Tag: Sem

Min morfar, Niels Thorsen Pedersen, boede i True før han flyttede til Sem. Han var gift og havde fem børn. Da hans kone døde lige før århundredeskiftet, stod han tilbage med børnene, der alle var ukonfirmerede.

Bedstemor var en af de piger, der, som det hed den gang, var kommet i ulykkelige omstændigheder. Som enlig mor havde hun ikke de store muligheder. Hun søgte, som så mange andre i hendes situation plads som husbestyrerinde, hvor hun kunne have sin derng hos sig. Den plads fandt hun hos Bedstefar. Hun faldt så godt til i pladsen, at hun i 1899 viet til Bedstefar i True Kirke.

Det har sikkert ikke altid været let. Kun 22 år gammel blev hun stedmor til en børneflok på fem, hvoraf den ældste kun var otte år yngre, end hun selv var. Sammen fik Bedstefar og Bedstemor syv børn.

I min barndom spillede afstand en stor rolle. Vi boede i Hornum nord for Hobro, så det blev kun til et enkelt eller to besøg i Sem om året. Det ene år kørte vi i en lejet lillebil til Sem den 7. juni. Det var Bedstefars fødselsdag. Det næste år besøgte vi dem den 6. juli. Det var Bedstemors fødselsdag. Vi skulle altid en tur op på Sem Møgelhøj for at spise blåbær, når Bedstemor fyldte år, men vi skulle passe på, for det kunne nemt give blå pletter på kjolerne.

Bedstefar havde aldrig fået en uddannelse, men han havde klaret sig fint som selvlært murer. Nu, hvor han var gammel, fik han vel sin aldersrente, som det hed.

Når jeg var på sommerferie, gik jeg om morgenen med Bedstefar ned i kæret, hvor de to geder gik på græs. Om aftenen skulle de hentes hjem og malkes. Nede i kæret ved Brækild – Bredkilde, stod også den hævert, som pumpede vand op til den vandbeholder ved kirken, som folk i Sem fik vand fra. Det var Bedstefars arbejde en gang imellem at gå ned og se efter, om alt fungerede , som det skulle.

Bedstemor var altid nervøs, når vi gik ned til Brækild, for man sagde, at der var kviksand. Vi fik strenge formaninger om aldrig at gå der ned alene. Det blev fortalt, at en hest engang var forsvundet i kilden.

Bedstemor var 20 år yngre end Bedstefar. Heldigvis havde hun sit gode humør. For hende som for de mange andre kvinder uden uddannelse var livet hårdt arbejde både i og uden for hjemmet. Hun passede Bedstefar og børnene herunder – moster Gerdas tre børn: Niels, Viola og Vilhelm og hun måtte arbejde i mosen med tørvene for en beskeden løn. Om sommeren lejede hun undertiden sammen med nogle af de andre koner i Sem et stykke af heden, hvor de plukkede tyttebær, der blev solgt til en opkøber. Pengene gav lidt luft i husholdningsregnskabet.

Det var Bedstemors arbejde at malke gederne. Mælken blev blandt andet brugt til at lave ost af – knapost. Den smagte dejlig.

Men økonomien var meget anstrengt i hjemmet, så vi fik mange kartofler og et stykke flæsk, når jeg boede hos dem i sommerferien.

Bedstemors liv var hårdt, men hun formåede alligevel at bevare sit gode humør, og huset var altid pænt og rent.

Når vi kom på besøg, havde Mor altid brød med til kaffen. En gang havde hun bagt en kasse med småkager. Da vi i den lejede lillebil drejede i svinget ved Alstrup ud mod Skrødstrup Skoven, gik døren op, og småkagekassen, som Mor sad med, fløj ud på jorden.

Da jeg i 1940 blev konfirmeret, fik jeg rigtig mange penge – hele 93,50 kr. Jeg ønskede mig en cykel, men den kostede 125 kr. Jeg var så heldig, at min far gav mig de sidste 32 kroner, så jeg kunne købe cyklen.

Der var ikke ret mange, der havde telefon den gang, så det var ikke så nemt at holde kontakt med familien – og Bedstefar var meget syg. Han havde knoglekræft i ansigtet. Det var meget smertefuldt, til sidst kunne han kun spise flydende kost.

Det blev besluttet, at jeg skulle køre til Sem på min nye cykel for at spørge nyt. Det var grunden til, at jeg som 14-årig var hos Bedstefar og Bedstemor i Sem den 26. august 1940, da Bedstefar døde.

Lægen kom om aftenen. Bedstemor var ved at barbere Bedstefar. Han kunne næsten ikke holde det ud for smerter, så da lægen sagde, at det var unødvendigt, indstillede Bedstemor barberingen. Efter at have undersøgt Bedstefar kom lægen ud og sagde:

Lille fru Thorsen, nu vågner Deres mand ikke mere.

Jeg sov ved siden af Bedstemor den nat. Vi kunne ligge og høre, hvordan Bedstefars åndedræt blev svagere og svagere – til sidst døde han.

Året efter flyttede Bedstemor til Mariager, hvor min Moster boede. Når vi besøgte Bedstemor, ville hun gerne have et spil Stindrakker. Blev hun træt af spillet, sagde hun gerne, at hun ikke ville spille med os, for vi feglede – snød. Sandheden var, at hun var den værste.

Den 21. februar 1960 døde Bedstemor i Mariager. Hun blev begravet på Sem Kirkegård.

Jeg havde en dejlig bedstemor. Hun havde et yndlingsudtryk: F . . . . . to. Men – – – det har Vorherre nok tilgivet hende. Hun bad sin aftenbøn hver aften.

Engang under de hårde vintre i 1940’rene kneb det for mange at skaffe foder nok til dyrene og brændsel til kakkelovnen og komfuret.

Elsine Nielsen, der blev kaldt Murer-Sine, fordi hendes mand arbejdede som murer, klagede sin nød til min far. Hun manglede brændsel. Far ville gerne hjælpe hende.

Vi havde ikke halm nok til køerne, så vi måtte som egnens andre landmænd endnu engang ty til Den stur Hie, hvor vi kunne købe foder – nyslåede lyngris.

Køerne åd kun den fineste del af lyngrisene. De tykkeste kviste lå altid tilbage. Dem kom Murer-Sine og hentede. De gav hurtig ild til madlavningen på komfuret og en god varme i kakkelovnen i stuen.

Min farfar, Villum Andersen er født i Vive i 1862. Han var en lille, ilter og bredskuldret mand, med rødt hår. Det var nok hans udseende, der i Assens gav han øgenavnet: Den oversavede kæmpe.

Han blev allerede som barn vant til at omgås heste, idet hans far havde konsessionen på postvognkørselen fra Vive til Ålborg. Det var måske grunden til, at han, da han omkring 1884 flyttede til Assens, kom til at arbejde som herskabskusk for direktøren på cementfabrikken Dania.

Omkring 1888 blev han gift med Gjertrud Pedersen Raj. Umiddelbart efter brylluppet flyttede de sammen med hendes far, Peder Sørensen Raj, til en gård uden for Assens. Villum dyrkede jorden og drog rundt som hjemmeslagter og handelsmand på egnen.

Familien flyttede ind i Maagaard i Sem, da den blev til salg i 1903.

Knejten ska’ ha’ nåd å law, sagde Villum. Og det fik de.

I 1906 døde Gertrud pludselig, og Villum blev alene med de syv børn. Han arbejdede stadig som slagter og handelsmand.

Børnene passede gården sammen med Villums nye kone, Maren Gregersen. Hun døde i 1912. Forholdet mellem børnene og stedmoderen blev aldrig helt ideelt.

Villum fandt en lille niche. Han købte en tyr, der faldt i både landmændenes og køernes smag. Regnskabsbogen, der dækker årene fra 1903 – 11 viser, at tyren gennemsnitlig havde 18 hyrdetimer om måneden. Selv for en tyr ikke nogen dårlig præstation. Prisen for et besøg var overkommelig – ca. 1 kr.

Først da man omkring 1950 begyndte at inseminere, for at forbedre besætningerne, holdt man op med at holde tyre på gårdene.

Villum og hans svoger havde set mange eksempler på spiritussens forbandelse blandt arbejderne på Dania, så de var aktive i Afholdsforeningen. I Sem Sogn var der også folk, der havde et lidt betændt forhold til spiritus. Mange kæmpede imod, da Afholdsforeningen blev oprettet i 1898. Villum blev en af de aktive i foreningen, og han sørgede for, at alle hans børn fik nålen. De, der blev meldt ind i afholdsforeningen, gik som regel med foreningens emblem, en nål, på jakkens revers. Ved hans død besluttede foreningen at hædre ham ved at opstille en marmorsten, der endnu ses på graven på Sem kirkegård.

Af sin svoger, der var formand for landbrugsforeningen, lærte Villum meget nyt om landbrug. Det var almindeligt at fodre med halm og hø. Slap foderet op om vinteren, hentede man revling og lyng i heden. Det var helt nyt og lidt af en sensation, da Villum begyndte at dyrke roer. Det viste sig at være en god ide, så den blev hurtigt taget op af egnens andre landmænd.

Det var ikke altid rent vand, der blev hentet op fra brøndene, der undertiden havde deres plads midt i gården ved siden af møddingen så i 1908 var Villum med til at oprette vandværket i Sem. En hævert trak vand op fra engen til en beholder nær kirken. Systemet virkede med to hæverter indtil 1956, da der blev fundet frøer i vandet (Det havde der nu altid været, for den almindelige mening var, at kunne frøerne leve i vandet, så var det ikke forurenet). Men der var kommet nye tider. Kredslægen forlangte vandbeholderen flyttet mindst 300 m væk fra kirkegården. I 1978 blev systemet lavet om, da der blev boret en ny brønd ved Brækil – Bredkilde nede i Sem Mose.

I 1925 solgte Villum Andersen Maagaard til min far, Pi Raj. Han flyttede sammen med datteren, Mariane, op i det hus, han i 1905 havde købt til sin mor, Else Jensdatter. Det betød ikke, at han gik på aftægt. Hver dag mødte han op på Maagaard for at deltage i arbejdet.

Så sent som i 1938 – to år før sin død – passede han sit arbejde som hjemmeslagter. Efter en slagtning kunne Villum finde på at sige:

A væl ha howed å fædder mæ hjem!

Når konen protesterede fortsatte han: Jamen de’ æ da mi ien! – mine egne!

Vi boede i Alstrup og i Skrødstrup, indtil min far og mor den 6. marts 1930 købte et lille hus i Sem af Niels Peter Jensen for 3.850 kr. De følgende år arbejdede min far som fodermester på Sembygaard.

Jeg husker tydeligt min første skoledag i Grove Skole. Det var den 1. maj 1935. Jeg ved ikke, om madpakken var det vigtigste for mig, men jeg husker, at fru Bach kom ind i skolestuen. Jeg havde madpakken til at ligge foran mig, så hun forklarede mig, at den skulle ligge under bordet.

