Vi har nu 701 historier fordelt på 194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Conny Larsen

  • Mads Emanuel Madsen skovarbejder og teglværksarbejder

    Mads Emanuel Madsen var født 10 maj 1903. Hans moder og fader var bosat i Holløse og var Husmand Lars Nicolai Marinus Madsen og hustru Petrine Emilie Petersen. De blev viet i Vallensved kirke den 2 april 1898. Lars Marius Madsen var søn af  en gårdejer i Lund, Mads Jensen der var sognerådsformand og hans hustru hed Ane Margrethe Larsdatter.

    Emanuels moder var Petrine Emilie Petersen, hun var datter af ugifte Anne Marie Petersen, som senere blev gift med Husmand Kristian Hansen Hyllinge, i Vallensved den 2 april 1889. Hun er født den 1 december 1868 i Fyrendal og konfirmeret i Marvede, udlagt barnefader er Hans Nielsen Skafterup.

    Emanuel arbejdede om sommeren på Ladby Teglværk og om vinteren i Saltø skov. Han boede i Mange år i en af de tilhørende huse til skoven, på Møllevænget.

    Emanuel var gift med Karen Kirstine Johansen, født den 18 oktober 1906. Hendes forældre var Ole Johansen og hustru Else Marie Nielsen. De blev viet i Vester Egesborg kirke den 3 maj 1898, Ole Johansen var for øvrigt med til at bygge Ladby  stubmølle. Else Marie Nielsen blev født 21 december 1869. Hendes far var Hans Nielsen, han var tømmer og levede af dette, hendes moder hed Nicoline Fransine Jensen hun kom fra Ruds Vedby i Holbæk amt.

    Hun havde 5 søskende:
    – Jens Christian Nielsen
    – Niels Peder Nielsen
    – Christiane Vilhelmine Nielsen
    – Nicoline Nielsine Nielsen
    – Magdalene Kirstine Nielsen

    Hendes bedsteforældre var væver Niels Christiansen og Maren Hansdatter,  alle er fra Vester Egesborg.

    Karen, Emanuels kone døde i 1939 og Alma flytter ind, i ægteskabet med Karen har han en søn, Bent Ove Madsen, født 1930 den 25 maj i Bistrupgade 29. Til husmandsstedet var der 4 tønder land, og de havde køer, heste og grise, som blev passet samtidig med at man gik på arbejde.

  • Christen Nielsen Mat. 5a

    Christen Nielsen overtager mat. 5 a i fæste 13 december 1852. Han er da 22 år. Han er født i Jenstrup 9 april 1830. Hans forældre var gårdmand Niels Olsen og hustru Karen Jørgensdatter. De flytter senere til Bistrup hvor Christen Nielsen vokser op. Hans kone var Ane Margrethe Poulsen født i Karrebæk sogn i 1836, datter af gårdmand Poul Larsen og hustru Anne Marie Knudsdatter, de flytter også til Bistrup, hvor hun vokser op.

    I 1860 har de to børn og et plejebarn:
    – Karen Nielsine Christensen
    – Niels Knud Christensen
    – Hans Julius Haupt, plejebarn fra Marvede sogn.

    De har 3 tjenestefolk:
    – Lars Hansen kom fra Vallensved sogn
    – Ane Kirstine fra Fodby sogn
    – Marie Sørensdatter fra Hyllinge sogn.

    I 1906 laver han en aftægtsaftale med Saltø gods, han er på dette tidspunkt 76 år gammel og havde således tjent godset i 54 år. Aftægtsaftalen er indgået mellem forvalter Classen  og Christen Nielsen og underskrevet den 18 juni 1906. Han fratræder samme dag fæstet af gården med tilbehør, det vil sige med jord, bygninger, besætning og inventar, samt så og fødesæd, alt i den tilstand de hele er i på dette tidspunkt. Han og hans hustru har altså ingen rettigheder over gården med tilbehør, men godset skal til gengæld udøve en livrentesum.

