Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Johannes Stoffersen

  • Solbjerg Kirke

    Solbjerg Kirke

    Afskrift af udateret avisudklip fra omkring år 1920.

    Solbjerg Kirke ligger højt og ses langt bort, den har en mægtig Kæmpehøj ved sin Side og fra denne et Rundskue så vidt, som kun få aner, der ikke har iagttaget det. Her har sandsynligt i den hedenske Tid ligget et mægtigt Gudehov.

    Kirken er uden arkitekttoniske Prydelser og uden spor af egentlig Bygningsstil, opført af hugne Kampesten. Murværket tyder på, at den er meget gammel; den har haft endnu en Indgang, som tydeligt ses paa nordre Side af Kvinderne. Dette stammer fra den katolske Tid og fra den Tid er tillige Skikken, at Kvinderne sidder adskilt fra Mændene i den nordlige Stolerække.

    Kirken er lys og venlig med smukke Stjernehvælvinger. Under Altret har til 1816 været en åben Begravelse med nedgang til dette foran Altret. Der har været ophobet en Mængde Lig fra Wiffertsholm gennem Tiderne. Gravkammeret er rimeligvis først indrettet 1589 for Margrethe Wifferts første Mand, Enevold Sehested – død 8. Juni 1589 – Wiffertsholm er oprettet 1570 af Rigsraad Aksel Wiffert, men sit første Herskab fik Gaarden først, da ovennævnte Datter fik den i Arv. Hun blev gift 2den gang med Jørgen Urne.

    I det lange Tidsrum, en 200 aar var altså det rigelige Kontingent af Døde afgivet Gravkammeret, men dette var blevt meget brøstfældigt og truede med at styrte sammen. En Foraarsdag nævnte Aar 1816 var Bønderne tilsagte at føre Opfylding til Gravhvælvingen, og denne Begivenhed havde samlet en hel Hob Mennesker som Tilskuere. Ligene blev først båret op – Kisterne var mestendels falden i Stykker, så Ligene blev baaret enkeltvis paa Hænder og lagt ud paa Græsset – de var balsamerede og hentørrede – dette under Latter og vittige Bemærkninger, og der blev udvist en mærkelig Raahed. Der kom et Lig af en stor og kraftig Mand; det blev stillet op og en Mand gav Liget en Ørefigen under paaskud af, at han havde været en rigtig Bondeplager.

    Der var gravet en stor Fællesgrav nord for Kirken, og her blev Liget lagt ned , men uden Kiste eller andet Skjul og Graven fyldt op med Jord. Præstens (Pastor Lund) kone stod hos og undersøgte Arme og Fingre, det var jo ingen Nytte til at Smykkerne kom i Jorden., det var bedre at de kom de levende til gode. Der blev siden stor Sygdom i Præstens Familie og Folketroen havde sin mening herom.

    Af Resterne af de svære Egekister lod Præsten lave en Kirkedør til Vaabenhuset . Den sad til for en 50 aar siden. Af Kistepladerne er der opbevaret en Del som giver nogle Oplysninger om enkelte af Gravkammerets Indvaanere, men der er uden tvivl gået en Del tabt. De opbevarede fandtes henslængt paa Kirkens Loft og Hvælvinger, men er nu opsat paa Egeplader og forgyldte og ophængt I Kirken . Der iblandt er flere Vaabenskjolde: Wiffert, Seefeld, Rud, Munk, Juel og fl. samt to prægtige Krucifiks.

    Solbjerg Kirke AltertavleEndvidere findes i Kirken lige ind for Indgangsdøren Levningerne af et gammelt Epitafium, som nu nærmest fremtræder som Maleri. Det har været meget større med fritstaaende, udskårne Figurer. Resterne fandtes også på loftet, men er nu istandsat på Nationalmuseets Foranstaltning af afdøde Professor Magnus Petersen. Det forestiller Enevold Seefeld og Hustry Anne Urne.

    I en Række på hvert Side af Maleriet findes malede Vaabenskjolde: Enevold Seefelds 16 Aner, og ligeledes for Fru Anne Urnes Vedkommende.

    Til et rent Adelsmærke hørte jo sådan et Antal tilbage. Anerækken giver et interessant Studium for en Heraldiker. Parret boede paa Wiffertsholm, Enevold Sehested stammede fra Refnes, og Anne Urne var Datter af Førnævnte, Margrethe Wiffert og Jørgen Urne. De ejede først Kjeldrup ved Viborg, men byttede med Svogeren Aksel Urne og Hustru Anne Rodsten, der havde fået Wiffertsholm ved Arv. Lydhimlen over Prædikestolen i Solbjerg Kirke er skænket af sidste to og har fået deres Navn samt årstallet 1622. Altertavlen er gammel, man ved ikke Alder og Giver, den er udskåret i renaissancestil og har haft et MaleriSolbjerg Kirke 1901: Jesus indstifter den hellige Nadver. Men i stedet for restavrering blev dette overmalet med blå Maling efter Kirkesynets Bestemmelse for en 50 Aar siden.

