Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Conny Larsen

  • Familien Larsen

    Hans Larsens far, Lars Larsen, vores oldefar, er født i Bistrup. Hans far, Lars jonasen, er vokset op i Hyllinge hos forældrene, Jonas Jensen og Ellen Hansdatter. Hos dem boede også hans bedstefar. Han er konfirmeret i Hyllinge kirke med karaktererne god og god.

    Derefter kom han ud at tjene, der møder han Lisbeth Andersdatter der kommer fra Køng sogn, født 27. december 1807, og konfirmeret i Sværborg i 1822 med karakterene god, meget god. De gifter sig og bosætter sig i Bistrup hvor de får to børn. Derefter flytter de til Tåstrup hvor han bliver gårdbestyrer for Tolderlund, med to ansatte, Lars Nielsen og Ane Andersdatter.

    Han er på dette tidspunkt 33 år gammel, og i 1834 flytter han så tilbage til Bistrup, af ukendte årsager. han er nu husmand, daglejer og indsidder. Han får yderligere 4 børn, hvor Lars Larsen er vores oldefar.

    De får 6 børn hvoraf 2 dør en dreng på 2 og en pige på 4 år. Men tiderne er ikke gunstige for Lars Jonasen, der dør i Bistrup 42 år gammel. Efter hans død lever Lisbeth Andersdatter som almisselem i Bistrup. Hun kæmper for tilværelsen og må gå tiggergang, tage alt forfalden arbejde der byder sig og må ofte gå sulten i seng, så hendes børn får lidt mad, de ældste må ud at tjene. I 1850 giver hun op og flytter i Fodby fattighus.

    Hun er almisselem i 9 år, indtil hun møder enkemand og husmand, daglejer Jens Pedersen. De gifter sig i 1852 og bosætter sig i Fodby, indtil Lisbeth Andersdatter dør 5 april 1876 af brystsyge. Jens Pedersen flytter så ind hos sin stedsøn Lars Larsen, der på dette tidspunkt bor i Fodby.

    Lars Larsen kom ud at tjene i 1854 i Vallensved, hvor han møder Bodil Marie Hansdatter, født og vokset op i Saltøby. Hun var den ældste af 5 børn født 4 maj 1845, konfirmeret 11 april 1859 med karaktererne god, meget god. Hendes forældre var husmand og indsidder Hans Jesper Mortensen og Ane Olsdatter.

    Lars Larsen og Bodil Marie Hansdatter bosætter sig i Saltøby og får 2 børn der. Hans Peder Larsen og Elesabeth Ane Larsen. De flytter til Fodby et årstid før Lars Larsens moder dør og får endnu et barn som dør et halvt år gammel. Lars Larsen dør som 70 årig den 4. juli 1909 og Bodil Marie Hansdatter som 80 årig i 1926.

    De boede i Fodby hele livet kun med den korte afstikker til Saltøby.

  • Per og Kirstine – morfar og mormor

    Per og Ane Kirstine boede 26 år ved Saltø, hvor de byggede et af de 8 statshuse der er ved Saltø. Senere købte de et hus i Søndergade i Hyllinge hvor de boede da kræfterne ikke slog til mere.

    Svensson blev født som nr. 4 ud af en søskendeflok på 7, Kirstine som nr. 4 af en søskendeflok på 6 så der har sikkert ikke været meget at slå til søren med, de kom begge ud at tjene tidligt. Svensson blev konfirmeret i Silhøvda kirke den 13 maj 1893, og han stak af hjemme fra i 1895 og kom til Amager uden en klink på lommen.

    På havnen mødte han en Svensker som gav ham mad, en skilling og gav ham mod til at forsætte rejsen. På amager blev han ansat af godsejer P.O. Bager i ST. Magleby. Efter at have været på Amager nogle år blandt andet som gartner hos O. Olsen, rejste han videre til Skjoldnæsholm hvor han tjente som malkekarl og andet forfalden arbejde, der fik han 170 kr. for at være fra den 1 maj 1896 til 1 november 1896.

