Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Knud Lambert

  • Præst og tøffelhelt

    I 1715 blev Johan Thomas Vilhelm Johansen Prom kapellan hos sin far, sognepræst Johannes Nicolai Prom, i Krummerup-Fuglebjerg.
    Tre år senere blev han sognepræst her.

    Hans kone, Barbara Johansdatter Neergaard, var en strid dame.
    Efter en visitats i 1746 skrev biskop Peder Herslev om Johannes Nicolai Prom:

    “Er og en god mand, flittig i sit embede, men nedslaget og modløs over en liderlig og forargelig kone, som tyranniserer manden, der er i sin præstegård mindre agtet end den ringeste rygter (læs røgter). Bøgerne vare i god orden, intet at klage. Præsten meget at ynke”.

    Da der i 1748 skulle vælges en ny provst, havde Prom den højeste anciennitet som sognepræst og de fleste kolleger stemte på ham. Alligevel blev han ikke provst. Årsagen var nok hustruens ry og frygten for, at hun ville blande sig i provsteembedets sager.

    Prom havde tidligere i et brev til provsten beklaget sig over sin hustru. Hun gav ham lussinger. Undertiden måtte han forrette gudstjeneste med rifter i ansigtet og opsvulmede øjne.
    Ofte skældte hun ham ud, når han skulle til at gå til kirken for at forrette gudstjeneste. Madro fik han ikke meget af. Tit måtte han forlade måltidet på grund af hendes skælden og smælden.
    Undertiden tog hun maden på hans tallerken og smed den ud af vinduet.

    I sit lille kammer søgte han ro og fred, men fandt den ikke altid. Nu og da slog hun kammerets vinduer ind. Bøgerne rev hun ned fra hylderne og smed dem på gulvet. Det aflåste skrin med kaldsbrev, regninger, kvitteringer, manuskripter og penge, brød hun op.

    1759 døde faren, 71 år gammel. Nogle år efter flyttede Barbara Neergaard til Hårslev, hvor sønnen var sognepræst. Da han blev sognepræst i Kvislemark-Fyrendal Sogn, fulgte hun med.
    Hun endte sine dage i Kvislemark 1784.

  • Rigsråd Gunde Rosenkrantz

    Rigsråd Gunde Rosenkrantz var en farverig person. Lensmand, rigsråd fra 1653, godsejer, bogsamler og forfatter af både religiøse og politiske skrifter. Han skrev skarpt og bidende både på dansk og latin. Ved fredsslutningen i 1660 gjorde den svenske konge det til en betingelse, at hans politiske skrifter skulle tilintetgøres.
    Han havde studeret i Giessen, Strassbourg, Helmstedt og Leiden.

    Han samlede på godser og handlede med dem. Han skal ikke have været så nøjeregnende med midlerne, når det drejede sig om at skaffe sig mere jordisk gods.

    Godsspekulant er vist en passende beskrivelse. Over for bønderne var han hård og krævende. Da han i 1657 havde svært ved at betale renterne på sine mange lån måtte han bortforpagte Vindinge.

    I 1646 aftalte Gunde Rosenkrantz med præst og degn, som endnu boede i Vindinge, at de skulle flytte til Quislemark. Præstegårdens jord og degnelodden i Vindinge blev lagt ind under herregården.

    Bogsamler
    Hans far, den lærde Holger Rosenkrantz havde på Rosenholm et enestående bibliotek. Da Wallensteins tropper hærgede Jylland i 1627, blev samlingen ført til Tyskland. Efter fredsslutningen kom den tilbage. Ikke helt uskadt.

    Da faderen døde, blev bogsamlingen – bøger og inkunabler – delt mellem sønnerne. De var alle bogsamlere. Gunde Rosenkrantz´s del blev opbevaret på Vindinge.

    I 1658 røvede den svenske besættelsesmagt biblioteket på Vindinge og indlemmede det i den svenske rigsråd og general Magnus de la Gardies bibliotek. Han var en stor bogsamler.

    Patriot
    Gunde Rosenkrantz ivrede både i tale og på skrift for, at Danmark skulle gå i krig med Sverige. Marsken Anders Bille gik forgæves imod. Adelen forsøgte forgæves at skaffe penge og tropper. Der var heller ikke tid til at uddanne soldaterne.

    Under krigen i 1657 indgik Gunde Rosenkrantz en aftale med kongen om at betale alle udgifter – håndpenge, lønninger, uniformer, våben og ammunition – til et infanteriregiment på 1.000 mand. Når tiderne var blevet bedre, ville kongen refundere hans udgifter.

    Regimentet blev sprængt ved Fredericia. Obersten, hans søn Jørgen, faldt. Under Københavns belejring faldt sønnen Holger ved hans side.

    Landflygtig
    Kongen arbejdede på det tidspunkt allerede med at indføre enevælden i Danmark. Gunde Rosenkrantz gav både i tale og skrift sit besyv med. Han gik ind for en ændring af regeringsformen, men med lempe. Samtidigt advarede han kongen imod at benytte de mange tyske eventyrere, der magre og fattige var kommet til Danmark og nu var blevet rige. Landets egne børn havde ofret hele deres formue for at støtte regeringen. De var nu fattige, fordi de ikke kunne få deres udlagte penge.
    Gunde Rosenkrantz havde en gæld på 60.000 rigsdaler. Regeringen skyldte ham et langt højere beløb. Han forsøgte at låne penge under en rejse til Kiel og Gottorp. Kongen mistænkte ham for forsøg på at overtale hertugen af Holsten til at omstyrte den nye forfatning, enevælden.
    Da kongen forbød ham at møde op i rigsrådet, flygtede han til Helsingborg i Sverige, hvor han døde i 1675, 71 år gammel.

    Hans ansøgning om svensk statsborgerskab blev aldrig besvaret.

