Forfatter: Conny Larsen

Fodby gymnastikforening
Tanken om en gymnastikforening i Fodby Sogn, havde længe været drøfter blandt nogle af sognets mænd. Det var Lærer Niels Andreasen, Emil Bøhm, Valdemar Albrechtsen, Christian Eriksen og Ludvig Clausen. Men der var ikke noget egnet lokale til at bruge, så det blev først til noget da Fodby Forsamlingshus blev byget. Noget tyder på at foreningen hed Sang og gymnastikforeningen.

Foreningen blev oprettet ved et møde i Fodby skole den 23. oktober 1905. Det var de ovennævnte personer der var i den første bestyrelse. I årenes løb har foreningen arbejdet med gymnastik, håndbold, fodbold og badminton. Tilslutningen har i årenes løb været noget svingende, og mange gange har bestyrelsen været på randen til at nedlægge foreningen. Men den er der i nu, 104 år gammel i år 2009.

Niels Andreasen var den første formand for foreningen, han var en meget populær mand i Fodby. Født 7. april 1850 i Ring Hammer sogn – død 13. august 1934 i Næstved. Han er uddannet på Blaagaards seminarium i 1880. Var enelærer og kirkesanger i Fodby, og tog sin afsked i 1920.

Han var formand i sang og gymnastikforeningen, formand for sygekassen, regnskabsfører i brugsforeningen, revisor i mejeriet og forsamlingshuset og medlem af menighedsrådet.

Der har i årenes løb været en del formænd, blandt dem var Frederik Hansen på Vadestedsgården. Han var formand fra 1919 til 1931, og han gik meget op i gymnastik. Han var den, der var med til at skaffe penge til foreningens fane, der nu er opbevaret på muset, med ret til at låne den. Det var foreningens gymnaster 1929-30 der skænkede fanen, og enkelte andre i alt 88 personer. Fra Fodby, Bistrup, Ladby, Guderup, Klinteby, Skraverup, Stenbæksholm, (har alle navnene vis nogen ønsker disse). Der blev samlet 203 kr. ind, men da fanen kostede 250 kr. blev der taget 50 kr. fra kassen.

Frederik Hansen fik også en pengegave til foreningen på 100 kr. han fik den på en meget utraditionel måde, nemlig i en kuvert bundet fast på en af hans mælkejunger som stod i gården. Der var ikke navn ved så man prøvede længe at finde ud af hvem der havde givet pengene.

Foreningen har på alle mulige måder prøvet at skaffe penge, til den altid slunkne kasse. De har holdt Andespil med 10 ænder, 1 gås, 2 fasaner, dilettant ledet af uddeler Petersen Bistrup, med bal efter. Foruden at man havde kontingent for deltagerne. Man søgte også kommunen om hjælp til opvarmning af gymnastiksal.
Man havde også et forsøg på at ride sommer i by, det forgik søndag den 23. maj 1956. En gøglerdag blev også forsøgt, for at skaffe penge. Mange af tingene blev lavet i samarbejde med husmandsforeningen.

Foreningens 25 års jubilæum
Det blev fejret i Fodby Forsamlingshus i 1930. Festlighederne blev indledt med at foreningens 3 gymnastikhold, et dame, et herre og et småpigehold, under ledelse af Ernhardt Nielsen, udførte et række øvelser, der høstede stort bifald.

Derefter indviede man foreningens nye fane, lærer Olsen Fodby, holdt en kort tale om flaget og derefter faldt “dækket” for den smukke fane.

Efter faneindvielsen var der fælles kaffebord, hvor formanden Frederik Hansen, Bistrup fortalte træk fra foreningens historie. Derefter overbragte Gdr. P. Nielsen Toksværd en hilsen fra P.A.G.

Endvidere talte Grd. Bang Petersen Fodby, om gymnastikkens betydning. Der blev sunget flere sange i løbet af jubilæet deraf 2 der var skrevet til lejligheden. Der blev sluttet med en svingom.

Foreningen bliver 50 år
I 1955 blev de så 50 år, der havde de 60 til at spille håndbold, 120 gymnaster. Jubilæumsfesten begyndte kl. 13 med gymnastikopvisning, hvor formanden Niels Kristiansen, bød velkommen. Under ledelse af forpagter Poul Jensen Fodby, der fremførte et drengehold.

Fru Grethe Christensen, Tåstrupgård, Hyllinge ledede et småpigehold. Fru Forvalter Olsen Fodbygård fremførte et hold unge piger, og Pclst. Peter Nielsen Ladby Overdrev et karle hold, samt et hold motionsherre.

Til aftenfesten samledes man til kaffebord, hvor formanden igen bød velkommen, specielt til de mange indbudte gæster. Der blev holdt en række taler, følgende havde ordet:
- Grd. Jens Aage Larsen Ebbeskov
- Grd. Frede Lund Fodby
- Sognerådsformand Lærer Høgsvig Bistrup
- Grd. Frederik Hansen Bistrup.
- Grd. Gerner Christensen Vallensved
- Smedemester Christiansen Bistrup
- Grd. Bang Petersen Fodby
Æresmedlem blev Grd. Niels Larsen Skovgaard Brandelev, der ledede foreningens første karle hold. Forpagter Poul Jensen Fodby og frk. Bodil Christiansen Bistrup overrakte lederne gaver.
Foreningen modtog i dagens anledning en del blomster og gaver blandt andet 4 dirigentklokker.
I løbet af aftenen spillede organist Andreas Larsen fra Herlufsholm, og aftnen sluttede med dans til Knud Larsens orkester.

