede og sat en udstoppet fugl op i et træ. Den fugl gjorde vi lærer Andersen opmærksom på, han sagde, vi skulle være stille, hvorefter vi forsigtigt nærmede os træet. Mens han betragtede fuglen i sin kikkert, var der en af drengene der rystede med træet, så fuglen faldt ned. Der blev grinet meget, men hvordan lærer Andersen tog det kan jeg ikke huske.
Vi var også i København med skolen i 3 dage, hvor vi boede på Nyboder Skole. Lærer Jørgensen var vi meget glade for,der var aldrig nogen uro i klassen,og hvis det endelig skete, behøvede han kun at banke med blyanten i katederet, så var der ro med det samme.
Vores gymnastiktime foregik i forsamlingshuset.Vi gik i en lang række efter lærer Jørgensen op igennem byen. Salen vi Lavede gymnastik i, var ikke særlig ren, så vi var godt beskidte, når vi var færdige, og der var ikke noget baderum, så vi kunne blive vasket. Salen kunne selvfølgelig ikke være ren, da den blev brugt til så meget andet. Der blev holdt mange fester i forsamlingshuset.

Tiden i Højbo frem til 1937 gik stile og roligt. Jeg kan huske, at min far altid havde god tid,han hjalp til i høsten hos Marius Nielsen,hvor han rakte korn ude i marken. Der blev selvfølgelig holdt et høstgilde når kornet var i hus. I Højbo var der ingen badeværelse, så den daglige vask Foregik ved køkkenvasken. Om lørdagen blev der fyret op under bryg kedlen, her fra kom vandet over i et stort trækar, hvor både Poul og jeg kunne sidde. I køkkenet var der et komfur som pigen fyrede op i om morgenen, så der var dejligt varm, når Poul og jeg kom ned i køkkenet. Her kunne jeg godt lide at sidde med benene inde i ovnen,hvor jeg sad og strikkede muffe disser, men da jeg ikke var særlig god til at strikke, blev de ligesom et bræt.
Der skal også noget med om det tøj, jeg gik med. Jeg havde lange hjemmestrikkede strømper på,og for at holde dem oppe havde jeg noget, man kaldte et livstykke, i det sad der 4 stykker elastik med knaphuller hvor man kunne knappe strømperne på, når jeg skulle til eksamen, havde jeg matrostøj på, og da jeg blev større, fik jeg plusfor (pludderbukser).
Mens vi boede i Højbo, kom jeg så godt som hver dag på Mensalgården, hvor jeg legede med sønnen Knud Peter.

Far rejste til marked i Odense, det var om mandagen, det foregik på Cykel til Hjulby Station, hvorfra han tog toget til Odense. Han fulgtes med flere slagtere bl.a. med Sørensen fra Bovense og Marius fra Korkendrup. Min far tog til marked i Odense, for at sælge nogle køer som han havde i kommission fra bønderne i Aunslev. Han fik et aftalt beløb i fortjeneste for hver ko, han solgte.
Far har fortalt, hvordan det gik til, når jøderne skulle slagte en okse, det foregik på det offentlige slagtehus i Odense. Når de kom ind med oksen, blev den kastet om på en madras, Der kom en Rabbiner ind med en stor sabel,han slog kors over oksen, hvorefter han med et snit skar halsen over på den. Der måtte ikke være andre i slagtehuset, så far havde stået og set det igennem et vindue.
Bønderne i Aunslev leverede deres grise til Koppmans Slagteri i Odense. Dem samlede far sammen og kørte til Hjulby Station, hvor de blev læsset i jernbanevogne. Far hentede bl.a. på Juelsberg. På bilen kunne der lige stå 3 grise, det mente forvalter Petersen, var for lidt, vi tager en til, sagde han, som vi smider over rækket, så kan den stå oven på de 3 ned til Stationen, det varede kun 5 min. at køre til Hjulby Station. Det gik meget nemt med at få grisen over rækket, Petersen kaldte på 4 karle som kom med grisen, og når Petersen havde talt til tre, smed de grisen over rækket.
Der blev slagtet en del i Højbo, hvor der var et slagterhus. Jeg har et gl. billede, hvor man kan se, at der på en dag var slagtet 1 ko, 3 grise og 2 kalve.
Far havde hverken kølerum eller butik i Højbo, så kødet blev solgt på torvet i Nyborg, eller til nogle af slagterne som havde forretning i Nyborg. Jeg var tit med far i Nyborg, efter at han var blevet selvstændig. Han handlede med slagtermester Poul Sørensen, og når vi var derude, besøgte vi fars tante Marie og onkel Rasmus. De boede i en lejlighed i baggården bag ved Poul Sørensens forretning i Mellemgade. Jeg kan huske, at når vi besøgte ham, legede jeg med hendes tøjsnor, som var gjort fast på den anden side af gården. De boede oppe på første sal, og tøjsnoren der var dobbelt løb i 2 taljer, så hun kunne trække tøjet tværs over gården fra sit køkkenvindue, når det skulle hænges til tørring.
Der blev senere lavet et kølerum, og far fik også en kødhakker, så folk kunne komme og købe hakket kød til bøf. Der kom engang nogle og skulle have et pund til bøf. Far var ikke hjemme, men det mente Ruth, vores pige, godt hun kunne klare, så hun skar en klump kød ud af en bagfjerding, som hang i kølerummet. Da far kom hjem og så, hvor hun havde taget kødet fra, tror jeg nok, han blev lidt sur, for hun havde skåret af det bedste stykke på hele bagfjerdingen.
På bilen, som far havde til at køre grise med til stationen, kunne lad og ræk tages af, hvorefter der blev sat en stol på med sæde og kaleche, så det nu blev en bil med plads til 4 personer.
Den brugte vi meget til at køre ture i om sommeren. Det var en fast tradition med en tur til Fyenshoved. Her gjorde vi gerne holdt ved et anlæg i Mesinge, hvor vi drak kaffe. Jeg mener der stod et krucifiks. Her var det, at min mor tog 4 små selvsåede rønnebærtræer, som hun plantede i indkørslen til Kertemindevej 4. Træerne står der endnu.