  • Æblet faldt langt fra stammen

    Et gammelt ordsprog siger, at æblet falder ikke langt fra stammen. Det gælder sikkert i mange tilfælde. Men der er også undtagelser.

    Det var provst Frederik Klyne, sognepræst i Vindinge-Qvislemark 1622 – 1657. Da Vindingegård blev gjort til baroni under navnet Fuirendal i 1677, skiftede sognet navn til Qvislemark-Fuirendal.

    Hans far, Anders Klyne, var en velhavende købmand, vintapper og fra 1588 rådmand i Ribe. I sine unge dage dræbte han under et drikkelag en rådmands søn med kniv. I 1598 deltog han i et drikkelag i bispegården hos sin svigersøn, biskop Peder Hegelund. Da herredsfogeden i Gørding Herred truede Anders Sørensen Klyne med sit sværd, parerede han med sit spyd. Den berusede herredsfoged mistede balancen og kom til at såre Klyne. Det døde han af fire dage senere, 48 år gammel.
    Sønnen Frederik var kun ni år gammel. Drabsmanden blev dømt fredløs. Dommen blev annulleret. Sagen endte med et forlig. Moren, Kirstine Lauridz Tøgersdatter drev sin mands forretninger videre. Hun døde i 1634.
    Provstens ældste bror blev dræbt under et slagsmål på skibsbroen i Ribe. En anden bror blev såret på et værtshus uden for Hamburg og døde tre dage senere.
    En tredje bror blev halshugget kun 20 år gammel for mordet på den 72-årige Hans Jessen Søhane. Det var i øvrigt hans søsters svigerfar.

    Dannelsesrejse
    Frederik Klyne slægtede hverken sin far eller brødre på. Han valgte den teologiske løbebane. Fra 1610 til 1614 var Giesen hans faste base. Han var indforskrevet ved universitetet her. Hans stambog viser, at han i kortere eller længere perioder opholdt sig i Marburg, Wetzler og Strassbourg.
    1611 blev han immatrikuleret ved universitetet i Heidelberg, hvor han mødte Ole Worm, og i 1613 ved universitetet i Tübingen. I 1614 rejste han hjem via Utrecht, Leiden, Amsterdam, Enthuizen og Køln. Året efter tog han magistergraden i København.
    Et par år senere blev han slotspræst på Frederiksborg Slot. Om det har noget at gøre med, at en søster, Anne, var gift med biskop Peder Hegelund og en anden med lægen Chr. Bording, og at hans faster Karine var biskop Povl Madsens tredje kone, melder historien ikke noget om.

    Vindinge-Qvislemark
    Da kaldet i Vindinge-Kvislemark blev ledigt i 1622, var der flere ansøgere. Sagen blev afgjort ved lodtrækning. Klyne vandt.
    Det var i hans embedstid, at præstegården blev flyttet fra Vindinge til Kvislemark. Provsten begyndte som den første at føre kirkebog for begge sogne. De er desværre gået tabt.
    På den tid var troen på djævle, hekse og meget andet stor. Frederik Klyne var ingen undtagelse herfra. Således hørte Frederik Klyne og hans broder en nat i Fyrendals Skov “Satan tale lydeligen i Skoven”. Det fortæller Carl Bruun i “Kjøbenhavn”, som udkom hos Thiele i slutningen af 1800-tallet.

    Efterkommere
    Frederik Klyne var gift to gange. Første gang med Margrethe Pedersdatter Munk i 1618. Hun døde 1621, mens han endnu var slotspræst.
    I ægteskabet med Lisbeth Andersdatter, som døde i 1650, fik han sønnen Anders Klyne ca. 1625. Han blev dimitteret fra Herlufsholm 1646. Den 1. oktober 1655 blev han ordineret som medhjælper hos faren med successionsret. Det betød, at han fik ret til at efterfølge faren. 1657 blev han sognepræst i Kvislemark – Vindinge sogne.
    Anders Klyne døde allerede i 1686. Den ældste søn, Frederik, var født 1668 og dermed for ung til at afløse faren. Han blev først student året efter og cand. theol. 1690. Han opholdt sig i London 1697 og 1698 og blev derefter hører i Helsingør, hvor han endnu boede i 1706. Hans tre yngre søskende fik pastor Didrik Grubbe som lavværge.
    To døtre blev gift med sognepræster i nabolaget. Margrethe med sognepræsten i Førslev og Karen Marie med sognepræsten i Hyllested-Venslev.

    I Fyrendal Kirke ses den dag i dag et imponerende epitafium over provst Frederik Klyne. Det er bekostet af sønnen Anders. Træværket menes udført på Abel Schrøders værksted i Næstved. Maleriet i epitafiet midte viser provsten, hans to hustruer, tre sønner og fire døtre. På rammens sider er figurer af Moses og Johannes Døberen. Foroven er der et felt med dette skriftsted fra Jakobs brev:. “Salig er den mand, som holder prøvelse ud; thi når han har bestået prøve, skal han få livets krans, som Herre har forjættet dem, der elske ham”.

  • Fuirendals ladelænge

    På herregården Fuirendal var der indtil for nogle år tilbage en meget gammel ladelænge. Den skulle efter sagnet tillige med gården være bygget af en berømt udenlandsk mester.

    Da bygningen var færdig, sagde mesteren, at hvis der nu manglede så meget som et søm eller en nagle i hele bygningen, så forlangte han intet for arbejdet.

    Ved nøje eftersyn fandtes da, at der ingen nagle var i rygningen af de to yderste sparretræer i den østre ende af laden. Nogle mente, at herremanden selv havde ladet naglen trække ud for at narre bygmesteren sin løn fra.

    Da bygmesteren så det, blev han så forbitret, at han sprang op for at sønderhugge tømmeret, men da tog han sig i sin vrede ikke i vare, men faldt ned og slog sig fordærvet, så laden fik lov til at blive stående.