Foreningen bliver 75 år
Foreningen er nu blevet 75 år i 1980 og har 345 aktive medlemmer, heraf dyrker 150 gymnastik, mens de øvrige dyrker fodbold, håndbold og badminton.

Jubilæet blev fejret af 2 gange. Først ved en reception torsdag den 23. oktober fra 19 til 22 og så en jubilæumsfest Lørdag den 25 oktober fra kl. 18.30. Begge dele i Fodby forsamlingshus.

Der var musik med Top Swingers fra kl. 21. Menuen bestod af: Sherry sild og Beuf Bearnaise. Pris pr couvert kr. 55 indcl. baltegn.

Bestyrelsen bestod af: Formand Kurt Forstlund Carlo Nielsen Jytte Kristoffersen Annelise Andersen Elly Schohr Verner Spangsdal Kasserer Olav Køhler.
23. november 2009
Evensgaard

Evensgaard har sit navn efter det lille vandløb Even, som løber øst for gården. Den ligger ca. 1 til 2 km. fra Fodby, og jorden er let kuperet. I 1798 blev den købt til arvefæste under Fodbygaard.

Ole Mikkelsen havde gården indtil hans svigersøn, Hans Pedersen overtog den. Ole Mikkelsen kom fra Karrebæk sogn, og var gift med Ane Dorthea Mentzel, men hun dør 19 juli 1844 og han gifter sig igen med Karen Hansdatter. Hun kommer fra Vallensved sogn.

De har i 1850 5 børn, og en af dem er Ane Dorthe Olsen som bliver gift med Hans Petersen, der kommer fra Grimstrup, de har 3 tjenestefolk på gården i 1850. Ole Mikkelsen dør 10 år efter den 29 December 1860 og derefter driver Karen Hansdatter den videre, indtil Svigersønnen overtager den.

I 1880 bor Karen Hansdatter dog stadig på gården og står under betegnelsen bestyrer og bedstemoder. Hun er på dette tidspunkt bedstemoder for 4 børn på gården. Der er 4 tjenestefolk på gården.

Hans Pedersen solgte gården i 1888 til August Andersen, som er gift med sognefoged Johan Frederik Hansens datter, Betty Frederikke Hansen, født 18 marts 1863. Hendes moder hedder Maren Kirstine Nielsdatter. August Andersen er født i Frederiksborg amt den 1-10 1859. Hans forældre var Anders Pedersen og Maren Pedersen der kom fra Bornholm.
I 1901 har de 6 børn boende, 1 hushjælp, 1 pige til agerbrug, 1 sygeplejerske 2 karle og 1 fodermester. Men det er en af børnene jeg vil fortælle om. Han hed Aksel Frederik Andersen født 10-2 1891. Han blev professor dr. Phil. Efter almindelig skolegang tog han eksamen fra Sorø Akademi i 1909 og begyndte at studere på Københavns universitet.

Han blev cand. mag i 1915. Det var Matematik han studerede og fra 1912 til 1934 var han lærer på Skt. Jørgens Gymnasium. Afbrudt af en studierejse til Paris i 1921. Han var også assistent ved polyteknisk læreanstalt fra 1916. 1922 er han så blevet dr. Phil., og i 1923 lektor i matematik sammesteds. I 1925 er han docent i matematik på landbohøjskolen og samme år bliver han professor på tekniks højskole.

Han var med i diverse bestyrelser og matematiske foreninger og har skrevet flere lærebøger i matematik. Han har arbejdet sammen med Niels Bohr og Mollerup.

August Andersen solgte gården i 1906 til Søren Knud Nikolaisen. Han købte gården i 1 December 1906. Gården bliver ren ejendom i 1913, som man kalder det, det vil sige at man er fri for nogen forpligtigelser over for Fodbygaard.

Søren Knud Nicolaisen kom fra Stenbæksholm, født 5-10 1871, hans forældre var Indsiddere Søren Nicolaisen og Ane Cathrine Hansen. Han var gift med Christine Andersen født 12-1 1876. Hun kom fra Søborg sogn og født 12-1 1876. Hendes forældre var Gårdmand Niels Peter Andersen og Martha Christine Andersen.

De havde af børn i 1916 Svend Åge Nicolaisen og Ellen Margrethe Nicolaisen. Hvordan Svend Åge Nicolaisens skolegang var ved jeg ikke, men da han var ung begyndte han som omrejsende musiker. Han spillede violin rundt om i Danmark. Dette gjorde han indtil 1932 hvor han blev engageret som kapelmester i Nykøbing Falster. Derefter gik turen til København, hvor han under besættelsen var leder på forlystelsesstederne Zigeunerhallen, Valencia og Montmartre. I 1947 blev han årets kunstner, valgt af Radiobladets læsere.

Hvem husker ikke de legendariske middagskoncerter på program 1 om lørdagen. Han benyttede hammondorglet i stor stil, og drog rundt i landet med sit orkester og forskellige sangsolister.

Han dør 20. februar 1991, og hans søster dør september 1937 hun var gift med hans pianist der hed Thomsen. Hun dør efter en operation på Frederiksberg Hospital.

I 1949 overtog Harald Otto Bach gården gift med Fodbys legendariske Else Bach som blev over 100 år gammel. Harald Bach havde fedekreaturer og grise.

23. november 2009
Fru Iversen havde få pædagogiske evner

Jeg har adskillige anekdoter om fru Iversen, som ganske rigtigt havde meget få pædagogiske evner. – Men det var vist heller ikke noget, man gik meget op i – i 1950’erne.