Vi var i Middelfart for at se sænkekasserne til den første Lillebæltsbro blev sat i vandet. Odinstårnet, som var bygget af det materiale, der blev tilovers fra Lillebæltsbroen, var vi også ude at se. Tårnet var bygget på Bolbro Bakke ved Odense, hvorfra man kunne se ud over det meste af Fyn i klart vejr. Man skulle også kunne se broen. Odinstårnet blev desværre sprængt væk af tyskerne under 2. Verdenskrig. Jeg har læst i avisen, d. 26/10-2003, at beboerne på Bolbro Bakke vil bygge et nyt Odinstårn, men det bliver kun 12 m højt.
Far var medlem af Vindinge Herreds Motorklub, som har en grund på Strandalleen i Nyborg. her kørte vi ud om sommeren, hvor vi havde madkurven med.

Far og Mors venner da vi boede i Højbo
Da vi boede i Højbo, var det en fast tradition, at vi holdt Nytårsaften på Christiansminde. Frida og Peter på Elværket var også med. Konen på Christiansminde hed Laura, hun havde været enke i mange år, da hendes mand døde af den engelske syge som ganske ung. Laura havde en bestyrer der hed Johan. Han var der indtil Lauras søn Kristian var blevet så gammel, at han kunne overtage gården.
Når far og Mor besøgte Laura, var Johan der også og deltog i snakken. For enden af alleen op til gården står der en sten, som Lauras svigermor fik sat, da kvinderne fik valgret, og samtidig blev der plantet et egetræ.

Juleaften, mens vi boede i Højbo, blev holdt ved onkel Hans og moster Alma i Regstrup Skole. da Onkel Hans Flyttede til Aunslev og vi flyttede ned på Kertemindevej skiftedes vi til at holde juleaften. Det var altid moster Alma der lagde dejen til de brune kager, hvor efter mor bagte til sig selv.
Vi holdt også juleaften sammen med Marius og Margrethe og Ivan, aftenens store oplevelse var når anden skulle skæres ud, det var Margrethe der skulle sørge for det og det var noget der gik stærkt for Margrethe var meget hurtigt til sit arbejde. Vi børn syntes også at det var noget pjat at opvasken skulle overstås inden juletræet skulle tændes og julesangene skulle også synges, inden vi kunne få julegaverne.
Efter at vi var flyttet ned på Kertemindevej nr.4, blev det fast tradition, at vi Nytårsaften spiste kogt torsk ved onkel Hans, hvorefter vi gik over til os og festede videre, og i løbet af aftenen kom der flere gæster. Det var gerne Annine og Marius Nielsen og Anna og Poul Rasmussen fra Regstrup. Astrid og Jens Hansen fra Onkelsminde var også med. Far og mor spillede kort med Skomager Marius Hansen og hans kone Marie, brugsuddeler Anton Larsen og hans kone Marie samt malermester Svend Kilian og kone som også hed Marie. 3 koner med samme navn.
Om sommeren kørte far og mor mange ture sammen med Peter og Frida fra Elværket. Det var ture der gerne varede en 3 til 4 dage. De var på Møens Klint, hvor de boede på et hotel i Vordingborg. Om natten vågnede far flere gange, hvor han drømte, at han faldt ned af Møens Klint.
Min Mor havde en dårlig ryg, mens vi boede i Højbo. Hun var indlagt temmelig længe på Nyborg Sygehus, hvor det var overlæge Horneman der behandlede hende.Jeg kan huske, da hun kom hjem fra sygehuset, det må havde været en meget fin sommer, for hun lå meget ude i haven på en liggestol.
Da mor nu ikke kunne bestille så meget mere, fik vi en tjenestepige. Den første hed Frankie. Hun var datter af krogsmeden, så kom Jette Wiele, hun led meget af hjemve trods det, at hun næsten kunne se hjem. Efter hende kom Grete Tagesen. Hendes har og mor boede i et ledvogter hus ved Borgeskov. Huset er senere blevet fjernet. Grete var forlovet med skytten på Juelsberg og efter de blev gift, fik han en plads i Jylland, hvor de boede i et hus, som lå meget ensomt midt inde i en skov. Vi hørte senere, at hun følte sig meget ensom, og der blev sagt, at det var derfor, hun fik tuberkulose. Efter hende kom Agnete Jakobsen. Den sidste pige vi havde i Højbo, hed Ruth Danielsen. Hun kom fra Bovense, hvor hendes far var murer. Hun var ved os så længe, at hun flyttede med os ned i det nye hus på Kertemindevej.

