Forfatter: Bent Bjerre Bach

Da vi skulle konfirmeres i Sem Kirke i foråret 1991, havde præsten frabedt sig, at vi havde gele’ i håret. Det havde vi selvfølgelig alle sammen. Hvem kunne tillade sig at møde i kirken på sin konfirmationsdag med uglet hår. Jeg fik over 5.000 kr. i konfirmationspenge, og for en del af dem købte jeg mit første musikanlæg med cd-afspiller, som var kutymen dengang. Jeg gik i Havndal Skole i 10 år – startende med børnehaveklassen. Ved siden af skolen gik jeg til FDF i Skrødstrup fra jeg var seks år til jeg blev 15. Ligeledes gik jeg til fodbold i Skrødstrup Idrætsforening fra jeg var syv, til jeg blev 16. Fodbolden blev de sidste år mere og mere nedprioriteret til fordel for volleyball i Havndal og Udbyneder Idrætsforening. Her startede jeg som 13-årig og sluttede som 20-årig, da jeg flyttede til Århus. Jeg opnåede bl.a. at blive landsmester i volleyball, da karrieren var på toppen. Ellers var det primært det sociale fællesskab, der tiltrak mig. Siden hen begyndte jeg at gå til spinning og styrketræning i Fitness dk, hvilket tidsmæssigt var mere fleksibelt i forhold til studier og arbejde.

Da jeg havde taget afgangsprøven efter 9. klasse, vidste jeg ikke, hvad jeg ville være. Jeg var ikke utilbøjelig til at give min far ret i, at der ikke var den store fremtid i landbruget, selvom det nok alligevel inderst inde var drømmen. For at se tiden an begyndte jeg på Randers Tekniske Skole i 1993 for at tage HTX – en teknisk og naturvidenskabelig studentereksamen. Det var lidt barskt med over 30 ugentlige timer plus 15 – 20 timers forberedelse Til gengæld var det sjovt og udfordrende endelig at få lov at vise, hvad man kunne præstere, hvilket det kneb med i folkeskolen. Forbindelserne til Randers var dårlige. Jeg måtte tage med den kommunale rutebil til Mariager kl. 6.00 om morgenen for herfra at tage rutebilen fra Mariager mod Randers. Når jeg en sjælden gang havde tidligt fri, måtte jeg tage ”Frederikshavneren” og stå af i Kastbjerg og herfra køre med den kommunale rutebil hjem – ellers var det over Mariager igen, derfor var jeg som regel først var hjemme kl. 17.30.

For buskortet skulle man selv betale ca. 1.000 kr. pr. halvår. Resten blev, hvis man ansøgte om det, betalt af Århus Amt. En emsig chauffør opdagede engang, at jeg kørte en zone mere på hjemturen, end der var betalt for, og ville smide mig af i Gjerlev. Jeg ansøgte amtet om et nyt kort, hvilket gav mere end gevinst. Med det nye kort kunne jeg nemlig også køre med bybusserne i Horsens, hvis jeg skulle få behov – det var da service! Da jeg tre år senere stod med mit Htx-eksamensbevis i hånden, vidste jeg stadig ikke, hvad jeg ville være. Jeg tog min bror, Niels Peder, med på besøg på Landbohøjskolen i København. Vi skulle høre om agronomuddannelsen, men kom ved en fejl til at begive os ind på jordbrugsøkonomernes institut, hvor den daværende overvismand, Niels Kærgaard, havde kontor. Ham snakkede vi med, hvilket var meget spændende og inspirerende. Nu vidste jeg, hvad jeg ville være. At det blev på Handelshøjskolen i Århus, jeg fik min økonomuddannelse, skyldtes nok afstanden til København. Dengang var Storebæltsbroen ikke bygget, og seks timers togrejse fra Randers var nok lige i overkanten. Jeg var fyldt 18 år i 1995, da min mor en dag kom hjem fra sit arbejde på Sødisbakke i Mariager og fortalte, at der i sommerferien var et rengøringsjob til mig, hvis jeg havde lyst. Det havde jeg, for jeg havde brug for pengene. Da jeg havde gjort rent nogen tid, kom jeg ind på beboerafdelingerne som nattevagt og weekendafløser i plejen. Der var en, der påstod, at det var fordi, jeg også vaskede det lodrette stykke mellem trapperne. Det havde hun aldrig set før. Sandheden var nok snarere, at der undertiden over for enkelte patienter var brug for kræfter, når ord ikke længere rakte.

I 1996 søgte jeg ind på Randers Handelsskole for at tage HH-eksamen. Jeg ville lige snuse til de økonomiske fag, før jeg søgte ind på en videregående uddannelse. Jeg kunne nøjes med de økonomiske fag, idet jeg kunne overføre grundfagene fra Htx’er, så dette år var overkommelig – et loppeår. Jeg fortsatte med at arbejde på Sødisbakke, selvom det kunne være svært at få enderne til at nå sammen. Jeg gik på handelsskolen fra kl. 8.00 – 14.00, og i tre – fire hverdage om ugen mødte jeg på Sødisbakke fra kl. 15.00 – 22.00 plus minimum hver anden weekend. Lønnen var 80 kr. i timen med tillæg for aften- og weekendarbejde. Jeg kom til at tjene så mange penge, at jeg ikke kunne få SU. Senere da jeg flyttede til Århus for at læse videre, fortsatte jeg min tjans på Sødisbakke, men nu blev det primært nattevagter og weekendarbejde. Jeg købte min første bil i 1999 ( en brugt Opel Kadet fra 1986 ), så jeg kunne nå fra Mariager til Århus om morgenen for at tage et par forelæsninger. Hvis jeg ikke havde nogle gøremål i Århus om formiddagen, kørte jeg til Sem og tog nogle timers søvn i min gamle seng eller hjalp lidt til hjemme på gården hos mine forældre. Om natten var der ofte dyb stilhed på afdelingerne, hvilket jo er en nattevagts fornemmeste opgave at skabe. Mange vagter tog sig et velfortjent hvil med bøger og strikketøj ved siden af de praktiske opgaver. Jeg havde den aftale med ledelsen, at jeg måtte læse – bl.a. skrev jeg en del af mit speciale, mens jeg var på arbejde på Sødisbakke. Jeg havde min sidste vagt på Sødisbakke i august 2003.

I 1997 søgte jeg ind på HA-studiet på Handelshøjskolen i Århus. Det var svært at finde et sted at bo, så jeg kom på venteliste og boede hos min bror og svigerinde, Niels Peder og Mette, til jeg kunne flytte ind på Skjoldhøjkollegiet i efterårsferien. Her lærte jeg Mie, der kom fra Lolland, at kende. På Handelshøjskolen kom jeg i kontakt med to professorer, der var i gang med nogle forskningsprojekter omkring hhv. videnledelse og miljø- og sociale regnskaber. Projektet blev betalt af bl.a. den daværende Erhvervsfremmestyrelse. De manglede nogle assistenter, og jeg fik endnu en tjans. Det var en stor chance. Jeg måtte bruge forskningsresultaterne i mit speciale, og jeg var medunderskriver, da resultaterne senere blev publiceret i både nationale og internationale, økonomiske tidsskrifter og håndbøger. Det kunne få stor betydning, når jeg senere skulle søge job. At jeg også fik løn for mit arbejde, var bare perfekt!