    Herfra går det videre til Beldringe gods Præstø. Men på Beldringe indtræffer der en mindre forselse der giver 5 dage på vand og brød. Forløbet er således:

    De kørte roer ind og morfar var i stalden, udenfor går de andre karle, Morfar kaster en roe ud gennem vinduet og er lige ved at ramme forvalteren. Forvalteren kommer ind i stalden og retter en bebrejdelse i mod han og da morfar svarer igen og langer ud efter forvalteren med en greb, og rammer ham i hovedet, denne får et blåt øje og et flækket øjenbryn, han havde kun haft til hensigt at ramme ham på armen, forklarede han senere i retten.
    Forvalteren fik ikke men af slaget. Morfar fik 5 dage på vand og brød og skulle betale omkostningerne – 20 kr. Morfar appellerede til overretten som kun stadfæstede dommen.

    Efter dette blev han fodermesterlærling på Højderagergård, Slangerup, og så gik turen ellers rundt omkring i landet, bla. hos en skovfoged i Lemvig og efter forskellige pladser kom han til Transbygården ved skælskør.

    Her lærte han Ane Kirstine at kende. Hun er født i Magleby og boede sin barndom i fattiggården til hun kom ud at tjene. Hun havde mere stadighed over sig, da hun kun havde haft plads på to gårde på Glænø Brylluppet stod på hendes 21 års fødselsdag. I en tid boede parret i skælskør hvor morfar var med til at støbe vandbeholderen på møllebakken, men de vendte senere tilbage til Transbygården.
    På Transbygården fik han 1,34 kr. om dagen med en arbejdstid fra 5.30 til 19.00 og der skulle bestilles noget ellers var der nok anden hjælp at få, fortæller morfar.
    Mormor fortæller at hun var glad når hun havde hjulpet til med vask og strygning på gården og på to dage tjent en daler.

    Da ægteparret i anden omgang vendte tilbage til gården var det som fodermesterpar, og der blev givet 1 kr. for hver kalv der kom til at leve og tillige var der procenter at hente for mælken. Det lykkedes for parret at spare lidt op og det var for disse penge at de købte et sted i Tystofte.
    Men det faldt sammen med første verdenskrig og det var sløje tider, morfar fortæller at hønsene døde simpelthen af sult og vi kogte suppe på et kohoved og tilføjer at sådan føde vil han meget nødig spise i dag.

    Men tiderne ændrede sig og fra at have de bare næver og kun lige til dagen og vejen manglede de ikke noget på deres ældre dage. Morfar fortæller at når han gik i Vedskølle brugsforening og handlede, fik han alt hvad han kunne slæbe hjem for en femmer og nu får man hvad der kan ligge i en vestelomme.

    Efter 4 år i Vedskølle hvor han arbejdede i haven på Basnæs søgte de statslån og byggede deres landejendom ved Saltø gods og var der igennem 26 år, indtil helbredet ikke kunne mere og de rejste til Hyllinge. Man kunne ikke høre på Per Edvard Svensson at han var svensk, da mormor traf ham talte han jysk.

    Disse to mennesker har været meget for hinanden gennem mange år i medgang og modgang og selv om livet var slid og slæb fortrød de ikke noget og følte ingen bitterhed mod livets tilskikkelser. Per Edvard Svensson fik dansk statsborgerskab i 1910 og de ligger begge begravet på Hyllinge kirkegård. De fik 6 børn alle opkaldt efter morfars svenske familie. Gerda Hulda Hellene Olsen, Karl Otto Lundkvist Svensson, Holger Svensson, Svend Holger Svensson, Grete Karen Sevia Larsen og Olga Gertrud Larsen.

  • Firlingerne i Magleby ved skælskør

    Min mormors farfar var Hans Hansen. Han er født på Langeland den 20. juli 1820 i Vindeby, Lindelse sogn og var søn af Hans Godtfredsen og Maren Madsdatter. Han var husmand og daglejer, og blev gift første gang i 1842 i Lindelse med Ane Kirstine Marie Jeppesen, og de fik 7 børn.

    Ane Kirstine Jeppesen er født i Marstal på Ærø, faderen var matros og hed Peter Rasmussen Jepsen, moderen var Inger Madsdatter. 19 år gammel i 1840 er hun i Tryggelev mølle, derefter flytter hun til Bagenkop og derfra til Vindeby, hos Hans c. Hansen. Her møder hun Hans Hansen og da hun i 1841 venter barn og Hans Hansen bliver udlagt til barnefader føder hun sit barn hos Hans Godfredsen.