Vores nærmeste nabo, da vi boede i Højbo, hed Peter Salomon. Han var forhenværende gårdejer, han havde ejet Korshøjgård, og ham besøgte jeg hver dag. Han havde en hest og en ponyvogn, som han havde taget med fra Korshøjgård. Den kørte vi mange ture på.
Sablen, som har hængt ved trappen op til lejligheden på Kertemindevejen, har jeg arvet af ham. Sablen lå under hans hovedpude og den gav han mig, den sidste aften han levede.

Peter Salomon sad engang, da jeg kom hen til ham og klippede avispapir i firkantede stykker, og jeg spurgte ham, hvad det dog skulle bruges til, Jo ser du, nu laver vi et hul her og trækker en snor igennem, og så hænger vi det over på lokummet, så har vi noget at tørre møllen med. Den gang brugte man ikke penge på toiletpapir. Jeg kan nu heller ikke huske, om det var opfundet i 1928-29.

Legekammerater
Mens vi boede i Højbo, kom jeg så godt som hver dag på Mensalgård, hvor jeg legede med sønnen Knud Peter. Det var spændende at komme der i høsten, hvor vi stod bag på selvbinderen. Når vi nåede et hjørne, skulle vi flytte de neg, der lå der, for at hestene ikke skulle træde i dem. Når kornet skulle køres hjem fra marken, fik vi lov at komme op på det høje kornlæs for at køre med hjem i laden.
Vi skulle også hjælpe til når kornet skulle rækkes af vognen, Jeg var oppe på loftet hvorfra jeg kunne springe ned på læsset når det kom ind i laden. Jensen fra elværket skulle række af, jeg havde sat mig på en bjælke lige over læsset for at springe ned til Jensen. I den bjælke jeg sad på var der en krog, det havde jeg ikke set, så da jeg ville springe, hang mine bukser i krogen, så jeg blev hængene. Jensen kiggede op og sagde hvor fanden bliver slagteren af.
Når der blev tærsket om vinteren, hjalp vi til med at tage halm fra oppe på loftet, hvor vi lavede huler i halmen. Knud Peter havde en ged som han havde fået lavet seletøj til. Den spændte vi for en vogn som vi kørte rundt på gården med, vi legede også med drager, vi kunne også godt finde på at lave nogle drengestreger, en gang havde vi anbragt en spand vand oven på bagdøren, hvorefter vi kaldte på Knud Peters bedstemor, men heldigvis faldt spanden ned inden hun kom ud til døren.

Vi spillede top på kertemindevejen, der kørte jo ikke så mange biler dengang, en top var drejet ud af en træklods, i spidsen sad der et søm, for at få toppen i gang havde vi en pisk, vi anbragte toppen i et hul i jorden, viklede snoren om toppen, hvorefter vi trak til for at få toppen i gang. Om vinteren kælkede vi ude i granskoven, der hvor spejderhytten nu ligger, når vi sad på kælken og kørte ned af bakken, havde vi en lang styrestang den bruget vi til at styre igennem et ledhul når vi nåede ned til enden af bakken.
Klink var noget vi spillede med 5 øre, som dengang var ret store, vi lavede en streg i jorden, hvorefter vi smed 3 eller 5 mønter efter stregen, den der kom nærmest samlede alle mønterne op og rystede dem i hånden, og smed dem på jorden, dem der lå med kronen opad måtte han tage, nr. 2 samlede resten op, og sådan fortsatte man til der ikke var flere mønter til bage. Det var for øvrigt her, jeg kom til at tjene da jeg blev konfirmeret.