I efteråret 2000 flyttede vi til Aalborg, da Mie begyndte at studere psykologi på Aalborg Universitetscenter. Jeg måtte derfor til at køre de 120 km til Århus og tilbage igen ca. tre gange om ugen, plus fire gange til Sødisbakke i Mariager. Jeg brugte mange timer i Kadetten, men den startede hver gang!

I 2003 fik jeg min eksamen – cand.merc. i økonomistyring. Jeg havde fået et tilbud fra Handelshøjskolen i Århus om et ph.d.-stipendiat og kunne dermed blive forsker. Lysten til at sidde og fordybe sig i bøger i yderligere tre år manglede imidlertid, så jeg begyndte at søge job udenfor uddannelsesverdenen. Selv om der kun uddannes mellem 10 og 20 kandidater om året i økonomistyring, var det vanskeligt at få arbejde. Samfundsøkonomien kørte på lavt blus og akademikerledigheden steg. Jeg sendte 30 ansøgninger, men på de fleste arbejdspladser ønskede man en medarbejder med erhvervserfaring. Trods alt lykkedes det mig at komme til flere jobsamtaler end de fleste. Bl.a. fik jeg tilbud ansættelsessamtaler fra Bombardier ( det tidligere Skandia ), Dronningborg Maskinfabrik, Rose Poultry, Aalborg Kommune og Post Danmark. Aalborg Kommune og Post Danmark ville gerne ansætte mig. Jeg valgte Post Danmark, selvom jeg skulle arbejde i Risskov, og dermed fortsætte med at køre meget. Arbejdet med økonomisk styring af driftsprocesser trak mere end kommunale analyser.

Den 1. september 2003 var min første arbejdsdag i Post Danmark. Jeg tog toget fra Ålborg mod København og skulle møde kl. 10.00 på Post Danmark i Bernstorffsgade 37, hvor alle 15 nyansatte skulle møde til introduktionskursus. Der var 600 ansøgere til de 15 opslåede stillinger. Der har altid været lidt konkurrence mellem TDC og Post Danmark om, hvem der fik flest ansøgere til de opslåede stillinger. Netop det år havde Post Danmark for første gang flest ansøgere. Nu må man jo ikke gøre folk uret, men det er da tankevækkende, at lige den dag, jeg skulle møde hos Post Danmark, havde DSB rod i togafgangene – og netop mit tog sad fast i Asp på Fyn, så jeg kom for sent. Det havde heldigvis ingen betydning, og det viste sig også, at vi var fire fra Jylland og Fyn med samme tog – bl.a. en anden fra Aalborg, som jeg faktisk sad overfor hele vejen til København. Det var lidt af en overraskelse, da vi gik ind ad samme dør. Det var også en overraskelse, at en tidligere studiekammerat fra Handelshøjskolen var blevet ansat.

Jeg blev sammen med de 15 andre ansat på prøve i København med hele landet som arbejdsplads. Jeg skulle dog primært være på Østjyllands Post-center i Risskov. Det var en overraskelse at se, at det udskældte Post Danmark ikke er en virksomhed, der drives efter oldnordiske principper, men i virkeligheden økonomisk, ledelsesmæssigt og på IT-området en af landets mest moderne virksomheder. Efter prøvetiden blev jeg fastansat på Østjyllands Postcenter i økonomiafdelingen, hvor jeg stadig er her i 2005. Mie er færdig med sit psykologistudium i efteråret 2005, men arbejdsløsheden blandt nyuddannede psykologer er stor, og ofte ligger de ledige stillinger udenfor de store universitetsbyer, så vi er lidt usikre på, hvor i landet vi ender.

Jeg er den yngste af fire piger fra Annexgården i Sem – og den mest forkælede påstår mine søstre. Jeg begyndte min skolegang i Grove, men kom efter 3. klasse til at gå i Skrødstrup Skole. Den 12. april 1964 blev jeg konfirmeret, og jeg sluttede min skolegang i Skrødstrup til sommerferien. På det tidspunkt havde Hem/Sem Kommune indgået skoleforbund med Mariager, dvs. at fortsat skolegang i 1. real eller 8. klasse skulle foregå på Mariager Skole. I 1962 var blevet bygget en helt ny skole. Min far og mor ønskede, at jeg skulle gå i skole på Randers Real-skole ligesom mine to ældre søstre, Karen og Birthe. Det betød, at mine forældre selv skulle betale skolepenge og buskort, men de foretrak Randers frem for Mariager. Jeg var selvfølgelig blevet spurgt, hvor jeg helst ville gå i skole, og da Karen og Birthe havde gået på Randers Realskole, ville jeg også gerne det.

Den 1. august 1964 startede jeg i 1.e. Det var en meget stor omvæltning at komme fra en skole med under 100 elever til en skole med flere hundrede elever. Alene det at skulle op 6.00 om morgenen for at kunne nå rutebilen kl. 6.40, så jeg kunne være på Realskolen kl. 8.00 var hårdt, især om vinteren. Birthe og jeg var de første, der skulle med, så hvis vi var lidt sent på den, kom chaufføren ind efter os – undtagen når det var Grønning selv, der kørte. Så måtte Far køre os til en senere rutebil i Enslev, hvorfra der var flere afgange. Da vi selv fik kørekort, fik vi lov til at låne bilen. Kl. 14.15 kørte rutebilen fra Randers, og vi var hjemme i Sem kl. ca. 15.15 eller lidt senere. Det kom an på, hvor mange steder chaufføren skulle snakke med købmændene, hvor der var af- og påstigning. Især ved købmanden i Dyrby kunne vi vente i lang tid, hvis der var kaffe på kanden. Der blev ikke holdt så nøje øje med klokken som i dag. Når vi kom hjem, fik vi eftermiddagskaffe, og så ellers i gang med lektierne med musikken fra Radio Luxembourg i baggrunden.

Hvis vi, når vi skulle skrive dansk stil, skulle bruge noget kildemateriale, benyttede vi biblioteket i Randers, for der var ingen skolebibliotek på Real-skolen – det foregik selvfølgelig efter skoletid. Så kørte vi med rutebilen kl. 17.15 og var først hjemme ved 18.30 tiden – og så kom vi senere i gang med lektierne. Det var en lang skoledag, men sådan var det for os, der boede på landet. Jeg tror egentlig ikke, vi tænkte så meget over det den gang. Min skoletid på Randers Real var en god tid. Jeg fik selvfølgelig mange nye venner, og jeg kom også med i Realskolens pigekor. Dengang var der et program i radioen, der hed Sangerdyst fra kyst til kyst. Det var en slags konkurrence mellem de forskellige skolekor i Danmark. Det sidste år, jeg var med, vandt vi A-rækken. Finalen foregik i Radiohuset i København. Det var en kæmpeoplevelse at være med. Min interesse for korsang blev vakt, og i dag synger jeg stadig i kor.

I foråret 1966 skulle jeg finde ud af, om jeg skulle fortsætte i 3. real eller forsøge at komme i gymnasiet på Randers Statsskole. Birthe gik på Stats-skolen, og det ville jeg også gerne. Mine karakterer var åbenbart gode nok, så jeg blev optaget. Et nyt afsnit i mit liv tog sin begyndelse. I de år, jeg gik i skole i Randers, spillede jeg stadigvæk håndbold i Skrødstrup sammen med mine gamle skolekammerater. Det kunne selvfølgelig mærkes, at vi var på vej i forskellige retninger. Jeg var stadigvæk skoletøs, mens mange af de andre var kommet ud at tjene og havde deres egne penge. Det var lidt mærkeligt, at vi havde gået i skole sammen i syv år, og så pludselig var vores fælles hverdag væk, vi havde ikke så meget til fælles mere.

