Forfatter: Jørgen Thulesen

Thule Christensen er født i Starup sogn i Jylland. Hørsvinger i Aunslev, stammer fra Vorgbasse. Gift med Kirstine Marie Christiansdatter født i Caltshoved Årup sogn. Chresten Thulesen blev født 1883 i Starup sogn Jylland og afgik ved døden 1/12 1895. Han var gift med Karen Pedersen, født 1838 der muligvis stammer fra Holemose ved Korkendrup. De fik tilsammen 3 børn: Marie Kirstine Thulesen, født 5/12 1862, Peter Thulesen, født 11/9 1863 samt Mette Pedersine Thulesen, født 1878.

		Oldefar Chresten Thulsen		Oldemor Karen Thulesen
		Farfar Peter Thulesen		Farmor Maren Thulesen

Peter Thulesen var gift med Maren Kirstine Andersen født i Flødstrup sogn 12/5 1856. Tilsammen fik de 3 børn. Anton Camillus Thulesen, født d. 18/4 1883, Thorvald Chr. Thulesen, født d. 18/8 1896 samt Anders Peter Marius Thulesen, født d. 28/5 1899.

Camillus		Thorvald		Marius

Far har fortalt, at huset engang var stuehus til Kristian Madsens gård. Far fortalte også, at hvis de skulle lave noget om på huset, skulle de lade en hjørnestolpe af bindingsværket blive stående. Far betalte renter til en gammel kone ved Kristian Madsen, så det må være dem, han har købt huset af. Min oldefar var hørsvinger han hed Chresten Thulesen og var gift med Karen Thulesen. Det var hende, der begyndte at slagte. Hun slagtede en kalv og et lam, som hun læssede på en trækvogn, hvorefter hun gik til Nyborg og solgte kødet på torvet. Det var en tur på 14 km. Frem og tilbage.

Da min farfar overtog huset, begyndte han at slagte en ko og lidt grise. Han havde også fået hest og vogn, så han begyndte at køre rundt i sognet for at sælge kødet.det var gerne om fredagen, og om lørdagen blev vognen læsset igen for at køre på torvet i Nyborg. Man startede meget tidlig om morgenen med at læsse vognen, for det var med at komme først ud til dyrlægen, da kødet skulle kontrolleres, inden man kunne sælge det på torvet.
Dyrlægekontrollen, mener jeg, far har fortalt, lå nede på Strandvejen i nærheden af Vejerboden. Når de stod og ventede på Dyrlægen, kørte der en fiskehandler forbi med en vogn, som blev trukket af 4 hunde. Så var der nogle af slagterne, der morede sig med at smide nogle ben ud foran hundene. Det kunne hundene ikke stå for. De kom op at slås, og blev viklet ind i deres seletøj. Slagterne morede sig, men Fiskehandleren blev selvfølgelig gal i hovedet.

Når slagterne holdt frokostpause, mødtes de på landmandscafeen. Her kunne de købe et stykke varm medister for 25 øre, men så blev snapsflasken også sat på bordet til fri afbenyttelse. Det var ikke altid farfar, var ædru, når han kørte hjem fra torvet. Han faldt som regel i søvn på vejen hjem, men det skete der ikke noget ved, for hestene kunne selv finde vej hjem, og farfar vågnede gerne, inden han nåede Aunslev. Det kød de ikke solgte på torvet kørte de rundt og forsøgte at sælge Søndag formiddag.
Min far gik i skole i Aunslev, hvor førstelæreren hed Dige. Han var en meget kendt lærer, der blandt andet var formand for Danmars Lærerforening. Dige havde en søn som hed Ejnar, som far sad sammen med i skolen. Han blev departementschef i statsministeriet, og han kom engang imellem og besøgte far. Da vi var besat af tyskerne, og regeringen var gået af, var Ejnar som departementschef med til at få samfundet til at fungere.
Far var allerede som dreng begyndt at slagte. Han var kun 9 år, da han blev hentet nede i skolen af Hans Laurits, som havde gården på Bystævnet nr. 10. Da han kom ind i skolestuen for at hente far, sagde lærer Dige:” Sådan en knægt han kan da ikke slagte.” Jo det kan han sagtens sagde Hans Laurits,” jeg har et får, der har brækket benet, og jeg kan ikke få fat i andre slagtere lige nu, så jeg bliver nødt til at låne Thovald med hjem. Det fik han så lov til.
Far og Camillus var meget som drenge omme ved Hans Laurits. De hjalp til når køerne skulle flyttes. De stod dengang tøjret ude på marken, hvor de skulle flyttes 2 gange om dagen. Når Hans Laurits gav dem besked om hvad de skulle lave, sagde han til dem:” Hvis i ikke har forstået, hvad jeg har sagt, skal i sige (hva).”