Vi boede i Højbo til 1936-37, hvorefter vi flyttede til Kertemindevej nr.4, hvor min far byggede et nyt hus med butik og i kælderen pølsemageri, som alt sammen kostede 19,000 kr. Lærer Hansen fra Bovense skole, sagde til min far: Du er da ikke rigtig klog at begynde på det i disse dårlige tider”.
Min far kunne dengang ikke låne penge i banken, og derfor kunne han ikke komme i gang med at bygge. Han havde et år i forvejen købt en grund af Niels Diderik. Far forsøgte at låne penge i sparekassen, der lå i Adelgade. Direktøren hed Torp-Pedersen, men der kunne han ingen låne. Så forsøgte han i Landbosparekassen, hvor direktøren hed Kjeldsen, men den gik heller ikke. Ja, så må jeg prøve den anden igen; sagde far. Ja gør du det, sagde Kjeldsen, men så skal du også regne med, at du skal betale det første afdrag, inden du når Aunslev.

Det blev en ældre dame, far lånte pengene af. Et års tid efter far havde købt grunden, traf han Sørine, som var enke efter uddeler Jørgen Jørgensen fra den gamle brugs i Aunslev. Hun spurgte far om han ikke snart skulle til at bygge. Far sagde til hende, at han var nødt til at vente, da han ikke kunne låne penge i Banken. Du skal ikke vente, sagde Sørine, du kan låne pengene af mig.
De kørte til sagfører samme eftermiddag og fik det ordnet, og renten blev kun 4%. Nu kunne far komme i gang. Det kostede 19,000 at bygge dengang, altså i 1937. Tømrermester Johannes Pedersen Korkendrup tegnede huset og gav tilbud på snedkerarbejdet. Tømrermester Bertelsen gav tilbud på tømrerarbejdet. Elektriker Peder Hansen gav tilbud på elarbejdet. Lindskov Hansen fra Sønder Højrup gav tilbud på Varmeanlægget. Blikkenslager Jørgensen fra Ullerslev gav tilbud på sanitet og tagrender. Alle 5 fik arbejdet.
Den første dag, da far og mor havde åbent i butikken, solgte de for 50kr. Da de havde lukket og gjort kassen op, sagde far til mor: Det her det bliver noget af en guldgrube.
De første 4 dage i ugen holdt vi åbent fra kl.7 til kl.18, fredag fra kl.7 til kl.19.og lørdag fra kl.7 til kl.20. Men hele lørdag formiddag var der ikke meget at lave i butikken, så der gik far og rev ude foran butikken. Det var først efter kl.16 at der begyndte at komme kunder i forretningen.
Når vi havde lukket kl. 20. skulle der gøres rent. Dertil skulle der bruges meget varmt vand, så vi fyrede op under brygkedlen, der brugte vi det papir, vi havde smidt ned ad kældertrappen i løbet af lørdagen. Rengøringen var gerne overstået kl. 22.
Så fik vi kaffe, hvor efter vi spillede kort alle sammen også pigen og svenden. Forretningen gik så godt, at Far begyndte at spekulere på at få en svend til at hjælpe sig, så i 1939 kom Ejnar Hansen.

Han var udlært i Ringe, og inden han kom til os, var han svend ved Sørensen i Bovense. Det gik så godt, at han blev ved os i 11 år. Ejnar havde ingen forældre, så han blev som en søn af huset. Far og mor sørgede altid for, når de var ude at købe julegaver at Ejnar fik det samme som Poul og mig. Det var første gang Ejnar havde prøvet at holde jul, da han kom til os.
Ejnar lavede den aftale med mor,at hun skulle holde et bestemt beløb tilbage af hans løn, så han havde noget at købe tøj for. Det tøj han havde, da han kom, fyldte ikke mere, end det kunne være i en skotøjsæske.
Min far havde en meget dårlig skrift. Når han havde skrevet noget på en seddel, var det ikke altid, han selv kunne læse, hvad han havde skrevet, så kaldte han på Ejnar, men det var heller ikke altid han, kunne læse det. Det skal du sku kunne, nu har du været her i så mange år.”

Da jeg blev konfirmeret, kom jeg til at tjene på Mensalgård ved Knud Peters far Søren Nielsen, fra den 1/5 1941 til den 1/11 1943. Min løn for vinteren var 400 kr. og for sommeren 700 kr. Vi fik ikke udbetalt fast pr. måned, men måtte pænt ind til manden og bede om et beløb. Det var lige før, han spurgte, om hvad jeg dog skulle bruge dem til. Der var som regel altid et beløb tilbage, når vi nåede første maj eller første november.
De penge vi fik udbetalt blev gerne brugt til nyt tøj, så jeg skal love for, vi var nogle flotte karle, når vi kom til bal efter første maj. De fleste af karlene i Aunslev og omegn handlede næsten alle ved Reichardt Lehn i Nyborg. Hans forretning lå i Adelgade, her lå Netto, inden den flyttede på Strandvejen.

