Forfatter: Johannes Stoffersen

Præstehistorie

Der har altid hersket en særlig opmærksomhed omkring gejstlige personers gøren og laden. Det være sig hvis der kommet en måske lidt uheldig formulering fra prædikestolen eller præsten har gjort sig uheldig bemærket på en sådan måde det har trukket de store smil frem. Mange af disse ting er blevet fortalt og genfortalt gennem generationer – Som god rødvin er de måske ligefrem blevet bedre med årene.

En af disse fortællingen handler således om pastor Niels Basse Lund, der var præst i Bælum og Solbjerg sogne fra 1804 til 1840. Pastor Lund var, som mange af datidens præster, foregangsmand i dyrkningen af bl.a. krydderplanter.
Hans køkkenhave i Bælum blev på det nærmeste et tilløbsstykke – så meget at præsteparret så sig nødsaget til at lade køkkenhaven indhegne, da man ligefrem stjal af disse krydderurter.
Således gik det en nat ud over deres purløgsdusk, hvilket pastor Lund opdagede da døren til køkkenhaven den følgende morgen stod på vid gab. Det resulterede i at pastor Lund den næstfølgende søndag fra prædikestolen kundgjorde følgende:

”Forleden nat har en ubuden gæst været på besøg og der bestjålet min kones dusk og til vitterlig stod hullet på vid gab“.

24. december 2012
Vandmøller i St. Restrup

Første gang St. Restrup bliver omtalt er i et sagn om vikingen Ref. Ifølge dette grundlagde han gården i en sump på det sted, hvortil han ikke kunne sejle længer op ad Hasseris å. Gården omtales indtil midten af 1700 – tallet som ”Refstrup”. Sagnet fortæller videre, han blev begravet i umiddelbar nærhed af gården.

Hvornår den første vandmølle blev etableret i St. Restrup ved man ikke med bestemthed, men allerede i senmiddelalderen fortælles om en stor dæmning med en sø på omkring 61 ha i tilknytning til herregården samt en tilhørende vandmølle: ”Hestvad Mølle” ved søens udløb i dens nordøstlige hjørne – ved den nuværende ”Konsulens Bro”. Vandmøllen og søen, der hørte under herregården St. Restrup, tilhørende Gabriel Gyldenstierne, (han ejede den fra 1530 til 1551) fik sit vand fra Hasseris å. Åen har sit udspring i præstegårdshaven i Øster Hornum. Herfra løber den med sine mange slyngninger gennem Tostrup til St. Restrup og videre mod Hasseris til sit udløb i Limfjorden.

Omkring 1550 omtales Hestvad Mølle således både for første – og sidste gang, da der skete et stort dæmningsbrud under et stormflodsagtigt uvejr, under hvilket møllen blev revet med og søen samtidig tømt. Sagnet fortæller yderligere herom at mølleren da sprang i vandmasserne af frygt for konsekvenser fra herremandens side. Hverken søen eller denne vandmølle blev genoprettet. Der findes dog stadig rester af vandmøllen, der kom for dagens lys under en udgravning omkring 1950erne af den lokale amatørarkæolog Bernhard Jacobsen og museumsinspektør Riismøller, Aalborg Historiske Museum, men resterne blev da igen tildækket.
Arealet, hvor søen havde været, groede til med træer og krat efter denne katastrofe, men ved udstykningen af herregården i 1912-14 blev arealet udlagt som eng til husmændene.

En mølle kunne herregården ikke undvære, så i 1783 byggede kammerherre Ivar Rosenkrantz-Levetzau, den daværende ejer af herregården St. Restrup en ny vandmølle umiddelbart sydøst for gårdens hovedbygninger.

Her var blot det problem at åen har sit naturlige løb i bunden af en lav eng, og derfor var der ingen nærliggende løsning for at lave et stemmeværk. Intet var dog umuligt. Han indkaldte sine hovbønder til at grave et nyt åløb på en strækning af hen imod 1,5 km fra den påtænkte vandmølle mod Tostrup samt en mølledam små 5 m højere oppe end det oprindelige åløb. Derefter kunne vandet ledes ind i det nye åløb og mølledam. Den nyanlagte mølledam blev derved hurtigt fyldt og den nye vandmølle med overfaldshjul kunne tages i brug.

Imidlertid brændte vandmøllen i 1908, men den fremsynede godsejer Carl Philip, der da ejede St. Restrup lod den genopbygge. Møllens gamle overløbshjul lod han i stedet afløse af en turbine, der gav så stor trækkraft at det både kunne trække mølleriet samt et nyetableret elektricitetsværk, der kunne give lys til herregården.

I forbindelse med udstykningen af St. Restrup i 1912-14, hvor der blev oprettet 50 nye husmandsbrug, fulgte den næsten nye vandmølle med i købet. Møllen blev da omdannet til en andelsmølle, men da der nu blev brug for yderligere trækkraft, dels på grund af der samtidig blev etableret vandværk fra selve møllen til samtlige husstande samt de nu mange ekstra kunder til selve mølleriet, blev der i 1918 anskaffet en petroleumsmotor. Denne kunne tages i brug i tilfælde af vandmangel i mølledammen. Vandturbinen var i brug til 1957. Selve mølleriet var i drift til 1978 efter at have tjent egnen i næsten 200 år.

I min drengetid (fyrre og halvtresserne) var her hver formiddag altid fuld af liv. Husmændene kom her i deres fjedervogn for at få deres korn malet, som regel med 4 til 5 sække, nok til 14 dages forbrug eller efter brugets størrelse – og hvad ikke var mindre vigtig, få en sludder. Det var en stor dag, den dag vi knægte blev betroet at køre med hestevogn – eller om vinteren til mølle i kane. Det malede korn; grutningen, kunne som regel afhentes samme dag – eller efter aftale. Der var i tilknytning til møllen foruden vandværket ligeledes oprettet en andelsfoderstofforretning, en andelsægsalgskreds og senere på samme grund et andelsfrysehus.

Mølleren havde altid en flok ænder og gæs gående i mølledammen. Gaserne kunne være meget aggressive og nappede og slog med vingerne for et godt ord, men mølleren havde sin egen metode, når de ville lade det gå ud over ham. Han greb med begge hænder i et fast tag om halsen på den nærmeste gås, løftede og svang den en tre fire gange rundt over sit hoved og kastede så den formastelige ud i dammen. Det gav respekt.

Mølledammen var også et godt sted at fiske for os knægte, blot skulle man huske at bevæbne sig med en god solid kæp – for at holde gæssene på afstand.

Hver lørdag over middag blev sluseporten lukket op for at sænke vandstanden, da der ikke var brug for de store mængder vand om søndagen, hvor kun vandværkspumpen skulle holdes i gang. Så behøvede mølleren ikke at regulere vandstanden, der nøje skulle holdes tilsyn med på hverdagene. Det kunne svinge en hel del afhængig af vandtilstrømningen. Kun skulle han sørge for at lukke så tidligt søndag aften, at han var sikker på ikke at mangle vand til turbinen mandag morgen.

Ind i mellem kunne vi få ham til at sætte et par ekstra brædder i slusen, og dermed lukke for vandet, så kunne vi, mellem de store sten, der lå nedenfor, hvor vandet nu hurtigt løb fra, fange ørrederne med vore bare næver. I det hele taget var området omkring møllen og dammen en herlig legeplads, der til tider kunne give en våd sok og bukseben.

Før vandet løb ned i turbinen skulle det igennem en lang overdækket tunnel. Den gav fantasien frit spil. I denne var, fik vi at vide af de større drenge, kæmpe ål – tykke, som en voksens mands arm – ja, så store, at de kunne bide en finger af. Vi hidsede hinanden op ved at fortælle hinanden uhyggelige skrøner, så vi knap turde kikke derind.

