Forfatter: Johannes Stoffersen

  • Mindebrev fra privat hjem

    Mindebrev fra privat hjem

    Dette mindebrev er fra et privat hjem i Solbjerg – det er i genre med de gamle mindetavlerman ofte ser i kirker og som kisteplade. Så sent som for omkring 100 år siden kunne mindebreve som det afbillede ofte findes i de afdødes hjem.Solbjer - Mindebrev - Christian Andersen Houtved

    Oprindelsen skal findes længere tilbage, til omkring år 1600, og da brugt ved adelige begravelser, hvor et medlem af slægten oplæste den afdødes skudsmål ved jordefærden. Skudsmålet blev efterfølgende skrevet på en plade og ophængt i kirken, men fandtes også i form som af kistebeslag på kister nedsat i kirkens krybt. Skikken bredte sig, storbønderne fulgte adelen og efterhånden blev det næsten hvermands eje at have et mindebrev hængende i glas og ramme over en afdød. Det var som regel degnen, der påtog sig at udføre denne opgave, da han var en af de få, der både mestrede at skrive og kunne formulere sig – og som regel blev det udført kunstfærdigt på pergament. For dette hverv fik han som erkendelse en flæskeside eller et par gæs. Mindebrevene blev ophængt i husets fine stue og bevaret fra generation til generation.

    Dette mindebrev er udlånt af nu afdøde Karen Jørgensen, Solbjerg, født Houtved. Hun var datter af tømrermester Chr. Houtved, Solbjerg, i hvis hjem mindebrevet var ophængt.

    Mindebrevet “renskrevet”

    Minde
    Helliget den i Livet hæderlige og nu hos Gud salige
    Christian Andersen Houtved,
    der fuldendte sin Løbebane herneden den 13 November 1855.

    I en Tid af 60 Aar levede blandt os denne virksomme, retskafne og tjenestagtige Mand, der i de sidste Par Aar maatte friste den haarde Skjæbne,tildeels at nedlægges paa Sygejeiet af en ondartet Sygdom,hvorved han standsedes i sin Virksomhed, og nu fortidlig, saa synes det, at uddrives fra en elsket Hustrue og mange elskværdige kjære Børn, som han har været Fader til i tvende Ægteskaber, hvoraf 4re endnu ere uopdragne. Saaledes var han ogsaa en meget omhyggelig Stedfader for de Børn han Traadte ind til i første  Ægteskab. Den efterlevende Enke, Børn, Familie og Venner begræde tabet af en elsket Mand, Fader, Ven. – Ja Salige! Paa Jorden var Du virksom Borger. Nu Kjender  Du til ingen Sorger. En Ven af Ærlighed Du var. Din Vandel ligefrem oprigtig. Den Sag var Dig så saare vigtig. Den Ros i Graven Du nu har, Ei Under da, at Hustrue og Børn græde. Ei under da, at Venner væde deres Øjne ved Din Jordefærd, dog Tanken trøste dem i Livet, at  evig Salighed er givet. Den Elskte de skal see igjen. Dit Minde vil de stedse signe . Dine Dyder vil de altid ligne, Thi Du var deres sande Ven.
    Fred med Dit Støv !!!

  • Kammerherre Iver Rosenkrantz–Levetzau

    Kammerherre Iver Rosenkrantz–Levetzau

    Historie og sagn om Kammerherre Iver Rosenkrantz-Levetzau, 1749-1789 til St. Restrup. Han var søn af gehejmestatsminister Frederik Christian Rosenkrantz til Rosenholm og Dorte Reedtz til Barritskov Han blev døbt Iver efter farfaren Iver Rosenkrantz. Da hans forfædre i mange generationer bagud havde været højt placerede i dansk politik og administration, var det naturligt at han fulgte i deres spor. Hans tjeneste ved hoffet begyndte i 1761 som Kammerjunker. I 1768 blev han sekretær ved Danske Kancelli. 1774 blev han kammerherre, 1776 assessor ved Højesteret, 1783 ridder af Dannebrog og direktør i Det Forenede Handelskompagni. Han var således godt på vej til at få en flot karriere, da han kun døde 38 år gammel i 1789. Han havde kort forinden deltaget i et komplot mod kong Christian d. VII.

    Store Restrup - Våbenskjold Iver Rosenkrantz-LevetzauIver Rosenkrantz-Levetzau tidlige død ødelagde dermed de udsigter han havde haft til at blive en af Danmarks største godsejere.
    I 1775 arvede han efter sin tante, grevinde Sophie Hedevig Levetzau således det nordjyske kæmpegods Stamhuset Restrup, der allerede da var et af Danmarks største.
    I forbindelse med denne arv antog han ved patent af 7. december navnet Rosenkrantz-Levetzau og ændrede sit våbenskjold til en kombination af de to slægters våbner. Med stamhuset kom han således også i besiddelse af det ene Amalienborg-Palæ – Levetzaus Palæ. Fra sin fader havde han haft udsigt til også at arve Stamhuset Rosenholm, samt herregårdene Egholm, Ryegaard, Trudsholm og Krabbesholm i Hornsherred. Fra sin moder gården Barritskov ved Horsens.
    I 1778 købte han Nørlund og fik 1779 bevilling til at lade dette gods indgå i stamhuset i stedet for Aastrup og Overklit. De to sidstnævnte ejendomme var med bøndergods på tilsammen 453 td. h., Nørlund paa 502 td. h., så stamhuset forøgedes lidt. I den førnævnte beretning om indvielsen af kapellet omtales han for øvrigt som “ridder, kongelig majestæts kammerherre og assesor i Højesteret”.

    Iver Rosenkrantz-Levetzau blev i 1779 gift med den 16 årige Juliane Sophie, comtesse af Wedel-Wedelsborg, det tidligere Iversnæs. Hun døde efter knap tre års ægteskab efter at have bragt et dødfødt barn til verden. Efter overleveringen skal hun have ladet den store park anlægge på St Restrup , der var inspireret efter parken på Wedel-Wedelsborg, hvilket stemmer godt med, at Nørholm præsten Søren Møller i en beretning om indvielsen af det tilhørende kapel i 1783 omtaler parken som ny anlagt.

    Efter hustuens ønske havde hr. Iver således ladet indrette et kapel i hovedbygningens nordvestre hjørne. Det var særlig indrettet for herskabet, tyendet og gårdens daglejere. Indvielsen fandt efter den førnævnte præsts begejstrede skildring sted med al den pomp og pragt, hvormed den rationalistiske kirke søgte at dække over sin åndelige fattigdom: To bisper, en mængde af egnens herremænd, kirkelige og verdslige honoratiores, civile som militære, var til stede. De, for hvem kapellet særlig var indrettet til måtte således stå i gangene inden- og udenfor ved indvielsen. Præsten i Nørholm betjente det foreløbig. Både park og kapel mindede om det tilsvarende på Wedelsborg. Den unge comtesse havde på den måde søgt at tage sit hjem med til Restrup. Alle overleveringer skildrer hende som en hjertens god kvinde, elsket af alle.

    I det røde værelse på St. Restrup – i den sydøstlige fløj, kan man om natten møde en høj smuk hvidklædt kvindeskikkelse med langt løsthængende hår. Der er den meget vellidte komtesse Juliane Sophie Wedel – gift med Iver Rosenkrantz-Levetzau. Hun døde her i barselsseng efter at have nedkommet med et dødfødt barn. En meget hård og lang fødsel, der varede flere dage, og hvor hendes ve-råb kunne høres overalt på herregården. Nu går hun hver nat der og sørger og leder efter sit barn. Sagnet beretter videre, hvis hun her træffer et lille barn bøjer hun sig for at give det et kys. Hun ligge begravet i Holmens kirke.

    Helt anderledes lyder sagnene om hendes efterladte ægtemand: De gamle fortæller her at han begyndte at opføre en stor avlsbygning på Rimmen (ud mod Limfjorden), men den blev ikke færdig i hans levetid, og da hans eftermand lod den forfalde, spøgte han siden der, ligesom han også ofte foruroligede gårdens folk med at komme kørende til gårde midt om natten, og når de så stod op i den tro Iver, at det var herskabet, der kom kørende, så var der ingen. Ingen turde opholde sig om natten, hvor resterne af avlsbygningen stod. Fire år efter sin første hustrus død giftede Iver Rosenkrantz sig med Sophie Margrethe Birgitte Moltke, der døde 1792.

    Og det var endda langt fra det værste. De gamle vidste at fortælle om Hr. Iver: Han skal også have forsøgt at forgive kongen ved at blande gift i hans vin. Det blev imidlertid opdaget, og han blev tvunget til selv at tage den giftige drik. Dette gjorde han uden at kny og kørte så direkte hjem til godset på St. Restrup, alt hvad remmer og tøj kunde holde. Han nåede lige til gårdspladsen, hvor han udåndede.

    De gamle fortæller endvidere at da hans kiste skulle føres til Sønderholm kirke, blev hans ligvogn trukket af seks sorte heste fulgt af et kobbel sorte hunde. Fanden havde i imidlertid taget plads på kistelåget og da hestene skulle trække ligvognen op ad en store lange bakke mod Sønderholm, føltes den så tung af den ekstra last at hestene stejlede og ville ikke ud af stedet. Man måtte derfor i hast tilkalde præsten til at mane ”den onde” bort. Det gjorde præsten nu ikke, i stedet bød han folk i følget at fjerne det ene hjul og fanden blev i stedet manet til at agere hjul resten af vejen til kirken.

    Hver nytårsnat høres bedrøvelig klagesang fra hans marmorkiste i kirken. På slaget. 24.00 nytårsnat letter låget og op stiger Iver. Han går herefter op og ned af kirkegulvet den næste time. Der lyder så et susen og brusen i hele kirkerummet – så kraftigt som om kirken vil falde sammen. Først kl. 1.00 slutter denne ufred i kirken med en hvæsende hvirvelvind kommer strygende og Ivar kryber igen i kisten. I samme tidsrum frarådes folk derfor på det kraftigste at træde ind i kirken.

    Slemt var det og ikke sært, at han også går igen på godset i ”St Restrup”. Her træffer man ham i den nordre fløjs kælder som den grå mand i frakkeskøder med trekantet hat. Her går han med en skovl, for der går han og graver efter en skjult guldskat. Bliver guldskatten fundet, da vil der være mere end 9 – rigeligt til at slotte kan blive genopbygget. dersom slottet nedbrænder til grunden.

    Der angives forskellige årsager til, at hr. Iver vilde forgive, den sindssyge Christian d. VII. Sagnet fortæller, at han var underkøbt til det af Struense, så denne kunne være blevet gift med enkedronningen og derved blevet konge. Men da Struense blev henrettet 1772, mens Hr. Iver først døde 1787, stemmer det ikke helt – men måske er årstallet skrevet forkert.

    En anden overlevering går ud på, Iver han sammen med nogle herremænd i året 1787 deltog i en sammensværgelsen mod kong Christian d. 7. ved at forsøge at forgive ham med gift i hans drikkebæger. Årsagen skulle være fordi denne havde ophævet Stavnsbåndet. De trak lod om, hvem der skulde udføre handlingen, og loddet traf Iver Rosenkrantz-Levetzau. Han var således udpeget til at hælde giften i bægeret. Konspirationen blev opdaget, og kongen tvang ham derefter selv til at drikke hele bægerets indhold. Hr. Iver lod staks efter sin vogn gøre køreklar og så gik det over stok og sten til St. Restrup, men han udåndede kort tid efter ankomsten.

  • Wiffertsholms ejere fra 1576

    Wiffertsholms ejere fra 1576

    I Østhimmerland, nærmere betegnet i Solbjerg sogn ligger en smuk gammel herregård ved navn af Wiffertsholm, omkranset af store løvskove. heder og moser. Godset blev oprettet i sidste halvdel af det 16. århundrede og .opkaldt af dets skaber: Axel Tønnesen Viffert. Han tilhørte den gamle Viffert-slægt, hvis hjemsted siden 1390 var Torstedlund i Aarestrup sogn, men hans gren af familien var i fordums tid udvandret fra Himmerland. Faderen ejede og boede således på Brolykke i Bjerge herred på Fyn. Selv følte Axel Viffert en meget stærk tilknytning til Skåne, men desuden ejede han en del gårde og bøndergods i det sydlige Jylland.

    Solbjerg - WiffertsholmMen efter afslutningen af ”Den store nordiske Syvårskrig”, hvor han havde deltaget som ritmester, fik han i 1576 mulighed for at mageskifte en del af dette bøndergods med kronen, velsagtens som belønning for sin indsats under krigen , men også fordi kronen havde et udtalt ønske for selv at stå stærkere i det sydlige Jylland. Det var således en win win situation for begge parter. I bytte får han en del bøndergods i Himmerland, hvoraf hovedparten var beliggende i Solbjerg sogn. Det drejede sig om Korupgaard samt 3 gårde samt 2 bol og 1 hus i Korup by. I Solbjerg by drejede det sig om i alt 11 gårde og hertil kronens rettighed til Solbjerg kirke , desuden i samme sogn de to gårde Nørre og Sønder Tvedskov samt hele Kyttrup by, der bestod af 4 gårde.
    Han fik desuden ved østkysten, i Als sogn 3 gårde samt 3 huse i Hurup by og i Als by 3 gårde. Dertil kom han erhvervede kronens rettigheder ved samme mageskifte i 4 jordegne bondegårde og 1 jordegene bondebol med ret til at tilkøbe sig ejendomsretten af selvejerbønderne, når og hvis de ville sælge den.
    (Et bol kunne være et jordtilliggende eller bestemte jordstykker i bymarken under landsbyfællesskabet tilhørende en bestemt gård. ”Jordegne” betyder selveje og ”bondebol” var et mål for hvor meget jord en gård skulle have for at føde en familie. En bondebol havde således forskellig størrelse afhængig af jorden værdi som opdyrket landbrugsjord)
    Axel Viffert havde, indtil dette skete, ret til at kræve hoveri af disse bønder, men derimod ikke landgilde, så længe han ikke ejede gårdene. Det er dette mageskifte med kronen , der danner grundlaget for oprettelse af Wiffertsholm. Han nedlægger nemlig landsbyen Kyttrup med de 4 gårde helt, og deres markjorder kommer således til at udgøre hovedgårdsmarken på godset.

    Vi ved ikke, hvilke andre bevæggrunde Axel Viffert har haft for sin tilbagevenden til slægtens gamle egn, men måske var det også for at følge i sin broder Holger Vifters fodspor . Denne havde allerede i 1561 erhvervet sig en hovedgård i Himmerland, idet han ved også ved et mageskifte med kronen havde erhvervet sig Næs, det nuværende Lindenborg.
    Ved begge mageskifter var det gods, der før reformationen havde tilhørt Viborgbispen, men som kronen da havde skødet fra sig.
    Allerede i 1578 får Axel Viffert fri birkeret for sig og sine arvinger til de i Solbjerg sogn beliggende gårde, dvs. han fik jurisdiktionsmyndigheden på godsets område. Dog måtte han ikke selv være dommer, men det var ham, der ansatte og aflønnede både birkedommer og birkeskriver, så man må regne med han sikkert har haft afgørende indflydelse på sagsforløbene Året efter lægges de 3 gårde og de 3 huse i Hurup by også ind under samme birkeret . På dette tidspunkt var Axel Viffert sikkert i færd med at bygge på sin nye herregård. Hvornår Wiffertsholm har stået helt færdig, vides ikke, men bygherren har selv næppe boet på godset til stadighed. Han var nemlig en meget travl herre idet han i 1574 var blevet medlem af rigsrådet. Desuden var han på samme tidspunkt lensmand på Nyborg. Senere havde han et års tid i 1579 til 80 også Aalborghus i forlening.
    Sig Han havde således ikke haft megen tid og lejlighed til at bo på sin nye hovedgård. I 1580 blev han ydermere forflyttet til Malmøhus, hvor han kort tid efter døde. Efter hvad de lokale kilder her har kunnet fortælle skulle han være blevet forgjort af en heks, hvilket dog ikke har kunnet bekræftes.