Til den første eksamen var der provstevisitats. Det var med provst Exner fra Hald. Det var også sidste gang, den daværende præst i Hem-Sem Sogn, pastor Skjærbæk var med til eksamen.

Der var kun to klasser i Grove. Om sommeren gik bitteklasse i skole tirsdag og fredag og sturklasse de fire andre dage fra kl. 9.00 til kl. 16.00. Om sommeren var det omvendt, da mødte de store fra kl. 7.00 til kl. 13.00. Man kom i sturklasse som 9-10-årig. Det er hændt, at et lyst hoved allerede som 8-årige kom i sturklasse Når vi skulle i skole, gik vi, som man altid har gjort, når man skulle fra Sem til Grove, ad skovvejen og Hulvejen, så vi kom ud lige ovenfor Hans Lindskovs ejendom, Skovly. Vejen forsvandt sammen med skolen. Det var en spadseretur, der tog tre kvarter. Jeg mindes aldrig at være kommet for sent. Det gjorde man ikke i Grove Skole. Der var god disciplin. Jeg tror ikke engang, vi hviskede i timen.

Når Bach kom ind, rejste vi os pænt op. Dagen begyndte med morgenandagt. Vi sang en salme og bad Fadervor og sluttede med: O, du som os vel-signed!

I bibelhistorie og almindelig historie blev vi først hørt. Derefter fortalte og gennemgik Bach det, vi skulle have for til næste gang. Danmarkshistorie var for mig et kedeligt fag.

I dansk skrev vi diktat. Bach dikterede. Det var med at skrive uden fejl, for vi blev flyttet om efter, hvor mange fejl vi havde.

I geografi terpede vi meget. Vi lærte de forskellige landes: Byer, floder og bjerge m. m. udenad. Og vi blev hørt.

Der var regning i den sidste time. Vi lærte både den lille og den store tabel. Bach kunne godt finde på at skrive hele den store tavle fuld af regneopgaver, som vi skulle regne med griffelen på vores lille skiffertavle. Efterhån-den som vi havde regnet opgaverne, fik vi fri. Det kunne godt give nerver.

Vi havde også en sangtime. Jeg tror, det var om torsdagen. Vi lærte mange gode sange, som vi kan huske endnu.

Om sommeren havde vi en gang imellem gymnastik ude på legepladsen. Der var på skolen både en buk og en plint.

Frikvartererne var dejlige, men de var sjældent lange.

Efter den sidste time pakkede vi vores taske og stod ud på gulvet ved vores plads og sang en lille sang f. eks: Timen hæves, nu der kræves kun en lille sang – – – eller Nu er timen til ende – så måtte vi gå hjem.

Hvert år var vi på udflugt. De små kom til Doktorparken i Randers.

Alt i alt havde vi en god lærer. Han gik helt og fuldt gik op i sin gerning.

Jeg gik ud af skolen sidst i marts 1940.

Om sommeren skulle jeg skynde mig hjem fra skole. Jeg kunne lige nå at spise den mad, min mor havde sat i ovnen til mig, inden jeg måtte løbe ned i engen, hvor mine forældre ejede to td. land tørvemose.

Min far begyndte at skære tørv, så snart frosten var af jorden. Vi skulle helst skære 10.000 tørv om dagen. Et lag gennem hele tørvegraven i en tørvs bredde kaldtes en bænk. Far stod i tørvegraven og skar klynerne ud i tørv. De blev lagt op på et bræt, som vi piger skulle køre ud på land til Mor. Hun stod og lagde dem ud enkeltvis til tørring. Det var et arbejde, der gav en øm ryg.

Det var ikke tilladt at stå på brættet, når vi kørte frem og tilbage fra tørvegraven til marken, for hesten skulle hvile sig. Når vandet var løbet af tørvene, skulle de rejses. Det vil sige, at man rejste dem på højkant – to og to lidt skævt for hinanden, så de kunne tørre bedst muligt. Til sidst blev tør-vene stakkede, sat op i skruer. Så var de klar til at blive solgt.

I den tid vi gravede tørv, tjente vi ingen penge, så det lettede på økonomien, når Far kunne begynde at sælge af tørvene.

Omkring Pinse skulle tørvegravningen til fremmede være færdig. Så kunne vi begynde forfra med at grave vore egne tørv.

Vi deltog alle i tørvegravningen efter skoletid det meste af sommeren.

Der var pauser i tørvegravningen. Vi tog os undertiden tid til at tage en tår hjemmelavet saftevand af den sodavandsflasken med patentprop, der altid stod i den lille grøft, der løb mellem Niels Jørgen Svendsens og vores eng. Der var et væld, så temperaturen var ens sommer og vinter. Far tillod en times pause fra kl. 12.00 til 13.00. Den holdt vi henne under læskærmen. Det var en træramme beklædt med gamle salpetersække. De var dengang imprægnerede med tjære. Blev pausen længere end en time, kunne Far godt blive lidt utilfreds.

Mange år efter krigen, da tørvegravningen for længst var sluttet, gik Far og rensede grøften op. Pludselig fandt han en flaske saftevand, der havde forputtet sig. Han tog den med hjem og drak den. Den smagte udmærket.

Om efteråret skulle vi ud i heden for at plukke tyttebær og blåbær, så der var ikke megen tid til at lege. Det gjorde ikke noget, hvis bærrene ikke var helt modne. Det blev de hurtigt, hvis de kom til at stå i mørke.

Når vi kom hjem fra heden blev bærrene blæst. Vi gik op i haven og hældte dem forsigtigt fra et fad ned på et klæde, så blæste vinden blade og andre urenheder bort.

Derefter rensede vi bærrene på et bord. Et lagen blev bredt ud på bordet og et par mursten lagt under det ene par ben. Når bærrene trillede ned over bordet, kunne vi fjerne de dårlige bær og de sidste urenheder.

Mor lavede selv syltetøj af nogle af bærrene. Det smagte himmelsk til de brasede kartofler med flæsk, der var daglig mad for mange. Resten af bær-rene blev solgt til en opkøber, der kom hver uge fra Randers. Det gav en ekstra skilling til budgettet, der undertiden var lidt stramt.

Om vinteren var det svært for min far at få arbejde. Nogle gange gik han til Assens i sne og kulde for at se, om der var kommet en kuldamper ind til Dania. Når den var losset, kunne han gå på sine trætte ben hjem igen. Undertiden var der ikke noget arbejde, så havde turen været forgæves.

Jeg kan huske, at min far en gang en sen aften tog sit gevær og gik ud i Sem Hede for at se, om han kunne skyde et dyr. Det var for at få lidt fersk kød til kartoflerne som afveksling fra det evindelige flæsk. Det blev der nu ikke noget af. Mens han stod derude, var der pludselig mange lys, der begyndte at glimte rundt omkring ham, og han kunne høre lyden af en flyvemaskine, der fløj meget lavt. Han blev bange. Med geværet under jakken kravlede han på alle fire hjem mod byen. Han gik aldrig i heden mere. Først efter krigen fandt han ud af, at det var frihedskæmpere, den berømte Hvidstengruppe, der havde modtaget våben fra England.

Kirken var ikke det sted, hvor folk i vort sogn kom mest, men en søndag besluttede Far og onkel Mads sig for at gå i kirke. De kom lidt sent. Pastor Nørgaard stod i døren til våbenhuset med sin pibe. Han kiggede ud på himlen og sagde henkastet:

“Nu kommer solen snart til at skinne over Sem!”

Far og Mads forstod hentydningen.

Efter at være blevet konfirmeret i Hem Kirke, kom jeg ud at tjene.

En årrække var jeg på Holmgården i Grove hos Axel Johansen. Der var ikke så meget, Johansen og jeg kunne blive enige om, men det hændte en enkelt gang. Det var i 1945, da tyskerne var på vej hjem. De manglede transportmidler bl.a. cykler. Folk gemte deres cykler alle vegne. Johansen og jeg hjalp hinanden med at få vore cykler gemt godt under høet på loftet.

Forholdene for tjenestefolk dengang ville ikke blive godtaget i dag. Karlenes værelser lå som regel i forbindelse med stalden. De kunne ikke varmes op, så mange gange måtte de om vinteren stå op og klæde sig på med is på vægge og vinduer. Det var ikke så sært, at hygiejnen ikke altid var helt i top, når de skulle stå og vaske sig ude bag hestene i koldt vand.

Det kunne hænde, at vi samledes i karlekammeret om aftenen. Så sad vi i sengen med dynen over benene og spillede kort på et bræt. Det var hygge-ligt, og vi holdt varmen.

Om sommeren badede vi i åen. Det kunne være en blandet fornøjelse. Det var almindeligt, at man måtte vifte græs og grene til side, men når en død kalv eller andet kom flydende i åen, kunne det blive for meget. Jeg måtte en gang skynde mig op, fordi en ko var gået i gang med at æde min kjole.

En dag sendte Johansen Henry Vase og min fætter, Christian, ned i engen for at vande køerne. Det varede meget længe, inden de kom hjem, så Johan-sen blev vred. Da de kom, undskyldte de sig med, at de ikke kunne komme til at vande køerne for tyren. Det troede Johansen ikke på, så næste dag ville han selv vande køerne. Det varede meget længe inden han kom hjem – først hen mod kl. 12.00. Mens han tog en ny skrå, mumlede han: Det var den tyreknot. Den stod og kikkede olmt på mig. Tyren havde jaget ham ud i tørvegraven. Der måtte han vente, indtil den besindede sig til at gå.

En eftermiddag sad jeg inde i folkestuen på Johansens plads og ordnede en kjole, som jeg skulle have på samme aften. Da jeg skulle pakke sammen, kunne jeg ikke finde nålen. Jeg gik i gang med at lave aftensmaden. Johansen havde for vane selv at rejse sig og tage maden, brødet og smørret, hvorefter han lod sig dumpe ned i stolen. Det gjorde han også denne aften. Idet han satte sig ned, så han direkte på mig. SÅ vidste jeg, hvor nålen var. Jeg kom til at le, så jeg måtte gå ud i køkkenet. Idet jeg gik forbi Johansen, hvislede han: Det ondskabsfulde kvindemenneske! Det hjalp bestemt ikke på min latter. Jeg blev i køkkenet, indtil der blev råbt på mere mælk. Jeg tog mig sammen og gik ind med mælken, men da jeg stod i døren og så Johansen, begyndte jeg at grine igen, så jeg måtte støtte mig til dørkarmen.

Det var nu ikke derfor, jeg rejste fra Holmgaarden til Edderup Østergaard. Jeg vendte senere tilbage. Du ruinerer mig, sagde Johansen, da jeg forlangte 175 kr. i løn om måneden – og fik det.

