Far kjøbte eiendommen på ca. 17 td. land i 1935. Vi boede der til ca. 1948, da far solgte og flyttede til Skrødstrup. Jeg fortsatte med at gå i Grove Skovle, indtil jeg blev konfirmeret. Karen gik på realskole i Mariager. Hun er familiens lys.
Når vi spente hestene for vognen og tog ned i mosen, kjæret, som vi kaldte det, var det som en festdag. Da fik Karen og jeg bade i åen, og vi havde mat med. På en måde var det som en picnic, selv om vi måtte hjelpe til med at slebe ud tørv, som far havde trukket op. Til at slebe tørvene væk fra graven brugte vi en fjæl fra siden av en vogn. Det var en gammeldags vogn med jernhjul, som alle havde. Jeg tror ikke, at vogne med gummihjul, som de bruker i dag, kom før i begyndelsen af femtitallet ( 50’erne).
Vi lessede tørvene op på fjælen og lod en hest trekke dem ud. Så måtte vi rejse tørvene på højkant, så de kunne tørre. Når de var tørre, blev de stakket i hauer ( skruer), som liknet en liten høstak. Det var et slid specielt for min far, som måtte tage de tunge tag for at få tørvene op. Der var vand i tørvegravene, så der blev som følge deraf en sugeeffekt. Det var tungt.
Da jeg var dreng gik storken ofte på stubmarken og fangede frøer, når vi høstede. Nu findes der vel knapt en stork eller frø igen i Danmark. På sommerkveller, når vi havde de lyse nætter, kunne vi høre et kjempe kor af av frøer, som kvækkede.
Der var en sø ved Sem, og Peter Svendsen havde et vandhul, som lå lige i nærheden af, hvor vi boede. Når vi så over mod skoven, kunne vi ofte se rådyr, som gressede i skumringen. Min barndom var preget af lykke, selv om det engang imellem var hårdt, for vi måtte jo hjelpe til, så godt vi kunne.
En høstdag startede, når far kom hjem fra melkeruten. Han stod op hver morgen kl. 6.00 og kom hjem ca. kl. 11.00 om formiddagen. Det var en hård tur. Han kørte til Kærbybro med hest og vogn. At lesse alle de melkespande, der var på 60-80 liter var lidt af et job. Inden vi startede høstdagen, måtte vi slå kornet rundt om hver eneste mark med høle’, og binde det i neg med bånd, som vi snoede av strå. Når vi var færdige, begyndte vi at køre med en aflægger (slåmaskine). Den blev trukket af to heste. Da jeg var den mindste, var det mig, der kørte. Det startede jeg med, da jeg var en 6-7 år. Jeg kan huske, at Far til å begynde med hjalp mig med at dreje i hver ende av marken. Far, Mor, Karen og farbror Karl gik og bandt op. Farbror Karl hjalp os altid, som vi hjalp ham, når han havde behov.
De store gårde havde selvbindere. De sidste år Far var på eiendommen, lejede han en selvbinder til høsten. Jeg tror, at det var Julius Møller, som hjalp os ved at låne os en hest. Når kornet var høstet, blev negene sat på højkant to og to. Når det var tørt, blev det kørt hjem i laden for at blive tærsket.
De første år havde vi en hestegang. Det var en lang stang med et nav i enden. Den gik til et snekkehjul som trak en aksel, der gik ind i laden til tærskeværket. Når hesten gik rundt, kunne vi tærske. Siden tror jeg, at vi leiede et tærskeværk fra en maskinstation. Når vi havde kørt det sidste læss korn hjem, havde vi en liten høsttakkefest, hvor Karen og jeg pyntede bordet med strå, aks og blomster fra marken, og så fik vi ferdigsmurt smørrebrød. Det var ikke hverdagskost. Der var altid en mengde firben og frøer med kornnegene hjem og undertiden en hugorm. Vi havde jo mark ude ved heden, men der var aldrig nogen av os, der blev bidt.