Det var en god tid, synes jeg. Husk det var en gård med alt, hvad der hørte til en bondegård. Man stod op kl.5, hvor vi mugede ud ved hestene, striglede dem og fodrede dem. Kl. 6 spiste vi morgenmad, som bestod af øllebrød med mælk og sukker.Vi var 2 karle, 2 piger samt manden, konen og hendes svigermor. Der var også 3 børn, så der var mange at lave mad til. Der var også en gift fodermester, som spiste hjemme.

Vi fik som sagt morgenmad(davre) kl. 6, frokost kl. 9, middagsmad kl. 12.30, og derefter sov vi til middag til kl.14.00. Her i år 2002 er der mange arbejdspladser, der igen er begyndt at holde middagspause. I middagspausen mødtes karlene i brugsen, her kom Jørgen, som tjente på Christiansminde, han påstod, at han kunne spise 30 boller på 5 min. Han ville godt prøve, hvis vi betalte bollerne, hvis han ikke nåede at spise dem, skulle han nok selv betale, han nåede det, men han kørte hen i den anden brugs og købte 2 boller, for han sagde, jeg kunne ikke nå at smage de 30.
Fyraften holdt vi kl.18,00 og derefter aftensmad kl.18,30. Vi spiste i folkestuen, hvor der var et langt bord med en fast bænk langs ydermuren. For bordenden sad manden, til venstre for ham sad forkarlen og andenkarlen. Pigerne havde også en lang arbejdsdag, for de skulle sørge for, at morgenmaden var klar til kl. 6, frokosten kl. 9, og så skulle de i gang med middagsmaden, som skulle være klar til kl.12.30. Når vi gik fra bordet, skulle de hen og vaske op. Kaffe fik vi kl. 14 og derefter gik de i gang med at gøre klar til aftensmaden til kl. 18,30. Når vi havde spist, tog de af bordet og vaskede op, så det var godt nok nogle lange dage, pigerne havde.
Udover at gøre klar til spisetiderne, var der meget andet, der skulle laves, der var rengøring, tøjvask, syltning, brygning og meget andet.

Fodermesterens arbejde
Da jeg tjente ved Søren Nielsen havde man ikke malkemaskine, så køerne blev malket per håndkraft. Fodermesteren var gift og hed Hans Andersen, hans kone hed Mathilde. De mødte hver morgen kl.4, hvor der var ca. 20 køer, der skulle malkes. Det tog omkring 2 timer. De skulle være færdige med at malke, så spandene stod klar til mælkekusken kom. Det var Jakob Bondemose, der kørte turen. Han var en lun fyr. Når han havde været i brugsen, og vi gik inde på marken, rystede han med brugskurven og råbte, om vi kunne høre kyllingerne- det var nu øl, han havde i kurven.
Når de var færdige med malkningen, cyklede Mathilde hjem, hvor efter Hans gik i gang med at fodre, rense bag ved køerne og strø rent halm under dem, og der kom også sand på gangene. Inden mælkevognen kom tilbage fra mejeriet, kørte Hans hjem og fik sin morgenmad. Når mælkevognen kom tilbage fra mejeriet, skulle spandene tømmes for skummetmælken og vallen, som kalvene og grisene skulle have. Spandene skulle vaskes og stilles op med bunden i vejret, så de var klar, når der skulle malkes til aften.
Hans skulle også gøre rent ved grisene samt vaske alle staldvinduerne en gang om måneden. Det var nogle lange dage Hans og Mathilde havde, og så havde de kun fri en veekend om måneden, hvor karlene passede køerne.