    Historien kan læses i “Danske Folkeminder, Æventyr, Folkesagn, Gaader, Rim og Folketro. Samlede fra Folkemunder af Jens Kamp. Odense. R. Nielsens Forlag. 1877”. Det fremgår af bogen, at kilden til dette sagn er højskoleforstander A. Jørgensen, Hindholm Højskole. Nogle elever havde fortalt ham dette sagn.

  • Pastorinde Skrap

    I 1774 blev den residerende kapellan ved Stubbekøbing Kirke, den 43-årige Jens Daniel Wedel, kaldet til sognepræst i Gyrstinge og Flinterup sogne. Han døde i 1792 efter en bispevisitats, hvor alt gik grueligt galt. Inden visitatsen forsvandt skoleholderen fra Gyrstinge, og hr. Wedel lagde sig syg.

    Gyrstinges sognepræst 1824-1855 Jørgen Thisted nåede at få hans kones åbenhjertige beretning om hr. Wedels embedstid, inden hun døde omkring 1840. Hun satte ikke sit eget lys under en skæppe.

    Jens Wedel var ungkarl, klejn af vækst, svagelig og stærkt forgældet. Han tog sin embedseksamen i 1752, men holdt først sin prøveprædiken i 1759, hvor han blev ordineret medhjælper for faren, der var slotspræst i Hillerød.

    Til sin forgænger i embedet, pastor emeritus Wederkinch, skulle han hvert år betale 150 rigsdaler. Wedel var heldig. Formanden døde året efter, og så slap han for at betale til sin forgænger.

    Wederkinchs mandhaftige datter Petrine Ane Lucie blev i præstegården som husholderske. Hun var lille af vækst, men stærk. Wedel faldt for hende og friede. Hun betakkede sig. Han var jo både svagelig og forgældet. Hele 1.600 rigsdaler skyldte han væk.

    Hjælpeløs mand
    Hr. Wedel var ikke sit embede voksen. Han var uden begavelse og præstelig dygtighed. Kreditorerne var konstant efter ham. Gyrstinge Præsteembedes hovedindtægt kom fra tienden og præstegårdsavlingen. Hver gang der var offer i kirken, flokkedes tiggerne omkring ham. Han nåede aldrig at få ofret med over i præstegården. Wedel kunne ikke sige nej til tiggere.

    Efterhånden gik det op for ham, at han måtte gøre noget drastisk ved sin økonomiske situation. Han drog på frierfærd rundt på egnen. Ingen rige piger bed på krogen. Lucie Wederkinch afviste fortsat hans frierier. Hr. Wedel var jo så forgældet og svagelig.

    Nu havde hun en broder, Jørgen Wederkinch. Han studerede teologi i København og besøgte i ferierne gerne sin søster. Hr. Wedel fik ham til at støtte sig, men i første omgang til ingen nytte. Lucie ville ikke giftes med så svagelig og forgældet mand. Men så fik broren en genial ide. Han indrykkede i københavnske aviser en annonce, hvor en intim ven lykønskede den velærværdige, højtærede hr. Jens Daniel Wedel og dydædle Jomfru Lucie Wederkinch med deres forlovelse.

    I Gyrstinge Præstegård var der vist ikke råd til avishold. Men nyheden gik fra mund til mund. Provsten, professor Pontoppidan, kom som den første med sin lykønskning. Jomfru Wederkinch kapitulerede. De blev gift i 1776. Børn kom der ikke i det ægteskab.

    Stærk kvinde
    Derefter tog Lucie fat. Den store dagligstue blev istandsat. Det trængte den også til. I hvert hjørne af stuen var der et lille blyvindue, som ikke gav meget lys. Gulvet var et simpelt lergulv med både forhøjninger og fordybninger. Hun fik indsat fire fag nye vinduer, som kunne åbnes. Den slags vinduer havde man ikke hidtil haft i Gyrstinge. Lergulvet blev erstattet af et bræddegulv. De blev gift.

    Hun fik sin mand til at indgå en forpagtningskontrakt med en mand fra Ringsted. Han hed Frederik Freiesleben. For 268 rigsdaler årligt overtog han korntienden fra begge sogne og dyrkningen af præstegårdens jordtilliggende. Forpagtningsafgiften gik til at nedbringe hr. Wedels gæld.

    Mod betaling fik hun en håndfast husmand for at optræde som sauvegarde – livvagt – hver gang der var offerdag i kirken, så hr. Wedel kunne bære hele ofret hjem til præstegården. Ofret var i 1788 på 42 rigsdaler og samtlige accidenser året rundt 20 rigsdaler. Det måtte præsteparret så leve af.

    Forpagteren fik hele stuelængen til beboelse. Storstuen blev indrettet til at huse fjerkræ. Præstefolkene flyttede ind i et lille værelse i den nordre sidelænge.

    Når bønderne klippede får, gik hr. Wedel med hustruen under armen fra gård til gård og bad om uld. Bag dem gik deres tjenestepige med en stor kurv. Det tog sin tid, da hr. Wedel ikke havde fysik til lange dagsmarcher.

    Gælden blev betalt. Ægteparret må have følt sig i himmerige.

    Desværre havde madam Wedel ikke forstand på gejstlige forretninger. Hr. Wedel selv havde ikke ordet i sin magt, og skrivningens kunst beherskede han kun i begrænset omfang. Men i 1779 blev en student ved navn Gerhardt ansat som skoleholder i Gyrstinge. Hr. Wedel satte ham til lidt af hver. Prædike, når han selv var syg, føre kirkebogen, og klare embedets korrespondance. Kort sagt optrådte monsieur Gerhardt som hr. Wedels højre hånd.

    Den godtroende sognepræst troede alt var i sin bedste orden.