Kartoffeloptagning
Far hakkede en 5-6 rækker kartofler op ad gangen med en femtandet hakke. Vi havde en sæk bundet om livet helt ned over knæene, så vi havde noget at kravle på. Vi havde en halmkurv mellem os, som vi kastede kartoflerne op i. Jeg har snakket med Karen om, hvor meget vi frøs på fingrene. Det var jo i september – oktober måned. Nogle dage var det meget koldt med regn og blæst.
Der er en god del arbeide om høsten, som jeg ikke tenker på med glæde. Jeg er glad for, at jeg er ferdig med det. Når kurven var fuld, blev den tømt i et avlangt hul, som far havde gravet. Når det var fult, blev det dækket med et tykt lag halm og et tykt lag jord, for at kartoflerne ikke skulle fryse. Når vi skulle have kartofler hjem om vinteren, måtte vi altid prøve å tage dem hjem på en dag, hvor det var mildt.
En gang faldt en bombe eller en granat ned omkring 100 m bak ved huset vort. Den var sandsynligvis droppet fra et engelsk fly. Der var jo en del luft-kampe. Bomben lå der, så min far måtte melde fra til Tyskerne. Der kom 30 mand. Det var koldt, så mor bød dem inn i varmen og gav dem kaffe. Det var jo bare unge gutter. Historien er, at mor ikke havde kaffe. Hun kogte vand og heldte det over den gamle gruten, kaffegrumsen. Det var nok tynd kaffe, men de var taknemmelige og gav mig penge, som jeg la i min spare-bøsse. Det fandt de ustyrlig morsomt. Sprengningen av granaten, husker jeg ikke så meget av, men den blev da sprengt. Der var bare mor og mig hjemme. Jeg var ikke begyndt på skolen endda – endnu, så det må jo have været i 1942. Jeg begyndte i 1943, da jeg blev syv år til maj.
Da jeg var otte år var vi på Karlsbjerg, det kaldte vi bakken ved Sembygårdskoven. Her kørte på kjelke og ski. Det var Villy Møller, som havde ski. Vi havde det vel- dig morsomt. Hen på kvellen, da det begyndte å blive mørkt, kom der et fly, som var skadeskudt. Der kom en røkhale efter, akkurat som vi ser på filmer fra krigen. Det styrtede ned ovre ved Skrødstrupskoven. Vi prøvede å følge efter. Det begyndte jo å blive mørkt, og der var ganske meget sne. Villy Møller, som var en seks – syv år ældre end mig, mente, at det faldt ned for langt borte. Han tænkte vel også på, om det kunne være farligt å nærme sig. Det var et tysk fly, som var blevet skudt ned av engelske fly. Der har været luftkamp over Jylland.
Børnelege
Vi løb jo mye å legte i skogen og heden alene eller sammen med andre. Vi lavede bondegårde og brugte kogler som heste å køer. Det gik der mange timer med. Der var jo også klinkekuglerne (lerkugler). Det var nu helst på skolen, vi brugte klinkekugler. Vi skøt mye med spretert (slangebøsse). Det var morsomt. Vi fik mye kjeft (blev skældt ud), for vi gjorde vel mye galt med spreterten – ramte vinduer og den slags.