Karlenes arbejde
Der var meget at lave og meget hårdt arbejde ind imellem, særlig om foråret når der skulle køres møg ud. Først skulle det læsses på vognen hjemme i møddingen, det kaldtes at slå møg på. Derefter ud i marken hvor det blev lagt i bunker, hvorfra det med håndkraft blev spredt ud, og det skulle helst være i et jævnt lag. Herefter skulle det pløjes ned, hvilket var et dejligt arbejde. Plovfurerne skulle helst være lige, så den som kørte på Landevejen, kunne se, om karlen var dygtig til at pløje. Der blev kørt ajle ud på græsmarkerne, og jeg fik engang drejet for knapt, så vognen væltede, og al ajlen løb ud.
Foråret gik med at pløje, harve og så. Der blev sået korn og roer og spredt kunstgødning. Når roerne var kommet op, skulle de tyndes ud, da der blev sået mange frø. Det kunne godt være hårdt ved ryggen de første dage. Vi kunne få akkord på at hakke roer. Vi fik et fast beløb pr. hundrede favne, men det foregik først efter fyraften. I dag er det noget lettere, da roerne bliver sået med enkelt frø.
Så kom høsten, som var en meget travl tid. Først blev der hugget hul i hjørnerne med en le, for at hestene ikke skulle træde i kornet, når de kom med selvbinderen, som der var tre heste for. De skulle bruge god plads for at vende. Det var altid meget varmt i høsten, hvor der samtidig var mange fluer som satte sig på hestenes muler, derfor hængte man nogle klude over mulen på dem.
Når kornet var høstet, skulle negene sættes sammen i hove (ansteder), som vi kalder det her på Fyn, og rækkerne skulle helst stå lige, som så godt ud, når folk kørte forbi på Landevejen.
Når kornet var tørt, skulle det køres hjem i Laden. Det foregik med 2 vogne. Ude i marken var der en mand, som rakte op på vognen, hvor karlen skulle sørge for at lave et flot læs, der ikke væltede når han kørte hjem. Hvis det skete, kostede det ½ flaske snaps. Vi skulle sørge for, at læsset ikke blev for højt, for det skulle gerne kunne komme igennem porten hjemme i laden, hvor der var en lang køregang hele laden igennem.
Ind til siden var gulve, hvor kornet skulle sættes. Det var gerne Søren selv, der satte kornet. Det skulle være på en bestemt måde, så det var nemt at få fat i, når det skulle tærskes om vinteren. Foruden karlen som rakte læsset af, var der gerne 1 eller 2 som hjalp til inde i gulvet, blandt andet Hans Brugs som hjalp til en enkelt dag, men det var vist nærmest for at komme hjemme fra butikken. Det var en fast regel, at hvis man tabte forken, skulle man give en omgang øl, og det skete tit for Hans. Jeg tror nu nok, han gjorde det med vilje, når han syntes vi trængte til en gang at drikke. Det skulle altid være Rød Tuborg. Når vi nåede op i en vis højde, blev der lagt bjælker ud over ladegangen. Det kaldte man en slyde, og her blev kornet sat ud, hvorefter man kunne fortsætte helt op i rygningen.
Nu vi er i gang med høsten, kan jeg huske at min far fortalte mig, at når bønderne gik i gang med rugen, så skulle slagteren sørge for at have godt med oksekød på vognen, for så skulle bønderne have suppe. Mærkelig nok lige i den varmeste tid på sommeren. Når kornet var kommet godt i hus, blev der holdt høstgilde for dem, der havde hjulpet til.

Når vi kom frem til november måned, hvor det begyndte at blive mere køligt i vejret, var det tiden at få slagtet grisen. Man havde ikke fået fersk kød hele vinteren, der fandtes jo ikke køle og fryseskabe. Nogle gange ventede man med at slagte til december for at have frisk kød til jul. Grisen, som skulle slagtes til jul, blev taget fra de andre grise og gik for sig selv, da den gerne skulle op og veje 500 pund, for at den kunne få noget tykt spæk og nogle store fedtflommer.
Man fik da frisk kød om sommeren. Det var fast tradition med kyllingesteg og agurkesalat til Pinse, hvor de første agurker kom frem, og ikke som nu hvor man kan få både kyllinger og agurker hele året.
Der blev da også slagtet en høne, og fisk fik man engang om ugen. Det var Thorvald Fisker fra Kabinettet, som cyklede rundt i Aunslev og Bovense og solgte fisk, som han havde i kasser foran og bag på cyklen.
Når der nu var godt med frisk kød, blev der rundt om på gårdene holdt pølsegilder, for nu skulle der smages på al den gode mad. Min far, som var glad ved mad, kunne ikke forstå at hans sidemand ikke spiste ret meget. Far spurgte ham, om han ikke kunne lide maden.”Jo,” sagde han,”men ved du hvad nu har jeg været til 9 pølsegilder og fået medister og flæskesteg hver gang, så nu er jeg ved at køre træt.

Når gæsterne var færdige med at spise og fået kaffen, gik herrerne ind i en anden stue for at spille kort og diskutere politik. De fleste af gæsterne var bønder, så de holdt selvfølgelig på venstre. Det blev der mange livlige diskussioner ud af, da min far var radikal og godt inde i politik. Han kunne godt klare sig, selv om han var ene mod alle venstrefolkene. Der blev serveret øl for herrene, hvorimod damerne, som sad i en anden stue, fik et glas sodavand i nogle meget fine glas.