Da far kom ud af skolen, kom han i lære som slagter i Nyborg hos slagter Poul Sørensen. Han havde en forretning i Mellemgade. Det var en meget fin forretning med et stort pølsemageri, hvor der var en pølsemester, der hed Jessen, samt 2 svende. Jeg kan godt huske, hvordan der så ud. I dag var det ikke blevet godkendt af veterinærmyndighederne.
Lønnen til lærlingen var ikke stor, men til gengæld fik de lov til at sælge ben og andet affald fra forretningen, og det tjente de mere ved, end de fik i løn.
De kørte også på landet for at handle. Det varede hele dagen, så de havde frokostpakken med. Da far lukkede sin op, syntes han, det pålæg, der var på så mærkeligt ud. Der lå nogle røde skiver på brødet, det var første gang far fik et stykke med tomat.

Jeg var tit med i Nyborg, efter at far var blevet selvstændig. Han handlede med Poul Sørensen. Når vi var derude, besøgte vi fars tante og onkel Rasmus, de boede i en baggård bag ved Poul Sørensens forretning. Jeg kan huske at når vi besøgte dem, legede jeg med hendes tøjsnor, som var gjort fast på den anden side af gården. De boede jo oppe på første sal. Tøjsnoren var dobbelt, og den løb i 2 taljer, så hun kunne trække tøjet tværs over gården fra sit køkkenvindue, når det skulle hænges til tørre. Far kørte i byen med varer, som folk havde købt i forretning gen. Dengang bar man ikke varerne hjem selv. De varer han skulle ud med, havde han i et slagtertryg på skulderen. Det foregik på cykel, men så skete det engang, da han kørte over skinnerne ned ved havnen, at forhjulet kom ned i skinnerne, så han væltede, og alle varerne røg ud på gaden.

Far hjalp engang imellem slagter Pelck, det var gerne om lørdagen. Han havde en forretning på hjørnet af Nørregade og Adelgade, og han var meget omhyggelig med sit kød, så hvis der kom en kunde lige ved lukketid og ville købe et stykke skært inderlår, kunne han finde på at sige:” det har jeg desværre ikke i dag lille frue.” Det kunne far ikke forstå, for han viste, at der hang en bagfjerding inde i kølerummet. Men så forklarede Pelck ham, at når der først var skåret hul på bagfjerdingen, så holdt den sig ikke pæn længere.
Da far var færdig med sin læretid ved Poul Sørensen og var blevet svend, rejste han til Ellinge, hvor han fik plads ved slagter og kreaturhandler Karl Rasmussen. Her slagtede de både køer, heste, grise, kalve og lam.Det meste af det blev solgt på torvet i Nyborg, og da transporten foregik pr. hestevogn, begyndte de allerede kl. 3 fredag nat at læsse vognen, for det var med at komme først til Nyborg, da kødet skulle kontrolleres ved dyrlægen, inden de kunne tage plads på torvet. Her havde de et nr.,som var hugget ned i en brosten. Hestene blev opstallet i August Rasmussens gård, hvor der var en mand der fodrede dem. Han blev kaldt den røde skomager. Han stillede bordene op, som slagterne solgte deres kød fra.

Når vi kørte ind i gennem landporten mod torvet, gik vejen skråt op over torvet. På den venstre side af vejen havde slagterne deres stadeplads, og på den højre holdt gartneren til. I gaden ned mod Mads Lerches gård var der grisetorv, derfor kaldtes den lille restaurant, der ligger i gaden for grisen.
Da far rejste fra Ellinge, kom han ind som soldat og lå i Nyborg, men blev senere flyttet til Vordingborg, da garnisonen i Nyborg blev nedlagt.

Efter soldatertiden rejste far hjem til Aunslev for at hjælpe sin far. Slagtningen af dyrene, som de havde købt, foregik i det det gamle baghus, hvor der nu er garage. Farfar havde startet en langtur, som blandt andet gik til Skalkendrup, men her nåede han næsten aldrig længere end til købmanden, for da farfar godt kunne lide at få sig en øl, endte det mange gange med, at han ikke nåede længere den dag.
Men da far begyndte at køre med på turen og sad ude på vognen og ventede, sagde han stop og begyndte selv at køre turen. Slagter Sørensen fra Bovense kørte også rundt i Skalkendrup, men far og ham havde en fast aftale om, at far handlede med dem på den højre side af gaden og Sørensen med dem på den venstre side. Den regel holdt de meget fint begge to, så fint, at hvis der kom en fra venstre side af vejen for at handle med ham på den højre side, så blev der pænt sagt, at det kan ikke lade sig gøre.
På væggen i det gamle slagterhus hang der et lille skab, hvor der stod en smørekande og der lå også lidt værktøj. Når dyrlæge Mikkelsen fra Nyborg kom for at stemple kødet, der var blevet slagtet, var det ikke altid farfar havde nogle penge, så han kunne betale, men det gjorde ikke noget, bare han måtte få det lille skab, der hang på væggen.
Den historie har far fortalt mig,så en dag jeg traf fru Mikkelsen på gaden i Nyborg, hun var blevet enke, stoppede jeg hende og fortalte historien om skabet, som Mikkelsen havde fået af farfar. Hun syntes,det lød spændene, så hun inviterde mig med hjem. Hun boede i Adelgade nr.5, hvor hun havde en meget stor lejlighed. Da jeg kom ind i hendes stuer, kunne jeg med det samme se, at hendes mand havde samlet på tobaksskabe. For her både stod og hang mange flotte skabe, som Mikkelsen havde gjort i stand.
Men efter fars beskrivelse kunne jeg godt se, at det ikke var nogle af dem, men til sidst kom vi ind i et lille værelse, hvor det hang på væggen.” Prøv at lukke det op og se om der er noget i det.” Der lå et lommeur og andre ting.” Tag dem ud og tag skabet ned, for jeg synes, du skal have skabet med hjem. Det blev jeg selvfølgelig glad for, og nu hænger skabet i vores stue, og der er ingen tvivl om at det er det rigtige, for der er stadig en olieplet i bunden af skabet.