Efter 2. real startede jeg i 1.g på Randers Statsskole. Birthe gik på det tidspunkt i 3. g, så vi fulgtes ad det første år. Det var som omtalt en stor omvæltning at starte på Randers Realskole, men det var en endnu større omvæltning at komme på Statsskolen – alene lektiemængden var et kapitel for sig! De elever fra Realskolen, der startede på den sproglige linie, kom i klasse samme med elever fra andre skoler i Randers, så der var kendte ansigter imellem. Kulturen på Statsskolen var meget forskellig fra Realens – alene bygningsstilen. Hvor der på Realen næsten var kæft, trit og retning, var der på Statsskolen en meget højere grad af frihed. Vi havde jo selv valgt at komme i gymnasiet, så det var op til os selv at gennemføre det. Fra første dag var det bare med at hænge i. Der var ikke tid til så meget andet. Jeg blev dog ved med at spille håndbold. Jeg så endnu mindre til mine gamle skolekammerater, da jeg mest gik i byen i Randers nu. På Statsskolen var der en elevforening, Valhal. Når der var fest, deltog jeg selvfølgelig. Også Nørreris og af og til Maxim besøgte vi. Jeg overnattede ved en af mine klassekammerater. En af ulemperne ved at bo på landet var, at man altid skulle finde et sted at overnatte.

Den 19. juni 1969 kom studentereksamen i hus. Det var en dejlig dag, og i den efterfølgende tid var der en stor mængde fester. Et nyt kapitel stod for døren. I løbet af 3. g havde jeg bestemt mig for at søge en elevplads på et apotek for at uddanne mig til apoteksassistent – i dag hedder det farmakonom. Jeg fik elevplads på Mariager Apotek. Det var en meget stor forandring at komme fra skoleverdenen og ud på arbejdsmarkedet. Samtidig flyttede jeg hjemmefra og ind på værelse i Mariager. Min kæreste boede også i Mariager. Vi begyndte kort efter at bygge hus i byen.

Uddannelse varede tre år med et skoleophold på apoteksassistentskolen i Hillerød – en måned ad gangen med afsluttende eksamen på skolen. Jeg fik lært at lave alle forskellige miksturer, tabletter, salver, cremer, øjendråber og en masse andre medikamenter, man kan købe på et apotek. Jeg var færdig med elevtiden i efteråret 1972, og fik tilbudt arbejde som udlært på apoteket. Frem til 31. december 1987 arbejdede på Mariager Apotek. Derefter besluttede jeg mig til at prøve noget andet.

I 1974 blev Peter født og i 1976 Christian. Min mand, Egon, er tømrer. Han begyndte som selvstændig i 1974. I 1986 startede han som halinspektør i Mariager Hallen. Jeg deltog selvfølgelig også i arbejdet, og det var en af grundene til, jeg holdt på apoteket. Jeg ville gerne arbejde nogle færre timer, og jeg var så heldig at få et ti timers job i Mariager Ungdomsskole på kontoret. Efter to år blev jobbet sparet væk. For første gang i mit liv havde jeg ikke noget arbejde ud over det i Hallen. Det var ikke spor sjovt, men jeg besluttede mig for at tage alle de nye kurser inden for EDB, så jeg kunne stå bedre rustet til at søge et nyt job. At være i hallen var ikke nok for mig. I 1993 vendte jeg tilbage til skoleverdenen som sekretær på Mariager Skole. Jeg føler, jeg er kommet på den rette hylde, og er utrolig glad for jobbet. Jeg har sideløbende taget den kommunale uddannelse KOMUNOM for at være bedre rustet til at arbejde i den kommunale verden. I 1995 stoppede Egon som halinspektør. Han er igen startet som selvstændig tømrermester.

I efteråret 1926 gik jeg til præst hos pastor Skærbæk i Hem. Den gang betød gå til præst, at man gik hele vejen fra Sem til Hem to gange om ugen. Den ene dag kom jeg sent hjem, for jeg gik til undervisning i orgelspil hos lærer Udengård. Jeg måtte vente hos præstegårdsforpagteren, til lærer Udengaard fik fri fra skole. Da jeg blev konfirmeret, mødte hele vores store, dejlige familie op, som de altid gør, når der kaldes til fest. Det var og er stadig dejligt. Det var ikke store gaver, man fik. Købmandens kone mødte op med et stykke stof til en kittel, som jeg selv skulle sy. Marie, B-Mari, fra Sem, som alle kaldte Faster, mødte op for at hjælpe i køkkenet. Der skulle laves suppe, flæskesteg og trifli. En dag i den følgende uge mødte byens unge op til kaffe og det store kage- bord, når der blev inviteret til ungdomsgilde.

Jeg var den yngste af otte søskende. De andre var flyttet hjemmefra og havde fået deres eget, så jeg blev hjemme og hjalp, indtil jeg var 20 år. Mor var ikke rask og havde svært ved at klare arbejdet – og der var meget arbejde i en almindelig husholdning den gang. Når jeg lister ned i kælderen og fylder vaskemaskinen, tænker jeg undertiden på den tids treugers storvask. Den kunne vare op til tre dage. Vi havde kun brun sæbe, soda og knofedt. Tøjet var enten uld, bomuld eller hør. Alle de kunststoffer, der i dag gør alting lettere, kendte vi ikke. Undertiden var noget af tøjet allerede blevet kogt i gruekedelen dagen i forvejen, så vaskekonen, der kom for at hjælpe, havde noget at gå i gang med om morgenen. Når tøjet var skrubbet godt igennem på vaskebrættet, blev det skyllet flere gange – sidste gang med blånelse, så det blev skinnende hvidt. Derefter blev det hængt ud til tørre. Det kunne gå om sommeren, men om vinteren var det en streng omgang.

Mange år senere, da de hånddrevne og elektriske vaske maskinerne begyndte at dukke frem, var der mange koner, der korsede sig. Vaskemaskine! Aldrig i lywet. Huen sku’ tøwed da blyw ren o de’? Nej, a hår mit waskebræt! Landbokoner havde deres stolthed. Vasketøjet skulle være hvidt, hvad ville nabokonen ellers sige. Bagefter blev tøjet set efter. Vi stoppede strømper, lappede og syede stroppe og knapper i – lynlåse brugtes kun sjældent. Til sidst blev det meste af tøjet strøget eller rullet. Nå, ja, så var der jo lige rengøring og madlavning, – der skulle syltes, henkoges og laves saft af alle de dejlige frugter og bær, vi havde i haven, og et par gange om året blev der slagtet, så skulle kødet saltes eller henkoges, for vi købte nødigt det, vi selv kunne fremstille. Ind imellem havde vi piger også småjob. Vi skulle malke, hjælpe til med tørvegravning og i høsten. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har kedet mig. Da Mor ikke var helt rask, var det gerne Far, der måtte stige på cyklen og køre med til Randers, når jeg skulle have nyt tøj.

Da jeg blev 20 år, ville jeg gerne ud at prøve noget andet. Jeg fik plads hos slagter Strand på Mariagervej i Randers. Hver morgen gik fruen godt polstret i varmt tøj ned for at passe forretningen I det halve år jeg var der, passede jeg de to børn og huset. I 1940 blev Lindegården i Sem solgt. Både Far og Mor havde svært ved at klare det hårde arbejde. De så på hus i Havndal, men valgte at købe et hus i Mariager nær kirken. Vi var fire, der flyttede: Far, Mor, min storebror Viggo og mig. Det er det hus, jeg og min mand, Poul, endnu bor i. Efter mine forældres død, flyttede jeg nedenunder, og nogle lejere flyttede ind i overetagen.