    Axel Viffert efterlod sig ingen sønner, men 3 døtre, og af dem arvede Margrethe Viffert Wiffertsholm, Det er med hende, at det adelige herskab tager fast bopæl på gården.
    Hendes første ægteskab med Evald Sehested, der døde 1589, var kun kortvarigt og barnløst. men hun følte sig stærk tilknytte til Wiffertsholm ses af, at hun lod ham begrave i sognekirken i Solbjerg og det var i den anledning at hun lod opføre en krybt under kirkens alter. Dette gravkapel blev benytte af de fleste af godsets senere ejere, men nedlagt 1816 på grund af manglende vedligeholdelse. Kistepladerne er dog bevaret og kan se ophængt dels i klokketårnet, dels i kirkens våbenhus.
    Margrethe giftede sig igen i 1597 med Jørgen Urne til Brobygaard . I den anledning lod hun kirkens alter udsmykket. Ved en senere restaurering var det ikke muligt at tyde hele den gamle tekst på alteret , men dog så meget, at den gav mening. Der stod:
    Anno Domini 1597 lod Erlige og welbørdige Mand Jørgen Urne med hans kiere Frauve Margrete Wifferts giøre denne Tauffle til Guds oc Kirkens Erre oc paa Kirkens Bekostning … … …Ammen.

    Her lader de os tydeligt underrette om, at dette arbejde er betalt af kirkens indtægter, dvs. Kirketiendet. I deres ægteskab på Wiffertsholm fik de en søn de navngav Axel Urne samt en datter , der fik døbenavnet Anne Urne . Sønnen arvede ved moderens død i 1622 Wiffertsholm. Desuden ejede han Brobygaard på Fyn samt Skavange i Vensyssel. For Wiffertsholm nærede han næppe nogen større interesse idet hans søster Anne Urne, der var gift med Enevold Christoffersen Seefeld allerede overtog den i 1630. I hendes tid tillagdes der en del bønderjord til godset, idet Frands Lykke til Overgaard afstod hende nogle ejendomme i Solbjerg. På samme tid overlod hun ejerskabet af hele godset til sin mand.

    Ægteparret levede i øvrigt roligt og stilfærdigt på Wiffertsholm. De fik ingen børn, og han havde ikke noget administrativt hverv, men drev godset og forrettede ret og skel efter bedste evner blandt deres fæstebønder, men opstod der større problemer overlod man det til herredstinget at dømme.
    Netop dette var blevet mere aktuelt, for det var tiden hvor troen på hekse og alskens trolddomsvæsen var på det højeste og det såvel hos adel som hos almuen. Således var kong Christian d. 4. (1588 – 1648) selv heksetroende og han sad endda i egen høje person selv for enden af bordet., da man i det Herrens år 1621 i Aalborg dømte den adelige Cristense Kruckow til døden som heks. Hun blev, da hun var adelig ikke brændt på bålet men halshugget. At blive brændt på bålet tilkom . kun folk af lavere stand Hun .blev dog både den første og den sidste af adelig æt, der fik denne tvivlsomme ære at blive dømt til døden som heks.
    Der havde i lange tider også gået rygter om at der i Solbjerg sogn, hos fæstebonde Jens Mikkelsen i Solbjerg by skete ting og sager, der havde med trolddom og det okkulte at gøre. Dette førte så til en retssag på Hellum herredsting den 13, september i 1639 foranlediget af Enevold Seefeld, Wiffertsholm, hvor i nærheden af et halv hundrede vidner fra byen og egnen havde kunnet bekræfte disse rygter .
    Denne retssag var kun dog kun en mindre udløber af en 20 år tidligere meget større sag ved Hellum herredsting . Her drejede sagen sig om en gammel kone kaldet Krøbel Maren, en krøbling og fattiglem, der i en lang periode havde gået på omgang hos bønder og husmænd, hvilket mange af dem nu ønskede sig fritaget for bl.a. ved at udsprede det rygte at hun havde omgang med ”Den Onde” Men nu var der også komme stærke beskyldninger mod hende for at have forgjort en kone i Skibsted. Man så sig derfor nødsagen til hun blev sat i Hellum herreds arest mistænkt for hekseri.

    I tiden der gik medens man forberedte sagen mod Krøbel Maren kom der flere beskyldninger mod hende. En af dem lød på hun havde fremstillet et voksbarn, der skulle forestille en person hun ønskede død. Hun blev også beskyldt for have malket en ko om natten. Mælken mente man, hun havde til hensigt at bruge ved sine okkulte kunster. Den værste sigtelse mod hende var dog beskyldningen om at have forhekset konen i Skibsted så hun fik den slemme syge . Der var således samlet en hel række sager mod hende af både den ene og anden art, anklager, der tilsammen gjorde hun blev dømt og brændt på bålet som heks ved Hellum herredsting d. 25 juli 1620.
    Der var sort af mennesker, både af kvinder og børn på galgebakke, den dag Krøbel Maren skulle brændes. Man var kommet tidlig og stimlede tæt om bålpladsen for at få så god en plads som muligt , for heksebrænding var tros alt ikke hverdagskost. Der kom folk, der af en elle anden grund havde en horn i siden på hende, eller folk der blot kom af ren og skør nysgerrighed.
    Men da hun så endelig sad på bålet omspændt af flammer veg folk alligevel tilbage for nu begyndte hun at råbe. Hendes eder og forbandelser stod som flammer ud af hendes mund og kunne høres over hele pladsen tillige med beskyldninger med navns nævnelse om medvirken til trolddom. Også Jens Mikkelsen fra Solbjerg blev nævnt og beskyldt for at være en troldmand. Han var blot en af de mange hun nåede at nævne inden flammerne havde gjort sit og døden var indtrådt.
    I flere år fortsatte rygterne på egnen om Krøbel Maren og hendes gerninger at florere og jo længere tid der gik jo mere blev lagt på. En af dem handlede om hvordan hun i kælderen netop hos Jens Mikkelsen i Solbjerg havde kærnet smør sammen med ham og dette i så store portioner han ikke kunne bære det derfra.
    Disse rygter var en af årsagerne til at Enevold Seefeld havde indkaldt retten her næsten 20 år efter Krobel Maren var dømt og brændt for at klarlægge hvad der var ret og hvad der var uret. Ved retssagen d. 13. sep. 1639, mente således næsten et halvhundred vidner at kunne bekræfte det var sandt hvad Krøbel Maren havde råbt den dag hun sad på bålet. Men på et nyt retsmøde en uge senere d. 10. sep. 1639 i samme sag viste det sig , at samtlige afhørte havde indrømmet de egentlig kun havde hørt Krøbel Marens beskyldninger mod Jens Mikkelsen, da hun sad på bålet. Om der så var hold i den og de andre beskyldninger hun var kommet med vidste ingen og ingen turde aflægge ed på. at alt dette virkelig var sket.

    solbjerg_kirke_tavleEnevold Seefeld døde 1643, hun 8 år senere i 1651. Anne Urne lod i øvrigt male og opsætte et epitafium i Solbjerg kirke i anledning af hende og hendes mands ophøjelse til adelstanden.
    Her afbildet med dem selv ved korset samt deres 16 aner, der pryder begge sider af billedet, symboliseret ved deres våbenskjolde, d.v.s. 64 i alt.
    Der var forordninger og love om, at der i hver ægtefælles slægt skulle være 16 adelige aner i lige linje, for at man kunne komme i betragtning som værende af højadelig æt.
    Efter deres død tilfaldt al deres ejendom hans søskende. Af disse blev Viffert Seefeld eneejer af Wiffertsholm. Han besad godset til sin død 1662, men den var da stærkt forgældet. Tiderne havde være dårlige, og han havde desuden været uheldig med kaution for sin broder Jørgen Seefeld. Han var ærkedegn ved domkapitlet i Roskilde, og samtidig var han lensmand på Sortebrødregård, det senere Jomfrukloster . Jørgen Seefeld var meget lærd og ejede et kostbart bibliotek ,placeret i Ringsted på det tidligere kloster, som landsforræderen Corfitz Ulfeldt ranede, da han sammen med den svenske hær og konge var i Roskilde i 1659.
    Den nærmeste arving til Wiffertsholm var “en vankundig, fattig og skrøbelig søster ved navn Maren, og som der står skrevet om hende: ”……….som aldrig haver kundskab, sandhed eller fornuft til noget godt at forrette eller sig selv at regere”. Hun fik derfor til formynder Ove Juul til Willestrup. Det lykkedes ham, der var en dygtig administrator, at holde hende ved gården, lige til hun døde 1678 – næsten 100 år gammel.

    Den ovennævnte Ove Juul indløste Wiffertsholm fra kreditor, men da han kort efter døde, solgte hans børn den 1680 til Laurids Kjærulf, Han havde tidligere været forvalter og forpagter på Wiffertsholm. Laurids Kjærulf var en dygtig mand, men — uden at være særlig kræsen i valget af sine midler havde han samlede sig en stor formue.
    Han var hård mod sine bønder og forfulgte dem ofte ad rettens vej med et utal af processer. Bortset fra hans dygtighed som landmand er der næppe meget godt at sige om ham ; det skulle da være, at han lod oprette en skole i Solbjerg sogn, hvor børnene skulle lære at læse dansk og skrive nogenlunde læselig skrift, og ligeledes få visse kundskaber i regning. Skolen bestod af 6 fag bindingsværk med stråtag, de tre fag indrettet til skolestue, et fag til kammer, og andre to til køkken. Wiffertsholm skulle holde huset ved lige i alle måder og der tillægges, som der står ”tvende Stykker Jord til Sædeland og Kaalhave”.
    Skolen lå i Solbjerg sogn ved et tingled i Solbjerg, i følge ”Jydsk Historie og Topografi 1904“ . – Det var et meget lille bindingsværkshus, med 6 fag -. på hjørnet af Ravnborgvej og Fredenslundvej. Idag står det helt hvidkalket uden synlig bindingsværk og med fast tag.

    Laurids Kjærulf lod sig optage i adelstanden i 1724 og bekostede i denne anledning et smedejerns altergitter til Solbjerg kirke. Hans eneste søn Jakob var da død nogle år i forvejen; så det har vel nærmest været for hans svigersønners skyld, at ophøjelsen skete. Laurids Kjærulf havde nemlig 2 døtre; den ene gift med Jesper Jespersen til Høgholt, den anden, Anne Kjærulf, fandt sine bejlere i nabolaget. Første gang var hun gift med Johannes Svane til Visborggaard, anden gang med den i 1717 adlede Severin Benzon til Havnø, der døde insolvent.
    I Solbjerg kirkes våbenhus er ophængt en kisteplade af bly fremstillet som en mindetavle over over Karen Geesmand til Wiffertsholm, og som der bl.a står på mindetavlen : ” … Blefve bragte til Werden Aar 1654 d.7. July . Formerede sig i Werden udi 41 Aars Kærligt Ægteskab med dend forhen hos Gud Salige Velædle og velb. Laurids Kierulf til Viffertsholm med 2 sønner og 2 døtre ……” og der står videre…..
    “Den salige Frue hafvde henlefet udi højest sørgelig, men meget cristelig Enkestand ………”.
    Her hentydes til at hun levede de sidste år på Wiffertshom i stor armod, da hendes førnævnte svigersønner, nemlig Jesper Jespersen til Høgholt og den senere adlede Severin Benzon til Havnø bl.a. ved at udstede falske veksler og lignende gældsbeviser på hustruernes arvepart, og derved formøblede dem. Disse gældsbeviser følte fru Karen Geesmand sig tvungen til at indløse for at undgå, at svigersønnerne og hendes døtre endte i gældsfængsel . En af døtrene måtte dog flygte til Fredericia, der dengang fungerede som en slags fristad, for at undgå kreditorerne. Hun flytter senere på Estvadgårds Kloster for der at blive optaget som nonne og blev 3 år senere klostrets priorinde. Desuden tabte de to vidtløftlige svigersønner ifølge overlevringerne Solbjerg kirke med tilhørende indtægter og forpligtelser til stedets præst, Ove Lauritsen (1687 – 1719) ved terningspil. Siden da har kirken været præsteembedets ejendom i Solbjerg, indtil den blev selveje i 1912. Som en sidebemærkning kan desuden nævnes, at Laurits Kjærulf `s formue ved hans død i 1728 blev anslået til omkring 160.000 rigsdalere, en betragtelig formue svigersønnerne således på få år nåede at formøble.

    Da Karen Geesmand døde 1739, var det givet, at Wiffertsholm måtte på auktion, og det kom den det følgende år og det var derfor nødvendigt at gode venner og slægtninge måtte tage sig af døtrene om nødvendigt.
    Den 9. November 1740 samledes en række af omegnes større godsejere på Wiffertsholm for om muligt at erhverve godset billigst mulig på dagens auktion . Således var Sehested til Villestrup og von Ahrensdorff til Visborggård mødt op, ligeledes von Buchenwald, Gudumholm . Sidstnævnte havde for kort tid siden solgt sit gods og kunne derfor også være interesseret, hvis han kunne erhverve Wiffertshom billigt. Som venner og kollegaer var de også på det nærmeste blevet enige om ikke at byde hinanden op.
    En af de allersidste der var mødt op til auktionen var en ukendt bondeklædt mand, der var kommen kørende til gården i sin vogn forspændt et par brune heste. Han var blevet forsinket til selve auktionen, for da han ville dreje ind på gårdspladsen med sit spand var han blev standset af en af herskabets tjener med ordene : ”Her er ikke plads til bondeøg”, så hans kusk havde måttet vende om og sætte vognen i vejkanten . Da han kom op i borgsalen var auktionen netop gået i gang , men endnu faldt budene kun langsomt og trevent. Auktionsholderen havde ladet budene starte ved 15.000 rigsdalere. Man havde så langsomt arbejde sig op og nu lød det højeste bud på 20.000 rigsdalere Hertil lagde Jens Hvass forsigtig 50 rigsdalere til . Den fremmede, der netop var trådt ind bød nu 22.000. Man skottede til ham . Hvad bildte denne simple bonde sig ind. Hvad havde han at gøre her blandt adelsmænd . Og ikke nok med det så taler han bondesprog. Her prøvede de at nægte ham at byde, men det var blevet purre afvist af aktionarius, da det var en offentlig auktion.

    solbjerg_det_roede_skrinSehested havde nu i den nærmest tumultagtig stemning nærmet sig aktionarius og der blev mellem dem en hvisken og tisken. Herefter faldt et par spagfærdige bud, men hver gang lagde bonden 1000 rigsdaler til . Forbavsende hurtig gik aktionarius så til hammerslag og der blev spurgt om han kunne stille kaution.
    ”Det kan jeg ikke ”var svaret ”og da ingen her kender mig og selvom så var , ville ingen her i forsamlingen kautionere for mig.”
    ”Så må aktionen gå videre” råbte Sehested ” Jeg har budt 20.000 for herligheden her, og jeg kan stille kaution . Det er forskellen på et bud fra en adelsmand og et bud fra et bondebæst . Og så ka` skidtvigtige bønder måske lære ikke at mænge sig med os andre. ”
    ”Hov , tøv nu lidt” svarede den fremmede ” hvad er det for barnestreger at byde på en gård, som er min men det er er måske skik blandt adelsmænd” Han bøjede sig ud af vinduet og råbte: ”Hør Jens, kan du kan binde hestene og komme herop med det bette røde skrin, der står under agestolen” . Jens kom med skrinet og den fremmede og gik hen til skranken . ”Mit navn er ellers Christen Sørensen Testrup. Jeg er herredsfoged i Rinds og Gislum herreder . I skrinet her ligger kongen mønt nok til at betale mit bud og mere til kontant . Så måske kan jeg være fri for kaution”. Han talte beløbet op til aktionarius. ”Nu ka a wal fo min hejst såt po ståld” lød hans slutbemærkning.
    Sehested og hans adelsvenner havde måttet bide i det sure æble. Deres plan om at erhverve godset til en spotpris var slået helt fejl og de måtte endda lade bonden overtage godset for langt mindre end de selv ville have givet.