    De bliver gift i 1842, de får yderligere to børn på Langeland. Da deres første barn dør i 1848, af hjernebetændelse, bryder de op og rejser til Magleby sogn med deres 2 sønner på 2 og 5 år. Her har han tilfæstet sig hus og jord i Østerhoved.

    De får yderligere 4 børn hvorefter hun i 1857 dør 39 år gammel. Kort tid efter, i 1858, gifter Hans Hansen sig med Karen Christensen og det er med denne kone han få firlinger. Hun er født i Ørslev Sogn, Sorø amt. Hans Hansen havde på dette tidspunkt et lille sted på Holten og gik samtidig lidt på arbejde hos de forskellige gårdmænd bland andet en hel del på østerhovedgård.

    Den 19. november 1858 får de firlinger 4 piger, hvor en er dødfødt. De blev i al hast hjemmedøbt, da man frygtede for deres liv. Store bededag blev de fremstillet i Magleby kirke. Det var en stor begivenhed for hele sognet. Der var forsamlet en stor mængde mennesker både i kirken og udenfor, og alt hvad egnen kunne fremvise af fornemme var til stede. De ærede damer von Carstenskjold af Borreby, fru hofjægermester Henriette von seiveslum af Basnes, og stiftsdame Frederikke von Castenskjold fra Skælskør bar børnene, ledsaget af adskillige fornemme faddere. Efter den kirkelige højtidelighed begav herskaberne sig til firlingernes hjem og opholdt sig der en times tid. Her herskede en kærlig. hjertelig og gemytlig stemning, som oplivedes ved forældrenes glæde og synet af de trivelige og velskabte børn. Der blev snakket meget på Magleby egnen om firlingerne og rygterne gik på at det ikke var Hans Hansens børn, men at de var uægte børn af godsejeren på Borreby gods. Disse rygter var kun misundelse, da kammerherren på Borreby sørgede for en gård til Hans Hansen. Kammerherren var en meget hjælpsom mand, som folk værdsatte meget.

  • Et forsamlingshus bliver bygget

    Fodby forsamlingshus blev indviet 9. november 1905. Men allerede i 1878 stiftede man Fodby byggeforening som et aktieselskab med det formål at skaffe en forsamlingssal og lokaler til en forbrugsforening.

    Salen indrettedes oprindelig hvor Fodby brugsforening havde butikslokaler, og efter regnskaberne at dømme blev den benyttet meget flittigt. Der holdtes en del foredrag og møder, samt selskabelig sammenkomster. Men det var under meget trange forhold især for forbrugsforeningens vedkommende.

    En bestyrelse vedtog på et bestyrelsesmøde den 2. juni 1905 at modtage et tilbud på opførelsen af et forsamlingshus til 6220 kr. Kørsel af byggematerialer blev foretaget af sognets beboere, og allerede i november stod huset færdigt til at blive taget i brug.

    Som vært i forsamlingshuset antoges møllersvend Lars Jensen, Tappernøje. Siden indvielsen har huset gennemgået forskellige forbedringer og udvidelser. I dag er det et såkaldt nøglehus som medlemmer kan leje sig ind i, med plads til ca. 150 personer.

  • Hans Larsen og Marie Larsen

    Hans Larsen og Marie Larsen var værter i Fodby forsamlingshus i mere end 38 år. Hans Larsen var født i Saltøby, hans forældre var Lars Larsen og Bodil Hansdatter. Lars Larsen er født i Bistrup, og hans mor Bodil Hansdatter i Saltøby. Marie Larsen, født Hansen, er født i Stenbæksholm som ældste i en børneflok på 7. Forældre er Hans Peder Hansen fra Stenbæksholm og Karen Marie Hansen fra Marvede.

    Foruden forsamlingshuset passede Hans Larsen også Bregnebjerg telefoncentral, som var indrettet i forsamlingshuset. Desuden var han ringer og graver ved kirken, samt udførte en del dræningsarbejder, og han kalkede i årevis mange gårde til pinse. Han udførte alt med omhu og stor flid. Når Hans Larsen var optaget andre steder, var det Marie Larsen der sørgede for hjemmet og telefoncentralen.