    Godset overtog fæstet i den tilstand den forefindes og forsage sig en hver ret til at kræve nogen erstatning på noget, til gengæld kunne Chresten Nielsen heller ikke kræve erstatning, hvis det modsatte skulle være tilfældet.

    De får til gengæld fri boglig på fæstegården, der vil blive anvist dem en stue og køkken eller adgang til et. Til gengæld skulle aftægtsfolkene rette sig efter de kommende forhold.

    De får ret til at benytte et stykke  jord som er dem anvist til have, og fra Saltø skov får de 2 rummeter tørt brænde. Så længe de lever får de 300 kr. årligt udbetalt hver med  1/12-del hver måned. Hvis en af dem dør får den længst levende han eller hun 200 kr. årligt.

    Hvis Christen Nielsen og hustru skulle bortflytte udbetales der kun den kontante pengesum og ydelsen bortfalder ved deres død. Sammen med fæsteforholdet overdrager han rettighederne som andelshaver i Fodby Mejeri, men får dog beløbet af den leverede mælk og overskuddet.

    Han blev fritaget for at svare nogen afgift eller anden ydelse af gården og     blev eftergivet en restante på 5 kr. samt skat på 67 kr. Hvis han på nogen måde fortrød aftalen kunne han fortsætte med fæsteforholdet som hidtil.

    Christen Nielsen dør den 20 juni 1908 og bliver begravet på Fodby kirkegård. Ane Margrethe Poulsen dør 20 maj 1910 og bliver også begravet på Fodby kirkegård.

  • Olga og Otto Larsen

    Far er født i Fodby hvor forældrene var forsamlingshusværter og passede telefoncentralen. Faderen var desuden ringer og graver.. Faderen var Hans Peter Larsen født 29 december 1874 i Saltøby og Moderen var Maren Kirstine Marie Larsen født i Stenbæksholm den 18 november 1887.

    Far havde almindelig skolegang og er konfirmeret 7 oktober 1934. I sin skoletid havde han det ikke let han var ordblind og havde svært ved at følge med og lavede derfor en del skarnsstreger. Det kostede han en del eftersidninger og bank med spanskrør.

    Han fortalte om en gang til nytår hvor de var nogle drenge ude og lave halløj. De skilte en hestevogn ad og bar den op på gårdejerens ladetag, og samlede den igen. Næste dag stod der en hestevogn på taget hel og samlet. Problemet var bare at gårdmanden havde set hvem der gjorde det så, farmor blev underrettet, og så måtte de op på taget og få den ned igen.

    Efter konfirmationen kom han ud at tjene hos en gårdmand i Øllerup, men en dag  han sov til middag, blev han vækket af en kraftig brand og han var ved at indebrænde. De beskylde ham for at sætte ild til gården, men dette var dog ikke sandt for som far sagde hvorfor skulle han dog lægge sig til at sove hvis han viste at han skulle indebrænde. Far rejste samme dag ville ikke være der, han havde mistet alt under branden.

    Derefter kom han til Tåstrup og var hos Julius Petersen, indtil han blev soldat. Han var hos husarerne i København, hvor de den 9 april blev sendt til Nordsjælland, hvor de så Tyskerne komme uden at måtte gøre noget. Han blev hjemsendt og senere genindkald i efteråret 1940. Før han bliver soldat møder han mor i Fodby forsamlingshus, hvor der var dans.

    Mor Olga Svensson er født 8 maj 1921 i Vedskylle og døbt i Tjæreby. Mormor og morfar flytter så til Saltø hvor mor kommer ud at tjene på Møllegården i Saltø, hun er da 13 år og længtes forfærdelig hjem, skønt hun kan se hjemmet fra sit værelse. Hun er der i 3 år, og kom så til Stubberup hos gårdejer Per Larsen og havde rengøring hos sønnen Kres. Der var hun i 1`½ år, indtil hun flytter hjem til forældrene Saltø på grund af graviditet. Mor sagde “det var et guds under jeg måtte komme hjem” citat slut. Per Svensson var meget ærekær og konservativ, det var kun fordi mors broder Svend Holger Svensson skrev hjem og sagde at han ville sørge for hende, hvis de ikke ville, at det kunne lade sig gøre, at hun kom hjem.

