Forfatter: Bent Bjerre Bach

Der skulle såmænd ikke så meget til at glæde os, der havde oplevet 2. Verdenskrig med dens rationering og erstatningsvarer. Jeg blev i hvert fald meget glad for den cykel, jeg fik i konfirmationsgave i 1950. Det var en gammel cykel, som min farbror, der var smed i Blenstrup, havde repareret og nylakeret.

Jeg fik straks efter konfirmationen arbejde som karl på Holmgården. En aften jeg gik og malkede, skred jeg i grebningen og faldt op mellem to køer. Den ene ko, der blev forskrækket, gav et hop og landede på mit armbåndsur. Uret holdt, men det gjorde armen ikke. Min farbror, der var taxavogn-mand i Skrødstrup, kørte mig på Centralsygehuset i Randers, hvor jeg fik armen i gips. De næste to måneder gik jeg hjemme. Det skulle vise sig at være en økonomisk fordel. Jeg skulle have haft 900 kr. for hele sommeren, men det beløb, jeg fik udbetalt af forsikringen som sygemeldt, var større.

Wi fra Siem kendte ikke meget til livet uden for sognet. Det blev årsag til en lille munter episode, da jeg to måneder senere skulle møde på Centralsygehuset til kontrol. En tur til Randers var den gang en hel dagsrejse. Rutebilen kørte mod Randers tidligt om morgenen og returnerede først til Sem hen på eftermiddagen. For første gang var jeg alene på restaurant for at spise. Det gik fint, indtil tjeneren kom med regningen.

Der stod: Drikkepenge 5.00 kr. Jeg protesterede: A hår it fåt nåed å drik!

Det har siden været en god historie i vores familie, og tjeneren har sikkert også moret sig kostelig over den lille 14-årige herre fra landet.

Lige før jul rejste jeg op til Pi’ Raj i Sem. Der fik vi lært at bestille noget. Mens jeg gik og harvede, kom Pir’ ud for at se, hvordan det gik – for langsomt, syntes han og gav hestene et dask, så de satte i trav. Jeg havde svært ved at styre dem. Da jeg om aftenen klagede min nød til Far, sagde han: Do ska’ bare stik ham tømmen! Det gjorde jeg, næste gang det skete. Pir’ blev noget overrasket, men derefter fik jeg lov til at arbejde i mit eget tempo.

I 1952 kom jeg hen til Chr. Nielsen i Kastbjerg. Der tjente jeg i tre år – det ene år sammen med Svend Jensen fra Edderup. Den sidste plads, jeg var i, inden jeg skulle ind for at aftjene min værnepligt, var på en gård i Andi på Djursland. Jeg blev indkaldt til infanteriet. Vi mødte i Viborg, men blev straks overført til Nymindegab og efter rekruttiden sendt til Itzehoo, hvor vi indgik i Den danske Brigade. Det var noget for et krigsbarn – overflod af billige cigaretter og chokolade Da jeg kom hjem var det vanskeligt at finde pladser ved landbruget. En af mine fætre og Thomas Jensen fra Sem arbejdede ved postvæsenet. Fast ansættelse, månedsløn og pension. Det lød tillokkende. Da jeg skulle møde til en prøve i København, forsøgte jeg at finde den billigste transportmulighed. Det viste sig at være et skib, der fragtede gods og passagerer mellem Randers og København. Lige efter jul – om aftenen den 6. januar 1958 – entrede jeg forventningsfuld skibet i Randers Havn. Men heller ikke den gang havde meteorologerne tjek på vejret, der blev storm. Da vi den næste eftermiddag med ni timers forsinkelse lagde til kaj i København, var der af de 12 passagerer kun en ung pige og mig, der ikke var søsyge. Jeg kom ikke til testning den dag, men det fik heldigvis ingen betydning for min ansættelse.

Inden jeg begyndte at arbejde som brevbærer på Vesterbro, kørte jeg i en periode rundt som kassetømmer. Jeg måtte sande, at wi fra Siem måtte agte os, når vi drog udensogns. En dag kunne et postbud på H. C. Ørstedsvej ikke have hele posten med, da han drog ud om morgenen. Jeg blev lidt nervøs, da jeg fik ordre til at køre ud og aflevere den resterende del af posten til ham ude på ruten. Postmesteren beroligede mig og tegnede et kort, jeg kunne køre efter. Gad vide hvad der skete? Jeg endte i alle tilfælde ved Axeltorv og havde svært ved at finde derfra.