På modsatte side af møllen, kunne vi kun høre vandets brusen fra turbinen. Her kunne vi intet se, da vandet efter at være løbet gennem turbinen, fortsatte direkte under en bred bro. Her var derfor helt mørkt, og nok til at få hårene til at rejse sig. Her var tillige vandet meget dybt, – så dybt, – fortalte man, at selv ikke en voksen mand kunne bunde, og blev der sagt dreng og dreng imellem, gik her fisk på et par meters længde. Sandt var det: var man heldig at få kastet en snøre langt ind under broen, til det for os ukendte og farlige, hændte det ofte man ikke kunne få linen med krogen tilbage i hel tilstand, – og var man heldig at få en ørred med, var det rigtigt nok ikke af de mindste. Skrønerne gik fra mund til mund. De voksne lod os gå i troen og lagde vel lidt til selv. – Men længere nede af åen, hvor vandet var roligere og ikke dybere end det gik til knæene, kunne vi lege og få os en dukkert.

Efterskrift
Efter mølleriet ophørte i 1978 blev opstemningsretten solgt. Omlægningen af åen fra 1783 og mølledammen er i dag stadig intakt. En del af vandet løber nu gennem et dambrug og mølledammen er omdannet til en Put & Take sø.

8. december 2012
Om tørv, slanger og stenredskaber

I min drengetid – indtil først i halvtresserne – før vi fik oliefyr, skar vi selv tørv i vor mose. ”Ryddet” i St. Restrup.

Tørvegraven var en såkaldt tør grav, dvs., man kunne gå så nogenlunde tørskoet i bunden af graven, hvor tørvepalen var fra 1 m. til små 1,5 m. dyb. Far havde altid en mand til at hjælpe sig – en mand, der stod i graven og skar klynerne i passende størrelser og kastede dem op til ham på en såkaldt tørveslæde. Slæden var oprindelig sidefjælen fra den jernbeslåede kassevogn med skråsider. Når slæden var fuld trak hestene dem derefter hen på tørrepladsen, hvor tørveklynerne blev lagt på rad og række og skåret i passende størrelser. Hver tyvende tørv blev stillet på højkant, så man nøje havde regnskab med hvor mange der var gravet. Man vidste af erfaring, hvor mange der var brug for til et års forbrug. I mit hjem var forbruget på ca. 40.000 stk. En del af lønnen fik tørvegraveren som regel betalt med tørv, hvor mange og hvor meget han fik ved siden af husker jeg ikke, men mener han fik tørv til eget forbrug. Han fik tillige lov at fælde alle af de træer, der efterhånden voksede op, hvor tørvene var gravet af. Det træ brugte vi aldrig selv, men arealet kunne så bruges til afgræsning.

Alle husmændene i St. Restrup havde hver en tørvemose og under og lige efter krigen var det mange der også solgte af deres tørveproduktion, så i tørvetiden var der masser af folk i mosen. Der var liv alle vegne.

Tidspunktet for tørvegravning var altid, når roerne var renset og tyndet ud. Det var det tidspunkt på året, man bedst havde tid og den største chance for de kunne nå at blive godt tørre. Tørvearbejdet skete i flere omgange og et stort et slid for alle, Det var jo ikke bare at grave tørvene. Når de var tørret på den ene side skulle de vendes op flere gange og derpå stakket. Alt foregik ved håndkraft og det drev sveden frem hver gang, men det mest ubehagelige var nok alle de fluer, myg og andre insekter, der på alle mulige måder forsøgte at genere en. Tørvene skulle også køres hjem. Et arbejde der tog sin tid. Ikke alene på grund af den forholdsvis lange køretid med hestevogn, men også fordi de ved hjemkomsten alle møjsommeligt skulle bæres ind hjemme i tørvehuset i en kurv.

Far fik altid en stor madpakke og en dunk saftevand med, når der stod tørvegravning på hans program. I min tidligste barndom spurgte jeg som det første, når han kom hjem, om han havde spist alt sit mad. Af en eller anden grund syntes jeg, noget af det bedste var at få lov at få de smurte madder, der var til rest. Jeg tror nu nok mor smurte så mange at der altid var noget tilbage – At de var efterspurgte skyldes sikkert de var lidt bedre end dem vi fik til dagligt – Da jeg blev gammel nok hjalp jeg også til i tørvene. Det var en spændende tur, ikke mindst fordi den 3 km lange vej til mosen altid foregik i hestevogn, men nok især at få lov til at holde tømmen og senere at styre hestene til og fra tørrepladsen med tørveslæden. Ja, – og så alt det dyreliv, der var i mosen – et lidt andet og forskelligt dyreliv end det hjemme i marken.

Engang fandt jeg bl.a. to stålorme. Det var ret fascinerende. Jeg havde dengang aldrig før set levende ”slanger”, der ret beset jo hører til firbenene og uskadelige, men jeg var ret så betænkelige ved dem. De voksne sagde de ikke var farlige. Derfor tog jeg mod til at indfange dem. Der blev lavet en lille kasse med en græstørv i bunden og et stykke glas som låg og hele menageriet blev sat op på mit værelse til beskuelse. Fluer, som de bl.a. lever af fangede jeg i kostalden, og alt var vel såre idyl, – men, – men, – men. En dag var de forsvundet – helt forsvundet. Jeg vovede ikke at fortælle, hvad der var sket, for mor var ikke meget for dette menageri, men efterhånden gik de forsvundne ”slanger” mere eller mindre i glemmebogen.

Jeg var måske ikke den bedste til at feje eller vaske gulv på værelset, og så var det altså min mor ind i mellem tog affære. Hun flyttede kommode, hun flyttede skab — og kom ikke længere i sin rengøringsdille denne gang, for under skabet lå begge stålorme sprællevende. Det var en meget vred dame, der tog imod mig. Hun var endda meget vred, men måske endnu mere forskrækket. Ja, og stålormene kom samme dag tilbage, hvor de hørte hjemme – og godt det samme.

Mosen var altid et spændene sted at være, ikke mindst på grund af det rige dyreliv der var, men også fordi man kunne finde usædvanlige ting i de ny opgravede tørv og især bunden af tørvegraven. Det kunne være et skelet af et vildsvin, – geviret eller rester af det fra en kronhjort – eller man kunne være heldig at finde enkelte våben eller redskaber af flint fra vore forfædres tid; så kunne man gå og tænke på hvad der her i fortiden var hændt – tænke på hvad det var for et liv, der her havde udspillet sig. Hvorfor lå der enkelte stykker våben der? og hvad var der sket med vildsvinet?

På arealet ved siden af min fars, hvor alle tørvene var gravet af og opdyrket, lå en lille høj banke. Her opdagede vi, ved et tilfælde, der lå rigtig mange flinteredskaber, så som at tværpile, knive, skrabere og stenøkser, så mange at der uden tvivl havde været en boplads og ligefrem en flintsmedje. På fundene kunne vi tidsfæste dem til at være fra Ærtebølletid. Her var også løsningen på fundene i vor egen mose. 500 meter længere ude i mosen, tæt ved Hasseris å, der her løbe langs med mosen, er der spor af hvad man mener, har været gammel borg, om den er nærmere undersøgt ved jeg ikke, men meget tyder på at der i ”Ryddet”, som hele mosearealet hedder, næsten altid har været liv.

Ryddet ligger øverst på kortet.

Umiddelbar vest for mosen ligger resterne af en dæmning, hvor der i sin tid har ligget en vandmølle. Bag denne havde været en stor inddæmmet sø, men omkring 1651 skete der under et uvejr et dæmningsbrud, der rev møllen med og søen blev tømt. Hverken søen eller møllen blev genetableret – Arealet fik lov at ligge mere eller mindre hen og efterhånden begroet af træer og krat. Ved udstykningen af herregården St. Restrup fik nærved alle husmandsbrugene her et areal til at etablere en eng, der efterfølgende blev drænet og den tidligere sø fik da navnet ”engen”. Den første herregård blev bygget ude i sumpen.

Kortet er en gengivelse fra Ole Færch: Hasseris Å, 2008.