    På den gamle og efterhånden forfaldne borggård rejste sig snart efter en trefløjet pragtbygning til afløsning af de gamle bygninger . Fra broen over voldgraven gennem den af Seefeldt i sin tid anlagte have og ud mod Kirkevejen lod han plante en linnealle . Endnu den dag i dag i 2016 ser man de to rækker af gamle træer gennem haven og avlsgården.

    Christen Thestrup Sørensen blev født i 1685 ud af bondeslægt, men havde tilbragt nogle år i sin ungdom til søs. Senere tjente han penge ved studehandel på Holland, derefter godsforvalter på Lerkenfeldt og fra 1730 herredsfoged.
    Han skildres som en klog og dygtig mand, der også, da han var blevet godsejer, nød den største respekt hos sine bønder; de beundrede ham, fordi han i den grad havde formået at arbejde sig op, og vel ikke mindst fordi han trods dette alle dage bevarede sin jævnhed og ligefremhed over for dem. Når der var lejlighed til det støttede han bønderne og gav dem gode råd. Han både hjalp og tvang dem til at plante frugttræer . Derfor anlagdes frugthaver nær ved hver fæstegård og hver et hus så hele egnen omkring Solbjerg formelig bugnede af frugt. Det var noget andet end de gamle kålgårde Selvom starten havde været treven, bønder er skepsige over for al nyt, men de opdagede de at her havde fået en god ny indtægtskilde.

    Trods det Testrup på mange måder hjalp sine fæstebønder til en bedre tilværelse førte han også mange retssager og processer mod dem, hvis de ikke betalte deres landgilder og udførte hoveri til aftalt tid .Men trods disse skærmydsler havde han alligevel deres nærmest ubegrænsede tillid. Det i sig selv var ret ualmindelig for en stor godsejer. Hans tjenestefolk troede ligefrem han besad unaturlige evner, så han altid vidste hvad der skete på hans forskellige gårde. Som da han engang kørte fra en af sine besiddelser på vej til Wiffertsholm og pludselig gav sig til at le. Han spurgte sin kusk om han vidste hvorfor han lo, og svarede selv ved at fortælle at kokkepigen på Wiffertsholm netop var gået i kælderen for at tappe en kande godtøl til sin kæreste. Tappen til øltønden var uheldigvis faldet fra hende . Hun havde derfor sat fingeren i hullet. . Nu måtte hun sidde der i kælderen til de ankom, hvad hun til kuskens store undren gjorde.

    Han gjorde sig også fortjent som forfatter, bl. a. til ”Rinds Herreds Krønike”, og flere af hans skrifter har endnu værdi som historisk kildemateriale . På Wiffertsholm samlede han sig et bibliotek, der dog senere spredtes for alle vinde. Det er forståeligt nok, at fortællinger om denne mand formåede at leve på egnen helt op til den nyere tid.

    Thestrup’erne ejede Wiffertsholm i tre generationer. Den gamle Christen Sørensen døde 1761, og hans enke Maren Nielsdatter Lynderup solgte den 1764 til sin søn Søren, der var en anset mand. Hans søn Christen Michael Thestrup overtog gård og gods 1799, men blev i de dårlige tider i begyndelsen af 1800-tallet stærkt forgældet. Da han døde 1824, var hans bo insolvent, og Wiffertsholm måtte 1826 atter på auktion.
    Køber på auktionen blev denne gang amtsforvalter Hans Svanholm Aalborg , der også i disse år også købte Sebber Kloster og Vraa; han var begyndt som svinedreng på Gudumlund, men endte som godsejer. Han døde ugift 1835. I 1841 deltes Wiffertsholm, i Gammel Wiffertsholm og Ny Wiffertsholm. Førstnævnte arvedes af broderen Laurids Svanholm, der døde allerede året efter. Hans enke fik siden Bælumgaard som enkesæde, og deres søn Jens Svanholm ejede Gammel Wiffertsholm til sin død 1880, hvorefter hans broder, Laurids Svanholm, der i forvejen ejede Ny Wiffertsholm, arvede den.

    Begge godser gik omkring århundred skiftet over i familien Dinesens eje, idet den senere kammerherre Jens Kraft Jacob Sophus Dinesen til Kragerupgaard købte dem i årene 1890 og 1899 . Forinden havde Laurids Svanholm solgt en stor del af jorden fra til tre nye godser, der blev bygget; henholdsvis Ravnborg, Porsgården og Fredenslund.solbjerg_vandmoellen

    Da Laurids Svanholm døde i 1910, blev de to godser overtaget af hans stedsøn, den senere hofjægermester Axel Wilhelm Dinesen. Efter hans død i 1932 ejede dennes enke, hofjægermesterinde Ida Dinesen, født. van Deurs, Gammel Wiffertsholm, til sin død i 1964, hvorefter hendes sønnedatter, fru Birthe Alvilde Lindegaard, der allerede i 1950 havde overtaget Ny Wiffertsholm, arvede godset, som hendes mand, kaptajn T. E. R. Lindegaard havde været forpagter af siden 1959. Fra 1985 udvides ejerskabet til også at omfatte deres søn, hofjægermester Flemming Christian Ramshart Lindegård.

    Godset, der omfatter Gammel og Ny Wiffertsholm. samt Sønderholt drives nu kvægløs. Det har et samlet areal på 1.385 tdr. Id., hvoraf 800 er ager og eng, 450 skov og 135 hede og mose.
    I Christen Sørensen Thestrups tid opførtes, som før beskrevet , en ny borggård til Wiffertsholm i tre fløje, desværre brændte sidefløjene senere. En rest af hoved bygningen benyttedes af hofjægermester A. W. Dinesen, medens han i årene 1914 – 15 opførte den nu stående hovedbygning i gammel solbjerg_vandmoellen_indefrabindingsværks stil med ottekantet trappetårn.

    Over hoveddøren sidder en gammel stentavle med Christen Thestrups og hans kones navne. De af Søren Svanholm 1799 opførte grundmurede ladegårds bygninger brændte i 1937. og nye avlsbygninger opførtes. Den ældst bevarede bygning er nordfløjen i ladegården , den stammer fra Enevold Seefelds og Anne Urnes tid og er opført 1630. Også Svanholm’erne har bygget på Wiffertsholm.
    I 1845 opførtes ud til ladegården, nordøst for bindingsværkshovedbygningen, en ny hovedbygning i én etage med tre kviste.
    Da Dinesen byggede sin bindingsværksborg, lod han den Svanholmske hovedbygning gennemskære, så der dannedes en vej gennem ladegården og videre op ad en af den første af Thestrup anlagte lindeallér.

    Kilder: ”Solbjerg kirke og dens ejere på Wiffertsholm”. ”Danske Herregårde”. ”En foregangmand fra syttenshundredtallet” desuden udpluk af gamle retsudskrifter samt hvad der i øvrigt er fortalt mig af gamle Solbjerg folk. Egne fotos.

  • Blodbøgen på Solbjerg kirkegård

    Blodbøgen på Solbjerg kirkegård

    På kirkegården i Solbjerg er der mange gode eksempler på gedigen stenhuggerarbejde såvel som smukke beplantninger – en god blanding af traditioner og nytænkning med såvel gamle som nyere gravstedsformer. Der er gravsteder, der virker pompøse – andre står som en kontrast hertil på grund af deres lidenhed eller indskrift. Kirkegården er på den måde en afspejling af ikke kun smag, men også hvor forskellige vi er. Men hver sten – bag hvert navn – hver ting – kendt eller ukendt , gemmer sig en historie – en anekdote. Bl.a. står en gammel blodbøg på Solbjerg kirkegård. Den blev for omkring 200 år siden sat på et gravsted over en af arbejderne fra godset Wiffertsholm . Han var omkommet ved en arbejdsulykke i godsets tilhørende skov og godsejeren havde da ladet plante en blodbøg på gravstedet,fra et frø fra skoven.

    I dag er der ingen blodbøge tilbage i Wiffertsholms skove. Graven er for længst sløjfet. Stenen eksisterer ikke mere, måske stod der blot et lidet trækors, Selv navnet på den omkomne er gået tabt , men på kirkegården står stadig den gamle efterkommer af blodbøgene fra Wiffertsholm til minde om en tragisk arbejdsulykke og bøgen har vokset sig stor – og er vel det største og omfangrigeste gravminde i Solbjerg Kirkegård - Blodbøgenmange miles omkreds. Hvilket årstal denne ulykke fandt sted ved ingen nøjagtig og bliver vel ikke fundet rede på før træet ikke kan mere og man kan tælle træets årringe – forhåbentlig først om endnu mange år.

    Menighedsrådet har ladet et nyt træ vokse op af et frø fra den gamle blodbøg , så der også langt ud i fremtiden vil stå en blodbøg på Solbjerg kirkegård. Det nye bøgetræ er plante på de anonymes gravplads i den sydøstlige del af kirkegården.

    På samme plads – og som nær nabo er sat en fælles mindesten prydet med et enkelt kors . Denne sten har sin helt egen historie idet den er en sokkelsten fra den nedlagte kirke i Korup. Denne kirke og den tilhørende kirkegård blev i sidste. halvdel af 1900 tallet .”genfundet” og delvis udgravet og derefter igen tildækket, under ledelse af Aalborg Historiske Museum. Da Solbjerg menighedsråd ønskede at sætte en mindesten på de anonymes gravplads faldt tanken på Korups nedlagte kirke og om muligheden for en sokkelsten derfra.

    Forhistorien om Korup kirke er kort og godt at landsbyen Korup, der hører under Solbjerg sogn, blev lagt helt øde i 1300 tallet , dels på grund af store sandstorme men ikke mindst den efterfølgende pest: “Den Sorte Død” , der hærgede egnen og landsbyen . I løbet af de følgende år gik kirken og kirkegården efterhånden i glemmebogen. Ødekirken svandt ind og forsvandt efterhånden helt fra jordens oveflade Der må dog må tilføjes at en del af gårdene i Korup den dag i dag bære præg af at ikke alt gik i gemmebogen. Træder man ind på en tilfældig gårdsplads iSolbjerg Kirkegård - Blodbøgen Korup falder blikket måske på gårdens smukke gamle veltilhugne trappesten , der bærer umistænkelige tegn på at stamme fra en kirkebygning – eller det kan være kampestensoverliggeren til døren blikket falder på . Her til kommer at en del udhusene i landsbyen er bygget af kløvede og tilhugne kampesten.

    Under den gamle blodbøg står i dag mange af kirkegårdens gamle gravstene opstillet. De er alle fra kirkegårdens nedlagte gravsteder. Ideen til denne spicielle afdeling på kirkegården er kirkens graver Birger Pedersen. Han fandt det var synd og skam at de smukt tilhugne sten skulle ende i en stenknuser, ikke mindst på baggrund af hver sten – og hvert navn, der er hugget ind i stenene alle hver især representere en vigtig brik af Solbjerg sogns historie. De fleste besøgene på kirkegården skal som regel også en tur under bøgetræet. Det er ikke kun slægtsforskere, der har fået øje på denne historiske perle.

  • Min Barndoms hønsegård

    Min barndoms hønsegård og en årelang skyldfølelse. Året er 1949 En hønsegård er for hanen dens ganske kongerige. Det er så ganske vist. – At hanen der nyder den travle verden blandt sine høns, var i mine drengeår en parentes i forhold til den rigdom af forunderlige og mærkelige ting hønsegården også kunne rumme. En besynderlig broget blanding af forskelligt ragelse og himstregimser af forskellig art – alt sammen ting, der for længst var gået af brug, men var havnet på denne for hønsene og hanen så virksomme plads.

    Hovedparten var småting, som oftest hel eller halve stumper og itugået genstande man derfor havde kasseret – noget man kun nu svagt eller måske slet ikke huskede oprindelsen af. – At disse ting så havner netop i hønsegården, kan ingen vel give en virkelig god forklaring på. Det nærmeste man kan komme er vel, at her blev alt småskrammel henkastet – og er sket gennem årtier, – her, skjult for de fleste – godt af vejen uden at genere nogen – Det har sikkert været den nemmeste måde at slippe af med det på. Det var jo dengang offentlige lossepladser kun var et begreb på landet. Et sted måtte tingene jo havne. Det helt særlige ved hønsegården var, at disse ting forsvandt fra jordens overflade – og så på forunderligvis igen dukke op måske måneder eller år efter – ved hønsenes mellemkomst ganske vist – på grund af deres ivrige skraben efter frø og orm, så små vi almindelige dødlige mennesker ikke kan se dem med det blotte øje. Hønsene kan få øje på dem, fordi deres øjne er som en lup, der forstørrer op til fem gange.

    Min barndoms hønsegård var sikkert på ingen måde nogen undtagelse fra naboernes. Den indeholdt en mangfoldighed af disse ubestemmelige dubbeditter, der var nok så interessante for en dreng at få fingrene i. Da der af og til dukkede nogle af disse ting op ved hønsenes skraben, skulle dette for mig så spændende eldorado selvfølgelig undersøges på leder og kanter, når tingfindertrangen kom op i mig, og dette kunne pludselig ske som et lyn fra en klar himmel. Min nysgerrighed bød mig derfor ofte at gå på opdagelse netop i hønsegården for at finde en eller anden ting jeg sikkert ikke manglede, men føltes så ganske uundværlig ved det blotte syn – når først den var fundet. Det kunne være et blinkende stykke metal af ubestemt herkomst eller en eller anden mærkelig dingenot, der bare lå der og fristede. Den kunne som regel bruges, – til hvad anede jeg måske ikke i det øjeblik den lå i hånden, – men den kunne formentlig blive en del af noget helt andet end dets oprindelige formål havde været, – hvad det så end var, – kunne – på grund af min drengeopfindertrang, komme til sin ret og værdighed igen på en hel anden måde end det oprindelige og derfor kommer ind under begrebet ”genbrug” . Ordet var ganske vist ikke var opfundet , eller godkendt af Forbrugerstyrelsen, der heller ikke fandtes.