Under krigen var der mange tyskere indkvarteret i Mariager, og jeg var ikke tryg ved dem. Jeg var en overgang husbestyrerinde for inspektøren på Sødisbakke, mens hans kone var indlagt på sygehuset. En aften, da jeg efter et besøg hos en veninde nede i Mariager var på vej hjem mod Sødisbakke, blev jeg passet op af en tysk soldat, der ville følge mig hjem. Han gik pænt på den anden side af gaden og gjorde mig ikke noget, men det var meget ubehageligt. Anderledes var det den aften, der var luftkamp over Mariager mellem engelske og tyske maskiner, da måtte vi sidde nede under kældertrappen og vente, indtil det hele var overstået.

Jeg kom til at arbejde på Sødisbakke i Mariager i 24 år. Jeg hjalp til med at passe patienterne. Mange af de gamle var sengeliggende, men de store drenge arbejdede på en landbrugsejendom, der lå neden for anstalten. Der dyrkede de mange af de grønsager, der blev brugt i institutionens køkken. Om sommeren blev der arrangeret busture til f.eks. Rebild Bakker eller Legoland for de patienter, der kunne gå, Når jeg havde aftenvagt, hændte det, at nogle af drengene smuttede ned i byen og hentede brød hos bageren, så skulle der laves kaffe, når de kom hjem. Det var råhygge.

I dag ville man ikke byde folk at sove på gulkalkede ottemandsstuer, hvor der slet ikke var plads til privatliv, men sådan var forholdene den gang, og det var der ikke mange, der satte spørgsmålstegn ved. De fleste patienter var glade og omgængelige. De fik lommepenge hver måned, men det var svært for dem at få pengene til at slå til – især hvis man som Bitte Nør var blevet storryger. En dag, mens jeg var husbestyrerinde hos direktøren, stod Bitte Nør neden for trappen med en buket blomster og sagde:

Do må sejed te ham! Hvad for noget? Do må sej te ham, at a ska ha’ nå’d tobak. Kom Bitte Nør til at gå bag en person på gaden der røg, kunne man undertiden høre ham hvisle. Smid’en! Smid’en no for F….!

Da en anden patient, han diskuterede med, lidt ufint sluttede diskussionen med ordene: Do æ it rajdi klog! svarede Bitte Nør: De æ a glå ve, for hejs ku a it vær her!

Bitte Nør var meget afholdt og kendt af alle i Mariager og omegn. Han stod gerne uden for Sødisbakke ved vejen og hilste venligt på alle, der kom forbi.

I 1981 gik jeg på pension – tre år før min mand, Poul, som jeg var blevet gift med i Mariager Kirke den femte november 1944. I vores fritid har vi beskæftiget os meget med biavl. Vi havde en overgang 40 stader, hvoraf de ti stader stod i haven nær huset. Det er derfor, vi har en havehæk, der er to m høj. Det var et stort arbejde at slynge, røre og hælde honningen på dåser, men så var vi også i gode honningår også i stand til at sælge mellem tre – fire tusinde dåser honning. Det blev til en velkommen ekstraindtægt, der bl.a. finansierede en rejse til Tenerife. Vi indstillede helt biavlen, da vi gik på pension, fordi det p.g.a. skattereglerne ikke længere kunne betale sig.

Jeg blev konfirmeret i 1933 i Hem Kirke. Der var både forårs- og efterårs-konfirmation den gang. De fleste af mine kammerater kom ud at tjene lige efter konfirmationen. Jeg blev hjemme på Vestergaard, til jeg var 17 år. Jeg hjalp til med alt arbejde både ude og inde uden at få egentlig løn, men jeg manglede ikke noget. Om efteråret, når tyttebærrene var modne, kørte Far mig ud i Heden, hvor vi havde et stykke jord. Der gik jeg hele dagen i fred og ro og plukkede bær. Jeg havde madpakke med, så det var den rene råhygge. Jeg gik og passede mig selv. Der var kun en ting, der kunne irritere. Det var Assenskonerne, der som en sværm kom og plukkede, hvor det passede dem – også i vores hende – og kun de store bær. Når jeg kom hjem, blev bærrene lagt op på et bord, der var stillet skråt. Når de rullede ned ad bordet, var det nemmere at rense dem for blade og dårlige bær. Det beløb, de indbragte, var mine lommepenge. Det kan lyde mærkeligt, men noget af det, jeg husker med glæde, er storvasken. Det var hårdt. Alt det vand, der skulle slæbes til og fra. Efter en hel dag ved vaskebrættet havde vi rene negle og ømme rygge, men så kom belønningen. Mor mente, vi havde fortjent – en fem øres flødebolle fra købmanden. Til sammenligning kostede en pakke med ti cigaretter 40 øre.

I 1937, da jeg var 17 år, flyttede jeg til Enslev hos Anker Holm i min første plads. Jeg fik 45 kr. om måneden, og så skulle jeg kun være pige i huset hjælpe til i haven og vaske mælkespandene. Der var seks voksne og to børn på gården. Det var et godt sted at være. Jeg havde fri hver anden søndag, når jeg havde ryddet op efter middagen. Gården var ret moderne. Vi havde malkemaskine. De fleste andre steder malkede man med hånden. Lige før besættelsen i 1940 flyttede jeg ned til grosserer og cigar-handler Hvims i Hadsund. Der var ansat en cigarruller, så de to kommiser kunne sælge de flotteste, håndrullede cigarer i forretningen.

Jeg husker tydeligt det hus, der var lige efter besættelsen, den 9. april 1940. Alle styrtede rundt for at købe rullegardiner. Tyskerne havde givet ordre til, at hele byen skulle mørkelægges – have sorte papirrullegardiner for ruderne – og som om det ikke var nok, blev der efterhånden indført rationering på næsten alt. Jeg havde fri hver anden søndag hele dagen, men jeg var utryg ved at cykle den lange vej over Trudsholm og Kastbjerg hjem til Sem på grusvejene.

Jeg kom til at tjene på Afholdshotellet i Assens i 1942. Der var kun to udlejningsværelser, så det meste af arbejdet bestod i at servere for de faste pensionærer og til festerne. Der kom ekstra liv på Afholdshotellet, når der var danseskole, eller når rejsebiografen kom og spillede film i festsalen.