    Den bekendte Filur – Laurits Kjærulf paa Wiffertshom – død 1731, 81 Ar gammel og Hustru Karen Gesmann har sat sig flere Minder i Solbjerg Kirke, Således det smeddede Jerngitter med Adelsskjoldet i anledning til Parrets ophøjelse til Adelsstanden 1728. Rimeligvis er Altertavlen blevet istandsat ved samme lejlighed, forsynet med Malerriet, forsynet med Givernes Navne samt Indskriften: ”For påskelammets brug i gamle Testamente, har jesus selv indsat sit eget Sakramente. Her vi hans Legem nød, som led på Korset dødhertil det helige Blod, der af hans Side flød” . Men alt det er som sagt overmalet. De svære Malm – Alterstager på Altret bærer ingen Mærke. Døbefadet har et et Bomærke, et Tegn på, at det er skænket af en adelig.

    Den store Kirkeklokke er meget gammel. Den bekendte Autoritet paa dette område, Arkitekt Uldall har fastslået, at den stammer fra Valdermar Sejrs Dage og er støbt I Nederlandene. Den er således en af de ældste i Danmark og har ringet til Glæde og Sorg i 700 aar. Ved den side hænger en lille Klokke, der bære Navnet: Margrethe Wiffert 1610. Kalk og Diske I Solbjerg Kirke er drevet Sølv, men har hverken Navn eller Mærke.

  • Hver by sin heks, – hver sogn sine trolde

    skrev Drachmann i sin ”Midsommervise”.

    I fordums tider var der også enkelte blandt befolkningen i Bælum og Solbjerg sogne, der beskæftigede sig med hekseri og trolddomskunster, – men det er meget få af disse begivenheder vi har kendskab til. Sikkert er, at meget ikke kom frem i lyset, da det var farlige ting at beskæftige sig med, ikke mindst fordi en afsløring kunne medføre strenge domme til udøveren.

    I 1685 blev en mand fra Sønder Kongerslev, Søren Dreyer dømt for at have udøvet trolddomskunster i Lille Brøndum, der hører under Bælum sogn. Han var blevet tilkaldt for at hjælpe en enke i Lille Brøndum, der sad i uheld med sine kreaturer. Efterfølgende blev han en nat set løbe tre gange avet (bagvendt) om hendes fæhus. Han var derpå kravlet op på taget hvor han havde taget et horn frem, hvor allehånde hår af kreaturer var stoppet i. Derpå havde han kastet hornet på ilden og lovet enken med Guds hjælp lykke til, og der herefter ville tilflyde hende bedre held. Det skal tilføjes hornet med indhold var blevet solgt Søren Dreyer af troldfolk.

    For disse gale ”kunster” og ”spøgeri” blev Søren Dreyer af pastor Jens Nielsen Horsens, præst ved Bælum og Solbjerg sogne, tilkendt kirkens disciplin og åbenbar skrifte, – som skrevet står, hvilket fandt sted allehelgensdag.

  • Mund og klovsyge

    Hvorfor skulle denne frygtelige epidemi ikke også ramme vores dyr. Jeg tror jeg var omkring ti år – mener det var omkring i 1950 da vore dyr blev smittet. Det var en underlig og frygtelig situation at komme i , men naturligvis værst for dyrene. Politiet kom og satte skilte op ved vejen på begge sider af ejendommen med teksten : “Adgang Forbudt, Mund og klovsyge”, og der blev givet meddelelse i aviserne om, at ingen måtte komme inden for vore enemærker, og vi måtte ikke forlade vor hjem.
    Vi blev helt isoleret fra omverden.

    Jeg kan huske den første morgen, hvordan mælkekusken i første omgang troede, at vi var sent på den med malkningen, da mælkespandene ikke stod ved vejen. Han havde ikke set skiltene i mørket, og kørte derfor ned i gårdspladsen og råbte .. Far kom ud fra stalddøren og forklarede ham, hvordan sagerne stod. Det var første og eneste gang jeg hørte Bertinus vor mælkekuske bande.

    Posten måtte ikke som sædvanlig lægge vor post på køkkenbordet, – og vi måtte hverken komme i brugs som til købmand. Alt hvad vi skulle have udefra blev leveret ved indkørslen til gårdspladsen, ja og vi børn skulle naturligvis blive hjemme fra skole. Det var som vi havde pest. Alt sammen for at mindske smittefaren til vore naboer og andre.