    Min nysgerrighed blev desværre årsag til der en dag opstod en situation med fatale følger i hønsegården. – Ja, medførte en handling fra min side, der dog hverken var tilsigtet eller på nogen måde bevidst, men søges ej heller nogen undskyldning for. Det sker sikkert for de fleste at man i barneårene på en eller anden måde gør sig skyldig i en ting man efterfølgende fortryder bitterligt – som her. Det må man så leve med – og lære af.

    Årsagen var som før nævnt hanen. Han følte sig som den ubestridte enehersker i hønsegården. Men den følte sig også ganske besværet og var yderst krigerisk hver gang ved min ankomst, både i og ved hønsegården. Den følte hele sit kongerige truet, selv inden jeg så meget som havde rørt ved hønsegårdsdørens krog.

    Den fatale hændelse skete således en søndag eftermiddag, på det tidspunkt mor og far sad og nød deres sædvanlige søndagseftermiddagskaffe i en krog af haven. Klog af skade havde jeg denne dag bevæbnet med en lang tynd stok. – Der behøvedes drastiske forholdsregler mod ham, den store flotte brune italienerhane, der altid nidkært overvågede alle mine bevægelser, og det både udenfor og inde i selve hønsegården.
    Den var for øvrigt altid mistænksom overfor alle fremmede, der vovede sig ind på hans domæne. Mor, tog den derimod aldrig nogen særlig notits af når hun kom efter æggene. Den kunne allerhøjest stille sig foran hende og gale. Ja, måske var det ligefrem dens måde at byde hende velkommen på.
    For mig der imod, var det en ekspedition, der aldrig forløb uden risiko for min førlighed. Hanen kunne uden varsel finde på at fare mod mig. – Ja, jeg kunne nemt risikere, den pludselig sad på min ryg og rev og hakkede i mit hoved med næbet for at forsvare sine enemærker. Jeg skulle derfor — lige som den have øje for enhver af den bevægelser. Jeg havde derfor stor respekt for dens viltre temperament. Det havde jeg følt indtil flere gange med store rifter til følge, men nysgerrigheden – tingfindertrangen havde overvundet frygten hver gang, når jeg følte trang til at aflagde hønsegården besøg.

    Denne søndag eftermiddags ekspedition var ikke til den store forskel for mange andre – og dog. Hanen prustede sig op, da jeg viste mig i hønsegården. Den for i mod mig i store hop med kløer og sporer forrest, – selv fjerene i nakken var oprejst. Den var i et usædvanligt krigshumør på grund af mit uindbudte besøg. Jeg følte mig på ingen måde velkommen, og måtte således værge for mig med min stok, og lod den i nødværge svirpe over dens hoved, da den var tæt nok på. Den gav nogle meget høje raffinerede hop og var hurtigt udenfor rækkevidde og stillede sig så igen truende an. – Den viste mig med hele sin attitude, som den havde til sædvane, hvor lidt jeg havde at gøre der, – i dens kongerige.
    Denne søndag eftermiddag var den særlig aggressiv og jeg måtte lade kæppen synge flere gange over dens hoved, – for at holde den på afstand, – Men den sidste gang jeg lod kæppen svirpe, havde jeg ikke den kontrol over den jeg burde have haft, for med eet kunne jeg nemlig mærke hanen blev ramt, og det lige på sekundet at stokken havde truffet dens hoved og nakke.. – Den snurrede et par gange om sig selv og blev så liggende til stor undren og megen uro for dens flok af høner. Den havde i sandhed fået en særdeles mærkbar lektion, hvor den nu i dens ny fundne tilstand havde tid og mulighed for at tænke sig en ekstra gang om og forhåbentlig reviderer sit krigeriske gemyt.
    Den spjættede igen et par gange med benene og forsøgte også at rejse sig – på en underlig akavet måde – og lå så helt stille, – og blev liggende. Den havde åbenbart denne gang fået sit livs store Waterlo. Der var for mig ikke andet at gøre end at prøve at vække den til live igen, – og den bedste metode var, mente jeg, var at give den en tur under vandhanen, for at kalde den tilbage fra dens dybe besvimelse. Jeg havde nemlig hørt at boksere, når de havde fået et gog i nødden, fik kold vand i hovedet.
    Det kolde vand hjalp kun ikke spor her, men gjorde hanen endog kun meget lille og særdeles forpjusket. Jeg blev efterhånden yderst betænkelig – ja, overordentligt bekymret over dens tilsyneladende kritiske forfatning. Efter flere behjertede forsøg på genoplivning bar jeg den derfor hen for at vise mor og far dens ynkelige tilstand og for at fortælle hvad der var hændt af dramatik i hønsegården – og sluttede hiksende og forpustet min lange talestrøm med den lakoniske sætning: ”Jeg tror hanen er blevet lidt mat”. – En sætning jeg måtte høre for meget længe.

    Min far tog uden ord en meget hurtig beslutning og få øjeblikke senere var hanen sit hoved kortere – Den om ikke blinkede med et øje – den havde dermed galet sin aller sidste strofe på denne jord. Hvad værre var, hønsene havde mistet deres ubetingede beskytter. Så her måtte der rokeres rundt på hakkeordenen, før al kunne blive roligt i hønsegården – Og jeg selv. Ja, jeg fik en meget alvorlig reprimande af min mor. Der blev talt med meget store bogstaver og jeg fik desuden forbud om at nærme mig hønsegården i lang tid efter – og det uanset hvor meget det end kriblede i mig efter at finde spændende ting – og det blev sagt med en bestemthed, der ikke var til at tage fejl af.

    Hanen blev efterfølgende plukket for alle fjer, og svedet over en spritflamme og endte således fuldstændig sølle og nøgen – uden dens fordum stolthed – i mors store gryde som suppehane. Her blev den kogt meget, meget længe sammen med masser af urter fra køkkenhaven. Ved aftensbordet dagen efter, blev den serveret med peberrodssovs og med et velbekomme – uden at efterlade sig ret mange synlige spor end de af gnavede ben og naturligvis en dynge våde fjer samt et afhugget hoved, der alt sammen blev kastet på møddingen.

    Den eneste, der ikke bebrejdede mig synderlig, var far – Han havde også følt dens temperament på sin krop og længe ønsket dens hoved på et fad – og ikke kun billedligt talt – men dette indrømmede han først flere år senere – en dag da mine drenge meritter blev genoprullet. En meget bedrøvelig udgang for den ellers så statelige hane – og dette kun fordi jeg ville finde en eller anden ting, jeg på forhånd ikke vidste hvad var – langt mindre, hvad jeg havde i sinde at bruge den til – noget jeg først senere måske kunne finde en genial idé for.

    Men det blev også en bedrøvelig oplevelse, der gjorde et stort uudsletteligt indryk på mig – en oplevelse jeg husker som var det i går. Jeg kan stadig mærke følelsen – høre det smæld da stokken ramte med en dårlig samvittighed – selvom de skete for mere end 65 år siden.

  • Danmarks eneste adelige heks

    Christense Kruckow, Danmarks eneste adelige heks. Det var i den første halvdel af 1600 – tallet, som var hekseforfølgelsens storhedstid i Danmark. Christian den Fjerde udsendte i 1617 da en forordning: Om Troldfolck oc deris Medvidere. Dette gav lovgrundlag for at skelne mellem rigtige troldfolk og dem, der blot brugte galdne og indbildede kunstner. Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Dem, der brugte de galdne og indbildende kunstner for eksempel var kloge folk, der signede og manede.

    Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen, med det, der blev vedtaget ved lov. I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.

    Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted. Ikke mindst på baggrund af at Luther havde overtaget samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han meget overtroisk. Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri.
    Der skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden. Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.
    Jordemoderen var også at betragte som heks, idet hun kunne fremtrylle børn ud af kvinders mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselsseng.
    Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne.

    I Europa var der cirka 100.000 helsesager. Halvdelen af disse hekse blev brændt. Den første heks, der blev dømt til bålet, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Den officielt sidste heks, der dømtes var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693. Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800 – tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.

    Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør, og det endte med at landsby boerne satte ild til Dortes hus og indebrændte hende.

    Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: Her er mesteren for alt hekseriet. Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.

    Danmarks eneste adelige heks, Christense Kruckow, ligger ifølge overleveringer begravet i Sønderholm kirke. Hun blev dømt til døden og den 16. okt. 1621 halshugget i Aalborg. Normalt er det ikke i samfundets øverste lag, at troldkoner skal findes. Men der er én undtagelse. Christenze Kruckow er den eneste adelige, der er henrettet for trolddom.

    De begivenheder, der førte til, at jomfru Christenze Axelsdatter Kruckow blev anklaget og dømt som heks lå i begyndelsen af 1580´erne. Hun var dengang ganske unge, og boede på Nakkebølle hos den fornemme og veluddannede Eiler Brockenhuus og hans kone, Berte Friis. I overklassen var det almindeligt, at unge kvinder opholdt sig en tid hos slægt og venner, fx for at få større erfaring i husførelse og selskabelig adfærd.
    I 1582 døde fru Berte i en alder af 33 år. Christenze blev på Nakkebølle efter fru Bertes død og havde måske håbet at blive hendes efterfølgerske?
    Sådan gik det imidlertid ikke, for søndag den 9. august 1584 holdt Eiler bryllup med den tyveårige Anne Bille. Hun var ældre end Christenze, men alligevel så ung, at man måtte håbe på mange arvinger. Det kom der også, men ingen overlevede.
    I løbet af de kommende år fødte fru Anne i alt 17 børn, men alle var enten for tidligt fødte, dødfødte eller døde kort efter fødslen. Der blev bekostet udenlandske doktorer og baderejser, men intet hjalp. I 1696 havde Anne været gift i 12 år – og havde alligevel ikke en eneste levende arving.
    Fru Anne havde en kusine, der netop havde fået en søn, som var død kort tid efter fødslen. Kusinen var blevet melankolsk, og mente, at hun var forgjort. Man havde fundet frem til de skyldige, og de var blevet brændt. 3 uger efter henrettelsen gik Anne i gang med at undersøge, om der også skulle være trolddom med i spillet i hendes tilfælde.

    Først faldt hendes øjne på den gamle Åse Lauridses fra Fåborg, som blev forhørt den 6. august 1596. Og Åse tilstod, at hun havde ”målt” brudesengen i forbindelse med Anne og Eilers bryllup. Sengen blev målt med en snor, hvorpå der blev knyttet knuder. Derefter var den sendt til en mere kyndig kvinde, der kunne lave den egentlige forgørelse. Bortset fra Åse selv, havde en kvinde ved navn Gunder Kældersvends og en hjælpedjævel også deltaget. men den, som havde taget initiativ til det hele og blev udlagt som den fjerde i komplottet – det var jomfru Christenze.
    Åse havde også set, at Christenze havde givet fru Anne noget mælk, og i mælken havde hun lagt en stor edderkop, som deres hjælpedjævel var kommet med. Som om alt dette ikke var nok, havde jomfruen også båret et voksbarn under armen i 40 uger. Barnet fik fru Annes navn og de haft det med i kirke. Til sidst blev det begravet til ordene “Nu sætter vi al fru Annes lykke og velfærd ned”.
    Den næste troldkone, som blev forhørt var Johanne Jenses. Hun kunne fortælle, at hun og Christenze havde været på Bloksbjerg to gange. Der havde været dans og musik, og Djævelen havde sørget for, at de havde vin nok at drikke. Johanne havde også været med til at lave trolddom med fru Annes seng. Sammen med Åse og Christenze havde hun pakket tre stålkors ind i papir med en sort tråd om, og korsene var blevet sat under sengen. I pakkerne havde der også været hårtotter fra de tre troldkoner. Johanne bekendte, at jomfru Christenze havde været med i al den trolddom der var lavet mod fru Anne. Johanne endte på bålet, men Christenzes bror lagde sag an.
    Beskyldningerne var æreskrænkelse, og den eneste sandhed der var, handlede om at Christenze havde målt sengen. Men kun fordi broderen ville have én der holdt de samme mål.
    Christenze slap for videre tiltale og flyttede til Nordjylland nærmere bestemt hos sine slægtninge på St. Restrup sammen med sin søster.

    Nogle år senere, i oktober 1619 var Aalborg plaget af større trolddomsaffære. Mystiske ting var foregået gennem de seneste 8 år. Vidner kunne berette om forgørelse, uforklarlige sygdomme og bekymrende ting som talende svin og katte på kirkegården. En gruppe troldkoner blev dømt og brændt, og de udlagde jomfru Christenze Kruckow som én af deres medskyldige. Og så begyndte anklager og indicier at vælte frem: sognepræsten mente, at Christenze havde været med til at forgøre hans kone på grund af et skænderi om noget rendestensvand.
    Peder Poulsen berettede, at han en Sct. Lucie aften ved seks-tiden havde set nogle kvinder der “fødte” en “trold” eller et voksbarn i en kendt troldkones hus. Han råbte op, kvinderne flygtede og blandt dem havde han genkendt Christenze.
    Søren Tømmermand var blevet overfaldet af en sindsforvirret mand med en kniv. Kort før havde Christenze lovet ham en ulykke. Hun havde også for 8 år siden givet Søren Lauritzen på Egholm ni stykker oblat med “nogen bogstaver på”, som middel imod “Den Kolde Syge”.
    Christenze tilstod nogle af de ting, hun blev anklaget for. Nemlig, at hun havde målt fru Annes brudeseng, og brugt oblater som helbredelsesmiddel. Skænderiet med præstefruen havde tilsyneladende også bund i virkeligheden.

    Sagen endte med at hun blev fundet skyldig og dødsdømt. Christian den Fjerde, der selv var heksetroende, stadfæstede dommen, og i 1621 blev den ca. 63-årige jomfru henrettet, dog med visse formildende forhold. I modsætning til andre danske hekse blev hun halshugget med sværd. Dette blev regnet som en ærlig henrettelse, hvorfor hun også kunne blive ordenligt begravet – og måske endda komme i himlen.

    Christense Kruckow var i slægt med Gyldenstierne, og hun boede, som før nævnt en tid her hos en onkel på St. Restrup. Denne fik udvirket- på grund af Gyldenstjernernes tætte forbindelser til kong Christian d. 4. hun kunne få en kirkelig begravelse. Kongen var selv heksetroende og havde selv siddet ved dommerbordet og derfor været med til at dømme hende . Christense Kruckow blev ført til sognets kirke i Sønderholm, men hvor hun her ligger begravet er uvist. Nogle kilder mener hun ligger under gulvet i kirken, medens andre påpeger hun som dømt heks ikke måtte komme i indviet jord, og hun derfor ligger uden for kirkediget.

  • Herregården, husmandskoloni og skole

    Herregården, husmandskoloni og skole

    …fra gods til oprettelse af Danmarks største husmandskoloni i hundredåret for dens udstykning… og om husmandsskolens oprettelse i hovedbygningerne… til dens endeligt som højskole… Set med et barnebarns øjne: – en efterkommer af en af de første nybyggere.

    Herregården St. Restrup har oplevet opgangstider såvel som nedgangstider i skøn forening. Den har været ophøjet til stamhus såvel som i gårdslagteres besiddelse – Hovedbygningen har været såvel høj – som husmandsskole … og nu slotshotel.