6. december 2012
og så er det ik’ engang løwn

Langs med Lille Vildmose løber Haslevgårde å. Et af dens tidligste udspring er fra Den Hellige Skt. Laurids Kilde i Bælum Sønderskov. Herfra løber den først i Kildesøen og derefter gennem Bælum – videre mod nord – mod Kongerslev hvor den får tilført vand fra grøfter og vælde på hele dens vej videre og drejer så mod Vildmosen nord om Smedie – og videre langs dyrereservatet sydpå mod Lille Brøndum – videre syd om Øster Hurup – mod sit udløb i Kattegat.

Engang vrimlede denne å med ål. Indtil omkring 1970 – 1980 kunne man med en såkaldt ”tat” i løbet af nogle timer på en god lun mørk sommeraften aften fange næsten en hel spand fuld af de lækreste ål – med lidt held ganske vist . En tat er lavet af en stærk sytråd hvorpå der er syet 50 – til 75 regnorm og derefter bundet op i en meget løs nøgle eller et rinkel. Når ålen bider i ormene med sytråden og dermed rykker i tatten kan man med et rask tag løft ålen op. Ålens tænder er bagudvendt og kan derfor ikke så nemt slippe taget. Man fanger således ål uden kroge – en meget human fiskemetode.

En tidlig august aften bevægede jeg mig til åen – bevæbnet med min fiskestang , ”tat” og en spand til den eventuelle fangst. Spanden blev også brugt som siddeplads, og her kunne jeg så sidde i al ensomhed og filosofere over alt og ingenting medens jeg ventede på bid . På den anden side af åen lå dyrereservatet . Her var først en bred bræmme af buske og træer – mest gråpil og elletræer og gemt bag dette – det høje vildthegn, der omgiver hele reservatet. Denne aften var jeg kommet ret tidligt til min fiskeplads – også for at nyde den dybe stilhed der var her – langt fra al ting og helt fri for selv bilstøj. Her kunne man kun hører hundeglam fra gårdene i det fjerne og måske en hane, der galede ind i mellem. En også spændende plads med alle lydene fra mosen – fugle der sagde farvel til dagen med deres sang og puslen af dyr inde fra mosen på den anden side af hegnet . Var man heldig kunne man få et glimt af f.eks. kronvildt.

Jeg havde vel siddet en lille times tid med fiskestangen på min spand , hvori der allerede var adskillige ål , da jeg lige pludselig hørte jeg nogle grynt fra den anden side af åen. Jeg må have siddet helt i mine egne tanker, for jeg havde ikke opdaget at der på den modsatte bred nu stod en meget stor vildsvineso med en 3 – 4 halvstore unger. ”Sikken en oplevelse at få med på sådan en aften”– tænkte jeg, ”De må da ha` fundet et hul i vildhegnet ”. Det var ikke hverdagskost at stå ansigt til ansigt med et vildsvin udenfor vildthegnet – og så tilmed én der havde unger ved siden.

Vildsvinene nøjedes kun ikke med at at stå på brinken – de bevægede sig forsigtig ned i åen — over mod mig . De havde på dette tidspunkt endnu ikke opdaget mig . Der løb mange tanker gennem mit hoved . – Jeg var dog sikker på – eller måske håbede allermest på de kun ville ned i åen for at blive afkølet efter den varme og solrige dag , det netop havde været – og jeg mente selv at sidde i temmelig god sikkerhed på min plads – for der hvor jeg sad , var der en meter – eller mere lodret ned til åen . Men lige med et fik soen øje på mig. Nu var var det pludselig ikke en stille og fredelig vildsvineso. Den blev mildest talt rasende ved synet af mig. Måske kunne den ikke lide mit udseende – jeg ved det ikke . Den plaskede med en fart gennem vandet , tværs over åen – hurtigere end jeg havde forestillet mig – fulgt af ungerne og begyndte så at arbejde sig op ad brinken, hvor jeg sad – samtidig med den gryntede vredt. Fisketure havde pludselig fået en anden vending – en vending jeg ikke brød mig særligt meget om – Få sekunder efter havde jeg overladt både fiskestang med tatten, spanden med ål og min jakke til sig selv – og med soen i hælene flygtede jeg hen mod en klynge træer , der til mit store held stod forholds tæt ved. Aldrig før har jeg løbet så stærkt og sprunget så højt – tror jeg, for at få fat i en gren og fik endda mig svunget op på grenen. – For en sikkerheds skyld klatrede jeg endda et par grene længere op.

Soen for dansende rundt omkring træet af bare ærgrelse over ikke at kunne åbne sit gab omkring mine ben eller lår, alt imedens den så op på mig med sine små blodsprængte øjne. Den var virkelig rasende – Det var først der jeg blev rigtig bange – selvom jeg nu var i sikkerhed. Jeg kunne mærke den kolde sved komme – ved bare tanken om hvad der kunne have sket hvis den frelsende klynge træer ikke havde stået der. Jeg kunne virkelig mærke hvordan mit hjertet hamrede.

Oppe fra træet kunne jeg nu kun se på, hvordan vildsvineungerne bed og sled i min efterladte jakke og fiskestang. Spanden med ålene blev væltet og de forsøgte at få sig en godbid af de ål der nu lå og vred sig i græsset på vej mod åen – de ål der var tiltænkt min stegepande.

Hvor længe jeg sad der i træet med soen under mig ved jeg ikke – måske ti minutter måske et kvarter- tiden stod bare helt stille, selvom den føltes meget lang . Pludselig blev vildsvinene trætte af legen og forsvandt smågryntende – samme vej de var komme – helt ud af syne. Der gik en rum tid før jeg turde vove mig ned af træet -lang tid efter de ikke mere var at se og høre. Jeg fik dog samlet mine ting –men denne aften uden ål, men med en kæmpe oplevelse jeg nødig vil være foruden. En oplevelse jeg aldrig glemmer.

26. oktober 2012
Min oldefar Peter Pallesen

For mange årtier siden lå bag Tjelevej 5, i Sønderholm et lille stråtækt bindingsværkshus bygget i 1824 som ”Gjordemoderhus”. tilhørende kammerherre Stemann, St. Restrup. Her boede min tipoldefar Palle Pedersen født i Nibe 1820 samt min tipoldemor Johanne Marie Jensdatter – født 1820 i Svenstrup. Han havde huset i fæste og var som sådan fæstehusmand under St. Restrup gods, men i 1853 blev han selvejer. I landsarkivet i Viborg findes skødet hvorpå der står at kammerherre Stemann, St Restrup i 1853 overdrager ham huset på Tjelevej samt et stykke sandblæst jord på Viehøj – lidt nord for Sønderholm by, en stump eng i Rimmen (mellem Sønderholm og Nyrup) samt en lille hedelod på Sønderholm hede. Jorden på Viehøj var så ringe den kun kunne føde 3 køer, men hele sommeren igennem trak han hver morgen køerne den lange vej på græs og hentede dem igen til aften.. Palle og Johanne på hans 90 års dag Her stod min tipoldemor Johanne parat for at malke dem. Hun var særdeles omhyggelig med mælken og skummede fløden, som hun selv kærnede til smør i en stampekærne.

Smørret solgte hun i byen. Efter sigende var hun kendt for sin gode smør- ikke mindst på grund af smagen – det var desuden længere om at blive harsk end for de fleste andre. Det skyldtes hun var meget omhyggelig med såvel renlighed som nedkøling af mælken at nedkøle det. Hendes smør var således helt fri for kohår osv — På hans hedelod syd for byen – på Sønderholm hede , gik fårene og det uld de gav kartede og spandt de selv til garn. I det store hele var de således selvforsynende.