Da jeg i 1958 skulle til nytårsfest, manglede jeg en borddame. Jeg spurgte en af mine kollegers søster, Gerda. Det viste sig at være en god beslutning. Da vi blev gift i 1959, steg min løn fra 200 kr. til knap 900 kr. om måneden. Først da Gerda i 1959 blev gravid, fik vi mulighed for at få en ordentlig lejlighed. Den lå på Vesterbro. Jeg blev ansat som vicevært i ejendommen, og havde derfor fri bolig. Det var heldigt, for huslejen svarede næsten til det beløb, jeg hver måned fik udbetalt som postbud. Vi boede i lejligheden – hvor vore to børn, Marianne og Torben, blev født – til vi i 1967 fik mulighed for at flytte ind i et helt nyt boligkompleks i Ballerup. Huslejen var 675 kr. om måneden. Det var dyrt, men næsten samtidig blev loven om boligsikring gennemført. Det betød, at vi pludselig havde 200 kr. mere til os selv om måneden. Men det var alligevel nødvendigt at tage ekstraarbejde. Jeg begyndte i min fritid at køre vasketøj ud for et vaskeri i Danasgade. Bilen jeg benyttede, fik jeg lov til at køre hjem i om aftenen. Det hjalp på kørselsudgifterne. Jeg blev fastansat i postvæsenet i 1960 – da arbejdede jeg på Vesterbro.

I slutningen af 1990’erne skulle postvæsenet rationalisere og skære ned i medarbejderstaben. For at få ældre medarbejdere til selv at søge pension, fik man tilbudt et ekstra løntillæg på 16.000 kr. om året. Det var en god ordning, så – efter 39½ års ansættelse – gik jeg i juni 1997 på pension.

I 1989 var vi så heldige at få en kolonihave ikke langt fra vores lejlighed. Vi har haft stor fornøjelse af både blomster- og urtehaven. I årenes løb er huset blevet udbygget, så det i dag er dobbelt så stort, som det var, da vi overtog det. Det er vores hjem i sommerhalvåret. Vi bor stadig i den samme lejlighed i et dejligt kvarter med mange aktiviteter. Jeg har især været glad for whist- og skakklubben, som jeg i en årrække har været formand for. Mange af vore ferier har vi tilbragt i Tyskland. Det har ikke været muligt i år p.g.a. en lige overstået kemokur, der har tæret på kræfterne – men så har vi haven. Der befinder vi os godt – der er fred og ro og meget smukt at se på.

Lige efter min konfirmation fik jeg plads på Sembygård. Lønnen for det første år var 1.100 kr. I virkeligheden var lønnen noget højere, for jeg fik også to får, der blev græsset sammen med Chr. Pedersens egne. Man havde gerne fri hver tredje søndag fra kl. 7.00 – 17.00. Men ofte var det mig, der tog søndagsvagten. Jeg skulle jo alligevel passe mine egne får. De fik gerne to lam hver, som om efteråret kunne sælges for 125 kr. pr. stk. Jeg tjente også lidt på ulden. Den var jo i høj kurs under krigen p.g.a. tøjrationeringen. Det var heller ikke svært at få ekstraarbejde. Om foråret skulle forkarlen og jeg skære 7.000 tørv til Chr. Pedersen om dagen – resten, omkring 3000 stk., fik vi penge for. Senere på året kunne vi tynde og luge roer på akkord, så for den, der ville tjene ekstra penge, var der muligheder. Chr. Pedersen var så dejlig usnobbet. Han spiste altid ”sammel mæ folken” i folkestuen. Det kunne Line aldrig finde på. Christen kunne finde på at slikke sin tallerken, når Line hentede maden ud fra bordet, bare for at tirre hende. Datteren Anna, der var lærerinde i Voldby, kom ofte hjem om søndagen. En søndag, jeg havde vagten, sagde hun, at jeg godt kunne tage fri. Hun skulle nok fodre hestene. Hun glemte det, så da jeg mødte næste dag, måtte jeg stå skoleret for hendes bror, Søren. Når do for løn for’ed, trower do så, det æ mæ, der ska’ pas hejsten?

I efteråret 1946 kom jeg i lære som smed hos smedemester Østergaard i Mariager. Jeg fik 15 kr. om ugen, men ekstra, hvis der var overarbejde. Heldigvis kunne jeg bo gratis hjemme hos mine forældre. Jeg blev udlært som gammel grovsmed, det har jeg senere i livet haft stor glæde af. Da brygger Svendsen skulle have en ny kassevogn til at transportere sit øl på, var det mig, der smedede akslerne og samtlige hængsler og beslag, inden vognen blev monteret hos karetmageren. Når der var dyrskue, købte Østergaard gerne selvbindere hjem i kasser. De blev kørt over på dyrskuepladsen, hvor de blev samlet af to hold smede. Der var to mand på hvert hold. Hvert hold skulle samle to selvbindere, der som regel var solgt i forvejen, men først skulle leveres til kunden efter dyrskuet Det var hyggeligt, og vi fik en god forplejning, som blev leveret på pladsen af Østergaards datter. Kort efter jeg var blevet udlært som smed i efteråret 1950, blev jeg indkaldt til Prinsens Livregiment i Fredericia. Efter rekruttiden var jeg tre måneder i Vejle, inden vi blev overført til Itzeho, hvor vi var i et halvt år.