    Denne isolation varede i tre eller fire uger. Den eneste forbindelse vi havde til omverdenen var gennem den daglige avis, breve, radioen og så telefonen, – der blev flittigt brugt, – og så det næsten daglige besøg af dyrlægen.

    Det var jo dyrene det hele drejede sig om… Det var dem, der var syge, meget syge, fyldt af bylder i munden og omkring klovene, så de havde besvær med ad både at æde og stå på deres ben. Det var ikke meget dyrlægen kunne stille op, – kun lindre så godt det var ham muligt. Sygdommen skulle selv rase ud.

    Svinene døde en efter en og en enkelt ko bukkede også under for sygdommen. De blev alle begravet meget dybt i marken. Et arbejde, der blev besværliggjort af en længerevarende frost periode. Koen var tung. Der måtte bindes reb omkring den og lade hestene slæbe den ud af kostalden til dens sidste hvilested.
    De resterende dyr var så mærkede af sygdommen at de måtte skiftes ud alle som en, da karantæne tiden var overstået.

    Det kan siges det var heldigt, vi blev ramt af sygdommen i et vintermåned – når det nu skulle være, hvor det meste arbejde alligevel lå stille, da det ellers næsten havde været uoverskueligt for hele ejendommens drift .Jeg tro ikke, vi har spillet så meget kort som i den periode. Vi startede om formiddagen, og blev ved det meste af dagen, kun afbrudt af at passe dyrene og vore egne måltider, Og så skulle Kirsten og jeg naturligvis prøve at passe vor hjemmeundervisning, så vi ikke blev alt for meget bagefter i skolen , men det blev alt i alt nok ikke til særlig meget. Alt det føltes meget mærkelig.

    Efter et par uger listede vi på besøg, i ly af mørket, hos nært boende lidelsesfæller, og havde også selv besøg. Det var helt og aldeles forbudt, men det er svært kun at se og høre kun på os selv i så lang en periode. Hvad andre ikke ser, har de heller ikke ondt af i en mørk vintermåned.

    Det blev en meget dyr sygdom for mine forældre, ikke kun med hensyn til alle de døde dyr, men også det driftstab de led ved ikke at have andet end udgifter i et helt måned, og ikke at forglemme – udskiftningen af de dyr, der havde overlevet. Der var ikke noget, der hed erstatning, som i dag. Med hensyn til karantæne mener jeg far af en eller anden grund endda havde en uge mere end os andre. Jeg mener at vide, det var fordi det kun var ham, der passede dyrene – i lovens forstand selvom vi alle deltog i plejen af de syge dyr – på lige fod.

  • Bakkehøjen

    Et sagn fortæller om en hændelse ligeledes i Lille Brøndum. En slægt ved navn Ladefoged havde i lange tider haft en gård i byen. Nu var det, at en udenbys boende mand ønskede sig gården og søgte ved alle lejligheder at få familien fordrevet.

    En dag gik Ladefoged i meget nedtrykt stemning forbi en høj ved navn ”Bakkehøjen”, der ligger i den nordlige ende af byen. Ud af den kommer en pusling, der taler til ham. ”Jeg ved godt hvad du er forknyt over, og i aften vil din fjende komme og tage gården fra dig, men jeg skal nok hjælpe dig. Når det er mørkt skal du komme op på højen og medtage dit fyrtøj, en visk halm, en humpel beg samt et hjul, så vil jeg se hvad jeg kan gøre, når han kommer forbi”.

    Manden kom ganske rigtig op mod Bakkehøjen, men lige med et stod højens top i lys lue, og i det samme kom et ildhjul sydende og gnistrende mod ham. Siden den tid levede Ladefoged i fred på gården.

    Året 1699, fjorten år efter denne begivenhed, bliver betegnet som afslutning af heksejagten, da udøverne da ved en kendelse afsagt i højesteret ”kun” blev betegnet som bedragere og hysterikere. Jagten fortsatte imidlertid rundt om i landet til omkring år 1800.

  • Grønkålene

    Brug af vievand er meget almindelig foreteelse i katolske lande. Vievand er vand, der indvies af en præst og derved tilføres en hellig kraft. Kirkegængerne dypper fingrene i et vievandskar eller blev bestænket af præsten med en vievandskost.

    Sådan var det også i danske kirker før reformationen. Markens agre fik undertiden også et stænk for at sikre en god høst, hvilket præsten vel nød gavn af på en eller anden måde i form af offergaver Også andet blev brugt for at sikre sig mod uheld eller for at forøge udbyttet, – men ikke altid ved præstens mellemkomst eller vidende.

    Det er fortalt mig af en ældre kone at en familie boende i Graverhuse, havde en køkkenhave, hvor grønkålene stod mere kraftig og saftige end hos naboerne og man undrede sig meget over hvordan de, – eller rettere konen i huset hvis domæne køkkenurterne var, bar sig ad med at få så kraftige planter frem på sin særdeles magre sandmuld.