På Edderup Østergaard sagde Erik Ørfeldt til mig, som han sagde til alle andre, der blev ansat på ejendommen, at jeg gerne måtte sige DU til ham, når hans kone ikke var til stede. Fru Ørfeldt ville have, at vi sagde DE til hende.

En aften kom Christian og hentede mig. Vi skulle i biografen i Havndal. Fru Ørfeldt sagde, at jeg skulle tage gummistøvler på – på grund af vejret.

A hår ingen, sagde jeg.

Det har jeg, svarede fru Ørfeldt.

I skyndingen kom jeg til at sige. Må A lon din støvler?

Fru Ørfeldt reagerede ikke, men gav mig støvlerne.

Jeg var glad for at tjene på Edderup Østergaard. Der var andre, der ikke brød sig ikke så meget om det.

Hver onsdag tog fru Ørfeldt med Rutebilen fra Kastbjerg for at besøge sin familie i Randers. Når hun kom hjem, havde hun altid kager med til os alle.

Jeg fik derefter plads på Stadsgaard i Øster Tørslev, inden jeg den 13. november 1948 blev gift i Sem Kirke med Christian Nielsen fra Nebstrup. Den 18. december 1953 købte vi det hus i Norup, som vi stadig bor i.

Efter mors død boede Far alene i huset indtil 1986. Han solgte det til Jens Anker Hansen fra Nørre Sem og flyttede på plejehjem i Assens.

Da jeg var dreng, havde vi to spand heste. Når vi kom hjem fra marken om aftenen skulle krikkerne vandes. De tre gik, når de blev spændt fra, roligt hen til vandtruget og drak og derefter ind i stalden. Den ældste, en frederiksborger, havde lidt frihedstrang i sig. Hver aften tog den sig en rask løbetur ned ad bakken ind ad vejen til Pi Rajs gård, hvor den tog en omgang, inden den igen kom hjem og løb ind i stalden.

Vi havde altid mellem 18 – 20 køer. Mælken, der kunne være i 6 -7 spande, blev hver dag kørt til Kærbybro Mejeri. Konkurrence er jo altid et godt libe-ralt princip. I Sem konkurrerede vi i al fredsommelighed på mælkespande. Det var ikke helt ligegyldig, hvor mange mælkespande, der stod i indkørselen til gården om morgenen. Mange spande gav præstige, så det er ikke utænkeligt, at enkelte af spandene ikke var fyldt helt til randen.

Kælvekvierne havde vi gerne til at gå på markerne langs Enslevvejen. De blev kun malket et par gange om ugen. Det var en overgang mit job. Da køer den gang ikke var afhornede, kunne det være en blandet fornøjelse, hvis de ikke artede sig. Et år var en af vore tre kælvekvier lidt aggressiv. Den havde måske opdaget, at jeg var nervøs, når jeg skulle malke den. En dag satte den efter mig. Jeg løb langs hegnet. Kvien var den hurtigst. Jeg har mindet om episoden endnu – et ar på låret, hvor den fik fat med hornet og vippede mig op over hegnet. Da jeg kom hjem klagede jeg forståeligt nok min nød til Mor, der kort meddelte Far:

For ettertien molker do sjel di kyer! ! !

En gang om måneden kom kreaturhandler Vindstrup fra Randers for at handle dyr med min far. Han stak gerne hovedet ind og spurgte: Æ’d naad i daw! Det var der, hvis Far havde køer, der ikke gav nok mælk eller skulle have en ny ko ind i besætningen. Der blev også handlet, hvis nogle ungkreaturer eller kalve var tjenle – store nok til at blive solgt evt. til slagteriet Man havde ikke så mange grise den gang, men når de var tjenle, blev de leveret til Randers Svineslagteri.

Var der brug for en ny hest, klarede Far det selv. Han cyklede over mosen og tog rutebilen i Enslev, hvis han da ikke cyklede til markedet i Randers.

Man holdt mest høns for æggenes skyld. Så længe det var tilladt, blev de vasket i vand. Senere måtte man kun bruge et stykke fint sandpapir, men havde en høne moget reden til, hændte det dog, at man var nødt til at gribe til den gamle metode med kolde afvaskninger. På mange gårde, var det æggene, der blev solgt til Kærbybro Brugsforening, der betalte brugsbogen.

Når en høne ikke længere lagde æg, endte den gerne i suppegryden. Hanekyllingerne nåede sjældent at blive ret gamle, inden de endte på søn-dagsbordet – var der flere, end man selv kunne spise, blev de solgt til fremmede.

De gæs, vi havde, blev gerne slagtet ved juletid. Det var endnu ikke så moderne med mortensgås.

I 1938 havde vi en stor sorg i min familie. Min storebror, Jens Anker, var udlært tømrer. Han arbejdede på det tidspunkt i Skellerup. Han led voldsomt af mavesår og havde i lang tid gået og skrantet. Når han tog på arbejde, var han undertiden så forpint, at han måtte lægge sig lidt i grøften for at komme så meget til kræfter, at han kunne komme videre.

Til sidst blev det så slemt, at lægen anbefalede, at han skulle indlægges på sygehuset for at blive opereret. Tilfældet var så alvorligt, at man overvejede, at indlægge ham på et af de større sygehuse. Man valgte dog Hobro Sygehus, fordi familien så ville have lettere ved at besøge ham.

Jeg kan endnu tydeligt mindes den trykkede stemning i stuen, da jeg den 22. oktober ved 22 tiden kom hjem fra teknisk skole i Mariager. Min mor var et meget følsomt menneske og nært knyttet til Jens Anker. Da der blev ringet fra Hobro, at vi skulle komme, fordi han var blevet dårligere, brød hun helt sammen.

Vor nabos søn, Viggo Møller, kørte den gang taxa fra Sem. Det blev ham, der kørte os til Hobro Sygehus. Jeg skulle med, hvis Jens Anker behøvede en blodtransfusion. Den gang gik man ikke så meget op i blodtyper. Man gik ud fra, at når vi var brødre, var der ingen fare. Blodtransfusion kom slet ikke på tale, Jens Anker var så dårlig, at han døde den samme nat.

Jens Anker blev bragt hjem fra hospitalet i en kisten. Den kom til at stå en af stuerne indtil begravelsen. Alle, venner og bekendte af mine forældre og Jens Anker sendte blomster, så snart var stuen et stort blomsterflor.

På begravelsesdagen blev der holdt en højtidelighed i vort hjem. Man sagde den gang, at vedkommende blev sunget ud. Begravelsesfølget mødtes i gården og deltog i en kort højtidelighed. Kirkesangeren bad en bøn og ledede salmesangen, mens kisten blev båret ud af huset. Mine brødre, Axel, Bay og jeg bar sammen med tre andre kisten hele vejen op til kirken, fulgt af følget. Efter gudstjenesten blev kisten båret ud til familiegravstedet, hvor præsten foretog jordpåkastelsen.

Efter begravelsen var der, som det var almindeligt ved begravelser, afholdt en mindesammenkomst med spisning i Sem Forsamlingshus. Det var en meget hård dag for hele familien, men mest for min mor. Hun kom aldrig helt over det.

Jeg var i lære hos murer Andreas Larsen i Mariager. Hver dag deltog jeg i det praktiske arbejde, og fra oktober til maj gik jeg fire dage om ugen på teknisk skole i Mariager. Vi startede kl. 7.00 og var færdige kl. 10.00.

Jeg blev ikke udlært hos Andreas Larsen. Det skyldtes, at min ældre bror, Bay, der var udlært mejerist, fik arbejde på Låsby Mejeri. Der flyttede jeg også til. Senere kom jeg på Håndværkerskolen i Hadsten. Det var derfra, jeg fik mit svendebrev. Jeg arbejdede i årene fremover i Låsby, Silkeborg, Randers, inden jeg fik fast arbejde i et byggefirma i Århus, hvor jeg blev, til jeg blev pensioneret.

Mine forældres sølvbryllup var den 11. juni 1934. Det var også min fars fødselsdag. Jeg var seks år og forstod jo ikke rigtigt, hvad et sølvbryllup var. Det var mere fødselsdagen, jeg tænkte på.

Det begyndte en 3-4 dage før. Der kom en kogekone, som hed An’ Mari’. Jeg vil tro, hun vejede ca. 120 kg, og så havde hun sorte hjemmestrikkede strømper på, som sad i ål ned ad benene.

An’ Mari’ gik straks i gang med at lave kød og melboller til suppen. Der var i forvejen blevet slagtet både en gris og en kalv, så der var nok at tage fat på. Jeg havde fået strenge ordrer om ikke at gå i vejen. An’ Mari’ var en skrap dame. Jeg kan huske, at Far og Mor snakkede om, at det var utroligt, hvad hun kunne overkomme.

Dagen før fødselsdagen – for mig var det jo bare en fødselsdag – blev der opstillet et telt, der fyldte hele gården. Der var plads til 150 mennesker. Det var spændende dage for en purk på seks år.

Selve dagen startede kl. 6.00 om morgenen med klaver og hornmusik. Hele byen vågnede med et brag. Jeg ved ikke hvor mange, der var mødt op, men der var mange. Mor havde morgenkaffen klar.

Hele dagen væltede det ind med gaver. Om aftenen mødte familien op. Der var en stor familie på begge sider, så de kunne fylde teltet. Der var suppe, steg og is til alle. Et tre mands orkester spillede. Ind imellem var der taler, men det forstod jeg ikke et kuk af. De stod alle sammen og vrøvlede om 25 år, og jeg vidste, at min far fyldte 54 år.

Endelig var spisningen forbi. Bordene blev ryddet til side, og dansen kunne begynde. ALDRIG! Hverken før eller siden har jeg været så stolt af mine forældre, som da de dansede den første dans, mens hele forsamlingen stod i rundkreds og klappede af bare festglæde. Dagen efter gentog det sig, med byens befolkning og mine forældres omgangskreds som deltagere også med musik og dans. Som afslutning på festlighederne blev alle de, der havde hjulpet i køkkenet, opvartere, skaffere samt alle nabo- gårdenes karle og piger inviteret den tredje dag til fest. Det var sandelig en fødselsdag, der ville noget.

Et par måneder efter var der sølvbryllup på Sembygaard hos Eline og Chr. Pedersen. Da gentog hele historien sig en gang til. Jeg kan huske, at der blev snakket meget om de to fester i lang tid efter.

I januar måned et halvt år senere blev jeg syv år. Der var en forrygende snestorm. Jeg var rasende og mente, at det var uretfærdigt.

Noget af det første, der satte sig i min erindring var en hedebrand, der udviklede sig temmelig voldsomt. Det værste var, at det var Far, der havde startet det hele. Meningen var jo, at lyngen på heden skulle brændes, før pløjningen kunne begynde, men ild kan være svær at kontrollere.