    Morfar ville have at de skulle giftes med det samme, med det ville hverken mor eller far de syntes de var for unge (17-18 år). Far kom der under hele forløbet og har ikke på noget tidspunkt svigtet mor. De blev forlovet 23 december 1940 og min ældste broder er født 28 marts 1939 hos mormor og morfar, og lad mig lige sige at min ældste broder var alle dage mormor og morfars øjesten.

    Far bliver indkaldt igen i 1941 til militæret, mor er hos forældrene og da far kommer hjem i maj 1942 bliver de gift den 13 juni 1942 i Vallensved kirke. De var hos mormor og morfar indtil 1948 hvor de flytter ind i Bistrupgade 44-46. Far arbejder i skoven og malker hos Holger Poulsen, Han gik i skoven under krigen og har været med til at fælde træer med faldskærme i. Han har ellers arbejdet på banen og hos tømmer Gerner Larsen Bistrup. I November 1948 flytter de ind i Bistrupgade 29 og her bliver de og får 8 børn hvoraf 2 er syge af muskelsvind og døde tidligt. I starten af 50 kommer far på Maglemølle og er der til han bliver pensioneret som 60 åring.

    Livet var svært økonomisk med 8 børn og deraf 2 syge, men tros alle sorger og modgang har de haft et godt liv sammen, hvor de har støttet hinanden i gode og dårlige tider.

    Far dør 67 år gammel slidt op og meget syg. Mor dør som 83-årig efter at have været pensionær hos sin søn og datter.

  • Anders og Ingeborg

    Anders og Ingeborg var vores naboer da jeg var barn i en hel del år. Anders var gammel naver og Ingeborg var hans husbestyrerinde. Anders var en lidt svær mand, der altid gik rundt med en gammel murerkasket og seler. Hvor de kom fra ved jeg ikke, men Anders havde altid et væld af historier på lager når vi børn blev passet der ovre. Vi blev altid sendt der over når mor eller far skulle til lægen eller på sygehus med et af de andre børn. Han elskede at fortælle historier og i særdeleshed skræmme os lidt. Vi elskede det, og var samtidig skrækslagne, en gang fortalte han at der hang en død mand ude i skoven og hver gang han blev skåret ned, hang han der næste morgen. Dette resulterede i at mine brødre cyklede over Fodby for at komme om til forskolen i Saltø Skovvænge i et par dage. En anden gang fortalte han at der var en løve ude i skoven, de viste sig senere at det var en papkasse som var smidt der ude.

    Hans historier var ellers om elverpiger, mosens ånder, trolde og hekse og deslige.

    En af de historier han kunne fortælle var om troldfolkets oprindelse. En dag vilde Eva vaske sine børn ved en kilde. Da kalde Vorherre på hende hun blev forskrækket og skjulte de børn som endnu ikke var vasket. Vorherre spurgte om alle hendes børn var tilstede, og Eva svarede ja fordi alle ikke var vaskede og for at undgå hans vrede. Men Vorherre sagde at alt hvad hun skjulte for han også skulle være skjult for menneskerne – og i samme stund forsvandt de urene børn og skjultes af bjergene og fra dem nedstammer alle de underjordiske.

    En anden historie er om varulve: Det er jo en kendt sag at varulvens kendetegn er at øjenbrynene er sammenvokset, over næsen. ( vi børn så efter øjenbryn der var sammen vokset) I gamle dage var der en varulv i skoven, han huggede tænderne i pigernes forklæder og slæbte af sted med dem. Det var en nat, at der kom nogle piger på vej hjem efter at have været til gilde. De mødte varulven, men den forreste pige havde løst sit forklædebånd op, for hun viste hvor at varulven vilde angribe dem. Varulven huggede tænderne i forklædet, med da forklædet var løst, løb han med forklædet og ikke pigen. Pigerne gik hjem og i seng. Da pigen med forklædet om morgenen skulle ind til davre, kom karlen også ind og spiste, da så hun hvem der var varulv for resterne af forklædet hang i hans tænder.