    På sit dødsleje, inden hun fik den sidste nadver, bekendte hun sine synder for præsten og fortalte ham da sin dyb bevarede hemmelighed: Ved altergang, når præsten brød brødet og uddelte nadveren, sørgede hun for ikke at synke brødet, men lagde det under tungen, så det mere eller mindre uskadt kunne tages med hjem. Herefter lod hun det tørre og fordelte det over sine sit lille jordstykke.

  • Krigen 1940-45 – set med mine øjne

    Krigen gik ikke sporløst forbi mig, selv om jeg kun var en meget lille purk, da den startede. Der er enkelte glimt, der står helt tydeligt for mig, men meget er vel fortalt så mange gange, det er svært at skelne. Jeg husker kun ikke krigen som noget særligt gruopvækkende, der til var jeg for lille, men alligevel var der mange ting, der var, som ikke burde være. Det kunne jeg mærke på både bedstefar og min far og mor.

    Jeg kan huske mørklægningsgardinerne og den ret uhyggelige stemning, når der blev skudt fra luftværnskanonerne på Sønderholm hede, der ligger små 2 km fra mit barndomshjem. Det var næsten altid på mørke aftner.
    Først kunne man høre flyvemaskiners karakteristiske summen over os, kort efter lød kanonernes smelden og bragen. Når den lyd kom, blev vi altid placeret så langt væk fra vinduerne som muligt, – ind midt i huset, og lyset blev slukket.
    Det kunne ske far linnede lidt på de mørkelægningsgardiner, så vi kunne se lidt af det, der foregik. Det var som en nytårsaften i dag, på grund af de mange sporprojektiler, der oplyste himlen – og bragene.
    Mange gange kunne vi høre granatsplinter fløjte over huset og høre dem falde som store hagl ned over tagene. Dagen efter kunne vi finde dem på gårdspladsen.
    En aften blev en af vore naboers mælkespande gennemhullet af en granatsplint, så mere end halvdelen af mælken løb ud. Da blev han også meget ophidset og vred.

    Hjemme i stuen hang ofte lugten af stenkulsnafta. Det var når far skulle lappe sin cykel. Limen lavede han af gamle rågummisåler, der blev opløst i denne væske. Han skulle tit lappe slanger. Han skar også slanger over og satte andre stykker i, han håbede på var bedre. Dækkene blev repareret med læderstykker, der blev syet på med såkaldt kinesertråd. Dæk og slanger var som så meget andet ikke til at skaffe, men han skulle helst bruge cyklen hver dag til og fra arbejde.

    Far startede sit arbejde på mejeriet allerede klokken tre om natten, hvor han skulle fyre op under kedlerne. En nat blev han holdt op af bevæbnede tyske soldater. Han var meget betænkelig ved situationen, fordi han netop denne gang ikke havde sit legitimationsbevis på sig.
    Der blev uro hos tyskerne, indtil en af soldaterne så fars hvide tøj under hans mørke frakke og kunne så genkende ham. Han havde sit kvarter på St. Restrup højskole, der var besat og en af dem, der hentede mælk hver dag på mejeriet.
    Far blev fri for at komme til afhøring.

    Krigen fik jeg også mærket til fulde på min egen krop. Det var alt det hjemmestrikkede uldting jeg blev udstyret med og absolut skulle have på. Bedstefar og bedstemor i Binderup kartede og spandt selv uld fra deres får, og bedstemor strikkede næsten alt til sine børnebørn af dette uld, – undertøj som strømper, – men det kløede og stak alle vegne. Det var en gru, – det var en lidelse at få på. Selv efter det var vasket flere gange kløede det. Strømperne var af de helt lange, som damestrømper, og blev holdt oppe af et livstykke og elastik stropper , så det var kun ansigtet, der gik fri af dette klø-uld. Og så skulle man i tilgift takke pænt med hånd og give kys af bare taknemlighed. Men det varmede og der var ikke andet at få i disse rationeringstider.

    Da jeg var omkring fem år, var jeg en dag ved middagstid, sammen med mor, vidne til en luftkamp. Nogle engelske flyvere ville foretage et overraskelsesangreb på Aalborg flyveplads, der ligger omkring 8-10 km i luftlinje fra mit hjem. De blev opdaget, og en flok tyske jagere gik i luften. Det kom til et kraftigt opgør. Nogle, om ikke alle engelske flyvere blev skudt ned. Hjemme på gårdspladsen kunne vi følge en del af dramaet. Vi kunne se, hvordan en af de engelske flyvere fik en fuldtræffer, – hvordan en sort røg vældede ud af den, og den begyndte at tabe højde. Lidt efter kunne vi se en lille hvid klump falde ud af maskinen, og en stor faldskærm foldede sig ud, som en kæmpesvane. Neden under hang en lille mørk klump, alt imedens maskinen faldt mod jorden – udenfor vort synsfelt. – lige så med faldskærmen.