I dette yderst beskedne husmandshjem blev min oldefar Peter Pallesen født den. 17 juni 1853. Der blev ikke sunget ved hans vugge , at han skulle blive en af Sønderholm og omegns mest betroede mænd, idet han i mange år sad som sognerådsformand i Sønderholm –Frejlev kommune.
I de gamle sognerådsprotokoller kan man følge ham i de mange beslutninger han var med til at træffe . Foruden at være sognerådsformand var han også protokolfører. Gennem hans smukke og sirlige skrift kan man således følge hans gode evne til at formulere selv vanskelige emner til f.eks. amt og anden øvrighed .

Hans barndom og skolegang ved vi kun lidt om, men han må have været opvakt for som 14 årig begynder han på aftenskole i Sønderholm. Jeg er så heldig at arvet hans regne og stilebøger fra 1866. Første halvdel er skrevet med gotisk skrift og resten på rigsdansk. – I hans stile har han eksempelvis behandlet emner som ” Den sorte død” – Om pesten, der kom til Danmark i 1348 og bortrev en fjerdedel af landets befolkning. Af andre emner er bl.a.: ”Hvilke Glæder er de varigste” og ”En falsk Ven er som en Skygge”. Et af de sidste emner i hans stilebog har titlen: ”Hvorvidt er det nyttig for unge Mennesker at besøge Aftenskolen”? —- Dette behandler han på følgende måde:
For det første er det nyttigt for ethvert ungt Menneske at vedligeholde sin Børnelærdom, som det let kan gjøre ved at besøge en Aftenskole hver Vinter når der gives Tid og Leilighed.
Aftenskolen giver os Underviisning i at læse, skrive og regne,hvad vi tidligere har lært i vores Børnelærdom. Thi her i landet gives der mange forskjellige Bestillinger for en Mand. F.Ex. kan man blive udnævnt til Sognefoged, Brandfoged og Sognerådsmedlem, han kan endogsaa hvis han er duelig dertil blive udnævnt til Rigsdagsmand.
Da det er meget ubeqvæmt for saadan et Menneske naar han kommer paa disse Steder , hvor hans Medlemmer ere forsamlede, som er bedere øvet, da sidder han og kan ikke engang læse Skrift, moske ikke skrive sit eget Navn.
Når han da i sin Ungdom har besøgt en Aftenskole eller vedligeholdt sin Børnelærdom paa en anden Maade da kunde han komme paa saadanne Steder som en antagelig Mand.
Unge Mennesker, som vil besøge Aftenskolen kan ved det samme blive afholdt fra den slemme Bygning om Aftenen, som tidt og ofte forfører mange til slet Exsempel. F.eks.baade til Kortspil og andet utilbørligt, derfor vil jeg takke dem for deres Aftenskole.
– Sønderholm den 29de December 1871. P. Pallesen.

Aftenskolen har uden tvivl , været medvirkende til at præge hans videre udvikling ikke mindst hans evne til skriftlige formuleringer.

Peter Pallesen havde i sin ungdomsår arbejde på forskellige gårde for at uddanne sig ved landbruget. I 1882 tog han så springet og forpagtede landbruget ved Zinks fabrikker i Godthåb.

Her mødte han Emma Poulsen, født d. 31. januar 1853 i Børglum. De blev viet d. 31.juli 1885 i Øster Hornum kirke.

Efter få år flytter de imidlertid til Sønderholm – i præstegården i slutningen af 1889 som præstegårdsforpagter.

I følge en forpagningskontrakt mellem Peter Pallesen og pastor Fangel, overtager han forpagtningen af Sønderholm præstegård den 28 december 1889. Det var således i den gamle stråtækte præstegård han kom til at udøve sin livsgerning. – Han var præstegårdsforpagter indtil 1. april 1914 hvor hans svigersøn Chr. Rindsig tog over. Min oldefar var medlem af sognerådet i årene 1892 til 1903 og fungerede her som formand fra 1896. Han blev indvalgt igen 1917 til 1921, hvor han igen var sognerådsformand.
Emma og Peter Pallesen fik 4 børn, hvor min farmor, Johanne Pallesen født d 24 – 3 – 1891 var den 2. i rækken.
Imidlertid dør min oldemor Emma Pallesen d. 2. december 1902 kun 49 år af tuberkulose. Peter Pallesen stod da tilbage med 4 børn – Mie , Johanne, Jens og Pauline, hvor den ældste var 13 år og den yngste 8 år. Året efter trak han sig som sognerådsformand på grund af den nye situation som enkemand, hvor han følte der nu var mere brug for ham i hjemmet Som en yderligere hjælp for ham solgte mine tipoldeforældre, Palle og Johanne kort efter husmandsbruget på Tjelevej og flytte ind i 2 små stuer i sydenden af forpagterboligen i præstegården. Dette blev en stor hjælp for deres søn i det daglig – ikke mindst en hjælp til at tage hånd om hans fire ukonfirmerede børn.

