Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Knud Lambert

  • Matrikel nr. 7

    Matrikel nr. 7

    I 1752 kom Jørgen Rasmussen til verden i Kirke Stillinge. Han giftede sig med enken Else Jens Datter 1776 og blev gårdmand. Han døde i 1816 i en aftægtsstue i Kirke Stillinge. Deres første fællesbarn var en dreng, som fik navnet Jens Jørgensen. Ved folketællingen 1801 er den 22-årige Jens stadig hjemmeboende og ugift.

    I Nordrupvester tjente hans senere kone Sidste Jensdatter sammen med sin søster, den 14-årige Anne Jensdatter, hos bonde og gårdbeboer Hans Larsen og Sidse Oles datter.

    Jens Jørgensen flyttede på et eller andets tidspunkt til Nordrupvester. Den 25. august 1810 skrev han under på et fæstebrev og blev dermed fæster under Nordruplund.  Gården lå vest for Oluf Poulsens gård i Nordrupvester.

    Fæstebrevet afslører, at Jens Jørgensen var analfabet. Han underskrev sig ”IIS”. Det var hans næstældste søn Hans også. Den ældste og den yngste søn var begge i stand til at skrive deres navn og lidt til.

    Gaarden flyttede han ca. en km. vestpå ned mod Tude Å. Markerne var, som de måtte være i hjulplovens tid, uplejede. Af dem lå mere end 20 tønder land – formodentlig nøjagtig 24 – til dels udyrket hen. Det var mosen, som heller ikke hans sønnesøn, Lars Peder Jensen, fik rigtig skik på og 20 tønder land mod nordvest. De bestod af store græstuer. Hans søn og efterfølger, Peder Jensen, fjernede de sidste mosetuer med håndkraft, et utroligt hårdt arbejde

    – De siger nok, at din far er en dygtig landmand, men de glemmer, hvad din bedstefar gjorde for at forbedre jorden, sagde Peder Jensens anden kone, Mette til sit barnebarn i 1900-tallets første del.

    Så kom krigen 1848-50.  Den yngste søn, Peder Jensen, blev indkaldt til 2. Jægerkorps.

    De to brødre blev hjemme på gården.

    Jens Jørgensen døde af alderdom lige før høst i 1848. Allerede den 18. august blev han begravet. Den næstældste søn, Hans, overtog driften af gården. Storebror Jens fortsatte som karl på gården indtil november 1849, hvor han forlod Nordrup Sogn for at tage plads hos den 52-årige gårdmandsenke Anne Nielsdatter i Tåderup i Skellebjerg Sogn. Hendes mand var død i august 1849 i en alder af 79 år.

    Af Nordruplunds skifteprotokol fremgår det, at Jens Jørgensen efterlod sig enke, tre sønner og tre døtre. Jens Jensen, 36 år, Hans Jensen, 26 år, Peder Jensen, 23 år, i militærtjeneste, Else Marie Jensdatter, gift med Boelsmand Lars Andersen i Hallelev, Ane Jensdatter gift med Hans Nielsen i Tåderup og Maren Jensdatter, gift med gårdmand Jens Larsen i Hallelev. Anmelderen bemærkede, at enken har bestemt sig for at sidde i uskiftet bo, hvilket samtlige arvinger har indrømmet hende.

    I 1850 er den 66-årige Sidse Jensdatter betegnet som husmor og gårdmandsenke. Datteren, den 36-årige Ane Jensdatter, bor på gården sammen med sin mand, Hans Nielsen, og deres datter Mette Marie Hansen. Det gør Nordrupvester - Peder Jensen - fra før 1877sønnen Hans også. Han har bestyret gården siden 1845. Mærkeligt nok boede hans kone Bodil Kirstine Andersdatter og deres søn Jens ikke her.