Fru Iversen gjorde meget forskel på eleverne… Bl.a. var jeg absolut ikke nogen ørn til regning, – og hun gad derfor ikke hjælpe, hvis man havde problemer, – men til gengæld var jeg ret god til at tegne… Og så fik jeg skam lov til at bruge de HELE og nye Filia -farver – mens de, der ikke var så dygtige, skulle bruge de gamle knækkede…. Sikken undervisning!

Jeg blev engang i en regnetime spurgt om, hvad 4 x 0 var…. og jeg sagde: 4! – Så bad fru Iversen mig gå udenfor døren. Der stod jeg så et stykke tid – og hun kaldte mig ind igen, – og spurgte, om jeg havde noget med ind. Det havde jeg jo ikke – og så bad hun mig igen om at gå udenfor… og det fortsatte hun med i alt 4 gange. Og hver gang spurgte hun: ”Har du noget med?”…. Da jeg sidste gang kom ind – lød spørgsmålet: ”Og hvad er så 4 x 0 ? ”. Jeg havde ikke fattet en bønne af, hvad formålet med at jeg skulle udenfor døren var. Så jeg svarede jo derfor ”4”! – Og så blev hun godt nok gal… og sagde, at hun opgav at lære mig noget. Så på det tidspunkt brød jeg sammen og græd. Men trøst fik man intet af, – og heller ingen forklaring på regnestykket. Meningen med, at jeg kom ind 4 gange uden noget, var måske ok, – men jeg forbandt selve det, at skulle udenfor døren – mere som en afstraffelse end som en forklaring og hjælp til et regnestykke…

Jeg husker også, at man (selvfølgelig) ikke måtte gå på toilettet i timen, – lille Erik var 1.klasser. Han havde helt sikkert et behov for at komme derud, men havde fået at vide, at han måtte vente. Sådan var det….. Og hvad gør man så, når man skal? Man tisser i bukserne – på bænken, hvor man sidder!
Pludselig kunne man høre en svag rislen fra Eriks plads, – og så bredte der sig ellers en lille sø under ham. Stakkels, stakkels Erik. Hvor havde jeg dog ondt af ham. For selvfølgelig blev han skældt voldsomt ud.

Jeg var ikke ferm til håndgerning, – det ville være synd at sige, – og at lære at strikke var bestemt meget svært for mig…. Fru Iversen gik altid rundt mellem pultene med et ørneblik, alt mens man sad der og forsøgte at gøre strikketøjet så pænt som muligt. Og man blev helt skræmt, når hendes trin stoppede ud for ens plads. Og MEGET nervøs. Og hvad sker der så? Jo, selvfølgelig kommer man til at ”tabe en maske” af bare nervøsitet. Det skulle man aldrig have gjort, – for i løbet af nul komma fem hev hun en lineal frem, – og så lød der et smæld ned over mine fingre. Av-av-av… Det gjorde godt nok nas… og sved og hævede! Så kunne jeg lære det, kunne jeg!!! Eller hvad? – Den form for afstraffelse gjorde altså bare, at jeg den dag i dag absolut ikke kan strikke, – og hvis jeg får et strikketøj i hånden, får jeg med det samme klamme, svedige fingre.

Så det var det, fru Iversen opnåede ved den belæring. – Trist. Jeg var heldigvis ganske god til diktat – og fik næsten altid UG. Hvilken lettelse, at der dog var noget, man var god til. Og så havde fru Iversen også et system med fine mærker, der blev klistret ind i diktatbogen, når man havde opnået 10 UG’er. Nej, hvor var det skønt at få en blomst, en elefant, en stjerne eller noget helt fjerde sat ind i sin bog. – Det allerbedste var dog, at når der ikke var flere mærker på fru Iversens ark, skulle der jo købes nogle nye oppe hos købmand Røge. Og den, der blev sendt op efter dem, var den, der havde flest UG’er. Hurra for det, – for jeg var ret tit den heldige. Det var simpelthen sådan en stor ting at få lov til at gå til købmand – I SKOLETIDEN!!!

Så det var sådan lidt Gyngerne og Karrusellen at gå i skole dengang. Var man dum til noget – blev man nedgjort, – og var man dygtig – blev man fremhævet. Joh, pædagogik var en by i Rusland!

Som Conny så rigtigt fortæller, var ordblindhed ikke anerkendt/kendt dengang. Og det gik også ud over Åge Kristensen, som havde det problem. Nej, hvor er han dog blevet skældt ud mange gange, – og jeg mener også, at han af og til fik en på siden af hovedet pga. sit handicap. Han har i hvert fald grædt mange bitre tårer i sin skoletid. Desværre var vi andre jo ikke klogere, – vi syntes da også, at han var dum – og man var nok ikke altid lige sød ved ham.
Dog havde jeg virkelig ondt af ham, engang han fik næseblod. For fru Iversen forlangte, at han skulle lægge sig ned på ryggen – og blive liggende til det var stoppet!!!! Og min erindring er så, at det jo ikke hjalp overhovedet, – men blodet løb bare ned i halsen… og Åge var ved at blive kvalt – og hostede og nærmest kastede blod op i kaskader. Jeg kan stadig se det for mig: Åge liggende der – grædende – og med en masse blod ud over sig. Det syntes jeg godt nok var synd for ham. Og meget ulækkert…

En anden episode, jeg husker, er engang, hvor fru Iversen blev MEGET vred på os alle sammen. Jeg kan desværre slet ikke mindes over hvad, – men hun begyndte at græde – og gik derefter ind i privaten. Og så sad vi ellers der og gloede. Ingen turde sige noget – eller rejse sig……. Jeg syntes, vi sad der meget, meget længe før der skete noget. – Men endelig kom hun ind i skolestuen igen – helt forgrædt og sagde bare, at nu kunne vi køre hjem og fortælle vores forældre, at vi var blevet sendt hjem, fordi vi havde været uartige. Jeg husker dog, at der blev noget ballade over det, – men det skete et par gange, at hun brød sammen midt i en time. Ja, det var et par fortællinger fra min tid i forskolen…