    Første visitats
    Men en dag slog lynet ned. I 1786 meddelte biskop Balle, at han vil komme på visitats den 2. september. Den forrige visitats fandt sted i 1766. Lige siden havde præst, degn og skoleholdere levet roligt og sorgløst uden tanke på, at en dag kunne bispen dukke op for at se på, hvordan de forvaltede deres embeder.

    Hr. Wedel blev greben af angst. Hustruen prøvede at muntre ham op, men havde vist ikke forstået, at en bispevistitats var en alvorlig ting. Set med hendes øjne gjaldt det om at få sat bispekammeret i stand, gulvet skuret, væggene kalket og sengeforhænget sat op. For at komme ind i bispekammeret skulle man igennem storstuen, hvor forpagterens fjerkræ gik. Det var en hård kamp at få forpagteren til at forstå, at fjerkræet måtte væk fra storstuen, så biskoppen kunne komme ind i sit kammer.

    Monsieur Gerhardt måtte stille med kirkebogen, som han førte, hos hr. Wedel. Kirkebogsføringen lod en del tilbage at ønske. Wedel gjorde sit bedste for at rette op på fejlene. Det hævdede Lucie Wedel i hvert fald mange år senere.

    Visitatsdagen kom, og den fik som alt andet også sin ende. Biskoppen var, som det fremgår af ” Bispevisitatser i Gyrstinge” ikke særligt tilfreds med tingenes tilstand. Med skolebørnene var han slet ikke tilfreds. Monsieur Gerhardt fik en reprimande.

    Præstegårdene måtte den gang både bespise og indkvartere bisper og provster, når de kom til visitats. Lucie Wedel satte alle sejl til for at give biskoppen og hans ledsagere en rigtig god aften. Det lykkedes. Biskop Balle var i godt humør ved middagen. Provsten roste de store, gode gedder, som blev serveret med persilleviske i munden.

    Aftenens gode stemning kunne ikke opveje dagens ulykker, men når alt kom til alt, var det vel gået nogenlunde. Næste bispevisitats kom nok først om tyve år. Den tid den sorg, har både præst og skoleholder nok tænkt.

    Jeg dør af angst
    Biskoppens hårde ord gjorde ikke noget større indtryk på monsieur Gerhardt, sognepræstens højre hånd. Han udviklede sig til et skrækkeligt menneske. Det kunne alle bortset fra hr. Wedel se.

    En dag i 1792 slog lynet ned. Biskoppen forkyndte, at han kom på visitats den 29. juni. Monsieur Gerhardt forlod hastigt Gyrstinge på gåben i retning af Sorø.

    Hr. Wedel lagde sig syg. Da biskoppen kørte ind i præstegården, greb han hustruens hånd og sukkede: “Ak, Lucie, jeg dør af angst”. Visitatsen gik grueligt galt. Se ” Bispevisitatser i Gyrstinge“. Biskoppen tordnede og lynede i kirken. Endnu et halvt århundrede senere kunne ældre mænd og kvinder i Gyrstinge fortælle om bispens vredesudbrud.

    Da biskoppen kørte ud af præstegården, døde sognepræsten. Hans sidste ord var: “Jeg føler mig så let”.

    Den 6. juli blev han begravet på Gyrstinge Kirkegaard. Et epitafium fik han ikke, skriver Jørgen Thisted.

    Efterskrift
    Lucie Wedel blev boende i præstegården. Hun flyttede ind i en bygning, der lå mellem forpagterboligen og Ruhedal. Ved folketællingen 1834 kaldet præsteenkesædet. Bygningen endte sine dage som hønsehus og blev derefter revet ned.
    I 1801, hvor hun var 45 år gammel, levede hun sammen med enken Elisabeth Marie Wederkinch og pigen Ane Jensdatter her.
    Ved den efterfølgende folketælling i 1834 boede den 79-årige Lucie Wedel i præsteenkesædet sammen med den 71-årige Christiane Marie Biering, indsidder og skomager Hans Møller, dennes kone Esther Richter og almisselemmet Julie Marie Hansdatter.
    Jørgen Overgaard Thisted var sognepræst i Gyrstinge – Flinterup 1824-55. Han udgav flere andagtsbøger og prædikensamlinger.

    Kilder
    a. d. Immanuel Barfod, sognepræst i Sørup, Flensborg Amt: Den falsterske Gejstligheds Personalhistorie. Udgivet af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie. 1854.
    b. Træk af forrige Aarhundredes Præstehistorie. Ved Pastor J. Thisted i Gyrstinge (meddelt af I Barfod). Kirkehistoriske Samlinger, bind 2, 1853-56.
    c. S. V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie. Odense 1870.
    d. Udvalg af biskop Balles embedsbreve (1790-98) meddelt af L. Koch. Kirkehistoriske Samlinger, Tredje Række. Udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Holger Fr. Rørdam. Dr. Phil. Præst. G.E.C. Gad. 1874-77.
    e. Folketællinger 1787, 1801 og 1834.

  • Bispevisitatser i Gyrstinge

    I gamle dage så præster, degne og skoleholdere ikke frem til visitatser med større glæde. En visitats var nærmest en eksamen. Bisperne kontrollerede embedsbøgerne og bedømte skoleelevernes kundskaber. Under kirkevisitatsen måtte præsten prædike og katekisere. Degnen måtte synge og katekisere. Selv den konfirmerede ungdom måtte ud og stå på kirkegulvet, mens biskoppen eksaminerede dem. Det hele sluttede med, at biskoppen spurgte menigheden, om der var nogen klager over præst og degn. Ris og ros blev skrevet ind i embedsbogen, så præsten dagligt kunne minde sig selv om, hvad der var godt, og hvad der skulle gøres bedre i kirke og skole.