Efterårsarbejdet var overstået i marken. Der var sået vintersæd, og der var kørt møg ud, roerne var taget op, det foregik pr. håndkraft, det var hårdt særlig om morgenen, hvor roerne både var kolde og våde. De blev kørt hjem til en kule bag ved laden, hvor de blev dækket med halm og jord, at de ikke skulle fryse om vinteren.Toppen af roerne blev ensileret i nogle store cementkummer der skulle gerne være foder nok til køer og heste hele vinteren. Kornet som var kørt ind i laden, skulle man nu til at tærske. En skulle smide det fra gulvet ud på tærskeværket, hvor forkarlen lagde det i værket. Her blev kernerne skilt fra, hvorefter de løb ud i sækkene. En sæk korn vejede 200 pd. Det var hårdt arbejde at bære dem op på loftet. Senere fik man en kornblæser, som blæste kornet direkte op på loftet.
Halmen kom ud på en sliske, efter at det var blevet bundet i knipper, og her fra blev de skubbet op på halmloftet.
Avnerne blev blæst ind i avnerummet, hvorfra de blev brugt til strøelse under køerne. Når man var ved at nå bunden, kunne der godt være helt levende af mus, og vi kunne godt risikere, at de kravlede op i bukserne, hvis vi ikke sørgede for at have bukserne inde i gummistøvlerne.
Vi havde en foxterrier, som var god til at tage mus, og det var noget, der gik stærkt. En aften vi sad og spiste på Onkelsminde,siger Aksel:” Hvad er det, der kravler oppe i min nakke”? Jeg så efter og fandt 2 mus.
Det støvede meget når vi tærskede, så meget, at vi dårligt kunne se hinanden. Det var utroligt, at vi ikke blev dårlige af alt det støv, vi fik i lungerne, men det betød nok noget, at kornet ikke var sprøjtet. I dag bliver det sprøjtet flere gange i løbet af sommeren.

Der skulle bruges meget brænde til komfur og brygkedel, men om gårdens marker var der mange træer og hegn, så der var nok at tage fat på om vinteren. Vi stod ude i hegnene og huggede risbrændet, så det var med hurtigt at lave nogle knipper, så vi kunne stå i læ for vinden. Risbrændet blev brugt, når der skulle tændes op under brygkedlen og på komfuret i køkkenet.
På Juelsberg blev der holdt skovauktioner, her kunne folk komme og byde. Det var mest bøgebrænde, som blev solgt i rummeter. Det blev gerne regnet for lidt af en festdag at være til skovauktion, hvor man havde sin frokost med. Brændet skulle nu hentes hjem, det foregik pr. hestevogn. Jeg kan huske, vi blev sendt af sted om morgenen med 2 vogne. Når det var læsset, spiste vi frokosten som vi havde fået med samt en flaske hjemmebrygget øl. Det var en tur der varede hele dagen, og på vejen hjem holdt vi ind ved Georg karetmager, hvor det blev savet ud i passende stykker lige til at kløve.
Det foregik hjemme bag ved laden, hvor der blev lavet en flot brændestak, som skulle stå til Skt. Hans. Senere blev det pr.trillebør kørt ind i Brændeskuret.
Der blev købt tørv fra Hjulby Mose,som vi også hentede hjem pr. hestevogn. Når det hele var kommet i hus, skulle der gerne være nok til hele vinteren.
Der blev også købt koks og briketter, som mest var beregnet til kakkelovnene.
Tørvene blev skåret i Kampmosen, som lå i et stort moseområde bag ved Hjulby, her var også fint at fiske. Hele Kampmosen og de andre moser i området ved Hjulby blev desværre ødelagt, da motorvejen kom.

Nu blev der jo ikke tændt op i alle stuerne hver dag, kun i folkestuen og dagligstuen. I den pæne stue og storstuen blev der kun tændt op, når der kom Gæster. Møblerne i de pæne stuer knagede, så det kunne høres i hele huset, når der en enkelt gang blev tændt op i løbet af vinteren. Far havde fået lavet et skrivebord af en gammel egeplanke, som havde ligget på vores loft i mange år.
I Højbo fyrede vi i kakkelovne, men da skrivbordet kom med i det nye hus, hvor der var centralvarme, vågnede far en nat ved et mægtigt knald, og da han kom ned i stuen næste morgen, var pladen på skrivebordet revnet nøjagtig lige igennem.