    Et sagn fortæller at gården blev grundlagt i arilds tid af vikingen Ref. Han sejlede fra Limfjorden op ad Hasseris å og anlagde sin gård, hvor han ikke kunne sejle længere. Sagnet fortæller videre at Ref blev gravsat et sted nord for gården.
    Det ældste dokument man kender er et i godsarkivet fra 1314, hvori Niels Eriksen Gyldenstjerne satte sit segl som vidne ved Hjørring Ting, hvor gården omtales som ”Refstrup”.

    I tiden fra 1314 til 1990 – i løbet af 676 år, har godset haft 39 ejere. (I det følgende nævnes derfor kun et udsnit). Den første ejer, hvor der kan sættes årstal på var som nævnt Niels Eriksen Gyldenstierne – fra 1314 til 1350. Hans slægt bevarede ejerskabet i årene (1314 – 1560). (årstal i parenteser er ejerskabets længde) I 1664 overgik den til slægten Lindenov. Herregårdens største glansperiode var dog i årene 1685 til 1811, hvor den var i adelsslægten von Levetzau besiddelse: Her var den ophøjet til stamhus (grevskab) i årene (1757- 1811). At være ”ophøjet til stamhus” betød bl.a. at et gods overdraget en adelslægt som stamhus af kongen fik fritagelse for skat, og det ikke kunne overdrages i fri salg, men kun ved arv.

    Foruden stamhuset St. Restrup, bestod det desuden af de” von – Levetzau” ejede godser, Albæk og Nørlund samt Levetzaus Palæ – også kaldet Christian den VIII Palæ – et af de fire palæerne på Amalienborg. Arealmæssigt rådede stamhuset St. Restrup over 2200 tdr. hartkorn, hvilket vil sige over 40.000 tdr. land og var dermed et af de største af datidens stamhuse i kongeriget Danmark.

    Til herregården St. Restrup knytter der sig naturligvis en del sagn.
    Et af dem fortæller at bønderne nedbrændte og plyndrede gården under bondeoprøret, ledet af skipper Clement. Bønderne blev derefter afkrævet af St. Restrup`s ejer: Gabriel Gyldenstierne (1530 – 1551) at de skulle bevise de var uskyldige – at de i stedet havde støttet kongen, i modsat fald vilde de mistet deres fæste.

    Samme Gabriel Gyldenstierne søgte efter reformationen at lægge jord til godset, men der kom kraftige protester fra bønderne i Hasseris. Der måtte herefter findes en løsning på deres trætte om skel. Kong Cristian d. III bestemte efterfølgende, sammen med sine ministre, at Gabriel skulle have al den jord han kunne ride omkring fra solopgang til solnedgang – så han måtte på ridetur. Da bønderne så hvilke fandens ridt Gabriel udøvede, anså de ham for at være i ledtog med den onde selv, og de påstod at den plag Gabriel red på var fanden selv i forvandling.
    Ved aftenstide, kort før solen kaste sine sidste stråler, kunne bønderne høre fanden råbte: ”Gabriel, Gabriel, du fauner for vidt”. Han måtte derfor til sin ærgrelse forandre retning, og af den grund blev der et knæk i gårdens skel mod Hasseris – et skel, der kan ses den dag i dag.

    Et sagn fortæller ligeledes om Jørgen Marsvin, (1647-1656) der var en berygtet bondeplager, at han bestred overnaturlige kræfter. Han kunne således løfte sig selv op i armene – med hest, ved at gribe fat i en jernring, der hang i gårdportens loft.

    Også sagn knytter sig til Christian Levetzau. Han var leder af rytteriet i Norge – og som sådan holdt han af hurtige forbindelser og anlagde derfor en lige vej fra Store Restrup på 20 km. mod syd til sit gods, Nørlund i Rold skov og blev derfor kaldt ”General Ligeud” (1696 – 1756) Da han døde, lå han, som almindeligt var, i åben kiste i riddersalen på St. Restrup. Da skete, at nogle djævle satte sig på liget og begyndte at flå i hans indvolde, så man i hast måtte lægge låg på kisten. Cristian Levetzau ligger begravet i sognets kirke – i Sønderholm kirkes krybt. Men hvert år på hellig trekongers aften lyder der larm fra krypten, så ingen tør vove sig der ind.

    Iver Rosenkrantz-Levetzau Om Iver Rosenkrantz – Levetzau (1775 – 1789) fortælles, at han i året 1787 indlod sig i et komplot mod kong Christian d. 7. – (Det var hos ham Struense var livlæge). Iver deltog i sammensværgelsen ved at forsøge at forgive kongen med gift i hans drikkebæger. Han var tillige den, der var udpeget til at hælde giften i bægeret. Konspirationen blev opdaget, og kongen tvang ham selv til at drikke bægerets indhold. Iver lod staks efter sin vogn gøre køreklar og så gik det over stok og sten til St. Restrup, men han udåndede kort tid efter ankomsten.
    Hans kiste skulle køres til Sønderholm kirke på en ligvogn trukket af 6 sorte heste, men fanden havde taget plads på kistelåget. Da hestene skulle køre op ad en store lange bakke mod Sønderholm, føltes vognen så tung af den ekstra last at de stejlede – de ville ikke ud af stedet. Man måtte derfor i hast tilkalde præsten til at mane ”den onde” bort. Det gjorde præsten nu ikke, i stedet bød han folk i følget fjerne det ene hjul og fanden blev i stedet manet til at agere hjul resten af vejen til kirken. Siden da høres hver nytårsnat kl.24.00 bedrøvelig klagesang fra hans marmorkiste i kirken – Det er Ivers sjæl, der ikke kan få fred. Derpå lyder der et susen og rusen i hele kirkerummet så kraftigt som om kirken skulle falde sammen. Først kl. 1.00 slutter alt denne ufred i kirken med en hvæsende hvirvelvind kommer strygende.

    Samme Iver kan også træffes i godset kælder som den grå mand med trekantet hat og frakkekjole – altid med en skovl, for han graver og graver for at finde en guldskat, der ligge begravet der. Sagnet fortæller videre at den dag herregården brænder, vil man finde guldskatten og det rækker rigeligt til at genopføre bygningerne.Juliane Sophie Wedel

    I det røde værelse på St. Restrup – i den sydøstlige fløj, kan man om natten møde en høj smuk hvidklædt kvindeskikkelse med langt løsthængende hår. Der er den meget vellidte komtesse Juliane Sophie Wedel – gift med Iver Rosenkrantz – Levetzau. Hun døde her i barselsseng efter at have nedkommet med et dødfødt barn. En meget hård og lang fødsel, hvor hendes ve – råb kunne høres i flere dage overalt på herregården. Nu går hun hver nat der og sørger og leder efter sit barn. Grevinden var særdeles vellidt og god ved bønderne og skænkede dem bl.a. tømmer fra godsets skove til at genopføre Hasseris, der blev lagt øde ved en brand. Et byområde er således opkaldt efter hende til hendes minde.

    St. Restrup Herregård 1860 I årene efter disse farverige personer på St. Restrup begyndte det at gå tilbage for herregården. Den blev solgt og købt og solgt igen flere gange, hvor af adskillelige af ejerne ingen interesse havde i at drive den – således blev 800 tdrl. engjord ud mod Limfjorden solgt fra. i 1899 – det nu nuværende Restrup Enge. Dette areal blev udstykket til husmandsbrug på 7 til 10 tdr. land – ikke store nok til at føde en familie. Herremandens måde at fastholde en del af dem på som daglejere på godset.

    I 1901 brændte alle gårdens avlsbygninger, efter en påsat brand, men den daværende godsejer Malling (1899-1906) lod dem genopbygge.

    En af de sidste ejere af St. Restrup: Carl Philip, (1906 – 11) hvor gården endnu kunne betegnes som gods var meget fremsynet – og desuden velhavende, men brugte også hele sin formue på gården. Han installerede således elektrisk lys og centralvarme – strøm fik han fra sin vandmølle, hvor han udskiftede overfaldshjulet med en turbine . Han lukkede desuden gennemkørslen i midterfløjen på hovedbygningen, og skabte derved en smuk vestibule – Desuden byggede han en kæmpe ajlebeholder ved avlsgården. Den kunne indeholde 1 million liter, og som i datiden blev betragtet som verdens største. Men han førte sig også frem, som den herremand han vitterlig var og kørte gerne i glaskaret med 4 fuldblodsheste. Han kørte som altid hårdt og væltede for øvrigt i Skalborg med kareten. Til slut slap pengene op og han forlod gården i 1911 som en ruineret mand.Herregårdens avlsbygninger

    Godsets nye, men også sidste godsejer var Karl Philip Weidemann.(1911 – 1912) Han var forhenværende farende svend – og tømremester, der havde tjent sig en stor formue som bygningsmester i København. Der fortælles at han som farende svend, var blevet nægtet et måltid mad på gården. Dengang svor han, han en dag ville vende tilbage og købe herregården for derefter at nedsætte sig som stedets godsejer – Og det gjorde han så… Men Weidemann så sig nødsaget til igen at afhænde den. Han havde forkøbt sig.

    Herom fortælles:
    En dag rullede en fjedervogn, forspændt to gule nordbakker med to mænd på agestolen samt lærer Visse, Frejlev skole som kusk, op foran hovedbygningen. Af vognen steg de tre mænd. De bankede på døren og bad om en samtale med godsejeren. Der blev meldt tilbage at godsejeren netop sad ved sit middagsbord, så de måtte vente, men de var velkommen til at bese den ny moderne staldbygning, der var blevet opført efter branden i 1901. Da de kom tilbage, kom Weidemann ud og spurgte hvad de tre herre ønskede. Jens Jensen, Als Brohuse, der var ordstyrer svarede, at de havde hørt godset var til salg. Godsejeren anså ikke de bondeklædte mænd som seriøse købere og svarede derfor benægtende, hvortil Jens Jensen svarede, at ejendomsmæglere så måtte ha` løjet. ”Jo – ja, men der skal jo en større udbetaling til” svarede Weidemann. Da var det at Jens Jensen, Als Brohuse svarede de for mange velkendte ord: ”Bevares, godsejeren må ikke tro vi handler med træpenge” og tilføjede, ”i det øjeblik handlen er afsluttet, vil alle pengene ligge på bordet i gode danske kroner”.
    Han kunne svare så overlegen og sikkert, fordi de tre handlede på vegne af udstykningsforeningen og havde allerede da truffet aftale med Aalborg Diskontobank om lån af pengene. ”Nuvel – ja, men godt, det er jo noget helt andet” svarede godsejeren og inviterede på kaffe i riddersalen. Forinden tog han dem på besigtelse af besætningen og lod desuden spænde for sin vogn til en tur på de enorme store agre.

    Oprettelse af udstykningsforeninger var resultat af nye landbrugslove vedtaget og gennemført i årene 1899 til 1909. De omhandlede bl.a. udstykning af større gårde til selvstændige husmandsbrug – herunder den såkaldte statshusmandslov.
    Aalborg Amts Udstykningsforening blev stiftet 1909. I løbet af tre år havde man opkøbt seks gårde til udstykning. Som garantibeløb tegnede hvert medlem sig for 35 kr. Med det samlede garantibeløb som sikkerhed, var man i stand til at optage lån til at købe gårde til udstykning.

    Buddet fra dem lød på 350.000 kr., men Weidemann forlangte 400.000 kr. Efter nogle meget livlige og meget hårde forhandlinger, der i hovedsagen drejede sig om forskelligt løsøre, man krævede skulle følge med ved køb. De forlangte således at møblerne skulle indgå. Dem nægtede godsejer purre at lade gå med i salget, og med det gik handlen i helt stå. Deres kontante bud var da steget til de 400.000 kr. Stridens sidste æble var således kun et sæt møbler. Det gik kun få dage og Weidemann her måtte krybe til korset for at afslutte handlen – og møblerne indgik da i handlen. Papirerne blev underskrevet den 27. september 1912 og Aalborg Amts Udstykningsforening fik skøde på godset.
    Ved overtagelsen stod træhesten endnu på godset – den hest man både havde hadet og frygtet. Den blev senere funder i et kælderrum – under hovedbygningens nordfløj, men blev desværre af vrede husmænd brændt. Hadet til dette umenneskelige torturinstrument var for stort – det sad stadig i dem, selvom det var 100 år siden den sidst havde været i brug . – I samme kælder havde også været fangerum og her havde herregårdens mejeri også haft til huse.

    Bestyrelsen for Aalborg Amts UdstykningsforeningBilledet viser bestyrelsen for Aalborg Amts Udstykningsforening efter underskrivelsen af skødet. De sidder ved det møblement, der kunne have forpurret handlen . Fra venstre ses: Sekretæren C. Visse, Frejlev, kasseren Mads Madsen, Malle, Ole P. Nielsen, Gandrup, Marinus Langeland, Skindbjerg, formanden Jens Jensen, Als Brohuse, Carl Baumann, St. Brøndum og Hans Peter Sørensen, Skelund.

    Tiden efter købet stod i planlægningens tegn. Ideerne var mange. Man stod med et stort gods på hen i mod 1525 tdr. land hvoraf de 225 tdrl. var skov – Man stod med store avlsbygninger og en stor hovedbygning, man stod med en vandmølle og så gar en kro.
    I starten var der tanker om at lade avlsbygninger og hovedbygningerne samt 500 tdrl. Indgå som een større gård og udstykke resten af jorden til husmandsbrug. Da Johan Skjoldborg, den kendte forfatter og forkæmper for den fattigste og nederste del af landbefolkningen hørte det, skal han have udtalt: ”Nu er I endeligt blevet fri for een herremand – vil I så virkeligt skabe en ny herremand, som igen ville lukke den smukke park, I nu endelig kan færdes frit i”?
    Dette kom nu ikke på tale.
    Man havde i lang tid tumlet med planer om at bruge hovedbygningerne til en højskole for husmændenes børn. Derfor beslutter man at sælge hovedbygningen med 225 tdrl. skov samt 33 tdrl. mark, eng og mose til et aktieselskab, med det lange navn: ”De Nordjyske Husmænds Folkehøjskole på St: Restrup”, men den har sin helt egen historie, selvom udstykningen og højskolen på det nærmeste hænger uløseligt sammen. Derom senere.

    Herefter tog man fat på selve udstykningen. Resultat blev man udstykkede jordlodder til 50 husmandsbrug incl. en eng og en tørvemose til hver. Brugene fik en størrelse fra 16 til omkring 30 tdrl. – alt efter jordens beskaffenhed. Det passede til man kunne have fra 5 til 10 køer plus opdræt og opfedning af 50 til 70 svin årligt – på dette tidspunkt – store nok til een familie med rimelighed kunne få sit udkomme deraf, uden at skulle tage arbejde udenfor hjemmet, hvilket var hensigten. Man lavede en fælles vandboring til et vandværk i møllen, så alle husmandsbrug fik vand indlagt – desuden blev det eksisterende elektricitetsværk i møllen udvidet, som kun herregårdens hovedbygning havde haft glæde af. Derved fik alle mulighed for indlagt elektrisk lys – begge ting, et særsyn på landet på dette tidspunkt.