    Jeg husker, hvordan mor var meget tavs og stille resten af dagen Alt var rationeret. Tyskerne lagde jo beslag på alt hvad de kunne og sendte det til Tyskland, men af en eller anden grund var ventilgummi ikke rationeret. Koner og piger mødtes ofte hos smeden og købte i metervis, ikke til det oprindelige formål, men til bukseelastik. Man kunne aldrig vide, om det også kom på listen , så var det med at forsyne sig. Mejerivarer, som eksempelvis smør kunne man også kun få mod rationeringsmærker, men på grund af fars arbejde, kunne han ind i mellem få lidt ekstra sådan under hånden.

    En anden ting jeg også husker tydeligt, var fars store radioantenne. Hvordan han om aftenen skruede og indstillede på radioen og prøvede at finde Englands danske radioudsendelser, – husker kendingsmelodien: “Prins Jørgens Marc”, og de kryptiske hilsner og meddelelser. Det var også fra radioen, vi fik frihedsbudskabet den 4. maj komme, og mindes stadig, hvordan radioen gik for fri udblæsning den 5. Maj og dagene derefter, – husker hvordan mor tog mig op mange gange den dag og gav mig et utal af knus og kys, samtidig med tårerne løb i stride strømme ned af hendes kinder. Jeg forstod ikke ret meget, – kun at tårerne var glædestårer.

  • Gymnastik – og hvad man også kan få indblik i

    Gymnastik var ikke på St. Restrup friskoles skema, det stod idrætsforeningen for. Vi gik to gange ugentligt, både sommer og vinter og naturligvis om aftenen. For mit eget vedkommende blev der hjemmefra stillet som betingelse før jeg måtte deltage, selv at kunne binde mine snørebånd. Det gav sandeligen sved på panden, før de genstridige snører blev så nogenlunde medgørlige.

    Højskolen lagde lokaler til. Gymnastiksalen var indrettet i en bygning, hvor der i herregårdens tid havde været hestestald. Den var indrettet, så den også kunne bruges som festsal med en stor scene i den ene ende, ribber langs den ene af væggene, og i den anden ende – ved indgangen, hvor der var bygget en gang til, stod en stor kæmpemæssig kakkelovn.

    Idrætsforeningen havde som regel fire hold, og rækkefølgen på holdene var af praktiske årsager lavet, så de voksne piger var det seneste hold. Årsagen var, at karlene var, hvor mærkeligt det end lyder, for det meste mere villige til at vente på pigerne skulle blive færdige end omvendt. Sådan er der så meget. Også den gang.

    På disse aftener gik tiden ikke kun med gymnastiske øvelser for os drenge, selv om det var det vi sådan helt officielt var taget af sted for. Det var her vi besynderlig nok også fik vor første seksualundervisning. Det vidste de voksne dog i første omgang intet om.

    Vi drenge havde vel lagt mærke til at pigerne af en eller anden grund fik en større bagdel end os, og fik mere eller mindre kendskab til, ad snørklede veje ganske vist, hvorfor pigerne fik større og større buler i bluserne, og hvorfor der i vore egne bukser kunne blive lidt uro, bare man så glimtet af et bart pigelår. Men hvordan en voksen pige sådan rigtig så ud uden den tækkelige påklædning, de altid havde på, var der kun vage og fantasifulde forestillinger om for os drenge. Selv pigernes gymnastikdragter dækkede næsten alt. I skolen lærte vi intet om slige sager, ja det var et stort tabu emne, der aldeles ikke blev talt om, og langt mindre hjemme.

    Nu var det så, at vi vidste, hvor pigernes omklædnings- og baderum var på højskolen, så her måtte være en ret så god mulighed for, på en eller anden måde, at få tilfredsstillet vores enorme nysgerrighed på dette for os drenge betydningsfulde område. Dette rum var rigtig nok i en kælder, og de små vinduer var tilkalket indvendigt, men her var dog en rimelig chance, med lidt opfindsomhed ganske vist, og i særdeleshed mod, for at få tilfredsstillet nysgerrigheden. Lejligheden kom også. Da der på et tidspunkt blev et sikkert øjeblik, listede jeg og et par af mine kammerater ned og skrabte et par enkelte ganske små huller af kalken på ruderne, så man kunne se ind, ved at sætte et øje til dette næste usynlige hul, når der var mørkt udenfor og lyset var tændt i omklædningsrummet.

    Efter tur vovede vi, der havde modet, et øje. Her kunne skimtes et nøgent bryst, en balle og måske en behåret trekant, men så var man også med skam at melde endda meget heldig.