    Biskop Balle visiterede i Gyrstinge og Flinterup i september 1786. Siden sidste visitats var der gået nitten år. Pastorinden, den energiske og mandhaftige Lucie Wederkinch, beroligede sin bekymrede mand, indrettede gæstekammeret til biskoppen, fjernede forpagterens gæs fra storstuen og serverede en fortrinlig middag. Som skik var, skrev biskoppen bagefter, hvordan visitatsen var forløbet i embedsbogen. Dommen lød, at det stod ikke godt til i Gyrstinge. Det fik hverken præst eller lærer til at ændre adfærd.

    Sognepræsten, pastor Wedel, en skikkelig stakkel, og den dovne og liderlige skoleholder Gerhardt trøstede sig vist med, at nu var det overstået. Biskoppen kom nok ikke igen i deres tid. Men der tog de fejl. Allerede i 1792 kom biskop Balle igen, og så gik der panik i både præst og lærer.

    I et brev til biskop Balle sendt 14 dage før visitatsen skrev den stakkels pastor Wedel, at han ville tage sin afsked, og så lagde han sig syg. Biskop Balle støttede hans plan om at tage sin afsked. Hvis han ikke gjorde det, ville biskoppen indstille til Kancelliet, at han fik en kapellan. Lønnen til kapellanen skulle Wedel betale.

    Skolelærer Gerhardt smed nøglen til skolen i gadekæret og skrev med kridt på en dør, at skolelærerembedet var vakant. Og så gik han til Sorø. I et brev meddelte han biskoppen, at han var blevet syg her. Det med nøglen og skriften på døren er nok en skrøne. For der var hverken dør eller vinduer i skolen.

    Menighedens kundskaber var de ringeste i hele Sjællands Stift. Kirkegangen Til gudstjenester mødte højest 8 – 10 sognebørn op. Katekisation var der ikke meget af. Enten kom de unge ikke i kirken, eller også løb de ud af kirken, når præsten ville til at katekisere. Biskoppen nægtede tolv unge adgang til at gå til alters, førend de på ny havde lært deres katekismus. De kendte ikke det mindste til Gud eller Guds forsyn, hvorfor de gik til alters, hvad de skyldte deres forældre, øvrighed og husbond. Det var ikke muligt af få blot et halvt fornuftigt ord ud af dem.

    – Tilstanden var slet ved min første visitats. Jeg advarede med iver og efterlod en skriftlig påmindelse. Denne gang var tilstanden langt slettere, skrev biskop Balle i sin indberetning til Kancelliet.

    Fire sogneboere klagede på sognets vegne over skolelæreren.

    Hr. Gerhardt var sjældent i skolen, når børnene mødte op. Hvis han var der, når de kom, forlod ham dem kort tid senere. Børnene lærte intet ud over spøg og leg. Et år skulle der ikke have været nogen skolegang.

    Biskoppens overhøring af børnene fandt sted i kirken, fordi skolen var ubrugelig. Nogle få børn kunne læse tåleligt. Nogle havde lært deres katekismus udenad, men ikke forstået den. En kone og forældrene havde læst noget for dem. Hovedparten af børnene var uvidende.

    Skolepatronen havde leveret brænde til skolestuens opvarmning. Men det brænde havde hr. Gerhardt solgt.

    Om sommeren havde han hverken ved dag eller nat været i skolen og ført tilsyn med den. Skolen var ødelagt af kreaturer, som gik på gaden. Væggene var faldet sammen. Bønderne havde taget kakkelovne, borde og bænke i forvaring, så de ikke blev ødelagt.

    Biskoppen havde personligt inspiceret skolen og set, at dens tilstand overgik alt, hvad man kunne tænke sig. Væggene var væltede. Vinduer og døre manglede. Gulvet var fyldt med affald. Skolevæsenet var i yderste forfald.

    Den liderlige skoleholder, som aldrig har læst, men stedse sværmet og derhos yderligere ruineret skolen, er nu under tiltale efter forordningerne til embeds fortabelse, skrev biskoppen i et brev.

    Pastor Wedel lå syg i sin seng under visitatsen. Da biskoppen kørte ud af præstegården, døde han. Det var den 29. juni 1792.

    I embedsbogen beklagede biskoppen, at intet var blevet bedre siden visitatsen i 1786. Alt var blevet forværret. Hvis ikke der blev truffet nogle foranstaltninger, ville hedenskaben komme til at råde i Gyrstinge.

    Nu skulle der findes en ny sognepræst til Gyrstinge-Flinterup Sogne. Biskop Balle mente, at embedet var så forhutlet, at ingen sognepræst ville søge det. Derfor foreslog han, at Kancelliet valgte en af fire navngivne kapellaner. Valget faldt på Nicolai Henrik Ursin, residerende kapellan i Kjøbelev og Vindeby sogne.

    Kilder:
    a. Udvalg af biskop Balles embedsbreve (1790-98) meddelt af L. Koch. Kirkehistoriske Samlinger, Tredje Række. Udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Holger Fr. Rørdam. Dr. Phil. Præst. G.E.C. Gad. 1874-77.
    b. Georg Hansen: En Bispevisitats for 150 år siden. Ask Højskoles Årsskrift. 1939.
    c. S. V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie. Odense 1870.

  • Det første sogneforstanderskab

    Ved lov af 13. august 1841 – Anordning om Landkommunalvæsnet – fik landsognene et politisk organ kaldet sogneforstanderskaber. De var ansvarlige for fattig-, skole- og vejvæsenet. De skulle være med til at sikre god politiorden og støtte sognefogederne i deres indsats mod tiggeri og løsgængeri. Valgbare var alle sognets mandlige beboere, der ejede mindst én tønde hartkorn eller forpagtede en ejendom på mindst seks tønder hartkorn, og var mindst 25 år gamle.
    Sogneforstanderskaberne blev i 1867 afløst af sogneråd.

    Den 24. december 1841 holdt det nyvalgte sogneforstanderskab for Quislemark Pastorat sit første møde i Quislemark Præstegård.