Branden udviklede sig så voldsomt, at det var meget tæt på, den kunne have taget hele Den stur Hie og Semskoven med. Med den tilkaldte hjælp lykkedes det at få branden stoppet, før den nåede skoven, men godt 30 tdr. land af lyngheden brændte. Jeg fik selvfølgelig ikke lov til at komme der ud, mens det stod på, men vi kunne se røgen hjemmefra. Jeg kan huske, at Mor indprentede mig, at det var sådan noget, der kunne ske, hvis man legede med tændstikker. Det har siddet i mig siden.

Men det var opdyrkningen af heden, jeg ville fortælle om. Det var et utroligt slidsomt arbejde både for mennesker og dyr. Når lyngen var brændt, var der en masse egetræer og buske, der skulle ryddes af vejen. De tager ikke ret meget skade af ilden. Eg er virkelig hårdt træ med et enormt rodnet flere meter ned i jorden. Det var et kolossalt gravearbejde. Jeg kan huske, at vi som noget nyt begyndte at bruge sprængstof.

Det var Martinus Molberg, der stod for det. Han var også tækkemand. Han lagde stråtag. I forbindelse med tækkearbejdet fik han tilnavnet fi’ Stekker, fire stykker. Når vi spurgte ham, hvor mange rørbundter, han skulle bruge oppe på taget, var svaret altid en fi’ stekker.

Det var et sidespring. Det var sprængningen, jeg kom fra. Den bestod af en krudtladning og en tændsats, der blev pakket ind i ler og anbragt under en rod, en sten, eller hvad det nu var, der skulle sprænges. Så var der en lunte, der blev antændt. Vi skulle være på god afstand af sprængladningen, inden den sprang. Resultatet var imponerende. Store rødder blev revet helt op og delt i nogle stykker, der lettere kunne håndteres. Det der blev tilbage af rodudløbere og de mindre rødder, kunne hestene trække op. Men det værste var endnu tilbage. Det var pløjningen. Der var masser af mindre sten og rødder, der skulle samles op. At gå efter ploven var absolut ikke drenge-arbejde. Når ploven gik mod en stor sten, kunne den godt springe en meter op eller til siden. Ikke mindst for hestene var det et hårdt arbejde.

Når heden endelig var pløjet, skulle jorden have mergel, kalk. Det hentede vi i Dalbyover. Et læs om dagen kunne det blive til. Det skulle spredes fra vognen med skovle. Først når den pløjede jord var blevet harvet et par gange i løbet af sommeren, kunne der sås rug. Det skete i den sidste halvdel af september. Inden rugen spirede, skulle der igen samles sten. Det skulle der i flere år, for hver gang jorden blev pløjet og harvet, kom der stadig sten op. Det var et drøjt stykke arbejde til en meget lille løn.

Det jeg kan huske foregik i trediverne. Før den tid var det meget mere besværligt. Man kunne ikke sprænge sten og rødder. Man havde ikke så stærke heste og plove – kun nogle magre stude og træplove.

Jeg kan huske, at mine farbrødre fortalte om det. De fleste af de redskaber, de brugte, var hjemmelavede.

At blive vasket eller vaske i det hele taget har vel altid været noget mennesker har taget meget forskelligt på. Nogle overdriver, mens andre er revnende lige glade med, hvor beskidte de er, og hvordan de lugter. Helt galt var det, da ingen havde andet end en brønd, der måske lå et stykke væk. Vandet skulle trækkes op af brønden og bæres eller køres hjem. Man kan vel ikke bebrejde nogen, at det kneb med hygiejnen, hvis der var storm og 20 minusgrader eller mere.

Derhjemme havde vi et vaskerum med en gruekedel, der kunne rumme 100 l vand. Vi havde trods alt en vandhane.

Der blev ret ofte fyret op under kedelen til tøjvask, og når der skulle slagtes en gris eller 20 høns. Der var altid lidt vand tilbage, så de beskidte tæer også kunne få en ordentlig tur.

Om sommeren var det helt anderledes. Så gik vi ned i åen. Der kunne vi oven i købet svømme. Dengang var vandløbene forholdsvis rene. Det kniber det mere med nu om dage.

I sommertiden var der livlig aktivitet nede i engene. Folk skar tørv, slog hø og rensede grøfter. Jeg husker en episode med en mand fra Enslev, der havde eng ved siden af os. Han havde en kvie, der var faldet i en grøft. Den sad godt i blød. Vi gik ved siden af og stakkede hø. Naboen råbte, om vi ville hjælpe ham med at få kvien op. Da vi kom der over, havde han foldet sine bukser op og taget strømperne af, så han stod i bare fødder. Det er de mest beskidte fødder, jeg nogen sinde har set. Det var meget svært for mig og karlen ikke at grine. Der blev lagt et reb om kvien, så vi kunne få den op. Bagefter meddelte naboen, at nu ville han i åen for at blive vasket. Det var hårdt tiltrængt.

Min opvækst hos mine bedsteforældre på Sembygaard i tidsrummet ca. 1940 -1952.

Jeg er ældste barnebarn og født i 1935 af Helga, som blev sygeplejerske og senere gift med Reinholt Pagter fra Pagtergården i Assentoft.

Mine bedsteforældre overtog Sembygaard i 1909. Det opdyrkede areal udvidedes gennem opdyrkning af en del af hedejorden, som bl.a. havde været agerjord i oldtiden, hvorfra jeg er i besiddelse af en økse og en dolk. Begge dele har jeg fået foræret af Karl Thomsen, som havde haft dem i sine gemmer fra den tid, han var med til at bryde allaget i heden. Oldtidsfundene var pakket ind i flere lag gammelt avispapir. Da hans arbejdsmærkede hænder rakte mig pakkerne, sagde han: “Peersen ver ik no om et “.

Glimt fra arbejdslivet på Sembygaard:

Første november var skiftedag. Den dag iagttog jeg fra bordet i folkestuen de nyansatte, som kom med deres bohave på en hestetrukken vogn. Karlene kom med hvert deres skab, mens den unge pige i huset havde en kommode med. Karlenes værelser var i længen, hvor hestene holdt til, og hvor der var vaske- og tørvehus, som tidligere havde været anvendt som mejeri. Karlenes badeværelse var vaskehuset, mens toilettet var bag hestene i hestestalden. Forkarlen havde det bedste værelse, hvorfra der var adgang til foleboksen.

Anden- og tredjekarlen delte værelse. Ud over skabet var der et fast bord og 2 stole, men ingen varme. I det tredje værelse boede yngstedrengen.

Karlene og den unge pige spiste julemiddagen hos os. Efter endt indtagelse og gaver fik de lov at tage hjem.

Der var også spænding omkring fodermesterskiftet. Familien boede i fodermesterhuset. Det var altid spændende at se, hvor mange børn der var, hvor gamle, og af hvilket køn. De kunne jo blive mine legekammerater. Det var noget ensomt at være enebarn hos sine bedsteforældre.

Inden jeg som voksen blev lærer, har jeg ofte leget skolestue sammen med børnene i en tom kostaldbås. En del tid gik med, at jeg selv fremstillede mit legetøj. Min bedstefar mente, det var mere udviklende selv at lave det end at få købt legetøj. Jeg legede også en del med Ole Kirk, som boede på Tornholt.

Oles mor og min mor var kusiner. Der ude midt i Skrødstrupskoven var der ikke elektricitet. Når aftendæmringen faldt på, måtte vi rundt i rummene med karbidlamper. Ved siden af køkkenbordet sad et kraftigt træhåndtag, som vi kunne pumpe vand op med.

Den unge pige, jeg fik det tætteste forhold til, var Kamma Lund, som senere blev gift med Eigil Hansen. Begge tjente samtidig hos os. Jeg blev betroet at bære de to tørv, hvor imellem brevudvekslingen mellem Eigil og Kamma fandt sted. Anna Møller fra Hedely var til tider min skytsengel.

Mange har været medhjælpere på Sembygaard. Og af dem husker jeg bedst Søren Bonde, Henry Hejlesen, Edvard Thorsen, Villy Jensen, Aage Vase, Jens Anker Kjær Laursen, Peter Munk og Marinus Pedersen.

Gennem årene har Karl Thomsen haft mange funktioner på Sembygaard, også mens han havde den ejendom, der i dag hedder Museet på Sem Hede.

Gennem flere år besøgte min bedstefar og jeg Karl lille juleaftensdag, når vi havde været ude at hente årets juletræ til både ham og os. Traditionen tro fik min bedstefar kaffe, og jeg fik sodavand. Karl boede, som man forestiller sig eneboere bor, hvilket jeg ikke syntes var hyggeligt. Dette kommenterede jeg over for min bedstefar, som ved den lejlighed belærte mig om, at det væsentlige var at lytte til de mange kloge betragtninger, Karl gjorde sig. Efter endt traktement skulle vi altid ud at bese Karls dyrehold.

Af heste havde han to nordbagger, som forspændt kassevognen kørte bag om Sembygaard ad engvejen til Kærbybro, hvor egnens brugsforening og mejeri lå.

Jens Juul var også en af Sembygaards trofaste medhjælpere. Jens kunne godt lide at indgå væddemål, så den dag middagsmaden stod på æbleskiver og sødsuppe, måtte dette ikke røbes, for så var min bedstemor ikke i stand til at bage tilstrækkeligt med æbleskiver i den tid, der blev spist. Jens gik også højt op i, hvem der kunne have flest kornneg på vognen fra marken og hjem. Til tider kunne det knibe at få vognen gennem ladeporten.

I folkestuen sad forkarlen alene på bænken ved den ene ende af bordet. På den faste bænk langs væggen sad de øvrige medhjælpere i rangorden – og jeg. På stolene sad så min familie og den unge pige. Det var også stuen, hvor Post Nielsen fik sin eftermiddagskaffe og altid kikkede ud af vinduet, når han fik skænket den tredje kop kaffe.

I den stue holdt også Det flyvende Korps til. Det danske Hedeselskab, der havde belært landmændene om den gode ide at plante læhegn, sendte medhjælpere til at udføre beplantningen.

Den vinter, Jørgen Christoffersen, bankdirektørsøn fra Randers boede hos os, blev der om aftenen tegnet og skåret mange piber i den stue. Jørgen var så kuldskær, at han boede i stuehuset og vaskede sig i familiens badeværelse, som havde alle nutidens faciliteter. På den tid var der ikke mange badeværelser i Sem Sogn.

Malkemaskinen – Alfa Laval – var et tilløbsstykke. Før den tid var der blevet malket med håndkraft. Mælken afkøledes i de 40 liters transportspande, som mælkekuskene Marius Thomsen og Vagn Rasmussen måtte på- og aflæsse mælkevognen. Det var et slidsomt arbejde både for mælkekusk og heste. Undertiden havde mælkekusken også varer med fra Brugsen og mejeriet til leverandørerne. En gang om ugen skulle han i en kuvert have mælkepengene med til producenterne. Vagn Rasmussen har fortalt mig, at i høstens tid lånte min bedstefar et spand heste til mælkekusken, når han efter mælketuren skulle til at arbejde for sig selv.