Da far kom hjem for at hjælpe sin far, kom der mere gang i forretningen. Der blev for lidt plads hos farfar, så far købte et hus i Skovgyden, som hed Højbo, det var omkring 1920. Her blev der mere plads til familien.
Mens de boede ved farfar blev min bror Poul født, og i 1920 blev jeg født i Højbo. Da farfar nu blev ene i huset, lejede han det halve af huset ud til fotograf Pedersen. Han tog rundt på herregårdene og fotograferede folkeholdet. Far spurgte ham engang, om der var nok at lave, og om tiden ikke faldt ham lang.” lang, sagde han; ” så skulle du prøve at have 4 veksler i banken.”
I Højbo fik far bygget et nyt slagtehus, da han var begyndt at handle med slagterne i Nyborg. Han købte dyrene af bønderne i omegnen. Engang købte han en ko af Peter Holmegård for 35 kr., men så fik han også en pattegris med oven i købet, så dyrene var billige den gang.

Farbror Camillus kom i lære som smed ved smed Knudsen, der havde et værksted på hjørnet af Bystænet og Kertemindvej.
Da han var udlært, søgte han ind til politiet. Han var først i København,hvor han var meget ude i Kastrup Lufthavn, senere blev han overflyttet til Odense. Da politiet blev taget af tyskerne nåede han væk og kom ud til far i Aunslev, hvor han var  til krigen sluttede.
Han var en god hjælp for os, da vi under krigen fyrede med tørv. Vi havde hele garagen fyldt. De skulle bæres ned i kælderen, hvor fyret stod, og da der samtidig blev megen aske, som skulle bæres op, så gjorde han megen gavn der.
Den sidste vinter under krigen havde vi kun varme i køkkenet. Her havde vi en lille kakkelovn. Til at fyre med havde vi 2 molersten, som vi lagde i noget spildolie, far havde fået ved mekanikeren. En sten kunne brænde 1 time, hvorefter den blev skiftet ud med den, der lå i olien. Da krigen var forbi, og Camillus kom i tjeneste i Odense igen, fik han så megen kritik af kommunisterne i Odense, fordi han havde været med til at arrestere nogle af dem. Derfor blev han overflyttet til Rudkøbing, hvor han var til han blev pensioneret. Herefter flyttede de tilbage til Odense, hvor de sjovt nok fik deres gamle lejlighed igen.

Farbror Marius kom i lære som mejerist på Aunslev mejeri. På mejeriet var der en mejeribestyrer, 3 mejerister og 2 husmænd. Der var en af husmændene der havde et fast job når han gjorde rent omkring mejeriet, så skulle han stå uden for lokummet, og snakke med mejeribestyren, mens han forrettede sit ærinde der.
Mejeribestyreren, som hed Andersen, var en meget bestemt herre. Det fortælles, at hvis der ikke var lige penge i mejerikurvene som mælkevognene havde med fra folk,så fik de ikke noget mælk eller smør. Når Andersen var færdig i mejeriet, og fik sine træskostøvler af, gik det strenge af ham.
Da Marius var udlært, kom han ind som marinesoldat. Efter soldatertjenesten kom han i lære som slagter hos en slagter i Refsøre.
Han kom derefter hjem til min far for at hjælpe ham, når der skulle slagtes. Han tog også ud og slagtede for folk. Der havde han mange sjove oplevelser, som jeg har skrevet om et andet sted.
Marius var også god til at passe Poul og mig når far og mor skulle i byen. Efter nogle år som ungkarl lærte Marius Margrethe at kende. Hun boede i Hjulby sammen med sin gamle far. De kom fra en gård i Økendrup, som lå lige bag ved Kirken. Da de blev gift købte de et hus i Kissendrup, som lå over for mejeriet. Huset hed Bromose.
Her forsøgte de at drive en forretning lige som far havde i Aunslev. Men det gik ikke så godt, så efter et par år solgte de huset og flyttede ud i Pilevad Mølle, hvor de boede til leje ved gartner Qade.
Her begyndte Marius igen at køre rundt som hjemmeslagter, og Margrethe begyndte som kogekone, hvad hun var rigtig god til.
Der gik nogle år med det, men så blev der en lille slagterforretning til salg i Nyborg, som de blev enige om at købe. Den lå på hjørnet af Christianslundsvej og Birkhovedvej. Den var meget forsømt og beskidt. Marius fortalte, at der hvor pålægsmaskinen havde stået, lå der så meget skidt under den, at der var et helt aftryk af maskinen. Men Margrethe, som var meget proper, fik hurtigt styr på det, og de fik efterhånden oparbejdet en god og fin forretning.
Margrethe havde en søster der hed Rikke, som var gift og boede på Sjælland. Men hendes ægteskab holdt ikke, så hun flyttede ud til Marius og Margrthe. Hun var gravid, og her fødte hun en dreng, som Marius og Margrethe adopterede. Ivan, som han kom til at hedde, læste til læge, og da han var færdig, kom han ind i et lægehus i Stenløse på Sjælland.