    Vi holdt meget af Anders og Ingeborg  og det var dem der fik mig til at holde op, med at bruge sut, for Anders sagde at jeg var alt for stor til at bruge sut, og det så grimt ud at sådan en stor pige brugte sut.

  • Fortællinger omkring et humlekar

    I oktober blev der samlet humle og man sad i køkkenet nogle aftner omkring et bryggerkar og plukkede de lande ranker. Det var sådanne aftner der blev sunget og fortalt historier.

    Store pigen Marie fortæller: “Jeg havde forleden været på besøg hos skovfogedens Sofie og hun og broderen fulgte mig et stykke på vej.  Ligesom de havde sagt godnat, bemærkede jeg pludselig en skikkelse på den anden side af vejen. Jeg blev så underlig til mode og tænkte et øjeblik på at løbe tilbage til Sofie og Erik, men jeg syntes det var flovt. De kunne måske finde på at tro, det var et påskud til at få følgeskab. Nu havde jeg altså følgeskab, når jeg gik til gik skikkelsen også hurtigt. Når jeg holdt igen sagtnede skikkelsen også sine skridt. Hvorfra den endelig var kommet og haltede den ikke lidt, jovist haltede den, det var tydelig nok“. “havde den horn i panden “ spurgte tjenestedrengen. “Det ved jeg ikke, for jeg ture ikke dreje hovedet. Skikkelsen var der og jeg var voldsomt angst. Kunne der dog bare komme en vogn. Det var temmelig mørkt og himmelen var overtrukket, men jeg kunne dog tydelig se buskene på den anden side af vejen. Bestandig hørte jeg de haltende skridt, og hjertet sad oppe i halsen på mig.

    Da jeg var kommet forbi bommen ser jeg et lyn slå ned foran mine føder og fare hen over vejen. Herren min skreg jeg og løb alt hvad jeg kunne, så det susede og hamrede i mig. Heldigvis var der kun et lille stykke tilbage, så var jeg ude af skoven, og så ikke skikkelsen mere.” “hvor var den blevet af “ spurgte drengen. “Det kan du da nok forstå “sagde karlen Peder “ den var fulgt med til det varmeste sted og hvor skidne knægte kommer hen.”

    Så er det assistenten Ernst der fortæller: En måneskindsaften kommer jeg fra Skraverup gennem skoven og da jeg når stien, vil jeg slå ind på den, da der står et hvidt dyr, en hind lige foran mig på stien. Jeg slå med stokken for at få den til at løbe men den rører sig ikke ud af pletten, kun hørte jeg et dybt suk fra busken og en raslen. “Hvad er dog dette” tænkte jeg og blev både kold og varm i det jeg standsede. Skulle jeg virkelig gå tilbage, nej, nej frem måtte jeg. Et øjeblik og hinden blev til en jomfru, i det samme for et opskræmt dyr fra busken lige gennem jomfruen og nu så jeg klart. Det var måneskindet og et birketræ, der havde spillet mig et pus.

    Så var der historien om den Svenske karl der var blevet en varulv og havde tjent under den forrige skovrider, men den historie kender jeg ikke.

    Så er der en rigtig jægerhistorie: En jæger gik i skoven en dag og så en gammel kone samle brænde, pludselig forsvandt konen og i stedet var der en harer jægeren fulgte efter  og haren førte jægeren vild i skoven. Hvorefter den igen blev til en gammel kone , der møjsommelig slæbte sig af sted mod Stenbæksholm. Det var også her historien om skytten Lange blev fortalt men desværre kender jeg den ikke.