Mor havde leddegigt å kunne ikke hjelpe så meget, som en sådan eiendom i grunden var baceret på. Karen og jeg måtte efter hendes mening hjælpe mere til hjemme end vores jevnaldrende. For at tynde roer fik vi en symbolsk sum, som vi brukte på utflukt med skolen, Måske en 4-5 kroner eller noget i den retning. Når roerne var kommet op, skulle de renses og tyndes. Derefter blev de renset to – tre gange med hest og rensemaskine. Der skulle hakkes mellem planterne mindst en gang. Det var før man begyndte å ødelægge jorden med sprøjtning. Dengang drev man økologisk landbrug i ordets rette forstand Når vi havde tyndet og hakket roerne et par gange, kunne de stort set klare sig selv, Men så kom roeoptagningen. De skulle tages op i oktober – november. Det foregik pr. håndkraft. Vi havde et roejern. Et langt skaft, hvor der forrest sad et skarpt skær, som vi brugte til at hakke toppen av roerne med. Bagest var et par kløer, som var lidt krumme. De brugtes til at rykke roerne op med. Vi kørte med hestevognen mellem rækkerne og læssede to rekker fra hver side på en gang. Så blev roerne kørt sammen i lange roekuler. Det hele blev dækket med halm og jord. DET var arbejde den gang. Når der var spring-kulde om vinteren, måtte man i gang med hakke og spet (greb), for å få jorden av igen og kjøre roerne hjem i roehuset. Siden skulle de raspes, for at vi kunne fodre med dem.
I 1945 sluttede krigen. Jeg så, at tyskerne skøt op deres sporlys og signalpistoler i luften af bare glæde, da det var slut.
Om eftermiddagen var vi i kirken og hørte på præsten og lærer Bach som holdt tale. Det var han utrolig flink til, selv om jeg ikke forstod så mye akkurat da – i grunden bare ventet på, at han skulle blive ferdig, så vi kunne komme ut og leke og ikke sidde i kirken på en vanlig dag. Jeg følte vel, at han trak talen ut bare for at holde os på plads i kirken.
Juletresfesten i Sem Forsamlingshus er en af de ting, som jeg minnes med glæde. Lærer Bach var en god organisator, når vi sang julesange og legede sanglege. Både barn, de lidt eldre barn og voksne var med på leken. Men vi var måske flinkere til at være barn lidt lengere den gang, end de er i dag.
Når vi spilte pind i Sem, var alle med fra 6 år til 20 – 25 år. Det var virkeligt sjovt. Jo flere eldre vi fik med, jo sjovere var det.
Vi slagtede selv gris til jul
Det var nok mor, der stod for det meste med saltning, men jeg var med til å rense tarmene og lave medisterpølse. Tarmene blev vrengt (vendt og renset). Derefter blev de trukket imellem to strikkepinde, som blev holdt tet sammen. Når tarmene var rene, blev de fyldt med fars, og nogle blev vel saltet, så de kunne holde sig ut over vinteren. Det samme skete med flesk og kjøt. Vi fik jo nesten stekt flæsk til middagsmat hver eneste dag. Vi fik også altid to retter mat til middag og nogen gange dessert i tillæg. Min kone og jeg spiser altid kun en ret til middag og ingen dessert. Vi savner det ikke, men da vi var børn, var jobbene på landet mye hårdere. Slagtningen foregik ved, at grisen blev hentet ud af grisehuset og lagt på saltkarret, som i den anledning var vendt med bunden op. Mit faste job var at holde grisen i halen, mens min far holdt den i ørerne. Hvis slagteren vasket den på halsen med lunkent vand, skreg grisen ikke så meget som med koldt vand. Når den var ren, tog slagteren kniven og skærte halspulsåren over, så grisen forblødte og døde. Vi samlede blodet op i en bøtte og fik blodpudding eller klub, som det hedder på norsk. Efterpå blev grisen hengt op på en stige og bundet ved bakbenene. Derefter blev den skåret op og indvoldene taget ut. Alt som kunne brukes blev brugt. Vi lavede leverpostej, og den var virkelig god, men måske vi ikke var så forvendte, som vi er nu.
Da jeg var barn ændrede landskabet sig meget. Nogle arbejdsledige, som vi kaldte det Det flyvende Korps, rejste rundt i Jylland og plantede læhegn. Vi var meget plaget av sandflukt, så vi vidste aldrig rigtig om jorden var hjemme, eller om den med roefrø eller gresfrø var blåst over til naboen. Blandt de unge mænd var der mange fra København. De vidste jo næsten ikke, hvordan en spade så ud. Det skete i regi af Hedeselskabet. Vi havde nogle boende hjemme en stund, men jeg husker ikke så meget av det.