    Som ejer af mere end 32 tønder hartkorn var lensgreve Ludvig Holstein og pastor C. Schøning Tryde som sognepræst på forhånd sikret en plads i dette sogneforstanderskab. Ludvig Holstein havde som godsejer også fået plads i andre sogneforstanderskaber. Det blev åbenbart for tidskrævende. I hvert fald sendte han til det fjerde møde og de senere møder en substitut.

    De valgte medlemmer var gårdmændene Rasmus Geertsen i Quislemark, Hans Hansen, Taarnmark Mark, sognefoged Christen Hansen, Quislemark, Niels Rasmussen, Skafterup, Lars Nielsen, Nyerup, og Ole Olsen, Taarnmark.

    Første punkt på dagsordenen var valg af formand. Syv sogneforstandere pegede på pastor C. Schøning Tryde. Han havde hidtil været formand for fattigkommissionen og skolekommissionen. Formandsvalget gjaldt for et år.

    Efter anordningen skulle han som sognepræst forelægge fattig- og skolevæsenets sager på sogneforstanderskabets møder. Også selv om han ikke var blevet valgt som formand. Sognepræsten havde også pligt til at overføre, hvad sogneforstanderskabets besluttede vedrørende fattig- og skolevæsenet, til fattig- og skolevæsenets protokoller. Han førte al korrespondance i sager vedrørende fattig- og skolevæsen og administrerede disse områder mellem møderne.

    Efter valget af formand, gik man over til fordeling af skoleforstanderforretningerne. Quislemarks skoleforstanderforretninger gik til gårdmand Rasmus Geertsen af Quislemark, Frederiksmindes til gårdmand Hans Hansen og Skafterups til gårdmand Niels Rasmussen i Skafterup.

    Sognefoged Christen Hansen i Quislemark overtog fattigforstanderforretningerne for Quislemark Sogns vedkommende, gårdmand Ole Olsen fattigforstanderforretningerne i Taarnmark Bye og Fjurendahl Hovedgård med tilliggende og gårdmand Lars Nielsen fattigforstanderforretningerne i Skafterup og Nyerup Byer.

    Lensgreve Ludvig Holstein fik også overdraget et sagsområde. Desværre er det ikke muligt i protokollen at tyde, hvilket sagsområde det drejede sig om. Formentligt var det økonomien.

    Sogneforstanderne vedtog at holde det næste møde den 24. januar 1842 om eftermiddagen kl. 2 i præstegården og i øvrigt at holde møde på den mandag, som går nærmest forud for fuldmånen om eftermiddagen kl. 2.

    Til sidst overdrog forstanderskabet det til sognepræsten at anskaffe en protokol af passende størrelse.

    Den var anskaffet til mødet den 15. marts 1842. Prisen var 2 rigsdaler og to skilling.

    Sogneforstander, gårdmand Rasmus Geertsen, var fæster af Korsagergård. Født 1800 i Quislemark som søn af gårdbeboer og bonde Geert Hansen og Kirsten Rasmusdatter. Han var gift med Maren Kirstine ChristensDatter fra Vallensved Sogn. Rasmus Geertsen døde 78 år gammel i 1878 og blev begravet på Quislemark Kirkegård.

    Sogneforstander Christen Hansen havde Fladagergård i fæste. Som Rasmus Geertsen født i Quislemark. Ved folketællingen i 1834 er han kun 32 år gammel blevet sognefoged og gårdmand. Han var gift med den tre år yngre Birthe HansDatter fra Karrebæk Sogn. Den 6. oktober 1845 døde han kun 43½ år gammel.

  • Klipning og spark

    4. maj 1945 om aftenen blev mørklægningsgardinerne oppe. Lyset strømmede ud af vinduerne. Modstandsfolkene gik på plads. Dagen efter begyndte opgøret. Det var mange steder ikke noget kønt syn.

    På Hyllinge Station havde en masse nysgerrige taget opstilling ved perronen om eftermiddagen. Andre stod foran kroen, hvor den lokale modstandsleder havde oprettet kommandostation. Modstandsfolk kom og gik. Der blev råbt højt inde i kroen. Modstandslederen havde fået ordre til at sende folk til Ringsted, hvor schalburgerne havde forskanset sig på kasernen. Nu skulle der skaffes både folk og transport.

    Et par karle luftede på perronen deres patriotiske forargelse over, at to mænd i tyverne havde plejet omgang med tyske flygtningepiger indkvarteret på Hyllinge Skole. De skulle klippes, mente de. For en sikkerheds skyld gik de ind på kroen for at få tilladelse hertil. De kom tilbage og meddelte, at de havde fået lov til at klippe de unge mænd. Tilladelsen skulle være givet af modstandslederen.

    Karlene stillede sig op på perronen. Da toget fra Næstved ankom, steg de formastelige mænd intetanende af toget. De havde som mange borgere i Hyllinge været en tur i Næstved for at se, hvad der skete. Det var jo en spændende dag.

    De klippeivrige karle tog fat i dem og nærmest klaskede dem op mod stationsbygningen mur. Efter en del råben, skrigen, puffen og spytten kom saksene i brug. Da klipningen var klaret, fik de besked på at skrubbe hjem. Ordene blev ledsaget af skub og puf. De gik ned ad hovedgaden mod brugsforeningen fulgt af en råbende skare med de to karle i spidsen. Flere gange blev de sparket eftertrykkeligt bagi.

    I sparkeriet deltog en af Hyllinges i øvrigt velansete gårdejere.  Han sparkede med træsko og understregede sin patriotisme højlydt med kraftige udtryk som “skide tyskersvin” med mere.

    Mændene forsøgte ikke at løbe. Gik bare med forstenede ansigter stirrende stift frem for sig. Heldigvis faldt de ikke omkuld. Hvis det var sket, havde den ophidsede mængde nok sparket dem både her og der på krop og hoved.