    Efter annonceringen i 1913 efter købere til de udstykkede 50 lodder kom der hen ved 270 ansøgninger. I første omgang oprettede man 35 brug – de øvrige 15 måtte vente til året efter – til udnyttelsen af hovedbygningen og fordelingen lodder af den øvrige del af jorden var helt var på plads. Dermed var Danmarks største udstykning en realitet – En ny landsby på godt 200 indbyggere så dagens lys på godt to år.Nybyggeri

    For at kunne etablere sig som husmand på St. Restrup var 1000 kr. kontant godt efter datiden penge – havde man 2000 kr. blev man anset for ret så velhavende. Så godt som alle købte deres lod og byggede uden statslån, men med almindelig kreditforeningslån. St. Restrup blev de næste 2-3 år et sandt eldorado af nybyggeri. Man kunne bygge som man ville, og som man havde råd til uden arkitektonisk ensrettethed. Derfor fik husmandskolonien også sit helt eget særpræg.

    NybyggeriForskellige var de – fra den ydmyge til den mere statelige. En del var selvbyggere, der tog en tørn, når dagens arbejde i marken var tilendebragt – nogle startede med et lille træskur, for at have tag over hovedet, så længe byggeriet stod på. Det kunne efterfølgende bruges som hønsehus – eller man tog ophold på kroen. Nogle par gik sammen – og delte husrum i det først færdig byggede indtil det andet var klar til indflytning. Der summede således af liv på de mange forskellige byggepladser – med lokale såvel som udenbys håndværkere og de familier, der selv svang både murske og hammer. En del af byggematerialerne kunne afhentes gratis fra nedbrydningen efter branden på avlsbygningerne , hvor oprydningen endnu ikke var færdig.
    De nyetablerede husmænd var en broget skare, der bestod af mennesker med en forskellig baggrund og tidligere erhverv, deriblandt også enkelte faglærte håndværkere, men langt det største flertal havde dog et eller andet tilhørsforhold til landbruget.

    To ting havde de tilfælles, de var ildsjæle – og det der var særlig kendetegnende for nybyggerne på St. Restrup – det var fælleskabsfølelsen og evne og viljen til at hjælpe hinanden, både i byggefasen og senere i tæt samarbejdet i forbindelse med udviklingen af deres nye landsby. Et kendetegn, der har fulgt landsbyen op gennem tiderne.
    Der var da også en stor og ukuelig optimisme blandt husmændene – men der lød til gengæld mange kritiske ord og ligefrem forargede røster lød fra andre sider. Nogle var endog meget beskæmmet over man på den måde opsplittede – ja, på det nærmeste ødelagde det gods mange endnu følte stor ærefrygt overfor.
    Mange – og især nabogårdejere havde for det meste kun hån over for disse nybyggere. ”Nå du er vel en af de nye godsejere på St. Restrup” spurgte en af gårdejerne hånligt, da han traf en af dem – og fik omgående og med smil på læben svar på tiltale: ”Ja – og du er vel en søn af en af mine forhenværende hovbønder”.
    Egnen og sognerådet var ligefrem bange for der det hele ville resultere i helt slæng af dybt forarmede familier den bekymrede sogneråd herefter skulle forsørge – så mange kunne kommunens lille fattiggård slet ikke kunne rumme. For hvorledes var det muligt at disse familier at kunne klare sig på så små ejendomme, når godsejeren havde svært ved at klare sig på den jord, der nu skulle ernære 50 familier – 200-300 sjæle, når den i herremandens tid kun kunne føde 30-40 lød spørgsmål?

    Til at varetage nybyggernes interesser oprettede de andelsselskaber og foreninger – efter inspiration og tilskyndelse fra højskolen – eller rettere: St. Restrup Husmandsskole, der samtidig var oprettet i herregårdens hovedbygninger. Deres egen organisation: Husmandsforeningen, som så godt som alle var medlemmer af, stillede også deres viden til rådighed. Det kunne være eksempelvis i landøkonomiske så vel hjælp i juridiske spørgsmål.Nybyggerne 1922

    Husmandsskolen var St. Restrup – husmændenes samlingspunkt – deres livsnerve og kulturelle højborg Her kom man til arrangementer skolen afholdt i tæt samarbejde med husmandsforeningen af såvel faglig som kulturel art – der var eks. vis foredrag af en af tidens koryfæer som Johan Skjoldborg, men også mange af andre med helt andet program og holdninger kom til orde.
    Husmandsskolen – i tæt samarbejde med husmandsforeningen var og blev på mange områder igangsætter for den nye landsby. Det var stedet hvor man kunne hente hjælp hos konsulenter til så godt som alle de spørgsmål en husmand havde. Det kunne være såvel økonomi som dyrkningsmetoder som valg af afgrøder og hvilke husdyr man med fordel kunne satse på. Konsulenterne gav dem ligeledes inspiration og vejledning i f.eks. at plante – både læhegn omkring markerne og frugttræer.

    Hele landskabet omkring den gamle herregård tog en mærkbar forandring. På det godt 1000 tdrl. store areal blev de 50 husmandsbrug, deres lodder og parceller omkranset af læhegn, og i løbet af få år blev man nu, når man nærmede sig St Restrup, mødt af ikke blot grønne marker med kartofler, roer og korn, men også en oase af frodige og velholdte pryd – og køkkenhaver med blomster, og grønsager, bærbuske og frugttræer, der omgav så godt som hvert eneste husmandsbrug. Hele det store kæmpemæssige område, der førhen havde ligget som en nærved åben mark, tog så stor forandring, at den der kun havde besøgt den forinden udstykningen, ikke kunne genkende det. Hele området blev på det nærmeste forvandlet til et stort kæmpe gartneri, hvor husmændene på deres marker havde oprettede niceproduktioner af landbrugsvare, i hovedsagen tidlige kartofler, men også andre ting som grønsager til salg gennem Gartnernes Salgsforening.

    St. Restrup FriskoleHusmændene var blevet deres egen herre – herre i eget hus – Det gav dem selvværd, frihed – økonomisk frihed, mod og muligheder. Man så sig ikke nødvendigvis være afhængig af nabobyerne, når der ikke kunne findes vej til samarbejde. De kunne selv. Vandmøllen blev overtaget og fik status af andelsmølle. Man byggede og oprettede friskole, man byggede sit eget mejeri, man byggede eget frysehus, man oprettede fællesmekanisering og meget mere – Alt sammen som selvstændige andelsselskaber. Det var andelstanken der gik gennem det hele. Det skete ikke på en gang – men i det tempo man kunne håndtere og der var økonomisk mulighed for – uden at lægge andre til last. Hele egnen nød godt af den udvikling – den fik et stort økonomisk løft og gjorde alle skeptikernes kritiske spådomme til skamme.

    Nabogårdmændene måtte stikke piberne i egen lomme. Mange af disse husmænd havde eller fik en større indtægt end dem. Sognerådet behøvede ikke tage stilling til en udvidelse af fattighuset, som de havde frygtet. Man var endog i stand til at få flertal i sognerådet og indsætte en af egne som sognerådsformand på grund af det stærke sammenhold. St. Restrup blev desuden en slags dynamo – en inspirationskilde for husmandskollegaer, både nær og fjern – i hele landet på mange områder i mere end et halv århundrede. Man strømmede til – ville med egne øjne og øre – se og høre om den forhenværende herregårds forvandling – fra en grim ælling til en svane.

    Men samfundet havde også ændret sig op gennem årene. Det var næsten kun gået fremad op gennem to generationer, men i løbet af tresserne og halvfjerdserne blev også husmandsbrugene i St. Restrup for små. Tidens udvikling var på vej til at overhale dem. Tiden var så småt igen til stordrift. Jorden var efterhånden steget så meget, at man havde svært ved at foretage generationsskifte på samme glidende måde som tidligere – fra far til søn eller datter. En del af husmændene måtte tage arbejde udenfor hjemmet og udlejede eller forpagtede jorden ud – eller de såede korn på hele arealet – der hvor der førhen havde været storproduktion af tidlige kartofler og grønsager. Køerne forsvandt. Mejeriet blev nedlagt. Friskolen kom til at mangle elever og måtte lukke som skole. Mølleriet og frysehuset blev nedlagt samt alle de tilsluttede andelsforeninger – dog uden økonomisk tab og efterslæb. Man mistede også byens lokale dagligvarebutik – Ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge. Husmændenes sønner og døtre valgte i stor stil landbruget fra. Økonomien i husmandsfamilierne var blevet så god, at der var råd til at give børnene øget skolegang, sende dem i realskole og gymnasium, dem gårdmandsfamiliernes børn havde frekventeret i mange årtier. De unge tog nu håndværksmæssige uddannelser og rejste til storbyerne. Nogle tog læreruddannelse – eller gik på universitet – blev ingeniører, læger – eller læste atomfysik. Men hele denne udvikling skabte dog ikke den store misstemning, for økonomisk havde man det udmærket. En god tid kommer ikke dårligt tilbage.

    Det var og blev dog en særlig sorgens dag, da også den gamle husmandsskole måtte dreje nøglen om og erklærede sig konkurs d. 9-3-1990. Man havde inderst inde følt, det ville bære den vej. – også her var der opbrud, men det kom alligevel som et chok. Husmændene og deres familier og skolen havde fulgtes ad i tykt og tyndt, havde været hinandens fødselshjælpere – den havde været som en dynamo for dem og derfor var en det følelsesmæssig en ulykkelig skilsmisse, som dog blev taget med oprejst pande.

    Et samfund skal have en ting at samles om og samles i, og de ildsjæle landsbyen altid havde fostret kæmpede videre. Når de gamle faldt, trådte nye til. Problemer er til for at blive løst. St. Restrup Landsbyforening så derfor dagens lys til afløsning af den også henvisnede Husmandsforening og ved hjælp af gaver, fonde og nytegning af medlemmer hos beboerne blev Friskolen, hvor undervisningen for længst var stoppet, købt i stedet til byens samlingssted. Den fik en tiltrængt modernisering til den nye funktion, så den nu indeholder alt det der er brug for af lyse venlige lokaler, et køkken og med plads og rum til forskellige interessegrupper: et helt igennem tip top moderne forsamlingshus med gode faciliteter, og den beholdt navnet ”Friskolen”. Man glemte ikke rødderne – man vidste, hvor man kom fra. – glemte ikke fortiden.Nybyggerhus renoveret

    Størstedelen af husmandsbrugene er efterhånden gledet over på fortrinsvis folk med byerhverv og med hang og lyst til livet på landet. Flere unge er kommet som tilflyttere, eller er vendt tilbage efter endt uddannelse – som en ny tids husmænd. – Husdyr har de fleste, men nu er det ikke køer og svin – men rideheste og måske en lille hønsegård i baghaven, der som med et supplement har fået tilføjet en hestefold. Kun enkelte husmandsbrug har overlevet som fuldtidshusmandsbrug. Lykkeligvis er udviklingen sket på en måde, så de fleste af husmandsbrugene er intakte. Kun fra få er solgt jord fra – en udvikling bl.a. landsbyforeningen arbejder på at undgå. Afgrøderne på dem er ændret, så de kræver en mindre arbejdsindsats og kan klares som fritidslandbrug.
    Også de boliger husmændene opførte for hundrede år siden har taget forandring – har fået deres ansigtsløftning med påsatte kviste efter tidens trend.

    Husmandskolonien: landsbyen St. Restrup lever stadig sit meget aktive liv nu i 2012 – i et hundredår efter udstykningen – kun på en anden måde. Den har på ingen måde lidt døden som et stykke såkaldt udkantsdanmark. Det sørger dens altid aktive ildsjæle for.

    …og ”Husmandsskolen”… en ikke fuldstændig fortælling om dens oprettelse – og dens endeligt.

    Allerede da med tankerne om at købe og udstykke herregåden ”St. Restrup” opstod i Aalborg Amts Udstykningsforening, havde man med i overvejelserne om eventuelt at indrette hovedbygningerne til højskole og da købet var en realitet i 1911 gik man videre med tanken. Selve ideen var så langt fremme, at Indkøbsforeningen to år efter, i 1914 oprettede og solgte selve hovedgården med tilhørende park og 33 tdr. land mark, eng og mose samt ca. 225 tdr. land skov til et nyoprettet selskab: ”A/S De nordjyske husmænds folkehøjskole. på St. Restrup” for i alt 124.000 kr. Pengene hertil kom ved salg af folkeaktier til 10 kr. pr stk. samt ved indsamlinger. Det resterende beløb kom med hjælp fra flere nordjyske husmandsforeninger samt tilskud fra Nordjyllands Udstykningsforening.
    I samarbejde med aktieselskabet samt husmandsforeningen, som den stærke medspiller, blev der arbejdet hen imod at skolens skulle afspejle at den var oprettet af husmænd – Den skulle være en skole med kulturel dannelse. Dette var hvad den bedrestillede del af landbefolkningens børn havde kunnet få i årtier i landets hovedsageligt grundviske højskoler. Nu var det husmandsbørnene, der skulle have samme mulighed. Hertil kom, man endda ville søge at finde elever langt dybere ned i samfundslaget – især blandt landarbejdernes og husmændenes børn. Med andre ord – man ville oprette en ”husmandsskole”.

    I 1915- året efter købet, var man så langt i bestræbelserne man kunne ansætte en forstander, men samtidig skulle der lægges de endelige retningslinjer for hvilke skole man ville drive.
    Til at lede skolen som forstander faldt valget på N.C. Brande, En mand der imidlertid gik ind for en såkaldt ren højskole. Ikke lige det man i husmandskredse have arbejdet for. Han havde desuden tidligere udtalt, at hvis han skulle lede en højskole, ville han kun være leder, dersom det var på en egentlig folkehøjskole – og han fik sin vilje. Husmandsforeningen kunne dog ikke helt slå sig til tåls med de ideer han havde om skoleprofilen. De ønskede sig i stedet en skole der i særlig grad henvendte sig til husmandsbørn – et sidestykke til de eksisterende grundviske højskoler, der især tiltrak unge fra middelstandens landboungdom og højere oppe ad denne rangstige, men havde foreløbig opgivet tanken og derfor godkendt ansættelsen af Brande som forstander.
    Kort efter Brande blev ansat frasolgte man 225 tdl. skov. Der behøvedes midler som startkapital ikke alene til at drive skolen for, men også foretages bygningsmæssige forandringer. I nordfløjen var der således indrettet værelser. Senere blev den gamle hestestald, der lå umiddelbar nord for hovedbygningerne bygget om til gymnastiksal – den fik senere også tilbygget en scene, så den var fuldt brugbar også som festsal.

    Skolen blev indviet d. 4. maj 1915. Brande havde holdt fast i en klar og ren folkehøjskoleprofil og hans elever elskede ham. Trods husmandsforeningen ikke havde haft ham som topkandidat, var synet på ham helt anderledes blandt de lokale husmænd. Restruphusmændene tog imod ham med åbne arme og bakkede endog meget stærkt op omkring ham. De anså ham som værende deres mand og bannerfører. Tydeligst kom dette til udtryk i at året efter indvielsen af højskolen, Til det nært kommende sognerådsvalg opstillede de ham på deres helt egen liste – en ren restrupliste. Til alles overraskelse fik den absolut flertal og forstander Brande blev sognerådsformand i Sønderholm – Frejlev kommune – endda efter at amtsrådet havde beordret omvalg efter massive klager fra kommunens borgerlige liste – Amtsrådet havde heller ikke kunnet forstå og derfor ikke godtaget valgets resultat. Der var hermed blevet andre tider i kommunen, hvor de borgerlige hidtil havde siddet klart med flertallet.
    Der var bare det uheldige, at det var så som så med indmeldelser til skolens kurser. Brande formåede ikke at skaffe skolen tilstrækkeligt med elever til skade for økonomien. Det kom som en chokbølge, da Brande pludselig døde i slutningen af 1917 efter kun to år som forstander.