Om sommeren efter fyraften badede vi nede ved åbroen. Det var også på sådanne på aftener, der blev forberedt tykmælk til morgenmad. Tilberedningsstedet var på stenbordet ved siden af brændekomfuret. Det hændte, vi sommeraftener fik frugtgrød med mælk. På sådanne aftener kunne vi lytte til Villy Møllers harmonikaspil oppe fra Hedely. De unge mennesker fra Sem samledes af og til på vores vej for at spille kegler.

Fodermesteren og min bedstemor forestod slagtningen af fedekalven, fåret og grisen sammen med slagteren, for min bedstefar var pist borte, når dyret skulle stikkes. Den følgende dag var en meget travl dag, da kødet enten skulle forarbejdes eller lægges i saltlage i det store trækar, som stod i kælderen. Saltlagen havde den rette saltkoncentration, når den kunne bære et æg. Kød taget op af saltlagen, måtte udvandes, inden det kunne tilberedes. Med tiden kunne duften fra saltkarret være ubehageligt.

Også fåreklipningen tog min bedstemor sig af. Først blev fårene vasket i sæbevand, som var i et stort zinkdrikketrug, hvori fårene stod. Derefter blev de bundet til flagstangen, så de kunne ryste det meste af skyldevandet af sig. Dernæst blev de trukket ind i en ren og halmstrøet foleboks. Når de var helt tørre, blev de lagt på en dør, der blev anvendt til klippebord. Inden klipningen med den specielle fåresaks blev deres ben bundet sammen. På en sådan dag var der en frygtelig brægen i gården, og efter en klippedag var min bedstemors arme meget ømme.

På loftet over hestestalden stod hakkelsesmaskinen, hvorpå vi skar havrenegene til hakkelse til hestene. I høstens tid måtte jeg i middagsstunden dreje slibestenen, for så skulle knivene til slåmaskinen skærpes. I roetyndingens tid var der også travlt, hakkejernene og favnemålet måtte være i orden, og med dette arbejde var det muligt for mange at tjene en ekstra skilling. Også her konkurreredes der om, hvem der nåede flest favne.

Som barn havde jeg pligter. Bl.a. lærte min bedstefar mig at flytte de tøjrede får i heden. Der skulle en del teknik til både at få tøjrepælen op af, og i jorden. Jeg skulle også tælle kvierne i heden. Der havde min bedstefar i 1934 ladet bygge en stald med lade til ungkreaturerne, som stod bundet der om vinteren. Jeg har tit tidlig på dagen gået sammen med ham ud for at fodre og muge. Spadsereturene brugte han til at fortælle mig historier, træne mig i at regne og til at synge med mig. Han var en god fortæller, pædagog, og et oplyst menneske. Når jeg ikke havde lyst til at udføre det arbejde, jeg blev sat til, kunne han lokke mig med en trylleformular. Han fik en bestemt kvie til at lave en lækkerbisken til mig.

Jeg blev ekspert i at krøje vingerne på vindmøllen i heden, så møllen kunne trække vand op fra brønden til dyrene. Der blev der spist middagsmad kl. 12 præcis. Derefter var der middagshvil til kl. 13, hvor kaffen med et stykke kage blev serveret. Når det var høsttid, var spisetiderne de samme, men den unge piges hviletid blev afkortet, for efter middagen skulle hun vaske op, vaske køkkengulv og derefter være parat til at hjælpe til i laden, når kornnegene blev kørt ind og fordelt i de forskellige gulve. På den tid blev der drukket litervis af kærnemælk og saftevand. Sommerpærerne var en herlig forfriskning.

Der blev skåret tørv i vores eng. Naboer skar tørvene mod at aflevere et bestemt antal skruer til os. En skrue – en stak tørv stablet efter et bestemt mønster – rummede 500 tørv.

Kartoffeloptagningen kunne være meget kold for fingrene, og arbejdsdagene føltes uendelig lange. Lange var også de timer, vi brugte på at luge gårdens stenbro. Om vinteren blev de hjemkørte neg tærsket. Under tærskningen var både lade og kostaldloft tæt af støv. Den unge pige og jeg kunne til tider få jobbet at pakke halmen på staldloftet. Det var et fysisk meget hårdt arbejde. En del af den energi, der blev anvendt til tærskning leverede gårdens vindmølle, som for øvrigt var min bedstemors mareridt. Den var høj. Hvis nu en voldsom storm væltede den, hvad ville der så ikke ske med gårdens bygninger? Nogle af rugnegene blev tærsket med plejl. Halmen skulle anvendes til udbedring af det stråtækte tag, som den gang lå på laden og længen med hestestalden.

Rotterne! Jeg har i hedehuset oplevet at se rotter løbe i én lang række hen ad fodergangen. Lige efter grisene var blevet fodret, oplevede jeg en dag så mange rotter i grisetrugene, at jeg blev så bange, så jeg aldrig siden i middagshvilestunden gik ud i det trægrisehus, der lå mellem staldene og møddingen. Landevejsridderne kunne også forskrække mig. De kunne sommeraftener komme for at bede om natlogi. Min bedstefar bad dem aflevere deres tændstikker, inden de fik lov at overnatte i laden. Den følgende dags morgen fik de morgenmad og en madpakke med på deres videre færd.

Minder om vore naboer og andre hændelser.

Jeg havde herlige legestunder i Smed Lunds hjem, hvor der altid var mange mennesker, men altid plads til en mere. Der blev sunget, spillet Matador og taget mange farlige gyngeture fra hanebjælkerne på stuehusloftet ud over logulvet. Sammen blev vi i Peter Schøts grisebil kørt til sommerfest i Dyrby krat, hvor den medbragte mad smagte himmelsk. Vi drog også sammen til søndagsskole i Skrødstrup, hvor Dagmar Winther kunne få os til at lytte og synge. Hvis vi på vores vej mødte lærer Christiansen og pastor Nørgaard, som skulle forrette gudstjeneste i Sem Kirke, stod vi stille og nejede for at hilse på dem. De cyklede jo, da der ikke var benzin til bilerne, som i krigens tid stod opklodsede i garagerne.

Krigen var årsag til, at vi havde får, som leverede kød og uld. Der blev kartet, spundet og strikket meget. En overgang var disse sysler forbudt. Det var bl.a. Jens Finds Line, der arbejdede med ulden. Når det rygtedes, at tyskerne var i nærheden, blev rokken gemt væk oppe på loftet. Også spillekortene kunne gemmes hurtigt. Det var, når præsten var i sigte. Jeg tror næppe, pastor Nørgaard kunne hidse sig op over et spil kort; men det var en dybtliggende tankegang hos Line, som om sommeren altid slog mange fluer ihjel, hvilket hun egentlig ikke nænnede. Når hun havde ramt en flue og skubbet den hen ved siden af sin kaffekop, kunne hun ikke forstå, at den kort tid efter var forsvundet.

Line husker jeg som en ældre dame, uden tænder og altid med et trekantformet klæde på hovedet. Hun var ferm til at drikke den afkølede kaffe af underkoppen, knaldtår. Line var meget gæstfri og proper. Hvis et stykke brød ikke var perfekt, fik grisene det.

I ejendommen mellem Jens Finds og Sem By boede Marie og Jens Lausten Jensen. Også Marie var proper. De to damer konkurrerede om hvis ejendom, der var flottest kalket. Hun var særdeles dygtig til det finere håndarbejde, som hun lærte fra sig til mine mostre. Jens Laustsen var elaflæser, og udenfor sås han ofte med en kort krum pibe. Deres eneste datter (plejebarn) Karen Margrethe blev lærerinde. I en af isvintrene blev hun gift med Svend Pedersen. Brudebuketten var dybfrossen, da Jens Juul nåede frem med den. Svend Pedersen blev senere leder af Harbos Realskole i Randers.

I disse isvintre var der utrolig meget sne, som skulle fjernes fra vejene. Til det arbejde måtte hver husstand stille med et vist antal mænd alt efter ejendommens størrelse. Skovlene kom ind til kakkelovnen i folkestuen og gjort glatte med stearinlysestumper. Den gang var ruderne så tilfrosne, at skønt kakkelovnen var rødglødende, måtte vi ånde på ruderne for at kunne se ud. Da var det koldt at komme i seng om aftenen. Der var ikke varme på værelserne, så vi fik en varm sten eller varmedunk med i seng. I den tid måtte vi gå med uldne strømper, hvis materialer var iblandet russisk garn. Disse strømper var så prikkende at have på benene, at jeg puttede avispapir mellem dem og selve huden. Livstykkerne, vi bar for både at holde varmen og strømperne oppe, var rare i den kolde tid. Også den gang var det ikke spændende at bære anderledes tøj end de andre børn, så derfor hængte jeg mit overtøj i Per Hadsunds staklade. Overtøjet var et flot rødt sjal, min moster Mie, der blev uddannet sygeplejerske fra Gentofte Sygehus, havde haft med til mig. På gården havde vi flere stuer. Der var stuen med kaminen, hvor Anders og Jens Grøn prikkede hul i lågernes marieglas. Begge var børnebørn af Anders Grøn i Hou. Deres far var præst i Funder og havde læst om moderne børneopdragelse.

Det var stuen, hvor der bl.a. kom mennesker med lyst til at diskutere ting, der hændte uden for landsbyens rammer. Det gjorde min opvækst særlig spændende. Pastor Nørgaard, Juncher fra Overgaard og mange andre kunne finde vej til den stue. De havde læst de samme bøger som bedstefar og kunne godt lide at tale om indholdet.

Familiebesøgene var også noget særligt. Flaget blev hejst, isdesserten skulle hentes på cykel fra Kærby Mejeri. Børn og unge spiste sig overmætte i resterne. Herligt at der ikke fandtes hjemmefryser. Aftenbesøgene glemmes heller ikke.

Mange blev indbudt til det årlige kaffegilde. Derfor var der flere hold. Programmet var det samme. Kortspil og beskuelse af dyrene var for mændene. Konerne sad med deres finere håndarbejder i Den røde Stue. De havde altid et særligt håndarbejde med til den aften. Omkring kl. 22 blev de sat til kaffebordet i spisestuen. Anretningen skulle gerne leve op til standarden fra de andres kaffegilder. Her har jeg lyst til at indskyde, at moster Anna, som var lærerinde i Voldum, var en trofast inspirator og medhjælper ved disse gilder. Hun var populær. Dog ikke, når hun afprøvede nye retter på medarbejderne, stegt flæsk, kartofler og persillesovs vidste de, hvad var.

Lærerinde frk. Knudsen fra Randers besøgte os i otte dage hver sommer. Også hun medbragte nyheder. Den første aften stod aftentraktementet på melon, som hun havde med.