Allerede i 1902 havde oldefar fået instaleret telefon i forpagterboligen – på dette tidpunkt var der kun fire i Sønderholm der havde taget imod denne nye form på at kunne foretage samtaler over lange afstande gennem ledninger . Der var kun få der var fortroligt med telefonen og slet ikke tipoldefar , der var meget utryg ved at have et sådant monstrum i huset – så meget han overhovedet ikke ville røre den – dette gjalt for den sags skyld også tjenestefolkene i forpagterboligen.
En aften oldefar var til møde i Aalborg traf det sig så uheldigt at telefonen ringede. Tipldemor udbrød da bekymret: ”Gud bevar os , telefonen ringer , hvad skal vi da gøre?” ” Ingenting” sagde tipoldefar. Den ringede igen. tipldemor siger da: ”Tag den Palle, du er da mand i huset.” ” Jeg har jo sagt jeg ikke rører ved det djævelskab”- Da karlen kom ind for at spise aftensmad ringer telefonen igen. Tipoldefar sagde da til karlen: ” Tag telefonen, Thorvald.” ”Nej” sagde karlen ”Jeg tør ikke” ” Hvad – nægter du en ordre”. Thorvald tog nu telefonen og hørte en stemme sige: ” Sig mig , er der nogen hjemme”.” Nej” råbte han, og lagde straks rører fra sig.
Det var min oldefar der ringede hjem fra Aalborg for at høre om det stod vel til. Det fortæller lidt om den uvidenhed, men også utryghed der var om dette nye og ukendte.
Oldefar havde indrettet kontor i et af værelserne med et stort skrivebord, et skab og nogle hylder til hans bøger og protokoller. mm. Hans kontorrekvisitter var i al beskedenhed kun en blækstift, pen og blæk. Han blækhus var et såklaldt rejeblækhus eller lommeblækhus af nikkel og med dobbelt låg. Han havde det med i lommen til sognerådsmøderne, som da altid blev holdt på det daværende St. Restrup Kro. Desuden havde han et metalstempel hvor der stod P.P. samt en stang rød lak til at forsegle fortrolige og vigtige breve. Megen af hans tid tilbragte han på sit kontor for at føre sogneprotokollerne ligesom mange af kommunes beboere kom her for at få hans hjælp og vejledning.
Præstegården var firlænget – med præsteboligen som den sydligste længe – forpagterboligen den vestlige længe – mod nord lå laden , hvor der i den østlige ende var 6 svinestier – og op mod kirkediget , den østlige længe med ko og hestestalden samt karlekammer med plads til hø på loftet.
Gulvet i loen var af stampet ler og af maskiner var her en bredtærsker til rughalm, en kværn, et såkaldt pigtærskeværk, en hakkelsesmaskine samt en rensemaskine til kornet. Man fulgte sålede godt med i den teknologiske udvikling inden for landbruget . Trækkraften var fra en såkaldt hestegang, der lå på gårdspladsen tæt op mod laden. Man havde således ikke vindmotor som på de fleste andre gårde i Sønderholm , da gården lå for lavt og derfor ikke havde tilstrækkelig vind til trækkraft.
Gulvet i kostalden var overalt pigsten. Der var en række båse i hver side med en gang i midten med i alt 24 kreaturer, hvoraf halvdelen var malkekøer. En mur adskildte hestestalden fra kostalden. Her stod 4 arbejdsheste samt en del plage og føl. Fra stalden var der direkte adgang til karlekamret, hvor møblementet var to senge, to stole samt et bord.
Midt på gårdspladsen lå møddingen, som det da var almindeligt hvilket også bevirkede at hos såvel præsten som min oldefar var fluerne en plage den ganske sommer Den var dog skærmet af med hyldtræer og buske mod præsteboligen og forpagterboligen.
Forpagterboligen var opført med bindingsværk, hvor den nordligst ende var optaget af præstens vognport. Min oldefar havde, som det var nedfældet i forpagtningsaftalen, pligt til at køre med præsten, når han skulle passe sit embede ved Frejlev kirke og når han skulle med toget fra Sønderholm station, så han skulle altid passe togtiderne, når han skulle hentes igen. Ved siden af vognporten lå gæstestalden, der blev benyttet, når kirkegængerne kom kørende til kirke, eller de havde ærinde hos præsten.
Næste rum var bryggerset hvor den store murede bageovn var opført. Bagning var et meget vigtig led i husholdningen, da der skulle brød på bordet til hvert eneste måltid. Forberedelserne begyndte allerede tidligt om morgenen med pigerne begyndte at ælte dejen i dejtruget. Der blev hældt 100 pund rygmel sammen med surdej ned i den ene ende og lunken vand i den anden ende af dejtruget og så gik det ellers med årme og hænder med at ælte dejen ordentligt igennem. Æltningen foregik altid i folkestuen for her kunne man holde dejen tilpas lun. Efter æltningen blev dejen sat til hævning med et klæde over, men forinden havde min oldemor skåret et dybt kors i dejen for at beskytte den mod ”den onde” i højen – og det virkede. Næste morgen var dejen hævet og korset borte, og den stod nu i en svulmende bule ud over truget.
Inden bagningen drev man som det første ”den sorte mand”, dvs. soden ud af skorstenen ved at tænde op med lyngris som gav en krafig, men også kort varme – da først blev der tændt normalt op i ovnen. Alt imedens den blev varmet op slog pigerne brødet op. Dette skulle gøres meget omhyggeligt så brødet blev fast og uden huller. Hullerne betød nemlig ”grave” og spåede død. I det hele taget var der meget overtro omkring bagningen, for det var næsten en katastrofe hvis den mislykkedes. Når ovnen havde den rette temperatur – som kun oldemor eller madmor havde erfaring i at aflæse, blev asken og gløderne skrabet ud med en rage. og de opslåede brød blev langt ind til bagning.
Det var altid spændende, om brødet var rigtig bagt – om det var bagt igennem – om det havde den rette skorpe uden revner. fordi det var her muggen først satte sig.
Fra bryggerset kom man ind i køkkenet hvor hvor der stod et brændekomfur med plads til 4 kogesteder samt kogekar, der altid var fyld med vand til eksempelvis opvask. Fra køkkenet kom man ind i folkestuen. Den fungerede tillige som deres daglige spisestue og opholdsstue for såvel familien som tjenestefolk. Her stod der en fast bord og bænk.
Alle havde deres faste pladser omkring bordet. Min oldefar havdesåledes sin faste plads ved bordenden. Herefter sad forkarlen, andenkarlen og hjordrengen på bænken ud mod gårdspladsen. På den løse bænk ind mod stuen sad min oldemor, derefter førstepigen og barnepigen .- børnene var plaseret mellem hjordrengen og barnepigen. Mod syd, ud mod haven lå soveværelset og gæstestuen – eller som den også kaldtes ”den pæn stow” . Herefter kom forgangen og i husets sydende – de to små stuer som mine tip oldeforældre overtog efter oldemors død. Og på loftet – et kammer til tjenestepigerne.

Det var ikke kun sognerådsarbejdet der havde Peter Pallesens interesse. Han var således bl.a. også i bestyrelsen for Sønderholm Plantage , medlem af skolekommisionen og Sønderholm menighedsråd, hvor han var kirkeværge samt i bestyrelsen for Sønderholm Forsamlingshus, hvor han ikke blot var med til at arrangere høst og juletræsfest, men også forskellige foredrag, hvilket fremgår af hans sirligførte regnskabsbøger. I det hele taget var han en foregangsmand – en mand der skabte respekt om sit navn som en af byens gode sønner.

22. oktober 2012
Karlsvognen

Nok kan Solbjerg kirkegård ikke fremvise et lige så kendt fund som “Solvognen”, der blev fundet i Trundholm mose i 1902, men langt mindre kan også gøre det, idet den her i 2011 har fået, eller rettere: der blev nyopdaget en “Karlsvogn”, i det mindste billedlig talt.

I kirkediget omkring Solbjerg kirke findes mindst to kampesten med de såkaldte skålmærker. Skålmærker tilhører den yngre sten – og bronzealder, der strækker sig fra år 3000 til år 500 f. k. Den ene sten findes ved indgangen til kirkegården fra parkeringspladsen, delvis gemt bag den østlige lågestolpe. Den anden sten med skåltegn er ind til videre nok den meste interessante. Stenen sidder, med fuldt synlige ristninger, i det vestlige kirkedige bag bronzealderhøjen, ca. midt for.

Der er en del teorier angående betydningen af disse tegn, vore forfædre ristede i sten. Nogle mener, at de er frugtbarhedssymboler eller at de kan være symboler for sædemandens plantestok. En betydning – et budskab har de haft. De arbejdede ikke i dagevis på at riste i kampesten med datidens primitive redskaber, hvis ikke disse tegn for dem tjente et bestemt formål, hvad enten de ville fortælle omverdenen noget, de havde på hjerte – enten om en stor begivenhed, eller, som i dette tilfælde, et symbol, der knyttede sig til deres gudsdyrkelse. Her skal nævnes, at skålmærker i grupper i arkæologisk forstand, som oftest knytter sig til stjernekonstellationer, der var en af de ting, vore forfædre tilbad.

Det er her, den sidstnævnte sten kommer ind i billedet, da ristningerne her tydeligvis forestiller “Karlsvognen” eller dele af dette stjernetegn. Denne opdagelse er dog ganske ny, nemlig fra somren 2011 . Ved et tilfælde fik man øje på “vognen”, der ganske vist ikke vender helt som en vogn skal og indtil nu kun har været betragtet som en gruppe tilfældigt placerede skålmærker. Man må håbe på, at stenen bliver vendt rigtigt og får en mere fremtrædende plads, eksempelvis i kanten af bronzealderhøjen, når kirkediget engang i fremtiden skal sættes om.

Tanken om, at vore forfædre her tilbad netop denne sten, eller rettere dens indristede symboler på denne plads ligger ikke fjern, når man tænker på, at kirkepladsen netop ligger på en af vore forfædres gamle offerpladser…

Stenen har sikkert ligget på pladsen i forvejen, men efter at man overgik til kristendommen er dens betydning efterhånden gået i glemmebogen. Da stenen i sin tid blev anbragt i kirkediget, havde nogen næppe lagt mærke til disse skålmærker og langt mindre kendt betydningen af dem.
Digebyggerne har vel brugt den, fordi den lå lige for, og ved et for os i dag heldigt tilfælde vendt “den rigtige side” ud.

Man må næsten tro, at kirkediget og hele egnen omkring Solbjerg gemmer på flere kampesten med forfædrenes ristninger end de to nævnte, da egnen er fuld af fortidsminder. Fra højen på kirkegården kan der udpeges mindst 15 gravhøje, der fortæller om den gamle kultur og om det liv, der har været her.