    Husmandsforeningerne pressede nu på med at ændre skolens profil ved ansættelsen af ny forstander. Valget faldt på Kresten Balle, der var lærer på Kærhave Husmandsskole – dengang Danmarks endnu eneste husmandsskole. Han var en kendt mand i nordjyske kredse – blandt husmændene i de nordjyske husmandsforeninger. Mange havde haft ham på Kærhave som lærer på kurser og gav ham de kraftigste anbefalinger.
    Skolen blev nu en blanding mellem højskole og landbrugsfaglig undervisning, der passede for de mindre landbrug samt byggede på åndslivet og højskolens grundværdier og, navnet blev: ”St. Restrup Husmandsskole”. Husmandsforeningen fik således denne gang sin vilje. Samtidig blev det besluttet at frasælge 15 tdl. mark for at forbedre et akut pengebehov.
    Balle gjorde et kæmpe arbejde sammen med bestyrelsen og sin lærerstab med at få skolen op af dødvandet, – med det svigtende elevtal og den dårlig økonomi, den var havnet i, – og det lykkedes til fulde. Balle kunne ligeledes som Brande – og endda i endnu højere grad se nødvendigheden i at have et tæt samspil med husmændene på St. Restrup og ikke mindst alle landsdelens husmænd – det var blandt deres sønner og døtre eleverne skulle komme.
    Målgruppen var og blev husmændenes sønner og døtre, og derfor skulle skoleformen også sammenstilles på en sådan måde den tilgodeså deres behov. Undervisningen skulle tilrettelægges som en blanding af højskole og en landbrugs/husholdningsfaglig del. Denne målgruppe havde ikke tradition for eller midler til to højskoleophold – et almindelig traditionelt folkehøjskoleophold samt på en ren landbrugs- eller husholdningsskole.
    Der havde kun været en indmelding samt fire forespørgsler til sommerholdets start den 1. april, men forinden satte forstander Balle sig selv på cyklen og opsøgte personligt forældre til piger, han havde fået anvist som mulige elever. Han havde snakket godt for sig, for han fik samlet 16 piger. Nu gik det kun en vej – og elevtallet steg. Det steg så meget, at der blev så akut mangel på elevværelser, især på de korte kurser af en uge til fjorten dages varighed, at man måtte bede skolens naboer om husly til nogle af eleverne. Dette var heller ikke et problem – de stillede gerne en soveplads til rådighed. Elevtallet blev lidt efter lidt stabiliseret til 30-40 karle om vinteren og godt 30 piger om sommeren, foruden dem på kortere kurser. Ved Husmandsskolens 25 års jubilæum i 1940 havde i alt 1281 kvinder og 2058 mænd havde deltaget i skolens korte og lange kurser i årenes løb. Vinteren 1941-42 var man oppe på hele 100 unge mænd. men så kunne skolen helle ikke rumme flere.

    Allerede i trediverne havde husmandsforeningerne begyndt at arrangere de såkaldte ”husmandsrejser” eller ”rejsehold”, dvs. studieture for unge og husmænd og deres koner, hvor de besøgte husmænd og deres bedrifter i andre egne af landet, for at give dem ny inspiration til deres egen bedrift. Her blev St. Restrup og dens nybyggere på det nærmeste det store trækplaster. Fra først i juni til midt i august kom de, – ofte i en og to turistbiler på én gang – i weekenderne ofte i flere hold. På denne tid stod husmandskolonien i sit flotteste flor. Man sørgede for overalt at hækken var klippet og haverne revet, så alt tog sig ud på den smukkeste måde, når disse gæster kom. Husmændene på St. Restrup fortalte gerne om og viste deres ”sted” frem. Mange af dem havde drevet deres brug frem til virkelige ”mønsterbrug” så der var inspirationer at få med hjem for gæsterne.
    At disse husmandsrejser til St. Restrup blev så en stor succes skyldtes ikke mindst den opsigtsvækkende udstykning af herregården i 1912-14. med nye 50 husmandsbrug til følge. Man ville derfor gerne både se og høre om dem selv samt se Husmandsskolen og dens smukke park, Som altid sluttede turen her med kaffebord, hvor de lokale ”rejseledere” og konsulenter på skolen var parate til at svarede på eventuelle yderlige spørgsmål omkring de ”steder” man havde besøgt. Herefter fortalte forstander Balle om gårdens historie og udstykningen – og gav samtidigt et pep-talk om skolen – Det var også med til at skabe opmærksomhed og tiltrække elever. Disse ”Husmandsrejser” fortsatte til hen imod 1960.
    Den 1. april 1949 havde Balle valgt som slut dagen som forstander – efter 31 år på posten. Han havde da ført St. Restrup Husmandsskole frem til at være landets absolut kendteste, og samtidig mest søgte husmandsskole. Det var med vemod man tog afsked med Balle som forstander – ikke mindst blandt de tidligere elever og i den var ikke mindre blandt skolens faste stok og byens befolkning, selv om han blev i byen og begyndte her en ny tilværelse – nu som husmand, idet han havde købt et af brugene.

    Den nye forstander, der da tiltrådte var Svend Haugaard. Det blev en tid med en del forandringer. Haugaard var idealist, fast forankret i Det Radikale Venstre, her hvor også husmandsbevægelsen havde sine største sympatier. Allerede i trediverne deltog Svend Haugaard i oprettelse af lokale militærnægteforeninger. Han var aktiv i bevægelse ” aldrig mere krig”, i ” Fredsvennernes hjælpearbejde” senere i ”Mellemfolkelig Samarbejde og aktiv deltager i atommarcher. Med andre ord: Husmandsskolen kom også til at bære præg af hans holdninger og de foredragsholdere han bød på.
    Han fulgte dog stadig nær den linje og ånd, der havde været Balles, men ikke så konkret og jordnær. Måske ikke helt som husmændene havde forventet af ham, for jordnær var han ikke. Trods dette nød han endog megen dyb respekt blandt befolkningen i St. Restrup, der mødte talrigt op til de forskellige foredrag husmandsskolen bød på, akkurat som i Balles tid.
    Haugaard havde mange ideer og visioner, hvilket han også inddrog bysbørnene i – også med at forny og forbedreFriluftsbad faciliteterne for eleverne, hvilket også lokalbefolkningen nød gavn af. Allerede et par år efter hans tiltrædelse fik han ideen til at lave noget så helt usædvanligt som et frilufts svømmebad i forbindelse med skolen. Selvom om man lo lidt i krogene, gik byen helt ind for ideen. Problemet var pengene. Derfor blev der sat tre dage af til at skaffe den manglende kapital med en storstilet fest og basar, hvor mange af byen foreninger deltog med hvad de havde at byde på. Næsten alle skolens lokaler var optaget af mange forskellige boder med salg af kaffe, æbleskiver og pandekager – der var lotterier og fiskeboder osv. Der var desuden forskelligt sceneoptræden flere gange dagligt samt om aftenen med lokale kræfter, – også børnene i byens friskole havde indøvet små sketchs de fremførte. Byen stod næsten på den anden ende – Der var ikke mangel på opbakning.- og alligevel var svømmebadets hul for stor og dyb til at pengene kunne række. Det blev dog etableret, men først nogle år senere, efter en tiltrængt nybygning med tidssvarende elevværelser, undervisningslokaler samt foredragssal stod færdig. – på tomterne af den gamle gymnastiksal.

    En ny tid kom snigende. Der begyndte en tiltagende tilbagegang i elevtallet. Med det begyndte også en skrantende økonomi. Man fik svært ved at skaffe penge til den almindelige vedligeholdelse af de gamle fredede bygninger. Husmændenes børn søgte ikke længere i så høj grad ind til landbruget som før. De fulgte hellere gårdmandsbørnenes eksempel med en videregående uddannelse – ikke så mange ønskede ikke at få jord op under neglene.
    Der blev derfor brug en ny skoleprofil og samtidig kom en navneændring til St. Restrup høj- og Landbrugsskole. Dermed var epoken som husmandsskole slut efter godt 50 år, men tilbagegangen af indmeldelser var dermed ikke stoppet.
    Svend Haugaard blev valgt til folketinget i 1964 i Skive kredsen og to år senere sagde han op. Han følte ikke tiden han brugte i folketinget kunne forenes med hvervet som forstander.

    Som ny forstander kommer Chr. Elbæk i 1966, og med ham sløjfer man også ”Landbrugsskole” i skolens navn. Det lykkedes blot ikke ham, sammen med sin lærerstab, i de fire år han var forstander at profilere skolen med hensyn til en form og indhold, til igen til at løfte St. Restrup højskole op. Elevtallet steg dog lidt, men ikke nok til fuldt at sikre skolens overlevelse. Ikke kun skolens gamle bygninger blev misvedligeholdt, også parken og omkringliggende arealerne . Beboerne i St. Restrup ligefrem græmmedes ved synet af deres gamle skole, hvor forfaldet havde taget yderligere fart – den skole som de også følte at være en del af. Man havde simpelt hen ikke råd til selv den almindelige vedligeholdelse.. Bedre blev det ikke af at Elbæk ikke formåede at skabe den livsvigtig kontakt til de lokale , til husmændene. – De følte ikke mere at være velkommen på skolen- De græd indvendigt og blev efter kort tid helt borte. Fra husmandsforeningernes side var man opgivende. Skolen var langsom på vej til afgrunden – og husmandsbevægelsen sad tillige med kraftige hudafskrabninger på grund af strukturændringerne i landbruget De havde ikke råd eller vilje til at støtte den yderligere. Men skolen holdt dog skindet på næsen og fortsatte.

    I 1970 hvor Kurt Hansen blev ansat som forstander var antallet af elever nede på siger på siger og syv stk. I 1971 blev optagelseskriterier ændret igen, så man optog alle der meldte sig. Elevtallet steg derved igen, men ændringen resulterede i man optog elever med i forvejen sociale problemer, ligesom der var euforiserende stoffer blandt dem, så mange af eleverne var skæve i størstedelen af kurset. Der blev desuden blandt dem konstateret såvel lus som lopper, fnat og gonoré. Det var en slags tressernes ”blomsterbørn”, der havde holdt sit indtog på skolen. Skolens økonomi blev ikke bedre af en omfattende brand i nordfløjen, der nedbrændte nærmest totalt d. 22. januar 1972, men man fortsatte alligevel skolen ved hjælp af snore og trisser.
    Der skete i disse og de følgende år så meget i og omkring skolen, man skal være meget skarpsindig, hvis man virkelig skal følge og beskrive det lange også til tider pinefulde forløb.

    Her den korte version
    Forstanderansættelse blev ændret til at være på åremål, hvilket medførte at Kurt Hansen ønskede at fratræde som forstander fra udgangen af 1983. Der kom herefter en periode med kortere og længere skift på posten. Hertil kom at skolen havde fået en kraftig socialistisk drejning. Var kommet i højskolernes såkaldte røde kaffeklub.
    Skolen fortsatte, men var nu helt rød – blev en legeplads for marxister, leninister og anarkister der sammen og hver især søgte at sætte deres aftryk på hvad de mente var nu – og fremtidens højskole. Dertil kom en række skift på forstanderposten – og en slags kollektiv ledelse. Der kom en dramatisk ”vedtægtskrig”. Skolens bestyrelse, hvor folk fra husmandsbevægelsen havde hidtil haft flertal blev væltet. Husmændene var dermed blevet sat helt af.

    Enden på det hele blev det som husmændene og de lokale forventede, før eller siden ville ske, dem der havde startet og ført skolen frem til eliten af højskoler. Den 9-3-1990 blev der indgivet konkursbegæring. Det kom alligevel som et chok for byen. Skolen blev herefter solgt med tilhørende park og landbrug og i hovedbygningerne blev indrettet til Slotshotel. Det var og blev en meget ulykkelig og følelsesmæssig hård skilsmisse for egnen.

    IdrætspladsDermed var trængslerne ikke definitivt slut. Salget af skolen fik store følgevirkninger for byen, herunder for dens ungdom. Husmandsskolen havde i slutningen af trediverne stillet et areal i det nordøstligste, det aller yderste hjørne del af parken til rådighed til fælles bedste – for byens ungdom som sportsplads. De havde hidtil dyrket idræt på en åben mark. Idrætsforeningens medlemmer og lokalbefolkningen havde her hjulpet hinanden med at planere den nye plads – passet og plejet den – De havde bygget og betalt et flot klubhus med fine faciliteter – havde gjort pladsen til egnens meget benyttede og smukkest beliggende idrætsplads. Alt dette fulgte til alles store overraskelse med ved salget, og de måtte derfor opgive og forlade den plads de gennem nærved et halv århundrede havde tilbragt tusinder af timer på – med såvel socialt som sportsligt samvær. Der havde ikke været muligt, trods mange forhandlinger at kunne indgå forlig med den nye ejer. Ingen havde tænkt den tanke i løbet af disse år at oprette et skøde eller servitut herom til fordel byens ungdom. De allersidste bånd var dermed revet over.
    Der blev dog fundet plads i nabobyen.

    Af kildemateriale er brugt: Fra højskolens mangeårige lærer, Kr. Kolding`s bog: ”Store Restrup”.  samt lærer og husmand i St Restrup, Gunnar Jensen`s bog:” St. Restrup 1912 – 2012.  Fra herregårdsmark til lokalsamfund.”  Desuden Aalborg Stiftstidende. Aalborg Amtstidende.  Artikler fra Lokalhistorisk forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sognes årsskrift: ”Bjergposten” – og en hel række af husmandsskolens årsskrifter – samt egne erindringer som født og opvokset i St. Restrup.

  • Nytårsaften

    I min drengetid – for omkring tres år siden, var nytårsaften den aften, der var legalt at lave næsten alle de drengestreger man ikke måtte på andre tider af året. Og det gjorde vi så. Da var næsten alt tilladt – eller rettere man så gennem fingrene med det meste. Vi samledes som regel i flokke på tre – fire stykker – både drenge og piger for denne aften at udleve alle de drengestreger vi sammen – eller selv havde gået og udtænkt op til denne aften. Vil her indskyde, at pigerne på ingen måde stod i skyggen – når det gjaldt påfund. Vi drog ikke ligefrem hærgende omkring – det var sjældent nogen gik over stregen så det kunne kaldes egentlig hærværk, som at ødelægge – at afbrænde ting eller det der var værre. Det var hovedsageligt drillerier, der måske nok var grovkornede, hvis det ikke netop var fordi det var på en nytårsaften.