    Derimod kender jeg historien om slattenpatten: Slattenpatten var en troldkvinde som boede i skoven, hvor hun traskede rundt efter urter og andet troldstads. Unge mænd skulle passe på med at tage sig en lur eller sove i skoven om natten. Hun kunne nemlig godt lide unge mænd, og tit vågnede de unge mænd fortumlet op og kunne mærke at de havde delt leje men hende. Hun kunne dog også være behjælpelig med gode råd og lægeurter mod betaling. Hun havde også så lange bryster at hun kunne slå dem over skulderne og så kunne børn gå og sutte på dem.

  • Høhøsten ved Saltø å

    Høhøsten indtraf i den varmeste tid af året. Man kørte gennem skoven ned til engen. Høstfolkene var de samme hvert år, karlen Peder og pigerne og assistenten hans lund, Per Jensen som var i 60-erne og skråede voldsomt og havde skårede tænder og betændte gummer, han var fader til 7-8 børn. Så var der Chr. Dragon det blev han kaldt fordi han en gang havde tjent som dragon, han var i 30-erne og ungkarl. Han ejede et hus tæt ved skovfogdens med jord til og han havde en hest og 2 køer. Han var en senet og stærkt bygget, og havde lidt trætte bevægelser over sig. Der var noget forslidt over ham og hans sorte øjne lå dybt inde under hans sorte øjenbryn. Trækkene var regelmæssige og når han smilede var der 32 hvide tænder. Han var meget rynket, og i hans sorte hår var der enkelte stænk i tindingerne. Både børn og kvinder elskede ham da han altid havde et varsomt tag på disse.

    Under arbejdet gik karlen forrest, så per Jensen dernæst Chr. Dragon of til sidst hans Lund, der altid sakkede bagud og hvis skår var mindst. Der var også kvindfolk med, gamle Sidse nystrøget i tøjet, hun var omkring de 70 og hun og børnene tog det letteste tag med riven, så var der Karsen Marie en kone på omkring de 50, som også hjalp til ved vask og hoved rengøring, endvidere var storpigen Marie med.

    Undertiden mødte en af jomfruerne ved mellemmads tiderne og havde æbleskiver med. Pigerne var gerne lidt pyntede med fint forklæde og et let hovedtøj der kunne skærme for solen og havde også løst bundne ærmer på for at skærme for solen.

    Husmændenes dragt var enkel et par blå lærreds bukser og en skjorte og blå bluse bundet sammen i halsen, de havde tykke bomulsstrømper på og træsko. Når der var arbejdet et par timer spiste man skårne mellem madder ved en af stakkene og fik øl og brændevin og snakken og sladren gik lystig i engen under frokosten og det var karlen der gav signal til at arbejdet skulle gå i gang igen.

    Åen vrimlede med liv dengang, skaller med røde finder, stimer af småfisk som løjter og grundlinger og så bundfisken smerling der havde en torn på gællelåget, der var også muslinger.

    Græsset var blevet slået nogle dage forinden og så revet sammen i lange rækker. Derefter blev det slæbt sammen til bunker med læssetræet. Til hammeltøjet blev læssetræet fastgjort med en løkke i hver ende. Desuden havde karlen foruden tømmerne også et langt reb fra hammeltøjet op i hånden og ned under læssetræet og så op til hånden igen.

    Hestene begyndte fra en ende af en række  og så sprang karlen op på læssetræet og høet bunkede sig op foran ham. Stakken blev lavet af kvinderne og det krævede god øvelse, en stak var lidt over mandshøjde, og for at stakken ikke skulde flyve for meget i vind og vejr snoede man noget hø sammen og lagde det over toppen af stakken.

    Arbejdet forsatte lige til duggen begyndte at falde og hjortedrengene på den anden side af åen begyndte at lulle til hinanden, det var sådan man kaldte de skiftene toner, mellem høje og lave,  de fremkaldte, når de gik hjemad. Når man kom hjem fik man mælkebrød eller mælkegrød go det var mørkt inden man kom i seng.