    Der blev ikke sagt ret meget, men grinet højt og fjoget – og sikkert med en flov smag i munden , men det vi så, var den skinbarlige virkelighed, rigtigt kød og blod, og ikke som i skolen, hvor der rigtignok fandtes en planche med et nøgent menneske, men om det var det ene eller det andet kunne ingen med nok så god vilje se.

    Men det her var så sandelig, og det vidste vi også, et meget forbudt område, vi havde begivet os ind i, og ve den der blev opdaget – og fanget Naturligvis blev vi opdaget – ja vi afslørede faktisk os selv, fordi vi var for højrøstede. Men i første omgang anede ingen, hvorfor der stod en flok drenge netop der, – kun at det måtte være en særlig grund. Da pigerne fandt ud af, hvad det var vi havde så travlt med, fik de hjælp af karlene, og vi blev jagtet endog særdeles energisk, men ingen fik fat i os. Drenge har en utrolig evne til at forsvinde ud i den blå luft – når det virkelig gjaldt.

    Vi fik en enorm skideballe ved næste gymnastiktime. Det var med et lille glimt i øjet, men noget skulle der jo gøres ved os formastelige, og så fik ruderne vist forresten et ekstra lag kalk.

    Men i skolen nød vi at lege med pigerne, især hvis vi kunne snige os til at tage om dem, røre et bryst eller strejfe et lår. Det gav røde kinder til både dem og os, men hvorfor var der vist ikke mange, der kendte den virkelige årsag til. Det var virkeligt ikke noget man tale om – dengang.

  • Bålfest og en ufrivillig dukkert

    Sankt Hans aften gjorde den nye forstander Svend Haugård til en ny og festlig tradition på højskolen. En festligholdelse af midsommerens komme med bål og båltaler og fællessang og meget mere var en af hans mange nyskabelser på skolen, og hvor også beboerne i St. Restrup var velkomne, og et af de mere fornøjelige indslag var når bålet skulle tændes. Træet til bålet, der på behørigt vis var anbragt med en heks i toppen, var sat på en tømmerflåde og flådet ud midt på den største af voldgravene.

    Stedet var en virkelig smuk ramme for en bålfest med de store plæner ned til voldgravens mørke vand, hvor også et par svaner holdt til. Det hele var omkranset af parkens træer, hvor mange finurlige gangstier snoede sig på kryds og tværs gennem hele den store parks område. Her var også de to gangbroer over voldgraven, – en i hver ende, med til at give den rette stemning, – to smukke broer med gelænder af birketræ og hvor trækroner fra ældgamle lindetræer strakte sine grene og dannede en espalier over både gangsti og bro.

    “Båden” Haugård og hans forkarl møjsommeligt stagede sig ud i, for at tænde den store bunke kvas, var et meget stort rundt trækar, men først skulle de to igennem store genvordigheder før bålet flammede. De havde som regel megen besvær med at holde “fartøjet” på ret køl, der sjældent ville som dem, eller det nu var de tos mangel på samarbejde, der manglede. Hvert år kæntrede de, og hvert år fulgte så de mange fortrædeligheder for de to, med våde tændstikker og mere, så de måtte tage et par ekstra ture før det blev tændt på rette måde.

    På denne aften, var det også almindeligt at en og anden af byens håbefulde unge mænd gjorde sig ekstra anstrengelser for at komme i kontakt med en af de mange kvindelige elever, hvis de da ikke allerede i forvejen havde gjort deres hoser grønne. Der var fuldt af amoriner denne aften, de svævede overalt omkring voldgraven og i de mørkere kroge.

    Et par af byens ungersvende havde udset sig en af broerne, som den helt fuldkomne romantiske baggrund til deres amourøse forsæt og gjorde her kraftigt haneben til et par af de unge piger. De to fløse havde nok så nonchalant lænet sig op ad broens gelænderet og udfoldede sikkert alt hvad de havde af charme i sig, da der skete noget, de ikke i deres overophedede tilstand ikke havde taget sig i agt for. Pludselig lød en voldsom knagen fra det i virkeligheden mørnede rækværk på broen. Det kunne ikke holde til denne ungdommelige overophedning og brasede i voldgraven med et vældigt plask, sammen med de to ynglinge, der pludselig fandt sig selv godt og grundigt afkølet, uden tanke i dette øjeblik, må man formode, for deres elskovshede.

    Det var et par meget beskæmmede fyre, der møjsommeligt stak hovedet op af vandet og fik kæmpet sig op fra dybet, sølet til fra fod til hårtop af mudder, med et stænk af andemad i håret. Mere eller mindre betuttet og slukøret traskede de, fulgt af et brøl af latter mens vand og kulsort pladder drev af dem, ind under bruseren ved den udendørs swimmingpool for at få det meste af mudderet, der sad som kager på tøjet skyllet af. Om de forinden det ufrivillige udspring havde nået at træffe nogen aftale om at senere at mødes med de unge møer melder historien intet om, men det var under alle omstændigheder et meget festligt og i særdeleshed overraskende islæt i aftenens underholdning, der ikke stod nogen steder om i programmet. Midsommervisen druknede dette år i indestængt latter og måtte for god ordens skyld synges en ekstra gang.