    Marie Larsen har aldrig boet uden for Fodby sogn, dog var der en enkelt afstikker og var altid meget flittig. Da hun blev gift som 18 årig var hun tjenestepige hos Knud Lund.

    De blev begge æresmedlemmer af forsamlingshuset, da det havde 50 års jubilæum i 1955.

  • Hans Nielsen tækkemand og skovarbejder

    Hans Nielsen og hans hustru Stine var gift i mere end 50 år, de blev gift i Vallensved kirke. Hans Nielsen var født i Sneslev og hans hustru i kyse. De kom tidligt ud at tjene, og da de var af den gamle trofaste type, har de kun haft et par pladser.

    Efter deres giftermål boede de først i Kyse overdrev og senere i Lund. I efteråret 1891 flyttede de så til Bistrup, ind i det gamle hus i udkanten af Saltø skov, med et jordtilliggende på 4 tdr. Det lå lige over for Bistrup skole. Huset var opført af gamle materialer fra en nedbrændt gård i Saltøby. Selv om det havde 130 år på bagen var det velholdt, da Hans Nielsen flittigt vedligeholdt det. Det havde et hyggeligt præg og ved sin idylliske beliggenhed i skovkanten har hundredårige ege og bøgetræer kastet deres skygge over det. Det har da også været adskillige maleres fortrukne motiv adskillige gange.

    I dette hus levede de i mere end 42 år, de var et afholdt ægtepar der levede arbejdsomt og lykkeligt. Hans Nielsen lærte ved sin ankomst til Bistrup til tækkemand og arbejdede så om sommeren som tækkemand og om vinteren som skovarbejder, og han var efter sigende lige dygtig til begge dele. Det var hustruen Stine der passede bedriften hjemme.

    De var begge raske og rørige i en høj alder, men efter et fald fra toppen af et hus (han var omkring de 80 år på de tidspunkt) satte en stopper for Hans Nielsens tækkearbejde, da han kom ret slemt til skade. Følgerne af dette fald blev bedre med tiden og da parret holdt guldbryllup blev der samlet ind blandt sognet beboere til en gave, for derved at vise parret at de gennem deres lange liv har erhvervet sig sognets agtelse og hengivenhed. De fik 5 børn og et utal af børnebørn.

  • Hans Hansen – en opkøber

    Hvem var Hans Hansen så?

    Han er født og opvokset i Bistrup og i sine unge dage arbejdede han der også, lige indtil en gammel handelsmand kom til byen og måtte indstille forretningen – en høker og hønsekræmmer forretning. Hans Hansen overtog den med små midler, men da det i begyndelsen kneb med driftskapitalen, gik han til købmand Niels Hansen i Næstved, der havde tillid til den unge mand og han blev da heller ikke skuffet.

    Hjemme havde han god hjælp af hustruen, til at styre sagerne, når han var ude og opkøbe smør, flæsk og æg eller når han var inde og torvede på Københavns gammeltorv.

    Efter 15 års forløb købte han en gård i Bistrup, Vadestedsgården. Den blev genopbygget efter en brand i 1804, den var meget veldreven og velholdt i Hans Hansens tid.

    I 1904 indstillede han sin opkøberforretning og afstod sin småhandel i Bistrup, (brugsforeningen blev bygget på den tid) for at kaste sig over sit landbrug og samtidig beskæftige sig mere med sognerådet, skolekommissionen, dommer ved dyrskuer og meget mere.

    Hans Hansen havde en klar mening om enhver foreliggende sag og var heller ikke bange for at have den. Han var forgangsmand i mange tilfælde og har ydet en stor indsats i sognet. Han fik 6 børn, en overtog gården, en anden var mejeribestyrer i fodby, og alle hans børn var velsete og dygtige.

  • Det muntre liv i Bistrup

    Høstskikkene levede langt op i det 18-århundrede men er nu gået i glemmebogen, kun betegnelsen for det sidste neg og for de sidste koner og piger der bandt dem er bevaret, nemlig havrenakke, hvedefritte og rugkælling. Hans Hansen Bistrup, 77 år gammel, fortæller i 1939 til dansk folkemindesamling at den person der bandt dem også blev kaldt det, endvidere fortæller han at det sidste neg fik 2-3 bånd og blomster i toppen. Så holdt man en glad aften den dag der var indhøstet med æbleskiver og punch. Det store høstgilde holdt man Mikkelsdag og Novemberdag, her var der dans og musik.