    9. februar 1851 år vendte Peder Jensen hjem fra krigen. Der blev holdt en stor velkomstfest for de sejrende soldater i en gård i Lille Nordrup. Den eneste gård, der på dette tidspunkt havde bræddegulv. Ellers svang man sig sædvanligvis i dansen – ofte med træsko – på lerstampet gulv. Det eneste vidne fra denne fest er et alenlangt panel, malet af en skrædder med drueklaser. Det befandt sig i Kvislemark Præstegård 1971. Gården blev nedrevet i 1860’erne.

    Peder Jensen overtager gården. Hans mor dør som aftægtskone på gården den 21. september 1856 72 år gammel.

  • Tre nådsensår

    I 1712 fødtes Elisabeth Marie Olivarius, datter af sognepræsten i Ørslev Sogn Holger Nielsen Olivarius og Elisabeth Bager. Samme år døde hendes mor. Faren giftede sig med Kirstine Malene Schmidt. I dette ægteskab fødtes der tre sønner og fire døtre, herunder Kirstine Magdalene Anna. I det første var der ud over Elisabeth Marie kun to sønner.

    Kun 20 år gammel blev Elisabeth Marie gift med pastor Vitus Ovesen Guldberg, Haarslev og Ting Jellinge sogne. Han døde 22. januar 1738. De fik to børn.

    Den 28. januar 1739 blev hun gift med sin afdøde mands efterfølger, en søn af den dengang kendte lærde degn i Tårnby, Jochum Halling. Han hed Magnus Halling og var kun seks år ældre end sin kone. Det var nok ikke helt tilfældigt, at de to fandt sammen. Magnus havde gået på Sorø Akademi sammen med hendes bror Christen.

    Dengang havde enken ret til at blive boende i præstegården og få en del af embedets indtægter det første år efter mandens død. Derefter skulle den næste præst betale hende en nærmere fastsat pension. Det var således billigere at gifte sig med enken. Man sagde, at enken blev konserveret i kaldet.
    Omkring 1659 skriver den hollandske major Johan de Bæverens i sin dagbog om “den besynderlige skik, at den nye præst skulle gifte sig med enken på Kaldet, om hun så var 70, og han kun 20 år gammel, hvis han ikke vil udbetale hende embedets halve indtægter”. Man kaldte det konserveringsprincippet.

    Magnus Halling døde den 9. april 1748. Han efterlod sig to sønner. Jochum Halling (1740-1811) blev sognepræst i Saxkøbing. Den fire år yngre Vitus Halling fik et kort, men eventyrligt liv. Det startede i Trankebar. Han endte som hovedrig herremand, adelsmand og bondeplager i Vendsyssel. Døde 52 år gammel i 1796.

    Nu var Elisabeth Marie blevet enke anden gang. Hun nød nådsensåret til 22. april 1749 og giftede sig med den elleve yngre Jens Munch. Han var kaldet som sognepræst til Hårslev og Ting Jellinge sogne 4. maj 1748. De havde således haft et år til at finde ud af, om de skulle giftes eller ej. De fik en datter. Han dør i 1753. Den næste præst var gift.

    Ved folketællingen i 1787 boede hun på Hjultorvet i Næstved hos sin datter fra ægteskabet med pastor Munk. Hun hedder Ana og er gift med premierløjtnant Jens von Funk. De har to børn sammen. Hun dør i 1794 kun to år før Vitus, der udskiftede sit fornavn med det mere engelsk klingende William. Formentligt mens han var kaptajn og stabschef hos sir Clive i Indien. Omme i Østergade boede hendes halvsøstre, Kirstine Magdalene og ugifte Anna. Kirstine havde været gift med den tretten år ældre sognepræst ved Sct. Mortens Kirke Jacob Haagen. Det var hans andet ægteskab. Han døde i 1782 og hun i 1807.

  • Snuppet 5. maj

    På befrielsesdagen den 5. maj 1945 ankom tre mænd og tre kvinder til Fuglebjerg Kro i en benzindreven bil. De bestilte værelser. I løbet af dagen skiftede de nummerplader på bilen. Det gjorde kroens personale mistænksomme. De underrettede vagtværnet. Da vagtværnet og frihedskæmperne afhørte dem, kom de med en søforklaring om, at de var politibetjente på flugt sammen med deres koner.