I kraft af min uddannelse kom jeg nok lidt let gennem soldatertiden. Jeg blev udtaget til at passe lejrens oliefyr – herunder kakkelovnene i barakkerne. Det skulle vise sig at være en loppetjans. Jeg skulle tænde op hver morgen kl. 7.00. Det betød, at jeg med lidt held ikke kunne nå at vaske mig og derfor desværre ikke kunne deltage i morgenmønstringen. Om aftenen gik jeg til træsløjd. En af officererne havde købt en flot gammel egetræsspisestue. Den skulle jeg sammen med en anden soldat rense, slibe og lakere. Det var et kæmpearbejde, men flot blev den. Selv lavede jeg den vinter et sofabord med kakler, det var meget moderne på den tid. Da der blev afholdt en prøve, vandt jeg 2. præmien – en sav, en høvl, en bugthøvl og et stemmejern, som jeg stadig bruger. Når vi var udstationeret eller på øvelse, sov vi i telte. Det gav også lidt ekstra arbejde. Jeg skulle lave skydeskiver og smede nye teltpløkke i stedet for dem, vi havde mistet. Det foregik som regel om lørdagen, så kunne jeg desværre heller ikke nå lørdagsmønstringen. Den 25. november 1951 blev jeg hjemsendt fra hæren og to dage senere startede jeg som maskinsmed på Dania. Det var for mig, der var udlært grovsmed, et helt nyt arbejde. Jeg skulle lære at reparere og vedligeholde maskiner. Det krævede lidt omstilling.

I 1952 blev jeg gift med Ebba. I 1954 søgte jeg og fik arbejde som maskinsmed ved Mariager Banen – privatbanen, der gik mellem Mariager og Viborg. Alle skinnebusser, motor- og transportvogne skulle skilles helt ad og renoveres, når de havde kørt 100.000 km., inden de igen fik lov til at køre på skinnerne. Selv om banen først indstillede driften i 1966, kunne vi godt forudse, at det ville ske, så jeg besluttede at søge nyt arbejde – helst et, der var lidt renere.

I foråret 1958 besluttede vi at bygge hus. Vi fik en arkitekt til at tegne huset og en tømrer fik 4.500 kr. for at lave døre og vinduer, men ellers stod jeg selv for resten af byggeriet. Det var et meget hårdt år. Huset kom til at stå os i 35.000 kr. Det var også den gang meget billigt. Huset måtte ikke bygges større end 85 m2, fordi vi havde fået et statsgaranteret lån. Vi sikrede os imidlertid, at vi kunne bygge til, hvis det blev nødvendigt. 1966 byggede vi til, så huset blev på 100 m2 og 100 m2 kælder. Nu var der plads til en familie med seks børn. Mens jeg gik og byggede, fik jeg chancen for at søge nyt arbejde. På Sødisbakke søgte man en mand, der bl.a. kunne tage sig af fyret. Jeg mente, det var lige et arbejde for mig Der var 168 ansøgere, men jeg fik stillingen. Det blev nogle gode år med ordnede forhold. Ud over det daglige arbejde fik vi 20.000 kr. om året for at stå til rådighed i vores fritid, hvis der blev problemer med fyret. Af sparehensyn blev den ordning sløjfet i 1990 af den nye chef. Man kunne tjene penge ved i stedet at tilkalde lokale smede. Kort tid efter ordningen var ophørt, gik fyret i stå. Den tilkaldte smed baksede, men kunne ikke få fyret i gang. Til sidst ringede han til mig. Kender man et fyr godt, ordnes den slags ofte let. Fyret kom hurtigt til at køre. Da jeg dagen efter mødte chefen, kom han med en undskyldende bemærkning. Hvortil jeg svarede: Jamen, det er jo også wan te, at a kommer hver daw og sijer godmuen! Han syntes åbenbart ikke, det var morsomt, for han snurrede rundt på hælen og forsvandt.

I mange år var min hobby mit arbejde. Da jeg i 1993 gik på efterløn, blev mit arbejde min hobby. Jeg har stadig stor fornøjelse af at stå i mit værksted og lave smukke og praktiske ting af jern, som folk kan bruge og synes om.

Jeg fik plads hos Niels Jørgen Svendsen i Annexgården i Sem lige efter min konfirmation i 1952, da jeg var 13 år. Han var vores nabo, så jeg havde ikke langt hjem. Min løn for hele sommeren var 600 kr. Jeg kom til at bo i et værelse, der lå lige ved siden af hestestalden – men med egen indgang. Det var ikke en selvfølge den gang. Værelset må have været koldt om vinteren. Det har krævet selvdisciplin at stå op om morgenen og vaske sig i koldt vand. Heldigvis var det mange steder muligt at smutte ind i køkkenet til pigen og få en sjat varm vand fra vandkedelen eller grisen, det lille rum bagest i komfuret. Men der var ingen tvivl om, at man var blevet vågen, når man mødte på arbejdet. Min mors familie stammede fra Mellerup, hvor de havde været knyttet til kredsen omkring valgmenigheden og friskolen.