Senere, da jeg blev ung pige i huset hos ingeniør Christensen på Dania, fik jeg næsten status af familiemedlem. De var, så længe de levede, vores meget gode venner. De havde en stor omgangskreds. Jeg fik lært at servere og dække bord, og jeg lærte at lave retter, man ikke lavede hjemme i Sem. Når de blev indbudt til fest hos deres venner, var det nærmere regelen end undtagelsen, at jeg blev bedt om at tage med. Jeg skulle tage mig af serveringen. Det syntes jeg ikke, der var noget mærkeligt i – den gang. I en kort periode under krigen havde vi fornøjelsen at have direktøren på Dania, Buch Hansen, boende i gæsteværelset. Han var konservativ folketingsmand. På grund af tyskerne var han så utryg ved at sove i direktørboligen om natten, at han i stedet foretrak at sove i ingeniør Christensens gæsteværelse. Det skulle vise sig at blive en indbringende forretning for mig. Buch Hansen var en meget korpulent herre. For at være velorienteret skulle han gerne op kl. 5.00 for at høre den tidlige Pressens Radioavis, som Radioavisen hed den gang. Han kunne ikke selv tænde for radioen nede i stuen, derfor bankede han på døren, når han gik forbi mit kammer, så jeg kunne løbe ned i stuen og tændte for radioen. Inden jeg igen smuttede ind i min lune seng, stak han mig gerne en femkroneseddel. Det skulle i øvrigt vise sig, at hans angst for tyskerne ikke var ubegrundet. Han blev senere interneret på Assens Skole. Allerede mens jeg arbejdede på Afholdshotellet, havde jeg lærte min mand, Gunnar, at kende. Han var lastvognschauffør på Dania – senere blev han afløser og til sidst fast privatchauffør for Buch Hansen. Han havde gjort det til en vane at komme ind og spise frokost hos mig i køkkenet, når han kunne se sit snit til det. Vi havde været kærester i flere år, så vi kendte hinanden godt – for godt – var der nogle, der mente, for jeg blev gravid som 27-årig. Jeg ville rejse, men fruen ville gerne, jeg blev i pladsen.

Et halvt år efter vi havde fået vores første søn, Preben, blev vi viet af sognefogeden i Falslev i hans dagligstue. Derefter flyttede vi ind i en lejlighed i Assens. Senere kom jeg til at arbejde hos familien Hedegaard i direktørvillaen på Dania. Her oplevede jeg Hedegaards temperament. Engang Fruen fik en blomst af en fremmed mand, blev han så vred, at han gav sig til at vælte spisestolene. Pigen for rundt og rejste dem op, indtil jeg bad hende holde op, for Buch Hansen væltede dem igen. Jeg fik brug for al min kunnen, for de havde stor selskabelighed. Jeg skulle både lave maden og servere. Var der over 10 gæster, blev kogekonen, Kirstine Bach, indkaldt til at lave maden, mens jeg serverede.

I 1974 flyttede vi fra Dania til Assens, hvor vi flyttede ind i huset, vi stadig bor i. Da vi havde boet her i to år, faldt jeg og brækkede lårbenet. Jeg blev indlagt på Hobro Sygehus. Efter tre måneder blev jeg overført til Randers Centralsygehus, fordi der var gået betændelse i såret. Jeg måtte ligge et halvt år lå på ryggen, og da jeg endelig kom hjem, blev jeg to gange om ugen kørt ud på sygehuset til genoptræning. Siden har jeg gået hjemme og passet huset – og Gunnar. Det har både han og jeg været glade for.

Jeg blev konfirmeret den 19. marts 1951. Der blev snestorm. Gæsterne nåede kun at smage hovedretten med sodavand og hvidtøl – men ikke desserten – inden de besluttede sig for at tage hjem.

Min første plads var hos Chr. Dreyer i Kondrup. Det var forfærdeligt. Jeg kunne sidde i mit værelsesvindue og se Sem Kirke. Jeg længtes hjem og græd hver aften. Til sidst lovede karlen at køre med mig hjem til Sem. Det var dejligt. Naboens karle havde fået nys om det, så da vi på vejen hjem kørte forbi roekulen, sprang de frem med et lagen over hovedet. Vi fløj ind i gården, smed cyklerne og sprang ind i gangen – karlen først, for jeg kom til at stikke det ene ben ned i den åbne kloak. Dagen efter fik vi en ordentlig omgang, fordi vi havde smidt cyklerne i gården. Det hjalp ikke meget på min hjemve. Et halvt år efter rejste jeg til Norup Mejeri, hvor jeg skulle passe huset og lave mad til familien og de tre mejerister. Halvanden time hver formiddag skulle jeg tappe mælk og sætte papkapsler på flaskerne.

Min mor, der var dygtig i et køkken, havde lært mig at lave mad. Det fik jeg god brug for det næste år, da jeg blev ansat som kokkepige på Gjerlev Alderdomshjem. Der var 17 ældre mennesker. Jeg havde god hjælp af nogle af de ældre damer. De mødte op i køkkenet om morgenen for at hjælpe til med at skrælle kartofler eller røre en kage. Mens jeg var i Gjerlev, mødte jeg Henning til et bal i Sem Forsamlingshus. Han var landmand og mødte op til den årlige revy – i gummistøvler. Det fortrød han, for han kom til at høre for det resten af livet.

I 1954 flyttede jeg til Randers til Børnegården på Vidarsvej. Sammen med 14 andre piger hjalp jeg til med rengøring og pasning af børnene. Der var både børnehave, vuggestue og fritidshjem. En dag følte jeg mig lidt mærkelig. Jeg bad min moster gå med mig til lægen. Jeg var sikker på, at det var al den dampkogte mad vi fik, der gjorde mig utilpas. Det var det ikke. Jeg var gravid. Katastrofe! Da Moster dagen efter inviterede mig ned for at tale om tingene, sad min mor i stuen. Hun var meget vred og sagde:

Do hår sat sån en skamplet po wos, at vi må fløt fra bøjen! Jeg, der var både bange, skuffet og vel også vred, svarede: De ska do it tenk på Mor. A blywer ve Moster til de’æ overstån.

Jeg fik imidlertid bud om at komme hjem til Sem den følgende søndag – sammen med Henning. Uden nogen længere indledning spurgte Far Henning:

Wæl do ha henner, eller wæl do it? Henning, der ikke lod sig slå ud, svarede: Do trower da wal it, a swigter henner, fordi hun æ grawid! Far: Så må do F….. hug’mæ sørg for brylluppet! Å de ska wær no!

Tonen kunne måske have været mere elegant, men det var ikke, fordi jeg havde dårlige forældre. De gav såmænd bare udtryk for den tids almindelige, negative holdning, til unge piger, der var kommet galt af sted, og den skam de følte. Når man ved, hvor mange piger, der var gravide ved vielsen, var det måske lidt dobbeltmoralsk.

For os var det ikke noget problem. Det blev indledningen til et godt ægteskab. Henning var en solid mand, der havde økonomien i orden. Kort efter købte han en ejendom ved Gjerlev på 10 tdl. for 40.000 kr. – kontant. Selv om Henning var flittig, var den tid forbi, da en så lille gård kunne brødføde en familie. Han tog arbejde på Skiftergården i Ø. Kondrup, mens han i sin fritid klarede arbejdet på vores egen ejendom. Jeg kan bl.a. huske, at han en efterårsaften gik bag hesten og pløjede. Det kunne han, fordi der var fuldmåne.

Økonomien blev ikke bedre, så ca. 1960 begyndte han at arbejde som murerarbejdsmand. Ejendommen blev solgt, og vi købte et hus i Gjerlev for 25.000 kr. Det er det hus, jeg stadig bor i. Få år efter begyndte jeg at arbejde som opvasker på Hotel Randers for at tjene til det sjove, som Henning sagde. Jeg rejste med Hadsund-Peter, så jeg kunne møde på arbejde kl. 18.00, og jeg fortsatte til kl. 24.00, så kunne jeg lige nå det sidste tog hjem. I 1975 skiftede jeg arbejde. Jeg flyttede til Randers Kloster, hvor jeg fra kl. 6.00 til kl. 16.00 gjorde rent og bragte maden ud til beboerne. Det var lidt hårdt bagefter at skulle hjem og ordne mit eget hus, lave mad og ordne tøj til mand og fem børn. Jeg holdt op med at arbejde i 1980, da jeg fik konstateret både ledde- og slidgigt. Kort tid efter fik jeg tilkendt invalidepension – ti år senere gik Henning på efterløn.