Det må dog lige tilføjes, at der da bestemt også var hyggelige dage derovre. Især op til jul, hvor vi fik lov til at lave julepynt, der blev hængt op i skolestuen. Og hun læste også somme tider historier for os, – det var hun ret god til. Og så er der ingen tvivl om, at fru Iversen så absolut foretrak piger frem for drenge. Piger kunne tillade sig lidt mere, før hammeren faldt. Nu var det jo heller ikke ligefrem uartigheden, der var i højsædet dengang. ALT var jo ”kæft – trit – og retning”. Og man opførte sig ordentligt, – i hvert fald pigerne.

Jeg var heller ikke altid bange for hende, – og hun har da skrevet i flere af mine veninde/poesibøger. – Det havde man vel ikke bedt hende gøre, hvis man ikke kunne lide hende…. Da Fru Iversen sluttede sin gerning i Skraverup Forskole, gav hun da også bl.a. Kristians Inge en af sine brocher, – og jeg mener også, Smedens Anne fik et eller andet smykke. På det tidspunkt, gik jeg ikke i forskolen mere…

Jeg holdt kontakten ved lige – som tidligere fortalt, – og hun broderede også nogle meget fine dækkeservietter til mit bryllup – og så var hun altid opmærksom, når jeg havde fødselsdag. Og da jeg fik Kenneth, huskede hun også altid ham – endda også med gave til hans konfirmation, – så hendes eftermæle skal bestemt ikke kun være negativt. Jeg er sikker på, hun angrede sin væremåde som lærerinde, hvilket hun jo også gav udtryk for, da vi var ovre til hendes 90 års fødselsdag.

23. november 2009
Forskolen i Skraverup

Forskolen er bygget i 1914, og var en skole for elever fra 1-2-3-4 klasse. Det var en skole hvor der kun blev undervist af kvinder. Den første lærerinde var Gerda Christensen, senere kom Ingeborg Johanne Hansen.

Den der har været der længst var Abelone Kirstine Mortensen, hun var født i Aulum i Jylland, datter af Bager Jens Hareskov Mortensen og hustru Mette Marie født Jacobsen. Hun er uddannet på Københavns Seminarium i 1927 og kom til forskolen i 1929.
Hun blev gift med Johannes Iversen en gang i begyndelsen af 40-erne og kom således til at hedde Fru Iversen. Johannes Iversen var kontormand i Næstved. Børnene kaldte hende ellers frøken Mortensen. De fik aldrig nogle selv børn.

Mine brødre fortæller
John var venstrehåndet og blev tvunget til at skrive med højre hånd, og hver gang blyanten røg over i den forkerte hånd, fik han et rap over fingrene af en blyant eller lineal. De skrev med pen og blækhus og jeg kan fortælle at John hadede at gå i skole deromme, fordi han blev tvunget til at skrive med den forkerte hånd. Han har mange gange været på randen til gråd fordi han skulle i skole.

Han har også prøvet at tisse i bukserne fordi han ikke turde spørge om at få lov til at gå ud og tisse. En gang kunne han ikke få et tekststykke til at gå op, så han skrev det rigtige tal i stykket af fra facitlisten, men hun fandt ud af det og han blev sat op på øverste bord lige ved kateteret.

Han har også fået skældud af Hr. Iversen fordi han drillede pigerne når de skulle hoppe sjippetov.

Johns skolegang blev først bedre efter han fik Lærer Del som fik ham til at gå videre på Lille Næstved Skole.

Min broder Ole blev sat bagerst for han var dum, han kunne ikke følge med, han er ordblind, men det var der jo ikke noget der hed dengang. Der var ingen af mine brødre der kunne lide Fru Iversen, hun var streng og meget upædagogisk, og til tider meget urimelig. De har også prøvet at sidde efter, og så blev man sat i ned til førsteklasserne, og det var meget nedværdigende i de stores øjne. De skulle skrive en bestemt linje så og så mange gange.

De blev også sendt hjem en gang da det var meget dårlig vejr, da hun var bange for at det skulle bliver dårligere. Omme i skoven mødte de Herman Andersen, Eriks Far, han var på vej om for at hente dem, da han syntes det var synd de skulle gå i det dårlige vejr.

23. november 2009
Høsten på Dyremosegaard

Hans Jensen er søn af Jens Jensen og Anne Margrethe Jensen på Dyremosegaard, og overtog i 1921 Kirkebjerggård. Han blev gift med Karen Marie Andersen fra Bistrup, hendes far og mor havde Merrizhøj, og hed Mads Rasmus Andersen og Anne Kirstine Jørgensen.

Hans Jensen har lavet en beretning til Dansk Folkemindesamling, om hvordan livet var under høsten på og i Fodby, omkring slutningen af det 1800 århundrede. Han er født på Dyremosegaard d. 19. januar 1885, som nr. 5 i en børneflok på 9. De måtte tidligt lære at tage fat på arbejdet, især i høsten.