En gang om ugen kom fiskemanden og bager Juul. Der blev handlet og udvekslet nyheder. Af de indkøbte varer, gjorde især otte punds rugbrødene indtryk. Cyklende kræmmere havde også deres gang på gården.

Minder fra krigens tid:

En søndag ankom tyske soldater med 23 vogne for at få dem fyldt med hø til de dyr, de havde i Mariager. Min bedstefar var i heden. Sammen med en tysk soldat blev jeg sendt af sted for at hente ham hjem. I mellemtiden havde resten af soldaterne kastet sig over vores æblelager, som stod i havens lysthus.

Jeg glemmer aldrig skarpskydnings- og camouflageøvelserne. Ej heller den tyske soldat der dagligt gik gennem gården for at bringe post mellem Skrødstrup og Enslev.

Min bedstemors rødrandede øjne glemmes aldrig. Den dag havde tyskerne hentet heste fra gårdene. Da de ikke havde fundet Bedstefar hjemme, havde de givet sig til at skyde på må og få omkring i gårdens bevoksninger.

I Skrødstrup havde tyske soldater beslaglagt værelser i de flotte stuehuse samt indtaget Skrødstrup Forsamlingshus, missionshus og skolens gymnastiksal. De havde også taget et par værelser fra lærer Christiansen, så vi elever havde fælles indgang med de tyske soldater.

Kresten Greve har fortalt mig, at han sammen med onkel Søren og min bedstefar holdt de omtalte kontainere under vandet, til de rette kunne få de nedkastede våben.

Det var mørklægningstiden, hvor rullegardinerne blev trukket ned, når lyset tændtes. Vinduerne i stalden var tilkalket. Alt dette for at flyverne ikke havde let adgang til at orientere sig.

Blandt meget andet var tobak en mangelvare. Karlene hungrede efter det, så de gav mig slik for min bedstefars efterladte cigarstumper, som de bad mig indsamle.

Min skolegang.

Begge mine bedsteforældre var opvokset i Skrødstrup, hvor en stor del af deres familie boede. Derfor kom jeg til at gå i skole der. Som mine mostre og onkel spiste jeg middagsmaden hos farbroder Søren – sognefogedens.

Om den tids undervisning er allerede skrevet. Blot vil jeg tilføje, at den tids pædagogik er noget af det hotteste, som nutidens børn kan blive tilbudt. Og at vi også var gode til at mobbe – især de børn, hvis forældre var venlige over for tyskerne, samt at de ældste elever tvang de små til at ryge, så de ikke kunne sladre til lærer Christiansen.

I den periode begyndte erhvervslivet at ændre sig fra en landbrugskultur til en industri/teknologisk kultur. Derfor fandt min familie ud af, at jeg skulle tage en præliminæreksamen fra Mariager Borger- og Realskole. Med den fik jeg adgang til Ribe Statsseminarium, hvorfra jeg har min lærereksamen. Skolevejen til Mariager var en grusvej på 8 km. Når vintervejret satte ind, kunne de 16 km godt føles trættende. Hvis, der om morgenen lå så meget sne, at cyklen måtte blive hjemme, var nogle af skovarbejderne så flinke, at de bar min skoletaske.

Min bedstefar døde i 1950 kort tid før min konfirmation. Jeg var meget knyttet til ham. Hans fravær måtte jeg gemme dybt inde i mig selv. At han var borte, forstod jeg den dag, mange mennesker iført sort tøj tog imod hans båre ud for den ejendom, der nu tilhører Vera og Preben Jensen. Følget gik tavse bag den til Sembygaard, hvor han stod, indtil den dag han blev begravet fra Sem Kirke. Hans båre kom fra Randers, hvor han på vej til et møde døde pludseligt.

Gennem årene havde han påtaget sig mange offentlige tillidshverv. Han havde f.eks. været sognerådsformand i Hem-Sem Kommune, amtsrådsmedlem i Randers Amt, hjulpet mange i kommunen med at udfylde deres skatteskemaer og også været medinitiativtager til igangsættelse af nye ting.

Min bedstemor førte Sembygaard videre sammen med onkel Søren, som havde fået en omfattende landbrugsuddannelse. Han overtog gården i 1965, hvor min bedstemor døde efter at have boet på Skrødstrupvej 18 siden 1961.

I august 1996 overtog mine bedsteforældres yngste barnebarn, Poul Rasbech, Sembygaard. Poul er søn af Else, som blev gift med Frederik Rasbech fra Nørlanggaard i Gjerlev.

H. Bonde Jensen, Kolonial og Isenkram stod der på et lille skilt, som først sad på muren og siden på døren ved siden af det såkaldte udstillingsvindue.

Kolonial og isenkram var en underdrivelse, for der var i bogstavelig forstand tale om en blandet landhandel, som ikke kun solgte dagligvarer og kaffekopper, men også f.eks. hønsefoder, selvbinderstrik, kuglelejefedt, visse papirvarer, petroleum og manufakturvarer.

Alt dette foregik i et lille butikslokale, som vel ikke var større end rundt regnet 12 kvadratmeter. Hertil kom så en lille bagbutik, som imidlertid ikke egnede sig som lager for kolonialvarer, for det var der, petroleumspumpen var anbragt. Her blev dunkene fyldt op, mens petroleumsduften bredte sig ind i butikken, hvor den dog fik modspil af en herlig duft af nymalet Salomons Kaffe fra den karakteristiske kaffemølle, som stod bag udstilingsvinduet.

I bagbutikken var der æsker med søm, klammer til reparation af drivremme, flasker med terpentin, cykel- og symaskineolie og en del andre ting, som ikke kunne tage skade af lugten i bageriet.

For at få plads til flere varer end den lille butik kunne rumme, indrettede min far engang i 1950’erne et fjernlager i den tidligere lade. Oprindelig havde der nemlig været både landbrug og købmandsforretning på ejendommen, men fra 1949, da mine forældre overtog stedet, begrænsede landbruget sig til en flok høns og dyrkning af 1-2 tdr. land jord. Betegnelsen fjernlager dækker over, at der var en mindre vandretur mellem butikken og dette lagerrum. Man skulle gennem dagligstuen, køkkenet og bryggerset for at komme fra butik til lager, og denne tur var det nødvendigt at tage mange gange på en dag, så ligefrem praktisk var indretningen ikke, men det gav til gengæld en del motion.

Købmandsbutikken omkring 1960, hvor skiltet med købmandens navn ikke længere sidder på muren, men nederst på døren.

Med lageradgang gennem privaten var der ikke nogen skarp grænse mellem arbejde og privatliv for købmanden og hans familie. Også grænsen mellem arbejde og fritid var flydende, f.eks. blev butikken på hverdage normalt lukket mellem halv syv og syv om aftenen, når dagens sidste rutebil fra Randers var kommet.

Tidligt i 50’erne ophørte varerationeringen efter krigen, så ordene sukkermærker og kaffemærker gik af brug, men der gik alligevel mange år, før kunderne igen vænnede sig til smagen af kaffe uden tilsætningspulver, så de to tilsætningsprodukter Rich’s og Danmark’s var i mange år nærmest nødvendigt tilbehør til et kvart eller et halvt pund kaffe.

Som bekendt lød de to reklamer.

Det er Rich’s der drik’s!
men
Det er Danmark’s der dur!

Først i slutningen af 50’erne kom der centralvarme i huset, så indtil da var butikkens opvarmningskilde en lille petroleumsovn, hvis varmestråler på rigtige vinterdage havde svært ved at nå ud i hele lokalet – selvom det var så lille.

Kunne man ikke få varmen udenpå, måtte man prøve på at få den indefra, så på den lille ovn blev der på de barske vinterdage varmet øl til posten, som jo skulle gøre turen på cykel. Også folkene, der kørte sneploven, kom ind og fik lidt ydre og indre varme.

Den indre varme kom ikke kun fra den varme øl, men også fra stemningen i butikken. Der blev snakket meget, udvekslet nyheder, diskuteret og fortalt spøjse historier.

En forretning af denne begrænsede størrelse var ikke ligefrem nogen guldgrube, så i begyndelsen af 1960’erne søgte og fik min far, Holger Bonde Jensen, arbejdet som kommunekasserer i den daværende Hem-Sem Kommune. Det medførte, at min mor, Gudrun, i endnu højere grad end tidligere skulle være til rådighed i butikken. Det medførte også noget uforudset, nemlig en voldsom forøget omsætning den 1. i hver måned, når kommunens pensionister hentede deres brune konvolut med pensionen i købmandens, nu kommunekassererens, stue – som endnu engang var blevet mindre privat i og med, at den var blevet en slags kommunekontor.

Pensionisterne ankom fra morgenstunden, gik ind ad husets fordør, kom kort efter atter ud samme sted med deres kuvert. Så gik de ca. 10-12 skridt hen til butiksdøren, for de skulle da lige indenom og have lidt godt med hjem, lidt sødt til børnebørnene, måske et par sokker eller et par af de brune dameunderbukser med lodden vrang og ikke mindst en pose af den berømte, velsmagende Salomons Kaffe. Så kunne der være mange mennesker i det lille lokale. Snakken gik, og latteren gjorde stemningen varm og ventetiden til et plus.

På den anden side af disken havde Mor travlt, og for det meste havde hun sørget for på denne dag at have en hjælper. Atmosfæren i butikken kunne på sådanne dage minde om den, der var i december måned hvert år. Så var butikken behørigt julepyntet. Der blev mere og mere travlt i løbet af måneden, og der var pludselig nogle varer, som man ellers aldrig så i butikken, f.eks. appelsiner, dadler og figner, ligesom der var hjemskaffet pynteforklæder og gå-i-byen-sokker, som børnene kunne give henholdsvis mor og far i julegave, og legetøj, som mor og far kunne give børnene.

A propos julen: Til juletræsfesten i Sem Forsamlingshus, som fandt sted mellem jul og nytår, leverede købmanden slikposerne. De skulle gerne blandt andet indeholde noget af den populære julekonfekt. Det var vigtigt, at der var nøjagtig lige mange stykker i alle poserne.

Som bekendt var butikken i den ejendom, der ligger hvor vejen fra Skrødstrup deler sig i to veje, som vi kalder Enslevvejen og Havndalvejen. I sin tid var der her en lille trekant med lidt pæn beplantning. Der var ingen genbo. Dette – plus den kendsgerning, at familiens soveværelse lå langt væk fra butikken – var formentlig grunden til, at forretningen i nogle år var offer for en række indbrud, for tyven kunne jo arbejde uden at blive forstyrret. Som følge af de tilbagevendende indbrud forlangte forsikringsselskabet, at forretningslokalet blev ekstra tyverisikret. De to små vinduer i gav len blev forsynet med nogle fængselsagtige jerntremmer, og udstillingsvinduet ud mod vejen skulle hver aften ved lukketid sikres med en træplade, som blev gjort fast på indersiden. At det var den samme tyv hver gang, var politiet ikke i tvivl om, for det var bestemte varer, han gik efter. Alt tydede på, at han stjal til eget forbrug, ikke til videresalg. Det viste sig at holde stik, da gerningsmanden til sidst blev fundet. Det skete en nat, da han på vej til Sem blev taget på fersk gerning i færd med at tømme mælkespande for småpenge. Det viste sig, at han stort set havde klaret en del af sit privatforbrug ved at forsyne sig fra 3 – 4 ensomt beliggende butikker i Randers Politikreds.