    Efter nogle dage skulle høet køres hjem man lejede skovfogeden og hans køretøj til hjælp. Der blev altså benyttet 2 spands heste og 3 vogne. Tidligt om morgnen kørte man hjemmefra endnu menes duggen lå der endnu. De var karlen assistenten, storpigen og fortælleren. På engen stak karlen hø op til pigen på vognen mens assistenten samlede det hø der var fløjet bort  sammen igen, det krævede stor øvelse at lægge et læs rigtig. Blev det skævt kunne det vælte på vej hjem. Det  blev bundet sammen med hjælp fra læssetræet der blev lagt på toppen og stukket ned fortil. Der var mandskab 2 steder på engen og hjemme. Den ene vogn afløste den anden og det blev til 13-14 stykker om dagen i et par dage. Det var så lidt om høhøsten.

  • Dagligdagen i køkkenet

    Den gamle skovrider stod altid tidlig op og vækkede folkene, i sommertiden var de oppe ved 4-5 tiden. Når der var malket fik folkene davren i folkestuen, altid anrettet i et lerfad, det bestod af kogt mælk med rugbrødsterninger , vi andre fik the, rugbrød og sigtebrød.

    I sommertiden fik man smørebrød med øl og dram, og til aftensmand var det den sædvanlige landlige kost, stegeflæsk med kartofler eller grønsager, klipfisk med vandsennep. Folkene fik samme kost som herskabet, men de måtte spise af et fad og med træskeer. Karlen og drengen slikkede deres skeer rene og satte dem tilbage i en fals i vindueskarmen. Jerngafler blev derimod pudset  på et knivsbræt med sand.

    Efter frokost sov folkene til middag, men det var ikke altid pigerne havde tid til at sove, der skulle først vaskes op og andre småting. Kl. 13.30 var der kaffe med brunt sukker og så gik man i gang med arbejdet igen. Efter kaffetid fik pigerne tid til at nette sig, de havde et lille lerfad, grøn sæbe og duftpromenade. Så flettede de håret bag på hovedet og tog en fløjelshue på og flade sko. For nu var de færdige med alt de grove arbejde også at skylle rendestenen, der ellers kom til at lugte.

    Kl. 16 fik man en mellemmad og et krus øl i folkestuen. Hvorefter der blev samlet æg og fodret grise, man skulle også træffe forberedelse til aftensmanden kl. 18. Man hentede også vand der stod 2 spande fyldte på en bænk ved komfuret og der hang en metaløse til at bruge. Kl 20 spiste folkene deres nadver det var enten mælkebrød eller mælkegrød.

    Undertiden måtte pigerne dog også luge haven eller skuffe gangene, men for det meste gjorde skovrideren det selv.

    Kælderen under rulestuen var fyldt med mælkebøtter malede røde indvendig og grønne udvendig . Man skummede mælken morgen og aften med en flad træske og kom det i flødespanden som stod midt i kælderen. Man kværnede smør 2 gange om ugen, dette foregik i bryggerset i baggården, med håndkraft. Af skummemælken lavede man ost, der blev hældt kalveløbe i så blev mælken varmet op så den begyndte at kogolerer. Så hælde man valen fra og osten kom i træforme med huller i. Der blev så lagt en vægt oven på, hvorefter man opbevarede  det på hylder i et kammer ved siden af bryggerset, af valen lavede man myseost. Dette var lidt om pigernes dagligdag .

    Storepigen var ofte med i høhøsten i engen ved Saltø å, men mere om det senere.

  • Skovrider

    En skovriders arbejde bestod ved århundredeskiftet i administration og regnskab, over lønninger og indtægter af salg og han skulle føre tilsyn med fældede træer, at det blev opmålt rigtigt af skovfogderne . En del af skovriderens løn bestod i at dyrke jorden til den gård han boede i. Han var alsidig uddannet og teorien fik han på landbohøjskolen. Han skulle helst være en dygtig kortspiller og vide besked med alt der foregik på egnen, samt ligge inde med en del gode historier. Så kunne han være en nyttig person for godsejeren, og selvfølgelig skulle han kunne alt med hensyn af takt og tone. Skovrideren på Saltø var i en længere periode i 1860 – 70- og 80-erne en  Kann af samme slægt.  Niels Jørgen Kann var skovridder i 1863 da denne historie fortælles, han var enkemand,  og det var hans datter Birgitte Sofie Kann der bestyrede huset.