Jeg har kendt mange af beboerne i Aunslev, som far har fortalt mange sjove historier om. Følgende er en kort beretning om en del af disse personer.

Sognefogeden Peter Rasmussen
Han var landmand og ejede en gård i Nederby. Han havde sin egen måde at klare tingene på. Vi skal huske på, at dengang gik folk til sognefogeden, hvis der var noget, de var utilfredse med. En landmand i Lille Åskov, som havde slået vejgræs, det skulle være til hø, havde stakket det midt på vejen, og det var naboerne irriterede over. Så de ringede til Peter, om han ikke kunne sørge for, at det blev fjernet. Han cyklede ned og snakkede med manden, men det hjalp åbenbart ikke, så næste dag cyklede Peter ned og satte ild til høet. Så var det fjernet.
Vejgræs,som stod langs med vejen kunne folk, som havde en ko eller to, købe af bylauget. Der blev holdt auktion om foråret, hvor man kunne købe så mange meter, som man havde brug for. Jeg har set en kone i Åløkke som gik med to køer, som græssede samtidig med at hun strikkede.
Peter tog ikke tingene så højtideligt. En gang blev han stoppet af politiet, fordi han cyklede i venstre side og ydermere på fortovet. Da politiet fik at vide hvem han var, syntes de nok, at han som sognefoged burde overholde færdselsreglerne. Der var også engang, da Peter og Henny, hans kone, var til fest i forsamlingshuset. Da festen var slut, og de skulle hjem, tilbød Henny deres naboer, at de kunne køre med hjem. Så de satte sig ind i bilen for at vente på Peter, men da det varede noget inden han kom, gik Henny ind for at se hvor han blev af. Det viste sig, at han var gået hjem.
Peter og Henny mistede deres klaver. Det gik til på den måde, at der kom nogen indtil dem og spurgte, om deres klaver ikke trængte til at blive stemt. ”jo det kan da godt være,” sagde Peter,” men i kan jo se på det.” Det gjorde de så, men efter kort tid fandt de ud af, at det kunne de ikke lave på stedet, så de var nødt til at tage det med hjem for at stemme det. Så klaveret blev læsset på bilen. Da de var kørt, kom Peter i tanke om, at han havde glemt at spørge om, hvor de kom fra, så han så aldrig sit klaver mere.
Peter Sognedfoged, var sammen med nogle venner, på en sommertur til Kerteminde, her var han så uheldig at han fik tandpine, så han gik op til en tandlæge, for at få tanden trukket ud, han blev bedøvet, men da bedøvelsen virkede,og tandpinen gik over, forlod han tandlægen, uden at få tanden trukket ud. Pludselig siger Peter, da han gik sammen vennerne, der kommer han sku, det var tandlægen, så Peter forsvandt ind i en port.

Brugsuddeleren – Hans Jørgensen
Brugsuddeleren i den gl. brugs i Aunslev hed Hans Jørgensen. Han var søn af Jørgen Brugs, derfor fik Hans pladsen, da Jørgen holdt op. Hans var ellers udlært fotograf, så det er hans skyld, at vi har så mange billeder af det gl. Aunslev på arkivet i Nyborg.
Hans var et meget venligt og hjælpsomt menneske. Hvis nogle af kunderne stod og manglede penge, kunne de roligt snakke med Hans om det, så var han altid villig til at hjælpe dem. Når folk skulle afregne med ham, fandt han et ternet stilehæfte frem, som han opbevarede i brugsens pengeskab og trak beløbet fra der. Det var alt det bevis han havde på de penge, han havde lånt ud.
Hans kunne også godt være en smule begærlig med at have god varme på om vinteren. Far fortalte, at engang de var på besøg ved Hans og Petrea, hvor det var meget koldt. Søren Nielsen, som havde sin gamle mor med syntes, at der var koldt i stuerne. Det beklagede Søren sig over til Hans, hvortil Hans svarede: ”så kunne I sku været kommet i sommer, da i var bøden.”
Inde i forretningen var han heller ikke meget for at fyre, så når folkene klagede over det var koldt, kunne Hans godt finde på at stille i butikken i sommerskjorte og korte bukser.
Ved siden af brugsen boede en gammel tømrer. Ham kørte Hans og Petrea en gang om året tur for, men det var ikke altid de kunne blive enige om, hvor de skulle køre hen. Så når Hans nåede en rundkørsel, blev han ved med at køre rundt der. Når han havde kørt nogle omgange, sagde han, nu må i sku bestemme jer.