Der var 2 karle på gården hele året, de gik slog kornet. De begyndte altid med rugen. Den blev slået “imod” for den var så lang at den ikke var til at meje fra og lægge på skår. De samme metoder blev anvendt til hveden og havren.
Børnene gik og tog sæden fra og lavede negene. Pigerne og hans far bandt dem. Den der bandt det sidste rugneg på marken, blev kaldt “Rugstodder” og den der bandt det sidste hvedeneg blev kaldt for “Hvedefrit“. Dernæst hed det “Bygkælling” og “Havrenak”. Dette er hvad enten det er en mand eller kvinde, der blev sidst færdig med sit skår.
Det sidste neg af hver sædart, blev pyntet i toppen med blomster og 3 bånd ,og skulle så sættes så højt, at alle naboerne kunne se det. Når der så var høstgilde på gården, skulle Rugstodderen altid åbne ballet med et af de andre øgenavne.

Det var gammel skik på Dyremosegård at det var en pige der lukkede ladeporten efter det sidste læs, for så fik vi mange kviekalve året efter. Jens Jensen var meget overtroisk og der blev aldrig startet noget nyt på en mandag, og der blev aldrig mejet fra rugen på en lørdag. Der blev heller aldrig begyndt på at kører neg hjem, på en mandag.

De havde kun en tærskemaskine og det foregik med heste og den ikke kunne rense sæden. Derfor måtte de rense den på en kastemaskine dagen efter, de var færdig med at tærske. Det tog gerne et par dage om vinteren, og rensemaskinen den var med håndkraft.
De havde også en stubmølle, der stod på den ene længe. Den malede de kornet på.

Omkring 1890 begyndte græsslåmaskinerne at komme frem, og det lettede høstarbejdet meget. Det gav karlene tid til at binde negene sammen med pigerne. Det neg der var bundet i hånden var hurtigere til at tørre, en de neg der var bundet med selvbinder. Den første blev købt af gamle Poulsen på Nodregården. Den havde 4 vinger, en blå, en rød og en gul og grøn. Det var en syn især for børnene når alle fire vinger drejede rundt.

Jens Jensen sprang det led i udviklingen over og købte en selvbinder i 1901. I 1901 var Hans Jensen blevet anden karl på gården og så slap han for leen. Derimod skiftedes han med forkarlen til at kører selvbinderen, som der var 3 Frederiksborg heste for.

Hans Jensen bliver i 1922, den 23. maj gift med Karen Marie Andersen, men forinden, har han købt Kirkebjerggård i 1921 af sin slægtning Oline Olsen.

23. november 2009
Johanne Kirstine Hansen

Johanne Kirstine Hansen født Nielsen, er født i Fraugde, Odense Amt, den 22. februar 1838. Hendes forældre var gårdmand Niels Andersen og Hustru Sophie Jørgensdatter. Hun bliver gift med Anders Hansen den 3. maj 1867, han er fra Skraverup og er barnefødt der. Hans forældre var Hans Andersen og Karen Larsdatter. De lever deres liv i Skraverup og får 2 børn, Rasmus Hansen og Anne Sofie Caroline Hansen. Anders Hansen dør 17. februar 1891, 63 år gammel.

Men den historie jeg vil fortælle er om hendes død den 23. december 1891. Johanne har været på besøg i Karrebæk den 23. december og har begivet sig hjem om aftenen i mulm og mørke.
Da hun når til broen over åen, ved Saltø og Borgnakke skov, rammer hun den ikke og går ved siden af.
Hun går over isen, der er tynd og ikke kan bære hende. Hun falder i og får et blodigt og flænget ansigt. Hendes hænder og knæer er lige så blodige og medtagne.
Hun får sig kæmpet op og ligger på engen ved åen. Her finder man hende næste morgen stivfrossen og død, hun er frosset ihjel.
Man beskriver hende som sindsforvirret på selve dagen.

Hvorfor hun ikke har set broen ved ingen, men dette blev hendes skæbne, at dø på denne måde. Dette er noget Herredsfogden har gættet sig til i 1891. Man ved ikke hvordan hun er havnet i åen og er kommer op på engen igen.

23. november 2009
Oldefar og oldemor i Magleby

For at forstå oldemor og oldefars liv, har jeg stykket noget sammen om de fattige i Danmark og om deres vilkår. De fattige på landet kom især fra husmands og daglejer gruppen og de kan inddeles i 3 grupper:

1. De bofaste der mere eller mindre måtte leve af hjælp fra sognets fattigvæsen og som boede til leje eller havde egen hytte.

2. De der boede i hospitaler eller fattighuse eller fattiggård.

3. De der gik fra sted til sted.

Begrebet almisselem var en almindelig betegnelse for folk der mere eller mindre var nød til at leve af fattighjælp fra sognet. Fattiglemmer eller lemmer dækker det samme.

Det var præsten – Godsejeren – og 3-4 “såkaldte” bedste bønder og deres normer og syn på de fattige der var afgørende for hvordan hjælpen blev uddelt.

Fattigdom arves , for man arver sit miljø og for fattighusbarnet var dette en umulig udgangsposition, for at ændre sin sociale placering. Mange måtte allerede i skolealderen op kl. 4 for at gøre (det jeg vil kalde slavearbejde) for bønderne. Dette er før skoledagen begynder, det betyder mange tabte skoledage, foruden trætheden i skolestuen og så lærerens og kameraernes foragt. Så var det en umulighed efter skoletid at læse lektier. Børnene kom ikke videre i tilværelsen.

De velbjergede har altid forklaret fattigdom med manglerne evner mangel på intelligens – fattige var dovne osv. Man kan sige at fattigdom var undertrykkelse i samfundet. Hvor nogle havde privilegier og muligheder mens andre ikke havde så mange muligheder.

Blandt de fattige var der også nogle der gik omkuld i druk, sygdom, utøj og håbløshed. Men der var også nogen der holdt skindet på næsen. Oldefars og oldemors liv har ikke været en dans på roser, men de holdt skindet på næsen. Selv om de boede det meste af deres liv i fattighuset i Magleby.