  • Knallerten

    Knallerten holdt sit indtog i St. Restrup i 1953. Sådan en af de helt rigtige. Der var vel kun to slags, men denne her var en Discella, og det var altså den eneste, der rigtig duede til noget.
    Motoren var en af dem der blev sat på en almindelig cykel, hvor egerne på hjulene var udskiftet med nogle mere solide. Motoren var sat bag på, der hvor bagagebæren ellers skulle sidde. Denne her var også en gammel cykel, der var lavet om. Den kørte på benzin med olie i, og så havde den også nummerplade. En bag på, på bagskærmen og en på forskærmen. Det så sejt ud.

    Det var ikke for alle enhver at være ejer af en knallert. Man skulle både være atten år for at have lov til at måtte køre på sådan et vidunder, og så sandelig også kørekort. Så det var kun en stor drøm for de fleste af os. Vi drenge ønskede bare at være atten år og så ellers have pengene til denne drøm, for den kostede jo en hel del.

    Det var Mouritz Madsen på Bjerglundsvej der var den lykkelige ejer. Man kunne høre, allerede når han startede sin knallert, selv når han var der hjemme og vi var nede ved ishytten, hvor vi for resten som regel altid stod og snakkede om aftenen, hvis vi da ikke var på sportspladsen. Vi skulle i hvert fald altid lige omkring ishytten.
    Der var mere end to km fra ham ned til ishytten, men motoren var nem at høre alligevel. Vi kunne følge ham hele vejen bare på lyden, men det lød pragtfuldt i vore ører, når vi kunne høre ham komme kørende.
    Der var også en del røg fra udstødningsrøret, hvid røg. Han sagde, det skulle der være, og det skulle være hvidt, helt ikke sort, så gik den bedst, ellers måtte han stille på nogle skruer.
    Den trak cyklen ved hjælp af en rulle. Det var bare at sænke hele motoren ned mod hjulet med et håndtag, træde et par gange i pedalerne, som på en rigtig cykel, stille på et par små håndtag, der sad på styret, de lignede dem, der var på en cykel med gear, bare større, så gik maskineriet, som regel med det samme.
    Det var et vidunder. Bare den måde den lugtede på, både når den stod stille, og når motoren var i gang – Den havde sin helt egen lugt. Og så var der hele fire år, før man bare måtte køre på en knallert, men sådan var loven.

    Den kunne køre tres km i timen, og gik det ned ad en bakke, kunne den komme op på over halvfems. Det sagde han da, men man måtte ikke køre mere end tres. Tænk sig at køre halvfems km i timen på en knallert, det var næsten lige så stærkt, som en motorcykel, den var så til gengæld også en del dyre, men så kunne der jo også sidde to.

    Dem der havde motorcykel regnede ikke en knallert for noget. Det er bare et stykke legetøj, sagde de. Bare det, at få lov af Mouritz til at holde på styret, gav en følelse af noget stort. Det var ikke enhver, der kunne få lov, og det var da heller ikke hver dag, han gav nogen lov til at røre den. Når man så bagefter tog sin egen cykel, var det næsten, som den voksede sig til en knallert. Der manglede blot lyden, men man kunne bare efterligne den med munden lige så stille. Det var lidt flovt hvis andre hørte det.

    Nogle af de drenge, der ikke var konfirmeret endnu, satte et par tøjklemmer fast på skærmen med nogle stærke elastikker, så klemmerne lige som klaprede mod egerne. De kunne få det til at give en lyd, der lignede en knallertmotor. De fandt også på at sætte en snor fra tøjklemmen op til styret, så kunne de ændre på lyden, når de forsigtig trak i den, så lød det næsten helt som en rigtig knallert. Det var nu at gøre meget ud af det, og cyklen gik heller ikke så let, men ideen var da meget god, når det nu skulle være. Så var der også nogle, – men de var bare dem der var misundelige, der kaldte knallerten for en røvskubber. Men for os andre var det bare en vi drømte om, en drøm, der lå meget langt ude i fremtiden.

  • Konfirmationsforberedelse

    Konfirmationen var noget vi tre drenge så frem til, men også med en vis nervøsitet, det at skulle gå til præst hos pastor Reerslev i Sønderholm. Vi var de eneste fra friskolen og kendte meget lidt til dem vi skulle gå forberedelse sammen med, kun ret så overfladisk og havde derfor lidt sommerfugle i maven over at skulle gå sammen med disse Sønderholmdrenge, bange for at blive mobbet. Det havde vi heldigvis ingen grund til og vi kunne lige så meget fra vor kristendomsundervisning i skolen som dem.