Den del af vores fritid, vi ikke brugte på campingture til f.eks. Mors eller Ribe, anvendte vi i haven. Vi var især interesserede i gammeldags pelargonier og fuchsiaer. Vi har haft stor fornøjelse af at holde ”åben have”. Undertiden mødte der 150 besøgende. Efter Hennings død i 2004 blev jeg boende i huset, som min søn, Kjeld, nu har overtaget.

Efter min konfirmation i Hem Kirke i 1980 holdt vi fest, som man altid har holdt konfirmationsfester i Sem. Jeg sad i mit bedste tøj mellem Far og Mor og hørte på taler om voksenlivet. Noget var dog anderledes. De voksne drak vin, og jeg sad og glædede mig til i muen – i morgen, hvor jeg skulle med mine kammerater til Randers for at holde blå mandag. Det blev en dejlig dag. Jeg var stur kål for egne penge, og den dag fik jeg min første gevesen – så tilpas tidligt, at den var dampet af, inden jeg steg af rutebilen i Sem. Dagen efter var alt som det plejede. Jeg fortsatte i Havndal Skole, til jeg i 1983 havde taget prøven efter 10. klasse.

Kommunen havde opsagt samarbejdet med skolerne i Randers, så jeg blev meldt ind på Hobro Gymnasium for at tage en HF-eksamen. Det var for at sige det mildt lidt bøwlet. Vi hørte jo til Århus Amt, så busforbindelserne fra Sem til Hobro var elendige. Undertiden måtte jeg og morgenen køre ned og stille min knallert ved farbror Geert i Mariager for at tage bussen mod Hobro – ellers havde jeg ikke nogen mulighed for at komme hjem – hvis jeg da ikke ville gå. Andre unge fra sognet, der valgte at tage deres uddannelse i Randers, flyttede der ud og boede i et lejet værelse, til de havde taget deres eksamen. Jeg nød at gå på gymnasiet, selv om min dansklærer, der var venstreorienteret kaldte mig ultra liberal. Det fik vi mange gode diskussioner ud af, for han respekterede andres meninger. Han syntes, at jeg var meget heldig, da jeg til eksamen i dansk kom op i digteren, Thomas Kingo. Det måtte lige vægre noget for mig

Da jeg i 1985 fik min eksamen, havde jeg allerede været på session, så i februar 1986 blev jeg indkaldt som værnepligtig til Flyvestation Ålborg. Som rekrut opdagede jeg, hvor meget god hygiejne betød for officererne i flyvevåbnet. På en tur til Vesterhavet fik vi ordrer til at tage et forfriskende havbad, selv om der var så hård frost, at der var is på vandet i grøfterne. Det var isnende. Da vi efter badet stod nøgne på stranden, var vi på udsatte steder krympet så meget, at vi kunne forveksles med unge piger. Heldigvis antog vi, efterhånden som vi igen fik varmen, normalstørrelsen for danske Jenser. Jeg blev uddannet som hundefører. Afdelingen virkede som flyvevåbnets militærpoliti. Sammen med hundene skulle vi tage os af adgangskontrol og bevogtningsopgaver på flyvestationen. Efter ni måneders værnepligt, underskrev jeg i 1986 en kontrakt, så jeg kunne fortsætte i flyvevåbnet som konstabel. Arbejdet var overkommelig. Over en fire ugers periode havde vi 13 vagter, så vi havde stor frihed. En stor del af fritiden tilbragte jeg hjemme i Sem, hvor jeg hjalp mine forældre med arbejdet på Mågård.

I 1990 startede jeg som fritidstelefonsælger på Gerni i Randers. Det er en dansk fabrik, der laver højtryksrensere, som anvendes til rengøring i virksomheder inden for landbrug, transport og industri. Fra kl. 9.00 til kl. 13.30 – og undertiden om aftenen – sad jeg i fire timer og forsøgte ud fra for eksempel adresselister på vognmænd eller andre at skaffe kunder til de faste sælgere, der kørte rundt og solgte firmaets produkter. Vi havde en halv times pause. Den var for egen regning. Jeg kørte den gang meget mellem Ålborg, Sem og Randers. Det var dyrt, men jeg klarede mig, for på det tidspunkt fandtes der en skatteregel- trekantskørsel, som – ja, tro det eller ej – tilgodeså folk, der som jeg arbejdede på mindst tre adresser. Da jeg ikke havde fået fornyet min kontrakt med flyvevåbenet, inden jeg var fyldt 25 år, måtte jeg se i øjnene, at jeg ville stå uden arbejde i 2001. Problemet løste sig, da jeg allerede i 1995 fik mulighed for at søge en fast stilling på Gerni. Jeg skulle rådgive de kunder, der henvendte sig, samt servicere sælgerne i marken. Jeg opsagde kontrakten med flyvevåbenet og fik min egen lejlighed i Randers. Jeg havde opdaget, at det var rart at have et sted, hvor man kunne være sig selv.

Jeg bliver aldrig bymenneske. Jeg trives bedst i naturen, og det er mit håb, at jeg også fremover må kunne fastholde en nær tilknytning til landbruget. Jeg fik mit jagttegn, da jeg var 16 år. Sammen med nogle kammerater har jeg lejet en jagt på 90 ha ved Hou. Jeg nyder lige så meget bukkejagtens stilhed og ro som samværet med de andre jægere under efterårsjagterne. Det er naturoplevelsen mere end byttet, der tiltaler mig – selv om jeg bestemt ikke går af vejen for en fasan- eller haresteg.

Jeg gik til præst hos pastor Nørgaard i Hem vinteren 1940 – det år tyskerne besatte Danmark. Vinteren var så streng, at smeltevandet ikke kunne synske i jorden, fordi den var bundfrossen. Grusvejene blev så glatte, at vi ikke kunne stå fast i vore gummistøvler. Det hjalp først, da jeg fik et par af Fars gamle sokker uden på støvlerne. Tirsdag og fredag, de to dage vi ikke gik i skole, startede vi hjemmefra så tidligt, at vi kunne nå at være i Hem Præstegård kl. 9.00. Jeg var den eneste pige fra Grove det år, så vejen til Skrødstrup måtte jeg gå alene. De fleste af skriftstederne og forklaringerne kendte vi allerede. Dem havde vi terpet i Grove Skole efter Den lille Katekismus, men vi lærte også mange salmevers.

Efter konfirmationen samledes familien hjemme til suppe, steg og citronfromage. Under middagen sang vi en hjemmelavet sang på melodien til: Vort modersmål er dejligt . . . Den var forfattet af Bedstefars bror, Slagte-Peter. Det var ham, der havde den poetiske åre i vores familie. En aften i den følgende uge mødte ”bøjen” op – alle de folk, der havde sendt telegrammer med to, fem eller ti kr. blev indbudt til spisning med efterfølgende kaffebord.

Derefter fulgte en munter tid med ungdomsgilder. Der er især et, jeg husker. Hos en familie i Skrødstrup, havde man for at gøre det hele lidt mere festligt malet dørkarmene med svenskrødt. For at strække malingen lidt, havde man fortyndet den med vand, derfor havde den svært ved at tørre. Vi lignede alle små socialdemokrater, da vi kom hjem. Af mine forældre havde jeg i konfirmationsgave fået en ny cykel. Gad vide, hvor min far havde skaffet den fra. Allerede i foråret 1941 havde rationeringen for længst sat sit præg på folks dagligdag.