Rasmus Hansen er født den 2 August 1849 og hans far var Hans Hansen, det er firlingernes far dog er det ikke den samme moder de har, da Rasmus Hansens moder Ane Kirstine Jeppesen dør i 1857, gifter hans far sig igen med Karen Christensen som får firlinger.

Han er vokset op med 12 søskende på et lille sted i Holden, som hans fader havde. Han bliver konfirmeret i 1863 med et mg. Og kommer formodentlig ud at tjene.

Karen Marie Hansen født i Vedskølle i Tjæreby sogn. hendes forældre var Indsidder Hans Olsen og Ane Cathrine Larsdatter. Hans Olsen var i kongens tjeneste og har formodentlig været med i 3 års krigen i Sønderjylland.

Karen Marie Hansen bliver konfirmeret i 1862, og er så rejst hjemme fra. I 1873 møder hun Hendrik Thorvald Malm og hun bliver gravid. Derefter bliver hun sendt på “Diskret ophold” i Havdrup hvor hun får sin ældste barn Sofie Marie Frederikke Hansen. Barnet bliver indskrevet i Magleby. Hendrik Malm er kun en ung knægt på 17 så han kan ikke tage ansvaret for et barn, så det må hun klare selv, da hun er 25 år gammel. Senere i livet er Hendrik Malm blevet fisker i Skælskør.

Da Sofie er 3 år møder hun Rasmus Hansen og gifter sig med ham. De slår sig ned i Øster Hoved, som Indsiddere og hvor han ernærer sig som daglejer i agerbrug. Ind i mellem er det nødvendig at få fattighjælp, da der ikke er meget arbejde at få om vinteren.

De får deres første barn sammen i 1877, Hans Christian Martin Hansen, født 21. december. Livet går videre med kampen om at få det daglige brød. De er stadig ind i mellem nød til at få fattighjælp, og det er især om vinteren.

I 1879 bliver Frederik Vilhelm Hansen født den 21. september, han er evnesvag og kræver ekstra meget. Kort tid efter ryger de på fattiggården i Magleby det sker ca. 1881. De fattigregnskaber vi har kikket i, er der to personer der hedder Rasmus Hansen, så vi har kun lavet optegnelser fra 1887 der er vi sikre på at det er den rigtige vi har fat i.

Det gamle hospital, som det bliver kaldt, var fri bolig for 12 fattige, fra sognet, hvoraf Rasmus Hansen var en af dem. Det er bygget på den tidligere kirkelades grund af den daværende ejer af Borreby gehejmeråd Willum Bjerregård i 1758. Det er nu restaureret og tilhører kirken og bruges til undervisning og mødelokale.

Om selve huset ved man ikke meget, men der har helt sikkert været lerklinede vægge og lerstampede gulve og et komfur eller ildsted må der have været, brugt til opvarmning og madlavning. Rasmus Hansen fik ifølge fattigprotokollen 1 læs brænde og 5 tønder kul hver vinter og ind i foråret anvist 1 eller 2 tønder kul hos Meding i Skælskør.

Han må også have haft et bord, for i protokollen står der at han har afrenset 2 borde for N. Hansen og Poul Andersens kone. For det får han anvist et bord. De har også haft nogle senge da de ind imellem har fået anvist dynevår og lagner.

Livet i et fattighus var ikke let, begrebet privatliv eksisterede ikke altid. Det var reguleret af regler og en fattigforstander som skulle sørge for at de blev overholdt. Deres kærlighedsliv har formodentlig været mere eller mindre åbenlyst, da de sikkert har sovet i samme rum alle sammen.

Da vores oldeforældre kommer på fattighus får de vores mormor, Ane Kirstine Hansen født 22 november 1881, hvor efter Hans Christian Martin Hansen dør 16 december 1881. I fattighuset får de resten af deres børn Hans Christian Martin Hansen født 3 april 1883, og Lars Peter Hansen28 februar 1886.

Oldemor og Oldefar var heldige de boede sammen, mange steder var ægtepar skilt ad, og de havde deres børn omkring dem, det var heller ikke en selvfølge. De rejste først da de var konfirmeret.

Standarden for renlighed var heller ikke det samme som den er i dag, de vaskede sig ikke hver dag, så kampen mod utøj har været en lang sej kamp. Det gav også sygdom især blandt børnene og for oldefar. Han fik 2 kr. hver kvartal for at tømme og rense latrinen og for at rense slamkisten 1,25 kr. ( det er en trækasse med huler der er sat forenden af rendestenen eller ved tagrenden) og her trivedes mange bakterier. Af fattigregnskaberne kan man se han jævnlig har fået 1 kr. til læge og til ophold som de kalder det.

I vinterhalvåret fik han jævnlig 1 kr. til underhold og fødemidler. De er sikkert blevet brugt til at købe gryn, mælk, kål og andet for. Fordi han fik nemlig jævnligt i vinterens løb anvist flæsk, brød og fedt. Jeg ved ikke hvad de har fået at spise, men ud fra det de fik, kunne det være således:
Morgenmaden bestod af øllebrød, middagsmaden bestod af et varmt måltid bestående af flæsk kombineret med enten grød, ærter eller bollemælk. hvis det var rigtig dårlige vilkår kunne de få brødskorper kogt i vand, kål uden sul. Grønsagssuppe kogt på et par kartofler og en klat salt eller kartofler med vandsovs. Aftensmad var brød med fedt på.