Man fik i øvrigt indtryk af, at han på sin egen måde må have været en beskeden og hensynsfuld person, f.eks. rodede han ikke overdrevent meget i butikken under sine besøg. Da han engang havde fjernet den store rude, havde han sørget for at lægge den over på græsplænen, så den ikke gik i stykker. Flink mand!

I 1964 døde min far, Holger Bonde Jensen. Min mor drev forretningen i nogle år derefter, men i 1970 – 71 måtte hun opgive forretningen på grund af et dårligt helbred. Dermed var det forbi med friskmalet kaffe og blandet landhandel i det hele taget i Sem.

Mariane var kendt af alle i sognet. Hun var datter af Villum Andersen i Maagaard i Sem. Da hun var fire år, fik hun strubehoste. En kanyle i luftrøret reddede hendes liv, men desværre blev hendes stemmebåndene delvist ødelagt ved den lejlighed, så hun resten af sit liv talte med en meget ru og skurrende stemme.

Mariane forblev ugift hele sit liv. Da hendes far overlod Maagaard til sin ældste søn, Pi’ Raj, fulgte Mariane med ham op i nabohuset til Sem Forsamlingshus. Efter faderens død overtog hun huset, hvor hun boede der til sin død 1972.

Mariane var altid travl – på vej til arbejde i sine spidsnæsede træsko og et par strikkede trøjer. Hun hjalp folk med storvasken, passede deres børn, samlede kartofler eller hjalp med andet forefaldende arbejde – alt, for en meget beskeden dagløn på få kroner. Var der ikke andet, strikkede hun eller reparerede hurser, strømper, for folk. Gamle, slidte strømper klippede hun bunden af og strikkede ny fod i. De afklippede huesfædder solgte hun i Mariager. Under krigen måtte man ikke selv bruge den uld, fårene gav. Den skulle, som så meget andet, afleveres, så selv gamle huesfædder kunne la-ves i penge.

Mariane kom i mit barndomshjem mindst en gang om måneden, Det var, når der var storvask. Jeg kan endnu for mit indre blik se hende komme hvirvlende i hurtig gang ud af Semskoven, ned forbi Skolely og videre ad vejen mod skolen. Mor havde kaffen klar – købmandskaffe forstås – for Mariane huede ikke kaffen fra Brugsen. Mens løst og fast fra sognet diskuteredes, stod jeg undrende, og så Mariane dyppe kaffebrødet i kaffen, som hun lydeligt drak af underkoppen. Men ellers blev det meste af dagen tilbragt i vaskehuset, der lå i den nordlige ende af udhuset.

Vandet skulle hentes i spande ved pumpen, der stod midt i skolegården. Der var en evig traven med de to zinkspande, for der blev brugt meget vand til en storvask. Når tøjet var kogt i gruekedelen, blev det endnu skoldhedt løftet over i en balje med en tyk trækæp. Mariane og mor stod ved hver sin balje og skrubbede tøjet på et vaskebræt, til det var rent. Så blev det skyllet et par gange i de to store trævaskebaljer – sidste gang med blånelse, så det kunne blive snehvidt. Derefter blev det vredet og hængt ud på tøjsnoren i skolegården. Der blev selvfølgelig ind imellem holdt pauser – formiddagskaffe, middagsmad, eftermiddagskaffe og aftensmad. Det var en del af lønnen – og i høj grad fortjent.

Også ved andre lejligheder kom Mariane til skolen. Hun var flere gange med på skoleudflugt. Ved den lejlighed var hun i sit stiveste pus, sort frakke og mørk stråhat med blomster eller sløjfe. Mange mindes endnu dengang børnene fra skolerne i Hem og Skrødstrup var med. Lærer Frederiksen fik lokket Mariane med op i karrusellen. Mariane hvinede, og alle morede sig – måske undtagen Marianes brorsøn, Ejgil.

Skoleudflugterne var noget særligt – alene madpakken. I en gammel skotøjsæske eller avis, der var foret med rabarberblade for afkølingens skyld, lå de, madderne – med rulle- og spegepølse, ost, æg og i dagens anledning makrelsalat, som Ejgil satte overordentlig pris på. Det gjorde Mariane også – og hun var hurtigst.

En dag Mariane var på vej hjem fra Grove til Sem, kom hun forbi Hans Lindskovs ejendom, hvor Per og Ove legede. Der var dengang en vis lighed mellem Ove Lindskov og Marianes nevø, Gunnar Bjerregaard.

Mariane råbte til drengene:

Væl I it ha’ en knald? – et bolche.

Da drengene kom løbende, udbrød Mariane:

“Hwa? Æ’d it Gunnar?”

Hvorefter hun snurrede om på hælen, kom kræmmerhuset med bolcher i tasken og fortsatte sin hjemtur gennem skoven mod Sem, efterladende to måbende drenge.

Den 25. marts 1959 fyldte Mariane 70 år. Familien ville gerne have fejret hende ved en stor fødselsdagsfest. Det blev der imidlertid ikke noget af, for samme dag holdt Pastor Nørgaard 25 års jubilæum i Skrødstrup Forsamlingshus, og det ville Mariane “den-unden-fise-me” (hendes yndlingsudtryk) ikke gå glip af, så hun var at finde blandt gæsterne. Da pastor Nørgård under festen holdt tale, benyttede han lejligheden til at gratulerede Mariane med fødselsdagen. Det lykkedes ham – ganske vist i en lidt modereret form – at få indflettet Marianes yndlingsudtryk.

Mariane var en særling – i betydningen noget særligt. En ener fra en anden tid, hvor folk sagde og gjorde ting, der i vor barndom var ved at gå af mode. Folk kunne more sig lidt, men der hørtes aldrig ondskabsfulde eller sårende bemærkninger. En, der kunne klare sig selv for få midler og aldrig lå nogen til byrde, havde man respekt for i vort sogn. Vi er mange, der bliver bløde om hjertet, når tanken falder på “wos Mariane”, og det hænder ikke så sjældent, når vi gamle sidder og mindes vort barndomssogn.

I vinteren 1939/40 flyttede vi fra Alstrup ved Mariager til Lindegaard i Sem.

Min ældste erindring fra Sem er den 9. april 1940. Der var lyst i vejret. Min mor stod med Peter på armen, og jeg stod nede for enden af haven og så op på de store “fugle”, der fløj ind over landskabet. Min mor sagde ikke noget, men stemningen fortalte mig, at det ikke var fugle, men noget andet – flyvemaskiner. På grund af min lave alder er det hele kun set i kyllingeperspektiv. Men visse hændelser bæres med hele livet.

En dag kom tyskerne for at beslaglægge heste. De tog Blåskimmel og noget læderseletøj med. Fra nabogården tog de en fjedervogn, og rundt på byens gårde tog de, hvad de havde brug for. Jeg kan endnu se for mig de tyske soldater i høj fart forbi vores gård og videre ud ad Enslevvejen med sandstøvet hvirvlende bagud – vejene var den gang stadig grusveje. Vi kunne kun stå i porten og se til.

Vi havde for det meste to karle, en store- og lillekarl. I ca. ½ års tid tjente lærer Bachs 16-årige søn, Sven, hos os. Lærer Bach var naturligvis bekymret for ham. Tyskerne tog, hvad de havde brug for – også arbejdskraft – f. eks til at trække med hestene. Da Blåskimmel blev hentet, blev Sven af min far sendt op på halmloftet for at gemme sig. Da krigen var slut, fik vi Blåskimmel tilbage, men uden seletøj.

Tyskerne havde taget Skrødstrup forsamlingshus i besiddelse. Der blev talt om det med lidt ængstelse. En nat fik Hans Rasmussen i Semmøgelbo stjålet en ko. Vi syntes, det var uretfærdigt. Min far fik sig i den forbindelse en slem forskrækkelse. I en telefonsamtale med P. Raj udtrykte han, at det måtte være C.C., der med sit lokale kendskab stod bag tyveriet. Kort efter modtog Far pr. brev en geværkugle – sikkert fra ovennævnte. Vi har kuglen endnu.

En nat vågnede vi ved, at huset rystede lidt. Senere fik vi meddelelse om, at en bombe var tabt over Dyrby Hede.

Vintrene var hårde, og der faldt meget sne. Alle veje skulle ryddes. Byens mænd var sneryddere, og mændene var snefoged på skift. Fogeden gik foran og bestemte, hvor og i hvilken rækkefølge vejene skulle ryddes. Sneen lå ofte så højt, at den blev skovlet op i flere lag. Vi børn løb oppe i den opskovlede sne og lavede snehuler bag dem. Det var sjovt. Jeg husker min far havde spadserestok med, når han var snefoged.

Som 6-årig lærte jeg at cykle. Det blev hele byen delagtiggjort i. På min mors cykel dristede jeg mig på forbudent område. Jeg kørte fra forsamlingshuset ned ad bakken. Det resulterede i, at jeg styrede lige ind mellem en telefonpæl og møddingmuren ved Vestergaard. Det gav blå mærker og skrabede knæ. Folk i området kom styrtende ud ad dørene. De troede vist, det var en bombe, der faldt. Det var nærliggende at tro i de tider, men det var jo bare lille jeg, der var cyklet på egne veje.

Vi var nabo til købmandens. Datteren, Grethe, og jeg legede meget sammen. Vi kunne sidde ude ved havebordet i flere timer med vore kladdehæfter og tegne og farvelægge. Det var gode stunder, som jeg har båret med mig hele livet.

Graverens husker jeg meget godt, men jeg har glemt deres navne*). Hos dem tilbragte jeg rigtig mange gode timer. Jeg fulgte troligt med, når får og geder skulle i engen, og jeg var med, når de skulle malkes og klippes. Inde hos graverkonen hjalp jeg til med at ti’se og karte ulden, mens hun sad ved rokken og spandt. I tankerne er de for mig som et par rare gamle bedsteforældre med en enorm ro om sig.

*) Maren og Chren Møller Andersen i daglig tale kaldet Maren og Chren Juul.

Mor købte graverkonens hjemmespundne garn, og så blev der strikket. Jeg husker især et par brunmelerede lange strømper, strikket af Mariane Rai. De var flotte at se på. Jeg brugte dem den første vinter af min skoletid i 1944. Jeg kan endnu føle og se det rødblå stykke lår, der opstod på grund af kulde og kradsen – piger gik jo ikke i lange bukser. Der var fire kilometer til Grove Skole, og vinteren var hård.