Da krigen kom til Danmark var jeg fire år. Jeg husker det, som var det i går. Vi, det vil sige Karen og jeg, sad på en liten jordvold bak huset. Ja, den var vel ikke mere end et par meter høj, men set med barneøjne, blev den jo høj nok. Der kom fly i alle retninger. Vi havde jo næsten aldrig set et fly før. Vi forstod ikke så meget af det, vi så at der var invasion, og at vi var hærtat (besat). Det der med de grønne, fik jeg nok lidt i vrangstrupen, den gale hals. Jeg troede, at de var grønne. En dag, da der kom en afdeling gående bag vores hus. Mor kom ind og sagde: Kom ud og se, der går nogle grønne soldater bak ved huset vort. Jeg blev ganske skuffet, for de var jo almindelige mennesker, som så ud aldeles som os. Oppe i heden bak ved Sembygård Skoven holdt tyskerne ofte skarpskydning, så fik vi besked om, at vi ikke måtte sætte køerne ud på græs. Vi havde en høj gavl på laden, som kuglerne stadig slog ind i. Når soldaterne var færdige med en sådan øvelse, var vi unger ude for at finde tomme patronhylstre. Vi fandt også mange skarpe skud, men Far gravede det ned alt sammen. Han ville ikke sige hvor ikke engang efter krigen. I eftertiden kan jeg jo godt se, at det var det rette at gjøre. De kunne jo være ganske farlige, og det var ikke akkurat lov at opbevare sådant under krigen. Så min Far var jo selvfølgelig mye klogere, end jeg var, men det er vel normalt, at man ikke forstår, at de eldre er de klogeste.
På min fars eiendom stod der et meget stort træ, som vi kaldte de stur træ. Det var meget stort og gammelt ca. 1½ m i diameter. Jeg tror, det var en ær eller en pil. Under det var der en masse blåbærplanter, men nu er træet væk, som alt annet, der var hyggeligt.
Farbror Karl var jæger. Det bedste jeg vidste var at komme med på jakt. Hjemme fik vi hvert år en hare. Det var et festmåltid. Så var farbror Karl oppe hos os for at spise. Det var han i øvrigt ofte.
Dere, I, har vel hørt sangen om Jens Vejmand, som sad og slog sten til bruk på veien. Farbror Karl og nogle, som jeg ikke husker navnet på, sad ude i heden på Sembygårds mark og slog sten, der skulle brukes på veien. Først med en stor hammer og siden med en lidt mindre. For os ville det nok være et ufatteligt hårdt arbejde. Jeg var ude at se på dem og syntes, at det så morsomt ud, men at sidde hele dagen og slå svære kampesteiner ned til knytnævestørrelse, kan man jo forestille sig ikke var det mindste morsomt. Men hvad vidste en gutunge, lille dreng, om det.
Når man står inde i Sem og ser ud over Nørre Sem i dag, kan man se store forandringer i landskabet. Nogle af de før omtalte læhegn er fjernede, og det hus, som vi boede i, er brændt. Det er mange år siden. Hele vores mark er plantet til, og Møller på Hedely har køpt eller leied jorden, som er dyrkbar.
Min mor led meget af leddegigt. En overgang var hun indlagt på Hald, jeg tror, det var en tre måneders tid. Da var det min søster, der ikke var mere end en 12-13 år, som lavede mat og vaskede tøj og passede huset som en voksen. Der var jo ikke så mange penge mellem folk, så Far havde vel ikke råd til at ansette nogen til å tage vare på os. Karen greiede, klarede, det veldig godt.
Nu skal jeg fortelle om den gang, de drak Posten fuld. Jeg var til stede. Henning Domino og jeg havde været ved Brekilde for at fiske. Da vi kom op til Sem By, var den første vi så, Johanne. Hun var ved at genne sin mand, Mads, hjem. Hun kastede sten efter ham, men Mads lavede sjov. Mens han løb og hoppede for at undgå stenkastene, råbte han:
Do ka’ it ram mæ, for a hopper.