Børnene gik i skole, hvor de lærte kristendom og her fik de også lært at der var forskel på gårdmændenes børn og børnene fra fattighuset. Skolen lærte fattighusbørnene at indordne sig og ikke glemme at de var fattiglemmer, som var dumme, grimme og tyvagtige og frem for alt de var en byrde for samfundet. De skulle vise respekt for autoriteterne som de skulle adlyde, kort sagt de skulle kende deres plads.

Frederik Vilhelm Hansen var evnesvag og boede i fattighuset indtil juni 1889 hvorefter han bliver sat i pleje hos Hans Hansen i Østerhoved. Det var sådan dengang at disse børn blev udliciteret på offentlig auktion, hvor de kunne beses og man kunne byde på barnet afhængig ag alder og sundhed. Sognerådet valgte som regel det laveste bud for at spare og så fulgte barnet med sine “såkaldte plejeforældre” de var kun interneret i arbejdskraft. Denne “slavehandel” blev forbudt i 1891.

Det har da også kostet sognerådet en del at have dette barn i pleje. I 1889 kostede det dem 60 kr. og i 1890 kostede det 164.11 kr. I 1891 er han forsvundet og vi har kikket i dødslister og folketællinger men han er der ikke mere. Han er ude af deres system.

Hvad angår de andre børn har de jævnligt fået anvist træsko og klæder hos Niels Thomsen i Skælskør. De har også fået konfirmationsklæder til alle børnene. Da Mormor Ane Kirstine Hansen i 1895, skal til at konfirmeres får hun træsko hos N. Thomsen og tøj til en kjole og et skørt hos H. Hansen, desuden får de syløn for selv at sy tøjet.

Desuden bliver mormor i Februar måned plejemor til Line Jensen, mormor overtager dette efter hendes moder. Måske er det hende alligevel der sørger for barnet, og så kan hun jo lige så godt overtage dette hverv. Da det kniber for hendes moder at klare dette job. men dette er kun fri fantasi, da man ikke ved noget om det.

Derimod ved jeg at, for fattige var det svært at få en plads hvis man havde et barn med sig så dette barn blev som regel sat i pleje til lavest bydende. Mormor bliver konfirmeret den 6 oktober 1895 med et g – mg. fattigregnskaberne siger ikke mere noget om dette barn i pleje. Mormor kommer ud at tjene på Glænø.

Livet går videre i fattighuset, med fattighjælp og diverse arbejde hos landmænd. I 1897 får de igen konfirmationstøj til sønnen, denne gang er det Christian der skal konfirmeres. Tøjet får han hos Ankær og sko hos skomager Jørgensen i Skælskør. Desuden får han strømper og en kasket hos herreekviperingen Petersen Skælskør. han får også et kropsstykke til sønnen.

De får til stadighed flæsk og fedt eller margarine og brænde men antallet går ned efterhånden som børnene rejser hjemmefra. I år 1900 rejser det sidste barn hjemmefra det er Lars Peter han får ligeledes konfirmationstøj med alt tilbehør, han skal konfirmeres i Påsken. sognerådet overlader dette til fattigforstanderen at ordne dette.

Fra 1903 bliver regnskaberne ikke så detaljeret, der står bare nogle beløb og nogle enkelte punkter. Dette er fra 1903 til 1929 hvor hun dør. Han dør i 1916 og dette år har de fået 118 kr. i understøttelse.

Dette var lidt af livet i fattighuset, det var et svært liv med snavs, utøj og sult. De var ofte syge og livet var besværligt men de har holdt skinnet på næsen og sendt deres børn godt i vej , ud at tjene. Dette fremgår også når man læser om mormors kamp for livet, hendes børn skulle i hvert tilfælde ikke lide på samme måde som hun gjorde.

23. november 2009
Jens Jensen – Dyremosegaard

Jens Jensen var født i Holsted, Herlufsholm sogn, den 28. Februar 1842. Hans fader var gårdmand Jens Nielsen og hans moder var Maren Jensdatter. Jens Jensen aftjener sin værnepligt i Århus ved rytteriet, hvorefter han overtager sin hustrus fødegård, Dyremosegaard, den 1. Maj 1878.
Han var gift med Anne Margrethe Jensen, født 9. April 1952, på gården, det var hendes fader Jens Sørensen der havde gården. Hendes moder var Karen Jacobsdatter.

Gården ligger ca. 1 km fra Fodby, og ligger omtrent midt på sine bølgeformede jorde nord for Fodby. Har været arvefæste under Fodbygård siden 1795, men de nuværende bygninger er opført i 1886-87.

Jens Jensen havde en besætning på, 20 køer, 10 stk. ungkvæg og kalve, 1 tyr af racen rød dansk malkekvæg. Desuden havde han 6 heste, 5 plage og føl samt 2 får. Hestebesætningen var højt præmierede avlsdyr. Han var en af egnens fremmeligste landmænd, men var samtidig en god familiefader. Dog har han taget del i det offentlige liv ved blandt andet at have været i sognerådet, mejeriledelsen, og i brugsforeningen. Men det var som praktisk landmand han huskes på Fodby egnen.

Han havde 9 børn, hvoraf en af sønnerne var overretssagfører Chr. Jensen, Næstved, og en anden overtog Kirkebjerggaard.

23. november 2009
Torvedagene

Når Bistrups Bønder tog til Næstved på Torvedagene Onsdag og Lørdag, var de sammen med bønder fra Fodby, Vallensved og Karrebæk sogne. På en ganske almindelig Torvedag var der fra tidlig formiddag til sen aften fuldt på alle beværtninger rundt om i byen.