Det næste år var som de foregående. Jeg skulle malke mine fire køer hver morgen og hjælpe til både ude og inde. Vi var mange til daglig: Familien på fem personer, to karle, Bedstefar, der mødte op hver morgen for at passe grise og Faster Mariane, der hjalp til både ude og inde. Hver dag skulle der skrælles en hel spand kartofler til middagen kl. 12.00. Resterne fik vi om aftenen som brasede kartofler suppleret med smørrebrød, hvortil vi drak hjemmelavet saft eller mælk Morgenmaden fik vi allerede kl. 7.00, når vi havde røgtet. Det var gerne øllebrød, kaffe, rugbrød og hjemmebagt franskbrød med ost. Om formiddagen fik de, der gik i marken og arbejdede, gerne en mellemmad og et glas hjemmelavet saft. Kaffen var et kapitel for sig. En gang imellem drog Mor som byens andre koner ud til et kafferisteri i Randers med en lille sæk byg. Når byggen var ristet, kaldtes den kaffe. For at hjælpe lidt på farven tilsatte man også kaffe erstatning – Richs eller Danmarks. Efter krigen var der folk, der ikke kunne lide ren kaffe – de havde vænnet sig til byggens ramme smag. Mel fik vi hjem i 50 kg sække, hvis vi altså kunne tiltuske os en sæk hos en møller. Mel var jo også rationeret. Vi bagte brød og boller flere gange om ugen, så der var brug for meget mel.

Efteråret og vinteren 1942-43 tilbragte jeg sammen med 90 andre unge – piger og karle på Jebjerg Ungdomsskole på Salling. Jeg fik opfrisket mine skolekundskaber, gik til madlavning, syning, folkedans og gymnastik. Alt var anderledes og spændende både samværet med de nye kammerater – hvis hjem jeg besøgte – og udflugterne til Jenle og Fur. Jeg var så optaget, at jeg hverken skrev eller tog hjem før til jul, hvor jeg kunne fortælle, at jeg havde været Luciabrud på skolen. Mor påstod, at hun troede, jeg var død, men for en sikkerheds skyld sendte hun dog en pakke med lækkert hjemmebag. Det gav hygge på værelserne om aftenen. Opholdet på Jebjerg Ungdomsskole blev et af mit livs store oplevelser – og det modnede mig. Da jeg kom hjem, var jeg blevet 17 år. Jeg ville ud og se verden. Jeg fandt selv en plads hos en lægefamilie i Randers. Det var nu ingen succes. En af de første dage mødte jeg naboen nede i gården. Han spurgte: Er du den nye pige? Her bliver du ikke længe!

Og han fik ret. Nytårsaften sagde jeg stop. Mens de andre morede sig, fik jeg lov til at sidde alene på mit værelse og gnave andeskroget. Mor var så vred, at hun ville klage. Jeg ville bare væk. Jeg næsten flygtede ud til fiske-handler Møller i Vorup, hvor jeg tjente fra 1944-45. Det var en pragtfuld plads. Jeg blev næsten medlem af familien. Fruen stod i forretningen inde i Randers, Møller, der ikke var helt rask, passede sin plantage sammen med en medhjælper, og jeg tog mig af huset. Jeg lærte at koge hummer, servere duer og vildt i flødesovs og meget andet spændende. Det var noget anderledes end hjemme i Sem. Når jeg skulle hjem i weekenden, foregik det på min konfirmationscykel. Dækkene var ikke nye længere, og vejene ikke asfalterede, så det hændte ikke så sjældent, at jeg måtte foretage den sidste del af turen gennem Randers trækkende med fladt dæk.

Det værste var dog befrielsesaftenen, den 4. maj 1945. Jeg havde vasket storvask, så jeg var gået tidligt i seng. Jeg var så træt, at jeg intet hørte, og ingen tænkte i glædesrusen på at vække mig. Men de følgende aftener var jeg med til at feste og synge frihedssange i gaderne.

Da jeg kom hjem til november, begyndte jeg at cykle til Havndal, hvor jeg hver dag kl. 9.00 skulle møde hos Katrine Molberg i Klattrupgade for at lære at sy. Det var nu nemmere sagt end gjort. Man kunne jo ikke få noget stof – men jeg lærte at anvende rester og vende brugt tøj. Jeg arbejdede gratis, for jeg skulle jo lære at sy.

Der skete ikke meget i Sem, men på morgenturen til Havndal oplevede jeg bl.a. at se en ung mand, der kulsort og småbandende stod og forsøgte at få ild i sin lastvogns gasgenerator. Da jeg senere så ham til et bal på Havndal Kro renvasket og i jakkesæt, havde jeg fundet min mand, Carlo Møller – men det blev en lang forlovelse. Carlo købte i 1947 1 tdl. jord i udkanten af Havndal for 1.347 kr. og begyndte i 1948 at bygge et funkishus med to garager under huset. Da vi blev gift, var det almindeligt, at man fyrede i kakkelovn og komfur med tørv og brunkul, hvis man da ikke havde gaskomfur. Du ska’ da ikke have gaskomfur, sagde installatør Lykkemark. El-komfurerne var ved at komme frem. Sådan et fik jeg – efter at have ventet i to måneder, hvor jeg lavede mad på en elektrisk kogeplade – på gulvet.

I 1965 var vognmandsforretningen udvidet så meget, at det var nødvendigt, at vi byggede et nyt parcelhus på grunden til en gift chauffør. I et par værelser i kælderen boede unge chauffører. En overgang havde jeg fire på kost. Vi kørte med alt muligt: Vi bragte foder m.m. fra Lokalforeningen ud til bønderne, kørte for Saltfabrikken og Juncher på Overgaard, når han skulle have korn på Munkemølle. Jeg kendte stort set alle speditører i landet, for det var mig, der skulle sørge for, at der altid var last med tilbage, når vi kørte langtur.

I efteråret 1969 blev Carlo pludselig syg. En dag han kom hjem fra en fest, kunne han ikke åbne det ene øje. Det skyldtes en sjælden – den gang uhelbredelig – sygdom, der gav indvendige lammelser. Til sidst måtte jeg hver dag besøge ham på Kommunehospitalet i Århus, hvor han lå i respirator. Det var en svær tid, for samtidig skulle jeg sørge for familie og forretning. Efter Carlos død i 1970 flyttede jeg over i det parcelhus, vi i 1965 havde opført som bolig til den gifte chauffør. Samtidig begyndte jeg at arbejde som sygehjælper på Randers Centralsygehus. Et arbejde jeg havde i 16 år, til jeg i 1987 gik på efterløn. Da jeg ikke kunne finde mig i at sidde stille, blev jeg besøgsven for Røde Kors. Det var jeg indtil 2001. Jeg deltog også i ”Gryden” på alderdomshjemmet i Havndal. Det var vores arbejde at arrangere aktiviteter og underholdning for de ældre i Havndalområdet – en gang om måneden. Det har undertiden betydet, at jeg måtte påtage mig at lave mad til 50 personer. Ellers er det i Nørkleklubben, jeg har brugt meget af min tid – 1 mand og 4000 kvinder fordelt over hele landet. Vi strikker trøjer, huer og tæpper til børn i Hviderusland. Der er indtil nu sendt 20 tons af sted fra lageret i Kliplev, hvorfra arbejdet organiseres. Efter et spændende og travlt liv kan det være svært at bevare tålmodigheden, når havearbejdet, selv om jeg fik en ny hofte i februar 2005, stadig må foregå i etaper og med stok i hånden – men jeg må jo se at få det lært.