    Vi havde dog et handikap, vi var ikke vant til at skulle lære uden af som dem, have salmevers for og for den sags skyld den svære katekismus, som vi for øvrigt aldrig før havde stiftet bekendtskab med og så til med nu at skulle aflire den fuldstændigt, som det stod i bogen. Det var svært, og et forfærdelig arbejde, og vores præst, pastor Reerslev fandt ingen nåde.

    Vi havde ikke spor medlidenhed da han sygemeldte sig efter få uger og pastor Prahl fra Nørholm tog over. Det bytte var for os ikke det værste der kunne ske. Han tog meget afslappet på det at lære udenad, og brugte meget af tiden til at fortælle om sine mange oplevelser som ung. Bl.a. om hans møde med eskimoerne på Grønland. Hvordan han på en boplads blev opfordret til at dele soveskind med en af stedets giftefærdige piger, eller hvis det bekom ham bedre, med en af bopladsens vel mere erfarne koner. Det var nu en af deres måder at byde en gæst velkommen i bygden på. Og som han påstod, tog de det som en fornærmelse, hvis nogen mandlig gæst betakkede sig for denne gestus. Det var for øvrigt en af deres måder at tilføre stammen nyt blod. Om han så tog imod denne side af deres gæstfrihed sagde han ikke spor om, og vi kunne ikke få os selv til at spørge. Vi var for generte og benovede over at høre om slige ting til at turde stille spørgsmål. Vi var for den sags skyld slet ikke forberedt på at vor præst bare uden videre kom ind på et sådan tabu emne, som det var dengang. Året var 1953 At det så næsten er det eneste jeg husker fra konfirmandundervisningen skyldes uden tvivl dens meget overrumplende indhold, – ting vi end ikke omtalte hjemme.

    Selve konfirmationen foregik til vor store overraskelse næsten uden overhøring. Pastor Prahl kom ned ad gangen og stillede nogle få spørgsmål, der blev besvaret af dem, der nu kunne og så var der slut med den eksamination. Ved alteret var der ved at gå kludder i vor bekræftelse. Ham der skulle være sidste mand, blev hvor utroligt det end lyder, konfirmeret to gange, men første gang i mit navn. Jeg sad som anden sidst ved “overhøringen”, vi sad efter alder, men ham bag mig fik af sine forældre ordre til, hørte jeg dem hviske meget bestemt, at gå foran og være på den plads jeg ellers skulle have ved alteret. Af en eller anden grund var de meget fornærmede over at deres dreng var nummer sidst, hvad de også protesterede over da de ankom.

    Pastor Prahl opdagede ikke han havde smøget sig ind foran mig, trods mine lavmælte protester og tegn. Han fulgte slavisk rækkefølgen på sit papir. At han ikke opdagede fadæsen selv i første omgang, skyldtes antagelig vi ikke var hans “normale” sognebørn. Det blev ikke den store skandale, men der blev megen uro i kirken og ikke mindst smil på læben. Men konfirmeret blev vi da på rette måde, min sidemand fik bare en ekstra velsignelse.

    Pastor Reerslev var da vendt tilbage fra sin sygeorlov, men nåede forinden at skabe røre om sin person i hele sognet, inden festerne, som han, vel af gammel skik, selvskrevet blev inviteret med til. Årsagen var han havde skrevet en stor opsat artikel i Aalborg Amtstidende, hvori han beklagede sig over den mangel på fantasi husmødrene lagde for dagen med hensyn til madretter ved fester, og ikke mindst de hårde stole og bænke gæsterne blev belemret med.

    Dette år og i årene fremover blev der småt med indbydelser til pastoren og hans kone. De måtte tage til takke med invitationer overvejende fra trosfæller i Indre Mission, hvilket han forunderlig nok var en del fortørnet over, men sikkert fordi han ikke her blev budt på nogen form for alkoholiske drikke, væsker han satte så stor pris på.

    Reerslev elskede omtale, men havde måske fået et knæk, da han forsøgte gennem skriverier at fremstå som en ny Kaj Munk, uden synderlig held. Han fik dog flere bøger udgivet og endog antaget et skuespil, der blev opført på Aalborg Teater, men det blev til stor forbitrelse for ham den hel store fiasko. Den blev taget af plakaten efter kun en forestilling.

    Min egen fest blev, i parentes bemærket, holdt i vor lade, sammen med familien den første dag, og vore naboer og far og mors venner den næste, uden præsten. Gaverne husker jeg ikke mange af, men af far og mor fik jeg den traditionelle nye cykel , der var en Wandere, og et Mora armbåndsur.