Jeg kom til at tjene hos min farbror i Støvring. Lønnen var 2.500 kr. for hele året. Det var ikke nogen dårlig løn, men ting kostede. F.eks. måtte man betale mellem 300 – 500 kr. for et sæt tøj, så der var ikke plads til de store udskejelser.

Om sommeren spillede jeg på Støvrings håndboldhold. Der var den gang et ret stort mejeri i Støvring. Mejeristerne, der var i 30-erne, boede gratis på mejeriet og fik så god en løn, at de havde egen bil. Mens alle de andre hold kom asende på deres cykler til kampene, kunne Støvrings håndboldhold stige ud af bilen friske og udhvilede – klar til at spille. Det gav lidt status, men ikke i Gjerlev, der var kendt viden om for sit meget velspillende hold. Når vi spillede mod dem, fik vi bank.

De nye tider var så småt begyndt at slå igennem. Der blev færre arbejdspladser på landet, og forståelsen for, at viden og uddannelse var vejen frem, var stigende. Mine forældre var interesserede i, at jeg kom på skole. Valget faldt på Mellerup Ungdomsskole. Det var tæt på min familie. Opholdet varede fra november til april. Vi blev undervist i dansk, regning og orienteringsfag.

I to år – fra november 1956 – 1958 arbejdede jeg på Højstedgård i Stouby. Jeg blev meget forbavset, da jeg opdagede, at det var min farfar, der havde bygget og ejet gården i begyndelsen af det 20. århundrede. Ejeren var en ældre mand. Han havde ikke mod på at binde an med det nymodens. Vi gik stadig bag hestene i marken, kørte med kassevogn og høstede med binder, mens vi kunne se karlene fra de andre gårde køre rundt i markerne med traktorer og nye redskaber.

I min næste plads – hos Ahm i Gjerlev – oplevede jeg, hvordan det var at arbejde på et mere tidssvarende landbrug. Jeg kørte som de fleste af mine kammerater med en Ferguson traktor.

I fritiden spillede jeg på Gjerlevs fodboldhold. Klubben havde en flot bane med klubhus og omklædningsrum. Det var ikke almindeligt. Ingen på holdtet havde biler, så vi måtte ase på cykelen til Hald, Linde, Råby og Havndal, når vi skulle spille udekampe.

Om lørdagen mødtes jeg med mine venner til bal rundt om i forsamlingshusene. Det var foreningsballer, hvor kun medlemmer havde adgang, så folk var gerne medlem af en seks – syv forskellige foreninger. Det kostede ikke mange kroner. Man mødte op mellem kl. 20.00 og 22.00, og ballet sluttede som regel allerede kl. 24.00. Var orkesteret villig til at spille til overdans fra kl. 24.00 til kl. 1.00, stillede karlene op på en række og marcherede rundt i salen. Kassereren stillede sig op langs rækken og modtog de penge, den enkelte karl ville betale for overdansen. Det var sjældent folk var berusede, for man kunne ikke købe spiritus i forsamlingshusene. Lige da det var blevet renoveret, var der ofte bal i Sem Forsamlingshus. Jeg boede ikke hjemme, men var dog med et par gange. Pludselig ankom en taxa med folk fra Assens eller Dania. En af pigerne, der var beruset, sad i bilen og drak øl af flasken. Det var vi ikke vant til at se, og jeg brød mig bestemt ikke om det.

Fra Gjerlev flyttede jeg til Mellerup, hvor jeg arbejdede som karl hos min bedstemor, indtil jeg i 1959 blev indkaldt til flyvevåbenet. Bedstemor kunne der fortælles meget om. Det var blandt andet hende, der forfattede den tekst, der står på digteren Jacob Knudsens gravsten. Hun var søster til en anden dansk digter – Valdemar Rørdam. Efter de tre måneders grunduddannelse i Jonstruplejren blev vi overført til Flyvestation Skrydstrup. Jeg arbejdede i brand- og redningstjenesten. Hver gang et fly lettede eller landede, skulle vi være ved landingsbanen med en ambulance og slukningsmateriel. Og kunne hjulene ikke slås ud, var det os, der skulle sprøjte skum ud på landingsbanen. Det var ikke noget hårdt arbejde. Vi havde god tid, men vi levede så afsondret, at vi måtte køre i bil, når vi skulle op og spise i kantinen. Da jeg kom hjem fra militærtjeneste i foråret 1960, var der kun få ledige pladser, men jeg var heldig at få arbejde hos Chr. Andersen i Hem.