Skomager Marius Hansen
I Aunslev Nederby boede skomager Marius Hansen, og der fortælles, at han skulle være enorm stærk. Engang væddede han med en af byens bønder om, at han godt kunne holde et spand heste, hvis han blot kunne få lov at stemme benene imod en grøftevold. Men der skete desværre det uheld, at hamlen brækkede, og skomageren fik den i hovedet så blodet løb ned over ansigtet på ham.
Han passede også den lokale sygekasse, hvilket han var meget omhyggelig med. Han kunne godt finde på at hjælpe folk af sin egen pengepung, hvis det kneb for nogen at få hjælp af sygekassen.
Han havde et meget hidsigt temperament. Han havde engang købt en dejlig stor torsk af Thorvald fisker fra Bovense, men da han kom ud i køkkenet med torsken, kunne han godt mærke på sin kone Marie, at det passede hende ikke med fisk til middag den dag. Så da han så at køkkenvinduet stod åbent smed han torsken ud i haven til kattene.
Marius arbejdede meget på værkstedet om aftenen, for han kunne nemlig ikke lide at komme ud af sengen om morgenen. Om vinteren var der dejligt varmt på værkstedet, og her holdt nogle af byens karle til, hvor de sad og spillede skak med Marius.
Marius havde ikke så langt fra tanke til handling. Posten Jørgen Holck og Marius var kommet op at diskutere inde på værkstedet, og da de ikke kunne blive enige, gik Posten uden at sige farvel og sprang op på sin cykel. Marius fulgte efter ham, tog ham i nakke og røv og løftede ham bag af cyklen som væltede så aviser og pakker spredtes ud over vejen.
Min far og mor spillede kort med Marius og Marie samt brugsuddeler Anton Larsen og Marie og malermester Svend Kilian, hvis kone også hed Marie.

Skomager Viggo Hansen
Marius skomagers ældste søn blev også skomager, og da hans far døde overtog han forretningen. Viggo lignede meget sin far, derfor havde han også sin egen mening om mange ting. Jørgen Bech, som var flyttet ind på Onkelsminde, kom op til Viggo for at få lavet et par sko, men dem ville Viggo ikke lave, for han kendte ham ikke, ”Hvem er du for resten spurgte Viggo.” Jeg hedder Jørgen Bech og er gift med Merethe nede fra Groths: ”Nå, jamen så kan du godt få dem lavet, for hende kender jeg godt”.
Viggo tog ikke så meget for at lave sko. Kirsten Johansen kom ned til ham med et par sko, og Viggo så på dem, hvorefter han sagde:”Det bliver sørme dyrt min pige. ”Da Kirsten skulle ned og hente skoene, fik hun 100 kr. med af sin mor, der ville være sikker på, at hun havde penge nok med, og så kostede det kun 2 kr.

Peter Bengtson
(Lille Peter) boede på Kertemindevej nr.1. Han var ldt af en særling, derfor blev han drillet meget af byens drenge særlig nytårsaften, men det var nu mest hans egen skyld, for han startede altid nogle dage før nytår med at løbe efter os op igennem byen med en jernstok, hvor han råbte, at den skulle vi få at smage, hvis vi kom nytårsaften.
Når Peter var i godt humør, kunne jeg godt komme ind og snakke med ham. Jeg morede mig meget over at se den gryde, han kogte øllebrød i. Jeg kunne godt se, at den ikke blev gjort ren hver gang, han havde brugt den, for den lignede nærmest en til røget pibe.
Han havde også en fin radio. Han påstod, at den kunne tage 7 faste stationer samt nogle løse, og så påstod han, at den kunne tage Sahara, så sandet fløj ud af højtaleren.
Vi havde en sjov oplevelse Søndag, når vi sad og drak morgenkaffe, vi kunne se over til hans hus, her gik døren op, ud kom Peter, hvor han smed natpotten til den ene side og askeskuffen til den anden.
Peters far hed Gustav Bengtson (han var Svensker). Han havde ord for at være byens største løgnhals, for han fortalte de mest fantastiske historier om, hvad han havde lavet. Dem har vi på bånd på lokalhistoriske arkiv i Nyborg fortalt af fotograf Aksel Fredriksen.