28. juni 2012
St. Restrup Kontrolforening

Navnet ” St. Restrup Kontrolforening” må for en udenforstående lyde både bastant og fremmed for hvad ligger bag navnet – og hvad er dens formål?
I bund og grund er det en forening, hvis vigtigste opgave og formål er at ansætte og lønne en såkaldt kontrolassistent til at måle mælkens fedtprocent. Denne blev ganske vist målt på mejeriet, men på mejeriet var det landmandens daglige samlede mælkemængde og fedtprocent , der blev målt. Som et stort og uundværligt supplement hertil var det kontrolassistents funktion at måle fedtprocenten i mælken hos hver enkelt ko, samt hvor meget mælk den producerede hos de landmænd, der var medlem af foreningen. Denne kontrol blev udført efter hertil fastsatte terminer.

Hver ko i en besætning havde et nummer eller et navn, der stod på en tavle over koen . På denne blev noteret hvor meget den ydede den dag den blev kontrolleret – hvornår den havde kælvet og med hvilken tyr samt eventuelt supplerende oplysninger. På den måde kunne landmanden følge med i om det var en ko, der var værd at beholde som malkeko og måske bruge til videre avl, samt være en rettesnor efter, hvor meget eller foder og fodertilskud den burde have Derud fra kunne også aflæses hvilke andre ting, der eventuelt kunne iværksættes. Måske måtte man overveje at afhænde den på slagteriet eller på anden vis, hvis den ikke levede op til forventningerne. Kontrolassistent og de resultater han kom frem til var således af stor vigtighed og en stor hjælp for den enkelte landmand.

En af de kontrolassistenter var Laurits Nielsen, i daglig tale ” Kontrol Laurits”. Dagen før han ankom blev der givet besked om hans ankomst og senere kom den han sidst besøgte, som jeg husker det, i hestevogn med den store trækasse med hans remedier. Det blev som regel betragtet som en festdag, når “Kontrol Laurits” ankom hen af eftermiddagen . Han blev taget imod næsten som et familiemedlem og blev endog brugt som barnepige , hvis man var i knibe herfor. Han både spise og sov også hos de forskellige “kunder”. Menuen, der blev budt på den dag, var som regel også bedre eller rettere mere fin end til hverdag , og til natten blev der desuden så redt op til ham for natten. Han havde ganske vist et værelse eller en lille lejlighed, men Laurits var dengang ugift og det var nu engang det mest praktisk.

Laurits målte antal liter og tog prøver af hver enkelt ko`s mælk både ved aften og morgenmalkningen, hvor prøverne fra hvert enkelt han tog kom i et reagensglas med koens navn eller nummer. Efter morgenmalkningen blev reagensglassene sat i en slags centrifuge, der var monteret i hans kasse og drejet ved hjælp af et håndsving. Efter kort tid kunne resultatet aflæses på reagensglassene. Dette blev noteret både i en protokol samt på koens tavle og efterfølgende grundigt kommenteret. Han udarbejdede derefter foderplaner på den enkelte ko , hvis landmanden ønskede det.

Med dette var kontrolassistentens job færdig for denne gang, og man kunne læsse hans store kasse med hans remedier på hestevognen til den næste i rækken af foreningens medlemmer, der gik på tur efter nøje tilrettelagt plan.

13. marts 2012
En bid af en husmands liv og virke

Far, Svend Stoffersen var uddannet mejerist, og arbejdede på St. Restrup Andelsmejeri fra omkring 1940 indtil han og mor (Edith) i 1947 efter modne overvejelser overtog hans hjem Sønderbyvej 24 efter sin far, for at begynde en ny tilværelse som husmand.
Der var 16 tønder land til husmandsstedet, der lå i det sydvestligste hjørne af udstykningen fra herregården St. Restrup – hvoraf var de 4 tønder land udlagt til henholdsvis kær til afgræsning og tørvemose – ligeligt fordelt. Af dyr var der fem køer plus opdræt og tre folde med seks fedesvin i hver samt ti høns og to gule nordbagger. Jorden blev dyrket traditionelt og uden gartneriprodukter, da han overtog den.

Det var kun et uheldig år at nedsætte sig som husmand på, for dette år kom der en ualmindelig tørke dette år. Græsmarken blev helt afsvedet i en meget lang periode, så køerne måtte flyttes i Damengen en tid, hvor ellers kun kvierne gik. Engen kunne holde til længere tids sol og tørke uden at tage skade , men heller ikke her var det nok græs til hans fem køer, så de måtte videre til Ryddet, eller tørvemosen, selv om det her kun var grønne vækster af b.la brændenælder og gråris samt siv. Den smule græs der trods alt tittede frem, var ikke særligt egnet til græsning. Da der var gået mindre en to uger var også her afgræsset, så far skar grene af de mange birketræer, der her voksede vildt, for de dog kunne få lidt grønt. Han måtte tillige to gange daglig køre de over 3 km. begge veje, for at malke køerne for den smule mælk, de stadig havde. Tørken varede til slutningen af september, så både korn og rodfrugter led også under den stærke sol, med manglende udbytte til følge. Det blev et meget hårdt år for den nystartede husmand.

Det var knap til at føde en familie, så allerede året efter begyndte han at avle tidlige kartofler til GASA i Aalborg efter råd fra konsulenten på højskolen som mange af hans husmandskollegaer i St. Restrup gjorde. Det skulle vise sig at være et godt råd. Den sandmuldede jord var yderst velegnet til kartoffelavl og de efterfølgende år blev kartoffelarealet udvidet år efter år. Når det var kartoffeltid var der ekstra travlhed. Overalt – på så godt som hver husmandsbrug i byen, kunne man se mand og kone i kartoffelrækkerne, og hvis de havde børn , hjalp de til så godt de kunne ved optagningen. Kartoflerne blev samlet ved håndkraft ved man kravlede langs rækkerne og tog dem op med hænderne – efter de først var løsnet i jorden med en greb. Kartoflerne blev sorteret på stedet og kom direkte i 30 kg. Kasser og derefter afvejet og afhentet af Peter Riise eller Robert Jensen, byens vognmænd, hver dag sidst på eftermiddagen og kørt på GASA til salgsauktionen tidligt næste dags morgen. Senere blev greben afløst af en plov til at løsne kartoflerne fra jorden , men de blev stadig optaget med håndkraft for ikke at beskadige de sarte nye kartofler. Først langt senere kom den næsten fuldautomatiske maskinelle kartoffeloptager med sorteringsbord i brug, trukket af traktoren.

St. Restrup – husmændene var og er et praktisk folkefærd, der tillige altid har mestret samarbejdets kunst. Det kommer til udryk på flere måder. Far havde altid sine 4 – 5 ungkreaturer gående indhegnet i Damengen sommeren over. Her var han nabo til to andre og sammen havde de første omgang fælles strømkilde til det elektriske hegn. Dette fællesskab gik godt, så efter få år slog de sig helt sammen og nedbrød det midterste hegn, for at lave fællesdrift. Efterfølgende havde de kun et hegn at vedligeholde. Ligeledes var det da “Fællesmekaniseringen” blev en realitet. Her blev fællesskabet endda stillet på en hård prøve, for alle ville jo gerne have f.eks. kørt møg ud eller høstet på samme tid, men den lykkedes ved at gøre bestillingen så smidig , som muligt:. Det kunne lade sig gøre til fulde og kunne derfor fortsætte i de mange år den eksisterede og behovet var der , hvilket også far havde glæde af.

Da han som nybagt husmand startede, gjorde han megen brug af råd fra de forskellige fagkonsulenter på højskolen , men også fra hans kollegaer i byen, der var meget gavmilde med råd til deres tidligere mejerist. Dette var en stor hjælp . Han deltog ligeledes vedblivende i alle de landbrugsfaglige møder , der var mulighed for og som blev afholdt på højskolen for at få mere viden og inspiration.

Besætningen af køer blev efterhånden udvidet fra de fem til ti plus opdræt og der blev anskaffet malkemaskine. Svinebesætningen blev også udvidet med et par søer, men uden synderlig held, så han gik som før over til at lade byens grisehandler Aastrup indkøbe smågrise til opfedning for sig på torvet i Aalborg. Fars interesse for husdyrbrug var ikke særlig stor, han følte det kun som en nødvendighed. Hans fortrukne arbejdsplads var i marken – i den fri natur.