I vinteren 1960 – 61 var jeg elev på Ask Højskole. Der var to linjer: Forberedelseslinjen, hvor ”manden fra ploven” blev undervist, så han kunne søge optagelse på et seminarium. Tanken om at blive lærer som min storebror strejfede mig, men jeg valgte alligevel landbrugslinjen. Udsigterne til at få sin egen ejendom var ikke lyse – og jeg var vel heller ikke rigtig interesseret, så jeg søgte ind til politiet. Jeg bestod alle prøver, men efter en lægeundersøgelse blev jeg afvist.

Jeg vendte tilbage til landbruget. Denne gang til en plads i Dalbyover, hvor jeg tjente 1.000 kr. om måneden. Det var en god løn, men jeg var ikke længere glad for at arbejde i landbruget. I efteråret 1961 havde jeg heldet med mig, da jeg søgte ind hos toldvæsenet. Den 1. april startede jeg min uddannelse i Helsingør. Det var ellers normalt, at uddannelsen foregik i København. Jeg fik udbetalt 1.100 kr. om måneden, så nu det gik fremad. De næste 13 år var mit arbejde bl.a. at undersøge om passagerer og lastvognchauffører, der ankom med færgerne fra Sverige, nu også havde husket at fortolde de indkøbte varer – i farten kan man jo komme til at glemme. Efterhånden som de små, lokale toldkontorer blev nedlagt, kom vi til at arbejde rundt langs hele Sjællands nordkyst. Også selve arbejdet ændrede sig. Til sidst skulle jeg på arbejde hver fjerde nat. Det var meget anstrengende. Det var, mens jeg arbejdede i Helsingør, jeg mødte Lis, som jeg blev gift med i 1964. Et af de sidste år, jeg var på Sjælland, kom min kollega og jeg en aften til Hundested Havn. Der var livlig aktivitet ved en af fiskerbådene. Det viste sig, at tre familier havde været på en tur til Helgoland, hvor de i rigeligt mål havde forsynet sig med tobak og spiritus. Desværre havde de glemt, at det skulle fortoldes. Vi havde radio i bilen, men den kunne ikke nå hovedkontoret, og assistance skulle vi have. Mens min kollega kørte op i byen for at finde en mønttelefon og ringe efter hjælp, stod jeg på havnen og snakkede hyggeligt med de seks smuglere. Heldigvis havde vi ikke nævnt, hvad sådan en tur med told og bøder kunne løbe op. Det var en meget ubehagelig ventetid. Mere end en gang strejfede den tanke mig, at det kunne ende med, jeg fik mig en ufrivillig svømmetur i havnen. Jeg var lettet, da hjælpen endelig nåede frem et par timer senere.

Som de fleste andre jyder, der var ansat i politiet- og toldvæsenet, havde jeg efterhånden et stærkt ønske om at vende tilbage til Jylland. Jeg fik tilbud om ansættelse i Grenå og i Herning, men først, da der blev en stilling ledig i Horsens, slog jeg til. Min moster, der var stedkendt, vidste, at en mindre ejendom på grund af ejerens død ville blive sat til salg. Vi købte den, og satte vi den i stand. Det har siden været vores hjem. Den 1. januar 1976 blev jeg overført til momskontrollen, hvor jeg skulle kontrollere forskellige virksomheders bogføring og regnskab. Det var et dejligt roligt arbejde med faste arbejdstider og ordnede forhold. Der arbejdede jeg til jeg den 1. juli 2002 havde 40 års jubilæum. Tre måneder senere gik jeg på pension.

Søndag den 15. marts 1959 blev min tvillingsøster og jeg konfirmeret i Sem Kirke af pastor Nørgaard fra Hem. Der blev holdt en stor konfirmationsfest samme dag i Sem Forsamlingshus med mange inviterede gæster: Familie, venner, præsten og lærerne fra henholdsvis Skrødstrup og Grove Skoler. Det var den gang kotume på landet, at præst og degn blev inviteret med til alle store begivenheder i familien – gad vide om de ikke, inden enden tog, blev godt trætte af al den suppe, steg og is, der blev serveret til alle store fester? Anna og jeg gik ud af skolen, da vi blev konfirmeret. Desværre var skolen den gang ikke min store lyst. Det blev den siden hen, men lad nu det ligge. Hjemme på Annexgården kunne Far godt bruge min hjælp, så jeg kom med i arbejdet i mark og stald et stykke tid.

En dag fortalte Bedstemor, Anna Svendsen, at hun havde talt med Line på Sembygård. Hun ville gerne, hvis jeg kunne komme ud og hjælpe hende lidt. Det blev til 10 dejlige måneder på Sembygård. Jeg blev rigtig forkælet. Om lørdagen, når sønnen, Søren Pedersen, havde været til marked i Randers, kom han altid hjem med chokolade og bananer til mig. Bananer kendte vi næsten ikke. De kunne i alle tilfælde ikke købes hos købmanden i Sem den gang.