    Desværre for dem, fandt frihedskæmperne i bilen beviser på, at de tre mænd var hipoer fra Dagmarhus. De fandt også revolvere, halvmasker, stabler af pengesedler, håndgranater, falske pas og legitimationskort. De tre mænd førte frihedskæmperne til nærmeste opsamlingssted for folk mistænkt for samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Formentligt i Næstved.

    Da de kom tilbage til kroen for at hente de tre kvinder, havde folk klippet håret af dem. Det var en yndet folkesport i de dage.

    Deres videre skæbne er ukendt.

  • Sendt til Sverige

    Under krigen drejede det sig om at holde kæft. Åbenmundede folk var livsfarlige. En dag blev et tog saboteret ved Hvalsø Station. Sprængstoffet gik efter, at lokomotivet, som var bemandet af danske mænd, var passeret.

    En modstandsmand ansat på stationen i Hvalsø havde hørt, at det var et tysk troppetransporttog. Han besluttede derfor uden at kontakte sine overordnede i modstandsbevægelsen at gennemføre denne jernbanesabotage. – Bagefter kunne han ikke holde sin kæft.

    Jeg kontaktede ham og sagde, at han skulle med til et møde i København. Vi hentede ham i Hvalsø, kørte til København og sendte ham til Sverige.

    Han kom hjem som brigadesoldat i maj 1945, fortalte Arne Lindegaard Olsen mig engang i halvtresserne. Han var under krigen medlem af den sjællandske organisation og organiserede grupper i Gundsømagle. Hvalsø, Havdrup og Snoldelev. – Når jeg hvervede en mand til modstandsbevægelsen, sagde jeg altid, at han skulle holde kæft. Kommer der noget ud, er du en død mand. Det var den eneste måde, hvorpå vi kunne holde justits i grupperne!

    Han døde i 2008.

  • Falsk anmeldelse

    Gårdejer Lauritz N. i Tornemark var, som mange andre danskere landet i kartoteket over borgere, som skulle interneres, når befrielsen kom. Modstandsbevægelsen i Skælskør hentede ham den 8. maj 1945 og slap ham først fri den 11. maj. Sigtelsen mod ham gik ud på, at han i breve til værnemagten havde fortalt, at flere gårdejere lå inde med illegale blade. Gårdejeren nægtede hårdnakket og med rette, at han skulle have gjort sig skyldig i stikkeri.

    Det viste sig, at påstanden kom fra en skoleelev. Han indrømmede senere, at oplysningen var det rene opspind. Han havde lavet den historie for at gøre sig interessant over for forældrene.

    Gårdejeren indankede sagen for Oprejsningsnævnet i Sorø Amt. På et møde den 20. december 1946 afsagde nævnet følgende kendelse: ”Den ved Modstandsbevægelsens foranstaltning iværksatte Internering af Gaardejer Laur. N Tornemark, har været uforskyldt. I Erstatning tillægges der ham 125 kr.”.

  • Angiveri

    I september 1944 var en tyverårig pige fra Hyllinge til bal i Sneslev Forsamlingshus. Her blev hun generet af en kommis fra Fuglebjerg. Han spurgte hende, om ikke hun skulle “hen og snakke med de sorte”. Underforstået medlemmer af Sommerkorpset, indkvarteret i Førslev.

    Sammen med en veninde og en ven gik hun hen til smeden for at låne telefonen. Hun ringede til en navngiven ven blandt sommerfolkene. Inden vennen og hans kammerater nåede frem til forsamlingshuset, var kommisen taget hjem.

    Efter befrielsen blev hun idømt en straf på to års fængsel med fradrag af 78 dages udstået varetægtsarrest og frakendelse af almen tillid i 5 år.

  • Den lystige præst

    Der var engang en lystig sognepræst i Boslunde. Han satte pris på kortspil og et veldækket bord. Iver Hansen var hans navn.