Johanne var vred, fordi Mads sammen med nogle andre bymænd havde fået sig en øl hos købmanden. Det var almindeligt kendt, at posten, der kom fra Mariager, når han kom til købmand Justesen i Sem, skulle have en øl. Om sommeren kold og om vinteren varm. Købmanden prøvede undertiden at forberede sig, men det var altid galt. Var øllen varm, skulle den have været kold og omvendt. En dag kom posten samtidig med rutebilen. Man enedes om at nyde en øl sammen. Det blev nu til flere. Først ville en give en øl, så en anden. Flere mænd kom til. Til sidst måtte Posten lægges ud i stalden i en bås for “at hvile sig”, mens min farbror Karl gik rundt i Sem med posten. Købmandens lille søn, Frits kunne ikke dy sig for at gå ud og se til Posten. Da han kom ind sagde han:
No æ Posten i hver fald fuld, for no kommer’ed ud gemmel niesen!
Det var en begivenhed, der blev talt meget om i vores lille landsby, for der skete jo ikke så meget.
Da Vagns gård, Vestergaard, i Sem brændte, fik Karen og jeg ikke lov til at gå inn til Sem. Vi boede ude i Nørre Sem, så der var vel tre kilometer inn til byen. Desuden var det om kvelden, den brændte. Far og Mor gik der ind for at hjælpe med slukningsarbejdet og få dyrene ud.
I min barndom kom der en mand og solgte fisk ca. hver fjortende dag. Han kørte med hest og vogn, ligesom bager Juul fra Mariager. Han kom med brød. Vi kjøbte gjerne to firepunds rugbrød, og en sjælden gang kjøbte Mor et franskbrød. Det var jo noget, der smagte dejligt.
Under krigen var der smalhals for de fleste varers vedkommende. Jeg kan huske, at Mor fik en gammel frakke av en nabo. Av den syede hun både bukser og jakke til mig. Der blev vel også noget til overs, så Far fik lappet sine bukser. Mor var flink til å sy, og på de tider var der rationering i Danmark. Man måtte hjelpe sig, som man bedst kunne.
Vi plukkede hyben, hyldebær, blåbær og tyttebær i heden og de ribs og solbær, som vi havde i haven. Alt blev syltet og henkogt. Mor kogte sukkerroer sammen med rødbeder og greskar, for sukkeret var jo rasionert. Jeg kan huske, at vi prøvede at lave kaffe af bygkorn, men jeg tror ikke, at det blev særlig godt. Far prøvede at dyrke toak, det tror jeg heller ikke var særlig vellykket.
Vi havde ikke elektrisk strøm ude på eiendommen, så da det blev småt med petroleum, måtte vi bruke karabid. En gang skulle Mor se, om der var mere karabid i beholderen. Hun brugte en fyrstik for at se. Resultatet var, at indholdet i beholderen eksploderede med et kraftigt smeld. Hendes øyenbryn og pandelok forsvandt i smellet. Farbror Karl og Far, som tilfældigvis stod i gården, styrtede in for å se, hvad som havde hændt, men det gik jo heldigvis godt.
Da jeg var gutunge, streifede jeg meget omkring i skog og hede. De så helt anderledes ud end i dag, hvor det meste er plantet til. En gang havde jeg et tamt egern, jeg fandt som unge og tog med hjem. Vores hund havde hvalpe på den tid, så egernungen pattede sammen med hvalpene. Den forsvandt efter en tid. Jeg ved ikke om det var katten, der tog det, eller om de rømte til skogs.
Vi unger lavede mange gale streger. Ejgild Raj og jeg prøvede en gang at røke en Ræv ud af hulen. Vi stablede noget halm op i indgangen og satte fyr på. Der kom nu ingen ræv ud, og Gud ske lov brændte vi heller ikke heden af. Det kunne let have gået galt, for der var lyng rundt om hulen.