Den 1. maj 1960 kom Anna og jeg på Mellerup Ungdomsskole. Desværre blev Anna syg og indlagt på Randers Centralsygehus få dage efter, vi var begyndt på skolen. Det betød, at hun måtte springe fra. Det betød også, at det faktisk var sidste gang, Anna og jeg fulgtes ad – i hvert fald i tvillingesammenhæng. Året efter var Anna på Mellerup Ungdomsskole alene. For mig var opholdet på Mellerup Ungdomsskole lidt af en omvæltning. Jeg måtte kun komme hjem hver anden weekend. Værre var det dog for andre af mine kammerater på skolen. De var så langt hjemmefra, at de slet ikke kunne rejse hjem i de seks måneder skoleopholdet varede – så jeg var alligevel privilegeret. Jeg var i øvrigt meget glad for efterskoleopholdet. Mens jeg var på efterskolen, havde Far fået den aftale med hr. Haulrik, der var direktør på korn-, foderstof- og kolonialforretningen, Fa. Frederik Johansen i Mariager, at jeg, når jeg kom hjem, skulle i lære på kontoret. Jeg havde selvfølgelig ytret ønske om at komme i lære på et kontor. I den tilhørende butik var der ansat mange unge mennesker, så der var liv og glade dage. Det var også i den periode, jeg fandt min livsledsager, Arne. Han var elektriker hos Harald Brandt i Kirkegade i Mariager.

I 1962 blev Arne optaget på Århus Teknikum for at blive uddannet som el-installatør. Jeg ville jo selvfølgelig gerne være i nærheden af ham, så jeg meldte mig til et tre måneders kursus i moderne husholdning på Århusegnens Husholdningsskole. Det blev nu ikke meget, Arne og jeg så til hinanden. Han skulle jo passe sit krævende studium, og på husholdningsskolen havde vi en meget bestemt forstanderinde, der ikke tog nogen chance. Hun forlangte, at kursisternes kærester sagde både goddag og farvel til hende. Det indbød ikke just til samvær hver aften. Det var irriterende, men det har sikkert været nødvendig for at holde disciplin, og hun har vel følt et ansvar for sine elever.

Den 17. maj 1963 blev jeg ringforlovet med Arne. Tiden i Århus var for mit vedkommende forbi. Jeg skulle ud og finde mig et job. I en annonce i Randers Dagblad, så jeg, at der var et svensk firma, som søgte personale til et kommende Tempo Supermarked i Randers. Jeg søgte et job som kassedame og blev antaget. Jeg var meget glad for arbejdet og beholdt det til midten af 1966. Arne, der i mellemtiden havde gjort sin uddannelse som el-installatør færdig, havde fået plads hos Harald Brandt i Mariager. Allerede i september 1964 var vi blevet gift i Sem Kirke. Året efter blev vores ældste søn, Torben, født, og i 1968 kom Flemming. Med to små børn var der pludselig blevet nok at se til. Arne og jeg blev enige om, at jeg skulle være hjemmegående. Det kunne lade sig gøre den gang, selv om vi lige havde bygget et nyt hus i True.

Jeg kunne sagtens finde mig til rette med at gå hjemme. Vi havde en stor have og et stort hus, og jeg syntes, at det var et privilegium selv at kunne passe sine børn. Tom, den yngste af vore tre børn, blev født i 1971. Da han var fyldt 1½ år, fik jeg to – tre fremmede børn i dagpleje frem til 1976. Efter jeg havde været hjemmegående i 10 år, traf jeg en dag, jeg var i Mariager for at handle ind, Kirstine Pedersen fra Sem. Hun var sygeplejerske på Mariager Plejehjem. Hun spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til at arbejde i køkkenet på plejehjemmet. De manglede en medhjælper. Jeg slog til. Det blev til 23 gode år i køkkenet på Mariager Pleje-hjem. På grund af omstruktureringer lukkede køkkenet i 2000. Jeg havde allerede i august 1999 fået nyt arbejde i køkkenet på Pinsebevægelsens Efterskole i Mariager. Der var jeg et år.

Allerede i 1984 var vi flyttet fra True til Mariager, hvor alle i familien efterhånden havde deres daglige gøremål. Arne havde noget tidligere skiftet til sit nuværende job som overmontør ved Mariager Kommunes Rensningsanlæg.

I mange år havde jeg haft lyst til at forbedre mine skolekundskaber, så i august 2001 meldte jeg mig ind på VUC i Hobro. Det første år gik jeg til EDB og tysk. Det gik fint med at sidde på skolebænken, så da jeg havde muligheden for det, fortsatte jeg i 2002 med at tage tysk, engelsk og dansk på 10. klasses niveau. Sommeren 2003 bød på et job af et halvt års varighed. Jeg blev ansat på et værksted for psykisk syge mennesker i Randers. Det var et sted, jeg holdt meget af at være. Man bliver hele tiden mindet om, hvor godt man selv har det. Det var en meget givende periode. Mit arbejdsliv udenfor hjemmet er nu passe’. Jeg gik på efterløn i foråret 2005. Det er dejligt at have tid og overskud til mange ting – ikke mindst familien, der er forøget med tre svigerbørn og fire børnebørn.