    Sad flagsnoren stadig på flagstangen nytårs aften, kunne man næsten med sikkerhed næstedags morgen se forskellige redskaber: skovle, river, en mælkejunge – her og der en ”madam blå”, eller måske også en lokumsspand vejre for vinden hos de forskellige. Vi kendte jo alle i byen, var kendt med næsten alt – vidste hvor hver især – næsten da, havde deres ting, så var det bare med at gå på listesko, når der skulle besøges et ”offer”. Hændte det vi var for højrøstede blev vi jagtet. Blev en eller anden fanget, kunne flere ting ske. Som regel blev man beværtet med alt muligt godt. Folk vidste jo det kun var sjov og ballade og ikke i ond mening. Rigtig mange steder blev vi ligefrem inviteret indenfor for at blive beværtet. Når alt kommer til alt havde de jo selv engang været deltager – En meget gammel tradition, der blev fulgt, som mange endnu nikker genkendende til. Mange syntes ligefrem det var en ære at få besøg, selvom de vidste hvorfor vi kom .. Det var da også hos dem ankomsten – eller når vi havde lavet den uorden vi kunne, hvor afskeden blev markeret med vi affyrede en del af vort lille lager af nytårskrudt. Det kunne dog også ske, hvis en enkelt blev fanget, han eller hun ikke blev sluppet løs igen før flere timer efter. Sådan en nytårs aften kunne blive uendelig lang, for det var jo ikke ligefrem morsom at skulle sidde og spille ”hvor er musen” med pebernødder med søvnige værter og ikke kunne få lov slippe fri, når ens kammerater gik derude og lavede sjov i gaden og man selv var sat helt ude af spillet.

    Folks lokummer eller das, der som regel var i et eller andet udhus, var et yndet mål, hvis det da ikke var sat en forsvarlig lås på døren denne aften. Det var kun få, der havde et såkaldt ”træk og slip” inde i beboelsen. Vi var derfor hver især bevæbnet med små poser med for ti øre gær behørigt indkøbt til formålet. Gæren havde vi købt i ”løs vægt” samme sted som fyrværkeriet – hos købmanden eller i brugsen. Det blev drysset i lokumspanden med det til følge, at indholdet snart efter gærede og svulmede op til det tidobbelte og derfor flød over. Var der så ikke lys i det lille rum, hvad der sjældent var, kan man næste selv udregne følgerne, når en eller anden værdigt trængende i al hast i mørket satte den bredeste bare del af legemet i denne suppedas. – Det var dog ikke særlig virkningsfuldt i hård frost.

    På sådan en aften kunne man også træffe på drenge og piger, der kom slæbende med hestevogne, trillebøre eller måske en hestekane. Enten blev de alle samlet på et sted i byen – så vidste ofrene da hvor de kunne finde dem igen – eller når flere grupper samarbejdede, kunne der i stedet blive byttet rigtig godt og grundigt om på dem, så der kunne gå flere uger før de rette ejermænd havde genfundet deres. Nok var der sat et køretøj – en trillebør i kostalden – en vogn i maskinhuset, eller hvad det nu var, hvor det skulle, men ejermanden var måske ham i den anden ende af byen – eller det kunne være naboens – Det skabte den rene forvirring i lang tid. men gav så også anledning til de voksne mødtes på kryds og tværs for at bytte tilbage de næste fjorten dage.

    Jeg mindes en særlig nytårsaften, hvor der dette år havde sneet og føget temmelig kraftigt, og det sneede stadig, da vi var ude på sjov. På en ejendom, der lå nær ved vejen gennem byen, havde sneen lagt sig i en drive næsten helt på til skorstenen på bagsiden af huset. Det skulle selvfølget udnyttes, Vi havde så fundet mandens hestetrukne slæde og ville trække den op på taget, men havde nær opgivet, for vi var kun tre drenge, så der måtte i al hast findes nogle flere hænder. Vi kunne nu med møje og besvær trække hans store slæde op på taget, så den på det nærmeste stod og skrævede med en mede på hver side af tagrygningen mellem to skorstene. Der må indskydes, at her vankede der ingen pebernødder, men nærmere et par på hovedet, hvis man skulle være så uheldig at blive fanget. Han havde for længst mistet sit drengesind, og det vidste vi – af dyrekøbt erfaring. Derfor var vi også mere ”onde” hos ham, når chancen bød sig.

    Naturligvis kunne hele denne operation ikke foregå lydløst, men manden eller familien var ikke blevet opmærksomt på larmen, før end det var for sent – eller vi havde måske været særlig stille under arbejdet. Da slæden var på plads, buldrede vi på hans dør. Vi kunne herefter se, der blev tændt lys i hans entre. Kort efter blev døren åbnet, og ud kom han kun iklædt undertrøje og lange hvide underbukser og på fødderne sine kludesko. ”Må vi så få ro” råbte han og blev nu mødt med et klingrende højt hurra fra os, samtidig med vi pegede op på taget og råbte – ”Har du besøg af julemanden endnu, men hvor er renerne ?? Herefter gik den vilde jagt, Manden løb efter os og råbte alle mulige trusler, medens vi strøg væk i alle retninger – nogle over på den modsatte side af vejen, hvor dagens sidste rutebil netop holdt for at læsse passagerer af og på. Manden løb ud på vejen og faldt så lang han var i lyset fra rutebilen og lå så her og blomstrede, samtidig med at han skældte og smældte til fuld beskuelse for alle – et syn for guder, men da var vi allerede i sikkerhed.

    I løbet af natten var der blevet kraftig tøvejr og sneen nåede nytårsmorgen ikke mere op på taget af hans hus. Der gik næsten fire uger inden julemanden afsluttede sit besøg der – Indtil da stod kanen stadig på taget og vidnede om dette års nytårsaften. Han måtte da med hjælp af et par naboer samt diverse stiger og reb for at fire slæden ned fra taget.

    Efter en sådan aften var det en flok drenge og piger, der godt trætte efter alle strabadserne kunne kravle under dynen og måske drømme om næste års nytårs aften og så ellers glæde sig til nytårsmorgen – til at aflægge rapport til far og mor og hvem der ellers gad lægge øre til om alle nattens større eller mindre triumfer.

  • En gammel Ford og promiller

    En af de første biler, der kom til St. Restrup var en Ford, – en af dem, der skulle startes med sving. Den stolte ejer, Henry Hansen havde sammen med sin nabo Thorvald Kristensen, to af fars gode venner, været til fredagsmarked på Aalborg Kvægtorve, der lå nede ved havnen, sådan som de to for øvrigt var hver fredag, og hver gang blev bilen parkeret samme sted – på pladsen lige over for hvor Rutebilstationen ligger i dag.

    Denne fredag havde de måske mødt lidt for mange af deres venner, og det var så gået rigtig lystigt for sig, med hvad det nu kan indebære. Henry mente dog, når de gik den forholdsvis lange vej fra værtshuset til bilen, var det meste sikkert fordampet.

    Da de kom til parkeringspladsen, gik Thorvald lidt for sig selv, medens Henry selv fandt svinget frem og begyndte at dreje. Da mærkede han een prikke sig på skulderen.
    Lige bag sig stod en venlig betjent, der begyndte at spørge lidt ud om, hvor han havde været, og om hvor han skulle hen; til sidst spurgte han direkte: ”Hvem skal køre denne bil”?
    Da var det altså, vor gode ven Henry anede uråd:
    ”Det ska´ skanneme da ham, der sidder ved rattet”, svarede han ret så snøvlende.”
    Ja, ja, det er godt med dig, men der sidder jo ingen” svarede betjenten.
    ”Hwa er den o.. sider der ingen? det er da wall løwn — er han wæk? Så wil a da skanneme et stå` her å draw mir po det hersens swing. – Den un´teme nej om a wil, Maj ka da heller et ræ`n mæ folk no om daw”.

    Og så gik Henry. – Ja, og slap for videre tiltale af en meget paf betjent.

  • Agersgård og klokkerne i Vokslev kirke

    En halv mils vej øst for Nibe – i Vokslev sogn ligger Binderup – en lille og gammel landsby, der har lidt samme skæbne som så mange andre småbyer – en landsby, der for 75 år siden kunne bryste sig at have en skole, en telefoncentral, et større dambrug – og ikke at forglemme en lille jernbanestation, hvorfra det nu hedengangne damptog ”Aalborg Maren” gav et fornøjet pift i fløjten før dens afgang fra stationen – foruden 10 til 15 gårde og huse, – I dag en lille landsby, der i dag næsten kun består af de samme 10-15 spredt beliggende gårde og huse, der dog har undergået en modernisering – men nu uden skole, station etc. etc.

    En af gårdene, ”Agersgård”, som hører til landsbyen, ligger i det aller yderste af det nordøstligste hjørne af sognet og landsbyen, ved Skindbjerg Hule, umiddelbar syd for Aalborg – Nibe vejen. Engang var ”Agersgård” en klassisk stråtækt firlænget bindingsværksgård – en gammel slægtsgård, hvis ejerne kunne tilskrive sig en alenlang anetavle tilbage til slutningen af 1700-tallet.

    Gården ligger små 25 meter fra kanten af nogle meget lave kridtskrænter, hvis fod Limfjordens lave vand overskyllede i oldtiden.

    Da landet for årtusinder siden langsomt hævede sig, og vandet efterhånden trak sig tilbage til sit nutidige leje, blev den tidligere lave fjorbund ud for kysten efterhånden omdannet til frodige enge. Gennem denne gamle fjordbund har Binderup å efterhånden her fundet sit rolige leje, hvor den, som en slange vrider og snor sig med sine bratte sving, akkurat som den har gjort siden dengang – en å med sit helt klare, rene vand, hvor havørreder gyder på dens stenede grund og gedder står på lur i mørke høl, – en å, der får tilført ekstra kraft fra grøfter og små vælde – vand, der strømmer til fra engene inden den når sit udløb i Nibe Bredding næsten midt mellem de to gamle sildefiskerbyer Klitgård og Nibe – enge, hvor man tidligere kunne se storke spankulerer mellem græssende rød – og sortbrogede køer, kvier og stude – hvor meget nu er pløjet og græs er afløst af raps og hvede. Fra Agersgårds længer er derfor et stort udsyn til alt dette natur – ud over disse flade arealer, der er og har været under en stadig forvandling – videre over Limfjorden – mod Hanherred og Vendsyssel, hvis kyster kan skimtes i klart vejr.

    Navnet ”Agersgård” har den bibeholdt, også efter den i 2010 blev opkøbt og tillagt en nabogård. Det blev da samtidig afslutningen på en lang æra som slægtsgård, hvor velstand efterhånden var blevet afløst af støt tilbagegang, men hvor gården med den nye ejer ikke blot har fået et løft, men også et mere industrielt præg helt efter nutidens forbillede af et gårdbrug.
    Der står således ikke meget tilbage af det gamle ”Agersgård” – De gamle, men også udtjente avlsbygninger blev allerede revet ned i 1957, heraf en enkelt stadig stod med rester af de lerklinede mure fra tiden da vår – og efterårssilden i tusindtal endnu glimtede i Limfjorden – og nye tidssvarende bygninger blev da bygget – og flere er kommet til siden med den nye ejer, men disse vidner ikke om det tidligere tiders særkende på en gammel klassisk firlænget bondegård – der er kun få spor af de tidligere tiders storhed.

    Gården, som egentlig var en såkaldt sildegård, havde tidligere hørt ind under det tidligere gamle herresæde ”Lundbæk”, som fæstegård, men blev, som en af de tidligste på egnen, købt til selveje. Dette skete allerede – ifølge gamle skrifter, i 1600 års tallet, og da der dengang som nu hører store engarealer til lige ud til Limfjorden, havde den også strandret, – og derfor en værdifuld erhvervelse. Det betød ejeren havde ret til at sætte sildegarn ud for den jordlod, der lå ud til fjorden – deraf betegnelsen ”sildegård”. Denne ret var derfor uvurderligt for ejeren. De fleste af gårdens øvrige matrikler var mager sandjord, der dengang ikke gav megen eller kun lidt udbytte – ja retten blev derfor på det nærmest en guldgrube. Ejerne havde da også nydt godt af det rige sildefiskeri, der i mange årtier frem var på fjorden, – et fiskeri, der betød velstand på gården. Det var ikke kun et vigtigt, men også nødvendigt supplement til gårdens kornavl og opfedning af stude, da hovedindtægterne til gården i virkeligheden kom fra fjordens sild.

    Det var dog ikke kun sildefangst , der gav velstand på ”Agersgård”, selv om dette var hjørnestenen. Hvor om alting var, hvad enten det var ved selv at fiske eller ved at leje retten ud dertil, blev ejerne efterhånden ret så velhavende, hvad flere slægtled efter dem kom til at nyde godt af. Der kom sølv på kistebunden – sølv, der i første omgang sikkert var blevet erhvervet ved sildefangster – men samtidig med dette brugt til også at forstrække den klingende mønt fra kistebunden ud til dem de kunne øjne en fordel ved at låne en skilling til. For disse tjenester undlod de ikke at tage sig godt betalt med renter i sølv eller andet kostbart, der kunne bevare værdien ud i fremtiden. Selv i dag findes mindelser fra denne tid i form af bl.a. sølvskeer og gafler hos fjerne arvinger – ting, der ikke var blevet indløst til aftalt tid, og derfor beholdt – og hvis oprindelse kan føres tilbage til denne epoke – ja til de oprindelige ejermænd, da de ofte havde ladet deres navne og årstal indgravere i genstandene.

    En sandfærdig beretning, der har overlevet gennem generationer fortæller, at en fordums ejer på Agersgård havde så meget sølv på kistebunden, han fremsatte ønske om at skænke sit sogns kirke i Vokslev to nye klokker. Han var kun ikke ene om at komme på den fromme tanke. En anden storbonde i sognet ville ikke stå tilbage for dette generøse tilbud og fremsatte samme ønske, og der kom til en dyst mellem de to om hvem der fik den store ære. Efter mange og drøje forhandlinger mellem de to, blev de enige om at løse deres mellemværende – eller om man vil; udkæmpe en dyst om retten at give denne store gave – at vise sin offervilje til Guds ære – En gave, der i ordets bedste forstand kunne høres af de fleste i sognet i alle ugens dage – og ikke at forglemme: minde dem alle om, høj som lav om storbondens velstand, han offervilje til Guds hus, for ære var det, der var drivkraften.

    Dysten mellem de to storbønder, der dog var af en fredelig karakter, gik ud på hvem af dem, der kunne fodre den stærkeste stud op indenfor et nærmere fastsat tidsrum – med henholdsvis øl og sødmælk. Bonden fra Agersgaad valgte først, da det var ham, der først var kommet med buddet og han foretrak sin gode øl frem for sødmælken, al den stund han var sikker på det var hans hjemmebryggede øl, der var det mest næringsrige.
    Da tiden var inde, hvor de to stude skulle prøves for deres kræfter, blev der under nøje overvågning af dertil udpegede troværdige vidner afholdt styrkeprøve. Ejeren af sødmælkstuden blev til stor ærgrelse for modparten tilskrevet sejren, men han viste dog taberen på Agersgård den store gestus at lade en del af hans sølv gå med i klokkestøberens smeltedigel – dog kun til den ene klokke. Derfor siges det, at den på grund af sit store sølvindhold ikke kun har en finere, men også fyldigere klang end den anden.

    De to Klokker kan dog ikke høres i dag, da de efter lang og tro tjeneste og med få års mellemrum pådrog sig en revne, der ikke lod sig reparere. I stedet har de måtte lade sig tage til takke med en mere ydmyg plads i kirketårnet i Vokslev. De er således alle bevaret for eftertiden og står her som minder fra svundne tider. Klangen, der har lydt ud over sognet fra dem er forstummet , men historien, eller sagnet om man vil, om de to klokker har overlevet.