    Mikkelsdag falder den 29. september. Det skyldtes angiveligt at den første romerske kirke blev indviget på denne dato, desuden var det langt op i tiden skiftedag. St Mikael var ham der i det ny testamente kæmpede mod dragen og hans engle og fik dem smidt ud af himlen.

    Novemberdag var når man havde slagtet og havde rigeligt med kød i huset. Det var fast skik at alle der på nogen måde hørte gården til eller blot havde været med 2 eller 3 dage i høsten blev indbudt. Der var mad, fest og dans.

    Senere fulgte tiendegilderne, dette blev holdt i fastelavnsugen. De red fastelavn med ca. 30 ryttere i 1870, de red fastelavns mandag, fra gård til gård og samlede ind til gildet som ungdommen skulle holde om aftenen. I optoget var der kongen, dronningen, rideknægt, forriddere, en skorstensfejer og en klovn. Dronningen var en pæn ung karl der lignede en rigtig prinsesse, kongen var en hjemvendt amerikaner, desværre blev han om aftenen alt for tidligt fuld. Gildet blev holdt på omgang i gårdene, hele sognets ungdom var med og tit slog man katten af tønden også efter 1880.

    Tiendegilder blev, som ovenfor nævnt, holdt i fastelavnsugen og fastelavn retter sig efter påsken, tidligst 1. febuar og senest 7. marts. Baggrunden for fastelavn er ikke kun at vinteren nærmer sig sin afslutning, men også grundet den gamle bestemmelse om fastetiden på 40 dage. Det var derfor sidste cance for at feste, spise og danse. Når man havde en fest for gårdmænd og en for husmænd er det fordi, de var i hver sit lav, hvert lav hjalp hinanden inden for lavet, de var afhængige af hinanden.

    Hans Hansen fortæller videre at, at når det passede musikken, holdtes der i fastelavnsugen tiendegilde, ved dette gilde blev der indsamlet kongetiende af en vis mand, der som regel var sognefogden. gårdmændene havde deres gilde og husmændene deres, Hans Hansen havde både gård og hus så han kom til begge gilder. Kun de ældre kom til disse gilder, hvor man spiste først på aftenen, når man kom og så natten i gennem nød adskillige “knægte” og ellers morede de sig med dans og kortspil til kl. 3-4 om morgenen. Gårdmændene gav 1kr til deres gilde og husmændene 2 mark til deres. Da kongetiende blev afløst omkring år 1900 kaldtes gildet kun omgangsgilde.

    Noget ornelav kan Hans Hansen ikke mindes at der var i Bistrup, han har kun været til et ornegilde, det var med spisning og holdes om efteråret. Endvidere fortæller han at hvis det var vejr til det i påsken skulle ungdommen gerne i en eller anden stakkels have og spille boldt i påskedagene.

    Kristi himmelfartsdag aften skulle ungdommen i skoven og pille maj, det vil sige at plukke liljekonvaller, der var også sang, spil og dans og ud på de små timer vendte de hjem med bøgekviste og grene i hænderne. Skt. Hans aften var der bål hvor heksene red til Bloksbjerg, desuden majede man hørren. Til jul skulle der lægges en laks i hønseædet, hvorfor melder historien ikke noget om.

    Skt. Hans. er mellen den 23. og 24. juni, så var bondens værste travlhed overstået. Man brændte bål, dansede om bålet, drengene løb tæt til bålet eller sprang igenem det. At man majede høren vil det sige at man stak udsprunget løv i hvert hjørne af marken fordi, lige så høje grenene var, lige så høj blev hørren.

    At pille maj vil sige at man gik i skoven og plukkede blomster og bøgegrene, dansede og sang, og når man kom hjem stak man grenene ind i stråtaget over porten eller døren. På denne måde håbede man på et frugtbart år.

    Ungdommens største fornøjelse var at komme til marked i Næstved, det var ikke værtshusene der trak, men visesælgeren, der solgte viser som “fra Bergen ud i Norge” og lignende viser der blev brugt under malkningen.