Da jeg var lille, var der kun få børn på min alder i Sem. En gang imellem kom der et par tilflytterbørn, men de forsvandt som regel hurtigt igen. Jeg brugte meget af min tid til at tullede rundt i byen og snakke med folk. Mest tid brugte jeg nok hos bedstefar og bedstemor. Senere, da jeg fik lov til at cykle rundt, fandt jeg nogle legekammerater i Grove. Jeg legede også en del med børnene fra Sembro. Jeg glædede mig til at komme i skole og få nye kammerater. Både Grove og Skrødstrup Skole var for længst blevet nedlagt, så vi blev kørt med skolebus til Havndal Skole. Her opdagede jeg, at der faktisk var andre børn på landet, og jeg fandt hurtigt nogle kammerater i Edderup og Skrødstrup. Børnene fra Havndal og Udbyneder gik i a-klassen, mens vi andre kom i b-klassen. Ingen af os fra oplandet havde den store erfaring i at begå os blandt mange børn, så det store sammenhold var der ikke noget af. Det blev hurtigt til, at man kun havde to muligheder for at begå sig: At finde sin rang i en klike, eller stå alene udenfor. I så fald var det klogt, hvis tingene kørte op i skolegården, at gå en tur til gartneren – som solgte slik – og først komme tilbage, når det ringede ind. Man skulle i det hele taget være meget forsigtig med at vise, hvad man kunne – så var det klogere at spille dum. Klassens motto var: Succes er en god ting, men andres fiasko er ikke at foragte! Men det vidste jo allerede Axel Sandemose (Janteloven).

I 1986 blev jeg konfirmeret hos Pastor Juul i Hem. Man holdt ikke ungdomsgilder i hjemmene eller i forsamlingshuset mere. Man holdt blå mandag. Far og Mor mente, at det var nok at tage en tur til Randers, men Ålborg med Karolinelund og Jomfru Ane Gade trak lidt mere. En af mine skolekammeraters far var buschauffør på det tidspunkt. Det var ham, der kørte os til Ålborg og sørgede for, at vi kom godt hjem igen. Jeg havde fået godt 4.000 kr. i konfirmationsgave, så jeg syntes, jeg havde både råd og lov til at slå mig lidt løs. Indgangsbilletten til Karolinelund kostede vist nok 60 kr. og en tur i boomerang 25 kr. Vi fik også lidt at spise. Efter en tur i Jomfru Ane Gade, der også den gang havde forskellige arrangementer for konfirmander, endte det med, at jeg havde brugt omkring 500 kr. Men så havde jeg også købt en ny pung. Resten af pengene brugte jeg til at købe en brugt computer.

Da jeg i 1988 blev færdig med 9. klasse, var der ikke megen diskussion. Landmand var noget man ikke skulle blive, med mindre man insisterede kraftigt – og mine evner lå vist nok også et andet sted. Jeg havde klaret mig godt i skolen, og min interesse for teknik gjorde, at jeg havde lyst til at komme videre på en eller anden måde. Om det skulle føre til en videregående uddannelse, spekulerede jeg ikke på. Det lå så langt ude i fremtiden, at jeg lige så godt kunne tage et skridt af gangen. Gymnasiet skulle jeg igennem uanset hvad. Jeg valgte at tage til Hobro Gymnasium, hvor min storebror havde taget sin HF-eksamen to år tidligere. De følgende tre år var en dejlig tid præget af et tæt sammenhold og godt kammeratskab. Jeg oplevede lærere og kammerater, der kunne række en hjælpende hånd, når det var nødvendigt, opmuntre og glæde sig på andres vegne. Min matematiklærer havde opfundet sit eget karaktersystem. Skrev man med blyant, fik man 7, skrev man med kuglepen fik man 8, og skrev man skråskrift, fik man 9 eller 10. Det værste var, at det næsten altid passede. Det var også ham, der låste døren kl. 8.00, krydsede de tilstedeværende af i protokollen og låste op igen. Kun hvis man deltog i sociale arrangementer, som f.eks. den årlige skolekomedie, kunne der dispenseres. Da jeg i 1991 blev student, var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg ville. Årene på gymnasiet havde givet mig nye ideer, så jeg begyndte at læse fysik og kemi på Århus Universitet uden egentlig at vide, hvad det skulle føre til. Det første år gik med at lære, hvordan man studerer. Pludselig havde jeg selv hele ansvaret for at lære. Det var en brat og lidt hård omstilling. Efter det første år måtte jeg erkende, at fysik var for teoretisk for mig. Jeg valgte derfor at fokusere på kemien. I virkeligheden var fysik bare meget mere anderledes end forventet, og jeg har flere gange fortrudt fravalget.