Med en virksomhed sker der, på et eller andet tidspunkt også uheld af en eller anden art – også uforskyldt. Det kan der også i et landbrug. Da mund og klovsygen rasede et par år efter hans debut, som husmand slap han ikke fri . Hele svinebesætningen samt en malkeko gik tabt og oven i det, et lang varigt produktions tab. På det tidspunkt var der ikke – som nu, kompensation eller nogen form for erstatning at hente, men det afskrækkede dog ikke, selvom det var hårdt både mor og far økonomisk som psykisk.

Far var meget interesseret i foreningsarbejde og den betydning det havde for det lokale liv, og deltog ivrigt i de møder de havde for medlemmerne. Hans husmandskollegaer kom da også til at drage nytte af hans erfaring med bl.a. med talbehandling. De viste ham deres tillid og valgte ham ind i diverse foreninger som bestyrelsesmedlem – i flere af dem som kasserer, bl.a. i St. Restrup Andelsmejeri, hvor han førhen havde været mejerist – således også i transformatorforeningen og for ægsalgskredsen med flere, der drog nytte af ham. Hans foreningserfaring gjorde han ligeledes blev indvalgt i Nibe Andelssvineslagteris repræsentantskab og senere i dets bestyrelsen. Menighedsrådet havde også glæde af ham i en periode. Senere tog interessen for lokalhistorie over. Lokalhistorie blev han hjertebarn. Her han gjorde et stort uegennyttig arbejde med indsamling af relevant materiale, og fra hans pen kom mange artikler om det store lokalkendskab han han gennem årene havde erfaret sig , både til lokalhistorisk samfunds årsskrift “Bjerg Posten” og til “Barn af Himmerland” udgivet af det lokale “Lions Club”.

Mor deltog på lige fod med arbejdet på husmandsbruget, og forøgede desuden sit lille hønsehold fra de ti høns til 100 høns til æglægning til salg i Ægsalgskredsen. Senere kom et hønsehus til 1000 høns – på denne tid et stort hønsehold, da hun i stedet fik tilbud om at levere æg til udrugning af slagtekyllinger.. Dette medførte dog større arbejdsbyrde for hende og desuden mere kontrol af hønsene . – således skulle hver enkelt høne som hane dyrlægekontrolleres. Aftageren var Frode og Ellen Knudsen, St. Restrup , der havde etableret rugeri i Ellens fødehjem, som de havde forpagtet . Ellen var datter af den navnkundige Peter Langeland og Marie Langeland. De havde lige som dem haft hønseri. I det hele taget havde de allerfleste af husmændene i St. Restrup nicheproduktioner af forskellig art. Dette var en nødvendighed som samfundet udviklede sig. Ingen kunne fortsat leve leve af at dyrke jorden som husmand på den gamle traditionelle måde. Dertil var brugene ganske enkelt for små.

Mor deltog også i foreningsarbejde – således var hun bl.a. medlem af Husholdningsudvalget, et underudvalg af husmandsforeningen. Dette arrangerede bl.a. kurser for husmandskoner og deres døtre eller tjenestepiger i madlavning og sykurser, eller ting, der var relevante for dem for at få ny viden og færdigheder . Hun var ligeledes medstifter af St. Restrup Andelsfrysehus.

Børnene havde husmandsforeningen ikke glemt, da den i samarbejde med amtets husmandsforeninger ansporede dem i at passe dyr, et stykke jord, eller det kunne være opgaver i køkkenet . Det var gennem det man kaldte ” 4 H”, Landøkonomisk ungdomsarbejde som det kaldtes. Børnenes arbejde blev i løbet af sommeren eller året bedømt af en tilsluttet konsulent, her var det Konsulent Toudal, St. Restrup Højskole og der blev efterfølgende uddelt diplomer og pokaler efter et pointsystem for veludført arbejde ved en afsluttende fest.

Far og mor havde efterhånden skabt deres brug til en lille “oase” , hvor også en velholdt blomster og køkkenhave hørte med til billedet . Dette gjaldt for øvrigt for det fleste i husmandskolonien, hvilket også andre fik glæde af. Dette skete bl.a, gennem de såkaldte “Husmandsrejser” dvs. studieture for husmænd og deres koner arrangeret af husmandsforeningerne. De kom fra hele lande i busser – nogle år flere hundrede for at se og høre om udstykningen af herregården St. Restrup og ved selvsyn at se alle de velholdte husmandsbrug og deres omgivelser, og ikke mindst at høre om, hvordan et husmandsbrug kunne drives på en måske lidt anderledes og produktiv måde.

Far sagde således også ja til at være med til at holde den tradition i live, som andre husmænd i St. Restrup havde gjort før ham, ved at vise og fortælle om sit eget og sine kollegaers brug. Et sådant besøg sluttede altid af på højskolen med fælles kaffebord, hvor konsulenter holdt foredrag og stod parat for at give uddybende svar på gæsternes spørgsmål.

Disse besøg var også en slags eksamen for mor og far, for naturligvis kom der altid både positiv som negativ kritik fra deres nysgerrige besøgende husmandskollegaer. Naturligvis stillede disse nærgående spørgsmål, men de fik til gengæld også meget igen. – Sådan er det når ligemænd mødes, og der kommer en god dialog i gang.

13. marts 2012
Thor øl, juletræer og en spasmager

Vi skal ikke mange årtier tilbage, da der var mange flere handlende i Bælum end i dag. Ja, den rummede en overgang foruden detailbutikkerne endda hele 3 øldepoter, hvor Viggo Møller i Nørregade var indehaver af et af dem.
Han havde flere titler, den gode mand. Ikke nok med han var indehaver af byens Thor øldepot, han var også både tømrer og handelsmand af profession, og sidst, men ikke mindst en gudbenådet spasmager, der ikke gik af vejen for at spille en og andet et puds, hvilket mange af Bælums borgere på den ene eller anden måde havde mærket på egen krop. I den anden ende af byen havde således købmand Østergaard sin forretning. Han havde måske ikke byens største udvalg af varer i sin butik – og da slet ikke af ølmærker, for Viggo Møller`s Thor øl var ikke på hans hylder – og det huede ikke Viggo. Han havde flere gange henvendt sig til købmanden for dog at få ham til at aftage en kasse eller to, men fik hver gang et meget bestemt nej tak!.

Viggo var dog ikke handelsmand – og lurendrejer for ingen ting. Viggo fik fat i 3-4 store drenge, og udlovede til hver en daler mod at hjælpe sig i en bestemt sag. De skulle hver i sær – med korte mellemrum, bede om en kasse øl hos købmand Østergård – og kun hos ham – og spurgte han, skulle de sige at øllene var til deres far. Desuden fik de af Viggo på det bestemteste besked på, det kun måtte være Thor øl og ikke noget som helst andet andet.
Havde han ikke dette mærke – hvad Viggo jo vidste han ikke havde, skulle drengene yderlige sige til Østergård at de så måtte hente øllene i Brugsen – for Thor øl skulle det være. Når drengenes ekspedition var færdig, kunne de igen møde op hos Viggo og hæve deres daler i belønning, og hvor også en velfortjent sodavand stod parat.

For dem, der kendte købmand Østergaard, ved de, hvor svært han måtte have haft ved at måtte sige nej til drengenes ønsker, og langt mindre tilmed at få at vide at ordren i stedet ville gå til – efter hans mening sin hårdeste konkurrent “Brugsen”. Der gik da heller ikke en halv time før købmand Østergaard mødte op i egen person hos Viggo og bad om at få leveret 5 kasser Thor øl straks, samt et skilt til butikken med påskriften: ” Køb Deres Thor øl her “. Ja – og Viggo godtede sig.