    Johan Miskow
    Johan Miskow født i 1862 i Kerteminde, hans far var manufakturhandler indtil 1869, så kom han til København som kontorassistent. Johan Miskow kom på ferie på Saltø Skovridergård som 10 åring, fordi hans helbred var dårligt. Det er han der fortæller om skovridergården til Dank folkemindesamling.

    Skovridergårdens udsende
    Den gamle hovedbygning var lav, den havde to skorstene og var med stråtag. Facaden vente mod syd, med en rummelig gårdsplads. I forstuen stod nogle skabe og et lille bord under et spejl. Gulvet var hvidskuret med sand. Man gik derfor til daglig gennem køkkenet for ankomme ind, for at skåne rengøringen.

    I gangen var der en dør indtil dagligstuen, der havde 3 fag lave vinduer. For det midterste vindue stod et blomsterbord af naturtræ, grankogler og mos. På kakkelovnen stod en udstoppet kongeørn, spisebordet var rundt og på vægen over sofaen hang billeder af herskabet. Der var den gamle skovrider, to tvillingedøtre Marie og Birgitte og Birgitte var forlovet med forstasistenten fætter Ernst. De blev også gift, men Ernst havde tuberkulose  og døde efter 7 mdr. Birgitte kom hjem på gården , med sin lille dreng og blev til faderen døde. Hvor efter søstrene åbnede en brodeributik i Næstved. Foruden de to døtre var der en gammel faster Rikke, som ofte var på besøg hos familien. Hun boede i gæsteværelset når hun var hjemme. Døtrenes værelse vente ud mod gården og blev af folkene kaldt jomfruburet, fordi folkene på gården altid benævnte de unge piger jomfruer.

    Det var i gæsteværelset de spøgte, det kunne bankbog knalde hårdt i møblerne, nogle gik hen over gulvet og flyttede om på møblerne, men om morgenen var alt som det plejede at være. Det var ikke bare en person, der havde oplevet dette, det var en hel del.

    Havestuen havde 2 fags vinduer og en dobbelt glasdør, endvidere var der skovriderens værelse og folkestuen. Det var i folkestuen pigernes seng stod sammen med deres skabe og kister.

    Karlen og drengen sov i den vestlige længe der4 var adskilt fra stuehuset. Her var en port ud til møddingen, hvor der om sommeren vrimlede med snoge. Her var også hestestald og selekammer, og så var der et smalt foderkammer.

    Fadeburet vente ud mod gården, køkkenet havde indgang fra smøgen og i baggården var den store ladebygning og brændeskuret. Så var der bryggerset der også rummede kontor til assistenten som også sov her, med sine protokoller dette  hus blev også benyttet som gæstehus om sommeren, og mælkestue om vinteren. Adskilt fra bryggerset med en væg var hughuset med høvlbænk, sav, økse også videre.

    I baggården var der et lille hus til 4 svin de gik 2 og 2 sammen og havde en indhegning udendørs. Sydligst havde de kostalden med plads til 11 kreaturer der vente hovederne mod hinanden med en smal fodergang i midten.

    Mod øst var der en laden og loen på den anden side af loen var vognporten hvor charabancen og fjedervognen stod. Arbejdsvognen stod i laden.

    Haven var på ca. 3 tdr. land, der var bøgehæk langs skoven og langs markvejen mod nord, uden om var der et flettet risgære. I den første del af haven var der blomsterbede indrammet af vinca. Der var også en græsplæne med en spejlglaskule på miden. I miden var der frugttræer og frugtbuske, og så var der en tørreplads og bagerst humlehaven og urtehaven. Der var også en dan med et risgære omkring midt i haven. Gangene var snor lige og græsplænen firkantet.