Overfor os boede den fregnede Henning Domino, ham legede vi en del med. Også Elly, der boede hos sin mormor, var med i legen. Hun var vist lidt ældre, end jeg.

Længere henne ad vejen boede Navndrups. Et ældre rart ægtepar, som jeg af og til besøgte. De var glade for børn.

Mariane Andersen var kendt af alle i byen. Hun var altid barnepige for os, når Mor og Far skulle i byen, som det hed.

I april 1942 blev min bror Christen født, og den tredje september 1944 fik vi endnu en lillebror. Han blev hjemmedøbt Ole. Han døde kun to dage gammel.

Min mor var som alle andre mødre i disse tider meget opfindsom. Vi kærnede selv smør. Mor havde fabrikeret en smørkærne. Det var en krukke med høje sider og en ca. 40 cm lang træstok med en træskive med store huller for enden. Krukken blev fyldt halvt op med fløde. Når stangen bevægedes op og ned, deltes fløden i smør og kærnemælk. Massen kom i et klæde for at dryppe af. Smørret var klar til brug, når det var blevet rørt med salt.

Værste for mig var det, når mor lavede smør af den fede gedemælk, hun en gang imellem fik, når graverens sortbrogede geder havde givet ekstra mælk, hvis det blev smurt på skolemaden. SÅ spiste jeg ingen madpakke den dag.

Man kunne ikke købe metervarer, så gammelt tøj blev sprættet op, renset, presset og vendt, hvorefter Mor syede nyt tøj af det. Hun var ferm til den slags. Især vi børn fik nyt tøj på den måde. På billedet ses min lillebror i nyt jakkesæt syet af min fars gamle smoking Vi havde et stykke engjord nede ved åen i Edderup. Der gik ungdyr om sommeren, og der blev gravet tørv. Jeg var med, når tørvene skulle vendes for at tørre, og jeg fik lov til at være med, når tørvene blev sat op i stakke – skruer.

Jeg var glad for at gå i skole. Jeg kunne lide lærer Bach, der var en rar mand og en god pædagog. Vi blev flyttet op eller ned på skolebordene efter præstationen i de enkelte fag. Der var glæde, hvis man kom op på det første bord.

Vi var flere fra Sem, der fulgtes ad til skole. Skolevejen gik gennem skoven. På hjemvejen blev vi ofte optaget af alt det spændende, vi kunne opleve. Det var ikke altid, vi var hjemme som ventet. Det kunne udløse familiære diskussioner.

Engang blev der konstateret lus i skolen. Så fik vi lægebesøg og blev aflusede. Det var vi ikke stolte af. En efter en blev vi kaldt ind i lærerboligen. De fleste kom ud med vådt hår. Jeg var blandt de heldige, der ikke fik den behandling.

Vi blev også vaccineres for diftiritis og andre epedimisygdomme. Det foregik i skolen. Vi stillede op på en lang række i skolestuen. Det var ikke sjovt at vente, for der var megen angst og gråd.

En varm forårsdag i 1945 ville lærer Bach læse en historie for os ude i græsset på legepladsen. Jeg erindrer fra netop den dag en ukendt følelse. Jeg var barneforelsket i lærerens Bent – dog uden at han eller nogen anden blev bekendt med det – før nu.

Den 4. maj 1945 husker jeg tydeligt. Jeg var sammen med min mor, der gik og arbejdede ude i haven. Pludselig kom min far løbende inde fra stuen. Han råbte:

Olivia, skynd dig ind! Krigen er slut!

Meddelelsen havde Far fra radioavisen kl. 19.00. Hvad der i øvrigt skete den aften, husker jeg mærkeligt nok ikke noget af.

De fem år i Sem var basisår for mig. Trods krigen levede vi en god barndom, og hele byen var vores legeplads. Alle kendte alle. Når jeg tænker tilbage, er det altid livet i Sem, der fylder mest i min barndomserindring.

I vinteren 1946/47 flyttede vi fra Sem til Hvidsten til det landsted, Landlyst, der lå over for Tulle Fiils hus. Jeg legede lidt med Gunne, som hun blev kaldt – den nuværende ejer af Hvidsten Kro. Efter to år rejste vi fra Hvidsten til Kjellerup, der blev vi boende til jeg var konfirmeret.

Jeg gik til præst i Hem og blev konfirmeret i Sem Kirke – tilfældigvis – den 13. marts 1951. Den dag glemmer jeg aldrig. Sneen faldt og føg om ørerne på os. Vor bil sad fast på den store bakke før Hem, så min far måtte tilbage for at låne en kane og et spand heste. Det lykkedes. Vi kom for sent til kirken, hvor alle sad og ventede, for også præsten var på grund af vejret forsinket, men jeg blev dog konfirmeret.

Samme forår flyttede vi atter. Denne gang til Dyrby, hvor mine forældre blev boende indtil 1961.

Dette 10-år fra 1951 til 1961 var mine ungdoms-, støbe-, eller om man vil skæbneår.

Jeg har aldrig været ked af at gå i skole. Oplysning var blot noget af en mangelvare dengang. Jeg har læst et sted, at netop Randers Amt var noget af et uland på skoleområdet. Måske var det lige så meget traditionerne, der havde slagside.

Randers Realskole kom lidt på tale en tid, men de veninder, jeg havde mulighed for at mødes med i Dyrby og som skulle gå på Randers Realskole, ville kun tage præliminæreksamen for at få en kontorplads, hvilket langt fra appellerede til mine drømme – uden jeg dog kendte dem. Jeg droppede tanken.

I stedet plagede jeg mine forældre om at få lov til at søge en plads, jeg havde set i avisen. En gård ikke langt hjemmefra søgte en ung pige, der kunne hjælpe til med at passe hus og to børn, da fruen var syg og ind imellem blev indlagt på hospitalet. Den afgørelse måtte jeg kæmpe længe for, men til sidst fik jeg dog lov. Jeg skulle have 75 kroner i løn om måneden. For min første månedsløn købte jeg en ny kommode, og for den næste købte jeg hos en marskandiser i Randers en rejsegrammofon med håndsving. Sagen var den, at gården lå så afsides, at der hverken var indlagt elektricitet eller vand. Jeg sørgede såmænd bare selv for musik til arbejdet. Jeg var i den plads et halvt år.

Derefter fik jeg plads som ung pige hos min fars familie i Nebstrup. Min kloge mor havde besluttet at påvirke mig til et muligt ophold på en efterskole, hvilket jeg gladelig gik med til.

Den 1. maj 1953 startede jeg på Vivild Ungdomsskole. Den gang var der pigehold om sommeren og drengehold om vinteren. Den sommer blev afgørende for resten af mit liv. Jeg var utrolig glad for livet på den ungdomsskole. Alle lærerne var gode forbilleder for vi unge. Inden opholdet endte, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive medhjælper i skolens køkken. Det sagde jeg straks ja til det, for jeg havde mod på livet.

I løbet af det ekstra år modnedes jeg, og jeg gjorde mig mange overvejelser. Mine lærere på sommerskolen og livet på skolen som sådan inspirerede mig. Jeg legede med tanken om at blive håndarbejdslærer på en ungdomsskole – men hvordan blev man det?

Jeg fik kendskab til Den Danske Husflidsskole – håndarbejdsseminariet i Kerteminde på Nordfyn. Det var lige noget for mig. Jeg rekvirerede ansøgningspapirer fra skolen og tog dem med hjem til mine forældre. Min far mumlede lidt, for han skulle jo betale skolepengene, men min mor samtyggede, og så var det bestemt.

Jeg blev indmeldt på skolen, men da man skulle være fyldt mindst 18 år inden skolestart, måtte jeg for sidste gang i mit liv søge job. Det fik jeg hos familien Buhl på Frederiksdal vest for Randers i vinteren 1954-55. I september 1955 startede jeg på skolen i Kerteminde, hvor jeg stortrivedes. I praktikperioden var jeg på Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvor jeg også supplerede min uddannelse til gavn for mit fremtidige virke.

Da jeg havde taget min uddannelse, fik jeg tilbud om at blive på skolen i Kerteminde. Den første sommer var jeg hjælpelærer ved sommerkursusskolen. Senere kom jeg til at undervise på fagskolen.

Mine kompetencer blev fortløbende suppleret med lange fagkurser på henholdvis Lærerhøjskolen i Emdrupborg og Tilskærer Akademiet i København. Det var gode, lærerige år.

Jeg var ansat på skolen indtil oktober 1961, hvor jeg blev gift med Johannes Ulriksen, som var lærer på Høng Husmandsskole – nu efterskole – på Vestsjælland, hvor jeg også blev ansat.

Vi fik vort hjem i en af skolens lærerboliger. Den gang var der både Høj-skole- og efterskoleelever. Senere overgik vi til fællesskole, som det kendes i dag. Vi underviste begge aldersgrupper.

Vores ansættelse strakte sig helt frem til juni 1992 – altså langt over 30 år. I de første 13 år fungerede vi som lærerpar på skolen. Det var i den periode fik vi en søn og to døtre.

I de følgende 18 år var vi lederpar på skolen. Det var et spændende liv, hvor vi mødte mange mennesker, og ikke to dage var ens. Man giver og tager og påvirker hinanden.

Min mand, der var 10 år ældre end jeg, lod sig pensionere som 65-årig af hensyn til mig. Jeg havde lagret et sensommerønske – en drøm om at få min egen forretning med kunsthåndværk og brugsting.

I 1992 flyttede vi fra skolen til et dejligt hus på Hovedgaden i Høng. Det blev vores hjem i de følgende 12 år. Jeg fortsatte som timelærer på skolen indtil 1995.

I foråret 1993 fik jeg et tilbud om at overtage en af byens forretninger – en garn og stofforretning, der skulle lukke. Jeg takkede nej, for vi havde på det tidspunkt allerede indrettet et lokale i vort eget hus. Slutaftalen blev, at jeg kunne få alle restvarerne i kommission og derefter afregne fortløbende. Det var en god aftale for begge parter.

Den 1. august 1993 fik jeg mit ønske opfyldt. Jeg åbnede min egen forretning. Sådan gik det til, at jeg blev butiksejer med forretning i mit eget hus – ikke med brugskunst, men med metervarer, strikkegarn m.v., men det var realistisk nok. Jeg underviste på skolen om formiddagen og passede butikken om eftermiddagen. Fra 1995 opgav jeg undervisningen og blev hjemme hos min mand og butikken.

I maj 1999 døde min mand, kun 72 år gammel.

I skrivende stund har jeg stadig min butik og trives derved.

Jeg er bedstemor til tre piger og to drenge Mit liv var ikke planlagt. Jeg var blot åben over for det. Måske virker det tilfældigt, men tro mig. Jeg er ikke gået med til noget, som jeg ikke først kunne lide.