Rasmus Rasmussen (kanin), Nederbyvej
Rasmuses morgenmad bestod af appelsinvand og wienerbrød. Rasmus handlede med kaniner, høns og duer. Når der kom nogen og ville købe en høne til suppe, og Rasmus ikke var hjemme så klarede Gusta det. Hun fangede en høne tog den mellem benene og med et snuptag rev hun hovedet af den.
Det fortælles, at Rasmus engang ringede til Johannes købmand for at bestille en natpotte. Johannes spurgte: ”Rasmus, hvor stor skal den være”? Ja,”sagde han,” måske til 7 pis og en skvat.
Når der var sognerådsvalg, blev ældre kørt til valgstedet, Rasmus og Gusta blev kørt af Socialdemokratiet. Rasmus og Gusta gik ind i stemmeboksen sammen, hvor Rasmus siger til Gusta, hvor er det der står Jens Hansen, det kunne folk i lokalet høre, og det morede de sig meget over, for Jens Hansen var opstillet for venstre, og det var Socialdemokratiet der havde kørt for Rasmus og Gusta.
Rasmus havde et gammelt orgel, som han godt kunne spille på, selv om hans fingre var noget krogede af gigt. Gusta ville gerne have ham til at spille ”Violer til mor”. Det har jeg heldigvis på bånd. Rasmus påstod, at når Lillepeter døde, så var der ikke flere originaler tilbage i Aunslev.

Svend Gali, Kertemindevej nr. 40 (Bondemosehuset)
Her boede Svend Gali. Han var tryllekunsner og bugtaler, som han tog rundt og optrodte med. Han kom blandt andet en gang om året på Ollerup Gymnastikhøjskole. Om sommeren opholdt der sig mange unge på det store hjørne nede ved hovedvej 1. Dem kunne Svend godt lide at komme i snak med, og han kunne godt finde på at hypnotisere nogle af dem.
Han fik engang Møller til at være frihedskæmper. Møller smed sig ned på jorden og begyndte at skyde vildt mod Odense, men det værste var, at Svend næsten ikke kunne vække Møller igen.
Andet steds har jeg skrevet om, når Svend optrådte i Aunslev forsamlingshus.
Svend Galis bror Anders, kaldet Mirakeldokteren, kunne helbrede folk, hvis de havde ondt. Min Farfar klagede over, at han havde ondt i skulderen,og en dag Anders cyklede forbi,stoppede far ham for at få ham til at se på farfars skulder. Anders strøg og mumlede over farfars skulder, og da der var gået nogle dage, spurgte far:”Hvordan går det med din skulder”?” ;min skulder jo det går da godt, jeg mærker ikke noget mere.

Peter Karoline
Karl på Onkelsminde. Hvornår han kom dertil ved jeg ikke, men han blev der også da han begyndte at få aldersrente, som det hed dengang før folkepangsionen. Onkelsminde var et godt sted at tjene. De havde ry for, at folkene fik noget god mad, derfor havde de aldrig besvær med at få folk. Det betød også meget, at peter passede hestene, han sørgede for at muge ud, han lagde seletøj på hestene, når karlene skulle i marken fra morgenstunden af, og han fodrede hestene af kl. 9 om aftenen.
Peter havde sit værelse lige op til hestestalden, så han havde det godt lunt om vinteren. Peter havde et stort hul på sit ene ben, det forbandt jeg hver morgen inden vi gik ind og spiste morgenmad. En gang hver fjerde måned tog han en tur til Odense for at more sig. Han lejede en taxa hjem til Aunslev. Han betalte for turen, men samtidig spurgte han, hvad koster det at køre med tilbage til Odense igen. ” Det koster skam ikke noget”, sagde taxamanden, ”Godt sagde Peter,” så kører jeg med tilbage igen”, og så gik han hjem til Aunslev.
Peter havde en bror, som blev kaldt Jakob Bob Bob. Han havde fået tilnavnet, fordi han stammede. Han boede ved Marius skomager. Da Jakob døde, flyttede Peter op til skomageren.