At gå på skole var ikke det bedste, jeg vidste. Det føltes som frihedsberøvelse, da jeg var en seks-syv år. Mange gange måtte min mor følge mig til skolen, så jeg ikke rømte til skogs. Skoven var mit rette element, men eftertids er jeg jo glad for, at jeg blev tvunget til at gå på skole. At vi virkelig lærte noget, fik jeg at se, da min datter skulle begynde på handelsskolen. Jeg kunne uden vanskeligheder regne de opgaver, hun fik. Vi havde en flink, dygtig, lærer. Der stod respekt om ham. Bare han så ud over klassen, blev der stille. Han var en utrolig flink fortæller. Det gjorde, at jeg var flink i bibelhistorie. Jeg har heldigvis en god hukommelse, så når lærer Bach fortalte den næste dags lektie på sin levende måde, kunne jeg huske det næsten ordret, så fik jeg ros. Det var desværre ikke ret ofte. Det var en pest og plage, når man skulle sidde til langt udover kvelden med hjemmelektier. Det gik jo lidt bedre, efterhånden som man fik venner i skolen.
Det bedste jeg kan huske var, når vi fik lov til at tygge honningvoks. Vi måtte spise honningen, men voksen skulle spyttes ud i et fad, for det skulle smeltes og bruges igen til bierne. Vi skulle til gengæld plukke græs på plænen til lærer Bach. Vi likte den dejlige honning, og så slap vi jo for at sidde inde. Det er en av de ting, der har brændt sig fast i min hukommelse.
Hvert år ved juletid blev skolen pyntet. Vi beklædte trådbogstaver og tal med gran fra skoven, så der stod f. eks JULEN 1948 over tavlen. Jeg ved ikke hvordan det gik til. Vi fra Sem fik for os, troede, at lærer Bach var enige med os i, at vi, når vi alligevel gik gennem skoven på vej til skole, skulle plukke med os granerne. Som tænkt så gjort. Vi mødtes i skoven til aftalt tid og plukkede. Det vi ikke havde fået med os, havde forstået, var, at lærer Bach ikke var enig i vor strategi. Han mente, at vi skulle gøre det en anden dag. Der var tordenskyer, da vi ankom til skolen godt ud på formiddagen. Jeg husker ikke, om vi fik pyntet den dag, men meget af den vanlige hygge var væk. Det var ellers dage, hvor vi koste os, hyggede os, med højtlæsning af lærer Bach. Det var han utrolig flink til.
Når vi skulle gå i skole ude fra eiendommene i Nørre Sem, gik vi altid gennem Semskoven. Der var en sti, vi fulgte. Til at begynde med gik vi som regel alene, men så kom Erna Lund, og da fulgtes vi ad. Hun var vel et par år yngre end jeg var. Når vi kom i Skoven, var der meget spændende at se på. Egern, som havde spist kogler, rådyr og deslige. Der var hugorme langs stien. De måtte studeres grundigt. Det var nok mig, der trak i negativ retning. Vi kom ofte for sent til skolen med efterfølgende refs, skænd. Undertiden kom vi til at sidde efter.
Hjemme havde vi under krigen får. De gav uld, som vi fik strømper og trøjer af. I det sidste hus i Sem boede der en gammel kone, som hed Maren. Hun havde en rok. Hun spandt garn for os. Jeg var ofte inde hos hende sammen med min mor. Så sad vi og kartede ulden med to stålbørster. Ulden blev lagt på den ene, og så blev de drat, trukket, mod hverandre, så ulden blev til en slags pølse. Av dem spandt Maren tråd på rokken. Det var hyggestunder, når vi sad og slappede av, men tiden var heller ikke så forjaget i min barndom.
Om sommeren fik vi ofte et gedekid. Det var så sjovt at lege med. Jeg kan huske, at vi havde et, som fik kid året efter, da havde vi gedemælk. Jeg husker ikke om det smagte godt. Det smagte nok lidt mærkeligt. Vi var jo vandt til komælk.