    Han blev i sin præstegård, da svenske soldater kom og indkvarterede sig her. Selv om den svenske besættelsesmagt gik hårdt til værks i mange sogne og fik folk til at flygte ind til byerne, lykkedes det hr. Iver Hansen at dække et godt bord. Svenskerne spiste gerne ved hans bord. Sikkert uden at være inviteret.
    Når de havde stillet sulten, tog de sølvtøjet med sig hjem. Præsten sagde intet.

    En dag blev hr. Iver inviteret til middag hos en officer af høj rang. Da måltidet var slut, stak hr. Iver ske og andet sølvtøj i lommen. Helt åbenlyst. Det ville værten ikke finde sig i. – Er det ikke god skik i Sverige? Sådan gør mine svenske gæster da altid, når de har spist middag i min præstegård, sagde hr. Iver.
    Kort efter afleverede de bjergsomme gæster det stjålne sølvtøj i præstegården.

    Svenskerne plejede at komme op til ham med udbyttet af deres plyndringer på egnen. Hr. Iver købte tingene af dem. De blev skjult, til krigen var forbi, og derefter leveret tilbage til de rette ejermænd.

    Ud over et veldækket bord satte hr. Iver stor pris på kortspillets glæder. Det gik ud over sognebørnene og hans eftermænd i kaldet.
    I 1652, tabte præsten i kortspil en større sum penge til ejeren af Borreby. Da præstegården brændte kort efter, kunne han ikke betale sin spillegæld. Og det slap han for. Renterne af gælden måtte hans eftermænd betale til sognets fattige i mange år.

    Han indsamlede over 2000 ordsprog. Per Syv benyttede sig af hans samling. Den røber, at hans lystighed diplomatisk sagt ikke altid var den mest høviske. Med sin hustru Else Frederiksdatter fik han 17 børn. Han døde i 1684.

  • Pigen fra Ringkøbing

    Den 15. marts 1829 kom Peter Hansen til verden. Den næste dag blev han hjemmedøbt, fordi han havde fået blodforgiftning. Moren var ugift og tjente på Førslevgård. Hun hed Mette Kirsten Abelsdatter og var 27 år gammel. Barnefaderen Hans Jensen tjente hos sin bror i Næstved. Ved fremstillingen i Førslev Kirke var bæreren af barnet og fadderne alle tjenestefolk på Førslevgård. – Dette er det 4de uægte Drengebarn, dette Quindemenneske har kastet paa Sognet, skrev den forargede kirkebylærer med spruttende pen. Året før havde hun født drengen Hans. I maj 1819, da hun tjente på Hjortholm, fik hun drengen Christian med husar Ole Jensen ved ritmester Sperlings eskadron i København. Samme husar fik en søn, kaldet Jens, med en anden tjenestepige, Marie Cathrine Nielsdatter, på Hjortholm dagen efter.

    Om de to piger har ligget ved det lettere kavaleri i København, eller husaren blot har været indkvarteret på Hjortholm under en øvelse vides ikke. Arvefæstegården blev først en opdragelsesanstalt i 1840 og tildelt navnet Holsteinsminde. Hun stammede fra Ringkøbing, Ved folketællingen i 1801 er hun to år. Faren, grovsmedesvend Christian Appel, er 33 år gammel og moren Anne Lauritsdatter 25 år gammel. Begge gift 1. gang. Mette er eneste barn. Familien bor “Paa Torvet” i Ringkøbing. Hun bliver konfirmeret 21 april 1816. Sognepræsten dr. phil. Peter Nicolai Frost gav hende højeste karakter i kundskaber nemlig 5, dom og 3 i opførsel.