Det kunne være hos Søllegaaed der lå i Vinhusgade, og Jens Bar (Bagger), her samledes bønderne om Tevandsknægtene, eller det kunne være på de lidt finere steder så som Skandinavien (Akselhus). En Tevandsknægt er en kop te med rom i, man betalte 60 øre for en potte te, romflasken stod hele tiden på bordet til fri afbenyttelse.
Det betød ikke noget at man kun fyldte koppen halvt med te. Bønderne fra disse sogne, var efter nutidens begreb slemme til druk, det hørte til deres normale tilværelse, det var der ikke noget forkert i.
Foruden tevandsknægtene røg der også en snaps eller to ned til en portion smørebrød, der altid solgtes i portioner.

Hen på eftermiddagen kunne de herre godt blive lidt røde i hovederne og meget højrøstede. På Skandinavien blev der spillet om penge, det var i kort eller kegler. I kort var det Hasard (Lanse), men spilerne rørte ikke selv kortene, en udenforstående “lagde op” og alt som kortene faldt, skiftede sedlerne fra hånd til hånd.
I keglespillet var det også en udenforstående der brugte kuglen, altid en ekspert, der kunne vælte alle kegler. Man sad så ved små borde, for enden af hver bane. Så vædede man om han nu kunne vælte de otte kegler eller ej. Man talte ikke sammen, kun kuglens rullen kunne man hører.

Desværre røg der altid en del penge på disse torve dage, og mange havde ikke ret meget i forvejen. De havde kun lige til dagen og vejen.

En gang om året var der Mikkels Marked i September, så stod hele bondelandet og byen på den anden ende. Fra en mil uden for Næstved og ind til bygrænsen kørte vognene i en tæt række og i hovedgaderne ind mod Akseltorv blev man klemt frem af de mange mennesker.

På torvet var der Gøgl og der var mange telte fra de handlerne, som solgte alt lige fra sukkerstænger til levende gæs.

Landsbydrengene opholdt sig på torvet så længe de havde noget at købe for. De spiste basser eller suttede på sukkerstænger. Næstved-drengene grinede af dem, puffede til dem og kalde dem Bondefjols, Grøvvom eller Flæskeprins.

Slagsmål kunne man ikke komme af sted med på torvet så blev man stoppet. Når pengene var brugt op, gik man ud hvor trængslen var mindre til Østergade, Ringstedgade, og op omkring St. Mortens Kirke. Det var her man for alvor sloges med Næstved-drengene.
Til hverdag lå Bistrup-drengene og Karrebæk-drengene i evig krig med hinanden, men i Næstved holdt vi sammen og sloges mod drengene fra Næstved.
Landsbydrengene fik altid tæsk da drengene fra Næstved havde mere mod. Det endte altid med at landsbydrengene flygtede i vild flugt ned til de store Købmandsgårde, hvor køretøjerne holdt til hjemturen. Gårdskarlen holdt også med landsbydrengene, han lod ikke nogen bydrenge slippe ind.

Den person der fortæller om torvedagene er Lars Peder Poulsen. Han er født 2. juni 1866. Hans forældre var Lars Poulsen og Ane Marie Larsen. Han boede på Theaslyst, matrikel 10d på Møllevænget.
Men alt dette er før det hed Theaslyst, gården er nemlig opkaldt efter den næste ejers kone. Denne var Peter V. Hansen og hans kone Ane Kristine Dorthea Hansen.

2. juli 2009
Savværket

Det nye savværk på matrikel 7f, blev bygget i løbet af 30’erne og i begyndelsen af 40’erne. Jorden, i alt 3tdr. land blev købt i 1932 af Otto Julius Pedersen for kr. 6.000 af Enkefru Marie Jacobsen, der boede på matrikel 7a, Bistrupgade 9. Det er hendes søn Emil Jacobsen der har fået fuldmagt af sin moder, til at sælge jorden fra.

Otto Pedersen boede ellers på Bistrupvej 4, og havde sit virke der, og i løbet af 30’erne bygger han så savværket op lidt efter lidt. Det sidste han bygger er det ny stuehus, de havde jo et sted at bo, så det var ikke så vigtig at få bygget. Jorden blev brugt til at opbevare træstammer og tømmer i en del år. Savværket står helt færdig i 1943, hvor Gerner køber tømmerværkstedet og Otto med familie flytter ind i det nye stuehus. Hos sig bor Otto Pedersens moder Karen Marie Nielsen. Hun dør i 1941. Dette er noget Erna Pedersen fortæller, datter på Savværket.

Otto Pedersen dør 1946, og når kun kort at bo i det nye stuehus. Otto Pedersen er født i Rejnstrup Ølsmose, Gunderslev sogn, den 24. juli 1895. Hans forældre var Husmand Niels Pedersen og Karen Marie Nielsen, Rejnstrup. Han bliver gift den 10. december 1922, med Elna Marie Pedersen, fra Vallensved sogn, født 15. August 1899. Hendes forældre var Husejer Niels Jakob Pedersen og Bothilde Kristensen.

I Elnas skudsmålsbog står der, at hun blev konfirmeret i Førslev den 5. oktober 1913. Kort tid efter, fra November måned og til Maj 1915 er hun på Højbjerg hos Peter Hansen, Førslev sogn. Derefter rejser hun til Gunderslev sogn, til Jens Frederik Jensen, Rejnstrup i Maj 1915. Hun møder Otto Pedersen i forsamlingshuset.

Efter at de er blevet gift, slår de sig formodentlig ned, i Bistrup på Bistrupvej 4, tømreren. Her bor og arbejder de, indtil de køber og bygger savværket i 1932-33. I 1924 får de sønnen Kaj Pedersen og i 1926 får de Erna Petersen, begge født i Bistrup.

2. juli 2009