Jeg var 8 år, da vi i 1944 flyttede fra Kærby, hvor vi havde boet til leje. Vi flyttede til et hus i Sem, som min far købte for 4.000 kr. Det var mange pen-ge. Far måtte tage et lån i banken, som han betalte af på i mange år.
Far påtog sig alt det arbejde, der var at få. Efterhånden arbejdede han fast i Skrødstrup Skoven hver vinter. Om sommeren arbejdede han hos en murer. Efter ca. 4 år fik Far og Mor stillingen som ringer og graver ved Sem Kirke. Et arbejde de bestred til Fars død i 1981.

Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være at gå i skole i Grove. I Kærby havde jeg kun 50 meter hen til skolen. Fra Sem var der jo meget længere til Grove Skole, og cykler havde vi ikke under krigen. Vi måtte gå den lange vej op gennem Sem Skoven for at komme i skole. Om vinteren, når der var meget sne, kunne det godt være en hård tur. Jeg var glad for at gå i skole og havde det godt med mine skolekammerater.

En gang om ugen kom bageren. Jeg tror det var om onsdagen. Han kom altid i det store spisefrikvarter, så hvis vi havde lidt penge, kunne vi købe wienerbrød eller kager den dag. Det så vi meget frem til. Det var også en meget stor dag, når lærer Bach slyngede honning, så kom vi ind til fru Bach og fik en mellemmad med nyslynget honning. Det var guf.

Jeg syntes, det var spændende, når vi to og to blev sendt ud i skoledistriktet for at sælge de mærker, som forskellige organisationer sendte ud, så de kunne blive solgt gennem skolen: Dybbølmærket, Sommerblomsten, Kongenålen og Valdemarsflaget. De kostede gerne 10 øre pr. stk. Pengene brugte organisationerne i deres daglige hjælpearbejde.

I sommerhalvåret havde jeg forskellige pligter. Bl.a. skulle jeg, når min far gravede tørv for Laurids Pedersen, køre dem ud på græsarealet på en slæde af træ med en hest som trækkraft. Der skulle de ligge, til de blev halvtørre. Derefter skulle jeg rejse dem på højkant, så de kunne blive helt tørre. Jeg mener, at jeg fik 25 øre pr. 1.000 tørv. På en god dag kunne jeg tjene 5 kr. ved at rejse 20.000 tørv. Så var ryggen også godt øm, og jeg sov godt om natten.

Da Far og Mor overtog kirkearbejdet som ringer og graver efter Maren og Kræn Juul, skulle vi børn om sommeren hjælpe med at skuffe og rive gangene og de tomme gravsteder. Det skulle gøres en gang om ugen. Det var især træls i oktober måned, når alle bladene faldt af træerne, for dem var der mange af, og det var tit koldt og blæsende. Ligusterhækkene om gravene skulle være veltrimmede, så de blev som andre hække klippet med håndsaks mindst to gange om året.
Om efteråret var det skik og brug, at gravene blev dækket med gran. Det ordnede de fleste selv, men havde man ikke tid eller lyst, påtog Far sig det mod betaling. Når der skulle være begravelse, skulle jeg hjælpe Far med at grave og senere dække graven. Det kunne godt være et hårdt arbejde især om vinteren, når der var frost i jorden. Jeg har været med til at grave en grav, hvor de 6 bærere skulle kunne bære kisten helt ned i graven. Det var et stort arbejde. Vi børn lærte også at ringe med kirkeklokken, så vi kunne påtage os at ringe solen op om morgenen og ned om aftenen, hvis Far var forhindret.
Jeg hjalp også min far, når der skulle kimes til jul, påske og pinse. Vi gik helt op i kirketårnet til klokken. Kimingen, der varede en stiv klokketime, foregik på følgende måde. Far slog med knevlen på klokkens indvendige side med den ene hånd, og med den anden hånd slog han med en hammer på klokkens udvendige side – i ti minutter. Derefter skulle jeg ringe med klokken – i 10 minutter. Det gentog sig 3 gange. Sidste gang blev afsluttet med 3 gange 3 små bedeslag. Vi havde fornøjelse af kimingen længe efter – for rigtige mænd brugte ikke høreværn.

Til vores hus var der en meget stor have, hvor vi dyrkede kartofler og alle slags grønsager. Om efteråret, når afgrøderne var høstet, skulle jeg grave denne store have. Far sagde altid: Ledighed er roden til alt ondt. Jeg var selvfølgelig glad for hans omsorg, men når jeg gik i seng med værkende ryg, var jeg sikker på, at mindre kunne have gjort det.
Når vi havde tid til at lege, spillede vi pind eller Ejva og Bomba ( som vi kaldte Antonius ) over et hustag. Vi legede også en gang imellem røvere og soldater oppe i Sem Skoven. Om vinteren blev kælk og ski flittigt brugt, og om sommeren, når vejret var til det, badede vi nede i åen.
Jeg var tit på fisketur med Jens Juul langs Kastbjerg Å, hvor vi fiskede ørreder og skaller. Min fiskestang var ikke just moderne. Det var bare en pind med en snøre på. Nogle gange nåede vi helt ned til Kastbjerg Mølle.

Nogle år senere havde jeg en sjov og hyggelig oplevelse sammen med Jens Juul. Jeg havde fået kørekort til motorcykel, og Jens spurgte, om jeg ville køre en søndagstur med ham, så ville han betale for alt denne dag. Vi startede meget tidligt en søndag morgen og kørte rundt på må og få. Vi var bl.a. på Hjerl Hede, derfra fortsatte vi til Thisted. Vi var efterhånden blevet godt sultne, så Jens syntes, at vi skulle finde et godt sted at spise. Jeg tror, det blev en kro. Jens var en stor og stærk jyde med en god appetit. Vi bestemte os for koteletter. Jens bestilte 4 koteletter. Da tjeneren kom med maden, kikkede han lidt på os, så gik han og vendte senere tilbage med fire tallerkener. Jens, den sindige jyde, bad ham stille koteletterne på bordet – vi skulle nok spise det hele. Det gjorde vi, så vi gik ikke sultne fra bordet.
Mætte satte vi kursen mod Sem. Vi var hjemme sent på aftenen enige om, at det havde været en dejlig og oplevelsesrig dag.

I min barndom kom de fleste af os tidligt ud at tjene. Jeg kom ud, da jeg var blevet konfirmeret. Nogle kom endnu tidligere hjemmefra.
Min første plads var hos Søren Johansen på Holmgården, hvor jeg var fra maj til november. Lønnen var 900 kr. for hele sommeren. Derefter havde jeg forskellige pladser, inden jeg kom ind som soldat. Efter soldatertiden søgte jeg i 1958 ind til postvæsenet i København. Gammel Marens Thomas, der også arbejdede der, hjalp mig med at finde et værelse.

I 1967 flyttede vi fra København til Ballerup, hvor jeg bor sammen med min kone Gerda, som jeg blev gift med i 1959. Vi har 2 børn en datter og en søn. De er begge gift, datteren har 3 børn, sønnen har ingen. Jeg blev pensioneret i 1997 efter at have været ansat i postvæsenet 39½ år.