Murer Niels Jensen
(Ildmureren) boede i et meget gammelt hus i Krogen (nu Bystævnet). Det lå lige ved siden af Krogsmeden, som nu er væk. Den blev brækket ned i ca. 1953, den har vi et billede af på Arkivet. Ildmurerens hus er også væk, det blev brækket ned i 1957-58, fordi vej skulle føres igennem til Skovgyden. Når vejen var ført igennem, kunne der blive plads til 4 byggegrunde; i forvejen havde der været en gangsti.
Han blev kadlt Ildmuren, fordi han altid var første mand på brandstedet for at hjælpe til med at slukke ilden. Bag ved hans hus, i Rasmus Kristians mark, lå der en høj. Når han hørte, Falck kørte igennem byen, løb han op på højen for at se, hvor det røg henne.
Han cyklede rundt til gårdene og kom nyt glas i staldvinduerne. Han rensede også kakkelovne for folk. Ildmurerens kone hed Signe. Det var et hyggeligt hjem at komme i, selv om der ikke blev gjort så meget ud af rengøringen. Engang Signe havde sat sig på potten inde i stuen på gulvet, kom Hans Laurits fra Højgård på besøg. Han opdagede hurtigt, hvad der foregik, så han blev ved med at gå rundt om Signe, for at snakke med hende, så hun var nødt til at blive siddende, hvor længe han blev, melder historien ikke noget om, Men hun har nok været godt øm i ballerne.
Når Signe kogte suppe, og den skulle skummes, smed hun det hen i et hjøne af bryggerset.

Mekaniker Hindsgavl
En kendt person i Aunslev var mekaniker Hindsgavl, som byggede et nyt værksted ud til landevejen Nyborg – Odense. Men før den tid boede han i Hans Møller Hansens fodermesterhus, som ligger bag ved Peter Knudsens gartneri.
Hindsgavl var også kørelærer. Han skulle lære sadelmageren fra Skalkendrup at køre bil, og det foregik på den måde, at når sadelmageren kørte forbi Krogen (Bystævnet), skulle Hindsgavl springe på bilen. Sadelmageren havde købt bil, inden han fik kørekort, men det var ikke altid Hindsgavl nåede at springe på bilen, for sadelmageren havde ikke lært at bremse. Han tog en tur rundt Af Kirkegyden, for han havde heller ikke lært at vende, men i anden omgang lykkes det Hindsgavl at springe på bilen.
Hindsgavl havde 4 børn, Amalie, Meta, Jens og Dines. Tømrermester Johannes Pedersen lærte også at køre bil ved Hindsgavl. En dag, de kom hjem efter en køretur og var kørt i garage, spurgte Hindsgavl, om de ikke skulle skyde til måls med en salonriffel. Der blev sat en skive op på væggen ind til bilen. Væggen bestod kun af nogle tynde granrafter, så første gang de skød, gik kuglen igennem væggen og fortsatte i gennem 2 af bilens ruder.
Far fik engang en regning af Hindsgavl, hvor der var skrevet 4 tændrør på. Far mente nu ikke, han havde fået dem, så han lavede vrøvl og slap for at betale dem. Far sagde til Hindsgavl:” Hvad vil du nu gøre ved det ”?” Jo sagde han,” jeg skriver dem da på en anden regning, til der er nogen, der betaler dem.
Det siges om Hinsgaul ,at han sagtens kunne reparerer en bil, blot han havde en knibtang og en skruetrækker. Johannes Petersen fra Korkendrup, Laurits Murer fra Bovense og Kristian Nielsen fra Skaboeshuse lærte alle 3 at køre bil ved Hindsgaul, og det var noget af en oplevelse. Særlig til køre- prøven, den har Johannes Petersen indtalt på bånd som opbevares på lokalh. arkiv i Nyborg. Han har også fortalt om sig selv på samme bånd.

Kresten
Sorte Kresten arbejdede sammen med Laurits Murer. De tog rundt og fejede skorstene, derfor blev han kaldt sorte Kresten. Han hjalp også til, når Laurits havde noget murerarbejde, særligt når det var noget, der skulle pudses.”Kan han nok det”? spurgte præsten Laurits om. ”jo, det kan han sagtens, han har pudset så mange”.
Kresten kom engang ind i butikken til far og spurgte, om han kunne låne penge til en flaske gas, da han skulle hjem og lave mad. Det fik han af far, og senere på dagen kom der en kunde ind i forretningen. Ham fortalte far, at han havde lånt Kresten penge til en flaske gas. Da kunne kunden ikke lagde være med at grine, for han vidste, at Kresten ikke havde noget gasanlæg.
Det skete af og til, at Kresten fik en tår over tørsten, så det var ikke altid, han kunne styre cyklen på vejen hjem til Bovense. Det skete, at han ramte et af vejtræerne, så skældte han ud og sagde:” Det er også fandens, at de ikke planter gummitræer.
Kresten boede samen med Ingeborg. Hun havde været gift med Mirakeldokteren, men da han døde, flyttede hun samen med Kresten. Ingeborg arbejdede på fiskefabrikken 555 i Kerteminde, og for at komme derned tog Kresten sin cykel fik Ingeborg på stangen, og så gik det ellers på cykel til Kerteminde.

Harald
Bovense havde andre specielle typer. Der var skæve Harald, det blev han kaldt, fordi han altid vente hovedet til den ene side. Da han skulle holde sølvbryllup, købte han kødet til suppen af far, men han glemte at betale, så hver gang han kørte forbi forretningen, kunne han godt vende hovedet til den anden side.