    Hendes vej til Førslev – eventuelt via København – er ikke kendt. Ved folketællingen i 1834 var hun stadig ugift og tjenestepige på Førslevgård. Datteren Ingeborg føder hun 11. juni 1834. November 1835 bliver hun gift med den udlagte barnefader, tjenestekarlen Christian Beyer. Han er ungkarl og 29 år gammel. Hun er syv år ældre og fruetimmer bosat i Casperhuset. To Førslev husmænd er forlovere.
    Seks år senere har hun og Christian Beyer to børn, Ingeborg og Adolph. I 1845 boede den gifte indsidderske Stine – det kaldes hun fejlagtigt i kirkebogen – Abelsdatter, 48 år, og den seksårige Adolph sammen i Førslev. Uden manden, men skilt er de ikke.
    Ved næste folketælling i 1850 har sønnen forladt hjemmet. (*Red: Han dør 6/9-1847 i Førslev, og optræder derfor ikke i foletællingen) Hun bor i Mikkelborghuset og uden manden, men sammen med et seksårigt plejebarn ved navn Ane Christiansdatter. Vel sagtens for at tjene nogle penge. Manden boede på Førslevgård.
    Datteren Ingeborg var i 1845 plejedatter hos Ole Pedersen, Sneslev Mark. Der var hun også ved sin konfirmation i 1850. Hendes kundskaber var gode og hendes opførsel meget god, skønnede sognepræsten. Som 22-årig bliver hun gift med den 34 årige ungkarl Anders. Han tjener på en gård i Hyllinge Sogn. I 1860 bor de og deres to børn i Hyllinge.
    d. 8. maj 1851 dør Mette Kirstine Abelsdatter, 53 år gammel. Hun er stadig gift med røgter Christian Beyer. Maj 1854 dør enkemand og røgter på Førslevgård Christian Beyer. Han blev 46 år.

    *Note: I indsendte historie nævnes at sønnen Adolph Chr. Vallentin Beyer formodentlig er sat i pleje. Han dør dog 6/9-1847 i Førslev, og optræder derfor ikke i foletællingen. (kilde: sa.dk, Sorø/Førslev og kontraministralbogen opslag 163, den har dog ikke mellemnavne med i bogen.
    Information indsendt af er efterkommer i den linie, og hun er i min 9 generation baglæns (lige linie). Pige linien.

  • Præsten bøjede nakken

    Under svenskekrigene var det ikke helt ualmindeligt, at svenske besættelsessoldater blev valgt som faddere. I nogen tilfælde kan frygt have været årsagen til valg af en fremmed fadder.

    Det var det i hvert fald i Sørbymagle i april 1659, hvor bonden Simon havde to fremmede indkvarteret på gården som faddere. Den ene var Anna Lisbeths, Johan Franckfursts rytterkvinde. Hun var streng, ødsel og tyrannisk i sit kvarter. Kom fra Bøhmen. Romersk-katolsk. Hun tiltog sig den ære, skrev den sagtmodige pastor Prom i kirkebogen.

    Den anden fadder var hendes mand, rytteren Johan Franckfurt. Pastoren mente ikke, at der efter nærværende tids tilstand var nogen nødvendig eller høj årsag til at afvise hende som fadder. Det skrev han også i kirkebogen. Som romersk-katolsk kunne hun ikke være fadder. Men det så præsten helt bort fra. Men hun og manden har formentligt været »tyranniske« også uden for deres kvarter og skræmt præsten.

    Der gik mange historier om besættelsesmagtens mishandling af og drab på danskere, der ikke makkede ret. De to fremmede var de eneste faddere. Sognets folk turde eller vilde ikke være med.

  • Snaphaner i Kastrup Storskov

    Den 26. maj 1660 sluttede Danmark og Sverige fred. Under denne krig havde svenskerne besat Jylland, Fyn og Sjælland bortset fra København, som holdt stand. Rundt om i landet kom det til konfrontationer mellem lokalbefolkningen og de svenske besættere.

    I juni måned samme år begravede sognepræsten i Sørbymagle, den sagtmodige og gode pastor Mads Prom, en bonde dræbt godt et halvt år tidligere af svenske soldater. Før juletid 1659 havde han sammen med otte andre slået sig ned i Kastrup Storskov som snaphane. Svenskerne opdagede dem og gik til angreb. Nogle flygtede og andre blev dræbt. Ovennævnte bondes lig blev holdt skjult under jorden.

    Nu i juni måned 1660 blev han ført hjem og nedsat på kirkegården. Det skrev pastor Prom i sin kirkebog.