Som den filur han var, måtte Viggo dog nu og da selv stå for skud. Hans gode genbo, Johan Kragh, havde således ofte selv måtte lægge ryg til nogle af Viggos mange spøjse påfund, men han fik da også selv en kærkommen lejlighed til at få en sød hævn, og det endda næsten uden for sin egen dør, en dag tæt ind under jul.
Johan havde denne dag stået på fortovet udenfor sin hus da han så Viggo nærmest spurte ned af gaden. Viggo havde tilmed en grensaks i den ene hånd og en tom sæk i den anden. Johan råbte derfor til ham, hvad han skulle med de remedier og så i den fart?, “Jeg har ikke tid at snakke… For ser du… Nu vil konen altså ha` sat gran op til jul og det skal være her og nu – der er bare det ved det, at jeg skal først ud i skoven efter det – og det ka` ikke gå hurtigt nok efter hende mening” svarede Viggo lidt forpustet .
“Ved du hvad, Viggo… Ta´ du den bare lidt med ro og gelinde… for det ka` du endda komme meget nemt og hurtigt om ved. Ja, du behøver endda ikke at bevæge dig ret langt, for lige der ovre”, Johan pegede…
“Se der ovre … du ka’ næsten se dem her fra – der – lige der uden for kirkegårdsdiget ligger nemlig 2 juletræer, som næsten kun venter på dig og din saks. De er ganske vist no`en kirken sku` ha` haft – men de er så ganske vind og skæve, har jeg hørt, derfor ligger de nu der og er til ingen verdens nytte”.
Viggo lyste helt op ved denne oplysning og gik straks den korte vej over, fik godt tag i saksen og gik i gang med at klippe grene af juletræerne.

Dette så pastor Heinesen tilfældigvis fra vinduerne i sit studereværelse i præstegården, og han undrede sig. Først bankede han kraftig på ruden – men da Viggo ikke reagerede på det, gik han ud til ham i egen høje person.
“Ja, men Viggo Møller dog – hvad er de i færd med – hvad gør De her ved kirkens juletræer?” spurgte han ham forundret.
“Jo, jeg skulle jo ha` lidt gran til madammen derhjemme. Ja, til at pynte op med. Hun er blevet utålmodig, for skal ret være ret, så er jeg lidt sent på den. Og det her er ligegodt meget nemmere end turen i skoven” svarede Viggo rigtig godt tilfreds og klippede troligt videre.
Pastoren så lidt på ham og spurgte så. “Ja, det kan De da have så megen ret i, men kan De så fortælle mig – min gode mand, hvad så med kirken – hvad skal den så gøre?”
Da endeligt, da langt om længe det gik et op for Viggo, at han her – lige for øjnene af selveste pastoren havde måttet lide den tort at være offer for en herlig spøg.
Og hvad Viggo efterfølgende sagde til Johan Kragh, da han mødte ham på vejen hjem, har censuren fundet bedst at udelade. Dette år lo Bælumborgerne endda meget længe, for Viggo måtte jo nu hurtigst mulig selv punge ud til nye træer til kirken.

13. marts 2012
Overtro

Overtro er som oftest noget man forbinder med gamle dage – forbinder med middelalderens uoplyste tid. Den store gamle kirkeklokke, der ny nyder sit otium i Solbjerg kirkes våbenhus bærer eksempelvis præg af at modige ukendte ugerningsmænd i fordums tid har brudt ind i kirken i en sen nattetide for med en fil at skrabe lidt af kanten på klokken for at hente “klokkestøv”, da man mente at spåner fra en kirkeklokke, anskaffet i fuldmånens skær, havde en helbredende virkning på både folk og fæ; ligeledes havde det indviede vand fra døbefonden samme livgivende egenskab.

I dag siger man stadigvæk et splintret spejl betyder 7 års ulykke – og løber en sort kat over vejen står man sig bedst ved at spytte over skulderen, bare for en sikkerheds skyld, – eller man banker 3 gange under bordet , fordi det skulle bringe held . – Ja og hvem bryder sig at færdes på kirkegården i nattens mulm og mørke ved midnatstide.. – Jo, overtroen lever stadig i folks bevidsthed – også i dag – her i det Herrens år 2012.

Fund på Solbjerg kirkegård, gennem en lang årrække – også fra i år er måske et at de mere usædvanlige, men endnu et eksempel på overtroen lever i bedste velgående.
Kirkens graver, Birger Pedersen har gennem flere år samlet på sten. I sig selv ikke usædvanlig hobby, men disse er til hans undren blevet anbragt eksempelvis på bl.a. trædesten efter hans sidste daglig job ved kirken: aftenringningen, hvor han så har fundet dem på hans sædvanlige rundtur på kirkegården næste dags morgen. I løbet af to årtier er hans samling på omkring et små halv hundrede sten. Når man kender hans særlige omhu med kirkegårdens gravsteder, ved man også han ikke overser selv små uregelmæssigheder – de er med andre ord anbragt der af ukendte personer om aftenen eller natten. Ikke for at hjælpe graveren med hans hobby, men i virkeligheden for deres egen skyld. Det særlige ved disse sten er, de har størrelse ca. som en valnød eller lignende, og de tillige har alle et lille glat hulning, altså forholdsvis let genkendelige. Den glatte hulning minder i form som de nok så bekendte solmærker vore forfædre ristede i kampesten, og som af museumsfolk og andre kloge bl.a. tolkes som frugtbarhedssymboler. Det er da også her disse stens betydning skal findes og løsningen på hvorfor de bliver anbragt netop der.

For en del år siden fortalte en gammel kone fra Solbjerg mig om den kraft eller magi hun mente nogle sten er i besiddelse af og da jeg tilfældigt nævnte de små sten som graveren fandt på kirkegårdens trædesten, fortalte hun nølende om netop deres anvendelse – mod jeg undlod nogen sinde at nævne hendes navn i den forbindelse. Trods mine forsikringer havde hun endog store betænkeligheder med at give sin viden fra sig, – til mig, hvilket jeg snart fandt ud af havde sin naturlige årsag, da den i bund og grund kun var beregnet for kvindeører og ikke for mandspersoner, som hun efterfølgende da også stærkt pointerede. Altså noget kun kvinder har kendskab til og taler om indbyrdes. Det gjorde mig naturligvis endog endnu mere nysgerrig. Men hendes forklaring var – og er vel stadig, må man formode: de bliver brugt mod ufrugtbarhed.

Den gamle kone fortalte videre at når og hvis en pige/kvinde ikke kunne blev gravid med sin ægtefælde, skulle hun som en sidste udvej for at få dette sit højeste ønske opfyldt, og når alt andet var slået fejl, finde en sten på størrelse med en valnød med en lille glat hulning.
Denne skulle hun lægge i en lomme på sit forklæde eller andet klædningsstykke og i al ubemærkethed, så ofte som mulige, gnide med en finger i hulningen på stenen – og samtidig ønske sig gravid med en anden mand efter eget valg – f.eks. en mand fra landsbyen, hvorefter de ville finde sammen om kun denne ene vigtige opgave. Når hun mærkede liv skulle hun anbringe sin sten på en kirkegård, der havde en kampesten med solmærker, – og allerbedst , hvis også der var en broncealderhøj på stedet. Med dette var stenens kraft fuldbragt.

Begge betingelser er, som bekendt opfyldt på Solbjerg kirkegård. Der er kun få kirkegårde, der opfylder dette og efter antallet af fundne sten er dette råd formentligt kendt af kvinderne i hele landsdelen. Efter den gamle kones umoralske og ret så pikante oplysning, gik undertegnede også på udkik, og sandelig om jeg ikke også har fundet et par stykker af de karakteristiske sten, mere eller mindre tilfældigt anbragt på kirkegårdens trædestene.

For at gøre historien helt færdig skal tilføjes, at konens tipoldemor havde været såkaldt ” swot kone” eller klog kone i Veddum. En beskæftigelse hvor også udøvede hjælp mod barnløshed henhørte, men også en beskæftigelse, der i værste fald kunne have kostet hende hjul og stejle.

10. marts 2012