Snedker Hansen
I Hjulby boede snedker Hansen (den blå snedker). Når bager Gertz i Nyborg var på jagt i Hjulby, var snedkeren med, selv om han ikke selv var jæger. Bager Gertz havde næsten al jagten i Hjulby moserne, og der blev sagt, at han kunne gå på jagt fra Hjulby og op til Aunslev Kirke. Jagtforeningen som Gertz var formand for, holdt engang om året en fest i Aunslev forsamlingshus. Det vildt, som var skudt ugen før festen, blev solgt på auktion, og her deltog snedkeren. Han var skrap til at byde, men når det blev sagt til ham, at det var pr. kontant, sagde snedkeren:” så må de undskylde.

Mads P. Søren
Mads P. Søren solgte noget hø til far. ”Hvad koster det Mads”? ”Det koster 75 kr.”. Far syntes det var dyrt, men betalte. Noget efter skulle Mads have slagtet en ged, det gjorde far.”Hvad koster det Thorvald”?” Det koster 75 kr. Det morede de to sig meget over.

Gunnar Madsen
Gunnar Madsen (Tatol) var også en af byens kendte personer. Han havde en bil, som han lejede ud uden fører. Han kørte også for folk, selv om det ikke var helt lovligt, da han ikke havde nogen bevilling, men det tog Gunner ikke så tungt og han var heller ikke så dyr.
Engang min svigermor skulle over og besøge os, hvor jeg ikke selv kunne hente hende ved færgen, gik jeg ned til Gunnar og spurgte, om han ville, jo hvis du er interreseret vil jeg godt”. Jeg ville også betale og spurgte, hvad det kostede. Det kommer an på, hvad hun vejer”, svarede Gunnar.
Skorstenen ved det gl. mejeri skulle sprænges af hjemmeværnet, og det skulle vi selvfølgelig overvære. Jeg stod sammen med Gunnar og et par ældre damer, som spurgte ham, hvorfor der var lagt halm ud. ” Jo,sagde han,” det er fordi, den skal bruges igen”.
Gunnar holdt duer, så han kunne ikke tåle at se en kat i sin have, da den jagtede duerne, så hvis han så en, tog han sit jagt gevær, lukkede køkkenvinduet op, hvor fra han skød katten. Men engang gik det galt, nogle af haglene fra skudet, ramte en sten, de slog tilbage og ramte en dame, som lå og vaskede en trappe ved naboen, i bagdelen. Gunnar måtte køre hende til Nyborg Sygehus for at få haglene pillet ud, historien er sand har jeg fået af vide af hans kone Grethe.

Pælemaleren
Odensevej nr. 162, herboende maler Jakobsen (Pælemaleren). Det blev han kaldt, fordi han boede lige ved siden af milepælen, som viser, at der er 7 km. til Nyborg.

Maler Kryger
Maler kryger i Bovense var tysker. Han talte noget gebrokkent dansk, var ikke ret stor, gik meget dårligt og hans ryg var meget skæv. Han spillede på rumsterstang, som han optrådte med, når der var fest i forsamlingshuset.
Han holdt meget til på Bovense Kro, hvor han ofte fik for meget at drikke. Han var engang kommet op at skændes med en, og de blev enige om, at gå ud for at slås. Da de kom ind i krostuen igen, var der en, der sagde:”hvad har du dog gjort ved maleren, han ser helt deform ud.”

Nordenhuse
Johannes Jakobsen (fine Johannes) boede i Nordenhuse, hvor han havde et husmandssted med en 7-8 tdl. til. Johannes kunne gribe høns, det vil sige, at han kunne mærke på en høne om den var en god æglægger.
Johannes havde 4 køer, men det der med hvornår de skulle malkes tog han ikke så højtideligt. Hvis man kom der omkring middag, var han først ved at malke til morgen. Han havde altid en radio til at spille i kostalden, så gav køerne mere mælk, påstod Johannes.
Johannes gik til madlavning i Nyborg. Dengang var det gratis, fordi kommunen betalte. Når han mødte nogle af beboerne næste dag, morede det ham at sige tak for mad, for det var jo dem, der var med til at betale.
Til jul var han ude ved dyrlæge Nielsen fra Nyborg for at gøre deres prismelysekrone ren. Han var den eneste, der var betroet til det.
Johannes havde fire meget fine stole,som han havde købt på en auktion, han påstod de havde tilhørt dronning Aleksandrine. Dem testamenterede han til Aunslev Kirke. De bliver nu brugt, når der er bryllup. Bent Jørgensen, som var med til det årlige kirkesyn, har fortalt mig hvordan det gik til, da stolene skulle stilles på plads. Der kom folk fra Nationalmuseet, Biskoppen og menighedsrådet, samt Bent og Graveren. De to holdt sig i baggrunden, de morede sig over det der foregik, og det da hele var overstået, ”sagde Graveren, når alle de mennesker er gået, går vi to op og stiller dem på plads.”