    Til gården hørte 14 tønder land agerjord og 9 tønder eng på den anden side af skoven.

  • Min morbroder Svend Holger Svensson

    Han er født 15. september 1916 på Tystofte mark, forældrene er Per Edvardt Svensson og Kirstine Svensson. Da han er 2 år flytter de til Saltø, hvor morfar byggede et statshusmandssted.

    Kirstine arbejder stadig ovre ved Skælskør og går der over med min morbroder ud og hjem.

    Han bliver konfirmeret i Vallensved og kommer derefter ud at tjene selv om han siger at han hellere vil ud at sejle, og da han finder madiker i sin dyne, stikker han af og rejser til Svendborg.

    Her melder han sig ind på Svendborg søfartsskole. Han skriver hjem til morfar, at han har meldt sig ind og agter at tage ud at sejle. Mormor og morfar kunne ikke gøre noget.

    Den første gang han var hjemme havde han tatoveringer på armene og mormor forlangte at han skulle vaske dem af. De kan ikke vaskes af sagde min morbroder, sludder siger mormor og tager hans arm og begynder at skrubbe på armen, men hun måtte konstatere at de ikke gik af.

    2. verdenskrig kom og min morbroder sejlede fra Usa til Murmansk, nord om Norge, med forsyninger, dette kunne være benzin og krudt, til russerne, og blev bombet flere gange, hvor han flød rundt på havet på vraggods og havde mistet alt. 12 dage flød han og hans kamerater rundt en gang i ishavet og der var kun 3 der overlevede. En anden gang var der faldet en ueksploderet bombe på dækket, og min morbroder bad tømmeren om at fjerne den. Det gjorde han også, men min morbroder fandt ud af at han havde taget den med ned i værkstedet og var begyndt at skille den ad. Dette viser at de kun levede fra dag til dag.

    Elien Winona Parsons blev født 18. september 1925 i Cambridge Massachusetts. Under krisen i 30-erne, flytter familien til New Foundland, og som ung kommer Elien til en tante i Halifax. Her strikker de unge piger strømper og trøjer til de sømænd der var blevet bombet og havde mistet alt. Det gjorde hun også men hun lagde en seddel med navn og adresse i et par sokker, og Svend fandt netop den adresse og opsøgte den og takkede for strømperne. 2 år senere blev de gift den 2. august 1945 i Cambrigde Massachusetts.

    De slår sig ned i Fremingham lige uden for Boston og får 2 børn, Paul Edvard Svensson og Elaine Suzanne Svensson.

  • Vallensved Mølle

    Møllen blev bygget i 1873-74 og var en Hollandsk vindmølle. I 1931 var det Harald Thorvald Frederiksen der ejede den, han var født 12. oktober 1895 i Vallensved og gift med Asta Rasmussen den 9. juli 1926.

    Møllen havde et vindfang på 32½ alen, og samtidig med at man byggede møllen blev der oprettet et bageri. Harald Thorvald Frederiksen havde overtaget møllen i 1926 efter sin far V. Frederiksen som døde i 1932.

    Natten mellem den 5 og 6 januar 1931 brændte møllen. Det var en vejfarende der ved 1-tiden den nat passerede møllen og opdagede at den brændte. Han vækkede straks mølleren og dennes familie og brandvæsnet blev tilkaldt. Men ilden havde så godt fat i møllen at inden mølleren nåede hen til møllen var ilden trængt gennem spånvæggen og det blev et kæmpe bål hvis lysskær kunne ses viden om. Kort tid efter styrtede vingerne ned, og møllen sank sammen. Da brandvæsnet nåede frem kunne de kun sprøjte vand på en flammende ruinhob, og sørge for at de nærliggende huse ikke blev ildens bytte. Ilden var opstået en aksel som var løbet varm.

    Der brændte 250 tdr. sæd hvoraf en stor del var formalet. Møllen blev bygget op igen samme år, men som en mortormølle, med en 20-24 HK diselmortor.