    Senere på dagen ankom nogle klippeivrige patrioter til en ejendom, hvor en syttenårig pige boede hos sine bedsteforældre. Hun skulle have gået med tyske soldater. Bedsteforældrene nægtede dem adgang til huset. Bedstefaderen blev skubbet til side. Pigen blev klippet.

    Jeg så hende nogen tid senere i toget til Næstved. Hun sad med en alpehue, der skjulte håret. En femtenårig dreng morede sig med at lave klippebevægelser med fingrene, når hun kom til at se i hans retning.

  • Barnemorderske slap for straf

    13. maj 1836 blev Ane Rasmusdatter dømt af birkedommer Klüver i Rude og hans meddomsmænd til at miste sin hals. Det afhuggede hoved skulle derefter sættes på en stage. En enkelt meddomsmand var uenig. Det måtte være nok med et år i forbedringshuset. Hun havde ikke selv meldt sig til politiet. Set med hans øjne havde sognepræsten anmeldt forbrydelsen, selvom han havde tavshedspligt. Anklageren kaldte det en sørgelig pligt at kræve straf der, “hvor en præsts utilgivelige uvidenhed i hans embedspligt har foranlediget, at en forbrydelse, som efter det passerede burde have været holdt hemmelig, er fremstillet for dagens lys, og forbryderen således uretteligen overleveret i rettens hænder”. Forsvareren påstod, at sognepræsten, pastor Mau, havde forsyndet sig mod Christian V´s Danske Lov. Den forbød præster at åbenbare, hvad nogen har betroet i lønligt skriftemål. Straffen herfor var afsked. Det eneste grundlag for dommen var konens egen tilståelse. Der var ingen beviser eller vidner. Dommen blev appelleret til Højesteret. Dommen faldt måned senere. Den lød på frifindelse.

    Hård skæbne
    Ane Rasmusdatter var barnemorderske. I 1828 boede hun i Spjellerup. Hun var gift med en husmand kaldet Doven Per. Han var spilleglad og fordrukken. I efteråret 1828 fødte hun en lille pige. I over to måneder før fødslen lå hun syg i sengen. Hun var også syg tre uger efter fødslen. Fortvivlet over deres fattigdom og sin sygdom foreslog hun manden, at de skulle myrde den tre uger gamle pige. Manden svarede, at hun kunne stoppe et halstørklæde i munden på barnet. Han gik sin vej. Da han kom tilbage, var barnet død. Det blev begravet uden, at nogen fattede mistanke. I januar 1829 døde sønnen Hans kun tre år gammel. Doven Per døde et par måneder senere. Som enke flyttede hun i maj 1830 til sit fødesogn Hårslev. Hun giftede sig med husmand Hans Hansen i marts 1831. Han var 14 år ældre og døde i april 1833. Oktober samme år giftede hun sig med en 35-årig enkemand og tjenestestekarl. Senere blev han husmand. Ægteparret sluttede sig til de gudelige forsamlinger. Hørte altså til de opvakte, som man sagde dengang. Sønnen Hans blev født 1837 og datteren Birthe i 1839 – altså efter frifindelsen. Gårdejer Rasmus Ottesen stod fadder ved begges dåb. Han og lærer Rasmus Sørensen var de egentlige ledere af de gudelige forsamlinger i Vestsjælland. Sognets præst, pastor Mau, tilhørte det sydvestsjællandske broderkonvent og havde på Fyn været talsmand for de gudelige forsamlinger.

    Skriftemålet
    En dag holdt Mau en lille forsamling i deres hjem. Det satte tanker i gang hos Ane Rasmusdatter. En nat fortalte hun manden om det mord, hun havde begået. Manden mente, hun skulle holde sin mund. Ane svarede, at det tillod hendes samvittighed ikke. Næste dag tog manden ned til Tinghuset for at ordne nogle økonomiske sager. Imens gik den forpinte Ane hen til præstegården i Venslev for at tale med pastor Mau. Denne sad sammen med sin kone og spiste. Da Ane sagde, at hun ville bekende en synd, forlod præstekonen spisestuen. Det så Ane blot ikke. Hun fortalte pastor Mau om mordet. Han trøstede hende, men sagde ikke et ord om den borgerlige straf. Da manden hørte om det besøg, fik han det skidt med, at præstekonen i følge Ane havde hørt historien. Han gik straks op til præsten og talte om straffen for den forbrydelse. Pastor Mau sagde, at han lige ville tale med pastor Rønne i Høve, sognets præst indtil 1834. De to præster opsøgte senere på dagen Ane og hendes mand i hjemmet. Manden var bange for at blive delagtig i konens forbrydelse, hvis han holdt sin mund. Hun måtte hellere bekende frivilligt, mente han. Det var de to præster ikke imod. Ane var bekymret for, om hun kunne udholde det, der ventede hende, hvis hun tilstod. Præsterne trøstede hende.

    Brevene
    Næste morgen besøgte pastor Mau ægteparret igen. Mand og kone havde ikke sovet meget den nat. Ane ville gerne tilbringe endnu en nat i hjemmet, inden hun gik til birkedommeren. Pastor Mau holdt på, at de hellere måtte tage af sted med det samme. Om eftermiddagen lånte manden hest og vogn af præsten og kørte til Rude. Med sig havde han et brev fra pastor Mau til birkedommer Klüver. I brevet fortalte præsten i detaljer hele sagens forløb. Der var al mulig grund til at tro, at hun havde fortalt sandheden, skrev han. Tilståelsen var jo aflagt frivilligt. Med hensyn til forhør og fængsling bad præsten hr. birkedommeren om at vise Ane al den humanitet og velvilje, som embedspligten tillod. Under retssagen hævdede Mau, at hans skrivelse alene var ment som en anbefaling til mild behandling. Ikke som en anklage og angivelse. Birkedommeren betragtede brevet som officielt. Mau mente, det var privat. Dog kunne han godt se, at formen ikke var så heldig. Pastor Rønne skrev også et brev. Han bad birkedommeren om en mild behandling af konen. Det brev betragtede Klüver som privat.