Mine forældre havde hørt så meget dårligt om kollegier, at jeg først kom til at bo i et kælderværelse i Viby. Det var et rigtig dårligt valg. Det duer ikke at være isoleret fra andre mennesker, mens man studerer, men der gik næsten tre år, før jeg fandt et værelse i et ungdomsboligkompleks i Hasle. Her var jeg tættere på dem, jeg læste med, og det endte med, at jeg mødte Mette, der studerede historie og arabisk. Mens jeg læste i Århus, fik jeg arbejde på Sødisbakke i Mariager. I begyndelsen gjorde jeg rent, men senere blev jeg medhjælper på en af afdelingerne som weekendvagt. Det var nogen gange hårdt, men det betød, at jeg kunne forlade universitetet uden studiegæld. I 1997 kunne jeg kalde mig cand. scient. i kemi. Og hvad nu? Jeg kunne i princippet søge et hvilket som helst kemiker job, men min vejleder på Århus Universitet foreslog, at jeg skulle søge til Ålborg Universitet, hvor der måske var brug for en undervisningsassistent. Fik jeg stillingen, ville jeg måske på et senere tidspunkt få mulighed for at tage en Ph.d. grad, en mulighed, jeg ellers helt havde afskrevet. Jeg søgte og blev i første omgang ansat som amanuensis.

Det var dejligt at have et arbejde, men igen måtte jeg til at lære noget helt nyt – at undervise. Det tog godt et år, inden jeg nogenlunde var i stand til at tilrettelægge og fremlægge stoffet, så jeg i det mindste selv var tilfreds med resultatet. Da min ansættelse på Aalborg Universitet som udgangs-punkt kun var midlertidig, besluttede vi at blive boende i Århus, og i 1999, da Laura blev født, købte vi en grund og byggede hus i Harlev vest for Århus. Mette havde på det tidspunkt endelig fået arbejde som analytiker ved TDC. Indtil da havde hun været arbejdsløs i over et år. Jeg fortsatte på Aalborg Universitet og startede samme år på et treårigt Ph.d. studium. Siden jeg blev færdig med det, har jeg været ansat som adjunkt. Det er imidlertid usikkert, hvorvidt det varer ved. I dag kræver en fast stilling på et universitet, at der er mange studerende, og at der er nogen, der vil sponsorere ens projekter. Så hvor jeg er, og hvad jeg laver om to-tre år, har jeg ingen anelse om, men det involverer forhåbentlig en god del kemi.

Efter tre år i Grove Skole, der fungerede som forskole, gik jeg fire år i Skrødstrup Skole. Efter 7. klasse var det meningen, at jeg skulle fortsætte i Harboes Privatskole i Randers. I Skrødstrup sluttede skoleåret den gang 1. april, så jeg tyvstartedede i Randers i en syvendeklasse fra april til sommerferien. Det var en stor forandring. I Skrødstrup havde vi været 10 elever i klassen – i Randers var der 36! Det gjaldt dog ikke realklasserne. Privatskolen blev senere til Randers Realskole. Der gik jeg fra 1961 – 1964.

Efter realeksamen skulle jeg egentlig have været i handelslære, men da jeg tænkte på måske at blive lærer, gjaldt det jo bare om at blive gammel nok til at komme på seminariet. Mens jeg ventede på det, gik jeg tre år i gymnasiet på Randers Statsskole, ikke mindst takket være den på det tidspunkt vistnok nye ordning, som muligvis allerede dengang havde sit nuværende navn: Statens Uddannelsesstøtte. Uden den, havde min mor, der var enke, ikke haft råd til sådan en luksus, men nu endte det så med, at jeg også fik en studentereksamen. Seminarium kom jeg aldrig på. I stedet blev det til en universitetsuddannelse, som jeg i et par og 30 år alligevel har brugt til at være lærer. Det blev blot på et gymnasium i stedet for folkeskolen. I de seks år, hvor jeg først tog realeksamen og bagefter studentereksamen, boede jeg stadig hjemme i Sem. Selv om der gik megen tid med skolen – lektierne og ikke at forglemme transporten frem og tilbage mellem Sem og Randers, blev der alligevel tid til fritidsinteresser.

Jeg dyrkede forskellige sportsgrene. Fra 1963 skete det lokalt, idet Skrødstrup Idrætsforening blev dannet – jeg kan muligvis huske et enkelt år forkert. Drivkraften bag dannelsen af foreningen var Anders Møller. Så vidt jeg ved, er han stadig i bestyrelsen den dag i dag. I nogle år var jeg med i bestyrelsesarbejdet, så næsten al fritiden gik med sport, enten som udøver, leder, arrangør eller baneopkridter. Håndbold og fodbold var mine foretrukne idrætsgrene. Oprettelsen af Skrødstrup Idrætsforening betød meget for den lokale ungdom i den gamle Hem – Sem kommune. Den blev samlingspunkt for unge på tværs af sognegrænser og forskelligheder af enhver art.