Under krigen var det ikke til at få tobak fra udlandet, så bønderne begyndte at dyrke tobak. Der blev bygget store hjelme til at tørre tobakken i, nogle af dem står faktisk endnu. Ved Søren Nielsen hængte vi det op inde i laden oppe under taget. Han havde Edith Barber og Hans Fodermesters kone Mathilde til at sy tobakken på noget snor, som havde et mål, så det passede mellem 2 spær. Her kravlede jeg rundt oppe under taget og hængte det op. Der skulle være en fingers bredde imellem bladene,og når hele laden var hængt til, duftede der dejligt af tobak. Så vidt jeg husker, blev planterne 2 til 3 m. høje.
Vi begyndte med at tage de nederste blade først, og når vi havde taget de sidste blade, blev stokkene trukket op og lagt til tørring, hvorefter de blev hugget til kvas, som var godt at fyre med.
Der var jo mangel på kul og koks, så alt blev anvendt. Søren Nielsen dyrkede også hør som blev sendt til Tommerup Hørfabrik, hvor det blev lavet til hørlærred. Når hørren var klar til at blive høstet, ruskede man hør, som det hed. Det vil sige, at vi trak det op med rod for at fibrene kunne blive så lange som muligt. Det var Alfred og mig, der ordnede det, og vi var nået temmelig langt om formiddagen, så der kun var et lille stykke tilbage, da vi kørte hjem til middag. Da vi sad og spiste, spurgte Alfred Søren, om vi ikke kunne få akkord på det sidste stykke og så holde fri, når vi var færdige. Det kunne vi godt, så i stedet for at sove til middag kørte vi ud og gjorde færdig.
Da Søren kom ud efter middagssøvnen, kunne han ikke finde os. Han gik ned i kostalden til Hans Fodermester og spurgte ham, om han havde set karlene. ”Jo det har jeg da, de er kørt, for de havde fået fri, når de var færdige med at ruske hør. Når det havde ligget til tørring i nogle dage, kørte man det hjem i laden, hvor man på en langhalmsmaskine rev frøene af. Derefter blev hørren bundtet og læsset på en vogn, hvorefter det skulle køres til Hjulby Station. Det var mig der skulle køre, og jeg skal love for, at det blev noget af en tur. Jeg havde sat mig foran på læsset for rigtig at nyde turen, men da jeg kørte ud på vejen mod Nyborg, skred læsset ud, og jeg faldt ned imellem hestene. Det gik så stærkt, at jeg knap nok opdagede noget, før jeg hang nede under vognstangen med hovedet henne ved hamlen og benene henne ved hovedet af hestene. Nu var det heldigvis et par ældre og rolige heste, så de løb ikke så stærkt. Tømmen lå nede på jorden under mig, så jeg kunne ikke nå den, men ude ved Pilevad var der en på cykel, som fik hestene stoppet. Det var Kristian Pedersen fra Christiansmide. Jeg kravlede ud under en af hestene og gik om foran, hvor Kristian stod. Han kiggede på mig, hvorefter han sagde:” Hvor fanden kommer du fra”? Jeg fortalte ham, hvor jeg havde opholdt mig under kørslen,og der var heldigvis ikke sket noget med mig, så jeg fortsatte til Hjulby Station, med det der var tilbage på vognen.
Det som jeg havde tabt, og som lå spredt på landevejen, måtte jeg tilbage og hente. Det lå ud for Georg Karetmager. Åge Pedersen (pedel),som arbejdede ved karetmageren hjalp mig med at få det op på vognen. Der gik næsten 14 dage, inden Søren fik at vide hvad der var sket, hvorfor jeg ikke havde fortalt noget, da jeg kom hjem ved jeg ikke.

Om sommeren blev lucernen slået, den skulle være til hø. Når det havde ligget nogle dage, blev det stakket. Man havde nogle høstativer, som var lavet af granrafter, de blev stillet op, så de havde facon som et telt, og her blev høet lagt så det kunne tørre. Men først blev det revet sammen i lange strimler, og til det havde man en hesterive, som man kunne sidde på. Den blev trukket af en hest, og når riven var fuld, trådte man på en pedal, som udløste riven. Efter nogle dage blev høet kørt hjem i laden, hvor det kom op på loftet over kostalden, hvor det om vinteren var godt foder til både køer og heste.
Hø var også godt at give køerne, hvis de havde trommesyge. Det var ret strengt at køre hø, da det næsten altid var meget varmt. De høstativer, som høet blev tørret på, som godt kunne ligne et telt, blev brugt som natlogi af bisserne. Toiletforholdene på gården var meget dårlige. Til karlene var der et gammeldags lokum i et udhus, som lå nede bag ved laden. Der var et hul i væggen, så skidtet røg ud i en cementkumme, som blev tømt samtidig med, at vi kørte møg ud om efteråret. Vaskeforholdene var også meget dårlige. Vi havde en vaskekumme i kostalden, hvor der kun var koldt vand. Vi kunne hente varmt vand i køkkenet, men det var ikke altid, det blev gjort. Et rigtig bad kunne vi ikke få, men nede på mejeriet var der lavet et baderum, som vi kunne bruge det kostede 25 øre. Nu var jeg så heldig, at jeg kunne tage hjem til min far og mor, som havde et dejligt badeværelse.