    Lånte hest og vogn
    Manden mente, konen var så svag, at hun ikke kunne gå fra Hårslev til birkedommeren i Rude. Det var der råd for. Den venlige pastor Mau sagde, at manden kunne låne hest og vogn i præstegården. Han tog mod tilbuddet. Mens manden spændte for i Hårslev Præstegård, lod han munden løbe. Karlene lyttede og skyndte sig at fortælle historien videre til Jakob Fisker, der tilfældigt kom forbi. Han var et fremtrædende medlem af de gudelige forsamlinger. Da han ikke billigede præsternes ageren i den sag, gik han straks til lærer Rasmus Sørensen i Venslev. Senere udgav Rasmus Sørensen et flyveskrift med et stærkt angreb på præsterne.Han beskyldte dem for at have tvunget manden til at køre konen ned til birkedommeren. Påstanden var ikke grebet ud af luften. Det havde manden forklaret under retssagen. Begge præster nægtede. Den ide havde manden og konen selv fået, hævdede de. Det var de rede til at aflægge ed på.

    Efter dommen
    Sagen fik ingen embedsmæssige konsekvenser for pastor J. C. E. T Mau. Men han blev centrum for en hidsig offentlig debat. I 1850 blev han sognepræst i Skjellerup-Ellinge på Fyn. 1850-52 var han landstingsmand. Som Mau var pastor C. F. Rønne medlem af det sydvestsjællandske broderkonvent og positivt indstillet over for de gudelige forsamlinger. Han blev formand for Dansk Missionsselsselskab og Indre Mission. Trods hele forløbet af denne sag forblev ægtefællerne sammen. Ane Rasmusdatter dør den 24. februar 1859, 58 år gammel. Han dør marts 1861 som almisselem.

  • Dannebrogsmand og gårdmand

    Den 28. januar 1813 blev Hans Nielsen, gårdmand i Quislemark, udnævnt til Dannebrogsmand. 10. februar bliver hæderstegnet sendt til Det Danske Kancelli.

    Hæderstegnet fik han på Landhusholdningsselskabets anbefaling. Det fremgår af “Protokollen for Dannebrogsmænd 1813 – 29, nr. 69”. hvor det kort nævnes, at amtmanden over Sorø Amt har spurgt, hvorfor Hans Nielsen skulle have dette hæderstegn.
    Hæderstegnet gik tabt ved Sorø Akademis brand samme år. Det fremgår af en indberetning fra amtmanden over Sorø Amt. Efter allerhøjeste befaling af 3. august 1813 blev et nyt hæderstegn sendt til Hans Nielsen.

    Da han dør i marts 1863, bliver hæderstegnet returneret til Ordenskapitlet. Ordenskapitlet har ingen levnedsberetning fra Hans Nielsens hånd.

    Ved folketællingen i 1801 er husbond, bonde, gårdbeboer og nationalsoldat Hans Nielsen 28 år gammel og gift med den jævnaldrende Anna Wolqvartsdatter. De har sønnen Wolquart, kun et år gammel. Familien er ikke udflyttet. Efter alt dømme boede familien på Gilsgård.
    Anna Wolqvartsdatter dør i september 1831. I kirkebogens rubrik til anmærkninger står: “En agtværdige kone”. Hans Nielsen gifter sig ikke igen.

    Ved folketællingen i 1834 bor den 61-årige enkemand, gårdmand og Dannebrogsmand Hans Nielsen sammen med de ugifte sønner Jørgen Hansen, 28 år, og Niels Hansen, 22 år, samt den ugifte plejedatter Ane Margrethe JørgensDatter, 23 år. Gården har tre karle og en tjenestepige.
    Som 82-årig i 1855 bor Hans Nielsen på gården som aftægtsmand. Ifølge folketællingslisten er han født i Fuglebjerg Sogn. Sønnen, gårdmand Jørgen Hansen, døde 21. december 1852. Enken, Karen Marie Pedersdatter, har gården i fæste. Hendes fødesogn er Førslev.
    Kirkebogen fortæller, at Hans Nielsen, gårdejer, Dannebrogsmand, aftægtsmand hos gårdmand Jørgen Hansens enke i Quislemark, dør 89 år gammel i marts 1863. Det er lidt af en tilsnigelse, at han i kirkebogen kaldes gårdejer. Han nåede aldrig at frikøbe gården.

    Men det gjorde hans sønnesøn, Christen Hansen Jørgensen. Ved folketællingen i 1880 var han gårdejer. Hans mor, den 69-årige enke Karen Marie Jørgensen, bestyrer husvæsenet for ham. Hun er født i Førslev Sogn.
    I september 1886 dør Karen Marie Pedersdatter.

    Det falder i øjnene, at de fleste tjenestefolk på den gård efter folketællingerne at dømme kom fra nabosognene. Tilgangs- og afgangslisterne for Quislemark Sogn er ikke bevaret. Det er således ikke muligt at få et mere præcist indtryk af det udensogns folkehold.

    Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab blev oprettet i 1769. Det skulle sætte gang i udviklingen af landbruget.
    Dannebrogsmændenes hæderstegn blev indstiftet af Frederik VI i 1809. Det kunne gives til “enhver, der ved klog og redelig Stræben for Brødres Vel og ved ædel Dåd i engere (læs: snævrere) Kreds har gavnet Fædrelandet”. Dannebrogsmændene fik kun sjældent ridderkorset. Lige før 1. Verdenskrig var der 3.000 Dannebrogsmænd. Det blev blandt givet til sognefogeder, der havde virket i 25 år, og lærere. Hæderstegnet uddeles ikke længere.